BIDRONNINGEN
BOGENS TITEL I VERSALER OG KURSIV Copyright © 201x Forfatternavn All rights reserved Udgivet 201x af EgoLibris Omslagsdesign: grafiker Portrætfoto: fotografens navn Redaktion: redaktørens navn BIDRONNINGEN Bogen er sat med xxx (font) Copyright © 2016 Anne-Pia Jørgensen Tryk: trykkeriets navn All rights reserved nted in Denmark (eller det land, den nu er printet i) Udgivet 2016 af EgoLibris 1. udgave, 1. oplag Omslagsdesign og sats: Lotte Lund Redaktion: Michael Ford ISBN 978-87-xxxxx-xx-x Bogen er sat med Times Tryk: Toptryk Grafisk www.forlagetegolibris.dk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93434-04-2 velse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge nde dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe www.forlagetegolibris.dk korte uddrag i omtale eller anmeldelser.
Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser. kkes bogen hos Toptryk, skal disse to logoer indsættes P
I
DUCER ET RO
D
A
K
PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG
N M AR
BIDRONNINGEN af Anne-Pia Jørgensen
M
arie gik raskt af sted ad Borgergade. Mørket og den bidende kulde skabte et tomrum omkring hende, hvori lyden af hendes træsko, der slog imod brostenene, rungede. Hun så, at blomsterkonen og ÆbleKaren var ankommet til deres sædvanlige pladser og satte deres kurve frem til skue. Det betød, at hun var ved at komme for sent, og hun satte farten yderligere op. At møde sent vakte ballade, i bedste fald gav det en syngende lussing, i værste fald frakendte det morgenmad og frokost og gav en anmærkning til hendes svoger. Han ville derefter gøre alt, hvad der stod i hans magt for at straffe hende i de efterfølgende dage, og eftersom hun boede under hans tag, havde han rig mulighed for at udøve den magt. Marie kunne ikke se Karens æbler i mørket, men hun kunne svagt opfange deres duft, og hun vidste, at de var skinnende røde. Røde æbler vendte hendes tanker mod julen, og julen ankom denne selvsamme aften. Hun hastede forbi æblerne, hvis duft havde samlet hendes mundvand under tungen. På Store Kongensgade var en gruppe mænd stimlet sammen foran et opslået dokument. Deres skinnende, høje hatte 5
og lange, varme frakker fortalte Marie med al tydelighed, at hun ikke hørte til i deres verden. Hun gik tæt forbi deres rygge, nært nok til at kunne fornemme deres varme og til at kunne skimte papiret, der samlede dem. På det lyse papir var der med blæk skrevet streger, buer, cirkler og prikker, der ikke gav nogen form for mening for Marie, men det gjorde det for mændene, der diskuterede dem med lidenskab. Hun ønskede at standse, betragte de fængslende tegn og lytte til mændenes tale, der muligvis kunne skabe en form for mening for hende, afsløre papirets hemmeligheder, men tiden tvang hende videre. Tegnene stod tydeligt for hendes øjne, alt imens hun småløb. Der var noget dragende ved dem, de fremstod som magiske, fulde af magt, de fristede hendes fingerspidser til at stryge kærtegnende hen over dem, som ville de hæve sig op fra papiret, skyde ryg op imod hendes fingre og lade sig mærke. ”Marie Johannes-datter!” mumlede hun formanende. ”Hold så inde med dine drømmerier, aldrig er du der, hvor du er, det er grunden til al din elendighed!” Hun hørte ikke sin egen dæmpede stemme, men derimod søster Rikkes, der klingede klart og tydeligt i den stivnede luft. Frosten havde taget et stærkt greb i mørket og mørket i frosten, de slyngede sig sammen i en ildevarslende samhørighed. Marie så op. ”I dag er en særlig dag,” erklærede hun højt. ”I dag er en skæbnesvanger dag.” Så smilede hun og rystede på hovedet. ’’Tosserier, Marie, tosserier!” lød Rikkes stemme. I anledning af den forestående juleaften aflagde Marie et højtideligt løfte til sig selv, hun ville på turen hjem standse og betragte papiret, så meget som mørket ville tillade hende at se, og så længe kulden ville tillade hende at stå stille. Den beskedne træbro, der førte ud til Kastellet, var glat, og Marie ændrede sine skridt til langsomme og varsomme. Hun 6
