2. Den politiske marginalisering

KAPITEL 2

Den politiske marginalisering

POLITISK MARGINALISERING SOM PERSPEKTIV

Den folkelige populismes fundament er en oplevelse af, at man er afkoblet fra de demokratiske procedurer og de repræsentative relationer mellem politiske partier og borgere. Det er populisters bærende og strukturerende tilgang til magt og indflydelse. Disse holdninger er med andre ord de fundamentale for en bestemmelse af, hvor udbredt den folkelige populisme er i samfundet.

Det er ved at koble de to holdningsdimensioner sammen, man kan identificere grupper af medborgere med holdninger, der giver udtryk for en afkobling i forhold til demokrati og politik, og som derfor kan medvirke til, at borgere søger i retning af populistiske positioner og organisationer på den politiske scene. Denne grundlæggende sammenhæng er udfoldet i figur 2 ved hjælp af de to nævnte dimensioner.

På den ene side skal borgerne altså tilkendegive, om de har tillid til, at de demokratiske procedurer er med til at sikre, at politikere kan træffe de rigtige politiske beslutninger. Hvor ordet ’kan’ er ret vigtigt, for man kan jo ikke altid tage højde for, at demokratiet overordnet set er ok, mens politikere af den ene eller anden grund kan træffe dårlige beslutninger. Her er det altså beslutninger som konsekvens af givne demokratiske procedurer, der er fokus på. Og her er det formodentlig sådan, at der træffes gode beslutninger, fordi borgere generelt har mulighed for at gøre deres indflydelse gældende undervejs. Eksempelvis i åben dialog med myndigheder og politikere.

På den anden skal de tilkendegive, i hvilken udstrækning de oplever, at deres interesser bliver repræsenteret i de politiske diskussioner, uenigheder, kampe og sam-

arbejdsrelationer. At politikerne kort sagt kæmper for og engagerer sig med givne samfundsgrupper, med henblik på at opnå politiske resultater, der i større eller mindre udstrækning er til gavn for netop disse grupper. Her ligger der en accept af, at der ikke er garanti for, at man ikke kan tabe i disse udvekslinger af synspunkter og magt, Det kan man nemlig altid, uanset hvor meget der kæmpes med argumenter og andre indspark i den politiske offentlighed.

Ved at kombinere disse to dimensioner, som vist i figur 2, fremkommer der fire forskellige syn og perspektiver på politik og demokrati. I første omgang er der borgere, der oplever at demokratiet fungerer godt, og at de bliver godt repræsenteret. Dem har jeg kaldt for de tilfredse medborgere. Næste gruppe er borgere, der er meget kritiske overfor den måde, demokratiet fungerer på, men de føler sig godt repræsenteret i politik. Herunder også når det drejer sig om at forbedre demokratiet. Dem har jeg kaldt

Figur 2. Medborgere og forholdet mellem demokratiske procedurer og repræsentativitet

DEMOKRATISKE PROCEDURER

Vurderinger af, at de demokratiske procedurer er med til at sikre, at politikere kan træffe de rigtige politiske beslutninger

FUNGERER GODT FUNGERER DÅRLIGT

Repræsentative bånd mellem demokrati og folk Vurderinger af, at politikere engagerer sig med og er en del af folket FUNGERER GODT TILFREDSE MEDBORGERE Tilfreds med demokratiets måde at fungere på, og opfatter sig som godt repræsenteret i de politiske processer

KRITISKE MEDBORGERE Er kritiske overfor demokratiets måde af fungere på, men tror på at de er godt repræsenteret, og at de herfra kan kæmpe for politiske interesser og et bedre demokrati

FUNGERER DÅRLIGT IDEALISTISKE MEDBORGERE Tilfreds med demokratiets måde at fungere på, men opfatter sig dårligt repræsenteret i politik

MARGINALISEREDE MEDBORGERE Er kritiske overfor demokratiets måde at fungere på, og føler sig ikke repræsenteret i de politiske processer. De domineres af en elite man vil gøre op med, ved at forsvare folkelige interesser.

for kritiske medborgere, for at understrege deres demokratiske sindelag, og samtidig fremhæve deres kritiske tilgang til demokrati, og dermed også som en konsekvens til politikere og deres adfærd på den politiske scene. Måske begge dele. Det tredje perspektiv kombinerer tilfredshed med demokratiet med en oplevelse af manglende repræsentation i politik. Dvs. borgere, der kan være godt og grundigt trætte af de politikere, der skal fylde de ellers rimelige og produktive demokratiske procedure ud. Jeg har kaldt dem for idealistiske medborgere, for at understrege deres positive tilgang til demokratiet som det bærende.

