GRATIS magasin tag med hjem
[ 1 ]
ANNONCE
amber
Madarbejder i meny
MENYS GLADPAKKEPANEL ER ET HOLD FRÆKKE, SULTNE, SMÅKRÆSNE OG HUDLØST ÆRLIGE BØRN – LIGE DEN SLAGS DU SMØRER MADPAKKE TIL DAG EFTER DAG. VI HAR BEDT DEM SMAGE EN MASSE VARER FRA MENY OG PEGE PÅ DET, DE KAN LIDE. BRUG DET SOM INSPIRATION, NÅR DU SMØRER MADPAKKER.
LAD OS MINIMERE
MADPAKKESPILD
OG SPREDE MADGLÆDE I MENY vil vi sørge for, at de danske madpakker ender hvor de skal, nem lig i maverne. Samtidig vil vi gøre det lettere for dig, der smører dem og til tider løber tør for idéer. Derfor sæt ter vi fokus på madpakken med en masse gode varer, sjove og lette op skrifter og vores helt eget gladpakke panel, der smagstester og siger deres mening. Vi synes også, I skal tage en mad pakkesnak derhjemme. For måske har de små smagsløg taget et tigerspring uden du som forælder har opdaget det – og så skal madpakken selvføl gelig justeres, så vi undgår spild og får mere madglæde.
Salat to go i ma d er et hit hos båd pakken e store og små [ 2 ]
DET- JEG KA’ LI’ så put det bare i RUGBRØD
RUGBRØD
RUGBRØD
PITABRØD
PØLSEHORN
PÅGEN SANDWICH
DELIKATESSE MADBRØD
TORTILLA
MAKRELFILET
MAKREL GUF PÅ TUBE
TUN
TORSKEROGN SMØRBAR
KYLLING
BAMSE MORTADELLA
TUNSALAT
JÆGERPØLSE
ØKOLOGISK MILD SALAMI
HAMBURGERRYG
ØKOLOGISK OKSE SPEGEPØLSE
VEGETABILSK PÅLÆG
ÅLERØGET SKINKE
ØKOLOGISK RULLEPØLSE
KØDPØLSE
KARTOFFEL SPEGEPØLSE
DELIKATESSE FRIKADELLER
DELIKATESSE PASTASALAT
DELIKATESSE FISKEFILET
FISKEFRIKADELLER
SNACK PEBERFRUGT
MÆLKESNITTE
ØKOLOGISKE JORDBÆRSTÆNGER
DIGESTIVE FULDKORN
STJERNEHAPS MINI SALAMI
SNACK GULERØDDER
LILLEBROR ØKOLOGISK OSTEHAPS
ABRIKOSER
AGURK
MANDLER
FRUGT
KOLDSKÅL MED KAMMERJUNKER
FROOSH SHORTY
ØKOLOGISK ÆBLEJUICE
[ 3 ]
[LEDER - JEPPE SØE]
ET KONGELIGT MUSEUM? Nogle ønsker kongehuset hen, hvor peberet gror. Andre har nærmest den kongelige familie som et fundament for deres kulturforståelse. Ofte fokuserer man på familiens funktion, som mange finder ligegyldig – eller på de summer, vi kaster i slotte, fester og apanage. Der findes medier, der gransker i den kongelige kalender for at slå fast, at de ikke laver dagens gode gerning. Selv er jeg et helt andet sted. Jeg kan nemt se, at kongehuset kan kaldes et museum. Et kig ind i en svunden tid, hvor man kørte i karet og havde magten. Og hvad skal vi dog med det i 2017, hvor bilen er opfundet og magten ligger hos folket? Når der er fest i kongehuset sender fjernsynet derfra – og danskerne kigger med. I stor stil. Det samler os, fordi vi ser direkte ind i vores egen fortid. Vi kan få et glimt af en historie, som vi bør kende, for at kunne agere i nutiden – og forme fremtiden. Når der er erhvervsfremstød i udlandet, for at få dem til at opdage Danmark, giver det ekstra omtale, når følget har en kongelig i spidsen. Det bygger på fortællingen om eventyrenes land, med både prinser og prinsesser, havfruer og vikinger. Virksomhederne påstår, at det giver mersalg og dermed skattekroner i statskassen. Meget mere end udgifterne til kongehuset. Uanset, handler det slet ikke om pengene for mig. Kongehusets værdi er et andet sted: Nok kan det være, at kongehuset er et museum. Men museer er væsentlige at have med sig i en hverdag, hvor det ene minut tager det andet – i et samfund, der altid kigger fremad og fokuserer på imorgen. Politikere der trygler om vores ja til at springe på et tog, inden det kører – helst uden at undersøge, hvor toget skal hen. Bare tro på os, siger de – vi stemmer ofte nej tak. Måske netop fordi vi tænker større om os selv, end vi egentlig er. Vi tør tro på eget værd, fordi vi ved fra historien, at det er gået fint med det tidligere. Kirkegaard mente, vi skulle leve livet baglæns – og Johannes V. Jensen skrev, at vi først kan fatte vores væsens rod, hvis vi kigger på de skatte, de forrige efterlod. Med andre ord er de fleste enige om, at der i historien ligger en erfaring, som man kan trække nye kabler fra.
[ 4 ]
[LEDER - JEPPE SØE]
Og den historie er kongehuset garanter for, at vi husker. Et levende museum, javel. Lad os da bare sige det. Nogle er til biograffilm, nogle er til fodbold og andre er til kongehus – der skal være noget for os alle. Reaktionerne på Prins Henriks ønske om en anden begravelse end planlagt, afsløret af Nikolaj Vraa fra ugebladet TÆT PÅ og senere bekræftet, taler også sit eget sprog. Vi vil så gerne, at alt forbliver som det har været med kongehuset, siden ruder konge var knægt. I dette nummer har vi et portræt af Prins Joachim. Han sætter ord på det, at være et moderne menneske og far - og samtidig skulle leve op til den rolle, der hører med til hans liv. Balancen mellem de to ydersider, og at turde give sig selv i begge. Hans ord om at ville forberede sig for værtens skyld er en smuk forståelse af eget værd – og måske giver det en forståelse af, at det hele ikke bare er lige til. At en kalender ikke afslører arbejdsbyrden. Og at der er tanker bag, som måske kan give en bredere forståelse af det, at skulle tilegne sig en medfødt rolle i samfundet – samt hvordan man kan forny rollen. Vi har også Morten Kirkskov, der er skuespilchef på Det Kongelige Teater. Også han skal levere folkelighed på et nationalteater, der engang var elitært og stift, men nu tilegner sig den nye tid, uden at forkaste historien.
Pernille Vermund skriver i mailkorrespondancen om et opgør med feminismen, der efter hendes mening har sejret ad helvede til. Vi er også et smut i Cirkus Arena med Motor Mille, som forældre og især deres børn vil kende fra DR Ramasjang. Mille Gori er dog så meget mere end figuren og fortæller om at være børnenes heltinde. Endelig har [et cetera] magazine været i Georgien med Dansk Røde Kors, for at se på en af de ukendte katastrofer. Vi har utallige gange set billeder fra Afrika og hungersnød, men organisationen har daglig omgang med virkeligheder, der også fortjener et indblik – og det er hvad vi giver, når vi tager med en gruppe danske frivillige på arbejde med de internt fordrevne i Georgien. Og så har vores journalist været stille i flere dage. På et retreat på Samsø, hvor tavshed er en dyd og krydres med yoga, økologi og alskens forskellig åndelighed - uden at der helt går hippie i sagen. God læselyst Jeppe Søe, chefredaktør [ET CETERA] MAGAZINE
Ansv. chefredaktør: Jeppe Søe ( jeppe@soe.dk ) ∙ Medredaktør: Pia Møller Søe ( pia@soe.dk ) ∙ Design & layout: Lotte Sørensen, DT PLUS Annoncesalg: Linda Simonsen Mølgaard (lsm@dhblad.dk - tlf: 86754049) Hjemmeside: www.1cetera.dk ∙ Facebook: www.facebook.com/byens.magasin ∙ Email: info@1cetera.dk Annoncering: www.1cetera.dk/mediekatalog Dansk Handelsblad A/S tager forbehold for trykfejl eller ændringer af de begivenheder, der er nævnt i magasinet. Artikler, billeder og annoncer må ikke benyttes uden skriftlig tilladelse. Historer kan citeres, med henvisning til hjemmesiden www.1cetera.dk. Alle artikler er redaktionelt produceret efter almindelige regler for god presseskik - uafhængigt af annoncekroner. Forsidefoto: Claus Peuckert Oplag 50.000 - distribueres gennem MENY og IMERCO - kontrolleres af Danske Mediers Oplagskontrol
[INDHOLD]
[08]
[32]
[44]
[62]
[74]
[86]
PRINS JOACHIM · 08
Prins Joachim fortæller åbent i et stort portræt om at skulle veksle mellem rollen som privatperson, far til fire og Prins til Danmark. Han fortæller, hvordan man langsomt finder ud af, at være prins. Hvornår det i barndommen gik op for prinsen, at han gik i historiske fodspor - og hvordan han finder balancen mellem de mange roller, man skal spille i hans position.
MORTEN KIRKSKOV · 32
Repertoiret er bredt for en skuespilchef, der insisterer på, at Det Kongelige Teater er folkets teater. En uforbeholden nationalscene, hvor Holberg og Heiberg taler, så de er til at forstå. De vil os noget. Hvis vi vil..
PERNILLE VERMUND · 44
Feminismen har sejret af helvede til. Frisindet og friheden har vi tabt i takt med, at forholdet mellem mænd og kvinder er blevet afsexualiseret. Hvis ligestilling indebærer, at vi ikke kan være hele mennesker - mænd og kvinder - hvad er den så værd? .
MOTOR MILLE I ARENA · 74
Mille Gori er landskendt som Motor Mille på DR’s Ramasjang. Både børn og voksne er faldet ret hovedkulds for den smukke, modige, milde og vilde anfører af Børnebanden. Her i sommer gik hendes barndomsdrøm i opfyldelse, som cirkusartist og instruktør hos Cirkus Arena.
MED RØDE KORS I GEORGIEN · 86
Det røde kors på bilerne dukker ofte op til skærmen, når fjernsynet sender fra katastrofeområder i verden. Men Røde Kors er også tilstede der, hvor kameraerne for længst er slukket og korrespondenterne er taget hjem. Frivillige bliver tilbage, for at gøre livet tåleligt. Vi tog med Røde Kors til Georgien.
[ 6 ]
INDHOLD
08 Prins Joachim 28 Sebastian Dorset 32 Morten Kirkskov 42 Anders Bircow 44 Pernille Vermund 56 Bibis Bolig 58 Koks køkken 62 Retreat på Samsø 70 Lisa Kir Aybike 74 Motor Mille i Arena 86 Røde Kors - Georgien 98 Klumme
NYHEDER VÆGREOL Vejl. pris
399,95
GYNGESTOL Vejl. pris 999,95 LAMMESKIND Vejl. pris 1.299,95 DUFTLYS Vejl. pris
199,95
DUFTPINDE Vejl. pris 199,95
IMERCO HOME FORHANDLES I UDVALGTE IMERCO BUTIKKER OG PÅ IMERCO.DK [ 7 ]
[PRINS JOACHIM]
PRINS JOACHIM
og Joachim
[ foto: CLAUS PEUCKERT & tekst: JEPPE SØE ]
[ 8 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 9 ]
[PRINS JOACHIM]
”Ligesom forsiden og bagsiden på magasinet her, har livet som prins en forside og en bagside. Forsiden er glamour, bagsiden er i virkeligheden alt det, man ikke ser. Og der imellem et sted, er jeg”. Sådan indleder Hans Kongelige Højhed Prins Joachim et interview i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg med [et cetera] magazine. Vi sidder i et mødelokale, der emmer af dansk royal historie. Der er guld på karmen og malerier på vægge og i loftet. Bordet oplyses af en stor lysekrone, hvorpå der er sat et langt aluminiumsrør med to led-spots. Fortidens lysekroner giver simpelthen ikke nok lys, til at kunne læse papirer ved moderne møder og en løsning måtte derfor til. ”Det er ikke særligt pænt med det rør, men det virker”, siger Prins Joachim med et smil. Og som sådan er lysekronen i virkeligheden netop et billede på, hvor nødvendig en fornyelse er, men hvor svært det kan være, at få det til at gå op i en højere enhed med historiens rammer. En kongelig familie skal netop finde en balance mellem historie, nutid og fremtid. Finde ud af at være mennesker i en rolle og i Joachims tilfælde også en jordnær far til fire, der ordner madpakker. For det gør en prins nemlig, selvom de fleste ikke tror det – og andre ikke vil tro det. Eller vil vide det. ”Det er rigtigt, at nogle ikke ønsker, at vide det. De vil gerne stadig tro, at det hele foregår anno 1775 og Holberg, tjenere om morgenen og lign. Og så er der andre som tænker, at de kan lide glansbilledet i gallauniform til nytårstaflet og at det derfor er det svært at se mig koge havregrød til en almindelig morgenmad. Men sådan er min virkelighed”, fortæller Prins Joachim.
Rolleskift uden at pendle Det er netop skiftet mellem rollerne, der altid har fascineret mig, både som journalist og menneske. Første gang jeg mødte Prins Joachim var på slottet i Møgeltønder. Sammen med et par af slottets ansatte, på forvaltningskontoret - med kaffe i en plastickop, hyggesnak om landbrug og en vittighed. Næste gang jeg mødte ham, var vi begge i smoking til en gallafest. Det var nemt at se og mærke, at Prins Joachim var præcist den samme, men nu var mødet officielt med den etikette, der hører sig til. Jeg bukkede, min kone nejede og vi talte mere kultiveret sammen under middagen. De roller skal en prins kunne jonglere mellem – og hvor er mennesket så henne, midt i rollerne og titlerne. Og hvornår tager man rollen på sig, og gør den til mere end rollespil. Det var min undren og dermed min tilgang til samtalen på Amalienborg. ”Jeg er ikke pendler mellem forside og bagside. Det har jeg nok været engang – og det er man nok nødt til at være i en periode, for at kunne det. På et tidspunkt bliver det en hverdag, hvor man er lige meget sig selv, men ikke den samme, når man skifter mellem rollerne. Hvis jeg skal prøve at spole tilbage, så har de første handlinger i officiel øjemed været omkring, da jeg var 18 år gammel. Jeg har selvfølgelig været med utallige gange, men der var den første gang, jeg var solo og stod alene med en officiel pligt. Hvor jeg stod frem i egen ret – og ikke var en del af to, fire eller otte – og skulle finde mig tilrette med det. Både at vide hvad det drejede sig om, havde nogle retningslinjer, vidste hvad der forventedes – og selvfølgelig finde sin egen måde at fortolke det hele på”, fortæller Prins Joachim og lægger ikke skjul på, at de første gange var noget særligt.
[ 10 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 11 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 12 ]
[PRINS JOACHIM]
[
Ikke for privat når man er ude – ikke for officiel når man er hjemme
”Stressmomentet fortager sig lidt i tågerne for mig, men jeg var jo i forsvaret. Jeg var tjenestegørende – og jeg oplevede at uniformen beskytter. Uniformen bliver den umiddelbare synlige fremtoning – den er skallen. Og med den har man jo lært at gebærde sig. Lidt som en fodboldspiller… Når han står i fodboldtøjet er han klubben – når han ikke har fodboldtøjet på, har han ikke klubbens beskyttelse, men han har stadig de samme forventninger på sig. Man er uniformeret – det er en beskyttelse og man skal levere varen, uanset om det er gejst, jubel, alvor eller hvad situationen måtte fordre", fortæller prinsen. Sig selv fremfor kopi "Første gang man er i situationen - og jeg er sikker på, at det også gælder første gang en ung fodboldspiller er i startopstillingen og står med alle tilskuernes øjne på sig - er man tordnende nervøs – det kan dæmme op for nervøsiteten og forventningen, at man har uniformen på. Man skal stadig levere det personlige og det skal man huske. Man er jo også et eller andet sted det samme menneske bagefter – og på et tidspunkt bliver man så professionel i den rolle, at man ikke rigtigt selv tænker over det. Så skal man passe på, at man ikke er for privat, når man er ude – og heller ikke for officiel, når man er hjemme i sin egen lukkede zone. Når jeg sidder med familien, sidder jeg altså ikke og holder taler”, griner han. Uniformen kan selvfølgelig yde beskyttelse, fordi man som en skuespiller kan tage rollen helt visuelt på sig – men en uniform er jo netop ikke personlig. Så hvornår fandt Prinsen ind til en form, der ikke
]
var en kopi af andre, som det jo må have været i starten? ”Jo, første gang jeg stod alene med en opgave i egen ret, var jeg selvfølgelig en kopi - og tog alt det med mig, jeg havde lært, ved at se på familien. Se hvad de gjorde og finde ud af, hvilken form jeg selv synes om og synes jeg kunne stå inde for, følge op og spinne videre på. Ting jeg kunne eftergøre med et tvist af det, man selv kan tilføre – så man til sidst gør det til sin egen stil. Og det bliver selvfølgelig mere og mere udtalt, jo mere man føler sig hjemme i rollen og er i sin egen comfortzone. Det kommer kun med erfaringen, alderen og situationen", konstaterer han. Sommertogtet – at smile og vinke "De første 18 år var meget instruktive for mig, når jeg kigger tilbage og tænker, hvad er de første begivenheder jeg kan huske, og hvordan har de set ud kronologisk, i takt med at det er blevet en standard ting. Når vi gik på sommerferie fra skolen, så var der 10 dages sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, med besøg i fire til fem danske købstæder. Kronprinsen og jeg var selvfølgelig ikke 'på' fra morgen til aften, men vi var altid med ved modtagelsen og ved et par følgende besøg. Der skulle man se pæn ud, ned til modtagelse på kajen, op til rådhuset og modtagelse der – det var standardlæsten. Der skal man gøre en god figur og smile og vinke. Men så kommer de næste ting, da vi blev ældre og skulle med til lidt mere af tingene - og der var frokoster og besøg. Pludselig bliver vi klædt mere på til opgaven.
[ 13 ]
[PRINS JOACHIM]
[
Du skal bare svinge champagnen rigtigt hårdt, sagde mine forældre
Der kom også de første solo-optrædener, men sammen med de andre og i trygheden fra dem. Den første jeg husker var en skibsdåb i Nakskov. DSB færgerne Kronprins Frederik og Prins Joachim, som vi døbte den samme dag 2 juli 1980… stabelafløbning, champagne, og at huske, at den skal knuses ordentligt. Mine forældre havde jo prøvet det masser af gange og sagde ”Vær ikke bange, du skal bare svinge den rigtigt hårdt”. Den skal jo knuses, ellers står man der og skal prøve igen og igen. Det virkede - og alt var smukt. Men de andre var jo lige omkring mig, det var tre sekunder man skulle stå alene i fokus og sige ”jeg døber dig…” og derefter var man tilbage i flokken. Det er måske den indlæringskurve, der stille og roligt er gået deropad. Når vi springer til efter de 18 år tænker jeg mere, at jeg kunne tænke mig at gøre det sådan og sådan i stedet. Her har jeg måske lidt mere at yde af mit eget personlige. Og så begynder man mere at personificere - og give det mere af sin egen kunnen”, fortæller Prins Joachim og skænker en kop kaffe. En del af en større historie Som han sidder der og fortæller, lyder det nærmest som enhver anden fagmand, der har været under oplæring i et fag. En normal indlæringskurve, som alle har været igennem, for at blive til det, de er. Forskellen er blot, at vi alle husker billederne af de to prinser, der døber færger. Vi mindes den kongelige familie stå på Dannebrog og vinke, med to små prinser, der kun med nød og næppe kunne se over
]
rælingen. Og så er indlæringskurven ikke til at ende som smed, læge eller rammemager, men til at træde i utallige kongelige fodspor og ind i Danmarks historie. ”Jeg var kun 3 år, kronprinsen 4 år, da vi kom med på vores første sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Der spekulerede vi ikke over, at vi var del af en større historie. Men tager vi det helt store perspektiv i historisk og kronologisk henseende, var det i 1978, hvor vi var i Jelling. Der var man ved at grave ud i Jelling Kirke og mente nu, at det var Gorm den gamle og Thyra Danebod man havde fundet resterne af, to meter under gulvet. Og det var tredobbelt interessant. Dronningen er meget inde i historie og i arkæologi. Vi havde før været ude at se arkæologiske udgravninger og havde fået lov at grave lidt i jorden, men vi vidste godt, der var mere i det i Jelling. Vi havde jo selvfølgelig hørt om Gorm og Thyra og jellingstenen – men at få at vide, at her står vi og ser på Danmarks første konge. Og i øvrigt min tip tip tip gange 30-40 stykker tilbage... det var stort! At få forklaringen og få fortalt, at dette må være Gorm og Thyra. Her stod vi og kiggede ned i familiens vugge. Her startede det. Og så kan man ellers følge det helt op til os. Der gik noget meget stort op for mig. Det var ikke bare et kig på Danmarks første konge – det var et sus... her kommer vi fra! Jeg synes også det ville være fantastisk, hvis Jelling blev et udflugtmål for enhver skoleelev. Alle skolebørn bør se det sted og vide, at der starter Danmarkshistorien”.
