Vinterbladet 2020 by Psykologi Psyklen

PSYKLEN #vinter2020

TID

ET PSYKOLOGIFAGLIGT BLAD

OMSLAG

Bladet udgives af psykologistuderende fra Aarhus Universitet 2 gange pr. semester.

Storm Munk-Hind

REDAKTØRER

Storm Munk-Hind Freja Spangsberg Lindholdt Lea Nørlund Hovedansvarlig: Anine Roth Jacobsen

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

REDAKTION

Katrine Henriksen Signe Lehn Brand Rebecca Birner Hansen Anine Roth Jacobsen Ida Marie Lindemark Lervad Rikke Buhl Bundgaard Viola Løvig Thomassen Storm Munk-Hind Nicklas Runge Freja Spangsberg Lindholdt Nina Rastegari Andersen Ulrikke Friis Højer Agnes Sofie Brüel Holstein Laura Mikkelsen Erik Pegel

LAYOUT

Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt Katrine Henriksen

ILLUSTRATIONER

Rebecca Birner Hansen Rikke Buhl Bundgaard

PSYKLEN

https://www.facebook.com/psyklen psyklen@gmail.com Skriv hvis du har ris, ros eller noget der skal på tryk! Aarhus Universitet Bartholins Allé 11 Bygning 1350 Aarhus Alle artikler i dette blad er, medmindre andet er angivet, udtryk for skribentens egne holdninger. Støttet af Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og FAPIA

#vinter20 05

Leder Emilie Ringgaard Katrine Kromann Brandt

Forskningsnyt

Voxpop Katrine Kromann Brandt Laura Mikkelsen

Side-9 manden

Bjældeklang eller bjældetvang?

Andreas Cur

20 22

Hvordan tiden holder os sammen - desværre

Katrine Henriksen

Nicklas Runge

Julerebus

Illustratorens hjørne

Bachelor: Er der noget galt i Danmark

Redaktionen Anine Roth Jacobsen

Mette Milling

Boganmeldelse: Mit arbejde

Digt: I dette nu

En snak om stress med Tanja Kirkegaard

Psyklen tester: Solopgang

Emilie Ringgaard

Tegneserie

Rikke Buhl Bundgaard Agnes Sofie Brüel Holstein

Filmanbefalinger

Tid til at sørge - og tid til at leve

Illustratorens hjørne

Ulrikke Friis Højer

Coronavenlig julehygge

Katrine Kromann Brandt

Stilstand Erik Pegel

Bæredygtig jul

Rebecca Birner Hansen Laura Mikkelsen Redaktionen Lea Nørlund Nicklas Runge

Storm Munk-Hind

Katrine Kromann Brandt

Illustration: Storm Munk-Hind, 3. semester

Leder

To søndage i en uge Emilie Ringgaard & Katrine Kromann Brandt, 5. semester Tid er en knap ressource. De fleste af os ville ønske, at vi havde lidt mere tid. På Psyklens seneste redaktionsmøde fortalte næsten samtlige medlemmer da også, at de godt kunne bruge lidt mere tid. Tid til at læse pensum, eller i det mindste bare skimme. Tid til at gå ture. Tid til at lave ingenting. Lidt mere tid til bare at være. En ekstra dag i ugen kunne være rart. Men det skal selvfølgelig ikke være hvilken som helst dag, for hvem vil have to mandage? To søndage i en uge ville straks være bedre. Som studerende har vi masser af frihed til at strukturere vores tid, men som vi alle ved, betyder det samtidig, at man aldrig ‘rigtig’ har fri. Der er altid noget, man burde lave. I stedet for at se på ens hyggestunder som noget givende, man tager sig tid til, så bliver det til en negativ ting. En overspringshandling, der giver dårlig samvittighed. Hvorfor kan vi ikke bare bestemme os for at holde fri og slutte fred med, at vi trænger til en fridag fremfor at slå os selv oven i hovedet med vores overspringshandlinger? Vi kunne jo også have kategoriseret dem som fritid. I stedet skal vores fritid planlægges, og man skal nærmest sætte tid af i kalenderen til at holde fri. Men kan man sige fra til ting, fordi man har planlagt at lave ingenting?

Man får nemt følelsen af, at man kunne udnytte sin tid bedre. Tiden er ikke længere noget, der bare går, den skal bruges, og den skal bruges optimalt. Måske er det derfor, det bliver svært at give sig selv lov til at gøre ting som at se Netflix med god samvittighed. Er det virkelig en optimal udnyttelse af vores dyrebare tid? Når vi bruger en dag på ingenting, kan vi føle os nødsaget til at give en forklaring og forsvare vores ‘tidsspild’. Det er ikke grund nok, at man ikke har lyst til at lave det, man burde. Det skal tværtimod være fordi, man har brug for at lave andet end det, man burde. Med bladet foran dig synes vi, du skal give dig selv lov til at holde fri med god samvittighed. Lav en kop kaffe, sæt dig godt til rette og læs om, hvordan det kan føles som om, tiden står stille. Du kan også læse en anmeldelse af en bog, der handler om, at ens tidsfornemmelse falder fra hinanden. Vi har desuden taget en snak med Tanja Kirkegaard om stress, hvor hun gør os klogere på fænomenet og giver gode råd til at håndtere travle perioder. Nu hvor det er juletid, kan du også komme i julestemning ved at læse om psykologien bag julemusik og få gode tips til en bæredygtig jul og til coronavenlig julehygge. Rigtig god fornøjelse med vinterbladet!

Forskning

Forskningsnyt Katrine Kromann Brandt, 5. semester

Uforståeligt, uvist og ensomt at være coronapatient Kvalitativ forskning tager ikke meget plads på pensum her på PI, og det er da heller ikke så ofte, at det tager spalteplads i forskningsnyt, men det gør det denne gang. Et nyt dansk kvalitativt studie, der dog ikke er udgivet endnu, fordi det lige skal igennem peer review, har undersøgt, hvordan en gruppe coronapatienter oplevede det at være syg med COVID-19. Studiet er udført af fem forskere fra Rigshospitalet, som gennem interviews med 15 patienter har fået et indblik i det at være coronapatient. En af forskerne bag fortæller, at man var interesseret i at høre om, hvad patienterne tænkte, følte og gjorde, da de var syge bl.a. for at kunne yde den bedste hjælp til coronapatienter under og efter deres sygdomsforløb. I studiet er der blevet identificeret tre temaer, der går igen i patienternes udsagn. Det første er en vantro over, at man rent faktisk er syg med COVID-19. En af forskerne fortæller, at flere patienter gav udtryk for, at de ikke kun forstå, at netop de var blevet smittet. Det andet tema, der går igen, er, at uvisheden omkring sygdommen opleves som en udfordring. Den manglende information hos patienter og til dels personalet på hospitalet, gjorde

det endnu sværere at håndtere, at man var syg. Uklare behandlingsstrategier og et uforudsigeligt sygdomsforløb medvirkede til at vanskeliggøre dette yderligere. Undersøgelsens tredje tema går på, at ensomheden ved at være isoleret som coronapatient er rigtig hård. Følelsen af ensomhed gik igen både hos patienter, der var hjemme, og dem, der var indlagte på et hospital. For selvom man på hospitalet havde omgang med mennesker, blev deres menneskelighed og karaktertræk skjult af værnemidler, der gjorde det svært at skelne mellem dem. Udsagnene fra studiets deltagere peger dermed på, at det at være syg med COVID-19 kan ledsages af nogle psykiske følgevirkninger, der kan kræve, at der efterfølgende bliver taget hånd om dem. En af studiets forskere opfordrer bl.a. til, at man opretter et tilbud til danske coronapatienter, der ligner det, man tilbydes efter at have været indlagt på intensiv afdeling. Kilde: Videnskab.dk Illustrationer: Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Forskning

Er blyanten virkelig mægtigere end tastaturet? Med undtagelse af de studerende på 1. semester, har vi alle stiftet bekendtskab med Mueller og Oppenheimers artikel med det fængende navn ”The Pen Is Mightier Than the Keyboard”, hvor de finder, at studerende, der tager noter i hånden, præsterer bedre på konceptuelle opgaver ift. studerende, der skriver noter på computer. I et nyt norsk studie studie stiller man igen spørgsmålet, om blyanten er overlegen. Forskerne ville undersøge implikationerne af brugen af IT i undervisningen ved at se på, hvordan processerne bag skrivning i hånden og på computer viser sig i hjernen. Man vil således undersøge, om hvilken som helst motorisk aktivitet faciliterer læring, eller om de to måder at skrive på ledsages af forskellig hj e r n e a k t i v i t e t . Studiets deltagere blev af tre omgange præsenteret for 15 ord, der blev vist et ad gangen. De skulle så skrive ordet i hånden og på et tastatur og tegne det. Imens de udførte

opgaverne blev deltagernes hjerneaktivitet målt med high-density electroencephalogram. Man fandt, at aktiviteten i hjernen er forskellig i de tre gengivelser af ordet, og at det at skrive i hånden er associeret med mere aktivitet i de områder af hjernen, der forbindes med sensoriske og motoriske processer. Ved skrivning på et tastatur fandt man ikke samme grad eller type af aktivitet. Den type af aktivitet, som forskerne identificerede under skrivning i hånden, er tidligere blevet forbundet med bedre arbejdshukommelsespræstation og indkodning af ny information, og derfor argumenterer forskerne bag studiet for, at deres fund indikerer, at skrivning i hånden kan være fordelagtigt for læring. Så måske er blyanten virkelig mægtigere end tastaturet, og måske skulle flere af os studerende gribe fat om blyanten, når vi sidder til forelæsning. Det er i hvert fald, hvad forskerne bag studiet konkluderer. De anerkender dog, at IT i undervisningen nok er kommet for at blive, og at det også har visse fordele, og derfor opfordrer de afslutningsvis til at skrivning i hånden og IT begge anvendes til det, de nu egner sig bedst til. Kilde: Askvik E. O., van der Weel F & van der Meer, A. L. H (2020). The Importance of Cursive Handwriting Over Typewriting for Learning in the Classroom: A High-Density EEG Study of 12-Year-Old Children and Young Adults. Front. Psychol., 11:1810. doi: 10.3389/fpsyg.2020.01810

