Efterårsbladet 2021

PSYKLEN #efterår2021

Natur

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange pr. semester.

REDAKTØRER Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

REDAKTION

Katrine Henriksen Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Anine Roth Jacobsen Rikke Buhl Bundgaard Nicklas Runge Freja Spangsberg Lindholdt Ulrikke Friis Højer Laura Mikkelsen Erik Pegel Marco Fortuna Lea Nørlund Jensen Hannah Pilgaard Signe E. V. Lorenzen Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen Viola Gerda Løvig Thomassen

LAYOUT

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

OMSLAG

Freja Spangsberg Lindholdt

ILLUSTRATIONER

Freja Spangsberg Lindholdt Lea Nørlund Jensen Signe E. V. Lorenzen Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen Hovedansvarlig: Anine Roth Jacobsen

PR

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk!

Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger.

Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

#efterår21 05

Leder Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

06

Forskningsnyt

09

Side-9 personen

10

Psyklisten

Katrine Henriksen Ninna Christensen

Eventyr med Erik: Trækfuglene

35

Digt: Sorg

36

Naturen tester Psyklen

38

Boganmeldelse: Klara og Solen

40

Boganmeldelse: Sult

42

Digt: Skyggekaster

43

Kalender

Nicklas Runge

45

Digt: Den gode akademiker

Sådan passer du dine planter om vinteren

46

Filmanbefalinger

47

Voxpop

Louisa Madsen

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen

Det gule hus

14

Interview: Naturterapi

Marco Fortuna

Katrine Henriksen Emilie Ringgaard

18

Naturlig natur er barsk

20

Vores liv med svampe

22

Døden som opløsning i naturens beslutsomme døsdrift

Erik Pegel

Anne Fabricius

Signe E. V. Lorenzen

28

Bachelor: Samarbejde eller dobbeltarbejde?

34

Laura Mikkelsen

12

26

32

Interview: Moderskabets natur Laura Mikkelsen

Erik Pegel

Viola Gerda Løvig Thomassen

Katrine Kromann Brandt

Hannah Pilgaard

Ulrikke Friis Højer

Laura Mikkelsen

Freja Spangsberg Lindholdt

Mathias Houe Andersen

Nicklas Runge

Laura Mikkelsen

03

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Leder

Natur retur Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 7. semester

gang, idet skovstien blokeres af hunde og deres ejere på tur. Det var så den indre ro.

Vinden rusker i træerne, og de efterårsgule blade falder ned på den kolde jord.

Foruden vindens susen, er det eneste, du hører, lyden af dine fødder, der i en statisk rytme rammer den bløde skovbund. For hvert skridt på din løbetur er der en ny tanke, der passerer, og dit hoved tømmes langsomt for tanker. Det var jo også formålet med turen.

I større byer er der længere mellem naturområderne, og vi er samtidig flere, der skal deles om byens sparsomme natur.

Søndag eftermiddag er Riis Skov lige så trafikeret som E45 en mandag morgen.

Vover man sig ud på en løbetur, bliver det til en form for forhindringsløb, hvor det handler mere om at zigzagge ud og ind mellem de mange mennesker end at holde sin pace. Spørgsmålet er, om naturen så kan give os det, vi søger, hvis det f.eks. er ro og et sted at tømme vores hoved for tanker? Eller om vi som med andre forbrugsgoder må sende naturen retur, fordi vi er så mange, der bruger den samme natur, at naturen i byen mister sin kvalitet?

Når vi bevæger os ud i naturen, er det ofte med et formål. Vi bruger naturen til noget.

På den måde bliver naturen et redskab for os, som vi anvender til vores egen fordel.

Vi er ikke bare ude i naturen for at være der. Vi løber en tur i skoven for at holde vores krop sund eller for at klare hovedet.

Vi vinterbader ikke, fordi vi nyder det kolde vand, men for at få den følelse, det giver os bagefter. Dette behøver dog ikke at være problematisk, for disse måder at anvende naturen på skader den ikke. Vi bruger dog også naturen på måder, hvor vi udnytter naturen og dens ressourcer. Det er en vigtig, men også lang diskussion, der fortjener mere plads, end vi kan give den her.

Nu kan du ikke høre vinden mere. Snak fra de mange mennesker omkring dig fylder skoven og forstyrrer dine tanker. Dine fødders tempo falder, og dit løb bliver til

I dette blad kan du nyde naturen helt uden at tage ud i den, for vi har inviteret naturen indenfor i Psyklen. Du kan bl.a. læse om forskellige måder at bruge naturen på, herunder naturterapi og sheltertur, samt om den natur, der omgiver os, i artikler om svampe, indendørs planter og hvor barsk naturen kan være. Vi tager desuden fat i det, vi kan kalde menneskets natur og dennes modsætning i artikler om moderskab, dødsdrift og spiseforstyrrelser, samt i en anmeldelse af bogen Klara og solen.

Rigtig god fornøjelse med efterårsbladet!

05

Forskning

Forskningsnyt Laura Mikkelsen, 3. semester

I Japan er der plads til paradokser Under coronanedlukningerne har det vist ikke været nogen hemmelighed, at det har været bedre for det mentale helbred at kunne komme ud i naturen i stedet for kun at være spærret inde i en lejlighed. Men vidste du, at dit verdenssyn og natursyn faktisk også påvirker, hvor meget pandemien pressede dig? Det er i hvert fald påstanden i et studie af Haas et al. (2021).

I studiet spurgte de 381 indbyggere i Japan og 409 fra USA om, hvordan deres liv helt lavpraktisk blev påvirket af corona, deres verdenssyn på naturen og deres mentale helbred. Disse resultater sammenlignede de med svar på lignende undersøgelser foretaget nationalt inden pandemiens start. Det er værd at bemærke, at det ikke er præcis samme deltagere, der sammenlignes, og at der ikke tages højde for mange faktorer uden om.

Eksempelvis peger forfatterne selv på, at en konfunderende variabel i de observerede kulturforskelle kan skyldes forskelle i japanernes og amerikanernes tillid til regeringernes krisehåndtering. Men hvad er dette for kulturforskelle, jeg henviser til?

Jo, studiet viste, at deltagerne af begge nationaliteter oplevede øget psykologisk stress

06

under COVID-19, og i begge lande korrelerede den enkeltes natursyn med deres mentale helbred. De, hvis verdenssyn, hvor mennesket og verden er i harmoni med naturen, blev signifikant mindre påvirkede i en negativ retning af krisen, end de, hvis verdenssyn indebar, at mennesket var hævet over og kontrollerede naturen. Det foreslås, at den sidstnævnte gruppe oplevede flere negative følelser, fordi at krisen stred imod deres verdenssyn som værende i kontrol over naturen, hvilket har skabt kognitiv dissonans.

Interessant nok har nogle data tidligere vist, at den negative reaktion på kognitiv dissonans ikke nødvendigvis er universel. Særligt har man fremhævet USA som havende svært ved at rumme kognitiv dissonans, imens netop Japan, efter sigende, har en højere tolerance over for modsigelser – dette kalder Spencer-Rodgers et al. (2010) naïve dialectism. Så selvom både amerikanere og japanere copede bedre med krisen, hvis de så på verden som bestående af mennesker, naturen og andet liv værende i harmoni med hinanden, var de negative effekter af det modsatte modereret af kulturen. Hvis du ser på verden og naturen, som været underlagt mennesket, kan du jo øve dig i at rumme, når det ikke er tilfældet – så er du klar til den næste krise.

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Forskning

Vil du være mere tilfreds med din krop?

Føler du dig lidt lettere efter en tur i baljen fra Den Permanente en kold vintermorgen?

Eller føles din form lidt bedre efter en løbetur i Riis Skov? Det skyldes ikke nødvendigvis den fysiske bevægelse, men muligvis alene det at være udenfor ifølge flere nye studier. I tværsektionelle spørgeskemaundersøgelser og laboratorieeksperimenter er ophold i naturen blevet koblet med øget mentalt velvære samt andre gavnlige effekter. Men påvirker naturen os lige så positivt i vores dagligdag, når vi ikke idealiserer vores minder i et spørgeskema eller er påvirkede af faktorer i en eksperimentel setting?

Ifølge et studie af Stieger et al. (2020) synes det at være tilfældet. Forskerne brugte en experience sampling method (ESM), hvor forsøgsdeltagerne tre gange dagligt skulle besvare et kort spørgeskema om deres omgivelser, kropsbillede og humør. Dette foregik via en app, som sendte dem en notifikation på tilfældige tidspunkter, så en behavioristisk tilvænning ikke ville kunne forklare resultaterne. I alt deltog 160 deltagere i 30-dages perioder, som startede forskudt for at undersøge påvirkningen på tværs af årstider.

Kropsbillede var her operationaliseret som “changes to state feelings about one’s body weight, body shape, and physical appearance” (Stiger et al., 2020), og ved hver udfyldning skulle deltagerne beskrive, hvor tilfredse de var med hhv. deres vægt, deres form og deres generelle udseende. Forskerne ønskede dog ikke kun at undersøge forholdet mellem disse forandringer i kropsbillede, og

hvorvidt deltagerne var inden- eller udenfor – de undersøgte også, om der var forskel på forskellige typer af udendørsområder.

Vældigt interessant viste resultaterne, at forskellige typer af udendørsområder påvirkede de tre aspekter af kropsbillede i varierende grad. Blå områder ved havet, søer og floder forbedrede deltagernes tilfredshed med deres vægt i langt højere grad end de øvrige miljøer. Til gengæld var effekten ikke slående, når det kom til tilfredsheden med deres form – denne var langt større, når deltagerne opholdte sig i grønne skov- og græsområder. Generelt var tilfredsheden for alle tre parametre af kropsbilledet signifikant højere udenfor end indenfor. Den største effekt sås i deltagernes vurdering af deres tilfredshed med deres udseende, hvilken var markant højere i alle typer af udendørsområder. At effekten på den skala er højere kan skyldes, at udseende ikke er en lige så konstant, kvantitativ komponent af kropsbilledet som ens vægt og form. Når disse dele af kropsbilledet alligevel også forbedres udenfor, kan der naturligvis være en konfunderende variabel i form af den bevægelse, der typisk hører til ophold udendørs.

Desuden foreslås det, at en mediatorvariabel kunne være, at mennesker udendørs får flyttet fokus fra dem selv og de negative tankespind. Deltagerne rapporterede da også at være signifikant gladere udenfor fremfor indenfor. Effekten på humøret var faktisk endnu større end effekten på kropsbillede.

Så starter spejlningen i unis vinduer, en knagen fra stolen i læsesalen eller den indiskrete vejtrækning op ad trappen i 1325, en negativ tankespiral, er det bare med at tage bøgerne under armen og sætte dig ud i Uniparken.

07

Forskning

Har du set det træ?

Tidligere interventionsstudier har vist en sammenhæng mellem at opholde sig i naturen og øget mentalt velvære m.m. Ud fra dem er det oplagt at opfordre klienter såvel som privatpersoner til at komme mere udenfor. Men måske er det slet ikke tiden brugt i naturen, der er den afgørende faktor. I hvert fald ikke, hvis vi skal tro Passmore og Holders interventionsstudie fra 2016.

ciale orientering, sås en markant stigning – ligesom de rapporterede langt mere positive følelser end de to kontrolgrupper.

Kvantitativt ses dermed en effekt af alene det, at deltagerne blev mere opmærksomme på den natur, de stødte på i dagligdagen.