Endelig er der det sidste perspektiv, som er det centrale i denne sammenhæng, nemlig oplevelsen af, at demokratiet fungerer dårligt, samtidig med at man bliver dårligt repræsenteret i de politiske kampe. Man oplever sig på afstand af både demokrati og politik. Derfor har jeg i denne indledende sammenhæng kaldt dem for marginaliserede medborgere. Disse medborgere deler grundholdninger, som udgør det bærende perspektiv hos folkelige populister, men man kan ikke herfra slutte, at så er alle med disse holdninger populistiske medborgere. Der skal mere til, som det fremgår af det første kapitel.

De indledende bestemmelser af fire tilgange til demokrati og politik kan karakteriseres som idealtyper, altså systematiske generelle konstruktioner af givne kategorier, der kan tjene som udgangspunkt for at identificere forskelle og ligheder mellem mennesker i den virkelige verden. Man kan sige, at de er en teoretisk nøgle til at lukke analysen op med. Og i virkeligheden er det som nævnt kun første trin på identifikationen af de populistiske medborgere.

OPGØRET MED URETFÆRDIGHEDER OG ELITER SOM POLITISK DYNAMO

Denne analyses bærende idealtype er altså marginaliserede medborgere, og de skal grundlæggende bestemmes ud fra, i hvilken udstrækning de oplever, at de demokratiske procedurer ikke fungerer optimalt i forhold til dem, og at der ikke er nogen politikere eller politiske partier, der for alvor repræsenterer deres interesser i de politiske kampe. Det centrale for denne idealtype er altså i udgangspunktet en politisk og ikke en social udgrænsning og marginalisering, selv om der sandsynligvis vil være et relativt stort sammenfald mellem de to fænomener.

Ifølge de marginaliserede medborgere, kan der være flere grunde til, at det er kommet så vidt. Det kan skyldes, at en elite har sat sig på både demokrati og politik,

ligesom det også kan være et resultat af, at politikere, embedsmænd og andre indflydelsesrige magthavere har glemt, hvad folkets virkelige interesser egentlig går ud på. Nogle gange er det politikere, der indgår som den bærende kerne i det, der set fra disse borgeres synsvinkel udgør en dominerende elite, og andre gange kan det være embedsmænd, medier eller stærke økonomiske aktører. Det centrale i denne sammenhæng er, at i den folkelige populisme kobles oplevelsen af at være marginaliseret demokratisk og politisk sammen med forestillinger om en stærk og dominerende elite, der lever fjernt fra folket, og gør folkets tilværelse mere eller mindre utålelig.

Det har ofte ført til, at udgrænsede og marginaliserede medborgere engagerer sig i et ’folkeligt oprør’ mod det, man italesætter som ’eliten’, for at fremme ’folkelige’ interesser, mere eller mindre uafhængigt af og på trods af traditionelle ideologiske positioner og forestillinger om moderne rationalitet i økonomi og politik. En rationalitet hvis kompromisser og beslutninger ofte sammenfattet som den ’nødvendige’ politik. De marginaliseredes position opfattes i dette perspektiv som den mest ’folkelige’, og derfor er antagelsen, at alle ’almindelige mennesker’ umiddelbart burde kende de ’sande’ folkelige interesser og værdier, når de stifter kendskab med dem.

I praksis betyder det, at alene italesættelse af en dominerende elite og en folkelig del af befolkningen, der er blevet uretfærdigt behandlet, kan være nok til at bære et populistisk engagement, Det kan uden tvivl ofte forekomme lidt luftigt og ikke særligt præcist, hvilket selvfølgelig i nogen sammenhænge kan være et problem. Eksempelvis i diskussioner og når der skal træffes beslutninger. Men det centrale for den populistiske folkelighed er selve oplevelsen og følelsen af at være udgrænset af en eller anden elite. Og hvor alene snakken om eliter i ubestemt form kan være nok til at tænde en spontan vrede, og på den måde mobilisere til at kaste sig ud i et opgør med eliter. Her er det heller ikke altid klart, hvad sådan et opgør indebærer. Også her kan alene viljen til at gøre noget være tilstrækkeligt til, at man bakker op om dem, der går forrest i sådan et oprør.

