Sommerbladet 2022 by Psykologi Psyklen

PSYKLEN #sommer2022

SPLIT

ET PSYKOLOGIFAGLIGT STUDENTERMAGASIN

OMSLAG

REDAKTØRER

ILLUSTRATIONER

Iben Hein Laura Mikkelsen Ulrikke Friis Højer

Laura Mikkelsen Signe E. V. Lorenzen Storm Munk-Hind

REDAKTION

Anine Roth Jacobsen Erik Pegel Hannah Pilgaard Johanna Alva Stahl Lea Nørlund Jensen Marco Fortuna Nicklas Runge Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen Signe E. V. Lorenzen Storm Munk-Hind Viola Gerda Løvig Thomassen

Johanna Alva Stahl Laura Mikkelsen Signe E.V. Lorenzen

LAYOUT

Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger.

Psyklen udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange per semester.

Erik Pegel Hannah Pilgaard Iben Hein Laura Mikkelsen Signe E.V. Lorenzen

Signe E. V. Lorenzen

PSYKLEN https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal med i næste blad! Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus

Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA.

#sommer2022 05

Leder

Forskningsnyt

Rebus

Laura Mikkelsen

Erik Pegel

Redaktionen

Digt: Bananasplit opskrift

Side 9 personen

Anonym

Karl-Emil Søbye Stæhr & Mads Munkholdt

Krop og sind – en fortsat splittelse Hannah Pilgaard

Boganmeldelse: Blå toner af Anne Cathrine Bomann Laura Mikkelsen

Bachelor: Interview med Jesper Aagaard Nicklas Runge

Digt: Flugt i forfald

Dr. Jekyll et al.

21 22

Laura Mikkelsen

Erik Pegel

Digt: Forbi Laura Mikkelsen

Filmanbefalinger Nicklas Runge

Psyklen tester: Bananasplit

Eventyr med Erik: En glad mands skjorte

Redaktionen

Erik Pegel

Interview med kunstner Inge Dahl

Iben Hein & Signe E. V. Lorenzen

Voxpop fra Kapsejlads 2022

Essay: Til en arbejdsfri sommer

Johanna Alva Stahl & Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen

Erik Pegel

Interview: Grænsebarnet Johanna Alva Stahl

Reportage: Kapsejlads 2022

Essay: Hvad kan kun du?

Psyklenpsykose

Kalender

Laura Mikkelsen

Signe E. V. Lorenzen

Interview with Leslie Greenberg Laura Mikkelsen

Leder

Sommer og splittelser Laura Mikkelsen, 4. semester Redaktionen har sat sig ud i Psykgårdens solstråler med en banankage og al den sommerstemning vi kan manøvre. Det er nemlig tid til at gøre sommerbladet klar til dig, og selvom det laves blandt banankage og rummer adskillige bananasplits, er temaet faktisk ikke banan, men SPLIT. For åh, hvor kan man være splittet som psykologistuderende, når man samtidig er så meget andet. Til tider kan ens personlighed føles lige så splittet som vejret i april, men en artikel i dette blad vil opfordre dig til at rumme alle disse, til tider selvmodsigende, sider. For en af de interviewede, er der ligefrem tale om, at nationale tilhørsforhold skal sameksistere. Derudover vil der blive sat spørgsmålstegn ved, hvordan du bedst gør brug af de træk, du nu engang er sammensat af, og der præsenteres et alternativt forslag til, hvordan du kan bruge sommeren. Sommerstemningen sniger sig ligeledes ind, når vi lader kapsejladsen pryde både dette nummers Voxpop og reportage. For sikke mange gule kasketter, der glædeligt heppede med fra Psykbakken, da den gule hær lavede et vildt comeback og nåede at få den ekstra plads i finalen. Og mon ikke et par af stjernerne har været friske på at smide de gule trøjer til en ægte kapsejladsversion af side 9?

Split sker dog ikke kun på det personlige plan; faktisk studerer vi et fag, der er mindst lige så splittet. Forskellige traditioner inden for forskning sættes op overfor hinanden, skoler bekriger hinanden. Mens vi som studerende skal finde vores ståsted i disse, diskuterer vi, hvorvidt vi præsenteres tilstrækkeligt for dem alle. Vigtigheden af dette fremhæver Leslie Greenberg, der blandt andet er grundlægger af emotionsfokuseret terapi, og som vi i Psyklen har været så heldige at få lov til at bringe et interview med i sommerbladet. Fra sit kontor i Canada introducerer han os til den emotionsfokuserede terapi, dens udvikling og ikke mindst deler han sine bedste råd til os psykologistuderende. Foruden at læse om splittelser, kan du dog også læse om, hvordan kunstner Inge Dahl, samler sine interesser, og hvad hendes tanker bag kunstværket i Store Juridisk Auditorium er. Vi håber, at præsentationen for de mange splittelser, vil få dig til at føle, at du kan rumme lidt mere efterfølgende uden at miste sans og samling – at du stiller spørgsmålstegn ved, hvor du står, eller måske ligefrem ender med at være mere sikker på det. Rigtig god læselyst!

Illustration til venstre: Signe E. V. Lorenzen, 2. semester

Forskning

Forskningsnyt Erik Pegel, 4. semester

Virtual reality til vurdering af neuropsykiatriske lidelser Denne undersøgelse fokuserer på nye måder at undersøge kognitive funktionsnedsættelser, især i tilfælde af neuropsykiatriske lidelser som alzheimers, skizofreni og depression. Nuværende vurdering af kognitive funktionsnedsættelser er ofte tidskrævende, møjsommelige og har en lav økologisk validitet. Når en person undersøges for funktionsnedsættelser, så er det svært at operationalisere disse. Hvis man taler med en ældre person, så findes der adskillige spørgeskemaer og andre tests. Man sætter sig ned for at snakke med personen, men især ved ældre mennesker eller svært funktionsnedsatte mennesker kan det være et problem. For nogle af de præsenterede spørgsmål eller tests er ikke virkelighedsnære, og da man undersøger folk med kognitiv funktionsnedsættelse, så har de nok i forvejen svært ved at håndtere nye scenarier. Det er på den anden side svært at sende folk med kognitive funktionsnedsættelser, se kravene for dette i starten af artiklen, ud i et supermarked eller en lignende hverdagssituation. For at byde på en løsning på dette problem har forfatterne introduceret et virtual reality indkøbsscenarie – Vstore – som byder på en realistisk og hverdagsnær måde at undersøge kognitive funktionsnedsættelser på.

142 deltagere i alderen 20-79 deltog i forsøget, hvor de udførte opgaver som at huske et antal varer. Derudover blev det målt hvor lang tid det tog dem at finde varerne, at bestille en kop kaffe og at udføre andre lignende opgaver. Forfatterne opfordrer til mere forskning indenfor dette alternativ til at undersøge og vurdere neuropsykiatriske lidelser. Dette byder på en fantastisk mulighed til at undersøge kognitive funktionsnedsættelser hos patienter, hvor dette før viste sig problematisk. Denne metode kan have spændende implikationer for klinisk psykologi i fremtiden. Porffy L. A., Mehta M.A., Patchitt J., Boussebaa C., Brett J., D’Oliveira T., Mouchlianitis E., Shergill S.S. (2022). A Novel Virtual Reality Assessment of Functional Cognition: Validation Study. J Med Internet Res 2022;24(1):e27641 https://www.jmir.org/2022/1/ e27641

Hangry? Sult fremmer ikke uetisk økonomisk adfærd Sult fremmer selvforsvarende adfærd forstået som at hamstre ressourcer. Om sult fremmer uetisk økonomisk adfærd, hvor individet agerer i uetisk adfærd for at opnå finansielle gevinster, er ikke et emne, som har nydt lige så meget forskning. Den første hypotese undersøgte, om sultne individer snyder mere ved økonomiske spil. De sultne testpersoner

Rebus

snød en smule mere end den mætte testgruppe. Der var dog ingen statistisk signifikans. De andre hypoteser undersøgte socioøkonomisk status i barndommen, selvkontrol som personlighedstræk og internaliseret moralsk identitet, og hvorvidt disse har en indflydelse på uetisk økonomisk adfærd. Man måtte dog konkludere, at ingen af disse faktorer kunne forklare eller forudsige uetisk økonomisk adfærd. Denne undersøgelse om sult og uetisk økonomisk adfærd er ikke kun rele-

vant i forhold til de sidste år med coronakrisen, hvor adskillige mennesker på verdensplan oplevede mangel på fødevarer, men også i lys af krigen i Ukraine er sult og dens effekt på vores beslutninger et meget relevant felt. Så næste gang du fanger dig selv i at agere uetisk i økonomiske situationer, så hjælper en snickers nok ikke. Elbæk, C. T., Mitkidis P., Aarøe L., Otterbring T. (2022). Honestly hungry: Acute hunger does not increase unethical economic behavior. Journal of Experimental Social Psychology: Volume 101 https://

Rebus

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250,- kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest den 30. juni 2022.

Digt

Bananasplit opskrift Redaktionen Hvis du sidder en sommeraften Og trænger til noget godt Så har du her en opskrift Der er både lækker og flot Du går en tur i Føtex Og køber 4 bananaer Hvis altså selskabet består af dig Og 3 af dine kumpaner Derudover skal du bruge Lidt flere gode sager 1 l vaniljeis, chokoladesovs Lidt hasselnøddeflager Hov og 2,5 dl piskefløde Skal også på indkøbslisten Og når du er kommet hjem med den Skal den have en tur med elpiske’n Og vaniljeisen bliver til kugler De skrællede bananer flækkes på langs Og på en tallerken ligger du Hele din Føtex-fangst Rækkefølgen er som følger: To halve bananer, flødeskum, lidt sovs Til sidst lidt hasselnøddeflager Slut prut finale – det er det rene smovs https://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/5697/bananasplit

Side Side 9 9

Side 9

Navn: Karl-Emil Alder: 23 Semester: 4. Bedste egenskab: Gåpåmod, at turde at springe ud i noget og give det en skalle. At angå nye ting helhjertet. Dårligste egenskab: Jeg bliver ret nemt irriteret vil jeg sige. Nok lidt svært ved at holde hovedet koldt nogle gange, når tingene ikke helt lige går sådan, som de helst skal gå. Yndlingsfag indtil videre: Kæmpe neuro, altså ingen tvivl der. 3 ting på en øde ø: En kasse bajere, en båd og en pagaj. Navn: Mads Alder: 24 Semester: 4. Bedste egenskab: Humor, at kunne finde det sjove i alle situationer… som fx når man vælter i vandet til kapsejladsudtagelsen. Så må man jo cope med det på en eller anden måde. Dårligste egenskab: Jeg gad fucking godt være god til at synge, men jeg synger ad helvede til. Og dårlig til at stå tidligt op om morgenen. Yndlingsfag indtil videre: Helt klart neuro. 3 ting på en øde ø: En Spotify account, leverpostej og Karl-Emil Vinder i kapsejladsen? “Ja, selvfølgelig”

Artikel

Krop og sind – en fortsat splittelse Hannah Pilgaard, 4. semester For ikke så lang tid siden sad jeg en aften sammen med nogle venner. Samtalen faldt tilfældigvis på døden, og hvad der sker efter denne. Jeg selv, en stålsat ateist, var hurtig til at afsværge enhver form for efterliv eller mysticisme og derved idéen om en sjæl. Dette var dog ikke tilfældet for et par af de andre. Selvom de ikke nødvendigvis troede på en gudsfigur, havde de en fornemmelse af, at der var ”noget” som transcenderede den fysiske krop. Det satte tankerne i gang for mig. Ikke fordi jeg mente mine egne overbevisninger var mere korrekte end deres; ej heller, fordi jeg begyndte at genoverveje mine egne overbevisninger. Nej, tankerne tog en drejning, væk fra døden og efterlivet, og over i en helt anden boldgade. Jeg blev mindet om et dilemma, jeg kender fra psykologistudiet: det såkaldte mind-body split, hvor krop og sind – en form for sjæl – adskilles og anskues som væsensforskellige. Mind-body splittet er et spændende fænomen. Mens de færreste af os overvejer det, er vi alle præget af, at der gennem historien har været en filosofisk dualisme, hvor der skelnes mellem krop og sind. Denne overbevisning har gennemsyret kulturen i flere århundreder, og sætter spor i vores sprog, tankegang og endda lægevidenskab. Således bliver det interessant at kigge på både fortiden og den

måde hvorpå krop-sinds dualismen fortsat kan påvirke individet i den moderne verden.

