Læseprøve Himlen og helvede by Lotte Lund, GrafiskGenvej

Ole Mortensøn er uddannet i etnologi og historie ved Københavns Universitet og er forfatter til en lang række historiske bøger og artikler. Himlen og Helvede – samt 31 andre korte noveller om danskere er Mortensøns debut som novelleforfatter.

EGOLIBRIS

af Ole Mortensen

978-87-93091-35-1

– samt 31 andre korte noveller om danskere

Denne samling af 33 kortnoveller handler om mennesker i by og på land, og de handler om danskere, fordi de er skrevet på dansk om folk, som taler vores lille, men dejlige sprog og som tilhører vores lille del af verden.

Himlen og Helvede

Mød fortidens krigshelte og nutidens hverdagshelte, mød kvinder og mænd der søger hævn, og mænd og kvinder der søger kærlighed, mød eventyreren, kommunalarbejderen, udbryderkongen, syersken, den gode degn, lægesekretæren, sømanden, falckredderen og mange flere. Mød også det mystiske, skæbnen, det uforklarlige som skjuler sig lige bag ved virkeligheden.

Himlen og Helvede – samt 31 andre korte noveller om danskere

EGOLIBRIS

af Ole Mortensøn

Himmel og Helvede – samt 31 andre korte noveller om danskere Af Ole Mortensøn Copyright EgoLibris 2015 Redaktør: Eva Götzsche Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-35-1

www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com

Himmel og Helvede – samt 31 andre korte noveller om danskere af Ole Mortensøn

EGOLIBRIS

Forord En kortnovellesamling er en bakke med læsefrugter lige til at indtage enten man sidder i toget, i venteværelset eller hjemme i lænestolen. Kortnovellen er sprogligt og indholdsmæssigt kompakt. Den fortæller noget, vil et sted hen, og må finde en hurtig afslutning. Et kendetegn for mange kortnoveller er blandingen af realisme og ren fiktion. Man kan sige at kortnoveller kunne være virkelighed, men der er lagt noget til og trukket noget fra for at få fortællingen til at gå op. Kortnovellen kan desuden som anden skønlitteratur betræde fantasiens og mystikkens verden. De efterfølgende kortnoveller handler alle om såkaldte almindelige mennesker, om sekvenser af liv. Nu findes der ingen almindelige mennesker, for hvert menneske bærer på sine egne muligheder og begrænsninger, og ethvert menneske befinder sig et bestemt sted og lever i et lokalt samfund. På samme måde er det med fortællingen om mennesker. I dette tilfælde er stedet Danmark og historierne er skrevet i påskønnelse af og kærlighed til det sprog og den kultur, vi tilhører. Andre folk har deres sprog og kultur, som hverken er ringere eller bedre end den danske, kun anderledes. Vi lever i et meget lille sprogfællesskab. I en globaliseret medieverden er vores sprog sårbart. Vi kan kun passe på det ved at bruge det, dvs. tale, læse og skrive på dansk. Tiden er også en faktor i enhver fortælling. Megen skønlitteratur skrives synkront, dvs. foregår i samme tidsalder. Her er fortællingerne fra vidt forskellig tid, hvilket giver læseren en udfordring, måske en overraskelse. På den måde er disse kortnoveller samlet set et møde med danskere gennem tiden.