Her er tale om en ret vigtig forskel. Hvor tilfredse og kritiske medborgere engagerer sig i politiske projekter baseret på ambitioner, rationelle analyser og økonomiske beregninger, sammenfattet i mere eller mindre systematiske politiske positioner med mere eller mindre klare ideologiske elementer til at binde tingene sammen, er den folkelige populisme båret frem af en ofte spontan vreden over uretfærdigheder og ønsket om at slå fra sig, for at forsvare sig selv i en afmægtig position. Om man på denne måde kan sikre sig en bedre position, er ikke så afgørende. Bare det at kunne slå fra sig og rette det mod noget eller nogen i en given

situation, kan være vigtigt i sig selv. Det giver nemlig følelsen af, at man ikke bare finder sig i urimeligheder.

Det er indholdet i den næste vigtige dimension i den folkelige populisme. Her er følelser af uretfærdighed og oplevelser af at blive trynet af mere eller mindre konkrete eliter en vigtig dynamo. Og da man ikke føler, man kan komme til orde i demokratiet, er det ikke det store problem at lade de gode manerer og de demokratiske spilleregler glide lidt i baggrunden. Når man vil slå til eliten, så gør det ikke noget, at den virkelig lægger mærke til, at den er blevet slået. Derfor kan eksempelvis hadefulde og grove udfald på sociale medier sagtens legitimeres af vreden og kampen for retfærdighed. Uden at dårlig adfærd på sociale medier kan sidestilles med folkelig populisme, ligesom der er populistiske medborgere, der ikke ville drømme om at røre de sociale medier. Men vreden, den har de.

FOLKELIGHED OG FOLKETS INTERESSER

Herfra er der ikke altid så langt til at bakke op om det, der nogle gange italesættes som den ’sande’ eller ’ærlige’ folkelighed, når det er oplagt eller påkrævet, og når der er endnu et slag der skal slås. Her er tankegangen, at en god leder er i stand til at udtrykke folkeligheden på en sådan måde, at folket selv sagtens kan forstå, hvad der er på spil. Alene det at tale om eliter, uanset hvor primitivt det sker, kan give mange en fornemmelse af, hvad de er på spil. Og det kan være rigeligt, til at give en fornemmelse af de folkelige interesser. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en indholdsmæssig dybde i givne politiske perspektiver, men det er heller ikke nødvendigt. Oplevelsen af uretfærdig er nok til, at tingene folder sig ud. Er en politisk ledelse endvidere i stand til at sætte flere ord på disse perspektiver, kan det give en dybde, der på udvalgte områder formodentlig kan matche de traditionelle partier på den politiske scene, uden på nogen måde at nå op på det niveau for sammenhængende politisk viden og forståelse, man finder hos de tilfredse og kritiske medborgere. Deres situation er jo netop kendetegnet ved, at de ikke føler sig fremmedgjorte i forhold til demokrati og de politiske muligheder.

BLOKKE ER OGSÅ RØDE OG BLÅ FOR POPULISTER

Populistiske partier og bevægelser er som regel tvunget til at orientere sig i forhold til det etablerede politiske univers. Også selv om man på flere politiske områder føler sig distanceret i forhold til det, og man generelt er ret kritisk overfor dets dimensioner, eksempelvis den traditionelle højre-venstre dimension i politik. Men populistiske partier og bevægelser bliver hurtigt tvunget til at placere sig i universet alligevel, hvis de vil have indflydelse på politiske beslutninger og på regeringsdannelse. I demokrati er det nemlig sådan, at den der ikke tager stilling, i realiteten støtter flertallets beslutning eller position.

Folkelige populister og især deres partier bliver med andre ord tvunget til at tage stilling til, hvilke af blokkene der giver dem de bedste muligheder for at gøre sig gældende. Ikke mindst hvis de opnår succes og især hvis de bliver afgørende for etablering af flertal. Grundlæggende er det nemlig sådan, at hvis de bliver repræsenteret, tæller deres holdning i alle spørgsmål. Også selv om de ikke har nogen holdning. Derfor skal de afklare hvilken blok, der giver dem de bedste taktiske og strategiske muligheder for indflydelse. Også selv om de opfatter sig som marginaliseret i forhold til de politiske processer og grundlæggende er ret kritisk overfor ethvert regeringsparti. Det sidste kan være ensbetydende med, at populister af og til har kostet et regeringsbærende parti magten.

