Johannes Andersen: Langt ude

JOHANNES ANDERSEN

LANGT UDE

Populistiske medborgere i Danmark

JOHANNES ANDERSEN

LANGT UDE

Populistiske medborgere i Danmark

1. udgave. 1. oplag

Copyright © Forlaget JLA og forfatteren

ISBN 978-87-974289-0-0

Layout: Allan Hartmann, Omedia Grafisk Fotos: Johannes Andersen

Trykt i Danmark: Toptryk Grafisk 2023

Udgivelsen er støttet af Tidsskriftet GRUS

INDHOLD

1. Et mangelfuldt demokrati åbner for populisme 5 2. Den politiske marginalisering 17 3. Omfanget af populistiske medborgere i Danmark 27 4. Oplevelse af udgrænsning og afstand som perspektiv i hverdagen 39 5. Populister ser både til højre og til venstre .................................... 47 6. Højreorienterede populister kæmper for autonomi 57 7. Venstreorienterede populister kæmper for velfærd og klima ........... 69 8. Populister og deres partier 77 9. Folket og den autoritære befrielse .............................................. 85 10 Alt var bedre i gamle dage 93

Litteratur - om at analysere populisme ............................................. 99

Et mangelfuldt demokrati åbner for populisme

POPULISME RIDER OS SOM EN MARE

Populisme er et ord, der lige nu nærmest rider politiske analyser og politiske debatter som en mare. I videnskabelige analyser kan det bruges til at identificere og kritisere meget af det, der er medvirkende til at svække de demokratiske procedurer og sløre offentligheden, ikke mindst som et resultat af mediers forfladigelse af debatter og uenigheder. I diskussioner kan det bruges til at kritisere meget af det, politiske modstandere kan finde på, når de med lidt for smarte udtryk og simple billeder vil kritisere modstandere og overbevise vælgere om egne kvaliteter. Her bruges udtrykket ’populisme’ ikke mindst til at beklikke enten politikeres eller argumenters troværdighed. Gerne i forbindelse med konkrete begivenheder eller diskussioner, hvor man føler, at man er kommet lidt på bagkant. Det kan også bruges, når man anfægter en politisk modstanders udlægning eller beskrivelse af de grundlæggende problemer i samfundet. Så kan ordet åbenbart være et sidste trumfkort, der kan smides i et forsøg på at sætte en modstander til vægs.

Det sker som regel ud fra den grundlæggende antagelse, at der er almindelig enighed om, at en populist er en politiker, der manipulerer frem for at argumentere. I forlængelse heraf kan populisten identificeres som en, der taler til den laveste fællesnævner i en given sag, og derfor kommer alt for let til noget, der kan ligne en løsning på givne politiske udfordringer. Det er endvidere en uudtalt antagelse, at når

man taler til den laveste fællesnævner, kommer man ofte til at fordreje sandheder og benægte kendsgerninger. Endelig er der enighed om, at man i de virkeligt grove tilfælde har at gøre med en rigtig dygtig populist, der nærmest er dæmonisk i sin evne til at kommunikere så klart, enkelt og tydeligt, at alt for mange vælgere umiddelbart kan forstå vedkommende. Her har vi at gøre med en politiker, der nærmer sig folkeforføreren¸ der som en ledende figur evner at tale direkte til borgeres følelser og fordomme. I disse diskussioner og sammenstød er det ofte en uudtalt selvfølgelighed, at denne adfærd er alt for nem og alt for farlig, fordi virkeligheden altid er mere kompleks end som så.

Desværre er det imidlertid sådan, at når analytikere eller politikere trækker ’populisme-kortet’, er det som regel, fordi de er kommet til kort. Analytisk fordi de mangler teorier og begreber, der kan forklare, hvorfor vælgere kan opføre sig som de gør, og politisk fordi de mangler ord og perspektiver, der kan bære troværdige argumenter frem i forhold til det, der opfattes som fordomsfyldte og populære forsimplinger.

Ikke nødvendigvis fordi analytikere ikke kan se, at der er noget særligt på spil, eller fordi politikere har tabt på argumenter, men fordi man ikke har evnet at finde en position, der kan matche det problem eller den modstander, man står overfor, og som på en eller anden måde har fundet en hurtigere eller mere effektiv vej til at overbevise en masse mennesker om styrken i deres position.

Og det stopper ikke her. Populistiske politikere tillægges jævnligt en udbredt hang til det autoritære. Her er den uudtalte antagelse, at populister meget hurtigt og uden de store kvababbelser vil acceptere, at stærke mænd eller kvinder tager affære, for effektivt at løse givne udfordringer, hvad enten det er indenfor eller udenfor grænserne for både god debat, opførsel, regulering og kultur. Populister er med andre ord ofte ekstreme i både deres engagement og deres synspunkter, samtidig med at de ikke skåner nogen med deres ofte forsimplede og indædte kritik. De er jo overbeviste om, at de har sandheden på deres side, og derfor er de svære at snakke med, med deres alt for firkantede billeder af en elite, der kynisk gør hvad den kan, for at forsvare egne privilegier, på bekostning af almindelige mennesker.

Der sker imidlertid noget særligt, når man som analytiker eller politiker trækker ’populisme-kortet’. Så risikerer man at agere og argumentere på samme måde som dem, man gerne vil kritisere. Man forsimpler indholdet i den politiske konfrontation, man forholder sig til, og med udtrykket appellerer man selv til udbredte fordomme. I dette tilfælde om populisme som fænomen. På den måde risikerer man selv at kom-

me til at spille på følelser og forargelse, frem for at insistere på argumenter og i bedste fald at tale til en fælles demokratisk fornuft og kultur.

Forsimplede normative forestillinger om og fremstillinger af populisternes primitive tilgang til politik og demokrati risikerer altså at åbne for en tilsvarende primitiv og forsimplet tilgang til populisme blandt populismens kritikere. Lige så indædte populister antages at reagere, lige så indædte kan populismens kritikere selv komme til at fremstå. Hvilket muligvis kan være ret logisk, fordi man ofte kommer til at spejle sig i hinanden, når man konfronteres som modstandere, men det er ikke særligt produktivt for forståelsen af, hvordan borgere kan agere som vælgere, der udviser sympati for givne synspunkter og politikere. Man bliver ikke særligt meget klogere af lynhurtigt at give et fænomen eller en person en label, hvorpå der står ’populisme’, og man bliver heller ikke klogere af, at man blander alt muligt sammen under denne overskrift.

Det er derfor, jeg taler om, at populisme rider os som en mare. ’Mare’ er nemlig en beskrivelse af et væsen, der sidder på eller ligefrem rider på brystet af folk, og dermed giver dem trykken for brystet, åndenød og onde drømme. I denne sammenhæng hos både mulige populister og populismens kritikere.

Min ambition med den følgende analyse er at lettet trykket lidt. Det vil jeg forsøge, ved at vise, at der er et folkeligt grundlag for populisme i Danmark. Derfor vil jeg i det følgende kort indkredse, hvad der bør indgå i en bestemmelse af fænomenet populisme, med vægt på dens folkelige side. Der vil altså være tale om det, der ofte kaldes for populisme fra neden. Det vil jeg følge op med en analyse af, hvor stort og stærkt dette folkelige grundlag var ved Folketingsvalget i 2019, og hvilke partier disse borgere især orienterede sig i retning af. Endelig vil jeg vise, hvor langt borgere med populistiske grundholdninger er villige til at gå, i deres kamp for at forsvare det, de opfatter som de centrale og bærende folkelige interesser. Det betyder selvfølgelig også, at det faktisk giver god mening at kalde nogle partier og borgere for populister. Man skal bare holde fast i de centrale kendetegn ved fænomenet populisme.

DEMOKRATI OG POPULISME

Når populisme gøres til genstand for så meget kritik, opmærksomhed og nogle gange også ophidselse, skyldes det ikke mindst, at den principielt kan identificeres som en form for afvigelse eller anormalitet i et demokrati, hvor man normalt eller ideelt ar-

gumenterer for og stemmer om den mest optimale løsning på givne udfordringer og problemer. En afvigelse der af mange opfattes som en demokratisk udfordring. Ved at forfølge netop det spor, når man hurtigt frem til, at demokrati er den fundamentale analytiske ramme, inden for hvilken netop denne afvigelse kan og skal lokaliseres og forstås.

I et repræsentativt demokrati er den ideale normaltilstand, at borgerne vælger deres repræsentanter, og forsøger med deres kryds på stemmesedlen at give dem magt til at forfølge en given vælgergruppes interesser i demokratiske processer, hvor kompromis, nederlag og sejr er nødvendige betingelser og konsekvenser. I et demokrati kan ingen få opfyldt deres egne interesser fuldt ud, og ingen kan få alt det, de gerne vil have. Derfor opstår der uenigheder og modsætninger, som de demokratiske procedurer så skal medvirke til at sikre fredelige løsninger på.

Det er netop et af de fundamentale kendetegn ved demokrati, at det indeholder fælles spilleregler til sikring af fredelige løsninger på givne konflikter. Og her er det afgørende, at disse procedurer ikke på forhånd favoriserer givne befolkningsgrupper, og at alle borgere accepterer disse procedurer som legitime for tilvejebringelse af politiske beslutninger, og dermed også af givne prioriteringer af givne ressourcer. Også i situationer, hvor man oplever, at det er andre, der har vundet, og at man selv har tabt i det demokratiske spil. Det sikres ikke mindst ved, at de forskellige interesser i samfundet er repræsenteret i forbindelse med udfoldelse af disse procedurer.

En medborger, der accepterer og respekterer de demokratiske procedurer og de politiske resultater, der kommer ud af diskussioner, uenigheder og politiske kampe, kan karakteriseres som en tilfreds medborger. De føler sig repræsenteret af politiske partier og interesseorganisationer, de føler at de offentlige institutioner fungerer relativt optimalt i forhold til deres situation og i overensstemmelse med de juridiske og dermed demokratiske procedurer i samfundet. Det er altså borgere, der har vanskeligt ved at få øje på både korruption og forskelsbehandling. For dem går stort set alt efter reglerne, og så er det bare om at argumentere så overbevisende som muligt for sin sag og sine interesser, så de bliver en del af flertallet, og på den måde kan komme på det vindende hold. Demokrati åbner samtidig for, at man kan agere strategisk ved at etablere alliancer, og dermed åbne for nye muligheder, i kampen for at forsvare og imødekomme givne interesser. Med den erkendelse, at det skal man gøre igen og igen, for et demokrati er ikke ensbetydende med stabilitet. Der kan og vil hele tiden også ske forandringer, eksempelvis fordi der løbende kommer nye vælgere til, samtidig med at erfarne vælgere skifter fra et parti til et andet.

En medborger der ikke er helt tilfreds med de demokratiske procedurer, og som derfor også er kritisk overfor en del af de politiske beslutninger der træffes, kan karakteriseres som en kritisk medborger. Det er borgere der oplever, at de ideale forestillinger om det gode demokrati ikke helt lever op til praksis, eksempelvis fordi borgerne generelt er alt for passive, eller fordi de demokratiske idealer kortsluttes af eksempelvis dagsordensættende medier, af vanetænkende institutioner eller af magtfulde embedsmænd, der tror at deres verdensbillede er indbegrebet af det, man kan kalde for den ’nødvendige’ politik. På den anden side er de godt tilfredse med de politikere, de har stemt på, fordi de oplever, at de kæmper for en ærlig og god sag. Også når det drejer sig om at udbedre nogle af de problematiske sider ved demokratiet. De kritiske medborgere føler sig altså godt repræsenteret, selv om de ikke vinder hver gang. Og skulle de ikke være helt tilfreds med et givet parti, kan de jo altid stemme på et andet. Som regel inden for samme politiske blok.

Begge de to positioner eller idealtyper er fundamentale for legitimeringen og den praktiske vedligeholdelse af et dynamisk demokrati. Hvor stabiliteten især kommer fra de tilfredse medborgere, støttes initiativer til forandringer især af de kritiske medborgere, eksempelvis som følge af, at de sætter nye problemer på den politiske dagsorden, eller forsøger at tage initiativer i forhold til styrkelse af de demokratiske spilleregler.

Ud over de nævnte forskelle er de to grupper som regel fælles om at støtte op omkring de demokratiske procedurer og institutioner. Derfor afviser de begge alternativer til det repræsentative demokrati, hvad enten det er direkte demokrati eller en stærk mand (m/k), for ikke at nævne diktatur. Også selv om mange af dem kan være af den opfattelse, at der er masser af problemer og begrænsninger forbundet med det repræsentative demokrati.

Det er med udgangspunkt i de to ovennævnte idealtyper, man kan nærmer sig en gruppe borgere, der føler eller oplever, at de er kommet på afstand af både det repræsentative demokrati og de politiske organisationer, der skal eller kan repræsentere deres interesser. Det er en gruppe medborgere der føler, at de kommer i anden række, når der skal foretages politiske prioriteringer, og som derfor heller ikke har den store fidus til politikerne og de demokratiske procedurer, der skal sikre, at alt går retfærdigt for sig. De oplever sig som borgere, hvis interesser og værdier er blevet marginaliseret af et system eller en elite, der for det meste får det som de vil have det. En elite, der nogle gange også omfatter politikere.

Det er altså medborgere, der har mistet tilliden til de demokratiske procedurer

i deres nuværende udformning, og som heller ikke tror på de grundlæggende kvaliteter i de politiske beslutninger, der kommer ud af politikernes gøren og laden i de demokratiske institutioner, hvad enten det er i Folketinget eller kommunalbestyrelsen. De føler sig kort sagt afkoblet fra det demokratiske fællesskab og dets demokratiske procedurer, ligesom de føler sig overset af politikere og partier, som de opfatter som mere eller mindre tilfældige aktører, der hverken kan eller vil repræsentere dem ordentligt i de politiske beslutningsprocesser. De føler sig kort sagt udgrænset og marginaliseret, demokratisk og politisk. Derfor kan disse medborgere karakteriseres som marginaliserede medborgere, og det er lige præcist her, man kan identificere og forhåbentlig også forstå det folkelige grundlag for populisme. Oplevelsen af marginalisering og af at være overset giver helt naturligt grobund for en selvforståelse, der er bygget op omkring en oplevelse af, at nogen har ’taget røven på dem’. Hvilket vil sige, at de fra deres afmægtige position har meget let ved at få øje på en eller flere eliter eller systemer, der holder dem, de helt almindelige mennesker, på afstand af de centrale institutioner for magt og medindflydelse i samfundet. Det kan eksempelvis meget nemt være dem, der sidder der i forvejen. Altså politikere, embedsmænd og ledere i det offentlige, støttet af store bosser i det private erhvervsliv. Det kan være en kulturelite, der finder på de mærkeligste ting i deres fine saloner, som de så får politikere til at tage alvorligt. Eller det kunne være dem der bestemmer nede i EU. Her er oplevelsen af afstand endnu større, og billedet af en elite endnu mere diffus. Endelig kan det også være en snæver elite i andre lande, som eksempelvis lederne i USA eller Kina, der alene i kraft af landenes størrelse har alt for meget at skulle have sagt. .

Når borgere føler, at de ikke bliver taget alvorligt, men i stedet bliver holdt på afstand af centrale sider af samfundet, er det nemt at opbygge billeder af og forestillinger om eliter, der er årsagen til deres marginalisering. Disse billeder og forestillinger er samtidig afsæt for udvikling af forestillinger om, hvad de selv står for, og hvad deres mere menneskelige kvaliteter og interesser er for nogen. Marginaliserede borgere spejler nemlig ofte sig selv i deres egne billeder af de eliter, de er oppe imod.

Logikken er, at når man er blevet overbevist om, hvem man er oppe imod, og hvilke ulykker de kan føre med sig, er man også i stand til at formulere, hvad man selv ikke er, og hvad man ikke står for. Man er nemlig ikke som eliten, hvilket åbner for mere positive overvejelser om og formuleringer af, hvordan man adskiller sig fra den. En positionering hvis udgangspunkt altså er en italesættelse af en modsætning, der gør det muligt at fortælle om de positive kvaliteter, man selv står for, og som eliten

altså jævnligt forsøger at undergrave. Ikke nødvendigvis en klart defineret modsætning, og heller ikke nødvendigvis nogle præcise italesættelser af sin egen position. Der kan lige så meget være tale om nogle fornemmelser, baseret på afstandtagen og håb.

På trods af det uklare grundlag og de stærke følelser i egen position, er det en modsætning, der ofte åbner op for den tankegang, at hvis samfundet er domineret af en snæversynet elite, er det nemt at udråbe sig selv til at være repræsentanter for det modsatte, nemlig det positive og det naturlige. Man er det rigtige folk. Man er de almindelige mennesker, der ikke har ret meget at skulle have sagt. Mennesker der forsvarer nogle basale, folkelige interesser, som de fleste kan genkende, hvis de tænker sig lidt om. Det er i hvert fald en vigtig del af selvforståelsen, at det er indlysende og nemt at forstå den kultur og de idealer, man står for, i opgøret med eliterne.

Det er med andre ord muligt at lægge mange forskellige holdninger og synspunkter ind i både den positive og den negative side af det, der opfattes som den dominerende og vigtige modsætning i samfundet. Populisme fra neden bygger altså ofte på meget løse formuleringer om både den dominerende modsætning, elitens negative dominans og egne kvaliteter. Alene det at være i modsætning til eliten er nok til, at man i en periode kan føle sig både hjemme blandt ligesindede og godt tilpas midt i sin kritiske position. Hvilket ofte kan give populistiske positioner både en hurtig tilslutning og en brat, sivende afgang. Grundlæggende er det med disse overvejelser in mente, det giver mening at tale om populisme fra neden. Om en folkelig populisme. Sagt med den præcisering, at en oplevelse af marginalisering i forhold til demokrati og den repræsentative politik ikke logisk og nødvendigt fører til populisme. Man kan som en medborger, der føler sig rodløs og forladt, sagtens støtte traditionelle partier i forbindelse med demokratiske valg og beslutninger, selv om man føler sig på afstand. Ja, man kan måske ovenikøbet spejle egen afmægtighed i de perspektiver, etablerede partier kan give, og på den måde håbe på, at de traditionelle politikere på sigt kan forbedre deres situation. Man har jo lov til at håbe, og den afmægtiges håb kan være meget stærkt og pejle i mange retninger. Men oplevelsen af marginalisering og afstand kan altså lige så ofte åbne for en pludselig, spontan og radikal nyorientering i forhold til både demokratiske procedurer, traditionelle partier og veletablerede politikere. Ikke mindst i situationer, hvor der pludselig åbnes op for italesættelser af nye modsætninger, som de marginaliserede af mangfoldige grunde og med lige så mange begrundelser, kan se sig selv i. Det er i dette perspektiv man skal forstå, og populistiske borgere både kan forsøge at finde fodfæste for deres oplevelse af afmagt

hos både etablerede og nye politiske partier. Ikke mindst i disse år, hvor etablerede partier flittigt låner erfaringer om slagkraftig kommunikation hos nye, offensive partier og bevægelser.

Set i forhold til det repræsentative demokrati er det en fundamental udfordring, hvis grupper af en vis størrelse føler sig marginaliseret i forhold til eller afkoblet fra de demokratiske og politiske processer. Selvfølgelig kan et demokrati som det danske sagtens rumme nye bevægelser og partidannelser. Det er en del af de demokratiske muligheder, at sådan noget skal kunne lade sig gøre. Men det kan give dramatiske situationer, når der eksempelvis skal dannes regering, og det kan endvidere åbne for en ustabilitet og manglende beslutsomhed, der kan udfordre danskernes demokratiske kultur, hvilket kan svække tilliden til politikere, det politiske system og de demokratiske procedurer.. Men grundlæggende er der fortsat plads til, at nye bevægelser og partier kan agere i det danske system. Også baseret på populistiske vælgere. Disse partier kan så i perioder fungere som en påmindelse om og bekræftelse af, at demokratiet trods alt også kan rumme populistiske strømninger og initiativer. Så selv om man som udgangspunkt kan føle sig uden for demokratiet, så kan reaktioner på denne marginalisering samtidig fungere som en understregning af demokratiets væsen og kvaliteter. I hvert fald i princippet. Derimod kan det blive et alvorligt problem, hvis den populistiske mobilisering fra neden ender med, at disse grupper som reaktion på deres udgrænsning ophøjer egne interesser som så fundamentale for samfundet, at de finder, at de ikke længere behøver at følge de demokratiske spilleregler, for at forsvare egne interesser mod dominerende eliter. I hvert fald ikke hele tiden. Denne potentielle orientering i retning af det autoritære eller militante ligger som en snigende men sjældent udtalt dimension i mange af de populistiske bevægelser. Oplevelser af uret, begået mod dem, kan være grund nok til, at de pludselig ønsker at betale tilbage med samme mønt. Og så kan de demokratiske procedurer og den demokratiske kultur for alvor være truet.

