JE SP E R MICHA E L HA NSE N
DEN KLAMME HÅND
Den klamme hånd © Jesper Michael Hansen & Forlaget Snepryd 2016 Illustrationer © Christina Stausholm Johansen & Forlaget Snepryd 2016 Lix 28 1. udgave, 1. oplag, 2016 1. bind i serien Forlagsredaktør: Britta Marie Steen Redaktør: Jørn Sørensen Opsætning og bogomslag er sponsoreret af GrafiskGenvej Trykt hos Toptryk Grafisk ApS Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93377-02-8 Forlaget Snepryd www.snepryd.dk
5041-0856 Svanemærket tryksag
Jesper Michael Hansen
DEN KLAMME HĂ…ND
Kapitel 1 Søndag klokken 10 ”Tristan! Kom omgående herud,” kommanderer mor fra døren, hun har åbnet med et brag. Men Tristan har ikke rigtig tid. Han sidder helt ude på kanten af sengen. Fingrene danser rundt på controlleren. Tungen hænger langt ude af munden, og øjnene er klistret til skærmen, hvor kampen kører på de sidste sekunder. Messi splitter hele Reals forsvar til atomer med flabede driblinger og er helt alene med Casillas. Med hjælp fra R2, trekant og en lynhurtig tommeltot kommer Messi elegant forbi målmanden… og så bliver tv’et kulsort. ”Hvad har du lavet?” hvæser mor ud af mundvigene. Hun står med en ledning i hånden. ”Mor! Seriøst, det var finalen,” siger Tristan, ”jeg nåede ikke at gemme.” ”Hvad har du lavet?” hvæser hun igen. ”Jeg lavede bare lige den fedeste dribletur nogensinde,” forklarer Tristan. ”Stop så med det fodboldpjat,” siger mor og smider ledningen på gulvet, ”politiet er her. Han vil gerne tale med dig. Nu fortæller du mig, hvad du har lavet.” 7
”Politiet?” udbryder Tristan noget overrasket, ”det forstår jeg ikke.” ”Du har vel ikke stjålet noget?” spørger mor. ”Det kunne jeg da aldrig finde på!” siger Tristan lettere chokeret. ”Har du kørt uden lys på cyklen?” fortsætter mor og spørger også, om han har slået nogen ihjel. ”Seriøst mor!” siger Tristan og ryster på hovedet. ”Er det lektierne, Tristan?” bliver mor ved, ”har du ikke lavet dine lektier?” ”Hvad har det med politiet at gøre?” svarer Tristan. ”Jeg bliver bare så stresset,” sukker mor og hugger sine nylakerede, røde kløer i Tristans krave... Ved køkkenbordet sidder landbetjent Jensen på to stole. Den lyseblå skjorte er stænket til med mørke pletter især under armene. Den står halvt åbent, og resten af knapperne kæmper en brav kamp for at holde resten af den store vom inde. ”Jeg tog mig lige den frihed at sætte mig et øjeblik,” pruster han og tørrer sved af panden med baghånden, ”den her varme, vi har i år, er jo ikke for hvide mennesker.” ”Kræver det ikke en dommerkendelse sådan bare at vade ind i folks hjem?” spørger mor og hakker hælene i fodpanelet til samtalekøkkenet. Med et knips om Tristans kraveben står han uden at vide hvordan pludselig som et rundtosset skjold foran hende. ”Jeg kender godt mine rettigheder,” skræpper hun videre, ”jeg har nemlig samlet hele Barnaby-serien med Familie Journalen.” Jensen trækker på skuldrene og spørger, om han mon ikke kunne få en tår at drikke, inden han dejser om på gulvet? 8
9
