Gi' LOS Juni 2002

NR.

•

ÅRGANG

•

JUNI

2002

Gi‘ LOS

LOS i en brydningstid Landsmøde og generalforsamling

LANDSFORENINGEN AF OPHOLDSSTEDER OG SKOLE- BEHANDLINGSTILBUD

Leder L

andsmødet 2002 var en stor succes med 331 deltagere fra 101 forskellige opholdssteder og skolebehandlingstilbud samt diverse gæster fra amter, faglige organisationer og interesse organisationer. Socialminister Henriette Kjærs åbningstale gav opmuntring for mange i salen, med sin positive holdning til de private tiltag og tilsagnet om, at tilsynet skal være overordnet og ikke gå i detaljer, der fratager det enkelte sted muligheden for at bevare sin integritet og den enkelte leder retten til at lede og fordele arbejde samt styre økonomien. Den klare melding var, at pris og tilbud skulle være gennemskuelig og sammenlignelig, og derudfra ville konkurrencen stederne imellem og mellem offentlige og private tilbud danne prisgrundlaget. En anden meget klar udmelding fra socialministeren var, at svingdørsbørn og fejlvisiteringer ikke kunne accepteres. Et punkt, som LOS i de sidste år har arbejdet meget med, bl.a. i et samarbejde med KL omkring visitationen. LOS er helt klart enige i, at dårlig visitationsarbejde er uacceptabelt.. Og at det er opholdsstederne og skolebehandlingstilbuddenes pligt, at sikre den rette matchning, så udgangspunktet for et succesrigt arbejde er tilstede. Der kan blot her være et problem omkring opsigelsesvarslet, som mange kommuner og amter kun øsnker skal være måneden ud plus 30 dage. Dette meget korte opsigelsesvarsel ville dog være langt nemmere at bære, hvis det enkelte sted havde den tilstrækkelige kapital akkumuleret og denne kapital var til rådighed bl.a. til sådanne situationer. Månedens gyser er undersøgelsen ”Specialundervisning på anbringelsessteder og dagbehandlingstilbud” af Inge Bryderup m.fl. fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Konklusionen er ikke til at tage fejl af: undervisningen på dette område er meget kritisabel og langt fra god nok. Det er selvfølgeligt altid godt at få et spark til at gøre arbejdet bedre. Som udgangspunkt bør det være en naturlig del af

GI‘ LOS • 2-2002

vores arbejde, hele tiden at højne kvaliteten. Derfor har LOS også arbejdet med dokumentation af kvaliteten inden for området det sidste år. Standardbeskrivelser, der kan bruges som ud- Jens Hedemand gangspunkt til en udvikling af kvaliteten på det enkelte sted. Desuden ligger problemstillingen i forlængelse af vores nyeste tiltag, der går under arbejdstitlen ”LOS akademi”. Opgaven er her, at arbejde med uddannelse, udvikling og forskning, inden for en helhedsorienteret indsats, der kan målrettes dette område. Men måske er der andre ting, der er til at tage fejl af i denne undersøgelse. For det første begrunder man bl.a. konklusionen i, at meget færre børn på dette område tager folkeskolens afgangseksamen end i folkeskolen generelt. For det andet bygger grundlaget for ”diagnosen” på et meget spinkelt grundlag med kun lille minoritet repræsenteret i undersøgelsen. Måske skulle man her gå ind i en nærmere analyse af, hvilke børn der helt præcist undervises på dette område i stedet for at konkludere, at arbejdet bliver dårligt udført. Det må næsten anses som en selvfølge, at de børn og unge, der undervises på dette område ikke tager afgangseksamen i så høj grad som i folkeskolen – når man tager højde for de psykiske, sociale, neurologiske o.s.v. problemer, børn og unge på anbringelsesområdet har at arbejde med. Måske skulle spørgsmålet heller være, hvordan vi alligevel gør disse unge i stand til at begå sig på arbejdsmarkedet. Dette må prioriteres, som en af det helt store opgaver og bliver en fremtidig udfordring for hele området.

Læs i dette nummer 4

Nyt fra LOS

LOS i en brydningstid Reportage fra landsmødet

Et synspunkt

Forskning + praksis = uddannelse Reportage fra landsmødet

Mundtlig beretning til LOS generalforsamling 2002

Drop den samarbejdspartner Reportage fra landsmødet

Er SL ligeglad med sine medlemmer?