På den måde kan der udvikles en trods og en vrede, der bliver båret frem af en erkendelse af, at de som borgere muligvis er ved at bringe sig selv på kant med demokratiet, men det gør ikke så meget, for de har jo ikke ret meget at miste. Det sker ofte i form af spontane krav og følelsesladede protester, måske bedst illustreret af de såkaldte gule veste i Frankrig. Det er samtidig en trods, der kan være en vigtig dynamo for ophøjelsen af givne italesatte interesser til at være de ’sande’ folkelige interesser, eller til nogle interesser, der skal imødekommes, hvis der er retfærdighed til. En proces der endvidere kan åbne for en intens kamp om, hvem der kan bestemmes

som det ’sande’ folk, hvem der har ret til at kæmpe de retfærdige kampe, hvem der er de dominerende eliter, der reelt afsporer demokrati og politik, og hvem der hverken hører hjemme i den ene eller den anden gruppe.

Den folkelige populisme, ofte bestemt som populisme fra neden, skal altså strukturelt og begrebsmæssigt bestemmes med udgangspunkt i to dimensioner, nemlig holdninger til og vurderinger af demokrati og de demokratiske procedurer, og holdninger til og vurdering af de repræsentative principper i politik. Det er samtidig dimensioner, der konstituerer andre grupper af medborgere, som på forskellig vis indgår som centrale dele af den demokratiske politiske kultur. Herfra åbnes der for populismens anden side, nemlig det folkelige opgør med en dominerende elite. Ud fra den logik, at når man ikke har noget, har man heller ikke meget at miste. Når man så i forlængelse heraf kaster sig ud i politiske kampe og sociale bevægelser, sker det som regel med udgangspunkt i en orientering i relation til den traditionelle venstre-højre dimension i politik, fordi den åbner for både strategiske muligheder og begrænsninger. Højre-venstre dimensionerne er ikke vigtige, og slet ikke fundamentale, men de er produktive, når det drejer sig om at opdyrke alliancer og vinde små sejre. Med disse indholdsmæssige elementer kan populisme karakteriseres som en ’tynd’ ideologi, idet den funger som et mere eller mindre sammenhængende system af politiske, filosofiske og normative elementer. Det sker i hvert fald i flere analyser og diskussioner af populisme. Det er en ’tynd’ ideologi der kan pege både til højre og til venstre i det politiske spektrum. Ofte bestemt af alliancemuligheder. Og dens fundament er en oplevelse af, at man er koblet af i forhold til både demokrati og den repræsentative politik. En afkobling der ikke mindst hænger sammen med, at dominerende eliter har tiltaget sig alt for meget magt, og på den måde gjort livet surt for de marginaliserede i samfundet. Jeg har sammenfattet elementerne i figur 1, der fungerer som en analytisk ramme for denne bogs analyser.

Figur 1. Den folkelige populismes centrale elementer

DEMOKRATI

Oplevelser af at være afskåret fra at deltage optimalt i demokratiske processer, fordi de domineres af andre.

DEN POLITISKE REPRÆSENTATION

Oplevelser af at være afskåret fra at få givne interesser repræsenteret af partier og / eller bevægelser, man har tillid til.

DEMOKRATISK OG POLITISK MARGINALISERING

Oplevelse af at være marginaliseret i forhold til centrale institutioner og procedurer i samfundet understreges ofte af en oplevelse af social marginalisering.

Understøtter oplevelsen af, at ’folket’ generelt bliver udgrænset.

OPLEVELSER

ELITER FUNGERER SOM DYNAMO FOR OG LEGITIMERING AF SOCIALE OG POLITISKE REAKTIONER

EKSISTENSEN AF

Den folkelige populisme spejler sig i billeder af eliter, der dominerer demokratiske processer og forhindrer at partier og / eller sociale bevægelser kan repræsentere folkelige interesser.

Eliter der enten kan have rod i staten eller markedet i bred forstand.

IDENTIFIKATION AF FOLKELIGE INTERESSER

Et bærende element er bestemmelsen af de ’rigtige’ folk og de bærende folkelige interesser. Kan fungere som en mulig begrundelse for at kæmpe for egne interesser ud over demokratiets grænser.

Der er tale om dynamiske relationer, hvilket understreges med dobbelte pile.

EN ØKONOMISK FORANKRET ELITE – SKELER TIL RØD BLOK

EN ELITE FORANKRET I STATEN – SKELER TIL BLÅ BLOK

AF

DOMINERENDE

Den politiske marginalisering

POLITISK MARGINALISERING SOM PERSPEKTIV

Den folkelige populismes fundament er en oplevelse af, at man er afkoblet fra de demokratiske procedurer og de repræsentative relationer mellem politiske partier og borgere. Det er populisters bærende og strukturerende tilgang til magt og indflydelse. Disse holdninger er med andre ord de fundamentale for en bestemmelse af, hvor udbredt den folkelige populisme er i samfundet.

Det er ved at koble de to holdningsdimensioner sammen, man kan identificere grupper af medborgere med holdninger, der giver udtryk for en afkobling i forhold til demokrati og politik, og som derfor kan medvirke til, at borgere søger i retning af populistiske positioner og organisationer på den politiske scene. Denne grundlæggende sammenhæng er udfoldet i figur 2 ved hjælp af de to nævnte dimensioner.

På den ene side skal borgerne altså tilkendegive, om de har tillid til, at de demokratiske procedurer er med til at sikre, at politikere kan træffe de rigtige politiske beslutninger. Hvor ordet ’kan’ er ret vigtigt, for man kan jo ikke altid tage højde for, at demokratiet overordnet set er ok, mens politikere af den ene eller anden grund kan træffe dårlige beslutninger. Her er det altså beslutninger som konsekvens af givne demokratiske procedurer, der er fokus på. Og her er det formodentlig sådan, at der træffes gode beslutninger, fordi borgere generelt har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende undervejs. Eksempelvis i åben dialog med myndigheder og politikere.

På den anden skal de tilkendegive, i hvilken udstrækning de oplever, at deres interesser bliver repræsenteret i de politiske diskussioner, uenigheder, kampe og sam-

arbejdsrelationer. At politikerne kort sagt kæmper for og engagerer sig med givne samfundsgrupper, med henblik på at opnå politiske resultater, der i større eller mindre udstrækning er til gavn for netop disse grupper. Her ligger der en accept af, at der ikke er garanti for, at man ikke kan tabe i disse udvekslinger af synspunkter og magt, Det kan man nemlig altid, uanset hvor meget der kæmpes med argumenter og andre indspark i den politiske offentlighed.

Figur 2. Medborgere og forholdet mellem demokratiske procedurer og repræsentativitet

DEMOKRATISKE PROCEDURER

Vurderinger af, at de demokratiske procedurer er med til at sikre, at politikere kan træffe de rigtige politiske beslutninger

FUNGERER GODT

TILFREDSE MEDBORGERE

FUNGERER DÅRLIGT

KRITISKE MEDBORGERE

FUNGERER GODT

Repræsentative bånd mellem demokrati og folk

Vurderinger af, at politikere engagerer sig med og er en del af folket

Tilfreds med demokratiets måde at fungere på, og opfatter sig som godt repræsenteret i de politiske processer

Er kritiske overfor demokratiets måde af fungere på, men tror på at de er godt repræsenteret, og at de herfra kan kæmpe for politiske interesser og et bedre demokrati

IDEALISTISKE MEDBORGERE

Tilfreds med demokratiets måde at fungere på, men opfatter sig dårligt repræsenteret i politik

FUNGERER DÅRLIGT

MARGINALISEREDE

MEDBORGERE

Er kritiske overfor demokratiets måde at fungere på, og føler sig ikke repræsenteret i de politiske processer.

De domineres af en elite man vil gøre op med, ved at forsvare folkelige interesser.

Ved at kombinere disse to dimensioner, som vist i figur 2, fremkommer der fire forskellige syn og perspektiver på politik og demokrati. I første omgang er der borgere, der oplever at demokratiet fungerer godt, og at de bliver godt repræsenteret. Dem har jeg kaldt for de tilfredse medborgere. Næste gruppe er borgere, der er meget kritiske overfor den måde, demokratiet fungerer på, men de føler sig godt repræsenteret i politik. Herunder også når det drejer sig om at forbedre demokratiet. Dem har jeg kaldt

for kritiske medborgere, for at understrege deres demokratiske sindelag, og samtidig fremhæve deres kritiske tilgang til demokrati, og dermed også som en konsekvens til politikere og deres adfærd på den politiske scene Måske begge dele. Det tredje perspektiv kombinerer tilfredshed med demokratiet med en oplevelse af manglende repræsentation i politik. Dvs. borgere, der kan være godt og grundigt trætte af de politikere, der skal fylde de ellers rimelige og produktive demokratiske procedure ud. Jeg har kaldt dem for idealistiske medborgere, for at understrege deres positive tilgang til demokratiet som det bærende.

Endelig er der det sidste perspektiv, som er det centrale i denne sammenhæng, nemlig oplevelsen af, at demokratiet fungerer dårligt, samtidig med at man bliver dårligt repræsenteret i de politiske kampe. Man oplever sig på afstand af både demokrati og politik. Derfor har jeg i denne indledende sammenhæng kaldt dem for marginaliserede medborgere. Disse medborgere deler grundholdninger, som udgør det bærende perspektiv hos folkelige populister, men man kan ikke herfra slutte, at så er alle med disse holdninger populistiske medborgere. Der skal mere til, som det fremgår af det første kapitel.

De indledende bestemmelser af fire tilgange til demokrati og politik kan karakteriseres som idealtyper, altså systematiske generelle konstruktioner af givne kategorier, der kan tjene som udgangspunkt for at identificere forskelle og ligheder mellem mennesker i den virkelige verden. Man kan sige, at de er en teoretisk nøgle til at lukke analysen op med. Og i virkeligheden er det som nævnt kun første trin på identifikationen af de populistiske medborgere.

OPGØRET MED URETFÆRDIGHEDER OG ELITER SOM POLITISK DYNAMO

Denne analyses bærende idealtype er altså marginaliserede medborgere, og de skal grundlæggende bestemmes ud fra, i hvilken udstrækning de oplever, at de demokratiske procedurer ikke fungerer optimalt i forhold til dem, og at der ikke er nogen politikere eller politiske partier, der for alvor repræsenterer deres interesser i de politiske kampe. Det centrale for denne idealtype er altså i udgangspunktet en politisk og ikke en social udgrænsning og marginalisering, selv om der sandsynligvis vil være et relativt stort sammenfald mellem de to fænomener.

Ifølge de marginaliserede medborgere, kan der være flere grunde til, at det er kommet så vidt. Det kan skyldes, at en elite har sat sig på både demokrati og politik,

ligesom det også kan være et resultat af, at politikere, embedsmænd og andre indflydelsesrige magthavere har glemt, hvad folkets virkelige interesser egentlig går ud på. Nogle gange er det politikere, der indgår som den bærende kerne i det, der set fra disse borgeres synsvinkel udgør en dominerende elite, og andre gange kan det være embedsmænd, medier eller stærke økonomiske aktører. Det centrale i denne sammenhæng er, at i den folkelige populisme kobles oplevelsen af at være marginaliseret demokratisk og politisk sammen med forestillinger om en stærk og dominerende elite, der lever fjernt fra folket, og gør folkets tilværelse mere eller mindre utålelig. Det har ofte ført til, at udgrænsede og marginaliserede medborgere engagerer sig i et ’folkeligt oprør’ mod det, man italesætter som ’eliten’, for at fremme ’folkelige’ interesser, mere eller mindre uafhængigt af og på trods af traditionelle ideologiske positioner og forestillinger om moderne rationalitet i økonomi og politik. En rationalitet hvis kompromisser og beslutninger ofte sammenfattet som den ’nødvendige’ politik. De marginaliseredes position opfattes i dette perspektiv som den mest ’folkelige’, og derfor er antagelsen, at alle ’almindelige mennesker’ umiddelbart burde kende de ’sande’ folkelige interesser og værdier, når de stifter kendskab med dem. I praksis betyder det, at alene italesættelse af en dominerende elite og en folkelig del af befolkningen, der er blevet uretfærdigt behandlet, kan være nok til at bære et populistisk engagement, Det kan uden tvivl ofte forekomme lidt luftigt og ikke særligt præcist, hvilket selvfølgelig i nogen sammenhænge kan være et problem. Eksempelvis i diskussioner og når der skal træffes beslutninger. Men det centrale for den populistiske folkelighed er selve oplevelsen og følelsen af at være udgrænset af en eller anden elite. Og hvor alene snakken om eliter i ubestemt form kan være nok til at tænde en spontan vrede, og på den måde mobilisere til at kaste sig ud i et opgør med eliter. Her er det heller ikke altid klart, hvad sådan et opgør indebærer. Også her kan alene viljen til at gøre noget være tilstrækkeligt til, at man bakker op om dem, der går forrest i sådan et oprør.

Her er tale om en ret vigtig forskel. Hvor tilfredse og kritiske medborgere engagerer sig i politiske projekter baseret på ambitioner, rationelle analyser og økonomiske beregninger, sammenfattet i mere eller mindre systematiske politiske positioner med mere eller mindre klare ideologiske elementer til at binde tingene sammen, er den folkelige populisme båret frem af en ofte spontan vreden over uretfærdigheder og ønsket om at slå fra sig, for at forsvare sig selv i en afmægtig position. Om man på denne måde kan sikre sig en bedre position, er ikke så afgørende. Bare det at kunne slå fra sig og rette det mod noget eller nogen i en given

situation, kan være vigtigt i sig selv. Det giver nemlig følelsen af, at man ikke bare finder sig i urimeligheder.

Det er indholdet i den næste vigtige dimension i den folkelige populisme. Her er følelser af uretfærdighed og oplevelser af at blive trynet af mere eller mindre konkrete eliter en vigtig dynamo. Og da man ikke føler, man kan komme til orde i demokratiet, er det ikke det store problem at lade de gode manerer og de demokratiske spilleregler glide lidt i baggrunden. Når man vil slå til eliten, så gør det ikke noget, at den virkelig lægger mærke til, at den er blevet slået. Derfor kan eksempelvis hadefulde og grove udfald på sociale medier sagtens legitimeres af vreden og kampen for retfærdighed. Uden at dårlig adfærd på sociale medier kan sidestilles med folkelig populisme, ligesom der er populistiske medborgere, der ikke ville drømme om at røre de sociale medier. Men vreden, den har de.

FOLKELIGHED OG FOLKETS INTERESSER

Herfra er der ikke altid så langt til at bakke op om det, der nogle gange italesættes som den ’sande’ eller ’ærlige’ folkelighed, når det er oplagt eller påkrævet, og når der er endnu et slag der skal slås. Her er tankegangen, at en god leder er i stand til at udtrykke folkeligheden på en sådan måde, at folket selv sagtens kan forstå, hvad der er på spil. Alene det at tale om eliter, uanset hvor primitivt det sker, kan give mange en fornemmelse af, hvad de er på spil. Og det kan være rigeligt, til at give en fornemmelse af de folkelige interesser. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en indholdsmæssig dybde i givne politiske perspektiver, men det er heller ikke nødvendigt. Oplevelsen af uretfærdig er nok til, at tingene folder sig ud. Er en politisk ledelse endvidere i stand til at sætte flere ord på disse perspektiver, kan det give en dybde, der på udvalgte områder formodentlig kan matche de traditionelle partier på den politiske scene, uden på nogen måde at nå op på det niveau for sammenhængende politisk viden og forståelse, man finder hos de tilfredse og kritiske medborgere. Deres situation er jo netop kendetegnet ved, at de ikke føler sig fremmedgjorte i forhold til demokrati og de politiske muligheder.

BLOKKE ER OGSÅ RØDE OG

BLÅ FOR POPULISTER

Populistiske partier og bevægelser er som regel tvunget til at orientere sig i forhold til det etablerede politiske univers. Også selv om man på flere politiske områder føler sig distanceret i forhold til det, og man generelt er ret kritisk overfor dets dimensioner, eksempelvis den traditionelle højre-venstre dimension i politik. Men populistiske partier og bevægelser bliver hurtigt tvunget til at placere sig i universet alligevel, hvis de vil have indflydelse på politiske beslutninger og på regeringsdannelse. I demokrati er det nemlig sådan, at den der ikke tager stilling, i realiteten støtter flertallets beslutning eller position.

Folkelige populister og især deres partier bliver med andre ord tvunget til at tage stilling til, hvilke af blokkene der giver dem de bedste muligheder for at gøre sig gældende. Ikke mindst hvis de opnår succes og især hvis de bliver afgørende for etablering af flertal. Grundlæggende er det nemlig sådan, at hvis de bliver repræsenteret, tæller deres holdning i alle spørgsmål. Også selv om de ikke har nogen holdning. Derfor skal de afklare hvilken blok, der giver dem de bedste taktiske og strategiske muligheder for indflydelse. Også selv om de opfatter sig som marginaliseret i forhold til de politiske processer og grundlæggende er ret kritisk overfor ethvert regeringsparti. Det sidste kan være ensbetydende med, at populister af og til har kostet et regeringsbærende parti magten.

Derfor er fjerde del af min kortlægning af populistiske strømninger og holdninger i befolkningen en analyse af, hvordan de udgrænsede og marginaliserede medborgere orienterer sig inden for det politiske univers. Dvs. om de grundlæggende orienterer sig i retning af blå eller rød blok. Uden helt at være en integreret del af disse blokke.

FORHOLDET TIL DET AUTORITÆRE

Endelig er der forholdet til det autoritære. Flere teoretikere peger på, at populistiske partier og borgere ofte deler autoritære tanker og løsninger. Af og til deltager de også i udemokratiske aktiviteter i deres iver for at forsvare de folkelige interesser mod eliterne. Det kan ske både når det drejer sig om at forsvare det sande folk mod andre, der ikke tilhører folket, eksempelvis de fremmede, og når det drejer sig om at tage et opgør med eliterne.

Hvor afgørende denne dyrkelse af de autoritære og militante muligheder er for

bestemmelsen af den folkelige populisme, kan man altid diskutere. Og man kan sagtens argumentere for, at når først man griber til autoritære og udemokratiske procedurer, er der ikke længere tale om populisme, men om eksempelvis fascisme.

For at kunne skelne mellem populisme og fascisme, har jeg valgt at se bort fra det autoritære som en konstituerende del af den folkelige populisme. På den anden side vil jeg lige til sidst tjekke, om folkelige populister på dette områder adskiller sig fra de tilfredse og kritiske medborgere i Danmark.

DEN FOLKELIGE POPULISME

Sammenfattende kan den folkelige populisme identificeres ved hjælp disse fire analytiske dimensioner:

1. I hvilken udstrækning en given gruppe borgere føler sig marginaliseret i forhold til demokrati og politik.

2. Om disse borgere engagerer sig i opgør med uretfærdigheder og dominerende eliter, der ofte direkte eller indirekte gøres ansvarlige for disse uretfærdigheder.

3. De marginaliseredes egen identifikation af, hvem der tilhører folket, og hvis interesser der derfor er fundamentale for de marginaliseredes politiske engagement.

4. De marginaliseredes orientering i forhold til den traditionelle ideologisk funderede højre-venstre polarisering, med henblik på at opnå politiske resultater frem mod det endelige opgør.

