Naturen tester Psyklen

Naturen tester Psyklen

I hver udgave sætter vi psyklister en aktivitet eller en ting på prøve, men til dette blad blev rollerne byttet om. Vi drog på sheltertur den sidste weekend i september for at lade naturen teste Psyklen.

Katrine Kromann Brandt, 7. semester

En gruppe psyklister troppede op ved et shelter i en skov med tasken fuld af varmt tøj, skumfiduser og andet overlevelsesudstyr. Det, der mødte os, var et bålsted, tre shelters, en efterladt sovepose og et liggeunderlag. De sidstnævnte vender vi tilbage til, men første punkt på dagsordenen var varme, så vi psyklister startede med at gøre noget ved bålstedet. Det skulle fyldes med brænde og bål. Nogle af os gik på jagt i skovbunden efter nedfaldne grene, mens andre tog øksen mellem hænderne og huggede det medbragte brænde i mindre stykker. Herefter skulle det store slag mod naturen stå. Bålet skulle tændes med tændstål. Eller der skulle i hvert fald gøres et forsøg med tændstål, og da dette ikke lykkedes, greb vi til tændstikkerne. Hermed blev der dog lavet et fantastisk flot bål, og vores sheltertur syntes at være reddet.

Næste punkt på denne overlevelsestur var føde. I hvert fald for de fleste af os, der fandt hjemmebragt aftensmad frem. En enkelt af os tog dog ”naturen tester Psyklen” til et helt nyt niveau ved at teste, om han kunne klare sig uden aftensmad. Psyklistens indre natur må vist siges at have vundet det slag, for da vi sad rundt om bålet med spejdersangbog og skumfiduser, trådte hans overlevelsesinstinkt i

kraft, og skumfidus efter skumfidus blev spiddet, ristet og fortæret. Der sad vi så, mens mørket faldt på omkring os, da en af os måtte konstatere, at hun da vist var natteblind. Til ingen af de resterende psyklisters store forundring viste det sig, at ikke bare én af os var natteblind, men at vi alle var.

Nu havde vi næsten alt, hvad der hører til en rigtig sheltertur: bål, skumfiduser, lejrbålssange og mørke. Det eneste, der mang- lede, var en spøgelseshistorie, og det er så nu kære læser, at vi vender tilbage til den efterladte sovepose og liggeunderlaget. De blev omdrejningspunktet for shelterturens uhygge, for da ingen af os havde et kartotek af spøgelseshistorier, blev der digtet historier om de efterladte genstande i stedet. De kunne jo tilhøre en mystisk, vild mand, der ville dukke op om natten, eller de kunne tilhøre en mand, der var blevet taget af et frygteligt uhyre, som nu ville komme og tage os. Med hovedet fyldt af historier som disse, en økse ved vores side og edderkopper over os krøb vi i vores soveposer, da alt brændet var brugt op, og vi blev omsluttet af mørke.

For nogle af os blev det en lang nat med kolde tæer og hyperårvågenhed over for skovens lyde, men vi klarede os igennem til næste morgen, hvor vi vågnede ganske fredfyldt til solens lys og fuglesang. Og det til trods for edderkopper og frygt for den mystiske mand.

Under morgenkaffen blev det tid til at evaluere vores sheltertur, og vi kunne hurtigt blive enige om, at selvom naturen havde testet os en smule ved at udsætte os for kulde og mørke, så havde vi besejret den med lidt menneskelige opfindelser såsom uldtrøjer, soveposer, lommelygter og selvfølgelig ild. Vi kunne også hurtigt blive enige om, at en sheltertur nu engang er rigtig hyggelig, så længe man får ristede skumfiduser og kan holde varmen, så vi i Psyklen gentager nok ikke succesen før til næste sommer.

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

I sin seneste roman Klara og solen fra 2021 beskriver Kazuo Ishiguro en dystopisk fremtid, hvor den teknologiske udvikling gradvist overtager funktio- ner, der før har været varetaget af mennesker. Romanen kan læses både som en advarsel mod tankeløs teknologisk udvikling og en meditation over livets skrøbelighed, menneskets natur og det at elske.

