Psyklisten

Psyklisten: Natur

Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester

Psyklens bud på en lille playliste, som favner bredt og indfanger følelsen af denne udgaves tema sprødt. Lyt, mens du bladrer igennem denne udgave af Psyklen eller gem den til en gåtur igennem efterårets blade. Det er selvfølgelig også tilladt at nyde den præcis, som den er! I det følgende vil du finde en introduktion til listens sanges små og store temaer, tekster og følelser.

”Born to multiply? Born to gaze into night skies? All you want’s one more Saturday” - Australia, The Shins

Denne udgave af psyklisten tager dig på en lille udflugt gennem et par af de sange, som godt beskriver menneskets forhold til selvet, naturen og omverdenen. Vi starter med Mother Nature’s Bitch af Okay Kaya, en swingende kort sang om det at overgive sig til naturens vilje. Vi bevæger os herfra videre til Fetch the Bolt Cutters af Fiona Apple, en fin sang om det at tage boltsaksen og skæbnen i egen hånd. Herefter slår vi over til Suddenly af Drugdealer og Weyes Blood, om at finde både varmen og sit hjem i morgensolen.

“The earth is a bitch We’ve finished our news Homo Sapiens have outgrown their use” - Oh! You Pretty Things Et mere humoristisk og futuristisk indslag kommer fra David Bowie, som i sangen Oh! You Pretty Things forestiller sig en verden, hvor jorden ikke længere styres af mennesket, i hvert fald ikke fra hans gren af familietræet. I listens 5. sang, Suzanne (skrevet af Leonard Cohen, sunget af Nina Simone) bliver vi inviteret med på en sanselig rejse, hvor vi undervejs fristes af bl.a. Jesus som sømand, kinesiske appelsiner og selvfølgelig Suzanne, vores flodboende frue. En fin og skør sang om gud, mennesket og naturen som binder os sammen.

“The sun pours down like honey on our lady of the harbor And she shows you where to look among the garbage and the flowers” - Suzanne, Nina Simone

Amor & Den Sidste Pil er en af skribentens, hvis ikke yndlingssange, så yndlingsfølelser. Måske mere om en kold sommernat end et varmt efterår, men C.V. Jørgensen

tager os med igennem drømmene, vinden og det fri her højt mod nord. På The Shins Australia reflekteres det individuelle menneskes plads i verden såvel som menneskehedens plads i verdensrummet. Dolly Parton længes efter sin simple barndom i de amerikanske Appalachebjerge på Tenneessee Homesick Blues og det at være harmonisk og nostalgisk forbundet med naturen. Sunrise af Norah Jones er præcis som dets titel foreslår; en simpel og smuk sang om noget så simpelt og smukt som solopgangen. På A Burning Hill beretter Mitski om at stå i konflikt med sin egen natur, det at være skoven, skovbranden og sit eget vidne på en og samme tid. “And I’ve been a forest fire I am a forest fire And I am the fire and I am the forest And I am a witness watching it” - A Burning Hill, Mitski

Tror du på, at skæbnen samler dig op? Det er det centrale spørgsmål i Ulige Numres Navn i Sne. Om det besvares, må du hellere selv gå ind på listen og lytte efter:) På 12. pladsen finder vi endnu en sang om urilden, vores kære heldige sol, som her i That Lucky Old Sun af Aretha Franklin misundes for dens fritagelse fra livets trængsel og alarm. På Supersonic Rocketship tager vi med The Kinks ud til solen og de andre stjerner for at se, om tingene står bedre til derude! For er vores problemer jordbundne, eller rejser de med som blinde passagerer på vores supersoniske himmelflugt? Listens sidste indslag er Symphony in Blue af Kate Bush, en sang som elegant binder alt det naturlige i mennesket sammen med det menneskelige i naturens symfoni. Og med det vil jeg sige tak for denne gang og byde jer alle sammen på et godt efterår og en god lytter.