En vigtig pointe i denne forbindelse er, at populistiske medborgere er dem, der samlet opfylder de tre første kriterier. Det er vigtigt, fordi der er mange, der føler sig uden for demokrati eller politik, ligesom der er mange, der er optaget af eliter i forskellige sammenhænge. Endelig er der udbredt enighed om vigtigheden af at forsvare den danske kultur og egenart ved at begrænse indvandring til Danmark mest muligt. Ikke mindst den muslimske. Men disse holdninger hver for sig er altså ikke tilstrækkeligt til at identificere den folkelige populisme. Det er kombinationen af dem alle sammen, der er afgørende. Det sidste punkt er taget med her, fordi det som tidligere nævnt er en konsekvens af at agere i et demokrati.

I det følgende vil jeg undersøge, hvor stor en andel af den danske befolkning der deler disse synspunkter og perspektiver. Da det datamateriale der ligger til grund for denne analyse er data indsamlet i forbindelse med folketingsvalget i 2019, er det oplagt at følger de ovennævnte delanalyser op med en kortlægning af deres vælgeradfærd. En adfærd, der forhåbentlig kan sige lidt om, hvordan folkelige populister agerer i forhold til den politiske scene, og hvordan de på den måde forsvarer deres interesser, værdier og holdninger.

Da oplevelsen af at være marginalisering demokratisk og politisk aldrig er en stabil og given tilstand, kan man på denne måde også få et første indtryk af, hvordan landet ligger lige nu. Det kan forhåbentlig åbne op for en nærmere diskussion af, hvad der kan ske i fremtiden, hvis flere og flere medborgere føler sig udgrænset fra disse sammenhænge.

De ovennævnte analytiske trin vil blive foldet ud i det følgende, og målet er overordnet at svare på, om der kan identificeres en populistisk strømning i den danske befolkning, hvem den omfatter, hvor radikal den er i sit oprør og hvad der gør en forskel for de marginaliserede. Først skal der ses nærmere på danskernes forhold til demokrati og politik, og på deres oplevelse af en dominerende elite.

Omfanget af populistiske medborgere i Danmark

TILLID TIL POLITIKERE

Der er ingen tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen (fhv. statsminister og repræsentant for Venstre) har betydet meget for at svække tilliden til danske politikere. Eksempelvis da det i 2014 blev afsløret, at Venstre havde brugt 152.000 kr. over ni måneder til tøj og sko til Lars Løkke Rasmussen, mens han var statsminister. Da det i 2015 blev afsløret, at han i gennemsnit brugte 24.000 kr. om dagen, når han skulle passe sit formandsjob i GGGI (Global Green Growth Institute der ønsker at forene bæredygtighed med økonomisk vækst). Og da han i en politisk debat i 2015 skulle demonstrere, at 2000 kroner for arbejdsløse ikke var ret mange penge, og ikke nok til at få dem i arbejde igen. Her brugte han følgende eksempel: - 2000 kroner? Det kommer an på, hvem man er.., sagde Løkke og tilføjede - Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.

Spørgsmål: Hvor stor tillid har du til de danske politikere i almindelighed? Andel meget stor tillid + andel ret stor tillid. ’Ved ikke’ tælles ikke med. N 2019 = 1.907. Vægtet.

Kilder: Valgundersøgelsen 1994-2019. For 1990 se Andersen et.al. Vælgere med omtanke. En analyse af folketingsvalget 1998. Herning: Systime, p. 239.

Lars Løkke Rasmussens adfærd og hans noget arrogante syn på en almindelig tilværelse i Danmark fik selv trofaste venstrefolk til at miste tilliden til politikere. Og på den måde blev den manglende tillid til politikere generelt i 2015 endnu mere udtalt, idet den faldt til 47 pct. af vælger, altså under halvdelen. Tilliden til politikere ligger i 2019 på et lidt højere niveau, nemlig 51 pct., men det er stadig i den meget lave ende. Det kan man få et indtryk af i tabel 1, der viser andelen af vælgere med almindelig tillid til politikere siden 1990.

I 2020 da Danmark periodisk befandt sig i en undtagelsestilstand på grund af Corona, steg tilliden til politikere markant, og nåede et niveau, der aldrig tidligere er set. Hele 83 pct. af befolkningen tilkendegav i denne fase, at man i almindelighed kunne stole på, at politikerne traf de rigtige beslutninger. Et forhold der afspejlede udbredt tilfredshed med regeringens og politikernes håndtering af smittefaren. I 2021 ændrede dette billede sig markant, idet ikke mindst en beslutsom håndtering af mink på kant med loven var medvirkende til, at denne tillid forsvandt igen, og man nærmede sig et niveau for tillid som ligner det i 2019. Når det er skrevet med forbehold, hænger det sammen med, at der i forlængelse af corona-perioden bruges forskellige spørgsmål til at pejle tilliden.

Tillid til politikere er bestemt af mindst tre forhold. Før det første den politiske orientering, hvor man har nogle bestemte politiske interesser, som man håber politikerne vil kæmpe for. Sker det ikke, falder tilliden. For det andet spiller en oplevelse af ens økonomiske og sociale situation også ind. Hvis man finder, at man økonomisk og socialt har det godt, og fremtiden ser forholdsvis lys ud, så har man mere tillid til politikerne, mens den falder, hvis det modsatte er tilfældet. Endelig for det tredje kan en oplevelse af, at man føler sig generelt marginaliseret i forhold til demokratiet og politikernes måde at agere på, jf. eksemplet med Lars Løkke Rasmussen og corona-perioden, så falder tilliden også. De tre faktorer kan spille sammen, ligesom de hver for sig kan gøre en forskel.

Nået så langt er det vigtigt at slå fast, at manglende tillid til politikere ikke i sig selv er ensbetydende med, at så vil man også finde populistiske holdninger og værdier i befolkningen. De kan nemlig have mange årsager. Derimod kan manglende tillid til politikere uden tvivl medvirke til at fremme populisme og holde den ved lige.

UDEN INDFLYDELSE OG REPRÆSENTATION I DET DANSKE DEMOKRATI

Godt 20 pct. af danskerne oplever, at de er afskåret eller marginaliseret fra demokratiet og de politiske processer. Det når jeg frem til, ved at krydse to holdningsspørgsmål, der med lidt god vilje kan indfange ovennævnte demokratiske og politiske marginalisering. Det ene spørgsmål handler om de demokratiske procedurer og det andet om følelsen af, at politikerne ikke tager dem alvorligt og kæmper for at repræsentere deres interesser.

Begge spørgsmål er formuleret som en påstand, man skal erklære sig enig eller uenig i. Den første lyder sådan: Man kan i almindelighed stole på, at vore politikere træffer de rigtige beslutninger for landet. Den andet sådan: De fleste politikere er ligeglade med folket. Når jeg finder, at man indkredser oplevelser af marginalisering og udgrænsning i befolkningen med udgangspunkt i disse to spørgsmål, er det fordi de indfanger noget centralt.

Det første spørgsmål har fokus på, om de demokratiske spilleregler og procedurer i almindelighed medvirker til, at der træffes rigtige beslutninger for landet. Netop ved at understrege det almindelige, peger udsagnet i retning af de demokratiske procedurer, og altså ikke konkrete beslutninger om en given sag. En beslutning kan vurderes ud fra to forhold, nemlig om den er rigtig, set fra den enkeltes synspunkt eller ud fra et fælles perspektiv. Spørgsmålet lægger vægt på det sidste, idet der tales om beslutninger i flertal, ligesom det understreges, at de skal ses i relation til hele landet. Ved at koble det almene sammen med landet som perspektiv, handler det ikke om de konkrete politiske resultater, men netop om, hvorvidt procedurer sikrer, at der ud fra de givne betingelser kan træffes optimale beslutninger. Derfor er det et relativt godt udsagn til at afdække oplevelsen af, hvorvidt man er koblet af de demokratiske procedurer for fredelig løsning af politiske konflikter eller ej. Er dog med på, at det sagtens kunne have være bedre.

Data i denne undersøgelse viser, at 61 pct. af befolkningen ikke deler synspunktet, hvilket umiddelbart må siges at være et dramatisk højt niveau. Her skal det dog nævnes, at gruppen af ikke enige rummer både dem, der siger de er uenige, og dem der siger, at de hverken er enige eller uenige. Sådanne snit skal man altid pragmatisk kunne lægge ned over data, når man går den kvantitative vej.

Det andet udsagn taler om, at politikere generelt er ligeglade med folket. Det generelle perspektiv understreges ved, at der tales om de fleste politikere. Det er altså ikke bare dem, man ikke har stemt på, men politikere over en bred kam - måske med

enkelte hæderlige undtagelser. Og her er pointen, at hvis man finder, at de er ligeglade med folket, så er det formodentlig ensbetydende med, at så repræsenterer de heller ikke givne grupper af befolkningen i de politiske processer. I alt 26 pct. af vælgerne deler dette synspunkt.

Tabel 2. Borgernes vurdering af demokrati og politik. Pct.

MAN KAN I ALMINDELIGHED STOLE PÅ, AT VORE POLITIKERE TRÆFFER DE RIGTIGE BESLUTNINGER FOR LANDET

IKKE ENIG ENIG TOTAL

IKKE ENIG 40 34 74 ENIG 21 5 26 TOTAL 61 39 100

De to holdninger er krydset i tabel 2, og den viser, at 21 pct. af vælgerne oplever, at politikerne ikke repræsenterer dem eller folket i de politiske kampe, og at disse kampe foregår inden for demokratiske rammer, de heller ikke har tillid til. De føler sig kort sagt udgrænset og marginaliseret i forhold til både demokrati og politik.

Tabellen viser samtidig, at 34 pct. af vælgerne er tilfredse med både de demokratiske procedurer og politikernes evne til at repræsentere dem i de politiske kampe. Det er altså de tilfredse medborgere, der blev omtalt som idealtype ovenfor. Den viser også, at 40 pct. er kritiske overfor de demokratiske procedurer, men er tilfredse med politikernes indsats for at gøre samfundet og formodentlig også demokratiet bedre. Det er de kritiske medborgere. Endelig er der 5 pct. der er tilfredse med demokratiet, men kritiske overfor politikernes evne til at repræsentere folket. Det er dem, der ovenfor blev omtalt som de idealistiske medborgere.

De sidste typer er ikke det så centrale her. Det er derimod de 21 pct., der er et resultat af det første skridt i en indkredsning af borgere, der naturligt orienterer sig i retning af populisme, fordi de grundlæggende føler sig dårligt repræsenteret i både demokratiet som sådan og af politikerne. Andet skridt er en undersøgelse af,

N: 1823. Vægtede tal.

DE FLESTE POLITIKERE ER LIGEGLADE MED FOLKET

hvor mange af disse marginaliserede og udgrænsede borgere, der samtidig oplever, at deres situation ikke mindst hænger sammen med, at en elite har sat sig på magten, hvorfra den dominerer over folket og er drivkraften i udviklingen af en kultur og nogle værdier, der er alt andet end folkelige.

OPGØRET MED ELITEN

I denne undersøgelse er der et spørgsmål, der forsøger at indfange den grundlæggende oplevelsen af en dominerende elite, og det lyder sådan: Det sker tit, at eliten overtrumfer folkets vilje i Danmark. Det er et ret vidtgående spørgsmål, fordi der netop tales om, at der både er en elite, og at den jævnligt overtrumfer folkets vilje. Det er der 43 pct., der er enige i. Krydser man spørgsmålet om en dominerende elite med de ovennævnte fire grupper af medborgere viser det sig, at hos de marginaliserede deles synspunktet af 70 pct., mens det eksempelvis hos de kritiske medborgere er 37 pct., og hos de tilfredse medborgere er det kun 30 pct., der deler synspunktet. Det er altså ikke mindst de marginaliserede, der oplever en dominerende elite, og derfor kan spørgsmålet altså godt bruges til at forfølge det andet trin i identifikationen af populistiske medborgere. Det skal i forlængelse heraf endnu engang understreges, at det at have et indtryk af, at en elite jævnligt overtrumfer folkets vilje, ikke er ensbetydende med, at man så automatisk også bakker op om populistiske strømninger. Der kan være mange eliter på spil i et samfund, og man kan også have en kritisk tilgang til dem med et demokratisk perspektiv, hvor man håber at demokratiske procedurer eller opmærksomme politiske kræfter er i stand til at holde dem i skak.

Det skal endvidere også nævnes, at selv om man føler sig marginaliseret og trynet af en elite, er det ikke automatisk ensbetydende med, at man så også overtager populismens relativt spontane og følelsesbaserede tankegang og støtter op om populistiske partier og bevægelser. Som i alle andre sociale relationer er der tale om et mere eller mindre, udfoldet i dynamiske processer. Der er altså ingen blinde og mekaniske lovmæssigheder på spil her.

Tabel 3 viser den samlede opgørelse over samspillet mellem grader af marginalisering i forhold til demokratiet og politik på den ene side og oplevelser af en dominerende elite på den anden. Der er 15 pct. danskere, der opfatter sig om marginaliserede i forhold til demokrati og politik, og som samtidig er af den opfattelse, at en elite

overtrumfer folkets vilje. Dertil kommer, at 3 pct. er idealistiske medborgere, der deler samme syn på eliten. Da de samtidig er ret kritiske overfor politikernes evne og vilje til at repræsentere folket, kan man med lidt god vilje slå dem sammen med de marginaliserede. Så ender jeg med en gruppe af populistiske medborgere på 18 pct. af befolkningen.

Andelen af de marginaliserede og idealistiske borgere, der ikke deler synet på en dominerende elite, kan i forlængelse heraf med en vis rimelighed slås sammen med de kritiske medborgere. I hvert fald har de flere kritiske holdninger og vurderinger til fælles med dem. Det har jeg derfor også gjort, hvilket samlet giver en typologi på tre grupper, der er vist i figur 3. De følgende analyser tager udgangspunkt i netop denne typologi.

Tabel 3. Oplevelse af marginalisering og identifikation af elitedominans. Pct. af befolkningen

DET SKER TIT, AT ELITEN OVERTRUMFER FOLKETS VILJE I DANMARK

MEDBORGERE

IKKE ENIG ENIG TOTAL

MARGINALISEREDE 15 6 21

IDEALISTISKE 3 2 5 KRITISKE 15 25 40 TILFREDSE 10 24 34 TOTAL 43 57 100

Typologien er på den ene side teoretisk funderet, og på den anden er der valgt en pragmatisk strategi, når det drejer sig om den empiriske kortlægning af medborgere, der holdningsmæssigt matcher populistiske partier, bevægelser og initiativer. Begge dele kan naturligvis diskuteres, men jeg er overbevist om, at opdelingen kan give et ret givende billede af, hvordan vælgere agerer og tænker, når de bliver presset så meget, at de føler sig uden for det gode demokratiske og politiske selskab, og hvor de samtidig får en oplevelse af, at deres tilværelse udfordres af en dominerende elite, der ikke tager hensyn til det, de opfatter som folket.

Figur 3. Typologi over medborgere med fokus på demokrati, politisk repræsentation og dominerende eliter

POPULISTISKE

Medborgere der opfatter sig som marginaliseret i forhold til demokratiske processer og politikernes evne og vilje til at repræsentere folket i kampen mod en dominerende elite, der jævnligt overtrumfer folkets vilje 18

KRITISKE

Medborgere der finder, at de demokratiske processer er så præget af begrænsninger og problemer, at der er langt fra ideal til praksis. I kampen for at forbedre dem og samfundet generelt føler de sig repræsenteret af politikere, der kæmper deres sag. Også mod dominerende eliter.

TILFREDSE

Medborgere der er af den opfattelse, at de demokratiske procedurer fungerer tilfredsstillende, og at politikerne gør hvad de kan for at repræsentere givne grupper i de politiske processer. Begge dele kan medvirke til en svækkelse af givne eliter, så de i praksis ikke bliver for dominerende.

48

34

At gruppen af kritiske medborgere er blevet relativ stor, kan også give anledning til diskussion. For så stor en gruppe indfanger formodentlig forskellige former for kritik, og kritikken kan have forskellige retninger. Når det i det følgende er relevant, vil jeg forsøge at identificere forskellige kritiske positioner i grupperne, først og fremmest om de orienterer sig i retning af rød eller blå blok.

MEDBORGERGRUPPER OG SOCIAL BAGGRUND

Nået så langt er det oplagt lige at se på, hvordan forskellige sociale baggrundsvariable er over- eller underrepræsenteret i de tre medborgergrupper. Det er vist i tabel 4, der indeholder en oversigt ovre en række traditionelle sociale baggrundsfaktorers fordeling på de tre medborgergrupper.

Generelt er de ældre og de ressourcesvage overrepræsenteret hos de populistiske medborgere, hvilket næppe er den store overraskelse. Tilsvarende er det nok heller ikke så overraskende, at de unge og veluddannede er overrepræsenterede hos de kritiske medborgere, og at de midaldrende og personer med lang skolegang er det hos de tilfredse medborgere.

IDEALTYPER AF MEDBORGERE CENTRALE HOLDNINGER

ANDEL AF BEFOLKNINGEN

Tabel 4. Medborgergrupper og social baggrund. Pct.

POPULISTISKE KRITISKE TILFREDSE

KØN

Mand 18 51 32 Kvinde 18 46 37

ALDER

18-23 år 16 49 35 24-33 år 15 58 28 34-44 år 17 49 34 45-59 år 17 45 37 60-74 år 21 48 31 Over 75 år 20 40 40

SKOLEGANG

Folkeskole, 9 kl, 10 kl, realeksamen 22 46 31

Studentereksamen, HF, mm . 13 50 37

ERHVERV

Selvstændig 14 48 38 Højere funktionær 12 47 41 Lavere funktionær 19 48 33 Ufaglært arbejder 24 45 31 Uden for arbejdsstyrken 16 52 32 Studerene 15 47 38

PERSONLIG INDKOMST

Under 100.000 kr. 23 38 39 100-149.999 kr. 29 40 31 150-249.999 kr. 19 55 27 250-399.999 kr. 18 49 32 400-699.999 kr. 11 48 41 700 + kr. 6 50 44

URBANISERING

København 15 50 35 Store provinsbyer (+40.000 indbyggere) 18 47 35 Mellemstore provinsbyer (10-39.999 indbyggere) 20 43 37 Små provinsbyer (200-9.999 indbyggere) 18 51 32 Landområder 23 46 32

REGIONER

Hovedstaden 15 50 36 Sjælland 23 44 34 Syddanmark 16 54 31 Midtjylland 18 45 37 Nordjylland 25 45 30

TOTAL 18 48 34

N: min 1513.

Konkret er mænd og kvinder lige repræsenteret hos de populistiske, i modsætning til de andre grupper, der er domineret af hhv. mænd (de kritiske) og kvinder (de tilfredse). Aldersmæssigt er personer over 60 år overrepræsenteret, mens de unge ligger under gennemsnittet hos de populistiske medborgere. Men det er moderate forskelle, man finder her.

Der hvor der for alvor sker noget er for skolegang, erhverv og indkomst. Borgere med afsluttet skolegang efter folkeskolen (med enten 7., 9., 10. klasse eller realeksamen) er overrepræsenteret hos de populistiske medborgere, mens der ikke er mange med studentereksamen. Erhvervsmæssigt er det de faglærte og ufaglærte arbejdere, der er overrepræsenteret, hvilket også slår igennem økonomisk. De lave personlige indkomster er stærkt overrepræsenteret hos populister, og der er stort set ingen, der ligger i den høje ende. Det ændres ikke, når man ser på husstandens samlede indkomst. Her ligger de populistiske medborgere også i den lave ende. De sociale og økonomiske faktorer er en meget brugt dimension, når det drejer sig om at beskrive den sociale baggrund. Fysiske faktorer er en anden. Når det gælder urbanisering, viser det sig, at borgere i mellemstore provinsbyer og på landet er overrepræsenteret hos populisterne, mens borgere i København er underrepræsenterede. Geografisk gælder det samme for borgere i region Sjælland og region Nordjylland, dvs. i de dele af landet, der jævnligt beskrives som en del af Udkantsdanmark. Hos de kritiske er det især personer med studentereksamen, med mellemindkomst og med bopæl i Syddanmark, der er overrepræsenteret. Og hos de tilfredse er det selvstændige, højere funktionærer, borgere i mellemstore provinsbyer og i region Midtjylland, der er det.

