Psykologen i naturen

Savner du at have tid til de mange gåture, du var på under nedlukningen? Vi er tilbage på universitetet, og efterårets kulde holder os indenfor det meste af tiden. Men på trods af blæst og kulde kan det alligevel være en rigtig god idé at kigge op fra bøgerne og tage ud i naturen. Vi mødtes med psykolog og naturterapeut Sheila Kragelund til en snak om naturterapi, hvor vi bl.a. talte om, hvordan naturen kan bruges i terapi og hvilken effekt naturen har på os.

Katrine Henriksen, 7. semester, bachelor & Emilie Ringgaard, 7. semester

Om Sheila: Sheila er psykolog og tog sin bachelor i Aalborg, hvorefter hun tog sin kandidat i Aarhus for at komme tættere på sundhedspsykologien. På AU var hun med i kursusgruppen, hvor hun første gang stiftede bekendtskab med naturterapien. Hun er uddannet indenfor mindfulness og har tidligere arbejdet med kroniske smertepatienter. Senere arbejdede hun med stressramte, hvor de bl.a. brugte skoven i behandlingen. I marts 2020 startede hun sin selvstændige praksis “Naturligværen”.

Krammer du nogensinde træer?

Ja? Altså, da jeg arbejdede med stressrehabilitering, var det faktisk en fast del af det, vi lavede i skoven. Vi havde fire gange i skoven i alt, og det var på tredje gang, når de havde vænnet sig til at være i naturen, at vi prøvede at sige “lad os lige holde om træerne”. Det var der mange sjove holdninger til. Jeg bruger den faktisk sjældent selv som selvstændig psykolog, fordi den for mange er så grænseoverskridende. Jeg vil hellere guide øvelser, hvor man kan lægge panden mod træet eller mærke på stammen med hænderne og så sige til sidst, at hvis du har lyst, må du gerne lægge armene om, men bare så det ikke er det, som er essensen af det.

Hvordan kan naturen bruges i terapien?

Det er jo et kæmpe spektrum, som jeg først har opdaget, da jeg skulle tage stilling til, hvad min måde at bruge den på er, for jeg er jo psykolog, når jeg er i skoven. I starten kaldte jeg mig naturterapeut, og det er jeg nok egentlig ikke. Jeg er jo ikke uddannet naturterapeut. Jeg er psykolog og mindfullness instruktør, der er vild med skoven. Der er jo nogen som laver decideret skovbadning, som er meget mere øvelsesbaseret med sanseøvelser og symbolske øvelser i naturen, hvor psykologvinklen slet ikke er med. Så der er rigtig mange forskellige måder at bruge naturen på. Når jeg bruger den, er det ligesom jeg ville gøre i klinikken. Vi går ind i skoven og laver en landing og kommer til stede, får talt om hvilket tema, vi skal snakke om i dag, og så bruger vi naturen til at styrke det med at komme ned i ro og finde fokus. Men ellers er det meget psykologien og terapien, der er i højsædet, og især mindfulness, hvis det er stressramte, som det typisk er.

Hvilke fordele er der ved at tage terapien ud af terapilokalet og ud i naturen?

Mange synes, det er dejligt ikke at skulle have øjenkontakt på samme måde og i stedet have noget fælles tredje at kigge på. Man kan sidde og kigge ud over fjorden eller mellem træerne, eller bruge træerne og spørge klienten, “hvilket træ føler du dig som?” Og det er jo et totalt mærkeligt og karikeret spørgsmål, men når man sidder derude, så kan det bare give mening for “Gud ja, jeg vil mega gerne være det der troldeformede træ, der stikker i alle retninger, men jeg er bare den der fesne pind derovre lige nu”. Det giver nogle fede billeder og mulighed for, at det ikke bliver så stift, at man absolut skal sidde og kigge på hin- anden. Fx laver jeg en øvelse, hvor de lige går en tur selv og prøver at finde en ting, der symboliserer noget, de gerne vil beholde, og en ting, der symboliserer noget, de gerne vil slippe, og så arbejde symbolsk med det. Jeg bruger også nogle af de gamle fortællinger, når vi sidder nede ved fjorden og fortæller, at man jo har siddet der i generationer og kigget ud på horisonten, for der er noget håb derude, og så snakke med dem om, hvad deres håb er lige nu med fokus på, hvad det er for dem.

Hvordan forener du din psykologfaglige viden og naturterapien?

Jeg er jo primært psykolog, når jeg er i skoven, og så kan jeg udnytte naturen, der jo bare kan noget andet end fire hvide vægge, og så gør det en forskel, at der er bevægelse i kroppen. Mange af de følelsesmæssige udtryk og fornemmelser handler ofte om at have ondt i maven eller en spænding, så når kroppen er i bevægelse, kan de ting komme i flow.

Jeg er ikke god til at bruge kroppen inde i klinikken, hvor man sidder mere ned.

I skoven er det nemmere at sige “jamen, hvis hjertet er lukket, så lad os åbne

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 7. semester

armene”. Men min viden fra psykologien er det, der styrer processen og holder rummet.

Hvad siger forskningen om naturens effekt på mennesket?

