Gi' LOS Dec. 2003

NR. 4 • 10. ÅRGANG • OKTOBER 2003

Gi‘ LOS

Turbulens omkring anbringelser af børn og unge – efteråret 2003

Særnummer af Gi' LOS Gi’ LOS SÆRNUMMER • 4-2003 LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud

Forord H

vad sker der på anbringelsesområdet i øjeblikket - især inden for det private område? Og hvordan skal det private område begå sig? Hvorfor er det egentligt, at anbringelse uden for hjemmet bliver sat i så dårligt lys, når der er massive erfaringer, der viser, at det er både en nødvendig og en gavnlig indsats? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi forsøger at analysere i dette skrift. Hele det private område har det sidste år arbejdet Jens Hedemand, intenst med kvalitet, dokumentation og etik, hvil- formand for LOS ket har medført en endnu mere målrettet indsats over for det enkelte barn og den enkelte unge eller voksen. Derfor er det paradoksalt, at der netop nu i den offentlige mening piskes en stemning op om, at anbringelser kun er af det onde. Selvfølgelig er vi i LOS klar over, at udgifterne på dette område er steget meget, og vi har den helt klare holdning, at intet menneske skal anbringes uden for hjemmet uden en ovenud vægtig grund. Men vi tror ikke, at pengene blot er smidt ud på ligegyldige placeringer uden for hjemmet, fordi der er blevet stadigt flere anbringelser. Det er fordi antallet af børn, unge og voksne, der har brug for hjælp, er foruroligende stigende. Og her burde blikket være rettet mod, at den egentlige årsag bliver behandlet, i stedet for at anbringelsesområdet bliver mistænkeliggjort og gjort op i kroner og øre. LOS håber med dette skrift at kunne give den nuværende debat omkring anbringelsesområdet en ny og ekstra dimension, så fokus kan blive drejet væk fra økonomi og hen mod de mennesker, der i virkeligheden trænger til hjælp. I virkeligheden er økonomi jo blot en diskussion om, hvordan samfundets midler skal fordeles. Her bør vi altid huske på, at man kan vurdere et samfunds succes på, hvordan det behandler sine svageste.

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Indhold særnummer Turbulens omkring anbringelser af børn og unge – efterår 2003: 4

Indledning

Hvad har udviklingen været de seneste år?

Hvad medvirker til fortsatte udgifter til anbringelse?

Hvad går kritikken af anbringelse på, og hvad gør man for at bremse op?

Hvilke alternativer peger man på?

Hvad kan de private tilbud gøre i den øjeblikkelige situation?

Hvad siger forskningen?

Hvad peger nuværende og tidligere anbragte på?

Hvordan sikrer vi bedre anbringelser?

Sammendrag

Litteraturliste

��

Gi‘ LOS

��

�

��

�

Seneste nyt LOS er sammen med andre interesseorganisationer blevet inviteret til et inspirationsmøde om anbringelsesreformen i Socialministeriet den 21. oktober. I oplægget til mødet hedder det blandt andet om baggrunden for reformen: »I forbindelse med regeringens udspil om social arv er det blevet besluttet, at der skal gennemføres en reform af anbringelsesområdet. Børn, der har været anbragt uden for hjemmet har større risiko for senere at få sociale problemer som misbrug, arbejdsløshed osv. - de er bærere af en negativ social arv. Anbringelsessystemet skal ses som et instrument til at bryde denne arv, og reformen skal gøre det til et stærkere instrument. Reformens indhold Det er hensigten, at reformen skal behandle følgende fire temaer: • Mere ansvar til familien • Tidligere indsats, færre anbringelser • Målretning af indsatsen, bedre sagsbehandling og effektmåling • Kvalitet i anbringelsen og i efterværnet.«

GI‘ LOS • NR. 4 SÆRNUMMER • 10. ÅRGANG • OKTOBER 2003

ISSN 1398-3539 Layout Peder Hovgaard, www.ph7.dk Tryk Phønix-Trykkeriet as Denne tryksag er svanemærket.

Gi’ LOS

MILJØMÆR SK

NOR DI

Udgiver LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud Sekretariatet Skindergade 23, st. • 1159 København K Tlf. 70 23 34 00 • Fax 70 23 54 00 E-mail: los@los.dk

ING KN

Redaktion Geert Jørgensen, ansvarshavende Tlf. 70 23 34 00 • 40 63 67 09 Deadline næste nr.: 20. november 2003

006

541 Tryksag

SÆRNUMMER

• 4-2003

Indledning Baggrund for analysen, kommentarer til den politiske og administrative situation – Hvilke motiver ligger der bag – Hensynet til de anbragte – Hensynet til økonomien – Lidt historie – Ønsket om at nedbringe anbringelsestallet vil især ramme de »lettere sager« – Modsætning til ønsket om samtidig at styre plejevederlagene nedad – KABU på den ene side, samtidig angrebet på anbringelserne i stedet for at afvente resultaterne Af Geert Jørgensen, sekreariatschef, LOS

ette skrift er et forsøg på overfor LOS’ medlemmer og andre interesserede, at give LOS’ bud på nogle af de vigtigste forhold omkring den aktuelle udvikling inden for anbringelse af børn og unge og de udfordringer, som anbringelsesstederne står overfor. Anbringelse af børn og unge uden for eget hjem er i øjeblikket under et voldsomt pres. Efter at have været inde i en stadig vækst siden 1997, sættes der nu fra flere sider ind med et angreb på de stadigt stigende udgifter til anbringelser af børn og unge. Stigende udgifter, der for en stor dels vedkommende bunder i politiske vedtagelser om et udvidet serviceniveau på området. Eksempelvis lovgivningen om voldspakken, ungdomssanktion og styrkelse af særlig støtte for udsatte børn og unge, der alene er beregnet til at koste 350 millioner om året. Et andet forhold der har været med til at øge udgifterne er det stigende kvalitetskrav, forstået som kvalitet i skriftlighed, dokumentation, professionalisme m.v. Der er ingen tvivl om at dette angreb på anbringelse af børn og unge uden for eget hjem for en stor del skyldes økonomitænkning. Skattestoppet og grundtakstmodel-

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

len tvinger kommuner og amter til at se nøjere på, hvad det er de får for deres penge, når de anbringer børn og unge uden for eget hjem. Men det er som om politikere og ledende embedsmænd (i betryggende afstand fra »sagerne«) er ramt af »kikkertsyn«. Siden 2010-scenariet1 i al sin gru gik op for dem, fokuseres der i stigende grad på alt, der kan tale imod anbringelse af børn og unge. Nu er der fra mange sider stort set kun dårligt at sige om anbringelse af børn og unge. Det var således helt i tråd med tidens økonomifokuserede trend, at Amtsrådsforeningen og SL på en fælles konference i april 2003 om »Kvalitet i det socialpædagogiske arbejde« blandt oplægsholderne har en kontorchef fra Finansministeriet. Men det vil være for nemt og uklogt af anbringelsesstederne blot at skyde på politikere og embedsmænd og sige, at de kun tænker på pengene og ikke på barnets tarv. Selv om en del af kritikpunkterne af anbringelse af børn og unge fordrejes eller pustes op, for at blive brugt til at legitimere økonomistyringen, står anbringelsesstederne over for nogle alvorlige udfordringer, når det gælder om at overbevise politikere og det øvrige samfund om, at en anbringelse i samme udstrækning som hidtil er

det bedste tilbud til udsatte børn og unge. Anbringelsesstederne har her en række problemer, som jeg skal komme ind på senere. Fra slutningen af 60’erne og frem foregik der en udvikling, hvor en række døgninstitutioner blev nedlagt, og kommunerne i højere grad anvendte billigere tilbud som familiepleje, kollektiver og senere opholdssteder. Enhedsomkostningerne (udgiften pr. barn) faldt, blandt andet fordi en lang række mere eller mindre behandlingskrævende børn og unge gled fra det »gamle« behandlingssystem over i disse billigere foranstaltninger, hvor der også var et andet syn på, hvad der skulle til for at hjælpe disse børn og unge. Siden da er bølgen væk fra det specialiserede gradvist vendt. I de senere år er man i stigende omfang begyndt at diagnosticere disse børn og unge og specialisere tilbudene til dem. Man fokuserer på, at de har et behandlingsbehov og stiller i stigende omfang krav til indholdet og karakteren af det pædagogiske arbejde, herunder også til beskrivelse og dokumentation. Det er efter min mening indlysende, at det stigende krav om professionalisering af anbringelsesstederne, er et af de forhold, der er med til igen at øge omkostningerne på anbringelsesområdet. Man kan så spørge sig selv, om de stigende formkrav til anbringelsesstederne i sidste ende medvirker til et bedre liv for de anbragte børn og unge. Professionaliseringens indvirkning på udgifterne er man også inde på i »Udfordringer og muligheder – den kommunale økonomi

