Nyt projekt skal løse naturrelaterede konflikter
Dårlig forvaltning af og mangel på livsnødvendige naturressourcer skaber konflikt. Vi støtter et nyt projekt, hvor kirken i Tanzania adresserer denne udfordring
Situationen i Syrien
Ruiner, nødhjælp og håb
Interview
Henning er frivillig ind imellem sine hospitalsbesøg
1/2023
Tema 75 år
Nogle gange er der grund til at kippe med flaget. Og i år er der grund til at kippe med både danske og tanzanianske flag, for vi kan fejre, at Danmission har arbejdet i Tanzania i 75 år. Det gør vi blandt andet til årets repræsentantskabsmøde, men også i dette nummer af Danmission magasin.
Masser af mennesker i både Danmark og Tanzania har gennem årene fået indblik i, at både verden og kirken er større, når vi mødes. 139 medarbejdere har været udsendt, og jævnligt har vi haft besøg fra Tanzania. I dette nummer af magasinet kan I møde én af de mange udsendte, Ida Kongsbak, der fortæller om et land, en befolkning og en kirke, der har gjort et uudsletteligt indtryk på hende.
Meget er sket i Tanzania på 75 år. Befolkningstilvæksten har været blandt de højeste i verden, men det til trods har der været en positiv udvikling inden for både uddannelse, økonomi og sundhed. Det ændrer dog ikke på, at der fortsat er store problemer i landet og meget at gøre sammen.
Danmission har gennem de mange års tilstedeværelse opnået en særlig respekt og kan tage fat på udfordringer, som de fleste civilsamfundsorganisationer går uden om. Det kan vi, fordi det ikke blot handler om at lave projekter i et tilfældigt land, men fordi vores engagement er forankret i 75 års fællesskab og følgeskab.
Det har betydning, også når vi udvikler nye projekter. Lige nu er Danmission i gang med at søsætte indsatser, der kan imødegå de store udfordringer, landet oplever med vildledende teologi. Det sker i tæt samarbejde med kirken og de teologiske uddannelsesinstitutioner. Her i magasinet kan I læse om det arbejde, ligesom I kan læse om arbejdet med dialog og fredsopbygning og et nyt projekt, hvor fokus er på bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer.
I begyndelsen af året blev Danmissions landekontor i Østafrika officielt registreret som NGO. Det er en stor glæde, fordi det gør os i stand til at ansætte lokalt personale og dermed komme endnu tættere på vores partnere og blive endnu stærkere forankret i regionen.
Vi kan altså glæde os over en imponerende historie, men vi kan i endnu højere grad glæde os til den tid, der kommer. Sammen med vores partnere vil vi være til stede – og være kirke i ord og handling.
Morten Skrubbeltrang, formand for Danmission
Danmission
Strandagervej 24
2900 Hellerup
Tlf.: 3962 9911
www.danmission.dk
Redaktion
Christina Kofoed-Nielsen (ansv.)
Sidsel Drengsgaard (redaktør)
Sara Maarup Thomsen
Sarah Krøger Ziethen
Forsidefoto
Mille Gatting
Korrektur
Bodil G. Andreasen
Tryk
Øko-Tryk ApS
Oplag
9000
ISSN
2245-6953
Danmission magasin udgives to gange årligt og sendes til medlemmer, givere og folkekirker. Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse.
Støt Danmission
Giro: 600-0398
Bank: Reg. nr. 4190, konto nr. 6000398
SMS: Send en sms til 1245 og støt med 100 kr.
Hjemmeside: danmission.dk/stoet
MobilePay: 507725
10
4 6 7 10 14 15 16
Kort nyt
Mød en frivillig
Danmission i Tanzania i 75 år
Interview: ”Det vil sikkert betyde, at jeg ikke får børn”
Biskop i Tanzania: Vi takker Gud for 75 års partnerskab
Glimt fra jubilæumsfejring i Tanzania
Nyt projekt skal løse naturrelaterede konflikter
18 20 22 24
Vi uddanner studerende i fred
Kom med ind i Danmissions maskinrum
Ruiner, nødhjælp og håb
Interview: Henning er frivillig ind imellem sine hospitalsbesøg
Tusinder af mennesker er efterladt med traumer på grund af krigen i Myanmar. Støt nu og hjælp de hårdt ramte familier.
SMS "Håb" til 1245 (100 kr.) | Mobilepay 400522 (valgfrit beløb) | danmission.dk/stoet
millioner kroner lød det samlede overskud i Danmissions genbrugsbutikker på i 2022. Trods høje energipriser har de frivillige i butikkerne og de ansatte i Danmission sammen formået at lave et overskud, der er fuldt ud på niveau med tiden før corona-nedlukningerne. I 2019 var overskuddet 14,3 millioner kroner, hvor det i 2020 og 2021 lød på henholdsvis 8,7 og 8,8 millioner kroner. Al overskud går til Danmissions arbejde.
I marts markerede Danmissions kontor i Cambodja FN’s Interfaith Harmony Week sammen med Religionsministeriet i Cambodja. Det er en årlig begivenhed, som Danmission og Religionsministeriet markerer ved at bringe religiøse ledere sammen i samtale om aktuelle samfundsudfordringer.
I år var samtalen centreret om, hvordan de forskellige trossamfund kan bidrage til en bæredygtig udvikling i landet. Dialogen mundede ud i, at de religiøse ledere skrev under på, at de vil arbejde for henholdsvis grønne kirker, moskéer og pagoder. I cambodjanske medier var der stort fokus på begivenheden, og Danmissions landechef Peter Herum var på nationalt tv.
Det lysstøberi, som Danmission gennem 10 år har drevet i Hårslev på Fyn, er desværre brændt ned torsdag den 13. april. Vigtigst af alt kom ingen personer til skade, men desværre er lysstøberiet, der er blevet drevet af dedikerede frivillige, fuldstændig ødelagt. Det samme er inventar og maskiner.
Slukningskøretøjer ankom til stedet omkring klokken 13.00 efter en anmeldelse om brand. Det lykkedes at begrænse ilden, så den ikke bredte sig til endnu en bygning. Brandårsagen er endnu ukendt. På lysstøberiet blev der produceret genbrugslys, som blev solgt i Danmissions 66 genbrugsbutikker og til kirker, sognegårde og restaurationer. Lysstøberiets frivillige havde indtil dagen før branden travlt med at fremstille lys til den kommende juletid. Med et nedbrændt lysstøberi vil det desværre ikke være muligt at producere lys. Der arbejdes på at finde ud af, hvad der skal ske i fremtiden.
Sommeren står på børne- og teenlejre, hvor fællesskab, sjov og leg er på programmet. Her er der mulighed for at høre om Danmissions arbejde i børnehøjde. Sommeren byder også på seniorlejr i Virksund, og efteråret byder på højskolekurset ”Mød Verden!” på galleri Emmaus i Haslev på Sjælland.
Læs mere på www.danmission.dk/lejr
Danmissions kontor i Østafrika åbnede officielt den 14. april 2023. Den danske ambassadør i Tanzania, Mette Nørgaard Dissing-Spandet, deltog i åbningen og holdt en tale, hvori hun udtrykte glæde over at medvirke ved åbningen. Hun fremhævede betydningen af den nære kontakt, som Danmission har til sine partnere i landet og gjorde klart, at Danmission gør et betydningsfuldt stykke arbejde. Danmissions bestyrelse deltog også i åbningen, og næstformand Louise Buch Viftrup klippede snoren over og afslørede sammen med ambassadøren det fine skilt, der skal pryde indgangen til det nye kontor. Det blev for alvor taget i brug den 2. maj, hvor tre nyansatte lokale medarbejdere havde første arbejdsdag.
