”Det vil sikkert betyde, at jeg ikke får børn”

Ida Kongsbak var 30 år, da hun blev tilbudt at rejse ud som missionær til Tanzania. Hun havde hverken kæreste eller børn, men hun ville afsted. Også hvis det betød, at hun måtte vinke farvel til at stifte familie

Tekst: Sidsel Drengsgaard

Foto: Rune Hansen

Hun husker det tydeligt. Hvor alene hun følte sig. Der i afgangshallen i Københavns Lufthavn.

”Den 12. januar 1985 rejste jeg alene afsted til Tanzania. Jeg var nyuddannet teolog og var blevet ansat af Det Danske Missionsselskab som sekretær for kristendomsundervisning i Karagwe Stift i den nordvestlige del af landet,” fortæller Ida Kongsbak.

Hun sidder i en lænestol i sit hjem i Hvalsø på Midtsjælland. Her flyttede hun til sammen med sin mand, da hun blev pensioneret i 2018 efter mere end 20 års tjeneste som sognepræst i Avedøre Sogn på den københavnske vestegn.

På hjemmets vægge er der børnetegninger, fotos af familie og venner og kunst hjembragt fra Tanzania. Bøger, mange bøger, bibler og flere af Danmissions udgivelser står i reolerne. Ida Kongsbak serverer te og boller – og tager os med tilbage til dengang, hun stod i afgangshallen.

”Jeg rejste i røde træsko, cowboybukser og en forvasket anorak. Jeg havde en rygsæk på, en transistorradio i den ene hånd og en lille rejseskrivemaskine i den anden. Jeg husker, at jeg stod der alene på trappen med en følelse af at skulle rejse ind i det ukendte.”

Et møde, der gjorde indtryk

Helt ukendt land var Tanzania nu ikke for den dengang 30-årige Ida Kongsbak.

I 1978 var hun som en del af sit teologiske studium på Aarhus Universitet på studieophold på Makumira Universitet i Arusha i det nordlige Tanzania. Da semestret var afsluttet, rejste hun sammen med en lille gruppe danskere rundt i landet.

”På den tur mødte vi flere missionærer. Det var stærke kvinder, der gjorde et stort indtryk på mig,” husker hun tilbage.

I sin dagbog skrev hun om mødet med sygeplejersken Ellen Margrethe Christensen, der ledte en lille sundhedsklinik:

”Alt døjede de med…alt for lidt plads og alt for meget arbejde. Ellen arbejdede næsten i døgndrift…Ellen kan kun klare dette vældige arbejde, fordi hun lever i den sikre forvisning om, at det er det, Gud vil med hende!”

Det gjorde indtryk på den unge Ida Kongsbak, der var fascineret af landet – og dets befolkning.

”Og af mødet med kirken og de kristne. Her så jeg en tro, der var langt mere fundamental, end den jeg kendte hjemmefra.”

Tilbage i Danmark beskæftigede hun sig med missionskritik og moderne missionsmodeller i sin afsluttende opgave på teologi.

”Jeg husker, at jeg stod der, alene på trappen, med en følelse af at skulle rejse ind i det ukendte.”

”Jeg var optaget af, at mission ikke handler om, at andre skal overtage vores kristendomsforståelse. Mission er centrum i hele det kristne budskab. Vi sendes som kristne altid med kærlighedens budskab til mennesker, vi møder på vores vej. Og i en global verden kan man ikke lukke sig om sig selv, hverken som land eller kirke.”

Ubeskrivelig elendighed

Der var plantet et frø i hende, så hun tøvede ikke længe, da hun blev gjort opmærksom på, at Det Danske Missionsselskab havde en ledig stilling i Tanzania. Det var i 1984, og hun var næsten færdig som teolog.

”Jeg tænkte, at hvis jeg ikke slår til nu, så får jeg ikke chancen igen. Jeg var 30 år, havde ingen kæreste og børn, og jeg vidste, at det nok betød, at jeg ikke selv ville få børn.”

Hun fandt ro i, at hun var rundet af en stor familie. Hun tænkte, hun ville blive en god moster og faster.

”Og så traf jeg beslutningen ret hurtigt og sendte min ansøgning afsted.”

I januar 1985 landede hun så i lufthavnen i Dar es-Salaam. De første måneder var hun på sprogskole, men i juni begav hun sig afsted til Karagwe Stift.

”Jeg kørte med en svensk missionær. Det er ubeskriveligt, hvor elendige vejene og forholdene generelt var. Der var stor knaphed, og selvom jeg havde penge, var der ofte ingen varer at købe.”

Gåpåmod trods stjålet porcelæn

Da hun ankom til byen Kayanga i Karagwe Stift, fandt hun ud af, at langt de fleste af de ting hun havde sendt i forvejen – håndklæder, porcelæn og køkkenting – var blevet stjålet. Huset, hun skulle bo i, var i ringe stand, og budgettet til hendes arbejde det indeværende år var allerede brugt op. Først i november måned ville hun få den bil, der skulle bringe hende rundt til stiftets skoler, hvor hun skulle være med til at implementere kristendomsundervisning.

Alligevel kom hun i gang med arbejdet – og det var et stort arbejde, der skulle gøres. Fra regeringens side lød det, at ”landet er ikke religiøst, men mennesker er religiøse”. Derfor var der i skolerne afsat to timer ugentligt til religionsundervisning, som de forskellige religiøse retninger selv skulle stå for. Ida Kongsbaks opgave var at sikre kvalificeret undervisning i luthersk kristendom på de dengang godt 150 skoler i Karagwe Stift, der geografisk set er på størrelse med Sjælland.