frem mod 2010«, hvor man gør opmærksom på, at man forestiller sig, at et fald i anbringelsestallet især vil ramme de »lettere sager«. Samtidig med, at man i andre sammenhænge slår på, at man vil have hævet kvaliteten. På trods heraf arbejder man med muligheden for at nedsætte enhedsomkostningerne. Det vil sige, at udfordringen er tredobbelt: Man vil have løftet en tungere opgave, med en højere kvalitet og til en lavere pris. Endelig er det utrolig ærgerligt, at det har taget så lang tid, at få startet KABU-projektet2 op, og at det er blevet så amputeret, som det er i forhold til de oprindelige intentioner. Da KABU blev introduceret i forbindelse med nedsættelsen af anbringelsesudvalget, der afsluttede sit arbejde med en rapport i maj 2000 blev der afsat 75 millioner kr. til forskning og metodeudvikling. KABU skulle sikre en gennemgribende kvalitetsudvikling af hele anbringelsesområdet. Siden er omkring halvdelen af pengene blevet brugt til andre ting. KABU blev lanceret som det ultimative og gennemgribende kvalitetsprojekt, der for alvor skulle undersøge, dokumentere og udvikle arbejdet omkring anbringelse af børn og unge. Det er foreløbig blevet til en rigtig god forskningsoversigt udarbejdet af SFI, en undersøgelse og rapport omkring anbringelse af etniske unge, TABUKA3, samt starten på et longitudinelt forskningsprojekt, hvor SFI skal føle en række anbragte børn i de kommende år. De 10 millioner der nu er tilbage til at lave forskning, metodeud-

vikling og dokumentation for, har man besluttet skal gives til en lang række mindre projekter, hver på maks. 200.000 kroner. I stedet for den gennemgribende indsats man lagde op til i starten, får man nu en lang række småprojekter, der hver for sig sikkert er udmærkede, men vil glide ind i den lange række af udviklingsprojekter og lignende, der kun har haft betydning for de �� involverede og i øvrigt ligger og samler støv rundt om på reolerne.

Gi‘ LOS

��

I rapporten »Udfordringer og muligheder – den kommunale økonomi frem mod 2010« udgivet af Finansministeriet i 2002 fremskrives anbringelsesudgifterne ud fra den hidtidige stigningstakt til i et »worst case scenario« at stige med 200 % til 20-25 milliarder kr. i 2010. 2 KABU, Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge er en udløber af arbejdet i Anbringelsesudvalget, der afsluttede sit arbejde med en rapport i maj 2000. Oprindeligt var der afsat 75 millioner kroner fordelt over tre år til forskning, udvikling og dokumentation. Siden er beløbet skrumpet ind. I uge 40 fordeles 10 millioner kroner til forskellige ansøgninger. Der er indkommet 187 ansøgninger, og det øvre loft er 200.000 for hvert projekt. 3 TABUKA-projektet er et delprojekt under KABU, hvor en gruppe tidligere anbragte er kommet med deres bud på bedre anbringelser. 1

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Hvad har udviklingen været de seneste år? Danmarks Statistik frem til 31.12.2002 – Tallene fra Den Sociale Ankestyrelse for de fire kvartaler af 2002 Tabel 1. Antallet af anbragte børn og unge 1997-2001. Danmarks Statistik* År Anbringelses- Antal anbragte Stigning ift. procent børn og unge året før 0,93 % 11.499 1,1 % 1997 0,97 % 12.129 5,5 % 1998 1,01 % 12.672 4,5 % 1999 1,08 % 13.641 7,7 % 2000 1,11 % 14.171 3,9 % 2001 1,12 % 14.430 1,8 % 2002

om det fremgår af tallene er det i 2002 stort set lykkedes amter og kommuner, at standse stigningen i antallet af anbragte børn og unge. Som det fremgår af tallene for anbringelsesprocenten (andelen af alle børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet) kan langt størstedelen af den nominelle stigning i antallet af anbringelser henføres til den generelle stigning i antallet af børn og unge i Danmark. Generelt anbringes der langt flere af en årgang børn og unge jo ældre de bliver. Og hvis man samtidig iagttager ændringen i alderssammensætningen (der bliver relativt flere 10-19 årige og færre 0-9 årige i disse år) burde stigningen i anbringelsestallet alt andet lige have været større end de 259 anbringelsestallet er steget fra 2001 til 2002. I en prognose jeg lavede i 20014 beregnede jeg, at antallet af anbringelser alt andet lige ville stige med 347 fra 2001 til 2002, så i forhold til tidligere anbringelsespraksis, er der tale om et fald. Det kan derfor

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

*Tallene for 2002 er foreløbige tal

undre, at man stadig hører udtalelser om, at antallet af anbragte børn og unge stadig stiger voldsomt. Til gengæld stiger antallet af forebyggende foranstaltninger fortsat. Stigningen var på 9,6 % fra 12.748 i 2001 til 14.100 i 2002. Når det gælder udviklingen i 2003 er det usikkert at sige noget entydigt herom. En undersøgelse foretaget af Dagbladet Politiken og offentliggjort den 13. september i år konkluderer, at der stadig anbringes flere børn. Politiken spurgte landets 271 borgmestre om hvorvidt deres kommune havde faldende, uændret eller stigende antal anbringelser af børn og unge i 2003. her meldte 132 kommuner om fortsat stigning, 31 kommuner om faldende tendens og 105 kommuner et uændret antal. 3 svarede »ved ikke«. Udviklingen i det reelle antal anbragte børn kan dog ikke umiddelbart udledes af denne undersø4

Offentliggjort i Gi’LOS, nr. 3, 2001

gelse, da tallene ikke sammenholdes med kommunestørrelse eller antallet af anbragte børn i 2002. Tendensen behøver derfor ikke nødvendigvis at være lig med den faktiske udvikling i antallet af anbragte børn og unge. Konklusionen er også i modstrid med udsagnene fra socialrådgiverne i kommunerne samt en lang række andre fagfolk, men selvom der skulle være en stigning i 2003,er det et usikkert grundlag at konkludere på. Når det gælder de private opholdssteder for børn og unge, lå antallet af opholdssteder med ledige pladser blandt LOS’ medlemmer før grundtakstens indførelse på ca. 40-50 steder. I foråret 2002 var tallet steget til 60-70 steder ud af 357 opholdssteder. Fra efteråret 2002 til sommeren 2003 lå det rimelig konstant omkring 90-95 steder for børn og unge ud af de 380 opholdssteder, der i dag er medlemmer af LOS (det er usikkert, hvor mange ledige pladser det enkelte sted på listen har). En del af stigningen kan dels forklares med den længere sagsbehandling og dels med et stigende antal opholdssteder, d.v.s. en øget kapacitet og hermed et større kapacitetsoverskud. Her i efteråret er dette tal dog i løbet af kort tid steget til 108 steder med ledige pladser, det vil sige en pludselig stigning på 20 %, der ikke blot kan tilskrives tilgangen af nye steder. Hvad der ligger bag denne pludselige stigning er svært at sige, men sammenholdt med andre udmeldinger fra fagfolk, er der meget

