FÆDRE OG DØTRE Af Johan Keller
Fædre og Døtre Af Johan Keller Copyright EgoLibris 2015 Redaktør: Maria Mazanti Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN:978-87-93091-60-3 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com
FÆDRE OG DØTRE Johan Keller
1 Dalen strækker sig nord-syd over femogtyve kilometer, og fjorden midt i den er fem kilometer bred på dette smalle sted. Bjergsiderne skråner stejlt ned mod vandet, så man kan forestille sig, at der må være rigtig dybt ude midt i fjorden. Vandets overflade suger ens blik til sig, det er meningsløst at kigge i andre retninger, når man kan se den evigt foranderlige vandoverflade med skiftende strømninger og vindfelter. Vandet er blågrønt, og når solen skinner på det, får de turkise farver et løft. Der hvor der er skygge på vandet, dominerer de brune og sorte nuancer. Skyerne kører mest langs med bjergene, men hvis vinden er østlig, kommer de forsøgsvist ud over fjorden hvor de heldigvis går i opløsning et stykke ude. Ud på dagen får de magt til at holde sig i luften helt over til deres egen bred, og så lukker udsigten desværre noget til i forhold til om morgenen. Derfor sidder de begge udenfor fra tidlig morgen, og igen ud på aftenen, når skyerne er svundet ind. Hun sidder ved bordet med en trøje over skulderen og med et norsk blad som hun indimellem kommenterer. Han har vundet hævd på hjørnestolen med et tæppe over sig og er tavs: man behøver ikke sige noget, farvespillet er en film han kan se på i det uendelige.
5
2 Den morgen dukkede der en helikopter op som fløj langs med fjorden og landede nede ved den offentlige strand. Der lå en kikkert i vindueskarmen, så de kunne ikke undgå at se, at en badegæst blev bragt i land af én med dykkerdragt. De gav kunstigt åndedræt, men efter et stykke tid stoppede de. Så fløj helikopteren igen. Redderne bar manden op gennem slugten til en ambulance som de først kunne se nu, men han var tydeligvis død, for de gav sig rigtig god tid. Anne og han blev enige om at fremskynde turen til købmanden til samme eftermiddag, så de kunne holde en pause med at kigge på fjorden. Om aftenen klarede det op igen, solnedgangens flammer ramte væggen som sædvanlig, men ingen af dem sad i stolen ved vinduet den aften, og der blev ikke sagt andet end helt praktiske bemærkninger om tallerkner og viskestykker. Han fik Tv’et til at virke, de kunne næsten se BBC-News. Bagefter kiggede han på de to bøger han havde medbragt. Han begyndte på dem begge to ovre i sofaen den aften, men kom ingen vegne. Anne var i forvejen i gang med en krimi henne ved den gode lampe. Det var nok for tidligt at forvente sms fra Louise. Det blev mørkere, og nu så han tågeskyer på toppen af det højeste bjerg. Udsigten var alligevel ødelagt.
6
3 Næste morgen, det var torsdag, var det udendørs vejr igen. De sad og kiggede ud på fjorden, så der skulle siges noget. Det var typisk Anne der begyndte: ”Tænkte du på det samme som jeg i går formiddags? ”Jah, du mener Michael?” ”Ja, selvfølgelig, det må jo være sådan det har set ud, da han … døde dernede.” ”Det var nogen oppe i det andet hus der ringede, ikke?” ”Jo, men jeg forstår stadig ikke hvordan de kunne se ham under vandet fra den vinkel?” ”Altså, politiet sagde det var en almindelig drukneulykke, og det var jo sikkert også et hjerteslag der var med i billedet, ikke”, sagde han og tog en skive brød mere. ”Men hvorfor skulle Michael blive dårlig så hurtigt, han badede jo aldrig ude på det dybe?” ”Nå, ja … det ved jeg ikke, jeg var jo aldrig med ovre i det hus, så …” ”Og han var faktisk i ret god form, så det med hjerteanfaldet må først være kommet i anden omgang …” Han prøvede med sin pædagogiske facon: ”Ja, det var ikke så rart i går, men skulle du ikke tænke på noget andet nu, det er jo alligevel så længe siden at Michael …” ”Du kan altid putte tingene ned i en sæk og lukke den til, jeg tænker stadig på ham … en gang i mellem.” ”Ok, det var jo også dig der kendte ham bedst, jeg havde jo ikke …” ”Han var da din ven tilbage på kollegiet!” ”Ja, men det var dig der kom til at arbejde sammen med ham på det projekt …” Han ville ikke nærmere ind på alt det igen, nu var de på ferie og 7
skulle afrunde denne uge på den bedste måde, så han tog en kop kaffe mere og vendte sig direkte ud mod fjorden. ”Nå, så vender hr. konfliktsky ryggen til igen, du er bare så …” Han tog sig i at mærke et luftpust i nakken, men der skete ikke noget rent fysisk, så nu kiggede han systematisk på de forskellige strømhvirvler på fjorden og prøvede om han kunne se nogle af dem bevæge sig. Lidt senere skævede han over skulderen: hun var gået ind i huset. Han prøvede at slappe helt af, men det virkede ikke. De havde aldrig fået udredt den historie med Michael og hende, selvom der havde været anledninger nok. Og deres forhold havde jo været udmærket det sidste års tid. Det var bare den fandens drukneulykke i går …
8
4 ”Vil du med en tur op gennem skoven inden frokost?” Anne stod i døren og havde skiftet tøj. Han nikkede og rejste sig. Nu skulle hun signalere forsonlighed igen, og det var han helt med på. Medmindre hun ville rippe rigtigt op i den historie, men det var alligevel for usandsynligt. De havde haft det nogenlunde godt sammen først på ugen med de begrænsninger hans blodtryk osv. lagde på ham. Han skiftede til de lange shorts. Vejen op blev hurtigt stejl, selvom det ikke så sådan ud nedefra. Anne tog téten. De lodrette fyrretræer stod majestætiske over hele området, luften blev lidt køligere efterhånden som de steg til vejrs. Han var nødt til at holde en pause ved en kæmpestor myretue i vejkanten. ”Er du allerede forpustet?” råbte hun. ”Man bliver hurtigt svedt af det her … jeg skal jo ikke anstrenge mig alt for meget … har du set denne her kæmpetue, de har anlagt en hovedvej tværs over stien?” ”Du snakker, det er sikkert bare dit blodtryk der giver de smerter – du har brug for noget motion – og et job!” ”Jeg søger … jo på livet løs … en anden ting: skal vi så køre nordpå på lørdag, ifølge avisen er vejret jo godt deroppe?” ”Altså jeg tror jeg har fået natur nok lige nu, jeg trænger til at se noget storby igen.” Han var nødt til at protestere: ”Altså, var vi ikke enige om, at hvis vejret …” ”Jeg trænger til at se noget helt andet, det er så … stillestående det her!” ”Jeg synes altså, at det er din arbejdsstress der styrer dig lidt for meget, du er jo dårligt begyndt at slappe af !” ”Efter den ulykke vil jeg bare væk herfra!” Han kunne ikke lade være: ”Michael døde for over halvandet år siden!” 9
”Du … du er utåleligt ufølsom!” Uden at mærke det var de begyndt at gå nedad bjerget igen. Der blev ikke sagt mere på nedturen. Hvorfor kom der ikke livstegn fra Louise?