”Jo da,” svarer mor og borer neglene dybt ind i sønnens skulder. Tristan bider smerten i sig og stirrer ned i klinkegulvet. Han kniber øjnene sammen og kommer i tanke om dengang, han spildte økologisk grønlangkål ved aftensmaden. Mor blev ikke skuffet. Hun blev tosset eller pms, som far vist kalder det. ”Mon hun også sender politimanden ind på mit værelse, hvis han falder ned og grisser hendes elskede gulv til?” grubler Tristan og krydser to fingre bag ryggen. ”Jeg har en hjemmelavet hyldebærsaft,” fortæller mor og tramper Crocs’ene hen mod køleskabet. Undervejs bliver sønnen meget bestemt afleveret på en stol. ”Hvis jeg selv skal sige det, smager den virkelig godt,” fortsætter hun, ”men den er naturligvis også økologisk. Jeg har forresten fået opskriften af Tove nede fra Bannervej. Du ved hende, der...” ”Du har vel ikke bare en bajer?” afbryder Jensen og siger, han ikke vil være til for megen besvær. ”Så gerne,” svarer mor med hovedet i grøntsagsskuffen. ”Men hvor var det nu, vi kom fra?” spørger Jensen. ”Altså, jeg vil bare sige, at min dreng er uskyldig,” siger mor og lægger en ølbrik på bordet og sætter flasken oven på. I ét forsøg tømmer Jensen øllen og slår en rungende bøvs. ”Det betyder rigtig, mange tak på fynsk,” siger han og konstaterer, at den faldt på et tørt sted. ”Det har jeg nu aldrig hørt før,” siger mor, der efterhånden er lige så rød i pæren som betjenten. Med armene over kors konstaterer hun, at de absolut ikke svarer på flere spørgsmål uden en advokat.
10
”Rolig nu,” griner Jensen, så dellerne ruller som bølger under skjorten, der stadig bliver mørkere af al sveden, den suger til sig. ”Jeg er her ikke på grund af den unge mand der,” fortæller han og peger på Tristan. ”Pyh!” udbryder mor og falder ned på stolen ved siden af Tristan. Hun byder på endnu en pilsner, som betjenten mere end velvilligt tager imod. ”Godt nok er jeg i tjeneste, men det er jo søndag,” siger han og klapper sig på maven. Jensen deler denne gang øllen op i to slurke og spørger, om det ikke er sandt, at Tristan går i klasse med denne Bjarke? Han lægger et billede på bordet. Tristan ser på det. Det røde morgenhår, fregnerne, ellevetallet og det brede smil, der stolt fremviser en blinkende tandbøjle. Der er ikke noget at tage fejl af. Det er godt nok Bjarke, der er på billedet. ”Det er sandt,” svarer mor, ”det er uden tvivl Bjarke, selvom billedet ikke er helt nyt. Jeg vil skyde på, det er fra sidste sommer.” ”Skulle vi ikke vente på en advokat?” spørger Tristan i håb om, det kunne redde ham fra endnu en stuearrest, Bjarke indirekte er skyld i. ”Shy,” tysser mor og klapper ham på hovedet. ”Ser I,” begynder Jensen, ”Bjarke er blevet væk.” ”Ikke nu igen,” stønner mor og ruller med øjnene. ”Eller rettere sagt,” fortsætter Jensen, ”han er i hvert fald ikke hjemme, og faktisk kom han slet ikke hjem i nat, hvilket bekymrer hans forældre en del. Så derfor vil jeg lige høre, hvornår du sidst så Bjarke?” Tristan åbner munden, men mor kommer ham i forkøbet. ”Altså Bjarke kom jo i går for at spørge, om Tristan ville lege. Det, syntes jeg, var en god idé, hvis de altså gjorde det udenfor, for raske drenge skal ikke sidde foran computeren, når vejret er så godt.” 11
”Jeg havde da været til fodboldstævne hele formiddagen,” skyder Tristan ind. ”Ved du hvad tid på dagen, det var?” spørger Jensen. ”Det var...” prøver Tristan, men han afbrydes atter af mor; ”det var præcis klokken 12.45, for der er jeg altid halvvejs gennem mit lørdagsyoga-program, og det var jeg også i går, da han bare vadede lige ind uden at banke på eller tage sine beskidte sko af. Så jeg var naturligvis nødt til at støvsuge, inden jeg kunne gøre yogaen færdig, så vi spiste også aftensmad lidt senere i går.” ”Legede I så bare ude i