Eventyr med Erik: En glad mands skjorte

Eventyr med Erik – En glad mands skjorte

Erik Pegel, 4. semester

For den almene psykologistuderende er hverdagen spækket med hård empiri, hvilket kan være trættende for selv den mest barske teorifanatiker. Når hjernen er ved at koge over, så kan det være nødvendigt at holde en pause en gang imellem. En perfekt pause kan man finde i de velkendte eventyr og fortællinger, som man kender fra sine yndlingsgodnathistorier. Dog er dagens fortælling hverken fra Brødrene Grimm, Tusind og en Nat eller H. C. Andersen, men fra et gammelt folkeeventyr fra Skotland, som gør den perfekt til dagens anledning.

Der var engang et kongerige med ældgamle smukke skove, søer som glimrede med deres krystalklare vand og store bakker, hvorpå der stod et nydeligt slot. Her boede en konge med en dejlig dronning, som elskede ham højt, præcis som han var, og to døtre, som var hans små prinsesser. Der var dog et problem, for kongen var dybt ulykkelig. Hele dagen lang forsøgte tjenerne at gøre kongen glad, dog uden held. De bragte ham de mest vidunderlige festmåltider, præsenterede de fineste klæder og spændende nye spil, men stadigvæk forundte kongen dem ikke et blik.

Kongen var ulykkelig, og derfor var kongeriget også ulykkeligt. Folk kom dag efter dag for at bringe kongen appeller, bede om hjælp eller rapportere succeser, men kongen ville ikke se dem, for han var så ulykkelig. Ambassadører kom fra fjerne lande med breve fra andre konger og dronninger, men kongen ville ikke se dem, for han var så ulykkelig.

En dag bestemte dronningen, at nu var det nok. Hun sendte bud efter en klog mand, som skulle løse problemet. Hun spurgte den kloge mand, hvordan kunne hun gøre kongen glad igen? Den kloge mand gnubbede derpå sit skæg og sagde: ”Der er desværre ikke meget, som du kan gøre.” Dronningen insisterede dog, at der måtte være noget, som kan gøre kongen lykkelig igen. ”Deres majestæt,” svarede den gamle mand. ”Der er kun en ting, som måske kan gøre kongen glad igen – han er nødt til at finde en person, som er oprigtigt glad, og så er han nødt til at have deres skjorte på i en dag og en nat.”

Med nyt håb sendte dronningen nu alle kongerigets riddere ud, så de kunne finde en oprigtigt glad person. Dagene gik, dagene blev til uger, og ugerne blev til måneder. Den ene efter den anden ridder hjemvendte uden at have fundet en en oprigtigt glad person. Dronningen måtte nu igen kalde på den kloge mand, idet ingen kunne finde en oprigtigt glad person. ”Kongeriget er ulykkeligt, fordi kongen er ulykkelig,” bemærkede den kloge mand med en dyster mine. ”Hvad kan vi gøre?” spurgte den fortvivlede dronning. ”Jeg sendte mine bedste riddere afsted, men ingen af dem fandt en glad person.” ”Der er en sidste person, som du kan sende afsted,” bemærkede den kloge mand. ”Du kan sende kongen selv afsted.” Dronningen kiggede tvivlsomt på den kloge mand, men hun så ingen anden udvej.

Kongen, som stolede på sin kloge dronning, drog så af sted på sin rejse for at finde en oprigtigt glad persons skjorte. Han tog simpelt tøj på, kun en smule penge med og gemte sit kongelige segl. Han lovede dronningen, at han ikke ville komme tilbage, før han havde fundet en glad persons skjorte. Kongen vandrede nu gennem sit kongerige, arbejdede lidt her og tiggede lidt om mad dér. Han talte med bønder og jægere, med skovhuggere og hyrder, med keramikere og husmænd samt en gammel kone, som sad ved siden af vejen, men ingen af dem var oprigtigt glade. ”Er du glad?” spurgte han dem. De talte straks om, hvor glade de var, meeen noget kunne altid være bedre. Altid fandt de noget, som ikke helt var, som det skulle være. Alle ønskede at fortælle ham, hvordan han skulle regere sit rige, så de kunne blive oprigtigt glade.

Illustration: Signe E. V. Lorenzen, 2. semester

En skønne dag gik kongen hen ad en vej i sine slidte sko, da han hørte nogen spille en lystig melodi på en blokfløjte. Musikken kom fra en campingplads ved en bæk, som lå et lille stykke væk fra vejen. Tiltrukket af den kække melodi fulgte kon- gen lyden, og inden længe så han en gammel fisker, der bryggede te på en dåse over et lille bål, imens han spillede muntert på sin fløjte. Et par fede ørreder lå på græsset ved siden af bålet, klar til at blive stegt. ”Godmorgen!” sagde kongen, og kiggede sultent på ørrederne. ”Godmorgen!” svarede fiskeren, idet han pakkede sin fløjte væk. ”Kan jeg friste med en ørred?” Det behøvede fiskeren ikke at sige to gange, og kongen satte sig straks ned sammen med ham. Fiskeren fandt en kop mere frem, tørrede den af i ærmet, og hældte noget te i til kongen. ”Der er ikke noget sukker, men vi må gøre med det, som vi har. Det er varmt og godt, og det er dét, som vi har.” Kongen tog en god tår, teen var bitter og stærk, men kongen var taknemmelig for varmen og selskabet. Snart blev ørrederne spiddet på pinde, grillet på bålet, og en appetitlig duft fyldte luften. Da de var færdige, rakte fiskeren den største af de to fisk til kongen, og de spiste hver deres. Selvom de hverken havde salt eller andre krydderier, så var det den bedste fisk, som kongen nogensinde havde smagt. Da de var færdige, rensede de hænderne i bækken, og kongen spurgte fiskeren: ”Tror du, at du er en glad mand?” ”Mig?” grinte fiskeren, ”Jeg må da være den gladeste den gladeste mand i hele verden! Er det ikke fantastisk at være i live på sådan en smuk dag?” Han grinte igen, og kongen kunne ikke gøre andet end at grine med. Efter at høre fiskeren tale om sin livsglæde, fortalte kongen sin historie. Da fiskeren så manden foran sig i beskidte laser, som påstod at være konge, kunne han ikke gøre andet end at grine endnu mere, og da kongen derefter viste ham det kongelige segl, kom han til at grine endnu mere, og snart rullede de to rundt på græsset, helt flade af grin. Til sidst forklarede kongen, hvad han ledte efter, og hvorfor han så desperat havde brug for en glad mands skjorte. Fiskeren svarede med det samme: ”Det kunne du få,” idet han knappede sin slidte frakke op, ”den kunne du helt sikkert få, men ser du, Deres majestæt, jeg har ikke en skjorte!” Og da han knappede den sidste knap af frakken op, så kongen, at der var et blankt bryst derunder. Og de to grinte hele vejen, de grinte og jokede hele den lange vej hjem til kongens borg, for kongen sagde til fiskeren, at dronningen helt sikkert gerne ville møde ham.

Vi studerende har en lang sommer foran os, som kan bruges på hvad som helst. Det er muligvis et lidt for ambitiøst projekt, men man kan da forsøge at finde lykken på de 2,5 måneder. Om den ligger i hjemegnen eller på den anden side af en rejse til hvem-ved-hvor, det kan man vel kun finde ud af ved at prøve sig frem.