Hvis en anbringelse skal lykkes

Kritik af undervisning

Hvordan styrker vi udbuddet, bredden og overblikket? Teknologirådets høring

Magi og/eller hårdt, målrettet arbejde?

Det må ku‘ lade sig gøre Portræt af et opholdssted

Annoncer

Landsmøde og genralforsamling side 5-19

Side 38

Side 26

GI‘ LOS • NR. 2 • 9. ÅRGANG • JUNI 2002 Redaktion Geert Jørgensen, ansvarshavende Tlf. 70 23 34 00 • 40 63 67 09

Forside: LOS Landsmøde 2002 Foto: Nils Rosenvold

Udgiver Landsforeningen af Opholdssteder og Skole- behandlingstilbud Sekretariatet Skindergade 23, 4. • 1159 København K Tlf. 70 23 34 00 • Fax 70 23 54 00 E-mail: los@los.dk

ISSN 1398-3539 Layout Peder Hovgaard 86 76 04 16 Tryk Grafiske Løsninger A/S

GI‘ LOS • 2-2002

N Y T

F R A

L O S

KURSER JUNI 24.-25. juni • Lærerkursus. Hotel Scandic Kolding AUGUST 22. august • Kvalitetsstandardkursus* - kom godt i gang med standardbeskrivelsen. Scandic Hotel Ringsted 29. august • Kvalitetsstandardkursus* - kom godt i gang med standardbeskrivelsen. Byggecentrum i Middelfart SEPTEMBER 2.-4. september samt 3. og 4. oktober • Sikkerhedskursus*. Scandic Hotel, Ringsted. 5. september • Kvalitetsstandardkursus* - kom godt i gang med standardbeskrivelsen. Scandic Hotel Ringsted 16.-18. september samt 31. oktober og 1. november • Sikkerhedskursus**. Hotel Tre Roser, Kolding. NOVEMBER 4.-6. november samt 12. og 13. december • Sikkerhedskursus**. Hotel Hvide Hus, Aalborg. * Alle kurser har plads til 17 deltagere. **Tilmelding til sikkerhedskurserne direkte til ArbejdsMiljøUddannelsen på tlf. 39 16 01 00, fax 39 29 49 96 eller e-mail: loftfac@aof-danmark.dk. Spørgsmål i denne forbindelse kan også rettes til Jørn Ellgaard, tlf. 22 66233 eller e-mail: ellgaard@los.dk.

LOS til møde med undervisningsministeren Den 19. juni har LOS møde med undervisningsminister Ulla Tørnæs. Fra LOS deltager formanden for skoleúdvalget Boris Jacobsen, Stationen samt Flemming Jensen og Geert Jørgensen fra sekretariatet. Her skal LOS fremlægge sine bemærkninger til debatten om undervisningen på anbringelsesssteder samt forslag til kvalitetsforbedringer.

Den nye hjemmeside forventes færdig i løbet af juni måned.

Hjemmesiden Hjemmesiden er som tidligere nævnt under en gennemgribende renovering, både når det gælder teknologi og design. Desuden udvides den med en række nye tilbud. Blandt andet en egentlig jobdatabase samt et lukket område for medlemmer med en medlemsservice i form af vejledninger og standardkontrakter af forskellig karakter m.m. Den nye hjemmeside forventes lagt på nettet i løbet af juni måned. Medlemstal: LOS har nu 548 medlemmer

GI‘ LOS • 2-2002

Socialministeren besøger opholdssteder Den 12. august viser LOS socialminister Henriette Kjær og socialpolitisk ordfører Charlotte Dyremose (K) rundt på opholdsstederne Lille Baundal, Nord-Bo og Lundekollektivet.

Jubilæumsskrift LOS udsendte i maj måned et jubilæumskrift til alle medlemmer. Yderligere eksemplarer kan bestilles på sekretariatet og koster kr. 90,- pr. stk, inklusive forsendelse.

L A N D S M Ø D E

LOS i en brydningstid Den 6. og 7. maj holdt LOS lan≠dsmøde i Vingstedcentret og fejrede samtidig foreningens 10 års jubilæum.

