Forårsbladet 2022

Page 1

PSYKLEN #forår2022

KROP


ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

OMSLAG

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange pr. semester.

Storm Munk-Hind

REDAKTØRER

ILLUSTRATIONER

Iben Hein Laura Mikkelsen Ulrikke Friis Høier

Laura Mikkelsen Lea Nørlund Jensen Signe E. V. Lorenzen Storm Munk-Hind

REDAKTION

PR

Anine Roth Jacobsen Erik Pegel Freja Spangsberg Lindholdt Hannah Pilgaard Johanna Stahl Lea Nørlund Jensen Marco Fortuna Nicklas Runge Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen Signe E. V. Lorenzen Storm Munk-Hind Viola Gerda Løvig Thomassen

LAYOUT Hannah Pilgaard Iben Hein Laura Mikkelsen Nicklas Runge Signe E.V. Lorenzen

Johanna Stahl Signe E.V. Lorenzen

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA


#forår22 05

Leder Ulrikke Friis Høier

06

Forskningsnyt

09

Side 9 personen

10

Laura Mikkelsen

Alexander Urdl

PUG: Kritisk seminar med besøg fra KU Iben Hein & Erik Pegel

15

Digt: Falder for tiden

16

PIF: Man kan ikke være dårlig til at lege

Laura Mikkelsen

30

“Intercourse” af Andrea Dworkin Olivia Vibeke Awa SidibeChristensen

32

Kortprosa: Spejlblank Laura Mikkelsen

36

Er du på tinder?

39

Tegneserie

40

Filmanbefalinger

Signe E.V. Lorenzen

Signe E.V. Lorenzen

Nicklas Runge

Laura Mikkelsen

19

Et essay om etiske overvejelser Iben Hein & Hannah Pilgaard

Filmanmeldelse: Rose Viola Gerda Løvig Thomassen

12

28

Voxpop Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen & Johanna Stahl

20

Interview: Embodied cognition

25

Psyklen tester fredagsbarer

Hannah Pilgaard & Nicklas Runge

41

Rebus

42

Digte

43

Kalender

Laura Mikkelsen

Johanna Stahl

Signe E.V. Lorenzen

Redaktionen

03


Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 2. semester


leder

Kære krop, svære krop Ulrikke Friis Højer, 4. semester ... er titlen på et kunstprojekt ved Steno Museet1, der ganske vel beskriver, hvordan den menneskelige krop kan være et vanskeligt grundvilkår. Udstillingen afspejler dog blot én ud af utallige måder at tematisere kroppen på, hvor vi i denne udgave af Psyklen har valgt at anskueliggøre kroppen både som mål og middel. Implikationen bag kroppen som mål er, at kropslige sensationer kan være belønnende i sig selv. I et interview med Psykologisk Idrætsforbund (PIF) bliver motion netop præsenteret som et kardinaleksempel, da PIF slår et slag for, at deres aktiviteter ikke er til formål for, at man præsterer på et vist niveau. ­ Tværtimod fremlægges PIF som et tilbud, alle kan få gavn af – også dem, som lider af manglende rytmisk sans eller mere eller mindre omfattende boldskræk (inkl. undertegnede). Psyklen fremlægger yderligere dette princip om kropslighed for kropslighedens skyld i en artikel om hook up-kultur, om end dette kan fremgå som en mere kontroversiel indgangsvinkel. I den yderligere tematisering af kroppen som middel tøves der dog ej heller med kontrovers. Her indgår blandt andet en anmeldelse af ”Intercourse”, som omfatter 1 Skydsgaard, M. A. (2011). Kære krop, svære krop. Stenomusen, (55), 1,7–9.

aktivist og forfatterinde Anna Dworkins omstridte tese, at kroppen gennem seksuelle interaktioner kan være et middel til at opnå en bestemt magtstatus. Dworkins tilgang er et særligt feministisk perspektiv, da hun herved ræsonnerer, at kvindens kropslige – seksuelle – og politiske underdanighed er kausalt forbundne. For den mere letsindige læsning har forestående udgave også test af fredagsbarer. En klar konklusion er, at fredagsbarer i praksis ikke blot handler om at opnå bestemte kropslige sensationer, men også om at få opfyldt sociale behov. Psyklen Tester anser dermed fredagsbarer som gråzoner mellem brug af kroppen som mål og middel, hvorfor barerne rangeres derefter (e.g., den bedste bar har både relativt billige drinks og en god atmosfære). Den kære krop er også den svære krop, og vi hos Psyklen håber, at vi i vores tematisering får belyst begge aspekter. Nok ikke mindst det kære, så kroppens vilkårlighed måske kan synes en smule nemmere at begribe. God læselyst!

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 2. semester

05


forskning

Forskningsnyt Laura Mikkelsen, 4. semester ”Hvad studerer du?” Det muligvis mest stillede spørgsmål til os unge, stærkt efterfulgt af det næste: ”Ved du så, hvad du vil bagefter?” Måske du også er tilbageholdende med at svare på det første spørgsmål – ikke kun fordi du har gjort det så mange gange før, men også fordi du ved, hvad der følger. Du kender de lag, der bevæger sig ind over folks hornhinder, når du svarer psykologi. Du har erfaret, hvordan lagene farver måden, din samtalepartner fortsat vil se dig på. Alle fordommene lægger sig i kø på deres tunge, og du må væbne dig med tålmodighed, når du skal overbevise dem om, at din virkelighed er en anden: ”Ja, jeg kom ind på psykologistudiet, men mine karakterer er stadig en privatsag, og jeg er ikke dem.” ”Nej, jeg oplever ingen konkurrencementalitet og fjendtlighed blandt mine medstuderende.” Og hvad når de rammer plet? Når de har ret i, at man er noget – ikke fordi fordommen foreskriver det om psykologistuderende, men fordi man er et menneske? Så skal man også have lov til at være det, for vi psykologistuderende er så forskellige, at selvom intet kan passe på alle, kan alting passe på nogle. Men som vi ved, er tingene sjældent så sort/hvide.

Perfektionisme, social problemløsning og subjektivt velvære

Måske du i ovenstående samtale skal kæmpe for retten til dine nuancer; kæm-

06

pe for ikke at blive puttet i kassen som en neurotisk perfektionist og klistret til med de øvrige karaktertræk, der kobles til den. Men vidste du, at perfektionisme også kan være adaptivt? Når perfektionisme defineres som et fænomen, hvor man vurderer sit værd ud fra sin egen evne til at opnå exceptionelle præstationskrav, kan det måske være svært at se. Vi kender alle ubehaget ved ikke at kunne leve op til egne forventninger – skuffelsen, frustrationen og skammen over kløften mellem vores ambition om fejlfrihed og vores egentlige præstation. Men denne opfattelse af diskrepans er blot en af perfektionismens tre dimensioner – og den eneste maladaptive. De øvrige dimensioner, hvor man måler, hvorvidt folk sætter høje standarder og forventninger til sig selv samt deres præference for orden, synes derimod at have en adaptiv funktion. De ambitiøse men realistiske mål motiverer de sidste former for perfektionister til at yde deres bedste og gøre brug af deres fulde potentiale. De coper adaptivt med nederlag, og i modsætning til de maladaptive perfektionister, lammes de ikke af frygten for at fejle, men gør rent faktisk et forsøg. Et kinesisk studie af Wang et al. (2021) nuancerer perfektionismefænomenet yderligere, da de fandt en mulig mediator mellem perfektionismescorer på de tre ovenstående dimensioner og deltagernes subjektive velvære. Mange tidligere studier har vist en sammenhæng mellem diskrepansdimensionen af perfektionisme og lav


forskning

subjektivt velvære samt andre ugunstige udfald, mens det modsatte er tilfældet for de sidste to dimensioner. Ligeledes har andre studier koblet forskellige stile til social problemløsning med deltagernes subjektive velvære. Her har de positive og rationelle tilgange til social problemløsning korreleret med større subjektivt velvære end de negative, impulsive og undgående tilgange til problemløsning. Hvilken af disse fem problemløsningsstile, deltagerne i dette nye studie havde, syntes at mediere, i hvilken grad deres perfektionisme påvirkede deres subjektive velvære. Dette var dog kun signifikant for den maladaptive dimension af perfektionismen, hvor de negative tilgange til social problemløsning medierede den ellers negative korrelation mellem diskrepansdimensionen af perfektionisme og subjektivt velvære. Altså foreslår forfatterne, at maladaptive perfektionisters subjektive velvære kunne gavne af, at de forsøger at ændre deres negative tilgang til social problemløsning. •

Wang C, Huang Y and Xiao Y (2021). The Mediating Effect of Social Problem-Solving Between Perfectionism and Subjective WellBeing. Front. Psychol. 12:764976. doi: 10.3389/ fpsyg.2021.764976).