Med udgangen af marts takkede bogholder Bodil Glønborg Andreasen af efter lang og tro tjeneste i først Det Danske Missionsselskab (DMS) fra 1996 til 2000 og siden i Danmission fra 2004 til 2023. Hun blev sendt afsted på pension ved en festlig reception for kollegaer, familie og samarbejdspartnere gennem de mange år.
I løbet af 2023 har vi på hovedkontoret i Hellerup budt velkommen til fire nye medarbejdere. Partnerskabskonsulent Mathias Norden Larsen, økonomimedarbejder Lars Clement, SoMe Manager & Content Creator Sara Maarup Thomsen og kommunikationskonsulent Sidsel Drengsgaard.
Tekst: Tina Skov Løbner
Foto: Morten Bay Mortensen
Hvorfor er du frivillig i Danmission?
Jeg har været FDF´er siden jeg var ni år og har nydt, når der var missionsprojekter, som gav et blik ind i en helt ukendt og spændende verden. Som ung rejste jeg med Silkeborg Højskole til Sydafrika i fire måneder, og bagefter var jeg med til at holde foredrag om turen i FDF-kredse i hele landet og samle knap to millioner kroner ind til et projekt, vi havde besøgt. Herefter kom jeg med i styregruppen for et hjælpeprojekt i Tanzania, ”Tukutane Tanzania”, som FDF blandt andet samarbejdede med Danmission om. I den forbindelse besøgte jeg Tanzania og flere af de projekter, som Danmission stadig støtter.
Nu, hvor mine børn er blevet store, har jeg igen tid og overskud til at engagere mig i arbejdet.
Hvordan blev du frivillig i Danmission?
I sommeren 2021 mødte jeg to gamle studiekammerater, der er engagerede i Danmission. Den ene har jeg også siddet i FDF’s forkyndelsesudvalg sammen med. De talte meget varmt og indtrængende om at være med i Danmission. Dejlige møder og noget godt at arbejde sammen for.
Hvad er det bedste ved at være frivillig i Danmission?
Jeg har mødt spændende mennesker med mange forskellige baggrunde, som alle brænder for samme sag, nemlig at være med til at bygge bro mellem forskellige kulturer og folk. Dialog og udveksling gør verden større og er samtidig med til at mindske afstande.
Fortæl om en særlig oplevelse, du har haft som frivillig i Danmission?
Til Danmissions repræsentantskabsmøde 2022 havde vi besøg af partnere fra de lande, vi arbejder i. Efterfølgende fik hver stiftsbestyrelse ansvar for at huse en lille gruppe af gæsterne.
I Aarhus fik vi besøg fra både Myanmar, Syrien, Cambodja og Tanzania, seks gæster i alt. Vi spiste sammen i danske hjem, besøgte kirker og en genbrugsbutik. Vi var også i Den Gamle By. Det var fantastisk at opleve min egen by og kultur gennem andres øjne.
| 46 år
| Sognepræst i Marie Magdalene Sogn i Syddjurs Provsti i Aarhus Stift
| Formand for Danmissions stiftsbestyrelse i Aarhus Stift
| Bor i landsbyen Marie Magdalene ved Ryomgård på Djursland
| Gift, har fire børn og et barnebarn
Siden 1948, hvor de første danske missionærer ankom til Bukoba vest for Victoriasøen, har der udviklet sig et forunderligt kærlighedsforhold til Tanzania i Danmission. Vi har lavet en række nedslag i de 75 års fællesskab og følgeskab
I kølvandet på 2. verdenskrig mangler der missionærer i Tanzania, da de ty ske missionærer i stort omfang sympatiserede med nazister ne og derfor blev interneret af de britiske myndig heder. På opfordring beslutter Det Danske Missionsselskab (DMS) følgelig at engagere sig i arbejdet i Tanzania.
Læge Knud Balslev og hustru Grethe Balslev bliver udsendt til missionshospitalet Ndolage i Bukoba. I årene der følger, sendes flere læger og sygeplejersker ud.
Den lutherske kirke i det nordvestlige Tanzania, som Danmission gennem alle årene har samarbejdet med, opnår fuldt selvstyre fra missionsselskaberne. Det sker ved en festlighed, hvor kirkens 50-års jubilæum også fejres. Senere samme år vælger kirken sin første biskop, svenskeren Bengt Sundkler.
Danida begynder at støtte missionsselskabernes arbejde – også i Tanzania. Det betyder, at Danmissions arbejde med uddannelse, sundhed og fattigdomsbekæmpelse kan udvides. Det kirkelige arbejde, der er finansieret af indsamlede midler, går hånd i hånd hermed.
Der nedsættes en komité til at lede diakonalt kvindearbejde i Nordveststiftet og Karagwe Stift. I 1966 får arbejdet vedtægter og navnet ”Betania”. Gennem årene er centrale personer i dette arbejde Gudrun Larsen, Gudrun Vest og Else Højvang.
Danmissions samarbejde med Makumira Lutheran Theological College (i dag en del af den lutherske kirkes Tumaini Universitet) grundlægges. Hans Raun Iversen indleder et udvekslingsprojekt mellem teologistuderende fra Tanzania og Danmark.
Døveskolen Mugeza grundlægges af Karagwe Stift med støtte fra Danmission. Ann-Karina og Erik Baun Christensen er udsendt hertil, og Danmission sender gennem årene mange volontører til skolen.
1953
Det første danske præstepar, Finn Allan og Gertrud Petersen (senere Ellerbek), bliver udsendt til Tanzania.
1955
Sygeplejeskolen på missionshospitalet Ndolage åbner.
Mayaja-projektet, der er støttet af Danida, sættes i gang med sigte på at forbedre landbrugsmetoder, sundhedstilstand og økonomi for befolkningen i Karagwe Stift. Projektets koordinator er Else Højvang.
Dialogcentret ZANZIC – Zanzibar Interfaith Center etableres på Zanzibar. Herudfra arbejdes med interreligiøs dialog og trosbaseret fredsopbygning.
1963
Syv lutherske kirker – herunder kirken i Nordveststiftet –slutter sig sammen til én kirke: ”ELCT – Evangelical Lutheran Church of Tanzania”. I dag udgøres ELCT af 27 stifter.
Samme år afløses biskop Bengt Sundkler af Josiah Kibira, som bliver den første tanzanianske biskop i Nordveststiftet.
1963
Igabiro Landsbrugsskole i Kageraregionen bliver grundlagt med inspiration fra højskoletanken. Jens Peter Møberg er skolens første bestyrer.
1968
Husholdningsskolen i Ntoma i Kagera-regionen åbner. Anna Marie Wemmelund er skolens første leder.
Pastor Leonidas Kalugila fra Tanzania indsættes som hjælpepræst ved Møllevangskirken i Aarhus efter tilladelse fra kirkeministeriet. Kalugila og hans familie er inviteret til Danmark som en del af et venskabssogneprojekt.
1987
Kirkecentret i Bukoba åbner på Nordveststiftets grund. Anna Marie Wemmelund er centrets første leder.
