[et cetera] magazine - September 2017

GRATIS magasin tag med hjem

ANDREAS BO [ 1 ]

Førstehjælp til tør, kløende, sart hud og hovedbund Mange kender til tør, kløende og irriteret hovedbund som ofte kommer af lav fugtighed kombineret med store temperatursvingninger ude og inde. Huden strammer og begynder at skælle og klø.

Cosborg Derma B12 shampoo med vitamin B12 har i undersøgelser vist, at være en effektiv, sikker og hurtig måde at behandle problemhud.

Indeholder tillige planteekstrakt fra ginkgo biloba samt vitaminerne B3 og B5.

Uden parabener, parfume og farvestoffer.

Vitamin B12 shampoo modvirker tør og irriteret hovedbund ved at kontrollere produktionen af de stoffer, som forårsager hudproblemet. Virker samtidig kløestillende og beroligende. Hårets vækst og sundhed stimuleres af planteekstraktet Ginkgo biloba. Vitaminerne B3 og B5 styrker både hud og hår.

Kliniske undersøgelser dokumenterer, at Vitamin B12 i cremeform er en effektiv, sikker og hurtig måde at behandle tør, kløende, rød og irriteret hud – både hos børn og voksne.

Med Cosborg Derma B12 Repair bliver huden blød og smidig. Samtidig forstærkes hudbarrieren, så huden igen bliver intakt og kan yde optimal beskyttelse. Uden parabener, parfume og farvestoffer.

Vitamin B12 Repair modvirker tør og irriteret hud ved at kontrollere produktionen af de stoffer, som forårsager hudproblemet. Virker samtidig kløestillende og beroligende. Den genopbyggende og plejende effekt i huden stimuleres tillige af kæmpenatlysolie, sheabutter, hammamelis og provitamin B5.

Se mere på www.cosborg.com Forhandles hos Matas, på apoteket samt i helsekostforretninger. [ 2 ]

[LEDER - JEPPE SØE]

UBÅDE, ORKANER, TERROR OG KØ PÅ E20 I skrivende stund kværner orkanen Irma indover USA. Vi taler stadig om orkanen i 1999, med hastigheder på 128 km/t - mens den sydamerikanske af slagsen når 350 i vindstødene. Tidligere væltede et jordskælv huse i millionbyen Mexico City.

Tsunamierne blev ikke så store som frygtet. Peter Madsen er anklaget for manddrab og vi følger dagligt de mange historier om Kim Wall i den selvbyggede ubåd.

Alt er nærmest gult på nyhedernes hjemmesider. Breaking News står der hele tiden - så ofte, at vi har vænnet os til det, og ikke synes det breaker noget specielt.

Jeg husker tydeligt som dreng, da Danmarks Radio afbrød sine planlagte udsendelser, for at stille om til en ekstra TV-avis. Da vidste vi omgående, at vi skulle lytte efter. At det i sandhed var noget, der skulle lægges mærke til. Noget der havde kaldt folk ekstra på arbejde, for at informere os om noget, der ikke bare var værd at vide - men vigtigt at vide. I dag er det som om, der altid skal være en bjælke, og at selv et trafikuheld i Skjern derfor kan finde vej til den gule bjælke. I mangel af bedre.

På den måde bliver vi langsomt immune. Hvornår skal mine børn forstå, at noget er alvor. For alvor. Hvordan skal de nogensinde få fornemmelsen af, at der er noget som er vigtigere end andet. At det - med al respekt - er noget mere alvorligt, at flere hundrede mennesker er dræbt i et terrorangreb end at der er kø på E20. Ansvaret ligger nok endnu engang på folkeskolen og forældrene, nu hvor medierne ikke tager det ansvar på sig. Men selv os voksne har svært ved at skelne. Det er tydeligt på facebook, hvor en bilbombe for få år siden kunne få os til at skifte profilbilledet ud med et flag fra det ramte land. I dag skifter vi ikke længere. Der skal mere og mere til, før vi gider reagere på ondskab.

Det ved terroristerne godt. De er helt klar over, at der skal mere til for at få vores opmærksomhed. Og derfor sker der langsomt det, at vores ligeglade tilgang til nyhederne får ondskaben til at skrue op for voldsomheden. Samme vil medierne skulle, før vi gider se med. Og den onde cirkel ender i en undergang. Vi må gøre op med den cirkel ved at huske at reagere. Hver gang. Der skal ikke mere til end en reaktion. Nogle ord, nogle tanker, en samtale - alt andet end ligegyldighed.

For ligeglade er vi jo ikke blevet. Vel? Jeppe Søe, chefredaktør [ET CETERA] MAGAZINE

Ansv. chefredaktør: Jeppe Søe ( jeppe@soe.dk ) ∙ Redaktør: Pia Møller Søe ( pia@soe.dk ) ∙ Design & layout: Lotte Sørensen, DT PLUS Annoncesalg: Linda Simonsen Mølgaard (lsm@dhblad.dk - tlf: 86754049) Hjemmeside: www.1cetera.dk ∙ Facebook: www.facebook.com/byens.magasin ∙ Email: info@1cetera.dk Annoncering: www.1cetera.dk/mediekatalog Dansk Handelsblad A/S tager forbehold for trykfejl eller ændringer af de begivenheder, der er nævnt i magasinet. Artikler, billeder og annoncer må ikke benyttes uden skriftlig tilladelse. Historer kan citeres, med henvisning til hjemmesiden www.1cetera.dk. Alle artikler er redaktionelt produceret efter almindelige regler for god presseskik - uafhængigt af annoncekroner. Forsidefoto: Claus Peuckert Oplag 50.000 - distribueres gennem MENY og IMERCO - kontrolleres af Danske Mediers Oplagskontrol

[ 3 ]

[INDHOLD]

[06]

[18]

[50]

[76]

[86]

[84]

ANDREAS BO · 06

Han kom ind på medicinstudiet på kvote 2 – og var ikke fagligt kvalificeret til at være der. Matematik og kemi er ikke hans styrke, og det gør det en lille smule svært at gennemføre et medicinstudie. Gudskelov for os, droppede han ud og blev den gudsbenåede komiker og gøgler af Guds nåde, vi kender fra et utal af parodier, shows og roller. Vi er tæt på Andreas Bo.

LINIE 3 · 18

De har stået der før. Gennem de flestes ungdom har de været på linie med vores liv. Spiddet samfundet, sat ord på småt og stort, sunget og underholdt sig gennem utallige shows og fjernsynsprogrammer. Nu er Linie 3 endelig retur - med en kvinde som del af linien. Mød Linie 3 og alle de andre...

MARIA LUCIA · 50

Hun var 18 år, dengang hun vandt Popstars Showtime og blev et temmelig kendt ansigt i Danmark. Hun er blevet en smuk, ung kvinde, der udstråler overskud og selvværd. Og også inderholder netop det.

MAREN UTHAUG · 76

Maren tegner ”Ting jeg gjorde” i Politiken, blogger og er forfatter til romanerne ”Og sådan blev det” og ”Hvor der er fugle”. Hun tør være den, hun er – uagtet tidsånd og en kollektiv begejstring for politisk korrekthed. Hun kalder en spade for en spade og en ildelugtende pik for en ildelugtende pik.

MARTIN BRYGMANN · 86

Martin Brygmann er tusindkunstner. Skuespiller, komiker og musiker - blandt andet. Et nyt album er netop udkommet og det var bestillingsarbejde.

Livsfortællinger og lyden af dem smukt spundet – og år undervejs.

Med stor alvor og akkuratesse er Bates Delight blevet til lyden af et levet liv.

Og det hele – alt sammen – er Martin Brygmanns værk.

[ 4 ]

INDHOLD

06 Andreas Bo 18 Linie 3 24 Preben Kristensen 30 Anders Bircow 34 Thomas Eje 40 Trine Gadeberg 46 Jan Glæsel 50 Maria Lucia 66 Bibis Bolig 70 Koks Køkken 76 Maren Uthaug 84 Sebastian Dorset 86 Martin Brygmann 94 Lisa Aybike Kir 98 Klumme

NYHED – Encore Byd Encore velkommen ved middagsbordet erik bagger a/s har lanceret et helt nyt stel til den eksisterende Encore serie.

Stellet er super elegant og passer perfekt ind i den nordiske stil.

Encore stellet består af middags-, frokost-, kage- og dybe tallerkener, skål samt krus og forhandles hos Imerco og på imerco.dk

[ANDREAS BO]

[ fotos: CLAUS PEUCKERT ]

[ 6 ]

[ANDREAS BO]

Andreas Bo

[ 7 ]

[ANDREAS BO]

Andreas Bo er født og opvokset på Fyn i en rigtig kernefamilie, hvor empati, kærlighed og krav var til stede i de helt rigtige mængder og i en fin kombination. Han er 50 år, kæreste med en kvinde, han meget gerne vil passe på og far til to børn; Emma og Anton på 22 og 18 år. Dem passer han også på. Måske i virkeligheden kun bedre og mere favnende med årene. Han er indehaver af en titel som ’Årets Komiker’, har det virkelig stramt med lyserøde habitter og tror på, at man skal tage legen alvorligt.

Alt sammen – eller i alt fald det meste – tilfældigvis.

Andreas Bo tror på tilfældigheder – tilsyneladende tilfældige ting, der hænder os undervejs i livet, og som vi, hvis vi evner det, kan samle op og forvalte bedst muligt. Det er sådan, at en dreng, der tilfældigvis kom til at spille guitar, lærer, at han er musikalsk. Og det er også sådan en kommende medicinstuderende, der, fordi han har en teaterinteresseret kammerat på gymnasiet, langsomt erfarer, at han måske selv kunne have et talent for den slags.

Tilfældigheder. Tilsyneladende…

Andreas Bo er en lille dreng, da han begynder til guitar – og han er god til det. Han er en ung mand, da han holder en god ven med selskab på gymnasiet og begynder at spille teater. Ikke som forløsningen af en barndomsdrøm om at stå på de skrå brædder, men måske mere fordi, han var en del af det der slæng, der ”råbte højest og egentlig ikke have noget i mod at blive set”. Han gør det godt – og selvom han i 1996 starter på medicinstudiet – og i den henseende har kursen sat mod noget, der ligner en mere stringent tilværelse med indbygget pensionsopsparing og weekendtillæg, så spiller han teater undervejs. Han etablerer The Loyal Shakespeare Company, en teatertrup, der parodierede Shakespeares klassikere i levende og gerne løjerlige omskrivninger – først på gader og stræder, senere på mere etableret vis, og så overbevisende, at det senere hen blev til et professionelt børneteater og starten på en karriere, der på alle måder har meget, meget lidt med en tilværelse som praktiserende læge eller karkirurg at gøre; ”Jeg kom ind på medicinstudiet på kvote 2 – og jeg var ikke fagligt kvalificeret til at være der. Matematik og kemi er på ingen måde min styrke, og det gør det en lille smule svært at gennemføre et medicinstudie. Samtidig var jeg i praktik på onko-

[ 8 ]

[ANDREAS BO]

[ 9 ]

[ANDREAS BO]

[ 10 ]

[ANDREAS BO]

[

Jeg har det anstrengt med mænd i lyserøde habitter med flæser

logisk afdeling, der, hvor de har cancer – og da jeg stod der, kunne jeg ret tydeligt mærke, at det ikke var mit fag,” fortæller Andreas Bo. Så han droppede ud og fokuserede på det, han var – på en måde – både uventet og usædvanligt god til; teater. Men han søgte alligevel ikke ind på en teaterskole, for ”der var ikke noget panel, der skulle vurdere, om han kunne spille teater.” Han gik til opgaven i stedet for optagelsesprøve, og det gav mening, for inden længe var Andreas Bo en etableret del af revy-ensemblet i Danmark og på plakaten flere – mange faktisk – steder i landet, og i 2007 debuterede han i Cirkusrevyen med en parodi på Johannes Møllehave, der cementerede det åbenlyse; Andreas Bo er virkelig – virkelig – god til at tage summen af et menneske og omdanne det til et præcist balanceret karikeret portræt. ”Det var jo virkelig fedt – altså, Cirkusrevyen – det er stort, men omvendt så havde jeg det allerede på det tidspunkt lidt ambivalent med revy, fordi jeg virkelig har det anstrengt med mænd i lyserøde habitter med flæser,” siger Andreas Bo, ”og revy er lidt ”gemacht” – altså, det er jo viser og dansetrin og ikke et ord om bruttonationalproduktet, med mindre man kan finde noget, der rimer på det. Det var tre fede år i Cirkusrevyen – virkelig, men når det så er sagt, så ville og vil jeg også gerne noget lidt andet. Uden at forklejne det. Overhovedet. Det var fedt, og jeg var pavestolt og vidste udmærket godt, at det var noget særligt at være med i lige præcis den revy.”

]

Det folkelige gennembrud Andreas Bo var 30 år, da han droppede ud af medicinstudiet og 45, da han blæste de fleste – hvis ikke alle – omkuld med sine parodier på landsdækkende tv. I 2011 kom Andreas Bo med i satireprogrammet Live fra Bremen, og det var ligesom Cirkusrevyen noget særligt - både fagligt, men også fordi, det var på det tidspunkt at medierne begyndte at skrive om Andreas Bo som en kunstner, der havde fået sit ”folkelige gennembrud”. Når man er på national tv i bedste sendetid uge efter uge, er man lykkedes, synes vi – og det synes Andreas Bo på sin vis også, uden at det er endeligt eller for den sags skyld verificeret ved graden af ”genkendelse”. Men folk vender sig efter ham på gaden, og når han dumpede ned i sit sæde i S-toget efter udsendelsen bar både indbakken og omverdenen præg af, at han var set. Andreas Bos parodier på kendte skikkelser fra underholdningsbranchen var så eminent gode – og morsomme, at de store medier begyndte at ringe med interviewforespørgsler og den etablerede del af branchen med endnu flere jobtilbud. Andreas Bo fik publikumsprisen ved Zulu Comedy Award det år; han var Danmarks sjoveste mand og i øvrigt også ’Årets TV-skuespiller’. Og det er han måske stadig, men der er andet end gøgl og grimasser i tilværelsen – og i virkeligheden, siger Andreas Bo, er der ikke noget mærkværdigt eller ekstraordinært ved det faktum, at han er lykkedes med sit projekt.

Tilfældet ville det sådan, han handlede på det. Og det handler mest om talent. Ikke en særlig tilgang

[ 11 ]

[ANDREAS BO]

[

Jeg vil gerne vise nogle følelser, man kan spejle sig i – og fortælle historier man kan mærke.

til håndværket eller en proces, der er værd at skrive flere spaltemeter om. Talent – det er det, det er; ”Helt ærligt, jeg finder det så inderligt røvkedeligt, når journalister beder mig fortælle, ”hvordan jeg går til mit håndværk”. Det gør jeg ikke – jeg forvalter et talent, og ja, det har jeg. Det er jeg ikke bleg for at sige! Jeg er pisse-god til at parodiere – den bedste, men helt ærligt, det er bare en gave jeg har fået. Talentet er, at jeg har kunnet omsætte det til en karriere,” siger han.

Andreas Bo vil måske hellere fortælle sin historie – ikke fordi, han bilder sig ind, at den er særligt meget mere interessant end så mange andre menneskers, men fordi han godt kan se en ide i, at man kan spejle sig i hinanden. Historierne om ham handler ofte om skilsmissen fra hans hustru gennem 12 år – og det gør de fordi, det er den, journalisterne foretrækker. Fint nok, siger han – hvis hans historie om, hvordan man kan blive klogere langs livet og måske erfarer, at det ikke er vederlagsfrit at sjuske med kærligheden, kan bruges af andre mennesker, men han er jo mere end det; han er også vild med fodbold, dedikeret til rollen som far, passioneret sejler, nogens kæreste og iværksætter med rigtig mange virksomheder og projekter i gang.

]

Han er alt det. Og fraskilt. Og måske er det allermest væsentligt, fordi det blev en værdifuld livserfaring, der betød, at han blev endnu mere nærværende som far. Det bliver man sandsynligvis, når man ser sig selv stå halvbitter på dørtrinet og aflevere det, der lige pludselig er delebørn. For der gider man ikke at stå særlig længe, hvis man er et reflekteret menneske, der godt tør se sig selv i øjnene. Man gider heller ikke være sådan en, der er så optaget af sig selv, at man glemmer at se andre i øjnene.

Eller kommer til at nedprioritere de allervæsentligste mennesker, fordi man synes, man selv er den vigtigste i verden. Man bliver sandsynligvis forladt, hvis man gør det. Det gjorde Andreas – og så blev han klogere; ”Jeg var ikke nogen god mand – og at min kone forlod mig, giver rigtig god mening. Jeg var sådan en, der synes at min karriere var det vigtigste i verden, og at børnene og de praktiske ting primært var hendes ansvar. Hun forlod mig – lige da jeg havde debuteret i Cirkusrevyen meddelte hun mig, at hun sådan set foretrak en af mine kammerater som livsledsager frem for mig. Godt så. Det tog tid, at komme sig over. Meget lang tid,” fortæller han, ”men der skete det fantastiske, at jeg blev nødt til

[ 12 ]

[ANDREAS BO]

at revidere min måde at være far på. De blev garderobe børn, der var med på job – og det var fantastisk. Jeg måtte ud og vinde det terræn der, for der var ikke andre til at gøre det, og det fungerede.

Jeg måtte også finde ud af, at jeg ikke gad være ham den sure og bitre, der afleverede børn på trappetrinnet - og i det hele taget måtte jeg erkende nogle ting omkring mig selv. Heldigvis. I dag tror jeg, at min kæreste vil sige, at jeg er nærværende og favnede, og jeg tror, at mine børn ville sige det samme. Man fatter det ikke, når det sker – men for mig var den skilsmisse i sidste ende en god ting.

Det var sundt for mig,” konstaterer han.

Fodbolden, virksomhederne, skilsmissen, kærligheden, båden, der er et skøn hverdags-retræte, og børnene – det hele er en del af hans historie, og det er på en måde også det, han er rejsende i; gøgleren og entertaineren, livshistorier fortalt, så vi kan forstå dem. Vi vil gerne høre sandheden, men der skal helst være et glimt i øjet, og det er til at få øje på hos Andreas Bo. Han tør godt lege livet, men han gør det med største alvor. Han tror på, at livets mening er følelser. At føle noget og at investere de følelser i både andre og sig selv. Hvis man er rigtig heldig, så får man lov til at være med til at skabe og præge næste generation - og kan man, så er det

næsten en forpligtelse, siger han. At sætte børn i en verden, som man tør tage og føle på; Følelser er meningen med alt ”Jeg tror simpelthen på, at meningen med det hele er følelser. Slet og ret. Det er derfor, vi er her – det er for at føle noget, og min idé med det jeg gør, er at jeg gerne vil skabe en reaktion. Jeg vil gerne vise nogle følelser, man kan spejle sig i – og fortælle historier, man kan mærke. Det er min faglige ambition, tror jeg – og så er jeg for øvrigt ligeglad med, hvad stillingsbetegnelsen måtte være. Jeg gider ikke være skuespiller, en parodist eller stand-up komiker. Det er så begrænsende, og hvorfor skal man tage stilling til, om man er det ene eller det andet.

Jeg er måske gøgler, hvis det endelig skal være og jeg absolut skal tage stilling,” siger han.

Tilfældet ville meget med Andres Bo, hvis man tror på den slags. Og det gør han jo. Showet, FIFTIFIFTI, hans tredje, som han er på landsdækkende turne med frem til slutningen af december, er bygget op omkring troen på tilfældet. Alle de muligheder vi tilfældigvis får. Alt det, vi ikke kan vide – og de gange, det hele afgøres efter ”flip a coin”-princippet.

[ 13 ]

[ANDREAS BO]

Han siger selv, at han er, hvor han er ved et tilfælde.

Han er per definition et stort talent, en fremragende komiker og entertainer. En god skuepiller og en i særklasse eminent parodist. Men det kan måske alt sammen være lige meget, hvis ikke han tilfældigvis havde mødt den kammerat i gymnasiet. Eller hvis han havde arbejdet alt for målrettet med matematikken, så Shakespeare havde måttet lide under hans fravær. Han kunne også have takket nej til Live fra Bremen og til Peter Langdal, da han bad ham spille Dirch Passer i teaterforestilling ’DIRCH’ i 2016. Det gjorde han bare ikke, fordi han så en meningsfyldt mulighed i tilfældet.

Andreas Bo tør godt gribe mulighederne, men han er også modig – og ærlig – nok til at takke nej, når det er det, der giver bedst mening. Han har spillet med i flere film og tv-serier, men ikke ukritisk og altid med et vist forbehold; han vil ikke instrueres.