Hannah Pilgaard, 3. semester

Som læser følger man Klara, en huma- noide, der drives af solenergi. Hun er skabt til at være en form for ven og ledsager til en ung pige, Josie. Josie tilhører “de løftede” – en genetisk modificeret overklasse, der besidder højere intelligens end gennemsnittet, hvilket giver dem større sandsynlighed for at få en uddannelse og et godt arbejde i fremtiden. Hendes liv er dog langt fra idyllisk; hun er præget af en alvorlig sygdom, som tilsyneladende er forbundet med de genetiske ændringer, hun er blevet påført.

Det er gennem Klara, at man får adgang til verdenen, og allerede fra første side er det tydeligt, at hun ikke er et menneske af kød og blod, men en robot med menneskeligt udseende og adfærd. Dette betyder dog ikke, at Klara er en objektiv fortæller. Alt, Klara ved om verden, er en fortolkning af de omgivelser, situationer og mennesker, hun observerer, skabt på basis af de algoritmer, hun er programmeret med, og de mekaniske dele, hun består af. Hendes synssans er begrænset til at percipere verdenen som opdelt i firkanter, og til tider skildres den så fragmenteret, at man sidder tilbage med en følelse af at kigge forvirret på et kubistisk maleri. Fortællervalget bliver imidlertid mest mærkbart gennem Klaras forhold til solen, der nærmer sig religiøs tilbedelse. I takt med, at historien udfolder sig, kommer man som læser til at få indblik i bogens universer: Det univers som Klara danner sig, hvor der er plads til religion og mirakler, og et mere videnskabeligt univers, som opstår på baggrund af de andre karakterers bemærkninger. Den dobbelthed giver fortællingen en håbefuld klang, der på en og samme tid er uvant for en Ishiguro roman og forfriskende.

Når den sidste side er vendt, efterlades man med et virvar af tanker. Er teknologisk innovation altid godt? Kan videnskaben transcendere døden? Hvor går grænsen mellem det naturlige og det kunstige – mellem det menneskelige og teknologien? Ganske tragisk har den hastige teknologiske udvikling en fælles konsekvens for den kunstigt skabte Klara og de menneskelige karakterer i bogen. For ligesom de mange mennesker, der har mistet deres arbejde til teknologien og presses til at “løfte” næste generation op på et højere niveau, står det klart, at Klara i sidste ende vil blive et offer for udviklingen. I takt med at ny teknologi opstår, vil også hun blive

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort på 250 kr. til Stakbogladen ved at sende løsningen på rebussen til psyklen@gmail.com senest d. 15. november 2021.

erstattet af en “bedre udgave”. Ved siden af temaet om brugen af kunstig intelligens og teknologisk udvikling behandler Ishiguro ligeledes temaer som venskab, kærlighed, tab og frygten for ensomheden. Det store spørgsmål: “Hvad gør et menneske til et menneske?” sniger sig uvilkårligt ind på læseren – og netop derfor er det værd at læse Klara og solen.

Klara og solen Kazuo Ishiguro Faber & Faber, 2021 300 kr. på stakladen.dk

Rebus

Sult: Mentaliseringsbaserede tilgange til spiseforstyrrelser

Behovstilfredsstillelse er en ubestridelig del af menneskets natur. En spiseforstyr- relse, som ofte indebærer ekstreme former for behovsudsættelse, kan i denne forstand fremstå umenneskelig – særligt for dem, som ikke har erfaringer med sygdommen. I Sult: Mentaliseringsbaserede tilgange til spiseforstyrrelser fremlægges, hvordan en spiseforstyr- relses symptombillede kan forstås som en naturlig reaktion hos et menneske, hvis socialkognitive udvikling er blevet forstyrret. Værket tilvejebringer således ikke blot en anskueliggørelse af lidelsen, men synes også at kunne bidrage betydeligt til fremtidig metodeudvikling i behandlingshenseende.