der tyder på, at der for tiden er tale om en markant stigning i antallet udviklingen indenfor de fire største om en betydelig nedgang i antal- af ledige pladser. Den anvendte anbringelsesformer. let af anbringelser. Social- og psy- ressourceopgørelse kan derfor ikke Når man ser på udviklingen i ankiatriudvalget i Fyns Amt vedtog bruges til at sige noget om udvik- tallet af børn og unge, der anbrinden 24. september at arbejde på at lingen i antallet af anbragte børn ges på de forskellige anbringelsesnedlægge 77,5 pladser på grund af og unge i 2003. steder er det bemærkelsesværdigt, manglende belægning på de amtsEn af grundene til, at det ikke at opholdsstederne også i 2002 har lige institutioner. Også dette er et er gået værre for opholdsstederne fortsat deres stigning i andelen af tegn på, at der for tiden sker noget i 2002 er, at stort set hele den re- det samlede antal anbringelser. markant omkring anbringelse af lativt lille stigning i antallet af Dette vil nok komme bag på en del børn og unge uden for hjemmet. anbringelser er gået til opholds- af dem, der har haft den opfattelse, �� At der hersker stor uklarhed om stederne. Et forhold, der kan tyde at amterne i stor udstrækning har den aktuelle udvikling er tydeligt. på, at der er en præference for an- brugt deres medfinansiering til at Senest har KL i en artikel på deres bringelse på opholdssteder i mange sikre, at anbringelser over grundhjemmeside den 2. oktober meldt kommuner. Dette underbygges af taksten skete på de amtslige inud, at den nyeste ressourceopgø- Socialministeriets undersøgelse af stitutioner. Der foreligger da også relse fra Danmarks Statistik viser, ventetider i december 2002. På det- en del tilkendegivelser fra sagsbeat kommunerne ikke skærer ned, te tidspunkt (tallene skal tages med handlere og opholdssteder om, at men fortsat udvider, og at der der- et vist forbehold) ventede 514 børn de har haft sager, hvor amtet gik for fortsat brug for en mere aktiv og unge på landsplan på en anbrin- ind og pressede kommunen til en styring af området. I artiklen hed- gelsesplads. Heraf ventede de 229 anden anbringelse end den ønskeder det blandt andet: på en plads på et opholdssted. Det de, men generelt peger stigningen »Der har i den seneste tid været er også her bemærkelsesværdigt, at i anbringelser på opholdsstederne en del røre om besparelser på grund- selvom opholdsstederne kun udgør sammen med et lille fald i anbrintakstområdet. Påstande om mange 17 % af pladserne på anbringelses- gelser på døgninstitutioner på, at hjemtagninger fra døgninstitutioner området, venter 45 % af de om- problemet ikke har den udstrækog plejefamilier for at spare penge handlede børn og unge på en plads ning, mange har troet. har været fremme i pressen. Ser vi på et opholdssted. En faktor, der kan spille ind, er på ressourceopgørelsen »en faktisk Antallet af børn og unge på ven- at ifølge meldinger fra døgninsti�� opgørelse over hele landet« tegner teliste ved årsskiftet var større end tutionerne er det især de mindre der sig et noget andet billede. I den antallet af ledige pladser. En del af børn, der i langt mindre omfang sociale ressourceopgørelse tælles an- ventelisten skyldes matchnings- anbringes på institution, og her � �� tallet af pladser på forskellige typer problemer, eller at nogle børn og den ledige kapacitet primært ligsociale foranstaltninger. Den mod- unge ventede på et bestemt tilbud. ger, hvorimod unge-institutionerstående tabel (i kke medtaget her, ne ikke har ledige pladser i samme red.) opsamler udviklingen fra 2002 Udviklingen inden for de omfang. til 2003. Tabellen viser, at kommu- forskellige anbringelsesformer I perioden 1997 er antallet af annerne ikke bruger færre pladser, men I diagrammet nedenfor kan man se bringelser på opholdsstederne stefortsat udvider.« Problemet er her blot, at de Diagram 1. Antallet af anbringelser fordelt på anbringelsessted. anvendte tal fra Den sociale res7000 sourceopgørelse som det fremgår 6000 handler om udviklingen i antallet 5000 af pladser, at de omhandler perioFamiliepleje 4000 den fra marts 2002 til marts 2003, Døgninstitution 3000 samt at de ikke siger noget om anOpholdssteder 2000 tallet af anbragte, endsige noget 1000 om den seneste udvikling. Der er jo 0 som nævnt ovenfor fokus på, at der 1997 1998 1999 2000 2001 2002 netop nu, i stigende omfang meldes

��

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

��

get støt hvert år og er fordoblet fra gelser på opholdssted kommer det amtslige tilbud i samme omfang, el1.202 i 1997 til 2.460 i 2002. An- i de kommende år til at ske ved en ler der ikke er overensstemmelse tallet af anbringelser på døgninsti- minimering af de øvrige anbringel- mellem kommunernes behov og tutioner steg med 9 % fra 1997 til sesformer. Man kan ikke forvente, de amtslige tilbud, må henholdsvis 2000 fra 3.097 til 3.380 hvorefter at eksempelvis amterne imens blot amter og kommuner kunne svare tallet siden er faldet en smule til ser passivt på. Det kommer i høj på. �� 3350 i 2002. Anbringelser i familie- grad til at afhænge af hvorvidt pleje steg støt fra 1997 til 2001 med de forskellige anbringelsessteder i alt 29 % fra 5.023 til 6.492, hvor- kan opfylde kommunernes ønsker � �� efter stigningen tilsyneladende er til fleksibilitet og forholdet melbremset op. I 2002 sås blot en min- lem pris og kvalitet. Som tidligere dre stigning til 6.560. nævnt må det forhold, at opholdsHvorledes den fortsatte udvik- stederne har formået at optage stort ling kommer til at se ud, er svært set hele tilgangen i 2002 tyde på en at spå om. Alt andet lige må man kommunal præference overfor opforvente, at den hidtidige stigning holdssteder. i anbringelse på opholdsstederne Et andet forhold, som i øvrigt bremses op. Hidtil har opholdsste- kan undre er, at brugen af døgninderne været en del af en udvikling stitutioner ikke er steget på trods med stigende antal anbringelser, af, at amterne gennem de senere år hvilket for mange har forklaret den har fået mange millioner kroner fra fortsatte fremgang. Hvis der fort- staten til at oprette nye pladser. Om sat skal ske en stigning i anbrin- det skyldes, at der er nedlagt andre ��

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Hvad medvirker til fortsatte udgifter til anbringelse? Det stigende børnetal, især blandt de større børn – Voldspakken – Ungdomssanktion – Særlig støtte – Anbringelser fjerner problemet fra lokalområdet – Individuelle løsninger – De positive evalueringer der trods alt findes – Manglende resultater af forebyggelse hidtil på trods af stor udgiftsstigning – Erfaringerne fra sidst anbringelsestallet blev presset ned – Hidtil meget lavere anbringelsestal for etniske børn – Stigende antal kriminelle unge, især tungere og unge med anden etnisk baggrund end dansk – Stigende antal voldelige og kriminelle piger – Stigende antal diagnosticerede med Asperger, DAMP, autisme m.v. – Stigende antal børn af misbrugere og psykisk syge

dviklingen siden 1997 har som tidligere nævnt af mange grunde medført en meget stor stigning i udgifterne til anbringelse. Når man nu fokuserer så kraftigt på at få nedbragt antallet af anbringelser skyldes det, at man ved, at der de næste år er en stigning i antallet af børn og unge og især af større unge. En stigning, der alene vil betyde en udvidelse af anbringelsestallet på omkring 15 % – alt andet lige. Så selv uden stigninger i enhedsomkostninger og anbringelsesprocenten i forhold til i dag vil der være tale om en stigning på op mod en milliard kroner frem til 2010. De tidligere nævnte initiativer omkring voldspakken, ungdomssanktion og særlig støtte, er også initiativer, der peger på en fortsat udgiftsstigning set i forhold til alderssammensætningen blandt børn og unge de kommende år. Udviklingen inden for børne- og ungdomskriminaliteten har vist, at på trods af en faldende kriminalitet, laver et stigende antal unge stadig grovere kriminalitet. En meget stor del af disse kriminelle unge har en anden etnisk baggrund end dansk. En undersøgelse (Hannemann, 2003) viser, at når det gælder etniske børn og unge, har især børn under 10 år

