7 minute read

Spejderlov- og løfte – værdiformidling for minier

SPEJDERLOV, SPEJDERLØFTE OG SPEJDERMETODE

VÆRDIFORMIDLING FOR MINIER

Som leder har du sikkert hørt om spejderværdierne, og du og dine medledere arbejder sikkert – bevidst eller ubevidst – efter dem på jeres møder og ture. Alligevel kan det være en god idé indimellem at tage en tur op i helikopterperspektiv og genbesøge de grundlæggende værdier, som spejder bygger på. På den måde kan I se ind i, hvordan I formidler værdierne i spejderarbejdet med minierne, og hvordan spejderarbejdet får minierne til at tage værdierne til sig som deres egne. Spejderidéen er det ideologiske grundlag, som spejderbevægelsen hviler på. Det består af tre elementer:

TEKST TROELS FORCHHAMMER FRA PROGRAMNETVÆRKET

I DET DANSKE SPEJDERKORPS

FOTO MORTEN HATTING VOLTELEN & JAN VESTERGAARD

SPEJDERIDÉEN

• Formålet

Formålet er - kort fortalt - at give børn og unge mulighed for at udvikle sig som hele mennesker og aktive medborgere.

I Det Danske Spejderkorps lyder vores formål: “… at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden”.

• Spejderloven – vores værdier

Det Danske Spejderkorps’ værdigrundlag er udtrykt i Spejderloven og

Spejderløftet samt spejderprincipperne (spejderens forhold til sig selv, spejdernes forhold til sin omverden, spejderens forhold til det åndelige).

• Spejdermetoden

Spejdermetoden beskriver, hvordan vi arbejder, når vi skaber aktiviteter og oplevelser, som skal udvikle spejderne.

I Det Danske Spejderkorps består vores

Spejdermetode af syv elementer.

SPEJDERMETODEN

De syv elementer i Spejdermetoden er alle lige vigtige:

Spejderlov- og løfte

Spejderloven er et fælles værdisæt, som vi gør vores bedste for at efterleve. Spejderloven kan være fin at tilrettelægge møder efter, hvor minierne kan tale/lege/opføre rollespil om de enkelte elementer i Spejderloven, og hvad de betyder.

Patruljer

Minierne bliver inddelt i patruljer, når vi er til møde og på tur. En patrulje består typisk af ca. seks spejdere, og den danner en fast og tryg base for spejderne. I patruljen kender spejderne hinanden, og de lærer at modtage beskeder eller instruktioner, samt selvstændigt at løse opgaver og udfordringer i fællesskab.

Learning by doing

Som spejdere lærer vi ved at gøre ting. Spejder er ikke skole, og det er ikke fyldt med teoretisk undervisning. Det kan der naturligvis være elementer af, men når vi kan, så kaster vi os ud i tingene og prøver dem af. Det betyder også, at vi lærer minierne at fejle og at håndtere det at fejle. På den måde er der ikke noget, som er for svært eller for vanskeligt for spejderne at være med til eller at lære om - de skal være med og gøre tingene på deres eget niveau.

Samfundsengagement

Vi lærer spejderne at engagere sig i verden omkring dem. Det er tit et rigtig godt udgangspunkt for arbejdet med minierne. Vi behøver ikke at tale direkte om samfundsengagement, men i stedet kan vi lave aktiviteter, hvor samfundsengagement alligevel indgår. Det kan have mange ansigter, men ofte vil denne type af aktiviteter handle om at hjælpe andre, yde en indsats og lære at kunne tilsidesætte egne behov for det fælles.

Medbestemmelse

Minierne skal opleve at have medbestemmelse, når de er til spejder. Det betyder ikke, at de skal bestemme, for det er netop medbestemmelse. I stedet vil det sige, at minierne bestemmer som en del af et fællesskab. Det kan være alle mulige ting, de har medindflydelse på, for eksempel hvilken aftensmad de skal have, om de skal gå den ene rute eller den anden, hvilken leg der skal leges, eller hvordan en opgave skal løses. Hvis man fx spørger minierne, hvad de har lyst til at lave, kan det være fint at give dem nogle valgmuligheder, så spejderne bedre kan forestille sig, hvad der kunne være spændende at give sig i kast med.

Friluftsliv

Friluftslivet er en del af spejderlivet - også for minierne. Både naturen og friluftslivet kan bruges aktivt som ramme for læring, for man kommer hurtigt til pointerne udendørs. For eksempel kan vi kigge på stjernerne og lære om dem, ligesom at vi hurtigt lærer, at vi bliver våde, når det regner.