Det gule hus

Marco Fortuna, 7. semester

Har psykologistudiet en fast form? En iboende natur? Eller er der mon flere veje gennem Huset PI? I Huset PI får du masser af mad, der er fedt tv, og du kan tænde for musikken i radioen. Og så bor der sindssygt mange andre i forvejen. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det var alt, hvad jeg havde turdet håbet på, da jeg trådte indenfor i 2016 og lukkede døren bag mig. Eller der var måske lidt mørkt, fordi der var så få vinduer? Men alligevel.

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 1. semester Jeg blev hurtigt besat af både maden og fjernsynet. Satte mig godt til rette i sofaen og blev dér i måske 1,5 år. Der var i øvrigt sindssygt meget mad, som skulle spises. Og flere forskellige tv-kanaler – om end der overraskende sjældent blev sendt nye udsendelser, måske kun et par gange om ugen. De handlede alle sammen om mad. Der gik rygter om at programmerne og noget af maden blev produceret og tilberedt et sted i huset, men jeg fandt aldrig rigtig ud af hvor.

Og sådan gik der noget tid. De andre af husets beboere spiste måske ikke helt lige så meget som jeg, og gik nok lidt kræsent til værks – men ærlig talt så så de også sundere ud. Nogle gange talte vi lidt om det, vi spiste, men for det meste hyggesnakkede vi bare. Hvert halve år skulle vi selv lave en enkelt ret mad, men det var stort set det eneste krav, man skulle opfylde for at få lov til at bo i huset.

Så en dag fik jeg lyst til lidt nye input og tændte for radioen. Det viste sig at være en virkelig god idé, for herfra

væltede det ud med interessante og sjove programmer med et bredt udvalg af indhold. Jeg opdagede, at man kunne komme med ønsker til programmerne, og til sidste endte jeg med selv at bestyre et af dem. Det betød, at jeg nogle gange glemte at spise lidt, men jeg så stadig altid de få nye, men gode udsendelser, som af og til kom i tv’et.

Fordi jeg i forvejen fik leveret rigelige mængder af mad, begyndte jeg at undersøge muligheden for at udskyde leve- ringen af noget af det. Jeg havde hørt noget om det i radioen. Og jeg ville jo så nødig have, at der gik noget til spilde, som jeg ikke fik spist.

Sørme om ikke der var en klausul i lejekontrakten om lige netop dette. I øvrigt credit til de ansatte i boligselskabet, som kunne guide mig til præcis, hvordan jeg skulle gøre. Det endte med, at jeg efter tre år fik lov til at bo i Huset PI i yderligere ca. 6 måneder, hvor jeg så i den sidste tid levede af den mad, jeg stadig havde til gode.

Trappen op til 1. sal

I lejekontrakten stod egentlig, at man efter de 3,5 år skulle flytte op på 1. sal. I udgangspunktet havde jeg ikke noget imod det. Jeg havde også hørt, at der skulle være flere vinduer deroppe, og derfor noget lysere. Men da jeg fik udleveret nøglen til døren ind til trappeopgangen, viste det sig, at der derinde sørme også var en havedør ud til, som man kunne åbne! Jeg fik at vide, at den havde haft en låsemekanisme i mange år, og at man kun kunne gå ud af den og aldrig komme ind igen - medmindre man havde en særlig god nøgle lavet af noget af den mad, man var blevet pålagt at lave i huset i årenes løb (what, tænkte jeg). Men nu gjorde en ny forordning, at døren stod åben i op til tre år, efter en beboer var gået ud af den.

På det tidspunkt trængte jeg VIRKELIG til frisk luft, så jeg greb muligheden og trådte udenfor.

Fortsættelse følger i vinterbladet.

Psykologen i naturen

Savner du at have tid til de mange gåture, du var på under nedlukningen? Vi er tilbage på universitetet, og efterårets kulde holder os indenfor det meste af tiden. Men på trods af blæst og kulde kan det alligevel være en rigtig god idé at kigge op fra bøgerne og tage ud i naturen. Vi mødtes med psykolog og naturterapeut Sheila Kragelund til en snak om naturterapi, hvor vi bl.a. talte om, hvordan naturen kan bruges i terapi og hvilken effekt naturen har på os.