hørte heste nærme sig bagfra og trak sig helt ud til broens udækkede kant. To soldater skridtede over broen i den mørke morgen, de forblev ridende side om side, men hesten, som var tættest på Marie, veg ind mod den anden hest for ikke at ramme hende. Idet de passerede, strakte soldaten benet udad i stigbøjlen, nok til at hans støvletå ramte pigen i siden, så hun var nærved at trimle ud over broen. ”Flyt dig, tøs,” brummede han irettesættende. Marie tav og så ned, det var oftest den mest velegnede taktik over for soldaterne, så de lod hende i fred, men disse to ænsede hende slet ikke, de forsvandt blot grinende ind i mørket. ”Se ned,” havde Rikke lært hende, ”du skal ikke se direkte på mænd og fine damer, de kan ikke lide, at du ser sådan på dem.” Marie vidste ikke, hvad der lå i ordet sådan, hun vidste ikke af, at hun så særligt på nogen, men såvel Rikke som hendes mand Anders påstod hårdnakket, at hun synede både stolt og hovmodig, når hun så sådan på folk. ”Stolt!” prustede Rikke derefter spydigt. ”Pyh! Hvad har du måske at være stolt af!” Når Rikke sagde sådan, fik det hver eneste gang Anders til at le og udbryde: ”Ja! Sådan en sær fattigtøs, som ingen vil have! Du skal være taknemlig for, at jeg lader dig bo her.” Og han slog sigende armene ud mod den beskedne lejlighed med store bevægelser. Når Marie bekræftede, at det var hun skam også, faldt der evigt det samme svar: ”Vel er du ej! En skønne dag sparker jeg dig ud. Hvis det ikke var af godhed for din søster, så havde jeg gjort det for år og dage siden.” Forløbet var hende så velkendt, at stemmerne afspilledes lyslevende i hendes hoved. 7
Marie så efter lyden af de to soldater, hendes hjerte hamrede stadig hårdt efter frygten for faldet. Der var så meget, hun ikke forstod, i særdeleshed ved menneskets natur, så meget, der blot fremstod som sorte, tomme huller. Hun rev sig selv fri og skyndte sig ind på Kastellet. Stedkendt gik hun ind i den ene lange, lave bygning, der husede fangerne, og hvor der i det øjeblik herskede en øredøvende larm. Soldaterne vækkede fangerne ved at sparke på de solide trædøre ind til de små rum og råbe. Lugten var, som altid, stram efter en lang nat med mange beskidte kroppe og lige så mange fyldte lokumspande på så lidt plads. Maries næse trak sig sammen, men hun vidste af erfaring, at det kun varede et kort øjeblik, førend den vænnede sig til stanken, og i forhold til de varme somre, var lugten i den kolde vinter for intet at regne. Marie fik øje på arrestforvareren, det store, gamle nøglebundt, rolig og sindig midt i al tumulten, og nejede hastigt. Han nikkede distræt. ”Ja-ja, så er det tid, hent deres morgenmad hos Koge-Louise. Der er kommen to nye.” Marie nejede atter, vendte rundt og ilede ud i det lave grovkøkken, hvor Koge-Louise stod og kogte boghvedegrød over det åbne ildsted. Koge-Louise talte ikke, så blot på folk omkring sig med et mørkt blik, der talte for sig selv. Den gængse omgangsform med Koge-Louise var at undgå hende. Hun vakte de fleste menneskers ubehag under det tunge blik i den tavse verden. Maries ubehag havde dog udviklet sig til tryghed og ro i den så substansfulde kvindes nærhed. ”Godmorgen,” hilste Marie med en kådhed, der udsprang af den ubemærkede forsinkelse. Koge-Louise så på den unge pige og begyndte straks på mekanisk vis at øse grød op i de små træskåle. Marie satte en træske i hver eneste skål og bar dem ud i den lange gang, hvor hun satte dem enkeltvis foran dørene. Ved en dør magen 8
til de mange andre stod en underofficer vagt, han granskede mistænksomt såvel Marie som skålen. ”Næh, ham her skal ikke have så meget.” Han tog skålen ud af pigens hænder, netop som hun bøjede sig ned for at sætte den på gulvet foran ham. Han øsede store skefulde ind i munden. ”Kongen selv har bedt os være særlig hårde ved ham, så ham skal du ikke forkæle,” spyttede han og tog endnu et par skefulde. ”Hvorfor?” spurgte Marie forsigtigt. ”Hvorfor?” udbrød han vantro og spildte derved det meste af den gode, varme grød. ”Du skal ikke spørge hvorfor! Du skal ikke bryde dit dumme, lille hoved med noget, du ikke har forstand på!” Så skiftede hans vrede udtryk til et bredt grin. ”Fordi han er en værre karl!” råbte han højt og sparkede sigende på døren. ”Han er en fjende af kongen, en fjende af Danmark!” råbte han med stor kraft mod døren. Ikke meget klogere nikkede Marie blot samtykkende og skyndte sig at forlade underofficeren, hvis ansigt havde skiftet farve til dybrød. Hun gik ud til Koge-Louise, hvor hun stående spiste sin egen grød, førend hun påbegyndte rengøringen. ”En fjende af Danmark,” mumlede hun eftertænksomt. ”Hvad vil det mon sige?” Hun så på Koge-Louise, der betragtede hende helt og aldeles uforstående.