Her blev hele 395 bachelorstuderende fordelt i tre forsøgsgrupper. Én gruppe deltagere skulle fortsætte deres liv som sædvanligt og fik at vide, de først ville få instruktionerne to uger senere – altså ved det egentlige forsøgs ophør. Denne gruppe udgjorde en baseline, imens en anden kontrolgruppe fik samme opgave som den egentlige forsøgsgruppe. De skulle i løbet af de to uger leve som normalt men være opmærksomme på hvilke følelser, menneskeskabte objekter og bygninger vækkede i dem. Når de bemærkede dette skulle de tage et billede af genstanden og beskrive kort, hvad de følte. Det samme gjorde forsøgsgruppen, der dog skulle tage billeder af natur eller naturlige objekter.

Alle grupper fortsatte altså hverdagen og brugte ikke længere tid i naturen end normalt. Alligevel var resultaterne slående.

Forskerne fandt dog også interessante forskelle mellem grupperne i de kvalitative data. Hvor de kvantitative data i form af spørgeskemaer ved start og slut målte hele interventionens længerevarende effekter, målte de kvalitative de umiddelbare responser på naturlige eller menneskeskabte stimuli. Forskerne tog ikke stor notits af de enkelte billeders motiver, men kommentarerne, der fulgte dem, tegnede et tydeligt mønster. De emotionelle reaktioner, der fulgte billederne af menneskeskabte objekter eller områder, var meget sjældent fremkaldt af noget iboende i motivet. Typisk beskrev denne gruppe blot emotioner knyttet til de minder, objektet var associeret med. De emotionelle reaktioner, forsøgsgruppen berettede om, var derimod oftest direkte fremkaldt af de naturlige objekter eller områder, de fotograferede. Interventionsstudiet støtter altså Wilsons (1984) biofili-hypotese, der hævder, at mennesket har en medfødt tendens til at søge at være i forbindelse med naturen og reagere emotionelt på den.

Interventionens effekt var ligefrem i den høje ende af, hvor stor en effekt vi normalt ser ved psykologiske interventioner. Når forskerne uden relation til fotografierne målte deltagernes individuelle velvære, følelse af forbundethed og endda proso-

For en travl psykologistuderende er dette studie ikke helt uden fordele. Tænk sig, at vi ikke nødvendigvis skal have presset mere naturtid ind i et travlt skema; vi skal måske bare blive bedre til at bemærke den natur, der allerede omgiver os.

08

Side 9

Navn: Louisa Madsen Alder: 22 år Insta: louisamadsen Stjernetegn: Fisk Civilstatus: Frøken Favoritforelæser: Sinúe Salgado Beskriv dig selv med få ord: Neurotisk lurtager med passion for Taylor Swift 3 ting på en øde ø: Dragon Age franchise, soldrevet stationær PC og (5-kroners) iste.

TV-serie: My Mad Fat Diary Hvad kan jeg lide ved andre mennesker: Dem som sender talebeskeder eller skriver frem for at ringe :))) Største savn: Min søster Gumpe og veninde Freja tilbage i København

Psyklisten

Psyklisten: Natur Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester Psyklens bud på en lille playliste, som favner bredt og indfanger følelsen af denne udgaves tema sprødt. Lyt, mens du bladrer igennem denne udgave af Psyklen eller gem den til en gåtur igennem efterårets blade. Det er selvfølgelig også tilladt at nyde den præcis, som den er! I det følgende vil du finde en introduktion til listens sanges små og store temaer, tekster og følelser. ”Born to multiply?

Born to gaze into night skies?

All you want’s one more Saturday” - Australia, The Shins Denne udgave af psyklisten tager dig på en lille udflugt gennem et par af de sange, som godt beskriver menneskets forhold til selvet, naturen og omverdenen. Vi starter med Mother Nature’s Bitch af Okay Kaya, en swingende kort sang om det at overgive sig til naturens vilje. Vi bevæger os herfra videre til Fetch the Bolt Cutters af Fiona Apple, en fin sang om det at tage boltsaksen og skæbnen i egen hånd. Herefter slår vi over til Suddenly af Drugdealer og Weyes Blood, om at finde både varmen og sit hjem i morgensolen.

“The earth is a bitch We’ve finished our news Homo Sapiens have outgrown their use” - Oh! You Pretty Things

10

Et mere humoristisk og futuristisk indslag kommer fra David Bowie, som i sangen Oh! You Pretty Things forestiller sig en verden, hvor jorden ikke længere styres af mennesket, i hvert fald ikke fra hans gren af familietræet. I listens 5. sang, Suzanne (skrevet af Leonard Cohen, sunget af Nina Simone) bliver vi inviteret med på en sanselig rejse, hvor vi undervejs fristes af bl.a. Jesus som sømand, kinesiske appelsiner og selvfølgelig Suzanne, vores flodboende frue. En fin og skør sang om gud, mennesket og naturen som binder os sammen.

“The sun pours down like honey on our lady of the harbor And she shows you where to look among the garbage and the flowers” - Suzanne, Nina Simone Amor & Den Sidste Pil er en af skribentens, hvis ikke yndlingssange, så yndlingsfølelser. Måske mere om en kold sommernat end et varmt efterår, men C.V. Jørgensen

Psyklisten tager os med igennem drømmene, vinden og det fri her højt mod nord. På The Shins Australia reflekteres det individuelle menneskes plads i verden såvel som menneskehedens plads i verdensrummet.

Dolly Parton længes efter sin simple barndom i de amerikanske Appalachebjerge på Tenneessee Homesick Blues og det at være harmonisk og nostalgisk forbundet med naturen. Sunrise af Norah Jones er præcis som dets titel foreslår; en simpel og smuk sang om noget så simpelt og smukt som solopgangen. På A Burning Hill beretter Mitski om at stå i konflikt med sin egen natur, det at være skoven, skovbranden og sit eget vidne på en og samme tid.

“And I’ve been a forest fire I am a forest fire And I am the fire and I am the forest And I am a witness watching it” - A Burning Hill, Mitski Tror du på, at skæbnen samler dig op? Det er det centrale spørgsmål i Ulige Numres Navn i Sne. Om det besvares, må du hellere selv gå ind på listen og lytte efter:) På 12. pladsen finder vi endnu en sang om urilden, vores kære heldige sol, som her i That Lucky Old Sun af Aretha Franklin misundes for dens fritagelse fra livets trængsel og alarm. På Supersonic Rocketship tager vi med The Kinks ud til solen og de andre stjerner for at se, om tingene står bedre til derude!

For er vores problemer jordbundne, eller rejser de med som blinde passagerer på vores supersoniske himmelflugt? Listens sidste indslag er Symphony in Blue af Kate Bush, en sang som elegant binder alt det naturlige i mennesket sammen med det menneskelige i naturens symfoni. Og med det vil jeg sige tak for denne gang og byde jer alle sammen på et godt efterår og en god lytter.

11

Essay

Det gule hus Marco Fortuna, 7. semester Har psykologistudiet en fast form? En iboende natur? Eller er der mon flere veje gennem Huset PI? I Huset PI får du masser af mad, der er fedt tv, og du kan tænde for musikken i radioen. Og så bor der sindssygt mange andre i forvejen. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det var alt, hvad jeg havde turdet håbet på, da jeg trådte indenfor i 2016 og lukkede døren bag mig.

Eller der var måske lidt mørkt, fordi der var så få vinduer? Men alligevel.

Jeg blev hurtigt besat af både maden og fjernsynet. Satte mig godt til rette i sofaen og blev dér i måske 1,5 år. Der var i øvrigt sindssygt meget mad, som skulle spises.

Og flere forskellige tv-kanaler – om end der overraskende sjældent blev sendt nye udsendelser, måske kun et par gange om ugen. De handlede alle sammen om mad.

Der gik rygter om at programmerne og noget af maden blev produceret og tilberedt et sted i huset, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvor.

Og sådan gik der noget tid. De andre af husets beboere spiste måske ikke helt lige så meget som jeg, og gik nok lidt kræsent til værks – men ærlig talt så så de også sundere ud. Nogle gange talte vi lidt om det, vi spiste, men for det meste hyggesnakkede vi bare. Hvert halve år skulle vi selv lave en enkelt ret mad, men det var stort set det eneste krav, man skulle opfylde for at få lov til at bo i huset.

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 1. semester

12

Så en dag fik jeg lyst til lidt nye input og tændte for radioen. Det viste sig at være en virkelig god idé, for herfra

Essay

væltede det ud med interessante og sjove programmer med et bredt udvalg af indhold. Jeg opdagede, at man kunne komme med ønsker til programmerne, og til sidste endte jeg med selv at bestyre et af dem. Det betød, at jeg nogle gange glemte at spise lidt, men jeg så stadig altid de få nye, men gode udsendelser, som af og til kom i tv’et.

Fordi jeg i forvejen fik leveret rigelige mængder af mad, begyndte jeg at undersøge muligheden for at udskyde leveringen af noget af det. Jeg havde hørt noget om det i radioen. Og jeg ville jo så nødig have, at der gik noget til spilde, som jeg ikke fik spist.

Sørme om ikke der var en klausul i lejekontrakten om lige netop dette. I øvrigt credit til de ansatte i boligselskabet, som kunne guide mig til præcis, hvordan jeg skulle gøre. Det endte med, at jeg efter tre år fik lov til at bo i Huset PI i yderligere ca.

6 måneder, hvor jeg så i den sidste tid levede af den mad, jeg stadig havde til gode.

sere. Men da jeg fik udleveret nøglen til døren ind til trappeopgangen, viste det sig, at der derinde sørme også var en havedør ud til, som man kunne åbne! Jeg fik at vide, at den havde haft en låsemekanisme i mange år, og at man kun kunne gå ud af den og aldrig komme ind igen - medmindre man havde en særlig god nøgle lavet af noget af den mad, man var blevet pålagt at lave i huset i årenes løb (what, tænkte jeg).

Men nu gjorde en ny forordning, at døren stod åben i op til tre år, efter en beboer var gået ud af den.

På det tidspunkt trængte jeg VIRKELIG til frisk luft, så jeg greb muligheden og trådte udenfor.

Fortsættelse følger i vinterbladet.

Trappen op til 1. sal I lejekontrakten stod egentlig, at man efter de 3,5 år skulle flytte op på 1. sal. I udgangspunktet havde jeg ikke noget imod det. Jeg havde også hørt, at der skulle være flere vinduer deroppe, og derfor noget ly-

13

Interview

Psykologen i naturen Savner du at have tid til de mange gåture, du var på under nedlukningen? Vi er tilbage på universitetet, og efterårets kulde holder os indenfor det meste af tiden.

Men på trods af blæst og kulde kan det alligevel være en rigtig god idé at kigge op fra bøgerne og tage ud i naturen. Vi mødtes med psykolog og naturterapeut Sheila Kragelund til en snak om naturterapi, hvor vi bl.a. talte om, hvordan naturen kan bruges i terapi og hvilken effekt naturen har på os.

Katrine Henriksen, 7. semester, bachelor & Emilie Ringgaard, 7. semester Om Sheila: Sheila er psykolog og tog sin bachelor i Aalborg, hvorefter hun tog sin kandidat i Aarhus for at komme tættere på sundhedspsykologien. På AU var hun med i kursusgruppen, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med naturterapien. Hun er uddannet indenfor mindfulness og har tidligere arbejdet med kroniske smertepatienter. Senere arbejdede hun med stressramte, hvor de bl.a. brugte skoven i behandlingen. I marts 2020 startede hun sin selvstændige praksis “Naturligværen”.

Krammer du nogensinde træer?

Ja? Altså, da jeg arbejdede med stressrehabilitering, var det faktisk en fast del af det, vi lavede i skoven. Vi havde fire gange i skoven i alt, og det var på tredje gang, når de havde vænnet sig til at være i naturen, at vi prøvede at sige “lad os lige holde om

14

træerne”. Det var der mange sjove holdninger til. Jeg bruger den faktisk sjældent selv som selvstændig psykolog, fordi den for mange er så grænseoverskridende. Jeg vil hellere guide øvelser, hvor man kan lægge panden mod træet eller mærke på stammen med hænderne og så sige til sidst, at hvis du har lyst, må du gerne lægge armene om, men bare så det ikke er det, som er essensen af det.

