TEMA: DEN "PERFEKTE" PÅRØRENDE

Som pårørende kan du falde i perfekthedsfælden og leve efter, at intet er godt nok i forhold til at dække dit syge familiemedlems behov. Men faktisk er "godt nok" bedst, når du skal drage omsorg for en anden.

Pårørende, der stræber efter at dække alle den andens behov, risikerer at gøre mere skade end gavn. For når det gælder omsorg, er ”godt nok” nemlig bedst. Vi har talt med en psykoanalytiker om et begreb, der kan forklare hvorfor.

Når det handler om at tage sig af en anden, så er godt nok bedre end perfekt. Det er bedre for den anden, for dig selv og for jeres forhold. Det gælder også dig, der er gift med eller lever sammen med en, der har sclerose. Dig, der er datter eller søn, far eller mor, søster eller bror, nær ven eller veninde. Eller dig, der selv har sygdommen og gerne vil passe godt på dig selv, dine nære og det bånd, I har.

Hvorfor så det? Det kan vi lære af et begreb fra psykoanalysen. ”Goodenough mothering” kaldes begrebet, der direkte oversat til dansk handler om at være en ”god nok” eller ”tilstrækkelig god” mor eller omsorgsgiver. ”The good-enough (m)other” – den gode nok anden – beskrives begrebet også for at understrege, at det kan være enhver anden end moren og gælde alle mulige andre relationer i livet.

Selvom de første faser af vores opvækst har stor betydning for udviklingen af vores person, så er det ikke faser, som opfattes som gennemlevede og noget, der bare kan lægges bag os. Ændrede vilkår – for eksempel en sclerosediagnose, en drastisk forværring af sygdommen eller et pludseligt tab af selvstændighed som ved attakker – kan bringe os i en situation, der på mange måder kan sidestilles med en ”ny fødsel”, fordi det omstøder vores fundament og gør, at vi på ny skal tilpasse os verden. Vores personlighed og identitet er derfor ikke faste størrelser, men er livet igennem under konstant forandring. Vi er altså på vej. Det samme gælder de forhold, vi sammen danner og dannes af.

Derfor giver det også mening

at overføre begrebet til relationer, hvor den ene aktivt drager omsorg for den anden, sådan som det ofte eller i perioder er tilfældet i relationen pårørende og nærtstående syg, mener psykoanalytiker og psykolog Lis Haugaard.

Donald Winnicott er navnet på den britiske psykoanalytiker og børnelæge, der i efterkrigsårene introducerede begrebet ”the goodenough mother” og siden overførte begrebet til den psykoanalytiske praksis, hvor analysens funktion var at være ”den tilstrækkeligt gode mor” og derigennem skabe en tryg ramme om patienten.

Med ”the goodenough mother”konceptet er der tale om, hvordan vi ved at rumme hinanden gør hinandens udvikling mulig og gør det muligt for hinanden at være og udfolde vores sande selv, forklarer Lis Haugaard.

Det, der med Winnicotts begreb helt præcist er tale om at rumme for at være en ”goodenough” omsorgsgiver, det er den krævende ”aggressive” eller ”destruktive” fase, som alle i begyndelsen af livet skal igennem som en helt nødvendig del af vores udvikling fra totalt afhængige af vores mor til at blive vores egen selvstændige person. Samme fase vil indgå som en nødvendig del af al senere udvikling i vores liv, hvor vi skal kæmpe os fra at være underlagt nye, ændrede vilkår til at mestre dem, det vil sige til at opnå en følelse af selvstændighed og kontrol i forhold til den nye situation.

Winnicott skelner mellem tre stadier i den tidlige udvikling, som går fra absolut afhængighed over relativ afhængighed til voksende uafhængighed, og som han ser

1. Gør altid kun det, der lige akkurat er nødvendigt – eller godt nok. 2. Afstå fra at vide alt på forhånd. 3. Giv tid og rum til at være åben og nærværende.

som en skabelon for den udvikling, vi gennemgår igen og igen, når ændrede vilkår byder os på ny at skulle tilpasse os verden. Om den ”gode nok” eller ”tilstrækkeligt gode” mors eller omsorgsgivers rolle i denne udvikling siger han: ”Den tilstrækkeligt gode mor … tilpasser sig i starten fuldstændigt sit barns behov, men som tiden går, mindsker hun gradvist sin tilpasning, i takt med at barnets evne til at klare en mangelfuld tilpasning til dets behov bliver større.”

Morens gradvise mindskelse af sin tilpasning til barnets behov og krav er det, der hjælper barnet med at tilpasse sig den ydre verden og gøre sig fri af sin totale afhængighed, forklarer Winnicott. Men samtidig er det en nødvendighed, at hun formår at rumme barnet, det vil sige ikke giver efter for egne impulser til at straffe eller hævne sig på barnet, når det som en helt nødvendig del af sin udvikling til en selvstændig person reagerer med frustration og aggressivitet.

Det er helt naturligt at opleve irritation eller vrede, ja, hævnlyst, ifølge Lis Haugaard, når barnets eller den andens krav opleves som urimelige eller ”for meget”, og det kan være rigtig godt at forlige sig med, at man har sådanne følelser for moren eller omsorgspersonen, fortæller Lis Haugaard.