Personlig udvikling

Når vi er til spejder, kræver vi noget af hinanden. Vi udfordrer hinanden, hjælper hinanden, tager hensyn til hinanden, og vi laver aktiviteter, der skubber til os. Det kan være, hvad angår holdninger, eller det kan være, hvad man evner rent fysisk. Det kan også handle om mod til at stå på en scene eller til at bestemme noget.

Hold et møde med udgangspunkt i en af værdierne i Spejderloven

I Spejderloven er der masser af stof til både aktiviteter og refleksion. Lav fx et møde omkring klimaforandringer eller plastikforurening, og hvad man selv kan gøre (‘værne om naturen’), få besøg af en lokalpolitiker, som arbejder med børn og unges vilkår i kommunen (‘at høre andres meninger og danne sine egne’) eller tilbyd jeres hjælp til en anden lokal forening, et plejehjem eller miljøforvaltningen (‘at tage medansvar i familie og samfund’ og ‘at være hensynsfuld og hjælpe andre’).

Spejderloven

Den, der er med i spejdernes fællesskab, gør sit bedste for

• at finde sin egen tro og have respekt for andres

• at værne om naturen

• at være en god kammerat • at være hensynsfuld og hjælpe andre • at være til at stole på • at høre andres meninger og danne sine egne • at tage medansvar i familie og samfund

Spejderløftet

Oplevelsen af en personlig forpligtelse er central for den måde, Spejderløftet og Spejderloven skal virke på som en del af Spejdermetoden. Det kan derfor være en god idé at skabe noget højtidelighed og ceremonielt omkring det at aflægge Spejderløftet - for eksempel ved at man laver Spejderhilsen, samtidig med at man aflægger sit Spejderløfte. Det giver spejderen en stærkere følelse af forpligtelse og forstærker den følelse af spejderidentitet og fællesskab, der ligger i at have aflagt sit Spejderløfte overfor hinanden.

I vores grundlov er Spejderløftet beskrevet som “Jeg lover at holde Spejderloven” (§4). I kan dog også vælge at bruge en af disse varianter: • “Jeg lover at gøre mit bedste for at holde Spejderloven” • “Jeg lover at gøre mit bedste for at hjælpe andre og for at holde Spejderloven” Disse varianter understreger dels, at Spejderloven udtrykker et ideal, vi bestræber os på at leve op til gennem ordene ”at gøre mit bedste for”, og dels understreger den anden variant hjælpsomheden som en af de helt centrale værdier i spejderarbejdet. Begge varianter gør samtidig Spejderløftet lidt længere, hvilket også gør det lidt mere højtideligt for spejderne.

Det gode forbillede

Som spejderleder bliver du naturligt en rollemodel for spejderne, og gennem eksemplets magt kan du reflektere Spejderværdierne. Tænk derfor over, hvordan dine spejdere forklarer Spejderloven og Spejderløftet, hvilket kammeratskab I udviser som ledere, hvor gode I er til at hjælpe hinanden, om I er tolerante over for andres tro og meninger, hvor åbne I er over for folk, der er forskellige fra jer selv (fx på køn, handicap, social baggrund, tro, kultur osv.), og om I sørger for at passe på naturen, når I fx er på tur.

Sct. Georgsdag

Sct. Georgsdag – også kaldet Spejderdagen – d. 23. april er en god anledning til at tage Spejderværdierne frem og se på det, vi laver, i helikopterperspektiv. Det er her, mange aflægger Spejderløftet – altså lover at gøre sit bedste for at leve op til de idealer, som er beskrevet i Spejderloven. Sct. Georgsdag er et ritual, som finder sted blandt spejdere over hele verden. Hermed markeres det også, at vi er en del af den verdensomspændende spejderbevægelse. Det er forskelligt fra gruppe til gruppe, hvordan Sct. Georgsdag afholdes – men uanset hvad er det en oplagt dag til at vende Spejderidéen og -værdierne med spejderne.

Spejder som international bevægelse

Spejder er ikke bare en national bevægelse, men en international. Gennem internationale oplevelser på lejre, en venskabsgruppe eller venskabsgren - eller bare gennem tale om spejdere i andre lande - kan I reflektere over, hvad det betyder at være en del af en større, international bevægelse. I kan finde mange gode videoer og billeder på nettet, som kan bruges som udgangspunkt for snakke med minierne.

I kan fx tale med dem om, hvad vi er fælles om over hele verden - at spejdere alle steder også prøver at være gode kammerater, passe på naturen osv. Hvordan kan spejdere i Indonesien og spejdere i Jylland være fra vidt forskellige kulturer, men alligevel være fælles om noget, som udleves på forskellige måder?

07