Hvordan kan naturen bruges i terapien?

Det er jo et kæmpe spektrum, som jeg først har opdaget, da jeg skulle tage stilling til, hvad min måde at bruge den på er, for jeg er jo psykolog, når jeg er i skoven. I starten kaldte jeg mig naturterapeut, og det er jeg nok egentlig ikke. Jeg er jo ikke uddannet naturterapeut. Jeg er psykolog og mindfullness instruktør, der er vild med skoven. Der er jo nogen som laver decideret skovbadning, som er meget mere øvelsesbaseret med sanseøvelser og symbolske øvelser i naturen, hvor psykologvinklen slet ikke er med. Så der er rigtig mange forskellige måder at bruge naturen på. Når jeg bruger den, er det ligesom jeg ville gøre i klinikken. Vi går ind i skoven og laver en landing og kommer til stede, får talt om hvilket tema, vi skal snakke om i dag, og så bruger vi naturen til at styrke det med at komme ned i ro og finde fokus. Men ellers er det meget psykologien og terapien, der er i højsædet, og især mindfulness, hvis det er stressramte, som det typisk er.

Interview

Hvilke fordele er der ved at tage terapien ud af terapilokalet og ud i naturen?

Mange synes, det er dejligt ikke at skulle have øjenkontakt på samme måde og i stedet have noget fælles tredje at kigge på.

Man kan sidde og kigge ud over fjorden eller mellem træerne, eller bruge træerne og spørge klienten, “hvilket træ føler du dig som?” Og det er jo et totalt mærkeligt og karikeret spørgsmål, men når man sidder derude, så kan det bare give mening for “Gud ja, jeg vil mega gerne være det der troldeformede træ, der stikker i alle retninger, men jeg er bare den der fesne pind derovre lige nu”. Det giver nogle fede billeder og mulighed for, at det ikke bliver så stift, at man absolut skal sidde og kigge på hinanden. Fx laver jeg en øvelse, hvor de lige går en tur selv og prøver at finde en ting, der symboliserer noget, de gerne vil beholde, og en ting, der symboliserer noget, de gerne vil slippe, og så arbejde symIllustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 7. semester

bolsk med det. Jeg bruger også nogle af de gamle fortællinger, når vi sidder nede ved fjorden og fortæller, at man jo har siddet der i generationer og kigget ud på horisonten, for der er noget håb derude, og så snakke med dem om, hvad deres håb er lige nu med fokus på, hvad det er for dem.

Hvordan forener du din psykologfaglige viden og naturterapien?

Jeg er jo primært psykolog, når jeg er i skoven, og så kan jeg udnytte naturen, der jo bare kan noget andet end fire hvide vægge, og så gør det en forskel, at der er bevægelse i kroppen. Mange af de følelsesmæssige udtryk og fornemmelser handler ofte om at have ondt i maven eller en spænding, så når kroppen er i bevægelse, kan de ting komme i flow.

Jeg er ikke god til at bruge kroppen inde i klinikken, hvor man sidder mere ned.

I skoven er det nemmere at sige “jamen, hvis hjertet er lukket, så lad os åbne

15

Interview

armene”. Men min viden fra psykologien er det, der styrer processen og holder rummet.

Hvad siger forskningen om naturens effekt på mennesket?

Man kan jo måle på blodtryk, puls, velvære og fysisk heling og se en god effekt. En af teorierne går på vores ur-instinkt og at det er i naturen, vores nervesystem kan slappe af, fordi det er naturligt for os ift. den alder, vores hjerne har. En anden teori handler om, at naturen hjælper os til at ændre vores perspektiver. Vi er ofte meget i det problemløsende perspektiv og er hele tiden i gang med at lave noget. Skoven er god til at hjælpe os med at komme op i helikopter perspektiv, hvor vores hjerne slapper af, får overblik og bliver kreativ. Vi problemløser hele tiden, og det kan vores hjerner ikke holde til. Skoven tilbyder et rum, hvor der ikke er nogen krav eller noget, du skal. Der er en god tilpas mængde stimuli.

Hvilken klientgruppe kan især have gavn af naturterapi?

Det er rigtig meget stressramte. Her anbefaler jeg det til dem alle sammen, fordi man fra forskningen ved, at det er gratis, lettilgængelig medicin. Vi kan tage den præcis samme psykologiske samtale med ud i skoven, og så vil det have påvirket deres nervesystem, og de vil opnå en større bedring. Det er også folk, der er sorg- og kriseramte, hvor det handler om noget helt eksistentielt, som bare gør pisse ondt

16

Psykolog Sheila Kragelund som menneske. Her er fjorden især fantastisk, hvor vi kigger ud over vandet og lader dem mærke, at det her er et livsvilkår lige nu, og det gør ondt, at man har mistet.

Det gør det både nemmere for mig ikke at skulle bære dem og fikse det for dem, hvilket vi jo som psykologer godt nogle gange kan synes, at vi skal. Men det gør det jo også langt nemmere for dem, og så begynder de selv at bruge naturen mellem sessionerne, fordi de opdager, at det også er noget, de selv kan. Der er også nogle mænd, som synes, at det med psykolog er lidt feminint. Så er det lidt nemmere at tage dem med i skoven, da man kan fornemme, at det er deres hjemmebane.

Hvordan reagerer dine klienter, når du tilbyder naturterapi?

Jeg har min klinik og starter mange forløb der, hvor vi får sat rummet. Enkelte vælger mig pga. det med naturen. Jeg nævner altid i telefonen, at vi kan vælge at være

Interview

ude. Nogle siger “ja, det skal jeg bare, jeg elsker at være ude, fedt at vi kan slå det sammen”, og enkelte skal lige finde ud af, hvad det er, det kan. Andre tænker, at de ved, de skal ind og have grædt et eller andet ud af systemet, og det kan de ikke overskue at gøre i skoven. Men når de så er kommet et stykke af den proces, vil de typisk gerne ud i skoven. Det er dog aldrig en tvang at komme derud, men de er som regel ret hurtigt klar på det. Klinik og skov ligger samme sted, så vi kan bestemme os på dagen.

Møder du nogen fordomme, når du fortæller, at du er naturterapeut?

Det er færre og færre. De fleste tænker bare “hvor er det fedt”. Det er også den tilbagemelding, jeg får fra klienterne, som siger, at hvis de fortæller, de render rundt med deres psykolog ude i skoven, så siger deres venner “ej det gad jeg bare godt med min psykolog også!” Der er enkelte klienter, der er sådan lidt “hvad for noget? Det behøver jeg vist ikke lige”. Det kommer nok meget an på, hvordan man har det med skoven i virkeligheden. Da jeg var ansat i sygehusregi, blev der kigget ret skævt til en, hvor de syntes, det var VIRKELIG mærkeligt, hvis man rendte rundt ude på græsset med bare tæer med kronisk smerteramte, altså hvad skal det til for? Men jeg tror, det efterhånden har boblet så meget, at fordommene er få. Nogle kan spørge “hvad laver du så derude, er du sådan en heks med urter?” Hvor jeg må sige “arh, jeg er altså bare psykolog”.

Er der nogen ulemper ved at tage terapien ud i naturen?

Det er en offentligt tilgængelig skov, jeg er i, så det kan være, hvis hele børnehaven kommer igennem og fejrer livet. Det er lidt en lydkulisse, især hvis man kender nogle af børnene, og de hilser. Eller nogle andre, man kender, kommer forbi. Heldigvis ved de fleste godt, hvad jeg laver, så de er gode til ikke at hilse. Og så kan insekterne godt være irriterende, når man skal sidde og arbejde med sit indre, så hvis der er for mange myg, kan det ikke rigtig lade sig gøre. Specielt ikke hvis det er svært for personen i forvejen. Så kan jeg godt foreslå, at vi går i klinikken på de værste myggedage, eller hvis jeg kan fornemme, at de ikke kan åbne sig, selvom de siger, at de kan. Det kan også gå den anden vej, hvor de bliver grænseløse og deler hvad som helst, selvom der kommer nogen forbi. Så vurderer jeg, at vi går et andet sted hen eller ind i klinikken. Jeg italesætter også overfor dem ift. tavshedspligt, at der kan komme en hundelufter. Her fortæller jeg, at de ikke behøver at forholde sig til dem og at jeg nok skal tage mig af det. Så stopper jeg med at snakke og siger, at de kan gøre det samme, indtil de er gået forbi.

Vi håber, du er blevet klogere på, hvordan man kan bruge naturen i terapi og hvilken positiv effekt, naturen har på os, samt at du nu er mere klar på at trodse kulden og tage ud i naturen.

17

Essay

Naturlig natur er barsk Erik Pegel, 3. semester Natur associeres i dag mest med afslapning i form af en gåtur i skoven, overnatning i shelter, en picnic eller noget helt fjerde. På den måde giver naturen os chancen for at tage en timeout en gang imellem, hvilket kun er en god ting. Desuden giver en lørdagsgåtur i skoven gode billeder til sociale medier. Naturen har dog også en helt anden side, som er svær at genkende i den tæmmede version af naturen, som vi oftest ser på vores hyggeudflugter. En anden side af naturen er den, som vi ser langt væk fra gadelygter og fjernvarme, for naturen er barsk, kold og mørk.

Hvis man ønsker at opleve denne barske, kolde og mørke naturlige natur, så skal man ret langt ud. Vi fra Psyklen testede selv naturen (eller naturen testede os), ved at sove i nogle sheltere syd for Århus omkring Moesgaard. Hvad vi dog hurtigt bemærkede var, at selv noget så basalt som at starte et bål tog længere tid end forventet, og det var ikke blevet til meget uden tændstikker. Da vi så overraskende hurtigt opbrugte al vores brænde, var vi tvungne til at samle mere ind, hvilket pga. mørket havde været et stort problem, havde vi ikke haft vores iPhones til at lyse rundt omkring os. Efter at redde vores bål vha. vores naturlige redskaber (tændstikker og iPhones), kunne vi fortsætte med at spise skumfiduser og mariekiks. Under hele oplevelsen kunne vi godt mærke, at vi havde været på ret bar bund, hvis vi en dag

18

fandt os selv i naturen uden vores overlevelsesgrej. Desuden hjalp det ikke på naturoplevelsen, at vi kunne høre bilerne på vejen 500 m fra vores sheltere. Selvom vi så ikke fik vores barske naturoplevelse, så havde vi chancen for at tænke over, hvor svært det er at finde en reel naturoplevelse.

Det er spændende i sig selv, at vi har brugt størstedelen af vores historie på at komme så langt væk fra naturen som muligt ved at flokkes i byer, blot for at søge væk fra byerne igen for at finde noget ro i naturen.

Til gengæld finder nogle den ikke så blide side af naturen hurtigere, end de selv havde regnet med. En svømmetur under den til tider overraskende varme sommersol i Danmark ender hvert år dødeligt for omkring 60 turister, som ikke kender til de strømninger, som man helst vil holde sig fra. Når man ønsker at opleve naturen, så kan det altså gå galt, hvis man ikke er opmærksom. Vi har dog heldigvis ikke mange rovdyr eller giftige planter og bær i Danmark, og ofte er der ikke for langt til det nærmeste supermarked. Det er dog ikke tilfældet i lande som Canada, hvor det største skovområde (eng: Boreal Forest) strækker sig over 3 millioner km2.