haven?” spørger Jensen videre, ”I spillede vel fodbold, tænker jeg?” ”De var ude at fiske,” svarer mor, mens Tristan nikker. ”Hvorhenne?” spørger Jensen. ”De cyklede op til Afgrunden,” svarer mor og fortæller, hvor vigtigt det er at bevæge sig mindst tyve minutter om dagen. ”Tyve minutter!” stønner Jensen og tørrer sveden af panden af i håret, der glinser, som var det nyvasket, hvilket Tristan, ud fra lugten at dømme, tvivler stærkt på. Mor tager en dyb indånding og gør klar til at tale videre, men Jensen spørger, om Tristan ikke vil være så venlig at vise, præcist hvor ved Afgrunden de var. ”Bjarke skal nok dukke op igen, det gør han jo altid,” siger Tristan og slår trygt tankerne over på finalen, han nu var nødt til at spille om. Måske det ville være bedre at mandsopdække Ronaldo? ”Selvfølgelig vil Trisse gerne hjælpe,” siger mor, ”bare det ikke bliver for sent. Det er jo skoledag i morgen, og der skal også laves lektier. Nu skal jeg se, om hans sko er tørre.”
12
Kapitel 2 Søndag klokken 10:30 ”Hvad helvede har du nu rodet mig ind i,” tænker Tristan og knalder irriteret bagdøren i med et brag. ”Hov hov, det jo ikke en traktor,” klukker Jensen fra forsædet og klapper sin bidske makker på hovedet. ”Præben, dette er Tristan,” præsenterer Jensen, ”den mest lovende spiller, der har været i boldklubben siden årgangen med Allan Pis og KrølleKresten. Tristan, dette er min makker Præben med ét æ.” ”Hej Præben,” siger Tristan, der ikke aner, om der er æ, k, eller et stumt d i navnet. Han læner sig frem og ser en korthåret gravhund, der ligger og feder den på forsædet. Med ét forstår han den der med, at hunde ligner deres ejere. Kortbenet, overvægtig og dårligt lugtende. ”Præben er en gammel narkohund,” fortæller Jensen, ”men han er pensioneret nu. Egentligt skulle han have været aflivet. Men for hunde da. Han er jo min bedste ven og intet mindre end verdens bedste politihund. Han kan lugte narko på flere kilometers afstand. Og hvis min hund siger, at greven har narko i lommen, så er det sandheden. Præben har aldrig taget fejl, og det gjorde han heller ikke den dag. Men politikerne. De mente som altid noget andet. De var bange for en international krise, Dronningens ve og vel og ikke mindst det kommende valg. Min bare! Og det skulle så gå ud over Præben. Men jeg siger dig, Tristan. Det skulle bli13
14
ve over mit lig. Så jeg gav ham en ny identitet. Det er utroligt, hvad man kan med det der internet.” ”Okay,” siger Tristan og prøver at lade som om, det er spændende. Han har nemlig svært ved at tro på, at den snorkende køter skulle være verdens bedste til andet end at snorke. ”Jeg kan se på trøjen, du holder med Liverpool,” siger Jensen og sætter sin rustne Opel Kadett i gang. Hvilket ikke sker helt uden brok fra øsens side. Tristan ser ned ad sin røde trøje med en fugl over hjertet. ”Det er nu mest min far,” forklarer han. ”Jeg har sgu altid været mere til Luton Town,” siger Jensen, ”for pokker de kunne spille fodbold i gamle dage. Dengang der var rigtig fodbold til.” ”Rigtig fodbold...?” spørger Tristan, men bliver afbrudt af radioen, der pludselig bliver skruet op på max. ”Plante smil og plante solskin…” skråler Jensen i kor med de skrattende højttalere, der heldigt for Tristan sidder i instrumentbrættet. Samtidig begynder Præben at hyle. Enten i kor eller i smerte, for kønt lyder det ikke. Jensen parkerer bilen på Afgrundens støvede parkeringsplads og slukker motoren. Tristan forsøger at åbne døren, men den er låst. ”Børnesikringen er gået i baglås,” forklarer Jensen og drejer sit enorme korpus om mod bagsædet. ”Jeg ved, du ikke fortæller hele sandheden,” siger han, ”men det forstår jeg godt. Jeg har også haft en mor en gang. Satans kællinger. Men nu fortæller du mig hele historien, er du med?” Præben er vågnet op. Den står på håndbremsen og knurrer ad ham med rejste børster og tungen hængende ud af gabet. 15