Danmission begynder – sammen med Folkekirkens Nødhjælp og Danida – at støtte et AIDS-program i Nordveststiftet, Karagwe Stift og stiftet Øst for Victoria.
Syskolen UPENDO grundlægges af Danmissions udsendte Dorthe Langås. Her tilbydes kvinder – både kristne og muslimer – en uddannelse.
Danmissions kontor i Østafrika bliver officielt registreret, da regionschef for Østafrika, Tais Krøger Ziethen, får overrakt et officielt NGOcertifikat. Den danske ambassadør i Tanzania deltager ved den officielle åbning af kontoret.
Arbejdet med religionsdialog på Zanzibar begynder med udsendelsen af Arngeir og Dorthe Langås.
Vidste du… at Danmission siden 1948 har haft 139 missionærer og udsendte medarbejdere?
Find en komplet liste på Danmissions hjemmeside
Ida Kongsbak var 30 år, da hun blev tilbudt at rejse ud som missionær til Tanzania. Hun havde hverken kæreste eller børn, men hun ville afsted. Også hvis det betød, at hun måtte vinke farvel til at stifte familie
Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Rune Hansen
Hun husker det tydeligt. Hvor alene hun følte sig. Der i afgangshallen i Københavns Lufthavn.
”Den 12. januar 1985 rejste jeg alene afsted til Tanzania. Jeg var nyuddannet teolog og var blevet ansat af Det Danske Missionsselskab som sekretær for kristendomsundervisning i Karagwe Stift i den nordvestlige del af landet,” fortæller Ida Kongsbak.
Hun sidder i en lænestol i sit hjem i Hvalsø på Midtsjælland. Her flyttede hun til sammen med sin mand, da hun blev pensioneret i 2018 efter mere end 20 års tjeneste som sognepræst i Avedøre Sogn på den københavnske vestegn.
På hjemmets vægge er der børnetegninger, fotos af familie og venner og kunst hjembragt fra Tanzania. Bøger, mange bøger, bibler og flere af Danmissions udgivelser står i reolerne. Ida Kongsbak serverer te og boller – og tager os med tilbage til dengang, hun stod i afgangshallen.
”Jeg rejste i røde træsko, cowboybukser og en forvasket anorak. Jeg havde en rygsæk på, en transistorradio i den ene hånd og en lille rejseskrivemaskine i den anden. Jeg husker, at jeg stod der alene på trappen med en følelse af at skulle rejse ind i det ukendte.”
Helt ukendt land var Tanzania nu ikke for den dengang 30-årige Ida Kongsbak.
I 1978 var hun som en del af sit teologiske studium på Aarhus Universitet på studieophold på Makumira Universitet i Arusha i det nordlige Tanzania. Da
semestret var afsluttet, rejste hun sammen med en lille gruppe danskere rundt i landet.
”På den tur mødte vi flere missionærer. Det var stærke kvinder, der gjorde et stort indtryk på mig,” husker hun tilbage.
I sin dagbog skrev hun om mødet med sygeplejersken Ellen Margrethe Christensen, der ledte en lille sundhedsklinik:
”Alt døjede de med…alt for lidt plads og alt for meget arbejde. Ellen arbejdede næsten i døgndrift…Ellen kan kun klare dette vældige arbejde, fordi hun lever i den sikre forvisning om, at det er det, Gud vil med hende!”
Det gjorde indtryk på den unge Ida Kongsbak, der var fascineret af landet – og dets befolkning.
”Og af mødet med kirken og de kristne. Her så jeg en tro, der var langt mere fundamental, end den jeg kendte hjemmefra.”
Tilbage i Danmark beskæftigede hun sig med missionskritik og moderne missionsmodeller i sin afsluttende opgave på teologi.
”Jeg husker, at jeg stod der, alene på trappen, med en følelse af at skulle rejse ind i det ukendte.”
”Jeg var optaget af, at mission ikke handler om, at andre skal overtage vores kristendomsforståelse. Mission er centrum i hele det kristne budskab. Vi
sendes som kristne altid med kærlighedens budskab til mennesker, vi møder på vores vej. Og i en global verden kan man ikke lukke sig om sig selv, hverken som land eller kirke.”
Der var plantet et frø i hende, så hun tøvede ikke længe, da hun blev gjort opmærksom på, at Det Danske Missionsselskab havde en ledig stilling i Tanzania. Det var i 1984, og hun var næsten færdig som teolog.
”Jeg tænkte, at hvis jeg ikke slår til nu, så får jeg ikke chancen igen. Jeg var 30 år, havde ingen kæreste og børn, og jeg vidste, at det nok betød, at jeg ikke selv ville få børn.”
Hun fandt ro i, at hun var rundet af en stor familie. Hun tænkte, hun ville blive en god moster og faster.
”Og så traf jeg beslutningen ret hurtigt og sendte min ansøgning afsted.”
I januar 1985 landede hun så i lufthavnen i Dar es-Salaam. De første måneder var hun på sprogskole, men i juni begav hun sig afsted til Karagwe Stift.
”Jeg kørte med en svensk missionær. Det er ubeskriveligt, hvor elendige vejene og forholdene generelt var. Der var stor knaphed, og selvom jeg havde penge, var der ofte ingen varer at købe.”
Da hun ankom til byen Kayanga i Karagwe Stift, fandt hun ud af, at langt de fleste af de ting hun havde sendt i forvejen – håndklæder, porcelæn og køkkenting – var blevet stjålet. Huset, hun skulle bo i, var i ringe stand, og budgettet til hendes arbejde det indeværende år var allerede brugt op. Først i november måned ville hun få den bil, der skulle bringe hende rundt til stiftets skoler, hvor hun skulle være med til at implementere kristendomsundervisning.
Alligevel kom hun i gang med arbejdet – og det var et stort arbejde, der skulle gøres. Fra regeringens
side lød det, at ”landet er ikke religiøst, men mennesker er religiøse”. Derfor var der i skolerne afsat to timer ugentligt til religionsundervisning, som de forskellige religiøse retninger selv skulle stå for. Ida Kongsbaks opgave var at sikre kvalificeret undervisning i luthersk kristendom på de dengang godt 150 skoler i Karagwe Stift, der geografisk set er på størrelse med Sjælland.
”Det var en svær opgave. De lokale præster havde ofte mellem otte og 10 menigheder at tage sig af, så de havde sjældent tid til at undervise på skolerne. Der var lokale evangelister, der hjalp i kirkerne, når præsterne ikke kunne være der. De var ildsjæle, men var sjældent kvalificerede til at undervise.”
Ida Kongsbak fortæller, at hun efter en tid oplevede en vis håbløshed over forholdene, men fandt trøst i ord fra en prædikensamling af Kaj Munk:
”At vidne om Gud, det vil først og fremmest sige at leve livet sådan, at livet bliver dyrebart for andre, og det gode i dem styrkes.”
Hun skrev i sin dagbog:
”Når jeg har fundet styrke i dette udsagn, skyldes det, at jeg stadigvæk synes, at selve arbejdet med kristendomsundervisningen i skolerne ikke går for godt. Synes man, at det, man var sendt for, ikke rigtig lykkes, kommer naturligvis tanken, at jeg måske bør opgive. Men så er det, at det trøster mig, at alt ikke afhænger af, om jeg har undervist et bestemt antal timer eller ej. Kontakten til mennesker i dagligdagen har værdi i sig selv…”
Hun smiler.