i langt mindre grad end andre børn været anbragt uden for hjemmet. Tilsyneladende står sagsbehandlerne usikre over for at gribe ind i etniske familier. Efterhånden som udviklingen »normaliserer« indsatsen overfor etniske familier vil man kunne forvente, at også antallet af anbragte etniske børn vil stige, hvilket socialministeren som tidligere nævnt har udtalt ønske om. Samtidig har hun annonceret, at der skulle oprettes to opholdssteder specielt til kriminelle børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk. At det så vil være en udfordring, at udvikle tilbud, der i højere grad tilgodeser denne målgruppes behov, er indlysende. For kriminelle unge anvendes anbringelse – og gerne langt fra hjemmemiljøet – ofte som en effektiv måde at fjerne problemet fra lokalområdet. Der er også på trods af modstand og inerti i systemet, en stigende efterspørgsel på individuelle løsninger til særligt vanskelige unge. Der har også i de senere år været en udvikling i antallet af kriminelle og voldelige piger. Der er en stigning i antallet af børn af psykisk syge og misbrugere. 40 % af alle anbragte børn og unge er børn af psykisk syge og misbru-

gere, så denne stigning vil umiddelbart have stor indflydelse på antallet af anbragte børn og unge. Der er også en markant stigning i antallet af børn og unge med diagnoser som DAMP, Aspergers Syndrom, autisme m.v.. Der er allerede etableret en lang række anbringelsessteder, der målretter sig denne gruppe, men de ungdomspsykiatriske afdelinger melder fortsat om et stort behov for flere anbringelsespladser til efterbehandling. Når det gælder forebyggelse, har det vist sig, at der måske snarere end at være tale om forebyggelse af anbringelse er tale om en serviceudvidelse i forhold til hjemmeboende børn med særlige behov. Forhåbentlig har man heller ikke glemt erfaringerne fra sidst, man skar markant ned i antallet af anbringelser omkring starten af 90’erne. Dengang hed det forebyggelse i stedet for anbringelse og mindsteindgrebs-princippet. Og i nogle kommuner: ingen anbringelse af unge over 14-15 år. Det medførte tiltagende problemer med »utilpassede unge« mange steder i landet. Og har helt givet været medvirkende til den store stigning i anbringelser siden 1997. Endelig er det også vigtigt at påpege, at trods al kritikken af anbringelse uden fir hjemmet, har en lang række sagsbehandlere i mange sager været vidner til nogle børn og unge, der fik det markant bedre og blomstrede op efter at blive anbragt. Der findes også positive historier om anbringelse, selv om de måske ikke er lige så interessante for tiden. Et eksempel er DPU’s evaluering af opholdsstedet Charlottenborg (Rosendal Jensen 2003).

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

��

Hvad går kritikken af anbringelse på, og hvad gør man for at bremse op? Dårlig kvalitet – Ingen effekt – Sammenbrud – Genanbringelser – For dyrt – Regeringens, KL og Amtsrådsforeningens vedholdende pres på kommunerne om at få anbringelsestallet ned – Myndighederne vil tømme diagnoser for rettigheder – Kompetencen fjernes i stigende grad fra sagsbehandlerne og lægges hos ledelsen/det politiske niveau – Færre »ekstraydelser« – Socialministerens bebudede anbringelsesreform

mere »ekstraydelser«, det vil sige betaling for ydelser som anbringelvad er det så, kritikken af an- genanbringelser er det – udover sesstedet af forskellige årsager stilbringelsesstederne går på? sammenbrud i en tidligere anbrin- ler krav om ud over den almindeDet skifter lidt efter situationen, gelse – især de gentagne hjemgivel- lige anbringelsesaftale. Hvor store og hvor store krav til saglighed ser i mange sager, der er årsagen beløb, der her er tale om, er ikke og dokumentation kritikerne stil- hertil. Den høje grad (ca. 90 %) af dokumenteret, så spørgsmålet er, ler til sig selv, men hovedkritikken frivillige anbringelser i Danmark, hvor meget det reelt drejer sig om. går på: medvirker til at disse gentagne Desuden arbejder man aktivt på at • Manglende effekt – det nytter al- hjemgivelser er langt hyppigere i begrænse opsigelsesvarslerne i forligevel ikke noget. Danmark end i noget andet nordisk hold �� til opholdsstederne, et andet � �� • Kvaliteten er for dårlig eller land. forhold, der efter min opfattelse usynlig. Kritikken, af at det er for dyrt, kun i ringe grad betyder noget i de • For mange anbringelser bryder ville for en dels vedkommende samlede udgifter, men nok snarere sammen. kunne imødegås med en bedre er et psykologisk irritationsmo• For mange børn og unge genan- dokumentation af, hvad man rent ment. bringes. faktisk får for pengene. Det kan I familieplejeforeningerne ople• Desuden er det alt for dyrt. selvfølgelig heller ikke udelukkes, ver man for tiden, at kommunerne at der i nogle tilfælde kunne opnås trækker tilsynene med de anbragKritikken peger på anbringelses- fordele ved en bedre økonomisk te børn hjem, ofte uden at afsætte områdets næststørste udfordring – styring på de enkelte anbringelses- flere ressourcer i forvaltningen, efter udfordringen om at skabe de steder. hvorfor man erkender, at familiebedst mulige rammer og opvækstEn af de måder, man forsøger at plejerne vil få langt mindre støtte betingelser for de anbragte børn og nedbringe udgifterne på er ved at og supervision i arbejdet fremover. unge – nemlig at forbedre såvel be- »tømme« diagnoserne for rettighe- En klar serviceforringelse, der ikke skrivelsen af tilbudene som doku- der. Dette gælder særlig indenfor kan undgå at medføre en ringementationen af værdien af indsat- specialundervisningen. En anden re indsats for de berørte børn og sen for de anbragte børn og unge. måde er, at man i stigende grad fjer- unge. Når det gælder kritikken af de ner kompetencen fra sagsbehandEndelig har socialministeren anmange sammenbrud vil jeg se- lerne og lægger den højere oppe i nonceret, at hun vil komme med en nere komme ind på hvad, der kan systemet lægges hos ledelsen/det anbringelsesreform blandt andet gøres for at bedre dette forhold. politiske niveau. Herved overlader for at nedsætte udgifterne til anJeg skal her blot pege på den alt- man afgørelsen til personer, der er bringelse af børn og unge uden for overskyggende nødvendighed af fjernere fra »sagen«, og opnår der- hjemmet, men også med den målet ordentligt forarbejde, en om- med en mindre følelsesmæssig in- sætning at »… i højere grad sikre, hyggelig matchning af barnet og volvering fra beslutningstagerne at indsatsen er effektiv og hviler på anbringelsesstedet og styrkelse af i afgørelsen af, hvorvidt man vil grundige undersøgelser, klare målrummelighed og fleksibilitet på bevilge en anbringelse i en konkret sætninger og velevaluerede forananbringelsesstedet. Når det gælder sag. Desuden prøver man at mini- staltninger.«

��

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Hvilke alternativer peger man på? Større rummelighed i normalsystemet – Forebyggelse – MST – Familierådslagning – Familieanbringelser – Lokale »børnehuse«- SIBU midler i år. Bl.a. Horsens Kommune 2003-2005, 3 x 450.000 til projekt: Alternativer til anbringelse, forslag til ny foranstaltningsarkitektur. Århus Amt og Århus Kommunes idékatalog

