Secretary General - Jobbeskrivelse

Page 1

SECRETARY GENERAL

Om stillingen Generalsekretæren (SG) er en udpeget post i JCI Danmarks ledelse, og vedkommende har sammen med nationalpræsidenten det overordnede ansvar for organisationens administration. SG skal vejlede direktionen, forretningsudvalget og afdelingerne ved alle daglige administrative forhold. Generalsekretæren bliver traditionelt også udpeget som supplerende medlem af forretningsudvalget, der varetager den daglige drift af organisationen, samt af direktionen, der varetager beslutninger om strategi, handlingsplan og den generelle ledelse af organisationen. Stillingen indebærer et tæt samarbejde med nationalpræsidenten og forretningsudvalget samt med den øvrige del af JCI Danmark.

Nøgleopgaver Som SG skal du: • Fungere som JCI Danmarks generalsekretær i alle forhold • Deltage i forretningsudvalgets møder, der afholdes hver måned • Deltage i direktionens møder, der afholdes hver anden måned • Deltage i og udarbejde referatet fra delegeretforsamlingerne på nationale kongresser • Håndtere den daglige kontakt til medlemmerne og besvare spørgsmål primært via email • Vejlede og støtte omkring administrative forhold hvor ønsket • Sikre korrekt registrering af JCI Danmarks medlemmer, herunder tildeling af medlemsnummer og tilsendelse af medlemsbevis eller øvrige informationer • Sikre korrekt registrering af JCI Danmarks afdelinger, herunder tildeling af afdelingsnummer • Sikre korrekte kontingentopkrævninger til afdelingerne • Sikre korrekt indrapportering af medlemsdata til JCI HQ • Administrere og udlåne JCI Danmarks markedsføringsmaterialer • Have ansvaret for salg af JCI medlemsnåle og andre produkter

Øvrige krav til ansøgeren Det forventes, at du har et indgående kendskab til organisationen og dens virke og historie, herunder strategi, vedtægter (nationalt og lokalt) og policy manual, organisationens administration, samt til det forventede meget store daglige tidsforbrug igennem hele året. Du skal være medlem af en afdeling og have erfaring på lokalt, regionalt eller nationalt plan vil være en fordel. Du kan ikke udpeges i det år, hvor du fylder 40 år.

Ansøgningsprocedure og deadline Stillingen ønskes besat ved årsskiftet, og kandidaten udpeges af Nationalpræsidenten efter denne er blevet valgt.

Kontakt For mere information om stillingen og forventningerne kontakt Deputy President eller nuværende Secretary General.

Krav til kandidaten Du er struktureret og serviceminded, har stærke administrative evner, er en teamspiller og kan lide mange forskellige opgaver og spørgsmål, som du løser proaktivt og hurtigt. Du kommunikerer effektivt og arbejder konstruktivt sammen med medlemmer på alle niveauer i organisationen.

Vi tilbyder Vi tilbyder en stilling med praktiske opgaver og udfordringer, tæt samarbejde med både den nationale gruppe og de lokale afdelinger, og et stort netværk på tværs af JCI Danmark. Du får stor indsigt i organisationens virke samt mulighed for at medvirke i dens fremtidige udvikling. Igennem den løbende kontakt til medlemmer rundt omkring i landet får du et stort netværk på tværs af JCI Danmark samt indsigt i afdelingernes mange spændende projekter. Fordi SG har en vigtig rolle under afvikling af delegeret-forsamlingen på kongresserne, får du mulighed for at være med bag scenen, hvor intensiteten og energiniveauet er højt, hvilket er en hel unik måde at opleve en kongres på. Stillingen er ulønnet, men det tilstræbes at nationale posters omkostninger i forbindelse med udøvelsen af deres hverv bliver godtgjort af JCI Danmark. For alle medlemmer af forretningsudvalget og direktionen godtgøres kongresdeltagelse på Forårskongressen og Nationalkongressen.

Om JCI Danmark JCI er en verdensomspændende forening med omkring 170.000 medlemmer fordelt på knapt 5.000 afdelinger i omkring 100 lande. I Danmark er der ca. 900 aktive medlemmer mellem 18 og 40 år og 600 seniormedlemmer. De fordeler sig på mere end 40 forskellige lokale afdelinger. I JCI Danmark arbejder vi efter visionen "Vi vil være det førende netværk for unge handlekraftige mennesker, der tager ansvar og gør en positiv forskel for sig selv og samfundet," der betyder, at vi igennem samfundsrelaterede projekter udvikler både vores lederegenskaber, personlige egenskaber samt skaber solidt netværk, samtidig med vi gør samfundet omkring os bedre. JCI Danmark er partipolitisk uafhængig og religiøst neutral. Se venligst mere på www.jci.dk


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.