”Arbejdet så altså anderledes ud end i stillingsbeskrivelsen. Jeg kørte utrolig meget i bil. Man kan sige, at jeg var en højtuddannet chauffør, men det var ofte enormt meningsfuldt.”
Hun fortæller, at hun flere gange kørte ”døde-transport”.
”Hospitalet lå langt væk, ofte skulle man gå 50 eller 60 kilometer for at bringe sine døde hjem. Jeg har hentet min nabos nevø, da han som fem-årig døde af meningitis. En teenager, der døde af malaria og voksne, der døde af AIDS.”
Det var oplevelser, der satte sig i hende.
”Jeg ville gerne være et lys for de mennesker, der var blevet givet så meget mindre, end jeg var. Jeg ville
gerne bruge min uddannelse og mine ressourcer på at gøre en forskel for dem.”
Det, hun så erfarede i den bestræbelse, var, at hendes 10 år i Tanzania gjorde en mindst lige så stor forskel for hende selv som for dem, hun hjalp.
”Jeg oplevede en stor taknemlighed og omsorg. Og jeg fik fundamentet i min tro lagt i mødet med kristne, der trods uendeligt besvær tog imod en ny dag med livsmod og glæde.”
Arbejdet med kristendomsundervisningen fik et gennembrud, da Ida Kongsbak på et besøg i Danmark i 1988 blev introduceret for en amerikansk udgave af voksenundervisnings-programmet ’Teologi for lægfolk’. Tilbage i Tanzania begyndte hun systematisk at undervise de lokale evangelister, så de kunne blive opkvalificerede til at undervise i skolerne.
”Arbejdet så altså anderledes ud end i stillingsbeskrivelsen. Jeg kørte utrolig meget i bil. Man kan sige, at jeg var en højtuddannet chauffør.”
Og spørger man Ida Kongsbak, er det netop i spændingsfeltet mellem at give og modtage, at Danmission har sin eksistensberettigelse.
”Vi har været og er med til at løfte meget, men Danmissions tilstedeværelse i Tanzania har også betydet uendelig meget for os i Danmark. De udsendte er kommet hjem og har været med til at sikre, at folkekirken ikke lukker sig om sig selv, men forstår sig som en del af kirken i verden.”
Hun afsluttede sit arbejde i Tanzania i 1995, men har flere gange siden besøgt landet. Senest i januar i år.
”Det er en utrolig gave, at jeg her knap 30 år senere kan rejse tilbage og blive modtaget så hjerteligt af mennesker, der blev mine venner.”
Tilbage i stuen i Hvalsø er man ikke i tvivl om, at rejsen, der måske nok begyndte med en følelse af at være alene, endte med en dyb følelse af forbundethed og fællesskab på tværs af kultur og grænser.
Og børnetegningerne på væggen. De er tegnet af en herlig flok børn og siden børnebørn, som Ida Kongsbak giftede sig til, da hun kom hjem fra Tanzania.
Ida Kongsbak levede og arbejdede 10 år i Tanzania. Hun fortæller, at de lokale ikke målte hende på, hvor meget hun underviste og udrettede i den henseende, men på om hun var rede til at hjælpe mennesker. Til at sidde i høet sammen med dem og spise med fingrene.
| Født i 1953 og vokset op i Store Brøndum i Østhimmerland på et husmandsbrug sammen med sine fem søskende. Begge forældre var landmænd.
| Cand. teol. fra Aarhus Universitet i 1984.
| Ansat af Danmission (dengang Det Danske Missionsselskab) i 1984 og efter endt forberedelse udsendt til Tanzania fra 1985 til 1995.
| Ordineret i Aarhus Domkirke i 1995 til et vikariat i Sct. Andreas Kirke i Randers. Sognepræst i Avedøre Kirke fra 1997 til 2018. Har siden sin pensionering haft en række vikariater i folkekirken.
| Er formand for Danmissions stiftsbestyrelse i Roskilde Stift og har tidligere været formand for stiftsbestyrelsen i Helsingør Stift.
| Gift med Hans Raun Iversen på 26. år.
| Fire voksne børn og seks børnebørn.
Biskop i Tanzania:
Danmissions tilstedeværelse har gjort stort indtryk på både mennesker, kirker og lokalsamfund, skriver biskop i Nordveststiftet, Abednego Keshomshahara, i en jubilæumshilsen
Tekst: Abednego Keshomshahara
Foto: Nordveststiftet i ELCT
I Danmission fejrer I, at organisationen i år har været engageret i missionsarbejde i Tanzania i 75 år. I Tanzania takker vi Gud den Almægtige for at have gjort dette partnerskab muligt, et partnerskab, der havde og stadig har til formål at forkynde evangeliet og styrke udviklingen i landet. Danmissions bidrag til den socioøkonomiske og religiøse udvikling i Tanzania har gjort et uudsletteligt og uforglemmeligt indtryk på mennesker, kirker og lokalsamfund.
Jeg vil bruge Nordvest-distriktet i Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) som eksempel, da det var hertil, de første missionærer fra Danmark kom. Læge Knud Balslev ankom i 1948, for præcis 75 år siden. Han var ikke bare ledende overlæge på Ndolage Missionshospital, men også en strategisk leder, der etablerede en skole for sygeplejersker, så både hospitalet og landet som helhed kunne få lokale sygeplejersker, som der var hårdt brug for. Skolen har siden udviklet sig til også at uddanne kliniske ledere, farmaceuter og eksperter inden for social- og sundhedsområdet.
Danmission har støttet kirken i at forkynde evangeliet og i at bringe social og økonomisk udvikling med sig i form af uddannelsesinstitutioner, sundhedsfaciliteter og kirkebygninger.
Danmission har også ydet støtte til ofre for aids og til de mest fattige. Senest er det særligt fortalervirksomhed og interreligiøs dialog, der har fået opmærksomhed i en bestræbelse på at skabe fred og harmoni. Gennem den internationale sam menslutning af lutherske kirker, Lutheran Mission Cooperation (LMC), støtter Danmission bredt Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzanias (ELCT), hvorved langt flere af kirkens stifter får del i Danmissions bidrag.
Det er mit håb, at Danmission og kirken i Tanzania også i fremtiden vil samarbejde. Blandt andet om en bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer til gavn for både mennesker og miljø. Vi vil også gerne samarbejde om at gøre kirkerne selvforsynende ved at støtte indkomstgenererende projekter. Både i nord og syd bliver vi beriget af at møde andre kristne og høre deres vidnesbyrd, så jeg håber, at vi fortsat vil se en udveksling af præster mellem den danske og den tanzanianske kirke.
Abednego Keshomshahara (f. 1969) har været biskop over Nordveststiftet i Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) siden 2005. Han er teolog og har en doktorgrad i teologi fra Tyskland.
Kirke i Tanzania (ELCT)
En sammenslutning af evangelisk lutherske kirker i Tanzania, der blev dannet i 1963 af dengang syv selvstændige kirker. I dag udgøres Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) af 27 stifter. Siden de første missionærer blev udsendt af Danmission i 1948, har man samarbejdet med lutherske kirker. Først kirken i det, der blev Nordveststiftet, hvor Abednego Keshomshahara nu er biskop, og kirken i det, der nu er Karagwe Stift. Siden har man samarbejdet bredt med Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT).