Han kan simpelthen ikke; ”Jeg laver nøjagtigt det, jeg har lyst til – og pengene er ikke det afgørende. Det har de egentlig aldrig været. Det må ikke være et parameter, men det er klart, at man selvfølgelig får sat sig med nogle udgifter, og derfor sætter jeg selvfølgelig pris på, at jeg kan fylde Musikhuset og få penge for det, men jeg ville ikke gøre det, hvis ikke jeg havde lyst til at gå ind på den scene. Af samme grund siger jeg heller ikke ja til alt – og i forhold til filmroller, har jeg eksempelvis det krav, at jeg ikke vil instrueres. Dels er der meget kruk-pis forbundet med det med jævne mellemrum, og så står der en eller anden instruktør og beder en om at spille en mere blå følelse. Altså, hvad fanden er det? Jeg skal have at vide, hvad det er for en karakter, jeg skal spille, og så skal jeg selv finde frem til det. Jeg bliver simpelthen nervøs og bange over det andet. Jeg kan ikke indfri en forventning om en ”blå følelse”, men jeg kan godt portrættere en afdanket bokser med nasal stemme. Så skal de bare bede mig om at spille Brian Nielsen, og så gør det, ” griner han.

[ 14 ]

[ 15 ]

[ 16 ]

[ANDREAS BO]

[

Man skal passe på med at danse efter en offentlig meningsmåling, men gøre det, man synes giver mening

]

Åndssnobberi er der for meget af Han ved godt, hvem han er – men også, hvem og hvad, han ikke er. Anders Bo er godt stof, for nogen, det drømme er gjort af. Han er en succes, siger klassekammeraterne, når han møder dem. Og ja, han lever godt og bekymringsløst, hvis det ikke lige var fordi, han godt kan komme til at forvalte sine penge lidt åndssvagt, af sit fag, men det er der jo så mange, der gør – og han er sgu ikke noget særligt af den grund, konstaterer han; ”Der er så uendelig meget åndssnobberi i verden, synes jeg – og det er min inderste og ærligste overbevisning, at bare fordi, det er lykkedes for mig, at komme til at leve af det, jeg gerne ville; at underholde, så gør det mig fandeme ikke til nogen rockstjerne. Jeg ligger heller ikke næsegrus af beundring over Kim Larsen, der efter min bedste overbevisning bare har været så usandsynlig heldig, at have en kemisk sammensætning, der gør ham i stand til at skrive nogle sange og melodier, der tiltaler virkelig mange mennesker. Og Nikolai Lie Kaas, han er røvhamrende dygtig, ja – det er hans held, men kassedamen nede i supermarkedet er ikke anderledes end ham, og ingen af os skal feteres mere end lægesekretæren eller havemanden, ” fastslår han.

Han leger. Det er væsentligt for ham. Når der går Excel-ark i tilværelsen koster det kreativiteten.

at man altså ikke stiller sig op på den der scene, med mindre man har forberedt sig. Grundigt. Det har han med sig. Han vil gerne bruge sit liv på at underholde – og gøre andre, men mest sig selv, tilfreds. Det er derfor, han spilder forsvindende lidt tid på anmeldere med stråhat, der ikke selv kunne blive skuespillere, og derfor bruger deres tid på at ærgre sig nede på publikumsrækkerne”. Til gengæld udøver han benhård selvkritik og anser ikke sig selv for at være en forkælet kunstner, der har fået tingene foræret. Tvært imod. Han har arbejdet for sagen og måske er det fordi, han har – haft – en tendens til at resignere, når andre mente at vide bedre, at han nu kan se antydning af et menneske, der tror allermest på sig selv. Sådan en, der tør bryde med konventionelle forestillinger om, hvordan man absolut skal gøre. På den måde, siger han, vokser man jo som menneske; ”Man skal gøre, hvad man har lyst til. Arbejde med de muligheder, tilfældet forærer en, og som jeg ser det, så er det først den dag, man går i mod sin intuition, at man for alvor er fucked,” siger han. ”Man skal passe meget på med at danse efter en offentlig meningsmåling, men gøre det, man synes giver mening. Jo, jeg synes det er fedt, at jeg kan fylde de store sale, men hvis det jeg har lyst til at lave kun kan samle mennesker til en telefonboks, så er det det, vi gør,” fastslår han.

Han er modig – en lyststyret pragmatiker, der måske står solidt funderet i livsmod og en tryg og forudsigelig barndom, hvor far var et skoleeksempel i empati og mor var den, der mindede ham om,

Andreas Bo er på vej på turne og så laver han ’Næste uges nyheder’ på P1. Han indfrier andres folks forventninger, hvis de matcher hans egne, og det gør de egentlig ofte.

[ 17 ]

[LINIE 3]

LINIE 3 Når kærlighed er gentagelse

Det hedder det ikke! Ordkløveri om tilstedeværelsen af ”s” i evergreen og den korrekte udtale af ”håndklæde” fremfor ”hångklæde”. Et røgfyldt Gud bevare Danmark - med en hilsen til rejepillerne i Glyngøre. Uffe Ellemanns nasale latter der afbryder, med piben stukket ind og fingeren oppe. Erhard Jacobsen, der altså aldrig har sagt det. Se den lille kattekilling udsat for munkesang og Mozart. Pia

[ 18 ]

[LINIE 3]

Kjærsgaard der vil være første-ged, mens Gert Petersen havde malet Aalborg rød. Henrik Voldborgs vejrsnak om hektopascal. Ekkoet i Rebild Bakker, der blander sig i talens indhold. Depp dypper i Depps dip og Diff dypper i Diffs dip. Christianitten Kaj, der ikke ryger mere, fordi den nyfødte sidder på potten. Pølsemandens sang med en danskvandsvåd forsanger. To gange banjo i ekstrem musisk

duel. Kategorina oplyser at kategorien er en hest, alt imens Riskjær lander på lykkehjulets fallit. Kresten Poulsgaard, der kimer hjemisbilen frem i folketinget mens Mogens Glistrup’s temperatur står i konens navn. Hvem spiller trommer, Hvad spiller saxofon, Thomas spiller på en forsvarsløs violin og hold nu op Gotfred Boglært. Be My Life’s Companion...

[ 19 ]

[LINIE 3]

En livslang følgesvend, kunne flere af os med rette betegne Linie 3. Perlerækken af små særlige øjeblikke – og ditto store – er enorm, og flere kommer til hver gang de tre stiller sig på ”lige linie” med mikrofonerne tændt. Samme vil med sikkerhed ske, nu hvor der er fire igennem på linjen.

Banede vejen for Comedy De færreste kan glemme den dag I 1980, da vores fjernsyn for første gang viste de tre herrer – stående på række omkring en guitar – med både fantastisk sangtalent og underfundig humor. På trods af at jeg var en lille dreng, var jeg personligt solgt fra første strofe. I mangel af videomaskine satte jeg min lille båndoptager til fjernsynets højttaler når Linie 3 var på skærmen og havde derfor gruppen på kasettebånd. Min storesøster Anneke var også solgt og vi lå I soveværelset og lyttede til Linie 3, når vi egentlig skulle sove. Som 12-årig var jeg fortsat stor fan og besluttede, at jeg ville møde gruppen personligt. Jeg fandt ud af, at de skulle optræde I Aarhus Musikhus og ringede til koncertstedets kontor og sagde, at det var vigtigt jeg kom til at tale med Anders Bircow. Han var ikke dukket op I huset endnu, men jeg fik dem til at tro at det var et spørgsmål om liv eller død. Tre timer efter ringede Anders Bircow.

Jeg anede - som børn jo ikke gør når idolet er i telefonen - ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde slet ikke tænkt så langt. Men fik vel fremstammet min ubetingede kærlighed til deres musik. Anders Bircow gav telefonen videre til både Preben Kristensen og Thomas Eje. Jeg afleverede min adresse til Bircow

og de lovede at sende en plakat. Den kom 2 dage efter. Den barnlige (og set I bakspejlet ret pinlige) opførsel gav altså pote. Og respekten voksede. Ikke bare den lille dreng I Uldum, der havde haft stemmerne i telefonen og lavet egne live-optagelser fra det sort/hvide fjernsyn, men hele Danmark var vilde med Linie 3. De blev et trofast tilbagevendende fænomen. En eviggrøn landeplage og et kulturelt monument over tiden der var, er og kommer. En genvej, eller omvej om man vil, på humorens smalle sti, som efter stand-up’ens indtog nok er blevet en flersporet motorvej - men alle ved, at Linie 3 var med til at bane vejen.

Det er tre årtier siden at vi satte os til rette foran fjernsynet, med lørdagsunderholdning for øje. Et show, optaget på Tropicana, var seernes første kig indenfor i Linie 3’s univers - og derefter kunne de opleves i ”TV i Teltet” på Danmarks Radio med legendariske Niels Hovgaard som vært. Et af de faste elementer under teltdugen var tre unge mænd og en guitar. Og de sang og spillede sig ind i de danske hjerter med hidtil uset hast. Der var ganske vist kun en enkelt tv-kanal at vælge imellem dengang, men havde der været flere, ville ”familien Danmark” sikkert have valgt den samme. Linie 3 ramte nemlig plet. Direkte ned i den danske folkesjæl, hvor de har befundet sig siden.

Gennemført og gennemtænkt Linie 3 er ikke lagkagekomik, hardcore satire eller hurtige pointer der står i kø. Det er en underfun-

[ 20 ]

[LINIE 3]

dig lune, gennemtænkt, punktligt og frækt leveret. Replikkerne er uberegnelige. Man forventer et, men får, næsten, altid noget andet. Parodierne og komikken gjorde Linie 3 kendte, men det har altid været musikken, der var meningen med galskaben.

Det var og er musikken der binder de tre sammen.

De tre stemmer akkompagneret af guitaren - og senere Jan Glæsels orkester - synger sig gennem klassikere og evergreen(s) med en professionalisme, der er ganske få forundt. Der er aldrig en tilfældig tone eller en uigennemtænkt vittighed. Det hele er gennemprøvet, gennemtestet og gennem-øvet af de tre perfektionister. Der er kælet for hver eneste tone, hvert eneste dansetrin, hver parodi og hver en strofe der slås an i Jan Glæsels Kapel. At skabe et Linie 3 show er en langvarig proces, hvor det bedste ikke kun skal være godt nok, men en forudsætning for, at nummeret finder vej til scenen. Og når showet så endelig er på plads, gennemfører Linie 3 hele seks forpremierer for venner, bekendte og inviterede, så de kan finpudse, lægge til og skære fra.

Den skal sidde i skabet. Hver gang.

Hvis folk vidste hvor meget arbejde der er i at skabe showet, ville de ikke sladre om letkøbte kroner og velsmurte pengemaskiner. Stod Anders, Preben og Thomas der kun for pengenes skyld, ville publikum mærke det omgående og svigte. De står der, fordi de vil. Fordi de ikke kan lade være. De tre venner accepterer ikke letkøbte løsninger og går i dybden med hver en tone. I deres seneste show, Linie 3 – Live, var der et enkelt nummer, der tog fire måneder

at indøve - og det endda med sanglærer både som gruppe og individuelt. Musikkyndige kunne høre sværhedsgraden, mens andre sad og nød den lethed hvormed menuen bliver serveret. Linie 3 kan netop det. Servere den sværeste kunst med lethed.

Og det kan de også nu efter snart 40 år sammen.

Der er 40 års jubilæum i 2019, og hvem ved også et show i den anledning. Men lige nu gælder det en stort opsat julekoncert med Glæsel og hele pivtøjet – og så Trine Gadeberg som ekstra flødeskum på den ellers så sammentømrede maskine, der er Linje 3.

33 års optur Linie 3’s historie kender de fleste. Anders Bircow og Preben Kristensen sang sammen med Søren Pilmark og Asger Reher. Gruppen gik i opløsning, men Anders og Preben ville synge videre. Til en julefrokost over en gløgg mødte de Thomas Eje. Og sød musik opstod. Og har givet genlyd siden.

Barbershop-sang kræver normalt fire stemmer, og derfor skulle de sangteknisk spænde over et stort register - Anders havde den høje lyse stemme, Preben var i midten på melodistemmen - og med Thomas var bunden endelig nået. Altså musisk - for med den trio på plads gik det kun opad. De tre unge gutter fik Max Petersen som arrangør, og han stod for at harmonisere og få de tre stemmer til at lyde af meget mere. Samtidig var Max en jævn mand som altid kunne få gruppen ned i nærheden af jordforbindelse. Men han lod altid de tre gutter forstå, at der var talent.

[ 21 ]

[LINIE 3]

[

Et røgfyldt Gud bevare Danmark – med en hilsen til rejepillerne i Glyngøre.

Loftet holdt ikke Året er 1979 - Preben, Anders og Thomas brugte deres studiekroner på Jacobs Bar BQ i Århus. Det var stamstedet. Og ovenpå restauranten var et loftrum med plads til 50. Her begyndte gruppen at optræde, og der var hurtigt flere folk end loftet kunne klare. Folk valfartede til trioens koncerter, der mest indeholdt musik og sang. Men deres venskab og gensidige humor tog de med på scenen.

De klovnede lidt og drillede hinanden - og opdagede hvor skønt det var, at få folk til at grine. Det blev deres humor folk huskede, og så endte Linie 3 med at blive mellemtingen mellem store musiske præstationer for tre stemmer - og den skarpe satire, de milde drillerier, parodierne på kendte, folketinget og kongehus - altid leveret med kærlighed til den, som parodien gik ud over. Man skal altid grine MED og ikke AF dem de gør grin med. Og den grundlæggende sætning har Linie 3 med som grundregel for alt de laver.

En af de alt for mange publikummer på loftet i Århus var Niels Hovgaard fra Danmarks Radio. Mødet fik i 1980 Linie 3 på tv i en serie lørdagsprogrammer, og det var her - som fast indslag i ”Tv i Teltet” - at de fik deres helt store gennembrud. Uden selv at fatte det. Med eet slag var de kendte. Både kendte, gen-

]

kendte og godkendte. Gruppen kom på forsiden af aviserne og parolen var, at ”Nu havde Danmarks fået sit gode humør igen”.

Niels Wenkens blev manager og tiltrådte som fuldtids-voksen i den børnehave, som Linie 3 er, når de er sammen. Wenkens behandlede alle sine artister som verdensstjerner. Han fik alle sine artister op på en sky, hvor de af den behandling kom til at høre til. Og Linie 3 var I særdeleshed hans største aktiv – og kærlighed. Han voksede med gruppen, og de med ham. Han gav Linie 3 storhed og gav dem mulighed for enorme shows, med alt hvad der overhovedet kan bimle og bamle af lys, lyd, kulisser og påklædning – han flyttede Linie 3 fra ladvognen til de største koncertsale. Wenkens var, med sin unikke væremåde og evige gåpåmod en lysende kraft over gruppen. Wenkens tilgang var et kraftfelt, som de tre herrer fortsat kan hive nye lampesteder fra - også de sidste 10 år, hvor Niels Wenkens lys brændte ud alt for tidligt.

Antydningens kunst I utallige interviews siden starten har skiftende journalister forsøgt at finde frem til, hvad det er der sker, når de tre med jævne mellemrum mødes og arbej-

[ 22 ]

[LINIE 3]

der med et show. Hvad er det for en mekanisme de tre sætter i gang, og hvad får det til at virke så selvsmurt? Selv har Anders, Preben og Thomas ikke et endeligt bud på det, andet end kærligheden til hinanden - og den gensidige respekt. De ved hvad Linie 3 gør, og hvad Linie 3 ikke gør. De kender antydningens svære kunst, og det er netop antydningen der er Linie 3’s kendemærke. Mens stand-up er den rå og ligefremme form, hvor man siger tingene lige ud og får alle detaljerne med, så er Linie 3-formen den nænsomme, der antyder – og lader tingene udvikle sig i folks egne hoveder. Det er traditionen fra Jørgen Ryg, Dirch Passer og i særdeleshed Victor Borge som Linie 3 er skabt af. Netop Victor Borge er til fælles inspiration for både Preben, Anders og Thomas. Han lavede Comedy in Music. Kombinerede klaverspil med sjove anekdoter. Tog fat i de sværeste musikalske ting, og drejede dem rundt, så selv et klassisk stykke musik blev grinagtigt. Og med en timing, der var helt unik. Det har Linie 3 taget med sig på scenen. Derudover en række nyskabelser, der virkede. Jeg husker specielt I Aarhus Musikhus, hvor alle var gået til pause. Ind på scenen kom Thomas Eje, der I 10 minutter brugte sin pause til at sidde ved et klaver og forsøge at spille sig igennem Für Elise. Alle gange med fejl. Kun de meget få,

der blev på stolen i pausen oplevede ham sidde og rode rundt på Victor Borge-agtig vis. Da folk igen fandt deres pladser var Thomas væk – men I anden afdeling spillede han pludselig Für Elise uden fejl og råbte “YES der var den”. Vi var vel kun 20 I salen der forstod hvad joken det handlede om. Os der, som fans, ikke ville forlade pladsen I utide.

Musikken i centrum Selvom det er parodierne og humoren der ofte huskes, så har Linie 3 hele tiden primært handle tom musik. Sådan var det da de mødtes over en kop gløgg I 1979 – og sådan var det også i 2012, da de ”genopstod” i Linje 3 - Live. De otte års pause havde selvfølgelig sat sine spor. Erfaringer fra andet end Linie 3 tager de altid med ind i deres fællesskab– og selvom stemningen og glæden er den samme som altid. Musikken kom endnu mere i centrum end tidligere, og det er lige på og hårdt.

De havde indøvet nogle af de sværeste numre nogensinde i Linie 3’s karriere og sat både sig selv og Glæsel på hård prøve. Og de bestod. Det vil de nok gøre igen til jul, hvor juleshowet spiller for fyldte huse. Nogle af de bedste julesange kommer under kærlig behandling af den gennemmusikalske trio med Glæsel og Trine Gadeberg.

[ 23 ]

[PREBEN KRISTENSEN]

[ 24 ]

[PREBEN KRISTENSEN]

PREBEN KRISTENSEN

Gejst er drivekraften Man skal først gøre det, når man har gejsten. Man skal først gøre det, når det føles rigtigt. Når det er sjovt. Det skal være drivkraften. Jeg har stadig gejsten. Det her er sjovt.

Sådan siger Preben Kristensen, der som en del af Danmarks største entertainmentsucces ved hvad han taler om. Preben Kristensen er en – nuvel – karikeret, aldeles sublim, udgave af Danmarks dronning, han er sprogekvilibristen med hang til det nidkære, han er skuespiller med krop og sjæl. Han er fantomet i operaen, han er Zeus, Don Ranudo, ånden Genie, Ridder af Dannebrog – og så er han en del af Linie 3.

[ 25 ]

[PREBEN KRISTENSEN]

Preben Kristensen er skuespiller, født i Skive, gift med Søren Hedegaard, og i et og alt tro mod kærligheden. Til dem. Til jer. Til hans fag. Preben Kristensen er uddannet skuespiller fra Århus Teater i 1978.

Efterfølgende, mens han var ansat ved teateret, kunne han opleves i selskab med Anders Bircow, Søren Pilmark og Asger Reher ­der i en musikalsk fusion optrådte under navnet ’Barbarshop Harmony’. Senere ændrede konstellationen sig, Reher og Pilmark fandt andre veje, og Anders og Preben fandt Thomas. De debuterede i 1979 på Jacobs Bar BQ som Linie 3 og året efter var gennembruddet en realitet.

[ 26 ]

[PREBEN KRISTENSEN]

Filmglad knægt blev skuespiller Preben Kristensen er født i Skive. Han er søn af en murersvend, barnebarn af en filmentusiast ­og heldig nok til at være født i en familie hvor man, trods det fædrene ophavs solide håndværk, havde al mulig forståelse for Prebens ambitioner om at blive skuespiller. Der var nemlig aldrig megen tvivl i hans sind. Når han med sin bedstefar i hånden begav sig ud i Skive, for ­– igen – at besøge en af de lokale biografer, og slugte film efter film, var det med en spirende drøm der vandt hævd på ambitionerne.

Preben Kristensen gik til optagelsesprøve på Skuespillerskolen ved Århus Teater, kom ind, debuterede med bravur, blev fastansat og befandt sig – særdeles – godt på scenen. Da Preben, Anders og Thomas fandt sammen i konstellationen Linie 3 var det den fælles kærlighed til musikken der var omdrejningspunktet, men derfor kan man godt have det sjovt imens. Og det havde de. Kemien mellem de tre var – og er – helt særlig, og af den slags opstår, sjældent, men trods alt til tider, små mirakler, og når den slags kommer landsdækkende tv for øre, har de for vane at vokse sig større. Dagen efter Linie 3’s tv-debut vågnede Preben op som landsdækkende berømthed. De tre drenges musikalske talent fornemt kombineret med deres sans for komik og parodier ramte lige akkurat ned i noget danskerne havde trængt til.

Samtidigt debuterede de i 1980 og dengang fandtes der stadig kun en tv-kanal ­– så vi havde set det alle sammen. Succesen var velkommen, men også udfordrende og angstprovokerende. Preben følte sig hårdt ramt at horderne der fulgte efter drengene når de fulgtes af ned af Strøget, og det var overvældende med mængderne der gloede. For det gjorde de. Samtidigt havde Preben alle ambitionerne om en karriere på teateret i behold. Han ville udfordres, ud i sindets yderste kroge – han ville forestille at føle noget, så overbevisende, at han kunne række ud og nå publikum fra scenekanten.