Voxpop

Hvornår står tiden stille for dig? Katrine Kromann Brandt, 5. semester & Laura Mikkelsen, 1. semester 2 statskundskabsstuderende, 5. semester ”Det gør den, når man får at vide, at ens karakterer er kommet, og man skal til at trykke og se, hvad karakteren er. Så går der lige et splitsekund, hvor ens liv flasher for øjnene af en. Der står tiden meget stille.” 2 statskundskabsstuderende, 7. semester ”Når jeg står på et løbebånd i fitness; det synes jeg virkelig er kedeligt. Der går tiden i hvert fald langsomt.” ”Når jeg er ude at vinterbade.” Gruppe af psykologistuderende, 1. semester ”Under den første nedlukning. Der var det bare som om, at tiden stod stille. Den ene dag tog lidt den anden. Det var sådan lidt en underlig form for vakuum, man var i, hvor der både ikke skete noget, og samtidig så gik dagene bare vildt stærkt.” ”Eller for eksempel hvis du har en dag, hvor du er bare så træt og udmattet, at du måske sidder til forelæsning, eller er et eller andet sted, hvor du bare fatter 0, og det er som om, at ting bare passerer uden for dine øjne, men du har faktisk ikke

nogen idé om, hvad der egentlig foregår omkring dig. Der kan tiden også godt stå stille.” ”Altså for mig, tror jeg, at tiden står meget stille, når at jeg ikke laver noget, fordi at jeg bare går og venter på, at min kæreste kommer hjem fra praktik i udlandet.” 2 statskundskabsstuderende, 3. semester ”Jeg har lidt lyst til at sige, når man er ude at gå ude i naturen.” ”Det kan godt lyde lidt cheesy, men jeg føler nogen gange, hvis vi sidder og griner over et eller andet – altså hvis vi sidder og har en fed samtale – så kan tiden godt stå lidt stille.” En statskundskabsstuderende, 8. semester ”Altså jeg føler ikke, at tiden står stille, fordi jeg føler, at jeg altid har travlt. Måske når jeg sover.” En statskundskabsstuderende, 3. semester ”Det tror jeg nok er, når jeg fordyber mig i noget. Det kan være mange ting, altså hvis jeg læser noget, jeg synes er interessant, så kan jeg godt bare glemme alt om tiden.” Illustration: Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Side 9

Navn: Andreas Cur Alder: 22 år Semester: 5. Instagram-navn: andreascur (aupsykmemes kan godt lide mig) Civilstand: Det er ikke min kimono Favoritfag: Efter kl. 11 Favoritforelæser: Ali Amidi Favoritteori: Alt med inkubation Citat: ”At læse er, at det ikke skal ske for tidligt”

Essay

Bjældeklang eller bjældetvang? Ulrikke Friis Højer, 1. semester Herhjemme er vi vilde med julemusik. En dataundersøgelse i 2017 hos streamingtjenesten Spotify gjorde dette ganske tydeligt, idet Danmark blev fremsat som et af de lande, der tidligst sætter Wham på loop – med en gennemsnitlig startdato på intet ringere end den 3. november. Til danskernes forsvar illustrerede undersøgelsen dog tillige, at en trang til bjældeklang kommer til udtryk hos langt de fleste lande, så snart julemåneden synes at stå for døren. Yderligere ses der en tendens til, at trangen ikke er aldersbetinget. Tværtimod har nyere amerikansk forskning tydet på, at ”Rockin’ Around The Christmas Tree” ikke blot vækker begejstring i mormors stue: Det ses blandt andet hos Nielsen (2017), hvori en tredjedel af undersøgelsens ”Millenials” vedkender, at de er intet ringere end julemusik-entusiaster. Som sædvanligt kan psykologiens domæne fremsætte mere eller mindre løse bud på årsagsforklaringer bag dette fænomen. Blandt andet kan det hævdes, at Illustration: Anine Roth Jacobsen, 5. semester

julemusikkens popularitet tager afsæt i et kognitivt bias. Robert Zajoncs blotte eksponeringseffekt beskriver, at jo mere vi eksponeres for en bestemt stimuli, desto mere tilbøjelige er vi til at tilegne dette positive kvaliteter (Kahneman, 2011; efter Zajonc, 1976). Med afsæt i Zajoncs forståelsesramme bliver vi simpelthen ved med at spille julemusik, fordi vi allerede har gjort det så mange gange før. Her kan det ræsonneres, at julemusikkens popularitet er et selvforstærkende fænomen.

Essay

Alternativt kan populariteten tilskrives den måde, hvorpå det typiske decemberhit bliver struktureret. Udødelige klassikere såsom ”All I Want for Christmas Is You” og ”Santa Baby” besidder et klart fællestræk: gentagelse, gentagelse (og atter) gentagelse. Neurologisk forskning har fundet, at vores lykke for dette musikalske element er evolutionært betinget (Christiansen & Ryberg, 2017). Fra en biokemisk indgangsvinkel kan julemusikkens popularitet forklares som, at vores hjerner belønner os, hvis vores forventninger om et givent fænomen viser sig at være korrekte. Med andre ord oplever vi velvære, når vi lytter til ”Cold Outside” og ikke blot er i stand til at forudsige, hvad der kommer efter ”I really can’t stay”, men endda også ”I’ve got to go away”. Med et evolutionspsykologisk term kan dette beskrives som, at julemusikkens forudsigelighed kan øge vores fornemmelse af fitness. Hertil kan det tilføjes, at det langt fra blot er julesange, som er præget af gentagelser. Der findes da også et tredje psykologisk funderet bud, som vi højst sandsynligt ville slutte os til som noget af det første: når vi bliver glade af julemusik, kan dette skyldes, at vi forbinder den med positive minder. Understøttende dette ville behaviorismen højst sandsynligt betragte julemusikkens popularitet som et resultat

af en betinget respons: glæden skyldes ikke julemusikken i sig selv, men derimod dens association med andre glædelige fænomener. Ud fra diverse meningsmålinger, der tillige forsøger at afkode dette mysterium, synes langt de fleste besvarelser netop også at centrere sig om de gode minder, der forbindes med ”Mistletoe”, frem for dennes musikalitet. Når vi taler om julemusikkens popularitet, kan kognitionspsykologisk indlæringsteori da tvinge os til at vedkende, at vores hjerner i virkeligheden ikke er mere komplekst sammenskruede end de hos Pavlovs kære hunde. Afslutningsvis vil jeg hævde, at netop dette er et effektivt og gyldigt argument at have in mente, når man skal forsvare sit køb af julesweatre til sine kæledyr. Litteratur • Kahneman, D. (2011). Thinking, fast and slow. Farrar, Straus and Giroux. • Ryberg, J., & Christiansen, T. L. (2017). Musikken og hjernen. Gyldendal. • https://newsroom.spotify.com/201811-05/is-it-too-early-for-christmasmusic-2/ • https://www.nielsen.com/us/en/insights/article/2017/what-dont-youknow-about-holiday-music/

Essay

Stilstand Erik Pegel, 1. semester Tiden flyver, indbakken på Blackboard er fyldt og pensum virker endeløst. Udover det skal man passe sit studiejob, fritidsinteresser, det sociale og meget mere. Denne travlhed kan observeres på de fleste niveauer af samfundet i dag, hvor vi forsøger at få mere og mere ud af dagens 24 timer. Denne travlhed og produktivitet er et resultat af den protestantiske arbejdsmoral, som understreger hårdt arbejde, disciplin og sparsommelighed. Præcis denne indstilling kan lede os til fantastiske resultater og hjælpe os med at nå vores mål på arbejdet, studiet eller i det private. Hvis man kan begå sig i en travl og produktiv hverdag, så har man en fantastisk forudsætning for at trives. Alt dette betyder dog ikke, at modparten til alt dette er dårlig. Denne modpart kan til mange tider være yderst nødvendig endda! På et eller andet tidspunkt vil vi alle sammen befinde os i en stilstand, hvor det ikke går fremad lige nu. Med denne stilstand menes ikke Netflix, Viaplay & co. Der er tale om en næsten distraktions-fri tilværelse, hvor man giver sig tid til at reflektere over sig selv. Kald det meditation. Timothy Wilson (2014) undersøgte, hvorvidt folk kunne underholde dem selv i 15 minutter uden brug af mobil eller anden underholdning. Efter disse 15 minutter rapporterede en stor del af forsøgspersonerne generelt ubehag og utilfredshed.