[ 14 ]
[PRINS JOACHIM]
[ foto: LARS SKAANING ]
[ 15 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 16 ]
[PRINS JOACHIM]
At træde i andres fodspor Skolebørn vil næppe få samme slags gåsehud, som at stå og vide, at her startede ens egen familie – men for prinsen handler øjeblikket ikke kun om hans personlige forståelse af egen placering i rækken – men vitterligt om en historisk bevidsthed, der er væsentlig at fatte, for at forstå nutiden. Af samme grund afviser han, at det skulle virke som et åg at opdage, at man skal træde i andres store fodspor. ”Det var ikke et åg eller skræmmende. Det var opklarende. Det satte nogle ting på plads. Vi havde jo, som alle andre skolebørn, hørt om Gorm den Gamle. Så vi vidste, at her startede Danmark – og i mit tilfælde, herfra udgår familien. Og jeg tror egentlig, at en hvilken som helst anden skoledreng, der havde stået der, ville have haft samme oplevelse: Her starter Danmarkshistorien. Det var et større historisk vingesus end et besøg i Roskilde Domkirke, hvor vi jo også havde været. Her blev første trin i hele vores historie grundlagt inde i os – som også fik Roskilde til at træde ind i en sammenhæng. Det er ikke bare morfar og oldefar der ligger der, nu kunne man håndgribeligt sige: Her startede det. Og så kan man ellers følge det op til os", reflekterer prinsen.. "Jeg er historienørd og elsker at suge til mig af historisk viden og elsker at udgyde det, ikke mindst for mine børn. Vores nutid er, som den er – men for at forstå den, er det en ufattelig god bagage at kunne forhistorien. Og det uanset hvor langt, man skal tilbage. Hver gang man bladrer én side tilbage i en bog, mangler man jo stadig den foregående side. Og skal man så starte med side 1, bladre enkeltvist frem el-
ler skal man springe lidt i det? Det skal jo ikke gå op i kadaverdisciplin eller den sorte skole, så jeg elsker at fortælle dem brikker, de selv kan samle i et puslespil. De kommer også selv og stiller spørgsmål til et eller andet, de gerne vil have opklaret – eller et blankt felt, jeg måske kan oplyse dem om eller give en indikation af, så de selv kan søge videre i det. Og det prøver jeg med dem alle fire. At sætte tingene i relation. For at det ikke er sort snak, men også så de har en væsentlig paksæk med i deres bagage fra barnsben af”. Det er tydeligt, at Prinsen selv nød opvæksten med spredt viden om historie – og at alle disse ord, oplevelser og opdagelser har sat dybe spor – og vakt en enorm historisk interesse. At brikkerne har været mange, og at de passer sammen og har givet ham et samlet billede, han vil give videre. Selv kalder han det ”nørdet viden”, som han mener er væsentligt for at samlet livets puslespil. ”Barndommen må selvfølgelig ikke blive en klargøring. Det hele skal leges ind. Når vi rejser rundt i landet, siger vi jo ”der ligger det og det og det” eller ”der er den og den kirke, hvor den og den ligger begravet”. Al mulig håndstrøget nørdeviden. Og jeg kalder det netop nørdeviden, fordi det ikke er ligegyldig viden. Det er nørdeviden, fordi vi godt kan leve uden at vide det – men det er rart at vide, fordi det bygger et fint puslespil op, om alt det, der er gået forud. Også på vores ture på vinterferie har de ældste drenge, der har været med, fået fortælling undervejs. Og sådan en 14-15 timer ned gennem Europa... der kan man nå meget geografi og historie. Ungerne kan en hel del om de tyske staters historie”, griner prinsen.
[ 17 ]
[PRINS JOACHIM]
Kan en prins være privat At kunne sin kongerække – og endda have set øverste person i rækken som et skelet – er selvsagt et privilegium, som kun de helt særligt udvalgte er forundt. Udefra kan et liv som kongelig se fortryllende nemt ud. Man forestiller sig et forrygende liv i luksus, med en tjener på hver en finger – og ikke mindst et nemt arbejde, der mest består i at klippe et par snore årligt, åbne en fabrik og vinke lidt fra en karet. Forsiden af medaljen ser forrygende ud, men de fleste glemmer nok bagsiden. Men den er der. I gamle dage, var en kongelig ikke eksponeret. Det meste af den danske befolkning så aldrig en prins, og de få, der gjorde, fik kun et glimt af en mand på en hvid hest, bag en masse riddere. I dag er opmærksomheden en stor del af jobbet – og det gør balancen mellem rollerne sværere end før. ”Der er ingen tvivl om, at med en så massiv mediedækning, som der er nu om stunder, på alt fra politikere, showbiz, sport og kongelige, kommer der på et tidspunkt et mætningspunkt. Og en anden forventningsgrad. Forventningsafstemningen kan somme tider være kørt over på et forkert spor, fordi man ikke har fået andet end mediedækningen og den overeksponering. Jeg ved jo udmærket, at jeg kan bevæge mig frit privat her i landet, uden at det egentlig føles som om, jeg bliver genkendt. Men jeg ved jo godt, jeg bliver det – og det er nok naivt at tro, at jeg ikke gør. Og hvad udtrykker man, mens man går rundt helt privat i sit nærområde, eller er på ferie, ude at opdage og opleve noget nyt? Der er flere ting, man skal huske, kan blive et emne - og derfor går man ikke helt og er sig selv. Man holder aldrig helt fri. Genkendelsen fra folk kan være alt fra overvældelse, en overraskelse eller netop en forståelse for, at man er privat. Man ser at vedkommende opdager dig, genkender – men respektfuldt tænker, at han har fri”, fortæller Prinsen.
Genkendt eller overvåget Mange jeg har interviewet taler om, at de føler sig overvåget. At folks blikke og at genkendelsen gør, at de ikke kan finde ro i det offentlige rum og at de ikke kan finde ind til det private menneske længere. Men der er Prins Joachim meget mere afklaret og fasttømret i sit bud på forskellen mellem genkendelse og overvågning: ”Hvis jeg gik rundt og følte mig overvåget, ville jeg være paranoid - og så er det man begynder, at lukke sig inde og holde sig borte – og så mister man det hele. Mister sig selv – og så bliver næste private udgang tredobbelt besværlig. Der hvor man færdes hjemmevandt, i sit nærområde, er der ingen overraskelser, og derfor heller ingen overvågning. Der er kun genkendelse. Men er man så et sted, hvor man ikke forventes at være og dermed overrasker – kan der nemt være en tydelig overraskelse at se. Og så er vi nået en tidsalder, hvor det ikke længere er pressen der kigger med. Nu er det mobiltelefonen. Somme tider kan det løbe ud af en forkert tangent, fordi det samspil, der er mellem den professionelle fotograf og den person, der er i fokus - uanset det niveau, privat eller officielt man færdes på - er del af en implicit kontrakt. Der er ting man ikke bør og ting, man ikke må. Og det ved pressen og den person, der er i fokus. Men mobiltelefonens kameraer er jo ikke uddannet. Det føres af personer, der ikke er udannet i jura og etik – og det kan somme tider, for nogle, føles som en pest. Tiden var selvfølgelig en anden, men når man er vokset op med det – og ikke er kommet ind i det hovedkulds, er det nemmere at acceptere. Det er også nemmere at holde gode miner til slet spil, selvom noget er urimeligt, fordi man har kendt den interesse hele vejen gennem livet. Jeg har erfaringen – hvorimod en ung fodboldspiller eller kendis, der pludselig kastes ud i alt det der, uden at blive skolet og rådgivet ordentligt - det kan virkelig være svært at få til at balancere – og det er ikke sjovt”, konstaterer prinsen.
[ 18 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 19 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 20 ]
[PRINS JOACHIM]
[
Når man er bramfri må man forvente et rap over fingrene
Møgeltønder og livet som landmand Prins Joachim og Prinsesse Marie er for få år siden rykket til København, efter i mange år at have haft base i Møgeltønder. Der er stor forskel på de to steder, som har hver deres liv og kultur – hver med sine fordele og ulemper. Joachims kærlighed til det sønderjyske skinner tydeligt igennem. ”Vi kommer ofte og gerne i Møgeltønder. Der føler vi os rigtigt veltilpas. Også i dag, er det ligeså meget hjemme, som det var før. Vi sætter altid flaget når vi er der, ligesom da vi havde adresse i byen. Der kan vi gå ind og ud, uden at nogen ser det eller tager notits af det. Vi har masser af venner, som vi kommer og går hos – vi er ikke fremmede, når vi er der. Det er en lise for sjælen at vide, at vi kan det – og vi gør det så sandelig med glæde, fordi vi der oplever en stor frihed til, at gøre hvad vi vil, uden at det giver fladtrykte næser op af vinduerne. Det er faktisk pragtfuldt. Vi har alle dage kunne mærke, at de, der drejer halsen mest, er turister og ikke byens egen befolkning”, siger Prins Joachim kærligt om hjemstedet i syd. I Møgeltønder tog prinsen endnu en rolle på sig, der var udstukket til ham fra de tidlige år. Han skulle være landmand. Han tog den på sig og så den aldrig som en hindring. Han skulle forvalte et almindeligt civilt erhverv – og samtidig være Prins til Danmark. De mange roller er vidt forskellige - men kravet var at kombinere dem og finde sig selv i dem alle, på samme tid. ”Da jeg oprindeligt gik ind i landbruget, var det jo også et rolleskift. Jeg levede med det i medgang og modgang - og har jo i de år ytret mig ærligt om landbrugets vilkår og fik kritik for, at have været for
]
bramfri. Det er dog et udtryk for, at man går op i det erhverv man har – og at man vil gøre, hvad man kan. Jeg forsøgte at tilpasse ordvalg og indhold, men fik dog et rap over nallerne. Det kunne ikke være anderledes. Hvis man ikke kunne sige den slags, ville jeg jo ikke kunne være med i det og spille en rolle. Og det er lige dele at finde grænserne for, hvad der ligger mig på sinde, som jeg gerne vil have ud – og hvordan det modtages, når de ord kommer netop fra mig", siger prinsen. "Landbrugets realiteter skulle formidles, som de er. Der var jo ønske om at se mig stå i kedeldragt i marken med et segl eller en le i hånden. Men hellere billeder af store maskiner og et skrivebord – det er jo sådan landbruget er i dag. Vi skal passe på ikke at romantisere det, der ikke kan romantiseres. Gule rapsmarker er jo dejlige, men der skal være noget realisme over det. At se et billede, hvor en landmand står med en le, må modtageren jo også undre sig over. Er det del af et historieprogram, eller er det fagligt korrekt anno 2017? Jeg var klar over, at jeg nærmest havde en rolle som protektor i landbruget også. Det er måske også det, der har ført til, at man indimellem våger pelsen med en ekstra bemærkning, fordi den får mere ørenlyd. Men så skal man forvente det rap over nallerne. Det lærte man jo også af. Der er visse virkeligheder og spilleregler der skal overholdes. Hvis man ikke våger sig helt ud til kanten, så flytter man ikke noget – og når man står ved kanten, hvem er det så der siger niks? Det er ofte den, man har trådt over tæerne”, smiler prinsen.
[ 21 ]
[PRINS JOACHIM]
Spillereglerne og at finde sig selv Ligeså alvorligt, som Prins Joachim tog sin rolle som landmand – ligeså markant og dedikeret går han til opgaven, at være Prins til Danmark. Han fastslår, at der er mere i jobbet end at klippe en rød snor over med en saks. Det liv, der startede med at være en kopi af det, han havde set familien gøre, er blevet en meget personlig optræden for Joachim med tiden. ”På et tidspunkt finder man ud af, hvad det egentlig er, man gerne vil yde - og hvad man kan mere, end det man har set de andre gøre. Hvor kan jeg differentiere mig. En fornemmelse af at kunne gøre det anderledes. Begynde at have en kritisk indstilling og sige: hov, det her føles ikke rigtigt nok. Det skal føles mere rigtigt, når jeg gør det. Så begynder man langsomt at twiste det over i den retning, man vil. Man modellerer det og finder så det, der føles godt og som bliver ordentligt modtaget og kommenteret. Og så ved man, hvilken retning man vil søge at gå. Stille og roligt forsøge sig frem, så det ikke bliver for monotomt og ensartet – det skal gerne være nyskabende og spændende, men også passende”, fortæller Prins Joachim. Sidstnævnte – at en optræden skal være passende for en prins – er en stor del af rollens udfordring. Hvordan kombinerer man personligheden med en fastlagt rolle, som er skabt af utallige fodspor i historien, som man nu skal træde varsomt ned i. Hvordan kombinerer man i virkeligheden fortiden med nutiden – og dermed sørger for, at spille en rolle i fremtiden. Prins Joachim er slet ikke i tvivl om, hvor han har det bedst – og hvordan han finder den rolle, der er passende. ”Jeg skal jo balancere mellem hvor meget jeg kan, må og vil give af mig selv – men enkeltbegivenheden skal også sættes i relation til parallelle begivenheder i kongehuset. Og så skal den sættes i relation til, hvad man ellers går og gør, i forskellige sammenhænge. Det er klart, den ypperste officielle begivenhed er nytårstaflet. Den køres efter en fast læst. Så kan man graduere og klæde de andre begivenheder på, i forhold til det", fortæller han.
At finde balancen Det danske kongehus deler ikke begivenheder op i klasser. Der er ikke en håndbog, hvor man kan slå op, hvor på en alvorsstige en begivenhed befinder sig. Men det er tydeligt for enhver, der har fulgt kongehuset, at der er forskel på etiketten til en åbning af et museum i Skjern og på nytårstaflet i fuld uniform. Det er derfor op til Prins Joachim med erfaring at vurdere, hvor på den usynlige skala en begivenhed ligger – netop for at finde en form, der er passende. Og finde ud af, hvor meget han kan give af sig selv. "Skal jeg følge den tankegang kan man godt sige, at der måske findes tre klasse-1 begivenheder, fem til syv klasse-2 begivenheder og så videre. Så kan man altid se på en begivenhed og finde ud af, hvor på den skala den ligger. Her skal jeg passe på, at en åbning af en fabrik ikke bliver så stiv som klasse-1, for så bliver det ikke sjovt. Her må den få mere kulør og spil. Jeg kan spille med over hele linjen. Det har min erfaring givet mig. Jeg ved udmærket, når vi er oppe i klasse-1, så skal det køres sådan og sådan! Der er en model og en frihed i balance. I klasse-1 er jeg jo heller ikke hovedpersonen. Det er så nemt, da jeg skal være med og spille med – men hverken lede eller føre. Jeg kan godt tage det personligt afslappet, men det må ikke tage sig afslappet ud. I klasse-1 står alt nedfældet og alle har en mening om, hvordan det skal være. Det kører meget stift. Det er jo et rollespil – det ord lyder måske nedgørende og sådan er det ikke ment – men det er noget med at have forskellige roller i forskellige situationer. Og hvilken rolle man vælger, hænger sammen med tyngden af begivenheden. Det er en balance, man hele tiden skal finde. Når vi er ude i en officiel begivenhed, som f.eks. er klasse-5, så skal man i virkeligheden give maksimum. Det er der, hvor man ikke er beskyttet af det fastlagde spil, at man skal give mest, så værten forstår og føler, at de er centrum i det øjeblik. Og der skal faktisk mere til, når man ikke har en ældgammel opskrift. Der er man selv mere end 50% af begivenheden, ved sin fremtræden og ageren”, reflekterer prinsen.
[ 22 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 23 ]
[PRINS JOACHIM]
I samtalen begynder livet Umiddelbart ser det ud til at være verdens nemmeste opgave, når man skal åbne en fabrik. Udefra ser vi jo prinsen blive kørt til døren, han går ind og siger et par ord, klipper måske en snor, bliver vist rundt – og har så fri igen. Men for prinsen er der meget mere i arbejdet, end de fleste tror. Skal man lykkes med at spille den rolle, skal man forberede sig. ”Man kan få et oplæg til noget, der kan se utroligt spændende ud – eller noget der umiddelbart ikke virker interessant. Det sidste er kun tilfældet, hvis man ikke sætter sig ind i sagerne. Selv ting, man er intetanende om – ting man egentlig ikke går og tænker over eller interesserer sig for, kan blive spændende, hvis man sætter sig ind i det – og lader den anden part sætte sig ind i det. Så går man beriget derfra. Man skal jo ikke glemme, at der er ligeså meget forventningens nervøsitet på den anden side, som jeg havde i mine første opgaver som prins. Der har jeg lært – også ved eksemplet fra mine forældre – at huske, at komme værten i møde. Værten kan være tordnende nervøs, det kan være første gang denne er vært, ved sådan et arrangement. Værten har forberedt sig så godt de kan, og det skal man komme i møde. Når man er ude på et besøg - om det så er et museum eller en fabrik - skal man gelejde værten tilbage i deres comfortzone. Er det et museum, skal værten have lov at fortælle! Ikke som en kustode, men som et menneske, der lever og ånder for sagen. Derfor skal man spørge ind - måske også selvom man kender svaret – for at starte et sted. Give værten en mulighed for, at komme tilbage i sin comfortzone. Derefter løber det som skidt fra en spædekalv. Og SÅ er det, at man kan blive klogere", fortæller prinsen.. "Jeg prøver at stille intelligente spørgsmål, der ikke kun kan besvares i enstavelser. Det fører jo ikke til samtale. Lige pludselig glemmer man alt omkring sig og lytter til et engageret menneske, uanset om det er museer, messer eller åbning af en fabrik. Hvis begge parter har det godt, er det en succes. Og det kan ses
på et billede. Det kan altid ses, at man ikke har taget opstilling, men at der er en ægte gejst – og at man har levet sig ind i det. Det smitter hele vejen rundt", konstaterer Prins Joachim.. Man skylder ordentlighed "Det her, har jeg først fået gennem erfaringen. Ved at mærke det – og også ved, at have nogle dårlige dage, hvor man ikke var klar og ikke kunne give bolden over. Så bliver det mere stift og opstillet. Jeg har den indstilling, uanset begivenheden eller størrelsen og vigtigheden på begivenheden, at det er værtens store dag. Det må ikke blive andet end perfekt. Om det så er ottende besøg på en dag, må det ikke blive en fornemmelse af, at være nummer otte i rækken. Det SKAL være en fornemmelse af at få 100%. Det skal man kunne give og levere. Og det gør man bedst ved at sætte sig ind i stoffet på forhånd. Jeg bruger lang tid på at have en fornemmelse af, hvad det er jeg skal se – så jeg har nogle ideer til spørgsmål. Resten kommer af sig selv. Man kan nemt være fuldstændig mørbanket bagefter. Et udenlandsbesøg, hvor hele dagen går op i logistik med mange besøg efter hinanden... så kan man altså godt mærke, når dagen er omme. Så er batterierne helt nede i sidste overlevelseskramper. Men der er man i en højere sags tjeneste – og der skylder man værterne en ordentlighed. Der er nogle, der skal ligge først på dagen, og nogle sidst - og de skal ikke mærke fordelingen, slår Prins Joachim fast.. "Den røde snor, der klippes over, kræver jo ikke synderligt megen aktivitet. Men der er en forberedelse optil – både af tale og viden om, hvad det er man åbner, så værten kan fortælle levende og så man stiller de rigtige spørgsmål. Endelig foregår det jo ikke alt sammen i København, så der er stor transporttid og logistik. En halv times tilstedeværelse, i den anden ende af landet, tager en hel dag. Og det er en virkelighed, der er bag klipningen af den røde tråd. Uden al den forberedelse, ville det blive et utilfredsstillende resultat”, slår prinsen fast.
[ 24 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 25 ]
[PRINS JOACHIM]
[ 26 ]
[PRINS JOACHIM]
Engageret og dedikeret – også privat På skrift kan det måske fremstå forkert, men Prins Joachim sidder ikke på Amalienborg og taler som en, der synes det er synd for sig selv. Han virker heller ikke som et menneske, der forsøger at give et spin på den kritiske tilgang, som modstandere af kongehuset har, når talen falder på kongehusets arbejdsdage og eksistensberettigelse. Han virker derimod bare som et menneske, der er dybt engageret i sit fag og dedikeret til at gøre sit absolut bedste for Danmark. Præcist, som dengang han stod med fødderne i en kornmark. Der er forsiden og bagsiden – og balancen mellem de to. Men hvor er mennesket derimellem? ”Der er mange som fokuserer på privilegier, uden at opveje dem mod bagsiden af medaljen. Der er forsider og bagsider af alting. Hvis man kun fokuserer på forsiden, så danner man sig ikke et retvisende billede, af den virkelighed, der er. Den kan man ikke slå op i en håndbog, fordi der er så få der har den virkelighed, som den kongelige familie har. Jeg tror et eller andet sted, at det samme gælder i politik, hvor man skal ud og tyvstjæle sin private tid og passe på den, fordi man hele tiden er på. Og det er skiftet meget i de seneste år. Vi hæger om at holde vores privatliv og vore egne private fysiske rammer private, for at kunne have det helt privat. Er det del af mystikken? Det må modtageren bestemme, men det mener jeg ikke, at det er. Det er en del af den realisme og forståelse der bør være – at vi har en privatsfære indenfor østersskallen, som man ikke behøver at kende. Der lever vi meget privat. Tidligt op, koge havregrød til ungerne, smøre madpakke, afsted til skole og så begynder dagen derefter. Og den kan så være forskellig. Det kan være i almindeligt afslappet tøj som i dag, det kan være i uniform og ned på kastellet, det kan være en tale eller helt dressed down på kontoret med papirarbejde – men fra vi står op, til ungerne er afleveret, kører vi en standarddag, som kan sammenlignes med 95% af den danske befolkning. De første mennesker, der ikke er familie, som jeg møder, er, når morgenen er forbi og jeg går ind på kontoret – så er jeg på arbejde.
En forskel er så, at vores arbejdsdage kan være meget lange – og ofte er i weekenden, fordi mange af vore arrangementer netop ligger der. Vi har ikke weekendgaranti. Og det prøver vi at kompensere for – både overfor vore børn og os selv. Det med at trække stikket ud i 48 timer er vigtigt – og den luksus har vi ikke nødvendigvis. Så når vi endelig har en weekend, hvor vi kan se, at der er to frie dage, er spørgsmålet: Skal vi drage ud et sted med ungerne – eller har vi mest brug for at der er dømt hjemmeweekend på sofaen med en laptop i tide og utide. Vi trækker vitterligt stikket ud – og vil ikke engang være sociale med vore venner – fordi vi har brug for at kende til weekend”. Linedans med fejltrin gør mester Når man ikke har været i nærheden af, at være prins, synes de mange roller – og balancen mellem dem alle – at være en nærmest umulig linedans, som man næppe kan lære, uden at falde en del gange. Linedansere øver sig i fred og falder utallige gange, før de kan stå – mens en prins må øve alt og finde balancen i fuld offentlighed. De få fejltrin bliver ofte dem, der får mest omtale eller danner et image. Måske er det typisk dansk, at vi dømmer fejltrinene hårdest, men glemmer, at uden fejltrin, ingen erfaren linedans. Man skal falde for at kunne stå. Øvelse gør mester. Og endelig en dag, står man så fejlfrit det er muligt, uden at virke som en robot. Rollen og mennesket er smeltet sammen. ”Den kongelige familie skal binde den menneskelige og personlige side sammen. Når vi er ude i officielle begivenheder, skal værten have succesoplevelsen. Sådan håber jeg i virkeligheden, at det vil kunne forstås. Vores rolle som kongefamilie er generelt netop at binde sammen. Fortid og nutid. Og at indikere noget med fremtid. Der er ingen som ved, hvad fremtiden bringer. Vi skal ikke være bannerførere for det hele – men dog vise, at vi også kan gå ud af nye tangenter og binde det nye sammen med historien”, slutter Prins Joachim.