Imposterfænomenet, perfektionisme og sandbagging Imposterfænomenet er en anden af de dragter, andre hurtigt kan iklæde psykologistuderende, selvom begrebet egentlig henviser til en indre oplevelse af at være utilstrækkelig; en begrænset tillid til egne evner, uagtet at man har succesfulde erfaringer. Disse successer vil oftest forklares som et resultat af eksterne faktorer, hvorved at individet kan holde fast i sin følelse af utilstrækkelighed – og ikke mindst frygten for, hvornår det bliver opdaget, at vedkommende ikke passer ind, har snydt sig til sin plads etc. Fleischhauer et al. (2021) nuancerer fænomenet i deres studie, hvor de blandt andet søgte at forklare tidligere ujævne fund af kønsforskelle i forekomsten af imposterfænomenet. Studiet foreslog, at en indirekte effekt af køn på imposterfølelser findes i kraft af kvindernes gennemsnitligt højere neuroticisme samt lavere selvværd. Disse to dimensioner viste sig desuden at være to ud af tre, som adskilte det sande imposterfænomen fra det lignende konstrukt: sandbagging. Fleischhauer et al. (2021) stillede spørgsmålstegn ved, om disse to fænomener kunne ses som adskilte, da de udadtil ligner hinanden. De såkaldte sandbaggere nedtoner, ligesom imposterne, deres egen evner, og giver ud-

07


forskning

tryk for egen inkompetence. Forskellen er, at sandbaggere har en realistisk fornemmelse af deres egne evner, men strategisk vælger at underspille disse, når deres præstationer skal observeres. På den måde antages de at bruge strategien som selvregulering til at mindske andres forventninger til dem, så de ikke oplever et lige så stort præstationspres og frygt for at fejle – eller så de ligefrem kan overraske andre positivt. Om imposterfænomenet dækker over brugen af den samme strategi undersøgte Fleischhauer et al. (2021), og de fandt som nævnt frem til tre markante forskelle – om end at høje scores på imposter- og sandbaggingskalaene korrelerede stærkt. At høj neuroticisme og lavt selvværd syntes at være specifikt for dem, der scorede højt på imposterskalaen, understøtter den nuværende sondring mellem de to konstrukter, hvor forskellen er individets bevidsthed om egne evner. Imposterne antages at have en genuin tvivl på egne evner, hvor sandbaggerne blot udtrykker en sådan af strategiske årsager. Dette understøt-

08

tes yderligere af, at imposterfænomenet korrelerede stærkt med den maladaptive perfektionisme, hvor individet opstiller uopnåelige mål for sig selv. Derudover tager studiet udgangspunkt i en anden opdeling af perfektionisme, hvor den ses som enten selvorienteret, socialt foreskreven eller anden-orienteret. Hvor den sidste omhandler høje forventninger til andre, drejer de første to typer sig om ens egen evne til at leve op til høje forventninger, som enten opleves at være opstillet af en selv eller andre. Og lige netop sidstnævnte hang stærkt sammen med imposterfænomenet, hvilket underbygger tolkningen af det som værende en frygt for ikke at kunne leve op til de andre og deres forventninger. Sandbagging korrelerede derimod med den selvorienterede perfektionisme, og dette tyder igen på, at der her er tale om en strategi til at forbedre egen præstation frem for en reel følelse af inkompetence, som den der ligger i imposterfænomenet. •

(Fleischhauer M, Wossidlo J, Michael L and Enge S (2021) The Impostor Phenomenon: Toward a Better Understanding of the Nomological Network and Gender Differences. Front. Psychol. 12:764030. doi: 10.3389/fpsyg.2021.764030)


Side 9

Navn: Alexander Urdl Alder: 25 år Semester: 4. semester Civilstatus: Single Favoritforelæser: Høghen Beskriv dig selv med få ord: Mors dreng med passion for musik og tunge genstande og med store bryster og bløde baller. Mest overvurderet: ”Kontroversielle” udsagn, MCU og ordet ”qua”. 3 ting på en øde ø: En guitar, det mest syntetiske billige solbærsaftevand, Tom Hanks. Hvad kan jeg lide ved andre mennesker: Humor og et sødt smil (og en masse andre ting). Drømmejob: En småirriterende kontrær Svend Brinkman 2.0.


filmanmeldelse

Forpremiere på ’Rose’ En yderst personlig historie om livet med psykisk ­sygdom i en fremragende, hjertevarm, dansk komedie. Viola Gerda Løvig Thomassen, 6. semester Stemningen er høj, da en bus med danske turister er på vej fra Aalborg til Paris i 1997. Foran dem ligger en uge med diverse aktiviteter og oplevelser i den franske hovedstad. Denne stemning varer imidlertid ikke længe, da Inger (Sofie Gråbøl), en midaldrende kvinde med en fremtrædende ludende kropsholdning, rejser sig med en meddelelse til bussens passagerer: ”Jeg hedder Inger, og jeg er psykisk syg. Altså, jeg er skizofren. Indimellem har jeg det okay, og tit har jeg det rigtig dårligt. Og jeg håber, at vi får en god tur.” Denne bekendtgørelse vækker ikke ligefrem jubelråb. Særligt den snæversynede viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling) bryder sig ikke om Ingers tilstedeværelse på turen og forsøger at holde sin 12-årige søn Christian fra hende. Dette lykkes dog ikke, og et fint venskab blomstrer mellem Inger og drengen. Christian hjælper blandt andet Inger med at opsøge en gammel flamme fra hendes ungdomstid i Paris. Men den egentlige kærlighedshistorie ud-

10

spiller sig mellem de to søstre, Inger og Ellen (Lene Maria Christensen). Ellen og hendes mand, Vagn (Anders W. Berthelsen), er Ingers rejsefæller og støttepersoner på rejsen. Dette er ikke altid nemt, hvilket viser sig på rejsens første dag, hvor Inger pludselig oplever ikke at kunne gå. Ellen og Vagn må derfor være snedige og falde i knæ med påstanden om, at de heller ikke kan gå, for at få Inger på benene igen. En tilgang, der viser sig at være effektiv (samt et glimrende eksempel på at arbejde med sygdommen alternativt til mod den). Turen er ikke altid nem, og selv et karbad bliver en gevaldig udfordring for søstrene. Spændingsfeltet mellem at være på en hyggelig rejse med sin kære søster over for at være hensat som magtesløs pårørende er konstant og ubesværet til stede. Balancegangen mellem at fostre empowerment frem for pylren og at have et enormt ansvar, der tvinger egne kvaler til side. Her kan man virkelig mærke, at der er noget på spil for instruktøren, Niels Arden Oplev, som tidligere har stået bag bl.a. Drømmen, Mænd der hader kvinder og Ser du månen, Daniel. Filmen er nemlig baseret på Niels Arden Oplevs egen familiehistorie. Hans søster Maren-Elisabeth har skizofreni. Hun arbejdede som ung i Frankrig, og hørte pludselig stemmer, da hun kom hjem.


filmanmeldelse

Tyve år senere befandt hun sig på en bustur på vej mod Paris, hvor hun oplyste hele bussen om, at hun var sindslidende. Dette blev grundlaget for filmen, som efter Niels Arden Oplevs eget udsagn er tragikomisk, selvom det egentlig ikke var den oprindelige hensigt. ”Som pårørende er man tit magtesløs. Det blev jeg som forfatter til Inger. Hun er sjov, uden at det er hendes mening; hun skaber scener, som hele tiden bliver komiske.” Dette var problematisk for Niels Arden Oplev undervejs. Men man griner med Inger. Ligesom man græder med hende.

fattelse af virkeligheden, end jeg kender. Jeg måtte nærme mig rollen anderledes, end jeg ellers ville gøre.” Dette har hun blandt andet gjort ved at møde Maren-Elisabeth, som Inger er baseret på, og lade hendes karakter smitte af på sig. Resultatet er enestående. Man kommer simpelthen til at holde af Inger, mens man er opslugt af den særlige historie. En uforglemmelig historie, som fremstilles i en skamløs vekslen mellem tragikomisk humor, rørende omsorgsfulde øjeblikke og benhårdt psykologisk drama – nogle gange endda i samme scene.

Filmen får på nuanceret og fortræffelig vis illustreret Ingers alsidighed. Man ser hende ligge på sengen, overvældet af og underlagt kritiske stemmers hårde ord, og man ser hende være behjælpelig og handlekraftig – særligt ved brug af det franske sprog, som hun i modsætning til sine rejsefæller mestrer. Et sprog, som Sofie Gråbøl i øvrigt slet ikke taler, hvilket kun gør hendes fortrinlige skuespilpræstation endnu mere imponerende. For Sofie Gråbøl har det personligt været en ”umulig og kæmpe udfordring” at spille denne rolle. ”Inger rummer mange ting. Hendes diagnose gør, at hun har en anderledes op-

Niels Arden Oplev håber, at filmen kan fungere som en opfordring til at rumme mennesker, som er anderledes. At den kan give anledning til at turde åbne sit sind op og se det fantastiske menneske, som er bagved. Så opdager man rigdom. Derved agerer filmen, uden at fortrænge kompleksiteten, som en tiltrængt fortaler for tolerance. En tolerance, der gør, at man kan svare: ”Jeg holder også meget af dig,” til et udsagn som ”Jeg ku’ godt kvæle dig”. Illustration: Laura Mikkelsen, 4. Semester

11


reportage

PUG: Et kritisk seminar med besøg fra KU Erik Pegel, 4. semester & Iben Hein, 10. semester Den 10. februar var Psyklen en tur på Zanders i Aarhus Midtby til et kritisk seminar afholdt af Psykologistuderende uden Grænser, som havde inviteret de psykologistuderende bag blokadetruslen på KU. Arrangementet udsprang af, at en gruppe psykologistuderende på Københavns Universitet i en periode har diskuteret og undersøgt udviklinger i pensum på psykologistudiet de seneste år. Noget af det, som de studerende stiller sig kritisk overfor, er, at kvantitativ forskning er langt mere repræsenteret på pensumlisterne, end kvalitativ forskning er, og at human- og samfundsvidenskabelige tekster, ifølge de studerende, underprioriteres. De studerende har desuden udtrykt et ønske om flere kritiske teorier og mere ­videnskabsteori på pensum. Diskussionen har mødt stor opbakning fra staben af psykologistuderende på Københavns Universitet, og 200 psykologistuderende valgte at dukke op til et stormøde på universitetet den 1. november 2021 for at diskutere opbygningen af psykologistudiet. Fire studerende fra Københavns Universitet – Lasse, Thilde, Ida og Christian – mødte denne februaraften op på Zanders for at dele deres tanker om og oplevelser med at få gang i en diskussion af p ­ sykologistudiets faglige fokus og pen-