Ulrikke Friis Højer, 3. semester

I Sult beskriver forfatterne Bente Sommerfeldt, Paul Robinson og Finn Skårderud spiseforstyrrelsens ætiologi ud fra en mentaliseringsbaseret forståelsesramme. Peter Fonagy, som også står bag værkets forord, beskrev oprindeligt mentalisering som en særskilt menneskelig evne til at forestille sig og sætte sig ind i andres mentale tilstande. En mentalisering er derved dels drevet af et andenhenførende motiv til at forstå den anden, dels af et selvhenførende motiv til at kunne se sig selv fra den andens perspektiv: hvad Fonagy beskrev som at se andre indefra og sig selv udefra. Det er denne teoretisering, som foranlediger forfatternes præsentation af en spiseforstyrrelse som et klinisk billede på en svækket mentalisering.

Den overordnede tanke er, at når en mentalisering er svækket, befinder den for- styrrede sig i et før-mentaliserende mentalt modus. Dette er en socialkognitiv udviklingsforstyrrelse, som karakteriseres ved, at der sjældent bliver skelnet imellem mentale tilstande og fysiske fænomener. Det er ud fra dette tankemønster, at den spiseforstyrrede oftest fortolker sine mentale tilstande i henhold til noget konkret, såsom netop mad, vægt og kalorier. Et symptom som fedmefølelse kan da forstås som resultatet af en ubehagelig mental tilstand, der er blevet konkretiseret – ved et alternativt udtryk kropsliggjort. På denne måde formidler Sult et komplekst klinisk tilfælde i en “simpel” teori. Efterfølgende bliver intet mindre end et helt kapitel dedi- keret til empirisk evidens. Den psykologiinteresserede ville i denne sammenhæng kunne opleve genkendelsesglæde ved, at forfatterne trækker på utallige referencer til klassisk udviklingspsykologisk litteratur.

Sult henvender sig også særligt til dem, som skal benytte en psykologfaglig interesse i deres virke. Værket indeholder nemlig også praksisvejledning i, hvordan deres mentaliseringsbaserede forståelsesramme kan applikeres i terapeutiske sam-

menhænge. En mentaliseringsbaseret terapi for spiseforstyrrelser (MBT-ED) indebærer primært, at den spiseforstyrre- de skal blive i stand til at identificere og videreudvikle sig fra sin socialkognitive patologi. Forfatterne lægger dog også vægt på, at det ikke blot er den spiseforstyrre- de, som skal styrke sin mentalisering, men også selve terapeuten. Terapeuten må ikke være af den antagelse, at han eller hun på noget tidspunkt besidder fuldt ud kendskab til den spiseforstyrredes mentale tilstand, men må derimod konstant være undersøgende og nysgerrig i forhold til disse.

Dette er en pointe, som også afspejler den galante ydmyghed, man finder hos forfatterne selv. De vover ikke den påstand, at MBT-ED er et endeligt svar eller så at sige en one size fits all. Tværtimod er en såvel styrke som svaghed ved Sult, at den blot placerer sig som et respektabelt bidrag i et forskningsfelt, som tydeligvis endnu står med en bastant mission foran sig. Forfatterne går i brechen for, at et arbejde med spiseforstyrrelser forbliver af dyna- misk karakter, for når man først har stiftet bekendtskab med et enkelt eksempel på en spiseforstyrrelse, er dette virkelig blot kun et enkelt eksempel. Dette er forfatternes tilgang, som man enten kan vælge at betragte som uendeligt frustrerende eller forfriskende realitetsafstemt.

På det visuelle plan er værket spækket med citatfremhævelser, tekstbokse og bullet points, som gør det til et utroligt overkommeligt læseprojekt. Idet forfatterne samtidigt viser et fuldstændigt fravær af faglig arrogance, synes Sult tilgængelig på tværs af faggrupper og fagniveauer. Af samme årsag virker det muligt, at værket kan være nyttigt i et psykoedukativt formål. I virkeligheden kan der slås et slag for, at det kan anbefales til alle type læsere, som ønsker at nuancere deres indsigt i menneskets socialkognitive natur: her med særligt fokus på et klinisk eksempel på, når udviklingen af denne forstyrres.