OS’ formand Jens Hedemand bød de 330 deltagere, politikere og oplægsholdere velkommen og åbnede landsmødet med at sammenligne den 10-årige forening med et barn, der overskrider grænsen mellem ni og 10 og til på vej til at blive en teenager, men var dog i tvivl om sammenligningen, for hvad er LOS i dag? - Måske vi er ”sentudviklede”, for fysisk alder betyder ikke så meget som den psykiske. Det er i den følelsesmæssige udvikling det største potentiale i et menneske findes, og grundlaget for et ordentligt menneske drejer sig om etik. Det gælder også i vores forening. Alle de relationer vi i foreningens regi indgår i, er følelsesmæssige. - Og på den måde bliver vores foreningsarbejde lig med det pædagogiske arbejde, vi laver i det daglige at være i en relation, føle tryghed, alle de bløde værdier. I det lys kan vores forenings udvikling sammenlignes med et barns - vi har været i orkanens øje, men har handlet i tryghed, vi ville blive bedre, lære mere, kunne mere - og nu er vi mere bevidste end tidligere. - 10 års fødselsdagen er en skillevej, men begge sider skal være med - følelse og intelligens - det er derudfra, at vi kender vores rødder, og så kan vi tale udvikling, tænke kvalitet, sagde Jens Hedemand. Minister-ros Første gratulant var en meget engageret og veloplagt socialminister Henriette Kjær, der havde set frem til landsmødet for at få en dialog om

opholdsstedernes virke, som hun er meget optaget, bl.a. efter at have besøgt opholdssteder i Århus og oplevet et stort engagement hos forældre og børn. Henriette Kjær, der også skal besøge flere steder til august sammen med LOS, sagde bl.a.: - De anbragte børn er de sårbare, og vi skal gøre vores yderste for at kvalificere indsatsen, og ikke være styret af vanetænkning, men afprøve nye ideer. De unge har krav på et ordentligt liv, så de kan bryde den onde cirkel. Det kan lyde som en floskel at tale om en ”samfundsmæssig investering”, men vi kan ikke sidde det overhørig. Henriette Kjær kom herefter ind på diskussionen om kvalitet og roste LOS for at have taget initiativ til at synliggøre det gennem standardbeskrivelser af opholdsstederne. Hun håbede det fortsatte, men vidste godt, at det ikke er LOS’ ansvar med de dårlige steder.

„

Jeg er enig i, at det ikke hører hjemme, at amtet skal fastsætte lønnen, det er dræbende for de private opholdssteder.

„

Henriette Kjær om amternes tilsyn

Reportagen fra landsmødet er, hvor intet andet er nævnt, skrevet af journalist Dorete Dandanell, og billederne er taget af fotograf Nils Rosenvold.

- Jeg tror dog ikke kun, der er tale om få, som I skriver i jeres blad. Det er uansvarligt, at børn anbringes på steder, hvor der ikke er ordentlige forhold. Og derfor vil mit forslag om en landsdækkende database, hvor alle opholdssteder er beskrevet, være et godt redskab til at få ryddet ud i ikke-godkendte opholdssteder, og som hjælp til at få rette barn på rette hylde - ved første anbringelse. Pladsproblemet - Giv mig besked, hvis der er et barn, der ikke kan få plads, sagde ministeren bl.a. og komplementerede LOS for på sin hjemmeside at løbende at oplyse, hvor der er ledige pladser. Men der er jo for få pladser? LOS har regnet ud, at der 2010 vil mangle 2100. - Der ER behov for at se på det. Og også her er min bebudede kuglegravning af hele området relevant. Men det er vigtigt at nytænke. Der kan være mange gode erfaringer med at blive anbragt hos slægtninge og derfor støtter jeg projektet omkring ”familierådslagning”, hvor det nære netværk kan komme med løsninger og har ressourcer til at hjælpe børnene. Og så skal vi blive bedre til at inddrage børnene. Amtslig bagatel-styring Henriette Kjær var meget klar i mælet, da hun tog fat om problemet med amternes tilsyn: - De styrer for bagatel-agtigt og