12

sumlister. Aftenen bød på oplæg fra de fire studerende. Derudover var der mulighed for, at vi studerende fra AU kunne diskutere vores oplevelser af psykologistudiet og pensum med hinanden. Her er nogle af de vigtigste pointer fra aftenen: Lasse, der er næstformand i studienævnet, lagde ud med at beskrive studenterpolitik og kampen for at skabe ændringer på studiet. Lasse fortæller, at da han snakkede med David fra psykologistudiet på AU og PUG, spurgte David til det “hvorfor”, der ligger bag den diskussion, som de studerende fra KU lige nu er ved at tage med deres institutledelse. Hertil svarer Lasse, at vi altid skal spørge: “Hvorfor?” Lasse beskriver desuden, at vi som studerende er i en gylden position, fordi vi kan sætte spørgsmålstegn, og at det faktisk er derfor, vi studerer. Lasse fortæller også, at man som studerende og menneske måske kan tænke: “Må jeg overhovedet stille det her spørgsmål? Har jeg den fornødne viden til at stille spørgsmålstegn ved alt det, som eksperterne siger?” Men ifølge Lasse skal man som psykologistuderende ikke holde sig tilbage med at ytre sine holdninger og sætte spørgsmålstegn til måden, hvorpå ens studie er opbygget, for vi taler altid fra den stol, vi sidder på, og hvis man ikke siger noget, så sker der ingenting. I tråd hermed fortæller Thilde, at alene det, at vi studerer psykologi, betyder, at vi har en


reportage

stemme på studiet, som vi kan bruge. Er vi klædt på til at arbejde som p ­ sykologer i forskellige erhverv, eller opdrættes vi til at blive forskere? Et af aftenens store spørgsmål var, om vi reelt forberedes til de forskellige veje, som psykologistudiet baner vej for, eller om de kompetencer, som vi erhverver os på studiet, er for snæversynede. Et vigtigt debatpunkt var her, om vi lærer nok om at arbejde med mennesker frem for at arbejde med tal. Pointen er ikke, at den kvantitative metodologi er overflødig, men at den ­ tager overhånd. Artikler med kvalitative metodologier bliver færre og færre ved det

psykologiske institut på Københavns Universitet, og debatten mellem de studerende og studieledelsen omkring det såkaldte “kvantitative paradigme” når ingen vegne. De studerende på Københavns Universitet ønsker ikke, at der skal være en perfekt 50/50 balance mellem den kvalitative og den kvantitative metodologi, men at der opstår en større tværfaglighed for den studerende. Det er vigtigt at kende de forskellige sprog indenfor psykologien, for vi har ikke samme interesser, vi kommer ikke til at kunne arbejde med det samme, og det skal vi heller ikke; det er vigtigt at huske. Ida, en af talerne fra Københavns Universitet,

13


reportage

forklarede det på denne måde: “For at kunne forholde sig kritisk til de forskellige aspekter af psyken bliver man også nødt til at vide, hvad der ellers er. For at kunne spille bolden frem og tilbage. At være kritisk refleksiv er noget, man bør lære på uddannelsen” Selvfølgelig ønsker vi en større tværfaglighed, hvilket også er en populær debat på Aarhus Universitet. Vi vil gerne lære om flere terapiformer, flere alternative teorier og andre filosofiske vidensfundamenter, og det er forståeligt. Et muligt problem med dette ønske er, at man så også skal læse al den teori. Udover et konstant ønske om større tværfaglighed, så nævnes det til hver halvårlige evaluering af fag, at pensum til tider er for spækket med tekster; prøv så at femdoble det for at dække alle de alternative teorier! På Aarhus Universitet har vi de sidste mange år på 2. semester læst om virksomhedsteori, og de sidste mange semestre har vi klaget over det. Hvis man ønsker en større tværfaglighed, så skal man også lære om andre alternative teorier end dem, som man selv er interesseret i og kan lide. En mulig dobbeltmorale i ønsket om større tværfaglighed hos de psykologistuderende på Aarhus Universitet er dog ikke i fokus for nu.

Nu må den nuværende problemstilling på Københavns Universitet ikke g­ eneraliseres eller forsimples til at være et ønske om en større tværfaglighed, for deres kamp handler om at bevare den kvalitative ­ metodologi som et relevant paradigme på studiet. For at dette kan lade sig gøre, er det nødvendigt, at alle psykologistuderende på tværs af semestrene tør at bruge deres stemme til at tale om dét, som de synes, er vigtigt.

Tak til Anders Kerbech for billedet

14


digt

Falder for tiden Laura Mikkelsen, 4. semester fortiden er et hul i mit hoved en tyngde i mit bryst rødder der skyder op gennem jorden slynger sig som reb af tyngdekraft der hiver mig tilbage fæstner mig i fodsporene i fortællingerne jeg er forankret i folkene jeg står på skuldrene af falder helt i knæ for at sætte af så jeg kan flyve ind i en fremtid hvorfra jeg kom hvorfra jeg går hvorfra jeg forsvinder

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 8. semester

15


interview

PIF: “Man kan ikke være dårlig til at lege” Laura Mikkelsen, 4. semester Når temaet for dette blad er krop, hvilket udvalg er så bedre at gå til end psykologis helt egen idrætsforening? Jeg møder tre af de frivillige fra, hvad PIF’s præsident dagen forinden kaldte udvalgets hårde kerne: Jakob, Louise og Marija. For hvorfor skal vi egentlig have en idrætsforening her på, hvad Jakob betegner som, et stillesiddende studie? Selv svarer han, at PIF netop prøver at give folk muligheden for at komme op af stolene og være med. “Og også at kunne mødes i sporten og i idrætten og på tværs af semestrene, for det er der heller ikke så meget af.” Marija opsummerer: “Ja, så sport og idræt er rammerne for noget socialt.” Louise fremhæver ligeledes både det fysiske og sociale element: “Man kan også se det lidt som en kontrast til, at det er et selvstudie, hvor man sidder meget ned. Så kan PIF være den her gode kontrast, hvor man kommer ud blandt flere, og man bevæger sin krop. Derfor vil vi gerne have, at sådan et tilbud også er der for de studerende.” Men hvordan hjælper PIF’s tilbud egentlig os psykologistuderende til at komme op og ud? “Vi håber, at de betyder, at de studerende får mulighed for at bevæge sig ud i nogle arenaer, som ikke er oplagte i deres hverdag. For man kan nemt undgå sport og idræt som psykologistuderende.

16

Det er meget nemt at undgå.”Vi griner lidt af sandheden i Louises ord, og Jakob eksemplificerer, hvordan aktiviteterne kan hjælpe én til at omgås den: “Det kan være nemmere at komme i gang. Sådan: “Nu har jeg trykket, at jeg deltager. Jeg har to fra min studiegruppe, som også skal med. Så gør vi det sammen.” For hvis man bare tænker: “I dag på et eller andet tidspunkt, der skal jeg løbe,” så er det slet ikke forpligtigende. Jeg tror på det med, at man kan hjælpe hinanden med at komme af sted og så også få noget fedt socialt ud af det.” Men hvad er det aktiviteterne kan give én socialt, svarer Louise på: “Det giver anledning til at mødes som psykologistuderende, hvor det handler om noget andet end psykologi. Man lærer hinanden at kende på en anden måde end bare fagligt.” Jakob beskriver den udfordring der kan være ved sådanne møder uden for det faglige rum: “Når man møder hinanden første gang, hvordan kommer man så ind på hinanden, og hvordan bryder man den der første sociale barriere ned?” Vi snakker om, hvorfor netop sport og idræt er en god løsning, hvor Jakob forklarer: “Jeg tror meget, at det er det med at have noget at være fælles om og kunne snakke om.” Louise uddyber: “Det bliver heller ikke så stift, måden, man lærer hinanden at kende på. Det er


interview

den her helt anden kontekst, hvor man bevæger sig, der er leg, og der er sjov. Det gør det bare lettere at lære hinanden at kende for mange. Netop også, som Jakob siger, så er man sammen om noget. Det gør noget godt.” Marija ser på samme måde mere PIF’s arrangementer som leg: “Når vi siger sport og idræt, så er det ikke hardcore sport – så er det meget leg. Og leg kan jo helt vildt meget. Det er jo sjovt, og det er en god måde at mødes på. Og det er nemt at lege.” Den legende tilgang oplever hun også blandt deltagerne, når arrangementerne afholdes: “Jeg synes, man ser en stor rummelighed. At det virkelig er et sted, hvor der er plads til alle og alle niveauer og alle former for idræt og kropslig brug. Vi ser bare åbenheden blandt psykologistuderende.” Og det samme gør sig gældende internt i udvalget, fortæller Marija videre: “Det er ikke alle, der er gode til at dyrke sport – heller ikke i PIF. Det er virkelig lige så meget leg, og man kan ikke være dårlig til at lege.” Fokusset på, at

det skal være sjovt, afspejles i de månedlige arrangementer, som Louise fortæller om: “Vi prøver netop også at finde nogle af de sjove idrætsgrene. Vi har én gang om måneden, hvor vi vil lave noget, der er lidt anderledes som klatring eller padel tennis, som alle måske ikke prøver hver dag.” Disse lidt større begivenheder, der findes på PIF’s Facebookprofil, står udvalget for at planlægge. Der er dog også separate Facebookgrupper til andre gentagende sportsgrene – herunder dans, yoga, fodbold med videre, som andre frivillige er tovholdere for. Marija forklarer, at alle på studiet kan være med: “Bare det at være psykologistuderende, så er man allerede med i PIF automatisk.”