Et historisk perspektiv

Opfattelsen af krop og sind som forskellige og separerede entiteter har historiske rødder helt tilbage i antikken. Her kom den til udtryk semantisk gennem en adskillelse af koncepterne soma og psyke (Berrios, 2018). Soma referer her til den kropslige del af en levende organisme, mens psyke refererer til det bevidste selv, altså en form for sind. Begge ords indflydelse er stadig tydelige i nutidens sprog, hvor en række begreber indenfor psykologi og medicin har etymologiske forbindelser til dem. Det ses eksempelvis i skellet mellem somatiske og psykiske sygdomme og begreber som somatisering, hvilket betegner kropslige symptomer der er uforklarlige fra et somatisk udgangspunkt. Krop-sinds dualisme optræder yderligere i en række af antikkens filosofiske værker: Platon anskuede kroppen som et fængsel for sjælen, og argumenterede for en separation af fænomenernes og idéernes verden; Aristoteles mente den var et instrument for sjælen. Også andetsteds end i vestens filosofi kan der findes spor af dualistisk tænkning. I hinduismen skelnes eksempelvis mellem den dødelige krop, og den udødelige sjæl, hvor førstnævnte fungerer som et hylster for sidstnævnte.

Artikel

oretikere har beskæftiget sig med netop dette, og senere i nutiden har psykologer såvel som hjerneforskere støttet op om en alternativ idé: at sindet er kropsligt (i.e. embodied mind) eller, at kroppen er besindet (i.e. minded body), således at de to dele er forankret i hinanden. Nyere forståelser betyder dog ikke at kartesiansk dualisme ikke har præget, og fortsat præger, den verden vi lever i. Her er det blandt andet værd at kigge på vores forståelse af lægevidenskab.

Splittelse og samling af sindet og kroppen i lægevidenskaben

Når man i nutiden taler om krop og sind som separerede, foregår det dog oftest med afsæt i den kartesianske dualisme, fremført af René Descartes (1596-1650), frem for tidligere filosoffer, religioner eller kulturer. Descartes anskuede sindet som immaterielt, en ikke-fysisk substans, og kroppen som materiel, en fysisk substans. De to entiteter anskues hermed som distinkte og komplet adskilte fra hinanden. Et klassisk dilemma, som opstår i denne forbindelse, er hvorledes de to substanser interagerer med hinanden. Mange te-

På nogle måder var kartesiansk dualisme en stor fremgang i lægevidenskaben (Mehta, 2011). Dualismen lagde grundstenene til positivisme, herunder logisk tænkning baseret på empiriske observationer og målinger. På den måde blev meget af den tidligere mysticisme associeret med sygdomslære reduceret. Kartesiansk dualisme medførte også den biomedicinske sygdomsmodel, hvor mennesker antages at være organismer, der kan forstås ud fra deres konstituerende dele gennem principper som anatomi, fysiologi, biokemi og fysik (Mehta, 2011). Herved defineres sygdom som en afvigelse fra normale kropslige tilstande, og sundhed som en mangel på sygdom. Modellen, som er fremherskende inden for lægevidenskabelig forskning, neglig-

Artikel

erer i høj grad multifaktorielle årsager til sygdom og udelukker muligheden for at psykologiske og sociale faktorer kan påvirke individets helbred. Godt nok kan fysiologiske sygdomme skabe psykologiske symptomer, men det modsatte er ikke tilfældet. I nyere tid advokerer mange fagfolk for at erstatte den biomedicinske model med den biopsykosociale model. Denne tager højde for de psykologiske og sociale dimensioner af sygdommes opståen og vedligeholdelse. Imidlertid er

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 5. semester

store dele af medicinsk forskning stadig præget af en udelukkende biologisk tilgang, hvilket påvirker udviklingen af patientbehandling. Ligesom kartesiansk dualisme har påvirket den bredere lægevidenskab, har den også sat sit præg i psykiatrien.

Psykiatrien og konceptualiseringen af psykiske lidelser

I det 19. århundrede skete der en ekstremt hurtig udvikling indenfor det vi i dag kalder psykiatrien. Denne udvikling krævede et konceptuelt framework, der i høj grad blev baseret på allerede velkendte systemer i samfundet såsom kartesiansk dualisme. Med udgangspunkt i dette kortlægger Berrios (2018) tre mulige forståelser af ”sindssyge” som er opstået over tid: 1) accepter at sindet og hjernen kommunikerer gennem et område i hjernen, 2) reducer mentale sygdomme til at være en hjernesygdom eller 3) definer mentale lidelser som symbolske konflikter der foregår i et nyt ikke-korporligt felt, fuldstændigt adskilt fra det kropslige og resten af lægevidenskaben. Alle tre muligheder er over tid blevet testet. Eksempelvis kan den neuropsykiatriske forståelse af ”sindssyge” – et resultat af sygdom i hjernen – symbolisere mulighed nummer to. Den psykosomatiske forståelse kan tænkes at være et eksempel på mulighed nummer et, da det reflekterer, at en psykologisk lidelse giver kropslige reaktioner. Som ved rest-

Artikel

en af lægevidenskab og psykologien ses der i nyere forskning en distancering fra kartesiansk dualisme, omend psykiatrien stadig er meget præget af denne.

Individet, dualismen og helbredet

Mens ovenstående kan give en ide om at kartesiansk dualisme ligger bag os, er det værd at bemærke at dette langt fra er tilfældet. Meget af de sprog vi benytter til at tale om vores helbred og lidelser indeholder spor af dualisme, og mange patienter er skeptiske over for ikke-biologiske årsager til deres sygdomme og opfatter dem som værende urealistiske eller uvidenskabelige (Duncan, 2000, efter Mehta, 2011). Dette kan føre til at patienter undervurderer effekten af psykoterapeutisk behandling og opsøger klassiske medicinske behandlinger, selvom der er større risiko for negative bivirkninger og deres symptomer k a n være afspejlinger af psykologiske udfordringer (somatisering; Schleim, 2020). Kartesiansk dualistisk tænkning præger

også vores indgangsvinkel til eget helbred og påvirker hvilke valg vi tager med hensyn til det. Eksempelvis viste Forstmann et al. (2011) at personer, som blev primet til dualistisk tænkning, udviste en mere letsindig attitude til deres kropslige helbred og motion end individer med fysikalistisk priming. De spiste også en større mængde af usund mad i studiet og rapporterede en præference for en mere usund diæt. På den måde reducerer dualistiske overbevisninger sandsynligheden for, at mennesker engagerer sig i sund adfærd. Dette støtter op om Forstmann et al. (2011)’s originale hypotese: jo mere adskilte mennesker perciperer deres sind og kroppe, jo større er sandsynligheden for at de indgår i sundhedsskadelig adfærd. Kroppen bliver reduceret til et hylster for sindet. Dets eneste rolle bliver at tillade interaktion med omgivelserne, hvorfor denne er erstattelig. Selvfølgelig ønsker vi en større tværfaglighed, hvilket også er en populær debat på Aarhus Universitet. Vi vil gerne lære om flere terapiformer, flere alternative teorier og andre filosofiske vidensfundamenter, og det er

Artikel

forståeligt. Et muligt problem med dette ønske er, at man så også skal læse al den teori. Udover et konstant ønske om større tværfaglighed, så nævnes det til hver halvårlige evaluering af fag, at pensum til tider er for spækket med tekster; prøv så at femdoble det for at dække alle de alternative teorier! På Aarhus Universitet har vi de sidste mange år på 2. semester læst om virksomhedsteori, og de sidste mange semestre har vi klaget over det. Hvis man ønsker en større tværfaglighed, så skal man også lære om andre alternative teorier end dem, som man selv er interesseret i og kan lide. En mulig dobbeltmorale i ønsket om større tværfaglighed hos de psykologistuderende på Aarhus Uni versitet er dog ikke i fokus for nu. Nu må den nuværende p roblemstilling på Københavns Universitet ikke generaliseres eller forsimples til at være et ønske om en større tværfaglighed, for deres kamp handler om at bevare den kvalitative metodologi som et relevant paradigme på studiet. For at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at alle psykologistuderende på tværs af semestrene tør at bruge deres stemme til at tale om dét, som de synes, er vigtigt.

Berrios, GE (2018). Historical epistemology of the body-mind interaction in psychiatry. Dialogues Clin Neurosci. 2018 Mar;20(1):5-13. Forstmann, M.; Burgmer, P.; Mussweiler. T. “The mind is willing, but the flesh is weak”: The effects of mind-body dualism on health behavior. Psychological Science, 2012. Mehta N., (2011), Mind-body dualism: A Critique from a Health Perspective. I: Brain, Mind and Consciousness: An International, Interdisciplinary Perspective (A.R. Singh and S.A. Singh eds.), MSM, 9(1), p202-209. Schleim S (2020) To Overcome Psychiatric Patients’ Mind–Brain Dualism, Reifying the Mind Won’t Help. Front. Psychiatry 11:605.

Boganmeldelse

Blå toner af Anne Cathrine Bomann

Laura Mikkelsen, 4. semester Lugten af madpakker, der siver op af taskerne i læsesalen, forskernes rodede kontorer, sveden, der løber, når man parkerer cyklen foran Psykologisk Institut. Alle detaljerne er med, når vores egne gule mure danner rammen for et forskningsdrama, der på en gang er hverdagsgråt og dødalvorligt. Da Anne Cathrine Bomann skrev Blå toner, lå sorgdiagnosen endnu ude i fremtiden. Nu er den en del af ICD-11, af vores virkelighed. Det kan man have nok så mange meninger om, og karaktererne i romanen er bestemt ikke enige. De fire fortællerstemmer repræsenterer forskellige syn på diagnosen såvel som de piller, der i bogens år 2024 menes at kunne behandle den vedvarende sorglidelse. Deres synsvinkler fletter sig ind mellem hinanden i deres mere eller mindre formelle relationer, og selv når de lidt over 300 sider ikke tillader os at gå i dybden med hver karakters baghistorie, opleves de som hele mennesker. På magisk vis virker

karaktererne fra begyndelsen autentiske, og selvom vi kun får adgang til små glimt af deres liv, føler man som læser hurtigt smerteligt med dem. Foruden sorg berører fortællingen mange andre emner – lige fra skilsmisse til hook up kultur. I karakterernes flygtige refleksioner over temaerne, vokser mange filosofiske guldkorn. På trods af, at disse poetiske perler er strøet jævnt ud over siderne, er man ikke i tvivl om, hvilken fortællerstemme man følger – hvilket er en sjældenhed i bøger, der skifter synsvinkel og ovenikøbet er skrevet i tredjepersonsfortæller. Her på fjerde semester, imens jeg druknede i Field, var det med et suk, jeg vendte endnu en side i Blå toner blot for at opdage, at der stod SPSS samt andre skældsord som outlier, og hvad vi psykologistuderende ellers kun udtaler gennem et fnys. Jeg må dog give Anne Cathrine Bomann, at hun formår at gøre basalt forskningssnyd forståeligt, selv for mig – og vildere endnu punkterede det ikke spændingen. Hvordan, det lykkes at fastholde den og læserens interesse, er lidt af et mysterium. Jeg bilder mig ind, at det i høj grad skyldes, hvor hurtigt man føler med og for alle de fiktive personer, hvis personligheder, liv og smerter bliver formidlet så fint. Bogen rummer så meget liv midt i al sorgen, og ikke mindst essentielle spørgsmål som: ”Hvordan finder man meningen med det hele igen, når den boede i et andet menneske, og det menneske er tabt?”

Bachelor

Bachelor – et interview med Jesper Aagaard Nicklas Runge, 6. semester Hvad har du skrevet bacheloropgave om? Jeg skrev ”Hvordan eksperter i teorien skaber eksperter i praksis” om de to Dreyfus-brødres ekspertmodel på godt og ondt. Det, der var sket, var, at jeg lige havde været på 5. semester, hvor jeg havde haft teksten om ekspertmodellen. Der blev jeg bare smittet af den entusiasme, som Klaus Nielsen holdt forelæsning med. Jeg syntes, at det var enormt interessant, så jeg besluttede mig for at bruge bachelorskrivningssemesteret på bare at dykke ned i den model. For at give mig selv en udfordring – og jeg ved ikke, om det var min egen idé, eller om det også var min vejleders ide – så skulle det også være en kritisk granskning af den. Jeg var kæmpe fan af modellen og var meget interesseret i den, men det handlede også om at finde ud af, hvor den kom til kort, og hvilke andre steder i litteraturen, man kunne bruge til at lappe hullerne. Hvordan havde du det med at skulle i gang med at skrive opgaven? Altså det er jo ikke så repræsentativt at snakke med forskere, for jeg syntes, at det var fantastisk. Det var skønt at bruge et helt semester på at sidde oppe på læsesalen og fordybe mig i noget, som jeg synes var megasvært, men også virkelig spændende, så jeg havde det som en fisk i vand. Jeg tror, at det var det bedste semester i hele min studietid.