GI‘ LOS • 2-2002

L A N D S M Ø D E

godkendelsesprocedurerne skal ikke være et nåleøje, som opholdsstederne skal gøre sig fortjent til at komme igennem. Jeg er enig i, at det ikke hører hjemme, at amtet skal fastsætte lønnen, det er dræbende for de private opholdssteder. Så vi må se til, at amter og kommuner begynder at slappe af, for jeg ønsker forskellighed mellem døgninstitutionerne og de private steder. - Amtet skal have en rådgivende funktion i stedet for en restriktiv, så der ikke stilles urimelige krav, blot for at være nidkære. Også her skal der kulegraves. Indsats nu skal bryde den sociale arv Henriette Kjær oplyste, at kulegravningen af området dels skal være et serviceeftersyn, og dels være visionær - ”hvordan vi tackler de fremtidige krav?” Arbejdet vil komme til at foregå i arbejdsgrupper med KL, Amtsrådsforeningen og Socialministeriet. Organisationerne bliver inddraget undervejs. Som eksempler på den forebyggende indsats over for de udsatte børn og unge, nævnte Henriette Kjær bl.a. KABU- projektet (se andetsteds i bladet, red.), og nødvendigheden af et efteruddannelsesprogram for de kommunale sagsbehandlere på de sociale højskoler. - Det er vigtigt at bryde den sociale arv, men det er et langsigtet projekt, hvor vi først kan se et resultat om 20 år. Derfor skal vi gøre noget massivt nu og sætte arbejdet op i et højere gear, sagde Henriette Kjær, der i den forbindelse vil udarbejde en samlet handlingsplan sammen med undervisningsministeren. Grundtakst, tilsyn og etiske regler I den livlige spørgerunde fik landsmødet bl.a. disse svar fra Henriette Kjær:

GI‘ LOS • 2-2002

„

Alt andet er en overtrædelse af FNs børnekonvektion. Vi har taget det op i Socialudvalget, og vi ved godt, at det er svært, fordi mange sagsbehandlere er ukvalificerede.

„

Tove Videbæk. Kr. F. om at børn skal høres ved en anbringelse

Virkningen af grundtakstmodellen (flere steder er gået konkurs, ifølge et spørgsmål fra salen): - Folketinget troede, at de involverede parter gerne ville have den. Jeg ved godt, at der er problemer, selv om der er afsat 90 mill. kr. til at indføre modellen. Vi følger det meget tæt i ministeriet, men vil ikke gøre noget ved det nu. For vi må have et bredere beslutningsgrundlag. Opholdsstederne vil ikke blive udkonkurreret, og jeg tror ikke, at grundtakstmodellen vil være en hindring på sigt. Jeg kommer med en redegørelse til næste år, og så må vi få rettet op på det. Krav til at opkvalificere amternes tilsyn: - Det er netop her, vi kan gå ind. Jeg vil sikre mig, at tilsynet bliver brugt rigtigt, ved godt at det er meget forskelligt fra amt til amt, men det skal være et sted, hvor I kan få rådgivning. Øvelsen går ud på at få opkvalificeret arbejdet, så der føres et fagligt kompetent tilsyn. Der er ressourcer nok, men arbejdet nedprioriteres, så medarbejderne ikke uddannes tilstrækkeligt. Jeg ønsker en ensartet behandling i alle amter, også med kvaliteten, for vi står med et voksende problem. – og de brodne kar får måske lov til at leve på den konto.

Behovet for etiske regler: Det blev foreslået fra salen, om det var en god idé, at LOS opstillede et sæt etiske spilleregler for at se ind i egne rækker, som ejendomsmæglerne gør det. Hvis et opholdssted var medlem af LOS, ville man dermed have et blåt stempel på, at der var styr på kvaliteten. Her kom Jens Hedemand dog Henriette Kjær i forkøbet: - Bestyrelsen har netop besluttet, at gå i gang med at fastsætte et etisk regelsæt. Den konkrete lugen ud kommer til at koste noget, hvis det er LOS, der i yderste konsekvens skal ud på stederne og lave den kvalitetssikring, som amterne burde gøre. Henriette Kjær: - Jeg er enig i, at det er amterne, der skal lave kvalitetssikringen, men det betyder ikke, at LOS ikke kan opstille etiske guidelines. Kommunerne skal høre børnene Så var det tid til den politiske paneldebat om ”De nye udfordringer for de private tilbud”. Også Tove Videbæk fra Kristeligt Folkeparti og formand for Folketingets Socialudvalg var glad for, at LOS markerer sig så tydeligt i debatten: - For det er vigtigt, at børnene anbringes de rigtige steder første gang. Der er stor politisk bevågenhed omkring opholdsstederne, og I er dynamoen og de fremadrettede ildsjæle. Det er et stort skridt fremad, at I laver database med beskrivelser af de enkelte opholdssteder, og igen et eksempel på at de private går forrest. Tove Videbæk lagde stor vægt på, at børnene skal høres i forbindelse med en anbringelse: - Alt andet er en overtrædelse af FNs børnekonvektion. Vi har taget det op i Socialudvalget, og vi ved godt, at det er svært, fordi mange