Illustration: Storm Munk-Hind, 5. semester

17


interview

Derfor kan det være med til at skabe et godt sammenhold – også på tværs af årgangene. Louise bruger dem selv som eksempel: “Måske vi havde stødt på h ­ inanden i fredagsbaren, men ellers så havde vi ikke lært hinanden lige så godt at kende. Og det er bare dejligt at lære endnu flere søde psykologistuderende at kende.” Jakob kommer med flere eksempler på, hvordan det seneste klatrearrangement eller en fodboldkamp kan give deltagerne noget fælles at fokusere på og snakke om. Det kræver noget s­ amarbejde og problemløsning, som, de selv ved fra planlægningsarbejdet, er fedt at lykkes med: “Og når det lykkedes, når man laver et eller andet fedt arrangement, der bare fungerer, og der kommer megamange, og folk er megaglade for det, så er det bare, ja, det er vildt fedt.” Marija giver Jakob ret i, at det er rart med god respons: “Det er også fedt at få en god respons; at se, at folk bruger det og er glade for det og får noget ud af det. Selvom vores snak har kredset mest om, hvordan det at komme ned i kroppen sammen kan give meget socialt, skal bevægelsens effekt alene dog ikke underkendes. Selvom man i sporten ­ mødes over andet end faglighed, kan den også hjælpe på det område, beskriver Jakob: “Jeg nyder i hvert fald personligt at bruge sporten. Hvis jeg sidder og koger

18

i en opgave eller læsning, at komme ud og lave et eller andet og få tankerne helt væk. Ellers så, mens man er ude at rende, kører det lidt i baghovedet, og når man kommer tilbage, så har man et nyt perspektiv.” Alene på de ti minutters interview bugner det med gode grunde til at holde øje med, hvad PIF disker op med i dette år, og afsluttende tilføjer Marija: “Man er altid velkommen til at finde PIF på Facebook. Det er også dér, I som læsere kan fange PIF, hvis I har lyst til at være med til aktiviteterne – eller måske ligefrem sidder med en god idé, der bare skal på programmet.”


voxpop

Hvornår har du sidst mærket din krop? To medicinstuderende: ”Jeg føler, at man mærker sin krop hele tiden – sådan stiv nakke og… ja, når man mærker, at man har ondt, så mærker man den helt sikkert.” ”Eller når man er til træning.”

Business intelligence og international economic consulting: 1.person: ”Altså sådan seksuelt?” Redaktionen: ”Det kan det godt være.”

1. person ”Altså hmm ikke seksuelt, men i morges mærkede jeg den ved et fald til noget sport. Det var både korsbånd og akillessenen, jeg kunne mærke.” 2. person: ”Sidst jeg gjorde det, var i mandags, hvor jeg havde været til min første fodboldtræning dagen inden og var fuldstændig smadret i hele min krop og havde lidt ondt i ryg”Vildt ondt i nakken sådan hele tiden tror gen.” jeg. En god akademikerryg.” Historie og Litteraturhistorie:

”Faktisk det samme, fordi jeg har sovet dårligt i nat.” Tre jurastuderende: ”Da jeg cyklede i skole.” ”Da jeg var oppe at træne.” ”Jeg var oppe at træne i morges også.” ”Eller ved smerte.”

19


interview

“You’re your body” - Et interview med Sinué Salgado Hannah Pilgaard, 4. semester & Nicklas Runge, 6. semester

time I encountered a theory that said, “not everything is about the brain”.

I psykologien er vi vant til at italesætte, hvad der rører sig i den menneskelige psyke. Ofte taler vi om følelser, oplevelser og fortolkning uden at inkludere det fysiske legeme. Kroppen bliver set som noget, der på forhånd er givet og inkluderes sjældent i de teorier, vi til hverdag læser om på studiet. Når den inddrages i ­litteraturen, omhandler det ofte, hvordan den perciperes, såsom ens kropsbillede. Dog er kroppen en essentiel ramme for det at være menneske, hvorfor vi i forårsbladet har sat os for at udforske, hvordan den indgår i den menneskelige oplevelse. Med det for øje opsøgte vi adjunkt ved Psykologisk Institut AU, Sinué Salgado, for at høre mere om embodied cognition. Dette perspektiv forsøger nemlig netop at opløse den, i psykologien særligt vedholdende, dualisme mellem krop og hjerne. Som Sinué vil pointere for os: “You’re your body”, og det er vigtigt at tænke ind i enhver behandling af vores kognitive processer.

Now that we’ve heard about your background, we would like to get you to characterise what encapsulates embodied cognition for you. This is a big one, so please do stop me whenever I say too much, because I can keep on going. I always say that the best way to characterise embodied cognition is examining how our bodies play a role in understanding the world outside and inside us. For some time, everything has been viewed according to the classical cognitive approach. I am using the word “classical” because the newer developments in cognitive psychology consider the body in psychological processes, while “the classical approach” is characterised by assuming everything happens in the mind. Every time you have classes with me, I challenge you to answer, “Where is the mind?”. It seems that in the classical approach the answer is that the mind is in the brain. And so it seems we have created this extra dualism where you have the brain and then you have the body as separate entities. So far in psychology, and in the cognitive sciences in general, we have characterised most of the things as happening in the

When did you first encounter embodied cognition? I first encountered embodied cognition during my masters in Cognitive Science which I did here at AU. This was the first

20


interview

brain. What the embodiment approach tries to do is to say, “let’s take a step back, and see that first off the brain is part of the body”. Your brain works because you have a body, yet still you have people saying “yeah, yeah, but in the end, it is the brain that processes the inputs”. The classical approach is kind of like “the-brain-in-a-vat” scenario, meaning the body is just there solely to support the processes nourishing the brain. By this idea, if the brain is intact, everything is fine. In the end if we protect the brain, we can remove any part of the body. Yet, research in medicine and psychology has been showing that people who have undergone alteration in their body also experiences changes when it comes to psyche, personality, etc. Trauma and changes to the body are also, in that sense, trauma and changes to the psychological processes. The other question I ask you during my classes is: “Where does the brain start?” If we’re going to talk about the brain – where does it start? Are we talking about only the grey matter? Are we talking about the central nervous system and peripheral nervous system? If those are included, in a sense the brain starts from the tips of your fingers and extends all the way to the head. So, the brain is innervated or encrusted in all the body – your body is the brain as well. Research shows, for example, that the stomach has its own nervous system capable of functioning

independently. Then, is that your brain as well? In its core, embodiment is this: It is trying to instate cognitive processes not just in “the brain” but in the whole body. At risk of being super simple, embodiment pushes two central ideas, one; that whatever cognitive processes are, they are incomplete without the contribution of the whole body, and two; the central role of the sensory-motoric system to higher cognitive processes. In the texts that we’ve read there are a lot of different perspectives you can take within embodied cognition. Do you have any that you subscribe to in particular or that you are inspired by more than the others? Okay, so embodiment has different approaches or perspectives. There are the

21


interview

mild ones where you just take cognition out of the brain and put it into a body system. This is how the body supports the cognitive processes. On the other hand, you have the most extreme claims suggesting that some cognitive processes might not even require a brain. For example, this might be a basic memory process. The classical example is when you need to write the pin of your credit card, and you don’t remember it at the “brain-level”: “what is my pincode?”. But if I put a machine in front of you, then you just type it. That was a process that might not require a brain, because some of the movements were automatic, not requiring higher cognitive processes typically ascribed to the brain. Then we have the more radical ones where we go: “Okay, we won’t just push the cognitive processes outside the brain into the body – fingers, movements, etc. – we push them into the environment and the situation.” If we accept that cognitive processes, in the case of the memory example, cannot be complete without the input of the body—movement of the fingers—, then some processes are not possible without the environment either. If we consider that movement is part of the cognitive processes, we need to consider that whatever the environment is forcing me to do is also part of the cognitive