Man kan jo måle på blodtryk, puls, velvære og fysisk heling og se en god effekt. En af teorierne går på vores ur-instinkt og at det er i naturen, vores nervesystem kan slappe af, fordi det er naturligt for os ift. den alder, vores hjerne har. En anden teori handler om, at naturen hjælper os til at ændre vores perspektiver. Vi er ofte meget i det problemløsende perspektiv og er hele tiden i gang med at lave noget. Skoven er god til at hjælpe os med at komme op i helikopter perspektiv, hvor vores hjerne slapper af, får overblik og bliver kreativ. Vi problemløser hele tiden, og det kan vores hjerner ikke holde til. Skoven tilbyder et rum, hvor der ikke er nogen krav eller noget, du skal. Der er en god tilpas mængde stimuli.

Hvilken klientgruppe kan især have gavn af naturterapi?

Det er rigtig meget stressramte. Her anbefaler jeg det til dem alle sammen, fordi man fra forskningen ved, at det er gratis, lettilgængelig medicin. Vi kan tage den præcis samme psykologiske samtale med ud i skoven, og så vil det have påvirket deres nervesystem, og de vil opnå en større bedring. Det er også folk, der er sorg- og kriseramte, hvor det handler om noget helt eksistentielt, som bare gør pisse ondt som menneske. Her er fjorden især fantastisk, hvor vi kigger ud over vandet og lader dem mærke, at det her er et livsvilkår lige nu, og det gør ondt, at man har mistet. Det gør det både nemmere for mig ikke at skulle bære dem og fikse det for dem, hvilket vi jo som psykologer godt nogle gange kan synes, at vi skal. Men det gør det jo også langt nemmere for dem, og så begynder de selv at bruge naturen mellem sessionerne, fordi de opdager, at det også er noget, de selv kan. Der er også nog- le mænd, som synes, at det med psykolog er lidt feminint. Så er det lidt nemmere at tage dem med i skoven, da man kan fornemme, at det er deres hjemmebane.

Psykolog Sheila Kragelund

Hvordan reagerer dine klienter, når du tilbyder naturterapi?

Jeg har min klinik og starter mange forløb der, hvor vi får sat rummet. Enkelte vælger mig pga. det med naturen. Jeg nævner altid i telefonen, at vi kan vælge at være

ude. Nogle siger “ja, det skal jeg bare, jeg elsker at være ude, fedt at vi kan slå det sammen”, og enkelte skal lige finde ud af, hvad det er, det kan. Andre tænker, at de ved, de skal ind og have grædt et eller andet ud af systemet, og det kan de ikke overskue at gøre i skoven. Men når de så er kommet et stykke af den proces, vil de typisk gerne ud i skoven. Det er dog aldrig en tvang at komme derud, men de er som regel ret hurtigt klar på det. Klinik og skov ligger samme sted, så vi kan bestemme os på dagen.

Møder du nogen fordomme, når du fortæller, at du er naturterapeut?

Det er færre og færre. De fleste tænker bare “hvor er det fedt”. Det er også den tilbage- melding, jeg får fra klienterne, som siger, at hvis de fortæller, de render rundt med deres psykolog ude i skoven, så siger deres venner “ej det gad jeg bare godt med min psykolog også!” Der er enkelte klienter, der er sådan lidt “hvad for noget? Det behøver jeg vist ikke lige”. Det kommer nok meget an på, hvordan man har det med skoven i virkeligheden. Da jeg var ansat i sygehus- regi, blev der kigget ret skævt til en, hvor de syntes, det var VIRKELIG mærkeligt, hvis man rendte rundt ude på græsset med bare tæer med kronisk smerteramte, altså hvad skal det til for? Men jeg tror, det efterhånden har boblet så meget, at fordom- mene er få. Nogle kan spørge “hvad laver du så derude, er du sådan en heks med urter?” Hvor jeg må sige “arh, jeg er altså bare psykolog”.

Er der nogen ulemper ved at tage terapien ud i naturen?

Det er en offentligt tilgængelig skov, jeg er i, så det kan være, hvis hele børneha- ven kommer igennem og fejrer livet. Det er lidt en lydkulisse, især hvis man kender nogle af børnene, og de hilser. Eller nogle andre, man kender, kommer forbi. Hel- digvis ved de fleste godt, hvad jeg laver, så de er gode til ikke at hilse. Og så kan insek- terne godt være irriterende, når man skal sidde og arbejde med sit indre, så hvis der er for mange myg, kan det ikke rigtig lade sig gøre. Specielt ikke hvis det er svært for personen i forvejen. Så kan jeg godt foreslå, at vi går i klinikken på de værste myggedage, eller hvis jeg kan fornemme, at de ikke kan åbne sig, selvom de siger, at de kan. Det kan også gå den anden vej, hvor de bliver grænseløse og deler hvad som helst, selvom der kommer nogen forbi. Så vurderer jeg, at vi går et andet sted hen eller ind i klinikken. Jeg italesætter også overfor dem ift. tavshedspligt, at der kan komme en hundelufter. Her fortæller jeg, at de ikke behøver at forholde sig til dem og at jeg nok skal tage mig af det. Så stopper jeg med at snakke og siger, at de kan gøre det samme, indtil de er gået forbi.

Vi håber, du er blevet klogere på, hvordan man kan bruge naturen i terapi og hvilken positiv effekt, naturen har på os, samt at du nu er mere klar på at trodse kulden og tage ud i naturen.