Danmark har i sammenligning et samlet areal på 43.000 km2. Skovsnakken er ikke for ingenting, den bringer os til historien om Chris McCandless. Chris var en ung mand, som i 1990 valgte at smide alt, hvad han havde i hænderne, for at rejse omkring USA. Da dette ikke er en boganmeldelse, vil jeg beskrive Jon Krakauers bog ”Into The Wild”, som fortæller historien om Chris McCandless, hurtigst muligt.

Essay

For det første er min mening ikke at tale Chris ned, da han af alle dem, som han mødte på hans rejse, blev beskrevet som høflig, intelligent og karismatisk. Hans rejse tog ham gennem USA og dele af Canada, hvorefter hans sidste stop blev Alaska.

På gåben med 4,5 kg ris, en bog om spiselige planter og en riffel begav han sig ud i Alaskas store skovområder, hvor han efter noget tid fandt en efterladt bus at sove i.

På dette tidspunkt havde Chris rejst i lidt over 2 år og havde besluttet sig for snart at vende tilbage til sit gamle liv. Hans tilbagevenden blev dog udskudt, da han først ikke kunne krydse en stor flod pga. årstiden, og senere var terrænet for dårligt til at kunne vandre hjem. Han var tvunget til at forblive i den efterladte bus, hvor han levede af bær, rødder, dyr og hvad end der ellers var omkring ham. For at spole til slutningen, så ender denne historie tragisk for Chris McCandless. Hans eksakte dødsårsag er ukendt, men man antager madforgiftning pga. dårlige bær eller kartofler. Denne bog kan stærkt anbefales, da den fortæller en smuk historie om en ung mand, som rejser ud i naturen for at finde sig selv.

For at komme tilbage til det egentlige emne om en barsk natur, så fortæller historien om Chris, hvor hurtigt det kan gå galt selv for en meget erfaren person. Når naturen virkelig slår til, så kan vi kun tilpasse os.

Her er vi igen i Danmark heldige, at vi ikke oplever de store naturkatastrofer. Orkaner, tsunamier og jordskælv er meget oplagte at tale om i denne sammenhæng, da vores handlemuligheder i disse tilfælde er meget

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester begrænsede. Når en tsunami kommer, så løber man. Hvis man har nok tid, så kan man forsøge at smide nogle sandsække omkring, og med lidt held klarer ens hus det. At stoppe en tsunami, et jordskælv eller en orkan? Så langt er vi desværre ikke kommet, for naturen dræber.

Selvom alt dette lyder lidt dystert, så skal det ikke ødelægge ens romantiske forestilling om naturen. En times gåtur i skoven med frisk luft kan gøre vidundere! Så bliv endeligt ved med shelterture, skumfiduser med mariekiks og selfies, hvor man viser sig i et med naturen. Naturen skal nydes, dog eksisterer den ikke for at tilfredsstille ens selvrealiseringsbehov.

19

Essay

Vores liv med svampe Indsendt: Anne Fabricius, 1. semester, agrobiologi Det er blevet efterår, og det betyder svampe. Måske er du stødt på en svamp i græsset i uniparken, eller måske har du aktivt været ude og lede efter de ekstra delikate slags i skoven. Det, du har set eller smagt på, er frugtlegemer og er egentlig den pågældende svamps spredningsmekanisme. Frugtlegemer er en struktur, der består af hyfer, som er flere svampeceller i forlængelse af hinanden. Det er desværre ikke alle svampe, der danner frugtlegemer, ellers ville vi hurtigt blive enormt opmærksomme på, hvor stor en del af vores liv, svampe faktisk er. Tænk, hvis man kom ud til sin koldhævede bolledej om morgenen og så, at den bagegær, man havde brugt til at få dejen til at hæve, havde dannet et kæmpe frugtlegeme! Eller tænk, hvis vi kunne reducere mængden af grovfoder til køer, hvis de svampe der bidrager til nedbrydelsen af plantedele i koens vom også dannede frugtlegemer og derfor reducerede sulten. Men alt det sker selvfølgelig ikke, fordi det ikke er samme slags svampe, som dem, vi kan se med vores blotte øje.

20

På agrobiologi lærer vi, at der findes seks svamperækker: Ascomycota, Basidiomycota, Glomeromycota, Zygomycota, Chytridiomycota og Microsporidia. De svampe, som danner frugtlegemer, tilhører Basidiomycota - det kunne fx være en Karl Johan. Men der er også frugtlegemedannere blandt Ascomycota. Bagegær

tilhører Ascomycota, men danner ikke frugtlegemer, da de slet ikke danner hyfer.

Bagegær ligner mere, hvad man forestiller sig, når man tænker på en eukaryotisk celle. Og så formerer svampen sig i stedet ved knopskydning. Zygomycota har du bestemt også haft noget at gøre med, for mucor hører nemlig under denne række.

Og det er simpelthen nogle af de svampe, du kan se, der er i fuld gang med at omsætte sukker, når noget i dit køleskab eller brødet på køkkenbordet er begyndt at mugne.

Chytridiomycota er helt særlig, da det er den eneste svamp, hvor svampesporerne har flageller/svingtråde, som gør dem

Essay

mobile. Det er blandt andet chytridiomyctoa-svampe, som gør, at du kan få ost eller et glas mælk, da de svampe, som bor i koens vom, bidrager til nedbrydningen af cellulosen i vomsaften og derfor gør, at der kan produceres mælk ud fra græs.

Alle svamperækkerne har svampe som er parasitiske, og microsporidia er ingen undtagelse. Microsporidia er encellede og paratiserer en værtscelle ved at skyde en poltråd ind og overføre svampens organeller til værtscellen, så de opformeres.

Microsporidia lever ofte i tarme på dyr (og mennesker, men ikke på disse breddegrader) og kan spredes ved afføring eller seksuel overførsel.

Glomeromycotasvampe danner arbuskulær mykorrhiza med planter. Det vil sige, at svampe fra glomeromycota kan danne hyfer, som vokser intracellulært i planteceller i planterødder, hvor de danner arbuskler, som ligner kronen på et træ. Herved kan svampen udveksle næringsstoffer med planten.

Udover at planten opnår bedre næringsoptag, opnår den også større beskyttelse og kan via disse svampe kommunikere

med andre planter om næringsmangel eller sygdom. 80 % af alle planter danner arbuskulær mykorrhiza, så det er en virkelig vigtig faktor i primærproduktionen.

Nogle svampe fra basidiomycota danner ektomykorrhiza, hvor svampen danner en tyk hyfestruktur (hyfekappe) omkring planterødder – primært træer. Det giver planten et meget stærkere forsvar og kan endda sørge for overlevelse i tørke eller ved hårde sygdomsangreb.

Svampe er fuldstændig fantastiske, og de er overalt. Vi burde ikke kun tænke på dem, når det bliver efterår, men også hver gang vi skal bruge penicillin, hver gang vi bager, hver gang vi drikker et glas mælk, hver gang vi ser et træ, der ikke gik ud i sommeren 2018 – ja, hver gang vi trækker vejret!

Illustrationer: Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester

21

Essay

Døden som opløsning i naturens beslutsomme dødsdrift Nicklas Runge, 5. semester Vi fødes, og som livet langsomt knuser os, opløser os, kravler vi mod den uundgåelige død; den død, som vi gennem hele livet har båret et aftryk af i vores bevidsthed, hvor den som et rungende ekko eksponentielt tiltager i styrke i takt med dens manifestering i os. Hele menneskehedens tankevirksomhed er fordømt til at være rettet mod dette. Hvis man i nogen henseender overhovedet kan snakke om menneskets natur, så er det dette, at vi retter vores tanker mod døden i et forsøg på at skabe fortællinger, der kan fratage dødens brod dens smertefulde sting. Her er kimen til al filosofi og religion, som Schopenhauer slår fast, og vi forsøger hermed at forholde os til og forene os med vores natur. I denne forholden sig til vores natur som dødsbevidste væsener kommer vi til at kende døden på en måde, som naturen ikke gør det, men omvendt kender mennesket ikke naturen, som døden gør det. I naturen er døden umiddelbar, og døden indgyder her naturen med udtrykket for den kosmiske logik, der driver universet frem mod tilintetgørelse: en beslutsom dødsdrift, som Mainländer beskrev den; en drift, som mennesket oftest afholder sig fra at anerkende ved middelbart at forme, formidle og forvandle døden gennem sprog og kultur. Naturen og mennesket er således på hver sin vis døden, men døden er i begge

22

tilfælde ikke i første omgang fravær, men bærer i sig en livskraft, en bliven til, en produktion af henholdsvis momentum og kultur. Men hvad er denne bliven til til for?

At blive til intet. Dette forstår mennesket dog også i det moment, hvor vi hæver os over kulturens vanlige fremstillinger af døden, og tager stilling til vores eksistens, for her anerkender vi dødens forbundethed med livet som vores uundgåelige ende – om så denne indsigt foregår gennem en Heideggersk tagen stilling til og accept af døden som et uundgåeligt element af en autentisk eksistens, hvor væren afslører potentiel ikke-væren, eller om det Mainländersk er at se døden i øjnene med komplet sindsro og anerkende, at døden er menneskets endelige frelser. Vi ser her hos Mainländer, at vores tilværelse er en væren mod intet i en tæt forbundethed mellem menneske og natur.

En af de forfattere – for det er særligt i litteraturen, at vi må søge indblik i problemstillinger som ovenstående – som i særlig høj grad har udforsket dette forhold mellem mennesket og naturen, og hvordan døden kommer til udtryk i, eller i det hele taget muliggør dette forhold, er Hermann Hesse. Denne artikel vil derfor forsøge at fremstille nogle af de indsigter, som Hesse har gjort sig om menneskets tilværelse og relatere disse til menneskets tilværelse i retning mod døden. Der vil ikke være tale

Essay

om nogen nøgtern, akademisk fremstilling, men om en mere svævende rundflyvning, der kun har til formål at prikke til nogle tanker, og det vil, ligesom livet, blive ubehageligt (eller måske nærmere befriende) kort.

I en af sine første romaner, Unterm Rad (Under hjulet), fra 1906 skriver Hesse om den unge Hans Giebenrath, som bor i en lille tysk landsby, hvor han er et sandt akademisk vidunderbarn. Selv nyder han at bruge tid i naturen og særligt på at fiske i en nærliggende å, men dette er der liden tid til, idet såvel hans fader som skolens rektor tilskynder ham – og i dette også mere eller mindre tvinger ham – til at studere intensivt, så han kan blive dygtig nok til at komme igennem en forestående eksamination, der kan give ham adgang til en god uddannelse på klosterskolen. Man har allerede her lyst til at pointere, hvordan Hesse har fat i en vigtig pointe om det pres, børn kan føle ift. deres uddannelse, og dette er da også et centralt budskab i bogen, men det skal vi ikke undersøge videre her. Hvad, der er på spil, handler ganske enkelt om liv og død, for Giebenrath føler sig selvsagt

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 1. semester mere og mere utilpas i sin tilværelse som det akademiske vidunderbarn, der skal vie al sin tid til akademiske bestræbelser fremfor til sine egentlige passioner eller indre udvikling. Det ender med, at Giebenrath efter et nervesammenbrud og bundløs fortvivlelse må forlade den velansete klosterskole og vende hjem til sin landsby, hvor han i stedet kommer i lære hos den lokale smed. Der findes en uendelig dybfølt beskrivelse af, hvordan Giebenrath når til dette punkt og den tætte tåge af melankoli og selvmordstanker, som han indhylles i, men hvad, der vil lægges vægt på her, er handlingsforløbet i retning mod slutningen af bogen (og Giebenrath, som vi skal se). Giebenrath finder sig nogenlunde tilpas i sin nye tilværelse som lærling i det mere konkrete, jordbundne og menneskenære foretagende, men alligevel er der konstant en nagende fornemmelse af, at der mangler noget, eller at han mangler noget for at kunne passe ind; ikke i egen tilværelse, men i en tilværelse, der er blevet skabt

23

Essay

for ham. Venskaber knytter han dog, og forelskelse får han at mærke, og det lader til, at det hele langsomt vil flaske sig, men en skæbnesvanger aften ender dette brat, eller måske har det været længe undervejs.