Desuden valgte 67% af mændene og 25% af kvinderne endda at påføre dem selv stød mindst en gang under forsøget, selvom de før forsøget alle hævdede, at de ville betale penge for ikke at få stød igen. En stor andel af os ville vælge negative stimuli frem for ingen stimuli! Når vi pludseligt finder os selv uden mulighed for at distrahere os selv, så må vi jo finde et eller andet at tænke over. Det sker, at vi så vender opmærksomheden mod os selv. Denne proces beskrives bl.a. som ’self-awareness’, hvor vi sammenligner vores handlinger med vores forestillinger om os selv. I mange tilfælde er det ikke optimalt, og så står vi pludseligt overfor den realisering, at vi ikke er den, som vi gerne vil, eller kunne, være. Det kan der være god grund til, for det lader ikke til, at det bringer os megen lykke at reflektere over os selv og vores tilstedeværelse. I et studie (Mor et al., 2010) argumenteres der for, at der er en direkte sammenhæng mellem dårligt humør og det at reflektere over tilstedeværelsen. Ville du vælge lidt stød frem for eksistentiel angst? Som følge af dette står vi så med dilemmaet om, hvad i alverden vi skal gøre ved det? Det kan jo ikke passe, at man skal finde sig selv i en eksistentiel krise, hver gang det ikke lige går fremad. Som tidligere nævnt, så lever vi efter en protestantisk arbejdsmoral, hvor det at stagnere indikerer dovenskab. Hvis man ser på den østlige filosofi, især taoismens og buddhismens skrifter, så ser man en helt

Essay

anden tilgang til tilværelsen. Ifølge denne tankegang er det ikke kun i orden at stagnere til tider, men en helt naturlig del af livet. Jeg læste forleden en historie, som jeg vil forsøge at gengive. Det omhandler en ung, intelligent og ambitiøs fyr på 22 år, som var i gang med hans andet sabbatår. Han arbejdede som sæl-ger i Vest- og Nordjylland, hvor han solgte adskillige produkter for et firma baseret i Tyskland. Det kørte derud af, og de lange arbejdsdage blev belønnet i slutningen af måneden. De få timer udover hans 5-6 dages arbejdsuge blev brugt i fitnesscentret eller på læsning, for også dette er vigtigt for at være en produktiv borger (efter hans egne ord). Så skete det dog en dag, at han igen igen blev offer for halsbetændelse, hvilket resulterede i, at hans mandler skulle fjernes. Sådan en operation kræver som følge, at man forholder sig i fuldkommen ro i flere dage. I hans tilfælde blev det til 3 dage i sengen, hvor han hverken måtte vende eller rejse sig. Ved sådan en timeout tvinges selv den største arbejdsnarkoman til at hengive sig til sine tanker, og præcis det skete også. Som følge af hans tvungne selvrefleksion fik hans ekskæreste og tætteste venner pludseligt et opkald fra en grædefærdig ikke-så-selvsikker-sælger, som begyndte at undskylde for alle hans fejl og alle dumme ting, som han havde sagt og gjort. Blot 3 da-

ges tid til at reflektere over sig selv var nok til at fremkalde en eksistentiel krise! Så er det mere forståeligt, at man vil foretrække et lille chok frem for dette. Jeg vil ikke mene, at moralen i denne historie er, at man derfor altid skal sørge for at holde sig i gang med noget. For efter 1-2 ugers krise har den tidligere nævnte arbejdsnarkoman nu fundet en helt ny ro i sindet og tillader sig selv en mere reflekterende tilgang til tilværelsen. Vi kan ikke undgå at komme i stilstand på et eller andet tidspunkt. Det kan være efter en operation, man mister sit job, dumper en vigtig eksamen eller noget helt fjerde, men det sker før eller senere. Det er der dog ikke noget galt i. For ifølge den taoistiske lære så ligger dyden i at lide uden at fortvivle. Man kan endda prøve en lille timeout derhjemme! Sæt dig ned, kig ind i en tom væg i en halv time og lad tankerne flyde… I værste tilfælde kender man nu sin væg lidt bedre, ingen selvindsigt garanteres.

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Stress

En snak om stress - Med Tanja Kirkegaard Stress er blevet et synonym for at have travlt, og vi går en periode i møde, hvor mange af os formentlig vil føle os lidt småstressede over eksamen og jul. Jeg har derfor taget mig tid til at tage en snak med adjunkt Tanja Kirkegaard om stress, tidspres, jul, coronausikkerhed og ikke mindst gode råd til, hvordan vi bedst muligt kommer igennem den kommende periode. Emilie Ringgaard, 5. semester Hvad er stress? Ligesom med så mange andre fænomener inden for psykologien findes der mange definitioner på stress. Den definition, der ifølge Tanja indfanger det bedst, er: En oplevelse af at de krav, man møder, overstiger de ressourcer, man har til at håndtere kravene. Krav indebærer alt fra krav på studiet og krav i privatlivet til de krav, man stiller til sig selv. Oplevelsen af ikke at have ressourcer til at håndtere disse krav hænger tæt sammen med en følelse af kontroltab. Hvis man oplever, at der ikke er noget, man kan gøre, eller at man ikke ved, hvor man kan søge hjælp, så mister man også kontrollen over, hvad der kommer til at ske for en. Den næste tanke kan være, at det hele vil overmande en, fordi man oplever, at man ikke kan gøre noget for at ændre den tilstand, man er i, og så bliver det faktisk bare værre.

Dette er bredere end krav-kontrol modellen, som en del af os kender fra 4. semester, for denne model bliver meget snæver i forhold til, hvad der er krav og hvad der er ressourcer, og den tager samtidig ikke højde for individuelle forskelle. Der er tusindvis af forskellige krav afhængig af, hvilken person man er, og modellen tager heller ikke højde for ens privatliv og familieliv, hvor der er lige så meget, der kan presse den enkelte, som på arbejdspladsen. Tanja fortæller, at det er svært at skille privatliv og arbejdsliv ad, fordi der nogle gange kan være krav i privatlivet, som gør, at man slet ikke kan overskue de krav, man bliver mødt med i andre kontekster som på studiet og arbejdet eller omvendt. Det kan være, man ikke kan koncentrere sig på studiet, fordi man kun tænker på, at ens forældre er blevet skilt, at ens far er syg eller på et mistet venskab. Dette kan blive en ond cirkel, fordi man pludselig ikke længere har ressourcerne til at klare studiet. Krav-kontrol modellen tager således ikke hensyn til individuelle forskelle i, hvad man kan håndtere og alle de forskellige kontekster, man indgår i, hvor man kan opleve en ubalance mellem krav og ressourcer. Man kan ifølge Tanja se, at uretfærdighed også er noget, der kan stresse rigtig meget på arbejdspladser, og dette gælder også på studiet. Hvis man har lagt meget tid

Stress

og arbejde i en eksamensopgave og får en karakter, man ikke er tilfreds med, kan det føre til en enorm følelse af uretfærdighed. Her kan man på samme måde opleve et kontroltab, fordi man ikke kan gøre noget ved det, og samtidig kan man blive angst for, hvordan det kommer til at gå næste gang. Det kan gå ind og påvirke ens selvforståelse og gøre en angst for, om man overhovedet kan klare studiet. Det fodrer en usikkerhed, som måske i forvejen er der, og som kan være stressende, fordi kravene til en selv kan vokse. Derudover fortæller Tanja, at man kan se, hvordan kulturer på arbejdspladsen eller kulturer på studiet kan påvirke en. Hvis man har en kultur, hvor man er vant til, at der ikke er så meget social støtte, som man desværre ser på en del studier her på universitetet, kan man hurtigt blive isoleret, for vi arbejder meget individuelt, og der lægges ikke op til så meget samarbejde. Man kan gå rundt og tænke ’alle andre får bare 12-taller, jeg kan ikke være med i ræset’, og der kan være meget konkurrence. Det kan betyde, at man står meget alene med tingene og ikke har de samme ressourcer til at håndtere det pres, der kan være ved fx eksamen. Social støtte er nemlig en enormt vigtig ressource, for det giver mulighed for dels at læsse af og komme ud med sine frustrationer og dels at have nogen at sparre med, og det kan betyde, at man føler, der er en vej ud af det. Dermed kan man genvinde følelsen af kontrol, fordi man oplever, at der er et sted, man kan gå hen, og at det hele nok

skal gå. Hvis man ikke har den sociale støtte og begynder at bebrejde sig selv og fortælle sig selv, at man er for dårlig og at man ikke kan klare det, så bliver det rigtig svært. Tid som stressfaktor Tid kan ifølge Tanja blive en stressfaktor, når man begynder hele tiden at tænke, at man ikke har tid nok til at nå det hele. Vi lever i et højhastighedssamfund, hvor vi skal nå så meget som muligt på kort tid. Det kan vi også opleve som studerende, hvor man måske både vil nå at være sammen med venner og familie, træne, tage til sociale arrangementer, have et studiejob, der giver god erfaring og samtidig klare sig godt til eksamen. Tid bliver således en udfordring, fordi tiden bliver udfyldt med alt for mange ting, og hvor skal man så prioritere tiden henne? Konsekvensen kan blive, at man ikke er nærværende, når man er sammen med andre, fordi man egentlig er på vej videre til noget andet. Den tid man bruger på at læse, kan blive speedet op, fordi man gerne skal kunne nå alt det andet. Tanja fortæller, at det betyder, at tiden bliver intensiveret på en måde, som hjernen ikke altid kan følge med til, for hjernen har også brug for restitution. Hjernen har brug for, at vi veksler mellem at sætte i gang og restituere, og hvis man ikke får nok restitution, så kan hjernen blive overbelastet. Hvis man så har et øjebliks ro, bruger mange tiden på de sociale medier eller på lige at nå noget, man er bagud