Var det noget, du havde set frem til løbende, eller kom det mere, da du skulle til at starte? Det var ikke rigtig noget, jeg havde set frem til. For at være helt ærlig, så syntes jeg ikke, at psykologistudiet var super duper spændende de første mange semestre, men så kom jeg til pædagogisk psykologi. Det lyder lidt som om, at jeg sidder og pudser glorie, men det er selvfølgelig heller ikke for sjov, at det er det fag, jeg er endt på nu. Der var nogle af tingene på første semester, hvor vi havde noget med socialkonstruktionisme, som var rigtig spændende, og som jeg blev lidt smittet af, men da vi kom på 5. semester, havde vi nogle lidt mere samfundsvidenskabelige og filosofiske tekster i pædagogisk, så var der et eller andet, der klikkede, og så gik der bare ild i min indre nørd. Da vi så kom til 6. semester, glædede jeg mig, men det var ikke noget, jeg fra dag ét havde set frem til. Hvilken betydning har din bachelor så haft for dit videre virke som forsker og underviser? Den har haft kæmpe betydning. Jeg blev jo sidenhen ph.d.-studerende på 4+4-ordningen, så jeg har jo faktisk ikke skrevet sådan et reelt speciale ligesom de fleste psykologistuderende kommer til, så for mig var det den sidste store opgave. Jeg tror, at det var der, jeg tænkte, at det godt kunne være, at jeg skulle prøve at skrive en ph.d. Altså fordi jeg bare syntes, at det

Bachelor

var så fed en proces. I den forbindelse tror jeg lige, at jeg har brug for at indskyde, at da jeg skrev bachelor, havde vi stadig et fælleslokale. Så det var ikke sådan en fuldstændig ensom og indelukket proces, som der måske er nogen i dag, der oplever. For mig var det sådan, at jeg sad på læsesalen, og så gik jeg ned og spillede bordfodbold og holdt pause med mine venner, så det var ikke bare sådan en eneboertilværelse. Det var en god blanding af at hænge ud med sine venner og samtidig få lov at fordybe sig i det allermest spændende. Derfor tænkte jeg også, at det godt kunne være noget, jeg havde lyst til mere af fremadrettet. Det, du så skrev om, er det noget, du stadig trækker på og bruger i din forskning? Ja, det er det i høj grad. Hubert Dreyfus er min… nu skulle jeg til at sige gud, hvilket lyder meget dramatisk, men han er i hvert fald mit faglige forbillede. Så det er helt bestemt noget, jeg stadig bruger i dag. Hvis du nu skulle skrive en bacheloropgave igen, hvad ville du så skrive om? Jeg ville prøve at se, om jeg kunne skrive om noget, som slet ikke har noget med min egen forskning at gøre. Jeg synes, at der er noget ved det der med at kaste sig ud i et helt nyt emne og at have et helt semester til at sidde og læse litteratur og læse op på det og danne sig holdninger og indtryk. Så jeg ville bevæge mig lidt udenfor min comfort zone og skrive om noget

andet end teknologi eller fænomenologi eller sådan noget, men i stedet finde noget helt andet. Det kunne måske være noget om diskurser eller Foucault. Det skal i hvert fald stadig være noget, der interesserer mig, og noget, jeg finder spændende, men som jeg samtidig ikke bruger min forskningstid på nu her. På baggrund af dine oplevelser med at skrive bachelor har du så nogle gode råd til dem, der er ved at skrive bachelor eller skal til det i de kommende år? Jamen, jeg tror faktisk, at det går lidt tilbage til der, hvor jeg lige havde brug for at sige det der med de studerende fælleslokale, for det er jo en meget ensom proces. Det er i hvert fald en solo-proces. Jeg vil ikke sige, at folk skal skrive sammen, for det ville jeg ikke selv bryde mig om, men jeg vil sige, at de skal sørge for at arrangere et eller andet form for miljø, hvor de kan komme ud engang og lige snakke med nogen og spise noget mad sammen med nogen, så man ikke sidder helt alene hele tiden, for så bliver man også bims, eller det gør jeg i hvert fald. Det viste corona i al sin tydelighed. Hvis ikke jeg får sociale input, kommer jeg lidt ud af trit. Det kan jeg i hvert fald ikke rigtig arbejde under, så giv jer selv lov til og plads til at dykke ned i et eller andet fagligt emne, men sørg også for, at der er en eller anden form for socialt liv uden for det og sideløbende med det, så man ikke bliver helt skør i bolden.

Digt

Flugt i forfald Laura Mikkelsen, 4. semester Verden er i forfald. Mure falder. Facader skræller af. Ruiner af de liv, der burde være. Rester af troen på, at verden var god, at vi fik, som vi fortjente. I stedet ryster tropper gaden under os. Ulykkens rumlen forplanter sig i mit bryst. Snører sjælen sammen, før den sprækker. Hvor skal vi flygte hen, når der ikke er fred? Hvordan kan vi flygte, når frygten flytter med?

Illustration: Laura Mikkelsen, 4. semester

Artikel

Dr. Jekyll et al. Erik Pegel, 4. semester ”All human beings, as we meet them, are comingled out of good and evil” er den påstand om mennesket, som R.L. Stevenson præsenterede i hans kendte værk Dr. Jekyll and Mr. Hyde. Selv de dydigste og mest respektable mennesker som Dr. Jekyll har en mørk og grim side, og denne forening af godt og ondt udgør ethvert menneske. Herman Hesse, den tyske forfatter og nobelprismodtager for litteratur, vil dog være uenig og kalde denne binære forståelse af mennesket for en forenklet og uretfærdig beskrivelse af den menneskelige sjæl og personlighed. Hesse ville hellere påstå, at vores personlighed består af 100, eller rettere 1000, forskellige sider, som alle har ligeret til at beskrive dem selv som vores personlighed. I hans værk Steppeulven skriver Hesse om Harry Haller, den selverklærede steppeulv. Harry er 48, skilt og drager omkring uden at kunne slå sig ned nogen steder. Ligesom R.L. Stevenson, så ser Harry sin egen sjæl som splittet mellem godt og ondt. Der er Harry selv, den dydige og lærde skribent, men inden i ham lurer steppeulven. Denne steppeulv gør sit bedste for at ødelægge hans liv som en social og normal borger, for hver gang han færdes omkring andre mennesker og forsøger at opføre sig socialt acceptabelt, så lurer steppeulven indeni ham. Den venter på et øjebliks uopmærksomhed, og så springer den frem i

form af en uhøflig kommentar eller anden asocial opførsel. Hver eneste gang Harry ødelægger en hyggelig samtale med andre mennesker, så blotter steppeulven inden i ham sine store rovdyrstænder i et glubsk smil. Den største del af bogen handler om, at Harry skal lære, at denne fæle steppeulv inden i ham ikke er noget ydre ondt, som er blevet påført ham; det er en del af ham. Harry lider af den forvrængede opfattelse, at han er en dydig og social person, men at noget ondt, her steppeulven, er blevet påført ham. Udover denne plagende steppeulv, så lærer Harry, at han er en sammensætning af modsigelser. Han er en pacifist, som elsker at udøve vold, han er en tysk litteraturelsker, som hader Goethe, og han er en musikelsker, som hader Mozart. I løbet af bogen nedbrydes hans opfattelse af personligheden som et binært fænomen (god mod ond ligesom i Dr. Jekyll and Mr. Hyde), men den ses hellere som en sammensætning af tusinder af instanser, som varierer over tid og situation. Bare at kalde mennesker gode eller onde er fornærmende simpelt, frem for kun R.L. Stevenson har vi tusinder af forfattere, som definerer vores personlighed. Mange af disse aspekter, eller sider, af vores personlighed er ikke altid gode. Når vi bliver vrede eller gør noget uanstændigt, så taler vi ofte om, at vi ikke var os selv. Hvordan kunne jeg gøre det? Hvad fik mig til det? Harry Haller mener i det tilfælde, at det var den fæle steppeulv, som fik ham til at gøre det.

Illustration: Storm Munk-Hind, 5. semester Hans rejse består af, at man må lære, at også disse ikke så komplimenterende dele af hans personlighed er en del af ham. Det er vigtigt, at han lærer at tage ansvar for disse aspekter af sin personlighed, for de udgør en vigtig del af den. Selvfølgelig er det ikke dejligt at indrømme over for sig selv, at man ikke er så god og dydig, som man gerne vil være. Hvad er til gengæld alternativet? Fortsat at benægte, at man ikke kun er i stand til at være en dårlig person, men at man endda ofte er præcis dette? Det er ikke en nem ting at indrømme. En spændende pointe for den psykologistuderende er, at det kan være sundt at acceptere, at man også kan være en dårlig person. Indenfor psykologien er det heller ikke en ny påstand, at vi foretrækker at beholde et positivt syn om os selv. Hvis

noget sker, eller vi gør noget, som modsiger vores antagelse om os selv som dydige og rationelle mennesker, så er vores første reaktion ofte, at vi rationaliserer hændelsen for at stille os selv i et godt lys. Leon Festinger kalder i 1957 dette fænomen for kognitiv dissonans, og når vi alt for ofte er nødt til at rationalisere og forvrænge hændelser, så vi kan vedligeholde et positivt syn på os selv, så opstår der psykologisk spænding. Hesse foreslår med sin beskrivelse af personligheden, at vi er nødt til at acceptere alle de mange aspekter og dimensioner af vores personlighed som en del af os. Det er naturligvis efterfølgende vigtigt, at man ikke giver frit slag for alle de asociale og mørkere sider af vores personlighed, for Hesse er det også bare vigtigt, at man ikke bedrager sig selv ved at anskue mørkere aspekter af personligheden som påført udefra. Det er en del

Artikel

af at være menneske, det er en del af den menneskelige byrde. Som en afsluttende pointe, så skriver Hesse omkring det at være udødelig. Udødeligheden har de opnået, som gennem deres livsværker bliver husket i al evighed. Det kan være Napoleon, Alexander den Store, Jane Austen eller Beethoven, som igennem deres bedrifter vil blive husket i al evighed. Harry Haller, hovedpersonen i Steppeulven, møder i en drøm Goethe, som uden tvivl har opnået sin status som udødelig. Harry ender dog med at blive

skuffet over mødet, da Goethe ikke er den sofistikerede og kontrollerede gamle herre, som Harry antog. Goethe kunne lide at leve, drikke, feste, danse og at grine højt. Harry konfronterer Goethe med, at han i hans gamle alder var blevet fed, doven og dum, men også det griner Goethe bare af. Han belærer Harry om, at hans fortvivlede trang til at blive udødelig og derved husket i al tid er fjollet, og at det ikke nødvendigvis er til at eftertragte at være udødelig. Han afslutter deres samtale med sætningen: ”Evigheden er så kort, at man knap nok kan nå at have det sjovt”.

Digt: Forbi Laura Mikkelsen, 4. semester hvirvler vildt rundt løst i universet de siger livet gør ondt jeg rører det hele men det rører ikke mig jeg ser det og jeg drages fascineres af det der vil slå mig itu for jeg ved at livet går videre

at dette kun er er enkelt nu burde suges ind i et sort mørke men vinden blæser mig blot forbi jeg ser mørket blinker med lukkede øjne men det gør mig ikke noget jeg forventer ikke noget det er jo lige meget hvad der sker for det eneste jeg skal er at blive

Interview

Interview Leslie Greenberg

”The future is in the hands of the students” Laura Mikkelsen, 4. semester Emotion is one of the main topics in the first courses we undertake as psychology students at Aarhus University. We discuss its evolutionary roots, the physiological changes, the cognitive appraisals, and especially, whether emotions are universal or not. The last debate is used to question the importance of emotions and their role in psychology, but according to the founder of emotion-focused therapy (EFT), Leslie Greenberg, the centrality of emotion in human experience, human change, and therefore psychotherapy, is unambiguous. Zoom lets us call him up on a spring morning in Canada to talk about his decades of work with research in psychotherapy, humanistic therapies, and the current dogmas in the field of psychology. Since Leslie Greenberg’s first studies in the 1970’s he has been interested in the processes of psychotherapy as he studied several humanistic approaches to psychotherapy including gestalt therapy, client-centered therapy, and existential therapy. In the following decades, he integrated these different approaches in the context of emotion theory when he developed and refined EFT. The approach evolved as a result of Leslie Greenberg’s research which led him to see emotion as the most fundamental human process: There are many levels of human chan-

ge. You can get a cognitive change or a conceptual narrative change, but the real change has to come at the level of automatic emotional processing, and you need to change emotions–but you need to feel an emotion to change an emotion. It has been remarkable that psychology and psychotherapy have existed for more than a hundred years, but the problem has never been defined as being emotional processing. You have unconscious motivation, you have behavior, you have interaction, you have cognition, but it is really emotion. Emotions underlie behavior, cognition, and interaction, so we want to change emotion. We are helping people processing their emotions–that is the important thing, and we believe that emotions are the most fundamental human process. So, whereas Descartes said: “I think, therefore I am” we say: “I feel, therefore I am”. Immediately, Barrett and the rest of the curriculum from cognitive psychology starts running through my mind. Emotions, feelings, affect – how do they differ from one another? And more importantly, what aspect does EFT refers to? Luckily, Leslie Greenberg is ready with a great answer: There is no clear definition of any of these words, so when I lecture and write, I use them interchangeably to fit the context just to what sounds better or seems better. When you are working with clients you of-