ignalerne om at der skal findes de rigtige børn og unge i de rigtiandre løsningsmuligheder end ge tilbud i rette tid. En holdning, de nuværende anbringelsessteder der naturligt nok ikke var nogen er mange. Både fra regeringen og uenighed om. Samtidig diskutefra kommunerne fokuseres der i redes en kommende anbringelsesstigende omfang på normalsyste- reform, med det mål at nedbringe �� mets rummelighed. Det gælder især antallet af anbringelser. inden for folkeskolen, men også inMens jeg hørte debatten kunne denfor andre områder som f. eks. jeg ikke lade være med at tænke daginstitutioner m.v.. Der har gen- på A.P. Møllers slogan »rettidig nem de senere år været en stigende omhu«. Hvis det kunne blive letendens til udstødning gennem detråd for såvel kommuner som diagnosticering og specialisering. anbringelsessteder, lige fra probleDer er en bred politisk enighed om, merne opstod for det enkelte barn at dette nu skal minimeres. eller unge til vedkommende var Når det gælder intentionerne kommet godt i vej med sit liv, ville omkring anbringelse uden for vi være kommet et godt stykke af hjemmet, er der også en lang række vejen mod større succes i arbejdet signaler. Socialminister Henriette med udsatte børn og unge. Kjær har i flere sammenhænge udI en artikel fra Jydske Vestkytalt sig til fordel for en øget priori- sten under overskriften: Splittelse tering af familierådslagning, fami- af familier skal bekæmpes, om at lieanbringelser og kritisk overfor nedbringe anbringelsesudgifteranbringelser, især af større unge, ne hedder det blandt andet: Sosom er dem, der anbringes flest af. cialminister Henriette Kjær (K) vil Ministeren har også udtalt, at hun bruge 65 mio. kr. årligt i fire år på ikke mener, at det nytter noget at at knække den voksende kurve over anbringe unge, at det skal ske me- antallet af børn, der anbringes uden get tidligere. Modsat udtalte hun for hjemmet. Pengene skal bruges til dog i forbindelse med drabet på en indsats allerede fra babyalderen, en ung italiener på Nørrebro, at lektiehjælp og »børnehimmelekspresder skal anbringes flere – etniske ser«, hvor børnefamilier i problemer – unge. kan henvende sig, og hvor barnet kan �� På samrådet i Folketingets So- gå hen og være, hvis f.eks. mor komcialudvalg den 19. september un- mer på stoffer eller far ryger i fængderstregede ministeren, at det ikke sel. bare gjaldt om at anbringe færre Flere kommuner er begyndt at børn og unge, men om at anbringe se på, om MST – Multi Systemisk

Terapi kan nedbringe antallet og varigheden af anbringelser uden for hjemmet. Der er fra flere sider endog meget store forventninger til hvor meget anvendelsen af MST kan reducere anbringelsesudgifterne. Desuden får kommunerne nu mulighed for selv at oprette opholdssteder i konkurrence med de private og der skal udvides med lokale »børnehuse«, hvor udsatte børn kan komme i perioder, når det står værst til derhjemme. Endnu en understregning af tendensen er at Horsens Kommune – der i øvrigt i lighed med flere andre kommuner har iværksat massive tilbagetrækninger af anbragte unge – i årene 2003-2005 fra SIBU-puljen har fået tildelt 3 x 450.000 til projekt: »Alternativer til anbringelse, forslag til ny foranstaltningsarkitektur«. Århus Kommune og Århus Amt har i fællesskab udviklet et idékatalog med i alt 50 forskellige ideer til en bedre og strammere styring af de sociale udgifter. I en rapport foreslås det, at de 35 af de 50 ideer skal realiseres i perioden 2003-2006. I årene derefter skal de sidste 15 ideer udvikles. De nævnte tiltag er blot nogle få af de mange tiltag, som er undervejs i kommunerne for at nedbringe antallet af anbringelser.

Gi‘ LOS

��

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Hvad kan de private tilbud gøre i den øjeblikkelige situation? S

�

om det fremgår af dette notat, er udfordringerne store for opholdsstederne. Der er for mig ingen tvivl om, at der ikke i de kommende år er plads til at fortsætte den store tilgang af opholdssteder, der har været siden 1997. Det stigende antal ledige pladser vil medføre, at en del af de eksisterende opholdssteder vil lukke eller gå konkurs. En udvikling, der allerede er startet. Omvendt kan det enkelte sted gøre meget for at overleve og udvikles. Generelt har opholdsstedernes styrke været deres evne til at tilpasse sig kommunernes og de anbragtes behov, og der er ikke nogen grund til at de ikke endnu en gang skal kunne klare denne opgave. Blandt de områder, hvor opholdsstederne skal sætte deres fokus i den nye situation er: • Åbenhed og gennemsigtighed • Fleksibilitet kombineret med målrettethed • Kvalitet • Dokumentation

Gi‘ LOS

I forbindelse med den stigende konkurrence på anbringelsesom-

12 �� Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

rådet stiger kravene om indsigt i stedernes arbejde både på det pædagogiske plan såvel som det økonomisk/administrative plan. Stederne skal på en gang kombinere en høj grad af fleksibilitet og tilpasning til den enkelte anbragtes behov med en tydelighed i målsætningen for det socialpædagogiske arbejde. Her skal de særligt kunne formidle, hvad det er for ressourcer og kompetencer som stedet er i besiddelse af, og hvilke ressourcer og kompetencer hos den enkelte anbragte, som man arbejder på at udvikle og vil hjælpe den anbragte til at bygge sin fremtidige tilværelse op omkring. Uanset mange af stederne mener, at det er det daglige arbejde, de skal måles på, bliver de nødt til at acceptere, at »markedsvilkårene« i de kommende år ændres – ja allerede er begyndt at blive ændret. Der vil i stigende omfang blive stillet krav til skriftlighed og dokumentation. Om ikke deciderede effektmålinger, så i hvert fald tydelige beskrivelser af, hvad det er man laver, hvad det er man forventer at opnå, og hvilke metoder man vil anvende for at nå til målet. I forhold til kommunerne må opholdsstederne overveje om de i højere grad end hidtil skal indgå i et samarbejde med deres beliggenhedskommune. Det kan både være i forbindelse med anbringelser af børn og unge lokalt, opsøgende og forebyggende arbejde. Det kan også være i forbindelse med en eventuel intern skole, hvor mange er åbne for også at optage elever fra lokalområdet. I forhold til selv at drive en specialskole, kan kom-

munen have fordel af at samarbejde med et opholdssted, der har erfaring i at arbejde med netop den elevtype, som folkeskolen har opgivet. I forhold til amterne kan opholdsstederne, og her særligt LOS, gøre amtspolitikerne opmærksomme på den økonomiske fordel ved i større omfang at samarbejde med opholdsstederne. En model, der for amtsrådet er både billigere og mere fleksibel, end driften af egne institutioner. Jeg har i dette notat indtil nu overhovedet ikke beskæftiget mig med en eventuel strukturreform. Uanset meget p.t. peger på, at amterne i løbet af få år bliver nedlagt, og vi i stedet får et ukendt antal større regioner – måske uden nogen særlig rolle på det sociale område – er det alt for tidligt at lægge sig fast på en model. Opholdsstederne – og LOS – må selvfølgelig forberede sig på de udfordringer en eventuel fremtidig struktur vil stille, og så snart den nye struktur ligger fast indrette sit arbejde derefter.

��

Hvad siger forskningen? Forskningsoversigten, Egelund, Hestbæk – Nygård Christoffersen – Christensen – Kildedal – Dårligt forarbejde i socialforvaltningerne (og på stederne) – Genanbringelser – sammenbrud

er er ikke megen forskning i anbringelser af børn og unge i Danmark, og den der findes beskæftiger sig stort set kun med problemer omkring anbringelser og anbragte børn og unge. Dette gælder især forskning, der beskæftiger sig med hvad de anbragte børn og unge får eller har fået ud af anbringelsen. Desuden er det vigtigt at være opmærksom på, at rapporter som f. eks. »Anbragte børns livsforløb« (Nygård Christoffersen, 1993) beskæftiger sig med gennemsnit. Vi ved fra praksis, at der er forskel på resultaterne af det dårlige, det gode og det fremragende arbejde. Det kan derfor undre, at der ikke er sat mere ind for at forsøge at afdække hvad det er, der kendetegner, de allerbedste anbringelsessteder, og hvorledes deres indsats indvirker på de børn og unge, der har været anbragt her. Ud over kravet om større åbenhed, vil det i øvrigt også betyde, at man ude på anbringelsesstederne dropper beskedenheden og trodser janteloven, og tør gå ud og sige det højt, hvis man mener, at man laver et virkelig godt arbejde. Manglerne ved socialforvaltningernes arbejde med anbringelse af børn uden for hjemmet har været genstand for langt mere forskning og er relativt veldokumenteret. Her har især Tine Egelund, Anne Dorthe Hestbæk og Else Christensen dokumenteret manglerne ved kommunernes forarbejde, men også Karin Kildedal har peget på pro-