Katrine Henriksen, 7. semester, bachelor & Emilie Ringgaard, 7. semester

Om Sheila: Sheila er psykolog og tog sin bachelor i Aalborg, hvorefter hun tog sin kandidat i Aarhus for at komme tættere på sundhedspsykologien. På AU var hun med i kursusgruppen, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med naturterapien. Hun er uddannet indenfor mindfulness og har tidligere arbejdet med kroniske smertepatienter. Senere arbejdede hun med stressramte, hvor de bl.a. brugte skoven i behandlingen. I marts 2020 startede hun sin selvstændige praksis “Naturligværen”.

Krammer du nogensinde træer?

Ja? Altså, da jeg arbejdede med stressrehabilitering, var det faktisk en fast del af det, vi lavede i skoven. Vi havde fire gange i skoven i alt, og det var på tredje gang, når de havde vænnet sig til at være i naturen, at vi prøvede at sige “lad os lige holde om træerne”. Det var der mange sjove holdninger til. Jeg bruger den faktisk sjældent selv som selvstændig psykolog, fordi den for mange er så grænseoverskridende. Jeg vil hellere guide øvelser, hvor man kan lægge panden mod træet eller mærke på stammen med hænderne og så sige til sidst, at hvis du har lyst, må du gerne lægge armene om, men bare så det ikke er det, som er essensen af det.

Hvordan kan naturen bruges i terapien?

Det er jo et kæmpe spektrum, som jeg først har opdaget, da jeg skulle tage stilling til, hvad min måde at bruge den på er, for jeg er jo psykolog, når jeg er i skoven. I starten kaldte jeg mig naturterapeut, og det er jeg nok egentlig ikke. Jeg er jo ikke uddannet naturterapeut. Jeg er psykolog og mindfullness instruktør, der er vild med skoven. Der er jo nogen som laver decideret skovbadning, som er meget mere øvelsesbaseret med sanseøvelser og symbolske øvelser i naturen, hvor psykologvinklen slet ikke er med. Så der er rigtig mange forskellige måder at bruge naturen på. Når jeg bruger den, er det ligesom jeg ville gøre i klinikken. Vi går ind i skoven og laver en landing og kommer til stede, får talt om hvilket tema, vi skal snakke om i dag, og så bruger vi naturen til at styrke det med at komme ned i ro og finde fokus. Men ellers er det meget psykologien og terapien, der er i højsædet, og især mindfulness, hvis det er stressramte, som det typisk er.

Hvilke fordele er der ved at tage terapien ud af terapilokalet og ud i naturen?

Mange synes, det er dejligt ikke at skulle have øjenkontakt på samme måde og i stedet have noget fælles tredje at kigge på. Man kan sidde og kigge ud over fjorden eller mellem træerne, eller bruge træerne og spørge klienten, “hvilket træ føler du dig som?” Og det er jo et totalt mærkeligt og karikeret spørgsmål, men når man sidder derude, så kan det bare give mening for “Gud ja, jeg vil mega gerne være det der troldeformede træ, der stikker i alle retninger, men jeg er bare den der fesne pind derovre lige nu”. Det giver nogle fede billeder og mulighed for, at det ikke bliver så stift, at man absolut skal sidde og kigge på hin- anden. Fx laver jeg en øvelse, hvor de lige går en tur selv og prøver at finde en ting, der symboliserer noget, de gerne vil beholde, og en ting, der symboliserer noget, de gerne vil slippe, og så arbejde symbolsk med det. Jeg bruger også nogle af de gamle fortællinger, når vi sidder nede ved fjorden og fortæller, at man jo har siddet der i generationer og kigget ud på horisonten, for der er noget håb derude, og så snakke med dem om, hvad deres håb er lige nu med fokus på, hvad det er for dem.

Hvordan forener du din psykologfaglige viden og naturterapien?