22

processes. This is what we call situated cognition. The cognitive processes are scaffolded in the situation and allowed by the environment. So, the situation is constraining the cognitive processes and the way they are happening. Then finally there is the extended mind claim. It states that it is not just the situation that affects our cognitive processes. Instead, our cognitive processes can be extended to everything. So, at this moment you are recording this conversation, and although we are having a nice fluid conversation, if I asked you one hour later, “What did Sinué say, when you asked this specific question?” What I am really asking you is to start a process of retrieval, a higher cognitive task. You might not remember, so the memory is lost. But if you remember one thing, like “I recorded the conversation”, then you go to the device and listen to it again, which is going to start eliciting new memories of the event. To what degree do we then attribute these memories to the phone? To the processes happening inside the body, including the brain? The phone becomes a part of the cognitive process. This extension does not mean that my memory is in the phone, because that is a typical misconception. We just start thinking about cognitive processes as processes, and not as loci where the memory is located in one specific brain area. The processes are elicited when the


interview

right cues appear and inputs start flowing. Here we can assume that a phone, or whatever is outside of your body, is also part of the cognitive process or system. The extended mind is the one that I’m more in tune with, or that I subscribe to. Do you think that extended cognition as a research field will develop further because technology also becomes more ubiquitous and complex? Yes, I do believe that. I do believe that technology is handing us the tools to explore cognitive processes in more complex, dynamic and systemic ways. We now have the tools to dig deeper into the profound questions and understand things in a more holistic and systemic way. But I think that there’s a huge problem, and that is how we analyse and understand the vast amount of data that now we collect thanks to technology. One central example is the Human Connectome Project, where they are trying to map every single area and pathway of the brain. That is amazing, but the researcher who is leading it, Lichtman, soon realised that there are two problems with this “brain-centrist” approach to cognition and big data. The first problem is that some areas of the brain are involved in processes in which they were never considered, and there are no clear patterns on why those areas are involved. For example, why typical “language areas” are involved in specific movements? This highlights the fact that it seems there are

all these processes in the body that also influence the way the brain functions, and in ways we haven’t considered. So, Lichtman himself has suggested that, although we now know more about the brain, we don’t yet understand it. According to him, we can analyse and model big data, but can no longer be sure that we understand the results. As for today, we have more data than what we can actually analyse. And that problem is both wonderful and complex at the same time. We wanted to ask how embodied cognition has impacted the cognitive sciences in general, but the impact seems to be broader given what you have told us, so do you have any thoughts on the broader implications of embodied cognition for psychology in general? I think that it has also started to impact the way that we do clinical work, but even a long time ago people have implemented principles of embodied cognition into clinical practices. This is seen in meditation and mindfulness practices that can help with personal trauma and depression by putting back the body at the centre of attention. In the course that I teach we read some work about how people with depression can benefit from this. The size effects are not huge, but then the intervention is cheap, and in that sense why do we then need people to wait passively for two years to receive cognitive behavioural therapy when we can do some mild intervention that can help a little bit while they wait?

23


interview

Organisational psychology has also ­benefited from implementing principles of embodied cognition, by designing offices to get people to be more productive or to foster a sense of inclusion. Many of these interventions have not been researched before, they have just been done because they work and because they have been inspired by how people move and what social interaction needs they have. Here we’re going beyond symbolic representations in the brain into more “embodied” hands-on approaches. So embodied cognition is definitely having a great impact in the rest of psychology. So, the last question follows very closely behind what we have just spoken about. We would like to hear what you are most excited about in regard to future research within both cognitive psychology in general, but also embodied cognition specifically. Ooh, that is a big question. You know, I’m really excited about the future of robotics and artificial intelligence. We have this scenario of the brain-in-the-vat in ­science fiction movies now, but embodied cognition and the idea of the extended mind have to a significant extent been incorporated into robotics. I’m thinking about how robots by mimicking the body can create more complex processes (e.g., perception) and help to solve many of the crises we have as a human race. It is thanks to the embodiment ­principles that AI and robotics are taking huge

24

leaps, because once you remove the idea that a centre must control everything in the robot, robotics have advanced enormously. I have a class where we talk about the fundamental problem of how programming robots to perform specific patterns of movement can take a lot of time (the symbolic approach), but the moment you remove the idea of a centre as the controller of that movement and instead only consider mechanics, it is possible to construct these movement in much simpler ways. What they do is that they remove programming as the first step and instead, they start by making the robot move and letting it mimic it and program it itself. As you see, I’m excited about all these advances in t­echnology owing to principles of embodiment and extended cognition. I think these advancements at the same can shed light on the way we understand psychological processes. Changing the way we investigate the cognitive processes will push the way we understand learning, memory, emotions, clinical disorders, social dynamics, environmental issues, etc.

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 5. semester


psyklen tester

Psyklen tester fredagsbarer Redaktionen Til denne udgave af Psyklen besluttede vi os for at afprøve nogle af Aarhus Universitets (og journalisthøjskolens!) fineste fredagsbarer. Det skete den 25. februar. Vi havde planlagt en rute forud for dagen, og vi havde besluttet os for at begynde med at aflægge vores egen samfundsfaglig ­fredagsbar et besøg. Vi troppede derfor op foran kantinen klokken 16, glade for at kunne starte aftenen i trygge rammer, men vi måtte til vores store skuffelse erkende, at vi havde ramt en fredag uden fredagsbar. Efter den lidt uheldige start vovede vi os over til matematik, derefter forbi fysik, så op til journalisterne på den anden side af Ringgaden, videre til teologerne i Nobelparken og så afslutningsvist tilbage til uniparken igen, hvor vi besøgte g­ eologerne. Efter turen kan vi konstatere, at der er en bar for enhver smag, om så man er til dakkedak og discokugle eller specialøl og brætspil. Det var en spændende og ­hyggelig oplevelse at få et indblik i nogle af de mange små studie-verdener, der er at finde omkring universitetsparken. Her er vores anmeldelser af de barer vi testede: Kalkulerbar Eftermiddagens første (åbne) fredagsbar var som sagt matematiks Kalkulerbar, hvor vi med det samme blev mødt af en stemning, der var indbegrebet af fred­ agsbar. Der var Gilli på soundboksen, og hvert bord var fyldt med glade, primært mandlige, studerende. I baren kunne man både låne sig til diverse brætspil og få sig en komplementær first price småkage,

mens man ventede på sin øl eller drinks. Og hvis denne fænomenale service ikke var nok, så imponerede matematik yderligere med sine, for os sølle psykologistuderendes vedkommende, helt uhørt lave priser: 15 kr. for en drink og 5 kr. for et shot. Drinks blev selvfølgelig lavet med en løs definition af, hvor meget 30 ml alkohol egentlig er, hvilket derfor resulterede i et godt buzz, inden vi drog videre. Det eneste minus var, at drinks blev serveret relativt lunkne og uden mulighed for is. • 4,5 ud af 5 stjerner Fysisk Fredagsbar Næste stop var Fysisk Fredagsbar, fysik og astronomis fredagsbar, som vi lidt spontant faldt over på vores tour de fredagsbar. Her var der liv og glade dage i et meget småt og lettere trængt lokale. Højtalerne spillede udelukkende 70’er klassikere som Fleetwood Mac og Van Morrison, og i baren blev der primært serveret ­halvpebrede specialøl (25 kr. per dåse), som dog efter sigende skulle være af ­højeste kvalitet. I denne bar er traditionen simpelthen at bestille pizza sammen, og da vores tur tilfældigvis ramte ind i aftensmadstimen, var vi vidner til den ­hyggeligste fællesspisning, jeg længe har set. Ikke en bar for den tørstige, men hvis man leder efter en god sludder med de lokale, god musik og en ekstravagant dåseøl, så er fysisk fredagsbar baren for dig. • 4 ud af 5 stjerner

25


Kurt Strandbar Herfra bevægede vi os uden for universitetsparkens gule mure og videre til journalisthøjskolens facader. Her på Kurts Strandbar, blev vi mødt af lysshow og dunkende klubmusik samt et ensemble af meget seriøst udklædte studerende. Om det kunne kaldes en fredagsbar er diskutabelt, da det hverken var muligt at snakke sammen grundet lydniveauet eller se ­hinanden grundet lysniveauet. Der var dog en an-

26

stændig bar, hvis hofdrink hed noget så fængslende som ”englefisse”. For kun 25 kr. kunne denne lækre helt pink sag blive din. Men hvis du spørger Psyklen, var der bred enighed om, at den smagte anstændigt, men ikke himmelsk. DMJX fik derfor kun et kort visit af os, dog kan vi kun anbefale denne, hvis man leder efter en autentisk natkluboplevelse omkring 17:30-tiden. • 3 ud af 5 stjerner


psyklen tester

Theobar Det næstsidste stop var i Nobelparkens Theobar, som klart var en favorit blandt mange fra Psyklens stab. Vi blev også mødt af aftenens eneste beer pong-bord, og med månedens drink til kun 10 kr. kan man ikke beskylde prisen for ikke at være studievenlig! Lokalet selv er dog langt fra det hyggeligste, da det lider lidt under den generelle industrielle stemning, som er at finde i Nobelparken. Musikken her var dog aftenens bedste, og med bangers som Sunshine Reggae og Club Tropicana var stemningen bare sat. Et værdigt shoutout må også gå til en dejlig mand ved navn Bàlint, som trofast vogtede en fastelavnstønde under hele vores besøg hos Theos. Han var meget snaksaglig og overraskende imødekommende, men ville dog ikke lade os slå på hans tønde, trods plagen. Hans dedikation til sin tjans var beundringsværdig, og hvis de klassiske studier ikke går i længden, ville han til enhver tid kunne falde tilbage på sine naturlige vagtinstinkter. • 4 ud af 5 stjerner

indeklima og nogle lidt trængte lokaler, så kan man med god fortjeneste lægge vejen forbi Chaos! Her var der igen en god pris med 15 kr. per drink (dog dyre breezers) og øl til en 10’er. Her var der også nok den bedst pyntede og mest hjemlige fredagsbar, da væggene var fyldt med alt fra Shrek memes til billeder fra studieudflugter og andet godt til øjnene. Her var det nok mindste, men mest aktive, dansegulv på hele uni, hvor der blev spillet godt med 00’er pophits. En god atmosfære og nogle energiske geologer fik dog til sidst drænet festbatterierne (på den gode måde) og alle drog herfra, om de så skulle hjem eller videre i godt humør. Og alle var vi blevet lidt klogere på, hvordan det ­egentlig er derude på de andre fredagsbarer. Illustration: Storm Munk-Hind, 5. semester