Det kan ikke vides, men hvad, vi ved, er, at Giebenrath på vej hjem fra en aften på en kro med sine kollegaer fra værkstedet ender med at drukne eller drukne sig i en flod. Vi får ikke at vide, hvad der sker, andet end at han bliver fundet død i floden næste morgen, og at han på vej hjem var ved at sprænges af modsatrettede og modsigende følelser: dyb fortvivlelse og selvhad på den ene side og lethed, fornøjelse og forbundethed med naturen og sit nye liv i landsbyen på den anden. Begge dele kan lige vel have ført til Giebenraths drukning eller selvmord, og det er i dette enigma og denne ubestemthed, at Hesses korte roman åbner for et uendeligt univers af mulighed for kontemplation over menneskets tilværelse i naturen, i samfundet, i livet og i retning mod døden.

Hvad, der synes at være på spil og kan anes her, er menneskets kulturelt konstruerede tilværelses møde med den kosmiske logik, som døden har indgydt naturen med: den væren til og mod intet, hvis betydning blev antydet i indledningen, og som vi kan ane og spejle os i, når vi selv mærker de splittelser i vores eksistens, som får os til at standse op, hæve os over os selv og se på, hvor vi står. Og det er her, at Hesses særlige brug og opfattelse af naturen bli-

24

ver særligt interessant, for i Hesses andre værker (særligt i Peter Camenzind og Sol og Måne) ser vi den samme skildring: Som det siges om Gud, giver den og tager fra os; den er hverken farlig eller sikker. Den er horisont, udvidelse, udsyn, udforskning, udfordring, alt med ‘ud’, der ligesom døden kalder på os som den vældige vidde, der strækker sig ud over vores egen eksistens. Det er ikke et under, at det er på havet, vi møder det sublime, som filosoffen Longinus pointerede for 2000 år siden, mens vi i naturens helhed og gradvise opsplitning møder det komplekse og konvergerende i ordenes fulde, svimlende forstand. Menneskets død i denne natur er ikke en tragedie, men en brik i naturens kosmiske orden, der ganske vist gør os triste og tynger os med savn, men som samtidig understreger forbundetheden mellem os og naturen, som var døden blot en returnering af det lånte menneske til dets oprindelige hjem i naturen.

Giebenraths drukning kan således metafysisk ses som ikke bare kulminationen på hans liv, for det er det jo naturligvis, men også som en form for opløsning af hans væren ind i intet som en større og højere orden, hvor selve de uforsonlige kræfter, som Giebenrath kæmper med, kan nå deres eneste mulige samling: samlingen i spredning. Her trækkes der på Mainländers metafysiske udlægning af, hvad der i generelle træk i dag svarer til teorien om universets varmedød, hvor alt i uni-

Essay

verset splittes op og langsomt går fra hinanden, indtil intet længere er forbundet, og alt energi er spredt så meget ud, at intet længere kan ske. At indgå i dette endelige er at blive frelst fra livets smerte. Bevæger vi os fra metafysikken over til et eksistentialistisk perspektiv og tager selvmordet som udgangspunkt, handler det også her om den nødvendige samling af uforsonlige modsætninger, idet vi kan se drukningen som et selvmord, der var drevet af, at Giebenrath hele sit liv var underlagt mennesker, som forsøgte at gøre ham til noget, uden han selv havde nogen indvirkning på dette, og at dette forsøg på at gøre ham til noget drev ham til at gøre sig selv til intet som et sidste forsøg på at opløse modsigelserne i sig selv.

Tilbage står dog det faktum, at vi egentlig ikke kan vide noget om, hvad der præcist forårsagede Giebenraths død, både fordi, der ikke var nogen til stede til at se den, men også mere grundlæggende fordi dødens årsag ikke som sådan bare kan fastslås: Det er den ultimative private begivenhed, og for et diagnosticerende samfund som vores kan dette være yderst frustrerende, men kommer vi denne frustration til livs, ligger der, som det forhåbentligt er blevet vist, en enorm værdi i ubestemthedens ansporing af en dybere kontemplation. Hvad, vi med Hesse dog kan sige noget om, er, hvor døden er.

Hos Hesse udspiller den sig nemlig som antydet i en forbundethed mellem menne-

sket og naturen, hvor mennesket kender døden på en måde, som naturen ikke gør det, mens døden kender naturen på en måde, som mennesket ikke gør det, og i mødet mellem de to – dvs. mellem menneskets kulturelle opfattelse af døden og så den beslutsomme dødsdrift, der gennemstrømmer naturen og derved naturligvis også altid mennesket på det fysiologiske niveau – stilles mennesket overfor dets fundamentale eksistentielle vilkår og kan her vælge at gå dette i møde med sindsro og visdom om sin plads i naturen og i sig selv. I dette er døden hos Hesse ikke noget udefrakommende eller noget unaturligt, der trænger sig på i det indre, men hos den døende en opløsning af denne og dennes indre modsætningsforhold gennem realiseringen af den naturlige drift, der fra starten har ligget i os, og hos de efterladte kan det, hvis vi lader det, være et fænomen, der åbner vores øjne for vores forbundethed med hinanden og naturen i dens kosmiske udfold og vældige vidder, hvor alt bevæger sig mod intethed og udslukthed.

25

Planter

Sådan passer du dine planter om vinteren Mange af os har købt potteplanter til stuen eller værelset under Corona-nedlukningen. Nu hvor vinteren nærmer sig, er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan du med fordel kan passe dine planter her til vinter, så de holder længere.

en pind ca, 5 cm ned i jorden - er jorden våd, og sidder jorden fast på din pind eller din finger, så bør du vente med at vande.

Overvander du din plante kan du risikere, at plantens rødder rådner, hvilket ofte er karakteriseret ved bløde men gule/brune blade.

Signe E. V. Lorenzen, 1. semester Mindre vand og gødning om vinteren Om vinteren vokser dine planter ikke nær så meget, som de gør i vækstperioden fra marts til oktober. Derfor behøver de heller ikke lige så meget vand eller gødning, som de gør om sommeren. Du kan med fordel tjekke jorden ved at stikke en finger eller

Gødning bør heller ikke foregå uden for vækstperioden (dog kan gødningspinde, du allerede har placeret i potten, blive siddende).

Sørg for, at de står det rigtige sted Når det bliver koldt udenfor, skruer vi op for radiatoren, og det kan hurtigt blive for tørt for din plante, hvis den står lige ovenpå eller ved siden af din radiator. Udtørring kan ses på tørre og visne kanter på bladene på din plante. Så flyt gerne dine planter til et sted, hvor de kan få lys, men

26

Planter

ikke er i risiko for at blive udtørret. Desuden kan du med fordel dreje dine planter, så de ikke kun vokser sig store på den ene side.

Hold dem fugtige og skadedyrsfri Om vinteren er det ekstra vigtigt for din plante at få så meget sol som muligt. Derfor kan du hjælpe din plante ved at fjerne støv, der reducerer soloptagelse: Tør enten af med klud eller stil dem ud i regnen. Du kan også give dem et bad under bruseren, men ofte vil vandstrålerne være for kraftige, og det høje niveau af kalk i vandet kan give pletter på bladene. Hvis du har en tørretumbler, kan du evt. putte vandet fra maskinen i en forstøver, da vandet er demineraliseret, dvs. der er ikke kalk i (OBS: Brug ikke dette vand til spiselige planter, fx krydderurter).

Drikker du kaffe og er træt af at bruge penge på gødning?

Du kan med fordel bruge kaffegrums som gødning ved at gøre følgende: • Bryg din kaffe • Læg dit kaffegrums ud på en tallerken eller plade, hvor det kan tørre. Så er det nemmere at fordele i din potteplante.

• Stryg dit kaffegrums ovenpå potteplantens jord.

• Brug kun én gang hvert halve år til dine indendørsplanter.

Udover at et brusebad vil holde planterne støvfrie og fugtige, så kan det også dræbe eventuelle skadedyr, der kan finde på at bo i dine potteplanter.

Planter har dog, selvom man tager alle forholdsregler, en tendens til at se lidt triste ud om vinteren. Til foråret, når solen kommer igen, så lever de dog ofte igen og fortsætter deres vækst.

Illustrationer: Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester

27

Interview

Moderskabets natur I 2020 lagde Olga Ravn det litterære landskab ned med sin roman Mit Arbejde, hvor forfatteren via sit fiktive alias kæmper med at stå ved de ambivalente følelser, der fulgte med titlen som mor.

Længe er gravide blevet lykønsket, og nybagte mødre mødes med forventningsfulde blikke, for sikke en magisk tid det må være. Den store overgang, der følger kvinden, som viderefører og forlænger menneskets historie, er næsten blevet mytisk. Det er omtrent noget af det mest naturlige, men spørgsmålet er, om fortællingen om graviditeten og moderskabet, som så meget andet, er blevet til et filtreret Instagram-ideal. Er moderskabet ren ubetinget kærlighed?

Eller er de ambivalente følelser – skammen, frygten, bekymringen, savnet, som tiltagende beskrives i mediebilledet – en lige så naturlig del af at blive mor?

Jeg ringer til 32-årige Jeanette Hardis for at høre, hvilke tanker hun gør sig om dette, når hun på Instagram under brugernavnet @jeanettehardis deler sit nuancerede liv som førstegangsmor til Sølve på nu 2 måneder.

Laura Mikkelsen, 3. semester Jeg starter ud med at stille Jeanette et af de helt store spørgsmål: Hvad er moderskabets natur for dig?

“Det er ikke noget unaturligt ved det, vil jeg mere sige. Alt ved det er jo i vir-

28

keligheden bare naturligt, og noget vi er skabt til som mennesker; at reproducere os selv.”

Den rummelighed af moderskabets nuancer, der gennemsyrer svaret her, går igen i hele vores samtale. Jeanette er bevidst om, at ingen af hendes oplevelser, tanker eller bekymringer er unaturlige – men en del af at det blive mor. Alligevel føles det ikke altid sådan.

“Der er helt klart mange ting, der godt kan føles unaturlige, når man så står i det, selvom de er de mest naturlige i verden.”

Som eksempel nævner hun hendes oplevelse af at amme: “Det er sindssygt mærkeligt, når man har været vant til, at ens krop og ens bryster har været objektiviseret til noget seksuelt og lige pludselig bare skal bruges til den funktion, de i virkeligheden er skabt til. Og det, synes jeg godt nok, har været mærkeligt. Det, synes jeg faktisk, har været lidt svært. Blandt andet det her med at amme, fordi det, for mig, ikke nødvendigvis har føltes naturligt, selvom det jo er det.”

Hun fortæller, hvordan hun havde det med følelsen af, at amning for hende indebar at bryde en grænse, og ikke føltes naturligt.

“Svært, i virkeligheden, fordi det at amme hører til en ting, som bare er helt vildt fan-

Interview

tastisk. Udadtil virker det som om, at alle elsker det.”

I lukkede Facebook-grupper har Jeanette dog kunne læse, at det langt fra er alle, der synes amning er fantastisk.

“Der er faktisk mange, der har sådan en aversion mod amning af den ene eller anden årsag, som i virkeligheden gør, at de stopper med at amme – eller i hvert fald har det rigtig, rigtig svært med det. Jeg synes, det har været meget lettende at kunne se, at der er et fællesskab, der ikke nødvendigvis synes, at amning er det fedeste. Det er der rigtig mange af dem derinde, der gør, selvfølgelig. Men der er også rigtig stor forståelse for dem, der skriver derinde, at de ikke synes, at det er det fedeste – og det synes jeg sgu er virkeligt dejligt.”

Altså har det for Jeanette været en lettelse at finde fællesskaber, hvor der tales åbent om moderskabets nuancer. Men hun er også selv med til at skabe det rum via sine ærlige Instagram-opslag.

“Jeg tror, at jeg bruger Instagram, og før i tiden meget min blog, som sådan et terapeutisk outlet, hvor jeg har kunnet skrive om og dele de her ting, for at jeg også fik det bedre med det. Det, jeg så finder ud af, er, at mange går rundt og har nogle forskellige følelser, som man af den ene eller

den anden årsag tror, man står alene med.

Men det gør man bare i virkeligheden slet ikke. Så det her med at dele offentligt, det er både for min egen skyld – for at jeg kan komme ud med det – men også for at være sammen med nogle andre om det. Jeg får noget bekræftelse i, at jeg ikke er alene om det, og de mennesker, der ser det, får jo det samme.”

I et af opslagene deler hun sin oplevelse med at skulle amme sønnen for første gang i offentligheden og forestillingen, hun havde båret om det, inden hun blev gravid.

“Jeg havde altid forestillet mig, at når jeg skulle amme en dag, inden jeg blev gravid og fik Sølve, at det ville være det mest naturlige i verden. Jeg havde bare en eller anden forestilling om en kvinde, der netop sad på en bænk i bybilledet og ammede.

Jeg ved ikke, hvor man ser det henne, men det er noget, der åbenbart er repræsenteret i folks bevidsthed.”

Da hun så i vildrede fandt en bænk at amme ved, føltes det langt fra så naturligt som forestillet. Men både i kommentarerne og private beskeder erfarede hun, at hun ikke stod alene med den oplevelse.

“Det blev jeg sgu egentlig glad nok for; at det ikke bare var mig, der gik rundt og havde de forestillinger.”

29

Interview

Og på samme måde fik hun indtrykket af, at de, der kontaktede hende, oplevede samme lettelse over ikke at være alene med de ambivalente følelser.

“Det er virkelig et paradoks, for de er jo netop en naturlig del af det at blive mor, men alligevel har man gjort det til ikke at være en naturlig del af det. Det er de ting, man ikke har snakket højt om. Det er jo de færreste, der går igennem en graviditet, en fødsel og tiden efter, uden at have en eller anden form for komplikation, udfordring eller følelse af unaturlighed.”

Det er primært de dårlige og sårbare følelser, omkring en graviditet, som Jeanette har oplevet som nogle, der lige så stille aftabuiseres.

“Det er blevet mere normalt at sige de ting højt, man synes er hårdt.”

At have det svært med at være gravid er eksempelvis noget, der ikke tidligere er blevet snakket særligt højt om, ifølge Jeanette.

30

“Jeg synes, det har været sindssygt svært at være gravid. Altså det her med, at der vokser noget levende inden i én. Det har jeg haft meget svært ved at forholde mig til. Det er fandme mærkeligt. Det er virkelig syret, at man går rundt, og der vokser noget inde i én. Det er jo naturligt, at man synes, det er syret, men det er måske bare heller ikke noget, folk har været så gode til at sige højt. Altså: ‘Hey, selvom jeg gerne ville være gravid og ønsker det her barn, så synes jeg faktisk, at det er sindssygt mærkeligt, at der ligger noget inde i mig nu, som er levende, og skal ud på et eller andet tidspunkt’.”

Det var særligt i forbindelse med opslag om det emne, at Jeanette mærkede bagsiden af medaljen ved at dele. Visse folk i kommentarfeltet kunne ikke være i hendes tunge følelser og skrev, at hun bare skulle nyde graviditeten og at mærke liv i maven, for det var nu engang det mest vidunderlige og fantastiske nogensinde. Men det syntes Jeanette ikke, og hun fik det kun værre med sig selv af de beskeder og tænkte: ”Det er meget muligt, og jeg er

Interview

så glad på dine vegne, men jeg synes jo, at det er nederen. Og når du så skriver, at det er det mest fantastiske at mærke liv i maven og bare vidunderligt og magisk, så har jeg det bare sådan: Jeg synes ikke, at der er noget magisk ved det, og jeg får det faktisk dårligere nu over, at jeg ikke helt bliver lyttet til.”

Det er tydeligt, at fødselsoplevelsen stadig vejer tungt i kæresteparret.

De oplevelser afskrækker dog ikke Jeanette fra fortsat at dele – tværtimod.

Dermed ikke sagt, at de udfordringer, Jeanette har oplevet, har været patologiske.

“Jeg tror også, at det, at man deler, er med til at åbne op for, at vi lærer at være rummelige over for hinanden og hinandens følelser – også de her tunge følelser, der er forbundet med graviditet, fødsels- og efterfødselstiden.”

“Det er jo nok helt normalt, og man behøver ikke nødvendigvis at gøre det til mere, end at det egentlig er naturligt. Men der skal selvfølgelig tages hånd om det, hvis det er noget, der stikker dybere.”

Allerede inden vi slutter samtalen, planlægger hun at tage et nyt tabu op i fremtiden.

“Jeg tror også, jeg skal have delt noget mere om det, for netop at åbne op omkring det med at få kejsersnit. Det er der jo også nogle kvinder, som føler er et tabu. Man godt høre nogle, der nærmest insinuerer, at når man får kejsersnit, så har man ikke født rigtigt, og man har ikke oplevet, hvordan det er. Jeg havde veer, og jeg var halvvejs i det, så jo. Uanset hvad, så har man født. Der er jo kommet en baby ud. Og det her med at få kejsersnit, det er fandeme ikke bare en skovtur, det er at føde vaginalt absolut heller ikke på nogen måde, men det var fandeme heller ikke sjovt, at det skete så akut, som det gjorde.”

“Vi har det godt i det, og jeg er landet godt i moderrollen, men hele den måde, fødslen skete på, var giga-traumatisk, og noget som vi helt sikkert kommer til at have tungt inde i os i lang tid.”

Følelser af unaturlighed, frygt for manglende tilknytning, svære graviditeter er meget vel en naturlig del af moderskabet, og indser vi det, kan det fjerne noget af den ensomhed, gravide og nybagte mødre føler.

Derudover havde Jeanette glæde af de sidste par måneder inden fødslen at gå ved en psykoterapeut med speciale i sårbare gravide.

“Jeg tror også, at det er, fordi jeg har taget det i opløbet; har gået hos psykoterapeuten og snakket om, hvordan det har været. Det, tror jeg, er godt givet ud – også at sundhedsvæsenet bruger ressourcer på det, så det ikke bliver en større ting.”

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester

31

Bachelor

Bachelor light - Samarbejde eller dobbeltarbejde?

At skrive sammen eller ikke at skrive sammen, hvordan afgør man lige det?

Mange på psykologistudiet vælger at skrive deres bachelor alene, og derfor vil vi gerne slå et slag for samskrivning, samarbejdet og at dele sine frustrationer og præstationer med andre. Det var nemlig en virkelig god oplevelse for os, så god at vi bedst kan beskrive det som at tage en bachelor light.

Katrine Henriksen & Ninna Christensen, 7. semester, bachelor Hvordan endte vi med at skrive sammen?

Vi er gode veninder og har tidligere samarbejdet om andre projekter. Derfor kender vi hinandens arbejdsmoral og havde gode erfaringer med det. Godt råd: hav en fornemmelse af hvordan I fungerer sammen i et fagligt samarbejde. Vi ville gerne skrive sammen, men fandt ud af, at vi interesserede os for vidt forskellige emner, og derfor besluttede vi os for at skrive hver for sig. Indtil en skæbnesvanger aften, hvor vi delte en god, halvstor flaske rødvin og fik diskuteret os frem til et emne, vi begge fandt interessant… Eurika!

Vi brainstormede meget længe… LÆNGE. Et godt råd: bare vælg og lad vær med at fortabe dig i brainstormen. Vi valgte til sidst at skrive om diagnoser som sociale

32

kategorier og deres påvirkning på individets identitet og selvkoncept. Vi havde ikke samme bachelorseminar, og derfor valgte vi den enes vejleder. Det er ikke noget problem ikke at have samme bachelorseminar, tværtimod fik vi dobbelt information og fik vendt vores projekt med mange andre. Derudover fik vi en god forståelse for forskellige måder, man kan opbygge bacheloren på og forskellige tidshorisonter ift., hvor langt andre var med deres bachelor. Dette kunne give lidt ro på, idet man kunne føle sig langt bagud ift. alle andre på det ene hold, men opdagede, at man var godt med ift. dem på det andet hold. Det er selvfølgelig ikke et kapløb, men når man ikke har andre udgangspunkter, er det svært ikke at se på, hvor langt de andre er. Godt råd: prøv om du kan undgå at sammenligne dig med andre.

Hvordan fik vi det til at fungere?

Helt lavpraktisk sad vi hjemme ved hinanden og skrev (pga. corona). Ellers havde vi nok mødtes på uni, men vi havde god kaffe derhjemme og rigeligt med snacks.

Under skrive- og analyseprocessen mødtes vi hver dag fra 8 - 16 (plus/minus), hvor vi sørgede for at give plads til kaffepauser, gå-pauser og lange frokostpauser.

Ellers holdt vi fri hver aften og weekend.

Godt råd: Struktur er key for ikke at blive sindssyg under bachelorskrivning, og når I er to, kan I holde hinanden op på det.

Bachelor

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester Inden vi gik i gang, lavede vi en forventningsafstemning ift. vores struktur i dagligdagen, hinandens kalendre og lagde også en plan for, hvornår vi gerne skulle være færdig med redegørelse, analyse osv.

Derudover sørgede vi for at lave aftensmad sammen en gang i ugen, hygge os og holde en pause fra bachelor for at snakke om alt muligt andet, bare være veninder og ikke kollegaer.

Hvordan var processen?

En bachelor er ikke nødvendigvis en sjov proces, MEN vi følte, vi fik det bedste ud af den ved at bruge hinanden. Når en af os blev meget presset (og du vil blive

presset), kunne den anden holde hovedet koldt, hvilket beroligede den pressede bachelorskriver. Vores bachelor var bygget op som en metasyntese (en samling kvalitative studier), så vi fordelte arbejdet sådan, at begge læste, analyserede og diskuterede alle delelementer i opgaven. Til gengæld delte vi selve skrivearbejdet op og gennemgik derefter, hvad vi hver især havde skrevet. På den måde tog ingen af delene længere tid, end hvis man havde skrevet alene. Selve skriveprocessen gik til gengæld dobbelt så hurtigt. Vi brugte dog lang tid på at sparre med hinanden, men på den måde blev al den tvivl, vi sad med, sagt højt og håndteret. På samme måde fik vi kendskab til alle trinene i processen, og ingen af os er i tvivl om, at vi også ville kunne skrive en lignende opgave alene.

Godt råd: der er simpelthen ingen grund til at skrive den alene!

Argumenter for at skrive sammen • Du har en at dele din tvivl med.

• Du har en at dele snacks med.

• I kan hjælpe hinanden med at skabe struktur og overholde deadlines.

• Du har en at hygge dig med.

• Du får et ekstra sæt øjne til at kvalitetssikre dit arbejde.

• Du har en, der forstår din proces og din opgave 100%.

• Samarbejde fordrer læring (Bransford, 1999).

