DU SKYLDER ET LIV
BOGENS TITEL I VERSALER OG KURSIV Copyright © 201x Forfatternavn All rights reserved Udgivet 201x af EgoLibris Omslagsdesign: grafiker Portrætfoto: fotografens navn Redaktion: redaktørens navn Bogen er sat med xxx (font) DU SKYLDER ET LIV Tryk: trykkeriets navn Copyright © 2016 Steen Lassen nted in Denmark (eller det land, den nu er printet i) All rights reserved 1. udgave, 1. oplag Udgivet 2016 af EgoLibris Omslagsdesign og sats: Lotte Lund ISBN 978-87-xxxxx-xx-x Redaktion: Linda Nørgaard Bogen er sat med Bodoni www.forlagetegolibris.dk Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag velse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge ISBN: 978-87-93091-88-7 nde dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser. www.forlagetegolibris.dk
Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe kkes bogen hos Toptryk, skal disse to logoer indsættes korte uddrag i omtale eller anmeldelser. P
I
DUCER ET RO
D
A
K
PÅ PAPIR FRA BÆREDYGTIGT SKOVBRUG
N M AR
Kriminalroman
Steen Lassen
�Thi deres undergangs dag stunder til; Hvad der venter dem, kommer i hast� 5. Mosebog, kap. 32, v. 35
Prolog Forår 1987 Han sad i venteværelset på fødeafdelingen. Hun havde ligget med veer i mange timer, og det eneste sygeplejersken havde kunnet fortælle ham, var, at han måtte forholde sig afventende. Han havde allerede gået op og ned ad gangen flere gange og følte, at han kendte alle plamagerne på de gamle grønmalede vægge udenad. Flere steder var malingen skallet af, og han tænkte, at der trængte slemt til istandsættelse. Det var den mest brugte fødeklinik i Århus, og de havde valgt netop denne, fordi flere i deres omgangskreds havde født der. Alle havde været meget glade for den venlige stemning og for trygheden, selv om lokalerne var lidt nedslidte. Til gengæld var der topmoderne udstyr på afdelingen, så alle problemer kunne behandles på bedste vis. Alligevel kunne han ikke undertrykke en gysen, da døren blev åbnet ind til overlægens kontor, og han blev kaldt ind. ”Jeg beklager at måtte fortælle Dem, at der opstod komplikationer under fødslen, og at barnet var dødfødt. Deres kone er stærkt medicineret lige nu og kan ikke modtage besøg, men hvis De venter til i morgen, kan vi tage en samtale igen, hvor Deres kone også er med. Det vil desværre ikke være muligt for Dem at se barnet, da vi måtte foretage nogle operative indgreb i forbindelse med fødslen. Det håber jeg, De forstår.” Han vaklede ud af lokalet og faldt besvimet om på gangen. 7
8
Kapitel 1 Fjellerup, sensommeren 2008 Det var en tirsdag morgen i august. Klokken var omkring seks, og solen var ved at stå op. Det havde regnet en del dagen før, men nu så man kun den klare blå himmel, der bar på løftet om en smuk sensommerdag. Der duftede af hav og tang, men på den behagelige, rene måde. Naturen havde lige gjort hovedrent, tænkte hun. Om natten havde hun ikke sovet så godt, for der var en del problemer på arbejdet, som hun havde ligget og tænkt over løsninger på. Hun havde sine to hunde med ned på stranden, og de fik som altid lov til at løbe frit omkring og lege ude i vandet. Det var selvfølgelig ikke lovligt at lade dem løbe rundt uden snor, men hvem ville finde på at klage over det på denne tid af morgenen? Der var ikke et øje på stranden, og hele det naturskabte skuespil foran hende fik nattens tunge tanker til at opløse sig og forsvinde op i den blå luft. Hun så ud over det lave vand, der var som skabt til børnefamiliernes idylliske ferier, og netop derfor var denne strand meget besøgt af gæster fra de to campingpladser i den lille by. Længere henne på stranden lå den nye badebro, som var blevet sat op om foråret. Den var alle turisterne, og især børnene, begejstrede for. Børnene, fordi de kunne ligge på maven og fiske krabber i vandet, og de voksne, fordi det gav dem mulighed for at komme længere ud, hvor der var bare en lille smule dybere vand.