Interview

ten talk about “What are your feelings?”, not “What are your emotion?” And you certainly do not say: “What’s your affect?” The example makes Leslie Greenberg’s point clear: It does not matter in practice. And further he adds: I did a search once of these words and found that ever since the 17th or 18th hundred they have been used interchangeably to mean different things by different philosophers and then by different psychologists. However, if you are a first-year student and want a formal theoretical perspective, Leslie Greenberg presents a comprehensible image by DeMasio: Imagine a tree and the tree has roots. Affects are the roots and the main stem, of this affective system. Then emotions are the main branches; the categorical emotions anger, sadness, fear, and shame are like the branches. And then feelings are the more differentiated twigs and leaves. So, the feelings are like: “I feel surprised” or “I feel fragile”. Emotion is fear. And affect is high arousal. Leslie Greenberg emphasizes that it is not that important a distinction in practice and that EFT works with all kinds of emotions, feelings, and affects:

It also includes feeling surprised, feeling on top of the world, feeling under the weather–these are large metaphors, but they still describe a feeling state. But you can also talk about feeling shaky. Feeling covers both sensory experience and complex meaning, sensed meaning, so they mean many things. Especially when you are working with another human being; this is not writing an academic paper. With the understanding of the term emotion, the next question arises. How does one change an emotion? I have been proposing that because we have studied for many, many years, how do people change, the best way to change an amygdala-based painful emotion is with another emotion. So, a core principle is changing emotion with emotion. Changing emotion with emotion is one of the six core principles formulated by Leslie Greenberg about working with emotion. The remaining five are awareness of emotion, emotional expression, regulation of emotion, reflection on experience, and corrective experience of emotion through newly lived interpersonal experiences. The last principle plus changing emotion with emotion from within are central in EFT according to Leslie Greenberg’s short description of the therapy: It is a humanistic experiential therapy.

Interview

So, a key aspect of it is, we believe, that people have to feel something in order to change something. You have to experience what you are talking about, not just talk about it. That the focus of the therapy is present emotions is not the only thing that separates EFT from other therapy models. So does the role of the therapist: An important part is, first it seems unusual to say, but it is a combination of following and guiding. Some therapies are all about being non-directive or really listening and following, and other therapies or manuals are about modifying and guiding. We really take as a fundamental principle that it is important to follow, but it is also helpful to guide. But you have to guide in the proximal zone of development, which means you can be just one step ahead but not three steps ahead. It is a very close following, but also we permit to encourage guiding. And then, we have a combination of relationship plus work, so that these two components are: (1) The relationship – a lot of it involves empathic attunement to affect, conveying an understanding, building an alliance. (2) The work involves marker-guided tasks. A marker is an indicator of a particular emotional state that people enter into and the difficult emotional states that people enter in the therapy like they are torn between two voices within themselves or they

have a lot of bad feelings towards a significant other. There we engage in different interventions for different states and that is more guiding. But then even within the guiding, we are combining following and leading. So, you can in that thinking of the whole approach as islands of work within an ocean of empathy. Again, this presents an integrative approach where there within the therapeutic alliance are some clearly defined tools–or markers that guide the intervention. Leslie Greenberg describes how this approach differs from the current use of diagnosis systems like DSM: The term actually comes from medicine; you have certain markers of underlying causes–there is a surface marker. And so, what we are doing is that we diagnose that the person is in this state at this moment. And classical diagnoses, they do not have implications for intervention, they do not really tell you how to intervene. So, when a person is in a conflict between two sides this is a process diagnosis of what state you are in, and it is an opportunity for a kind of intervention that most serves that state. We were always opposed to the notion of diagnosis, person diagnosis. And I mean it has completely become scientifically not respectable anymore to have an actual diagnosis; there is no scientific base. So, we were wanting to get away from whatever use of diagnosis. And the

Interview

idea that we were process-sensitive meant that we were really diagnosing the moment. In fact, EFT was first called process experiential therapy due to this focus on the process of change: Well, the first name, process experiential, was because we were coming from a humanistic therapy base and we had not defined emotion as a central, although there was some debate about the name. The name at first was focused on process, moment by moment process, and we focused on experiencing. But then I kept looking at how do people change. I mean, my very first book was called “Facilitating emotional change” or actually my first book was called “Patterns of change”. We were not even interested in developing another therapy, we were interested in studying how people change. But then with the ascendance of cognitive therapy with a big claim that cognition produced emotion, it seemed really important to highlight that: “No, that really was not the fundamental way of human functioning. That is much more that emotion produces cognition in all important subjective experience or all important personal experience.” Of course, cognition does produce emotion, but that is superficial emotions. The deep emotions that we feel in life come from another place. And I had always been focused on emotions because I wrote the book “Emo-

tion in psychotherapy” in 1986–that was even before we used the term process experiential–so emotion was always there. Because we came from the humanistic movement, we first tried a name that fitted the humanistic zeitgeist. But then around 1986 or so emotion started to become really well recognized in psychological science. So that plus the ascendance of cognitive therapy made it seem important to change the name to indicate that we really focused on emotion. It is clear in that description that the ascendance of cognitive behavioral therapy affected the development of EFT and its explicit emphasis on the importance of emotions. This is not only in theory, but it is seen in practice as well: One of my doctoral students did a study, which she never published, but we took every time a person stated an emotion in a therapy, and we looked at emotion-focused therapy, cognitive therapy, and interpersonal therapy from a big NIMH study. Within five talk turns after a person had stated an emotion in a session the cognitive therapist focused on “What do you think?”, the interpersonal therapist focused on “What happened between you and an interaction?”, the emotion-focused therapist focused on “What does that feel like?” Therein lies the difference and it is real: In real time and real behavior emotion-focused therapists focus on emotion,

Interview

a cognitive therapist focuses on cognition, and then the dialogue unfolds about emotion, about cognition, or about interaction. That is the difference. And then, because emotion became more scientifically respectable, cognitive therapists and psychotherapists all said: “We work on emotion. We do work on emotion.” I have been on panels with them, they get quite insistent, but we mean totally different things. Cognitive therapists work on how you downregulate secondary, symptomatic emotions and how you control emotions. Dynamic therapists are closer, but they talk about the underlying motivation. We talk about emotion. “What does it feel like? What it is like in your body? What does it lead you to want to do?” So, we do different things. And I have one situation where I made a film, the same client with three different therapists. Within four minutes, or actually three minutes in my session, the client

cried. Within eight minutes with Nancy McWilliam, a very empathic psychodynamic therapist, she cried. Within 17 minutes with Judith Beck, a cognitive therapist, she cried. Assuming therapy is about dealing with vulnerable emotions, look at that difference–that was because of how we responded. But then the most important thing was what we did when the client became vulnerable and cried. Well, I focused on emotion, and I said something like: “Let the tears have a voice, what would they say?” Extracting meaning and information from the emotion. Nancy McWilliams went into, a sort of higher-level interpretation of pattern and Judith Beck basically ignored the emotion and carried on with her manually guided intervention. So, the difference lies there: in what we focus on and what we do. Illustration: Laura Mikkelsen, 4. semester

Interview

The difference between the approaches to therapy is clear in the examples, and as a consequence, the roles of and the requirements for the therapist are different too. I have moved away from just the term empathy–emphatic understanding–to empathic attunement to affect. You have to be empathically attuned to affect, and then there is the debate of whether this is inborn or something you develop. I believe it is some of both. I mean people have a whole history–by the time you are 21, or whatever age as a young therapist, you have had a whole 21 years of experience of dealing with emotion in your family, or how emotions were handled, whether you bought into the family or whether you rebelled against the family way of dealing with emotion. So, you have a fundamental orientation to the world and because emotion is automatic, it is not deliberate, I mean, it is in your way of being in the world. I had a student once who I thought would never become able to be empathically attuned to affect, but she was very committed, she believed a lot in the theory, she had been a dancer, which I think helped; after 5 years she was a decent empathic oriented therapist. That changed my view to that people can be trained, but there is also some natural attunement. I think people who are very practical and pragmatic and behaviorally oriented–it is harder for them to be empathically attuned because they want to

fix it. But people who are more internally oriented and who can sit and appreciate the sunset, smell the roses, these kinds of things, that is more of a sensory attunement–and there are ways of training that. And then also I have gotten on about that it is perceptual skills that are needed, not executive skills. Students and therapists come and they want to learn “what do I do,” the issue is how to learn you how to see. It is not what you do, it is when do you do what you do–that is marker guided. It is a kind of sensing what is happening in the other person that is hard to teach explicitly. And that sense is something people carry, but it also can be trained. However, it is trained not by reading books, not by sitting in class, but by being in therapy yourself, by supervision, by watching videotapes, and things like that. These viewpoints are reflected in Leslie Greenberg’s advice to psychology students who are interested in becoming therapists: I think experiential work on yourself, so awareness and personal work, is probably very important. Then watching videotapes, watching actual therapies. Leslie Greenberg describes how they in process research have different scales like depth of experiencing, vocal quality, and emotional arousal that they use to rate moment by moment, what is happening. That

Interview

is time-consuming if you are not doing research. But he maintains that studying actual performance and self-experience are the two things needed to become a good therapist. Those two things are not the main components of the bachelor’s degree in psychology at Aarhus University and they seem to require more personal investment from the therapist compared to other therapy models. How to protect oneself as a therapist is however no reason for any concern according to Leslie Greenberg: It is an understandable question and often asked. But it does not make sense to me, because I feel most alive when I am in an “I-Thou” relationship with someone sharing; be at their pain or be at their joy. It is not draining on me; it is vitalizing. If I am sitting on a Friday afternoon and you are my sixth client and you are talking, talking, talking, talking, then that is deadening, all right? Like how do I protect myself from boredom? Well not, actually boredom, but losing interest. It drains your energy. But if you are alive and in your pain it brings me alive and I feel very connected. So actually, it is vitalizing. That is not to ignore that when people are going through intense pain or trauma it does take a lot to be in that presence, so one can be tired at the end of that kind of intensity. And when you are in a very different situation where you worry that one might be self-harming or suicidal it is the worry that is draining. So, one should

be able to be highly self-compassionate, self-regulated, and let go. There has to be some capacity to regulate your own emotional life. When you start off as a young therapist it is very intense when somebody is highly aroused. But that really means that you are still working with your own emotional regulation. Now, when I am with someone and they weep deeply it is not stressful. When you are young it is stressful, because you have not dealt with these things before and these types of things. If you have been through your own pain and found out that you are still alive at the end of it, then it is not hard to be with someone else in their pain because you are not worried that they are not going to survive. Even though core principles in EFT concern the act of being present in active emotions, Leslie Greenberg adds that you as the therapist also have to be able to regulate emotions in some instances: You have to understand when to regulate and when to activate. When clients are outside their zone of tolerance, when they are in highly traumatized material, and they are disintegrating and becoming dysregulated, then you need to know how to help calm and help regulate. So, in order to work with how to activate, you also got to know how to help regulate, and those are skills you can learn.