Stress

med, i stedet for at bruge tiden på en hjernepause, hvor man sidder og kigger ud ad vinduet og lader tankerne vandre. Dette ved man ellers ifølge Tanja, der er sundt, fordi det kan få ting til at falde på plads og skabe sammenhænge i de ting, der er sket i løbet af dagen. Mange holder ikke disse hjernepauser, og det betyder, at hjernen hele tiden aktiveres af nye ting, for når der endelig er tid, så bruges tiden til et eller andet frem for at give hjernen en pause. Hvis man bruger en masse energi på at tænke over alle de ting, man er tidspresset over at skulle nå, kan folk have svært ved at sove, og det er netop også i søvnen, hjernen restituerer. Det kan derfor blive en ond cirkel, og netop rumination og søvnvanskeligheder er da også et af de første

tegn på stress. Tegn på stress kan være fragmenterede tanker samt at tankerne kører i ring. Tanja fortæller, at man her taler om det, man kalder ’monkey-brain’, når man er meget presset. Det henviser til, at tankerne hopper rundt fra det ene til det andet, og man kan ikke rigtig få styr på dem. Det er noget man ser, når hjernen bliver overbelastet. Stressede studerende Til spørgsmålet om, hvad der særligt kan stresse studerende, forklarer Tanja, at hun tror, det kan hænge sammen med præstationskulturen. Der er en forventning til sig selv om, at man skal klare sig 100% godt. Man kommer fra et system i gymnasiet, hvor man ret hurtigt skal vælge sig ind på en linje og vælge den rette vej. Der kan

Stress

godt være lidt trusselstænkning over det. Der er ikke så stor grad af fleksibilitet, og man skal gerne klare sig rigtig godt. Der er nogle enormt høje karakterkrav på mange studier, der gør, at man vænner sig til at tænke, at man skal klare sig 100% godt, for ellers går det hele galt. Noget af den tænkning kan blive taget med ind på universitetet, hvor man på samme måde kan have en forventning til sig selv om, at man skal klare det godt, for ellers kan man ikke blive psykolog. Derfor bruger man al sin tid på at få læst, få det rette studiejob og få hele listen perfekt, så man kan komme ud og få et godt job bagefter. Det kan skabe en isolation og en angst for ikke at være god nok, som kan gøre, at man føler sig presset. Samtidig kan nogle semestre være sat hårdt sammen, hvor der er rigtig mange eksamener lige i træk. Her kan de her spidsbelastninger blive rigtig hårde at være i, hvis man samtidig også gerne skal have det rette studiejob. Man hører måske også kun om dem, der klarer sig godt og har det rigtige job, og glemmer de 100 andre, der har det ligesom en selv. Men hvem dikterer eller har oplevet, at et bestemt studiejob skulle give bedre jobmuligheder? Og hvornår er et studiejob relevant? Der kan være mange fortællinger, der hele tiden kan presse en og få en til at føle, at der er mange ting, man skal nå og at man skal være den bedste udgave af sig selv og gøre det bedste. Tanja fortæller, at mange taler om, at ’imposter-syndromet’ kendetegner mange studerende og universitetsmiljøet i det hele taget, herunder også underviserne. Dette indebærer en tvivl på

egne evner og en angst for at blive afsløret i at være for dårlig eller for dum til at være her. Man har nogle urealistiske forestillinger om, at hvis man ikke klarer sig 100% godt, så er man dum. Det er en sort-hvid tænkning, der kan presse en meget. Tanja påpeger samtidig, at det også afhænger af, hvordan de studerende formår at omfavne det og udfordre det, for de studerende kan både være med til at reproducere eller dæmpe denne kultur. De mange valg Samtidig har vi i dag uanede mængder af valg, og hver eneste gang vi tager et valg, vælger vi også noget fra. Som psykologen Barry Schwartz påpeger, kan de mange valg betyde, at vi kommer til at fokusere på alt det, vi vælger fra, frem for det vi vælger til. Man kan derfor konstant blive i tvivl om sine valg. De mange valgmuligheder betyder samtidig, at det er ens eget ansvar at realisere sig selv, for hvis man træffer et dårligt valg og ikke opnår det man vil, er det ens egen skyld. Det konstante krav om selvrealisering stiller både krav om, at man skal vide, hvilken retning man skal, men også et konstant krav om selvudvikling, som kan være hårdt, fordi man på den måde bliver opmærksom på de ting, man ikke kan endnu. På den måde får man aldrig lov til at stå stille og bare være, for man er hele tiden på vej et sted hen. I jagten på selvrealisering kan man stille høje krav til sig selv om at præstere i alle kontekster, og det kan presse en, fordi man i alle disse kontekster skal tage nogle valg, som har betydning for, om man lykkes

Stress

med det. Hvis man hele tiden skal være den bedste udgave af sig selv, den bedste ven, den bedste på studiejobbet, den bedste kæreste, den bedste studerende, så kan det blive rigtig hårdt, for så er der mange indre krav til en selv, som kommer oven i alle de ydre krav. Det kan blive en konkurrence, hvor der ikke er nogen, der vinder. Julestress Juletiden kan af åbenlyse årsager være en stressende periode, fordi der er mange ekstra krav. Tanja fortæller, at der derudover er forskning, der peger på, at julen også kan være stressende, fordi der er krav om, at man skal have det hyggeligt og at man skal være sammen med sin familie. Det kan derfor være en stressfaktor for dem, der har det skidt og af den grund har svært ved at hygge sig, men også dem, der ikke har en stor vennekreds eller familie, eller dem der har problemer i deres familie. På den måde kan julen tydeliggøre og forværre nogle af de ting, man går i til hverdag, og tydeliggøre de ting, man ikke har. Coronausikkerhed Som følge af corona har vi mindre interaktion med hinanden, og Tanja påpeger, at det kan forværre den isolation, man i forvejen kan føle, når man ikke har så mange undervisningstimer. Vi har også mindre interaktion med underviserne, hvilket betyder, at distancen mellem underviser og studerende bliver større, og det kan også påvirke den studerende, fordi det bliver sværere at få svar på spørgsmål. Man kan derfor komme til at føle sig mere isoleret.

Desuden mener Tanja, at fordi man i højere grad er derhjemme og ikke har 1000 ting, man skal, kan nogle af de ting, som man har skubbet væk, komme til at blomstre op og komme til at fylde mere. Lige pludselig har man faktisk al tid i verden. Så nu har man næsten kun studiet, som enten kan komme til at fylde alt for meget for en, så man slet ikke får restitution, eller også kan det, at man har en masse tid, få nogle uhensigtsmæssige ting til at fylde. Men omvendt kan man også komme til at forholde sig til sit liv på en anden måde. Man kan få mere ro til at reflektere over sit liv og den måde, man gerne vil leve på og om der er nogle ting, man kan vælge fra. Her fortæller Tanja, at man af studier kan se, at corona har sat nogle ting i gang i befolkningen i forhold til, at man gerne vil leve langsommere, have mere nærvær i sit liv og prioritere anderledes. I den forbindelse ser Tanja corona som et meget interessant eksperiment, hvor man får sat livets tempo ned. Så er spørgsmålet, om det er noget, man bliver ved med, eller om man hopper på toget igen, når corona er overstået. Coronasituationen medfører samtidig en uforudsigelighed, for der er ikke nogen faste holdepunkter for, hvad der kommer til at ske, og man skal hele tiden forholde sig til nye regler. Denne uforudsigelighed er meget svær at være i og får sat gang i alarmberedskabet i vores hjerne, fordi vi bliver konfronteret med noget, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved. Det medfører også en form for kontroltab, fordi man ikke har den forudsigelighed i sit liv, som er meget vigtig. Selvom uforudsigeligheden vil på-

Stress

virke nogen mere end andre, kan coronaen derfor ses som en voldsom form for kontroltab. Råd til den travle periode 1. Vær social. Den sociale støtte er en enorm vigtig ressource, når man bliver presset. Lad derfor være med at isolere dig med eksamen og husk også at prioritere det sociale. 2. Man kan ikke klare sig godt i alt. Gør op med dig selv, at du ikke kan klare dig godt i alle eksamener, men at du gør det så godt, du kan. Brug din studiegruppe som støtte, tag en dag ad gangen og tænk på, at det nok skal gå under alle omstændigheder, uanset hvordan du klarer dig. 3. Vær realistisk. Find ud af, hvad der er vigtigst, du får gjort i den her juletid – og hvad der er realistisk. Få lavet en realistisk og systematisk plan, men accepter hvis planen ikke holder. Læg måske ekstra tid til, særligt hvis du er tidsoptimist og tror at alt kan klares på den halve tid. 4. Egenomsorg. Berolig dig selv og vær god ved dig selv i forhold til de krav, du stiller. Måden, du taler til dig selv på, er rigtig vigtig. Vær derfor opmærksom på dine tanker og hvordan du taler til dig selv i pressede perioder. De negative tanker om alt det, du burde have nået, sætter gang i kroppens alarmsystem og udskiller en masse ting i kroppen, der hverken er nødvendige eller sunde. Så tal til dig selv på en måde, der gør, at du kan tage det stille og roligt. Find nogle sætninger, der virker for dig.

Til sidst fortæller Tanja om en sætning, der har hjulpet hende. Da hun som færdiguddannet havde meget travlt og stressede over sine arbejdsopgaver, sagde arbejdsgiveren til hende: ’Jamen, du kan jo ikke trylle’. Her gik det op for hende, at det faktisk var det, hun forventede af sig selv. Hun begyndte derfor at sige til sig selv: ’Det kan jeg ikke leve op til, for jeg har kun det her tidsrum, og jeg kan kun klare det her, og sådan er det’. Men det kræver så også en arbejdsplads, hvor opgaverne er realistiske og der er forståelse, hvis man ikke når sine opgaver. Forhåbentlig er du nu blevet en smule klogere på fænomenet stress og på hvad du kan gøre, hvis du føler dig presset. Så når du oplever, at tiden er knap og at du har 117 ting, du skal nå, så søg social støtte, giv din hjerne en pause en gang imellem og husk egenomsorgen.