Rumme er imidlertid ikke det samme som at give efter for og underkaste sig alle den andens behov og krav. Det svarer til at ville være ”perfekt”, og det gør mere skade end gavn.

Fortsætter moren eller omsorgspersonen – i et velment, men misforstået forsøg på at være den ”perfekte” mor eller omsorgsperson, der opfylder alle behov – med fuldstændigt at tilpasse sig barnets behov ud over den nødvendige periode, så forbliver barnet nemlig afhængigt af hende og forhindres i at udvikle sig til en selvstændig person. Et fænomen, der også kaldes ”too-good-mothering”, altså det at være en ”for god” mor eller omsorgsperson.

Samme fælde findes i alle mulige andre forhold mellem mennesker, ifølge Lis Haugaard. Det gælder for eksempel, hvis den ene bliver syg. Eller der sker et skred i vedkommendes sygdom, så der igen opstår en ny situation, som igen kræver en ny udvikling mod selvstændighed, og hvor den anden, den pårørende, kan få funktion af at være den vigtige trygge relation og ramme, som ”the good-enough mother”-funktionen står for.

Når det sker, er det vigtigt at huske på, at ”the good-enough mother”-funktionen netop består i at hjælpe den andens udvikling mod størst mulig selvstændighed i den nye situation på vej. Det indebærer, at du rummer den andens – og din egen – frustration over processen, men det indebærer også, at du skal kunne holde dig i skindet og give den anden den nødvendige plads til at udvikles og udfolde sig. For ellers svækkes hans eller hendes ”jeg”. Lis Haugaard lægger ikke fingre imellem: ”Hvis man ikke nøjes med at være en 'good-enough mother', men vil reparere det hele, klare alt og overtage alt, så svarer det til at udradere den anden som subjekt.”

Og derfor er det så vigtigt altid kun at gøre det, der lige akkurat er nødvendigt – eller godt nok. Det indebærer også, pointerer Lis Haugaard, at afstå fra at kende den andens behov og vide alt på forhånd til fordel for at give tid og rum til at være åben og nærværende, til med Winnicotts ord at være ”alive.”

Har du kommentarer til artiklen? Skriv til gru@scleroseforeningen.dk

Den britiske psykoanalytiker Donald Winnicott observerede, hvordan nyanbragte børnehjemsbørn først pleasede og siden blev aggressive over for plejepersonalet. Det ledte ham på sporet af et begreb, der kunne hjælpe plejepersonalet med at hjælpe børnene.

” W innicott var chef for flere børnehjem, der blev oprettet under 2. verdenskrig uden for London, og hvor raske børn i alle aldre blev anbragt. Her så han, at børnene i starten tilpassede sig fuldstændigt det nye omsorgsmiljø og gjorde, hvad de kunne for at please plejepersonalet,” fortæller psykoanalytiker Lis Haugaard: ”Men efter noget tid begyndte de at blive meget voldsomme og udadreagerende. Og det, Winnicott iagttog, var, at de gennemgik en udvikling, der nøjagtigt svarede til barnets tidligste udvikling,” forklarer hun. Det ledte Winnicott på sporet af ”the good-enough mother”-begrebet, som først fik betydning i hans supervision af plejepersonalet,

som for at være ”good enough” måtte rumme børnenes aggressivitet for ikke at forstyrre den udvikling, der var nødvendig for at gøre deres tilknytning til deres nye omverden mulig.

Begrebet blev senere afgørende for Winnicotts bidrag til psykoanalysen og forståelsen for relationen mellem mor/omsorgsperson og barn som grundlæggende for barnets udvikling. ”Pointen er, at når barnet kommer 'ind i verden', her børnehjemmet, men den afgørende nye situation svarer til at komme til verden på ny, så reagerer barnet med en fuldstændig tilpassethed, det vil sige præsenterer sig med et 'falsk' selv,” forklarer Lis Haugaard: ”Og det gør barnet af nødvendighed, for det er nødt til at sikre sig, at den nye omverden eller omsorgsmiljøet, som barnet er afhængigt af, er det venligt stemt.” Så snart det er barnet venligt

stemt, så kan – og så skal – barnet med psykoanalytikerens ord give sig til at ”destruere objektet”. Oversat til den konkrete virkelighed betyder det, at barnet må ødelægge den forestilling, som det ubevidst har om at være ét uadskilleligt hele med omverdenen.

Som en nødvendig del af at blive et sundt og fuldt udviklet subjekt må børnehjemsbarnet altså aktivt adskille sig fra omsorgsmiljøet, og det er det, det gør gennem sin aggressivitet. ”Men for at det kan ske, så skal omsorgsmiljøet kunne rumme den aggressivitet, der er nødvendig, for at processen kan ske,” forklarer Lis Haugaard: ”Det er omsorgsmiljøets evne til at facilitere denne udvikling, som Winnicott kalder 'the good-enough-mothering',” fortæller hun og pointerer, at det at være ”good enough” også omfatter at ”rumme”, det vil sige lægge krop, sind og relation til den ”pleasende” adfærd, der går forud for den aggressive og løsrivende adfærd.

Det er samme proces, vi gennemgår i vores tidligste barndom og siden gennemgår igen og igen, hvor skiftende personer og situationer har rollen som den ”goodenough mother”, der faciliterer vores udvikling og gør det muligt for os at udvikle os og tilegne os nye virkeligheder.