Indholdsfortegnelse

Himlen 7 Helvede 9 Krigslist 12 Duen 16 Linje 1

Den forhenværende

Møllen 28 Den fynske dragon

Kaffe og kærlighed

Klabautermand 40 Magersfontein 1899

Gammel kærlighed

Livsvarigt

Skade for hjemgæld

Fyret 62 Den sidste tjener

Dømt til at sejle

På café

Joachimsdaleren 78 Lort 87 Alzheimer 90 Den 17. november

Retfærdighed 97 Færgetid 102 Dagbogen 107 Til kamp mod krigens mænd

111

Krukken 116 Falckmanden 118 Natportier 121 Maleriet 126 Container 129 Med S-tog

134

Kustoden 136

Himlen Han ligger på ryggen med ansigtet op mod himlen. Det er længe siden, han har ligget sådan - ikke siden han var barn. Det er en af disse dejlige sommerdage med hvide skyer, som driver hen over en blå himmel. Som barn lå han ofte i kløvergræsset og fantaserede over skyformationerne, som undertiden antog groteske former. Skyerne over ham spadserer i dag roligt hen over himlen. Han hører lærken et sted. Den slår sin trille højt oppe, er en lille sort prik på den blå himmel, men han kan ikke se den sådan som han ligger. Der er noget livsbekræftende stædigt ved den lille brune fugl, som han ikke har lagt mærke til i lang tid. Hvordan kan det gå til, at han ikke længere ser op i himlen? Himlen er blevet et baggrundstæppe, en selvfølge, men den er jo ingen kulisse. Den er en billedbog med bestandigt nye sider, snart helt gemt bag skyer, snart titter den frem blandt forrevne skyer, snart er den høj, klar og lyseblå, og om natten bliver den sort og viser en vrimmel af stjerner, som er umulige at tælle. Der er noget dejligt ved den himmelblå farve. Hans morfar, en kæmpe af en mand, havde en fast bemærkning om himlen, når han som dreng hang med næbbet: "Op med humøret min dreng! Husk på at oven over skyerne er himlen altid blå!" Og det var jo rigtignok. Da han selv blev voksen og rejste med flyver, kunne han konstatere, at når man passerede igennem skylaget, blev himlen klar og blå. Morfaren havde også et udtryk, når en løgn var for langt ude. Engang han i leg hoppede rundt på nogle sten ved stranden gled han i vandet. Da han kom hjem til sine morforældre med sjaskende våde sko og strømper, fortalte han, at han havde trådt i en stor vandpyt. "Næh, sømand, nu lyver du det blå ned af himlen," sagde morfaren med et stort smil. Himlen blev glemt undervejs i hverdagen. Som barn troede han, at folk kom op i himlen, når de døde. Det sagde de voksne, da hans farmor døde. ”Hun er oppe i himlen.” Det fik ham i en periode til at stirre op i himlen, for at se efter hende. Men hvordan skulle hun komme derop fra kisten, de havde lagt hende i?

Det var en tanke, han snart opgav, himlen som de dødes opholdssted med hvide skyer befolket af gode og kærlige mennesker klædt i hvide kjortler og et eller andet sted derimellem Gudfader med hvidt skæg og hærskarer af engle. Gud i himlen forsvandt for ham allerede, da han var et stort barn. Han havde i årevis ikke tænkt på Gud. Nu om stunder er der vel overhovedet ingen Gud. Folk har glemt ham. Som barn bad han sit fadervor, og dengang da hans farmor var alvorligt syg, sendte han mange bønner op til himlen, om at hun skulle blive rask. Det blev hun ikke... og nu er Gud i himlen for hans vedkommende stuvet langt af vejen. Der er dog noget derude bag den blå himmel: planeterne Venus og Mars, Uranus og Saturn, den med ringen omkring, Merkur og ... han husker ikke den sidste planet ... men månen, som ses tydeligt fra jorden. Og siden hans barndom har mennesket taget himmelrummet i besiddelse med rumfart. Rumraketter har ført mennesket til månen og sendt sonder med måleudstyr langt ud i himmelrummet. Det uundgåelige spørgsmål om eksistensen af levende væsner på andre planeter inden for solsystemet mener astrofysikerne, at kunne besvare med et klart nej. Og deroppe på himlen står solen, den store brændende planet, som bringer liv og energi til jorden. Han kan ikke se den, som han ligger, men den må være et eller andet sted bag hans hoved mod vest. Det er efterhånden ud på eftermiddagen. Nu kan det ikke vare så længe, før de i elselskabet undrer sig over ikke at have hørt fra ham. Faldet fra masten har lammet ham, men stemmen kan han da bruge, det har han prøvet. Den vil han bruge, når han hører dem komme... Det kan ikke vare længe.