L A N D S M Ø D E

- De styrer for bagatel-agtigt og godkendelsesprocedurerne skal ikke være et nåleøje, som opholdsstederne skal gøre sig fortjent til at komme igennem. Henriette Kjær om amternes tilsyn.

sagsbehandlere er ukvalificerede. Men hvordan skal børnene involveres? På det fiktive, retoriske spørgsmål fra salen: ”Vil du blive hjemme hos far og mor eller vil du på behandlingshjem?”, svarede Tove Videbæk: - Børnene skal HØRES. Det er forkert at flytte dem rundt som pakker fra sted til sted, bare fordi moderen vil flytte, og selv om barnet ikke har kontakt med hende. Derfor er jeg glad for modellen om familierådslagning, hvor tanter, onkler og andre slægtninge kan komme på banen. Børnene skal ikke bestemme, men de skal med i processen. Jens Hedemand: - Det skal være et minimums-pædagogisk udgangspunkt, at når et barn kommer til et sted, så kender det vilkårene og ved hvorfor det er anbragt, selv om det måske ikke er enigt.

Tilsyn: Skil rådgivning og godkendelse Hans Andersen fra Venstre, der også er medlem af Folketingets Socialudvalg samtidig med at han er socialudvalgsformand i Frederiksborg amt, foreslog i forbindelse med diskussionen om kvalitet i anbringelsen, at kommunerne ser på ledelses-

„

Amterne skal sikre, at det pædagogiske er i orden og ikke blande sig i, hvad det koster - det er købernes hovedpine de vil betale det.

„

Jens Hedemand, formand for LOS

problemet, så det sikres at sagsbehandlerne har tid nok, at de kan fastholdes i arbejdet og bruger de rette faglige metoder. Det første skridt i en anbringelse sker hos sagsbehandlerne, og det er IKKE kvalitet IKKE at se barnet inden det anbringes. - Det skal nytænkning til - nye metoder og lokale tilbud - for at bryde den sociale arv og sikre, at børnene og de unge får de sociale kompetencer, der er behov for i dag. Man skal være mere omhyggelig i dialogen med barnet, så man bedre kan vurdere, hvad der skal til. Skole, familie, venner bør inddrages, så der kan gives massiv støtte til den unge lokalt. Hans Andersen bebrejdede Henriette Kjær. at hun ikke var mere præcis i sine udmeldinger om amtets tilsyn, hvor rådgivning og godkendelse bør skilles ad, også organisatorisk, så der ikke bliver tvivl om kasketterne, og med det formål, at amterne kan bli-

GI‘ LOS • 2-2002

L A N D S M Ø D E

ve bedre. Hans Andersen ser ikke opholdsstederne som i konkurrence med de amtslige institutioner. - Hvert amt må se på, om tilsynet er organiseret på en fornuftig måde. Det har vi gjort i Frederiksborg amt. Det er ikke svært at adskille medarbejderne organisatorisk og det er amtets ansvar at føre et ordentligt tilsyn. Kontakt Socialudvalget Tove Videbæk var enig i, at det er en god idé, at adskille tilsyn og visitation i amtet og oprette en ankeinstans i forhold til amterne, og at det skal formidles til omverdenen, hvis tilsynet er helt i skoven. Nogle amter er for detaljerede, og selv om Folketingets Socialudvalg allerede har fået en række eksempler, kom hun med denne opfordring til landsmødets deltagere: - Send eksempler ind til os, for så kan vi orientere ministeren, der jo gerne vil rette op på det. Hvis Socialudvalget har den viden, kan vi holde ministeren fast, og presse hende til at gøre noget. Vi vil tage det op i udvalget til efteråret. Helhedsorienteret pædagogik Jens Hedemand kom i sit indlæg ind på, at LOS og opholdsstederne må tage kampen op med amterne og forlange at blive accepteret som selvstændige virksomheder. Samtidig er der brug for større gennemskuelighed ved at få beskrevet opholdsstederne. Når man ved, hvad man er god til, ved man også hvilke opgaver man ikke kan løse, og så kan ”køberne” (kommunerne) bedre vurdere, hvad de får for pengene.