[ 27 ]

[PREBEN KRISTENSEN]

Men han var jo sjov. Det var jo det han var. Teatret fik fat Landets teaterdirektører stod ikke i kø for at hyre den unge komiker – endnu, og da Ebbe Langballe i 1984 skulle besætte rollen som Arnold i ’Det var en lørdag aften’, var Preben Kristensen ikke hans umiddelbare valg. Med det blev han. Ebbe Langberg overværede Preben i en forestilling på Århus Teater, i en rolle han spillede så overbevisende, at Langballe blev det, og siden da, siden Preben Kristensen viste sin mangfoldighed i den udfordrende rolle som Arnold på Rialto Teateret har både teateret og tv gjort flittigt brug af talentet. Preben Kristensen har blandt andet spillet ’Sweeney Todd’, ’Hvem er bange for Virginia Wolff’, ’Hamlet’, ’Gøgereden’ og ’Phantom of The Opera’ og på tv har Preben blandt andet haft roller i ’Bryggeren’, ’Charlot og Charlotte’ og ’Forbrydelsen’. Udfordrer egne ambitioner Preben Kristensen er både og. Hans kærlighed til skuespillerfaget er drevet af lysten til at udfordre og indfri – egne – ambitioner. Han dyrker det mangfoldige – og mestrer det med lige dele troværdighed. Han er troværdig iført lampeskærm og store armbevægelser i en sky af kongerøgelse, men han er ligeså overbevisende når det er svære sindsstemninger, livets storhed eller små nærmest undseelige mirakler der er historien der skal fortælles. Han påtager sig rollen, uanset – og han slipper den først når det er passende. Han er koncentreret, men trives alligevel storartet i den børnehave forberedelserne til et Linie 3 show kan være. Eller er. Ingen ved hvor Anders gik hen, eller hvad Thomas skulle eller hvorfor Preben skal. Men alle ved præcis hvad de vil. Når Linie 3 igen går på scenen er det ikke for at overraske, det er for at underholde. For at have det sjovt og ihukomme den gejst der altid er drivkraften. Det er for at dele det hårde arbejde med publikum. Og når det så er sagt – og gjort – søger Preben Kristensen måske igen mod nord. Mod sommerhuset og stille eftermiddage med mand og hund og hav. Mod den rastløshed der altid opstår i pauserne mellem de jobs der ellers står i kø. Så længes han tilbage på scenen. Hvor han befinder sig bedst. Heldigvis.

[ 28 ]

[SKØNHED]

KÆRLIGHED…

...OG KRÆFTER

Love & Energy til kvinder er beriget med L-arginin og L-citrullin, som aminosyrer, og en sammensætning af vitaminer, mineraler og antioxidanter, der bidrager til øget energi og minsket træthed. Kosttilskuddet til kvinder indeholder niacin, vitamin B12 og biotin bidrager til at bibeholde normale slimhinder. Vitamin B6 bidrager til at regulere hormonaktiviteten. Dosering: 3 tabletter dagligt samme tid hver dag.

Forhandlerinfo via +45 44 57 58 59.

249 kroner for 100 tabletter.

Love & Energy til mænd er beriget med L-arginin og L-citrullin, som aminosyrer, og en sammensætning af vitaminer, mineraler og antioxidanter, der bidrager til øget energi og minsket træthed.

Kosttilskuddet til mænd indeholder zink, som er et mineral, der bidrager til at bibeholde et normalt testosteron-niveau i blodet samt til normal fertilitet og reproduktion. Selen er et mineral, som bidrager til normal spermatogenese, dvs. dannelsen af sædceller. Dosering: 3 tabletter dagligt samme tid hver dag.

EN MUNDFULD eos Shimmer giver både pleje og shine til læberne, så de ser lækre og uimodståelige ud. Læbebalsamen indeholder naturlig sheasmør, jojobaolie og vitamin E, der alle er gode læbeplejere.

Forhandles via matas.dk og koster 59 kroner.

[ 29 ]

[ANDERS BIRCOW]

ANDERS BIRCOW

Manden i midten Andre mennesker interesserer ham – og hans egen attitude fejler ikke noget. Han har meget nemt ved at få øje på potentialet og på det smukke i smilet, glæden og grinet. Anders Bircow er manden i midten. Han er alvorstung, eftertænksom, spontan, grinagtig – i ordets bogstaveligste forstand – og så er han drevet af et menneskesyn der er dybt forankret i troen på livsglæden som den drivende kraft.

Anders Bircow er oprindeligt bankuddannet, men slap – med egne ord – ud i tide. Han arbejdede siden hen som lærer, men blev i 1977 uddannet som skuespiller fra Århus Teater, fordi det var det han i virkeligheden ville – mest. Han har siden hen uddannet sig indenfor menneskekundskab, kommunikation og ledelse, fordi det interesserer ham, fordi han – ud over alt det sjove – også er en driftig forretningsmand, og fordi han mener, at alle mennesker skal udnytte potentialet og være glade i vores hverdag og på vores job. Selv lever han op til filosofien.

Anders Bircow udnytter potentialet, og har gjort det siden han i de tidligere ungdomsår begyndte at spille guitar og bas i et teenage-pigtrådsorkester. Han er glad for sit job og holder på, at det ikke behøver være så kedeligt. Det er det sjældent, når det handler om Anders Bircow.

Elegant mentor Anders Bircow var fastansat på Århus Teater da han, i selskab med Preben, mødte Thomas, og de tre debuterede med en succes der gav genlyd landet over. Springet fra økonomisk-meget-ansvarligogså-for-din-penge-bankassistent til skuespiller og entertainer på de skrå brædder og i en af dansk histories største underholdningssucceser klarede Bircow aldeles elegant. For i virkeligheden var han mest til det sidste.

[ 30 ]

[ANDERS BIRCOW]

[ 31 ]

[ANDERS BIRCOW]

Det særlige ved ham er dog, at han aldrig har påtaget sig falske identiteter og derfor er der stadig en del af ham der interesserer sig, lidt mere end de fleste, for cash-flows og virksomhedsledelse i en grad hvor de fleste gøglere og andet godtfolk måske nok må stå af. Den særlige kombination af egenskaber; et sjældent musikalsk talent, komikerens timing, det nysgerrige menneskes evige søgen efter ny viden og en solid interesse for matematikkens grundlæggende vilkår betyder, sjovt nok, at Anders som kunstner, foredragsholder og mentor er en stor kapacitet og i den egenskab har han tilført både virksomheder og teatre landet over noget helt særligt.

Anders Bircow taler altid lige ud af posen – og til tider som Mickey Mouse, da han har erhvervet sig det ærefulde hverv, at være musens danske stemme. Han har altså travlt Anders Bircow, med tegnefilm, foredrag, som entertainer og skuespiller og så som – ikke mindst – Marions mand og far til Sophia og Julia, som de to har sammen, og til Caroline og Frederikke, som Anders har sammen med sin første hustru Charlotte Bircow.

[ 32 ]

[ANDERS BIRCOW]

Holdingernes mand Anders Bircow er i kunstnerisk sammenhæng en velanset skuespiller og musiker, og selvom det er for komikken og musikken i Linie 3 konstellation, at han for alvor har cementeret sin kunnen, har teatre og instruktører gennem alle år honoreret talentet på landets store og små scener, og Anders har således været ansat ved blandt andet Det Kgl. Teater, Betty Nansen Teatret, Det Ny Teater, Nørrebros Teater, Folketeatret og Østre Gasværk. Derudover er han hyppigt tilknyttet forskellige shows og tvproduktioner.

Anders Bircow insisterer på, at livet, arbejdet og hverdagen ikke må være kedelig. Han er et både arbejdsomt og stædigt gemyt, der står fast på sine holdninger til livet og samfundet. Han er provokatøren, der godt tør udfordre Jante, selvsagt med et smil, men ingen skal være i tvivl om, at Anders kan slå overbevisende fra sig, om nødvendigt. Han accepterer ikke, at kendte mennesker er en lygtepæl som gadekryds kan pisse op ad - og går gerne hele vejen for at sætte tingene på plads. Således også, da han fejlagtigt fik offentlige tæv for at være pyramidespiller I forbindelse med hans engagement I virksomheden Amway. Pressenævnet gav ham medhold I sagen, og Anders tager gerne kampen op imod den sladder der i folkemunde får fornyet liv anført af de kulørte blade.

Anders elsker at stå på scenen. Han er vild med samarbejdet og kemien i Linie 3. Han er stolt af deres succes og det de tre kan tilsammen. Han elsker at udfordre de andre, og sig selv – og så kan han rigtigt godt li’ at lege.

Han er sin egen – og lidt vores. Han er manden i midten, cremen mellem de to kiks, som Glæsel ynder at sige det. Og det bliver ikke kedeligt, for det behøver ingenting virkelig at være.

[ 33 ]

[THOMAS EJE]

[ 34 ]

[THOMAS EJE]

THOMAS EJE

Tusindkunstneren Thomas Eje fik, et øjeblik, den tanke, at han muligvis skulle være advokat eller civilingeniør. Det skulle han ikke. Han skulle være kunstner. Han skulle tage livet i ed og udfordringen op. Han skulle lykkes eller fejle - uanset tage chancen. Han skulle være noget, for nogen, sig selv og alle os andre. Han skulle være skuespiller - og det blev han. Blandt andet.

Den 26. februar 1978 modtog Thomas Eje et brev, adresseret til 4. Maj Kollegiet hvor han på daværende tidspunkt residerede, teksten lød: Optaget.

Skuespillerskolen. Afsender: Århus Teater. Det blev begyndelsen – ikke på det hele, men på meget. Det var her han mødte Anders Bircow og Preben Kristensen, efter en veludført udgave af ”Fru Pik-gallop”, som førsteårs studerende i årets julerevy, og det var her han foran spejlet, morgen efter morgen, engageret kastede sig ud i de, for skuespilleraspiranter, obligatoriske kropssprogsøvelser – herunder den bagud lænede jeg-holdning og den fremadrettede du-holdning. Det var her han debuterede på teaterscenen i stykket ”Sweet Charity”, det var på den tid han medvirkede i tv-serien ”Matador” – og så var det også mens han gik på skuespillerskole, at han debuterede på Jacobs Bar BQ i konstellationen Linie 3 – med succes.

Stor succes.

[ 35 ]

[THOMAS EJE]

En barndom i kunsten Thomas Eje er vokset op i en kunstnerfamilie.

Begge forældre ernærede sig som kunstnere og Thomas Ejes morfar, Thorvald Hagedorn-Olsen, en kunstmaler af den fine gamle skole, var – og er – en anerkendt kunstner. Thomas barnesko, i den her sammenhæng røde træskostøvler, trådte han, blandt andet, på en terrazzobelagt trappe på Østerbro, hvor akustikken var fordrende for den ”mest vidunderlige infernalske larm” og så var der bedsteforældrenes hjem ved Roskilde Fjord, hvor Thomas og hans storebror Niels byggede tømmerflåder, legede stenaldermennesker og brændte keramik. Senere, da Thomas er fem år gammel, flytter han med resten af familien til Hellerup – godt nok ikke den del af Hellerup hvor privat badebro er obligatorisk, men i den lidt mere ydmyge afdeling hvor der lige akkurat blev plads til eget værelse med skrivebord og køjeseng. Luksus, hvis man spørger Thomas Eje.

[ 36 ]

[THOMAS EJE]

Thomas gik på Bernadotteskolen, camperede med sin familie i deres farvestrålende folkevognsrugbrød og spillede musik med nogle kammerater. Han levede lykkeligt – kreativt og kærligt. I 8. klasse gør han oprør og skifter til den noget mere regelrette Gunnar Jørgensens Skole, med baggrund i det ræsonnement, at man jo aldrig kan vide om man en dag skal være advokat eller civilingeniør. Det skulle han ikke, og et sted midt imellem blækregning og bidselsko forlod Thomas i 10. Klasse Gunnar Jørgensens Skole, fuldstændigt sikker i sin sag: Han skulle være skuespiller. Man skal være 18 år for at søge ind på skuespillerskolen, og de mellemliggende år brugte Thomas på Musikakademiet ­– og på forskellige småjobs, en rejse i USA og på at spille fagot i et orkester.

Et møde for livet Da Thomas kommer ind på Skuespillerskolen ved Århus Teater ved han ikke, at gennembruddet er lige om hjørnet. Han aner ikke, at han om et par år vil blive genkendt i bussen på vej til skole, og anerkendt af hele Danmark for det anmelderne dengang formulerede som ”udsøgt talent for at spejle andres manerer”. Men det bliver han – tilfældigvis. For den aften Thomas debuterer i den traditionelle julerevy ved teaterets julefrokost møder han senere på natten to drenge, der spørger om han har lyst til at være med i en sanggruppe. Det havde han. Det har han stadig.

De tre drenge mødes utallige søndage og synger trestemmig sang, ser film og joker – alt sammen med baggrund i en usædvanlig god kemi. Anders og Preben er ansat ved teateret som skuespillere og ikke helt sjældent ender de tre på Jacobs Bar BQ, som var stedet for teaterfolk, musikere og kunstnere. Det er her, på opfordring af Jacob Evar, stedets indehaver, at Thomas, Preben og Anders finder ud af, at de

[ 37 ]

[THOMAS EJE]

skal optræde med deres sang og sjove påfund. Det gør de med så stor succes at Danmarks Radio engagerer de tre til ”Show for sjov”, og da udsendelsen har været sendt, er alting forandret. Fra da af er Linie 3 en landsdækkende succes og Thomas Eje er i en alder af 23 berømt, feteret og rig. Linie 3 fortsætter i de følgende år med turnere landet rundt med forskellige shows, og i pauserne spiller Thomas Eje teater, laver one-man shows, film, teater, bliver far til Josefine, gift og skilt ­et par gange ­og så dyrker han kunsten.

Kunsten tager over Thomas Eje er en passioneret kunstmaler og keramiker, og sammen med sin fjerde hustru Katherine, ejer og driver han i dag et galleri og atelier på Als. Katherine, kvinden der kommer fra samme planet som Thomas og derfor griner af de samme ting, interesserer sig for noget lignede og i øvrigt er – mindst – ligeså passioneret kunstner som han, mødte Thomas i Las Vegas, da han i 2004 forsøgte sig som entertainer i ørkenbyen. Det gik ikke helt som man kunne have håbet. Uheld, alt alt for mange overfladiske kærlighedserklæringer fra en by og et folk, hvis puls er faretruende høj og en lind strøm af udgift uden indtægt, førte til at Thomas Eje i 2008 vendte hjem til Danmark. Sammen med Katherine, som han giftede sig med i Little White Wedding Chapel, ved et drive-thru bryllup i en pink Cadillac.

Da de to sammen returnerer til Danmark slår de sig ned på en stor gård, åbner Galleri Eje, nyder landlivet, hinanden, musikken, kunsten ­og Thomas tager sig tid til at finde ind til den kunstner og entertainer der følte sig forslået og forbigået af den amerikanske drøm. Planen var ikke umiddelbart at returnere til de skrå brædder med i 2012 annoncerede Preben, Anders og Thomas endnu et Linie 3 show – 150.000 solgte billetter i 2012 og nu i 2017 er det snart jul. Thomas Eje har fundet sig selv, de to andre og det særlige kunstneriske drive, der på Als bliver til acryl på lærred eller glaseret keramik, og på turne i Danmark til en særlig fin fornemmelse for musikken, rytmen, komikken og parodiens kunst. Måske var han, for en stund, svær at finde – men her er han.

Igen. Tusindkunstneren Thomas Eje.

[ 38 ]

*Se ĂĽbningstider pĂĽ hjemmesiden

[ 39 ]

[TRINE GADEBERG]

TRINE GADEBERG

Den fjerde LINIE 3 Trine Gadeberg er ikke city-single, men hun er ophavskvinde til konceptet – og selvom hun på andet år er rigtig godt gift med Kasper Le fevre, skuespiller og komiker, så tør hun godt sætte ligefremme ord på et enestående kvindeliv. I efteråret er hun den fjerde Linie 3 – og hun glæder sig. Ydmygt.

Trine Gadeberg er 48 år og mor til 18-årige Andrea, der denne sommer blev student. Hun er vokset op i Holsted, lige midt mellem Esbjerg og Kolding, langt væk fra København, hvor hun bor nu – men forbløffende tæt på en mulighed, der forandrede hendes liv.

Og selvom der hjemme hos Trine og hendes mor og far og 3 søskende var både sang, musik og hjerterum, så var der også en skilsmisse, der blev effektueret, da hun var 14 år gammel – og da hun var 16 flyttede hun hjemmefra. Indtil da boede hun sammen med sin far – som den eneste af de fire søskende, og prioriteringerne blev anderledes, da Trine pludselig selv havde hovedansvar for måltiderne og meningen med livet;

[ 40 ]

[TRINE GADEBERG]

[ 41 ]

[TRINE GADEBERG]

”Så står man ligesom der, og er nødt til at sikre sig, at der er havregryn til morgenbordet – og så bliver det vigtigere end festerne og det liv der,” siger Trine Gadeberg. ”Og måske var den der overlevelsesdrift en vuggegave, jeg fik – for vi havde ikke de rigtige møbler eller den store bil hjemme hos os; det var noget andet, der fyldte – og vi lærte, at der var noget, der var vigtigere end det der. Det har jeg taget med mig, og sådan har jeg også levet mit voksenliv. Jeg tror på, at man skal vise kærlighed og omsorg for andre, og jeg tror også på, at det kommer tusindfold igen.”

[ 42 ]

[TRINE GADEBERG]

Der var masser af kærlighed og omsorg i Trines barndomshjem. Om sommeren havde Trines mor flygtningebørn boende i hjemmet, og selvom ingen på matriklen var født med hverken en guld– eller for den sags skyld sølv-, ske i munden, så var der plads til flere børn. Og til Trine og hendes søskende. Trines forældre lavede revy, der var sang og musik i hver en krog og kvadratmeter af huset, der var humor og så var der et kæmpe drive, som Trine husker, hendes forældre repræsenterede. Det gør hun måske stadigvæk ?– og Trine har i udpræget grad arvet det; ”Jo, jeg er sådan en med krudt i røven. Bestemt.

Jeg har energi og skabertrang – på godt og ondt, for jeg kan nemt komme til at forvente, at alle andre har den samme energi, og det kan selvfølgelig godt være svært at møde mig i det aktivitetsniveau. Og jeg er nok ikke ligefrem nem at leve sammen med,” smiler hun.

Og fortæller, at hun forleden selvfølgelig brugte en sjælden fridag på at slå et skab ned i soveværelset og senere samme dag fik etableret et walk-in i kælderen i stedet, for – som hun sagde til hendes mand, der så til med en anelse forundring – hun slapper faktisk ret god af med den slags… Det, og så i parrets fælles sommerhus i Sverige, der er placeret lige midt imellem himmel og jord og cirka tre kilometer inde i en skov. Der er ikke så meget andet at gøre, end at glo ud over søen og komme i zen, så det gør hun, når hun er deroppe. Og så vender hun selvsagt retur med masser af energi af den slags, der bliver til City Singler og en landsturne, koncerter med diverse symfoni og landsorkestre, revyer og et samarbejde med Linie 3. Til november skal Trine Gadeberg med de tre rundt på en turne, hvor hun skal akkompagnere den musikalske trio – blive en del af dem, og af den julekoncert, som rigtig mange danskere med meget stor sandsynlig – og traditionen tro, når der er tale om Linie 3, ser frem til. Hun er en del af processen. Hun har en holdning og en

[ 43 ]

[TRINE GADEBERG]

kreativ åre, der selvfølgelig kommer til udtryk i samarbejdet. Og selvom, hun sidder der med, siger hun, en stor ydmyghed, fordi Linie 3 for hende er dem, der banede vejen og var med til at starte en tradition for den slags underholdning i Danmark, så sidder hun der også med en stor lyst til at bidrage. Sådan er hun. Hun er entertainer – hun er ikke sangerinde, skuespiller, tekstforfatter eller idémager, hun er det hele – på én og samme tid.

Trine Gadeberg debuterede i 1992 i Varde Sommerspil, som Maria i ’Sound of Music’ - et dedikeret stenkast fra der, hvor hun er vokset op, og hun gjorde det godt, for hun blev egnskendt og rygtet om den talentfulde frøken bredte sig som ringe i vandet.

Og i 1996 var hun på plakaten i Hurup revyen, med selvsamme Anders Bircow og det blev starten på noget, der godt kan kaldes en tradition – for med undtagelse af det år, hvor Trine Gadebergs datter spillede med i julekalenderen Pagten og det år, hvor Trine spillede Pyt i Nissebanden, har hun sommer efter sommer medvirket i en revy i Danmark. Hun har også deltaget i Melodi Grand Prix – og så fandt hun for 9 år siden på ’City Singler’, der er fire kvinder og et sceneshow, der er en blanding af koreografi, sang og komik på en måde, i en hidtil ret uset kombination, der begejstrede både anmeldere og publikum –og stadig gør. Og i år, så ringede Linie 3 altså.