Der tegner sig altså et klart socialt og geografisk mønster der viser, at de borgere der er marginaliseret i forhold til demokrati og politik, også er det socialt. Hvordan sammenhængen mellem populistiske holdninger, demokratisk og politisk udgrænsning og social marginalisering er, kan man altid diskutere. Hos nogle borgere kan den sociale marginalisering formodentlig sætte gang i tilslutning til populistiske holdninger, mens det hos andre kan være oplevelsen af demokratisk og politisk marginalisering der er dynamoen. Endelig er der sikkert også nogle borgere, der mobiliseres af givne politiske udsagn på et givet tidspunkt, eksempelvis om de fremmede, som så efterfølgende har åbnet op for en erkendelse af demokratisk og politisk marginalisering. Det kan ikke afgøres ud fra de givne data.

For at runde billedet af, kan jeg konstatere, at 57 pct. af populisterne opfatter sig som en del af en klasse, og af dem opfatter 58 pct. sig som en del af arbejderklassen.

Hos de to andre medborgergrupper er der også godt halvdelen, der opfatter sig som en del af en klasse, men her er det især middelklassen, der peges på. De populistiske medborgere har altså en relativ stærk oplevelse af, at de også tilhører en marginaliseret gruppe i samfundet.

NOGEN ER MERE KRITISKE END ANDRE

Som afslutning på denne identifikation af en gruppe populistiske medborgere, kunne det være interessant lige at vende tilbage til den mistillid til politikere, der blev omtalt i indledningen til dette kapitel.

Her er der virkelig forskel på de tre grupper af medborgere. Hos de populistiske medborgere er det kun 13 pct., der har tillid til politikere. Hos de kritiske medborgere er det 45 pct. af dem, der har tillid til dem. Altså knapt halvdelen. Og hos de tilfredse medborgere er det hele 85 pct., der har tillid til dem.

Nu er det næppe den store overraskelse, at der er så store forskelle. Mistillid til politikere er grundlæggende en vigtig dynamo for udbredelse af populistiske holdninger og synspunkter. Ligesom det at føle sig socialt marginaliseret også er det. Her er der virkelig niveauforskel, og disse forskelle bekræfter vel, at opdelingen i de tre grupper af medborgere har fat i noget centralt.

Oplevelse af udgrænsning og afstand som perspektiv i hverdagen

OPLEVELSER AF SOCIAL OG ØKONOMISK UDGRÆNSNING

Populistiske medborgeres oplevelse af, at en elite har marginaliseret og udgrænset borgere i forhold til centrale demokratiske og politiske institutioner, sætter sig også igennem i form af en oplevelse af, at der er borgere, der ikke klarer sig alt for godt, når det drejer sig om økonomisk og social udvikling. Det kan man få et indtryk af, ved at se på en stribe udsagn om samfundsudviklingen. Udsagnene og andelen af enige i disse udsagn inden for de tre borgergrupper er angivet i tabel 5.

Tabel 5. Medborgernes oplevelse af samfundsmæssig udgrænsning og marginalisering. Pct

ANDEL MEDBORGERE DER ER ENIGE I FØLGENDE UDSAGN:

POPULISTISKE KRITISKE TILFREDSE I ALT

Befolkningen uden for de større byer får mindre del i den økonomiske udvikling, end de fortjener 71 47 45 51

Befolkningen i de større byer ser ned på dem, som bor på landet 60 29 34 37

Jeg er bange for, at det lokalområde, jeg bor i, skal blive koblet af samfundsudviklingen 32 14 14 17 Der, hvor jeg bor, er der for lang afstand til offentlige myndigheder og institutioner som f.eks. kommunen og sygehuset 30 14 11 16 N: min. 1450. Vægtet

Der er en tankevækkende forskel i udbredelsen af de forskellige vurderinger. Generelt er godt halvdelen af borgerne enige i, at der er ved at opstå en økonomisk skævhed mellem de store byer og resten. Faktisk tales der ligefrem om, at der er ved at opstå en uretfærdig skævhed, idet der i udsagnet tales om, at udviklingen er en, som borgere uden for de større byer ikke har fortjent. En holdning, der deles af mere end 2/3 del af de populistiske medborgere.

Når man møder populistisk orienterede medborgere, vil det heller ikke være vanskeligt at løbe ind i synspunkter om, at befolkningen i de større byer ser ned på dem, der bor på landet. Synspunktet deles af 60 pct. af dem, mens omkring hver tredje i de to andre grupper deler synspunktet. En forskel der formodentlig også afspejler, at de populistiske medborgere er underrepræsenteret især i København og overrepræsenteret på landet.

Derimod er synspunkter om marginalisering af et givet lokalområde og om for store fysiske afstande til offentlige myndigheder og institutioner ikke helt så udbredte i befolkningen. Heller ikke hos de populistiske medborgere, selv om det er synspunkter, politikere fra populistiske partier og bevægelser flittigt dyrker.

Samlet set er der ikke tvivl om, at de populistiske medborgere ud over den demokratiske og politiske marginalisering også er af den opfattelse, at en del borgere bliver koblet af den almindelige samfundsøkonomiske udvikling. Endda i et omfang, der forekommer at være uretfærdigt. Det er imidlertid en udvikling, der kun rammer den enkelte konkrete borger i begrænset udstrækning. Hvilket er et interessant perspektiv. Selv hos populistiske medborgere er der tale om en generel vurdering af, at nogen marginaliseres. En marginalisering der kun i begrænset udstrækning rammer den enkelte. Oplevelser af uretfærdighed og udgrænsning er altså et generelt billede. Ikke nødvendigvis et personligt.

FOR MARGINALISEREDE SER VIRKELIGHEDEN ANDERLEDES UD

De ovennævnte udsagn udgør tilsammen en faktor, når de inddrages i en såkaldt faktoranalyse, der generelt bruges til at identificere grundholdninger bag de konkrete spørgsmål, ved at se på, hvilke spørgsmål der i større eller mindre udstrækning trækker på de samme personer. De fire spørgsmål ovenfor trækker altså på en fælles grundholdning om, at der er medborgere der marginaliseres af en bedrevidende elite i større byer.

Ved at slå de fire spørgsmål sammen i et indeks, og lave nogle gennemsnitsberegninger for de tre sociale grupper i denne undersøgelse, kan man få et indtryk af, hvor udbredte den nævnte grundholdning er. Resultatet af disse beregninger viser, at de populistiske medborgere gennemsnitligt ligger signifikant over de to øvrige, der følger hinanden tæt. Altså et billede efter bogen, og dermed uden de store overraskelser.

I figur 4 er der i forlængelse heraf set nærmere på urbaniseringsgraden. Her fremgår det tydeligt, at det især er folk på landet og i de små provinsbyer, der oplever en generel økonomisk og social marginalisering. Gennemsnittet for oplevet marginalisering er 1,31, og med undtagelse af københavnerne ligger alle populistiske borgere over, uanset bopæl. Populister i København havner på selve gennemsnittet.

Figur 4. Oplevet social og økonomisk marginalisering, opdelt på urbanisering.

3,00 2,00 1,00 0,00

URBANISERING

København

Store provinsbyer (+ 40.000)

Mellemstore provinsbyer (10.000-39.999)

Små provinsbyer (200-9.999)

Landområder

Samtidig fremgår det, at jo længere ud på landet man kommer, jo større er den generelle oplevelse af, at borgerne bliver uretfærdigt behandlet. Det gælder for alle de tre grupper af borgere. Niveauet er imidlertid højest hos populistiske medborgere, og her er spredningen også størst.

Geografien spiller altså en central rolle for oplevet økonomisk og social marginalisering. Især folk på landet og i de mindre byer har en oplevelse af, at udviklingen

TYPOLOGI OVER MEDBORGERE

Populister

Kritiske

Tilfredse

på uretfærdig vis går forbi folk i deres nabolag. Som nævnt er der først og fremmest tale om en oplevelse af en generel udvikling, der vedrører folk i nabolaget. I mindre udstrækning er der tale om en personlig oplevelse. Der er samtidig tale om et generelt billede af marginalisering, der bliver forstærket, jo mindre urbaniseringen er. Måske tolker man en lukket butik eller en nedlagt busrute som et udtryk for marginalisering. Oplevelser der bliver mere og mere alvorligt, når det drejer sig om populistiske borgere i mindre byer og på landet.

DER ER LÆNGERE TIL SKADESTUEN OG SKOLEN

Det vigtige i denne sammenhæng er, at de politisk marginaliserede medborgeres tilgang til samfundet suppleres af en grundlæggende oplevelse af, at man også bliver økonomisk og socialt udgrænset. I populisternes verdensbillede ser tingene altså værre ud end hos andre. Der kan sikkert være variationer fra sag til sag, men det er en grundlæggende tilgang, der helt naturligt også præger deres syn på deres nære og konkrete omgivelser. Det kan illustreres med et par interessante eksempler.

Tabel 6. Oplevet afstand til skole og skadestue for forskellige medborgergrupper

De adspurgte skal således angive, hvor mange minutter de skal bruge i bil, for at kommen hen på den nærmeste folkeskole. I København og i de store provinsbyer oplever populistiske borgere, at de bor relativt tæt på nærmeste folkeskole. De deler her oplevelser med de kritiske medborgere, mens de tilfredse i København siger, at de har længere. Muligvis fordi graden af urbanisering for de to grupper er forskellig. De tilfredse medborgeres sociale profil giver i hvert fald mulighed for, at relativt flere af dem bor i kvarterer, hvor der er lidt længere mellem husene. Et lignende mønster for de populistiske medborgeres vedkommende findes i de større provinsbyer.

Herefter sker der det bemærkelsesværdige, at populistiske borgeres oplevelse af afstand til skolen i de mellemstore og små provinsbyer bliver markant længere end de andre borgeres. Her kan man for alvor tale om, at deres oplevelse af at den sociale og økonomiske udvikling går forbi dem, smelter sammen med en oplevelse af afstand. Et forhold der så til gengæld ikke gør sig gældende for de borgere, der bor på landet. Her er alle borgere stort set enige om, hvor langt der er til skolen.

Det er de også, når det drejer sig om oplevelsen af, hvor langt der er til nærmeste skadestue. Folk på landet er godt nok af den opfattelse, at udviklingen går hen over hovederne på dem, men det er ikke noget, der farver deres oplevelse af afstande. Her er de ret enige, og derfor er de formodentlig også ret realistiske, når det kommer til vurdering af afstande.

Som det yderligere fremgår af tabel 6, oplever de populistiske medborgere i de små, mellemstore og store provinsbyer, at de har markant længere til en skadestue end de andre borgere. Det er også tilfældet i København, om end i mindre omfang.

Der tegner sig altså et generelt billede af, at populistiske borgeres oplevelse af, at den sociale og økonomiske udvikling går forbi dem, spiller sammen med eller ligefrem forstærker en oplevelse af, at de også i fysisk forstand har længere til de centrale steder og institutioner i samfundet. Populistiske medborgere oplever med andre ord, at de generelt lever et liv på afstand af væsentlige samfundsmæssige goder og udviklingstendenser. Det understreges af, at de to andre grupper af medborgere i denne undersøgelse ligger relativt tæt på gennemsnittet i alle sammenhænge.

Pointen er, at populisterne afviger mest fra gennemsnittet i deres oplevelse af og fortælling om, hvor langt de har til offentlige institutioner som skole og skadestue. Deres virkelighedsforståelse påvirkes altså fundamentalt af deres oplevelse af at være marginaliseret politisk, økonomisk og socialt. Og det skyldes altså ikke, at man bor på landet, for dem der vitterligt bor der, deler langt hen virkelighedsopfattelse med de andre, der også bor på landet. Og det er langtfra alle populisterne, der bor her.

Populister ser altså verden gennem ’briller’, hvor deres afstand til omgivelserne som udgangspunkt er stor. Så stor, at man ligefrem kan tale om, at de generelt udsættes for uretfærdig behandling. En behandling der uden tvivl også kan medvirke til at stimulere en følelse af både afmagt og vrede. Samtidig er det imidlertid vigtigt at understrege, at der ikke er tale om noget, de personligt udsættes for. Det er altså ikke det personlige tab eller nederlag, der er drivkraften i deres vrede og samfundskritik. Det er deres generelle billede af sammenhænge i samfundet, som så bekræftes af personlige oplevelser af, at man generelt har længere afstand til samfundets institutioner og goder. Den generelle oplevelse af afstand påvirker samtidig deres oplevelse af konkret afstand i deres dagligdag. Hvilket ikke kan undgå at give populistiske borgere en oplevelse af, at det i stor udstrækning kan være op ad bakke, at være medborger i dagens Danmark. Ikke mindst i de mindre provinsbyer. De oplever nemlig, at de lever langt ude.

Populister ser både til højre og til venstre

FORESTILLINGER OM ELITER

For populistiske borgere er forestillinger om eliters grundlæggende kendetegn ret afgørende for, hvordan de vil vise modstand og gribe kampen mod dem an. De kan selvfølgelig gøre det alene i det stille, men hvis de er blevet virkelig vrede, og gerne vil gøre alvor af det, så er de nød til at gøre det sammen med andre. Og her kommer de mere eller mindre modvilligt til at orientere sig i forhold til det etablerede politiske univers, med dets to blokke på den politiske scene.

Der er masser af forestillinger om eliter i omløb. I de mest udbredte peges der enten på eliter forankret i medier, i statslige institutioner eller eliter forankret i toppen af økonomiens verden. Ønsker om at ville svække eliter i enten staten eller det økonomiske univers åbner meget hurtigt op for forestillinger, der finder næring fra etablerede politiske ideologier, der netop har som omdrejningspunkt, at man vil svække eller styrke enten staten eller markedet. Med nationalkonservative forestillinger midt imellem, med fokus på traditionelle styrker i det civile samfund, bakket op af lov og orden. Herfra er der ikke langt til at orientere sig i forhold til enten rød eller blå blok på den politiske scene. Også når det drejer sig om eliter i medierne, kan de placeres i disse sammenhænge, idet nogle af dem er statsligt støttet, mens andre er kommercielle virksomheder.

Populistiske medborgeres forestillinger om eliter inden for stat eller marked følger langtfra de almindelige ideologiske forestillinger om styrker og svagheder ved stat og marked. Og der er store forskelle på de centrale sammenhænge i et eliteper-

spektiv og i et ideologisk perspektiv. Først og fremmest at eliter for populister opfattes som konkrete personer, der gøres til de ansvarlige for, at de er kommet på afstand af verden, mens eliter for ideologisk orienterede borgere først og fremmest opfattes som en abstrakt størrelse, der er vokset frem som en sideeffekt af en mulig skæv udvikling i enten staten eller på markedet. Så selv om der er markante forskelle, så kan snak og forestillinger om eliter sagtens bringe nogle af dem sammen i en fælles kritik af konkrete eliter i konkrete sammenhænge.

For nogen populistiske borgere kan eliten være ’kontornusseren henne på kommunen’, som man jævnligt har haft sit bøvl med. Det kan også være en sagsbehandler på socialkontoret, som ikke vil anerkende de problemer, man dagligt slås med, som virkelige problemer, der bør udløse en bevilling eller konkret støtte.

Disse statsansatte udøvere af den daglige magt på gadeplan er bare en lille del af et statsligt bureaukrati, der i det populistiske univers ofte slås sammen som nogen, der enten løber om hjørner med politikerne eller har integreret dem i de statsansattes elitære tankegang og univers, hvorfra de gør livet surt for almindelige mennesker. Det kan også være en elite, der samtidig kan have udviklet netværk af smagsdommere, der hylder elitære forestillinger om kunst, kultur, politik og økonomi. En elite der endvidere har gjort medier over en bred kam til logrende skødehunde for den elitære tankegang.

Hvis man deler disse billeder af en statslig elite, styret af selvtilfredse offentligt ansatte magthavere og støttet af akademiske smagsdommere, orienterer man sig først og fremmest i retning af højrefløjen, der som ideologisk projekt netop er optaget af at svække statens råderum, uanset om man taler om eliter eller ej.

Omvendt er det heller ikke nødvendigvis sådan, at populistiske borgere hylder markedet som løsningen på de fleste problemer. Populister har i denne sammenhæng ofte nemmere ved at få øje på potentialerne i det civile samfund, hvor ’almindelige’ mennesker i princippet har noget at skulle have sagt. Men det kan først for alvor ske, hvis statens mange eliter svækkes. Derfor denne orientering i retning af højrefløjen.

Liberalister har markedet som løsningen og perspektiv, mens de nationalkonservative peger på det civile samfund, og til en vis grad også markedet, som løsningsperspektiv. Inden for disse perspektiver kan højreorienterede populistiske strømninger nemt finde et brugbart ståsted i deres opgør med den statslige elite.

For andre kan eliten være den lokale virksomhedsejer, der får lov til at se stort på miljøhensyn, er lidt hårdhændet når det drejer sig om personalepleje og som samtidig fører sig synligt frem i lokalmiljøet med en velsnurrende Tesla til og fra et

enormt palæ af en privatbolig med den bedste udsigt. En virksomhedsejer der er i kontakt med andre virksomhedsejere, ikke bare i det lokale men også globalt. Som eksporterer en stor del af produktionen på den lokale fabrik til Tyskland og Mexico, af alle steder. Som har fælles investeringer i transportvirksomheder, kommunikationsvirksomheder og teknologivirksomheder. Man arbejder altså sammen med andre virksomhedsejere og kapitalforvaltere, for at optimere indtjeningsmuligheder og øge markedets generelle indflydelse. En elite der fører sig frem med fine manerer og investerer i god kunst – både for at have noget flot at kikke på, og for at gøre en god investering.

Det er en elite, der kan gøre det vanskeligt at gøre op med økonomisk, social og kulturel ulighed i verden. Man ejer jo alt, hvad der er af betydning, når det drejer sig om medier og kritisk journalistik. En elite der ser stort på klimahensyn, for at sikre alt for kortsigtede gevinster. Udnytter miljøet til det yderste. Som ikke vil finde sig i, at staten forsøger at stille alt for urimelige krav til virksomhederne. Og som derfor møder sådanne krav med udsagn om, at det vil komme til at koste arbejdspladser. Ja, man risikerer ligefrem, at virksomheden bliver tvunget til at flytte til andre lande, og derfor går Danmark glip af gode arbejdspladser.

Sådanne forestillinger om en økonomisk funderet og agerende elite, der er en del af en global magtstruktur, åbner meget logisk op for kritik af kapitalisme og de såkaldte økonomiske nødvendigheder, og dermed kan den ligeledes fungere som et forsvar for folket, der kan og bør beskyttes af enten mere stat og mere civilt samfund. Lidt afhængigt af temperament.

Hvis man deler sådanne forestillinger og billeder orienterer man sig først og fremmest i retning af venstrefløjen, hvis ideologiske univers har fokus på nogle af de samme problemer. Dele af venstrefløjen, eksempelvis Socialdemokratiet, ønsker at bruge staten til at svække noget af den store ulighed i samfundet. Man vil også gerne øge den statslige kontrol med erhvervslivet, og er heller ikke bange for at udskrive skatter til brug for fællesskab og velfærd. Det er perspektiver, som ikke har specielt fokus på eliter, men de kan sagtens udgøre en platform og mulig alliance for ambitionerne om at svække markedsøkonomiske lokale og globale eliter.

Er man mere optaget af at svække økonomiske eliter ved at udvikle institutioner for selvbestemmelse og direkte demokrati, ser man til andre dele af venstrefløjen, hvor det eksempelvis kan være frivillige sammenslutninger og den statslige planlægning, der kan udgøre det stærke bolværk mod markedskræfterne.

Det er formodentlig kun de færreste borgere, der har et relativt klart billede af

den elite, de føler, de er oppe imod. De fleste har nok et mere diffust og udflydende billede, som måske kun bliver klar i tilspidsede situationer. Situationer hvor de så kan udbryde: Hvor er det typisk …..

Det centrale er nok mere oplevelsen af en tilstand, hvor man har indtryk af, at ens egen tilværelse bliver styret af noget udefra. Hvad det er, er lidt uklart, men det er i hvert fald noget, man ikke selv har indflydelse på. Om de borgere, der deler disse oplevelser, i forlængelse heraf placerer sig i midten eller på en af fløjene i det politiske univers, når de skal orientere sig til forhold til politiske strategier, kan man ikke på forhånd sige noget om. Her er mange kombinationer mulige, når bare tingene formuleres på den rigtige måde. Eksempelvis hvis man kan overbevise andre om, at man er en del af en retfærdig kamp.