GI‘ LOS • 2-2002

„

Hvert amt må se på, om tilsynet er organiseret på en fornuftig måde. Det har vi gjort i Frederiksborg amt.

„

Hans Andersen, V, socialudvalgsformand i Frederiksborg amt Jens Hedemand kommenterede ministerens kulegravning ved at pege på, at det kræver mere end teknik og en database, hvis sagsbehandlerne skal vide, hvad der foregår ude på opholdsstederne:

Lægger vejledningen optil nidkær styring? Det var et gennemgående tema i paneldebatten, at kvalitet i anbringelsen kan være meget svært, når der er så stor udskiftning blandt socialrådgiverne. Så opfordringen til politikerne lød: - Giv sagsbehandlerne tid til at fordybe sig, så der ikke kommer hovsa-løsninger. Hans Andersen og Tove Videbæk var helt enige i, at en større bevågenhed hos lederne i de kommunale forvaltninger, kan være med til at fastholde medarbejderne, så de får større rutine i anbringelsessagerne og kendskab til flere opholdssteder. Hans Andersen sagde i forbindelse med en kritik fra salen af vejledningen om opholdsstederne: - Jeg tager kommentarerne med hjem. Vejledninger er lavet af ministeriet og Amtsrådsforeningen i fællesskab, for at man kan arbejde med dem lokalt og det kan godt lade sig gøre.

- Kvalitet skal ikke være et styringsinstrument, men en helhedsorienteret pædagogisk tænkning, hvor der kan skabes forum for udvikling, uddannelse og forskning. LOS skal sikre rimelige arbejdsforhold for de enkelte steder og hindre, at det bliver et styrende tilsyn: - Det er helt til hest, at amternes folk tager tilsynspligten så bogstavelig, at man visse steder ser på, hvor mange madpakker, der smøres. Amterne skal sikre, at det pædagogiske er i orden og ikke blande sig i, hvad det koster - det er købernes hovedpine de vil betale det.

Tove Videbæk: - Jeg har forstået det sådan, at vejledningen ikke er i tråd med lovgivningen. Og det kan give et stort problem, hvis det betyder, at amterne er så nidkære i sin økonomiske styring af opholdsstederne, at de må lukke. Amterne siger, de ikke vil overtage forpligtelsen, nej, men hvis de ikke gør noget, kan de blive nødt til det. Tove Videbæk afrundede paneldebatten med at gentage sin opfordring til at kontakte politikerne: - Børnene i centrum - det er for deres skyld, at vi skal have udviklet bedre tilbud. Hold fokus på dem, og fortæl os, når det ikke fungerer. ■

L A N D S M Ø D E

Et synspunkt Af advokat Lene Diemer, Advokatfirmaet Paabøll og Foldschack Mail: lenediemer@ecolaw.dk

Artiklen er skrevet på baggrund af oplæg og debat i workshoppen ”De private tilbud - mellem lovgivning og praksis” på LOS landsmøde den 6. - 7.maj 2002.

gennem en årrække har jeg som advokat rådgivet og vejledt opholdssteder for børn og unge, dagbehandlingstilbud og bofællesskaber for voksne om mange forskellige juridiske problemstillinger indenfor bl.a. det sociale område, men også en lang række problemstillinger affødt af det arbejde, der laves rundt omkring i landet af private initiativtagere. Som advokat er det klart, at det ofte er de sager, der er gået ”skævt”, jeg har fået kendskab til og mit ”synspunkt” skal selvfølgelig læses med det som udgangspunkt. Formålet med amternes overtagelse af ansvaret for godkendelse og tilsyn med først børne- og unge området og derefter voksenområdet, var et ønske fra politisk side om at kvalificere og samle ekspertisen i nogle større enheder i stedet for at ansvaret var uddelt til landets 275 kommune, der naturligvis ikke havde samme mulighed for at skabe sig et samlet overblik over området. Det var også et ønske fra LOS´s side at få en kvalitetsgodkendelse af det arbejde, der udføres af foreningens medlemmer på området. Der er ingen tvivl om, at amterne har taget opgaven til sig med stort ansvar og engagement, der næsten kan sammenlignes med den iver og ildhu som de private initiativtagere på området i mange år har arbejdet med at løse de anbragtes problemer.