Interview

Suddenly, we are very far into the field of practicing psychotherapy. However, an important feature of EFT is that it is a research-based humanistic therapy model. Leslie Greenberg describes that this fact has had an impact on the recognition of EFT. He exemplifies it with a study made for a student’s dissertation on EFT couple therapy: We did a comparison of EFT couples with CBT couples and because we showed superior efficacy the couple therapy immediately got a lot of recognition by doing an outcome study. And that sort of had an impact on me realizing that in the politics of the field you have to do outcome studies in order to get attention. But I have never believed that the outcome study was particularly useful other than to provide material for studying the process. There is a lot of politics in research, so it is really also why we did outcome research or RCTs (randomized clinical trials). Because that is a gold standard, or supposed gold standard, it sorts of helped EFT to be recognized, or it helped it as a humanistically based therapy to get some recognition, but still not full recognition. And then the fact that we did so much process research also sort of strengthened that it is research-based. But I believe now that it is the beginning of the end of RCT’s; that there will be a shift back, or I do not know if it is back, but to process-oriented research. Large group studies, the test of

the effectiveness, or claim that they test the efficacy, does not really help practice. Leslie Greenberg describes the pragmatic reason to why he and his colleagues have made outcome research despite his skepticism: It is kind of like, you have to join them to beat them. And there is a lot of politics in outcome research. There is a lot of money involved. It is what the hospitals support, it is who will get jobs, all these kinds of things. It is almost as corrupt as politics itself because they claim that research is bias-free, but it is not though. It should be noted, however, that Leslie Greenberg is in favor of research and see a value in some types of it–he himself coined the term change process research: I think the problem is the kind of research. I am very in favor of research. I have a master’s degree in engineering, so I came from a background with the notion that you observe things and then you try to build mathematical models of what you are observing. That is a very different mentality to running horse races or to make a randomized clinical trial. I think randomized clinical trials have very little to do with real practice. But the kind of research that I did, I felt, really informed practice. We did models of how do people change, and that really fed back into ma-

Interview

king me, I do not know if it is a better therapist, but making me know more of what I was doing and then being able to do it in a more focused manner. Leslie Greenberg draws on an example from the making of the first Working Alliance Inventory (WAI) with his student Adam Horvath: When I went into that research, I believed that empathy was actually the best predictor of outcome, but we found in that research that although empathy helped predict the outcome, task agreement and task relevance were better predictors of outcome. If the client really saw that it made sense to them to engage in a chair dialogue or it made sense to them to explore their feelings, then they did better, and that really changed my view, theoretically, that somehow although empathy and the bond are so important, what was even more important was collaboration, getting agreement. That really changed my understanding of what was going on. That was the first time that I really saw research feeding back into what I believed as a therapist, and then I gained more focus on task agreement and so on. That is one example, but there are many other examples. As we started modeling how change takes place, we could see little steps that were important and that would feed back into practice.

Clearly, EFT both opposes to other tendencies in the field of psychotherapy while trying to integrate humanistic approaches. Leslie Greenberg mentions that as some of the motivations for being one of the founding members of the World Association for Person-Centered and Experiential Psychotherapy and Counseling (WAPCEPC) just before the millennium change: It was especially because of the ascendance of cognitive therapy and cognitive therapy sort of taking over everything. It seemed really important to try to have an outlet for humanistic experiential therapies. But I also saw it as an important opportunity to try to bring them together. Unfortunately in psychotherapy there had been the school war and even within the humanistic group there was client-centered, person-centered, experiential, and gestalt therapy, and we were developing process therapy. So, in 1986 I edited a handbook of experiential psychotherapy and the effort was to try to bring together person-centered, experiential, gestalt, existential, and psychodrama, all under one umbrella. But now the PCE organization was just trying to bring together people who had a person-centered base and that did not include gestalt and psychodrama, but I was trained in both. I mean it was a very important thing, and one of the important things of having world organizations is for people to network, and

Interview

networking on the one hand involves just meeting each other and listening to each other. It was important to try to bring together person-centered, experiential, and process-experiential all into one organization. People started talking of different tribes of the same nation. Organizations are important for longevity, for after the founders die the organization carries on. Actually, the 15th World Conference for Person-Centred & Experiential Psychotherapy & Counseling (PCE2022) is being held this summer from the 4th to

PCE 2022

15th World Conference for Person-centered & Experiental Psychotherapy & Counseling Place: Scandic Hotel Copenhagen & online Dates: July 4th - July 8th Hosts: World Association for Person-Centered Psychotherapy & Counseling (WAPCEPC) (www.pce-world.org) & Dansk Selskab for Personcentereret og Oplevelsesorienteret Psykoterapi (DSPOP) (www.dspop.dk) Preconference: July 2th - July 3th at Global Hagen in Copenhagen Web: www.pce2022.com

the 8th of June in Copenhagen. The gain, also for psychology students at PCE2022, is in agreement with the described goal of WAPCEPC: Probably, if you are a psychologist who grew up in the last 10 or 15 years, you have been fed cognitive behavioral therapy predominantly, so you would get a very different view of what therapy is. It would be a much more compassionate human encounter-pointed view on what therapy is about. You will get a different view about change and often change comes from understanding another human being, from witnessing their pain, from being with them, rather than trying to change them. The phrase that came from gestalt therapy was: “Change to be who you are and not who you are not”. It is sort of a different approach to coping. I mean, teaching people coping skills to handle symptoms is an important domain. But it is different from human relating in order to help to break clients’ feelings of isolation, and alienation and they are almost like different domains of experience rather than it is a different view on what therapy is all about. I think that is what you will gain as the most fundamental thing and probably the most important thing. We have found that our students who were trained in empathy as their baseline training, when they went to cognitive-behavioral internships, were much better cognitive behavioral therapists because they had this attunement

Interview

as to when do you do this, when do you back off, when do you move forward. They were much more sensitive and responsive. So probably one of the key variables, that has yet to be fully mined or worked with, is responsiveness. And I think that one of this PCE conference’s key elements is that everybody is coming from this responsiveness which is more like the following than the leading component. And so, people would gain this kind of perspective of how important this is in human relationships. After mentioning the current debate among the Danish psychology students we end up discussing the importance of getting exposed to such different approaches: Students should really be exposed to the array of possibilities and the notion that cognitive behavioral is proven to be better than everything else is just false. It truly is a falsehood and it is based on politics and power, and it is not really true. I think that it is coming out now eventually. The good thing about research is that eventually, it leads you closer to, there is no real truth, but it leads you closer to what might be effective. And more and more it is shown that cognitive behavioral therapy is not any more effective than everything else. And anyhow the tools of research are deficient, I mean the measures; if you measure symptom reduction in depression it is not really measuring the full effect of what the

therapy has been about. And all approaches reduce depression by about the same amount. But then it is interesting what else do they do, and we do not have measures and we do not have ways, so we got to be very humble in our claims. Nonetheless, Leslie Greenberg has hope for the future when he places it in the hands of the youth: Just like with global warming, with environmental concerns, the establishment has a dogma, and it persists because of power, money, politics, and you know, the ones who are going to change the world are going to be the students or the young people coming up, and I hope the same things happen in psychology and psychotherapy. The future always lies in the hands of the students and if the students are self-directed, they normally rebel against the existing dogma. They should be critical analytics and see what is wrong with the dogma and try to get more. So, my hope always lies with students, but they need to be exposed to more than one dogmatic view.

Filmanbefalinger Nicklas Runge, 6. semester

Spring Breakers (2021) Af Harmony Korine Harmony Korine er med film som Gummo og Trash Humpers for længst blevet kendt som en filmskaber, der skaber nogle dybt bizarre og rent ud sagt grimme film. Hertil står Spring Breakers i blændende kontrast både i bogstavelig og figurativ forstand… og dog. Den er som et veritabelt stykke glanspapir blafrende i sydens sol, og med dens smukke unge cast, der, som titlen røber, skal på spring break(!) i Florida, skaber den hurtigt et sanseligt overflødighedshorn af neonfarver, nøgne kroppe og narko. Men under den glinsende overflade lurer en mere alvorlig, mere rå, mere barsk virkelighed, da de møder gangsteren Alien… og dog (igen). Filmen er (bevidst) viklet ind i klichéer, overdrevet juxtaposition og en nænsom leg med parodier. Den er svær at tage seriøs, men aldrig latterlig, og Franco, der spiller Alien, fremdriver en svulstig varefetichisme med intermitterende plastikpatos til perfektion. Citat: “Spring break forever, bitcheees!”

The Tribe (2021) Af Myroslav Slaboshpytskyi En ukrainsk film på tegnsprog og uden undertekster lyder ganske vist obskur, men at vige tilbage på grund af denne beskrivelse vil være noget nær forsætlig uvidenhed, for man opdager hurtigt, hvor stor en styrke der er i at stå udenfor. I filmen følger vi drengen Serhiy, der starter på en kostskole for døve, hvor han hurtigt bliver en del af et slæng af aggressive og skruppelløse gutter, der er indlemmet i et ligeså skruppelløst system af udnyttelse og korruption. Serhiys ender dog i problemer, da han bliver forelsket i en af de prostituerede piger, med hvem slænget bedriver rufferi. Hvad, der følger, er umådeligt barskt og ubehageligt, men ligesom med The Florida Project, er det her en film, der på grund af dens belysning af de mørkeste afkroge af den menneskelige oplevelse og de forkrøblede institutionelle rammer bør være på pensum, hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbning om at forstå den armod, der risler ned på bunden af samfundet. Citat: “”

Psyklen tester

Psyklen tester bananasplit

Redaktionen Begejstringen for bladets tema SPLIT blev hurtigt til stilhed, da vi ved redaktionsmødet skulle finde på, hvad vi skulle teste i denne ombæring. Et bud var at teste personlighedsspaltning fremprovokeret via tre dage isoleret i et hvidt rum. Dette forslag stemte ikke så godt overens med vores krav for Psyklen Tester: At det skal være en social begivenhed. Derfor gik vi i sidste ende med idéen om at teste grillaften efter en lang diskussion om, hvorvidt pølser splitter, revner, flækker eller sprækker. Desuden ville vi gerne give jer de bedste og afprøvede tips, når nu I sidder med et sommerblad mellem hænderne. Sommerdelen havde aprilvejret ikke lige fanget, så da de sommerklare psyklister vågnede op til snedækkede påskeliljer,

måtte vi sadle om. Grillpølserne blev erstattet med en kartoffelsuppe, og så testede vi bananasplit – sammenhængen med temaet behøver vist ingen forklaring... Til gengæld krævede det en Google-søgning for et par psyklister, og vores kreative evner blev presset til det yderste. Eftersom den bedste opskrift på bananasplit allerede er i bladet på side xx, gik vi til opgaven med fokus på det sociale aspekt – selvom den magiske ingrediens naturligvis også skal nævnes. Ingredienserne var ellers i den simple ende, da de økologiske bananer blev akkompagneret med færdig chokoladesauce, hakkede peanuts, flødeskum på dåse, jordbær- og saltkaramel is. Sidstnævnte tilføjede et naturligt tidspres til opgaven, mens førstnævnte chokoladesauce fik de ellers

Psyklen tester

rolige psykologistuderende rundt i hele følelsesregisteret. I sidste ende var alle parter dog forsonede, da chokoladesaucen viste sig at få en vigtig rolle for smagen, når først kreationerne havde gennemført deres photoshoot. Imens nogle undlod flødeskummet, nødder eller andre elementer, forblev chokoladesaucen det vigtigste must ifølge redaktionen – selv bananerne blev på en tallerken ladt tilbage og kunne altså udkonkurreres. Med mætte maver lod vi bananasplitten bestå testen som en

underholdende, nem og god dessert til møderne med studiekammeraterne. Men selvom desserten er let at lave, er den ikke just let, og vi mente derfor, at den passer bedre efter en lille sommersalat end (forårets forhåbentlig sidste) suppe. Sjovt var det, og selvom nogle af vores kreative ambitioner muligvis blev udfordret i udførelsen, kan vi anbefale den lille (og velsmagende) sommeraktivitet.