blemer omkring sagsbehandlernes kompetence i anbringelsessager. Der er her noget der tyder på, at grundtakstfinansieringen om ikke andet så har skærpet kvaliteten i kommunernes arbejde inden anbringelsen. To særligt problematiske forhold, som er kendt fra udenlandsk forskning, men kun er sparsomt dækket i Danmark er sammenbrud i anbringelsen og genanbringelser. Dette er et fantastisk stort problem for de berørte børn og unge, men er tilsyneladende ikke i samme omfang genstand for systemets opmærksomhed – systemet her forstået som det politiske niveau, forvaltningerne og anbringelsesstederne. Alt for mange børn og unges anbringelse bryder af mange forskellige grunde sammen, men uanset grunden stiger risikoen med hver eneste genanbringelse for at anbringelsen, i stedet for at være et positivt skridt på vejen frem mod et godt liv, bliver endnu et nederlag. At sikre en langt større kontinuitet er derfor en af de største udfordringer såvel anbringelsesstederne som de øvrige involverede står over for. Når det gælder omfanget af forskning på anbringelsesområdet, går der en historie om, at tidligere socialminister Henrik Dam Kristensen efter skiftet fra Landbrugsministeriet udtalte at han undrede sig over, at han kom fra et ministerium, hvor der blev brugt flere

penge på forskning i en enkelt roesort, end på den samlede forskning i anbringelse af børn og unge.

��

Gi’Gi’ LOS SÆRNUMMER LOS • 3-2003• 4-200313

��

Hvad peger nuværende og tidligere anbragte på? Relationen – Kildedal, Egelund m.fl. – Inddragelse – Styrke skolegang – Information om rettigheder – Kontaktperson – Netværk under og efter anbringelsen – Styrkelse af det personlige og faglige grundlag hos dem, der arbejder med anbragte børn – Et styrket tilsyn, herunder ombudsmand – Et ordentligt efterværn – Ret til psykologhjælp – Kontinuitet og stabilitet

valitative undersøgelser og interview af blandt andet Karin Kildedal og Henrik Egelund har betonet betydningen af relationens betydning for at de anbragte børn og unge oplever sig hjulpet og har chancen for at få et godt liv. Der har også i de senere år været et øget fokus på at høre de anbragte selv og også de tidligere anbragte om hvordan de vurderer deres anbringelse og resultaterne heraf. Senest har TABUKA-projektet peget på en række forhold, som tidligere anbragte mener, skal styrkes, hvis kvaliteten i anbringelserne skal hæves. Det drejer sig om en række forhold, som også kommer frem i en lang række undersøgelser med interview af tidligere anbragte ikke bare i Danmark, men også i de øvrige nordiske lande. Det er for nogle forholds vedkommende helt elementære ting, der peges på, og det er nærmest pinligt, at det er nødvendigt for de tidligere anbragte at nævne dem. Først drejer det sig om noget så elementært som en højere grad af inddragelse i beslutningerne om-

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

��

kring deres liv, og en langt bedre information om deres rettigheder. �� Det er en styrket skolegang. For anbragte børn som for alle andre er skolegangen en væsentlig del af såvel deres identitetsopbygning som den er en stor del af grundlaget for deres videre chancer i livet. De peger på, at det personlige og faglige grundlag hos dem, der arbejder med anbragte børn under anbringelsen skal styrkes, kommunens tilsyn med anbringelsen skal styrkes, der bør være en ombudsmand, som kan inddrages i anbringelsessagerne og de skal have kontaktperson, der følger dem – også hvis de skal gennem flere anbringelser. Desuden understreger de betydningen af et godt netværk, både under og efter anbringelsen, betydningen af et ordentligt efterværn og ret til psykologhjælp. Fælles for mange af de tidligere anbragte, der kommer i Baglandet er, at uanset den kritik de har mod deres anbringelsessteder, er de fleste enige om, at det var godt, at de blev anbragt. Flere ville ønske, at de var blevet anbragt tidligere.

Hvordan sikrer vi bedre anbringelser? Forhold der styrker eller svækker den positive effekt af anbringelsen – Før, under og efter anbringelsen – Uden for anbringelsesstedets ansvarsområde – Indenfor anbringelsesstedets ansvarsområde

ed hensyn til kvaliteten i anbringelserne spiller en lang række faktorer ind. Nedenfor har jeg opstillet en række faktorer, der efter min opfattelse har stor betydning for indsatsen. Selv om der er overlap, har jeg forsøgt at opdele dem i forhold, der ligger h.h.v. indenfor og udenfor anbringelsesstedets ansvar. Listerne er ikke udtømmende, men medtager de forhold, jeg mens jeg skrev dette fandt vigtigst. Jeg har sandsynligvis glemt noget, som jeg vil ærgre mig over ikke kom med, men sådan må det være. Samtidig skal jeg understrege, at der er nogle forhold, der overlapper, og at anbringelsesstedet også påtager sig et medansvar, hvis de accepterer at deltage i en anbringelse, hvor der er forhold, der tydeligvis indikerer, at der er meget ringe chancer for, at anbringelsen skal blive vellykket. Noget af det allervigtigste i forbindelse med en anbringelse er matchningen. At der er overensstemmelse mellem barnets/den unges behov og anbringelsesstedets ressourcer og kompetencer. Her var det nedslående at læse Udviklingsog Formidlingscentrenes rapport til anbringelsesudvalget i maj 2000. I en fjerdedel af alle sager mente sagsbehandlerne ikke, at anbringelsesstedet levede op til barnets/ den unges behov. Det må være indlysende, hvor ringe sandsynlighed, der er for at de pågældende anbringelses skal blive en succes.

Hermed kunne man også mindske antallet af genanbringelser. Det er evident, at jo flere gange et barn eller ung har været anbragt, jo mindre bliver chancen for, at anbringelsen bliver vellykket. Ikke desto mindre har vi i Danmark en praksis, der i stort omfang opererer med gentagne anbringelser og hjemgivelser. Dette til stor skade for de anbragte børn og unge. I min egen lille undersøgelse fra 1997 fandt jeg, at hvor 75 % af de førstegangsanbragte blev udskrevet planmæssigt, skete det kun 25 % af de børn og unge, der havde været anbragt over fem gange, og det er der rent faktisk en del børn og unge, der har været. For opholdsstederne peger erfaringerne på, at en del af dem må blive bedre til at finde ud af, hvilke børn og unge, de kan rumme, og hvilke de ikke kan rumme. I øvrigt vil jeg henvise til LOS’ og KL’s fælles vejledning Kvalitet i anbringelsen, der rummer en lang række anvisninger på at hæve kvaliteten i opholdsstedernes arbejde. Anvisninger, der i vid udstrækning også kan anvendes af de øvrige anbringelsessteder. Min direkte erfaring med døgninstitutionerne er relativt begrænset, og jeg har ingen tal for forløbene på døgninstitutionerne – hvad jeg i øvrigt ikke tror nogen andre har. Men det har altid undret mig, når amterne fortæller, at opholdsstederne jo har det godt, når de selv bestemmer, hvem de skal

modtage på stedet. Det fremstilles nærmest som en dyd, at amterne tvinger deres institutioner til at modtage børn og unge, de ikke mener at kunne rumme, og derfor ikke ønsker at modtage. Jeg har også på et offentligt møde, hørt en amtskonsulent udtale, at man jo i amtet godt vidste, at effekten af anbringelse på amtets døgninstitutioner blev bedre, hvis man nedsatte gruppestørrelserne. Blot blev det afslået af økonomiske grunde. Så på den ene side kritiserer man anbringelsesstederne, herunder døgninstitutionerne, på den anden side påfører man dem et alvorligt handikap i forhold til den optimale opgaveløsning. For alle anbragte børn og unge er udslusningen og efterværnet af altafgørende betydning. Alt for ofte afslutter man mange års anbringelse, der ofte har kostet mange millioner kroner, med at efterlade den unge i et tomrum, uden nogen form for støtte eller netværk. Det er fuldstændig absurd, ikke at ville etablere rammer for en overgang til en selvstændig tilværelse for den unge. Som tidligere nævnt har der været megen fokus på problemerne i socialforvaltningernes sagsbehandling. Udover inddragelsen af barnet og forældrene vil jeg blot sætte fokus på to ting: Antallet af børnesager for den enkelte sagsbehandler og sagsbehandlernes gennemsnitlige ansættelsestid kun 11 måneder. Når inddragelse og kontinuitet er så vigtigt for arbejdet med anbringelse af børn og unge, er det indlysende, at der må gøres noget ved disse to forhold, der i øvrigt sandsynligvis hænger sammen.