Amterne har til tider været så ivrige, at man har har glemt at tage hensyn til den lovgivning der ligger til grund for vejledningerne på området. Jeg tænker i den forbindelse ikke alene på den sociale lovgivning, men især på forvaltningsretlige grundssætninger og regler. I de sager jeg har været involveret i har jeg desuden gentagne gange konstateret, at kommunikationen mellem embedsmænd og initiativtagere ikke altid fungerer optimalt. Man taler populært sagt ikke altid samme sprog. Det kommer til udtryk ved at de spørgsmål amterne stiller ikke forstås af initiativtagerne eller initiativtagerne ved ikke hvordan de skal opfylde amternes krav om dokumentation til brug for amtets behandling af en sag. De private tilbud kommer ofte til at argumentere for deres sag og ikke dokumenterer deres oplysninger. Amtet kan derved stå tilbage med det indtryk, at det private tilbud skjuler eller dækker over oplysninger, der kan være relevante for amtets stillingtagen til sagen og grundlag for at foretage en

vurdering. Der til kommer amterne også mødes med en del skepsis fra initiativtagerne. En del medarbejdere/ledere, der arbejder på de private steder har en baggrund som tidligere ansatte i det offentlige.Nogle har etableret sig som selvstændige eller taget ansættelse på det private område, netop p.gr.a. utilfredshed med måden det offentlige håndterer sagerne på. Det opfattes derfor som mistænkeliggørende og uforståeligt, når amtet stiller spørgsmålstegn ved det arbejde, der udføres og beder om detaljerede beskrivelser af de pædagogiske/behandlingsmæssige metoder, der anvendes på stedet, når arbejdet i øvrigt udføres til de anbringende kommuners og de anbragtes tilfredshed. Nogle initiativtagere er uforstående fordi det konstateres, at arbejdet, der udføres virker i det daglige, at de anbragte på stederne får en mere meningsfuld tilværelse. Det opfattes ikke som en naturlig del af det daglige arbejde at beskrive metoder og pædagogik/behandling det udføres dagligt, så amtskonsu-

GI‘ LOS • 2-2002

med mulighed for at tage hensyn til den enkeltes behov og muligheder. Tag udgangspunkt i det og fokuser på mulighederne i stedet for barrierene for den enkelte anbragte.

lenterne kan bare komme og kigge over skulderen så de ved selvsyn kan konstatere at det sker, men de skal dog ikke blande sig i pædagogikken eller metodikken. Diskussionerne mellem amterne og de private tilbud risikerer derfor at fjerne sig fra selve opgaven og dem det handler om, nemlig de anbragte, til at koncentrere sig om stedets organisationsform, budgetternes sammensætning, normering, kostbudgetter etc. eftersom det er det, der oftest er nemmest at gå til og som amterne umiddelbart har en mulighed for at kunne forholde sig juridisk og økonomisk/administrativt til. Derfor er det vigtigt, at alle parter tager udgangspunkt i den opgave, der skal løses og hvordan dette gøres til bedst mulig gavn for de anbragte. Det drejer sig om levende mennesker - ikke kun kroner og ører og juridiske spidsfindigheder. Socialreformen blev netop ved vedtagelse fremhævet som fleksibel og

GI‘ LOS • 2-2002

De private initiativtagere, der har været igennem den omstændelige proces det er at nedfælde arbejdsmetoder, pædagogik/behandling, målsætningsbeskrivelse etc. på paFOTO: PEDER HOVGAARD pir, er langt bedre rustet i en budgetdiskussion med amterne end de steder, der ikke på samme måde har beskrevet arbejdet. Især fungerer samarbejdet godt, hvis budgetforudsætningerne kan kædes direkte sammen med beskrivelserne af det daglige arbejde. Det forudsætter dog også, at revisor og andre rådgivere er indforstået med at udarbejde budgetter eller andet materiale, der selvfølgelig indeholder de nødvendige elementer fra vejledningen, men som også konkret hægter sig op på de projekter/initiativer, der skal arbejdes med på stedet det kommende år. Dermed sikrer man sig også at amterne bliver nød til konkret at forholde sig til indholdet af bugetterne og dermed udførligt og konkret begrunde afslag. Et budget er nemlig i forvaltningslovens forstand en ansøgning, hvor amtet hvis der foretages ændringer skal fremkomme med en begrundelse for ændringerne, især hvis det indebærer at budgettet skæres ned.