Chaos Efter en kort detour til specialekontoret sluttede vi vores tour af på Chaos – g­ eologernes svar på en fredagsbar. Befindende sig i bunden af Uniparken i en halv kælder er denne bar en lidt overset perle i det store fredagsbars-billede. Men hvis man kan klare et overdrevent fugtigt

27


essay

Et essay om etiske overvejelser og bøvlede processer Iben Hein, 10. semester & Hannah Pilgaard, 4. semester Da vi sad og brainstormede artikelidéer til dette blad med temaet “Krop”, blev vi straks fascineret af, hvorfor vi mennesker nogle gange med fuldt overlæg skader egen krop. Det fængede os, fordi det var noget, vi vidste meget lidt om. Godt nok har vi på studiet hørt om de neurologiske mekanismer bag selvskade, men sjældent mere end det. Generelt lærer vi meget om teoretiske tilgange til fænomener baserede på empiriske studier. Vi synes, der mangler et andet perspektiv; nemlig det subjektive. Det er relevant at huske på, at en model er en model, og at den ikke nødvendigvis kan forklare det enkelte individs oplevelse i sin helhed. Det er sjældent, at vores oplevelser og de erfarede årsager til dem passer ind i en forudbestemt ramme. Med alt dette in mente satte vi os for at læse nogle kvalitative studier om selvskade. Fordi vi ønskede at se på det subjektive perspektiv, udvalgte vi til at starte med nogle citater fra tre af de læste artikler. Idéen var her at belyse forskellige oplevelser af fænomenet selvskade uden vores analyse og teoretiske tolkning. Ganske kort efter udvælgelse, gik det dog op for os, at der er problematiske dimensioner herved, som vi ikke havde overvejet. Først blev vi opmærksomme på hvor svært vi havde ved at slukke for vores egne

28

forudindtagede antagelser om selvskade. Vi tog os selv i at sige sætninger såsom “her er et godt citat”, og dermed bedømte vi citaternes repræsentativitet ud fra egne tanker om, hvad der er vigtigt at få med. Vi måtte korrigere os selv, eftersom det netop var en sådan forudindtagethed, vi ønskede at undgå. Da begyndte vi at søge efter citater, som gik imod vores antagelser, hvilket jo heller ikke nødvendigvis er et godt krav for repræsentativitet. I sidste ende, måtte vi anerkende, at uanset hvordan vi ­udvalgte citaterne, ville det være farvet af, at det var os, der udvalgte dem. Eksempelvis kom vi meget hurtigt frem til, at vi ikke ønskede at medtage de mest grafiske citater, ud fra overvejelsen at de kan være voldsomme at læse. Efter at have bakset en rum tid med ovenstående nåede vi frem til syv citater, vi ville tage med i artiklen. Her indså vi, at der var et etisk dilemma, som vi ikke havde taget højde for: deltagerne i de udvalgte studier har sagt ja til at deltage i interviews og forskning, men ikke til at få deres udtalelser bragt ude af kontekst i Psyklen. Hvis vi tog citaterne med som først tænkt, ville deltagernes udtalelser blive brugt som eksempler i et forum, de ikke selv er bevidste om, at vi inddrager dem i, og uden hensyntagen til den bredere analytiske kontekst forbundet med de færdigskrevne videnskabelige artikler. Alle disse overvejelser betød, at vores artikels integritet pludselig var truet. Vi besluttede os derfor for ikke


esssay

Illustration: Storm MunkHind, 5. semester

at bringe citaterne.

Trods alt dette, synes vi stadig, at selvskade er et vigtigt emne at belyse på kvalitativ vis, hvorfor vi har lavet en liste med læsning, vi selv har fået meget ud af. Vi vil gøre opmærksom på, at artiklerne, særligt citaterne, kan være voldsom læsning.

Klineberg, E., Kelly, M.J., Stansfeld, S.A., Bhui, K.S. (2013). How do adolescents talk about self-harm: a qualitative study of disclosure in an ethnically diverse urban population in England. BMC Public Health, 13, Artikel 572.

Miller, M., Redley, M., & Wilkinson, P. O. (2021). A Qualitative Study of Understanding Reasons for Self-Harm in Adolescent Girls. International journal of environmental research and public health, 18(7), Artikel 3361.

Troya, I., Dikomitis, L., Babatunde, O., Bartlam, B., & Chew-Graham, C.A. (2019). Understanding self-harm in

29


boganmeldelse

Intercourse af Andrea Dworkin Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 4. semester

”The girls are getting fucked, but they are not getting equal – it is time to notice… Submission can be refused; and I refuse it.” Om Andrea Dworkin, den originale mandehadende feminist: Født 1946, var hun en af de største amerikanske stemmer indenfor den mere radikale og sexkritiske fløj af

30

anden bølge feminister. Gloria Steinem udnævnte hende feminismens ”old testament prophet”, og hun er nok mest kendt for det fejl-tilskrevede citat: ”All heterosexual intercourse is rape”. En polariserende figur i amerikansk kvindediskurs i 70’erne og 80’erne. I 1986 skabte hendes vidnesbyrd foran den amerikanske højesteret røre, da hun (i samarbejde med Harvard juraprofessor Catherine A. Mckinnon) på det kraftigste forkastede pornografi, som resulterede i at pornobladene Playboy og Penthouse midlertidigt blev fjernet fra de amerikanske bladkiosker. Dworkin identificerede sig politisk som lesbisk, dog handler “Intercourse” primært om det heteroseksuelle samleje, med et mindre fokus på det mandligt homoseksuelle begærs betydning for mandsdomination. Intercourse blev udgivet i 1987, derfor bør det pointeres, at bogens udgangspunkt for mænd og kvinder er biologisk funderet, med lighedstegn mellem biologisk og socialt køn. I kapitel 4, Virginity, nuanceres emnet kønsidentitet med udgangspunkt i Jeanne D’Arc . “She refused to be fucked and she refused civil insignificance: and it was one refusal; a rejection of the social meaning of being female in its entirety, no part of the feminine exempted and saved” Kroppen som politisk slagmark, kvin-


boganmeldelse

deånd som gidsel. I “Intercourse” kortlægger Andrea Dworkin alle samlejet og den kvindelige oplevelses aspekter – åndeligt, fysisk og metafysisk. En ekspedition som med udgangspunkt i vestlig litteratur, kultur og historie, ofte amalgamt, forsøger at skildre, hvordan samlejet virker som orkanens øje i kønnenes ubalance, det kødelige bevis på kvindeundertrykkelse. Hvert kapitel fungerer som et selvstændigt essay med udgangspunkt i et kønsmæssigt stridspunkt, bl.a. besiddelse, lov, stigma, besættelse/samarbejde (subtekst: med undertrykkeren, mænd). Alle disse essays bruger virkelige og fiktionelle menneskelige erfaringer som understøttelse af Dworkins feministiske analyse. Fra Sophia Tolstoys ægteskab og Kreutzers Sonata, til Kobo Abes hudløshed, endda med et smut forbi Suzanne Brøggers befrielse fra kærligheden – Dworkin favner bredt med knivskarpe analytiske evner og en dyb forståelse for menneskers indre liv og konkrete handlinger. Med et sprog som samtidigt er evigt poetisk og altid vulgært, når hun dømmer det nødvendigt, kaster bogen af sig med konkrete, forståelige pointer, samt citater som inspirerer en til at gentænke hele ens (sex)liv og feministiske grundlag. Med over 70 siders referencer og lækre smagsprøver på videre læsning i hvert eneste kapitel, klæder Dworkin kyndigt læseren på til kritisk udforskning af både populær og obskur kultur.

”The next question – a real one and a fascinating one – then is: with women not dirty, with sex not dirty, could men fuck?” Dworkin folder “Intercourse” ud som et gækkebrev med hvert kapitel som et nyt motiv, der bidrager sit til det overordnede billede. Umiddelbart ikke det mest oplagte værk som introduktion til den feministiske litteratur (til dette formål kan “Man Kan Ikke Holde En God Kvinde Nede” af Alice Walker eller “All About Love” af Bell Hooks med god vilje anbefales), er bogen alligevel i den lettere ende af spiselighed når det kommer til kønspolitisk litteratur. Hvis man kan omfavne Dworkins bramfrie og uundskyldende retorik, kan man med god vilje komme igennem “Intercourse” og stadig have appetit på mere. Intercourse kan anbefales til alle som er trætte af, at blive spist af med lunkne choice-feministiske (Choice-Feminisme: ideen om at alle valg en kvinde ”frit” tager, intrinsisk er feministiske) floskler og er friske på noget mere substantielt og dybdegående.

Dworkin, A. (1987). Intercourse. Basic Books; ISBN: 978-0465017522. United States. Attorney General’s Commission on Pornography. (1986). Attorney General’s Commission on Pornography: final report. Washington, D.C.: U.S. Dept. of Justice . Dworkin, A. (1987) Kap. 4, “Virginty”.