”Det var en svær opgave. De lokale præster havde ofte mellem otte og 10 menigheder at tage sig af, så de havde sjældent tid til at undervise på skolerne. Der var lokale evangelister, der hjalp i kirkerne, når præsterne ikke kunne være der. De var ildsjæle, men var sjældent kvalificerede til at undervise.”

Trøstet af Kaj Munk

Ida Kongsbak fortæller, at hun efter en tid oplevede en vis håbløshed over forholdene, men fandt trøst i ord fra en prædikensamling af Kaj Munk:

”At vidne om Gud, det vil først og fremmest sige at leve livet sådan, at livet bliver dyrebart for andre, og det gode i dem styrkes.”

Hun skrev i sin dagbog:

”Når jeg har fundet styrke i dette udsagn, skyldes det, at jeg stadigvæk synes, at selve arbejdet med kristendomsundervisningen i skolerne ikke går for godt. Synes man, at det, man var sendt for, ikke rigtig lykkes, kommer naturligvis tanken, at jeg måske bør opgive. Men så er det, at det trøster mig, at alt ikke afhænger af, om jeg har undervist et bestemt antal timer eller ej. Kontakten til mennesker i dagligdagen har værdi i sig selv…”

Hun smiler.

”Arbejdet så altså anderledes ud end i stillingsbeskrivelsen. Jeg kørte utrolig meget i bil. Man kan sige, at jeg var en højtuddannet chauffør, men det var ofte enormt meningsfuldt.”

Hun fortæller, at hun flere gange kørte ”døde-transport”.

”Hospitalet lå langt væk, ofte skulle man gå 50 eller 60 kilometer for at bringe sine døde hjem. Jeg har hentet min nabos nevø, da han som fem-årig døde af meningitis. En teenager, der døde af malaria og voksne, der døde af AIDS.”

Det var oplevelser, der satte sig i hende.

”Jeg ville gerne være et lys for de mennesker, der var blevet givet så meget mindre, end jeg var. Jeg ville gerne bruge min uddannelse og mine ressourcer på at gøre en forskel for dem.”

Det, hun så erfarede i den bestræbelse, var, at hendes 10 år i Tanzania gjorde en mindst lige så stor forskel for hende selv som for dem, hun hjalp.

”Jeg oplevede en stor taknemlighed og omsorg. Og jeg fik fundamentet i min tro lagt i mødet med kristne, der trods uendeligt besvær tog imod en ny dag med livsmod og glæde.”

En dyb følelse af fællesskab

Arbejdet med kristendomsundervisningen fik et gennembrud, da Ida Kongsbak på et besøg i Danmark i 1988 blev introduceret for en amerikansk udgave af voksenundervisnings-programmet ’Teologi for lægfolk’. Tilbage i Tanzania begyndte hun systematisk at undervise de lokale evangelister, så de kunne blive opkvalificerede til at undervise i skolerne.

”Arbejdet så altså anderledes ud end i stillingsbeskrivelsen. Jeg kørte utrolig meget i bil. Man kan sige, at jeg var en højtuddannet chauffør.”

Og spørger man Ida Kongsbak, er det netop i spændingsfeltet mellem at give og modtage, at Danmission har sin eksistensberettigelse.

”Vi har været og er med til at løfte meget, men Danmissions tilstedeværelse i Tanzania har også betydet uendelig meget for os i Danmark. De udsendte er kommet hjem og har været med til at sikre, at folkekirken ikke lukker sig om sig selv, men forstår sig som en del af kirken i verden.”

Hun afsluttede sit arbejde i Tanzania i 1995, men har flere gange siden besøgt landet. Senest i januar i år.

”Det er en utrolig gave, at jeg her knap 30 år senere kan rejse tilbage og blive modtaget så hjerteligt af mennesker, der blev mine venner.”

Tilbage i stuen i Hvalsø er man ikke i tvivl om, at rejsen, der måske nok begyndte med en følelse af at være alene, endte med en dyb følelse af forbundethed og fællesskab på tværs af kultur og grænser.

Og børnetegningerne på væggen. De er tegnet af en herlig flok børn og siden børnebørn, som Ida Kongsbak giftede sig til, da hun kom hjem fra Tanzania.

Ida Kongsbak levede og arbejdede 10 år i Tanzania. Hun fortæller, at de lokale ikke målte hende på, hvor meget hun underviste og udrettede i den henseende, men på om hun var rede til at hjælpe mennesker. Til at sidde i høet sammen med dem og spise med fingrene.

Ida Kongsbak

| Født i 1953 og vokset op i Store Brøndum i Østhimmerland på et husmandsbrug sammen med sine fem søskende. Begge forældre var landmænd.

| Cand. teol. fra Aarhus Universitet i 1984.

| Ansat af Danmission (dengang Det Danske Missionsselskab) i 1984 og efter endt forberedelse udsendt til Tanzania fra 1985 til 1995.

| Ordineret i Aarhus Domkirke i 1995 til et vikariat i Sct. Andreas Kirke i Randers. Sognepræst i Avedøre Kirke fra 1997 til 2018. Har siden sin pensionering haft en række vikariater i folkekirken.

| Er formand for Danmissions stiftsbestyrelse i Roskilde Stift og har tidligere været formand for stiftsbestyrelsen i Helsingør Stift.

| Gift med Hans Raun Iversen på 26. år.

| Fire voksne børn og seks børnebørn.

Biskop i Tanzania: