Forskningsnyt

Laura Mikkelsen, 3. semester

I Japan er der plads til paradokser

Under coronanedlukningerne har det vist ikke været nogen hemmelighed, at det har været bedre for det mentale helbred at kunne komme ud i naturen i stedet for kun at være spærret inde i en lejlighed. Men vidste du, at dit verdenssyn og natursyn faktisk også påvirker, hvor meget pandemien pressede dig? Det er i hvert fald påstanden i et studie af Haas et al. (2021).

I studiet spurgte de 381 indbyggere i Japan og 409 fra USA om, hvordan deres liv helt lavpraktisk blev påvirket af corona, deres verdenssyn på naturen og deres mentale helbred. Disse resultater sammenlignede de med svar på lignende undersøgel- ser foretaget nationalt inden pandemiens start. Det er værd at bemærke, at det ikke er præcis samme deltagere, der sammenlignes, og at der ikke tages højde for mange faktorer uden om. Eksempelvis peger forfatterne selv på, at en konfunderende variabel i de observerede kulturforskelle kan skyldes forskelle i japanernes og amerikanernes tillid til regeringernes krisehåndtering. Men hvad er dette for kulturforskelle, jeg henviser til?

Jo, studiet viste, at deltagerne af begge nationaliteter oplevede øget psykologisk stress under COVID-19, og i begge lande korrelerede den enkeltes natursyn med deres mentale helbred. De, hvis verdenssyn, hvor mennesket og verden er i harmoni med naturen, blev signifikant mindre påvirkede i en negativ retning af krisen, end de, hvis verdenssyn indebar, at mennesket var hævet over og kontrollerede naturen. Det foreslås, at den sidstnævnte gruppe oplevede flere negative følelser, fordi at krisen stred imod deres verdenssyn som værende i kontrol over naturen, hvilket har skabt kognitiv dissonans.

Interessant nok har nogle data tidligere vist, at den negative reaktion på kognitiv dissonans ikke nødvendigvis er universel. Særligt har man fremhævet USA som havende svært ved at rumme kognitiv dissonans, imens netop Japan, efter sigende, har en højere tolerance over for modsigelser – dette kalder Spencer-Rodgers et al. (2010) naïve dialectism. Så selvom både amerikanere og japanere copede bedre med krisen, hvis de så på verden som bestående af mennesker, naturen og andet liv værende i harmoni med hinanden, var de negative effekter af det modsatte modereret af kulturen. Hvis du ser på verden og naturen, som været underlagt mennesket, kan du jo øve dig i at rumme, når det ikke er tilfældet – så er du klar til den næste krise.

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Vil du være mere tilfreds med din krop?

Føler du dig lidt lettere efter en tur i baljen fra Den Permanente en kold vintermorgen? Eller føles din form lidt bedre efter en løbetur i Riis Skov? Det skyldes ikke nødvendigvis den fysiske bevægelse, men muligvis alene det at være udenfor ifølge flere nye studier. I tværsektionelle spørgeskemaundersøgelser og laboratorieeksperimenter er ophold i naturen blevet koblet med øget mentalt velvære samt andre gavnlige effekter. Men påvirker naturen os lige så positivt i vores dagligdag, når vi ikke idealiserer vores minder i et spørgeskema eller er påvirkede af faktorer i en eksperimentel setting?

Ifølge et studie af Stieger et al. (2020) synes det at være tilfældet. Forskerne brugte en experience sampling method (ESM), hvor forsøgsdeltagerne tre gange dagligt skulle besvare et kort spørgeskema om deres omgivelser, kropsbillede og humør. Dette foregik via en app, som sendte dem en notifikation på tilfældige tidspunkter, så en behavioristisk tilvænning ikke ville kunne forklare resultaterne. I alt deltog 160 del- tagere i 30-dages perioder, som startede forskudt for at undersøge påvirkningen på tværs af årstider.

Kropsbillede var her operationaliseret som “changes to state feelings about one’s body weight, body shape, and physical appearance” (Stiger et al., 2020), og ved hver udfyldning skulle deltagerne beskrive, hvor tilfredse de var med hhv. deres vægt, deres form og deres generelle udseende. Forskerne ønske- de dog ikke kun at undersøge forholdet mellem disse forandringer i kropsbillede, og hvorvidt deltagerne var inden- eller udenfor – de undersøgte også, om der var forskel på forskellige typer af udendørsområder.

Vældigt interessant viste resultaterne, at forskellige typer af udendørsområder påvirke- de de tre aspekter af kropsbillede i varie- rende grad. Blå områder ved havet, søer og floder forbedrede deltagernes tilfredshed med deres vægt i langt højere grad end de øvrige miljøer. Til gengæld var effekten ikke slående, når det kom til tilfredsheden med deres form – denne var langt større, når deltagerne opholdte sig i grønne skov- og græsområder. Generelt var tilfredsheden for alle tre parametre af kropsbilledet signifikant højere udenfor end indenfor. Den største effekt sås i deltagernes vurdering af deres tilfredshed med deres udseende, hvilken var markant højere i alle typer af udendørsområder. At effekten på den skala er højere kan skyldes, at udseende ikke er en lige så konstant, kvantitativ komponent af kropsbilledet som ens vægt og form. Når disse dele af kropsbilledet alligevel også forbedres udenfor, kan der naturligvis være en konfunde- rende variabel i form af den bevægelse, der typisk hører til ophold udendørs.

Desuden foreslås det, at en mediatorvariabel kunne være, at mennesker udendørs får flyttet fokus fra dem selv og de negative tan- kespind. Deltagerne rapporterede da også at være signifikant gladere udenfor fremfor indenfor. Effekten på humøret var faktisk endnu større end effekten på kropsbillede. Så starter spejlningen i unis vinduer, en knagen fra stolen i læsesalen eller den indiskrete vejtrækning op ad trappen i 1325, en negativ tankespiral, er det bare med at tage bøgerne under armen og sætte dig ud i Uniparken. 07

Har du set det træ?

Tidligere interventionsstudier har vist en sammenhæng mellem at opholde sig i naturen og øget mentalt velvære m.m. Ud fra dem er det oplagt at opfordre klienter såvel som privatpersoner til at komme mere udenfor. Men måske er det slet ikke tiden brugt i naturen, der er den afgørende faktor. I hvert fald ikke, hvis vi skal tro Passmore og Holders interventionsstudie fra 2016.

Her blev hele 395 bachelorstuderende fordelt i tre forsøgsgrupper. Én gruppe deltagere skulle fortsætte deres liv som sædvanligt og fik at vide, de først ville få instruktionerne to uger senere – altså ved det egentlige forsøgs ophør. Denne gruppe udgjorde en baseline, imens en anden kontrolgruppe fik samme opgave som den egentlige forsøgsgruppe. De skulle i løbet af de to uger leve som normalt men være opmærksomme på hvilke følelser, menneskeskabte objekter og bygninger vækkede i dem. Når de bemærkede dette skulle de tage et billede af genstanden og beskrive kort, hvad de følte. Det samme gjorde forsøgsgruppen, der dog skulle tage billeder af natur eller naturlige objekter. Alle grupper fortsatte altså hverdagen og brugte ikke længere tid i naturen end normalt. Alligevel var resultaterne slående.

Interventionens effekt var ligefrem i den høje ende af, hvor stor en effekt vi normalt ser ved psykologiske interventioner. Når forskerne uden relation til fotografierne målte deltagernes individuelle velvære, følelse af forbundethed og endda prosociale orientering, sås en markant stig- ning – ligesom de rapporterede langt mere positive følelser end de to kontrolgrupper. Kvantitativt ses dermed en effekt af alene det, at deltagerne blev mere opmærksomme på den natur, de stødte på i dagligdagen.

Forskerne fandt dog også interessante forskelle mellem grupperne i de kvalitative data. Hvor de kvantitative data i form af spørgeskemaer ved start og slut målte hele interventionens længerevarende effekter, målte de kvalitative de umiddelbare responser på naturlige eller menneskeskabte stimuli. Forskerne tog ikke stor notits af de enkelte billeders motiver, men kommentarerne, der fulgte dem, tegnede et tydeligt mønster. De emotionelle reaktioner, der fulgte billederne af menneske- skabte objekter eller områder, var meget sjældent fremkaldt af noget iboende i motivet. Typisk beskrev denne gruppe blot emotioner knyttet til de minder, objektet var associeret med. De emotionelle reaktioner, forsøgsgruppen berettede om, var derimod oftest direkte fremkaldt af de naturlige objekter eller områder, de fotograferede. Interventionsstudiet støtter altså Wilsons (1984) biofili-hypotese, der hævder, at mennesket har en medfødt tendens til at søge at være i forbindelse med naturen og reagere emotionelt på den.

For en travl psykologistuderende er dette studie ikke helt uden fordele. Tænk sig, at vi ikke nødvendigvis skal have presset mere naturtid ind i et travlt skema; vi skal måske bare blive bedre til at bemærke den natur, der allerede omgiver os.