• Du lærer din ven meget bedre at kende og styrker (forhåbentlig) jeres relation <3

33

Eventyr

Eventyr med Erik: Trækfuglene Erik Pegel, 3. semester For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være hårdt for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause og modsætning til alt dette kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlings godnathistorier. Dagens fortælling er dog hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen. Dagens fortælling er en gammel, mundtligt overleveret historie fra en bekendt, som gør den perfekt til dagens anledning.

Der var engang nogle trækfugle, som gjorde sig klar til at påbegynde deres lange rejse sydpå. Dog undrede en af fuglene sig over, hvorfor i alverden de skulle påtage sig den store byrde at flyve enorme distancer, når der var mad, drikke og godt vejr lige nu og her. Havde nogen af dem overhovedet set vinteren før? Fuglen var hurtigt overbevist og bestemte sig for at tilbringe vinteren i norden. De andre flokfugle undrede sig og forsøgte at overbevise deres kammerat om at følge med. Dog var fuglen urokkelig, og intet kunne gøres. De andre fugle rejste, og hovedfuglen i denne fortælling forblev tilbage. Tiden gik, og fuglen nød sin tid alene med al den mad og drikke, som den nu ikke skulle konkurrere med andre om. Med tiden blev det koldere og koldere, indtil det en dag blev så koldt, at fuglen under en flyvetur blev

34

ramt af en iskold vind. Denne vind var så kold, at fuglen frøs til en blok is, og faldt ned fra himlen midt på en mark. Der gik ikke lang tid, før en ko kom spadserende forbi. Selvom køer er noget så nysgerrige, så var denne frosne fugl ikke spændende nok til at bruge mere tid på. Før den gik, lagde koen en stor kokasse lige på fuglen, hvorefter den fortsatte med det, som køer nu bruger deres dag på. Denne nybagte kokasse var til gengæld varm nok til at smelte fuglen, og den sad nu og pippede af irritation over både den kolde vind og koen. Denne pippen blev straks hørt af en kat, som travede omkring i marken. Katten gik nu hen til fuglen for at undersøge sagen nærmere. Da den så fuglen pippe omkring i kokassen, trak den fuglen op med en pote, hvorefter katten i en mundfuld spiste fuglen.

Det ville ikke være en ordentlig fortælling, hvis den ikke havde en spændende lille moralsk lære til sidst, og denne har endda fire! (1) Solomon Asch er ikke den eneste, som har skrevet om gruppedynamikker.

Sir Francis Galton undersøgte i 1907 ”wisdom of the crowds”, hvor 787 folk gættede på, hvor meget en okse vejer. Det tætteste gæt var gennemsnittet af alle gættene, for hvis alle fugle flyver en vej, så er det ofte en god grund til det. (2) Hvis nogen skider på dig, så vil de dig ikke altid ondt. (3) Hvis du sidder i lort til halsen, så lad vær med at skabe dig for meget, en dårlig situation kan hurtigt blive værre. (4) Hvis nogen trækker dig ud af en lortesituation, så vil de dig ikke nødvendigvis noget godt.

Digt

Sorg Viola Gerda Løvig Thomassen, 5. semester

Dine fingre har kærtegnet mig mange gange.

Nu ligger de stille: kolde, hvide, lange.

Din mund har sagt gode, kloge ord.

Den har sunget smuk musik nu siger den ikke spor.

Mit liv, blandt andre, har du forandret, fortryllet, berørt.

Mit liv, nu uden dig, er dumt, ensomt og skørt.

En kiste, en urne, en gravsten ender det hele her?

Eller står du høj, rank og gylden i Himmeriget og ler?

35

Psyklen tester

Naturen tester Psyklen I hver udgave sætter vi psyklister en aktivitet eller en ting på prøve, men til dette blad blev rollerne byttet om. Vi drog på sheltertur den sidste weekend i september for at lade naturen teste Psyklen.

Katrine Kromann Brandt, 7. semester En gruppe psyklister troppede op ved et shelter i en skov med tasken fuld af varmt tøj, skumfiduser og andet overlevelsesudstyr. Det, der mødte os, var et bålsted, tre shelters, en efterladt sovepose og et liggeunderlag. De sidstnævnte vender vi tilbage til, men første punkt på dagsordenen var varme, så vi psyklister startede med

at gøre noget ved bålstedet. Det skulle fyldes med brænde og bål. Nogle af os gik på jagt i skovbunden efter nedfaldne grene, mens andre tog øksen mellem hænderne og huggede det medbragte brænde i mindre stykker. Herefter skulle det store slag mod naturen stå. Bålet skulle tændes med tændstål. Eller der skulle i hvert fald gøres et forsøg med tændstål, og da dette ikke lykkedes, greb vi til tændstikkerne.

Hermed blev der dog lavet et fantastisk flot bål, og vores sheltertur syntes at være reddet.

Næste punkt på denne overlevelsestur var føde. I hvert fald for de fleste af os, der fandt hjemmebragt aftensmad frem.

En enkelt af os tog dog ”naturen tester Psyklen” til et helt nyt niveau ved at teste, om han kunne klare sig uden aftensmad.

Psyklistens indre natur må vist siges at have vundet det slag, for da vi sad rundt om bålet med spejdersangbog og skumfiduser, trådte hans overlevelsesinstinkt i

36

Psyklen tester

kraft, og skumfidus efter skumfidus blev spiddet, ristet og fortæret. Der sad vi så, mens mørket faldt på omkring os, da en af os måtte konstatere, at hun da vist var natteblind. Til ingen af de resterende psyklisters store forundring viste det sig, at ikke bare én af os var natteblind, men at vi alle var.

Nu havde vi næsten alt, hvad der hører til en rigtig sheltertur: bål, skumfiduser, lejrbålssange og mørke. Det eneste, der manglede, var en spøgelseshistorie, og det er så nu kære læser, at vi vender tilbage til den efterladte sovepose og liggeunderlaget. De

blev omdrejningspunktet for shelterturens uhygge, for da ingen af os havde et kartotek af spøgelseshistorier, blev der digtet historier om de efterladte genstande i stedet. De kunne jo tilhøre en mystisk, vild mand, der ville dukke op om natten, eller de kunne tilhøre en mand, der var blevet taget af et frygteligt uhyre, som nu ville komme og tage os. Med hovedet fyldt af historier som disse, en økse ved vores side og edderkopper over os krøb vi i vores soveposer, da alt brændet var brugt op, og vi blev omsluttet af mørke.

For nogle af os blev det en lang nat med kolde tæer og hyperårvågenhed over for skovens lyde, men vi klarede os igennem til næste morgen, hvor vi vågnede ganske fredfyldt til solens lys og fuglesang. Og det til trods for edderkopper og frygt for den mystiske mand.

Under morgenkaffen blev det tid til at evaluere vores sheltertur, og vi kunne hurtigt blive enige om, at selvom naturen havde testet os en smule ved at udsætte os for kulde og mørke, så havde vi besejret den med lidt menneskelige opfindelser såsom uldtrøjer, soveposer, lommelygter og selvfølgelig ild. Vi kunne også hurtigt blive enige om, at en sheltertur nu engang er rigtig hyggelig, så længe man får ristede skumfiduser og kan holde varmen, så vi i Psyklen gentager nok ikke succesen før til næste sommer.

37

Boganmeldelse

Klara og solen af Kazuo Ishiguro I sin seneste roman Klara og solen fra 2021 beskriver Kazuo Ishiguro en dystopisk fremtid, hvor den teknologiske udvikling gradvist overtager funktioner, der før har været varetaget af mennesker. Romanen kan læses både som en advarsel mod tankeløs teknologisk udvikling og en meditation over livets skrøbelighed, menneskets natur og det at elske.

Hannah Pilgaard, 3. semester Som læser følger man Klara, en humanoide, der drives af solenergi. Hun er skabt til at være en form for ven og ledsager til en ung pige, Josie. Josie tilhører “de løftede” – en genetisk modificeret overklasse, der besidder højere intelligens end gennemsnittet, hvilket giver dem større sandsynlighed for at få en uddannelse og et godt arbejde i fremtiden. Hendes liv er dog langt fra idyllisk; hun er præget af en alvorlig sygdom, som tilsyneladende er forbundet med de genetiske ændringer, hun er blevet påført.

Det er gennem Klara, at man får adgang til verdenen, og allerede fra første side er det tydeligt, at hun ikke er et menneske af kød og blod, men en robot med menneskeligt udseende og adfærd. Dette betyder dog ikke, at Klara er en objektiv fortæller. Alt, Klara ved om verden, er en fortolkning af de omgivelser, situationer og mennesker, hun observerer, skabt på basis af de

38

algoritmer, hun er programmeret med, og de mekaniske dele, hun består af. Hendes synssans er begrænset til at percipere verdenen som opdelt i firkanter, og til tider skildres den så fragmenteret, at man sidder tilbage med en følelse af at kigge forvirret på et kubistisk maleri. Fortællervalget bliver imidlertid mest mærkbart gennem Klaras forhold til solen, der nærmer sig religiøs tilbedelse. I takt med, at historien udfolder sig, kommer man som læser til at få indblik i bogens universer: Det univers som Klara danner sig, hvor der er plads til religion og mirakler, og et mere videnskabeligt univers, som opstår på baggrund af de andre karakterers bemærkninger. Den dobbelthed giver fortællingen en håbefuld klang, der på en og samme tid er uvant for en Ishiguro roman og forfriskende.

Rebus

Når den sidste side er vendt, efterlades man med et virvar af tanker. Er teknologisk innovation altid godt? Kan videnskaben transcendere døden? Hvor går grænsen mellem det naturlige og det kunstige – mellem det menneskelige og teknologien?

Ganske tragisk har den hastige teknologiske udvikling en fælles konsekvens for den kunstigt skabte Klara og de menneskelige karakterer i bogen. For ligesom de mange mennesker, der har mistet deres arbejde til teknologien og presses til at “løfte” næste generation op på et højere niveau, står det klart, at Klara i sidste ende vil blive et offer for udviklingen. I takt med at ny teknologi opstår, vil også hun blive

erstattet af en “bedre udgave”. Ved siden af temaet om brugen af kunstig intelligens og teknologisk udvikling behandler Ishiguro ligeledes temaer som venskab, kærlighed, tab og frygten for ensomheden. Det store spørgsmål: “Hvad gør et menneske til et menneske?” sniger sig uvilkårligt ind på læseren – og netop derfor er det værd at læse Klara og solen.

Klara og solen Kazuo Ishiguro Faber & Faber, 2021 300 kr. på stakladen.dk

Rebus

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250 kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest d. 15. november 2021.

39

Boganmeldelse

Sult: Mentaliseringsbaserede tilgange til spiseforstyrrelser Behovstilfredsstillelse er en ubestridelig del af menneskets natur. En spiseforstyrrelse, som ofte indebærer ekstreme former for behovsudsættelse, kan i denne forstand fremstå umenneskelig – særligt for dem, som ikke har erfaringer med sygdommen. I Sult: Mentaliseringsbaserede tilgange til spiseforstyrrelser fremlægges, hvordan en spiseforstyrrelses symptombillede kan forstås som en naturlig reaktion hos et menneske, hvis socialkognitive udvikling er blevet forstyrret. Værket tilvejebringer således ikke blot en anskueliggørelse af lidelsen, men synes også at kunne bidrage betydeligt til fremtidig metodeudvikling i behandlingshenseende.

Ulrikke Friis Højer, 3. semester I Sult beskriver forfatterne Bente Sommerfeldt, Paul Robinson og Finn Skårderud spiseforstyrrelsens ætiologi ud fra en mentaliseringsbaseret forståelsesramme.