Grundlæggende kan man altså konstatere, at forestillinger om eliter kan føre til både en højre- og en venstreorientering – i forskellig styrke. Både når man selv skal placere sig i forhold til den politiske scene, og når man skal vurdere, hvem man eksempelvis helst vil have på regeringsposterne. Om nogen!

LIDT MERE TIL VENSTRE

I forbindelse med valgundersøgelsen skal vælgerne angive, hvor de vil placere sig selv på en venstre-højre skala, gående fra 0 til 10, hvor 0 er meget venstreorienteret og 10 meget højreorienteret, og hvor 5 er midtpunktet på skalaen. En almindelig gennemsnitsberegning viser, at gennemsnittet for alle danskere er 5,1. De populistiske medborgeres gennemsnit er 4,8, og de ligger derfor til venstre for både midten og gennemsnittet. De kritiske medborgere ligger lige på gennemsnittet med 5,1, og de tilfredse medborgere ligger til højre for midten med et gennemsnit på 5,4. Generelt ligger de tre typer af medborgere meget tæt på hinanden.

Hvis man følger op med en opdeling på urbanisering, ser man endnu engang, at der især er store holdningsforskelle internt i gruppen af populister. Det fremgår af figur 5, der viser venstre-højorienteringen blandt medborgere, opdelt efter urbanisering. Der er også her tale om gennemsnitsberegninger, til brug for en sammenligning. Hos populisterne er dem fra København de mest venstreorienterede, fulgt tæt til dørs af dem fra de mellemstore provinsbyer, som jo er et af de geografiske områder, der er overrepræsenteret hos populister. På den anden side er dem fra de små provinsbyer og især dem fra landområderne markant mere højreorienterede blandt po-

pulister, ligesom det også er tilfældet, hvis man sammenligner med de andre grupper. De populistiske medborgere fra landet er generelt dem, der er mest højreorienterede.

URBANISERING

København

Store provinsbyer (+ 40.000)

Mellemstore provinsbyer (10.000-39.999)

Små provinsbyer (200-9.999)

Landområder

For at få et mere præcist billede af højre- og venstreorienteringen blandt populistiske medborgere, har jeg lavet en opdeling af venstre-højre skalaen på de 11 punkter i tre dele, nemlig en venstre-position, en midt-position og en højre-position. Her har jeg valgt at yderpositionerne omfatter de tre mest ekstreme værdier, og midten dækker 5 værdier omkring midten. Det giver en opdeling med 20 pct. på venstrefløjen, 24 pct. på højrefløjen og 56 pct. på midten. Jeg kunne have valgt en anden opdeling, men hvis man tænker på omfanget af de to yderpositioner, ser det ikke helt skævt ud. Sådan en inddeling er bare endnu et af de pragmatiske valg man må foretage, når man arbejder med kvantitative data.

Man kan også overveje, hvad sådan en højre-venstre skala overhovedet siger om borgernes politiske orientering. Der er eksempelvis 11 pct. af de marginaliserede medborgere, der ikke ved, hvor de skal placere sig på skalaen, og det giver selvfølgelig i sig selv en vis usikkerhed. Og det at være venstreorienteret i værdien 2 kan helt sikkert dække over meget forskellige vurderinger, hos dem der placerer sig der – eller alle andre steder på skalaen. Alligevel har jag valgt at gøre det, fordi det traditionelt giver en ret god fornemmelse af borgernes orientering i det politiske univers. Herun-

Populister Kritiske Tilfredse

Figur 5. Egen placering på en venstre-højre skala (0-10), opgjort for urbanisering

der også orienteringen mod rød og blå blok blandt de politiske partier.

I denne sammenhæng er det interessante for det første, hvordan populistiske borgere orienterer sig i forhold til venstre-højre skalaen, og i hvilken udstrækning det modsvares af forskellige opfattelser af dominerende eliter i samfundet.

For nu at slå det helt fast, så finder populister på både højre- og venstrefløjen. Det fremgår af tabel 7, der viser omfanget af de forskellige politiske positioner for medborgergrupperne. Det vil sige, at uanset oplevelse af demokrati og politik, så placerer medborgere i de forskellige venstre-højre grupper sig nogenlunde på samme måde i det politiske univers. Populisterne er lidt mere venstreorienterede og de tilfredse lidt mere højreorienterede, mens niveauet i midten stort set er det samme for alle tre grupper.

Tabel 7. Medborgergruppers politiske orientering. Pct.

VENSTREORIENTERET MIDT ORIENTERET

HØJREORIENTERET TOTAL

POPULISTER 22 58 20 100

KRITISKE 19 57 24 100

TILFREDSE 18 56 26 100

TOTAL 19 57 24 100 N: 1439

Det vil endvidere sige, at der findes vælgere på både venstre- og højrefløjen, hvis grundlæggende syn på politik og samfund er præget af forestillinger om, at man som regel kommer sidst i et samfund præget af social og politisk afstand. Om det også modsvares af en identifikation af forskellige former for elite, skal undersøges nærmere i de følgende kapitler. Inden jeg kommer så langt, vil jeg lige se på, om den måde man oplever samfundet på også er forskellig for de venstre- og højreorienterede populister.

POPULISTER MED EGEN VIRKELIGHEDSFORSTÅELSE

Et af de emner, der tilsyneladende har hidset mange borgere op, er forekomsten af ulve i Danmark. Det har givet anledning til masser af protester mod en stat, der har tilladt vilde dyr i områder, hvor der bor mennesker – ofte med små børn. Det har

givet anledning til uenigheder i Folketinget, hvor nogen vil have dem smidt ud eller skudt, mens andre tager det mere roligt, og anser dem som et spændende bidrag til naturen. Det har givet anledning til krybskytteri og selvtægt. Så der har været masser af gang i det spørgsmål. Nu er spørgsmålet, om det er en udfordring, som rammer bredt blandt danskerne, eller er det ikke mindst en sag for de danske populister, der med en håndfuld ulve i naturen endnu engang bliver bekræftet i, at en elite styrer hen over hovedet på dem, og gør deres hverdag utryg.

Figur 6. Andel der føler sig utrygge ved ulve, opgjort for

NIVEAU FOR UTRYGHED 0-1

Venstreorienteret

Midterorienteret Højreorienteret

I valgundersøgelsen bliver borgerne spurgt, om de er trygge ved ulve, og resultatet af en af en gennemsnitsberegning af oplevelsen af utryghed for de tre borgergrupper og deres politiske orientering er vist i figur 6. Gennemsnittet er 0,25, hvilket i dette tilfælde svarer til 25 procent utrygge. Som det fremgår af figuren, er populisterne dem, der er mest utrygge ved, at der går ulve rundt i den danske natur. Og af dem er det især de højreorienterede, som generelt i alle grupper er mest utrygge ved dem. Der er tale om signifikante forskelle.

Hos især højreorienterede populister har man den opfattelse, at indførelsen af ulve er en fejltagelse, idet de kun medfører utryghed hos borgere og besvær hos landmænd m.fl. Der er heller ikke tvivl om at man er af den opfattelse, at det især er en verdensfjern elite, der har besluttet, at der skulle ulve til Danmark. Så er tonen ligesom slået an.

Populister Kritiske Tilfredse

idealtyper og politisk orientering

VENSTRE - HØJRE POLARISERING

Bemærkelsesværdigt er det også, at hos de kritiske medborgere er spredningen i synet på ulve størst. Pointen er i denne sammenhæng, at man kan registrere en polarisering hos både populistiske og kritiske medborgere. Hvilket kan være med til at understrege, at populister kan have en radikalt anden oplevelse af verden end andre, men at den samtidig kan være afhængigt af, om man deler et højreorienteret eller et venstreorienteret syn på tilværelsen. Hvilket betyder, at populister i nogle sammenhænge har synspunkter, der adskiller sig markant fra de øvrige borgeres, mens de forskellige grupper vil have nemt ved at søge sammen, eksempelvis på tværs af kritiske og populistiske medborgere. Jeg tror det er en vigtig pointe.

Helt grundlæggende bør man nok tale om virkelighedsforståelser, altså virkelighed i flertalsform, for vores billeder af virkeligheden er altid socialt betinget. De bliver frembragt i sociale sammenhænge, hvor noget bekræfter og noget modsiger den virkelighedsforståelse, man på et givet tidspunkt læner sig op ad. Forståelser af virkeligheden er dynamiske, og de forandrer sig. De er sociale, fordi de også påvirkes af den situation, man befinder sig i. Og endelig er forståelser af virkeligheder normativ, fordi de afspejler nogle personlige, sociale og politiske normer, indskrevet i forståelsen af ens egen situation.

Tidligere viste jeg, at forståelsen af afstande er socialt betinget. Argumentet var, at marginaliserede oplevede virkeligheden lidt mere besværlig end andre. Oplevelsen af marginalisering er gentaget her, men nu opgjort for de tre medborgertyper og for den politiske orientering. Det er vist i figur 7. Her fremgår det, at populister, uafhængigt af politisk orientering, er af den opfattelse, at de føler sig marginaliseret i forhold til offentlige institutioner og den økonomiske og sociale udvikling.

Nu kan jeg kombinere denne indsigt med oplevelsen af fremmede elementer, eksempelvis ulve, i ens omgivelser, hvor populister også her reagerer stærkere end resten af befolkningen, men samtidig åbnes der for en politisk polarisering, idet de højreorienterede populister er væsentligt mere utrygge end resten.

Pointen er, at populister generelt har en oplevelse af virkeligheden, der afviger fra andre borgere. Nogle gange er den fælles for alle populister. Andre gange er den farvet af ens politiske orientering, så enten de venstreorienterede eller de højreorienterede reagerer ekstra stærkt på de givne udfordringer.

Populisters særlige verdensbillede og perspektiver viser sig eksempelvis, når det drejer sig om at identificere de vigtigste politiske udfordringer, man mener politikerne skal tage sig af. 24 pct. af dem finder, at velfærdsstaten generelt er det vigtigste emne. Det efterfølges af 21 pct. der finder, at klima og miljø er vigtigste, og af 20 pct.

GRAD AF MARGINALISERING 0-5

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

der finder, at indvandrerspørgsmål er de vigtigste. Herefter spreder populisterne sig over en lang række emner, hvor bl.a. de ældre står relativt højt på listen.

Hos de kritiske og de tilfredse medborgere er prioriteringerne lidt anderledes. 35 pct. af de kritiske og 34 pct. af de tilfredse har klima og miljø som det vigtigste emne. Allerede her kan man se, at denne prioritering er fælles for markant større dele af de nævnte medborgergrupper. Hos de kritiske er der herefter 19 pct. der finder at velfærdsstaten generelt er vigtigst og 16 pct. at indvandring er det. Hos de tilfredse er prioriteringen den samme, men her prioriterer 24 pct. velfærdsstaten generelt og 11 pct. indvandring.

Første pointe er, at populisterne spreder sig over langt flere emner end de kritiske og de tilfredse medborgere. De er mere heterogene i deres perspektiver på vigtige spørgsmål i samfundet, og har derfor lettere ved at kaste sig over givne emner, som de bliver optaget af, og som de derfor også finder, at politikerne bør tage sig af. Eksempelvis ulve.

Anden pointe er, at populister er underrepræsenterede, når det drejer sig om klimaudfordringer, og overrepræsenteret, når det drejer sig om velfærdsstaten generelt og om indvandring. I det følgende vil jeg se nærmere på, hvad der kendetegner hhv. de højreorienterede og de venstreorienterede populisters politiske holdninger og vigtige sager.

Populister Kritiske Tilfredse

Figur 7. Oplevelse af marginalisering, opgjort for idealtyper og politisk orientering

Højreorienterede populister kæmper for autonomi

SER RØDT NÅR DE STØDER PÅ STATEN

Populistiske borgere, der opfatter sig selv som en del af højrefløjen, og som orienterer sig i retning af blå blok, er generelt ikke glade for staten. De ser mange af dens aktiviteter som en magtfuld indblanding i ’almindelige menneskers’ produktive og nyttige hverdag. Derfor er de også i udbredt grad modstandere af en række konkrete initiativer, der går ud på at styrke eller forbedre statens reguleringer. Og bundlinjen er, at staten ikke skal indskrænke borgernes autonomi, for almindelige medborgere vil nemlig ikke gøre noget, der strider mod ’almindelig sund fornuft’. Den bærende figur er altså borgernes autonomi i forhold til statslig indblanding.

Staten skal ikke blande sig, når virksomheder forsøger at sikre den økonomiske vækst. Heller ikke selv om disse initiativer kommer i strid med miljøinteresser. Man må finde sig i, at det kan gå ud over miljøet, når der skal tjenes penge. Der er heller ingen grund til, at man forsøger at ændre statens organisering, ved eksempelvis at nedlægge regionerne. Her har man da i det mindste en vis kontakt med borgerne, for det har de da vist ikke på Christiansborg, jf den udbredte mistillid til politikere.

Hvis man kan komme af sted med det, ville det heller ikke gøre noget, hvis staten blev lidt mindre og lidt mindre magtfuld. Derfor kan man roligt sælge statslige virksomheder fra til private, som så kan gøre driften af dem mere fornuftig, og der i forlængelse heraf kan komme en indkomst ud af dem til nye initiativrige ejere. Derfor går mange højreorienterede populister ind for yderligere privatisering. På den anden side er mange højreorienterede populister af den opfattelse, at der trods

Figur 8. Kamp mod statslige aktiviteter og indblanding, opgjort for medborgrupper og politisk orientering

GENNEMSNITLIG ENIGHED 0-100

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

alt er grænser for statens magt. Eller rettere, det bør der være. Der er således mange der finder, at der ikke er råd til at finansiere velfærdsstaten i fremtiden. Det vil nemlig betyde, at alt for mange skal betale alt for meget i skat, og det er der ingen grund til. Folk ved godt selv, hvordan deres penge kan bruges mest fornuftigt. Langt bedre end staten gør. Borgernes uvilje mod at betale for meget i skat er altså en grænse for statens magt. Set i det lys handler kampen om, hvor meget man kan og skal betale i skat altså ikke bare om den individuelle økonomi, men også om at sætte grænser for statens ageren.

Det vil sige at højreorienterede populisters modstand mod statens indblanding og dens elitære ageren langt hen også er en modstand mod forandringer, mod unødige indblanding, også for at beskytte miljøet, og mod urimelig skattebetaling for at bevare en alt for dyr velfærdsstat. Det er samtidig en kamp for begrænsninger af staten, ved at begrænse skattebetalingen og ved at privatisere, så almindelige mennesker kan drive de statslige virksomheder.

Disse holdninger er identificeret gennem fire spørgsmål om de ovennævnte emner, og de udgør en faktor. Dem har jeg samlet i et indeks, og brugt dem til at lave en gennemsnitsberegning for de tre medborgergrupper, opgjort for politisk orientering. De er vist i figur 8.

Her fremgår det, at modstanden mod statens indblanding og aktiviteter generelt er

Populister Kritiske Tilfredse

en sag for populister i al almindelighed, ligesom det også er en sag for højreorienterede borgere generelt. Hvilket betyder, at de højreorienterede populister er dem, der er mest optaget af denne kamp, der både er et forsvar for folkelig autonomi og et ønske om en begrænsning af statens magt og vækst.

0-100

GENNEMSNITLIG

40,00 20,00 10,00 0,00

KAMPEN FOR LIGESTILLING ER UDE AF PROPORTIONER

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Figur 9. Kamp mod ligestilling, opgjort for medborgergrupper og politisk orientering 50,00 30,00

Højreorienteret

Med jævne mellemrum støder højreorienterede populister på konkrete statslige initiativer, der virkelig tænder dem. Et af dem er kampen for ligestilling. Her er grundholdningen, at når kvinder forlanger ligebehandling, er de i virkeligheden ude efter særbehandling. Når de klager over diskrimination, skaber de ofte flere problemer, end de løser. Og når kvinder kræver ligeløn, så glemmer de, at grunden til at der er forskelle mellem mænd og kvinder først og fremmest er, at der er forskel i arbejdstid og ambitioner, og at det derfor ikke giver mening at tale om kønsdiskrimination.

Venstreorienteret

Når det virkelig er noget, der kan få højreorienterede populister op ad stolene, skyldes det for det første, at krav om ligestilling er endnu en invitation til statslig indblanding, og for det andet, at det er en indblanding i den individuelle autonomi, hvor hvert individ og hver familie normalt selv finder ud af, hvordan de vil omgås hinanden.

I første omgang betyder modstand mod yderligere statslig indblanding en hel del for højreorienterede populisters afvisning af ligestilling. Det er altså ikke nødvendigvis selve ligestillingen, de vender sig imod. Det kan lige så meget være, at de endnu engang oplever, at en statslig elite har held til at rejse spørgsmål i offentligheden, som de elitære selv kan drage nytte af, fordi de i forlængelse heraf endnu engang får lov til at blande sig i almindelige menneskers hverdag, og dermed styrker statens magt. Kampen for ligestilling opfattes kort sagt også som en kamp for mere statslig indblanding.

I anden omgang er regler for, hvordan man omgås hinanden som køn også noget, der ligger fjernt fra højreorienterede populisters opfattelse af ’sund fornuft’. For dem betyder de individuelle oplevelser af, om der er noget skævt eller problematisk på spil i relationen mellem køn mere end paroler, overskrifter og brandtaler om kvinders undertrykkelse. Hvis der er noget her der skal ordnes, så skal de nok selv finde ud af det. Og deres koner eller mænd har ikke klaget over noget, så vidt de ved. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt, at de højreorienterede blandt de kritiske medborgere næsten følger højreorienterede populister til dørs, og at også venstrepopulisterne ligger relativt højt i ovennævnte opgørelse. Her er det formodentlig ikke mindst det sidstnævnte perspektiv, der gør sig gældende. Altså oplevelsen af, at man selv kan finde ud af tingene, hvis der er noget, der er skævt.

Det kan tilføjes, at der er forskel på mænd og kvinders holdninger blandt de højreorienterede populister, idet mænds modstand er noget større end kvinders, som imidlertid også ligger signifikant over alle andre kvinder, og relativt tæt på gennemsnittet. Blandt de højreorienterede kritiske borgere er der langt større forskel på mænd og kvinders holdninger, mens de ligger på samme niveau hos de højreorienterede tilfredse borgere. Kampen mod ligestilling er altså hos højreorienterede populister ikke noget, der skiller mænd og kvinder i særlig stor udstrækning.

ULIGHED ER OK

Bag højreorienterede populisters opgør med statslig indblanding ligger en udbredt forståelse for og accept af, at ulighed er ok. Ja, ulighed er faktisk ifølge dem et vigtigt bidrag til et harmonisk samfund. Så snart man har accepteret, at ulighed skaber dynamik og fremgang i samfundet, vil man også nemt forstå de sammenhænge, der kan sikre et fredeligt samfund, hvor mennesker der er indbyrdes forskellige, kan leve i harmoni med hinanden.

Ulighed giver altså mening for højrepopulisterne, fordi de vægter den individuelle autonomi som helt fundamentalt for ’almindelige mennesker’. Man vil ikke ligne eller leve som andre, men have lov til at være sig selv. Men paradoksalt nok mener de samtidig, at folk der er arbejdsløse, skal tage sig sammen, og at en mulig lærestreg i den forbindelse er en nedsættelse af understøttelsen, så de kan lære, at det kan betale sig at arbejde. Det hænger sammen med en grundlæggende og udbredt mistanke om, at en masse mennesker snyder det offentlige, og på den måde får sociale ydelser, som de ikke er berettiget til.

Figur 10. Støtte til ulighed og begrænsning af snyd, opgjort for medborgergrupper og politisk orientering

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Venstreorienteret

Højreorienteret

De ovennævnte fire spørgsmål udgør statistisk set en faktor. De er samlet i et indeks, og resultatet af en gennemsnitsberegning for medborgergrupper og politisk

orientering er vist i figur 10. Der er tale om et indeks, der først og fremmest slår ud for alle de politiske positioner, og hvor de højreorienterede i størst udstrækning deler synspunktet. Derimod er det ikke holdninger, der er specielt for populister. Opgjort for de tre borgergrupper er der ikke den store forskel. Men i kombinationen af de to dimensioner kan man se, at i de højreorienterede populister markerer sig på lige fod med de andre højreorienterede.