I 75 år har Danmission arbejdet i Tanzania. Det markerede bestyrelsen med en rejse, hvor de besøgte både gamle og nye samarbejdspartnere
Besøg i en masai-landsby nær Mtakuja i det nordlige Tanzania. Danmission er ved at færdigudvikle et projekt i dette område, der adresserer problemer med jordrettigheder og heraf udsprungne konflikter.
Frokost i Mwanakwerekwe Kirke, hvor præst Modestus Lukonge (yderst til højre) netop har holdt et oplæg om kristendommens muligheder og udfordringer i Tanzania i dag.
Besøg på Nyakato Lutheran Bible College, der er drevet af den mangeårige partner Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT). Her planter bestyrelsesmedlem Michael Hvistendahl Munch et træ. Det er en tradition på skolen, at alle gæster planter et træ.
Bestyrelsen var værter ved en festaften, hvor jubilæet blev markeret. Her modtager repræsentanter for ELCT en jubilæumsplatte af næstformand i Danmission, Louise Buch Viftrup. Til venstre er det vicegeneralsekretær i ELCT, Lazaro Rohho. I midten er det biskop i Nordøst Stiftet, Msafiri Mbilu.
Elever fra Nyakato Lutheran Bible College danser traditionel stammedans for bestyrelsen.
Bestyrelsesmedlem Ida Marie Folmersen sammen med elever på syskolen UPENDO, som Danmission støtter.
Dårlig forvaltning af og mangel på livsnødvendige naturressourcer skaber konflikt. Danmission støtter et nyt projekt, hvor kirken i Tanzania adresserer denne udfordring
Tekst: Sarah Krøger Ziethen og Sidsel Drengsgaard
Foto: Mille Gatting
”Uwakili”.
Ordet betyder forvalterskab på swahili – og så er det navnet på et nyt projekt, som Danmission er i gang med at udvikle sammen med lokale partnere i Tanzania.
Projektet handler om at passe på naturen og miljøet til gavn for mennesker og lokalsamfund.
I Tanzania står man nemlig over for en lang række udfordringer forårsaget af mangel på livsnødvendige naturressourcer på grund af både klimaforandringer, ulighed og dårlig forvaltning. Denne mangel leder til konflikter og uroligheder.
Det er Danmissions partner gennem 75 år, Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT), opmærksom på, og man ønsker, at kirken skal være en del af løsningen på dette omfattende problem.
Sådan lyder det fra Benson Bagonza, der er biskop i Karagwe Stift i det nordvestlige Tanzania, ét ud af de seks stifter, der deltager i projektet.
”Der er mindst tre gode grunde til, at kirken engagerer sig i et projekt som dette. Der er den teologiske grund, nemlig at vi som kristne har fået et særligt mandat af Gud til at passe på kloden. Så er der den etiske grund, at det er os mennesker, der har misbrugt jorden, og derfor må vi hjælpe med at gøre det godt igen. Og så er der den sociale grund, at de mennesker, der bliver ramt af klimaforandringerne, allesammen er vores næste, som vi har et ansvar for,” siger han.
Kirkens engagement i problemet vækker glæde hos Danmissions nye partnerorganisation, Tanzania Forest Conservation Group (TFCG), der arbejder med skovbeskyttelse.
”Det er vigtigt for os at arbejde sammen med kirken, fordi den allerede er til stede helt derude, hvor der er mest brug for hjælp. Menighederne lytter til det, deres præster og evangelister siger. De har stor tiltro og tillid til deres biskopper og deres kirke, og det har
stor betydning,” lyder det fra lederen af TFCG, Charles Meshack.
TFCG’s rolle i projektet bliver at uddanne og vejlede stifterne og andre religiøse ledere om naturressourceproblematikker og de konflikter, som de kan skabe. De skal bistå med faglig viden og informere om de love og politikker, der er på området.
Og det ved de meget om, da de har arbejdet med naturressourceforvaltning og undervisning heri siden 1985.
Charles Meshack giver et konkret eksempel på en konflikt forårsaget af mangel på naturressourcer, som TFCG har været med til at løse.
”Mangel på vand kan være et problem. En landsby på en bjergside oplevede, at den kilde, de plejede at hente vand ved, tørrede ud. Det skete på grund af forandrede regntider, men også fordi der længere oppe ad bjerget var en landsby, hvor de havde fældet en masse træer for at anlægge marker. De marker nåede så at opsluge det meste af vandet fra kilden, inden det nåede ned til den anden landsby. Det skabte konflikt mellem de to byer.”
For at løse problemet var der både brug for redskaber til konflikthåndtering og undervisning i alternative dyrkningsmetoder.
”Begge dele har vi stor erfaring med, og vi ønsker, at vi kan hjælpe til med at finde løsninger, hvor både mennesker og natur kan overleve,” siger han.
Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) og Danmission bringer en anden nyttig erfaring med sig ind i projektet.
Fra 2018 til 2022 arbejdede man nemlig med at oprette og understøtte lokale landsbykomitéer, hvis formål var – og fortsat er – at være med til at løse konflikter gennem dialog og fortalervirksomhed.
Komitéerne består af omkring 20 repræsentanter fra lokalområdet, og de er sammensat, så både kvinder og mænd, kristne og muslimer samt unge og gamle er repræsenteret.
Der er allerede blevet løst mange konflikter og erfaringen er, at disse komitéer er med til at sikre en højere grad af retfærdighed for alle, og særligt for de mest udsatte grupper i befolkningen.
I løbet af de fire år projektet løb, registrerede man tillige, at op mod 70 procent af alle de sager, som komitéerne behandlede, relaterede sig til konflikter om jordbesiddelser.
Derfor er det oplagt, fortæller Danmissions landechef i Østafrika, Tais Krøger Ziethen, at styrke disse eksisterende komitéer, så de i højere grad bliver i stand til at løse konflikter, der opstår på grund af jordbesiddelser og mangel på livsnødvendige naturressourcer.
”Komitéerne samler relevante aktører, så man kan lave lokale løsninger på lokale problemer uden at skulle igennem dysfunktionelle bureaukratiske processer,” siger han.
Udover at kirken allerede er til stede, der hvor konflikterne opstår, og arbejder med konflikthåndtering gennem landsbykomitéer, er en vigtig del af projektet, at kirken skal arbejde med at udvikle en økoteologi med fokus på forvalterskab – eller på swahili ”Uwakili” – da det kan være med til at skabe et engagement i at passe på og forvalte naturens ressourcer til gavn for både mennesker og miljø. Også blandt politiske beslutningstagere.
"Regeringen lytter til kirken. Særligt når den står sammen om konkrete budskaber. En skarp økoteologi kan samle mennesker, på tværs af samfundets øvrige skel, i kampen for en bæredygtig naturforvaltning,” siger Tais Krøger Ziethen.
Visionen for Danmissions programarbejde er at arbejde for en verden med ”bæredygtigt liv og fredelig sameksistens.” Med udgangspunkt i denne vision bliver vores programarbejde planlagt inden for tre temaer: Samfundsrelevant teologi, dialog og fredsopbygning samt bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer.
Det nye projekt, ”Uwakili”, der præsenteres her i artiklen, er et eksempel på Danmissions arbejde med bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer, hvor målet er, at mennesker og lokalsamfund må komme ud af fattigdom, leve værdigt og samtidig passe på natur og miljø.