Eventyr

Eventyr med Erik – En glad mands skjorte Erik Pegel, 4. semester For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være trættende for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlingsgodnathistorier. Dog er dagens fortælling hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen, men fra et gammelt folkeeventyr fra Skotland, som gør den perfekt til dagens anledning. Der var engang et kongerige med ældgamle smukke skove, søer som glimrede med deres krystalklare vand og store bakker, hvorpå der stod et nydeligt slot. Her boede en konge med en dejlig dronning, som elskede ham højt, præcis som han var, og to døtre, som var hans små prinsesser. Der var dog et problem, for kongen var dybt ulykkelig. Hele dagen lang forsøgte tjenerne at gøre kongen glad, dog uden held. De bragte ham de mest vidunderlige festmåltider, præsenterede de fineste klæder og spændende nye spil, men stadigvæk forundte kongen dem ikke et blik. Kongen var ulykkelig, og derfor var kongeriget også ulykkeligt. Folk kom dag efter dag for at bringe kongen appeller, bede om hjælp eller rapportere succeser,

men kongen ville ikke se dem, for han var så ulykkelig. Ambassadører kom fra fjerne lande med breve fra andre konger og dronninger, men kongen ville ikke se dem, for han var så ulykkelig. En dag bestemte dronningen, at nu var det nok. Hun sendte bud efter en klog mand, som skulle løse problemet. Hun spurgte den kloge mand, hvordan kunne hun gøre kongen glad igen? Den kloge mand gnubbede derpå sit skæg og sagde: ”Der er desværre ikke meget, som du kan gøre.” Dronningen insisterede dog, at der måtte være noget, som kan gøre kongen lykkelig igen. ”Deres majestæt,” svarede den gamle mand. ”Der er kun en ting, som måske kan gøre kongen glad igen – han er nødt til at finde en person, som er oprigtigt glad, og så er han nødt til at have deres skjorte på i en dag og en nat.” Med nyt håb sendte dronningen nu alle kongerigets riddere ud, så de kunne finde en oprigtigt glad person. Dagene gik, dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder. Den ene efter den anden ridder hjemvendte uden at have fundet en en oprigtigt glad person. Dronningen måtte nu igen kalde på den kloge mand, idet ingen kunne finde en oprigtigt glad person. ”Kongeriget er ulykkeligt, fordi kongen er ulykkelig,” bemærkede den kloge mand med en dyster mine. ”Hvad kan vi gøre?” spurgte den fortvivlede dronning. ”Jeg

Eventyr

sendte mine bedste riddere afsted, men ingen af dem fandt en glad person.” ”Der er en sidste person, som du kan sende afsted,” bemærkede den kloge mand. ”Du kan sende kongen selv afsted.” Dronningen kiggede tvivlsomt på den kloge mand, men hun så ingen anden udvej. Kongen, som stolede på sin kloge dronning, drog så af sted på sin rejse for at finde en oprigtigt glad persons skjorte. Han tog simpelt tøj på, kun en smule penge med og gemte sit kongelige segl. Han lovede dronningen, at han ikke ville komme tilbage, før han havde fundet en glad persons skjorte. Kongen vandrede nu gennem sit kongerige, arbejdede lidt her og tiggede lidt om

mad dér. Han talte med bønder og jægere, med skovhuggere og hyrder, med keramikere og husmænd samt en gammel kone, som sad ved siden af vejen, men ingen af dem var oprigtigt glade. ”Er du glad?” spurgte han dem. De talte straks om, hvor glade de var, meeen noget kunne altid være bedre. Altid fandt de noget, som ikke helt var, som det skulle være. Alle ønskede at fortælle ham, hvordan han skulle regere sit rige, så de kunne blive oprigtigt glade. En skønne dag gik kongen hen ad en vej i sine slidte sko, da han hørte nogen spille en lystig melodi på en blokfløjte. Musikken kom fra en campingplads ved en bæk, som lå et lille stykke væk fra vejen. Tiltrukket af den kække melodi fulgte kon-

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 2. semester

Eventyr

gen lyden, og inden længe så han en gammel fisker, der bryggede te på en dåse over et lille bål, imens han spillede muntert på sin fløjte. Et par fede ørreder lå på græsset ved siden af bålet, klar til at blive stegt. ”Godmorgen!” sagde kongen, og kiggede sultent på ørrederne. ”Godmorgen!” svarede fiskeren, idet han pakkede sin fløjte væk. ”Kan jeg friste med en ørred?” Det behøvede fiskeren ikke at sige to gange, og kongen satte sig straks ned sammen med ham. Fiskeren fandt en kop mere frem, tørrede den af i ærmet, og hældte noget te i til kongen. ”Der er ikke noget sukker, men vi må gøre med det, som vi har. Det er varmt og godt, og det er dét, som vi har.” Kongen tog en god tår, teen var bitter og stærk, men kongen var taknemmelig for varmen og selskabet. Snart blev ørrederne spiddet på pinde, grillet på bålet, og en appetitlig duft fyldte luften. Da de var færdige, rakte fiskeren den største af de to fisk til kongen, og de spiste hver deres. Selvom de hverken havde salt eller andre krydderier, så var det den bedste fisk, som kongen nogensinde havde smagt. Da de var færdige, rensede de hænderne i bækken, og kongen spurgte fiskeren: ”Tror du, at du er en glad mand?” ”Mig?” grinte fiskeren, ”Jeg må da være den gladeste den gladeste mand i hele verden! Er det ikke fantastisk at være i live på sådan en smuk dag?” Han grinte igen, og kongen kunne ikke gøre andet end at

grine med. Efter at høre fiskeren tale om sin livsglæde, fortalte kongen sin historie. Da fiskeren så manden foran sig i beskidte laser, som påstod at være konge, kunne han ikke gøre andet end at grine endnu mere, og da kongen derefter viste ham det kongelige segl, kom han til at grine endnu mere, og snart rullede de to rundt på græsset, helt flade af grin. Til sidst forklarede kongen, hvad han ledte efter, og hvorfor han så desperat havde brug for en glad mands skjorte. Fiskeren svarede med det samme: ”Det kunne du få,” idet han knappede sin slidte frakke op, ”den kunne du helt sikkert få, men ser du, Deres majestæt, jeg har ikke en skjorte!” Og da han knappede den sidste knap af frakken op, så kongen, at der var et blankt bryst derunder. Og de to grinte hele vejen, de grinte og jokede hele den lange vej hjem til kongens borg, for kongen sagde til fiskeren, at dronningen helt sikkert gerne ville møde ham. Vi studerende har en lang sommer foran os, som kan bruges på hvad som helst. Det er muligvis et lidt for ambitiøst projekt, men man kan da forsøge at finde lykken på de 2,5 måneder. Om den ligger i hjemegnen eller på den anden side af en rejse til hvem-ved-hvor, det kan man vel kun finde ud af ved at prøve sig frem.

Interview

Interview med kunstner Inge Dahl

Freud, flankeret: Anna Freud/bevinget Eros, diamantbesat dødsgud. – Horney som feministisk fundament. Signe E. V. Lorenzen, 2. semester & Iben Hein, 10. semester Den 7. april klokken 14 mødte vi op i en baggård i Fredensgade, fulde af nysgerrighed og spændte på at skulle møde kunstner Inge Dahl i hendes fine atelier helt oppe under loftet. Inge Dahl skaber både kollager, malerier og fotokunst, og derudover holder hun foredrag. Hun har udsmykket forskellige offentlige steder, herunder auditoriet ved Psykologisk Institut. Inge er en meget vidende kunstner, som har stor faglig indsigt i psykologien og dens historie. Vores møde og interview med Inge satte en masse inspiration, tanker og følelser i gang i os, og vi håber det vil gøre det samme for dig. I

Drømmebeskrivelse fra Inge Dahl: ”Drømte at jeg bevægede mig igennem store, fantastiske, smukke rum med meget højt til loftet. Stedet var Århus Universitet. Var gået ind fra Ringgaden, men vidste pludselig ikke hvilke institutter, jeg gik igennem … var faret vild. Ingen panik, stor skønhed overalt. En lykkelig drøm om det kunstneriske arbejdet med et nyt fag og æstetik. Jeg erfarede senere i processen at faggrænser er flydende. ”Alting Flyder ” sagde Heraklit.”

Interview

dagene efter interviewet sendte Inge Dahl os noget spændende og smukt materiale hun havde udarbejdet – både i form af tekststykker, kunstværker og beskrivelsen af en drøm. Noget af materialet er vævet ind i teksten herunder. Først vil vi gerne høre lidt om dig – noget af det, du har skrevet ind til os om, er, at du har udsmykket et af vores auditorier. Vil du beskrive din vej dertil? Det er en meget lang vej… På et tidspunkt, da jeg havde læst dansk på universitetet i et år, tager jeg orlov og finder ud af, at jeg skal noget andet. Og efter næsten et helt år i Indien – derudover også rejser i Sydamerika og til New York – tænker jeg på vej hjem i flyveren: “Jeg skal noget helt andet, og jeg er ikke primært intellektuel.” Jeg kommer i kontakt med det, der bliver kaldt mindfulness. Og så er det så, jeg bliver [kunst]akademiuddannet. Det med at være kvindepolitisk, det glemte jeg alt om i Asien – der var så mange andre ting, der fyldte. Så begynder der på et tidspunkt at komme nogle undersøgelser om kvinder og køn i kunstnernes fagblad, og jeg begynder at læse en masse bøger om, hvorvidt der er køn i kunst. Og så begynder jeg at lave kollager og kombinere tænkningen med det at lave billeder. Det handler om at integrere alle tre dele - tænkning, sansning og følelser – og det er det, jeg prøver at videregive til jer [de studerende]; at det er en nødvendig vej, tænker jeg.

Så det der med, at der er noget andet end bare tænkning, er en vigtig pointe for dig. Kan man sige det sådan? Ja. Og der har læsningen af jeres fag fået mig til at forstå, hvad det er, jeg stritter på ved den vestlige kultur. Jeg har lige læst for ikke så lang tid siden, at Platon syntes, at farve er perverst, og Aristoteles syntes at det forstyrrer øjet og tænkningen. Så falder rødderne for den europæiske kultur på plads for mig.

Psykoanalytisk eleksir på blå karklud" (udsnit): "Honda-reklame, medister, skindklædt kop, bolledej. Kulturanalyse bestandigt.

Interview

Det leder meget fint frem til mit næste spørgsmål: Fylder psykologien noget i din kunstpraksis? Det at være menneske er både at tænke, føle os sanse. Så jeg har jo psykologien med mig overalt. Jeg har skulle lægge vægt på, at tænkningen også er integreret i mine værker, fordi jeg gerne vil have alle til at forholde sig til det, man plejer at kalde kunst. Du skrev i din mail til os, at du er optaget af psykologi, sprog og kunst. Vil du uddybe emnerne? Det er jo nok sådan, at alle sprog kan noget forskelligt – semiotik og det talte sprog. Og så er der alle sprækkerne, hvor æstetikken kommer ind. Der har jeg også oplevet; hvordan en enkelt sætning kan fylde og åbne en ny underjordisk galakse – så det bliver en sætning, der har forbindelse til sindet, og det bliver en dybere måde at tale på. På den måde er det at skrive en proces, der ligner det at male, hvor det ligesom er noget med en kontakt indadtil i en selv, til følelsen og til tanken. Noter til interviewet tilsendt fra Inge Dahl: Men kunsten mangler vel rent filosofisk/konkret i bred forstand at blive tilknyttet jeres pensum? […]

Kunst er et vidt begreb men også et gammelt rituelt redskab, der virker i nutiden. Vi bliver skævvredne og stressede, hvis tænkning hele tiden er i fokus. For nogen er det måske havearbejde, morgensang, ornitologi, omsorg, eller vals, der skal til – for at komme ned i følelserne og i en væren … altså et udvidet kunstbegreb. Men kunst er nødvendig! Har du gjort dig nogle tanker, om hvordan din udsmykning af auditoriet mon bliver modtaget af de studerende? Jeg tror det er vigtigt, hvis I selv snakker rundt om filosofien bag udsmykningen – ikke at det bare er til pynt eller humor, men at det virkelig er seriøst. Faktisk et tilbud om et redskab til jer […]. Det, jeg prøver på, er at åbne nogle døre for, at I selv kan blive mere klar over og være kritiske over for jeres studie, og kritisk over for den bias der ligger dér – altså både i forhold til det maskuline, altså køn og tænkning, sådan altså det traditionelt maskuline som bygger filosofisk, igennem flere 1000 år, på at det der er vigtigt er hovedet. […]. Det er ikke pensum men det er indenfor psykologiens historie, sådan at man bliver mere kritisk også overfor de her autoriteter og forstår at de samarbejdede på kryds og tværs […]. Jeg prøver på at gøre de her [psykologiske forfædre] menneskelige.

Interview

Inge Dahl om sin udsmykning af auditoriet: ”Konkret var auditoriet en anonym boks. Der manglede farve og en faglig profil. Begge dele er vigtige for studerende i relation til at føle sig hjemme på instituttet. Der er nu tilført stimuli og faglig humor. Materialevalget, de pastelfarvede karklude som bund i collagerne, kan opleves som brobyggende imellem privatsfære og det offentlige rum. I øvrigt taler farver direkte til følelserne.”

Voxpop

Voxpop: Kan du gå gå i split? Johanna Alva Stahl & Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 4. semester

Antropologi

HA(jur.)