Jeg er jo primært psykolog, når jeg er i skoven, og så kan jeg udnytte naturen, der jo bare kan noget andet end fire hvide vægge, og så gør det en forskel, at der er bevægelse i kroppen. Mange af de følelsesmæssige udtryk og fornemmelser handler ofte om at have ondt i maven eller en spænding, så når kroppen er i bevægelse, kan de ting komme i flow.

Jeg er ikke god til at bruge kroppen inde i klinikken, hvor man sidder mere ned.

I skoven er det nemmere at sige “jamen, hvis hjertet er lukket, så lad os åbne

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 7. semester

armene”. Men min viden fra psykologien er det, der styrer processen og holder rummet.

Hvad siger forskningen om naturens effekt på mennesket?

Man kan jo måle på blodtryk, puls, velvære og fysisk heling og se en god effekt. En af teorierne går på vores ur-instinkt og at det er i naturen, vores nervesystem kan slappe af, fordi det er naturligt for os ift. den alder, vores hjerne har. En anden teori handler om, at naturen hjælper os til at ændre vores perspektiver. Vi er ofte meget i det problemløsende perspektiv og er hele tiden i gang med at lave noget. Skoven er god til at hjælpe os med at komme op i helikopter perspektiv, hvor vores hjerne slapper af, får overblik og bliver kreativ. Vi problemløser hele tiden, og det kan vores hjerner ikke holde til. Skoven tilbyder et rum, hvor der ikke er nogen krav eller noget, du skal. Der er en god tilpas mængde stimuli.

Hvilken klientgruppe kan især have gavn af naturterapi?

Det er rigtig meget stressramte. Her anbefaler jeg det til dem alle sammen, fordi man fra forskningen ved, at det er gratis, lettilgængelig medicin. Vi kan tage den præcis samme psykologiske samtale med ud i skoven, og så vil det have påvirket deres nervesystem, og de vil opnå en større bedring. Det er også folk, der er sorg- og kriseramte, hvor det handler om noget helt eksistentielt, som bare gør pisse ondt som menneske. Her er fjorden især fantastisk, hvor vi kigger ud over vandet og lader dem mærke, at det her er et livsvilkår lige nu, og det gør ondt, at man har mistet. Det gør det både nemmere for mig ikke at skulle bære dem og fikse det for dem, hvilket vi jo som psykologer godt nogle gange kan synes, at vi skal. Men det gør det jo også langt nemmere for dem, og så begynder de selv at bruge naturen mellem sessionerne, fordi de opdager, at det også er noget, de selv kan. Der er også nog- le mænd, som synes, at det med psykolog er lidt feminint. Så er det lidt nemmere at tage dem med i skoven, da man kan fornemme, at det er deres hjemmebane.

Psykolog Sheila Kragelund

Hvordan reagerer dine klienter, når du tilbyder naturterapi?

Jeg har min klinik og starter mange forløb der, hvor vi får sat rummet. Enkelte vælger mig pga. det med naturen. Jeg nævner altid i telefonen, at vi kan vælge at være

ude. Nogle siger “ja, det skal jeg bare, jeg elsker at være ude, fedt at vi kan slå det sammen”, og enkelte skal lige finde ud af, hvad det er, det kan. Andre tænker, at de ved, de skal ind og have grædt et eller andet ud af systemet, og det kan de ikke overskue at gøre i skoven. Men når de så er kommet et stykke af den proces, vil de typisk gerne ud i skoven. Det er dog aldrig en tvang at komme derud, men de er som regel ret hurtigt klar på det. Klinik og skov ligger samme sted, så vi kan bestemme os på dagen.

Møder du nogen fordomme, når du fortæller, at du er naturterapeut?

Det er færre og færre. De fleste tænker bare “hvor er det fedt”. Det er også den tilbage- melding, jeg får fra klienterne, som siger, at hvis de fortæller, de render rundt med deres psykolog ude i skoven, så siger deres venner “ej det gad jeg bare godt med min psykolog også!” Der er enkelte klienter, der er sådan lidt “hvad for noget? Det behøver jeg vist ikke lige”. Det kommer nok meget an på, hvordan man har det med skoven i virkeligheden. Da jeg var ansat i sygehus- regi, blev der kigget ret skævt til en, hvor de syntes, det var VIRKELIG mærkeligt, hvis man rendte rundt ude på græsset med bare tæer med kronisk smerteramte, altså hvad skal det til for? Men jeg tror, det efterhånden har boblet så meget, at fordom- mene er få. Nogle kan spørge “hvad laver du så derude, er du sådan en heks med urter?” Hvor jeg må sige “arh, jeg er altså bare psykolog”.