Og hun sagde ja; ”Altså, jeg blev jo vildt begejstret, og selvfølgelig sagde jeg ja, men jeg er også meget ydmyg. Virkelig.

Lige nu sidder jeg mest med til møderne og kigger på, og lærer deres form at kende. De er tre vældig åbne herrer, og det kommer jo mig til gode, for det er nemt at få lov til at bidrage, og jeg skal nok være hende, der ligesom ”disrupter“ lidt i forhold til det, der er sædvanlig Linie 3, men det skal vi selvfølgelig definere i fællesskab, og det er det, vi er i gang med at gøre, ” fortæller Trine Gadeberg, og slår fast, at hun i alt fald er mere end et yndigt indslag, der skal synge andenstemme på et par numre. Hun er en del af det og bidragsyder til det show, der skal på turne rundt i landet hele efteråret;

[ 44 ]

[TRINE GADEBERG]

”Jeg glæder mig. Det er et spændende samarbejde og helt, helt anderledes end det, jeg lige kommer fra, City Singler, hvor det jo er mig selv, der bestemmer.

I den her sammenhæng indtager jeg helt naturligt den mere ydmyge position, både fordi, det ikke er mit projekt, men også fordi det er Linie 3. Altså, Linie 3 – man husker jo endnu, hvordan man sad og så ’TV i Teltet’ dengang i 1980´erne, hvor de altså var nogle af de første, der kunne – og gjorde - det der,” smiler hun.

Linie 3’s nye show er alt det, vi kender og en helt masse, vi ikke har set før. Showet har i den grad et musikalsk fokus – og Trine Gadeberg er med meget stor sandsynlighed et både klædeligt og velklingende akkompagnement til gruppen, hvis seneste fællesshow var i 2012. Det er julesange, der er på repertoiret og der er premiere – efterfulgt af en landsdækkende turne – d. 9. november.

På en måde er det overraskende, at de tre i den grad etablerede herrer pludselig udvider og stiller et større hold, men omvendt; Trine klæder konceptet og sangene – og så er de heller ikke så forskellige, som man måske kunne forestille sig; ”Jeg synes egentlig, at vi har en stærk fælles referenceramme og deler humor. Måske har vi ikke i så høj grad delt publikum hidtil – det kan godt være, at dem, der ser City Singler traditionelt er lidt yngre, men revypublikummet har vi til fælles – og så noget andet, meget væsentligt; nemlig det, at vi tør udstille os selv – i stedet for at gøre grin med andre, ” siger Trine Gadeberg, ”og det er der, det bliver sjovt, synes jeg – når man tør lægge sig selv op på den offentlige skueplads. Det er humor; at man tør tabe ansigt,” smiler hun.

Det tør hun godt. Og hun tør også tage ordet, når de har fundet melodien. Og det har de om et øjeblik, og så er der premiere og Trine Gadeberg træder i karakter, som den fjerde Linie 3.

[ 45 ]

[JAN GLÆSEL]

[ 46 ]

[JAN GLÆSEL]

JAN GLÆSEL

LINIE 4 Trompeten overdøver insisterende den forventningsfulde mumlen fra mere end 1000 mennesker. Overlegent. Det er lyden af noget der er under opsejling. En markering. Resten af orkesteret svarer prompte, præcist – anført af en af Danmarks mest talentfulde musikere og komponister. Det lyder som en leg – og det er det det er. Jan Glæsel er, traditionen tro, kapelmester og danner dermed fortrop for det otte mand store orkester der akkompagnerer Linie 3. Det kan ikke være anderledes. Jan Glæsel har været med nærmest siden begyndelsen. Han kender tonen på holdet – og vigtigere endnu; han kender takten. Han er en integreret del af Linie 3, og sammenspillet mellem orkesteret og Anders, Preben og Thomas er sublimt.

Deres kompetencer lever op til hinanden. De kan alt det de vil. Jan Glæsel er en erfaren musiker, komponist og kapelmester. Allerede som seksårig marcherede han rundt iført trompet og karakteristisk sort pelshue som en del af Tivoligarden.

I gymnasietiden bliver han en del af Thad Jones Big Band Eclipse, og turnerer med orkesteret i det meste af Europa, og i 1981 bliver han en del af legendariske Anne Linnet Band. Tre år senere møder Jan Glæsel tre drenge der, som han, elsker musik, og ud af det møde opstår der rigtig sød musik.

[ 47 ]

[JAN GLÆSEL]

[ 48 ]

[JAN GLÆSEL]

Musik og en kuglegrill Jan Glæsel har ligeledes gennem årene spillet en fremtrædende rolle som kapelmester i tv-underholdningsprogrammer, og især samarbejdet med Michael Meyerheim på hans talkshows, var med til at cementere Glæsels status som en af Danmarks dygtigste. Ydermere må, som en af hans helt særlige værdsatte kompetencer, nævnes at få kan fremtrylle velstegte lammekøller præcist så vellykkede som grilleksperten Glæsel. Jan Glæsel debuterede i år 2000 som forfatter med kogebogen Brug låget, når du griller, der er skrevet sammen med hustruen Miriam Glæsel. De to er passionerede grillentusiaster – og da Jan Glæsel på et tidspunkt tabte sit kæreste eje, en Weber-grill i en tv-quiz, og dagen efter modtog en ny som en venlig gestus fra Weber, blev det begyndelsen på et eventyr, der foreløbigt er blevet til tre bøger i samarbejde med grillproducenten. Jan Glæsel har samarbejdet med mange af dansk musiks dygtigste udøvere, men Linie 3 har været en stor og værdsat del af hans karriere, og da Thomas Eje i 2008 har brug for en kapelmester til sit Las Vegas Show ”Tom Dane”, er det også Jan Glæsel der flyves over Atlanten. Jan Glæsel er en stor kapacitet – og når han arbejder er det altid med kærlighed til musikken, og alt det melodien formår, i fokus. Det ved Anders, Preben og Thomas. Og det ved vi der lytter på også.

[ 49 ]

Meningen med

MARIA

[ fotos: CLAUS PEUCKERT ]

[ 50 ]

[ 51 ]

[ 52 ]

[MARIA LUCIA]

Måske får hun nok. Hun har ikke brug for at blive set, men hun har brug for musikken. For lyset, lyden – orkesteret. Den symbiose, der bliver til alt det, man kan forestille sig. Hun gør sig stædigt umage og lykkes.

Og så tager hun en lille pause – det tør hun godt.

Hun tænker sig nemlig altid godt om, og så giver hun verden en lyd. Det er det, vi kender hende for; Maria Lucia kan synge afgrundsdyb fortvivlelse og uforbeholden kærlighed.

Hun var 18 år, dengang hun vandt Popstars Showtime og blev et – temmelig - kendt ansigt på gader og stræder i Danmark. Kun 18 år, men vældig parat – i virkeligheden, for det var langt fra noget tilfælde, at hun valgte at stille op i den landsdækkende sangkonkurrence på landsdækkende tv. Maria Lucia havde tænkt sig godt om, og måske er sandheden den, at det hverken kunne eller skulle være anderledes. For ja, hun var sådan et barn, der altid sang. Og sådan en datter, der kom bedst igennem trods- og teenagealderen, hvis sangen var flerstemmig. Og så var den det. Sang fyldte noget hjemme i Aarhus, hvor Maria er vokset op sammen med – indtil de blev skilt og Marias mor flyttede til København – sin mor og far og storebror. Mor sang, når den treårige Maria skulle have sko på om morgenen, og far var en del af musikken i deres fælles band ’The Rosenbergs’. Musik har altid været en – stor - del af hendes tilværelse. Hun debuterede i musicalen ’Bugsy

Marlone´ som otteårig og sang i kor, i badet, i takt og med et usædvanligt gehør og en stemme, der nok altid har været noget helt særligt. Og da Maria i 2003 blev student fra Aarhus Katedralskole, tog hun samtidig sidste eksamen på MGK- musikalsk grundkursus – og så flyttede hun til København. For det var samme år, hun vandt Popstars – og selvom hun ikke kunne vide det, så var det også det år, hvor alting på en måde forandrede sig og blev til starten på noget, der endnu ikke er fuldendt. En livsbane, hun forfulgte – og som hun selv beskriver som en livsåre; det var aldrig et spørgsmål om, hvad hun skulle være, når hun blev stor – men hvordan og hvornår. Og der er ikke og har aldrig været en plan b. Maria er musik. ”Jeg meldte mig til Popstars første gang, programmet blev annonceret, men sprang fra, fordi nogle auditions faldt sammen med eksamener i gymnasiet. I 2003 ringede de så og spurgte, om ikke, jeg ville forsøge igen - og egentlig havde jeg begge gange, men især anden gang, mange kvaler omkring det, ”fortæller Maria Lucia. ”Jeg ville det gerne, men jeg var ikke vil med konceptet omkring det der ”fame”. Altså, jeg ville ikke filmes i den der kø, hvor man stod og ventede på at komme ind, og jeg ville ikke udstilles, men jeg ville bare rigtig gerne synge – og egentlig, nu hvor jeg tænker tilbage, så ved jeg ikke, hvorfor jeg lige tænkte, at det var vejen – men det var en mulighed, og den tog jeg.”

[ 53 ]

[MARIA LUCIA]

Maria Lucia vandt ret overbevisende, og hendes debutalbum solgte 22.000 eksemplarer – et betragteligt antal og nok til en guldplade; branchens anerkendelse af en musiker, der kan lave musik, der sælger.

Maria Lucias stemme sælger. Den er mærkbar – og så er der måske det ved den – og ved hende – at man kan høre historien; hendes sang bliver til lyden af stor kærlighed, livets uhyrligheder – det vi længes mod og alt det, vi ellers har svært ved at finde ord for. Det hele får en lyd. Og hvis det er rigtigt, er det også sandt, at det på en måde var en meget naturlig forlængelse af det med sangen, at Maria Lucia blev en af Danmarks absolut største musicalstjerner. Det kan hun også – det med at stille sig op på en scene og spille en skønhed, der kan se det smukke i et uhyrligt ydre. Hun debuterede i 2005 på Det Ny Teater som Belle i en opsætning af ’Skønheden og udyret’, det fine franske folkeeventyr, der er udødeliggjort både på film og teater et utal af gange, men aldrig præcis som i 2005, hvor Maria Lucia, i Disneys udgave af klassikeren, bragede igennem med det, en anmelder kaldte ”scenisk sødme” og en stemme, der gav genlyd!

Det var nok den dag, det hele sådan rigtigt startede; musicalkarrieren, der endnu tager Maria Lucia med på nye hæsblæsende, smukke og uventede eventyr. Hun er skuespiller, sangerinde, kæreste, datter og menneske på én og samme tid. På en måde betyder det alt sammen det samme for hende.

Og man kan godt se det på hende, at hun er en succes. Den kernesunde, søde pige, der vandt popstars er blevet en smuk, ung kvinde, der udstråler overskud og selvværd. I 2016 udgav hun – sammen med sin personlige træner – ’Træn, spis, lev’, en bog, der fungerer som en art håndbog med infor-

mation omkring kost og træning. Hun udgav den bog på den anden side af hendes egen kamp mod en vægt, der nok var et resultat af et usundt forhold til mad og en tendens til at trøstespise. Det gør ikke længere, hun passer på sig selv og sin krop – også selvom feterede og smukke musicalsangerinder også har indre anliggender, der betyder, at livet ikke altid er en dans på anmelderroste scener. Maria Lucia er glad, men hun er også så meget andet; ” Jeg kan godt se, at jeg nemt kommer til at fremstå som sådan en, der har styr på det hele; smilende og sund og ovenpå, men så er der alt det indeni.

Tankerne, der hele tiden kører. Jeg er følsom og sensitiv, og jeg skal gøre mig umage med at passe på mig selv – og det handler jo også om, at jeg mistede min far, som jeg var meget knyttet til, pludseligt og i en ung alder – og hvordan er et lige, at man dealer med det, når man står der og er på vej ind i en karriere… Det var mit fundament, der brød sammen – det hele smuldrede bare, ” fortæller hun.

Maria Lucia mistede sin far, da hun var 25 år og på vej til for alvor at etablere sig i musicalverdenen.

Han var vigtig, den far. Måske usædvanligt vigtig – og det er svært at forstå, hvordan man lever videre med sådan en sorg. Men det gør man. Jo. For man kan ikke vælge den fra – og måske er det sådan, at vi vokser og får flere facetter som mennesker undervejs. Måske tager vi det menneske, vi bliver, med ud i verden på godt og ondt – og selvom andre ikke kan se det, så er det med; måske som en gestik i en bærende rolle, som en følelse af savn, der på forunderlig vis kan veksles til livsduelighed og som en undertone, der er til at tage og føle på. Maria Lucia er ikke den, hun var. Hun er mærket af det tab og har det med sig, som et vilkår, der – også – har gjort hende til den, hun er.

[ 54 ]

[MARIA LUCIA]

[ 55 ]

[MARTIN BRYGMANN]

[MARIA LUCIA]

[

Man skal ikke være tynget af den der jantelov, men give sig selv lov til at være stolt

Hun er stadig skuespiller- og sangerinde, drevet af passion og en fuldstændig altopslugende vilje til at præstere. Hun er stædig og kompromisløs – hun vil gøre sig bedste. Og så vil hun gerne være mor og stifte familie og på en eller anden måde finde en balance mellem den passionerede faglighed og et privatliv, der også kommer til at tage tid. ”Jeg har haft det her job i 13 år nu – og jeg har altid tænkt, at det var et vilkår, at jeg næsten altid er hende, der ikke kan komme med til bryllupper og barnedåb – det er meget sjældent, at jeg kan deltage i noget i weekenderne, og fordi det her er noget, jeg vil så meget, har det bare været en præmis for mig, men efterhånden som jeg er blevet ældre, så synes jeg måske alligevel ikke, at det er helt så fint – og jeg begynder jo også at tænke på at stifte familie, så nu arbejder jeg måske mere på at forsøge at få det hele til at gå mere op, så jeg kan begge dele, ” fortæller hun.

Næste år bliver Maria Lucias mor 70 år, og den fest vil hun meget, meget gerne deltage i. Og lige om lidt skal hun måske være mor – det håber hun jo på - at det ikke er langt ude i fremtiden, det med familielivet. Og drømmen om at rejse meget mere fylder på samme måde en hel del, men det gør ambitionerne omkring hendes fag og professionelle virke også. Hun ved godt, at man er lykkedes, når man er

]

printet på et meterhøjt banner, der pryder Det Ny Teater, fordi man har hovedrollen i en af teaterhistoriens største klassikere. Hun ved det, og hun kniber sig også til stadighed i armen, når hun kommer omkring hjørnet og ser den plakat – hun skal huske at nyde det; hun har succes, men tanken om, at nogen en dag skulle finde anledning til at sige, at hun ikke gør det godt nok, og synes af et forventningsfuldt publikum, som hun synes, hun skylder en god – den bedst mulige – oplevelse, driver hende til hele tiden at arbejde på at blive bedre. Hun vil til enhver tid gøre sit bedste. Absolut intet mindre; ”Når man ser sig selv på den der plakat, og det ligesom bare er det, man har villet, siden man var 5 år gammel… Det er stort – men så er man – jeg – alligevel så drevet af det der med, at tingene og pengene ikke bare kommer af sig selv, og at man derfor hele tiden skal være aktiv og opsøgende i forhold til det næste job og det næste igen, og så får man måske ikke lige stoppet ordentligt op for at kigge på den der plakat og tænke, at det sgu egentlig er meget sejt,” siger hun, ” men det skal man egentlig gøre, man skal ikke være så tynget af den der jantelov, men give sig selv lov til at være stolt. Jeg er stolt af mig selv. Af det jeg har nået og af det menneske, jeg langsomt er ved at forme mig selv til – også selvom jeg selvfølgelig stadig har meget at lære.

Jeg er ikke fuldent, ” siger hun.

[ 57 ]

[MARIA LUCIA]

Det er det ufuldendte menneske, man stiller til skue. Sig selv. Også selvom man er skuepiller, for håndværket og følelserne skal hentes hos dig selv – og medierne lader ikke meget være usagt. Som kendis i Danmark er du en del af mediebilledet og en velplejet Instagram-konto er en rentabel investering. Hvis du vil være noget, må du være nogen.

Og det er fint nok, siger Maria Lucia. Usikkerheden og tvivlen vakler måske altid rundt i perferien af en tro på hvem man er og hvad man kan, men sådan for alvor får den sjældent tag i mennesker, der tør se indad og ved, hvad de står for. Maria Lucia ved godt, hvem hun er og hvad hun ikke er. Hun lader sig ikke anfægte af antallet af likes på de sociale medier, men hun deltager, fordi hun nyder at spille det spil, som hun synes, det er. Resten, siger hun, er indadvendt – for verden og dens historier er indimellem så flygtige, at alt er glemt om et øjeblik; ”Hvis der kommer en træls historie, så er jeg ret god til at huske mig selv på, at folk er hurtigt videre. Det er glemt i morgen. Og selvom jeg gerne vil være sød og dejlig og se bedst ud og være god til alt, så ved jeg altså godt, at det ikke altid er tilfældet. Jeg er et menneske – og nuanceret. Jeg er på Instagram og jeg er med på, at mine følgere der ser, hvem jeg er – og jeg er både hende med den fede taske og det grimme morgenhår. Og det er ikke sådan, at hvis jeg lægger et billede op af mig selv, og det ikke får nogen likes, så går jeg rundt og tænker, at det er fordi alle synes jeg er grim. De sociale medier er en leg – en platform, der viser en del af sandheden, men det er ikke den eller det, jeg er, ” konstaterer hun.

Maria Lucia kender alle. Vist nok. Også selvom hun ikke oplever det sådan. I virkeligheden, siger hun, er det sjældent, hun bliver genkendt, og når hun gør,

er det bare vældig hyggeligt. Det var anderledes dengang i 2003, hvor hun som vinder af Popstars var massivt eksponeret, fordi tv er et stærkt medie – og så føles det også overvældende, når man kun er 18 år. Alle havde en holdning til hende i den periode, og dengang, husker hun, var det svært at tage ind – både det gode og det dårlige. Sådan er det ikke længere. Hun passer så fint på sig selv. Og trækker sig tilbage, når det er nødvendigt. Også på jobbet, hvor hun har sin egen garderobe, fordi den der passion for faget godt kan ta’ hende, så hun slet ikke får givet slip igen. Hun møder tidligt ind – helst tidligst – og hun dedikerer sig fuldstændigt til forestillingen, som hun på alle måder ønsket at sætte sit præg på. Og så trækker hun sig tilbage, når det er nødvendigt. Ikke uvenligt eller asocialt med et håb om at skabe lidt drama i kulisserne – det modsatte; ærligt og redeligt med et ønske om lige at kunne samle sig, så hun kan vende retur som en god kollega og den bedst mulige skuespiller og sangerinde. Det er helt okay. Det har det altid været, siger hun; ”Andre mennesker kan sagtens forstå, hvis man er sådan en, der har brug for lige at tage et øjeblik for sig selv – og jeg har med årene lært, at det er vigtigt, at jeg tør være hende, der passer på sig selv.

Jeg vil selvfølgelig gerne være en god kollega, og også tale med de andre på produktionen om andet end arbejde, men det er en heftig arbejdsdag, når man er i gang, så det kan godt blive for meget for sådan en som mig, og derfor har jeg lært, at det er vigtigt, at jeg har et sted, hvor jeg lige kan melde ud, at jeg går ind og lukker døren til et kvarter. Det har aldrig været et problem – og det er måske værd at huske, at andre mennesker sagtens kan acceptere den man er, man skal bare åbne munden,” siger hun.

[ 58 ]

[MARTIN BRYGMANN]

[ 59 ]

[MARIA LUCIA]

Det kan være et væsentlig kvarter, når arbejdsdagen starter omkring klokken ni og slutter klokken 18 syv uger i træk. De sidste to er en teaterproduktion i delte prøver, og det betyder, at man møder klokken 12.00 og har pause mellem 16.00 og 19.00, hvor man så møder ind igen og har prøver frem til klokken 22.30. Hovedrolleindehaveren skal være der det meste af tiden, og lige nu er Maria Lucia hovedrolleindehaver i opsætningen af ’Annie get your gun’, der har premiere d. 21. september på Det Ny Teater i København.

Hun laver ikke andet end at arbejde lige nu – og det er på sin vis heldigt, at hun deler det vilkår med sin kæreste, svenske Albin Ljungqvist, der er sanger, vokalcoach og showproducer, og deler adresse og hverdag med Maria Lucia i København.

De ser ikke meget til hinanden lige nu, for Maria Lucia er i proces. Passionen har fat, og hun arbejder dedikeret på at kunne give publikum den oplevelse, som hun vitterlig synes, de har fortjent. Det er dem, siger hun, hun optræder for.