Illustrationer: Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Bæredygtig jul

Bæredygtig jul Julen varer længe, koster mange penge. Hvert år bruger danskerne flere og flere penge i december måned, på alt fra mad, slik og alkohol til detailhandel. Forbrugerkulturen er bestemt ikke bæredygtig, men med vores tips og tricks til en miljøvenlig jul kan vi hjælpe jer på vej til en hyggelig jul med god samvittighed. Rikke Buhl Bundgaard, 3. semester & Agnes Sofie Brüel Holstein, 1. semester Dogme-jul Gaver har altid været et af julens omdrejningspunkter i vores familie - som det nok er, i de fleste danske børnefamilier. Men i julen 2018 bestemte vi os for at lade gaverne fylde mindre - vi holdt derfor det, vi kaldte “dogme-jul”. Reglerne var simple: Alle gaver, der blev købt og givet, skulle enten være hjemmelavede, genbrugte eller spiselige. Det tvang os alle i tænkeboksen - både mht. til ønskelister og ideer til hinanden.

Som stor tilhænger af diverse genbrugsforretninger, såsom Røde Kors, Kirkens Korshær og Kræftens Bekæmpelse, har jeg erfaret, at hvis man kigger de rigtige steder - og hvis man kigger længe nok - så vil man finde det, man leder efter. Jeg købte alle mine gaver i genbrugsforretninger og fik næsten alle mine fra den samme Røde Kors-butik. Min ene bror gav mig en ekstern harddisk, han havde liggende, som jeg siden har givet videre til min mor, da jeg selv blot havde den liggende uden at bruge den. Har du noget liggende, som nogen ønsker sig, eller ville blive glad for? Ting købes for at blive brugt :-) Gaveindpakning En flot indpakning af julegaver kan for nogle (inklusiv mig selv) nærmest blive en sportsgren op til juleaften. Gavepapiret skal have et flot mønster, foldes pænt om gaven, mens båndet gerne skal matche papiret. Men hvorfor egentlig bruge så langt tid på noget, der bogstaveligt bliver smidt ud i samme sekund som, det er pakket op? Hvert år bruger jeg mange meter gavepapir, men har i år valgt, at jeg vil forsøge at reducere mit forbrug af nyindkøbte artikler til juleindpakning. De seneste år har jeg gemt bølgepap, silkebånd, æsker og flot gavepapir, der tidligere har indbundet mine eller andres gaver. I Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 5. semester

Bæredygtig jul flæng med Agnes’ dogme-jul er en mere bæredygtig indpakning prikken over i’et. At kunne give en gave indpakket i 100% genbrugte/genanvendte materialer kan tage tid at få samlet sammen til, men det handler om at starte i det små. Personligt har vi altid i min familie samlet på bølgepap og æsker, da det er ideelt til indpakning af små og ikke-gaveindpaknings-venlige genstande, og i årenes løb har jeg udvidet ‘samleobjekterne’. Selv om indpakningen af en gave købt i en butik er flot, så kan

man selv med få elementer skabe en lige så flot gaveindpakning af det, man har i ens gemmer.

Seitand (aka mock duck), 1 person Det skal du bruge: 1 dåse mock duck (findes i de fleste asiatiske supermarkeder) 2 spsk agave 2 spsk soja 1 tsk æblecidereddike Peber Olie til stegning

Mælkefri ris a la mande, 4-6 personer Det skal du bruge: 150 g grødris 1 L vand 100 g sukker ½ tsk salt 75 g mandler 250 mL sojapiskefløde (eller anden plantefløde) den fra Alpro er god! 3 tsk vaniljesukker

Fremgangsmåde: Marinade blandes af agave, soja og æblecidereddike. Vandet hældes fra mock duck og dette steges let i olie på panden. Når mock duck er gyldenbrunt, hældes marinaden over, og der smages til med peber. Lad det simre lidt i marinaden på panden og mock duck er klar til servering! Se mere (samt en lækker opskrift på “fløde”kartofler) på: https://thomaserex.com/2014/12/20/ seitand-med-flodesodekartofler/

Den veganske julemiddag I år er min første julemiddag som veganer. Det bliver en udfordring; jeg frygter nok mest at skulle diskutere med mine bedsteforældre, hvorfor jeg opgiver confit de canard og waldorfsalat. Men det er også en mulighed for at eksperimentere og udvide mine kompetencer i køkkenet.

Fremgangsmåde: Risengrød koges på forhånd (grødris, sukker, salt og vand), så den kan nå at køle ned. Kog ved svag varme i ca. 40 minutter og hold under omrøring. Mandlerne smuttes og hakkes (husk at gemme en hel mandel til mandelgaven). Sojafløde piskes i 5-10 minutter og blandes med kold risengrød, vanilje og mandler. Se mere på: https://miasommer. org/2014/12/05/risalamande/

Sorg

Tid til at sørge – og tid til at leve Julen er for mange en tid, hvor man ikke blot hygger sig og er sammen med de nærmeste – det er også en tid, hvor man tænker lidt mere på dem, man har mistet, og sørger over dem. Men hvordan skal man forstå sorg og oplevelsen af, at den kommer i bølger, der til tider skyller over en med sådan en styrke, at man kan miste fodfæstet for en stund? Katrine Kromann Brandt, 5. semester Tosporsmodellen blev i 1999 af Margaret Stroebe og Henk Schut præsenteret som en ny måde at anskue håndtering af sorg. Modellen gjorde op med fasetænkningen samt med antagelsen om, at undgåelse af sorgen er maladaptivt, og så beskriver den det, som mange, der har oplevet sorg, nok kan nikke genkendende til; at man går frem og tilbage mellem sorgen og hverdagen. En ven sagde engang, da vi havde mistet en fælles ven, at sorgen kom i bølger for hende. Det ene øjeblik kunne hun være i gang med en eller anden hverdagsbeskæftigelse, og det næste øjeblik kunne tårerne fylde hendes øjne. Tosporsmodellen indrammer beskrivelser som denne, og jeg synes modellen fortjente et lille skriv, simpelthen fordi den ved første øjekast giver så god mening. I sorgen arbejdes der ifølge modellen i to spor: et tabsorienteret og et genindførende spor. Disse spor refererer til to typer af stressorer, tabet og genindføringen i livet, og de kræver begge coping under sorgen.

Det tabsorienterede spor knytter sig til håndteringen af tabet, den tabte relation til vedkomne og tanker om den mistede og ens oplevelser med dem. Tid brugt i dette spor er dermed tid til at sørge. Til trods for at være orienteret mod tabet kan der også opleves positive emotioner i det tabsorienterede spor. De negative emotioner vil dog være dominerende for med tiden at give plads til flere positive. Det genindførende spor handler om at håndtere de mere funktionelle og konkrete aspekter af ens liv og de ændringer, der er forekommet i det pga. tabet. Der er måske kommet nye opgaver til, som den anden plejede at tage sig af, man må måske omorganisere sin tilværelse, og man må tage stilling til, hvem man nu er. I dette spor bruges tiden således på at vende tilbage til og leve livet. I modellen ligger en antagelse om, at man bevæger sig frem og tilbage mellem de to spor, og at begge spor altid vil eksistere. Man vil således pendulere mellem sporene og skiftevis undgå og konfrontere de forskellige stressorer, der knytter sig til tabet. I tiden lige efter tabet vil man befinde sig mest i det tabsorienterede spor og kun opholde sig i det andet spor i korte tidsrum. Det kan ifølge Strobe og Schut være nødvendigt at forlade det tabsorienterede spor, da nogle opgaver simpelthen kræver, at man forlader det, men det kan også være nødvendigt, fordi man har brug for en pause fra sorgen. Det at undgå sorgen for en stund betragtes dermed ikke som værende maladaptivt, da det kan gøre en

Sorg

Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 5. semester

godt at være fri for sorgen og den smerte, der knytter sig til den. Men undgåelsen af tabet må ikke blive for ekstrem, da det også skal konfronteres. Strobe og Schut mener således, at den periodiske variation er nødvendig for at håndtere både tabet og genindførslen og for på sigt at tilpasse sig sin nye situation. Efterhånden som tiden går, vil man opholde sig mere og mere i det genindførende spor og i længere tid ad gangen for kun en gang imellem at gå over i det tabsorienterede, når en bølge af sorg så at sige skyller over en. Det kan for eksempel være nu i juletiden, hvor den ene tradition efter den anden banker på, og man bliver mindet om, at man plejede at gøre disse ting sammen. Sorg er individuelt, og i modellen lægges der op til, at mennesker vil opholde sig i de to spor i forskellige tidsrum og af forskellige grunde. Nogle vil skulle bruge

mere tid i det tabsorienterede spor på for eksempel at mindes det tabte, mens andre vil skulle bruge mere tid i det genindførende spor for at håndtere opgaver, som den anden tidligere var ansvarlig for. Ligeledes adskiller børns sorgproces sig fra voksnes. Jeg stødte selv på modellen i forbindelse med et arbejde med børn i sorg og kunne genkende deres sorgproces i modellens udlægning. Børn opholder sig nemlig fra starten mere i det genindførende spor, så de finder hurtigere tilbage til en hverdag med sjov og leg, men vil som voksne også bevæge sig ind i det tabsorienterede spor fra tid til anden. Med udgangspunkt i tosporsmodellen kan man derfor sige, at tiden ikke læger alle sår, og der vil altid være bølger af sorg, der vil skylle over en og måske efterlade en med tårer i øjnene. Men bølgerne vil blive mindre, og der vil blive længere imellem dem i takt med, at man finder tilbage til og lever livet. Litteratur Stroebe, M. & Schut, H. (1999). The Dual Proces Model of Coping with Bereavement: Rationale and Description. Death Studies, 23:3, 197-224, DOI: 10.1080/074811899201046

Julehygge

Coronavenlig julehygge Katrine Henriksen, 5. semester

1. Tag på julemarked, men med billet! De fleste af Aarhus’ julemarkeder er desværre aflyst i år, men Den Gamle By og Tivoli Frihedens julemarkeder står stadig. Her skal man dog desværre betale entré (mega SU-øv), men i det mindste har Corona ikke frarøvet dig ALLE julemarkederne.