”Det er sådan en good cop, bad cop-ting, vi altid laver,” forklarer Jensen og finder en godbid frem fra handskerummet, ”vi kan bare aldrig rigtig blive enige om, hvem der er hvem.” ”Altså mig og Bjarke sad lige derovre og fiskede,” begynder Tristan og forsøger at synke det spyt, der slet ikke er i den udtørrede mund. Han tænker, der mindst må være halvtreds grader i bilen, og han bryder sig slet ikke om at være fanget på bagsædet. Det føles ubehageligt i maven. Som dengang i første klasse, hvor de skulle optræde med Mariehønen Evigglad til morgensang. Han prøver at rulle vinduet ned, men håndsvinget knækker af. Jensen har travlt med at stjæle hundens godbidder. Så Tristan håber, han ikke så noget, og gemmer det bag ryggen. ”Fangede I så noget?” spørger Jensen. ”Ikke noget særligt,” svarer Tristan, ”en gammel støvle. Størrelse 44 og en gedde på 34 centimeter cirka.” ”34 centimeter!” siger Jensen imponeret, ”i det vandhul. Hvad brugte I da som madding?” ”Et par af Bjarkes gamle madpakker, der havde ligget i skoletasken siden påske,” svarer Tristan. ”Man kan sgu da ikke fange gedder med leverpostejsmadder!” udbryder Jensen og minder knægten om vigtigheden af at fortælle sandheden til lovens lange arm. ”Jamen det’ sandt,” siger Tristan og forsøger forgæves at synke igen, ”det var den hjemmelavede nede fra Brugsen.” ”Det skulle du jo bare have sagt,” siger Jensen og slikker sig om munden, ”for den er dæleme også noget videre god. Nu sidder man jo og bliver helt brødflov. Men hvad skete der så, efter I fangede gedden?” spørger Jensen. 16
”Så satte vi den ud igen. Ligesom med støvlen,” svarer Tristan. ”Hvad... spiste I den ikke?” spørger Jensen. ”Støvlen? Nej!” svarer Tristan. ”Gedden,” siger Jensen og tager sig til sin tykke vom, ”der er ellers ikke noget som stegt gedde med nye kartofler og en tyk, brun flødesovs. Og snaps naturligvis. Brøndum. Altid Brøndum til fisk. Husk det. Men hvad foretog I jer så?” spørger Jensen. Tristan kigger ud over det grønne vandhul, der kaldes Afgrunden. Vandet minder ham mest af alt om noget, der ville mutere en til en skildpadde med bind for øjnene og nunchakuer på skjoldet, hvis man kom i kontakt med det. Mest derfor kunne han ikke finde på at æde et kryb fra den sump. I det hele taget kunne han aldrig finde på at spise fisk. Det smager bare ikke godt. Heller ikke selvom mor siger, det er nok så sundt. ”Hvad pokker har du nu fundet på, Bjarke?” kører det rundt i Tristans hoved. Han kunne jo være hvor som helst. Måske ligger han bare og sover ude i hønsehuset, eller også kan han vel være på æblerov. Eller også ligger han sikkert bare hjemme ved sin farmor og ryger cigarer. Ej, mon ikke man så vidste besked. Tristan føler, han får en mavepuster, da den næste tanke farer gennem hans hoved. ”Eller også er han... Nej, det kunne han ikke finde på. Jo, gu’ kunne han det. Den spasser!”
17
124