”Når jeg står på plakaten og der sidder et publikum, som måske forventer, at jeg kan bringe noget til bordet, så vil jeg selvfølgelig også yde mit bedste,” siger hun, ” og det vil gøre alle de gange, vi spiller.

Der sidder jo et publikum dernede, som har betalt for en billet, og det har jeg stor respekt for. De skal have alt det, vi kan give dem. Og det er vores håndværk, siger hun; det der med at kunne levere aften efter aften i en lang periode med samme stof. Det er en – stor – del af kunsten. Hun mestrer den, ifølge de fleste anmeldere. Og hvis ikke, så er det heller ikke det allervigtigste, altså anmeldelserne; ”Det der betyder noget er publikum. Selvfølgelig kan man godt blive ramt af en dårlig anmeldelse, hvis det er en anmelder, man virkelig respekterer – men det har jo været sådan med genren, at anmelderne godt kunne lide, at starte deres anmeldelse med at sidde med armene over kors og konkludere, at ”nu kan jeg jo ikke lide musicals…” Og så må sige, at så skulle de nok ikke anmelde musicals. Den slags gør mig egentlig bare skide sur,” siger hun, ”

[ 60 ]

[MARIA LUCIA]

for man skal jo huske, at en musical skal anmeldes på genrens præmisser. Man kan ikke sammenligne med Shakespeare eller forvente, at oplevelsen er den samme. Og så må jeg også tilføje,” smiler hun, ”at jeg egentlig ser en forandring i forhold til musical-genren, der i den grad har fået sit eget liv i branchen”. Og deraf, må man konkludere, anmeldernes mere uforbeholdne opmærksomhed.

Det kan være en påtrængende genre, musicalen, måske, siger Maria Lucia. Vedkommende på en måde, der taler ret direkte ind i følelserne. Musikken og replikken bliver en forlængelse af hinanden, og så står det stærkt; ”Jeg kan godt se, at hvis man er sådan en, der har lidt svært ved det der med følelser, så kan en musical næsten blive intimiderende, fordi de store følelser står så klart i den genre – og så er det, at nogle mennesker lægger armene over kors og siger, at de ikke bryder sig om musicals, for så kan man ligesom retfærdiggøre det,” smiler hun. ”Og ellers skal

man jo også huske – og anderkende – at musicals heller ikke er for alle – eller for den sags skyld altid er veludført. Det anerkender jeg selvfølgelig – jeg er heller ikke specielt vild med techno-musik,” griner hun.

Måske skal man i stedet give det en chance. ’Annie get your gun’ er en skøn kærlighedshistorie, om en mandhaftig kvinde, der elsker – også på trods. Carsten Svendsen er Maria Lucias fiktive kærlighed og sammen med resten af holdet vil de fortælle os en historie om at holde af og ud. De har ved første øjekast ikke meget til fælles, Annie og Maria, og så alligevel; for det med kærlighed og kompromisser er en eksistentiel betingelse, som vi uagtet ophav og årstal kan spejle os i. Og her på en underholdende måde.

Hun øver sig i at blive den bedste udgave af Annie og af sig selv. Hun drømmer om at blive mor, også selvom det er vildt stressende at tænke på, at hun så skal slippe sit fag for en tid. Hun er jo fanden det fag. Hun synger altid. Heldigvis.

[ 61 ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]

BLOMSTRENDE NYHED Sommeren er ved at være slut, men du behøver ikke at vinke farvel til det grønne og naturskønne.

Tidens store trend er at dekorere hjemmet med planter i alle afskygninger – og der findes mange nye, kreative alternativer til den traditionelle urtepotte.

IDEmøbler har flere ophæng til planter, der passer perfekt til den enkle og moderne indretning.

De nye urtepotter til ophæng er støbt i sort jern, der skaber en spændende kontrast til det grønne og naturlige. Hæng eksempelvis dine planter i loftet med den runde nyhed Ema. Ved at bruge rummet i højden, giver du indretningen dybde og skaber en god atmosfære i boligen.

Se mere – og flere – på www.ide.dk

SPIL FOR GALLERIET

LYS I MØRKET

Tag et hurtigt spil kryds og bolle, mens du venter på at vandet til kartoflerne koger, eller i reklamepausen når familien slapper af foran fjernsynet.

Kastrup Design giver dig det klassiske og elskede spil på en ny og spændende måde, der fungerer både som underholdning og som flot dekoration i dit hjem. Du monterer magneterne på væggen, lige der hvor du ønsker det. Brikkerne hægtes på, og så er du klar til at finde ud af, hvem der er familiens kryds og bolle-mester. Farve: mat sort. Brikkernes diameter er 9 cm.

Forhandles via www.imerco.dk Kastrup Design. 699,95 kroner.

Menu står bag en serie af skarpe designs til udelivets levende lys. Brug den moderne og maskulint udseende Menu står bag en serie af skarpe designs til udelivets levende lys. Brug den moderne og maskulint udseende Norm ildkurv, når du vil skabe hygge på terrassen eller den store altan.

Flammer og Menus stilfulde, nordiske design er rigtig godt match.

Ildkurven er 60,5 cm høj. Farve: sort.

Materiale: oxideret stål. Design: Norm.

Forhandles via www.imerco.dk.

1.299,95 kroner.

[ 62 ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]

ET SAFTIGT ØNSKE Efterårets æblehøst og en årstid, hvor du har brug for masser af vitaminer… Det er tid til at juice, og med en SMEG slow juicer kan du starte dagen med en hjemmelavet vitaminbombe, helt efter din smag.

Slow juicerens langsomme presse-system gør ikke brug af knivblade, men presser i stedet langsomt saften med en kraftig skrue. Det sikrer at flest mulige antioxidanter og vitaminer bevares og at saften ikke oxideres, før den forlader juiceren. På den måde får du den mest nærende og naturlige smag ud af dine ingredienser, og du kan selv indstille konsistensen, alt efter hvor meget frugtkød du foretrækker.

Den indre si har en roterende børste i silikone, som filtrerer frugtkød fra, så du får en renere juice. Slow juiceren har også reverse-funktion, så du nemt kan få lidt for store stykker frugt og grøntsager fri, hvis de skulle sætte sig fast. I mere end 65 år har SMEG sat standarden for, hvor elegant hjemmets fornødenheder kan skabes. Slow juicerens retro design er en del af SMEGS ikoniske stil, og giver et farverigt pift til din køkkenindretning. Farve: sort. Materiale: plastik og rustfrit stål. Højde: 41,26 cm. Bredde: 26,96 cm. Længde: 17,1 cm.

Forhandlere oplyses på www.smeg.dk

TE-TID

EN DUFT AF…

Det er efterår og tid til eftertanke, en god bog og måske et glimt af solen på terrassen, hvorfra du kan nyde årstiden, der forandrer sig og bliver til løvfald og tusinde nuancer af rød. Nyd det og en kop dampende varm te… Yo-Yo er et nyt Bodum tekrus i glas. Sammen med kruset får du en tesi, der er så stor, at teen let kan trække og udfolde sin smag. Mens teen trækker kan du følge de fascinerende nuancer brede sig i vandet.

Kruset rummer op til 35 cl.

Farve: lime.

Værdsæt efterårets tusmørke med et duftlys fra meraki, der er 100 procent soyabaserede lys med en ren, diskret og lækker duft, der er med til at skabe atmosfære i et rum.

Soyalys soder mindre end traditionelle lys, og skulle derfor give et bedre indeklima ved afbrænding.

Forhandles via www.imerco.dk 99,95 kroner.

Forhandles via www.meraki.dk til 100 kroner.

Lyset er 10.5 centimer højt og brænder i 35 timer.

[ 63 ]

[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]

TÆPPEBOMBET? Løse tæpper skaber sammenhæng og hygge i boligen, og du kan hurtigt ændre et rums udtryk alene ved at flytte rundt på tæpperne. Efteråret er ikke nogen dårlig årstid til at investere i løse gulvtæpper, for det har den ikke uvæsentlige sidegevinst, at du ikke behøver bekymre dig om kolde fødder – og måske har du endda børn, der leger i gulvhøjde, og også de vil værdsætte et tæppe som LEGO-underlag… House Doctor laver rigtig mange fine tæpper – blandt andet dette, som du kan finde en forhandler på via www.housedoctor.dk

LÆKKERT LÆDER

EN LYSTIG EFTERÅRSNYHED

Lækkert penalhus, pung eller kosmetiktaske fra House Doctor, Monograph. Den sarte rosa farve er simpelthen så fin – og læderets kvalitet betyder, at det kun bliver smukkere i takt med, at det bliver patineret.

Sirius krabbe lyskæden Knirke har 160 meget små fine (0,5 cm) LED lys. Krabbekæden er lavet så lysene går ca 3m ud fra selve ledningen, og Cluster er derfor en meget smuk og enkel kæde til alverdens dekorationer - både indendørs og udendørs. Og det er tid til den slags – skab en skøn stemning i en efterårshave, der ellers godt kan være lidt trøstesløs, i takt med at alting afblomstrer. Lyskæden Cluster er en fin kompensation, der giver atmosfære og hygge. Kæden er 2 meter lang, og har et varmt naturligt lys. Leveres inkl. transformer og 5 meter ledning. Leveres i en smuk gaveæske. Designet af Sirius Company. Forhandles via www.siriushome.dk.

249 kroner.

Pungen fås i flere farver og modeller og forhandles blandt andet på www.mosterskur.dk til 249 kroner.

ADRÆT OG ELASTISK Oogi er en uimodståelig sugekopfyr. Han har sugekop på hoved, hænder og fødder, og lange elastiske arme. Sugekopperne kan sidde fast på enhver glat overflade som køleskabe, spejle, vinduer eller badekarret.Oogi’er er et meget sociale væsener. De elsker at røre og omfavne eller danne kæder og lave skøre akrobatiske tricks. Egnet til alle aldre! Lavet af silikonegummi i høj kvalitet.

Holdbar og nem at rengøre. BPA-fri, phthalat-fri, latex-fri.

Fåes i farverne blå og rød på www.legeakademiet.dk Højde: 13cm. 99,95 kroner.

[ 64 ]

[ANNONCE]

Indret din helt personlige

Hyggekrog Vi rejser mere og mere og har lange arbejdsdage måske netop derfor er vores faste base i hjemmet så vigtig. Når vi vender hjem fra ferie eller en lang arbejdsdag, finder vi roen i hjemmet. Roen opstår ved en indretning, der inviterer til ren afslapning.

Skab din egen hyggekrog med små, enkle midler Indret din helt personlige hyggekrog langt væk fra tv’et, hvor du kan trække dig tilbage og bearbejde dagens indtryk og lade op til en ny dag. Sæt din yndlings stol hen i et hjørne med et godt lysindfald, og smid en blød pude og et blødt tæppe i stolen,

så det bliver ekstra behageligt at sidde der. Tilføj et lille sidebord hvor du kan have et glas vand eller en varm kop kaffe stående sammen med en smuk og duftende buket blomster.

Indret dig simpelt og afdæmpet Indret dig med få ting i afdæmpede farver. For meget nips og skrigende farver kan skabe kaos. Tænk i enkle opstillinger, der giver lidt højde. Lav fx et stilleben med dine yndlingsbøger i vindueskarmen og sæt en billederamme ved siden af. At læse en bog giver en anden ro end at sidde foran tv-skærmen.

NYHEDER GYNGESTOL VEJL. PRIS 999,95. PUDE VEJL. PRIS 249,95. PLAID VEJL. PRIS 599,95.

VASE VEJL. PRIS 299,95. DUFTPINDE VEJL. PRIS 199,95 IMERCO HOME FORHANDLES I UDVALGTE IMERCO BUTIKKER OG PÅ IMERCO.DK

[BIBIS BOLIG]

BIBIs BOLIG [ foto: JONATHAN SØE ]

Den mørke tid nærmer sig. Lige nu er tusmørket rykket til spisetid, den tid der i gamle dage hed “Blå Time”. Mange steder en time, hvor man sad i det begyndende mørke og lyttede til hinandens dag.

Ammestuehistorier, sagn og oplevelser man gav til hinanden. Den hyggelige stund kunne vi godt genindføre - og i særdeleshed rykke den udenfor, mener Bibi Lykke der er stylist her på [et cetera] magazine. ”Tæpper og puder skal ud på det overdækkede område. Bare fordi det er koldere, skal vi jo stadig bruge terrassen eller udestuen - selv en carport kan gøre det ud for et overdækket rum. Efterårssolen er jo fantastisk, selvom vinden er kølig. Og der er rigtigt mange fede puder og tæpper man kan finde i butikkerne. Vattæpper er jeg ikke så vild med. De er stive og tunge, så man bliver en rullepølse. Jeg synes i stedet man skal købe nogle sengetæpper, som er mere fluffy og fåes i mange forskellige farver og strukturer - hvorimod vattæpper næsten altid er blomstrede og sender tankerne mod et kolonihavehus. Ud med et sengetæppe og pak dig godt

ind i dem. De er jo endda store, så man rigtigt kan krybe sammen og nye de sidste af solens stråler uden at blive forkølet”.

Udover at beskytte sig fra kulden, skal man også opfatte en overdækket hyggekrog som et selvstændigt rum. Indret det, som var det et selvstændigt rum - og husk ikke mindst, at man herude kan lege og gå bananas alt man vil, selvom huset måske har en selvstændig stil. ”Man kan gå i mange retninger med farver, når man laver terrasse. Man kan kopiere hjemmets stil, så den hænger sammen med hjemmet - eller man kan skabe et helt eget rum, der kan noget helt for sig.

Give terrassen en stil, så den kan leve i sig selv. Bor man klassisk dansk indenfor, kan man arbejde med strukturer, mønstre og klare stærke farver. Det er enormt nemt at ændre udtryk på en terrasse, ved bare at skifte lidt puder og sengetæpper og krukker i efterårsfarver. Pludselig skiller den sig ikke ud, men bliver eet med efteråret udenfor - og så er det næsten som at sidde i haven”.

[ 66 ]

[BIBIS BOLIG]

Skal der pyntes op, så behøver man ikke at se på kunstige dingenoter - men kan istedet tage naturen med ind. ”Nedfaldsfrugter rammer jo jorden netop nu. Æbler og andet, der falder ned, kan man lægge i et fad på bordet, så man i virkeligheden er omgivet af efterår. Det gør noget ved sindet. Vi er et par måneder fra det meget mere ruskede og regnfyldte, og der pynter et terrassebord med en lille opsætning af ahornblade, frugter, kastanjer og lign. Det bryder det mørke og triste”.

Og når vi er ved mørket, så kommer nu perioden, hvor haven er forsvundet helt allerede kl 18. Det er blevet mørkt og udenfor er det hele forsvundet i det mørke. Først til jul sætter vi lidt lyskæder op, for at få lyset tilbage - men hvorfor egentlig vente til jul?

“Ja lys skal man også ha derud. Det er en mørk tid, og det er dejligt at se ud på lys. Brug naturen, fremfor bare at sætte en lyskæde op under taget på terrassen. Hæng lamperne op i træet, så træet pludselig får nyt liv i mørket. Lad naturen lyse ind. Det hører ikke kun julen til - det kan nemt spredes til nu, hvor mørket er der. Og så gælder det om at samle lyskæderne i et enkelt træ, så det bliver en stor og smuk ting der skiller sig ud og ikke lidt spredte forsøg over hele haven. Samler du alt du har, laver du pludselig et stykke kunst i haven, en installation og så får træet liv i mørket”.

[ 67 ]

HUSK AT SE BIBIS BOLIG PÅ VIDEO PÅ – WWW.1CETERA.DK

[SKØNHED]

EN FINGER MED I SPILLET… Det er potentielt årstid for tørre hænder, fordi efterårets vind er hård ved huden, og vores hænder er udsatte, fordi vi samtidig dagligt har dem i vand og sæbe, gør rent og i øvrigt bruger dem flittigt til hverdagens mange gøremål. Det betyder, at det er klogt at investere i en god, effektiv håndcreme – og Cosborgs skulle eftersigende være et af markedets bedste bud på en håndcreme, der gør en forskel.

Cremen indeholder urea, allantoin, sheasmør og kæmpenatlysolie i en særlig formulering. Urea fremmer hudens naturlige helingsproces ved at nedbryde og opløse fortykket hård hud. De fugtgivende plejestoffer tilfører huden en naturlig fugtighed, som trænger dybt ind i den tørre hud.

Indholdet af allantoin bevirker, at revnedannelse i huden heles hurtigere og fremmer genopbyggelsen af huden. Endelig styrker kæmpenatlysolie og alfa-linolensyre fra sheasmør hudcellerne og har samtidig hudbeskyttende egenskaber.

Cosborgs håndcreme forhandles på A-apoteket, hos Matas samt i helsekostforretninger og du kan læse mere på www.cosborg.com.

God pris; 50 ml for 129 kroner.

SMUK? Body Butter til både mænd og kvinder, men måske i virkeligheden mest det første…

Forhandles via www.smukskincare.dk.

250 ml for 375 kroner.

Kukuioile samt sheanødsmør giver denne body butter en dejlig rig og blød konsistens, som er et at påføre og absorberes hurtigt. Kakaosmør virker nærende og fugtgivende samt helende på tør og irriteret hud. Det høje indhold af ingefær genskaber desuden hudens glød, spændstighed og fremmer hudens elasticitet.

Mandarinen har en blød, stimulerende og opløftende effekt på sindet samt er en stærk antioxidant.

[ 68 ]

[SKØNHED]

EN TØR OMGANG Ecooking er skabt, fordi indehaver Tina Søgaard selv havde et behov for hudplejeprodukter, der kunne afhjælpe hendes trætte og triste hud. Hun rørte de første produkter hjemme i køkkenet – og de produkter er grundlagt på årelang erfaring i branchen og et ønske om at skabe en serie af produkter, der ikke giver sig ud for noget, de ikke er, en dagcreme er en dagcreme, og den skal virke. Ecooking er baseret på økologiske og naturlige ingredienser, og den helt ufattelig gode nyhed er, at det har effekt. Jo, du kan godt vælge, at prioritere økologi – også når det kommer til hudpleje, og fravælge den kemi, som nogle kan bekymre sig lidt om langtidseffekterne af – og stadig få velplejet og gennemfugtet hud.

Ecookings emballage er lækker og ligefrem og duften ren og ”u-kemisk”. Og så er der effekten; det er lidt underligt, men det føles som om, der er øjeblikkelig respons fra huden. Renseproduktet giver en fornemmelse af ”grundrenset” hud – selvom den er mild og hverken svier eller prikker, og dagcremen – der er en absolut favorit – får huden til at føles… hmm – sådan baby-agtig blød. Og det er jo sekundært, i virkeligheden – det med blødheden, men det indikerer jo, at huden vitterlig er fugtet, sådan tilpas mæt – for den fedter på ingen måde! Efter længere tids brug sætter fugten sig som en god fornemmelse af sund, vital og strålende hud – og det kan ses.

Føjer man Ecooking Fugt Serum, som er baseret på hyaluronsyre - en naturlig del af kroppens anatomi og det, der gør huden elastisk, til plejerutinen, modvirkes rynker og furer, fordi produktionen af hyaluron aftager med alderen. Det er derfor babyer har den hud, de har og af samme grund, at smilerynkerne med alderen sætter sig mere permanent. Så rynker og furer er et symptom på den lavere hyaluron-produktionen, og det er derfor meningsfyldt – og effektivt – at erstatte og tilføre det udvortes. Effekten af serummet ses over tid, men fornemmelsen er – som med renseprodukt og dagcreme – effektiv.

Ecooking forhandles via ecooking.dk og priserne er fornuftige. Serum, der er et af de dyreste produkter, koster 389 kroner for 20 ml.

[ 69 ]

[KOKS KØKKEN]

FÆRDIG RETTER KOKs KØKKEN Der er to ting, der indenfor fødevarer vinder frem.

Og de er hinandens modsætning. Den ene er en voksende interesse for gode råvarer og vores køkkener bliver mere og mere veludstyrede med alskens apparater og udstyr, der normalt hører de finere madsteder til. Vi går ganske enkelt op i at lave et godt måltid - ja der er enddog prestige i, at kunne skabe en god middag. Sideløbende er dog også en erkendelse af, at tiden ikke er til de store tilberedninger i hverdagen. Vi har alle mere travlt end godt er. Derfor sælges der mere og mere færdigt mad, både den helt færdige varme pizza der bringes til døren - men også færdigretterne fra supermarkedet er i høj kurs.

Supermarkederne har forlængst opdaget, at vores tid ikke til hverdag er til store kulinariske køkkenmøder, men at den lille pakke med færdig mad til 4, som bare skal i ovnen, er eftertragtet. Derfor bugner hylderne af færdigretter - både de friske fra delikatessen og et stigende antal æsker på frost, der er klar efter 10 minutter i mikroovnen. Der er kæmpe forskel på færdigretterne - og derfor har vi igen taget Morten Kok Nielsen, fra gourmetrestauranten Mortens Kro i Aalborg, med på indkøb i den lokale MENY. [ fotos: JONATHAN SØE ]

[ 70 ]

[KOKS KØKKEN]

Kvaliteten er højere For en kok må det nærmest være som at flå hjertet ud at friste ham med færdige køberetter, men kvaliteten er steget: “Den klassiske frosne ret, der skal i mikrobølgeovnen har ikke ændret sig meget. Alt er i pakken, incl sovs og kartofler - og kvaliteten har ikke forandret sig i årevis. Vi ved det godt. Billedet udenpå ligner ikke den færdige ret. Men det nye er de tilberedte retter, der har revolutioneret salget.

Der kan du reelt se maden og ikke bare et billede.

Tapas, dansk bøf med kartofler og biksemad, hvor man kan se at råvarerne er bedre og endda friske.

Det er klart, at som nødsituation er det absolut tilforladeligt. Nivauet er højt”.

Uanset et højere niveau, så ser en plasticbakke med to bøffer, der svømmer i en brun masse med færdige pillede kartofler, ikke særligt appetitligt ud. Selvom der er travlt bør man huske at peppe retterne lidt op med tilbehør og ikke mindst anrette det på tallerkener, fade og i skåle mener Morten Kok. ”Der mangler ofte noget, som man kan peppe retten op med. Køb en salat og mix det med den færdige ret. Tag det nu endelig ud af emballagen og anret det på en tallerken, så det faktisk ser ligeså lækkert ud, som det reelt er. Det ER en nem løsning og det ærger mig da, at folk mener madlavning tager lang tid. Meget af det kan i virkeligheden laves hurtigt - endda sammen med familien - og tænker vi lidt fremad, kan vi tilrettelægge anderledes. Men vi føler jo at vores tid er kostbar og vi lever i en forestilling om, at vores minutter er få og skal bruges til andet end køkkenet. Derfor vælger vi en bakke på en fortravlet hverdag”.

Fremtidens mad?

Ser vi på supermarkedernes salgstal, stiger mængden af færdiglavet mad betydeligt år for år. Samme gør mængden af take-out steder, der faldbyder burgere, pizza, tapas, kebab og alskens andre madretter færdigt og lige til at spise - enten på farten eller bragt lige til døren. Behovet er der åbenlyst og populære apps på danske smartphones er også både Hungry og Just-Eat, hvor man fra sofaen kan bestille til døren. Intet ser ud til at stoppe den udvikling. ”Der er ingen tvivl om, at mængden af færdiglavet mad stiger år for år. Når kvaliteten stiger, kommer der også nye målgrupper til - og den nye generation har slet ikke nogen fornemmelse af madlavning, fordi de ikke har set det i deres opvækst - og derfor er færdigretter nok i virkeligheden fremtidens mad”.

HUSK AT SE KOKS KØKKEN PÅ VIDEO PÅ – WWW.1CETERA.DK [ 71 ]

[OPLEVELSER]

RUSH HOUR – MORSKAB OG MOTORIK RUSH er en kæmpe stor hal fyldt med trampoliner – ja, også på væggene, og så er der ellers mulighed for, at både børn og voksne kan slå sig løs og få rørt sig meningsfyldt og morsomt. Gerne sammen.

Sikkerheden er vidunderligt væsentlig – og ingen får lov til at gå ind i trampolinhallerne, før de har set en video, der meget detaljeret og overskueligt forklarer, hvordan man skal agere i hallen og på trampolinerne. Alle er iført sokker, der gør, at man står fint fast på underlaget – og så skal der underskrives en ansvarserklæring. Det betyder alt sammen, at man føler sig i trygge hænder. Og er det.

To timer i trampolinparken koster 189 kroner – og børn mellem 0 og 4 år er gratis ifølge med en voksen – og så har de i øvrigt deres eget lille område af parken, så de kan hoppe i ro og mag, uden at man behøver bekymre sig om kollision med de større og måske mere ivrige ”hoppere”.

RUSH har flere aktiviteter, som man frit kan afbenytte, når man har købt adgang til hallen; basketball på trampolin, wipeout og battle beam – og det er sjovt, for du landet blødt. Hallen er en fest for både store og små – og så er det en skøn fornemmelse, at børnene både får udfordret motorikken og rørt sig på en sjov måde. Du kan læse mere om RUSH på www.rushdanmark.dk

FANTASTEN ’Fantasten’ er en ny dansk film af Christian Dyekjær om Claus, der er en charmerende og uforbederlig fantast, bilsælger og gambler. En dag får han rodet familien ind i sin spillegæld, og pludselig får hans 19-årige søn en gruppe kriminelle voldsmænd på nakken. Claus er løbet tør for held, og må nu sætte livet på spil for at redde sin søn fra et helvede, han selv har startet. Københavns gustne spillebuler og dunkle baglokaler har eftersigende ikke stået skarpere på film siden ‘Pusher’.

I filmen medvirker bl.a. Dejan Cukic, Niclas Bro, Oscar Dyekjær Giese, Janus Nabil Bakrawi, Rikke Lylloff. ’Fantasten’ får biografpremiere 2. november i biografer over hele landet.

[ 72 ]

[OPLEVELSER]

STILLE, STILLE, STILLE… Længes du efter tid til eftertanke? Et øjebliks ro, der varer noget, der pludselig kan ligne en evighed.

Her er der nemlig god tid og mulighed for at finde en til den der indre ro, som mange af os godt kan savne. Der er nytårs retreat på Samsø – et yogaretreat ved Simon V. J. Hansen, hvor krop og sind prioriteres i lyse, rolige og naturskønne omgivel-

ser. Alle kan deltage – også begyndere og der er mulighed for indlogering på både enkelt- og dobbeltværelse. Retreatet finder sted d. 12.-14. januar på Mellem-rummet – som du kan læse mere om på mellem-rummet.dk. Et retreat koster 3850 for et enkeltværelse – mulighed for ”early-bird” rabat.

Retrætet foregår i delvis stilhed.

ALT ER RELATIVT JØRN MADSEN & ANDERS SMITH

Nyd tusmørke-tiden med en bog, der indeholder (næsten) alt, hvad vi bør vide om naturvidenskab – og måske også lidt, vi ikke bør vide. Biologen Jørn Madsen og fysikeren Anders Smith kaster et blik på den moderne naturvidenskabs mange emneområder, Denneom bog indeholder (næsten)bevidsthed alt, hvad fra Universets fødsel til gåden menneskets – og du bør vide om naturvidenskab ideen kunne være, at gøre læseren opmærksom på, at selvom der, og måske også lidt, siden førsteudgaven udkomdui ikke 2008, bør vide.er udgivet lige så mange videnskabelige artikler, som der dengang var udgivet, siden den moderne videnskabs publikationshistorie begyndte i 1660’erne, måske er en plausibel grund til at stille spørgsmålstegn ved, om det også betyder, at vi er blevet det klogere… Jørn Madsen og Anders Smith har en fortid som fagredaktører ved Danmarks Nationalleksikon. De har beskæftiget sig med naturvidenskab både som aktive forskere og som formidlere af dens resultater i mange forskellige sammenhænge.

Biologen Jørn Madsen og fysikeren Anders Smith kaster et velinformeret, underti-

den skeptisk, men altid underholdende blik på den moderne naturvidenskabs mange emnefelter, fra Universets fødsel til gåden om menneskets bevidsthed. Undervejs hører vi om dialektforskning blandt køer, hvordan man forstår relativitetsteorien

ved at falde ned fra 10. sal, og hvorfor humlebier rent faktisk godt kan flyve. Efter

endt læsning vil du også have fået svar på, hvorfor evolutionsteorien kun er en teori, og hvad der sker, når partikelfysikere læser for meget Anders And.

Bogen er krydret med citater fra store videnskabsmænd som Indiana Jones og

Stanley Kubrick, og den er illustreret med vellignende håndtegninger af bl.a. formationssvømmende ænder, gale videnskabsmænd og Darwins tamme finke.

’Alt er relativt’ udkommer på Gads Forlag 1. november.

390 sider. 199,95 kroner.

[ 73 ]

ALT ER RELATIVT

!

ALT

ER RELATIVT Eller er det nu også det?

„En formidlingsmæssig bedrift“ – Jyllands-Posten

JØRN MADSEN & AN D ERS SM ITH GADS FO RLAG

[OPLEVELSER]

KOLD KRIG OG TANKEVÆKKENDE TANKS Det handler om at være i højeste beredskab, når man sætter sig i minitanken og ruller ud på den nye specialdesignede bane ved Koldkrigsmuseet Stevnsfort, for fjenden gemmer sig over alt, i krattet, bag næste sving eller bakke, og skal elimineres med kampvognens laserkanon. Man gennemfører banen alene, på tid, og kan på den måde dyste mod sine venner eller sin mor og far om at være den skarpeste soldat. Koldkrigsmuseet ligger indeni og ovenpå Stevns Klint, på et 125.000 kvadratmeter stort område, og byder på Danmarks bedste udsigt med masser af sol og mulighed for afslapning på fortets mange græsarealer. Og de mindste, der er for små til at køre deres egen kampvogn, kan lege med fjernestyrede mini-minikampvogne i museets særlige område for små børn.

Hundredevis af danske mænd og kvinder havde deres daglige – særdeles hemmelige – gang på Stevnsfort under Den Kolde Krig. En del arbejdede på landjorden, hvor tungt artilleri stod klar til at skyde fjendtlige angreb ned.

Men langt de fleste arbejdede 20 meter under jorden i det underjordiske fort, der i dag udgør Koldkrigsmuseum Stevnsfort, og som består af 1,7 km labyrintiske gange og et utal af observationsrum, der husede NATO’s hemmelige krigsplaner.

Læs mere om museet på www.kalklandet.dk/attraktioner/koldkrigsmuseum-stevnsfort

[ 74 ]

FORKÆLET, R FORKÆLET, ØKOLOGISK

—————— Mere plads og mere luft under vingerne - uanset hvilken kylling du vælger.

Paprikabagt filet i bulgur og grønt

· DANSK ·

· DANSK FRITGÅENDE · · DANSK ØKOLOGISK ·

DANSK Har gået rundt i en lun stald opvarmet med grøn energi og spist Himmerlands egen foderblanding, der giver ekstra god smag.

DANSK FRITGÅENDE Har adgang til arealer i det fri. Den har faktisk 48 % mere plads end traditionelle kyllinger. Er opvokset stille og roligt i sit helt eget tempo.

DANSK ØKOLOGISK Er opvokset som fritgående, men med 90 % mere plads end traditionelle kyllinger. Foderet er økologisk, og det hele er med til at give stor smag.

[ 75 ]

SMAGEN AF

BÆREDYGTIGT

LANDBRUG

Ligegyldigt hvilken Himmerland Kylling, du putter i kurven, får du dyrevelfærd og god smag med hjem. Alle 3 slags kyllinger er opvokset i Himmerland på et familieejet landbrug, hvor der hver dag arbejdes hårdt for at skabe de helt rigtige rammer for kyllingernes opvækst. Ikke overraskende er den Fritgående og den Økologiske Himmerland Kylling anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Glæd dig til at smage.

[MAILKORRESPOND@NCEN]

MAREN UTHAUG Maren Uthaug er født i Norge i 1972 og flyttede til Danmark i 1980. Hun er gift med Allan og mor til Kamille, Mynte og Anemone. Maren tegner ”Ting jeg gjorde” i Politiken, blogger på marensblog.dk og er forfatter til romanen ”Og sådan blev det” fra 2013, som er oversat til flere sprog. I maj 2017 udkom ”Hvor der er fugle” – en fiktiv, grum og gribende roman - inspireret af hendes mors slægt i Uthaug i Norge. Maren er ikke sig selv nærmest – men helt og aldeles! Hun tør være den, hun er – uagtet tidsånd og en kollektiv begejstring for politisk korrekthed. Maren Uthaug kalder en spade for en spade og en ildelugtende pik for en ildelugtende pik. Punktum.

[ 76 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN]

[MAILKORRESPOND@NCEN]

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 21. JUNI 2017 08:27 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

et par kilometer fra Uthaugs kyst, hvor min familie er fra - og jeg har stået på molen og set ud på fyret siden jeg var barn. Det var også et fyr, der betød meget for min mor, fordi det altid har stået der og blinket. Da hun var ung, ja, helt frem til 1950, boede der mennesker derude, så hun husker at have ligget og morset med lommelygten til pigerne ude på fyret, hvis der var fest på land i weekenden.

Kære Maren ‘Hvor der er fugle’ - wow, sikken fortælling! Den er næsten smerteligt blottet for den satire, du ellers er tæt forbundet med, ikke? Eller?

Hvor kom den historie fra? Var den i forvejen en del af dig - eller er det netop grebet, at sådan en fortælling om næsten porøse og alligevel ualmindeligt stærke mennesker, vokser frem hos en satire-forfatter, der lader fantasien få frit spil? Har du egentlig haft det sjovt med at skrive den?

Jeg har hørt mange historier om fyrfolket om hvordan de bandt deres børn fast til trappen ude på revet, så de ikke skulle blæse til havs, men det er ikke en sandfærdighistorie jeg har nedskrevet.

Selvfølgelig har jeg plukket i beretningerne og jeg har snuppet lidt fra min egen slægts historie, som var bosat i Uthaug. Horebukken ‘Fede’ er for eksempel baseret på min oldefar, der var så glad for andre damer end sin kone, at han, lige som Fede, fik bøder af kirken for at bedrive hor.

En anden karrakter ‘Darling’, er baseret på min mormors søster, hvor historien lyder, ‘at hun var så smuk, at hun aldrig blev gift’.

Og ja, jeg har prøvet at skrive ‘hele’ mennekser frem. Og jeg har virkelig forsøgt at elske alle deres skavanker, så læserne også ville holde af dem - både de gode og knap så flatterende sider.

Jeg håber, det er okay, jeg spørger - historien gjorde ret stort indtryk på mig. , Pia FRA: MAREN UTHAUG SENDT: 22. JUNI 2017 13:17 TIL: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] EMNE:

Hej Pia Jeg elsker at lave striber. Det er simpelthen så sjovt - og selvfølgelig også til tider hårdt, da jeg har daglige deadlines. Men mest af alt er det sjovt.

Om det har været sjovt at skrive den? Dele af processen med en roman er virkelig berigende og det giver så god mening, at jeg laver lige præcis det. Så er der også de andre dele, især den sidste del, hvor jeg opdager en fejl på side 212, som absolut må rettes - og i det øjeblik jeg retter det, får det konsekvenser for alt der er gået forud for historien. Det er her, jeg slår mig i hårdt og gentagende i hovedet og begynder at overveje at blive revisor i stedet.

Da jeg satte mig ned for at skrive min første roman ‘Og sådan blev det’, havde jeg faktisk en forventning om, at jeg ville skrive en sjov bog. Så jeg var lidt overrasket over, hvor alvorlig den blev.

Ikke at hverken den eller nummer to ‘Hvor der er fugle’ er blottet for humor, men det er en meget mere afdæmpet en af slagsen. Det gik op for mig, at jeg ikke selv bryder mig om at læse ‘sjove’ bøger, så derfor var det faktisk lidt underligt, at jeg troede, at jeg ville skrive en. Romanerne rummer langt mere mol, end mine striber gør. Og i min verden giver det god mening.

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 23. JUNI 2017 09:55 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

Fortællingen i ‘Hvor der er fugle’ startede faktisk med fyrtårnet, som jeg altid har elsket. Det ligger

…men det blev du ikke - revisor. Heldigvis, ikke?

Selvom jeg er med på, at man godt kan længes ef-

Hilsen Maren

[ 78 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN]

ter et nagelfast facit - sådan i et splitsekund. Tror du ikke, det er en del af din drivkraft - at du ikke kender facit - og godt ved, at man skal gøre sig umage med aldrig at finde det? :-)

Kongevej. Men jeg vil nok tro, at jeg har det lidt sjovere end mange andre, og har en kæmpe stor fornøjelse af at finde på. Det er ikke fordi jeg sidder og grine af egne striber, men jeg er udstyret med en ret dårlig hukommelse, så nogle gange, når jeg falder over en gammel stribe, sker det, at jeg kommer til at grine højt af egen vits - og tænker, at jeg sgu da er meget skæg.

Jeg tror det - og det er pudsigt, for jeg har aldrig mødt dig. Eller hvad? Hvor meget ved jeg om dig, hvis jeg er trofast læser? Er det egentlig dit eget univers du skildrer?

Med hensyn til romanen, så er det for mig altafgørende at jeg kender “facit” på forhånd. Altså at jeg ved, hvornår hvad skal ske - og hvad den ender med. Ellers bliver det noget rod, synes jeg.

Især fordi begge mine romaner bliver drevet frem af et plot. Så det kan jeg jo ikke bare finde på hen ad vejen. “Hvor der er fugle” har tre sideløbende historier, der alle giver grundhistorien en ny vinkel. Så jeg havde ofte fornemmelsen af, at det var en sudko, jeg var ved at løse. Der var mange bolde i luften, der nogle gange ikke helt landede, hvor jeg havde planlagt, de skulle lande. Så var det forfra igen.

, Pia FRA: MAREN UTHAUG SENDT: 23. JUNI 2017 15:10 TIL: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] EMNE:

Jo, det var godt jeg ikke blev revisor. Ville være en ynkelig en af slagsen, siden alt over 7-tabellen slår mig ud.

Derudover så ER det er da øjeblikke, hvor jeg tænker, om det egentlig var en god idé at leve drømmen ud - at skrive og tegne og være min egen herre (må i øvrigt bruge resten af dagen på at finde et tilsvarende udtryk med kvindeligt fortegn).

Det er for eksempel de øjeblikke, hvor jeg får bræksyge, eller da min mor døde, hvor der ikke er andre muligheder end at tørre øjnene, sætte en spand ved siden af skrivebordsstolen og knokle videre. Jeg har ingen at ringe til og sige piv, orlov eller melde mig syg. Det med pension og forsikring og ingen ferie er også en del af de knap så fede ting ved “drømmen”. Men jeg er ikke typen, der bekymrer mig unødigt og jeg hader at skulle møde klokken præcis noget hver dag. Derfor vinder friheden og trangen til at skabe egne ting over sikkerheden til enhver tid.

Nå, måske var det slet ikke det, du spurgte om.

Det var vist det med at kende facit …

At skrive roman og lave striber er ikke nær så romantisk og flyvsk som mange forestiller sig. Jeg arbejder lige så meget som de fleste andre og er som regel på mit kontor fra 9-17 hver dag - jeg får ideer, når jeg sidder ved mit skrivebord, ikke ved at stå i badet eller gå en tur ned ad Gammel

Jeg har i øvrigt en fornemmelse af, at der er mange af mine læsere, der synes, at de kender mig rigtig godt fra min blog og mine striber - uden at have mødt mig. Og det er en meget stor fordel - for jeg er så åndssvag dårlig til at small talke.

Fordi de synes, at de kender mig, kan vi ofte springe over alt det blabla og starte snakken et andet sted.

Var det det, du spurgte om?

Hilsen Maren FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 24. JUNI 2017 08:44 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

Hej Maren Ja. Frihed over sikkerhed. Det er en art eksistentielt facit - tænker jeg.

Hvis striberne er dig og dit nu - er romanerne så en del af en kultur, du gerne vil passe på?

[ 79 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN]

Det er skægt, synes jeg - at du, som er så yndig i høje hæle og laver striber, der emmer af humor ovre fra den kreative klasse, lader en gammel ulækker mand ae en ung kvinde på kinden med hans ildelugtende kønsdel (jeg kan næsten ikke bære, at jeg kaldte den det, men altså…) i din roman. Hvorfor er du optaget af de historier og mennesker? Er det i virkeligheden det virkelige liv? Eller i alt fald det væsentlige?

Faktisk er det sådan, at jeg ville ønske, jeg kunne lade være med at skrive romaner. For det er dét der fucker hele mit liv op. Det tager uendelig lang tid, jeg er uendelig fraværende mens jeg skriver, jeg bliver uendelig frustreret af det, jeg tjener stort set intet på det - men jeg kan ikke lade være.

Mit liv ville være meget mere harmonisk, hvis jeg nøjedes med at lave striber. Men altså, jeg har diskuteret det med mig selv i årevis, og der er ikke rigtig noget at gøre. De historier skal åbenbart igennem mig og ud. Som sagt, hvis du spørger hvorfor, kan jeg ikke svare dig.

Jeg tænker dine historier “sætter” sig ret meget ens bevidsthed. De er mærkbare. Har du det selv på samme måde? Er det ikke svært, at kombinere forældrearrangementer, drinks med veninderne og blodskam på et ensomt fyr?

At kombinere historier om blodskam og forældremøder er nok ikke sværere end at være revisor, tænker jeg. Når jeg ikke sidder ved mit skrivebord, tænker jeg såmænd ikke så meget over hverken pointer til striber eller hvad mine romankarrakterer skal igennem på næste side. Jeg slukker og er bare mine ungers mor, der nu skal slæbes igennem en times forældremødeblaaaa.