På den måde afdækkes en anden central side hos højrepopulisterne, nemlig at den individuelle autonomi netop er en, man udfolder uafhængigt af staten og dens ydelser. Folk der snyder eller nasser på andres arbejde skal derfor disciplineres af den selvsamme stat. Hvilket kan opfattes som et grundlæggende paradoks i det højrepopulistiske politiske univers.

STATSLIG BESLUTSOMHED OVERFOR DEM, DER SKEJER UD

Nogle gange er staten for højreorienterede populister som antydet ovenfor et nødvendigt onde. Derfor ønsker de også jævnligt, at staten bliver styrket. Det gælder ikke mindst i forhold til folk, der ikke kan indrette sig efter de almindelige spilleregler, og når samfundet er truet af ekstremister og terrorister.

Når folk snyder med velfærdsydelser, og når de eksempelvis begår alvorlig kriminalitet, ikke mindst vold, så skal folk straffes hårdt og kontant. Her er ikke plads til blødsøden pædagogik og venlig omfavnelse. Derfor skal voldsforbrydere straffes langt hårdere, end det sker i dag.

Endvidere skal staten have langt flere muligheder for at indsamle oplysninger om os alle sammen, når det drejer sig om at bekæmpe terror. Terrorister forstyrrer hverdagens autonomi og skaber utryghed, og derfor skal de bare knaldes. Det betyder også, at staten skal have ret til fort forbyde fredelige demonstrationer og ytringer, hvis mange borgere bliver krænket af de slogans og holdninger, der anvendes ved demonstrationerne.

Men man glemmer ikke sådan uden videre, at staten først og fremmest også er et onde, så derfor sætter man trumf på, og kræver at staten samtidig effektiviseres, for så kan der spares masser af penge, uden at det går ud over servicen til borgerne. De ovennævnte holdninger samler sig ligesom de foregående i en enkelt faktor, og de er brugt til at lave et indeks, der sammenfatter højrepopulisternes anden vinkel på staten. Gennemsnitsberegninger af dette indeks, opgjort for medborgergrupper og

politisk orientering, er vist i figur 11. Populisterne ligger generelt i top her, men det er især den politiske orientering, der slår igennem. Samlet kan man altså identificere endnu et område, hvor højrepopulisterne for alvor markerer sig.

Figur 11. Støtte til styrkelse af statslig beslutsomhed og konsekvens, opgjort for medborgergrupper og politisk orientering 40,00 30,00

60,00 20,00 10,00 0,00

50,00

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

Her er det vigtigt at slå fast, at der kan identificeres flere paradokser i højreorienterede populisters tilgang til samfundet. På den ene side oplever de, at de kommer i bagerste række, når det drejer sig om økonomisk og social udvikling, og på den anden side vil de gerne forvare en individuel autonomi, formodentlig i relativ stor udstrækning uforstyrret af moderniseringen i samfundet. På den ene side går de ind for ulighed, men den skal på den anden side ikke føre til, at folk bare ter sig som de vil. Borgerne skal følge nogle givne spilleregler, som i virkeligheden ikke er så vanskelige at finde ud af, hvis man er en af de mere almindelige mennesker, dvs. en af folket. Her kunne det være interessant at få afdækket, i hvilken udstrækning de frivilligt og med glæde betaler eksempelvis moms af mindre økonomiske transaktioner i det lokale, men det spørgsmål indgår ikke i denne undersøgelse. .

Endelig ønsker de på den ene side at svække staten, når fokus er på borgernes individuelle autonomi, og på den anden ønsker de at styrke den, når fokus er på en potentiel utryghed, der kan true harmonien i det autonome folkelig liv, langt fra de

Populister

Kritiske Tilfredse

centrale institutioner i samfundet. Og er der én ting, der virkelig kan skabe utryghed hos højreorienterede populister, er det indvandring. Ikke mindst fra muslimske lande.

STRAM ISÆR OP FOR DE FREMMEDE

Mange højreorienterede populister opfatter indvandrere som nogle af dem, der har virkelig svært ved at begå sig, så derfor skal der strammes op over for deres gøren og laden. Ikke mindst skal der strammes op i forhold til deres rettigheder. Eksempelvis finde en del, at det skal forbydes at praktisere islam. Et vidtgående synspunkt i et land med religionsfrihed og en lang tradition for tolerance overfor andre religioner end kristendommen. Alligevel finder næsten 60 pct. af de højreorienterede og knapt 25 pct. af den venstreorienterede populister, at et forbud er nødvendigt.

Figur 12. Ønsket om at begrænse indvandreres rettigheder, opgjort for borgergrupper og politisk orientering 40,00 30,00

GENNEMSNITLIG ENIGHED 0-100

50,00 20,00 10,00 0,00

Populister Kritiske Tilfredse

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret Højreorienteret

Venstreorienteret

Også på andre områder skal der strammes op, og højreorienterede populister går varmt ind for et forslag om, at afviste flygtninge, som har begået kriminalitet, og som ikke kan eller vil rejse hjem, skal placeres på øen Lindholm eller i en tilsvarende afsondret lokalitet. Og de er også med på, at børn af afviste asylansøgere fortsat kan anbringes i lejre som udrejsecenteret Sjælsmark. Og mange er også enige i, at

flygtninge og indvandrere ikke bør have samme ret til socialbistand som danskere, uanset om de er danske statsborgere eller ej. Der skal kort sagt ikke gives noget ved dørene, når det drejer sig om flygtninge og fremmede.

Holdningerne samler sig også i en enkelt faktor, og er blevet brugt til at lave et indeks, og til at lave gennemsnitsberegninger for de tre medborgergrupper, opgjort for politisk orientering. Resultatet er vist i figur 12, og det er områder hvor både populister generelt og de højreorienterede i almindelighed stikker af på. Så derfor er det oplagt, og højreorienterede populister især markerer sig i forhold til ønsket om at begrænse de fremmedes rettigheder så meget som muligt. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at venstreorienterede populister ligger relativt højt, men det passer selvfølgelig med, at populister generelt stikker af fra resten.

HØJREPOPULISMENS GRUNDLÆGGENDE FORESTILLINGER

Hvis man skal sammenfatte de højreorienterede populisters univers, er det centrale omdrejningspunkt forsvaret for den individuelle autonomi, i en situation hvor man oplever sig mere og mere marginaliseret i forhold til demokrati, politik og det sociale fællesskab. Et forsvar der ikke mindst er rettet mod en stat, der aggressivt og uden forståelse for almindelige menneskers værdier blander sig i alt for meget i hverdagslivet, og skaber grundlæggende ubalancer. Både i forhold til det autonome hverdagsliv, eksempelvis når den tager fat på spørgsmål om ligestilling, og i forhold til staten selv, fordi dens omsiggribende ageren er medvirkende til, at den vokser sig større og større, og dermed baner den vejen for etablering af eliter, der er befolket med smagsdommere og eksperter, der i kraft af statens magt får det privilegie, at de har påtaget sig ret og pligt til at vide bedre end almindelige mennesker. Sådan en udvikling skal bare begrænses. Det er den højreorienterede populismes fundamentale forståelsesramme.

Ulighed er en af de dimensioner, der kan give den individuelle autonomi kvalitet. Den er med til at sætte gang i tingene, og få folk til at udfolde deres hverdag på en fornuftig måde. Med dette perspektiv kan folk ovenikøbet lære at leve med, at nogen er mere velhavende end andre, for det skyldes jo ikke mindst forskelle i indsats og ambitioner. Denne vægtning af den positive værdi ved samfundsmæssig ulighed er med til at støtte op om værdien af den individuelle autonomi, ud fra den tankegang, at det kan godt være at der er forskel på folk, men man har jo altid mulighed for

selv at gøre en indsats, så længe ingen blander sig udefra, og det gælder ikke mindst staten.

Det er imidlertid kun uligheder i hverdagen, der kan accepteres. Når det drejer sig om den sociale og økonomiske udvikling, dirigeret og reguleret af staten, er der kun begrænset accept at hente hos højreorienterede populister. Den er tværtimod en vigtig drivkraft i opgøret med staten, for der er ingen der godvilligt vil acceptere at være en del af en ’rådden banan’, et Udkantsdanmark eller hvad man nu har brugt af farverige termer til at beskrive denne del af den geografiske og sociale udvikling.

Men nu er det ikke bare staten, der truer med at blande sig, og dermed ødelægge den individuelle autonomi. Kriminelle og eksempelvis folk, der snyder med offentlige ydelser, udgør også en trussel. De første helt konkret, fordi de eksempelvis bryder ind og fjerner værdier i folks huse. Og dem der snyder det offentlige, er med til at få sat skatten i vejret, og det ønsker man bestemt heller ikke. Derfor skal der slås hårdt ned overfor dem. Hårdere straffe og fratagelse af rettigheder er nogle af de mulige svar på denne udfordring. Det gælder også overfor terrorister, og folk der måske truer den etablerede orden, ved at demonstrere eller støtte op om ekstreme synspunkter.

Den største trussel i den forbindelse kommer imidlertid fra indvandrere, der tilsyneladende slet ikke kan finde ud af kvaliteten ved den individuelle autonomi i den danske udformning. Derfor skal de holdes på afstand og uden videre fratages rettigheder, eksempelvis retten til at dyrke deres egen religion. På den måde kan de lære, at det med en ekstra personlig indsats også gælder for dem, så længe de opholder sig i Danmark. Og det er forhåbentlig ikke så længe.

Hvilket åbner for et grundlæggende paradoks i den højreorienterede populismes forestillinger, nemlig at det er en stærk, beslutsom og konsekvent stat, der skal stå for forsvaret af den individuelle autonomi overfor hverdagens konkrete trusler. Et paradoks, der hele tiden udfordrer de grundlæggende antagelser i de højreorienterede populisters univers. Jeg har sammenfattet dette univers i figur 13.

Figur 13. Den folkelige populismes centrale elementer

INDIVIDUEL AUTONOMI

EN SVAG STAT

Venstreorienterede populister kæmper for velfærd og klima

KAMPEN FOR DEN KONKRETE VELFÆRD

Et af de politiske slagnumre i 2019 var en særlig pension til Arne, der havde knoklet i alt for mange år, uden udsigt til pension. Sådan en skulle han selvfølgelig have, ifølge Socialdemokratiet. Man brugte flittigt Arne som ansigtet i kampagner, organiseret i hele landet. Og Arne var glad. Men det var ikke kun ham – og alle de andre, der var havnet i en lignende situation – der var det. Det var nemlig et forslag, de venstreorienterede populister greb med kyshånd. De er generelt meget optaget af, om velfærdsstaten fungerer optimalt.

Ud over at give Arne og hans ligestillede en særlig pension, er de venstreorienterede populister også tilhængere af at indføre faste normeringer for voksne ansat i daginstitutionerne. Et emne der jævnligt diskuteres, fordi de løbende besparelser på de offentlige udgifter har svækket normeringerne gevaldigt, uden at nogen egentlig har besluttet, at det vil være en god ide. Derfor forsvarer de venstreorienterede populister jævnligt ideen om, at velfærdsstaten bør være baseret på en række normer og regler for bemanding, service og velfærdsydelser.

Derfor er de også kritiske overfor eksempelvis afskaffelsen af efterlønnen, og vil heller ikke acceptere, at generelle økonomiske besparelser fører til utilsigtede forringelser af konkrete velfærdsydelser. Det er ikke sådan, at man konsekvent forsvarer det man kalder den universelle velfærdsstat, med optimale ydelser til alle, der rammes af sociale problemer. Det er snarere ydelserne i sig selv, man har blik for. Og de skal bare være i orden, hvilket netop også er grunden til, at man bakker op om

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

en særlig pension til Arne og en mindre gruppe af ligestillede. I sådan en situation er nøglen altid, at man da bare kan beskatte alle dem, der tjener mest. Hvor svært kan det være.

De ovennævnte holdninger udgør statistisk en samlet faktor, og de er brugt til at lave et indeks. Gennemsnitsberegninger af det for borgergrupper og politisk orientering er vist i figur 14. Holdningerne deles generelt især af alle populister og af alle venstreorienterede. Derfor slår venstreorienterede populister ekstra stærkt ud her, hvilket fremgår af figuren. Den viser også, at højrepopulister ligeledes er ret optaget af denne kamp, idet de ligger på niveau med de venstreorienterede i de øvrige borgergrupper.

Kampen for konkret velfærd er det centrale omdrejningspunkt i venstreorienterede populisters syn på samfundet. Det opfattes nemlig som den bedste fremgangsmåde, når det drejer sig om at forsvare de svage i et samfund, hvor privatøkonomiske kræfter har alt for let spil. Her er logikken, at kan man ikke styre den økonomiske elite, så kan man da i det mindste forsvare dem, det går ud over. Samtidig med at man selvfølgelig også prøver at få kontrol over den økonomiske elite.

GENNEMSNITLIG

Populister Kritiske Tilfredse

Figur 14. Forsvar for velfærdsydelser, opgjort for borgergrupper og politisk orientering

EN AKTIV OG KONTROLLERENDE STAT, MÅSKE …

Det er en aktiv og kontrollerende stat, der skal stå i spidsen i forsvaret for de udsatte. Det skal være en stat, der kontrollerer erhvervslivet, og på den måde begrænser dets spillerum. En stat der følger godt med i private investeringer, og som sætter en effektiv stopper for alle de hvidvaskaktiviteter, bankerne uden at tage sig ordentligt sammen har vendt det blinde øje til. Ja, i det hele taget bør banker og finanssektoren reguleres meget strammere, end tilfældet er i dag.

Man kan sige, at venstreorienterede populister generelt er på dupperne, når det drejer sig om at kontrollere og måske også begrænse private investeringer i al almindelighed, og de er især vrede over den adfærd, pengeinstitutter har udvist gennem de seneste år. Så hver gang der dukker en problematisk sag om bankerne op i offentligheden, står venstreorienterede populister klar med hård kritik. Samtidig bekræfter disse skandaler venstreorienterede populisters grundlæggende tilgang til verden: pengenes eliter styrer alt for meget, og der bør virkelig sættes en effektiv stopper for deres gøren og laden.

Figur 15. Ønsket om statslig kontrol med økonomiske transaktioner, opgjort for borgergrupper og politisk orientering

Spørgsmål om de ovennævnte problemstillinger udgør tilsammen en faktor,

som er samlet i et indeks. Gennemsnitsberegninger af dette indeks, opgjort for borgergrupper og politisk orientering er vist i figur 15. Det er spørgsmål, som både populister generelt og de venstreorienterede i særdeleshed engagerer sig i. Hvilket betyder, at populister generelt ligger højt, men at de venstreorienterede generelt overgår dem. Også de venstreorienterede populister. Det er altså ikke mindst de kritiske borgere, der bidrager til stormvejret, når bankerne endnu engang kommer i mediernes spotlight.

LIGHED – TJOOOE…

Kampen for lighed er generelt noget, der optager venstrefløjen. Det får man allerede et indtryk af i figur 10, der tager udgangspunkt i højrepopulisters forsvar for uligheden. Her ligger de venstreorienterede populister meget lavt. Hvis man vender perspektivet, og spørger ind til, om forskelle i indtægter og levestandard stadig er for store i Danmark, og om der derfor bør gøres noget for at give folk med mindre indtægter en forbedring af deres levestandard, kan man se det tydeligt. Det handler også om at give alle de samme økonomiske vilkår, uanset uddannelse og beskæftigelse. Hvilket

Figur 16. Modstand mod ulighed, opgjort for borgergrupper og politisk orientering

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

Populister Kritiske Tilfredse

samtidig er en støtte til synspunktet om, at økonomisk ulighed ikke er til gavn for samfundet.

De nævnte holdninger om ulighed danner også en samlet faktor, og er blevet brugt til at lave et indeks over holdninger til ulighed. Gennemsnitsberegninger af dette indeks for borgergrupper og politisk orientering er vist i figur 16. Generelt er det et område, hvor både populister og venstreorienterede skiller sig ud. Men som det fremgår af figuren, er det ikke et område med høje scorer på skalaen. Heller ikke for venstreorienterede populister. De ligger endnu engang under de kritiske venstreorienterede, og følges samtidig relativt tæt af de øvrige populister. Relativt set også af højrepopulister.

Nået så langt kan jeg konstatere, at venstreorienterede populister først og fremmest markerer sig i kampen for velfærd, mens de står lidt svagere i billedet, når det drejer sig om statslig kontrol og om modstand mod ulighed i samfundet. Dette velfærdsengagement er samtidig en åbning for en usikkerhed. En del borgere er nemlig i tvivl om, hvorvidt der er råd til fremtidens velfærd. Det gælder generelt for hhv. populister og højreorienterede. Men denne kombination viser, at også venstreorienterede populister næres af denne tvivl. Uden at den dog er en fremtrædende del af venstreorienterede populisters samlede profil.

KAMPEN FOR KLIMAET

Det er derimod kampen for et bedre klima. Venstreorienterede populister finder i stor udtrækning, at klimaforandringerne er vor tids største udfordring, at problemerne er menneskeskabte, og at det kan være nødvendigt at gå ned i levestandard, for at løse problemerne. Det er også et område, hvor staten bør bruge mange flere ressourcer, og konkret er der ingen grund til at vente. Derfor kan man roligt starte med at forbyde benzin- og dieselbiler inden for de næste 10 år.

Klimaholdninger danner en samlet faktor, der her bruges til at danne et indeks. Gennemsnitsberegninger af det for borgergrupper og politisk orientering viser, at venstrefløjen generelt vægter denne kamp meget. Men de viser også, at det faktisk er de tilfredse medborgere, der samlet set støtter kampen mest. Det betyder, at venstreorienterede populister ligger på niveau med de øvrige venstreorienterede grupper. På et relativt højt niveau. Men de øvrige grupper følger også godt med, relativt set. Det fremgår af figur 17.

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

Man kan altså sagtens hævde, at venstreorienterede populister er mobiliseret i forhold til kampen for et bedre klima. Man kan også hævde, at deres mobilisering ligger på linje med resten af de venstreorienterede borgeres, og at kampen for et bedre klima altså ikke skiller sig markant ud som et område, der især mobiliserer venstreorienterede populister.

VENSTREORIENTEREDE POPULISTER UDEN KLAR PROFIL

Venstreorienterede populister kan man først og fremmest identificere gennem dens massive ønsker om mere velfærd og kritik af forringelser af givne velfærdsydelser. Helt konkret. Tankevækkende ligger de knapt på niveau med den øvrige venstrefløj, når det drejer sig om kampen for lighed, og ønsker om at øge den statslige kontrol med økonomiske transaktioner og den finansielle sektor. Det samme er tilfældet, når det er kampen for et bedre klima, der står på dagsordenen.

Venstreorienterede populister i Danmark er altså ret endimensionelle og begrænsede i deres perspektiv, idet de primært har fokus på velfærdsstaten og dens konkrete ydelser. Her er ikke noget med at bygge holdninger op i et sammenhængende mønster, hvor man både pejler sig ind på en eliteposition, man gerne vil svække, og

Populister Kritiske Tilfredse

Figur 17. Kampen for klimaet, opgjort for borgergrupper og politisk orientering

en position, der viser lidt om de folkelige interesser, man gerne vil fremme.

Det bliver primært kun til en bred tilslutning til kravet om mere – og bedre –velfærd, også selv om man langt hen er enig med de andre populister om, at der nok ikke er råd til at øge de offentlige udgifter.

Det tætteste man kan komme en forklaring på denne snævre profil er, at man er af den opfattelse, at andre mennesker ikke giver folk som dem den respekt, de fortjener. Herfra er der ikke så langt til, at ens tillid til andre mennesker svækkes. Sådan som tilfældet er for de fleste populister, uanset politisk orientering. Det forekommer, at det åbner for en vis form for kynisme, hvor det at kræve mere, uden videre er noget af det man kan, og noget af det man kan gøre med god samvittighed, fordi de andre ikke respekterer populister i almindelighed og venstreorienterede populister i særdeleshed.