Sult: Mentaliseringsbaserede tilgange til spiseforstyrrelser Finn Skårderud, Bente Sommerfeldt & Paul Robinson Hans Reitzels Forlag, 2020 400 kr. på hansreitzel.dk

Skyggekaster

Laura Mikkelsen, 3. semester

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 7. semester nu bliver mørket nattens en verden slukkes vender på hovedet med en morgenvandring i sigte der vil tænde lyset på ny sætter mig på stranden lader solen slukke ned venter månen river lys op men mørket i mig bliver ved stjernekaster en runde til måske er det blot refleksionerne der som spejlets aldrig vil være nok

forandring efter sigende en start på ny morgenstrålerne fanger mig fængslet af skygger afsløret end ikke lyset er frit paralyseret står jeg en livets skyggekaster i sjælens silhuet ved højlys dag midt i hjertesort mørke for det var ikke nattens mørket det er mit

Lang Samf bar Revyfest v. FF

Psykologisk Revy 18.-20. nov. Smør og Mono polet

Kritisk seminar v. PUG Universitetsvalg 8.-11. nov. Psykrådsmøde Kritiske perspek tiver på sorg v. PUG

Studiecafé for 1. semester Skriveværksted for bachelorstuderende v. Studiecaféen

Skriveværksted

Den 29. november kl. 14-16 inviterer Psykologisk Studiecafé til skriveværksted, hvor man kan komme og få sat gang i, øvet eller afstøvet sine skrivefærdigheder, så de er klar til eksamen.

Skriveværkstedet er tiltænkt alle studerende på Psykologisk Institut, som kunne tænke sig i fællesskab med andre medstuderende at få øvet skriveteknik, videnskabelig fremstilling og opgavestruktur.

Er man ny studerende, og ønsker man en hjælpende hånd til at komme i gang med at skrive og til hele processen bag dette, og ønsker man gode tips til den konkrete udformning af eksamens- opgaven, så er der et begynderhold til netop dette. Er man omvendt en garvet studerende, der ønsker at gå i ringen med andre akademiske heavyweights (læs: neurotiske og lettere nervøse studerende, der bare gerne vil finde hoved og hale i, hvordan man kommer nogenlunde igennem en 7-timers eksamen, eller hvordan man får metakommunikeret ordentligt), så er der et hold for de mere øvede, hvor vi har særligt fo- kus på peer-feedback og videnskabelig fremstilling.

Tag din studiegruppe eller en ven i hånden, eller kom alene og mød nogle nye medstuderende, så sørger vi for facilitering af diverse skriveøvelser gavmildt skænket os af forskellige undervisere og for formidling af gode råd, erfaringer og strategier til skriveprocessen.

Information om sted og tilmelding bliver snarligt lagt op på årgangsgrupperne.

Den gode akademiker

Indsendt: Mathias Houe Andersen, 5. semester

Den gode akademiker kan metatænke sine metatanker så indbildsk, at rotationerne på hans kontorstol matcher en perfekt hermeneutisk cirkel.

Den gode akademiker passer på sine tanker. Han forsøger ikke at lade døde samtaler om kendte mennesker eller rød skrift om alskens banaliteter finde vej til sit sind.

Den gode akademiker har altid lige læst en artikel eller set en forelæsning, du skal høre opsummeret. På den måde behøver han ikke bruge sin tid på noget så uhørt som at tale om sit privatliv.

Den gode akademiker passer på sin krop. Eller – han lader kroppen transportere hovedet rundt til og fra universitetet og krydser fingre for, at motionen undervejs er nok til ikke at udvikle en demenssygdom inden æresdoktoratet.

Den gode akademiker viser overfor de andre akademikere, hvor vigtigt hans intellekt er, ved at bære cykelhjelm. Et statussymbol i den akademiske verden, som også kan forlænges til brug i supermarkedet, hvis IQ’en rækker til det.