Spørger jeg for meget? , Pia FRA: MAREN UTHAUG SENDT: 27. JUNI 2017 09:24 TIL: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] EMNE:

Kh Maren

Yndig? Hahaha, det er meget langt fra mit eget selvbillede. Jeg er vokset op med rensdyr der skulle parteres på køkkengulvet, hundekennel, lort og hvalpe, der skulle druknes, fordi de var kommet uanmeldt. Så der er ikke meget, jeg er for fin til.

Altså jo, jeg kan virkelig godt lide sko, kjoler og røde negle, men det er sekundært i forhold til at kaste sig ud i livet, æde, elske, hyle og fråde.

Jeg tror også, det er derfor jeg går meget mere op i at have kropsdele og kropsvæsker med i mine historier - som gamle ildelugtende pikke, end nydelige naturbeskrivelser og hvad de har på. Jeg kan lide rigtige liv - ikke glansbilledeliv.

Jeg kan lide det liv, vi ikke fortæller hinanden om, det lidt ulækre, det pinlige, alt det vi gør på badeværelset, menstruation og sæd der pletter.

Jeg kan faktisk ikke svare dig på, hvorfor jeg er så optaget af det - men jeg har altid været det. Jeg har altid betraget, altid skrevet ned - helt siden jeg lærte at skrive.

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 3. JULI 2017 17:33 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

Hej Maren Undskyld - der gik lidt tid. Jeg har været på festival for at forsøge at lade som om, jeg er sådan en, der forstår Phlake. Det er jeg ikke. Jeg synes - i virkeligheden - Kim Larsen var federe. Og jeg synes også, at du er sej. Jeg tror nemlig aldrig, du lader som om.

Vel? Men bliver du ikke usikker på, hvad andre tænker om en, der har ildelugtende pikke som en mere virkelighedsnær del af sin begrebsverden end forældreintra (det sidste er selvfølgelig en antagelse)?

Hvad betyder anerkendelse egentlig for dig?

Og inden vi går på sommerferie; hvad er det virkelige liv i virkeligheden - og hvordan kan vi trække det ud af en roman? Giver det mening for dig, at min verden bliver større på grund af din bog? Hvad gør din verden større? , Pia

[ 80 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN]

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 16. AUGUST 2017 06:11 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

Men bliver du ikke usikker på, hvad andre tænker om en, der har ildelugtende pikke som en mere virkelighedsnær del af sin begrebsverden end forældreintra (det sidste er selvfølgelig en antagelse)?

Hej Maren Altså, den eneste grund til at jeg kan hade så meget på Forældreintra er jo netop, at jeg er tvunget til at bruge tid derinde. Jeg har tre børn i skolealderen, så jeg har konstant 120 ulæste beskeder.

Så det er ikke rigtig at jeg bruger mere tid på pik end på forældreintra. MEN derudover så er jeg da fuldt ud klar over, at ikke alle elsker mig. Jeg får nok sure mails og beske kommentarer, når jeg ude i verden, til at vide at der er mange, der synes jeg er alt alt for meget og alt for irriterende og en klam so, der kan finde på at lave tissemændsvitser. Det er lidt sådan, at jo flere lussinger jeg får, jo mere ligeglad bliver jeg. Faktisk er jeg begyndt at samle på klagerne i en lille folder på min computer - hvor jeg før bare skyndte mig at slette dem.

Og hvis det er verbale angreb, så synes jeg mest det er interessant, hvorfor vedkommende kan blive SÅ rasende over en lille dum vittighed om penis, jesus eller hende, der blev meget oprevet over en vittighed jeg havde lavet om at tage billede af sit skræv og sende det til sin kæreste.

Vil du ikke være sød at lade mig vide, hvor den her ender? , Pia FRA: MAREN UTHAUG SENDT: 16. AUGUST 2017 10:01 TIL: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] EMNE:

Åh ja, jeg er vist en smule glemsom. Send mig det sidste spørgsmål, så tager jeg mig lige sammen :) FRA: MAREN UTHAUG SENDT: 19. AUGUST 2017 11:10 TIL: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] EMNE:

Hej Maren

Men altså, jeg er aldrig gået fra sådan en samtale og har tænkt, at nu må jeg nok hellere lade være med at lave flere penis/jesus/skræv-vitser. Folk må selv ligge og rode med deres overfølsomhed.

De kunne fx bare starte med at læse nogle andre vittigheder end mine. Jeg har aldrig haft en intention om at elskes af alle. Den plan gik galt meget tidligt i mit liv.

Undskyld - der gik lidt tid. Jeg har været på festival for at forsøge at lade som om, jeg er sådan en, der forstår Phlake. Det er jeg ikke. Jeg synes - i virkeligheden - Kim Larsen var federe. Og jeg synes også, at du er sej. Jeg tror nemlig aldrig, du lader som om. Vel? Jo, det gør jeg da. Jeg lader alt for ofte som om.

For eksempel er det nok kun 5% af alle gaver, jeg før, som rent faktisk matcher den begejstring jeg lægger for dagen, når jeg har fjernet papiret. Jeg opfører mig jo generelt pænt og prøver at lade være med at støde folk - ved ikke at sige det, jeg tænker. Som langt de fleste mennesker gør. Og jeg tror ikke der en eneste forælder, der kan være med til et forældremøde uden at svinemeget “lade som om”. Skulle jeg være ærlig der, ville jeg konstant sidde og råbe “Kom nu videre” (ja, det er dén sæson lige nu).

Hvad betyder anerkendelse egentlig for dig?

Det betyder blandt andet, at jeg ikke tager så meget på vej over sure mails og vrede mennesker.

Det betyder at jeg kan leve af det, jeg synes er sjovest i verden.

Og inden vi går på sommerferie; hvad er det virkelige liv i virkeligheden - og hvordan kan vi trække det ud af en roman? Giver det mening for dig, at min verden bliver større på grund af din bog? Hvad gør din verden større?

[ 82 ]

[MAILKORRESPOND@NCEN]

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 21. AUGUST 2017 17:00 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

relser, mens han forklarede mig principperne i en eller anden kinesisk kampsport. Nej, jeg kan ikke huske hvilken. Men jeg husker, at han sagde til mig, at når folk kom farende mod mig i vild arrigskab og stor styrke, skulle jeg træde til side, så de fløj forbi mig. Blokerede jeg med ord eller med paraderne oppe, ville jeg slå mig på dem. Det tænker jeg altid på, når nogen kommer farende og går i struben på mig. Det er altid med ord, jeg er ikke helt slåssetypen, så jeg plejer bare at lytte til alt det grimme de har at sige til mig og om mig og siger derefter tak for i dag. Lige som med de sure mails, jeg lader glide forbi.

Hej Maren Det synes jeg er ret fint, at det er lige det spørgsmål, du ikke kan svare på - men jeg vil tillade mig at gentage; min verden bliver større, når jeg læser din bog. Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan, det ved jeg faktuelt.

Måske kan vi snævre feltet ind; vil du fortælle mig, hvad du læser? Nej, fortæl mig, hvornår du sidst havde sådan en af de samtaler, du igen og igen vender tilbage til i tankerne. Jeg vil tillade mig bare at antage, at det gør din verden større.

Det gør mig i øvrigt rigtig glad, at min roman kan gøre verden større for dig - og for andre. Det er jo lige præcis det litteratur kan - og derfor jeg også elsker den så meget, så det gør mig stolt at mine ord også kan have den virkning. Personligt fik Primo Levis “Hvis dette er et menneske” min verden til at eksplodere om ørerne på mig, hvorefter stykkerne faldt ned og landede helt nye steder.

, Pia FRA: MAREN UTHAUG SENDT: 1. SEPTEMBER 2017 14:38 TIL: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] EMNE:

Hilsen Maren

Min verden bliver større af at rejse. Så det gør jeg så ofte jeg kan med min familie. Nu har jeg tre børn, så det er ikke så ofte vi kan tage de store rejser. Men dette efterår rejser vi fem uger til Bolivia for at arbejde som frivillige på et dyre refugium.

De tager vilde dyr, der er blevet offer for handel og andre ting, ind og forsøger at hjælpe dem til et liv i junglen igen. Her skal vi være frivillige - ja, også børnene. Vi skal fodre, skovle lort og aktivere aber, papegøjer, skildpadder og hvad de ellers har på stedet. Det kommer helt sikkert til at være en udfordring - både fordi det tydeligvis er hårdt arbejde, som mine bybørn muligvis kunne finde på at stejle over og fordi jeg har den vildeste krybangst. Men tænker at regnskoven er et godt sted at face sin fobi og sin Netflixdovenskab, så afsted med os.

Nogle gange er det selvfølgelig også samtaler, der åbner mit sind. En af de samtaler jeg oftest husker tilbage på, var med en gammel kineser, jeg mødte i San Fransisco da jeg var 20. Hans kone lærte mig at folde oregamifugle i alle stør-

FRA: PIA MØLLER SØE [PIA@SOE.DK] SENDT: 3. SEPTEMBER 2017 21:38 TIL: MAREN UTHAUG EMNE:

Tak. Både for ord, litteratur og det, jeg vil betragte som en anbefaling. , Pia

[ 83 ]

[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]

Dorsets stillezone Jeg sidder i et IC3-tog og prøver at skrive det her.

Ikke for at undskylde, hvis skriften hopper lidt, eller pointen kommer for sent. Jeg tænker bare, det må være betryggende at jeg ikke sidder bag rattet i min bil og klimprer i tastaturet.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, det skulle handle om mine rejsevaner, men situationen er som følger: Jeg har sat mig i et lille aflukke af en ”Stillezone”.

Mit yndlingssted i toget, fordi der er ro og man ikke risikerer at støde på en af de her overvintrede 68’ere, der føler sig kaldet til at fortælle folk med computere at de skal ”Leve livet her og nu” eller”være tilstede i situationen” eller andre titler på kasserede lejrbålssange. Det sidste par år er min hule bare blevet invaderet. Ikke bare som i dag rent vokalt, eftersom den glasvæg, der adskiller den fra resten af vognen, ikke er designet til amerikanske turistkvinders stemmekraft, men også rent fysisk.

Toget stopper nemlig ved alle stationer, (også nogle, opfundet til lejligheden), og hvert stop følges af en folkevandring op og ned gennem vognene. Ikke bare i minutterne efter man er standset, men stort set frem til næste station.

Jeg kan sagtens forstå at enkelte kommer i sidste øjeblik og skynder sig at hoppe ind i en tilfældig vogn inden afgang, og at turister måske har lidt kvaler med at afkode systemet, men for os indfødte er det jo muligt at regne ud, hvor i toget, man nogenlunde skal sidde: ”Men det er jo sikkert bare folk uden pladsbillet, der går op gennem hele togstammen for at tjekke, hvor der er ledigt”, indvender du så. Næh, halvdelen af dem har en billet i hånden, og kigger skiftevis på

den og skiftevis på sædenumrene, helt uforstående overfor at selv hos DSB er tal fortløbende. ”I toget er tiden din egen”, lød DSBs slogan jo engang, før folkevandringerne begyndte. Nu skal jeg da love for at man får lov at dele den.

Det er ikke fordi gennemtrækket som sådan generer mig. Det undrer mig bare. Vi fik de her herlige IC3-tog i slut-firserne, men det føles som om folk er blevet dårligere og dårligere til at finde rundt i dem lige siden.

Og er det så et problem? Overhovedet ikke? Jeg bliver bare bekymret, eftersom jeg skal leve i samme verden som folk, der ikke er i stand til at overskue helt banale rejseopgaver.

For i biltrafikken er det jo ikke bedre. Min gamle vej var ensrettet, og i det sidste par år jeg boede der, (og kun dem!), begyndte der at komme køretøjer sindigt cruisende op mod trafikretningen med jævne mellemrum. Og man kan selvfølgelig overse et enkelt vejskilt, men det er altså svært at overse at vejen er etsporet, og samtlige parkerede biler holder med snuden i den modsatte retning. Hvis man altså ser sig omkring …

Jeg er så angst for at vi er ved at blive væsentligt dummere end vi behøver. Altså ikke intelligensmæssigt, men bare i omgangen med hinanden, som trafikken jo er et eksempel på.

Jeg har adskillige højtbegavede og velfungerende venner, som på Facebook har indrømmet at de på benzintanken har ”glemt” sprøjtepistolen i tanken, og bare har sat sig ind i bilen og er kørt med den siddende i.

Det siger min kloge kæreste godt nok at folk altid har gjort, og hun er en form for ekspert, efter ad-

[ 84 ]

[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]

skillige års ansættelse på en Hydro Texaco-tank i 90’erne. Men det er først i de senere år at benzinstationerne er begyndt at fjerne funktionen med at man kan ”sætte pistolen fast”, så den selv tanker, mens man vasker vinduer og fjerner tømte juicebrikker fra under sæderne.

Jeg formoder da at der er en årsag til at de nu har fjernet den lille split, der før kunne klemmes fast, og jeg formoder ikke at årsagen er at de er trætte af alle mine juicebrikker i deres skraldespand.

Glemmer folk bare, hvorfor de har parkeret deres benzinbil ved en benzinstander på en benzintankstation, i en grad så det bliver for stor en post på tankens budget med alle de afflåede benzinslanger? Og hvordan glemmer man det egentlig?

Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt årsag: Det dér fællesskab inde i telefonen, der ikke fandtes for 5-7 år siden. Det har taget den plads i vores hjerner, vi før brugte på at finde rundt i trafikken uden at vælte hinanden. Nogle gange rent fysisk som i form af allede cyklister, der slingrer afsted i alle retninger på cykelstien, med nakken bøjer og blikket stift rettet mod telefonskærmen.

Jeg er helt med på at alting ændrer sig, og man absolut ikke skal bimle med den alarmklokke, som varsler civilisationens forfald, hver gang vores omgangsformer tager en drejning, men er det kun mig, der synes optagetheden af, hvad der foregår inde i vores telefoner er en smule sygelig, her i de sociale mediers teenageår?

Jeg sidder da selv og tjekker Facebook, lige nu, i en rygende uafladelighed, hvis der nu skulle foregå det mindste, der kan forhindre mig i at koncentrere mig om den her klumme, men jeg skal da til alles oplys-

ning meddele at jeg ved andre lejligheder kan både cykle, køre bil og endda være på toilettet uden at tjekke om cyberverdenen vil mig noget. Jeg er med andre ord ikke en af dem, der prædiker permanent offlineliv eller Facebookafholdenhed. Jeg tror bare jeg plæderer for et minimum af høflighed overfor de mennesker, man møder fysisk. Så man ser kassedamen i øjnene, kigger op fra sin computer, når togføreren vil se billet og først og fremmest er en lille smule til stede, når man bevæger sig omkring i landet. Hvis vi skal bevare den dér meget omtalte sammenhængskraft, så bliver vi nødt til at reservere lidt opmærksomhed til de mennesker, vi møder rent fysisk.

Så bliver det også sværere at digte myter om dem, der ikke ligner os, fysisk, politisk eller hvad gælder ”køn”. Hvis vi rent faktisk ser dem, vi møder, og ikke har tankerne på vore facebook-bekendte.

Og ja, nu er jeg blevet virkelig gammel. Men så lang kan en tur med DSB faktisk være! Jeg er blevet 70 år – indeni!

Ikke fordi tidsplanen blev overskredet – den blev holdt på sekunder, omend mange sekunder – men fordi den væsentligste faktor for aldring er manglende hensyntagen. Det skal man tænke på, hvis man synes at nogle virker gamle (eller ”sure”): De har bare været udsat for helt utroligt meget hensynsløshed, over længere tid, selvfølgelig…

Men nu kan jeg ikke skrive mere. Jeg skal kigge surt på en, der taler i telefon i Stillezonen. Det er første skridt. Dernæst rømmer jeg mig, og til sidst siger jeg, med så meget kaffeånde, som jeg kan mønstre: ”Skulle du ikke være lidt til stede i situationen?!?”

[ 85 ]

[ 86 ]

[MARTIN BRYGMANN]

…og det er ikke SPOR MORSOMT Martin Brygmanns album var bestillingsarbejde.

Livsfortællinger og lyden af dem smukt spundet – og år undervejs. Med stor alvor og akkuratesse er Bates Delight blevet til lyden af et levet liv. Og det hele – alt sammen – er hans værk.

Fire gange har han modtaget en grammy, en gang komponistprisen fra sangskrivernes brancheorganisation og utallige gange en anerkendende highfive fra tilfældigt forbipasserende, der ligesom næsten alle andre synes, at Martin Brygmann er sådan en, man synger med på. Det er ham, der har skrevet den sang, der gennem de sidste 15 år, har været den mest spillede på de danske radiostationer og rigtig mange hits med en spændvidde der betyder, at både børn og voksne kan synge med på sange, han er ophavsmand til. Martin Brygmann er albumaktuel og der er – på mange måder som vanligt tale om et stykke rent bestillingsarbejde – indspillet i Atlantis Studio i Stockholm med legendariske Pål Svenre som medproducer på numrene; ”Bates Delight er bestilt af mig hos mig,” siger Martin Brygmann, ”og det er den fordi, jeg meget, meget længe har drømt om at lave en plade, og fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis ikke jeg fik lavet en bestilling hos mig selv, så ville jeg blive ved med at udskyde projektet til fordel for andre bestilte opgaver, der måske ville betyde, at jeg aldrig ville få lavet den plade, som jeg virkelig længe har drømt om at lave. Så jeg tænkte, at den mest fornuftige fremgangsmåde var, at jeg bestilte den hos mig selv – præcis ligesom andre bestiller et stykke arbejde hos mig – ellers ville jeg blive ved med at nedprioritere mig selv,” konstaterer han.

[ 87 ]

[ 88 ]

[MARTIN BRYGMANN]

Der kan være mange åbenlyse grunde til at den påstand er rigtig, for Martin Brygmann ernærer sig som tusindkunstner – med ret stor succes, så man forestiller sig, at bestillingslisten godt kan være alenlang. Han er far til fem – og til fire i professionel sammenhæng, da han debuterede som far til Lille Per og hans søskende i ’Far til fire på toppen’ tidligere i år. Han siger selv, at han godt kan være ufrivillig morsom – og det er måske rigtigt nok, men de fleste gange er det helt med vilje – og så er det virkelig sjovt og sælger – mange – billetter. Han er så meget, Martin Brygmann – og lige lidt mere, for i det her tilfælde er summen af hans anstrengelser en måske i virkeligheden noget uventet lyd. Og det er ikke for sjov, og det er heller ikke specielt morsomt; anmelderroste Bates Delight, der udkom 25. august er en historie om livet i al sin knap så enkle mangfoldighed; det, der er Martin Brygmanns tilværelse – fra angst til fryd og meget derimellem. ”Bates Delight er en plade, der handler om livet – simpelthen. Og det er jo mange ting for mig – og for de fleste mennesker. Både stor lykke, men også frygt, der næsten kan minde om angst og en hel masse andre følelser, der er helt almindelige for os som mennesker. Jeg har lavet en plade, som jeg synes er god – og jeg har skrevet nogle tekster, der har fået lov til at fortælle en historie, uden at de har været bundet op på en præmis om, at de skulle være et hit. Melodier og tekster har fundet hinanden, og jeg synes resultatet er fedt. Jeg græd, da jeg hørte pladen igennem i min bil første gang. Simpelthen,” smiler han.

[ 90 ]

[MARTIN BRYGMAN]

[

Jeg er egentlig ligeglad med, hvad folk siger om den her plade.

Den er en gave til mig selv.

Lyden af det levede Bates Delight er en ærlig plade. Teksten er ligefrem og afgrundsdyb på én og samme tid. Musikken er levende og let, men i et utal af lag – og meningen med det hele sangen. Der er ingen åbenlyse salgsargumenter på Bates Delight. Ethvert nummer er kompromisløst komponeret, så det hylder alt det, der er egentlig musik. Sindrige sammensætninger, velvalgte akkorder og en - vældig – detaljeret tilgang til det hele. Alt. Han har indspillet albummet i Stockholm, lige der, hvor legendariske ABBA også miksede deres albums, og i selskab med kompetente folk. Han har også selv finansieret det – og ambitionsniveauet var, at han skulle være tilfreds.

Martin Brygmann skulle være fuldstændig overbevist om sit eget projekt – og så er det absolut sekundært, hvad andre måtte mene; ”Jeg er egentlig ligeglad med, hvad folk siger om den her plade. Den er en gave til mig selv. Det er mig, der skal kunne lide det, og med Bates Delight er var det sådan, at hvis jeg kunne lide det – og det kan jeg - så er projektet allerede lykkedes,” konstaterer Martin Brygmann med et smil, der indikerer, at det også er helt okay, faktisk, hvis andre kan lide det. Og det kan de. Bates Delight fik fra start en fremtrædende og fin placering på salgs- og hitlisterne, og anmeldelserne var overordnet positive.