9
Så langt øjet rakte, kunne man se de små krusninger i vandoverfladen, der afslørede, at der lige nedenunder lå sandbanker gemt. Et paradis på jord for vandglade børn. Et enkelt sted var kendt for, at sælerne samledes der ved lavvande, og det var altid et spændende syn. Den glæde skulle man dog ikke dele med de lokale fiskere, for de hadede sælerne, der tog en stor del af deres fangst. Hun strakte sig dovent i morgensolen, mens hun holdt øje med hundene. Længere henne på stranden lå der en bunke efterladt affald, som en eller anden natlig bruger af stranden var sluppet af sted med at efterlade. Det var irriterende, at folk bare kastede deres affald på stranden uden at tage hensyn til andre mennesker, når der er opstillet affaldsspande overalt i turistsæsonen, både på stranden og i skovene, tænkte hun. Det var oven i købet som regel de selv samme mennesker, der brokkede sig over, at der aldrig var ryddet op nogen steder. Hun kaldte på hundene for at få dem hen til sig. De var begyndt at snuse rundt i affaldsbunken, og om lidt ville en af dem sikkert rulle sig i det, og så skulle der sæbe og vand frem, når hun kom hjem, og det var der ikke tid til. Med de problemer, der var på arbejdet lige nu, var det ikke en velset undskyldning at komme for sent, fordi hunden lige skulle vaskes. Normalt plejede hundene at komme, når hun kaldte, men i dag blev de bare ved med at gå rundt om bunken. Inden længe begyndte de at knurre og gø. Irriteret gik hun hen mod bunken for at få hundene til at holde op med at gø og få dem med hjem, og da hun kom nærmere, så det ud, som om der lå noget midt i bunken, så hun gik nærmere for at finde ud af, hvad det var der ophidsede hundene. Den morgen kom hun slet ikke på arbejde.
10
Kapitel 2 Bilen nærmede sig hastigt vejen ned til stranden. Lena Nielsen så over på sin kollega Peter Enevold, der kørte bilen denne morgen. Opkaldet var kommet til afdelingen tidligt om morgenen, efter at ordenspolitiet var rykket ud og havde afsikret stedet. Enevold havde været på vagt, mens hun selv havde været hjemme i sin villa i Fjellerups udkant. Hun var blevet kontaktet af Kurt Christensen, chefen for efterforskningsafdelingen, med besked om at være parat i løbet af et kvarter, da Enevold allerede var på vej for at samle hende op på vej ned til stranden. Lena havde allerede overstået sin morgenløbetur, da hun blev kontaktet. Det var en rutine for hende at løbe en tur i skoven bag deres hus, når hun vågnede om morgenen. Hun stod altid tidligt op om sommeren, for hun holdt meget af naturens opvågnen, fuglene der kvidrede, den rene luft uden forstyrrende larm fra mennesker og maskiner. Når hun var færdig med sin løbetur og sit morgenbad, satte hun sig ude i haven i sin yndlingsstol og nød en kop dampende varm sort kaffe, inden hun spiste en hurtig morgenmad og kørte på arbejde i efterforskningsafdelingen i Århus. Om vinteren, midt i mørket, var det noget sværere for hende at finde morgenglæden. Hun var uddannet på politiskolen og havde gjort tjeneste hos politiet i Grenaa, men i forbindelse med en af de mange reformer, som politiet løbende gennemgik, var hun blevet overført til efterforskningsafdelingen i Århus.