Dworkin om Jeanne D’Arc

• •

31


Bachelor

Bachelor - Et interview med Mimi Yung Mehlsen Nicklas Runge, 6. semester Selvom mange af dem ender med at blive velkendte ansigter, så er distancen mellem undervisere og studerende ofte stor, og nogle gange kan det virke som om, at de er trådt direkte ud af Psykologisk Instituts vægge, fuldt formede og alvidende. Ikke desto mindre har de dog alle taget nogenlunde den samme vej, som vi er på vej ud på nu, i gang med eller næsten færdige med. En vigtig milepæl på den vej er bacheloren: den første store og selvstændige opgave på psykologiuddannelsen. I denne udgave af Psyklens faste bachelorindslag har vi derfor interviewet vores studieleder, Mimi Yung Mehlsen, om hendes oplevelser med at skrive bachelor. Hvad skrev du bachelor om? Jeg skrev bachelor om udvikling i voksenlivet, altså om man udvikler sig som voksen. Det syntes jeg dengang var et fascinerende og besynderligt spørgsmål, og det synes jeg faktisk stadigvæk, det er, for det er jo ikke sådan, at jeg har fundet ud af det i mellemtiden. Det er jo klart, at børn vokser, og man har den her tanke om, at de ligesom et lille frø kan udfylde deres potentiale, og at der er en given retning for deres vækst. ­Spørgsmålet er så, om den retning holder op med at gøre sig gældende, når man bliver voksen. Vi forandrer os jo stadigvæk i en eller anden grad, men det er ikke klart, hvordan det forløber. I den sidste ende af

32

livet kommer så igen nogle mere naturgivne processer, som gør, at der kommer en retning på udviklingen – eller måske snarere afviklingen. Så spørgsmålet om voksnes udvikling interesserede mig vældigt på det tidspunkt. Hvordan kom du frem til det emne? Det var en blanding af, at jeg havde hørt om det i udviklingspsykologi, og så havde jeg haft en fordybelse om gerontopsykologi, som gjorde, at jeg var blevet lidt interesseret i ældre mennesker. De mere overordnede spørgsmål om, hvad udviklingen er for noget kom altså mest fra udviklingspsykologien. Det emne, du skrev om, er jo stadig noget, du arbejder med i dag. Hvordan vil du sige, at din bacheloropgave har påvirket dit virke som psykolog og forsker? Hmm… Jo! Jeg ved faktisk helt præcist, hvad der har påvirket mig rigtig meget. Det er måske ikke så meget emnet i sig selv, men min vejleder, som var Steinar Kvale. Jeg kan faktisk kun huske dét fra vejledningsprocessen, at hver gang, jeg kom derop, spurgte han mig: ”Jamen hvad er ­p­roblemformuleringen?” Det spurgte han mig om tre gange i træk, og jeg blev mere og mere fortvivlet, for jeg vidste ikke helt nøjagtigt, hvad han mente med, hvad problemformuleringen var. Jeg skrev jo – synes jeg selv – gode og glimrende afsnit om udvikling i alle mulige henseender, men det her med at komme til at forstå, at en op-


bachelor

gave er fokuseret på et spørgsmål, har påvirket mig meget. Jeg har en idé om, at det stort set var det eneste, han gjorde til vejledningen, men det var helt klart også det vigtigste. Jeg tror også, at det gjorde det meget lettere for mig at skrive de efterfølgende opgaver, hvor jeg selv valgte et emne. F.eks. kunne man dengang i klinisk psykologi lade være med at svare på eksamensspørgsmålet, men i ­stedet selv vælge et emne. Her endte det med, at jeg, efter at have forsøgt at besvare eksamensspørgsmålet et par gange uden at have fået taget mig sammen til at aflevere, besluttede mig for at skrive en opgave med et selvvalgt emne på mit tredje forsøg. Det var det samme med specialet og egentligt også at blive forsker bagefter: det der med at stille spørgsmål, som man rent faktisk synes er meget mærkelige og interessante, og som man kan bruge tid på at finde et svar på. Det har været en drivende kraft for mig videre frem. Hvordan havde du det med at skulle i gang? Jeg kan stadigvæk huske det som en meget stor og meget skræmmende ting. Dengang var studiet, som det er i dag, hvor man ­egentlig kun skriver bundne opgaver og løser ting, der er defineret på forhånd. Så det med selv at skulle finde på noget at skrive om og vælge litteratur ud virkede meget stort og underligt. Dengang var det jo så

også betydeligt sværere at søge litteratur ud, så det var også noget, man lige skulle finde ud af. Det er jo i virkeligheden første gang, der sker et brud på, at skolesystemet er dem, der bestemmer, hvad man skal lære. Så det var uhyggeligt. Hvis du skulle skrive bachelor igen eller stod i en situation, der lignede, hvad ville du så skrive om, og hvordan tror du, at du ville gå til det? Jeg tror måske godt, at jeg kunne tænke mig at lave en empirisk bacheloropgave, men jeg er ikke sikker på, at det ville være blevet en bedre opgave dengang. Jeg tror, at jeg ville synes, at det ville have været sjovt at have gjort det, men jeg tror samtidig, at det der med at vælge et emne ud selv og belyse det teoretisk var vældig givende for min forståelse og brug af teori. Det foregik jo nemlig ikke på den måde, at det var noget, man skulle lære og så gengive, men i stedet var det noget, man kunne bruge til at besvare spørgsmålet med. Så hvis jeg stod i den samme situation, vil jeg håbe, at jeg ville gøre det samme igen. Emnemæssigt kunne jeg også sagtens skrive en opgave om det samme igen, for jeg fandt jo ikke rigtig ud af, hvad voksenudvikling egentlig er for noget. Det kunne egentlig være sjovt at gøre igen, men det ville være lidt sørgeligt, hvis jeg ikke kunne finde på noget nyt at skrive.

33


bachelor

Har du nogle gode råd til dem, der skal skrive deres bachelor i den kommende tid? Nu har du jo selv et bachelorseminar, men hvis du skulle tale ud fra de oplevelser, vi har snakket om. Vi er jo selvfølgelig alle sammen forskellige, men hvis jeg skal tage udgangspunkt i min egen oplevelse, så var det meget det der med at overgive sig fuldkomment til det. Jeg husker stadig den sidste måned som en, hvor jeg bare gravede mig fuldstændig ned i det. Det er ikke alle, der kan lide det, eller har mulighed for at gøre det, men hvis man har mulighed og lyst, så er det at overgive sig til at besvare et spørgsmål en stor og ­fantastisk ting at prøve. Hvis man på nogen som helst måde er tiltrukket af det, så tænker jeg, at det er fint at give helt los og fordybe sig 100% i det, og det er jo trods alt kun i en ret afgrænset periode af ens liv. Da vi er ved at runde af rejser Mimi sig og finder en stor olivengrøn bog frem fra bogreolen: den velkendte Klassisk og moderne psykologisk teori. Jeg kommer lige i tanke om en sjov lille ting. En del af min bacheloropgave endte mange år senere i 2007 som en del af kapitlet om voksenudvikling i Klassisk og moderne psykologisk teori. Så det viser ­ også, at nogle af de spørgsmål, man formulerer i forbindelse med sin bachelor, kan blive ved med at fylde og kan blive en del af ens ­akademiske udvikling i lang tid efter.

34

Mange tak for din tid. Det var spændende at høre om. Jeg tror, at det kan t­ ilfredsstille noget af den nysgerrighed, som vi studerende ofte har om, hvad jer undervisere har skrevet bachelor om, og hvad I tænker om det, når vi også selv sidder i processen. Det er jo meget sjovt, at der er de her ting, som ikke ændrer sig særlig meget på universitetet. Det er jo trods alt en del år siden – snart 30 år, hvilket også er lidt uhyggeligt at tænke på. Men selve det her med at skulle skrive en stor opgave har jo i virkeligheden ikke ændret sig særlig meget på 30 år. Det er blevet lettere at få adgang til litteratur, men at vælge et emne ud og behandle det er jo det samme. Det er jo egentlig også en meget rar kontinuitet, der opstår i sådan et fællesskab, hvor vi gennemgår nogle af de samme oplevelser og helt bogstaveligt skriver os ind i de traditioner, vi har for vores videnskab.


Kortprosa

Spejlblank Laura Mikkelsen, 4. semester Jeg går ned af trappen. Hun ligger for enden. Jeg smiler til hende, fordi hun har brug for at tro, at hun er okay. Så jeg er nødt til at lade som om, jeg ikke kan se, at hun ikke er det. At jeg ikke ser hendes udsultede krop, fremtrædende kraveben. Hun har brug for, at jeg ser på hende som helt almindelig, for det gør hun selv. Så jeg smiler til hende, og hun smiler tilbage, i stilhed. Men intet er stille. Stormen, der suser rundt inden i og rundt om mig, er overdøvende. Hvordan kan der være så stille, når lynene slår ned, og uvejret hamrer mod hver en celle i min krop? Jeg er ved at sprænges, hun er stille. Men der er selvfølgelig heller ikke nogen celler tilbage i hendes krop. Der er ikke længere noget lynene kan flænse fra hinanden, og ingen storm kan påføre hende mere smerte, end den hun forsvinder i nu. Men hun mærker den ikke længere, smerten, for hun kan stadig ikke se. Jeg står her og bliver revet fra hinanden og mig selv bag mit smil, men det reflekteres ikke længere i hendes blanke øjne. Hvert et glimt, hver en stjerne er væk. Tilbage er kun det grå slør, som hun ser verden igennem. En forskruet verden.