]

Han har skrevet om tilværelsen. Ordren lød på 12 sange om livet – engelsksprogede - og så måtte de ikke handle åbenlyst om den kærlighed, der allerede er skrevet ufatteligt mange sange om. De måtte heller ikke været skåret over den læst, der helt sikkert sælger og er opskriften på et hit, men som også har en forudsigelig lyd og meget lidt nysgerrig nyskabelse i sig. Det var på det nærmeste et dogme; at han ikke måtte benytte sig af vers – så bro – så omkvæd, der kulminerer og lyder som en fest, man skulle have været med til-opskriften; ” Musikalsk er det, jeg har villet, at skrive nogle oprigtige sange. I starten, da jeg tog til New York for at skrive de første numre, havde jeg et omkvædsforbud, fordi jeg var så træt af den der popmusikkens berettermodel. Den kan jeg til hudløshed, fordi det er det, folk beder mig om; at skrive et hit – og et hit lyder på en bestemt måde, og det var jeg faktisk ved at brække mig lidt over. Jeg var træt af det, ” konstaterer Martin Brygman, ”og når jeg så selv kunne bestemme, skulle det lyde anderledes.

Som Beatles’ sange, de har også sjove, anderledes former og hooklinen må gerne være i verset. Så jeg beslutte mig for, at der ikke måtte være omkvæd og at sangene i stedet bare skulle være fri til at køre derudaf og fortælle deres historie,” siger han.

[ 91 ]

[MARTIN BRYGMANN]

Teksterne er en livsfortælling, og vi genkender måske intuitivt følelsen af den morgen, hvor vi vågner – lidt for tidligt – og mødes med forventningsfulde, unge øjne, der mere end noget andet vil ha’ os – og vores omsorg. Det med at være nogens mor eller far – og det med at elske på en befriende, men noget ukendt udadvendt måde, der har fat i noget indre, der kan være svært at sætte ord på. Han kan.

På det nummer. Og det bagstræberiske… det, der står på spring for at korrekse alt det, vi ikke er. Det, vi håbede, vi kunne være og fortrydelserne, der med deres ihærdige nærvær står som en slags sandhed, der blotter antydningen af en livsløgn. Hvorfor tog vi hende ikke – ærligt og redeligt, som den, vi var?

Eller måske stadig kan håbe på at blive. Måske er det frygt – angsten, der tager fat og sætter sig som et uvelkomment kryb, der tager det meste. Og så kan vi kun håbe, at der er nogen, der elsker os, når vi falder. Hvis vi falder. Martin Brygmann faldt.

Og det er blevet til et af numrene på Bates Delight, ’Falling’ – en fortælling i tekst og melodi om det tidspunkt, hvor angst og udmattelse fik fat i et ellers lyst og harmonisk menneske, der selv med sin forkærlighed for at være til i tilværelsen på en ligefrem og livsduelig måde, der hæfter sig ved lyspunkterne og det menneskeligt mulige; ”Falling handler om min egen panikangst – det mest rædselsfulde, jeg har oplevet i mit liv. Det var frygteligt og det kom i forbindelse med mit oneman-show i 2011. Jeg var simpelthen udmattet og havde ikke flere kræfter. Angsten var et resultat af, at jeg ikke lyttede til mig selv – og sangen er historien om, hvordan jeg oplevede det,” fortæller han.

Og det er ikke sikkert, at man genkender den fornemmelse, for det er hans egen historie – men eksistentielt har vi nogle fælles kår, der betyder, at Bates Delight på en måde handler om os alle sammen. Lykken, der – hvis vi er heldige – kun glimtvis står i skyggen af noget uvelkomment og livshistorien, der er mere end vers og bro – og faktisk med jævne mellemrum alligevel har et omkvæd, der er værd at synge med på.

Det er en personlig plade – Bates Delight – og den er allermest tilegnet ham selv. Men han bliver glad, når det viser sig, at andre også kan li’ den, og det er helt fint, hvis de ikke kan. Det er også okay, hvis man tror, at det er for sjov, eller hvis man kommer til at grine. Men det faktisk ikke morsomt. Det er bare en ny – eller i alt fald anden – udgave af Martin Brygmann, det helt ordinære komplekse menneske, der ligesom alle andre har forelsket sig forgæves eller meningsfyldt og har fået børn og stor lykke forærende i nogenlunde lige så store doser som tvivl og små tilbagevendende glimt af tvivl. Det er ikke så usædvanligt, når det kommer til stykket.

Han er sjov, Martin Brygmann. Virkelig. Og han har et uhørt stort talent for at skrive hits og one-liners, der sætter sig i tidsånden. Han har gjort det mange gange – og der er det med ham, at hans kreative drivkraft har afsæt i fornyelse. Han kan godt skrive det hit eller komponere lyden af en virksomhedsprofil, når en mellemstor dansk virksomhed mangler sådan en, men kun hvis han også gør noget andet. Hvis han påtager sig en rolle, der rummer noget ukendt eller skriver en sang, der ender uventet. Det er betingelse – og det derfor, han ernærer sig som tusindkunstner. ”Når man – jeg har gjort noget mange gange, bliver jeg træt af det, og så er jeg nødt til at gøre noget andet. I virkeligheden kan jeg godt li’ at starte forfra hver gang. Det er faktisk det eneste, der virker for mig. Så det er helt nødvendigt,” konstaterer han.

Bates Delight lyder som endnu en ny begyndelse – og til februar starter Martin Brygman en turne med pladen og Danmarks Underholdningsorkester. Repertoiret er Bates Delight og nye arrangementer af de hits, der sidder på rygraden. Af de fleste. Fortællingen er hans egen, og den får koncertgæsterne også del i, for sange og tekster følges på vej af anekdoter og historier fra det, de er lyden af.

[ 92 ]

[ 93 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

POSTKORT fra Hollywood

Mit navn er Lisa Aybike Kir. Måske kender du mig fra programmet Danske Hollywoodfruer eller madprogrammerne Til Middag Hos, 4 Stjerners Middag og Masterchef.

Eller det kan være du kender du mig fra et ugeblad, en avis eller fra en bytur i Jomfru Ane Gade, for jeg er nemlig oprindeligt fra Nørresundby.

Det var faktisk til karnevallet i Aalborg som 14-årig jeg blev opdaget som model og siden da har jeg lavet modelarbejde for bl.a. Vogue og Elle og haft roller i film, musikvideoer og tv-serier.

Jeg er også en hyppig blogger og har skrevet bogen Fra Aalborg Til Hollywood. Jeg bor nu I Los Angeles, Californien med min mand James.

Min klumme fra Hollywood handler om forskellige ting fra livet i USA, kosmetiske operationer, opskrifter, mode, mad, modelarbejde, beauty trends, alt sammen direkte fra Hollywood.

Jeg håber I alle vil læse med, du er også velkommen til og kontakte mig på: lisaaybike@yahoo.com

Xo

Lisa Aybike Fra mit rigtige bryllup, i min rigtige kjole, med mit rigtige bryllupshår og makeup med min rigtige mand..

I DO Den 14. oktober har jeg 10 års bryllups dag. Samme dag i 2007 stod jeg i Las Vegas og sagde I do, i min svigerfars have. Men dette er ikke første gang jeg har været brud, for en af de ting jeg er blevet booket mest til, i min modelkarriere, er at være brud. Ironisk nok for hvis du havde spurgt mig blot et år før jeg blev gift, ville jeg have svoret jeg aldrig skulle giftes...

[ 94 ]

Bryllup

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

Dette shoot bød også på myg, insekter, en slange, mus og andet kravl, der er på en normal sommerdag i Californien. Små ting man må tage med som model!

Billedet her blev taget i en skov, her i Californien, i 30 graders varme. For at få højde på billedet brugte vi en taburet, så jeg står på en meget lille flade og prøver ihærdigt at holde balancen..

Et vidne til sit liv... kan man også kalde det. At ens liv bliver bemærket, de ting man gør og udfører bliver registreret - især nok vigtigt for os, som ikke har børn til at føre ens historie videre. En base der er tryg i det omfang man er to til at bekæmpe netop nedturene, men også to til at fejre opturene.

Et bryllup blev det alligevel til...og her 10 år efter syntes jeg faktisk det er fedt at være gift, at man har en, at dele sit liv med, en livs partner, om man vil det eller ej, der deler ens op og nedture.

På Shoot med [et cetera] på limfjordsbroen til en artikel om min bog Fra Aalborg til Hollywood, hvor en af kapitlerne handler om kærester og ægteskab. November i regnvejr og vi måtte have politi til at hjælpe med at stoppe trafikken på broen i få minutter, så vi kunne få taget billedet. Så hvis du kom for sent på arbejde den dag... så var det min skyld...

Jeg er også på en del reklamer for brudehår og makeup. Bryllups industrien i USA er omkring 54 milliarder dollars værd.

I et 10 års ægteskab kan man ikke sige sig fri fra, at man vil kaste alt i ringen og bare opgive. At ordet skilsmisse kommer op at vende et par gange og at man har tænkt, at man enten vil være bedre alene eller sammen med en anden... men græsset er ikke altid grønnere på den anden side.. Nej græsset er grønnere hvor man plejer det, og man må overveje om et kys på panden, når man er syg, en romantisk dans i regnvejr, at der en du kan lægge dit hoved på skulderen af, når verden er imod dig. Jul, fødselsdage, ferier som par, ikke opvejer de dårlige tider..

Jeg tror ikke på vi er ment til at leve alene.. men jeg tror heller ikke på, at vi skal leve et liv med den forkerte partner..

Tillykke til os...

[ 95 ]

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

Shopping Der er så meget ægtemænd ikke forstår og en af dem er shopping... et must for os kvinder... Jeg er jo så heldig at bo et sted, hvor jeg har mulighed for at shoppe hos alt og alle. Jeg bruger i høj grad websider som Amazon til at shoppe, mest fordi jeg kan læse hvad andre folk syntes om produktet.

Men jeg bruger også Amazon til at handle normale dagligvarer og pt. leverer de også fra restauranter i mit område.

MINE ONLINE Shopping sider Møbler og Interiør: www.restorationhardware.com www.westelm.com www.potterybarn.com www.zgallerie.com

Luksus stormagasiner: www.neimanmarcus.com www.saksfifthavenue.com www.bloomingdales.com www.barneys.com Alm. stormagasiner: www.macys.com www.target.com www.walmart.com

[ 96 ]

Elektronik: www.Bestbuy.com www.amazon.com Sport: www.Nike.com www.lululemon.com www.adidas.com www.fabletics.com www.aloyoga.com

[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]

Shopping

VÆRD AT HUSKE: Medicin og skydevåben, osv. har særlige regler for forsendelse. Undersøg med myndighederne om og hvorledes du kan indføre sådanne varer til DK. Amerikansk elektronik bruger 110 Volt og skal derfor bruge en omformer for at virke i danske strømstik. Amerikanske dvdfilm bruger anden regionskode og mange videospil vil ikke virke i DK. Dollaren er lav for tiden og det kan bedst betale sig at samle sine indkøb til store forsendelser i stedet for mange små.

I mange år har jeg hørt på jer danskere plage mig, åh Lisa kan du ikke lige købe og sende, fordi den der dims kan vi ikke få i DK endnu.

Og efter tusind ture til posthuset, sporede og tabte pakker har jeg nu fået nok.. så her er en guide til, hvordan I selv køber jeres ting fra Amerikanske butikker og hvordan i får bugt med hele moms-told- fragt problemet.

Første Side du skal bruge er: www.shopusa.com Her får du tildelt en amerikansk adresse, som du får sendt dine varer til.

ShopUSA giver dig så en samlet pris for told, moms og fragt, det tager fem til ti dage med fly og 4 til 5 uger med skib og du kan fragte stort set alt. Du får sendt dine varer til døren uden at skulle toppes med posten eller Told & Skat i Danmark.

Du skal oprette dig som bruger på ShopUSA og derefter får du en amerikansk leverings adresse. Den skal du så bruge hver gang du online shopper. Når ShopUSA har modtaget alle dine pakker sender de dig et billede af dine ting og derefter kan du gå ind og få sendt forsendelsen til dig i DK.

Anderledes butikker: www.shopgoodwill.com – er en auktions side fra alle Goodwill butikker over hele USA. Goodwill er en second hand store, hvor pengene går til gode formål såsom hjemløshed. www.ebay.com er også godt! www.1stdibs.com – er kunst, møbler, tøj, smykker, de samler kunst og galleriejere sælger på denne side.

[ 97 ]

[KLUMME - PIA MØLLER SØE]

ER UDENOMSÆGTESKABELIGE ORGASMER BEDST? Forleden var jeg til et foredrag med sex- og samlivseksperten Jakob Olrik, og ud over at dele en meget udførlig opskrift på sprøjteorgasmer og en hel del snak om forskellen på de to køn, så sagde han noget om mænd og kvinder og utroskab, der fik mig til at tænke på det der med at længes. Den vist nok eksistentielle menneskelige drift, der får os til at stræbe efter noget, vi endnu ikke har eller måske endda noget, vi ikke må få. Vi stræber efter det, vi ikke har og så efter noget, der ligner et eventyr, vi nok næppe kan få. Og grundlæggende tror jeg på, at det er fint. Jeg tror på, at det er det, der faciliterer det forandring- og udviklingsønske, ethvert menneske behøver for ikke at føle hverdagen klæbende og upassende i længden. Vi er i nogen grad nødt til at tro på, at der er en vis sandsynlighed for, at tilværelsen en dag kommer til at fremstå som et ubesværet krydsklip mellem ’Top Gun’ og ’Yougot mail’. Det modsatte er det, tror jeg, der får nogen til at finde den udenomsægteskabelige orgasme nogenlunde lige så nødvendig som Jakob Olrik finder, at sprøjteorgasmen er. Og den kan være vigtig, sagde han…

Og så er det i virkeligheden ualmindeligt svært at forstå, at vi ikke bare giver hinanden den tur ud over landingsbanen bag på en motorcykel til tonerne af noget lovende musik – og det er en gammel nyhed, men her er den igen; det gør vi ikke. De allerfleste af os får et lift af en anden – og så vender vi tilbage til den kulturskabte tosomhed, og tager med et mystisk smil på læben og en snert af dårlig samvittighed med i svømmehallen med familien i weekenden.

Jakob Olrik havde masser af bud på, hvordan vi undgår den slags. Og forslag til, hvordan vi forfører en partner – igen og igen. Sociologisk betyder det at forføre et andet menneske, at man helt velovervejet og med fuldt overlæg fører et andet menneske ind i en given akt eller sag – og helt forsigtigt, så ved jeg ikke, om jeg ser ideen i at lede et andet menneske ind i en leg, de ikke gad lege, hvis ikke, de var blevet forført til det. Man kan selvfølgelig godt motivere eller minde andre mennesker om, hvor fedt det er at spille rundbold – hvis de nu skulle have glemt det, men som et af hverdagens gøremål, en af de der halvsure pligter, der skal gøres for at det hele fungerer, tror jeg ikke, jeg gider anerkende det. Så tror jeg i virkeligheden mere på at sætte hinanden fri. IKKE til en anden – nødvendigvis, men til at vælge svømmehallen og forskriften på et lykkeligt parforhold fra.

Det er nemlig det, tror jeg, der gør det allersværest at være sammen, at vi ikke er nye for hinanden, men prøver at være det, den anden kan ”leve med”, fordi vi er skrækslagne for at vokse fra hinanden. Det er bare en tanke, men er det ikke lige der, når vi vokser fra hinanden, at det bliver spændende og nyt igen.

Og så behøver vi måske ikke forføre hinanden, men kan slet og ret længes efter at lære nyt om et menneske, der ikke ligner konturerne af en hverdag, vi kender udfaldet af.

Pia Møller Søe

[ 98 ]

LæserRejser

Et Cetera tilbyder dig udvalgte kør selv-ferier i samarbejde med Happydays.

Oplys rejsekoden ”ETCETERA” ved bestilling – så får du op til 300,- i rabat pr. person på rejsen.

Pr. person i dbl.vær.

1.399,-

3 nætter fra 1.649,4 nætter fra 2.099,-

Ferieromantik på Schloss Klink 3 dages kør selv-ferie på 4-stjernet slotshotel i Mecklenburg-Vorpommern, Nordtyskland Schloss Klink ligger midt i søområdet Mecklenburgische Seenplatte og klods op ad Müritz Nationalpark, der med sine 318 km2 har mere end 100 søer. Områdets historiske betydning kan I f.eks. få indblik i ved at besøge Röbel (15 km), hvor de oprindelige, gamle bådhuse på anløbsbroerne ved Müritzer See, fortæller historien om søens rolle som vigtig hovedfærdselsåre for den livlige trafik

på kanalerne og søerne i området, før bilen blev opfundet. På en tur ind i Müritz Nationalpark kan I være heldige at se traner, kronhjorte og havørne.

Begynd f.eks. turen i det store, flotte informationscenter i Waren centrum (8 km), hvor der er masser af mulighed for byliv med caféer og shopping.

Valgfri ankomst frem til 18.12.2017.

• 2 overnatninger • 2 x morgenbuffet • 1 x 4-retters middag/buffet på ankomstdagen • 1 velkomstdrink • 1 dags cykelleje (værdi EUR 9,-) • Wellnessgavekort (EUR 20,-) • 10 % greenfeerabat Kurafgift maks. EUR 2 pr. person pr. døgn.

God børnerabat!

God børnerabat!

Pris uden rejsekode 1.549,Pris fra 5.11.: 1.249,-

God børnerabat!

Julemarked i Neumünster (27 km)

Værelse med udsigt over dalen 2.899,-

3 nætter 1.449,-

Schleswig-Holstein

Herregårdsferie

Himmerige i Tyskland

Mellem Kiel og Lübeck ligger bakkelandskabet Naturpark Holsteinisches Schweiz med mere end 200 søer.

Ved Plöner See, finder I den lille by Dersau, hvor værtsparret Leiber står klar til at byde jer velkommen til Leibers Galerie-Hotel.

Bag Nissum Fjord, der skærmer fastlandet fra Vesterhavets buldrende kræfter, hersker en dvælende ro, som danner ramme om et område på det danske landkort, der virker så uberørt og rent. Her finder du den lille perle Nørre Vosborg.

Vil I helt væk fra hverdagen og forkæles ud over alle grænser, står det 4-stjernede hotel klar til at give jer en ferieoplevelse af de mere luksuriøse. Turen hertil kan gøres på 7-8 timer fra den danske grænse – og adressen er i al sin enkelhed: Himmelreich.

Leibers Galerie-Hotel HHH i Tyskland

Pr. pers. i dbl.vær.

1.199,Pris uden rejsekode 1.349,Pris frem til 30.9.: 1.349,-

• • • •

3 overnatninger 3 x morgenbuffet 3 x 3-retters middag 10-20 % rabat på greenfee • 10 % rabat i Designer Outlet Neumünster

Ankomst 2 nætter fra 849,Valgfri frem til 20.12. 4 nætte r fra 1.499,samt 26.12.2017.

Hotel Nørre Vosborg HHH i Vemb

Best Western Hotel Sonnenhof HHHH

Pr. pers. i dbl.vær.

1.149,-

Pris uden rejsekode 1.299,-

• 2 overnatninger • 2 x morgenbuffet • 1 x eftermiddagskaffe med kage • 1 x 3-retters middag

Ankomst Mandag til fredag frem til 15.12.2017.

Ankomst Søndage frem til 10.12.2017.

Pr. pers. i dbl.vær.

2.599,-

Pris uden rejsekode 2.899,-

• 5 overnatninger • 5 x champagnebrunch • 4 x 4-retters middag/buffet • 1 x gallamiddag • 1 x velkomstcocktail • Børneklub (3-15 år) • Eftermiddagskaffe og -kage m.m.

Kurafgift maks. EUR 1,80 pr. person pr. døgn.

Bestil på www.happydays.nu eller ring 70 20 34 48 Børnerabat ved 2 voksne. Ekspeditionsgebyr kr. 99,Afbestillingsforsikring kan tilkøbes. Forbehold for tryk- og prisfejl samt udsolgt.

Åbent hverdage kl. 8-17.

REJSEKODE

ETCETERA Teknisk arrangør

A

R

OKSEKØD

DANSK KROGMODNET GA

DANSK KROGMODNET

ED

Madarbejder i meny

NT

H

jonas

en endnu Gør fredagsburgersmagfuld lækrere med en gmodnet ro steak af dansk, k idten oksekød i m

I FO R M Ø

R

Dansk krogmodnet oksekød er udvalgt af MENYs egen kvægopkøber.

Kødet modnes på krog i 10 dage, og under denne proces fordamper fugten, mens mørheden stiger og smagen intensiveres.

Besøg din slagter i MENY, og hør mere om, hvordan du tilbereder krogmodnede udskæringer, så du får det bedste frem i det saftige kød. Hver fredag står vi klar og skærer bøfferne præcis, som du vil have dem.

cotes og Tilbered krogmodnede entrepande. ribeyes på en brandvarm fulde Start med at svitse den smagsprød [ 100 ] fedtkant, så den bliver let