Vice President Operations - Jobbeskrivelse

Page 1

VICE PRESIDENT OPERATIONS

Om stillingen Vice President Operations (VP-O) er en ledelsespost i den region, hvor VP-O’en er bosiddende. Der er én stilling for hver af de fem regioner, som er: Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland. VP-O’ens vigtigste opgaver er at styrke de enkelte afdelinger, at sikre erfaringsudveksling mellem afdelinger og at understøtte og rådgive afdelingsformændene i regionen. De fem VP-O’er er samtidig medlemmer af JCI Danmark direktionen, der varetager beslutninger om strategi, handlingsplan, og den generelle ledelse af organisationen. Hver VP-O er desuden formand for regionalrådet i dennes region. Stillingen er tidsbegrænset til 1 år og indebærer tæt samarbejde med afdelingsformændene og med EVP-O (Executive Vice President of Operations), samt med den øvrige del af JCI Danmark direktionen.

Nøgleopgaver Som VP-O skal du: • Lede og styrke regionen • Lede regionalrådet og sikre, at der bliver afholdt mindst 4 åbne regionsmøder i funktionsåret • Være rådgiver og sparringspartner for regionens afdelingsformænd • Være kommunikationsled mellem afdelingerne og medlemmerne på den ene side og direktionen samt programgruppen på den anden • Fremme erfaringsudveksling og sammenhold i regionen • Deltage i direktionens møder, der afholdes hver anden måned, og sikre medlemmernes og afdelingernes interesser i direktionens arbejde • Støtte formændene i at motivere medlemmerne til at deltage på kongresser • Motivere egnede kandidater til at stille op til en national post

Krav til ansøgeren Du er en visionær og inspirerende mellemleder, coach, og teamspiller. Du er ikke bange for udfordringer og arbejder løsningsorienteret sammen med den øvrige del af direktionen, samt i høj grad med afdelingsformændene i din region. Du er indstillet på at være tilstede for afdelingerne i form af bl.a. afdelingsbesøg og kommunikation til medlemmerne, og du evner desuden at motivere formænd og medlemmer til at deltage i møder og på kongresser.

Øvrige krav til ansøgeren Som kandidat til en direktionspost har du et gennemgående kendskab til organisationen og dens virke og historie, herunder strategi, vedtægter (nationalt og lokalt) og policy manual, samt til det forventede daglige tidsforbrug igennem hele året. Du skal være medlem af en regionens afdelinger og på tiltrædelsestidspunktet have været medlem i en afdelingsbestyrelse, og have været afdelingsformand (Local President) eller regionalrådsmedlem i mindst 7 måneder. Du kan ikke vælges i det år, hvor du fylder 40 år, og du skal være til stede ved valget.

Ansøgningsprocedure og deadline Stillingen ønskes besat ved årsskiftet, og kandidaten vælges ved afstemning på regionens valgforsamling, der afholdes i perioden den 1. august til den 20. september. Dit kandidatur skal meddeles inden valgets afholdelse.

Kontakt For yderligere information om stillingen og forventningerne, kontakt Deputy President på dp@jci.dk eller din regions nuværende VP-O.

Vi tilbyder Vi tilbyder en stilling med spændende udfordringer, et tæt samarbejde med engagerede afdelingsformænd, et stort netværk, samt rollen som sparringspartner og rollemodel. Stillingen er ulønnet, men det tilstræbes at nationale posters omkostninger i forbindelse med udøvelsen af hverv bliver godtgjort af JCI Danmark. For alle medlemmer af forretningsudvalget og direktionen godtgøres kongresdeltagelse på Forårskongressen og Nationalkongressen. Udgifter forbundet med aktiviteter i regionen afholdes af regionen efter principperne i JCI Danmarks Policy Manual.

Om JCI Danmark JCI er en verdensomspændende forening med omkring 170.000 medlemmer fordelt på knapt 5.000 afdelinger i omkring 100 lande. I Danmark er der ca. 900 aktive medlemmer mellem 18 og 40 år og 600 seniormedlemmer. De fordeler sig på mere end 40 forskellige lokale afdelinger. I JCI Danmark arbejder vi efter visionen "Vi vil være det førende netværk for unge handlekraftige mennesker, der tager ansvar og gør en positiv forskel for sig selv og samfundet," der betyder, at vi igennem samfundsrelaterede projekter udvikler både vores lederegenskaber, personlige egenskaber samt skaber solidt netværk, samtidig med vi gør samfundet omkring os bedre. JCI Danmark er partipolitisk uafhængig og religiøst neutral. Se venligst mere på www.jci.dk


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.