Er der nogen ulemper ved at tage terapien ud i naturen?

Det er en offentligt tilgængelig skov, jeg er i, så det kan være, hvis hele børneha- ven kommer igennem og fejrer livet. Det er lidt en lydkulisse, især hvis man kender nogle af børnene, og de hilser. Eller nogle andre, man kender, kommer forbi. Hel- digvis ved de fleste godt, hvad jeg laver, så de er gode til ikke at hilse. Og så kan insek- terne godt være irriterende, når man skal sidde og arbejde med sit indre, så hvis der er for mange myg, kan det ikke rigtig lade sig gøre. Specielt ikke hvis det er svært for personen i forvejen. Så kan jeg godt foreslå, at vi går i klinikken på de værste myggedage, eller hvis jeg kan fornemme, at de ikke kan åbne sig, selvom de siger, at de kan. Det kan også gå den anden vej, hvor de bliver grænseløse og deler hvad som helst, selvom der kommer nogen forbi. Så vurderer jeg, at vi går et andet sted hen eller ind i klinikken. Jeg italesætter også overfor dem ift. tavshedspligt, at der kan komme en hundelufter. Her fortæller jeg, at de ikke behøver at forholde sig til dem og at jeg nok skal tage mig af det. Så stopper jeg med at snakke og siger, at de kan gøre det samme, indtil de er gået forbi.

Vi håber, du er blevet klogere på, hvordan man kan bruge naturen i terapi og hvilken positiv effekt, naturen har på os, samt at du nu er mere klar på at trodse kulden og tage ud i naturen.

Naturlig natur er barsk

Erik Pegel, 3. semester

Natur associeres i dag mest med afslapning i form af en gåtur i skoven, overnatning i shelter, en picnic eller noget helt fjerde. På den måde giver naturen os chancen for at tage en timeout en gang imellem, hvilket kun er en god ting. Desuden giver en lør- dagsgåtur i skoven gode billeder til sociale medier. Naturen har dog også en helt anden side, som er svær at genkende i den tæmmede version af naturen, som vi oftest ser på vores hyggeudflugter. En anden side af naturen er den, som vi ser langt væk fra gadelygter og fjernvarme, for naturen er barsk, kold og mørk.

Hvis man ønsker at opleve denne barske, kolde og mørke naturlige natur, så skal man ret langt ud. Vi fra Psyklen testede selv naturen (eller naturen testede os), ved at sove i nogle sheltere syd for Århus omkring Moesgaard. Hvad vi dog hurtigt bemærkede var, at selv noget så basalt som at starte et bål tog længere tid end forventet, og det var ikke blevet til meget uden tændstikker. Da vi så overraskende hurtigt opbrugte al vores brænde, var vi tvungne til at samle mere ind, hvilket pga. mørket havde været et stort problem, havde vi ikke haft vores iPhones til at lyse rundt omkring os. Efter at redde vores bål vha. vores naturlige redskaber (tændstikker og iPhones), kunne vi fortsætte med at spise skumfiduser og mariekiks. Under hele oplevelsen kunne vi godt mærke, at vi havde været på ret bar bund, hvis vi en dag fandt os selv i naturen uden vores overle- velsesgrej. Desuden hjalp det ikke på naturoplevelsen, at vi kunne høre bilerne på vejen 500 m fra vores sheltere. Selvom vi så ikke fik vores barske naturoplevelse, så havde vi chancen for at tænke over, hvor svært det er at finde en reel naturoplevelse. Det er spændende i sig selv, at vi har brugt størstedelen af vores historie på at komme så langt væk fra naturen som muligt ved at flokkes i byer, blot for at søge væk fra byerne igen for at finde noget ro i naturen.