4. Få æbleskiver og gløgg på Salling Rooftop! Eller lav din egen æbleskivesmagning hjemme i køkkenet, og nyd du endelig har en socialt acceptabel undskyldning for at drikke billig, sød, varm rødvin.

2. Binge watch julekalendere sammen, enten med dine nærmeste, eller med holdkammeraterne over zoom! Hvis man er lidt kreativ, kan man også lave en leg ud af det. Hvis du ikke selv vil lave reglerne til legen, har Google som regel et hav af forslag til netop din julekalender.

3. Tag din varme frakke på og smut ud i skoven med god afstand og saml pynt ind til årets juledekorationer! Ler og lys kan købes i butikkerne, men resten kan snildt fås ude i naturen ganske gratis.

5. Lav konfekt og kager! Der er masser af lækre opskrifter på julekonfekt og hjemmebag derude, så på med forklædet og inviter studiegruppen til Den Store Bagedyst og bedøm hinandens bagværk.

Julehygge

6. Juleklip er en gammel klassiker fra folkeskolen, som skal på mode igen! De forskellige hobbyforretninger har mange forslag til DIY-julepynt, som faktisk kan komme til at se helt flot og købt ud. Og de har guides, så de mindre kreative også kan være med.

7. Julefrokost eller snapsesmagning over Zoom! Man kan også lave nogle mindre fæle smagninger, som fx øl eller gløggsmagning. Lav en indkøbsseddel til dine venner og send hver især afsted og køb ind til de retter eller drikkevarer, som aftenen skal omhandle. Og bedst af alt, ingen skal tidligt hjem eller nå den sidste bus!

8. Tag til julekoncerter! Der er flere forskellige kor rundt omkring i Aarhus, som afholder julekoncerter i byens kirker, hvor man smider en skilling for at komme ind og høre skønsang. De mere velhavende kan også tage i Musikhuset eller Aarhus teater og se en juleforestilling (husk at benytte dig af studierabat eller Klub Hund).

Illustration: Lea Nørlund, 5. semester

Essay

Hvordan tiden holder os sammen – desværre Nicklas Runge, 3. semester Universet vil, hvis man følger teorien om universets varmedød, om ubegribelig lang tid men ikke desto mindre på uundgåelig vis møde sin ende i en kosmisk dødssuppe af ensomme partikler efter at have udvidet sig ind i sin egen død, hvor alt, der engang var, nu er blevet opløst og annihileret. Alt energi vil her være fordelt i et ækvilibrium, hvorfra intet længere kan ske: den ultimative apati. Ligeledes er det hvert menneskes skæbne før eller siden at dø og lade sine jordiske rester følge universets gang som alt andet materie. Indtil da, og så længe universet vil tillade det, klynger mennesket sig dog til livet, og vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved dette på nær i tilfælde af voldsom modgang, stress eller rådvildhed, og i sådanne tilfælde vurderes overvejelsen hurtigt som patologisk. Bringer vi menneskets vilje til at leve under luppen, finder vi dog en anden virkelighed, en virkelighed, hvor vores tilsyneladende vilje til at leve i virkeligheden afspejler en vilje til at dø og lade os opløse med universet i retning mod den fuldstændige tilintetgørelses ultimative og endelige stilhed: menneskets forløsning og befrielse. Dette er i hvert fald tilfældet, hvis man spørger den tyske filosof Philipp Mainländer, som i slutningen af 1800-tallet gav ord til en af de mest mystiske, paradoksale, mørke, pessimistiske men ikke desto mindre dybt menneskelige og sympatiske filosofier, og

det er gennem ham, at der i denne artikel vil blive undersøgt, hvad den pessimistiske filosofi kan fortælle os om livet og døden, og hvorfor det er en skam, at universet ikke er gået under endnu. Forløsningens filosofi I 1876 i en alder af 34 år spændte Mainländer en løkke om halsen, væltede en stak kopier af sit nyligt udgivet hovedværk under sig og førte derved sin pessimistiske, livsbenægtende filosofi til den ultimative ende. Bag denne handling lå et indædt og dybfølt ønske om at befri mennesket fra den uendelige lidelse, som præger alles liv, og dette ønske blev grundigt formuleret i hans over tusinde sider lange hovedværk Die Philosophie Der Erlösung, forløsningens filosofi. Heri fremlægger Mainländer en filosofi af hidtil uset radikalitet, hvor han viser, hvordan alting på uundgåelig vis bevæger sig mod døden, og at dette er menneskets befrielse og forløsning, hvis bare vi vil indse det. Pessimismen i Mainländers tid var blevet en udbredt filosofi i det tyske samfund, men det er godt 150 år siden nu, og sidenhen har der ikke været en lignende bølge af tænkere og en samfundsstemning til at rivalisere dette. I stedet har vi set indtoget af bl.a. positiv psykologi, neoliberalistisk optimisme, en distancering af døden fra mennesket og i det nyeste blad fra Dansk Psykologforening skulle man sågar lægge øre til Steven Pinker som ”fornuftens forkæmper”, der fortæller os, hvor godt

Essay

alting i virkeligheden går. Men for Mainländer ville dette være selvindbildning, og tager vi blot et blik ud i verden, hvilket vi i dag er i en unik position til at gøre gennem vores allestedsnærværende moderne medier, vil det være næsten umuligt og i hvert fald naivt ikke at blive ramt af den enorme lidelse, armod og barbarisme, som påvirker størstedelen af jordens befolkning. Så måske er det på tide at rette blikket tilbage mod pessimismen og tage ved lære af de indsigter, som Mainländer har givet os om, hvordan vi kan forholde os til denne lidelse og skabe et samfund, hvor det bliver muligt for mennesker overalt at foretage en eksistentiel opvågning overfor de helt basale menneskelige vilkår, som gør døden, opnået på den ene eller anden måde, at foretrække over livet. Guds død og spontane isterninger Centralt for Mainländers filosofi er, at livet består af smerte og lidelse uden mulighed for glæde eller tilfredshed; at befrielse, frelse, forløsning, eller hvad man nu vil kalde det, kommer med døden; og at døden består i intethed forstået som komplet udslettelse. Derfor er der i alting en beslutsom dødsdrift, som retter viljen til at leve mod døden. Med andre ord lever mennesker kun for at dø, da det er i døden, vi finder den fred, stilhed og udslukkelse af uopfyldelige lyster, som vi i livet begærer, og jo før vi forstår dette, jo før kan vi gøre en ende på menneskehedens lidelse. Til trods for at være indædt ate-

ist, placerer Mainländer dette på én gang dystre og forførende livsbillede i en unik kosmisk fortælling om Guds død, som på mange måder afspejler universets egentlige realitet. Ifølge Mainländers fortælling var der i begyndelsen enhed i universet, og denne enhed kaldte han Gud. Enheden så dog, at intetheden var bedre end tilværelsen, men denne kan ikke med ét og uden videre opnås, så Gud begik stedfortrædende selvmord ved at lade sig opløse i en eksplosiv udvidelse. Det er så denne realitet, vi står i i dag. Vi er alle løsrevne brudstykker af den oprindelige enhed og dele af Guds selvmord. På denne måde er det vores skæbne og materielle realitet at dø og indtræde i intetheden. Med den slovenske filosof Slavoj Žižeks ord, er det i virkeligheden en kosmisk katastrofe, at vi eksisterer. Tomhedens balance blev forstyrret og ud af det sprang mennesket og hele universet – lige så usandsynligt, som hvis isterninger formede sig spontant i dit vandglas, mens vandet blev varmt, eller hvis alt luften i din stue røg op i hjørnerne, og vi blev kvalt i midten. På sin vis afspejler Mainländers filosofi de metafysiske og eksistentielle konsekvenser af termodynamikkens anden lov, som siger, at entropien i et isoleret system aldrig falder. Med andre ord så vil konfigurationen af elementer i et system bevæge sig i retning mod den tilstand, som der er størst sandsynlighed for – termodynamisk ækvilibrium. Oversat til vores hverdag, så er det egentlig ganske usandsynligt og i virkeligheden en