I Tanzania er det et udbredt problem, at dårlig forvalgtning af og mangel på livsnødvendige naturressourcer skaber konflikt. Udfordringerne har forskellig karakter afhængig af, om man er bosat i bjerge, dale eller ved Victaoriasøens bred. Her er vi i Usambara-bjergene nord for Dar es-Salaam.
Danmission støtter dialogcentret Zanzic i Tanzania, der udbyder en uddannelse i interkulturelle relationer. Hamis al-Hamis har taget uddannelsen og efterfølgende gjort en konkret forskel på øen Pemba, hvor muslimer og kristne har brug for hjælp til at leve sammen i fred
Tekst og foto: Sarah Krøger-Ziethen
”Da jeg tog uddannelsen, opdagede jeg, at fred ikke bare er fravær af bomber og krig. Fred er en måde at leve sammen på,” siger 41-årige Hamis al-Hamis, der har taget en diplomuddannelse i interkulturelle relationer på Zanzic – Zanzibar Interfaith Centre.
Zanzic er et dialogcenter på Zanzibar i Tanzania, som Danmission i samarbejde med Den EvangeliskLutherske Kirke i Tanzania (ELCT) etablerede i 2009. Her har man gennem årene faciliteret en lang række aktiviteter, der støtter op om, at mennesker, trods forskelligheder, kan leve sammen i fred.
Siden 2017 har centret, i samarbejde med Tumaini University i Dar es-Salaam, udbudt en toårig diplomuddannelse i interkulturelle relationer. Her undervises de studerende i fag som kulturmøde, etik, kommunikation, globalisering og religion.
Fra studerende til projektkoordinator
Idéen med uddannelsen er at udruste de studerende, så de positivt kan arbejde med interkulturelle møder og med kulturelt og religiøst betingede konflikter.
Og netop det fik Hamis al-Hamis mulighed for umiddelbart efter, at han havde færdiggjort sin uddannelse på Zanzic i 2020. Han blev nemlig ansat som projektkoordinator, og hans opgave var at åbne et Zanzic-center på øen Pemba, der er en del af den øgruppe, der udgør Zanzibar.
På Pemba kæmpede man med politisk uro og radikaliserede religiøse grupper. Godt 95 procent af befolkningen er muslimer og knap fem procent er kristne, og det var vanskeligt at opretholde en fredelig sameksistens.
Hamis al-Hamis fortæller om situationen, da han for tre år siden kom til Pemba for at etablere centret:
”I begyndelsen, når jeg kom i kirken eller moskéen, troede de andre, at jeg kom for at prædike omven-
delse, og de tøvede med at lukke mig ind. Kristne og muslimer var nærmest bange for hinanden.”
Sådan er det ikke længere, fortæller Hamis al-Hamis. Og én af grundene til det er de kvindegrupper, som er en del af centrets arbejde. Her mødes både kristne og muslimske kvinder. De taler om fælles udfordringer – og så dyrker de spinat, syr tørklæder og laver sæbe sammen.
”De sælger varerne på markedet, og pengene deler de med hinanden og fælleskassen, som de bruger til investeringer i nye projekter.”
Centret var med til at starte tre kvindegrupper, der så har inspireret andre kvinder til på egen hånd at etablere nye grupper. Hamis al-Hamis kender ikke det præcise antal af kvindegrupper på Pemba, men han er ikke i tvivl om gruppernes betydning.
”Der er ofte nogle af kvinderne, der siger til mig, at inden de startede i en gruppe, kendte de ingen med en anden tro.”
Muslimske kvinder har fortalt ham, at de før i tiden ikke ville tale til en kvinde uden tørklæde. Og kristne kvinder har fortalt, at de dækkede deres hoved til for ikke at blive chikaneret.
”Men sådan er det ikke i dag. Nu taler de sammen og griner sammen. Én fortæller, at hun har været til konfirmation, og de andre ønsker tillykke. Nu deler de højtider,” fortæller en glad Hamis al-Hamis.
Og i det hele taget er centret blevet godt modtaget og bliver flittigt brugt af en lang række forskellige grupper – og når Hamis al-Hamis nu besøger kirker og moskéer, så ved de, at han ikke kommer for at prædike omvendelse.
Hamis al-Hamis har taget en to-årig diplomuddannelse i interkulturelle relationer og har siden arbejdet med at skabe fællesskab mellem kristne og muslimer på øen Pemba, hvor man kæmper med politisk uro og radikaliserede religiøse grupper
”Nu ved de, at jeg kommer med fred og for at skabe fred,” siger han.
Og fred er netop det, det hele handler om. Og fred er ikke bare fravær af krig, forklarer Hamis al-Hamis.
”Fred er at leve sammen med sine naboer uden at være bange. Fred er at have mad i maven. Fred er at kunne få en uddannelse og at kende sine rettigheder. Fred er en måde at leve sammen på.”
Og netop den form for fred har med Hamis al-Hamis og Zanzics arbejde på øen fået langt bedre vilkår. Men der er stadig store udfordringer, og samfundet er ikke mere stabilt, end at freden nemt kan forsvinde.
”Vi ser det hver gang, der er valg. Politisk uro medfører ofte, at vi danner os fjendebilleder af dem, vi ikke er enige med. Og fjende rimer ikke på fred,” lyder det fra Hamis al-Hamis.
Derfor er der fortsat brug for Zanzic – og Danmissions støtte til at facilitere dialog og skabe fred i Tanzania.
Visionen for Danmissions programarbejde er at arbejde for en verden med ”bæredygtigt liv og fredelig sameksistens.” Med udgangspunkt i denne vision bliver vores programarbejde planlagt inden for tre temaer: Samfundsrelevant teologi, dialog og fredsopbygning samt bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer.
Dialogcentret ZANZIC er et eksempel på Danmissions arbejde med dialog og fredsopbygning, hvor målet er at styrke inkluderende og retfærdig samfundsopbygning og fremme fredelig konflikthåndtering.
Hvordan bliver det bestemt, hvilke projekter Danmission skal støtte? Tag med seniorrådgiver Agnete Holm ind i maskinrummet og find ud af, hvordan to nye projekter i Tanzania bliver til
Tekst: Sidsel Drengsgaard
Foto: Carsten Villadsen og Nataly Dauer
For 75 år siden sendte Danmission sine første missionærer til Tanzania. De gjorde tjeneste på missionshospitalet Ndolage i Bukoba og blev sendt ud, fordi der manglede sundhedspersonale i Tanzania.
Det var altså et lokalt behov, der var med til at definere indsatsen. Sådan fungerer det også i dag, når projekter vedtages og føres ud i livet.
”Med den vigtige tilføjelse, at de problemer, som vores partnere peger på, skal være kompatible med vores strategi, så vi kan drage nytte af de særlige kompetencer, vi har i Danmission og har opøvet gennem 200 år,” forklarer seniorrådgiver i Danmission, Agnete Holm.
Danmissions arbejde ude i verden udspringer af organisationens missionssyn og vision. På baggrund heraf er det besluttet, at alt programarbejde planlægges indenfor tre temaer:
Samfundsrelevant teologi, dialog og fredsopbygning samt bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer.
Agnete Holm rådgiver Danmissions programmedarbejdere samt lokale partnere i programlandene om alle projekter, hvor man arbejder med samfundsrelevant teologi. Rådgivningen finder både sted fra hendes computer på kontoret i Hellerup og på rejser, hvor hun tager ud og mødes med ansatte på Danmissions lokale kontorer og med Danmissions partnere.