Illustration: Laura Mikkelsen, 4. semester

35


essay

Er du på Tinder? Signe E.V. Lorenzen, 2. semester

Bogen “The ethical slut” reklameres for som en bog for dem, der ønsker at praktisere non-monogami (fx åbent forhold, swinging og andre former for polygami). Men udover dette giver den også meget information om, hvordan man tackler jalousi, problemer i forhold og kommunikation, som også kan bruges til monogame forhold, og når man dater. I bogen bliver sexlyst ikke formanet, men fejres i stedet for. Et af de budskaber, jeg synes er særlig vigtigt i bogen, er idéen om, at det er dig, der ejer dine følelser, og det derfor også er dig, der skal tage stilling til dem og ansvar for dem. Dette lyder måske åbenlyst for en ­psykologistuderende, som nok har hørt den idé før. Kommunikationsstilen, der bliver foreslået i bogen, minder også i høj grad om girafsprog, som nogle måske kender. Grunden til, jeg i denne artikel har ­valgt at tage denne bog op, er fordi, at jeg tror, den har nogle gode budskaber, som er særligt relevante, hvis man dater i dag. Den udbredte hookup-kultur, der er i datingverdenen i dag, sætter fokus på nem og afslappet sex, anonymitet og forpligtelsesfrie relationer. Der er i den kultur problemer som fx stigmatisering af følelser, objektificering af begge køn

36

(men nok mest kvinder) samt mangel på meningsfuld og god sex. Derudover kan der være højere risiko for dårlige seksuelle oplevelser, som kan lede til negativt selvbillede og måske endda trauma. Jeg vil i denne artikel ikke kommentere på voldtægt, date rape drugs og andet vold i datingverdenen, eller seksuelle sygdomme. I stedet for vil jeg tage udgangspunkt i de oplevelser, som kun er skadende for os i mindre grad, og som for det meste blot føles træls. En af de ting, jeg ofte hører mine venner snakke om, er, at det er svært at finde nogen, der rent faktisk vil noget seriøst. Det skal også siges, at dette er noget, jeg har hørt fra mine heterovenner af begge køn. Grunden til, jeg nævner dette, er fordi, jeg føler, der er en idé om, at det kun er kvinder, der ønsker noget seriøst, og at mænd i høj grad bare vil have sex. Hvilket heller ikke er overraskende, når evolutionspsykologer går og reklamerer for, at mænd har arousal to novelty (AKA: et ønske om seksuel variation, til dem af jer der har glemt Høgh-Olesens forelæsninger fra SP). Det er ikke, fordi jeg personligt føler, man behøver at have noget seriøst sammen for at have sex. For at citere Brostrøm, sundhedsstyrelsens direktør, så synes jeg også, at “Sex er godt. Sex er sundt.” Sex skal haves i den grad, man føler for det. Men det skal


essay

også haves på en rar og sikker måde. Som nævnt ovenfor, så er et af problemerne med hookup-kultur bl.a. ­ mangel på meningsfuld og god sex. I bogen “The Ethical Slut” snakker forfatterne om, at nogle måske ofte går i gang med sex med målet om en orgasme. Forfatterne i bogen argumenterer for, at dette netop er med til at gøre sex forhastet og mindsker fokus på alle de andre dejlige sensationer, der er under sex (s. 76). Ønsker man god sex, foreslår de, at man studerer sex: læs sexbøger, udvikl et sprog om sex og øv dig med dig selv. Ved at udvikle et sprog om sex og øve sig i at bruge det kan man nemmere kommunikere ens behov og ønsker til andre. Plus, det føles langt mindre akavet at sige ordene den syttende gang, du siger dem højt, end de første 5 gange. Ønsker man tips, der er mere konkrete, kan man med fordel læse bogen. Et andet problem med hookup-kultur er den objektificering, der finder sted. Der kan for nogle nærmest gå sport i det, og de blærer sig stolt med alle de hookups, de har haft. Her bliver det andet menneske til et objekt, der skal vindes, og sex mister fokus. Forfatterne i bogen er stærkt imod denne tankegang.

De argumenterer for, at dette danner en hierarkisk tankegang, der baserer sig på overfladiske værdier. Definerer man sex som seksuelt samvær mellem to personer, som har fokus på en gensidig ­tilfredsstillelse og nydelse, så kræver det respekt. Man skal have respekt for den anden, for deres person og for deres behov. Men man skal også have respekt for sig selv, sine grænser, sine ønsker og behov. Udover et fokus på grænser er det også relevant at have en snak med sig selv om ens ønsker. Som sagt er et tredje problem i hookup-kultur stigmatisering af ­følelser. Jeg synes personligt, at idéen om “sex uden følelser” er fjollet, fordi man burde altid føle noget for den person, man har sex med. Om det så blot er, at man føler, de er søde, sjove eller noget tredje. Hvis du er fuldstændig ligeglad med en person, så bliver det nok ikke særlig sjov eller rar sex. I bogen argumenterer de for, at man tager ejerskab over sine følelser. Giver du den anden person skylden for dine følelser, er det dem, der har kontrol, og du kan derfor ikke selv gøre noget andet end at klage (s. 53). Man skal have ret til at have sine følelser og eje dem. Og med sine

37


essay

følelser skal man også have ret til at have ønsker. Udover at kende sine grænser kan det være godt at kende sine ønsker: Hvilke ting kunne man godt tænke sig, i de(n) relation(er), man vælger at indgå i? Forskellen på ønsker og grænser ligger i, at ønsker er ting, som man gerne vil have, og grænser fortæller, hvad andre må og ikke må gøre mod en. I stedet for blot at acceptere en situation, hvor ens grænser ikke bliver overskredet, er det okay også at tage højde for, om man har nogle ønsker. En ønskeliste er måske lidt overdrevet, men ved man, hvad man søger efter, kan man nemmere finde det. Det er desuden også vigtigt, at man, når man er afklaret med sine ønsker, står ved dem. Man bør ikke gå ind i en relation, som ikke er det, man ønsker, fordi man regner med og håber på, at den anden person senere vil ændre sig. Dette siger jeg til dem, som går ind i en bolleven-relation, selvom de måske egentlig hellere vil have et forhold med den anden. ­Hvorefter de så håber på, at det bliver til et forhold alligevel. Spoiler alert: Det gør det sjældent. Når folk fortæller dig, de ikke vil have noget seriøst, så tro på dem (det samme gælder, hvis du møder en, der siger, de er en idiot/røvhul/fuckboy).

38

Med dette vil jeg efterlade jer med et citat og en opfordring fra bogen: “If you are a single person in any open sexual lifestyle, it helps to pay attention to how you are getting your needs met, both sexual and emotional. [...] You can get your needs met in an infinite variety of ways. The important thing is to be aware of your needs and wants, so you can go about getting fulfilled with full consciousness. If you pretend that you have no needs, either for sex, or affection, or emotional support, you are lying to yourself, and you will wind up trying to get your needs met by indirect methods that won’t work very well. [...] Do not commit yourself to a lifetime of hinting and hoping.” (s. 63) •

Easton, D., & Hardy, J. W. (1997). The ethical slut: A practical guide to polyamory, open relationships & other adventures (2nd edition). Greenery Press.


Signe E. V. Lorenzen, 2. semester

tegneserie

39


filmanbefalinger

Lam eller gris? Nicklas Runge, 6. semester

Lamb (2021) Af Valdimar Jóhannsson I denne dybt bizarre og sælsomt intime film om sorg, håb og menneskets forhold til naturen (eller naturens forhold til mennesket?) bliver man som beskuer stillet overfor de uløseligt svære dilemmaer om valget mellem fantasi og virkelighed, glæde og realisme, når filmens to hovedpersoner, parret Maria og Ingvar, vælger at tage et nyfødt lam som deres eget barn. Måske er valget om denne nye tilværelse dog ikke noget, man bare kan tage uden videre, for i skyggen af Islands mægtige bjerge og floder synes den vilde natur også at skulle have noget at sige i parrets radikale beslutning. Eller skal den? Filmen kommer uden klare svar og giver anledning til et væld af fortolkninger. Ikke desto mindre minder den os med den slovenske filosof Slavoj Zizeks ord om, at “mother nature is an evil bitch.” Citat: “What is this?” “Happiness.”

40

Pig (2021) Af Michael Sarnoski Næste film på menuen er Pig. Her møder vi den tidligere mesterkok, Rob, som nu bor alene i en hytte i skoven med sin elskede trøffelsgris. En skæbnesvanger nat bliver den dog stjålet, og Rob må modvilligt vende tilbage til byen for at finde den. På denne rejse udvikler filmen sig til en helt og aldeles mesterlig udforskning af vrede, sorg, gavmildhed og storheden af stilhed. Det er en af de film, der i sin simplicitet og skinbarlige stil formidler en kerne af mening, som er dybt rørende og betagende. Også denne gang synes nogle særlige visdomsord da også at være passende at knytte dertil, for da Rob endelig vender tilbage til sin hytte i skoven, er det Heraklits gamle diktum, der står lysende klart: vi kan ikke bade to gange i samme flod, for floden er ikke den samme, og ej heller er vi.

Citat: “...”


rebus

Rebus

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250,- kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest den 30. april 2022.


Digt

Digte Johanna Stahl, 4. semester Min Et sted som er mig selv, Et sted jeg hører til Men verden er her også Er jeg tydelig? Er jeg nydelig? Jeg har mig og min krop Vi er ét, er vi nok? Din Den klær’ dig med de flotte former Den bevæger sig, som en sang, der når mig Når du viser dig sådan, kan jeg læse dit sprog Tag min ind nu, gør mig klog

Psyklen er en del af:


Boganmeldelse Johanna Stahl, 4. semester Min Et sted som er mig selv, Et sted jeg hører til Men verden er her også Er jeg tydelig? Er jeg nydelig? Jeg har mig og min krop Vi er ét, er vi nok? Din Den klær’ dig med de flotte former Den bevæger sig, som en sang, der når mig Når du viser dig sådan, kan jeg læse dit sprog Tag min ind nu, gør mig klog

41


Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt? Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt. Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.