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Forhold uden for anbringelsesstedets ansvarsområde, der henholdsvis styrker og svækker den positive effekt af anbringelsen Styrker den positive effekt

Svækker den positive effekt

Generelt Stabilitet i den politiske holdning Stabilitet i forældrenes holdning og evner Tilstrækkelige ressourcer, specielt normering Opsamling og formidling af erfaringer, udviklingsprojekter og ny viden

Svingdørspolitik – hjemgivelser i utide Svingdørsanbringelser – hjemtagelse i utide Utilstrækkelige ressourcer Manglende opsamling og formidling

Før anbringelsen Grundig og velkvalificeret forundersøgelse God inddragelse af barnet/den unge Accept og samarbejde fra forældre God matchning Accept af anbringelsessted fra barnet/den unge og forældre

Under anbringelsen Stabil kontakt mellem sagsbehandler og den anbragte Inddragelse i beslutninger om ændringer Relevant information Adækvat skolegang og undervisning God kontakt til forældre God kontakt til eventuelle søskende God kontakt til øvrige familie og netværk Nødvendig supplerende støtte Rettidig forberedelse af anbringelsens afslutning

Efter anbringelsen Efterværn i nødvendigt omfang Nødvendig personlig støtte til efterbehandling Støtte i forbindelse med uddannelse og arbejde Et arbejde

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Manglende forundersøgelse Manglende inddragelse af barnet/den unge Modstand fra forældre Dårlig eller manglende matchning Manglende inddragelse og accept fra barnet/den unge og forældre

Manglende eller ustabil kontakt – sagsbehandlerskift Manglende inddragelse – eksempelvis ved afgørelser baseret på økonomiske forhold Manglende information Manglende eller inadækvat undervisning Afbrudt eller manglende kontakt til forældre Afbrudt eller manglende kontakt til eventuelle søskende Afbrudt eller manglende kontakt til øvrige familie og netværk Manglende nødvendig supplerende støtte Dårlig eller manglende forberedelse af anbringelsens afslutning

Manglende efterværn Manglende personlig støtte Manglende støtte til uddannelse og arbejde Arbejdsløshed

��

Forhold inden for anbringelsesstedets ansvarsområde, der henholdsvis styrker og svækker den positive effekt af anbringelsen Styrker den positive effekt

Svækker den positive effekt

Generelt Åbenhed Lukkethed Viden om egne evner og begrænsninger Manglende selvindsigt �� Åbenhed for udvikling og supervision Selvtilstrækkelighed God anvendelse af ressourcer, specielt normering Uhensigtsmæssig ressourceanvendelse Stabilitet i medarbejdergruppen Hyppige medarbejderskift �� Vedholdenhed Give for let op Erfaringsopsamling og bearbejdning Manglende refleksion over erfaringer

��

Før anbringelsen Grundig og velkvalificeret visitation God matchning God inddragelse af barnet/den unge

Dårlig visitation Dårlig eller manglende matchning Manglende inddragelse af barnet/den unge

Under anbringelsen Vilje til accept af, og samarbejde med forældre Støtte til forældrekontakt

Modstand mod »forældreindblanding« Manglende eller halvhjertet støtte til at fastholde kontakten til forældre Støtte til kontakt til eventuelle søskende Manglende eller halvhjertet støtte til at fastholde kontakten til eventuelle søskende Støtte til kontakt til øvrige familie og netværk Manglende eller halvhjertet støtte til at fastholde kontakten til øvrige familie og netværk God relation mellem den anbragte og mindst en medarbejder Manglende relationer på anbringelsesstedet (plejeforælder) Inddragelse af den anbragte i hverdagens forhold Manglende indflydelse på egen hverdag Relevant information om ændringer og udvikling på stedet Manglende information om ændringer og udvikling på stedet Relevant information om hvad der skrives om den anbragte Hemmelighedskræmmeri Inddragelse i hvad der skal skrives i indberetninger og ligUmyndiggørelse nende i muligt omfang Støtte omkring skolegang og undervisning Manglende eller inadækvat undervisning Støtte til overgangen til arbejdsmarkedet Manglende støtte ved overgangen Nødvendig supplerende støtte Manglende nødvendig supplerende støtte Rettidig forberedelse af den anbragte på anbringelsens af- Dårlig eller manglende forberedelse af anbringelsens afslutslutning ning Efter anbringelsen Mulighed for efterværn i nødvendigt omfang Mulighed for personlig støtte til efterbehandling Mulighed for støtte i forbindelse med uddannelse og arbejde Et arbejde

Manglende mulighed for efterværn Manglende mulighed for personlig støtte Manglende mulighed for støtte til uddannelse og arbejde Arbejdsløshed

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

�

Sammendrag

��

nbringelse af børn og unge uden for eget hjem er for tiden ude for et massivt pres. Et pres, der er baseret på den store udgiftsstigning området har gennemgået siden 1997, hvor antallet af anbragte børn og unge igen steg efter et massivt dyk starten af 90’erne. Men selvom økonomien spiller en stor rolle, er der også en række andre faktorer, der spiller ind. På trods af et stigende antal børn og unge, og især inden for de aldersgrupper, der traditionelt anbringes uden for hjemmet, er det i 2002 lykkedes amter og kommuner at nå regeringens, KL og Amtsrådsforeningens målsætning om at bremse stigningstaksten i anbringelserne. Hvis man sammenligner den lille stigning, der var i anbringelsestallet med den demografiske udvikling i befolkningen, er der oven i købet tale om et – om end lille – fald i 2002. Når det gælder udviklingen i 2003, er der mange modsatrettede udmeldinger, og generelt må man sige, at det er vanskeligt at sige noget sikkert herom. Når det gælder udviklingen i anbringelser på de forskellige typer anbringelsessteder, var det eneste område, der gik markant frem anbringelse på opholdssteder, som gik frem med 12 %. Anbringelse på døgninstitutioner gik tilbage med 1 % og anbringelse i familiepleje gik frem med 1 %. Anbringelse på kost- efterskoler gik tilbage med 3 %. Sammenholdt med, at 229 ud af 514 børn og unge, der ventede på en anbringelsesplads ved udgangen af 2002, ventede på en plads på et opholdssted, tyder det på, en vis præference i kommu-

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

nerne for at anbringe børn og unge på opholdssteder. Antallet af børn og unge, der modtog forebyggende foranstaltning steg igen – i 2002 steg det med 11 %. Der er en lang række faktorer, der spiller ind, når det gælder den fremtidige udvikling i anbringelsesudgifterne. Nogle indikerer stigende udgiftspres og andre indikerer et fald i udgifterne. Blandt de »udgiftsdrivende« kan nævnes: Det stigende børnetal, især blandt de større børn, voldspakken, ungdomssanktion, Lov om særlig støtte, det forhold, at anbringelser fjerner problemet fra lokalområdet. De positive evalueringer og resultater der trods alt findes. Andre faktorer er de manglende resultater af forebyggelse hidtil på trods af stor udgiftsstigning. Ligesom erfaringerne fra sidst anbringelsestallet blev presset ned, ikke just burde opfordre til gentagelse. Der har også hidtil været et meget lavere anbringelsestal for etniske børn. Der er et stigende antal kriminelle unge, især unge, der har begået alvorlig kriminalitet. Her særligt unge med anden etnisk baggrund end dansk. Der er et stigende antal voldelige og kriminelle piger. Der er et stigende antal diagnosticerede med Asperger, DAMP, autisme m.v. samt et stigende antal børn af misbrugere og psykisk syge. Alt sammen forhold, der vil modvirke bestræbelserne på at nedbringe anbringelsesudgifterne. Heroverfor står en lang række initiativer, der alle har til formål at begrænse antallet af anbringelser. Kompetencen til at godkende en