Essay

katastrofe, at vi eksisterer som tætpakkede og strukturerede masser af partikler midt i en masse tomt rum; vi er de spontane isterninger i dit glas vand, og med tiden vil vi og alt andet flyde ud i den lunkne dødssuppe, som blev beskrevet i indledningen til denne artikel. Indtil da er vi dømt til lidelse. Spørgsmålet, der står tilbage, er så, hvordan vi forholder os til denne eksistens som individuelle dele af Guds selvmord. Her lå Mainländers pessimisme fast forankret i en revidering af Immanuel Kant, Arthur Schopenhauer og deres epistemologi (dvs. erkendelsesteori). Forstår vi denne, kan vi begynde at tage stilling til, hvad vi gør med vores eksistens. Transcendental idealisme i nye klæder Til trods for, at Mainländer var særdeles inspireret af den tyske pessimistiske filosof Arthur Schopenhauer, som tilfældigvis døde samme år, som Mainländer opdagede hans store hovedværk, Verden som Vilje og Forestilling (1819), kritiserede han

også flere centrale dele af Schopenhauers filosofi i en bestræbelse på at nå frem til en konsistent og kompromisløs pessimisme. Én af de centrale punkter, som Mainländer måtte revidere, og som er særligt interessant for den kognitivt interesserede psykologistuderende, var Schopenhauers transcendentale idealisme, der i sin tid tog sit navn og sin inspiration fra Kant. Modsat Schopenhauer mente Mainländer nemlig ikke, at vores erkendelse af den ydre verden alene består i vores subjektive repræsentation af den (hvad Kant kalder for fænomena eller das Ding für uns), og at vi således ikke kan erkende nogen egenskaber af et ydre objekt uafhængigt af os selv. I stedet mente Mainländer med sin epistemologi, som han ligeledes navngav ’transcendental idealisme’, at mennesker er i stand til at erkende visse objektive egenskaber ved objekter uafhængigt af en selv. Sagt på en anden måde, så er subjektet i stand til at erkende objektive egenskaber, som transcenderer subjektets

Essay

bevidsthed om og repræsentation af disse. Dette er muligt, da vi ud fra selve oplevelsen af perception er i stand til at udlede, at ændringen i vores perceptuelle tilstand forårsages af en udefrakommende stimulus, idet bevidstheden om denne stimulus er uafhængigt af fantasi eller andre konstruktive kognitive processer. Når vi ser noget, ændres vores perceptuelle tilstand og derved vores bevidsthed uafhængigt af fantasi, og årsagen til ændringen i den perceptuelle tilstand må derfor ligge uden for subjektet i den objektive virkelighed. For Mainländer er det fundamentalt at fastslå tilstedeværelsen af en objektiv, realistisk virkelighed løsnet fra subjektets forestilling og bevidsthed, da den lidelse, som Mainländer mener, at alle oplever, ellers ikke ville kunne eksistere andet end som en forestilling i subjektets sind uden mulighed for oprigtig sympati. På denne måde underminerede Schopenhauer med sin transcendentale idealisme altså sin egen pessimisme, og det var derfor op til Mainländer at revidere denne epistemologi og skabe en empirisk realistisk version af denne for at kunne validere pessimismens virkelighed. Et sidste skridt mod forløsningen Med lidelsens objektive eksistens slået fast, er der nu kun forløsningen tilbage, og her er Mainländer, trods sin egen vej ud af livet og lidelsen, mere nuanceret end bare at tilskynde til selvmord. Mainländer var nemlig dybt optaget af, hvad han kalder for ’det sociale spørgsmål’, det vil sige fattigdom, ulighed og deslige, og vi finder

her en bemærkelsesværdig aktivisme og humanisme i en ellers radikalt pessimistisk filosofi. Med den forståelse af og sympati med andres lidelse, som Mainländer netop har vist mulig i sin epistemologi, ønskede han at skabe et samfund byggende på kommunistiske værdier, hvor almindelige mennesker kan frigøres fra deres lidelse gennem en ligelig fordeling af de mere end tilstrækkelige ressourcer, som desværre har samlet sig hos de få. Mainländer forbliver dog her en pessimist og mener ikke, at man selv med det perfekte kommunistiske samfund, ville kunne skabe grundlaget for lykke og det gode liv. For Mainländer gælder det i stedet om at lade mennesker opleve det ypperste, livet har at byde på for derved at indse, at døden og intetheden stadig er et bedre alternativ end livet. Herfra må vi give afkald på alt begær og materielle goder og henkaste os til det kristne (og buddhistiske) ideal om resignation og Gelassenheit, det vil sige en tilstand af ’laden-det-ske’, hvor man med komplet ligegyldighed overfor livets bevægelser lader sig bevæge mod intetheden: menneskets endelige frelser. Litteratur • Beiser, F.C. (2016). Weltschmerz: Pessimism in German Philosophy 18601900. Oxford University Press. • Mainländer, P. (1876). Die Philosophie Der Erlösung (Vol. 1). Verlag von Theobald Grieben. Illustration: Freja Spangsberg Lindholdt, 5. semester

Rebus

Julerebus

Du deltager i konkurrencen om at vinde et gavekort pĂĽ 250 kr. til Stakbogladen ved at sende lĂ¸sningen pĂĽ rebussen til psyklen@gmail.com senest d. 15. januar 2021.

Illustration: Storm Munk-Hind, 3. semester

Illustratorens hjĂ¸rne

Illustration: Anine Roth Jacobsen, 5. semester

Bachelor

Er der noget galt i Danmark? Indsendt: Mette Milling, 7. semester Det mente John Mogensen i hvert fald tilbage i 70’erne. I disse dage er der heftige debatter om selvsamme spørgsmål. Nogle mener, at der er noget helt galt med at aflive alle mink, mens andre føler, at der er noget helt galt med ikke at gøre det. Men hvorfor kan man mene noget forskelligt om, hvad der er rigtigt at gøre, når man argumenterer ud fra de samme fakta? Her giver moralpsykologiens overvejelser om værdier, filosofi, tanker og følelser nogle spændende vinkler på, hvordan vi kan forstå de samfundsdebatter, der er for tiden. Jeg oplever moralpsykologien som et lidt overset emne. I løbet af mit arbejde med emnet under bachelorforløbet, dykkede jeg ned i en spændende og lidt anderledes del af psykologien end det, vi normalt ser på pensum. Moral er et omfattende og komplekst fænomen, der danner rammen for, hvordan vi oplever noget som rigtigt og forkert. Moral opstår ikke i isolation, men er et psykologisk fænomen mellem mennesker i gensidigt afhængige relationer. Vores moral er derfor blevet en central del af den måde, vi fungerer med andre på, og den former og påvirker os gennem vores tanker, adfærd, følelser og selvopfattelse. Moralpsykologi er særlig i den forstand, at man ikke kun forholder sig til psykologiens deskriptive påstande om, hvordan moralske vurderinger udføres, men også

beskæftiger sig med det normative indhold af god moral og det metaetiske indhold af moral. Filosofisk stillingtagen er nødvendig for de moralpsykologiske teorier, der ønsker at beskrive moralske vurderinger, og hvordan vi forbedrer dem. Moralsk ageren kan ligefrem ses som en særligt menneskelig kvalitet, der ikke findes hos andre dyr. Lawrence Kohlberg definerede moral gennem retfærdighed og hvordan mennesker bør omgås hinanden. Det repræsenteres bedst som en kognitiv, bevidst tænkning i spændingsfeltet mellem ret og pligt. Individet har ret til at handle med autonomi og selvbestemmelse, men er omvendt også forpligtet til at undgå at krænke andres autonomi og selvbestemmelse gennem sine handlinger. Den retfærdige moral fremmer en acceptabel balance mellem de to spændinger, sådan at individet har sig selv nærmest kun så længe, at dets handlinger ikke går ud over andre. En rigtig handling for individet er altså også en retfærdig handling over for andre. Det er umiddelbart tør og kedelig teori, men det bliver interessant, hvis man tager det med over mod nogle af de mange, samfundsrelevante hverdagseksempler. Hvad betyder det for eksempel for den måde, hvorpå vi kan forstå holdninger om krænkelses- og sexismedebatten? Hvordan ser vi det i de forskellige syn på beslutningerne om mink og lovhjemmel?

Bachelor De fleste har en umiddelbar holdning eller reaktion på disse politiske debatter. Coronasituationen er også en af de helt store, som har fyldt så meget, at vi måske endda er ved at være lidt trætte af at høre om den. Men hvad er det, der gør disse emner så intense og følelsesladede for så mange mennesker? Hvorfor reagerer mange så kraftigt på disse emner?

en fordel at handle hurtigt frem for præcist, så det er ofte tilstrækkeligt at forlade sig på de intuitive processer i moralske vurderinger. Rationel og bevidst tænkning bliver et spørgsmål om behov, snarere end evne. Moral kan siges ofte at være intuitiv, men disse intuitioner formes af erfaringer, som opnås gennem refleksion og tænkning.

Her er intuitive modeller af moral interessante. Jonathan Haidts ’social intuitionist model’ har som sin centrale påstand, at de hurtige moralske intuitioner er udgangspunktet for moralske vurderinger, som kun følges af bevidst tænkning, når dette er yderst nødvendigt. Han definerer moral som en sammenvævning af værdier, praksisser og systemer, der er udviklet gennem psykologiske mekanismer for at regulere selviskhed og fremme socialt sammenhold. Moral får en social funktion, som ses i de moralske følelser og deres prosociale formål.

Det er ofte det, der sker, når vi i hverdagen reagerer intuitivt på nyheder om corona, mink og lovhjemmel. Måske det også kan give en anden vinkel på efterårets nye buzz-ord – coronatræthed. For kan coronatræthed måske blot være en negativ reaktion på et pludseligt opstået, men omfattende behov for at være opmærksomme på vores egen moral og ansvarlighed? Er det måske en belastningsfølelse af at have samfundssind og forholde sig til sin egen og andres moral, som vi ikke før har været vant til?