Helvede Islændingen, Øystein Joensen, begik for tredje gang lejermål i sit ægteskab. Lagtingets tålmodighed var opbrugt for denne mand, som ikke kunne tøjle sine lyster og igen og igen forsyndede sig mod såvel det 6. som det 10. bud. Domsmændene gjorde kort proces og dømte ham til på livstid at gå i lænker som slave på Bremerholmen i København. Han ankom med skib midt på sommeren i det herrens år 1721 og blev af ekvipagemesteren taget ind for at blive slået i lænker på Holmen. Her fik han fangeklæder af vadmel, et jernbånd om livet, et jern om foden og blev gennet til arbejde af slavefogeden, som modtog den nytilkomne med spark og slag af en stok. Øystein var landet i helvede. De var 36 jernfanger på Bremerholmen. Om natten blev de alle indesluttet og fastlænket i en kælder. Fra tidlig morgen til silde aftenen sled de med slavearbejde. De slæbte træ til skibsbygning, pillede tovværk op, drejede reberbanens hjul, trådte smedjens blæsebælge og rensede og gravede latriner. Arbejdet blev kun afbrudt af bespisningen, som fandt sted morgen, middag og aften i spisekælderen eller udenfor denne. Sommetider blev nogle stykker udtaget til at gå i trædemøllen på muddermaskinen, der uddybede havneløbet. Det arbejde var det værste, der fandtes. Hjulet skulle hele tiden drejes for at overføre kraft til gravemaskinen. Den ene dag tog den anden i denne snavsede elendighed med hårdt arbejde, prygl og rotter, som bed de sovende i kælderen. Selv husdyrene på Island har det bedre, tænkte Øystein. Han var stor og stærk og kunne nok klare arbejdet, men det udsigtsløse slaveri kunne han ikke udholde. Tifold angrede han sin synd og liderlighed og bad hver aften for at hans sjæl og legeme måtte blive frelst. En gang om måneden kom de til alters i slavekirken. I sin kvide talte han med præsten, om der ikke var nogen udvej af denne pine. ”Kun den kongelige nåde kan udfri dig af dette fængsel! Gud lindre dine trængsler,” var svaret. Der var fanger, som på egen hånd prøvede at finde en udvej af fængslet, men det lykkedes sjældent. Selvom de slap ud fra Bremerholm, blev de for det meste pågrebet, inden de nåede at flygte ret langt. Byen var omgivet af volde og bevogtet af soldater, og ved landeveje og færger