[ 27 ]
[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]
Debatten er en skænderisport Meget godt kan man sige om den forgange danske sommer. Hvis man altså er en af de dér irriterende positive mennesker, som insisterer på, der ikke findes forkert vejr, men kun forkert påklædning. Jeg synes, vi skal vedtage med os selv, at hvis nogen kommer med den kliché igen, så har vi ret til at drukne dem i en vandpyt, mens vi råber ”du skulle have taget snorkel på”. Det vil de nok selv kunne se det sjove i, positivt anlagte, som de jo er. Hvis man endelig skal tvinge sig selv til at sige noget positivt om uendelige regnvejrsdage, så er det at man har tid til at tænke. Jeg sad på et tidspunkt og stirrede ud i regntågerne og blev nogenlunde lige så deprimeret: Hvorfor er det at vi lader medierne reducere dansk politik til et reality-show? Det er måske en voldsom stramning, og kan skyldes vejret, for selvfølgelig findes der mange velmenende, seriøse og hårdtarbejdende politikere, der er drevet af drømme og visioner. Men de har bare så utroligt svært ved at slå igennem. Med det mediebillede, vi har i dag, så er de seriøse politikere som broccoliboden ved en børnefødselsdag: De skal tvinges ned i halsen på os, før vi opdager dem. Dagen før jeg sad og tænkte det, havde Joachim B. Olsen været på banen igen med en ”provokerende” udtalelse om at de fattige nok bare skulle have hængt lidt mere i og investeret i aktier som unge. Og det, der mest undrede mig var opstandelsen. For har han ikke sagt det før? Og så ramte det mig, ligheden med reality-showet. Joachim B. Olsen
kunne sagtens sige noget fornuftigt og afbalanceret, men det ville ikke få nær den samme dækning. Det samme gør sig gældende på den modsatte fløj, hvor man ikke får mulighed for at tale om hvordan vores samfund nedslider mennesker, fordi en fra SF, har tilladt sig at købe en bil med FIRE døre, og det får mediernes fulde opmærksomhed. Kunne man ikke gøre det til en fast regel at man først skulle spørge politikere til en vision eller mærkesag, hver gang et medie ville interviewe dem om noget trivielt? Lidt som når børn først må få dessert, når de har spist deres grøntsager. Positive mennesker – dem, vi endnu ikke har fået druknet i vandpytter – vil nok mene, det må være
[ 28 ]
op til os selv at skille skæg fra snot, men dét vil jeg så som skægbærer indvende har været næsten umuligt i den sommer, vi har haft. For det er jo selvforstærkende, skidtet. Jo oftere medierne lægger sider eller sendetid til tomme skænderier mellem to politikere, der hellere ruller øjne, griner hånligt og afbryder modparten end at lytte og svare, jo sværere bliver det at vænne folk til at vente på det saglige. Det er som at gøre boksefans interesserede i at se på bridge. Det kommer ikke til at ske, og det bliver svært at få en respektfuld politisk debat, før man har fjernet realitydelen. Og med reality mener jeg at man
ikke tænder for Paradise Hotel for de gode debatter: Man tænder for at se folk sige noget retarderet. På samme måde ser man ikke ”Debatten” for at blive klogere på hvad andre mon går og mener, og hvorfor. Man ser det som en sportskamp, hvor man hepper på sit hold, og sviner modstanderen til for hans eller hendes fremtoning eller formodede motiver. Det kan Joachim B. Olsen jo tænke over, når han tæller likes. De politiske redaktioner har lige som reality-skaberne vedtaget, at deres genre kun kan bæres af personer. En politisk ordfører kan ikke fremsætte partiets holdning uden at det kommer til at handle om hendes private forhold og engagement i andre sager, der måske strider mod partiets officielle politik.
[ 29 ]
[KLUMME - SEBASTIAN DORSET]
Hvis det kræver at man deltager i højrøstede skænderier for at blive i medierne, så ender vi med kun at have de politikere tilbage, der kan holde til det, uden synligt at skamme sig. Det er faktisk ved at blive så slemt at man ikke engang kan bruge politikere i radio og tv, fordi de ved, at de vil blive taget til indtægt for, hvad de siger, engang i fremtiden. Så man erstatter dem med noget, der hedder ”debattører”, og jeg vil påstå at om ti år er ”debattør” en psykiatrisk diagnose, og man behøver ikke se, læse eller høre mange debatter for at forstå, hvad jeg baserer min prognose på. Så den sommerdag med heldagsregn fik jeg en drøm: Der må da sidde nogle rundt omkring, der har en form for journalistisk hæderlighed, naturlig nysgerrighed eller bare et håb om, at vi bliver lidt klogere, end vi gør os selv lige nu. Bare et eksempel: Hver gang, der udbryder en debat om kontanthjælp og overførselsindkomster, så står fronterne så uhjælpeligt stille som regnvejret over Danmark den her sommer. Det vigtigste for et program som ”Debatten” eller samtlige programmer på Radio 24-Syv er, at nogen kan råbe tomme paroler som ”det skal kunne betale sig at arbejde”, ”man skal yde for at nyde” eller klassikeren ”der er altid arbejde til dem, der
vil arbejde”. Noget, der kan ophidse borgerlige mennesker over tanken om, at der sidder dovneRobert’er bag samtlige vinduer på villavejen, så de bedre kan undskylde deres egen skattetænkning. Det er jo enhvers ret at mene og sige den slags, men grunden til, at jeg bliver provokerende er, at når man så omsider finder frem til en fagperson, der kan forklare at over 2/3 af kontanthjælpsmodtagerne ikke er i stand til at passe et arbejde i den nærmeste fremtid, så får den borgerlige politiker lov til at modtage det faktum med en tvivlende undren. Hver gang! Fordi debatten (og ”Debatten”) er reduceret til en skænderisport, så starter man som i fodbold forfra næste uge, hvor folk som Joachim B. Olsen IGEN kan undre sig over, om det nu kan være tilfældet, at der findes folk på kontanthjælp, der er fysisk eller psykisk syge, og affeje dem, der ved noget om tingene med et ”men så skal de jo ikke være på kontanthjælp!” Men det ER de. Kan vi ikke i det mindste aftale at vi her i efteråret bevæger os fremad, og husker, hvad vi diskuterede sidste gang, og hvad vi kom frem til? Det kunne risikere at gøre os klogere, men det er selvfølgeligt farligt, for den slags koster jo seere. Men husk: Der findes ikke forkerte seertal, kun dårlig tilrettelæggelse.
[ 30 ]
Smid overflødig væske og få figuren tilbage Overflødig vand er hverken godt for helbredet eller figuren De fleste mennesker kender til generne
Nu er der hjælp at hente med kosttil-
De aktive stoffer dræner kroppen
fra vand i kroppen, hvor benene føles
skuddet Cosborg-Rinadyl, som er plante-
for overflødig væske, der opsamles i
tunge og trætte, skoen trykker, fingrene
baseret tabletter i en særlig formulering
kroppens væv. Resultatet er, at kroppen
vokser og ringen strammer eller man får
med tre anerkendte urter som fjerner
kommer i en bedre balance og mange
poser under øjnene.
overflødig væske og er samtidig godt
oplever også, at figuren bliver pænere og
for saltbalancen, da urtetabletterne
velværet øges.
indeholder naturligt kalium.
Tabletten, der giver vandbalance i kroppen Indeholder: Ekstrakt af Agerpadderok, som bidrager til en vanddrivende effekt. Ekstrakt af Birkeblad som støtter en vanddrivende effekt og ekstrakt af mælkebøtte som bidrager til at vedligeholde en normal vandladning. Forhandles hos Matas samt i helsekostforretninger.
Cosborg er en dansk healthcare virksomhed med 30 års erfaring i brugen af lægeplanter i naturlægemidler, kosttilskud og hudpleje. Udviklet og produceret i Danmark. [ 31 ] Se mere på www.cosborg.dk · Forbrugerservice 70 22 06 16.
GØGLERI ER EN NOBEL KUNST Repertoiret er bredt for en skuespilchef, der insisterer på, at Det Kongelige Teater er folkets teater. En uforbeholden nationalscene, hvor Holberg og Heiberg taler, så de er til at forstå. De vil os noget. Hvis vi vil. Morten Kirkskov er 54 år og skuepilschef på Det Kongelige Teater. Han kom fra en stilling som teaterchef på Aalborg Teater, hvor han fik forestillingerne til at give genlyd i gaderne og publikum til at gå i teatret. Han er forfatter, uddannet skuespiller fra Odense Teater i 1990, instruktør og menneske. Det sidste måske mest. Han er vild med sin kæreste, der hedder Kaan og er en væsentlig del af hans tilværelse – og så kan han virkelig godt li’ at tage opvasken og i det hele taget at beskæftige sig med hverdagens praktiske gøremål. Bare det. Det rækker. Han holder af det nære i tilværelsen – og selvom han er noget nær smuk og i sin ulastelige fremtoning ligner et manifest over en kulturelite, hvis væsentligste karakteristika kunne være klassisk vid og teatralsk dannelse, så er han folkelig og ligefrem. Det ene udelukker – i virkeligheden – sjældent det andet. Siger han.
[ foto: CLAUS PEUCKERT & tekst: PIA MØLLER SØE ]
[ 32 ]
[ 33 ]
[MORTEN KIRKSKOV]
[ 34 ]
[MORTEN KIRKSKOV]
Han har været skuespilchef på Det Kongelige Teater siden 2015 – nationalscenen, der siden 1700-tallet har ligget på Kongens Nytorv i København som en del af Danmarks historie og H.C Andersens længsel. Det var og er for folk og fæ – prinser og prinsesser, deres slægtninge, tilfældigt forbipasserende og mennesker med en forkærlighed for gode historier. Alle. På teatret optræder koryfæer – dansk teater, opera og ballets ypperste kunstnere. Sådan har det nok altid været og opgaven; ”uden ensidighed at producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil” er man forpligtet af – også i et helt andet årtusinde, hvor scenen er sat på helt nye måder på Det Kongelige Teater, der i dag består af Gamle Scene på Kongens Nytorv, Operaen på Holmen og Skuespilhuset for enden af Nyhavn, hvor Morten Kirkskov har sin daglige gang. ”Historien og huset kan nok godt være et benspænd for noget af det vi laver – faktisk, for det er nok stadig sådan, at der er sådan en eller anden fornemmelse af, at ”det jo er Det Kongelige… ”” siger Morten Kirkskov – der ikke selv lader sig intimidere af historien. Faktisk, siger han, forholder han sig ikke nødvendigvis til den del på samme måde, som han forholder sig til at være nationalscene. Det forpligter; ”Vi er forpligtet af den nationale arv – Holberg og Oehlenschläger – der er titler, der traditionelt set hører til teatret her, og som der er tradition for at have på repertoiret. Vores pligt er så at forny det, for man kan ikke bare gøre det samme igen og igen – og på det her sted har vi nogle muligheder og rammer, som vi også skal gøre brug af,” siger han. Vi skal være folkelige Grundlæggende handler det om én ting; at lave teater for folket. Og Morten Kirkskov hylder fol-
keligheden som noget helt grundlæggende for teatrets virke – også på en nationalscene, der, qua historie, repertoire og rammer, godt kan virke næsten intimiderende. Og historien om en lang dags rejse hen mod en nat, der på papiret synes at være ubærligt mørk – men som iscenesat alligevel giver plads til den kærlighed, der både bærer og brister – eller Shakespeare og et begær, der på en særlig helligtrekongersaften tager sig næsten urkomisk ud, kan sagtens virke langt væk fra en virkelighed med deadlines, forældre-intra, lange arbejdsdage og madplaner. Men det er det sjældent; ”Helligtrekongersaften er Shakespeares sjoveste komedie, og den handler om, hvad erotik kan få os til. Om længsler. Og den kan man spille til hver en tid, for den fortæller os noget om, at vores underliv og vores kærlighedslængsel står over alt andet, når det kommer der til. Pludselig bliver det en stor, farlig kraft i forhold til, hvad der sker i verden – eller en superkraft i forhold til, hvad der gerne skulle ske i verden,” siger Morten Kirkskov, ”og det er noget af det, teater skal. Det skal minde os om ting på en måde, hvor vi ikke får de proppet noget ind i hovedet, men hvor vi får mulighed for at tage stilling på en måde, der er lidt mere åndelig eller på et mere luftigt plan. Altså meningen må vi selv vride ud af det – vi skal som teater bare stille spørgsmålene til rådighed, og det lyder så som en kliche, ikke - men altså, jeg synes ikke teater skal give svar, men jeg synes bestemt, at vi skal stille en hel masse spørgsmål, ” fastslår Morten Kirkskov. Han tror på ensemblet – på den synergi, der er en del af at være et hold – og på et teater, der ikke tager patent på sandheden eller påstår at kunne gengive virkeligheden, som den tager sig ud for dem på publikumsrækkerne. Men han tror også på et teater, der både smukt, tankevækkende, grotesk og ubesværet kan afspejle en virkelighed, så vi pludselig
[ 35 ]
[ 36 ]
[MORTEN KIRKSKOV]
ser både den og os selv i et nyt lys. Morten Kirkskov ansatte i sin første sæson som chef på Det Kongelige Teater et ensemble på 20 skuespillere, som, fordi de kender hinanden og arbejder sammen på tværs af forestillingerne, har mulighed for at skabe noget særligt fint sammen; ”Det som er det fine ved at lave et ensemble er at have nogle velvalgte store egoer – som så evner og formår at give afkald på det ego engang imellem og vide med sig selv, at de er skidegode, så nu skal de spille sammen og få det bedste ud af det. De skal have lyst til at fylde meget, men at gøre det sammen,” siger han. ”Der er det ved det, at hvis du er usikker på dig selv – også selvom du i virkeligheden er en god skuespiller, så kan du godt komme til at fylde på en forkert måde, og hvis der er for mange der gør det, så vil det ikke noget… Og nu er vi så færdige med den første sæson – og selv om der indimellem har været hektiske opløb, så har folk i ensemblet fundet sammen og har besluttet sig for, at det her er noget, vi gør sammen,” fortæller han. Vi skal tale et forståeligt dansk De holder et spejl af virkeligheden op foran publikum, ensemblet på teatret. Det er det, de er der for. Og du genkender sikkert dig selv eller et øjeblik i det, de stiller til skue. Jagos skinsyge, Othellos tvivl – blind kærlighed og noget der ligner et øjebliks tåget klarsyn. Begæret og et maskebal, hvor kun de modigste viser deres sande ansigt. Magtkampene og ubalancen – ekstasen og noget, man sagtens kan vælge at tolke som om ”de levede lykkeligt”... Man bestemmer selv - og det hele kan veksles til en følelse. Og en ny fornemmelse af verden – et andet syn på tingene, der ikke behøver føles så fjernt endda; ”Det er væsentligt for mig, at vi udkommer i et sprog, som alle kan forstå. Det handler nok om, at jeg ikke selv er opdraget med, at man går i teatret. Jeg er faktisk opdraget med at Det Kongelige Teater kan være sådan et uindtageligt sted… Og så har jeg har også set flere forestillinger, som jeg ikke forstod – og som jeg ikke følte ville mig noget. Man skal jo forsøge at ramme det sted, hvor folk bliver udfordret, men hvor de også føler, at vi vil dem noget. Og hvor de får noget med sig i forhold til at komme videre i livet, ” siger Morten Kirkskov, ” men det er vigtigt, synes jeg, at man sørger for, at det er en fortælling, som man kan opleve forudsætningsløs. Man skal ikke læse op på Othello for at se
[MORTEN KIRKSKOV]
den. Hvis man gør det, så får man selvfølgelig en anden oplevelse, men det skal ikke være nødvendigt. Og det er ikke for at være stenalderagtig og sige, at jeg fandeme skal forstå alting – det har ikke noget med det at gøre, man skal selvfølgelig gøre sig umage og være åben, og der er et stort krav til publikum, der kommer i teatret om at de skal have lyst til at opleve noget og til, at der måske bliver flyttet rundt på nogle brikker. Men det er også det hele. Jeg har på ingen måde lyst til, at spille noget, der er så uforståeligt, at man ender med at sidde og føle sig dum. Og jeg har ingen interesse i at give folk en oplevelse af, at de er dumme,” konstaterer han. Teater er en holdpræstation Teater er det muliges kunst. Et sted, hvor alt kan ske, og hvor enhver historie kan få sit eget liv, synligt defineret af de skuespillere, der forløser fortællingen i tæt symbiose med publikum. Alle udkommer sådan en aften; scenografen, der sætter rammerne, skuespillerne, instruktøren, kapelmesteren – enhver, der har bidraget til det store billede. Også skuespilchefen, hvis opgave er at sætte holdet og sikre sig, at det er de rigtige mennesker, der har bidraget; ”Jeg udkommer også på sådan en premiereaften. Der indtræder mit ego og sådan skal det også være. Det der så tilfredsstiller mig er, når jeg kan se, at det er det rigtige hold, jeg har fået sat. Det har jeg meget respekt for – det rigtige hold. Og selvfølgelig vælger man scenograf, instruktør og skuespiller ud fra nogle konkrete vurderinger, men der er også noget fornemmelse i det – og et potentiale til, at der kan komme noget helt uventet ud af processen. Noget, du ikke havde forventet,” siger han. ”Og det er der, det bliver rigtig godt. Der, hvor du ikke kan definere, hvad det er præcist. Det er selvfølgelig forbundet med en risiko – og den skal du være villig til at tage. Du skal i det hele taget bevæge dig helt ude på kanten – der, hvor det bliver tæt på grimt, forkert og pinligt og falsk og alt muligt, før det kan transcendere og blive til det modsatte. Og du skal ikke føle sig sikker, for så bliver det kedeligt,” fastslår han. I år fik Morten Kirkskov en Reumert i kategorien ’Årets instruktør’ - en pris man får for en forestillings ”kunstneriske helhedsindtryk” og samtidig inddrages ”alle facetter af instruktionens kunst” i bedømmelsen. Han fik prisen for ’Lang dags rejse mod nat’, den første forestilling han instruerede på
Det Kongelige Teater. Han har stået der før. Han er prisbelønnet skuespiller – og evnen til at formidle – eller forvalte – historie må i hans tilfælde være næsten særegen. Han kan også skrive dem. Han er forfatter til den noget nær selvbiografiske ’Kapgang’ og så har han skrevet manuskriptet til spillefilmen Rosa Morena, der havde premiere i 2011. Til daglig er han en del af direktionen på landets største teater, og selvom der er mange møder, seminarer og MUS-samtaler, der skal gennemføres qua jobbeskrivelsen, så er han først og sidst den, der vil fortælle en historie. Ikke for enhver pris – og kun til dem, der har lyst til at høre den – for, understreger han, ambitionen er ikke, at lave et teater, som alle skal komme i. Men ideen er, at lave et teater som alle kan komme i; ”For mig er folkelighed en stor kvalitet. Min erfaring er, at det er en meget stor fare at tro, at folkelighed er laveste fællesnævner. Folkelighed har meget med humor at gøre – men ligeså meget med det modsatte. Der er dybde og alvor i folkelighed. Og at vi som teater kan tilbyde noget, som de fleste kan spejle sig i – det er en stor værdi. Det betyder ikke, at folk lægger deres lån om efter en tur i teatret, det er ikke så konkret – det er mere noget følelsesmæssigt eller intellektuelt. Det er jo ikke råd og vejledning i livet, vi laver, men det er noget, hvor man mærker noget andet,” siger han, ”og det kræver selvfølgelig, at man har lyst og ingen skal tvinges – men folk skal kende til muligheden. Alle skal jo ikke gå i teatret, men dem der kunne have lyst skal vide, at det er en mulighed. Og måske skal det gå op for dem – og det skal vi selvfølgelig skabe muligheden for,” siger han. Skal kunne komme ind fra gaden Morten Kirkskov vil gerne åbne Det Kongelige Teater endnu mere. Han håber, at Skuespilhuset er sådan et sted, hvor man går ned for at lave sine lektier og nyde udsigten. Og for at få en kop kaffe eller en øl med vennerne. Måske en dag for at gå i teatret – også selvom man kommer uforberedt og i jeans. Det er der heldigvis masser, der gør. Og måske kan man godt få den tanke, at Holbergs ’Maskerade’ handler om stort set ingenting, men så er det måden, de lader maskerne falde på. Og sætter historien om de unge elskende, der ikke kan få hinanden, fordi de er bestemt for nogle andre, i scene på. Den kender vi. Det er mærkbart. Og vi
[ 38 ]
[OLE HENRIKSEN]
[ 39 ]
[MORTEN KIRKSKOV]
bliver alle sammen liderlige – og halser efter kærligheden med lidt af livet som indsats. Det er et grundlæggende menneskeligt vilkår – det vidste Holberg, Heiberg og Shakespeare – og det ved Morten Kirkskov, og i det lys, forløst af Søren Sætter Lassen og kompetente fagfolk med skaberkraft, bliver det alt sammen meget tydeligt. Det tænkte, elitære teater findes næppe længere. Det er folkeligt – forstås. Othello som kvinde I den nye sæson har Det Kongelige Teater ’Othello’ på repertoiret. Og det er på en måde en ældgammel historie om krig og kærlighed og al den tvivl, vi alting har båret rundt på. På én måde. Og på en anden er det en moderne fortælling om magt og misundelse anno 2017 – om værdien – eller faren ved - af at være sig selv og hinanden nærmest, uden at vide, hvem der er hvem. ”Othello i vores udgave vil formentlig fortælle dig noget om, hvordan det vil være, at være kvinde i et mandsdomineret hierarki - og så vil det give dig en mørk hud og sige noget om, hvordan det så er forstærket af din hudfarve. Scenografien er flere hundrede jakkesæt, der hænger i nogle bøjler - og der står hun så Othello, der i øvrigt spilles af en kvinde, og har fået en magtposition og bliver udsat fra al mulig misundelse fra en mandsdomineret verden. Ikke nok med, at hun har magten – hun har også den smukkeste kvinde, som mændene gerne vil have. Der er meget at hidse sig op over, for de mænd der