Der er generelt en forståelse af, at bevidst tænkning skal hjælpe med at træffe gode beslutninger. De kan både være ubevidste, emotionelle eller kontekstbaserede. Men man kan ikke altid gøre rede for begrundelserne bag beslutningerne. Begrundelserne er yderst komplekse og bygger ofte på modstridende interesser. Det er ofte tilfældet i Kohlbergs spændingsfelter. Mennesker er mere end i stand til at tænke bevidst og rationelt, også i krævende situationer. Men det, at vi besidder evnen, betyder ikke, at det altid er nødvendigt at bruge den. Evolutionært har det været

Psykologiens forståelser af moral er interessante at bringe i spil over for mange af de samfundsemner og problemstillinger, vi ser for tiden. Men psykologien kan ikke alene beskæftige sig med forståelser af rigtigt og forkert, eller hvad det vil sige at være et godt menneske. Her spiller de filosofiske overvejelser en rolle for, hvad det betyder at udvise god moral, og hvordan moralske udgangspunkter kan forstås og opleves forskelligt. Måske der mangler sådanne overvejelser, når diskussioner omkring rigtigt eller forkert ved for eksempel aflivning af mink og lovhjemmel løber hastigt af sted i medierne?

Boganmeldelse

Boganmeldelse: Mit arbejde af Olga Ravn Rebecca Birner Hansen, 5. semester Der er tretten prologer i Olga Ravns nye roman ”Mit arbejde,” som omhandler tiden før og efter fødslen af hovedpersonens søn. De tretten prologer understreger et af de mest iøjnefaldende elementer i romanen; tidsfornemmelsen, som falder fra hinanden og til tider slet ikke eksisterer for den nybagte mor. Romanen er et sammensurium af prosa, essays og digte uden en tydelig logisk rækkefølge eller rød tråd. Når man læser ”Mit arbejde”, føles det, som om man ikke har sovet i flere år; der er revlehuller i tiden, som får karakter af bølger: Man går hele tiden et skridt frem og to tilbage, men det føles naturligt - som en vuggende og spirende sindssyge, der skaber en ny form for rød tråd af eksistentiel krise og rituelle bleskift og amme-sessioner. Man glemmer ganske enkelt, at tiden normalt er et lineært koncept. Det er hverken dato eller klokkeslæt, der er centrum for tidsforståelsen i moderens verden - det eneste meningsfulde ’nu’ er barnet, som vokser og pludselig ikke længere skal ammes, men lystigt spiser pasta bolognese og æblegrød fra barnestolen i køkkenet. Hovedpersonens tanker cirkulerer om forskellige udgaver af de samme spørgsmål: Kan man være mor samtidig med, at man er forfatter? Kan man skrive om sit barn som en smerte, velvidende at barnet engang vil læse, at det ikke altid var elsket og ønsket? Hovedpersonens nye mor-identitet fører til en psykotisk glæde

ved opvask, vasketøj, amning og ensom shopping i Stockholms kolde gader - et øjeblik virker det ligefrem til, at opvasken og de dyre indkøb kan redde hovedpersonen fra de mange depressive tanker, men det er en tom illusion, for det er samtidig netop disse ting, der skaber krisen i hovedpersonen; det er moderen, der er i krig med forfatteren. Husmoderen mod karrierekvinden. Måske som resultat af disse

Boganmeldelse

indre spændinger vokser bekymringen for barnet i hovedpersonen, og der opstår en ængstelig fascination af knivene i køkkenskuffen, der midlertidigt afbrydes så snart faren kommer hjem fra arbejde og straks afløses af foragt og jalousi for manden, der tager hendes plads klokken 16, og pludselig vil være mor. Man skal ikke forvente nogen traditionel roman med store, detaljerede persongallerier og overraskende plot-twist af Olga Ravns nye roman, der mere føles som at læse et langt, komplekst digt. Man skal læse den, hvis man vil læse om noget af det

mest basale og samtidig grænseoverskridende, der kan ske i menneskelivet. Som Olga Ravn selv skriver det: ”Det at skabe et liv, hvor der før var intet, at skabe kød, hvor der før ikke var kød, er noget af det mest radikale og uhørte et menneske kan foretage sig” (p. 170, Mit arbejde).

Mit arbejde Olga Ravn Gyldendal, 2020 300 kr. på stakbogladen.dk

I dette nu Laura Mikkelsen, 1. semester

Mine fødder sidder fast i fortiden, imens mine tanker løber fra mig i fremtiden,

så jeg står i midten og falder fra hinanden.

Psyklen tester

Psyklen tester: Solopgang Redaktionen

Forventning

Virkelighed

Psyklens redaktion måtte igen være kreative for at finde en social og alligevel coronavenlig aktivitet. Nu hvor det online samvær var blevet testet, blev det tid til at søge ud. For er der noget, der kan markere, at tiden går og samtidig få den til at stå stille, som en smuk solopgang? En smuk solnedgang måske; men det faldt os altså først ind, da vi stod søvnige i mørket ved Den Permanente tidligt lørdag morgen.

skydække. Men ”i østen stiger solen op,” så vi vendte os mod alt det grå, der ikke lod sig mærke af den påståede sol bagved. Selv i en verden, der rundforvirret havde givet op på at følge sine verdenshjørner og med en sol, som heller ikke gad at stå op til en dag mere af 2020, blev det stille lysere. Næsten ubemærket endte lyset med at omslutte os, så vi kunne se ansigterne bag de huer og halstørklæder, vi snakkede med om alle de oplevelser på studiet, vi deler og alligevel har så forskellige meninger om.

Iklædt flere lags tøj, som var det Kapsejlads, bevægede vi os ud i sandet og vinden for at finde solen. Det nærmeste vi kom en solopgangs rødlige nuancer, var dog havnens skarpe lys fanget under det tunge

Med tiltagende kolde tæer erkendte størstedelen slutteligt, at vi da faktisk vågnede på en lidt anden måde, end når vi bare hiver forelæseren med i sengen

Psyklen tester

via Zoom eller presser en hel morgenrutine ind i det akademiske kvarter. Det er selvfølgelig ikke banebrydende nyheder, men vi har dog en tilføjelse til eksperternes opfordring om at starte dagen med frisk luft og en gåtur: Det kan være en god idé at bytte den affektive prognose ud med meteorologernes, inden I tager studiegruppen under armen eller bevæger jer ud

på den daglige (læs: årlige) løbetur, hvis I ønsker rent faktisk at se solen. Sol eller ej, giver det anledning til at komme op og få nogle ekstra timer ud af dagen. Hvis man da ser bort fra de af os, der tilføjede en lur til dagens to-do-liste. Men med de fortsat aftagende lyse timer bliver denne aktivitet kun mere syvsovervenlig, så vi alle kan stå op med solen og slippe af med FOMO’en.

Tænk, hvis det var kalenderlyset, der bestemte, hvornår man skulle aflevere eksamen

Lea Nørlund, 5. semester

Filmanbefalinger

Oldboy (2003) Af Park Chan-wook Det sydkoreanske hævndrama Oldboy er en bizar, overraskende og helt igennem genial film om to mænds indædte kamp for hævn over hinanden. Uanstrengt blandes hæsblæsende brutal vold og iskold, smudsig virkelighed med øjeblikke af sublim affekt og skønhed i eksistensens grænseland - alt sammen gennem en uforlignelig cinematografi. Om selve filmens fortælling bør der kun siges det, at den følger Oh Dae-su, som efter 15 års fangenskab i et hotelværelses-lignende rum pludselig bliver sat fri med fem dage til at finde sin tilfangetager og afdække forlængst glemte dele af en mørk fortid. Undervejs må Oh Dae-Su stirre direkte ned i eksistensens iskolde afgrund for at indse, at den stirrer direkte tilbage på ham selv, for som Nietzsche engang skrev: “He who fights with monsters should be careful lest he thereby become a monster.” Citat: “When my vengeance is over… Could I return to being the old Dae-su?”

Super Dark Times (2017) Af Kevin Phillips Super Dark Times er en film om totalt, super mørke tider… dude. Allerede i titlen får vi en smag af den 90’er-ungdomsstemning, som filmen i allerhøjeste grad leverer gennem et plot involverende et trekantsdrama, et samuraisværd og et evigt større net af løgne og svig. Hvad kan gå galt? Med stærke skuespillerpræstationer udfolder der sig en knugende intens og spændende fortælling, som veksler mellem hjertevarme og genkendelige coming-of-age temaer på den ene side og konsekvenserne af en super mørk hemmelighed på den anden side. Filmen er dog svær at anbefale uden videre. Den indeholder et væld af fortolkningsmuligheder og tilknyttede fan theories, som på sin vis er fascinerende nok, men som på samme tid gør filmen forvirrende og manuskriptet mangelfuldt i klarhed – hermed ikke sagt, at der ikke kan være klarhed i forvirring; Super Dark Times er bare desværre kun forvirret, og dette kommer særligt til udtryk i en slutning, som ville kunne dele vandene mellem seerne.

Illustratorens hjĂ¸rne

Illustration: Storm Munk-Hind, 3. semester

Psyklen er en del af:

Har du noget skriftligt på hjerte, som skal ud til det helt store publikum? Laver du kunst og vil gerne blive kendt? Så kontakt Psyklen. En seriøs, skarp og smuk debatskaber. Den intellektuelle sprøjte, som giver dig dit fiks. Et helt essentielt og samlende organ på Psykologisk Institut, der ønsker at give spalteplads til så mange stemmer som muligt. Skriv til: psyklen@gmail.com. Alle henvendelser er velkomne.