anbringelse lægges i flere kommunerne højere oppe i systemet end tidligere. Der indføres i højere grad økonomiovervågning. Der arbejdes på større rummelighed i normalsystemet, på nye forebyggelsesforanstaltninger, familierådslagning, familieanbringelser, MST, lokale børnehuse og mange andre projekter. Desuden vil socialministeren gennemføre en »anbringelsesreform«, der påbegyndes i dette efterår, med henblik på at nedbringe antallet af anbringelser. Kritikken af anbringelserne går på flere forhold: • Manglende effekt – det nytter alligevel ikke noget. • Kvaliteten er for dårlig eller usynlig. • For mange anbringelser bryder sammen. • For mange børn og unge genanbringes. • Desuden er det alt for dyrt. Kritikken peger på anbringelsesområdets næststørste udfordring – efter udfordringen om at skabe de bedst mulige rammer og opvækstbetingelser for de anbragte børn og unge – nemlig at forbedre såvel beskrivelsen af tilbudene som dokumentationen af værdien af indsatsen for de anbragte børn og unge. Når det gælder forskning og dokumentation ligger Danmark langt bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er i denne sammenhæng dobbelt ærgerligt, at KABU er blevet så beskåret, som det er blevet. Når det gælder opholdsstederne står de overfor en stor udfordring i de kommende år, hvor man ikke

Gi‘ LOS

umiddelbart kan forvente, at en fortsat stigning i anbringelser, vil sikre, at stederne fortsat bliver fyldt op. Blandt de områder, hvor �� opholdsstederne skal sætte deres fokus i den nye situation er: • Åbenhed og gennemsigtighed • Fleksibilitet kombineret med målrettethed • Kvalitet • Dokumentation Nuværende og tidligere anbragte peger på en række forhold, der kan forbedre anbringelserne: Først drejer det sig om noget så elementært som en højere grad af inddragelse i beslutningerne omkring deres liv, og en langt bedre information om deres rettigheder.

Det er en styrket skolegang. For anbragte børn som for alle andre er skolegangen en væsentlig del af såvel deres identitetsopbygning som den er en stor del af grundlaget for deres videre chancer i livet. De peger på, at det personlige og faglige grundlag hos dem, der arbejder med anbragte børn under anbringelsen skal styrkes, kommunens tilsyn med anbringelsen skal styrkes, der bør være en ombudsmand, som kan inddrages i anbringelsessagerne og de skal have kontaktperson, der følger dem – også hvis de skal gennem flere anbringelser. Desuden understreger de betydningen af et godt netværk, både under og efter anbringelsen, be-

tydningen af et ordentligt efterværn og ret til psykologhjælp. Med hensyn til kvaliteten i anbringelserne spiller en lang række faktorer ind. I afsnittet om hvordan vi sikrer bedre anbringelser, har jeg opstillet en række faktorer, der efter min opfattelse har stor betydning for indsatsen. Selv om der er overlap, har jeg forsøgt at opdele dem i forhold, der ligger h.h.v. indenfor og udenfor anbringelsesstedets ansvar samt før, under og efter anbringelsen. Her er nøgleord som: Inddragelse, stabilitet og relationer altafgørende, men uden et ordentligt forarbejde og efterværn, er chancerne for succes væsentligt nedsat, uanset kvaliteten af anbringelsen i øvrigt. 

��

�

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

19 3

Litteraturliste Abilgård, Inger: Velfærden på vægten, Mandat, s. 19, nr. 5, maj 2003. Bojsen, Daniel Schwartz: Stadig vækst i anbringelsespladser til sårbare børn og unge, www.kl.dk, 2. oktober 2003. Bollerup Hansen, Jørgen: Foden er sat på bremsen på de sociale udgifter, Århus Stiftstidende, 26. august 2003. Christensen, Else: Anbringelser af børn, SFI, 1998. Christensen, Else & Egelund, Tine: Børnesager. En evaluering af kommunernes forebyggende arbejde. SFI, 2002. Den Sociale Ankestyrelse: Udkast til notat om: Grundtakstovervågningen – Kvartalsstatistikken 2002. DR Nyheder Online – Politik: Vil fjerne problembørn tidligere. 9. juli 2003. Egelund, Henrik (red.): Så kommer du til et bedre sted, Pædagogisk Bogklub, 2001. Egelund, Tine og Hestbæk, Anne-Dorthe: Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. En forskningsoversigt, SFI, april 2003. Fall Nielsen, Hanne: Flere børn fjernes, Politiken, side 4, 13. september 2003. Finansministeriet: Udfordringer og muligheder – den kommunale økonomi frem mod 2010, 2002. Hannemann, Nina: Fokus på – anbragte børn med anden etnisk baggrund end dansk, UFC-Unge, april 2003. Hovmand, Mette: Antallet af børneanbringelser skal ned, Jyllands-Posten, s. 1, 27. februar 2003. I pleje hos den nærmeste familie, Berlingske Tidende, 8. juni 2003. Jørgensen, Geert: Børn, unge op voksne på opholdsstederne – et øjebliksbillede af 1996, Forlaget Nordkysten 1997.

Jørgensen, Geert: Udviklingen i anbringelse af børn og unge – risiko for katastrofal mangel på pladser til unge. Gi’LOS, nr. 3, 2001. Kildedal, Karin: Det anbragte barn – en debatbog om mødet mellem den professionelle og barnet, Dafolo, 1996. Kildedal, Karin: Når et barn skal anbringes – en metodebog, Dafolo, 1998. Kvalitet i anbringelsen – samarbejdet mellem kommuner og opholdssteder: KL og LOS 2001. Leder: Socialpolitik der virker, Danske Kommuner, s. 3, nr. 17, maj 2003. Lenschau-Teglers, Steffen: Forældre opgiver problembørn, Danske Kommuner, s. 6, nr. 19, 2003. Lenschau-Teglers, Steffen: Sociale udgifter tager pippet fra Holeby, Danske Kommuner, s. 22, nr. 19, 2003. Ministerudvalget for negativ social arv og social mobilitet: En god start til alle Børn, juni 2003. Nygård Christoffersen, Mogens: Anbragte børns livsforløb, SFI, 1993. Ploug, Niels red.: Vidensopsamling om social arv, SFI, juni 2003. Rasmussen, Palle og Hovgård Nielsen, Susanne: Økonomisk perspektiv om styring af udgifterne til udsatte børn og unge. www.kl.dk/261095, 2002. Ritzau: Myndigheder vil tømme diagnoser for rettigheder, 2. juli 2003. Rosendal Jensen, Niels: Evaluering af det socialpædagogiske opholdssted Charlottenborg, www.los.dk > Nyheder > 10. juni 2003. Socialministeriet: Kommuneundersøgelse om ventelister/-tider for børn og unge, december 2002, marts 2003. Socialministeriet: Rapport fra arbejdsgruppen om grænsefladen mellem kriminalforsorgen og social- og sundhedssektoren, maj 2003. www. los. dk

Gi’ LOS

SÆRNUMMER

• 4-2003

Socialministeriet: Rapport om kulegravning af særlig støtte-området for børn og unge, maj 2003. Socialministeriet, Redegørelse om den sociale finansieringsreform (Grundtakstredegørelse 1), maj 2003. Svigtede børn skal hurtigt væk, Berlingske Tidende, 8.6.2003. Sørensen, Eskil: Social nulvækst, Gi’LOS nr. 2, juni 2003. TABUKA: Notat til Socialministeriet, Tidligere Anbragtes Bud på Kvalitet i Anbringelsen. Opsummering af drøftelserne på TABUKA’s konferencer for tidligere anbragte. April 2003. www.tabuka.dk. Thomsen, Poul Erik: Splittelse af familier skal bekæmpes, Jydske Vestkysten s. 1, 11.marts.2003 Udsatte børn og unge, www.kl.dk lagt op 15. oktober 2002 Vennekilde, Line Vaaben: Pengetanken frem for tænketanken. Berlingske Tidende, 27. december 2002.