Populister og deres partier

IDEALTYPER OG POLITISK ORIENTERING

Tidligere gjorde jeg en del ud af, at når jeg taler om populister, er der tale om en idealtype. Altså en abstraktion eller generel beskrivelse, der sammenfatter en række centrale kendetegn i en bestemt kategori eller et begreb. Inden for rammerne af disse idealtyper kan der sagtens identificeres en lang række variationer, på samme måde som der er masser af variationer på spil, når man taler om unge eller om gamle. Jeg har altså i denne analyse forfulgt populister som en idealtype, i sammenhæng med de to andre idealtyper, de kritiske og de tilfredse medborgere, for at identificere centrale fixpunkter i medborgeres politiske identiteter og univers. Identiteter der i praksis omsættes til eksempelvis partivalg, når der er folketingsvalg.

Som udgangspunkt kan der være mange motiver til at stemme på et givet politisk parti. Men når det drejer sig om populister er antagelsen, at de primært vil stemme på relativt få af de politiske partier, og at man derfor med god ret kan karakterisere disse partier som populistiske. Her er det altså ikke analyser af partiernes holdninger eller kommunikation, der er det centrale, når de populistiske partier i Danmark skal identificeres. Det er derimod den særlige karakter af tilslutning fra neden, hvor oplevelsen af politisk, demokratisk og social marginalisering resulterer i, at man stemmer på nogle bestemte partier. At man så samtidig kan supplere disse analyser med undersøgelser af partiers kommunikation og holdninger, er selvfølgelig helt oplagt. Det er bare ikke det, der er det centrale i denne sammenhæng.

Det betyder, at andre grupper i samfundet sagtens kan stemme på de samme par-

tier som populister, men at det vil ske i noget mindre udstrækning og af nogle andre grunde. Det vil de muligvis gøre, fordi de er optaget af nogle af de samme problemstillinger som populisterne, og fordi de deler nogle af deres synspunkter, uden at de samtidig deler oplevelsen af at være marginaliseret socialt, politisk og demokratisk.

Det kan også ske, fordi man finder, at et givet politisk parti har taget fat på et politisk spørgsmål på en særlig god eller overbevisende måde. Har kan man tænke på stramninger i forhold til indvandringen, som startede som en sag for et enkelt parti, der bl.a. af den grund blev kaldt for et populistisk parti, men efterhånden er denne holdning blevet overtaget af flere partier, herunder også de store folkepartier omkring midten i dansk politik. Det er netop styrken ved at arbejde med idealtyper, at man kan identificere sådanne forskelle og ligheder. Endvidere kan det forholde sig sådan, at nogle af de tilfredse og kritiske medborgere lader sig overbevise af de populistiske partiers kommunikation og synspunkter. Åbenheden overfor forskellige motiver til at stemme på et givet parti er altså vigtig, når man arbejder med de dynamiske og komplekse sammenhænge, der gør sig gældende, når vælgere skal finde frem til det parti, de vil stemme på.

POPULISTER ER HURTIGERE, MERE DYNAMISKE OG MERE KYNISKE

40 pct. af populisterne er tilhængere af et bestemt parti. Det er noget lavere end gennemsnittet, og især de tilfredse medborgere. Her er næsten 60 pct. tilhængere af et bestemt parti. Populisterne har også den laveste andel, der er medlem af et politisk parti. Det med tætte bånd til et parti er altså ikke nær så udbredt blandt populister, som det er i resten af befolkningen.

På den anden side kan de godt være hurtige på aftrækkeren. 42 pct. af dem vidste godt, hvem de ville stemme på i 2019, før valgkampen gik i gang. Det er den største andel. Hos populister stemmer 60 pct. personligt, og det er lige over gennemsnittet. Her valgte rigtigt mange af dem at stemme på en mand, mens de øvrige grupper i lidt større udstrækning også stemte personligt på en kvinde.

Vigtigere er det måske, at 42 pct. af dem skiftede parti i forhold til valget i 2015. Det er den højeste andel partiskiftere i de tre grupper. Og det er også her man finder den største andel, der krydser fra blå til rød blok, nemlig 9 pct. Det er over gennemsnittet på 7 pct., og det er jo ikke mindst disse vælgere, der er medvirkende til, at styrkeforholdet mellem blokkene ændres.

Samlet kan man altså konstatere, at populister er hurtigere end resten af befolkningen til at finde frem til deres parti, og at de er mere dynamiske, når det drejer sig om at skifte mellem partierne. Samtidig kan man også konstatere, at de ikke involverer sig helt så meget i valgkampens aktiviteter end resten, hvilket kan hænge sammen med både oplevelsen af at være marginaliseret i forhold til processen, og med den udbredte mistillid, de nærer til politikere. Noget som måske viser sig i form af en relativt udbredt kynisme i forhold til et folketingsvalg.

En kynisme der viser sig på den måde, at de har lavere tillid end andre til den måde, folketingsvalgene afholdes på. Der er også rigtigt mange populister der er af den opfattelse, at fremmede lande har forsøgt at påvirke udfaldet af folketingsvalget. Og på deres bundlinje står der, at det ikke gør den store forskel, hvilket parti der vinder valget. Et synspunkt der deles af mere end halvdelen af populisterne, mens det kun er deles af omkring 25 pct. i resten af befolkningen.

Måske er ’kynisme’ ikke det rigtige ord i denne sammenhæng. Måske er der tale om forvirring, usikkerhed eller ligefrem et manglende engagement, som så viser sig på den måde, at man er lige glade med resultatet af et valg, for det gør ikke den store forskel. Derfor engagerer man sig heller ikke specielt meget i det politiske, hvilket er ensbetydende med, at populisters vidensniveau er lavere end det, man finder hos resten af befolkningen. Og deres oplevelse af at være fremmedgjort i forhold til de politiske processer, eksempelvis når politikere diskuterer politik og især økonomi, er højest. Generelt deltager populister lige så meget i de almindelige valgkampsaktiviteter som andre. Det drejer sig om at modtage pjecer, at få besøg af kandidater i gadedøren, at møde kandidater på gaden, at gå ind på partiers hjemmesider og at gå ind på avisers hjemmeside, for at tage en såkaldt partitest. Her udviser de nogenlunde det samme engagement som resten. Der hvor de adskiller sig er i graden af viden, graden af oplevet fremmedgørelse og graden af oplevet indflydelse på valgkampens resultat. Her deler mange af dem den holdning, at det ikke gør den store forskel, hvem der vinder valget. Enten fordi der ikke er den store forskel på regeringspartierne, eller fordi udenlandske lande forsøger at påvirke valget. Altså endnu en elite i form af fremmede magter, man kæmper imod.

Derfor er nok heller ikke så overraskende, at populister stemmer i lidt mindre udstrækning end resten af befolkningen. Et forhold en undersøgelse som denne imidlertid er rigtigt dårlig til at indfange, da det især er borgere der stemte ved folketingsvalget 2019, der har svaret. Dem der ikke har stemt, glimrer ved deres fravær i sådanne undersøgelser. De kan altså ikke bruges til at identificere de såkaldte sofa-

vælgere. Alligevel ligger populisterne lidt over resten, blandt de få der oplyser, at de ikke har stemt.

DER ER TRE POPULISTISKE PARTIER I DANMARK

Nået så langt kan det nu konstateres, at der er tre populistiske partier i Danmark. Forstået på den måde, at der er tre partier, som populister især har sat deres kryds ved på stemmesedlen. Her bestemmes populistiske partier altså ikke ud fra, hvordan de kommunikerer eller hvilke politiske spørgsmål, de især har profileret sig med. Her er det tilslutningen fra neden, der afgør, hvilke af partierne der især kan identificeres som populistiske. Det er altså de partier, hvor populister er markant overrepræsenterede. Det fremgår af tabel 8, der viser medborgeres politiske orientering og stemmeafgivning, i pct. Umiddelbart falder to partier i øjnene som populistiske partier. Det er Enhedslisten og. Dansk Folkeparti. Hos Enhedslisten kan man se, at 36 pct. af venstreorienterede

Tabel 8. Medborgergruppers politiske orientering og stemmeafgivning

ALT

POPULISTER:

Venstreorienterede 9 36 11 32 2 2 0 0 4 4 Midt orienterede 3 7 9 29 5 13 0 12 19 2 Højreorienterede 0 7 7 11 7 25 0 14 23 7

Populister i alt 4 13 9 26 5 13 0 10 17 4

KRITISKE MEDBORGERE:

Venstreorienterede 6 32 25 19 4 13 0 1 1 0 Midt orienterede 3 3 9 29 16 23 3 6 7 1 Højreorienterede 1 1 2 13 2 33 8 12 18 11

Kritiske medborgere i alt 3 9 11 24 10 23 4 6 8 3

TILFREDSE MEDBORGERE:

Venstreorienterede 8 17 20 34 4 10 0 0 8 0

Midt orienterede 1 3 6 28 17 30 3 67 5 1

Højreorienterede 1 1 0 9 2 55 7 16 7 3

Tilfredse medborgere i alt 2 5 7 24 11 33 3 7 6 1

I ALT 3 8 9 24 10 25 3 7 9 2

N: 1357 / Kun partier der er repræsenteret

populister stemmer på partiet, hvilket giver partiet en stærk position blandt populister generelt. Det samme er tilfældet for Dansk Folkeparti, der naturligt nok især henter deres vælgere hos højreorienterede populister og populister på midten. For begge partier gælder det, at deres gevinster blandt de populistiske vælgere langt overgår deres endelige stemmetal.

Hvis man sammenholder højreorienterede populisters holdninger med dem, man finder hos Dansk Folkeparti, kan man sagtens se et sammenfald. Det gælder både partiets prioritering af vigtige emner og profilen i deres kommunikation, hvor de gør en dyd ud af at kommunikere ligefremt, emotionelt og med kritisk brod mod alle former for tendenser til dannelse af offentlige eliter. Sådan har det været længe, og sådan var det også ved folketingsvalget i 2019, hvor partiet imidlertid led et meget stort nederlag.

Et nederlag der nok mere skyldtes Dansk Folkepartis overvældende succes ved valget i 2015, end at det pludselig mister dets tag i populistiske vælgere. I 2015 hentede Dansk Folkeparti mange vælgere fra bl.a. Venstre, der ikke mindst tabte på grund af Lars Løkke Rasmussens adfærd op til dette valg. De blev stort set vundet tilbage igen i 2019, mens Dansk Folkeparti landede lige under det niveau, det havde haft ved en stribe valg op gennem 2000’erne. Derfor er det ikke den store overraskelse, at Dansk Folkeparti også i denne sammenhæng kan karakteriseres som et populistisk parti.

Lidt mere overraskende er det måske, at Enhedslisten også kan karakteriseres som et populistisk parti. Men det er ret tydeligt, når man ser på partiets styrkeposition, som ikke mindst er hos venstreorienterede populister. I samme moment skal det imidlertid også med, at partiet står rigtigt stærkt hos de kritiske venstreorienterede og delvist også hos de venstreorienterede blandt de tilfredse medborgere.

At partiet står stærkt hos venstreorienterede populister, er imidlertid lidt tankevækkende, fordi venstreorienterede populisters politiske univers forekommer at være ret ensidigt rettet mod mere og bedre velfærd, og dermed er det ikke ret udfoldet, i modsætning til Enhedslistens politiske profil, der både er mere komplekst, har flere elementer med og er baseret på relativt tydelige strategiske overvejelser. Vælgerne vægter velfærd og delvist også klimaet i en ret simpel udgave, og den prioritering genfinder man så umiddelbart hos Enhedslisten. Her må det betyde ret meget, at Enhedslisten generelt optræder både beslutsomt og kritisk, når det drejer sig om at stille krav om mere og bedre velfærd, ligesom man jævnligt har mange kritiske bemærkninger til både politiske modstandere og medspillere, når spørgsmålet diskuteres. På

den måde kan man godt antage, at partiets kommunikation er med til at give populister en fornemmelse af, at det vil være et godt sted at sætte deres kryds. Ligesom deres kommunikation og engagement generelt også er med til at åbne for dele af de kritiske medborgere.

Det stopper imidlertid ikke her, for der er endnu et parti, der står stærkt hos populisterne, og det er Socialdemokratiet. Partiet henter rigtigt mange vælgere hos både venstreorienterede populister og hos dem på midten. Så mange, at deres andel af de populistiske vælgere relativt set er med til at gøre de populistiske vælgere til deres stærkeste bastion. Endnu engang passer det fint med dele af partiets profil. Kampen for at give Arne og hans ligesindede en særlig pension har uden tvivl spillet en vigtig rolle her, sammen med partiets generelle vægtning af god, gammeldags velfærd, kombineret med en kritisk linje overfor indvandring, hvilket matcher holdninger hos populister på midten.

Bundlinjen er altså, at der i 2019 er tre populistiske partier i Danmark, nemlig Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Dertil kommer, at nogle partier også har opnået en vis succes blandt populister, men dog ikke så stor, at man kan karakterisere dem som populistiske partier. Det drejer sig om Alternativet, Det Konservative Folkeparti og til en vis grad også Nye Borgerlige. For de to sidstnævnte er det imidlertid påfaldende, at deres styrkepositioner relativt set er langt stærkere hos hhv. de tilfredse og de kritiske medborgere. Derfor vil jeg heller ikke karakterisere dem som populistiske partier. Heller ikke Nye Borgerlige, der ellers jævnligt karakteriseres som et populistisk parti. Men når det ikke rigtigt giver mening, hænger det ikke mindst sammen med, at store dele af deres vælgere kun i begrænset udstrækning kan karakteriseres som marginaliserede.

Alternativet er nok det parti, der kommer tættes på de tre populistiske partier. Men deres position er næsten lige stærk hos hhv. populister, de kritiske og de tilfredse medborgere, så derfor er det nok lige så oplagt at karakterisere partiet som et protestparti eller som et parti for folk med overskud og lyst til at eksperimentere med bl.a. demokrati.

For de øvrige partier er det relativt klart, at her er der ikke tale om populistiske partier, selv om populister også stemmer på dem. Deres styrkepositioner ligger imidlertid i langt større udstrækning hos de kritiske og de tilfredse medborgere.

Der er altså tre populistiske partier i Danmark. Forstået som partier, populistiske vælgere har relativt let ved at identificere sig med, og derfor også let ved at give deres kryds. Det ændrer ikke ved, at populister også stemmer på andre partier, og at andre

vælgere stemmer på de populistiske partier. Her skal man især notere sig, at Socialdemokratiet står stærkt i alle former for borgergrupper, især de dele der er placeret til venstre og på midten i det traditionelle højre-venstre univers. En opgørelse over valget i 2022 vil uden tvivl vise, at også Danmarksdemokraterne står stærkt blandt populister, og derfor også kan karakteriseres som et populistisk parti. Disse data er imidlertid ikke tilgængelige i skrivende stund.

Folket og den autoritære befrielse

DET AUTORITÆRE SPØGELSE

De grundlæggende teoretiske antagelser om populisme er, at folkets vilje og umiddelbare oplevelser af tingene spiller en fundamental rolle for fastlæggelse af de samfundsmæssige perspektiver og mål, man vil kæmpe for. Når først man har fastlagt, hvem der udgør det rigtige folk og identificeret dets grundlæggende interesser, ved man også, hvad der er den grundlæggende politiske fornuft. Det behøver man ikke at diskutere. Det er givet med identifikationen af folket.

For højreorienterede populister er folket den del af befolkningen, der er født og opvokset i Danmark, kan det danske sprog, kender den kristne tro og landets demokratiske traditioner og værdier.

For venstreorienterede populister er det ’danske folk’ en illusion, fordi der kan identificere mange forskellige værdier og kulturer blandt de etniske danskere, og fordi dem der lige nu bor i Danmark, bliver påvirket af andre landes folk, kulturer og vaner. Eksempelvis er danskernes madvaner påvirket af både Europa, USA og Østen, også i hverdagen.

Derfor er afgrænsningen af folket for højreorienterede populister en intens kamp for et afgrænset perspektiv, mens den for venstreorienterede populister er udtryk for en naiv forestilling, det ikke kan begribe, at det danske folk er en dynamisk og foranderlig størrelse i et globalt samfund under forandring. Derfor kan det være vanskeligt at fastlægge præcist, hvad folket og folkets interesser går ud på.

Lidt skematisk trukket op, er en af de grundlæggende teoretiske pointer, at folket

for højreorienterede populister en relativ homogen og stabil størrelse, mens det for venstreorienterede populister er en mangfoldig og dynamisk størrelse, bestående af mange forskellige interesser.

Højreorienterede populister udfordres endvidere ifølge antagelserne især af eliter, der er forankret i staten. Herfra gør statsansatte livet surt for folket, fordi de ikke anerkender de centrale folkelige værdier som fundament for politisk regulering. Altså en regulering der anerkender ønsket om individuel autonomi.

Venstreorienterede populister udfordres også af eliter med rod i staten, fordi statsansatte ofte har vanskeligt ved fuldt ud at acceptere mangfoldigheden. Men de udfordres og domineres især af eliter med rod i markedsøkonomien, hvis magtfulde repræsentanter gør alt hvad de kan for at kategorisere alle mennesker i markedskonforme og salgsparate segmenter, med det mål at gøre alle til villige og købestærke forbrugere, uden skelen til kreativitet, forskellighed og klimaet.

Nogenlunde sådan ser de centrale teoretiske bestemmelser af populisme ud. Herfra åbnes der så for en antagelse om en iboende tendens hos populister til at tænke, optræde og agere hhv. autoritært overfor eliter og andre, der ikke er en del af folket, og knapt så demokratisk i forhold til befolkningen i sin helhed, hvis det er nødvendigt for at forsvare folkets interesser i kampen mod givne eliter.

Og logikken bag denne tankegang er, at når nu man kender folkets sande interesser, og når man samtidig føler sig marginaliseret og uden for det gode, demokratiske selskab, så er det for populister en legitim handling at optræde aggressivt og autoritært overfor mindretal og afvigere, der på den ene eller anden måde distancerer sig fra folket, og dermed svækker kampen for at forsvare folkets interesser. Her er der ikke plads til anerkendelse af anderledestænkende og af mindretal.

Endvidere er der teoretiske antagelser i forlængelse heraf, der hævder at disse holdninger om folket kan åbne for kritiske vinkler på det repræsentative demokrati. Vinkler der imidlertid går i hver sin retning. Den ene position ønsker en udbredelse af direkte demokratiske procedurer, med flere folkeafstemninger som det helt centrale. Her er logikken, at hvis folket skal udsættes for givne prioriteringer og beslutninger, så vil populister også selv være med til at træffe dem. Og det kan man bedst gennem en folkeafstemning. Det er altså en radikal demokratisk position, som man jævnligt har set blandt populister. Både til højre og venstre.

Den anden position indtager en egentlig anti-demokratiske position, hvor det centrale er, at det i givne situationer er acceptabelt, hvis en stærk mand eller kvinde med de rigtige holdninger ser stort på de demokratiske procedurer eller ligefrem

tager magten. Også her sætter man sig ud over det repræsentative demokratis spilleregler, fordi målet helliger midlet. Og målet er at forsvare folket og svække eliten.

HVEM ER FOLKET?

Nu er en ting disse teoretiske antagelser. Noget andet er de holdninger, populisterne giver udtryk for. Her vil det være oplagt at se nærmere på, hvordan populister opfatter folket. Det er der imidlertid ikke nogen spørgsmål i denne undersøgelse, der kan belyse nærmere. Det tætteste er en afdækning af, i hvilken udstrækning det tilkendegives, at de fremmede udgør en trussel mod dansk kultur, og i hvilken udstrækning man går ind for at give de fremmede dårligere rettigheder end andre. På den måde kan man få et indtryk af, om det er noget, der især optager populister, ikke mindst højreorienterede populister. Der er også spørgsmål om international orientering og åbenhed, hvilket måske kan belyse venstreorienterede populisters perspektiv.

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

I første omgang kan det konstateres, at de fremmede spiller en central rolle for populister, især for højreorienterede populister. Det fremgår af figur 18, der viser gennem-

Populister Kritiske Tilfredse

Figur 18. Indvandrere udgør en trussel mod dansk kultur, opgjort for borgergrupper og politisk orientering

snitsberegninger af spørgsmålet om, hvorvidt fremmede udgør en trussel mod den danske kultur, opgjort for medborgergrupper og politisk orientering. Men beregningen viser samtidig, at det ikke mindst er de højreorienterede, der generelt deler denne holdning. Noget mindre betydning har det for populister generelt, og på den måde adskiller de sig fra resten af befolkningen. Samlet er det derfor bemærkelsesværdigt, at det ikke er højreorienterede populister, der scorer højest på denne beregning, men derimod de højreorienterede kritiske medborgere, som næppe deler dette standpunkt, fordi de er i færd med at afgrænse ’folket’. De er først og fremmest kritiske overfor indvandring, fordi den udfordrer kulturen – ikke ’folket’.