Peter Fonagy, som også står bag værkets forord, beskrev oprindeligt mentalisering som en særskilt menneskelig evne til at forestille sig og sætte sig ind i andres mentale tilstande. En mentalisering er derved dels drevet af et andenhenførende motiv til at forstå den anden, dels af et selvhenførende motiv til at kunne se sig selv fra den andens perspektiv: hvad Fonagy beskrev som at se andre indefra og sig selv udefra. Det er denne teoretisering, som

40

foranlediger forfatternes præsentation af en spiseforstyrrelse som et klinisk billede på en svækket mentalisering.

Den overordnede tanke er, at når en mentalisering er svækket, befinder den forstyrrede sig i et før-mentaliserende mentalt modus. Dette er en socialkognitiv udviklingsforstyrrelse, som karakteriseres ved, at der sjældent bliver skelnet imellem mentale tilstande og fysiske fænomener.

Det er ud fra dette tankemønster, at den spiseforstyrrede oftest fortolker sine mentale tilstande i henhold til noget konkret, såsom netop mad, vægt og kalorier. Et symptom som fedmefølelse kan da forstås som resultatet af en ubehagelig mental tilstand, der er blevet konkretiseret – ved et alternativt udtryk kropsliggjort. På denne måde formidler Sult et komplekst klinisk tilfælde i en “simpel” teori. Efterfølgende bliver intet mindre end et helt kapitel dedikeret til empirisk evidens. Den psykologiinteresserede ville i denne sammenhæng kunne opleve genkendelsesglæde ved, at forfatterne trækker på utallige referencer til klassisk udviklingspsykologisk litteratur.

Sult henvender sig også særligt til dem, som skal benytte en psykologfaglig interesse i deres virke. Værket indeholder nemlig også praksisvejledning i, hvordan deres mentaliseringsbaserede forståelsesramme kan applikeres i terapeutiske sam-

Boganmeldelse

en one size fits all. Tværtimod er en såvel styrke som svaghed ved Sult, at den blot placerer sig som et respektabelt bidrag i et forskningsfelt, som tydeligvis endnu står med en bastant mission foran sig.

Forfatterne går i brechen for, at et arbejde med spiseforstyrrelser forbliver af dynamisk karakter, for når man først har stiftet bekendtskab med et enkelt eksempel på en spiseforstyrrelse, er dette virkelig blot kun et enkelt eksempel. Dette er forfatternes tilgang, som man enten kan vælge at betragte som uendeligt frustrerende eller forfriskende realitetsafstemt.

menhænge. En mentaliseringsbaseret terapi for spiseforstyrrelser (MBT-ED) indebærer primært, at den spiseforstyrrede skal blive i stand til at identificere og videreudvikle sig fra sin socialkognitive patologi. Forfatterne lægger dog også vægt på, at det ikke blot er den spiseforstyrrede, som skal styrke sin mentalisering, men også selve terapeuten. Terapeuten må ikke være af den antagelse, at han eller hun på noget tidspunkt besidder fuldt ud kendskab til den spiseforstyrredes mentale tilstand, men må derimod konstant være undersøgende og nysgerrig i forhold til disse.

Dette er en pointe, som også afspejler den galante ydmyghed, man finder hos forfatterne selv. De vover ikke den påstand, at MBT-ED er et endeligt svar eller så at sige

På det visuelle plan er værket spækket med citatfremhævelser, tekstbokse og bullet points, som gør det til et utroligt overkommeligt læseprojekt. Idet forfatterne samtidigt viser et fuldstændigt fravær af faglig arrogance, synes Sult tilgængelig på tværs af faggrupper og fagniveauer. Af samme årsag virker det muligt, at værket kan være nyttigt i et psykoedukativt formål. I virkeligheden kan der slås et slag for, at det kan anbefales til alle type læsere, som ønsker at nuancere deres indsigt i menneskets socialkognitive natur: her med særligt fokus på et klinisk eksempel på, når udviklingen af denne forstyrres.

Sult: Mentaliseringsbaserede tilgange til spiseforstyrrelser Finn Skårderud, Bente Sommerfeldt & Paul Robinson Hans Reitzels Forlag, 2020 400 kr. på hansreitzel.dk

41

Digt

Skyggekaster Laura Mikkelsen, 3. semester

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester

42

nu bliver mørket nattens en verden slukkes vender på hovedet med en morgenvandring i sigte der vil tænde lyset på ny sætter mig på stranden lader solen slukke ned venter månen river lys op men mørket i mig bliver ved stjernekaster en runde til måske er det blot refleksionerne der som spejlets aldrig vil være nok forandring efter sigende en start på ny morgenstrålerne fanger mig fængslet af skygger afsløret end ikke lyset er frit paralyseret står jeg en livets skyggekaster i sjælens silhuet ved højlys dag midt i hjertesort mørke for det var ikke nattens mørket det er mit

Skriveværksted for bachelorstuderende v. Studiecaféen

Studiecafé for 1. semester

Universitetsvalg 8.-11. nov.

Kritisk seminar v. PUG

Kritiske perspektiver på sorg v.

PUG

Psykrådsmøde

Smør og Monopolet

Psykologisk Revy 18.-20. nov.

Lang Samf bar

Revyfest v. FF

Studiecafé

Skriveværksted Den 29. november kl. 14-16 inviterer Psykologisk Studiecafé til skriveværksted, hvor man kan komme og få sat gang i, øvet eller afstøvet sine skrivefærdigheder, så de er klar til eksamen.

Skriveværkstedet er tiltænkt alle studerende på Psykologisk Institut, som kunne tænke sig i fællesskab med andre medstuderende at få øvet skriveteknik, videnskabelig fremstilling og opgavestruktur.

Er man ny studerende, og ønsker man en hjælpende hånd til at komme i gang med at skrive og til hele processen bag dette, og ønsker man gode tips til den konkrete udformning af eksamensopgaven, så er der et begynderhold til netop dette.

Er man omvendt en garvet studerende, der ønsker at gå i ringen med andre akademiske heavyweights (læs: neurotiske og lettere nervøse studerende, der bare gerne vil finde hoved og hale i, hvordan man kommer nogenlunde igennem en 7-timers eksamen, eller hvordan man får metakommunikeret ordentligt), så er der et hold for de mere øvede, hvor vi har særligt fokus på peer-feedback og videnskabelig fremstilling.

Tag din studiegruppe eller en ven i hånden, eller kom alene og mød nogle nye medstuderende, så sørger vi for facilitering af diverse skriveøvelser gavmildt skænket os af forskellige undervisere og for formidling af gode råd, erfaringer og strategier til skriveprocessen.

Information om sted og tilmelding bliver snarligt lagt op på årgangsgrupperne.

44

Digt

Den gode akademiker Indsendt: Mathias Houe Andersen, 5. semester Den gode akademiker kan metatænke sine metatanker så indbildsk, at rotationerne på hans kontorstol matcher en perfekt hermeneutisk cirkel.

Den gode akademiker passer på sine tanker. Han forsøger ikke at lade døde samtaler om kendte mennesker eller rød skrift om alskens banaliteter finde vej til sit sind.

Den gode akademiker har altid lige læst en artikel eller set en forelæsning, du skal høre opsummeret. På den måde behøver han ikke bruge sin tid på noget så uhørt som at tale om sit privatliv.

Den gode akademiker passer på sin krop. Eller – han lader kroppen transportere hovedet rundt til og fra universitetet og krydser fingre for, at motionen undervejs er nok til ikke at udvikle en demenssygdom inden æresdoktoratet.

Den gode akademiker viser overfor de andre akademikere, hvor vigtigt hans intellekt er, ved at bære cykelhjelm. Et statussymbol i den akademiske verden, som også kan forlænges til brug i supermarkedet, hvis IQ’en rækker til det.

Den gode akademiker har våde, lucide drømme om lige marginer og lange litteraturlister hver fuldmåne.

Den gode akademikers ryg gør til tider så ondt, at han må dope sig med koffein og tågesyn om storhedsvanvittig anerkendelse, for at komme igennem dagen.

Den gode akademiker glæder sig til, hans syn bliver ringere, hvis det endnu ikke er dårligt nok til at kunne bære briller.

Den gode akademiker tøver mere, end han taler. Selv når denne tøven skyldes komplet uvidenhed. På den måde ved man aldrig rigtig, hvad det kunne blive til, hvis den gode akademiker åbnede munden.

Den gode akademiker er og bliver sin egen kappes skrædder.

45

Filmanbefalinger

Come and See (1985) Af Elem Klimov Den sovjetiske film Come and See afspejler på mange måder den særlige position, som Sovjetunionen var i ift. at lave film om Anden Verdenskrig. Her stod de overfor et traume af enorme proportioner og et væld af tragiske historier, der alle fortjente at blive fortalt på en måde, så de ikke gled ud gennem historiens sprækker, og her er Come and See et på én gang blændende smukt og kvælende barskt eksempel. Gennem dens ganske særlige filmiske og ikke mindst skuespilsmæssige poesi formår den at gøre de overvældende og ganske ubegribelige følelser forbundet med Nazitysklands udslettelse af store dele af det hviderussiske folk og deres hjem til nærmest taktile sensationer, der med de nære kameraindstillinger sætter én side om side med de mangfoldige sjæle, der kæmpede, døde og sørgede i kampen for at befri deres folk fra hagekorsets svøbe.

Citat: “Didn’t I tell you not to dig?”

46

The Florida Project (2017) Af Sean Baker The Florida Project er en svær film at skrive om. Af alle de film, jeg henover de sidste to år har anbefalet her, har denne været den mest følelsesladede, og den burde næsten være på pensumlisten for dens rammende skildring af social ulighed, omsorgssvigt, og hvordan fattigdom tynger mennesker ned i samfundets dybe afgrunde med kun de smalleste chancer for at komme op. Filmen følger her en ung mor, hendes barn og deres prekære liv på et motel udenfor Disney World, hvor moderen kæmper med fattigdom og et ansvar over for sin datter, som hun har meget svært ved at tage. Gennem en dybfølt historie får vi et blik ind i skæbnerne permanent bosat ved samfundets endestation, hvor glæden ganske vist også skinner igennem, men ligesom Disney World i horisonten er den kun sporadisk synlig, og man er altid bevidst om, at intet godt kan vare længere end et øjeblik.

Citat: “I can’t say it!”

Voxpop

Hvad bruger du naturen til?

Laura Mikkelsen, 3. semester 2 psykologistuderende, 3. semester ”Til at gå i.” ”Jeg bruger den til at koble af og rense hovedet.”

3 statskundskabsstuderende, 5. semester ”Jamen, jeg tager en løbetur engang imellem, hvis vejret er godt.” ”Jeg bruger den til at gå ture med min familie, men ellers så tror jeg ikke, at jeg bruger den.” ”Jeg bruger nok primært naturen, når jeg cykler gennem den på vej til uni. Og løbeture en sjælden gang imellem, men ellers så bruger jeg nok ikke rigtig naturen.”

3 psykologistuderende, 3. semester ”Bade – noget af året.” ”Jeg bruger naturen til at gå tur i.”

Psyklen er en del af:

”Vi snakkede også om, at vi skulle ud at samle svampe, men det er vi ikke kommet til.” ”Samle ind til juledekorationer.”

2 jurastuderende, 7. semester ”Det er lang tid siden, vi har været der, tror jeg.” ”Går en tur, når man har tid til det, men det har man ikke så meget.”

4 statskundskabstuderende, 3. semester ”Jeg bader ikke i Danmark, men ellers bader jeg.” ”Vi (red. de tre øvrige) har en badeklub.

Ikke hver morgen, men nogle gange.” ”Jeg var ude at samle svampe i søndags.” ”Jeg går meget tur.” ”Camping. At overnatte.”

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt?

Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt.

Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.