9
***
V
interen blev modstræbende afløst af foråret, træerne stod stolte og strunke med deres lysende kroner, der synede klarere end nogensinde. Luften var mild og duftende, og den løftede humøret hos såvel mennesker som dyr, bristefærdig af løfter om håb og tro. Græsset stod heller ikke tilbage, men havde sat et væld af lysegrønne spirer så massivt, at plænerne var blevet som tykke tæpper, der dækkede jorden og bevægede sig som grønne bølger i vinden. Bag Kastellets mure havde foråret dog svært ved at trænge ind. De mange triste skæbner, angsten og hadet, hvilede tungt over stedet i sin egen kulde. Det var, som det var tungere at ånde derinde end nogen andre steder, som var luften presset af al den ulykke, der var samlet på det ene sted. Marie var travlt beskæftiget med at sætte kander med vand ind til de fanger, der var ude på deres gåtur. Med to fyldte kander, der vejede tungt i hendes hænder, gik hun ned til døren, der altid bevogtedes af en skildvagt, en soldat med gevær over skulderen, der på skrævende ben blokerede døren. Han trådte til side og åbnede døren for hende, lukkede den straks efter hende og trådte tilbage i samme position. Marie gik ned ad den lange gang, ned mod trappen, der var i den modsatte ende og som førte hende op til de små værelser på anden etage. Hun bevægede sig varsomt for ikke at spilde af vandet. En mørk og kraftig stemme, hun ikke kendte, lød fra et af værelserne foran hende: ”Jeg beder Dem på det inderligste lade mig have skrivematerialer og bøger. De vil vel ikke fratage mig retten til at
10
læse og skrive? Jeg beder Dem!” bad stemmen med blødende oprigtighed og så indtrængende; det var en smuk stemme, rund og fuld af klang. Maries nysgerrighed var vakt. Hun trådte en anelse nærmere værelset, hvorfra stemmen kom og stod så stille og afventende. Så hørte hun en stemme, som hun var ked af, at hun kendte: General Lorentz’. Marie både frygtede og følte stærk modvilje imod General Lorentz. I sit eget og Koge-Louises selskab benævnte hun ham Fisken, fordi hans øjne forekom hende kolde og tomme som en fisks, hun så for sig rækkerne af sild på trækvognene, eller to sild side om side på Rikkes stegepande, stivnede, kolde, et blik med intetheden bag sig. Generalen nærede tilsyneladende ingen følelser eller sympati for andre end sig selv, hvilket gjorde ham fjern og hård og af og til endda ondskabsfuld. Marie havde hørt de unge soldater sige om ham: ”Når Generalen gør noget godt, fortryder han det dagen efter!” ”Er det ikke netop med pen og blæk, at De spreder Deres løgne og bedrag? Udspringer Deres forræderi ikke netop fra Deres pen og Deres mund? Munden har vi fjernet, det samme gør vi med pennen.” Det gik op for Marie, at det måtte være den hemmelige fange, Generalen talte til. De menige på Kastellet kaldte ham den hemmelige fange, fordi de aldrig så ham, han blev holdt skjult, og han kom aldrig ud som de andre fanger. Alene Generalen og arrestforvareren så ham, foruden den underofficer, der til deres beskyttelse gik med dem ind i værelset. Den hemmelige fange var den strengest bevogtede på hele Kastellet, så meget vidste Marie, men hun vidste ikke hvorfor. Hun vidste kun, hvad soldaten havde sagt dengang i vinter: ”Han er en fjende af Danmark!” 11