10
5 Om aftenen sad Anne længe på terrassen – i den ende der vendte ind mod skoven og væk fra fjorden. Han gik ud med et tæppe til hende. Det blev ikke afvist, det var da altid noget. Han blev selv indenfor med sin bog: Endnu en norsk forfatter med en barndom i en ghetto i Østoslo og med problematiske familieforhold. Tænk hvis han selv havde haft den opvækst – eller hans børn! At han var blevet arbejdsløs så sent havde ikke haft nogen betydning for pigerne, fordi de allerede var flyttet hjemmefra. Så de havde da haft en tryg barndom, det sagde alle også. Men Louise og Jack måtte da være i Sydfrankrig nu? Anne stod i døren: ”Var du egentlig til det dér netværksmøde henne på biblioteket sidste onsdag?” Han skulle lige tænke sig om … ”det dér din kollega anbefalede? … næh, hvad var det nu, var det ikke dér jeg var til tandlægen?” ”Nej, det var forrige uge – du var der ikke, vel?” Han syntes ærlig talt det var lidt af et bagholdsangreb her midt i deres ferie: ”Det er jo ligegyldigt nu, jeg søgte syv stillinger de sidste tre uger inden vi tog af sted! - kan jeg ikke få lov til at holde ferie?” ”Altså i jobcenter-systemet har du jo ikke ferie før midt i august, men du husker at finde en netcafé i Oslo i overmorgen, ikke!” Åh, kunne hun ikke holde kæft!: ”Ja, Mor! … jeg er altså lige midt i noget spændende!” ”Jeg tror aldrig du har fattet, hvor vigtigt det er, at holde sig opdateret på alle muligheder – jeg ved godt der ikke er jobs til alle, men de, der får de jobs der er, er altså dem, der er fremme i skoene!” Åh nej, hun havde bare ikke brugt det udtryk, hvordan kunne hun få sig til det? Og han havde ikke orket flere netværksmøder, hvor man skulle sidde og præsentere sig på en måde, så man dels udstrålede frustration over sin arbejdsløshed, men samtidig havde en dynamisk-optimistisk udstråling for ikke at trykke stemningen for 11
meget. Og så var der altid én af dem der skulle til samtale eller lige havde været det, og alle de andre sad og heppede på vedkommende på en temmelig påtaget måde, syntes han. ”Du hører slet ikke hvad jeg siger, vel? Jeg synes du er faldet en del af på den, det sidste års tid. Du er vist for meget på caféen ovre i centret, og så ser du mindst to tv-aviser hver aften. Det er stadig mig der køber ind og laver mad, og så kunne du ikke engang vaske gulv, før vi fik gæster sidste lørdag!” Så var de helt tilbage og hjemme igen, det her var håbløst, og han tog sin bog og gik indenfor.
12
6 Det mørknede på fjeldene overfor. Kunne man virkelig mærke, at det var en hel måned efter midsommer allerede? Anne var gået tidligt i seng. Det var jo til at forudse. Det var stadig de røde farver der dominerede på himlen. Mod nord var det næsten klart, men der var kommet en del skyer op gennem fjorden sydfra, selvom de burde forsvinde så sent på dagen. Måske var regnen allerede på vej her til de sydlige egne, selvom den først skulle komme i morgen. Han skulle måske overlade rattet til hende, hvis de kørte helt til Stockholm næste uge … men det var Anne og Michael der var i bilen nu, der var også en kvinde fra jobcentret, hende den kønne, nej, de var i en bus, der var noget han skulle huske at sige til dem, han ville gå op til chaufføren, men han kunne ikke flytte benene, de kørte opad et bjerg, nej ind i en klippe! Det var hans bog der var faldet på gulvet. Han var øm i skulderen, havde vist sovet lidt. Skulle han gå i seng? Nej, han ville blive ved sit vindue. Han gik ud og lavede sig en kop stærk neskaffe og tog et par kiks med ind. Nu ville han blive siddende her til det begyndte at lysne igen. Måske skulle han alligevel selv kontakte Louise i morgen?
13