Lige nu er hun dybt involveret i at få to nye projekter i Tanzania sat i gang. Og det er en langstrakt proces, der består af alt fra indledende undersøgelser og kontekstanalyser over projektdesign til budgetplanlægning og kapacitetsopbygning.
”I de to nye projekter skal vi arbejde med vildledende teologi, som vores partner, Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT), beskriver som et af de største problemer, de lige nu står over for. De fortæller, at de har haft svært ved at finde ud af, hvordan de skal gribe det an,” fortæller hun.
Vildledende teologi er på godt dansk dårlig teologi, der bliver forkyndt af selvbestaltede præster og profeter. Budskabet er, at hvis man betaler penge og tror nok, så vil man opleve fremgang.
”Ofte er det karismatiske talere, der bruger lyd- og lysshows og masser af underholdning til at formidle deres budskab. De lover folk succes, velstand og et godt helbred, hvis de betaler dem penge,” siger Agnete Holm.
Hun forklarer, at det fanger an i Tanzania på grund af fattigdom og et lavt uddannelsesniveau.
”Men en del af forklaringen er også, at det her med at betale penge for at få løst et problem er dybt forankret i kulturen. Man har gennem generationer gået til den lokale shaman eller heksedoktor.”
Biskoppen i Karagwe Stift i Tanzania, Benson Bagonza, har fortalt, at han selv og præsterne i stiftet igen og igen møder mennesker, der har givet deres sidste penge til en selvbestaltet præst for at få Guds velsignelse – og et bedre liv.
”De manipulerer sårbare mennesker til at give penge, men også til trofast at følge dem og bryde kontakten til familie og venner,” forklarer Agnete Holm.
Ofre for vildledende teologi rammes altså både af økonomisk, åndelig og social armod.
I ét af de to nye projekter ønsker man derfor at hjælpe de lokale kirker til at tage sig af disse mennesker.
”Det er ofte mennesker, der skammer sig og har svært ved at komme på fode igen. Derfor er planen, at vores partner, Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT), skal arbejde med at styrke de lokale præsters evne til at hjælpe og yde sjælesorg.”
Herudover skal der etableres et teologisk forum på Nyakato Lutheran Bible College, der er drevet af ELCT.
”Her vil man samle præster og teologer fra de seks stifter, der indgår i projektet. De skal så i fællesskab arbejde med, hvordan den lutherske kirke kan forkynde kristendom på en måde, der fremstår som et relevant alternativ til vildledende teologi. Man vil også inddrage kommunikationseksperter i processen, der skal hjælpe med at udvikle materialer til præster og kom-
munikere direkte til befolkningen på sociale medier,” fortæller Agnete Holm.
Den sidste del af projektet består i at facilitere en samtale mellem kirkeledere og få dem til at udvikle etiske retningslinjer for, hvordan kirker og præster kan imødegå vildledende teologi.
”Målet er, at retningslinjerne i løbet af tre år skal implementeres og bruges aktivt af mindst 20 kirkeledere.”
Og der er endnu et projekt i støbeskeen i Tanzania – og på Agnete Holms computerskærm.
”Lige nu mødes jeg hver anden uge på Teams med en professor fra Tumaini University Makumira og en lokal programmedarbejder i Tanzania for at sætte rammerne for en dybdegående teologisk undersøgelse af, hvorfor vildledende teologi i så udbredt grad appellerer til befolkningen.”
Hun forklarer, at målet er at udvikle en samfundsrelevant teologi for velstand og trivsel (wealth and wellbeing).
”Der kan være en tendens til, at fattigdom romantiseres og betragtes som et udtryk for, at man er meget kristen. Det afføder en passiv tilgang til forandringer for én selv og ens familie. Det samme er tilfældet, når man tror, at Gud vil fixe alt for én, hvis man betaler penge. Derfor er det væsentligt at få udviklet en lokalforankret teologi, der kan modarbejde denne pacificering af befolkningen. En teologi, der i stedet fokuserer på aktivt, ansvarligt forvalterskab.”
Der arbejdes på, at projekterne iværksættes i løbet af 2023, og planen er, at de løber indtil 2025 med mulighed for forlængelse.
Samfundsrelevant teologi
Visionen for Danmissions programarbejde er at arbejde for en verden med ”bæredygtigt liv og fredelig sameksistens.” Med udgangspunkt i denne vision bliver vores programarbejde planlagt inden for tre temaer: Samfundsrelevant teologi, dialog og fredsopbygning samt bæredygtig og retfærdig brug af naturens ressourcer.
De to nye projekter, der bliver fortalt om i denne artikel, er eksempler på Danmissions arbejde med samfundsrelevant teologi, hvor målet er at styrke kirkerne i de enkelte lande ved at udvikle teologien og gøre den nærværende og nutidig.
Siden ødelæggende jordskælv ramte det nordvestlige Syrien, har Danmission indsamlet over 345.000 kroner til vores partnerorganisation i landet. Der er fortsat desperat brug for hjælp i det krigshærgede land, siger regionschef for Danmissions kontor i Mellemøsten, Kirsten Auken
Tekst: Sara Maarup Thomsen Foto: MECC og Rami Al Sayed
I et par uger var hele verdens øjne rettet mod Tyrkiet og Syrien. Overalt blev billeder transmitteret af murbrokker og mennesker, der desperat ledte efter deres kære i ruinerne.
Mere end to måneder er gået, siden flere altødelæggende jordskælv ramte det sydlige Tyrkiet tæt ved grænsen til Syrien natten til den 6. februar i år – nogle af de kraftigste i området i mere end 100 år. Mere end 5.900 har mistet livet i Syrien, og hundredtusinder er drevet på flugt.
I dagene efter jordskælvet tog Danmission initiativ til en indsamling til fordel for vores partnerorganisation Middle East Council of Churches (MECC), som samarbejder med et bredt netværk af kirker i Syrien. Der er indtil videre blevet indsamlet mere end 345.000 kroner til MECC’s indsats i byerne Aleppo og Latakia i det nordvestlige Syrien.
Og selvom andre krige og kriser har overtaget sendefladen, og Syrien er gledet i baggrunden, er der stadigvæk akut brug for hjælp i landet, understreger Kirsten Auken, der er regionschef for Danmissions kontor i Mellemøsten.
”Vi vil gerne sige en stor tak til alle, der har givet et bidrag. Det er en afgørende hjælp i et område, hvor rigtig mange er internt fordrevne og i forvejen kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen,” siger hun.
”Med jeres støtte har MECC uddelt nødhjælpspakker med mad og hygiejneartikler til mere end 3.300 husstande. Og så har MECC sat gang i arbejdet med at kortlægge omfanget af skaderne på bygningerne i området og udbedre dem, så mennesker kan etablere sig igen efter katastrofen.”
Men der er rigtig lang vej igen til genopbygning for indbyggerne i Aleppo og Latakia, understreger Kirsten Auken. Naturens ødelæggende kræfter har ramt særligt hårdt i Syrien, hvor 12 års borgerkrig har sendt landet ud i en dyb økonomisk og politisk krise, og 12 millioner mennesker allerede er drevet på flugt.