I undersøgelsen er der også et spørgsmål, der handler om bevidst diskrimination af fremmede. Her skal respondenterne tage stilling til, hvorvidt flygtningen og indvandrere ikke bør have samme ret til social bistand som danskere, også selv om de ikke er danske statsborgere. Her viser beregninger det samme billede. Populister adskiller sig fra resten af befolkningen, idet 67 pct. af dem deler synspunktet. Men det er skarpere trukket op hos de højreorienterede, hvor 80 pct. deler synspunktet. Opgjort for både borgergrupper og politisk orientering viser beregninger, at det igen er de højreorienterede blandt de kritiske medborgere der ligger i top med 84 pct. De højreorienterede populister ligger lige efter med 79 pct.

Man kan måske sige, at der her er to dagsordener. Højreorienterede populister er optaget af at afgrænse det danske folk fra resten. Et forhold der også bekræftes af den ovennævnte indkredsning af den højreorienterede populismes centrale politiske holdninger. Hos de kritiske medborgere er de højreorienterede formodentlig først og fremmest optaget af at undgå mere indvandring, fordi det udfordrer kulturen. Det gælder samtidig også for de tilfredse medborgere. Her er 75 pct. af de højreorienterede med på, at fremmede ikke skal have samme rettigheder som danskerne.

Man kan altså ikke uden videre afvise, at højreorienterede populister kan være optaget af at afgrænse folket fra indvandringen. Dansk Folkeparti berører i hvert fald jævnligt disse perspektiver om det at være dansk på den rigtige måde, og det er Socialdemokratiet også begyndt på. Så det slår nok også igennem i forhold til borgerne.

Det er samtidig tydeligt, at venstreorienterede populister er langt mindre optaget af disse afgrænsninger. De er derimod mere optaget af at orientere sig internationalt. I denne undersøgelse er der to spørgsmål, som borgerne skal tage stilling til. Det ene handler om, at de føler sig lige så meget som europæer, som de føler sig som dansker. Det andet handler om, at der bør satses på et samfund med mere international orientering og mindre vægt på grænser mellem landene og deres befolkninger. De to

spørgsmål er brugt som et indeks, og gennemsnitsberegninger viser, at de venstreorienterede ligger højest. Hos borgergrupperne er det de tilfredse medborgere der topper, nogenlunde på samme niveau som de venstreorienterede. Men det betyder, at venstreorienterede populister ligger højest med et gennemsnit på 49, mens højrepopulister ligger på 30. Som spørgsmålene er formuleret kan man med en vis rimelighed tage dem til indtægt for, at en del venstreorienterede populister bevidst satser på at knæsætte opfattelsen af en dynamisk befolkning, der ikke unødigt er spærret inde bag grænser. Tilsvarende viser højreorienterede populisters holdning, at de er stærkt optaget af netop forsvaret for grænser.

Så selv om populisternes positioner i denne sammenhæng ikke er de mest markante, så kan man sagtens se, at nogle af de forestillinger og modsætninger, der blev nævnt i indledningen til dette kapitel, er på spil.

ØNSKET OM DEN STÆRKE LEDER

I flere sammenhænge ovenfor har jeg vist, hvordan især højreorienterede populister går ind for, at staten optræder hårdt og kontant overfor indvandrere, terrorister og personer, der truer den offentlige orden. Men spørgsmålet er nu, om man også tager skridtet videre, og accepterer, at man godt i givne situationer kan se stort på de demokratiske spilleregler. Om man eksempelvis finder, at en stærk regeringsleder kan være godt for Danmark, selvom lederen bøjer reglerne for at få tingene gennemført. Beregninger ud fra dette synspunkt viser, at synspunktet opgjort for ideologisk orientering først og fremmest deles af de højreorienterede medborgere. 56 pct. af dem erklærer sig enige i synspunktet. Dernæst viser det sig, at synspunktet opgjort for de tre borgergrupper tankevækkende nok opnår størst støtte hos de tilfredse borgere, hvor 41 pct. deler synspunktet. Kombinationen af de to perspektiver er sammenfattet i figur 19, og her fremgår det, at hos de højreorienterede populister støtter 65 pct. synspunktet. Resultatet rummer endnu engang flere tolkningsmuligheder. Men der er grundlæggende ikke tvivl om, at højreorienterede populister godt kan acceptere, at en stærk politisk leder træffer beslutninger, der ikke er helt fine i kanten, demokratisk set. Men det kan de højreorienterede generelt, så der kan være flere ting på spil her, end forsvaret for folket interesser, som er den centrale drivkraft hos populister. Hos de højreorienterede blandt de tilfredse medborgere kan det således være et udtryk

for, at man ønsker et stærkt forsvar for den tilstand, der er forudsætning for deres tilfredshed. Og hos de kritiske medborgere kan det være et udtryk for utålmodighed når det drejer sig om at få løst givne udfordringer.

Uanset hvad, så er der tendenser til, at højreorienterede populister er relativt langt fremme i deres forsvar for en udgrænsning og diskriminering af dem, der ikke er en del af det rigtige danske folk, ligesom de også godt kan acceptere en stærk mand, der bøjer de demokratiske procedurer til fordel for det rigtige folk.

Figur 19. Graden af enighed i, at en stærk regeringsleder er godt for Danmark, selv om lederen bøjer reglerne for at få tingene gennemført, opgjort for borgergrupper og politisk orientering 60,00 40,00 20,00 0,00

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

Alt var bedre i gamle dage

GAMLE DAGE

Som det fremgår af denne analyse, identificeres borgere som populister, der på den ene side føler sig presset og marginaliseret i forhold til både demokrati og politisk repræsentation, og på den anden side oplever, at de lever på afstand af centrale gode og aktiviteter i hverdagen. Det er borgere, der oplever at udviklingen går hen over hovedet og fødderne på dem. En udvikling, de ikke har fået ordentlige muligheder for at påvirke. De må derfor nødtvunget og afmægtige affinde sig med, hvad dominerende eliter finder frem til i deres iver for at modernisere samfundet. Derfor har de vendt ryggen til det gode selskab, ud fra den logik der siger, at når man ikke har noget, så har man heller ikke noget at miste. Endvidere er det også sådan, at i takt med at den moderne mangfoldighed og kompleksitet folder sig ud, er der tilsyneladende flere og flere, der begynder at tænke og reagere som populistiske medborgere. I større eller mindre udstrækning. Ikke mindst fordi de nemt kan finde bekræftelse i deres tilgang hos flere og flere af de politiske partier, der tilsyneladende har nemt ved at overtage og profilere sig med populistiske synspunkter. Nogen af dem så konsekvent, at de også går ind for både udgrænsning og diskriminering af fremmede og støtte til forestillinger om en handlekraftig politisk leder. Udviklingen i Socialdemokratiet er nok det mest oplagte eksempel i denne sammenhæng.

Populistiske medborgere reagerer først og fremmest med udgangspunkt i en oplevet frygt og utryghed. Derfor er det naturligt for mange af dem at drømme sig tilba-

Venstreorienteret

VENSTRE - HØJRE POLARISERING Midterorienteret

Højreorienteret

ge til gamle dage. Dengang var det danske samfund nemlig meget bedre. I hvert fald for dem, der virkelig føler sig presset i dag. Et synspunkt der deles af 46 pct. af populisterne, mens kun 21 pct. af de kritiske og 14 pct. af de tilfredse medborgere tænker på denne måde. En forskel der understreger, at de sagtens kan have forskellige dagsordener, selv om de tilsyneladende deler synspunkt på tværs af befolkningsgrupperne. En beregning for hhv. borgergrupper og politisk orientering er vist i figur 20. Her fremgår det, at det især er højreorienterede populister der deler synspunktet, men at de venstreorienterede populister langt hen også er enige i synspunktet. En oplevelse der understreger den centrale pointe i denne analyse, at det er selve oplevelsen af at være på afstand af tilværelsen og samfundet, der er det dominerende perspektiv for disse medborgeres syn på samfundet og drivkraften bag disse medborgeres adfærd. En adfærd der ofte fører dem på kant med det etablerede system og de etablerede politiske og statslige institutioner.

ET FORSVARSVÆRK OG EN UNDSKYLDNING

Forestillinger om de gode, gamle dage er ikke vanskelige at udvikle. Uanset hvornår

GENNEMSNITLIG

Populister Kritiske Tilfredse

Figur 20. Det danske samfund var meget bedre før i tiden, opgjort for borgergrupper og politisk orientering

de gamle dage var nye, og uanset hvilke aktiviteter man tænker på, er det ikke vanskeligt at fange fornøjelige glimt eller erindringer fra fortiden. Det kan være et filmklip, et musiknummer, et billede af en kær politiker eller et næsten glemt fodboldresultat, fra dengang Tommy Troelsen spillede venstre innerwing og lavede hattrick. Uanset hvad, kan de sagtens fungere som en bekræftelse af det glorværdige i en mere eller mindre fjern fortid.

Måske er det en illusion. Måske er det blot en erindringsforskydning. Eller måske er det en håbefuld tro på, at noget var bedre engang. Uanset hvad, så kan sådanne forestillinger fungere som et forsvarsværk og et muligt perspektiv i en barsk og udfordrende nutid. Uanset hvad, så kan de være med til at bekræfte, at hvis noget har været godt engang, så kan de måske også blive det igen. Og det er formodentlig noget af det der er på spil, når især medborgere der føler sig marginaliserede har så nemt ved at se det positive i fortiden.

Når demokratiet ikke levner dem en ordentlig plads, kan det været godt at huske på, at sådan behøver det ikke altid at være. Og når de oplever, at politikere ikke længere tager dem helt alvorligt, så kan det være en lettelse at tro på, at engang var der rigtige politikere til, der tænkte mere på vælgere end på deres egen position. Måske. Samtidig fungerer disse forestillinger som en undskyldning. En undskyldning for at opføre sig uforudsigeligt og måske også tåbeligt. Her er pointen, at når nu samfundet og politikerne ikke giver dem ordentlig plads og respekt, så er det vel ikke så meget at sige til, at de så også går deres egne veje. Veje som udfordrer den etablerede orden.

Det kan sagtens være, at forsvarsværket er svagt, og at undskyldningen næppe kan legitimere handlinger, hvor borgere kaster sig ud i aktiviteter, der er på kant med de demokratiske spilleregler. Men for de marginaliserede kan det formodentlig være noget af det sidste, de kan og vil tro på, givet deres situation.

ET PERSPEKTIV FRA NEDEN

Den afgørende pointe for denne indkredsning af populistiske medborgere i Danmark er, at der er gode grunde til at udvise forståelse for disse medborgeres adfærd og tankegang. Ikke nødvendigvis indholdsmæssigt, men så i det mindste socialt fordi der er tale om medborgere, der grundlæggende føler sig på afstand af samfundets centrale aktiviteter og værdier. De føler sig kort sagt langt ude. Ikke af egen vilje men

som følge af forandringer i et dynamisk velfærdssamfund, der på sin side får flere og flere vanskeligheder med at leve op til dets løfter om, at alle medborgere får indblik i almen dannelse og holdes oppe og bringes på ret kurs, hvis de kommer ud for sociale problemer.

Det er netop ved at vende perspektivet på populisme på hovedet, at jeg når frem til denne pointe. Traditionelt ser man som tidligere nævnt populisme som et institutionelt set up, med politiske partier eller sociale bevægelser som den organisatoriske ramme for en kommunikation om politiske og sociale forhold, der ofte nærmer sig det ensidige, det xenofobiske, det manipulatoriske, det udspekulerede, det kalkulerede, det hadefulde, det hysteriske og andet der ligner. Her er der gode grunde til at råbe vagt i gevær, hvis man vil forsvare den demokratiske kultur for udfoldelse af konflikter og uenigheder. Hvilket der også er mange, der allerede gør i dag.

Men det er ved at vende perspektivet på hovedet, og se nærmere på, hvor den populistiske grundstruktur i erkendelse og samfundsperspektiv kan lokaliseres hos medborgere, at man bliver klar over, at fænomenet populisme som folkelig strømning kan opfattes og bestemmes som et ekstremt udtryk for folkelig afmagt og social udgrænsning.

Når folk i dag således støtter op om partier som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, er det i virkeligheden et udtryk for, at medborgere med begrænset selvtillid og et fragmenteret politisk engagement finder holdepunkter i deres forsøg på at få tingene til at fungere i både deres konkrete hverdag og i fremtiden. Ja, for mange vælgere, der stemmer på Enhedslisten og Socialdemokratiet er det den samme logik, der gør sig gældende. På den måde håber jeg, at denne lille analyse kan give de allerede etablerede perspektiver på populisme et nødvendigt modspil, og på den måde fungere som et positivt supplement.

Litteratur – om at analysere populisme

Mange teoretikere og analytikere identificerer umiddelbart populisme som ideologi, dvs. som et sæt af ideer eller et givet perspektiv på samfundet. En ideologi hvis hovedmodsætning er mellem folket og en mere eller mindre korrupt elite, hvor kampen står om at udtrykke og udfolde folkets sande vilje. Der er imidlertid tale om en ’tynd’ eller ufærdig ideologi, der derfor ofte også kombineres og udfoldes i kombination med andre ideologiske positioner. Ambitioner om at styrke folkets vilje kan altså afhængigt af den konkrete situation komme til udtryk i et tæt samspil med eksempelvis socialistiske eller konservative ideer. Det kan eksempelvis være i forskellige udgaver af nationalisme, hvor den basale modsætning mellem folk og elite er den bærende. Denne position er udfoldet hos C. Mudde i The Populist Zeitgeist, i Government and Opposition nr. 4, vol 39 (2004). Mudde har siden skrevet talrige artikler og bøger om populisme, hvoraf C. Mudde & R. Kaltwassers Populism in Europe and the Americas: Threat or Corrective for Democracy? Cambridge: Cambridge University Press (2012) er vigtig. I samme trdition finder man J-W. Müller. Hvad er populisme? København: Informations forlag (2016).

I forlængelse af dette ideologiske perspektiv er der en del analytikere, der supplerer det med politiske lederes evner til at kommunikere til folket. Hvor den bærende analytiske dimension er kommunikationen fra et politisk lederskab til en befolkningsgruppe, med vægt på mobilisering mod eksempelvis uretfærdighed og korruption. Ofte ved at slå på modsætningsforholdet mellem folket og eliten. Her understreges det ofte, at der er tale om manipulationer og forsimplinger af komplekse politiske forhold og faktorer.

Susi Meret, Aalborg Universitet, har arbejdet med dette perspektiv, bl.a. i D.

Albertaqzzi & D. Vampa (ed). Populism and New Patterns of Political Competition in Western Europe. Oxon: Routledge (2021).

Andre har i forlængelse heraf koblet populisme op på ledende politikeres forsøg på at forsvare deres magt i relation til nogle grundlæggende forandringsprocesser, hvor man lover en bedre fremtid, hvis blot folket vil være med til at bære oprøret igennem. Det gælder en analytisk tradition, der ikke mindst arbejder med latinamerikanske samfund, og som lægger vægt på strategiske alliancer i forbindelsen med opbygningen af sociale bevægelser, med det mål at bevare og styrke en given magthaver.

Dette perspektiv er ikke mindst blevet opdyrket af K. Weyland, eksempelvis i Populism: A political-strategic approach, i C. Rovira Kaltwasser et.al. (ed.). Oxford Handbook of Global Populism. Oxford: Oxford University Press (2017). K. Weyland har fulgt denne analyse op med drøftelser af populismens autoritære træk, i Populism and authoritarianism, i C. De la Torre (ed.). Routledge Handbook of Global Populism. Abingdon: Routledge (2019).

En tredje position har nærmest stirret sig blind på mindre, militante gruppers autoritære adfærd i forhold til etablerede offentlige og private institutioner, og kommer på den måde nemt til at sidestille populisme med fascistiske og andre autoritære bevægelser, med den pointe af populisme rummer det autoritære i sig, og meget nemt kan ende som en totalitær magtposition. Problemstillingen er behandlet i F. Finchelstein. From Fascism to Populism in History. Californien: University of California Press (2017).

En fjerde position arbejder med et diskursivt perspektiv, og her bliver populisme set som politikeres, partiers og bevægelsers evner til at etablere hegemoniske diskursive positioner i befolkningen, der gør det muligt at vinde magt og indflydelse. Disse diskursive positioner kan være udformet som traditionelle ideologier eller gennem italesættelse af andre modsætninger, som af borgere opleves som centrale. Her er der tale om en bred forståelse af populisme, der identificeres som evnen til at mobilisere befolkningsgrupper med udgangspunkt i en italesættelse af givne antagonismer, hvor styrkeforhold mellem forskellige grupper bl.a. er afhængigt af evnen til at få disse modsætninger til at stå skarpt og tydeligt for folket.

E. Laclou er den centrale tænker bag dette perspektiv, bl.a. udfoldet i hans Politics and Ideology in Marxist Theory. London: NLB (1977). Den er siden blevet fulgt op af E. Laclau. On Populist Reason. London: Verso (2005) og E. Laclau. Populism: What’s in a name? i F. Panizza (ed.). Populism and the Mirror of Democracy. London: Verso (2005). En anden central forfatter med dette perspektiv er C. Mouffe, der i For a Left

Populism. London: Verso (2018) forsvarer et venstreorienteret populistisk perspektiv.

Endelig findes der faktisk også en primært amerikansk tradition, der opfatter populisme som et opgør med traditionelle måder at tænke politik på, eksempelvis i form af en højre- og venstreorientering. Her vægter man alternativt en gensidig medborgerlig humanisme, der overflødiggør traditionelle politiske forestillinger om fremskridt og politik.

C. Lasch er den centrale forfatter for dette perspektiv, i den kritiske udgave. Bl.a. i C. Lasch. Det eneste sande paradis. Fremskridtet og dets kritikere. Aarhus: Hovedland (1993). Se også C. Lasch. Eliternes oprør – og forræderiet mod demokratiet. Aarhus: Hovedland (1995).

Alt sammen perspektiver, der kan være givende i forbindelse med analyser af forskellige former for eller sider af populisme. Men det er altså ikke perspektiver, der dyrkes i denne sammenhæng, først og fremmest fordi fokus for denne analyse er et andet, end det man traditionelt forfølger. Hvor de ovennævnte positioner ofte tager udgangspunkt i det institutionelle niveau, er målet her at identificere en mulig folkelig strømning, der naturligt bakker op omkring populistiske initiativer, bevægelser og institutioner. Her er det altså samspillet mellem medborgere, demokrati og politisk repræsentativitet i praksis, der står i centrum, med en vægtning af perspektivet nedefra og op. Altså et bottom-up perspektiv i modsætning til det traditionelle topdown perspektiv, for nu lige at nævne den politiske videnskabs traditionelle og meget nyttige måder at adskille analytiske perspektiver på. Denne analyse er endvidere baseret på kvantitative data, i form af data indsamlet af Det danske valgforskningsprojekt i forbindelse med Folketingsvalget i 2019. Jeg vil ved hjælp af disse data finde ud af, hvor mange populister der findes i Danmark. Sådan ca. Hvis jeg nu ikke havde fundet nogen, var det selvfølgelig en vigtig pointe. Nu finder jeg en del, nemlig knapt 20 pct. af vælgerne. En andel der givet kan variere over tid, i takt med at udviklingen svækker eller styrker borgeres adgang til og oplevelse af primært velfærdsinstitutioners ydelser og politikeres lydhørhed. Et omfang på 20 pct. er et problem for tilliden i samfundet og for den kollektive vilje til at følge de demokratiske procedurer for løsning af konflikter. Vokser omfanget til 30 pct. eller mere, vil der for alvor være grund til at råbe vagt i gevær. Så vil det nemlig være selve fundamentet for den demokratiske kultur, der er udfordret. Med denne analyse håber jeg således, at jeg har peget på et vigtigt opmærksomhedspunkt.