Electrical engineering, PhD in Environmental Science

Psykologi

Essay

Til en arbejdsfri sommer Erik Pegel, 4. semester De sidste to år har jeg opsagt mit arbejde lige omkring juni, og jeg har tænkt mig at gøre det samme i år. Det er for mig næsten blevet til en rutine, at jeg opsiger mit arbejde for så at nyde en arbejdsfri sommer, men er det overhovedet et godt valg, eller er det bare dovenskab? Ved at arbejde sommeren igennem kan man opbygge sin opsparing eller endda samle vigtig erfaring inden for det, som man en dag vil arbejde med (godt for cv’et). Disse ting behøver ikke yderligere forklaring, da fordelene er tydelige. Det er derfor vigtigt at pointere, at mit forslag om en arbejdsfri sommer ikke har det formål at være en ”bedre” mulighed, jeg ønsker blot at præsentere som en anden mulighed. Hvad er denne arbejdsfri sommer så? Nu står man med 2,5 måneder foran sig, som hverken bliver påført struktur fra et arbejde eller studie, så er man nødt til at finde på noget. Det er nok lige præcis problemet, at man egentligt kan gøre hvad man vil, for hvilke af alle de ting skal jeg gøre først? Hvis man nogensinde har fanget sig i at sige ”Årh ja, der burde jeg virkeligt tage hen”, ”Ja den bog burde jeg at læse” eller ”Det burde jeg prøve”, så start med det. Det første kan være at rejse til det seje sted, som ens venner altid snakker om. På 2,5 måneder kan man nå at se meget! Det andet eksempel kan være en bog, som lyder spændende, men især for psykologi-

studerende er der gode muligheder for at lære om fx alternative teorier indenfor psykologi. Siden det stadigvæk er et work-inprogress at inkludere mere tværfaglighed og alternative teorier i pensum, så er der ikke andet end at lære det selv. Hvad bedre end 2,5 måneder uden andre forpligtelser? Det sidste eksempel, ”Det burde jeg prøve”, er lidt mere åben til fortolkning, og svarer i en akademisk sammenligning til at afslutte ens artikel med at nævne, at mere forskning er nødvendig. Det, som man burde prøve, kan være alt fra bungee jumping, at lære at danse disko, at leve i et kloster eller at lære et instrument. Endnu et åbent spørgsmål kan være, hvordan man så skal finansiere alt det? Os, som havde et eller flere sabbatår, har ofte en decent opsparing tilovers efter sabbatåret, vi er jo trods alt ansvarlige psykologistuderende. Det er også godt at have en ”sikkerhedssum” liggende, så man i tilfælde af en pludselig træls tandlægeregning ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt man kan betale sin husleje. Udover de måske 2-3 måneders husleje som en sikkerhedssum, hvad skal man bruge de andre penge til? Investere dem? Spare op til en dag at kunne købe sig en bolig? De fleste af disse forslag munder ud i, at man på den ene eller anden måde gør disse penge til flere penge i fremtiden, men er det nødvendigt? En psykologiuddannelse munder i Danmark ofte ud i, at man har en startløn stor nok til, at man kan leve komfortabelt

Essay

for det. Selvfølgeligt kan man altid tjene flere penge, men har vi glemt den gode gamle Csikszentmihalyi (1999), en af de mest populære undersøgelser nogensinde? Så snart man når en økonomisk grænse, hvor man ikke behøver at frygte for sikkerhed eller mad og drikke, så bringer al den efterfølgende rigdom ikke mere lykke. Vi kommende psykologer skal nok tjene alle de penge, som vi får brug for. No need to rush it, den ekstra bunke penge kommer ikke til at være det afgørende element for dit velbefindende. Selvfølgeligt er nogle sommerrejser, spændende bøger eller hvad man nu kan finde på i løbet af 2,5 måneder heller ikke en garanti for noget godt, men i det mindste er det noget andet. I løbet af de kommende år bliver vores liv spækket med ansvar og forpligtelser (skræmmende), og sådan en fantastisk mulighed som den lange studentersommerferie ser vi måske aldrig igen. Den opmærksomme læser har nok bemærket, at dette forslag om en arbejdsfri sommer ikke ligefrem drukner i struktur, men det behøver ikke at være et problem. Vi har et helt liv til at være strukturerede, og for mit vedkommende er jeg ikke ivrig efter at downgrade denne 2,5 måneders sommerferie til en arbejders 2-ugers sommerferie.

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 2. semester

Som afsluttende pointe vil jeg igen bemærke, at en arbejdsfri sommer kun er et alternativt forslag. Det kan af adskillige grunde være, at en arbejdsfri sommer ikke passer til ens situation. For mit vedkommende, så er den 31. maj min sidste arbejdsdag, og efter de sidste prøver gør jeg mig klar til en arbejdsfri hot boy summer.

Interview

Grænsebarnet – et interview om kulturel og sproglig identitet i det danske mindretral Johanna Alva Stahl, 4. semester Denne udgaves tema ”split” kan vække mange forskellige tanker. Mine tanker kom med det samme til at kredse om et emne: ”Splittelse mellem tilhørsforhold”. Jeg kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig, Tyskland, hvilket bliver mødt med overraskelse næsten hver gang nogen finder ud af det her på uni. Der er lige så meget dansk i mig, som der er tysk, og så alligevel ikke. For at dette ikke skal blive en personlig historie om mit liv og mine tanker, har jeg valgt at interviewe Linea, som læser i Aabenraa, men bor i Flensborg og som er meget engageret i mindretalsorganisationer i grænselandet. Hvad er det for en følelse at bo i et land, men at vokse op med to kulturer samtidigt? Lad os høre hvad Linea har at sige til det. Hvor kommer du fra? Jeg kommer fra Flensborg Og hvilke sprog taler du, hvad er dit modersmål? Jeg har 2 modersmål, tysk og dansk, fordi jeg er vokset op i det danske mindretal. Jeg har lært begge sprog fra fødslen af. Det falder mig måske lidt mere naturligt at snakke tysk. Hvordan var det på sådan en tysk/ dansk skole i forhold til at tale - hvor-

når snakkede i tysk, hvornår snakkede i dansk? Det var meget forskelligt. For mig afhang det altid også af, hvem jeg snakkede med. Jeg havde nemt ved begge sprog. Der er rigtig mange af mine venner, som er betydeligt bedre til at tale tysk, end de er til at tale dansk. Nogle af mine venner er til gengæld tilflyttere fra Danmark, hvilket gjorde det mere oplagt at tale dansk med dem. Jeg tror som udgangspunkt, hvis man vil tage et gennemsnit af danske skoler i Tyskland, så er det undervisningen der foregår på dansk, og tysk er det sprog der bliver talt mellem eleverne i pauserne. Hvad laver du lige nu, hvor er du henne i verden? Jeg er lige startet på pædagoguddannelse i Aabenraa og jeg bor i Flensborg, har været lidt ude…i Aarhus og på højskole, men der var noget der trak mig hjem igen. Så det er der jeg er. Er de fleste af dine venner tyske eller danske? De fleste kommer faktisk fra mindretallet, så de har det ligesom jeg. Noget af det der er så fedt ved at have venner, som taler begge sprog er, at jeg kan blande det andet sprog ind i samtalen. Når der for eksempel er et ordsprog på dansk, der bare rammer plet, kan jeg bare bruge det, i stedet for at skulle finde noget på tysk. I mindretallets grænseorganisatio-

Interview

ner går vi ret meget op i, at vi taler dansk i det frivillige arbejde. Alt efter hvilket sprog man taler på et givent tidspunkt vænner man sig til dette sprog, og så kan det lige pludseligt lyde sjovt, når man starter at tale det andet sprog igen. Men som sådan har jeg flest venner der også kommer fra mindretallet. Hvis du er vant til at kunne switche mellem sprogene på den måde, gør det det så sværere at lære unge at kende, som er helt tyske eller helt danske? Det er faktisk på en måde sværere for mig, især fordi min sydslesvigske identitet fylder rigtig meget og der er nogle kulturforskelle også. Der er noget i det tyske jeg ikke har fået helt med, ligesom der også er noget af det danske jeg ikke har fået helt med, fordi man bare ikke har været 100p i det. Så det er selvfølgelig noget der kan fylde. Hvis man for eksempel gerne vil sige noget på det ene sprog og man ikke kan komme i tanke om ordet på det sprog, står man lige pludselig dér og har sådan en lille dum afbrydelse i samtalen. Man står og ved ikke rigtigt. Det er så normalt for en at kunne bruge begge sprog, så det er tydeligvis nemmest, når

man kan bruge dem begge. Opfatter du det som en byrde at dit modersmål på den måde kan være lidt kompliceret? Jeg tror ikke at jeg vil kalde det en byrde, men det er i hvert fald noget som både jeg og personen overfor mig finder ud af på et tidspunkt. At det er noget der kan fylde lidt. Jeg tror ikke at det er en byrde i sig selv, men det har en betydning, at modersmålet er blandet. Det at jeg bare kan skifte er jo også noget der udgør min ”sproglige identitet” og i det øjeblik, hvor jeg ikke kan udøve det, er det selvfølgelig en form for barriere eller noget man lægger mærke til. Når jeg er i en dansk kontekst, kan det måske sammenlignes med en form for husholdningsfilm, som er i vejen. Man kan nærmest ikke se den, men der er et lille tyndt lag, som er i vejen for at jeg kan være den jeg er 100%. Det er ikke meget og jeg kan stadigvæk lide at være i det og jeg er glad for menneskene. Det er heller ikke kun sprog det handler om, men lige så meget kultur og omgivelser. Illustration: Laura Mikkelsen, 2. semester

Interview

Når jeg møder danskere, er det for det meste når jeg er væk fra mit hjem. Man er i en uvant situation, man er kommet et nyt sted hen, hvilket jo altid er lidt svært. I det hele taget er der rigtig mange muligheder i det tosprogede, frem for forhindringer, det er for det meste fedt. Ved du hvorfor din familie blev medlem af det danske mindretal? Jeg har ikke været gammel nok til at have de der samtaler med mine bedsteforældre inden de døde for eksempel. Så nogle gange ved man det heller ikke selv helt, så står man der som 10-årig og undrer sig over ”hvorfor er jeg her egentlig”, altså hvorfor deler jeg de her kulturer og sprog. Det er noget som mange slet ikke selv ved så meget om, de ved bare at de har været i en dansk skole. Tidligere var det også en kæmpe fordel i forhold til penge og alt muligt. Børnene havde for eksempel mulighed for at komme hen til plejeforældre i Danmark, så de kunne tage ud og have en sommerferie efter anden verdenskrig. Men i det hele taget er det også bare en god mulighed at kunne lære dansk, når man bor så tæt på grænsen. Meget anderledes spørgsmål: Følger du mest med i tysk eller dansk politik? Mest tysk. Det er selvfølgelig også spændende at se danske nyheder og jeg følger også med, når der er store

nyheder. Jeg synes for eksempel at det er rigtig spændende at følge med i det tyske mindretals parti i dansk kontekst og se hvordan de klarer sig der. Men jeg føler i det hele taget ikke rigtigt, at det der foregår i Danmark, kan ændre så meget på mit liv. Da jeg ikke er dansk statsborger kan jeg ikke stemme til valg, jeg har ikke indflydelse på dansk politik. Så er det jo lidt mindre spændende. Jeg har altid haft bopæl her i Tyskland, så giver det mere mening for mig at følge aktivt med her, hvor jeg har indflydelse på, hvad der skal ske, når det kommer til valg. Det passer bedre i min reelle hverdag. Føler du dig mere dansk eller tysk? Jeg flyttede tilbage til Sydslesvig fra Århus, lidt pga. hjemve, men også fordi jeg er så aktiv i mindretallet. Jeg kunne ikke give slip på det. Der var noget der trak mig tilbage, jeg ville bare gerne være der hvor jeg trives allermest. Hjemme er en følelse man kan have og det er ikke et hus eller det behøver det ikke at være, men det er en følelse. Og det kan Flensborg for mig og i det hele taget mindretallet. Det er megasvært, fordi jeg er lidt for dansk til at være tysk og lidt for tysk for at være dansk. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg tænke at jeg er mere dansk, fordi det danske fylder mere. Men det er lige præcis i Sydslesvig jeg føler mig hjemme.