”Syrerne har ikke meget at stå imod med. Deres bygninger er skrøbelige efter intensive bombardementer, og dårlig infrastruktur og politiske spændinger har gjort det svært at få nødhjælp frem. Så når indbyggerne i Aleppo og Latakia skal genopbygge deres liv efter katastrofen, er det en opgave, der hverken er løst i morgen eller om et år.”
I opgaven med at stable samfundet tilbage på benene har kirken en særlig rolle at spille, mener Kirsten Auken.
”Kirken står over for en kæmpe opgave med at holde modet oppe. Den kan give trøst og håb i en næsten ubærligt svær situation.”
Når du giver et bidrag til vores partnerorganisation MECC i Syrien, støtter du deres arbejde med at uddele akut nødhjælp i Aleppo og Latakia i det nordvestlige Syrien. Her lever almindelige syrere og familier under svære vilkår og mangler alt fra mad og husly til basale hygiejneprodukter som tandbørster og sæbe.
Du støtter også MECC’s arbejde med at kortlægge og udbedre skaderne på bygninger – en langvarig indsats, der er nødvendig for at mennesker kan etablere sig igen efter katastrofen.
Leukæmi, slidgigt og problemer med lunger og hjerte. Listen over Henning Andersens sygdomme er ikke kort. Men det forhindrer ham ikke i at yde en frivillig indsats i bogafdelingen i Danmissions genbrugsbutik i Husum
Tekst: Kirstine Thye Skovhøj
Foto: Carsten Villadsen
Mellem 3500 og 4000 bøger står i snorlige rækker i bogkælderen hos Danmissions genbrugsbutik i Husum i København. Her har Henning Andersen sat sit tydelige aftryk som frivillig bogekspert gennem fem år. Den tidligere boghandler har hang til systemer og kundeservice. Det betyder, at de boginteresserede kunder let kan finde frem til de bøger, de søger, om det er inden for historie, rejser, religion, skønlitteratur, biografier eller noget helt andet. Alt er sat i system.
”Jeg har altid interesseret mig meget for bøger og har en nørdet evne til at kunne se, hvilke bøger der kan sælges bedre end andre. Når jeg går i andre genbrugsbutikker, kan jeg godt se, at vi her hos os skiller os noget ud. Det betyder også, at der bliver solgt mange bøger,” siger Henning Andersen.
Det var lidt af en tilfældighed, at han blev en del af frivilligholdet i butikken. Han bor i Københavns Nordvestkvarter, en god bustur fra butikken, men kom indimellem forbi for at gå på bogjagt.
”Jeg kom til at tale med en af de frivillige, der spurgte, om det ikke var noget for mig at hjælpe med at få bogafdelingen op at stå. Det ville jeg da gerne et par dage om ugen med det forbehold, at mit helbred sætter nogle begrænsninger, og jeg skal afsted til en del hospitalsbesøg”.
Henning Andersen har slidgigt i ryggen, kronisk lymfatisk leukæmi, som han får kemobehandling for, og hans hjerte og lunger driller.
”Alle de ting skal passes ind. Jeg prøver så vidt muligt at få tider til de forskellige hospitalsbesøg om morgenen. Jeg står gerne op klokken fem for at kunne komme afsted tidligt, så jeg kan være i genbrugsbutikken klokken 11. Jeg bliver også nemmere udmattet, men jeg prøver at få det hele til at hænge sammen, fordi jeg sætter sådan pris på, at jeg kan komme i butikken.”
To dage om ugen kommer Henning Andersen og sorterer bøger, stiller på plads og hygger sig sammen med kollegaerne. Nogle dage er han der fire timer, andre dage må han stoppe efter to timer.
”Jeg kommer aldrig til at have vagter, der er længere end to til fire timer, men det er der også forståelse for. Til gengæld arbejder jeg meget intenst og uden pauser, for jeg forsvinder væk i mit arbejde og er optaget af, at det skal gøres ordentligt.”
Der er opgaver i butikken, som han ikke kan begive sig i lag med: Han kan ikke slæbe kasser med bøger ned i kælderen eller påtage sig andre fysisk krævende opgaver, men det er der også accept af blandt kollegaerne:
”De er meget søde og gode til at tilpasse sig til det, jeg kan. De er vældig gode til at hjælpe med at bære bøger for mig,” fortæller Henning Andersen.
Han prøver så at hjælpe sine kollegaer med andre ting.
”Jeg forsøger at give noget tilbage til dem, så hvis der for eksempel skal hentes noget i Netto inde ved siden af, gør jeg gerne det. Men jeg har kun forstand på bøger, og den aftale, vi lavede helt fra starten af, er, at det tager jeg mig af.”
Selvom Henning Andersen må forcere trapper for at komme ned i den velassorterede bogafdeling og nogle dage føler sig drænet for energi efter et par timers arbejde, så har han ingen planer om at indstille sit frivillige arbejde.
Henning Andersen
77 år og frivillig i Danmissions genbrugsbutik i Husum i København siden 2018, hvor han er ansvarlig for butikkens populære bogafdeling.
Blev uddannet boghandler i 1966, begyndte som rejseleder for at komme ud i verden og se vulkaner, som er hans store lidenskab. Efter han i 1985 deltog i Otto Leisners tvprogram "Kvit eller dobbelt", tog karrieren som vulkanekspert og rejseleder fart. Han har udgivet flere bøger om emnet, har været brugt som ekspert i medierne og holder stadig foredrag for skoler og foreninger.
”Jeg havde aldrig prøvet at være frivillig før, men jeg må sige, at det første, der fascinerede mig, var hele atmosfæren og den gode stemning. Vi har et vældig godt samarbejde. For mig handler det, vi gør i genbrugsbutikken, om at hjælpe mennesker i nød. Jeg er meget glad for, at jeg er kommet i gang med Danmission. Jeg bliver ved, så længe jeg kan, og så længe jeg har drivkraften i mig.”
Indkaldelse til Danmissions repræsentantskabsmøde 2.-3. september 2023
I 1948 tog de første missionærer fra Danmark til Tanzania, og i år kan Danmission og Tanzania fejre 75-års medvandring. Til dette års repræsentantskabsmøde fejrer vi 75-årsjubilæet, og vi håber, at du vil være med!
Mødet afholdes på Hotel Nyborg Strand og det bliver en festlig weekend med møder på kryds og tværs med venner fra nær og fjern. Søndag den 3. september afholdes der ordinært repræsentantskabsmøde med godkendelse af beretning og årsregnskab, valg til bestyrelsen mv.
Vi ses i Nyborg!
Læs mere på danmission.dk
Hvert år på repræsentantskabsmødet kårer vi ”Årets ildsjæl”. Et menneske, der fortjener anerkendelse for sit frivillige engagement i Danmission. Med prisen ønsker vi at sætte fokus på, hvor uvurderlig enhver frivillig indsats er for Danmissions arbejde.
Du kan indstille kandidater til prisen ved at sende en begrundelse til seniorkonsulent Tom Bangslund Hansen på tbh@danmission.dk senest den 1. august 2023.
Repræsentanter fra Danmissions bestyrelse og sekretariat vælger på baggrund af alle indkomne forslag ”Årets ildsjæl 2023”.
– book de Globale Fortællere til en workshop i din kirke, forening eller på din skole og få indblik i den globale kirke og Danmissions arbejde med bæredygtighed og dialog.
Book her: www.danmission.dk
/globale