Derfor er fjerde del af min kortlægning af populistiske strømninger og holdninger i befolkningen en analyse af, hvordan de udgrænsede og marginaliserede medborgere orienterer sig inden for det politiske univers. Dvs. om de grundlæggende orienterer sig i retning af blå eller rød blok. Uden helt at være en integreret del af disse blokke.

FORHOLDET TIL DET AUTORITÆRE

Endelig er der forholdet til det autoritære. Flere teoretikere peger på, at populistiske partier og borgere ofte deler autoritære tanker og løsninger. Af og til deltager de også i udemokratiske aktiviteter i deres iver for at forsvare de folkelige interesser mod eliterne. Det kan ske både når det drejer sig om at forsvare det sande folk mod andre, der ikke tilhører folket, eksempelvis de fremmede, og når det drejer sig om at tage et opgør med eliterne.

Hvor afgørende denne dyrkelse af de autoritære og militante muligheder er for

bestemmelsen af den folkelige populisme, kan man altid diskutere. Og man kan sagtens argumentere for, at når først man griber til autoritære og udemokratiske procedurer, er der ikke længere tale om populisme, men om eksempelvis fascisme.

For at kunne skelne mellem populisme og fascisme, har jeg valgt at se bort fra det autoritære som en konstituerende del af den folkelige populisme. På den anden side vil jeg lige til sidst tjekke, om folkelige populister på dette områder adskiller sig fra de tilfredse og kritiske medborgere i Danmark.

DEN FOLKELIGE POPULISME

Sammenfattende kan den folkelige populisme identificeres ved hjælp disse fire analytiske dimensioner:

1. I hvilken udstrækning en given gruppe borgere føler sig marginaliseret i forhold til demokrati og politik. 2. Om disse borgere engagerer sig i opgør med uretfærdigheder og dominerende eliter, der ofte direkte eller indirekte gøres ansvarlige for disse uretfærdigheder. 3. De marginaliseredes egen identifikation af, hvem der tilhører folket, og hvis interesser der derfor er fundamentale for de marginaliseredes politiske engagement. 4. De marginaliseredes orientering i forhold til den traditionelle ideologisk funderede højre-venstre polarisering, med henblik på at opnå politiske resultater frem mod det endelige opgør.

En vigtig pointe i denne forbindelse er, at populistiske medborgere er dem, der samlet opfylder de tre første kriterier. Det er vigtigt, fordi der er mange, der føler sig uden for demokrati eller politik, ligesom der er mange, der er optaget af eliter i forskellige sammenhænge. Endelig er der udbredt enighed om vigtigheden af at forsvare den danske kultur og egenart ved at begrænse indvandring til Danmark mest muligt. Ikke mindst den muslimske. Men disse holdninger hver for sig er altså ikke tilstrækkeligt til at identificere den folkelige populisme. Det er kombinationen af dem alle sammen, der er afgørende. Det sidste punkt er taget med her, fordi det som tidligere nævnt er en konsekvens af at agere i et demokrati.

I det følgende vil jeg undersøge, hvor stor en andel af den danske befolkning der deler disse synspunkter og perspektiver. Da det datamateriale der ligger til grund for denne analyse er data indsamlet i forbindelse med folketingsvalget i 2019, er det oplagt at følger de ovennævnte delanalyser op med en kortlægning af deres vælgeradfærd. En adfærd, der forhåbentlig kan sige lidt om, hvordan folkelige populister agerer i forhold til den politiske scene, og hvordan de på den måde forsvarer deres interesser, værdier og holdninger.

Da oplevelsen af at være marginalisering demokratisk og politisk aldrig er en stabil og given tilstand, kan man på denne måde også få et første indtryk af, hvordan landet ligger lige nu. Det kan forhåbentlig åbne op for en nærmere diskussion af, hvad der kan ske i fremtiden, hvis flere og flere medborgere føler sig udgrænset fra disse sammenhænge.

De ovennævnte analytiske trin vil blive foldet ud i det følgende, og målet er overordnet at svare på, om der kan identificeres en populistisk strømning i den danske befolkning, hvem den omfatter, hvor radikal den er i sit oprør og hvad der gør en forskel for de marginaliserede. Først skal der ses nærmere på danskernes forhold til demokrati og politik, og på deres oplevelse af en dominerende elite.

25