Til gengæld finder nogle den ikke så blide side af naturen hurtigere, end de selv havde regnet med. En svømmetur under den til tider overraskende varme sommersol i Danmark ender hvert år dødeligt for omkring 60 turister, som ikke kender til de strømninger, som man helst vil holde sig fra. Når man ønsker at opleve naturen, så kan det altså gå galt, hvis man ikke er opmærksom. Vi har dog heldigvis ikke mange rovdyr eller giftige planter og bær i Danmark, og ofte er der ikke for langt til det nærmeste supermarked. Det er dog ikke tilfældet i lande som Canada, hvor det største skovområde (eng: Boreal Forest) strækker sig over 3 millioner km2 . Danmark har i sammenligning et samlet areal på 43.000 km2. Skovsnakken er ikke for ingenting, den bringer os til historien om Chris McCandless. Chris var en ung mand, som i 1990 valgte at smide alt, hvad han havde i hænderne, for at rejse omkring USA. Da dette ikke er en boganmel- delse, vil jeg beskrive Jon Krakauers bog ”Into The Wild”, som fortæller historien om Chris McCandless, hurtigst muligt.

For det første er min mening ikke at tale Chris ned, da han af alle dem, som han mødte på hans rejse, blev beskrevet som høflig, intelligent og karismatisk. Hans rejse tog ham gennem USA og dele af Canada, hvorefter hans sidste stop blev Alaska. På gåben med 4,5 kg ris, en bog om spiselige planter og en riffel begav han sig ud i Alaskas store skovområder, hvor han efter noget tid fandt en efterladt bus at sove i. På dette tidspunkt havde Chris rejst i lidt over 2 år og havde besluttet sig for snart at vende tilbage til sit gamle liv. Hans tilbagevenden blev dog udskudt, da han først ikke kunne krydse en stor flod pga. årsti- den, og senere var terrænet for dårligt til at kunne vandre hjem. Han var tvunget til at forblive i den efterladte bus, hvor han levede af bær, rødder, dyr og hvad end der ellers var omkring ham. For at spole til slutningen, så ender denne historie tragisk for Chris McCandless. Hans eksakte dødsårsag er ukendt, men man antager madforgiftning pga. dårlige bær eller kartofler. Denne bog kan stærkt anbefales, da den fortæller en smuk historie om en ung mand, som rejser ud i naturen for at finde sig selv.

For at komme tilbage til det egentlige emne om en barsk natur, så fortæller historien om Chris, hvor hurtigt det kan gå galt selv for en meget erfaren person. Når naturen virkelig slår til, så kan vi kun tilpasse os. Her er vi igen i Danmark heldige, at vi ikke oplever de store naturkatastrofer. Orkaner, tsunamier og jordskælv er meget oplagte at tale om i denne sammenhæng, da vores handlemuligheder i disse tilfælde er meget begrænsede. Når en tsunami kommer, så løber man. Hvis man har nok tid, så kan man forsøge at smide nogle sandsække omkring, og med lidt held klarer ens hus det. At stoppe en tsunami, et jordskælv eller en orkan? Så langt er vi desværre ikke kommet, for naturen dræber.

Selvom alt dette lyder lidt dystert, så skal det ikke ødelægge ens romantiske fore- stilling om naturen. En times gåtur i skoven med frisk luft kan gøre vidundere! Så bliv endeligt ved med shelterture, skumfiduser med mariekiks og selfies, hvor man viser sig i et med naturen. Naturen skal nydes, dog eksisterer den ikke for at tilfreds- stille ens selvrealiseringsbehov.