Reportage

Psyklen til kapsejladsen 2022

Laura Mikkelsen, 4. semester De gule kasketter var kun grålige klatter i et hav af sort, da de første engagerede psykologistuderende indtog Uniparken i nattens mulm og mørke. Kaffe/Bailey skulle efter signede være mirakelkuren, der holdte den varme stemning i top. Og selvom en psyklist daggen inden havde beskrevet den som en mere fornem version af vodka/Red Bull, så den ud til at virke. Blandt gabende medstuderende slængende i campingstole var det dog lidt svært at forestille sig, at vi kun tolv timer senere ville stå og svinge med kasketterne, når konferencierne kaldte vores vej. Psyk, psykologi, Psykbakken – kært barn har mange navne. Godt nok blev vi også tildelt en net sum øgenav-

ne og gjort til genstand for mange drillerier I de andre holds kapsejladssange og introshows. Men heldigvis mangler psykologistuderende ikke selvironi, og racehestene blev da også lukket ud på væddeløbsbanen i vores eget introshow. De skarpe sejlere i den gule hær var heller ikke sådan at psyke. Da den gule båd ramte vandet i andet heat var det med en målrettethed, der reddede os dagens sejeste comeback. Og sørme om denne tid ikke var nok til at sikre de gule trøjer en plads i finalen – ligefrem den særlige ekstraplads. Nok mængede vi os ikke med førstepladserne i finalen, men som flere af os kom frem til, var vi jo stadig vinderne på BSS – og vi fik også sat en streg under sejren over Umbilicus sidste år. Det var dog ikke kun et enkelt år

Reportage

siden, at Psykbakkens hovedbeklædning matchede unis gule markiser. Sidste år måtte vi nemlig se med via skærm fra byens barer, og året forinden måtte den gamle tradition aflyses grundet corona. Længslen efter at blive sat på græs var altså til at tage at mærke på blandt de studerende, og græsset noget fladere efter Nordeuropas største studenterbegivenhed. Sådan sælges dagen i medierne, og når man forgæves ledte efter venner i menneskehavet, var der da heller ingen tvivl om, at arrangementet havde tiltrukket ikke så få. Det fine var dog at se, hvordan vi alligevel formåede at mødes og skabe små øer af tryghed midt i en virkelighed, samtlige af de nye årgange aldrig har set mage til. Det blev en (ganske vist tætpakket) boble af forårsglæde, spændthed på sommeren og kortvarig forglemmelse af de forestående eksamener. Ved sådan et syn af en park fuld af studerende, der alle synger nationalsangen (eller Mucki Bar, hvis vi skal være helt ærlige omkring, hvornår flest sang med), er det svært ikke at fyldes med taknemmelighed. Flere af os nyere studerende har

stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor så mange mennesker vil samles om, hvad der i bund og grund er, en ølstafet, som de færreste alligevel helt kan se – eller for natteravnenes vedkommende holde sig vågne til. På denne solskinsfyldte fredag, stod det dog klart, at Kapsejladsen handlede om så meget mere. De engagerede frivillige roede ikke kun båden frem og tilbage gennem det dunkle søvand i en forrygende fart; de skabte også rammerne for et brag af en fest. En fest, der samlede, samtidig med at den adskilte sig fra så mange andre. Der var ikke dunkle dansegulve eller ensomme efterladte, der forvildede sig rundt blandt ignorante fremmede. Der var tættømrede studiekammerater, der sad i cirkler af campingstole og nød solen eller lidt mad, inden slaget skulle stå. Der var tid, og det var tryghed, noget at være sammen om, kæmpe for, eller som minimum heppe på. Uanset hvor vi så hen, glimtede gule kasketter et genkendelsens skær. De ting, stiller de frivillige os hvert år til rådighed ved at bruge en masse krafter på, at få Kapsejladsen op at stå. Det skylder vi dem vist alle et tak for.

Essay

Hvad kan kun du? Laura Mikkelsen, 4. semester I min gymnasietid stoppede en facer mig i Kongens Have og spurgte: “Hvad er den ene ting, du ville ændre, hvis du kunne ændre hvad som helst i verden?” Det oplagte svar var, særligt i betragtning af logoet på hans trøje, de klassiske: stoppe krig, fjerne hungersnøden, ende alt lidelse. Men egentlig synes jeg, at svaret på hans spørgsmål er irrelevant. Selvfølgelig ville jeg ændre de ting, hvis jeg kunne. Selvfølgelig, vil du det. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg fornægter heller ikke den forskel, vi som individer kan gøre. Men jeg vil hellere spørge dig; “Hvad det er for en forskel kun du kan gøre. Hvad er det du, og kun du, kan ændre?” Ja, vi kan alle skære lidt i SU’en for at donere til et godt formål eller smide nogle timer i frivilligt arbejde, og selvfølgelig gør det en forskel. Men ærligt talt, er det en forskel, mange andre ville kunne gøre (bedre). Jeg vil vove at påstå, at der sidder mange i andre situationer, som ville kunne bidrage økonomisk i langt højere grad, uden det ville koste dem lige så meget. Til gengæld er jeg lige så overbevist om, at du kan bidrage med noget, de ikke kan – at vi alle kan det. Og netop den indsats vil jeg mene, er langt mere værd. Ved at fokusere på den, kan du sætte et andet aftryk i verden – og hvem ved, måske anlægge en helt ny sti at gå på. Jeg antager, at vi på psykologistudiet alle

har en intention om at hjælpe andre. Hvem har ikke det, havde jeg nær spurgt, men der er ingen grund til at bringe selvhenførende matter og manner på banen nu. Min pointe er blot, at vi alle gerne vil hjælpe andre mennesker. Og ja, det kunne vi sikkert gøre på meget mere strategiske måder, som nogle forskere fremlægger – ved at vælge mere innovative, miljøorienterede jobs osv. Der er ingen tvivl om, at vi ville gøre en forskel i sådanne job, men spørgsmålet er, om det er der, vi kan gøre den største. Ville vi kunne løse klimakrisen bedre, end dem, der har viet deres liv til netop at gøre det bedst muligt? Det tvivler jeg på. Til gengæld jeg tror på, at vi kan gøre den største forskel med vores liv ved at investere det i noget, vi brænder for, i en interesse, som ikke kan fakes, og en passion, der ikke nødvendigvis er selvvalgt. Vi har allerede taget nogle skridt i den retning ved at fokusere på psykologifaget. Men selv her på studiet, er vi mange, der læser de samme sider, hører de samme forelæsninger og gennemfører de samme eksamener. Derfor mener jeg stadig, at det er relevant, at vi spørger os selv: “Hvad er det, lige netop jeg kan bidrage med? Hvordan adskiller jeg mig fra andre? Hvordan er min bagage forskellig fra deres, og hvordan bruger jeg det bedst?” Det handler ikke om at lave en smart marketingprofil eller sætte os op overfor hinanden. Det handler om, at vi hver især investerer vores energi der, hvor den veksles til det ikke bare største, men

Essay

det mest uerstattelige udbytte.

Illustration: Laura Mikkelsen, 4. semester

Vi har alle vores forcer, ting, som vi er særligt gode til, evner, vi mestrer. Naturligvis skal vi udvikle en vis bredde i vores eksempelvis faglige kompetencer, men vi kan med fordel overveje, hvordan vi vælger disse. Såvel som vi gennem pensum får samme input, måles vores output på studiet ligeledes ud fra en uniform standard. Karakterbladet ser ganske vist på nogle af vores præstationer, men dette typisk gennem et fokus på en enkelt eller ganske få dimensioner. Vi kan øve os, vi kan gøre vores bedste, vi kan arbejde fokuseret på at imødekomme de krav, der stilles. Men vi kunne også vælge at bruge vores kræfter andetsteds, hvis det trækker

i os. Dette fører mig tilbage til pointen, at vi alle, hvis vi sætter os og læser pensum, bliver præsenteret for samme indhold. Har man prøvet det, vil man dog vide, at det ikke efterlader tid til at få mange andre inputs. I forsøget på at følge med læseplanen, ryger frilæsning og andre lystdrevne projekter hurtigt ned i anden række. Pensum er ganske vist vigtigt, og forhåbentlig driver lysten meget af læsningen – vi har jo selv valgt at være her. Men jeg vil slå et slag for, at den tid vi bruger på at studere, muligvis ikke hænger lineært sammen med hvor gode psykologer vi bliver på den anden side. I hvert fald er det ikke nødvendigvis den variabel, der afgør, hvorvidt vi

Essay

formår at udnytte vores fulde potentiale, blive de bedst mulige psykologer – eller rettere sagt gøre den forskel, netop vi kan. For hvad er det, der adskiller, hvilken psykolog, vi bliver, fra hvilken psykolog, vores sidemakker bliver? Det er blandt andet bagagen, vi bærer med os. Vi kommer alle med en rygsæk, der, på trods af vores typisk lave alder, allerede er fyldt med livserfaring. Det kan gøre den tung at bære, men det er også vægt, vi kan vælge at bruge. Det særlige ved denne bagage er, at den ikke kun består af viden, vi har læst os til; den rummer også de liv, vi har levet, og de erfaringer, vi har gjort os. Nogle steder binder den os til, mens den på andre områder giver os et forspring – en chance, en mulighed, en forståelse. Måske vi kender et dyb, genkender et blik eller er nået skridtet videre, og derved undgår konsekvenserne af ordenes til tider manglende forklaringskraft. Vores studie er en ramme for forståelsen af mennesker; vores liv er en bro til den. Den bro, tænker jeg, at vi gerne må gøre brug af. Vi kan lige så godt gå over der, hvor den er etableret i stedet for at forsøge at bygge en ny der, hvor det foreskrives. Det kan godt være, at broen så står færdig lidt ved siden af de flestes, fører et lidt andet sted hen, men det understreger jo netop min pointe: at vi hver især har muligheden for at gøre en forholdsvis unik forskel. Naturligvis kan vi vælge at gå af en allerede planlagt vej, men vi kunne vel lige så godt bygge vide-

re på det fundament, vi allerede står på. Vi skal bestemt følge og dyrke studiet og alt det, vi lærer der. Jeg mener bare ikke, det skal afholde os fra at udleve andre interesser, passioner og drømme, som dem jeg hører, at flere medstuderende føler sig nødsaget til at lukke ned for grundet tidspres. Igennem vores år på studiet stifter vi bekendtskab med mange af psykologiens grene, inden for hvilke der formelt set forventes det samme: eksamenspræstationer. Der skelnes ikke mellem, hvorvidt det er et område, vi personligt finder interessant, og nogle gange kan jeg blive i tvivl, om vi selv husker at stille os det spørgsmål: “Er det egentlig vigtigt for mig at mestre dette fag? Eller ville min tid og indsats være givet bedre ud et andet sted?” Vores bagage er ikke kun, hvad vi kommer med, men også, hvad vi vælger at tage med videre. Jeg tror, der er værdi i at gøre sig dette bevidst. At anerkende, eller i første omgang erkende, at hvad vi vælger, påvirker, hvem vi bliver, og hvilken forskel, vi kan gøre. Ja, vi kunne alle sætte os og læse hele pensum fra ende til anden, møde op til alle forelæsninger og blive dygtige psykologer. Men vi kan også vælge at tillade os selv at dykke ned i et område, der pludselig fanger vores interesse, nørde ud over det obligatoriske, dyrke den skævhed, der gør, at vi kan se verden lidt anderledes og derved gøre en lidt anden forskel i den end andre.

Efterlysning

Psyklenpsykose Laura Mikkelsen, 4. semester Psyklen står vind og skæv op ad de gule mursten. Eller de skulle vel have været gule, ikke? Det høje tårn på tegningen kan da ikke være andet end Bogtårnet – selvom virkelighedens ikke slår Pisas i skævhed. Det er skribenterne; de har ikke styr på farvekoderne. Det hele er bare en blanding af sort og hvid, og alting er lige så pixeleret som figurerne i MineCraft. Det går slet ikke. Det græske bogstav Psi er ved at skalle af kasketten, der hænger på styret. En t-shirt i samme nuance er viklet rundt om bagagebæreren, så den ikke skal falde fra hinanden, nu hvor den har tabt sin slagkraft. Resten af Psyklen kan faktisk heller ikke hives op eller komme nogen vegne. Skribenterne er kommet til at sætte støttefoden ind igennem kæden. De glemte, at der skulle være en kædeskærm, så nu sværter det sorte af. Og egerne strit-

Psyklen er en del af:

ter i alle retninger. Har de aldrig lært at bruge en lineal? Det går altså ikke. De ved ikke, hvordan man bruger en pen til andet end at skrive med.. Hvad skal de stakler dog stille op? Deres ord strækker sig som sorte strenge ned over papiret, klar til at hænge sig i, når farveløsheden og de kompakte sider bliver for meget. De har brug for hjælp. De har brug for dig! De mangler deres yndlingspsyklister – dem der kan sætte lidt farve på det hele, male kasketten gul, rette hjulene ud. Så gemmer der sig en illustrator i dig, der kan tegne en rund cirkel, så hjulene rent faktisk kan køre, så skriv til psyklen@ gmail.com. Vi har brug for dig! P.S. Er du håbløs med en farveblyant men vild med ord (eller layout, man har jo lov at håbe), så vil vi også elske at få dig med på holdet!

Boganmeldelse Johanna Stahl, 4. semester Min Et sted som er mig selv, Et sted jeg hører til Men verden er her også Er jeg tydelig? Er jeg nydelig? Jeg har mig og min krop Vi er ét, er vi nok? Din Den klær’ dig med de flotte former Den bevæger sig, som en sang, der når mig Når du viser dig sådan, kan jeg læse dit sprog Tag min ind nu, gør mig klog

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt? Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt. Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.

Sommerbladet 2022

Articles inside

Essay: Hvad kan kun du?

Psyklen til kapsejladsen 2022

Grænsebarnet – et interview om kulturel og sproglig identitet i det danske mindretal

Eventyr med Erik: En glad mands skjorte

Essay: Til en arbejdsfri sommer

Interview med kunstner Inge Dahl

Psyklen tester bananasplit

Interview – Leslie Greenberg

Bachelor – et interview med Jesper Aagaard

Krop og sind – en fortsat splittelse