”Og bøger.” vedblev Generalen. ”Hr. Doktoren har da allerede bøger, og den ene bog kan vel være lige så god som den anden, når blot den ikke er forfattet af Dem.” Hans stemme var en glidende strøm af hån med særligt tryk på titlen. Marie turde ikke længere stå stille. Hvis Generalen så hende der, ville han straks gennemskue hende og blive rasende, over for ham gjaldt ingen skjulesteder. Som om hun nøje koncentrerede sig om kanderne, gik hun forsigtigt videre, og da hun passerede den åbne dør, måtte hun se ind. Med ryggen til hende stod Generalen, ved væggen stod en underofficer med bajonetten rede, men dog i skede, i rummets midte med front mod Generalen og dermed også hende stod den hemmelige fange: To sorte øjne ramte hende, som havde de ventet hende. Det gjaldt om at virke uanfægtet og fuldt optaget af konkrete gøremål i tilfælde af, at Generalen vendte sig, men sandheden var en anden. Marie passerede værelset så langsomt som overhovedet muligt, og centralt i sit synsfelt så hun den hemmelige fange, han dominerede billedet, det lille værelse fremstod blot som en sløret kulisse omkring ham. Hans blik hvilede med absolut fokus på hende. Marie var forbi døren og nede ved trappen, det hele var foregået på et øjeblik, men det føltes, som havde tiden for en stund strakt sig og gjort øjeblikket længere, som når smeden strakte det glødende jern længere, end det var. Men hvis var hænderne, der strakte tiden? Da Marie kom vejen tilbage med tomme hænder, var døren lukket til det lille værelse, og der var stille, men hun sansede en opmærksomhed og et tilbageholdt åndedrag, lig sit eget, på den anden side af døren. Intensiteten var så stærk, at den var i stand til at vække et smertende undertryk. Marie hentede sin humpel brød og et koldt stykke flæsk hos Koge-Louise, så gik hun udenfor, hvor luften var lunere 12
end bag de tykke, kolde mure, der drev af fugt, og hvor lugten var tusindfold bedre. Hun satte sig under et ungt kastanjetræ, der endnu ikke skyggede nævneværdigt for solen. Hun nød duften af det friske græs, imens hun sultent spiste. Uden videre tanke begyndte hun at tælle vinduerne i den lange arrestbygning. Hun kendte de små værelser så godt, at hun kunne finde frem til den hemmelige fanges vindue. Han havde et af de nederste værelser, så hans vindue var nær ved volden og ikke højt fra jorden, det betød, at værelset var dunkelt, fugtigt og med mange rotter. Hvorfor må han ikke komme ud? Hvad har han mon gjort? Det undrede hende. Selv morderne kom ud i gården, og var at slå ihjel ikke den største synd? Generalen havde talt om forræderi og bedrag, flere af de embedsmænd, der sad fængslet på Kastellet, sad der for bedrageri og tyveri. Mon det var noget sådant, han havde gjort? Men hvorfor blev han så ikke behandlet som dem? Og han lignede ikke en embedsmand, han var mere forhutlet end dem, men hans tale og hans ønske om bøger, pen og blæk adskilte ham fra almuen. Hans inderlige bøn om tilladelse til at læse og skrive havde ramt hende, det samme gjaldt hans tilsyneladende venlighed, men Marie vidste kun alt for vel, at mange af de fængslede på Kastellet ikke var, hvad de udgav sig for at være, som det ofte også var tilfældet med folk uden for Kastellet. ”Om hun ikke sidder der og driver!” skar en skarp stemme med pludselighed igennem luften. Marie så op og fik i et vindue øje på arrestforvarerens kone. Arrestforvareren boede i en lejlighed i arrestbygningen med kone og børn. Han og konen levede som hund og kat, hvilket de stakkels børn led under, det var allemandsviden.
13