Illustration: Lea Nørlund Jensen, 7. semester

Vores liv med svampe

Indsendt: Anne Fabricius, 1. semester, agrobiologi

Det er blevet efterår, og det betyder svampe. Måske er du stødt på en svamp i græsset i uniparken, eller måske har du aktivt været ude og lede efter de ekstra delikate slags i skoven. Det, du har set eller smagt på, er frugtlegemer og er egentlig den pågældende svamps spredningsmeka- nisme. Frugtlegemer er en struktur, der består af hyfer, som er flere svampeceller i forlængelse af hinanden. Det er desværre ikke alle svampe, der danner frugtlegemer, ellers ville vi hurtigt blive enormt opmærksomme på, hvor stor en del af vores liv, svampe faktisk er. Tænk, hvis man kom ud til sin koldhævede bolledej om morgenen og så, at den bagegær, man havde brugt til at få dejen til at hæve, havde dannet et kæmpe frugtlegeme! Eller tænk, hvis vi kunne reducere mængden af grovfoder til køer, hvis de svampe der bidrager til nedbrydelsen af plantedele i koens vom også dannede frugtlegemer og derfor reducerede sulten. Men alt det sker selvfølgelig ikke, fordi det ikke er samme slags svampe, som dem, vi kan se med vores blotte øje. På agrobiologi lærer vi, at der findes seks svamperækker: Ascomycota, Basidiomycota, Glomeromycota, Zygomycota, Chytridiomycota og Microsporidia. De svampe, som danner frugtlegemer, tilhører Basidiomycota - det kunne fx være en Karl Johan. Men der er også frugtlegemedannere blandt Ascomycota. Bagegær

tilhører Ascomycota, men danner ikke frugtlegemer, da de slet ikke danner hyfer. Bagegær ligner mere, hvad man forestil- ler sig, når man tænker på en eukaryotisk celle. Og så formerer svampen sig i stedet ved knopskydning. Zygomycota har du bestemt også haft noget at gøre med, for mucor hører nemlig under denne række. Og det er simpelthen nogle af de svampe, du kan se, der er i fuld gang med at omsætte sukker, når noget i dit køleskab eller brødet på køkkenbordet er begyndt at mugne.

Chytridiomycota er helt særlig, da det er den eneste svamp, hvor svampesporerne har flageller/svingtråde, som gør dem

mobile. Det er blandt andet chytridiomyctoa-svampe, som gør, at du kan få ost eller et glas mælk, da de svampe, som bor i koens vom, bidrager til nedbrydningen af cellulosen i vomsaften og derfor gør, at der kan produceres mælk ud fra græs.

Alle svamperækkerne har svampe som er parasitiske, og microsporidia er ingen undtagelse. Microsporidia er encellede og paratiserer en værtscelle ved at skyde en poltråd ind og overføre svampens organeller til værtscellen, så de opformeres. Microsporidia lever ofte i tarme på dyr (og mennesker, men ikke på disse breddegrader) og kan spredes ved afføring eller seksuel overførsel.

Glomeromycota- svampe danner arbuskulær mykorrhiza med plan- ter. Det vil sige, at svampe fra glomeromycota kan danne hyfer, som vokser intracellulært i planteceller i planterødder, hvor de danner arbuskler, som ligner kronen på et træ. Herved kan svampen udveksle næringsstoffer med planten. Udover at planten opnår bedre nærings- optag, opnår den også større beskyttelse og kan via disse svampe kommunikere med andre planter om næringsmangel eller sygdom. 80 % af alle planter danner arbuskulær mykorrhiza, så det er en virkelig vigtig faktor i primærproduktionen.

Nogle svampe fra basidiomycota danner ektomykorrhiza, hvor svampen danner en tyk hyfestruktur (hyfekappe) omkring planterødder – primært træer. Det giver planten et meget stærkere forsvar og kan endda sørge for overlevelse i tørke eller ved hårde sygdomsangreb.

Svampe er fuldstændig fantastiske, og de er overalt. Vi burde ikke kun tænke på dem, når det bliver efterår, men også hver gang vi skal bruge penicillin, hver gang vi bager, hver gang vi drikker et glas mælk, hver gang vi ser et træ, der ikke gik ud i sommeren 2018 – ja, hver gang vi trækker vejret!

Illustrationer: Olivia Vibeke Awa Sidibe-Christensen, 3. semester