er rundt omkring den skikkelse. Og det tror jeg ikke, er noget, der virker helt fremmed… ’Scener fra et ægteskab’ – Bergmans portræt af et ægteskab og dets magtkampe – kønnenes ulige møde og en kulturbunden relation, der godt kan komme til at tage kærlighedens plads, virker næppe fremmed heller. Forestillingen har premiere 31. august i Skuespilhuset – og det er Morten Kirkskov og Sofie Gråbøl, der har hovedrollerne. Hinandens – på en måde, for de har byttet replikker, så Morten, der spiller Johan, har kvindens replikker – og det understreger en ikke uvæsentlig pointe omkring kønsroller og noget af det, der har forandret sig i de 40 år der er gået, siden Bergman skrev ’Scener fra et ægteskab’. Det er ikke længere mandens lod at forlade og kvindens pligt at føle sig forladt. Og man skal måske passe på ikke at stirre sig blind på hinanden i håb om at få øje på kærligheden… Man bliver til noget undervejs, siger han. Skuespillerne, ensemblet, er det, livet har gjort dem til – og det liv, de har levet. Han er historien om sig selv – og alt det, han har levet. Weekenden brugte han på at få bugt med en mår, der var flyttet ind under taget på hans sommerhus. Resten af ugen gør han sig umage for at fortælle historier, der rækker ud i verden. Teatret må nemlig aldrig blive et sted, der lukker sig om sig selv – det skal være et rum, hvor hverdagen sættes i klædeligt perspektiv, og hvor man i virkeligheden kan forestille sig hvad som helst…
[ 40 ]
Musikhuset Musikhuset Aarhus Aarhus ogog Betty Betty Nansen Nansen Teatret Teatret præsenterer præsenterer Musikhuset Musikhuset Aarhus Aarhus ogog Betty Betty Nansen Nansen Teatret Teatret præsenterer præsenterer Musikhuset Musikhuset Aarhus Aarhus ogog Betty Betty Nansen Nansen Teatret Teatret præsenterer præsenterer
Premiere Premiere Premiere Premiere Aarhus Aarhus Premiere Premiere Aarhus Aarhus 23. 23. SEP SEP Aarhus Aarhus 23. 23. SEP SEP 23.23. SEP SEP Premiere Premiere Premiere Premiere København København Premiere Premiere København København 21.21. OKT OKT København København 21.21. OKT OKT 21.21. OKT OKT
Mads MadsLanger Langer·· ··Tim TimChristensen Christensen Mads MadsLanger Langer Tim Tim Christensen Christensen · Langer ·Sys · ·Peter · ·Tim Anne AnneLinnet Linnet Sys Bjerre Bjerre Peter A.G. A.G. Mads MadsLanger Tim Christensen Christensen Anne AnneLinnet Linnet·· ··Sys SysBjerre Bjerre·· ··Peter PeterA.G. A.G. Anne Anne Linnet Linnet SysStenspil Bjerre Bjerre Peter Peter A.G. A.G. Med: Med: Erann Erann DD DD · Cecilie ·Sys Cecilie Stenspil · Kasper · Kasper Leisner Leisner
Tekst Tekst && Musik: Musik: Tekst Tekst && Musik: Musik: Tekst Tekst && Musik: Musik:
Med: Med: Erann Erann DD DD · Stokholm Cecilie · Cecilie Stenspil · Kasper · Kasper Leisner Leisner Barbara Barbara Moleko Moleko · Anna · Anna Stokholm · Stenspil Andy · Andy Roda Roda · Lea · Lea Thiim Thiim Harder Harder Med: Med: Erann Erann DD DD · Cecilie · Cecilie Stenspil Stenspil · Kasper · Kasper Leisner Leisner Barbara Barbara Moleko Moleko · Anna · Anna Stokholm Stokholm · Andy · Andy Roda Roda · Lea · Lea Thiim Thiim Harder Harder Hanne Hanne Uldal Uldal Al Al Agami Agami Barbara Barbara Moleko Moleko · Anna · Anna Stokholm Stokholm ··· Andy ··· Andy Roda Roda · Lea · Lea Thiim Thiim Harder Harder Hanne Hanne Uldal Uldal Al Al Agami Agami Hanne Hanne Uldal · Al · Al Agami Agami Dramatiseret Dramatiseret og og instrueret instrueret af Peter af Uldal Peter Langdal. Langdal. Frit Frit efter efter en en film film af Susanne af Susanne Bier Bier Filmmanuskript Filmmanuskript af Anders af Anders Thomas Thomas Jensen Dramatiseret Dramatiseret og og instrueret instrueret af Peter af Peter Langdal. Langdal. Frit Frit efter efter enJensen en film film af Susanne af Susanne Bier Bier Filmmanuskript Filmmanuskript af Anders af Anders Thomas Thomas Jensen Jensen Dramatiseret Dramatiseret og og instrueret instrueret af Peter af Peter Langdal. FritFrit efter efter en en film film af Susanne af Susanne Bier Bier [ Langdal. 41 ] Filmmanuskript Filmmanuskript af Anders af Anders Thomas Thomas Jensen Jensen
[KLUMME - ANDERS BIRCOW]
Rapport fra sommerlandet
3
HØJDEPUNKTER
Denne sommer har stort set været som de foregående - besøge Skagen, besøge Langeland, besøge Aarhus og besøge Himmerland. I alt 5 uger med hele familien – hustru Marion, Sophia (16) og Julia (9) – en fuld og tæt pakket bil med tagboks, der næsten ser ud som om den har spist for meget. Bagagerummet er forbudt at åbne uden voksenhjælp. Det vil sige, vi prøver at undgå at børnene åbner bagsmækken på stationcaren for derefter at blive begravet i tasker og et par golfsæt, der som trold i en æske forsøger at komme ud. Vi havde lejet os ind i Betty Nansens Hus i Skagen. Og vi glædede os meget, fordi vi kun havde set det udefra, men aldrig fået taget os sammen til at søge om at leje det. Vi fik det i 2 uger. Jeg fortalte begejstret om det i månederne op til juli måned – ”terrassen ligger 35 m fra vandkanten” – okay det var lidt overdrevet – det var 29,5 m fra vandkanten. Betty Nansen og hendes mand Henrik Bentzon havde ved det tidligere århundredeskifte købt den tidligere karantænestation ude ved det hvide fyr
nord for Skagen. Jeg havde hørt rygter om, at der spøgte i huset. Noget om at hvis man flyttede på Betty Nansens stol ved udsigtsvinduet på første sal, så kunne man godt se frem til uro i stuerne. Det kunne vi jo aldrig drømme om at gøre, stolen stod jo der fint med et hvidt klæde over. Man må have respekt. Især når man kan se at fruens jordiske rester lå begravet ude ved vestgavlen. Om jeg tror på spøgelser – næ men man bliver nok nødt til at sige: Der er mere mellem himmel og jord end så mange andre steder. Jeg så faktisk en kvinde i lys kjole sidde på balkonen under de sidste prøver (Da Jazzen kom til Byen) på Betty Nansens Teater. Morten Grunwald udbrød: ”Hvad! Så har du også set hende – øv det er aldrig sket for mig”… han havde flere historier om folk der havde set ”hende”. Sommervejret har jeg aldrig brugt tid på at beklage. Det ligger ikke til mig, men jeg kan godt forstå teltpladserne rundt omkring har haft en del udfordringer… således også de mange skønne festivaldeltagere på Langeland. Vi besøger Langeland
[ 42 ]
[KLUMME - ANDERS BIRCOW]
[
Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme… Jeg er vildt glad for at holde sommerferie i Danmark.
]
EARTH WIND AND FIRE
hvert år for, i første omgang, at støtte op om et velgørenhedsarrangement på Langelands Golfklub, hvor der samles ind til socialt udsatte børn, der får mulighed for at komme til festival og at komme på lejrophold med hjemmelavet mad og godt kammeratskab. Måske undrer du dig over jeg skriver ”hjemmelavet mad”, men flere af de børn spærrer øjnene og næseborene op når de oplever hjemmelavet mad. Mange af dem får kun varm mad nede fra grillen. God golf og god musik og en familiefestival. Specielt må jeg fremhæve ”Earth Wind And Fire” – der var én tilbage af de oprindelige og det var der lidt spydige bemærkninger om. De er jo ikke de rigtige. Men for fanden… da de var gået i gang, så forstummede alle negative røster. De spilllede om muligt endnu bedre end originalerne, En musikerstandard og et lydmix, som må have fået Infernal, Wafande og andre kunstnere til at tabe næse og mund. Og måske også blive lidt flove. Når man kan lave den sound med de afsindigt lækre og avancerede synkoper og rytmiske forløb, så
bliver man helt rørt over at Live-musik stadig kan leveres og gribe publikum. Så hvorfor klynke over at det ikke er den originale besætning… bandmedlemmer bliver jo skiftet ud…. FCK, FC Midtjylland o.a. skifter jo også spillertruppen ud :-) Det var så 2 af de store mindeværdige oplevelser midt i en god og halvkølig sommer. Betty Nansens Hus og Earth Wind and Fire. Den sidste store oplevelse ud over det sædvanlige må tilskrives Great Northern Golf Club i Kerteminde. Jeg har spillet mange – rigtig mange – baner. Inklusive baner i udlandet så har jeg aldrig oplevet nogle fairways så flotte som dem Lego-drengen har fået sat på landkortet. Og klubhus og de øvrige faciliteter er formidable. Bunkerne er små kunstværker og alt i alt så er det en rejse værd. Og greenfee er billig. Det ville koste det dobbelte i USA. Jeg er glad for Danmark, det danske vejr og det danske folk som støtter op om at Danmark er feriested nummer et.
[ 43 ]
FRISINDET
VI HAR MISTET
[MAILKORRESPOND@NCEN]
Der var ellers en rolig stemning over det danske landskab. De fleste var stadig på ferie og Facebook var fuld af billeder fra folk, der lå ved poolen et eller andet sted på kloden – eller blot havde trukket stikket ud. Men så dukkede en halvnøgen Samatha Fox op i en længere status fra Pernille Vermund. Partilederen med de kontroversielle synspunkter var kommet hjem fra ferie – og svigtede heller ikke denne gang, men satte både sind og debatten i gang. Feminismen har sejret af helvede til – skamredet deres sag og smadret vores frisind, skrev hun. Vi skriver videre... [et cetera] har sendt Pernille Vermund en mail. Idéen er at give ordet til et menneske, der har noget at skulle have sagt. Med egne ord. Gerne andre… Vi trykker den uredigerede, uvinklede samtale, som den udviklede sig undervejs.
[ 44 ]
[MAILKORRESPOND@NCEN]
[ foto: MATHIAS SVOLD ]
[ 45 ]
[MAILKORRESPOND@NCEN]
FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 2. AUGUST 2017 15:19 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: HAR KVINDEKAMP SEJRET?
FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 2. AUGUST 2017 16:39 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: HVORDAN KUNNE DET SKE?
Hej Pernille
Hej Jeppe
Man må sige, at du ikke er bange for at sætte røven i klaskehøjde hverken politisk eller generelt. Jeg læste en opdatering, hvor du siger, at feminismen har sejret af h… til og frisindet har tabt. At der før i tiden var seksuelle hentydninger overalt, en nærmest nøgen Samantha Fox på dit værelse – forresten også på mit – og en afklædt Sabrina på MTV med hits om boys,boys, boys. Du mener verden i dag er anderledes, fordi feministerne har skamredet deres sag? Det er da en ret oplagt mailkorrespondance mellem en mand og en kvinde… ik?
Frisindet og friheden har vi tabt i takt med, at forholdet mellem mænd og kvinder er blevet afsexualiseret. Det lyder måske paradoksalt, men når man insisterer på, at man kun kan blive taget seriøst, hvis man lægger sin femininitet og maskulinitet til side, så bliver samværet mellem mennesker kunstigt og påtaget.
Kh Jeppe
Man behøver ikke at tage længere væk end til Sverige for at se konsekvenserne af en kultur, der undertrykker kønnenes naturlige forskellighed.
FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 2. AUGUST 2017 15:33 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: HAR KVINDEKAMP SEJRET?
Som nyuddannet arkitekt var jeg i perioder udlånt til svenske afdelinger af det arkitektfirma, jeg var ansat i. Og særligt i Stockholm var omgangsformen markant anderledes, end jeg kendte den fra danske arbejdspladser.
Hej Jeppe Jo, det er en særdeles oplagt mailkorrespondance – også mellem en mand og en kvinde. Hit me!
Jeg har arbejdet siden jeg var 14 år gammel og haft mange forskellige jobs. Og kun en enkelt gang har jeg oplevet noget, der mindede om sexchikane. Men på de svenske kontorer var man så optagede af, at kvinder ikke skulle føle sig krænkede eller undertrykte, at selv humoren på de svenske arbejdspladser var blottet for emner, der kunne have den mindste antydning af noget sexuelt.
Kh Pernille FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 2. AUGUST 2017 15:40 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: HVORDAN KUNNE DET SKE?
Det skabte et meget stift miljø.
Hej Pernille Så forklar endelig dine medsøstre – og mine medbrødre - hvordan frisindet tabte og hvor du ser det? Kh Jeppe
[ 46 ]
Efter kort tid i Stockholm besluttede jeg dog at bryde isen. I Sverige har man en times frokostpause (som man selv betaler), så der var rig lejlighed til at socialisere i arbejdstiden. Og da jeg tidligere har boet i Sverige vidste jeg, at det langt fra er alle, der værdsætter den politiske korrekthed, som er kommet til at præge det svenske samfund.
[MAILKORRESPOND@NCEN]
Isbrydningen gav pote. Med lidt nysgerrighed, selvironi og en uhøjtidelig holdning til mine egne mangler og evner som menneske og kvinde, blev stemningen i den arbejdsgruppe, som jeg var en del af, hurtigt løsnet op. Og det viste sig faktisk, at flere i arbejdsgruppen direkte gav udtryk for, at de var lettede over, at de, efter isen var brudt, kunne være sig selv og tale frit uden frygt for, at nogen skulle føle sig stødt. Herhjemme ser jeg kun en snert af den tilstand, som findes mange steder i Sverige. Men selv en snert kan være nok til at forhindre os i at være hele mennesker. Det belaster vores parforhold, hvis kvinder ikke tør være sårbare og feminine, og mænd ikke tør være stærke og maskuline. Det går ud over op-
[ 47 ]
dragelsen af vores børn, hvis ikke de får et naturligt forhold til kønnenes kvaliteter og forskellighed. Og i sidste ende kan det få betydning for vores livsvalg. Hvis en feminin kvinde ikke kan blive taget seriøst i en lederstilling, eller hvis en maskulin mand ikke kan blive taget seriøst som pædagog, så vil vi enten lægge låg på vores menneskelige egenskaber eller fravælge bestemte karrierer for at kunne være os selv. Og det vil være et tab. For hvis ligestilling indebærer, at vi ikke kan være hele mennesker – mænd og kvinder – hvad er den så værd? Kh Pernille
[MAILKORRESPOND@NCEN]
[ 48 ]
[MAILKORRESPOND@NCEN]
FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 2. AUGUST 2017 17:30 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: DEN DYBE GRØFT
FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 2. AUGUST 2017 18:09 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: KØN OG KROP
Hej Pernille
Hej Pernille
Sådan en opdatering går jo ikke ligefrem upåvirket hen hos dine medsøstre. Der er nogle debatter, man nærmest ved går bananas i kommentarsporet – og een af dem er, hvis man skriver at en kvinde ser godt ud. Hvorfor tror du den grøft er blevet så dyb mellem os, at vi nærmest ikke tør ytre os af frygt for, at bruge et forkert ord? Savner blondinen simpelthen en tid, hvor det var ok at være et sexobjekt?
Hvornår faen gik det galt? Når jeg husker de spæde tiltag til en begyndende kvindekamp, så tog de jo netop tøjet af? De viste bryster, ammede på folketingets trappe, fotograferede deres kønsdele og udstillede dem på gallerier – og var i det hele taget optaget af seksualiteten. Det handlede vel nærmest om deres ret til egen køn og krop. Det har altid undret mig, at prostituerede ikke i deres øjne skulle have samme ret til egen krop – men at kvindeforkæmperne mente, at netop de kvinder var sølle og uden egen vilje. Var det måske i virkeligheden der, at det gik galt? At man opdagede, at ikke alle havde samme kamp – samme mål - eller kæmpede for noget forskelligt? Sejrede det i virkeligheden ad helvede til, fordi fronten var delt i mange grupper af soldater med forskelligt mål – endda nogle grupper, med Samantha Fox på nethinden?
Kh Jeppe FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 2. AUGUST 2017 17:58 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: DEN DYBE GRØFT
Hej Jeppe Jeg tror, at vi er mange, der savner en tid, hvor vi var mindre selvhøjtidelige og mere selvsikre. Og hvor man netop IKKE var et sexobjekt, bare fordi man tog pænt imod et kompliment til ens udseende - men omvendt heller ikke var bleg for at sige fra, hvis man blev forulempet.
FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 2. AUGUST 2017 19:21 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: KØN OG KROP
Hej Jeppe
Hvis vi, som kvinder, ønsker at blive respekteret som hele mennesker, må vi lade andre behandle os som sådan. Og det betyder naturligvis også, at vi skal lægge følelsen af skyld og skam fra os og lære at tage positivt imod et velment kompliment – og tilsvarende sige ligeværdigt fra, hvis vi ikke ønsker kontakt.
Som samfund bærer vi et samlet ansvar for vores kulturs udvikling. Men noget af det, der er gået galt, er, at feministerne fortsatte kampen mod kønsneutralisering, da danske kvinder havde opnået den ligestilling og ret til at bestemme over deres egen krop, som de oprindeligt kæmpede for. I dag er det ikke mændene - men derimod andre kvinder - der med udskamning og kønsneutrale normer dikterer, hvordan vi som kvinder skal leve vores liv. Hvis vi vil bevare retten til at være ligestillede mænd og kvinder, skal vi også bevare retten til at VÆRE mænd og kvinder. Derfor er det afgørende, at vi formår at skelne mellem seksuel kønsligestilling og seksuel ensretning.
Kh Pernille
Kh Pernille
Ligeværdet svækkes, hvis vi konsekvent betragter det ene køn som ofre, der skal tages særlige hensyn til. Offermentaliteten skaber en kultur, der er umulig at navigere i, for man kan altid finde noget at føle sig krænket over.
[ 49 ]
[MAILKORRESPOND@NCEN]
FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 2. AUGUST 2017 19:44 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: EN KRIGSERKLÆRING?
FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 2. AUGUST 2017 20:16 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: EN KRIGSERKLÆRING?
Hej Pernille
Hej Jeppe
Jeg er slet ikke uenig. For mig er kønsneutralitet et tåbeligt ord, da det er en umulighed! Vi er ikke ens – og bliver det aldrig. Som mand oplever jeg at være oftere forvirret end førhen. Du påstår jo, at du kan tage pænt imod et kompliment. Men hvis jeg skrev, at du er røvlækker og aldeles fuckable, ville jeg enten få skudt i skoene at jeg var sexistisk – var du yngre ville jeg være et gammelt svin – og skrev jeg det til mere end to, ville jeg være ensporet. I parforholdet skal vi deles om alt, jeg skal græde og støvsuge, lave mad, stønne med til fødselsforberedelsen og nærmest amme børnene. Alligevel forventes det stadig, at jeg kan samle ikea-reolen og tager hårdt fat i sengen. Det er som om kvinden forlanger, at vi skal være ting, som bare ikke kan være i een og samme person. Jeg kender et ægtepar, der driver en swingerklub. De fortæller om et stigende antal besøgende – og kvinden fortalte engang – mere malende end jeg havde ønsket – om et markant stigende antal kvinder, der kommer for at blive domineret, bundet og ”brugt”. Så du har nok ret i, grundlæggende, at flertallet af søstre og brødre ikke spiller med på neutraliteten og søger alternative løsninger i et samfund, der ikke hylder den forskellighed. Er nogle i virkeligheden i gang med at spole det hele lidt tilbage? Havde jeg skrevet den status om Samantha Fox, var jeg udskammet – men nu kom den jo fra en sexet blondine… hehe… Så hvad er dit råd, hvis en sådan ny front skal rykkes ind i kønskampen?
Som jeg skriver i mit indlæg, så oplever jeg, at de uskyldige sexuelle undertoner og den naturlige flirt, der i min ungdom var accepteret mellem mænd og kvinder, er erstattet af krænkelseskultur, afsexualisering, respektløshed og rå porno.
Kh Jeppe
[ 50 ]
Vi er sexuelle væsner uanset hvilken kultur, vi lever med eller under. Hvis vores naturlige sexualitet og kønsroller undertrykkes i samværet med andre mennesker, så må vi have afløb ad anden vej. Den stigende andel af kvinder, der tænder på rå porno og dominans-sex, ser jeg ikke som skridt på vejen tilbage til frisindet. Jeg ser det som et skridt i en anden retning – som ’naturlige’ ventiler for, at flere kvinder i dag afholder sig fra at være sårbare og hengivne over for deres mand. Og at flere mænd i dag afholder sig fra at være maskuline og stærke i deres relation til deres kvinde. Hvis en ny front skal rykkes ind i kønskampen, skal vi fastholde ligestillingen og ligeværdet, men forblive mænd og kvinder – med alt, hvad det indebærer af styrker og svagheder! Kh Pernille
[MAILKORRESPOND@NCEN]
[ foto: RUNE AARESTRUP PEDERSEN ]
[ 51 ]
[MAILKORRESPOND@NCEN]
FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 2. AUGUST 2017 21:11 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: FRISINDETS JEANNE D'ARC
Hvis jeg skulle lave om på mig selv for at leve op til andre menneskers forventninger om, hvordan kvinder skal være, når de engagerer sig i politik, så ville jeg enten sygne hen eller miste jordforbindelsen. Og jeg har hverken lyst til at ende som en ligegyldig skygge af mig selv eller som en selvhøjtidelig krukke.
Hej Pernille Skægt at kunne skrive både fuckable, sexobjekt, blondine i et spørgsmål – og kun få substans tilbage. Du virker som om du mener det :-) Nu vil jeg jo ikke gøre dig til frisindets Jeanne D’arc, men du bruger vel også dit køn og udseende i høj grad? De fleste vil vide, at du er i gang med et politisk projekt, som stifter af et parti – og når jeg ser din facebook-profil, er der jo en del fotos af dig med stilletter, i bikini – aldrig ligeså afklædt som Fox, men dog tydeligt som det, dine følgere kalder ”foxy lady” i kommentarsporet. Jeg anklager dig ikke for at spille på det – men konstaterer bare, at du har en friere tilgang til at spille på din krop end f.eks. Ritt Bjerregaard og Margrethe Auken… Kh Jeppe
Jeg er sikker på, at vi kan skabe endnu mere værdi for hinanden, hvis vi tillader os at være hele mennesker. Lad os være mænd og kvinder, med alt hvad det indebærer uden frygt for, at femininitet og sårbarhed bliver misbrugt, og at maskulinitet og smiger bliver misforstået. Kh Pernille FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 3. AUGUST 2017 00:22 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: PARADISE HOTEL OG RÅ SEX
Hej Pernille FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 3. AUGUST 2017 00:00 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: FRISINDETS JEANNE D'ARC
Hej Jeppe Siden vi stiftede Nye Borgerlige, har jeg gjort det klart, at jeg kun ville stille mig i spidsen for partiet, hvis jeg kunne få lov til at være mig selv. Min frihed og min ret til at være et helt menneske er afgørende for mig. I mit politiske arbejde stiller jeg mig gerne i front for at få løst de problemer, som politikerne har skabt for vores samfund. Men som menneske har jeg brug for at kunne være kærlig og omsorgsfuld mor for mine tre drenge, sårbar og hengiven som kæreste, professionel i mit arbejde som selvstændig arkitekt, festlig med mine veninder, disciplineret med min træning og nøgen, når jeg bader om vinteren.
Du talte tidligere om, at det skader opdragelsen, hvis børnene ikke lærer om kønnenes forskellighed. Da du og jeg var børn, var der forskel på køn. Det var tiden med bøger som “kvinder er fra venus, mænd er fra mars” – i folkeskolen (ihvertfald i Nørre Nebel, hvor jeg gik) var der husgerning og motorlære i samme tidsrum. Jeg behøver næppe sige, at drengene valgte motorlære. Dog ikke jeg, da jeg havde fanget, at alle pigerne jo var til husgerning – så jeg har kørekort til symaskine og er pisse skrap til korssting. I dag sidder ungdommen jo og ser Paradise Hotel i stor stil, hvor det handler om at score, dyrke sex for åben skærm – og hvor det for øvrigt er “de stærke kvinder”, der vælger hvem der overlever – og hvem de vil “sove” med i aften. Hvordan ser du fremtidens sameksistens mellem mand og kvinde, når den primære undervisning kommer fra et paradis uden æbler og slanger? Kh Jeppe
[ 52 ]
[MAILKORRESPOND@NCEN]
FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 3. AUGUST 2017 01:44 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: PARADISE HOTEL OG RÅ SEX
FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 3. AUGUST 2017 01:46 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: SAMANTHA FOX PÅ VÆGGEN
Hej Jeppe
Hej Pernille
Der er æbler og slanger i ethvert paradis. Æblet i det paradis, som mange af nutidens unge ser op til, er opmærksomhed gennem sex. Slangen er den respektløshed, som følger i kølvandet på, at sex er blevet et middel til personlig tilfredsstillelse – og ikke et udtryk for kærlighed og hengivenhed.
Tak for opsangen. Vi må gøre forsøget. Lige inden du smutter MÅ jeg kommentere en ting, du afslører i dit opslag: Du havde plakaten med det næsten ikoniske foto af en nedringet og svedig Samantha Fox hængende på dit pigeværelse???
Jeg er dog ikke så bekymret for ungdommen. Frigjortheden og frisindet har altid bevæget sig op og ned i bølger. Og så længe kvinder og mænd har lige rettigheder, så er jeg ret sikker på, at ungdommen med tiden nok skal tage livtag med den mærkværdige kombination af nypuritanisme og rå porno, som har vundet frem. De fleste unge ved gudskelov, at lykken ikke er et liv på Paradise Hotel.
De fleste piger havde vel WHAM, Duran Duran eller til nød Rick Astley hængende, mens det primært var fyre som mig, der klippede Fox ud af Vi Unge og hængte hende op ved siden af Kim Wilde. Kun Michael Jackson og Boy George hang da begge steder, fordi de var kønsneutrale :-) Så hvad havde du gang i?
Når det kommer til den voksne del af befolkningen, er jeg straks mere bekymret.
Kh Jeppe
Vi har jo faktisk oplevet en kort epoke, hvor kønsligestilling og sexuel tiltrækning ikke var hinandens modsætninger. Hvor mænd kunne være stærke uden at være dominerende og kvinder sårbare uden at være svage. Men i ligestillingens navn ofrede vi den sexuelle tiltrækning. Og nu lider mange relationer under, at der er gået kludder i kønsrollerne. Vi må stramme op, hvis vi vil have frisindet, hengivenheden og respekten for hinanden tilbage.
FRA: PERNILLE VERMUND SENDT: 3. AUGUST 2017 01:57 TIL: JEPPE SØE EMNE: SV: SAMANTHA FOX PÅ VÆGGEN
Hej Jeppe Samantha Fox var sindssygt sexet på den søde måde. Og den frisindede kultur, som prægede min ungdom, tillod mig at nyde det :-)
Kh Pernille
Kh Pernille FRA: JEPPE SØE [JEPPE@SOE.DK] SENDT: 3. AUGUST 2017 01:58 TIL: PERNILLE VERMUND EMNE: TAK FOR SNAKKEN...
Tak for ordene kvinde :-) Kh Jeppe
[ 53 ]
[SKØNHED]
EN SOLSTRÅLEHISTORIE Active by Charlotte er en serie af cremer, der er udviklet af Charlotte Bircow, kvinden med ”baller af stål”, der i dag er en populær foredragsholder og stadig lever af og for en aktiv livsstil, der efter en kræftsygedom fik et andet syn på, hvad der er hensigtsmæssigt at smøre kroppen ind i. Hendes serie tæller både en ’Bikers Cream’, en ’Take Care Spray’, der lægger en tynd hinde på huden, der forhindrer den rødme og irritation, der nemt kan opstå mellem lårene, under armene, ved BHén, på brystvorterne, i nakken eller andre steder, når vi træner eller blot bevæger os - specielt i varmen eller når vi sveder og så en række solprodukter, der skal passe på vores hud, når vi har allermest brug for det. Fælles for produkterne er, at de er udviklet til en aktiv livsstil – de holder vand – også når du er fysisk aktiv i varmen, og så er de deklareret i samarbejde med AstmaAllergi Danmark.
Det er sensommer i Danmark nu – og solen har mildest talt ikke været allestedsnærværende hen over højsommeren – alligevel skal man passe på – også nu, hvor huden er akkurat ligeså følsom overfor strålerne, der ellers føles mere blide sidst i august. Det handler om UV-indekset og temperaturen har intet med det at gøre. Når UV-indekset når op omkring 3, skal man beskytte sin hud med solcreme. Uanset tid på året. Active by Charlotte forhandles i Matas og på www.activebycharlotte.com
HERRELÆKKERT HÅR Produktet giver et mat look med en fantastisk tekstur og volumen. God at bruge sammen med Lernberger Stafsings Soft Wax eller Hard Wax. Anbefales til både kort og langt hår. MR Lernberger Stafsing Grip Powder Spray 200 ml. Vejledende udsalgspris 199,Forhandlerinfo: Oneblackcar.com og tlf: 70274600.
[ 54 ]
[ANNONCE]
NYHEDER VÆGREOL Vejl. pris 299,95 SKAMMEL Vejl. pris 799,95 PUDE Vejl. pris fra 199,95 KRUKKE MED LÅG Vejl. pris fra 99,95
Det er de små ting der gør
den store forskel Engang imellem skal der bare ske noget nyt, men det kan være både svært at overskue og dyrt at lave hele din boligindretning om. Heldigvis kræver det ikke det store at friske boligen op. Bestem dig for et farvetema En ny frisk farve kan give din boligindretning et helt nyt udtryk. Bestem dig for et farvetema og lad det være dit udgangspunkt i fornyelsen af din bolig. En ny farverig vase, lysestage, tæppe eller pude kan give følelsen af, at der er sket en masse nyt i din boligindretning.
Tekstiler frisker altid op En lækker blød plaid, nye puder til sofaen eller lænestolen er ikke kun behagelige, når der skal slappes af. Det er også med til at skabe liv og farve i din boligindretning. En personlig vægreol En vægreol kan skabe masser af liv og dynamik uden at skabe uro. Hold det enkelt og kom ikke for meget på. Udvælg dine favoritter og se, om de tilsammen ikke kan skabe lige præcis det look, du er ude efter. Naturlige materialer og nedtonede farver er en god kombination.
IMERCO HOME FORHANDLES I UDVALGTE IMERCO BUTIKKER OG PÅ IMERCO.DK [ 55 ]
[BIBIS BOLIGI]
BIBIs BOLIG Selvom vi ikke har oplevet skyggen af sommer, er ferien ved at være forbi. Skolestart er forude - og dermed begynder vi forældre igen på det daglige ritual, med at fylde børnenes madkasser med lækkerier. De færreste tænker måske over det, men den lange skoledag betyder jo ikke blot mere undervisning og mindre tid til fritid - nej den betyder også, at der måske skal spises mad over to-tre gange, inden børnene hentes i DUS. Og det kræver en madpakke, der ser anderledes ud, end den gjorde da nutidens forældre selv var børn. Dengang husker de fleste, hvordan madpakken lå i den varme skoletaske fra 7-12, hvorefter en makrelguf ikke tog sig ud fra sin bedste side længere. Enhver på 30+ husker, hvordan en rødbede kan brede sig i en leverpostej i løbet af en varm formiddag. [ fotos: JONATHAN SØE ]
[BIBIS BOLIG]
I dag har alle skoler dog køleskabe, nogle endda mikrobølgeovne og andet, der gør at en madpakke kan skabes på ny vis. Og det er der brug for, mener både vores stylist Bibi Lykke og vores kok Morten Nielsen. Vi tog Bibi ud i Imerco for at se på madkasser. Hun er ikke udelt begejstret for den traditionelle madkasse, med plads til 3 rundenommer rugbrød med pålæg. Det er oftest det sikre valg, fordi de produceres med Batman, Spiderman og alskens andre populære figurer på - men den kan ikke stå alene mere. “En skoletaske har jo mange forskellige rum, også på siden og foran. Så hvorfor ikke købe en dåse, til resterne fra i går. En speciel dåse til yoghurt med låg, der kan indeholde mysli seperat, så det ikke bliver en smattet grød. Eller en aflang kaffedåse, med utallige muligheder. Det skal da udnyttes”, siger Bibi Lykke. Og hun har ret. Det er voldsomt svært at få tre skiver rugbrød i samme kasse som et par lækre gulerødder. Kassen er sjældent lavet til længere madvarer. “Bare giv den gas. Fyld rummene på skoletasken med alle mulige og umulige små æsker og dåser, Tupperware med rester fra dagen før og margretheskål med låg, der har en pastasalat med stykker af makrel. Sæt dig fri af tanken om, at alt skal passe ned i en enkelt madkasse”, opfor-
drer hun og bekræfter, at hun selv giver sit barn mange forskellige ting med, som måske gør skoletasken tungere, men også giver glæde i løbet af de måltider, man spiser i løbet af en lang dag. Med mikrobølger i klassen, kan man også nemt give resterne fra i går et pift og en kande med kogende vand kunne måske kombineres med et gammeldags æg til the, som børnene kan tilberede selv i skolen. “Man skal ikke altid gå efter den nemme løsning. Det er også vigtigt, at vores børn får fornemmelsen af, at de får lækre ting med sig i skole - og måske endda en glæde ved at skulle tilberede lidt”. Og det går såmænd ligeså stærkt, som at smøre seks halve med pålæg. “Du kan jo forberede madpakken allerede når du laver aftensmad. Lav lidt ekstra og put det i små bakker, så er det meste jo allerede klar om aftenen”, råder Bibi os til, inden hun opdager en selvstændig kasse med eget håndtag, der er inspireret af Matador. “Den her er kæmpestor og fed”, siger hun og opdager først da, at der står “Fede” på den, efter gæsten på jernbanehotellet, der elskede stegt flæsk og persillesovs. ”Det gode er, at den er helt for sig selv med eget håndtag - og endda kan indeholde en flaske med vand eller saft. Her kan man virkelig trylle og tilberede barnets kulinariske oplevelser”.
[ 57 ]
SE VIDEO MED BIBIS BOLIG PÅ www.1cetera.dk
[KOKS KØKKEN]
KOKs KØKKEN Da Bibi havde fundet den rette madkasse, var det tid til at tage på indkøb med Morten Kok Nielsen, fra Mortens Kro i Aalborg. Gourmetkokken, der i hver udgave af [et cetera] magazine tager med os på indkøb, for at lære os at købe bedre ind - og måske give os modet til, at tænke nyt og lave mere mad selv. Også i forhold til madpakkerne mener han, at det mantra skal gælde. ”Man skal huske at lave noget selv. Og så skal man tage mere hensyn til barnets smag. Det er klart, at man ikke skal lave chokolademadder, fordi barnet kan lide det mest - men nogle er til æg og rejer, andre er til pølse. Så kan man stille og roligt tilsætte mere og mere til maden og måske give dem små oplevelser, der udvider deres smag. Er et barn til æg, så lav måske en æggesalat med lidt laks i - og pludselig opdager dit barn jo, at de kan lide fisk”, fortæller Morten Kok.
Når man skal lave gode madpakker, skal man starte i afdelingen for brød. I dag er rugbrødet jo kun 10% af brødhylden. Der er lavet rugklappere, forskellige sandwish-agtige produkter, som dit barn vil elske. “Når man sidder i skolen og balancerer med en halv skive rugbrød, så vælter det jo ud over siderne. Jeg kan nemt huske, at det hele blev noget gnask, når man skulle spise en rugbrød med markel og mayonnaise. Men med de her nye brødtyper, kan man skære dem op og fylde i, så man reelt kan holde om den ordentligt. Men skærer man en rygklapper op, og lægger fyldet indeni, så er det straks mere appetitligt og lækkert for dit barn”, råder Morten Kok. Endelig er der mange forskellige smagsvarianter, som alle er sunde og giver madpakken et kærkomment twist”.
[ fotos: JONATHAN SØE ]
[ 58 ]
[KOKS KØKKEN]
Mange oplever at madkassen er halvfuld, når børnene kommer hjem. Ofte er det ikke fordi, at de ikke var sultne, men måske netop fordi de havde prøvet det hele for tit - eller at det ikke virkede appetitligt. Og værst af alt, kan man ubevidst komme til at vænne børnene fra den væsentlige frokost, der både er energi til en lang skoledag og beviseligt gavner indlæringen. ”De skal vænnes til at spise frokost. Jeg har lige været på ferie, og der spiser man jo ad flere omgange sydpå - og husker frokosten, som jeg også selv ofte glemmer i en travl hverdag. Det vænner min mave sig lynhurtigt til, så nu hvor jeg er hjemme bliver jeg sulten midt på dagen, som jeg ellers ikke er. På samme måde er det med børn. Vænner du dem til ikke at spise frokosten, eller laver en madpakke de ikke gider gå ombord i, jamen så vænner deres maver sig til ikke at være sultne - og så kan selv en spændende madpakke komme fuld hjem. Hvis man går op i at lave en spændende madpakke, så vænner man børnene til at gå op i mad - og de er måske endda spændte på, hvad der gemmer sig i dag. Det uforudsigelige er altså trods alt mere spændende end det normale”, fortæller Morten Kok. Når Bibi og Morten taler om madpakken, er der hele tiden noget i baghovedet der prikker. Hvornår skal vi dog få tid til det her? Der er da ikke mange, som har så stort et dagligt overskud, at de kan bruge timevis på at lave en tre-retters menu til ungernes madpakke. Men helt så slemt er det ikke, forsikrer Morten Kok. “Det handler om at tænke
fremad. Meget af det kan du lave i flere portioner i weekenden, så du har til det meste af ugen. Du kan også lave lidt ekstra aftensmad. Lave fire frikadeller ekstra, som du kan skære i skiver og lægge på brødet - evt med lidt ekstra pastasalat. Er man smart, tror jeg det tager mindre tid, end at smøre de fire traditionelle skiver med pålæg”. Morten Kok har nok ret. Det er måske vores egen fortravlede hverdag, som vi alle gør lidt hårdere end den er. Trods alt brugte vi barnets tre første leveår på at skifte deres ble mange gange dagligt den tid kunne så overføres til madpakken, nu de er i en anden alder. Og skal man vælge mellem madpakke eller bleskift, så vælger de fleste nok madpakken. Skal madpakken have et ekstra pift, så lav noget saftigt, der virker friskt i barnets frokost. ”Man kan lave en coleslaw, måske med rosiner, da den giver saftighed - og så blander man jo kød, brød og grøntsager. Eller blande en dåse tun med creme fraiche. Et andet eksempel kunne være et stykke varmrøget laks. Det kan moses med en gaffel og blandes med mayonnaise eller creme fraiche - og et lille stykke laks, giver to tre gange salat, som passer lækkert ned i en af de rugklappere. Det er med til at gøre det spændende for barnet. Og give noget velsmag, noget saftigt til brødet - som tilsammen gør madkassen appetitlig. Og det ER væsentligt at give børnene smagsoplevelser - og derigennem energi til lange skoledage”.
[ 59 ]
SE VIDEO MED KOKS KØKKEN PÅ www.1cetera.dk
[SKØNHED]
MAGELIG MOHAIR Basic Apparel er en hyldest til den danske kvinde – hende der er ”cool, careless og casual“ – og deres kollektioner består af lækre sweat- og strik-styles, der sagtens kan bruges til hverdag – men som bestemt også egner sig til hyggelige efterårdage med afslapning på programmet. Kvaliteten er i orden – og så matcher det bestemt prisen. Autumn/ Winter kollektion, som er ude i butikkerne i slutningen af august er endnu en stærk kollektion med lækre og rene kvaliteter, som lanawool og mohair – lækre materialer, der er rare for kroppen at have på – og hyggelige, ikke mindst! Farverne er Basic Apparels basic farver; antracit, navy, offwhite og den lækre soft grey, men med et splash af friske og nye farver – eksempelvis sart og fin pink og en klædelig green moss. I kollektionen er der masser af dejlige tunge strik til lange kolde dage med bøger, børn og afslapning. De lækre sweats egner sig fabelagtigt til hjemmehyggen - og ud over dem, er der i kollektionen masser af basic items som kan kombineres med de fleste garderober. Den lækre style ´Snow leo’ fås i farvekombinationerne off white/black og navy/pink Kvalitet: 30% mohair, 40% acryl, 30% polyamid. Pris: 600 kroner. www.basicapparel.dk
FÅ KRAFTIGERE OG SUNDERE HÅR Har du tyndt, glansløst hår og taber du mange hår, så forsøg dig med Gibidyl Advanced Shampoo næste gang, du vasker håret. 95% af deltagerne i klinisk undersøgelse fik markant forbedret hårkvalitet med et kraftigere, tættere og mere glansfuldt hår. Både kvinder og mænd bliver tyndhårede med alderen, men med Gibidyl får dit hår og hovedbund ny næring og energi. Shampooen indeholder ekstrakt af Ginkgo Biloba, der forbedrer tilførslen af næringsstoffer til hårsække og hovedbund samt Procapil, der stimulerer cellevæsken og dermed hårets genopbygning. Forsøget blev udført i Danmark under kyndig vejledning fra speciallæge i dermatologi. Læs mere på cosborg.com eller ring på tlf. 70 22 06 16.
[ 60 ]
[SKØNHED]
EN BRILLIANT BØRSTE Der er mange gode grunde til at håbe på, at tørbørstning virker; det er en relativ nem hudplejerutine – den er enkel, når du først har indarbejdet bevægelserne - og du behøver som sådan ikke tilføre huden produkter i forbindelse med tørbørstningen (selvom den vil værdsætte og have gavn af et fugtgivende produkt efterfølgende)… Og allerede inden vi afprøver RENEW face brush 01 fra KARMAMEJU er der masser af grund til at tro, at det har effekt. Tørbørstning har været praktiseret i mange hundrede år i store dele af verden, og ideen om, at den fine ansigtshud eksfolieres blidt med en blød børste, imens blodcirkulationen stimuleres og der sættes gang i den proces, der får lymfesystemet aktiveret, så affaldsstoffer og væske ikke hober sig op i ansigtet, virker plausibel. Men det vil vise sig – det eneste det kræver er en smule tålmodighed, for selvfølgelig sker der ikke drastiske forandringer på et øjeblik eller efter tre gange. Rutinen kræver regelmæssighed og tørbørstning er en proces, der skal have tid for at skabe synlige resultater. Det er nemt at følge anvisningerne, der følger med børsten fra KARMAMEJU. Og efter omkring et par uger synes det verificerbart – og synligt, at børsten har effekt. At det gør en forskel, at man dagligt stimulerer blodcirkulationen og lymfesystemet – og så, det helt åbenlyse; de fine hår i børsten fjerner døde hudceller på samme – men virker det som om mere nænsomme
måde – som et eksfolierende produkt, der sliber på huden. Tørbørsten skal bruges minimum tre gange om ugen – på helt tør, ren hud – og så kan man med fordel afslutte med KARMAMEJU Micellar Water 02, der er et tre-i-et renseprodukt, der ikke skal vaskes af og som fugter og toner huden. Huden virker ren og frisk og strålende – og det er en god fornemmelse, at man har børstet den fine hud frisk – og samtidig har fornemmelsen af, at man har sat gang i nogle gode og sunde underliggende processer! Det tager ikke mere end fem minutter at tørbørste ansigtet – og man kan, ikke med det samme – slet ikke, men over tid konstatere, at det er indsatsen værd!
En ikke uvæsentlig bonus er, at børsten fra Karmameju er produceret af certificeret bæredygtigt bøgetræ. MARMAMEJU har lavet en ion-tørbørste til kroppen også – måske værd at tjekke ud! Du kan læse mere på www.karmameju.dk
EN TØR OMGANG Tørshampoo er uundværligt. Simpelthen. Det sparer dig for en hårvask – og for tid, når du har brug for det, fordi en god tørshampoo affedter dit hår og giver dig samme fornemmelse som en god shampoo; rent, velduftende og smidigt hår. En rigtig velvalgt tørshampoo giver også dit hår fylde og struktur, og denne her fra Maria Nila har faktisk en lille smule samme effekt som hårpudder, så du styler og giver håret fylde i samme ombæring. Tørshampooen har en dejlig – ikke for gennemtrængende – duft og så er den relativ nem at arbejde med. Den kræver, at du bruger lidt tid på at arbejde produktet ind i håret – men det er indsatsen værd. Resultatet bliver virkelig godt. Maria Nila er et lækkert produkt til en forbløffende fin pris: Style & Finish: Dry Shampoo. 250 ml til 169 kroner. Læs mere om produktet på www.marianila.com
[ 61 ]
[RETREAT PÅ SAMSØ]
Stille, blev Måske larmer der, ovre i stilheden. Måske er der smukkere, end noget andet sted. Og sandsynligvis er de fleste af os i tvivl… Der er så sjældent stille i vores verden - og det er bare én af grundene til, at vi glemmer at mærke efter, hvad – og hvem – vi i virkeligheden er. [et cetera] magazine har været på retreat på Samsø… Det er en særlig flok, der mødes på Mellem Rummet den fredag i april. Stærke, skrøbelige, smukke, eftertænksomme og nysgerrige voksne mennesker, der har lyst til at undersøge, hvad der sker, når vi giver os selv lov til at være stille. Og mærke både krop og sjæl i en langsom, fin kombination. Og vi er på en eller anden måde ankommet til et særligt sted. Måske er det fordi, lidt af historien sidder indlejret i husets sjæl. Mennesker har levet, elsket og erfaret her. Ejendommen, der er beliggende kun et par minutter fra færgelejet i Sælvig på Samsø, har været i Peder Villadsens families eje i syv generationer. Han er vokset op her og har skyndt sig gennem tilværelsen og stuerne i alt for mange år, siger han – nu. Han har i flere år arbejdet – hårdt og dedikeret til en identitet som leder i en større virksomhed – og fornemmelsen af den naturlige skønhed, man er omgivet af som resident i huset her, blev på den måde pludselig mest af alt til et fjernt barndomsminde. Og ikke meget andet. Men så blev han klogere, fortæller han, og derfor sagde han sit job som leder op, for at få tid til at minde sig selv om det egentlig væsentlige; potentialet i nærværet. Peder Villadsen etablerede i 2012 Mellem Rummet, et sted, der med udgangspunkt i et ønske om at skabe rammerne for den fordybelse, stilhed og mærkbare mellemmenneskelighed, som temmelig meget indikerer, at det moderne menneske behøver. Siden dengang har det fungeret som et sted, hvor man kan tage på retreats, der med varierende indhold alle sammen har det, at finde frem til en harmonisk energi og en nærende ro, som omdrejningspunkt.
[ 62 ]
[ fotos: MAJA BERGWALD - tekst: PIA MØLLER SØE ]
[RETREAT PÅ SAMSØ]
der sagt...
[ 63 ]
[RETREAT PÅ SAMSØ]
[ 64 ]
[RETREAT PÅ SAMSØ]
Velkomst med yoga & meditation I den her weekend er temaet stilhed, yoga og meditation. Det er Simon Vittus Jasper Hansen, cand. mag. i filosofi, videnskabsteori og kommunikation, psykoterapeut og uddannet inden for hatha-yoga traditionen, der underviser på holdet – han er 33 år gammel og ser sund, stærk og afbalanceret ud. Han tager i mod i indkørslen – og han har bare tæer og ro i blikket – på en eller anden måde indikerer begge dele en jordforbindelse, som man ikke kan undgå at bemærke... Han ved vist godt, hvordan der ser ud, inde i stilheden… Peder, der er indehaver af Mellem Rummet, og Simon byder velkommen, da de 11 mænd og kvinder, der skal deltage på weekendens stilheds, yoga- og meditationsretreat, er ankommet. Alle indlogeres på værelser, hvor der ikke er noget, der forstyrrer. Her er roligt og rent. Æstetikken er lys og ligefrem – man kan bare læne sig tilbage og notere sig, at her er himmelhøjt til loftet på sin vis. Lyset insisterer. Folk, der ikke kender hinanden i forvejen småsnakker efterfølgende lidt om løst og fast i opholdsstuen – mest om, hvordan det bliver ikke at gøre det. For om lidt bliver her jo stille… Og så efter en lille time, mødes alle deltagere i salen, der er indrettet i ejendommens ene længe – her falder dagens sidste lys blødt ind gennem de sprossede vinduer og danner fine skygger på det lyse trægulv, der føles varmt mod de bare tæer. Man ser det lys og de skygger – og på en måde bliver fornemmelsen af krop og nærvær allerede langsomt mærkbar – selv
hos en yoga- og meditations novice. Efter en times simpel, men effektiv yoga, hvor Simon langsomt og roligt forklarer øvelser, der virker mærkbart effektive, beder han alle om at mødes i midten af salen. Her skal vi sammen træde ind i den stilhed, der skal vare de følgende to døgn. Det gør vi med hinanden i hænderne og et blik, der ikke fokuserer på så meget andet, end det, man ikke sådan lige kan se med det blotte øje. Stilheden larmer fred Alle forlader salen i stilhed og tilbage på værelset begynder det langsomt at larme. Lidt. Nu er der stille – og tankerne har frit, uforstyrret spil. Det hele bliver på en eller anden måde mere tydeligt, for der er ingenting, der kan aflede og distrahere. Ideen er, at også telefoner og computere skal pakkes væk i de følgende døgn. Og selvom det godt kan virke – faktisk – en anelse angstprovokerende, så er det først og fremmest vidunderligt, at mærke roen, der bemærkelsesværdigt breder sig ud i hele kroppen – sindet følger siden hen. Og selvom det virker fremmed, og selvom det i dag er noget, der kan virke både eksotisk og uvant – så er det i virkeligheden en flere tusind år gammel praksis, og noget, vi alle sammen burde praktisere som det mest selvfølgelige i verden. Mennesket har brug for den ro. Mere end nogensinde. Simon Vittus Jasper Hansen har selv en daglig meditationspraksis, der strækker sig over flere timer. Sådan behøver det ikke være for alle, men for ham er det en mulighed, fordi han har gjort det til sin
[ 65 ]
[OLE HENRIKSEN]
Simon er gået med til at ”posere” med sine yoga stillinger. Han understreger dog, at yogaens kerne ikke har noget at gøre med at kunne stå i fancy yoga stillinger, men derimod om at højne sin livskvalitet ved at gøre noget sundt og fornuftigt med kroppen.
levevej. Hans faglighed er delvist funderet i egne erfaringer, og ud over at undervise i yoga og meditation, arbejder han også som psykoterapeut, så han ser det hele menneske. Han bor og er tilknyttet Vækstcenteret ved Nørre Snede, et spirituelt bofællesskab, hvor der praktiseres og undervises i selvudvikling og følelsesmæssig intelligens – og hans interesse for personlig udvikling er efterhånden godt rodfæstet. Det hele startede i gymnasiet, hvor han sammen med sin klasse besøgte et buddhistisk center i København. Han fik det, der betegnes som en ”ud-af-kroppen”-oplevelse ved det besøg, da han deltog i en prøvemeditation: ”Jeg vidste lige med det samme, at det skulle jeg vende tilbage til,” fortæller han. Og det gjorde han. Han kan ikke forklare hvorfor eller præcis hvad, der skete – men han ved, at det skete, og at det er noget, der er beskrevet i de fleste praksisformer. Og det fik kæmpe betydning for ham: ”Det var en oplevelse, man ikke rigtigt kunne diskutere med, og jeg vidste, at det var noget, jeg skulle tage med mig videre. Det blev noget, jeg ikke
kunne slippe igen – og jeg kunne mærke, at det, der hidtil havde betydet alt for mig; mit gymnasieliv, kæresterne, festerne og vennerne – det blegnede ligesom ved siden af det her. Og da jeg startede på universitetet, vendte jeg tilbage til det. Jeg tog til en meditationsseance på centeret og begyndte at praktisere selv,” fortæller han. Simon blev så optaget af den der indre søgen og den ro, der fulgte med tilværelsen som praktiserende, at han uddannede sig inden for samme. Han er certificeret yoga-lærer og har modtaget mange hundrede timers undervisning hos den amerikanskisraelske Shy Sayer, han har selv praktiseret i mere end 10 år og deltager hvert år selv i flere måneder lange retreats. Og man kan godt mærke den erfarne ro, der på Mellem Rummet, hvor Simon – i håb om at plante en fornemmelse for den grundlæggende tilfredshed, der for ham er forbundet med praksis, deler sin viden med noget der virker som et meget oprigtigt og nærværende engagement. Livet må ikke smage af ostepops Efter en rolig nats søvn og et godt, økologisk morgenmåltid – indtaget i stilhed og med masser af
[ 66 ]
[OLE HENRIKSEN]
mulighed for at falde i staver over den naturlige skønhed, der omgiver huset til alle sider, mødes vi igen til mere yoga og meditation. Og til små øvelser, der er med til at understrege den udvikling, vi i al for høj grad lader hverdagen hvirvle os ind i. Det hastige, flygtige og hæsblæsende liv, der betyder, at vi måske har glemt, hvordan det er, at mærke os selv – og det, vi egentlig længes efter. Sådan helt bogstaveligt og mere mentalt… ”Mennesker bliver ofte ved med at længes efter noget, som i virkeligheden ikke gør os lykkelige. Vi har så mange forestillinger om, at en rejse til Thailand eller en aften på sofaen med en pose Ostepops og en Blockbuster-film, vil gøre en forskel, når sandheden er, at vi egentlig godt ved, at den film eller den rejse aldrig kan røre ved den der eksistentielle længsel, som de allerfleste mennesker har. Vi er så styret af et ubevidst mønster, der er en konsekvens af den overkørte og overstressede virkelighed, vi lever i – at vi kommer til at synes, at den aften på sofaen er det, der gør os lykkelige. Og jeg kender det jo godt. Jeg kan også have brug for at lukke virkeligheden ude med en fim og en aften på sofaen, men jeg gør det bare ikke så meget og så ofte,” si-
ger Simon – for livet må ikke komme til at smage af Osepops og Blockbuster-film. Vi skal, siger han, turde mærke den eksistentielle længsel og det, den egentlig handler om; for langt de fleste mennesker er der noget, der er større end os selv – men tiden og vores kulturskabte behov for at tingene skal gå hurtigt og skabe synlige resultater, har fjernet det fra vores psykologiske landkort. Og måske er vi så kommet til at erstatte det med pseudo-behov, der i et flygtigt øjeblik kunne ligne en bestemt rejse eller en pose dopamin-udløsende chips. Små lykke glimt, som vi lader os nøjes med – fordi den langtidsholdbare, nærværende og bevidste tilfredshedsfølelse kræver en større indsats: ”Men altså, alle kan det her,” siger Simon, ”alle kan meditere og bruge stilhed og yoga som en måde, at mærke sig selv og verden på. Man skal bare vælge og ville det, og så er det klart, at det også tager noget tid. Man skal integrere det i sin hverdag – også selvom man kommer langt med 10 minutter hver dag, men det kræver, at man er dedikeret og er indstillet på, at det ikke bare sådan lige på et øjeblik forandrer alting.”
[ 67 ]
[RETREAT PÅ SAMSØ]
Nærvær kræver en indsats Noget er i gang med at forandre sig den lørdag på Samsø. Flokken af kvinder og mænd, der samles i stilhed i salen, har alle sammen deres egne grunde til at være tilstede. Nogle af dem kender til meditation i forvejen, flere har dyrket yoga i årevis – andre har aldrig, men fælles for dem er nok, at det er mennesker, der har forstået, at en nærværende tilværelse kræver en indsats. De har investeret i sig selv den weekend. Kombinationen mellem yoga og meditation underbygger det faktum, at krop og sind er uløseligt forbundet – og at vi ikke kan mærke det ene uden det andet. Og det er – blandet andet - det, Simon gerne vil give retreat-deltagerne en oplevelse af. ”Det her handler om, at jeg gerne vil hjælpe mennesker med at komme i kontakt med sig selv. Og det er jo selvfølgelig et skalafænomen… Hvis jeg mærker mine knæ og mine fødder og mine hofter i en weekend på Samsø, så er jeg i bedre kontakt med mig selv – en lille smule - men hvis jeg mærker det dagligt, så tager jeg noget af den ubevidste energi, der flyder rundt og placerer den i kroppen, og det ændrer noget! Det er noget af det, det handler om det her,” siger han. ”Det hænger jo sådan sammen, at det gode liv kommer fra den bevidste kontakt. Vi tror, vi kan skabe det gode liv med afsæt i det gode job eller den der rejse til Thailand, men havde det lykkedes for nogen – så havde verden jo set ander-
ledes ud. Det er altså en illusion! Det gode liv kommer indefra. Og det er det egentlige kernebudskab i de spirituelle traditioner; at det, der forløser og fortryller, det kommer indefra. Det har vi bare ikke forstået i Vesten, men vi kan jo se det, hvis vi kigger os omkring. Et glas champagne eller en rejse rykker basalt set ikke ved en lykkegrad – det smager godt – ja – og det er et fint afbræk fra den virkelighed, der basalt set ikke er så sjov, som vi har indrettet os i, men på det lange stræk får det os bare til at længes efter det samme igen,” konstaterer han. I stedet skal vi sætte en grundlæggende fornemmelse af, at vi kan mærke, hvem vi er – og hvor, vi er. Vi skal mærke kroppen – have jordforbindelse, bogstaveligt talt. Og tillade tankerne at flyde frit. Vi skal turde mærke stilheden og hinanden – også selvom det måske, for en vesterlænding, der sjældent bare er i øjeblikket, kan være næsten angstprovokerende. Se mig i øjnene Lørdagen består af yoga- og meditationsstræk – kun afbrudt af nærende, økologiske og lækre måltider, der er tilberedt med det sigte, at give kroppen den bedste forudsætning for at præstere og føle sig tilpas. Det, og så et par øvelser, hvor Simon beder deltagerne sætte sig overfor hinanden to og to. Ideen er, at man skal se hinanden i øjnene. Ikke
[ 68 ]
[RETREAT PÅ SAMSØ]
andet. Man skal se, så længe, man kan – og når det bliver for meget, lukker man ned – lukker øjnene og tager en pause – og så genoptager man kontakten, når man er klar. En vild oplevelse, der vækker flugtinstinktet hos en af deltagerne, der trodser lysten til at forlade lokalet, og ved den efterfølgende evaluering på retreatets sidste dag, derfor har en vigtig og værdifuld erfaring med sig. ”Når jeg den sidste dag beder folk om at fortælle, hvordan de har oplevet dagene, er det jo fordi, jeg gerne vil sikre mig, at de har fået noget med sig. Deltageren, der fortalte om, hvordan han havde haft lyst til at gå fra den øvelse med øjenkontakt, er for mig et godt eksempel på, hvordan man kan få en erfaring, der virkelig er guld værd med sig videre. At han blev og fuldførte øvelsen, lærte ham jo, som han selv sagde, at man godt kan have de der ubehagelige følelser og komme på den anden side af dem. Han er en vigtig erfaring rigere,” siger Simon. Og det handler om tid og ro. At han, og vi og de, tog sig tid til at gøre sig den erfaring. Der var ingenting, der kunne flytte fokus. Ingen mail, vi kunne tjekke eller en aftale i kalenderen, der kunne give belæg for at flygte. Vi var der bare. Og tog os tid. ”Min påstand er egentlig,” siger Simon, ”at det meste af det, de fleste mennesker foretager sig i hverdagen er spild af tid. Det er ikke noget, der skaber en værdi. Mennesker har så travlt, men de
der tusindvis af ting, de fortager sig veksles bare ikke til noget, der giver dem en reel mærkbar værdi tilbage. Det er spild af tid. Og det mener jeg helt alvorligt,” siger han. Brug ti minutter på nærvær Det er det, forestiller han sig, der er med til at skabe den længsel, der gentager sig. Alt det, vi forsøger at nå i en fart og alle de projekter, vi dedikerer os halvvejs til. Og det er ikke fordi alle mennesker skal praktisere meditation flere timer dagligt, siger han – men at tillade sig, at stoppe op et øjeblik; at bruge 10 minutter på at være nærværende og mærke kroppen. Det øjeblik, der fastholdes lidt længere end vi er vant til – det er en god investering! Alle kan være med i den her weekend. Øvelserne er enkle, men effektive – og der er tid til at lære dem. Meditationerne er dejlige afbræk i de øvelser, der sætter sig mærkbart i lemmerne. Og det dejligt, at man ikke skal bruge ressourcer på det sociale sammenspil i en flok af fremmede. Lige nu er det godt, og det tager ikke mere end et øjeblik at vænne sig til at spise i stilhed. Det føles trygt og fint. Søndag eftermiddag – efter endnu et effektivt yogastræk og nogle fine meditationer - bryder Simon stilheden. Og så bliver alle hørt, hvis der er noget, de vil sige. Solen skinner stadig på Samsø – og det føles som om, stilheden er blevet en del af sindet. Kroppen har sat sig til rette i den ro, der herskede overalt på Mellem Rummet, og de fleste taler om, hvordan de skal tage det med sig ud i en hverdag, hvor travlheden er et vilkår. Det kan man godt, siger Simon. Man kan få meget ud af, at bruge den tid, man kan afse, til at passe på sig selv og sin krop. ”De her praksisser er jo grundlagt i en tradition, der ikke matcher vores kultur, og det kan man fint tage højde for. Det er jo ikke sådan, at man skal melde sig ud af verden for at kunne have glæde af det her – man skal blot tage essensen fra de her fine, gamle traditioner og tilpasse dem en kontekst, der er blevet de fleste vestlige menneskers virkelighed. Det kan man sagtens,” siger Simon – og sender deltagerne afsted med et ønske om, at de har fået en øget selvbevidsthed med sig herfra. Alt andet er umuligt, siger de fleste deltagere sammenstemmende, og da Samsø færgen lægger an i eftermiddagssolen, virker meget forandret. Måske fordi, der stadig er tid til eftertanke…
[ 69 ]
[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]
POSTKORT fra Hollywood
Mit navn er Lisa Aybike Kir. Måske kender du mig fra programmet Danske Hollywoodfruer eller madprogrammerne Til Middag Hos, 4 Stjerners Middag og Masterchef. Eller det kan være du kender du mig fra et ugeblad, en avis eller fra en bytur i Jomfru Ane Gade, for jeg er nemlig oprindeligt fra Nørresundby. Det var faktisk til karnevallet i Aalborg som 14-årig jeg blev opdaget som model og siden da har jeg lavet modelarbejde for bl.a. Vogue og Elle og haft roller i film, musikvideoer og tv-serier. Jeg er også en hyppig blogger og har skrevet bogen Fra Aalborg Til Hollywood. Jeg bor nu I Los Angeles, Californien med min mand James. Min klumme fra Hollywood handler om forskellige ting fra livet i USA, kosmetiske operationer, opskrifter, mode, mad, modelarbejde, beauty trends, alt sammen direkte fra Hollywood. Jeg håber I alle vil læse med, du er også velkommen til og kontakte mig på: lisaaybike@yahoo.com Xo Lisa Aybike
VROOOOMMMMM Jeg har altid elsket fart... rutchebaner, biler, både, fly er livet... så længe det går stærkt er jeg om bord. Derfor kan du finde mig hvert år til Rodeo Drive Concours d’Elegance, hvor du kan finde massevis af klassiske biler men også sidste nyt fra Porsche, Lamborghini, Mercedes, Tesla osv. Hvert år lukker de hele Rodeo Drive ned for trafik, og bilerne bliver udstillet op og ned af Rodeo Drive. Det foregår på fars dag og er selvfølgelig et åbenlyst event, at slæbe både far og enhver anden mand med til...
[ 70 ]
[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]
Alle kan ikke bare udstille deres bil. Man skal have vundet nogle forskellige anerkendte bilshows og det viser ejeren med pokaler som her.
VROOOOMMMMM
Customization af biler er stort lige for tiden og specielt i Los Angeles er der stor fokus på det, så din Ferrari ikke ligner en andens Ferrari. George Barris var den ukronede konge af custom cars og han står bag denne Batmobil fra 1916...
[ 71 ]
[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]
FRA BIL TIL BÅD TIL BIL... Rodeo Drive Concours D’ Elegance er et miniature event af det årlige Pepple Beach Concours D’Elegance, som har eksisteret siden 1950 og bliver afholdt på det 18.hul på Pebble Beach berømte golfbane i August. Dette er det store event for alle bil entusiaster. Her kommer alle bilmærker i den dyre ende. De introducerer ikke bare deres nye biler, men afprøver også nye ideer på deres kundekreds, for at se, hvordan de bliver modtaget.
Da det ligger til min diva personlighed at gøre en ordentligt entré, sejlede vi sidste år båden op af kysten, satte anker uden for The Pepple beach Concours d’elegance og gik i land ..
[ 72 ]
[KLUMME - LISA AYBIKE KIR]
Pebble Beach Concours D’Elegance varer en uge. For at se det hele, skal du være der i mindst 4 dage. Der er forskellige events. Vi valgte et Ferrari event, hvor vi blev taget ud til en Country Club. Der er selvfølgelig ingen mangel på mad og drikke. Du får hvad end du vil have og samtidig kunne du spille kroket, mens en hær af bildesignere og sælgere prøver, at overbevise dig om, at deres nyeste bil, skal blive din.
Mit personlige forhold gennem årene til Ferrari... Om aftenen er det et nyt mærke og et nyt event. Der bydes på middage og fest fra arrangører som Rolex og Netjets. Efter 4 dage var jeg mere end mæt af at høre om biler. Du skal virkelig være til biler for at blive ved med at finde det interessant, derfor er Rodeo drives lille event mere mig. En V.I.P billet til Pebble Beach Concours D’Elegance koster 4875 kr. og opefter til 16250 kr. Rodeo Drives Concours D’Elegance er gratis. Turen gik derefter videre på båden op ad kysten til San Francisco..
Kys fra den anden side af verden...
Et smukt Ferrari litografi får du med dig som souvenir...
[ 73 ]
S E L L I M I R E G A N E M [ 74 ]
[ fotos: CLAUS PEUCKERT - tekst: PIA MØLLER SØE ]
[ 75 ]
[CIRKUS ARENA]
Den 3-årige pige med de tykke kinder vender tilbage en dag. Flere år efter hun første gang – fuldstændigt opslugt og tabt for omverdenen – lod sig begejstre af elefanterne og betage af det rejsende folk og deres særlige sans for mageløs magi, er hun der igen. Nu er det hende, der er den. Og heldigvis elsker hun at lege. Mille Gori er 28 år gammel og rejsende i gøgl. Endelig. Endelig er hun rejsende i en fuldendt fusion mellem magi, akrobatik og en rigtig god historie. Én, der dufter af savsmuld, kamelfoder og lune popcorn. Sådan en historie. Det har hun ventet længe på. 25 år for at være nogenlunde nøjagtig
– for siden hendes forældre første gang tog hende med i cirkus – og i de følgende år gjorde det til en fast tradition, har hun drømt om at rejse med cirkusfolket ud i verden. Længtes, måske nærmest – og Mille Gori var et handlingens barn; opdraget til at tro på sig selv og sine drømme – og selvfølgelig har hun engang i starten af 90’erne - i det, der i børnehøjde kunne ligne nattens mulm og mørke, sneget sig ud af vinduet for at sætte kursen mod det cirkus, der var i byen. Selvfølgelig har hun det – sådan et barn var hun nemlig. Heldigvis; ”Jeg var seks år, og der var cirkus i byen. Jeg kom i cirkus med mine forældre minimum to gange om
[ 76 ]
[CIRKUS ARENA]
året – og de der fine vogne, det rejsende folk og alle de spændende mennesker og alt det, de kunne – det sad bare i mig,” fortæller hun, ”og så kom dagen så, hvor jeg synes, det var tid til at jeg skulle slutte mig til cirkus. Det stak jeg så ud af vinduet for at gøre – men desværre var cirkus rejst videre, fandt jeg ud af, da jeg nåede ned på pladsen. Og så var der også det med min mor, der ikke helt mente, at seks år var en god alder i forhold til ideen,” griner hun. Til gengæld aftalte Mille Gori med sin mor, at når hun en dag blev gammel nok, så måtte hun hjertens gerne stikke af med cirkus. Og som sagt…
Det er derfor, hun blev en del af det rejsende folk, der i en karavane af vogne med dyr og mennesker fra hele verden, indtager by efter by for at begejstre små treårige piger og deres søskende, forældre, onkler og kammerater – og måske nære en spirende drøm. Samtidig blev hun en del af en hverdag, hvor mange mennesker skal fungere sammen. Hvor man indretter sig på få kvadratmeter og skifter samtalekøkkenet ud med en miniovn og et nærliggende supermarked. Hun blev kollega med en vaskeægte cirkusprinsesse – og det viser sig, at også de vasker tøj og passer børn. Hun blev ven med en legendarisk klovn og opdagede, at Patrick Berdino har vaskemaskine i sin vogn – og
[ 77 ]
[CIRKUS ARENA]
at hans farmor har verdens bedste pålæg. Det er hverdag – også i cirkus, men de er sjovere; ”Det er nogle dejlige dage, og selvom jeg bor i en lille vogn og laver mad på en kogeplade, der kræver, at man er glad for pasta og kødsovs med salat, så har jeg på intet tidspunkt fået nok. Jeg elsker at vågne på pladsen og gå over til Hanne, Bennys kone, og få en kop kaffe. Måske kommer jeg igen, når det er spisetid, for hun har altid slagterpålæg – og rugbrød er et udmærket alternativ til kødsovsen,” griner hun, ”og ellers så slentrer jeg en tur rundt på pladsen – over forbi Laura og Jackie for at sige hej og videre rundt – gerne med en hund, som
jeg låner, så det ikke ser så underligt ud. Og ellers så håber jeg jo bare på, at nogle af cirkusbørnene er ude og lege, så slutter jeg mig til dem – og så har vi en ret stor fest.” Når Mille skal have vasket tøj, smutter hun forbi Patrick Berdino. Bennys Berdinos barnebarn, der har vaskemaskine i vognen. Så sætter hun en vask over lige inden hun skal i manegen – og når vognen så når frem til næste by efter forestillingen, er vasken færdig, så den kan hænges op inden sengetid. Blottet for cirkusmagi – men uproblematisk – og sådan er det også. Virkeligheden er, at en cirkusplads er et lille samfund, hvor der bliver skiftet
[ 78 ]
[CIRKUS ARENA]
bleer, terpet matematik, kokkeret og støvsuget – præcis som alle andre steder. Det særlige er, at der også altid er en, der jonglerer et sted. Eller fodrer elefanterne, strigler dromedarerne eller laver håndstand flere meter over jorden inde under teltdugen. Og om lidt får de gæster. Pladsen myldrer med mennesker, og Mille Gori træder i karakter. Med ydmyghed går hun ind i manegen. Hun har noget, hun gerne vil dele. Hun vil allerhelst få fat med den første historie. Måske bliver der stille, det håber hun – for så kan de begynde at tale sammen om, hvor fantastisk det er at være lille, og hvor eventyrligt det er at være cirkusprinsesse, eller hvor svært det kan være at vente for en utålmodig klovn;
”Det er den fedeste oplevelse… Det føles som om, man taler med 1000 mennesker på samme tid. Måden, de er stille på og den respons jeg får på mine oplæg. Det er derfor, jeg gør det. Det er ikke fordi, jeg har brug for, at der er nogen, der klapper af mig. Jeg ved godt, hvad jeg kan – det er fordi, jeg gerne vil give børn den der oplevelse af at være barn og føle, hvor fuldstændig fantastisk det kan være at være lille.” Hun har et ærinde, Mille Gori. Hun vil så gerne dele den magi, der sidder i hende som en del af en barnedrøm, der blev næret af forældre, der vidste, at den slags kræver plads. At de fleste børn til alt
[ 79 ]
[CIRKUS ARENA]
held er født som fantaster – en fin, ædel egenskab, som i de rette hænder kan veksles til drømme og den smukkeste livsduelighed. Hun er opdraget i en familie, hvor der var højt til loftet, og hvor der var plads til små daglige eventyr. Hjemme hos Mille kunne man sagtens trylle sig så lille, at man passede ned i en tændstikæske. Og man kunne lege cirkus og spille fodbold og lege. Man kunne også falde og slå sig, blive vraget til en audition og erfare, at man ikke kan få alt, hvad man peger på. Det er det, hun er barn af. Og hun er taknemmelig for den barndom. Faktisk ville hun ønske, at alle børn kunne have sådan en barndom. Også hendes egne børn engang. Hun tror på legen og fantasien – og
hun synes, at vi skal passe på det og på barndommen, der godt kan slutte for hurtigt. Hun tror også på, at man næsten kun får det sjov, man selv er med til at lave – og så tror hun på, at næsten enhver drøm kan gå i opfyldelse. Milles gjorde. Den om cirkus. Blandt andre. Mille Gori er uddannet i moderne dans fra Statens Teaterskole. Hun troede måske, hun skulle være skuespiller – det skulle hun ikke, men hun skulle heller ikke helt være danser. Hun skulle være sådan en, som de fleste børn i Danmark lige nu drømmer om at få et kram af. Og sådan én, der lever af at gøre det, hun ikke helt vidste, at hun var bedst til –
[ 80 ]
[CIRKUS ARENA]
men som hun i virkeligheden er helt eminent til. På Statens Teaterskole, hvor Mille dansede moderne fra 9-16 og med jævne mellemrum alligevel også fik en lille smule nok af, øvede hun sig også i den akrobatik, der er grundlagt i barndommens baghave, hvor hun – siden hun nu ikke lykkedes med at stikke af med cirkus – i stedet legede cirkus og blev helt ferm til ethjulede cykler og linedanser-hvervet. Og så hang hun ud med de børn, der var på skolen – fordi det var sjovt. Og så – ud af det blå - ringede DR og bad hende om at gøre nogenlunde det samme til en casting på et program, de ikke kunne sige så meget om;
”Det viser sig, at der var en ude på skolen, der havde taget nogle billeder af mig, imens jeg øvede noget akrobatik – og hun havde så også set, at jeg sommetider passede børnene ude på skolen – og hun havde så sagt ude på DR, at de skulle tage at se lidt nærmere på mig,” fortæller Mille Gori, der tog til casting og følte sig som en, der var med i skjult kamera, fordi folkene på produktionen ikke ville sige, hvad det var for et program, hun var til casting på. Det var Cirkus Summarum. Og hun fik jobbet; ”Det viste sig at give rigtig god mening. Jeg vidste ikke, at jeg gerne ville arbejde med børn – men det
[ 81 ]
[CIRKUS ARENA]
vil jeg. Der er faktisk ikke noget, jeg hellere vil. Kombinationen af, at jeg kunne bruge min krop og mit fag og så samspillet med børnene var helt perfekt! Jeg kunne virkelig mærke et match, og jeg elsker deres energi og kommunikationen med dem. Det hele summede bare op lige der,” konstaterer hun. Mille Gori blev efterfølgende landskendt som Motor Mille på DR’s Ramasjang – og både børn og voksne faldt ret hovedkulds for den smukke, modige, milde og vilde anfører af Børnebanden – og det betyder, at når Mille Gori handler ind, så er Motor Mille med, for de børn, der genkender hende, og det gør de – skal have en oplevelse af, at de også er
set. De kan jo ikke vide, at man sagtens kan være træt eller ked af det eller optaget af et eller andet, der har forsvindende lidt med løjer og laksko at gøre, når man er en ung kvinde på 28 år med en helt almindelig hverdag. Deres forældre kan sagtens vide det, men de kan måske være tilbøjelige til at glemme det i noget, der ligner barnlig begejstring på podernes vegne. Og det er okay, siger Mille; ”Jeg kan ikke rigtigt gå ud uden, at jeg møder nogen, der synes, de kender mig, og det er helt vildt dejligt, men også helt vildt underligt. I sidste uge var jeg ret ked af det, fordi der var sket nogle ting i
[ 82 ]
[CIRKUS ARENA]
min familie, der gjorde, at jeg i virkeligheden havde allermest lyst til at ligge herinde i vognen og græde. Og så et det lidt et lortejob, at man skal ind i manegen i højt humør, ikke? Og så alligevel – for man får jo bare kastet kærlighed i hovedet – men altså, så står man der, og Motor Mille er jo altid glad, ikke? Også selvom jeg måske bare har en dårlig dag. Men så er der mødrene, der kommer og siger, at deres børn er de største fans – og om vi ikke lige kan tage et par billeder… Det er der jo ikke noget ondt i. Slet ikke. Og jeg siger ja,” fortæller hun. Men reglen er alle eller ingen. Der er ikke noget barn, der skal opleve, at det ikke bliver deres tur – og derfor stiller Mille Gori kun op til billeder og obligatoriske kram,
hvis hun ved, at hun kan nå alle. Og hun stiller ofte op og tager sig tid. Til både børn og voksne. Og forældre, hun møder i supermarkedet, som synes, at børnene lige skal sige hej. De ved måske ikke, siger Mille, at det har de for længst gjort; ”Jeg møder tit børn i supermarkedet, som jeg lige får øjenkontakt med. Når jeg kan se, at de genkender mig, så blinker jeg lige til dem – og så blinker de tilbage, og så er det et særligt øjeblik, vi har sammen. Så går der et minut,” siger hun – og smiler, ”og så får mor eller far øje på mig… Og så kan det jo ske, at de ligesom får barnet sendt i min retning med en bemærkning om, at lille Marie da lige skal fotograferes med Motor Mille, hvis Motor Mille altså vil…”
[ 83 ]
[CIRKUS ARENA]
Og det vil hun. Meget gerne. For det er en del af jobbet – og hun er ydmyg over for den måde børn ser og møder hende på. Det er stadig underligt – sådan at være den, der får lov til at betyde så meget for så mange, siger hun, og hun har stor respekt for den del af Motor Milles virke; ”Det er noget, jeg reflekterer meget over, for det er vel nok en kæmpestor ære. Tænk, at få lov til at være en del af deres virkelighed og være med til at give dem mit bud på, hvordan man kan lege. Jeg ser sådan på det, at hvis barndommen er en stor fest – og det må den gerne være, så er mine kollager og jeg toastmastere, og det gør jeg mig selvfølgelig umage med,” siger hun, ”og så sørger jeg for, at jeg kan stå fuldstændigt inde for det jeg gør og siger!” Motor Mille har benzin i blodet – det har Mille Gori også. Hun er en ret yndig udgave af det, man stereotypt kunne kalde en drengepige, der elsker sin bil og har spillet masser af fodbold som barn – med drengene, selvfølgelig – hun var for voldsom til pigeholdet. Hun arbejder en hel del, har valgt at være sig selv, så hun ubekymret kan udleve sine drømme, hun er kompromisløs i forhold til sin faglighed og så er hun villig til at tage sagen i egen hånd. Til næsten enhver tid. Mille Gori er og kan meget. Hele sommeren har hun været konferencier, instruktør og opmærksom alt-mulig-kvinde i Cirkus Arena. Aften efter aften har hun indtaget den manege, hun stirrede drømmende ind mod som barn, med historien om, at næsten enhver kan alt, hvad de vil. Mille Gori og Cirkus Arena indgik et samarbejde omkring årets
forestilling – og med til forhandlingsbordet havde Mille et krav om, at hun ville være ansvarshavende. Sådan i virkeligheden og i forhold til næsten det hele. Hun har skrevet og sammensat forestillingen, været med til at designe lys, skrevet sangene, der er en væsentlig del af årets program - og så har hun egenhændigt syet en ikke uvæsentlig del af kostumerne, fordi hun – selvfølgelig - vidste lige præcis, hvordan de skulle se ud; ”Jeg sagde ja til at rejse rundt med Cirkus Arena på en betingelse og det var, at jeg måtte bestemme alt. Alt,” siger Mille Gori. ”Jeg startede et halvt år inde premieren, og har skrevet manuskriptet, alle sangene og jeg har lavet programmet. Jeg har talt med alle artister og sat rækkefølgen på, hvornår de kommer i manegen. Jeg har designet mange af kostumerene – og alle de røde kostumer i starten af forestillingen, har jeg selv syet. Skift og lysskift har jeg været med ind over, en masse praktiske ting – alt, hvad der har noget med forestillingen at gøre. Jeg har sagt ja eller nej til alt,” fortæller hun – og konstaterer, at hendes mors udsagn om, at hun er ”en lille robust dame med ben i næsten” ikke er helt af vejen i forhold til den måde, hun går til opgaverne på. Hun ved godt, hvad hun vil – og hendes omgivelser er heller ikke i tvivl. Mille Gori kan vitterlig være en bestemt dame – til gengæld står hun også meget gerne selv på mål for indsatsen. Og hun er stolt nu. Over den cirkusforestilling, hun fik skabt. Hun ved godt, at alt hvad børnene kan se i en cirkusmanege, det kan de også se på iPad, og at hun derfor skulle genskabe noget magi, der ikke længere er en selvfølge. Hun gik med drømmen. Hun skabte en historie om at turde tro på sig selv og forfølge sine drømme – ligesom cirkusdirektøren, Benny Berdino, drengen, der drømte om en stor manege, et telt og artister fra hele verden – og fik det. Det kan man godt, siger hun, og vinker ud til børnene, der sidder bænket om manegen. De er godt underholdt – og når de er glade, er forældrene det også. Man kan se, at alle har gjort sig umage – og selv børn af en digital tidsalder forstår, at man må være stærk og modig for at kunne præstere, som artisterne gør. Det er vigtigt, siger hun, at vi minder os selv og hinanden om det. Og om værdien af at lege cirkus i haven, og tænde bål og drømme til langt ud over sengetid.
[ 84 ]
[BEMÆRKELSESVÆRDIGT]
YUM! RUM TIL MERE Bento er japansk og betyder ”mad pakket attraktivt i en kasse” – og disse fine, lækre bento-madkasser får utvivlsomt et madpakke-måltid til at tage sig ualmindeligt attraktivt og indbydende ud. Yumbox er lavet af høj kvalitet og holdbare BPAfri fødevaregodkendte materialer. Den er lækagefri og lufttæt - silikonelåget tætner sammen med bakken fuldstændigt, og det betyder, at madvarene bliver, hvor de skal – også flydende indhold som yoghurt og dressinger. Indholdet vil ikke lække mellem rummene – og det giver alt andet lige mulighed for at servere varieret og lækker mad, der overgår en ’sammenlagt med leverpostej’ med flere længder. Du sparer penge på plastik og andet madpapir - og minimerer spild og skåner miljøet. Madkassen fås i panino (4 rum) og classic (6 rum). Forhandles – kun – via www.yeahbaby.dk Pris 249 kroner. KÆRLIG KERAMIK
FÆLLESFAD
Ellen DeGeneres, den amerikanske tv-vært og entertainer, står bag designet af de her små fine skåle, der egner sig fortrinligt til servering af både dessert og snacks – eller som små dekorative elementer i indretning. De er smukke, skålene! Og så repræsenterer de et smukt budskab; Ellen DeGeneres har integreret ordet ’Love’ i de klare blå mønstre – ud fra en overbevisning om, at hvis der er én ting, som verden har brug for mere af, så er det kærlighed. Skålene forhandles i Imerco og koster 399 kroner for 4 stk. 14 cm.
Byd familien til bords og server for dem på et smukt, rustikt ’Union Street’-fad fra Gordon Ramsay by Royal Doulton. Union Street er designet i samarbejde med Gordon Ramsay til hans restaurant i London – og det borger for kvaliteten; fadet er både smukt og kan tåle at blive brugt. Fadets størrelse betyder, at du kan servere små lækkerier, som hele familien kan nyde fra ”fælles fad”. I samles – vitterlig – om måltidet – og det tager sig appetitligt ud. Union Street fad tåler opvaskemaskine og mikroovn. Farve: teal. Materiale: stentøj. Længde: 39 cm. Bredde: 21 cm. Forhandles i Imerco og via www.imerco.dk til 249 kroner.
[ 85 ]
Julie Bræmer tror ikke på pæne forhaver. Og hun tror heller ikke på påtaget godhed eller forskelsbehandling. Hun tror på alt det, der sker inde bag de knap så pæne facader – der, hvor livsglæden og dueligheden trodser det meste. Hun tror på næstekærlighed og frivilligt engagement – på tværs af landegrænser, etnicitet og tro. Hun kalder det medmenneskelighed og tror på, at det – hvis noget – kan gøre en forskel for verden. Julie er 29 år gammel, har en bachelor i International Hospitality Management og en fortid som sergent i Royal Danish Airforce. Hun har været udsendt til Afghanistan og har arbejdet som praktikant i en NGO i Tanzania. Hun har været på vej op af Mount Everest og har set det meste af verden. Og de fleste. For hun ser mennesker – og muligheder. Hun er frivillig i Røde Kors Danmark, hvor hun både er en del af samarit-tjenesten, kontaktperson for en flygtningefamilie og næstformand i Bjerringbro-afdelingen. Hun er en af de frivillige kræfter i organisationen, men for hende handler det ikke så meget om frivilligheden - som det handler om værdien af, at gøre en forskel.
En verden til forskel – med Røde Kors i Georgien Julie har, siger hun, altid undret sig over det der med mennesker, der dømmer sig selv og hinanden på den pæne forhave. Og man kommer måske nemt til at undre sig, når man har rejst ud – også der, hvor børn bliver født som en tilfældighed på en kold fødestue uden elektricitet eller kompetent sundhedspersonale - og der, hvor man ikke kan tage noget som helst for givet... Hun har rejst en del i Afrika. Delt en solstråle og lidt livsglæde med dem, hun mødte undervejs og hun har hæftet sig ved den glæde, der er grundlagt i noget, der ligner et liv på trods. Den glæde, der ikke er forbundet med materiel lykke eller personlige projekter, men bare er et øjebliks umiddelbarhed – den slags, der ofte opstår mellem mennesker, der vil hinanden.
[ 86 ]
[GEORGIEN]
Julie Bræmer har de sidste fire år været frivillig i Røde Kors Danmark – og det er meningsfyldt for én, der ser en værdi i at gøre en forskel, der honoreres med et smil; ”Det er så svært at svare helt konkret på, hvorfor man er frivillig… For mig giver det bare mening – og jeg tænker egentlig, hvorfor i alverden man ikke skulle være det,” siger Julie. ”Jeg synes, jeg forsøger at tænke ud over mig selv – og jeg kan godt blive irriteret på mennesker, der fokuserer småt på deres egne små hverdagsproblemer og glemmer det store perspektiv. Det ville gøre en stor, positiv forskel for alle, hvis man kunne sætte sig lidt ud over en halvdum arbejdsdag og i stedet se det store billede,” siger hun. Flygtninge i eget land I forsommeren var Julie en af de frivillige, der blev udvalgt til at deltage i studieturen til Geogien, hvor de to regioner Sydossetien og Abkhasien, krævede deres absolutte selvstændighed i blodige kampe, der drev flere tusinde georgiere på flugt. Og hvor børn – her 25 år efter borgerkrigen – endnu fødes som internt fordrevne.