var der også soldater, som kontrollerede, at folk havde gyldigt rejsepas. Nogle prøvede at undslippe ved at kaste sig i havnen og svømme bort, men de druknede, inden de kom over kanalen. Tre mand tog en af bådene og forsøgte at undkomme til Christianshavn, men de blev opdaget af vagten, der skød på dem, dræbt den ene og sårede en anden af fangerne. Øystein gik efterhånden som i søvne. Han talte knap til nogen, spiste og arbejdede som et husdyr. Inde i hans hoved tumlede han med spørgsmålet, hvorfor han fortsat skulle plages, når han havde angret? Hvorfor hørte Gud ikke hans anger og bønner? Var der ingen tilgivelse, men kun fordømmelse? En nat i januar 1723 kom Satan til ham. Satan kendte hans navn og spottede ham: ”Hvorfor beder du til Gud, når jeg kan hjælpe dig ud i det fri? Du skal blot give mig din sjæl efter døden, og så skal jeg gøre, hvad du beder om. Du skal skrive en kontrakt og underskrive med dit eget blod. Jeg skal sørge for, at du slipper fri, og give dig penge, kvindfolk og et lystigt liv her på jorden.” Øystein krummede sig sammen og holdt sig for ørerne. Han ville ikke lytte til den onde og mumlede for sig selv fader vor. Tre gange hjemsøgte Satan Øystein. Til sidst kunne han ikke modstå den store frister. Han fik fat i et stykke papir, skar sig i fingeren og skrev med en lille pen sin kontrakt punkt for punkt, sådan som det var blevet fortalt ham af Satan. Den nat faldt han i en tung søvn og kunne knap komme på benene, da slavefogeden sparkede til ham næste morgen. Det beskrevne stykke papir faldt ud af hans vadmelstrøje. Fangevogteren så det, samlede sedlen op og gjorde store øjne. Øystein blev straks kastet i det sorte hul. Gudsbespottelse var en alvorlig sag. Sedlen vandrede videre til mønsterskriveren, og fangen blev indkaldt til et forhør, hvor han måtte forklare sig og tilstå, at han havde forskrevet sig til Satan. Han angrede og bad om forladelse. Sagen blev sendt til biskoppen af Sjælland og en række af hovedstadens præster. Disse kom med et responsum, hvori flere af præsterne skrev, at delinkventen havde gjort sig skyldig i gudsbespottelse, og at den strengeste straf måtte eksekveres. Derfor skulle først højre hånd og derpå hans hoved afhugges og siden sættes på en stage til skræk og ad-

varsel for andre. Biskop Worm og to af de lærde teologer havde dog en anden opfattelse. De mente at fangen var forfulgt af fantasier. De resolverede, at delinkventen skulle pardonneres på livet, stille til skriftemål samt piskes og straffes med strengere arbejde. Sådan blev det. Øystein Joensen måtte trælle videre i sit helvede, forladt af både Gud og Satan.

Krigslist En forårsdag i det herrens år 1510 fortalte præsten i Kirkeby fra prædikestolen, at krigen mod kongens lande og øer var brudt ud. Der blev murren og uro i det lille rum, hvor der plejede at være ro og tryghed bag de tykke mure. Præsten sagde, at lybækkerne ville føre krig. De var utilfredse med kongens magt i Østersøen og de støttede de svenskes oprør. Øboerne ønskede sig ikke krig. De handlede med de nordtyske stæder og frygtede hansaens krigsmagt. Fra lensmanden udgik ordre om, at sætte strandvagter, og på Flakkebjerg kom der atter en bavn, som kunne antændes og varsko om fjenden var på vej. Folk vidste nok, hvordan det gik til i krig. Krigsmagten overfalder og brænder, plyndrer og myrder fredelige bønder og fiskere også herremænd og præster. Søndenbros og Nordenbros bymænd mødtes for at rådslå om, hvad der kunne gøres. De fleste var for at sende kvinder, børn og kvæg nordpå til skovs og til moserne, hvis ulykken skete og krigskarlene gjorde landgang på øen. Men Søren Ejlersen, en midaldrende rødskægget gårdmand, var af en anden mening. Han havde mangen gang faret med sin lille skude til Travefloden, og han kendte lybækkerne og deres krigsfolk og mente, at lybækkerne nok ikke var så ivrige efter at brandskatte øen, hvis de frygtede at få en næsestyver. "De er modige nok, når de har overmagten, men hvis de fornemmer, at de står over for beslutsomme fjender, er de ikke så kry," sagde Ejlersen. Smeden ved kirken var ganske vist i gang med at smede spydspidser, men hvordan skulle de nogensinde kunne udrette noget mod lybækkernes landsknægte og deres piker, sværd, armbrøster og harnisker? Lybækkerne var øvede krigskarle, som ikke gik af vejen for en sølle spydbevæbnet bondeskare. Den rødskæggede gav ikke op: "Vi skal gøre dem bange, og vi skal lægge en plan. Det vigtigste er, at vi ved, hvor de vil angribe og gøre landgang! De kan ikke så godt ankre op og landsætte deres krigsfolk på kysten. Der ligger de for udsat, hvis det bliver sydvestlig kuling. Næh, de

skal finde havn, og den eneste havn på disse kanter er noret. Dér vil de søge ind med deres skibe.” "De kan ikke finde ind,” hævdede en bonde fra Nordenbro. "Jo de kan," svarede Ejlersen. "De kender stedet, og de kan bruge loddet -- så finder de vej.” "Jamen hvad kan vi da gøre?” lød det. Ejlersen kløede sig i skægget og svarede: "Jeg har tænkt over det. Vi skal gøre dem forskrækkede! Vi skal undgå at tænde bavnen på Flakkebjerg og i stedet bruge ryttere til at sende bud fra landsby til landsby. På den måde tror de sig uopdagede. Og når de kommer ind i noret med skibene, skal vi kunne mønstre et mandstærkt opbud af spydkarle. Jeg ved godt, vi ikke har så mange, men dem vi har, stiller vi nærmest fjenderne, og på toppen af bakkerne stiller vi alle andre, også opløbne knægte og kvinder, og så må vi få det til at se ud som om, de står over for en talrig og farlig fjende. Vi forsyner alle med stager, og vi må vikle klæde om hovederne, så det på afstand ligner jernhatte. Alle byerne heromkring skal give møde, og på et signal skal alle mand træde frem på bakkerne. De bedste folk skal gå ned til stranden.”Og en ting til,” sagde Søren Ejlersen: "Vi skal lade som om, vi vil blokere indløbet for at forhindre dem i at slippe ud. Vi må bygge en flåde fyldt med grene og gammel halm.” Bønderne i de to byer blev enige om, at det var en plan, som var værd at afprøve. Den udelukkede jo ikke, at man om nødvendigt tog flugten. Der gik bud til nabobyerne og besked om at møde frem, hvis fjenden kom. Også lensmanden nordpå blev indviet i planerne, og han lovede at stille med så mange ryttere og svende, han kunne undvære. Alt åndede dog fred og ro, og foråret indfandt sig med blomstrende mirabeller, redebyggende fugle og koncert i moser og kær fra frøer. Kreaturerne kom på græs og udviste den sædvanlige livsglæde ved gensynet med engene langs noret. Langs sydkysten blev der gået vagt, og fra Flakkebjerg holdt man øje med skibe ude i Østersøen. En eftermiddag i begyndelsen af maj kom en halv snes firkantede sejl med de iøjnefaldende mersekurve i toppen af masten. De kom fra sydøst med en af de mange østlige briser, som kendetegnede foråret. Men det var ikke salt, tjære, øl og flamsk klæde som var om bord i skibene. Det var væbnede mænd, som var ude for at myrde og plyndre.

Udkiggen på Flakkebjerg nølede ikke. En rytter blev sendt af sted til Søndenbro og Nordenbro, og fra disse landsbyer red andre ryttere til nabolandsbyerne. En karl red med bud til lensmanden på slottet. Fjenden var på vej! Det gik som Søren Ejlersen havde forudset. Lybækkerne ankrede ud for noret og sendte nogle mindre fartøjer ind i mundingen for at lodde sig frem og observere forholdene. Der var tre skibe og fire skuder, samt et par store både. Det ene skib var en lille, ny kravel med tre master, og de andre to var mindre koggeskibe. Om bord i skibene blinkede våben og hjelme i aftensolen. Der var tohundrede og halvtreds krigsfolk om bord, anslog de skibskyndige. Tidligt næste morgen lettede skibene deres ankre, og et efter et blev de varpet og bugseret ind i noret, hvor ingen og intet syntes at true eller forhindre en vellykket indsejling og udskibning af krigsfolkene. Det var en stille og smuk forårsdag og fra land hørtes fuglesang. En hyrde drev nogle kreaturer op på en af bakkerne. Da de lybske høvedsmænd havde drukket en skål på veloverstået sørejse og ønsket hinanden rigeligt bytte, begyndte de at gøre klar til landgangen. Deres medbragte både lå langs siden af skibene, og landsknægtene skulle til at gå fra borde. På stranden stod hyrden, som var Søren Ejlersen, og iagttog alt, hvad der skete. Og på hans tegn lød pludselig gjaldende horn. Det var byhornene, som blev blæst, og frem fra bakker og dale kom grupper af spydkarle. De stod snart række ved række på bakkerne omtrent hele noret rundt. De første spydkarle begyndte at rykke ned til strandkanten for at tage imod fjenden. På skibene udstødte bådsmænd og knægte overraskede råb og drøje eder og forbandelser. Det så ikke godt ud. Det ville blive en kostbar landgang med mange døde og sikkert kun et ringe udbytte. Disse øboer så ud til at være velbevæbnede og kampberedte, og de havde nok også en slagplan. Lybækkernes førere og skibshøvedsmænd tog et overblik over situationen. Den kunne blive farlig. De lå omgivet af fjender, og skibene kunne let blive udsat for et angreb. Hvad skulle de gøre? Mens de rådslog, blev en flåde bugseret frem fra sit skjul i en arm af noret. Flåden var fyldt med halm og grene. Nu var det indlysende for høvedsmændene, hvad planen var: At spærre udløbet fra noret og sætte

ild i deres skibe. De risikerede at tabe hele flåden. Nu gjaldt det om at komme ud. Ordrer om at angribe folkene med flåden og forhindre dem i at spærre noret af blev råbt til bådførerne, og kampklare landsknægte kastede sig i et par af bådene, som hurtigt roede mod indsejlingen. På bakkerne blev spydkarlene stående, men en lille afdeling ryttere dukkede op og begav sig langs med stranden hen mod indløbet af noret. Om bord på de lybske skibe gav skipperne ordre til at hale ankrene op og begynde bugsering ud af noret. Snart nåede de første lybækkere frem til flåden med kvaset, og folkene ved flåden og den båd, som havde slæbt den frem, flygtede bort. Det var dog ikke alle som nåede at flygte. En enkelt blev ramt af armbrøstpile fra lybækkerne. Imidlertid var rytterne og en afdeling fodfolk dukket op, og de begyndte med armbrøster at beskyde lybækkerne, som med stort besvær og flere sårede bemægtigede sig flåden og fik den slæbt væk. Kamphandlingerne blev fulgt fra skibene, som nu et efter et bevægede sig mod norets munding og ud mod havet. Omsider kom alle skibe, skuder og både velbeholdne ud af noret. Lybækkerne ønskede hinanden tillykke. De var sluppet ud af sækken uden videre tab. Inde i noret forsvandt "krigskarlene" fra bakkerne. De gik hjem til deres landsbyer lykkelige over at være sluppet af med fjenden og vel tilfredse med deres egen indsats. Krigen fortsatte. Lybækkerne drog andre steder hen, brandskattede Nakskov, men øboerne havde overlistet en stærk fjende og vundet freden for dem selv. Lensmanden kaldte Søren Ejlersen til slottet og bænkede ham ved højbordet. Han sagde på egne og kongens vegne Ejlersen tak for hans indsats, og da det forekom lensmanden, at en mand med hans evner kunne gøre stor nytte i krigen, foreslog han, at Ejlersen blev høvedsmand og gik i kongens tjeneste. Søren Ejlersen fandt, at tilbuddet var en stor ære, men takkede ærbødigst nej. Han var skipper og bonde og ikke krigskarl. Han ønskede et langt liv med børn og mange børnebørn, og det tvivlede han på, at krigen ville give ham. Lensmanden lo, gav ham i stedet fem sølvdaler og lod ham gå. Søren Ejlersens slægt blev stor og sad i generationer som selvejere på gårde i Søndenbro.