11
Da der skulle udvides med endnu en lille gruppe, blev hun det naturlige valg som efterforskningsleder på grund af sine fremragende analytiske evner til at gennemskue problemer og finde løsninger. Nu arbejdede hun i den lille gruppe sammen med Enevold, Jannis, Christina og deres sekretær Anette Just. Med sine 32 år var Lena stadig ung i korpset, og hun gjorde en del ud af sin træning for at holde de 74 kilo jævnt fordelt på den sportstrænede krop. Med sit korte lyse hår og levende, blå øjne udstrålede hun en selvtillid og en charme, der gjorde, at hun ikke blev overset i mængden. Enevold var lige blevet 42. Han havde arbejdet i efterforskningsafdelingen i flere år, men havde alligevel ikke følt sig forbigået, da Lena blev udnævnt til leder af deres gruppe. Han syntes godt om hende og respekterede hendes dygtighed. Han var en høj, slank mand, der med sine 202 cm havde problemer med at sidde komfortabelt i patruljevognen. Han var træt, for han havde, som så ofte før, haft en stak papirer med hjemme for at nå det hele. Hans kone, Hanne, havde undertrykt et par syrlige bemærkninger. Hun kendte ham godt nok til at vide, at han var tabt for omverdenen, når en sag spidsede til. Når den skyldige så var fundet, var han igen fuldt opmærksom på omverdenen. ... De nåede ned til stranden og parkerede ved siden af patruljevognene fra ordenspolitiet. Lena steg ud af bilen, og kort efter fik også Enevold krænget sig fri af førersædet og strakt sig i sin fulde højde. De blev modtaget af en ung betjent fra Grenå, der sammen med sine kolleger havde spærret en stor del af strandområdet af med de karakteristiske bånd påstemplet POLITI. Der var efterhånden kommet en del nysgerrige tilskuere. De lokale ville vide, hvad der forstyrrede freden i byen. 12
”Hvad har de towlige turister nu gået og lavet, jeg har jo sagt, at der ikke kommer noget godt ud af alt det renderi af fremmede,” mumlede en stor, gammel fisker ud af sit gråsprængte skæg til hvem, der nu ellers gad høre på det. Der var også stadig en del turister på de to campingpladser og i de mange sommerhuse. Sæsonen sluttede først i slutningen af september, med en opblomstring igen i efterårsferien, for så at dø hen, indtil mange kom igen på juleferie. Fjellerup var populær på alle tider af året. Lige nu syntes betjentene dog, at det havde været rart, hvis de ikke havde været der overhovedet. De tre betjente fra ordenspolitiet havde i hvert fald rigeligt at gøre med at holde de mange mennesker væk fra stedet. ... Lena dukkede ned under afspærringen og gik hen til findestedet. Enevold kom bagefter, da han havde klemt sig under afspærringen. Der var allerede kommet teknikere til stede fra Teknisk Efterforskning, der stod for sikring af spor og tekniske beviser. En lille mand iført den sædvanlige overtræksdragt og handsker kiggede op, da de nærmede sig. Det var retsmedicineren fra Århus, der foretog de første undersøgelser. ”Godmorgen, Jørgensen,” sagde Lena. ”Hvad har du til os i dag?” Jørgensen, en mand midt i halvtredserne, skaldet og med kinder som en bulldog, kiggede op på dem og hilste: ”Ja, det ser ikke helt godt ud, der er i hvert fald hverken tale om en naturlig død eller selvmord.” Lena så spørgende på ham, og Jørgensen fortsatte. ”Ja, jeg underbygger min påstand med, at hovedet er skåret af med et skarpt våben, måske en slagterkniv eller en machete, og ligger en halv meters penge fra kroppen! Bortset fra det er det for tidligt at sige noget
13
eksakt om dødstidspunktet, men jeg vil tro, at det er mellem fire og seks timer siden, altså sandsynligvis omkring kl. 3 i nat, plus minus …” ”Hvem har vi fat i her?” Enevold kunne ikke uden videre se liget, da der var sat afskærmninger op omkring, for at tilskuerne ikke skulle se for meget og ikke kunne forstyrre teknikernes arbejde. De oplevede desværre mange gange, at forbipasserende, der intet havde med sagen at gøre, optog videoer med deres smartphone for at have noget at vise venner og familie bagefter. Det var en efterhånden udbredt opfattelse, at det havde man da ret til, uanset at det, efter Lenas mening, var dybt usmageligt at dyrke andres ulykke på den måde. Pressens energiske udsendte var også ved at komme frem til stedet, og de førte sig frem med sædvanlig pågåenhed for at få de bedste nyheder først. ”Det er en kvinde, sandsynligvis omkring midten af halvtredserne, og der er ikke umiddelbart tegn på anden vold mod kroppen, men det kommer vi tilbage til efter obduktionen.” Jørgensen kiggede længe på den afdøde og nikkede så for sig selv. ”Hun er sandsynligvis ikke dræbt her på stedet.” ”Hvornår regner I med at flytte liget, så vi kan gå i gang med efterforskningen?” Lena var utålmodig. Når der kom en ny opgave, ville hun gerne i gang med det samme. ”Der går nok en halv times tid, inden knogleekspressen kommer,” sagde Jørgensen. ”Er der fundet nogen form for identifikationspapirer,” ville Enevold vide, men Jørgensen måtte svare benægtende. ”Der er ikke fundet private papirer eller andet, der kan give et fingerpeg om, hvem hun er,” sagde han. Lena vendte sig om mod Enevold.
14