Flygtninge i eget land. Fastholdt i en situation, der ikke har udsigt til at ændre sig. Situationen er måske stadig skrøbelig i Geogien – sidste konflikt mellem Georgien og separatisterne i de to regioner, der støttes af Rusland, er otte år gammel. Rusland, der har grænse mod de ro regioner, anerkender selvstændigheden. De modsvarede Georgiens forsøg på at genintegrere de to de facto selvstændige dele af landet med voldsomme militære kræfter, der fik Georgien til at kapitulere. Huse blev brændt ned, dyr og mennesker mistede livet og georgierne måtte flygte og efterlade alt. Måske også familiemedlemmer – og siden da har det ikke været muligt for georgiere at krydse den administrative grænse til de to løsrevne regioner. Deres huse, ejendele og det liv, de levede – dengang – i fredelig sameksistens med separatisterne, er væk. Nu er mange af dem bosat i de lejre for internt fordrevne, der er etableret af den georgiske regering. Og de kan sagtens overleve – men både mennesker og livsglæde har trange kår. Det er det land Julie og hendes rejsefæller skal opleve. Det fortæller Sofie Winther Thønnings, der siden december 2016 har været ansat på Røde
[ tekst & fotos: PIA MØLLER SØE ]
[ 88 ]
[GEORGIEN]
Kors hovedkontor som udviklingskonsulent i AIA – den del af Røde Kors, der beskæftiger sig med internationalt arbejde. Det giver mening, at de danske frivillige får et indblik i det store internationale samarbejde og den sammenhængskraft, der er en del af Røde Kors DNA, siger Sofie: ”Den indsigt det giver, at vores danske frivillige kommer ud i verden og ser, hvordan Røde Kors fungerer og får en fornemmelse af, hvad det er de bidrager til og er en del af, det er en væsentlig oplevelse. Studieturen har jo også det formål, at deltagerne efterfølgende skal ud og formidle deres oplevelser – og det, at de er blevet berørt og har nogle selvoplevede erfaringer at videregive, det gør selvfølgelig en ret væsentlig forskel for den måde, de kan formidle Røde Kors arbejder på,” siger Sofie. Det tager tid at bygge et land op Røde Kors Danmarks internationale arbejde er delvist finansieret af donationer fra lokale afdelinger og genbrugsbutikker – men selvfølgelig også af danskere, der gavmildt donerer i indsamlingsbøsser og via medlemskab af organisationen. Administrationsgebyret er seks procent – resten fordeles fra
hovedkontoret på baggrund af fagkompetente vurderinger af, hvor pengene gør størst gavn – og hvor man får mest hjælp for pengene. Røde Kors Danmarks engagement i Georgien startede i 2008 efter urolighederne, og er et udviklingsprojekt, der sigter efter at styrke udviklingen af lokale afdelinger af Røde Kors. Både økonomisk og administrativt bidrager Røde Kors' lokalafdelinger til projektet, der konkret støtter fire georgiske afdelinger af organisationen. Derfor kalder Røde Kors denne type udviklingsarbejde for et venskabsprojekt. Fokus er især på de unge internt fordrevne, Georgiens ældre og så landets skrøbelighed i forhold til naturkatastrofer. Landet er udsat i forhold til oversvømmelser og jordskælv – og kapaciteten til at håndtere sådanne katastrofer er ikke stor – heller ikke i forhold til en stor befolkningsgruppe, der i forvejen er udsat. Den uofficielle arbejdsløshedsprocent i Geogien er høj! Det er det land de 11 frivillige fra Danmark i selskab med Sofie Winther Thønnings ankommer til den varme junidag – og den danske Røde Kors delegat i landet, Anne Kobæk, tager i mod. Hun har arbejdet i landet i tre år – og oplever et ungt demokrati, der
[ 89 ]
[GEORGIEN]
[ 90 ]
[GEORGIEN]
er skrøbeligt og som – selvom det er under udvikling – kun langsomt finder fodfæste – udfordret af økonomi og usmidige politiske processer; ”Den helt store udfordring lige her er, at det er et ungt land, der efter Sovjetunionens kollaps selvfølgelig havde store økonomiske udfordringer. I flere år efter var der ingen strøm i Tbilisi og folk fortæller, hvordan de flokkedes om kakkelovnene i mørket for at holde varmen,” siger hun. ”Sådan er det ikke længere, men det tager tid at bygge et land op, der ovenikøbet har oplevet borgerkrige med stor kriminalitet til følge og i øvrigt er udfordret på infrastrukturen - blandt andet fordi det er et meget bjergrigt land – og som også i uddannelsessystemet har nogle udfordringer, fordi meget endnu er præget af kommunismen – og præget af en kultur, hvor man giver og modtager ordrer. Det betyder, at de unge ikke rigtigt uddannes og udfordres til at tænke selv – men i stedet afventer, at nogen fortæller dem, hvad de skal gøre. Og det er blandt andet noget, vi har fokuseret meget på – det der med at få foræret de unge mennesker noget initiativ,” fortæller hun. Lægeklinikken i træhytten Julie og hendes rejsefæller ankommer til Tbilisi en søndag eftermiddag. De skal være i Geogien i en uge – og programmet er tætpakket. Mandag modtages de danske frivillige af Røde Kors’ afdeling på hovedkontoret i Tbilisi og de følgende dage viser lokale afdelinger deres projekter frem. I Garbadani et sundhedsprojekt med fokus på diabetes, som er en stor udfordring blandt den ældre del af befolkningen i Georgien – og her besøgte de frivillige en gammel træhytte – uden rindende vand eller anden varmekilde end en kakkelovn, der var omdannet til en – efter danske forhold – noget interimistisk udgave af en lægeklinik. Her kan de lokale, der har lang vej til hospitalet, få behandlet de mest basale sygdomme og så informerer man samtidig om diabetes og forebyggelse. På ældrecentret, som også fik besøg, er indsatsen vekslet til ren, uforfalsket livsglæde. Stedet, der langt fra emmede af moderne æstetik, emmede til gengæld af levet liv, og de ældre der mødte de danske frivillige fremviste stolt håndværk, sang og dans. Et fint symbol på indsatsen, der ikke handler om liv og død – men om glæde og et perspektiv på tilværelsen. Ingen i Geogien lider nød, der kan sammenlignes med de mennesker, der sulter i Sudan eller lever under et
diktatorisk regime i Syrien, men levestandarden tåler på ingen måde sammenligning med danske forhold. De statsfinansierede bosætninger, hvor de internt fordrevne er genhuset, som den danske delegation var inviteret ud for at se, fremstår heller ikke som trøstesløse lejre uden muligheder for at leve – men en dansk gennemsnitsfamilie ville betakke sig. Her er ikke meget plads, her er fugtigt og en familie, der sagtens kan tælle både børn, forældre og bedsteforældre, må indrette sig absolut spartansk! De lokale afdelinger af Røde Kors arbejder derfor med at etablere projekter, hvor befolkningen selv involveres og er med til at tage initiativer, der kommer både omgivelserne og befolkningen til gode. Unge engageres som frivillige og gør en stor forskel for de ældre borgere ved at hjælpe med praktiske gøremål og som kærkomment selskab. Ved bosætningen i Gori mødes de frivillige og en del af beboerne på en legeplads, der er bygget af nogle af de unge frivillige i den lokale Røde Kors – og det er netop det, siger Anne Kobæk, der er meningsfyldt i et land, hvor mulighederne i virkeligheden er mange. Et land af mellemledere ”Det her er et land fuld af mellemledere,” smiler hun, ”her er så mange muligheder, og masser af engagement, hvis bare der er nogen til at iværksætte projekter, for kulturen er simpelthen ikke til, at man gør noget selv. Der er ingen, der tager lederskabet på sig. Det betyder til gengæld, at vores indsats her er meget synlig og effektiv. Vi kommer og er en administrativ og økonomisk ressource, og så får vi etableret de her samarbejder, der jo så hurtigt bliver bæredygtige og kan fortsætte uden vores deltagelse.” Det er et af Røde Kors særkender. At man som organisation etablerer sig i samarbejder med de lokale afdelinger – og at indsatsen derfor bliver både langstrakt og fokuseret på lokal bæredygtighed. Og selvom Anne og hendes arbejde i Georgien ikke redder liv på samme måde, som hun har gjort i Sudan og Syrien – så betyder det noget. Også i resten af verden. I en global virkelighed er landene i stadig højere grad gensidigt økonomisk afhængige og forpligtede. I Georgien kan man gøre en reel forskel. Livsglæden kan med en – set i global sammenhæng – relativ lille indsats – veksles til kvalitet og til livsmod og duelighed, der en dag kan betyde, at Georgien bliver et af de lande, der er med til at løfte ude i verden.
[ 91 ]
[GEORGIEN]
[OLE HENRIKSEN]
Og det er den tro, man skal turde have, siger Julie – og erklærer, at hun helt naivt og åbenlyst vil turde tillade sig selv at tro på en bedre verden. Måske især, når hun står i Tbilisi og ser, hvordan den kile af håb hun og hendes rejsefæller måske repræsenterer for den familie, der må klare sig for omkring 400 kroner - og håbet om en bedre fremtid, bliver vekslet til et øjebliks glimt i øjet og et smil, der er uafhængig af tid og sted. Det er de smil, hun synes gør en forskel; ”Helt ærligt, så havde jeg hjemmefra forestillet mig noget andet. Jeg havde set indre billeder af teltlejre og nødhjælpsarbejdere, og sådan er det jo ikke. Jeg kan godt se, at de mennesker her, de står i en rigtig træls situation – men det er jo ikke livstruende og jeg har set værre ting i Afrika,” siger hun, ”men så er der jo måske det ved det, at når man gør en indsats i sådan et land som det her, så har det også en ret stor og afgørende forskel. Og uanset hvordan vilkårene er, så har alle mennesker jo ret til at
være glade. For mig betyder det ret meget – mest, faktisk – at jeg kan se, at jeg kan være med til at gøre en lille indsats, der får et andet menneske til at smile. Og det er meget muligt, at det lyder naivt, men jeg tror på en bedre verden – og jeg tror på, at vi hjemme i Danmark eksempelvis kunne gøre os selv en tjeneste ved, at få et lidt større udsyn. Ved at lade være med at fokusere på små ligegyldige hverdagsproblemer og pæne forhaver, men i stedet se på alt det, vi har mulighed for at smile af. I andre lande, hvor befolkningen er fattig og trængt, der kan de godt smile alligevel, oplever jeg. Og det gør en stor forskel.” Forskel på at leve og overleve Forskellen er det, de har til fælles – de frivillige. De genkender hinanden på den lille røde pin, de bærer – den med det røde kors, der symboliserer upartisk velvilje og medmenneskelighed – at viljen til at hjælpe er nær.
[ 92 ]
[GEORGIEN]
De 11 frivillige, der besøger Georgien modtages overalt af de lokale afdelinger med stor interesse – og en iver efter at fremvise de resultater, der er skabt i lokalområdet – mange af dem jo direkte influeret af Røde Kors Danmark og de donationer og initiativer, som Anne Kobæk og hendes bagland har været med til at iværksætte. Et lokalt Røde Kors kontor er blevet malet, og de ansatte takker og siger, at det har gjort en forskel; ”Nogle af de andre frivillige har været her før – og de siger jo, at der er sket noget hernede, og selvom man godt lige kan tænke, hvad kan vi egentlig gøre her, så kunne man jo høre, at sådan en lille ting som den maling, vi havde været med til at betale, den virkelig havde gjort en forskel for dem – også selvom de ikke har stole nok til alle på kontoret,” siger Julie. Måske er det svært at se helt præcist, hvad det er, der er på spil, når man har set så meget, som Julie har. Det er hun opmærksom på. Der er forskel på at leve og overleve – og Røde Kors gør en indsats for
begge dele. Carsten Pontoppidan, der er en anden af de frivillige, der er med på studieturen og som til daglig er frivillig i en genbrugsbutik i Frederikssund, har set det hele før. Og han kan huske det gadehjørne, hvor han i 1998 var med til at uddele varmt tøj og nødhjælpspakker til nødlidende georgiere. Ligesom han kan huske deres blik, taknemmeligheden og en fornemmelse af, at være en del af noget meget meningsfyldt. Carsten har i mere end 20 år rejst for FN og Røde Kors – primært som chauffør på nødhjælpskonvojer – så han ved godt, hvordan et trængt folk ser ud. Og hvordan forandringer sker over tid – lang tid – og sommetider næppe synlige for folk, der ser med det blotte øje. På sin vis, siger han, er meget uforandret i Georgien – og så på en anden måde, er det tydeligt, at det hele nytter noget;
[ 93 ]
[GEORGIEN]
[ 94 ]
[GEORGIEN]
[
Der er forskel på at leve og overleve Røde Kors gør en indsats for begge dele
”Livet skal være værd at leve – og den slags handler om på livskvalitet. Jeg synes, det giver god mening, at vi som Røde Kors er med til at gøre en indsats – også i et land, hvor det ikke handler om liv og død på samme måde, som jeg har set det i andre dele af verden, ” siger han. Georgien forandrer sig. De unge i gaderne i hovedstaden Tbilisi har mod på tilværelsen og selvom det folk Carsten mødte i 1998 endnu lever i de lejre eller settlements, der i første omgang var tænkt som midlertidige boliger til de omkring 250.000 internt fordrevne, så er levestandarden ikke uværdig. Det kan tage sig trøstesløst ud, når man ser, hvordan ældre mennesker med livet lejret i dybe, bekymrede furer i ansigtet, lader dagene passere ligegyldigt forbi på en bænk i et boligkvarter, hvor alting slår revner. Men de overlever. Og der er intet smukt over stuerne eller de spartanske omgivelser i ældrecenteret, men statistikkerne er flotte. Færre mennesker diagnosticeres med diabetes og flere engagerer sig i Annes projekter og arbejder som frivillige i den lokale Røde Kors-afdeling. Den slags er der livsglæde og værdi i. At se sin frivillige indsats bære frugt Røde Kors Danmark arrangerer studieture for frivillige fra organisationen to gange om året, som en del af målsætningen om at sikre, at Røde Kors Dan-
]
marks internationale arbejde formidles lokalt af de frivillige deltagere, når de kommer retur. Men de gør det også, fordi der er stor værdi i erfaringsudvekslingen mellem Røde Kors afdelingerne og fordi, det giver mening for de frivillige, der arbejder dedikeret og målrettet på aktiviteter hjemme i Danmark, at se deres indsats perspektiveret. Flere af dem arbejder i organisationens genbrugsforretninger, hvis omsætning dedikeres til projekter uden for Danmark – herunder Georgien; ”Jeg synes, der sker noget meget, meget fint, når afdelingerne mødes på tværs af landegrænser og kultur,” siger Sofie Winther Thønnings, der som udviklingskonsulent har iværksat og deltager på turen. ”Det blev meget synligt for alle – også mig – det her verdensomspændende perspektiv. At vi alle sammen er en del af noget større, der arbejder for og vil det samme. Erfaringsudvekslingen er værdifuld – vi havde noget at give hinanden, og så håber jeg, at de danske frivillige har fået en oplevelse af, at deres indsats gør en stor forskel. Turen til Georgien var, synes jeg, et fint billede på, hvordan det vi arbejder for gør en menneskelig forskel – også der, hvor der ikke er tale om hungersnød eller krig. Der, hvor Røde Kors er med til at skabe livskvalitet og hvor man vitterlig løfter i flok for at skabe noget for hinanden,” siger hun.
[ 95 ]
[ 96 ]
Ukueligt håb i sin DNA Man løfter i flok. Det er hele ideen. Røde Kors er en international organisation, der upartisk og neutralt møder hele verdens borgere som medmennesker – og arbejder man under det røde kors er man en del af en stor international familie; ”Det blev lidt større det hele, da vi kom herned til Georgien,” siger Julie Bræmer, ”man kunne pludselig mærke, at man virkelig er en del af noget, der rækker langt ud over det, vi laver hjemme i Danmark også. Som samarit er vi jo meget ude til arrangementer og festivaler, og hernede så vi så, hvordan deres samaritter spillede en stor rolle i eksempelvis naturkatastrofer. Det blev på samme måde meget tydeligt, hvordan det vi kan være med til at finansiere bliver omsat til noget, der har en praktisk betydning for dem. Det synes jeg var ret godt at opleve,” siger hun. Julie Bræmer oplevede et land og en befolkning, der på en måde virkede som om, de hele tiden venter på noget. Ja, siger Anne Kobæk, delegaten, de
har brug for, at vi bidrager til deres lokale forankring og udvikling. Carsten og de andre deltagere på turen lægger uge efter uge frivillige timer i at varetage Røde Kors arbejde med sårbare befolkningsgrupper – også i Danmark – og i at bidrage til det økonomiske fundament, der uanset hvad er en del af at drive en nødhjælpsorganisation. Og på en måde kendte de allerede hinanden. Anne Kobæk, der har arbejdet i hele verden for at gøre en forskel for mennesker i nød. Sofie Winther Thønnings, der hver dag fra 9 til i hvert fald 16, arbejder for at skabe de bedste betingelser for, at Røde Kors frivillige og medarbejdere ude i verden får de bedst mulige forudsætninger for at gøre en forskel. Og Julie, der gør det hele fuldstændigt frivilligt – ligesom Carsten, der engang befandt sig i verdens brændpunkter – og har nødhjælperens ukuelige håb om en bedre verden indlejret i sit DNA. De kender hinanden på det røde kors og ved, at de håber på præcis det samme. At gøre en forskel.
[ 97 ]
[KLUMME - PIA MØLLER SØE]
SKYLD OG SKAM
Den der larmende stilhed… De lyse, florlette gardiner og det økologiske måltid, der på en måde bragte alt i balance. Det savnede jeg – der, midt i Tbilisi, hvor en snavset ældre mand kyssede mig taknemmeligt på kinden og pegede på det Røde Kors-emblem, der sad på min trøje. Jeg havde ikke fortjent det kys. Og han har ikke fortjent det liv. Emblemet havde jeg lånt af en af de seje kvinder, som ligesom jeg var på studierejse med Røde Kors Danmark for at se, hvordan de midler organisationen forvalter bliver brugt – blandt andet i et land som Georgien. Hun er frivillig. Det er jeg ikke… Manden var én blandt mange. Og de havde alle sammen tøj på - og de færreste af dem lignede de mennesker, der poserer på posters fra nødhjælpsorganisationer. Der er på en måde mad nok i Georgien. Byen, Tbilisi, lignede mange andre storbyer i Europa – og bjerglandskabet er smukt, man kan faktisk ikke se, at livet i de små samfund uden for hovedstanden er benhårdt og fattigt på den der håbløse måde. Sådan snavset, vådt, koldt og ildelugtende. Alle får, hvad der lige der, synes at tilkomme dem. Også af en regering, der gør et ihærdigt forsøg – men der er bare ikke meget at dele ud af. Og så var det, at det der indre billede af Samsø og en retræte, der handlede om indre ro og styrke, kom til at tage sig sådan en anelse forkælet ud. Vi var stille på Samsø – på jagt efter alt det, der findes inde i stilheden – noget bart og eksistentialistisk, der handler om, hvem du er – sådan blottet for alt det ydre. Man kan godt blive i tvivl, når man har råd til at købe sig en personlighed. Og det har vi i Danmark. Heldigvis. Det er godt
nok - og det er sundt og stærkt, når vi opdager det og tør begynde at lede efter os selv igen. Jeg gider ikke skamme mig over, at jeg fortrækker at overnatte i silkebløde lagner på Samsø, for det gør jeg. Men jeg vil forsøge at huske på, hvad det vil sige, at leve et sted, hvor vi har overskud til underskud. Og til at handle på det. Og at det også er okay – det er på en måde fly-tanken om igen; du skal lige selv påføre dig en iltmaske, før du begynder at hjælpe andre med at overleve, men så er du også forpligtet. Ikke nødvendigvis til at donere, hver gang du møder en indsamler på gaden – men til at dele lidt ud – enten mentalt eller materialistisk, alt andet vil få dig til at ligne en opblæst nar. En måned senere på en overfyldt parkeringsplads ved et storcenter i Danmark overlod jeg en fin parkeringsplads til en ældre mand og den gangbesværede hustru, han var i færd med at hjælpe ud af bilen foran hovedindgangen. Min søn på fire synes jeg var håbløs. Han havde ingen intentioner om at skulle gå nede fra den anden ende. Min dreng på ni synes, det var en fin gestus. Én, sagde han, som man kunne forvente måske en dag ville blive gengældt. De og det mindede mig om, at det på en måde er rigtigt; man kan ikke forvente af dem, der er mindst, at de kan se ideen i at gøre livet nemmere for folk, der er større end dem selv – omvendt skal man ikke være noget særligt stort menneske, før man forstår, at man kan gøre sig håb om, at det kan betale sig, hvis det endelig kommer dertil. Men jeg gjorde det frivilligt, så han skylder mig ingenting…
Pia Møller Søe
[ 98 ]
LæserRejser
Et Cetera tilbyder dig udvalgte kør selv-ferier i samarbejde med Happydays. Oplys rejsekoden ”ETCETERA” ved bestilling – så får du op til 300,- i rabat pr. person på rejsen.
På vinhus ved Mosel
Pr. person i dbl.vær.
2.599,-
6 dage på WeinBergHotel Nalbach HHH i Reil, Tyskland Vinbyen Reil har i mere end 1000 år ligget som en lille perle midt på verdens måske mest maleriske flodvej. Her, hvor Mosel virkelig begynder at slynge sig forbi borgruiner, middelalderidyller og stejle vinterrasser, har I rammen om en ferieoplevelse, der inkluderer højdepunkterne på en klassisk moselferie: Bådturen og vinsmagningen. I bor på WeinBergHotel Nalbach, hvor familien
1 barn 0-5 år gratis. . 2 børn 6-14 år ½ pris ,s 849 Opred. fra 15 år: Pri
Pris uden rejsekode 2.899,-
Schütz foruden sin egen vingård også driver et hyggeligt hotel, der ligger få hundrede meter fra Mosels bred. Her får I en introduktion til områdets vintraditioner, som Weinhaus Nalbach selv har modtaget hæder for. Ankomst søndage frem til 22.10.2017.
1 barn 0-3 år gratis. tis. 2 børn 4-11 år gra s 1.149,Opred. fra 12 år: Pri relse. Maks. 2 børn pr. væ
• 5 overnatninger • 5 x morgenbuffet • 5 x 4-retters middag • 1 x vinsmagning • 1 bådtur på Mosel • 1 besøg på likørbrænderi • 20 % rabat til KD rutebåde
1 barn 0-5 år gratis. . 2 børn 6-14 år ½ pris s fra 849,Opred. fra 15 år: Pri
Skønne dage i Skagen Førsteklasse Hamborg Mellem fjord og hav Color Hotel Skagen HHHH i Nordjylland På det 4-stjernede hotel har I mulighed for at finde ind til det ægte Skagen med den ro, originalitet og stemning, som skagensmalerne fandt inspiration i. Skagen er perfekt til en slentretur i historien mellem de hvidmalede stakitter og små dukkehuse bag hovedgaden.
Bestil på
Pr. pers. i dbl.vær.
1.149,-
Pris uden rejsekode 1.299,-
• 2 overnatninger • 2 x morgenbuffet • 1 x 3-retters middag på Restaurant Holger
Valgfri ankomst 14.8.-15.12.2017. 3 nætter inkl. 1 middag 1.549,-
Best Western Premier Alsterkrug Hotel HHHH i Tyskland Pr. pers. i dbl.vær.
Hamburg har det hele – de nordtyske byers hyggelige atmosfære, international karakter med shoppingmuligheder og alternative miljøer, der med tiden bliver europæisk mainstream.
1.249,Pris uden rejsekode 1.399,-
• 2 overnatninger • 2 x morgenbuffet • 3-dages transportpas til bus, sporvogn, U-bahn og transportbåde på Elben • Fri Wi-Fi • Turistskat
Ankomst fredage og lørdage frem til 9.12. samt valgfri frem til 2.9., 29.9.-7.10., 26.-30.10. og 15.-22.12.2017. 3 nætter 1.649,-
Hotel-Restaurant Nordlicht i Nordtyskland Det yndige landskab omkring fjorden Slien ved Schleswig-Holsteins Østersøkyst er fyldt med danske navne og vikingehistorier, og kun 60 km syd for grænsen kører man ind i den lille havneby Kappeln, der med 650 år på bagen charmerer de fleste med sin maleriske gamle bykerne.
Pr. pers. i dbl.vær.
1.249,Pris uden rejsekode 1.399,Pris fra 31.10: 1.199,-
• 3 overnatninger • 3 x morgenbuffet • 3 x 3-retters middag/ buffet inkl. en lille aperitif (snaps)
Valgfri ankomst 16.9.-20.12.2017.
www.happydays.nu eller ring 70 20 34 48
Børnerabat ved 2 voksne. Ekspeditionsgebyr kr. 99,Afbestillingsforsikring kan tilkøbes. Forbehold for tryk- og prisfejl samt udsolgt.
Åbent hverdage kl. 8-17.
2 nætter fra 799,4 nætter fra 1.549,-
HUSK REJSEKODEN : ETCETERA Teknisk arrangør
[ 100 ]