Den gode akademiker har våde, lucide drømme om lige marginer og lange litteraturlister hver fuldmåne.

Den gode akademikers ryg gør til tider så ondt, at han må dope sig med koffein og tågesyn om storhedsvanvittig anerkendelse, for at komme igennem dagen.

Den gode akademiker glæder sig til, hans syn bliver ringere, hvis det endnu ikke er dårligt nok til at kunne bære briller.

Den gode akademiker tøver mere, end han taler. Selv når denne tøven skyldes komplet uvidenhed. På den måde ved man aldrig rigtig, hvad det kunne blive til, hvis den gode akademiker åbnede munden.

Den gode akademiker er og bliver sin egen kappes skrædder.

Come and See (1985)

Af Elem Klimov Den sovjetiske film Come and See afspej- ler på mange måder den særlige position, som Sovjetunionen var i ift. at lave film om Anden Verdenskrig. Her stod de overfor et traume af enorme proportioner og et væld af tragiske historier, der alle fortjente at blive fortalt på en måde, så de ikke gled ud gennem historiens sprækker, og her er Come and See et på én gang blændende smukt og kvælende barskt eksempel. Gennem dens ganske særlige filmiske og ikke mindst skuespilsmæssige poesi formår den at gøre de overvældende og ganske ubegribelige følelser forbundet med Nazi- tysklands udslettelse af store dele af det hviderussiske folk og deres hjem til nærmest taktile sensationer, der med de nære kameraindstillinger sætter én side om side med de mangfoldige sjæle, der kæmpede, døde og sørgede i kampen for at befri deres folk fra hagekorsets svøbe.

Citat: “Didn’t I tell you not to dig?”

The Florida Project (2017)

Af Sean Baker The Florida Project er en svær film at skrive om. Af alle de film, jeg henover de sidste to år har anbefalet her, har denne været den mest følelsesladede, og den burde næsten være på pensumlisten for dens rammende skildring af social ulighed, omsorgssvigt, og hvordan fattigdom tynger mennesker ned i samfundets dybe afgrunde med kun de smalleste chancer for at komme op. Filmen følger her en ung mor, hendes barn og deres prekære liv på et motel udenfor Disney World, hvor moderen kæmper med fattigdom og et ansvar over for sin datter, som hun har meget svært ved at tage. Gennem en dybfølt historie får vi et blik ind i skæbnerne permanent bosat ved samfundets endestation, hvor glæden ganske vist også skinner igennem, men ligesom Disney World i horisonten er den kun sporadisk synlig, og man er altid bevidst om, at intet godt kan vare længere end et øjeblik.

Citat: “I can’t say it!”

Hvad bruger du naturen til?

Laura Mikkelsen, 3. semester

2 psykologistuderende, 3. semester

”Til at gå i.”

”Jeg bruger den til at koble af og rense hovedet.”

3 statskundskabsstuderende, 5. semester

”Jamen, jeg tager en løbetur engang imellem, hvis vejret er godt.”

”Jeg bruger den til at gå ture med min familie, men ellers så tror jeg ikke, at jeg bruger den.”

”Jeg bruger nok primært naturen, når jeg cykler gennem den på vej til uni. Og løbeture en sjælden gang imellem, men ellers så bruger jeg nok ikke rigtig naturen.”

3 psykologistuderende, 3. semester

”Bade – noget af året.”

”Jeg bruger naturen til at gå tur i.” ”Vi snakkede også om, at vi skulle ud at samle svampe, men det er vi ikke kommet til.”

”Samle ind til juledekorationer.”

2 jurastuderende, 7. semester

”Det er lang tid siden, vi har været der, tror jeg.”

”Går en tur, når man har tid til det, men det har man ikke så meget.”

4 statskundskabstuderende, 3. semester

”Jeg bader ikke i Danmark, men ellers bader jeg.”

”Vi (red. de tre øvrige) har en badeklub. Ikke hver morgen, men nogle gange.”

”Jeg var ude at samle svampe i søndags.”

”Jeg går meget tur.”

”Camping. At overnatte.”

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt?

Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt.

Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.