Eksemplerne på amternes fokusering på budgetterne er talrige. Gennem årene har der dog vist sig nogle generelle træk der går igen -± uanset om det er i den nordlige eller sydlige del af landet vi befinder os. Som eksempler kan nævnes: • fastsættelse af huslejer • lønninger og normeringer og vikarbudgetter • proceduren for visitation til især børneopholdsstederne, men efter indførelse af grundtakstfinansiering også for de voksne • at voksenområdet vurderes ud fra samme stramme kriterier som børneområdet, • kommunernes kompetence til at bevilge ekstraordinære enkeltydelser, • akutanbringelser, • udlandsophold • initiativtagernes investering i af egen lomme i forbindelse med etableringen, herunder kautionsforpligtelse • formueakkumulation contra hensættelse til konsolidering og opsparing til investering i driftsmidler • belastning af økonomi i forbindelse med omlægning af driften fra enkeltmandsvirksomhed til f.eks. fondsdrevet virksomhed • adskillelse af dagog døgntilbud og voksen- og børnetilbud i selvstændige juridiske enheder - dette er dog et krav fremsat af socialministeriet, som nogle amter bestemt heller ikke er tilfredse med. Problemet for de private tilbud er imidlertid, at man i langt de fleste tilfælde ikke tør lægge sig ud med amterne eftersom der jo er tale om, at man lægger sig ud med sin fremtidige samarbejdspartner, så af hensyn til det gode klima bøjer man nakken. Til sidst et suk vedrørende grund-

L A N D S M Ø D E

takstfinansieringen. Det blev på LOS landsmøde understreget af socialminister Henriette Kjær, at grundtakstfinansieringen ikke var indført som en sparemodel. På grund af lange sagsbehandlingstider i amternes visitationsudvalg virker finansieringsmodellen imidlertid som en stor økonomiske belastning for mange private tilbud. Eftersom de private tilbud ikke har et økonomisk sikkerhedsnet i form af en forsyningsaftale eller en betalingsgaranti eller en lav belægningsprocent eller hensættelser man må tære på i sådanne situationer, der sikrer, at tilbuddet

kan beholde medarbejdere til sagerne er gået igennem bevilligsprocedurerne, kan det betyde og har det for nogle allerede betydet økonomisk ruin. Især voksenområdet er hårdt ramt pt. og især de ny startede steder er sårbare. Socialministeren opfordrede til at man oplyste hende om de problemer man stødte på i forbindelse med grundtakstmodellen. Jeg kan kun støtte denne opfordring - jo flere oplysninger om virkningen af finansieringsmodellen der tilgår ministeren des bedre grundlag for at kunne fortage absolut nødvendige ændrin-

ger. Desværre ville Henriette Kjær ikke tage initiativ til ændringer før efter 1 år efter indførelse af den nye finansiering - dvs. 1. januar 2002. På baggrund af ovenstående og den efterfølgende debat i workshoppen vil jeg foreslå, at LOS tilbyder sine medlemmer et lille kort kursus i om rettigheder og forpligtelser i relation til især forvaltningsloven, men også den sociale lovgivning generelt. - Og jeg stiller mig naturligvis gerne til rådighed i den forbindelse. ■

GI‘ LOS • 2-2002

L A N D S M Ø D E

Landsmødet:

Forskning+praksis= uddannelse Overskriften på landsmødets anden dag var uddannelse, hvor deltagerne bakkede op om LOSs forslag om at udvikle en speciel uddannelse til opholdsstederne med foreningen som primus motor.

sykolog Henrik Kristensen fra Erhvervspsykologerne i Århus præsenterede et forslag til et ”LOSakademi” - udvikling, uddannelse og forskning i LOS-regi - som optakt til dagens gruppearbejde og plenum. Henrik Kristensen sagde bl.a., at formålet med at udvikle en selvstændig uddannelse - eller efteruddannelse - i foreningens navn er at skabe en kollektiv udvikling af selvværd og at professionalisere det arbejde, der udføres på opholdsstederne. Praksis, certificering og merit Henrik Kristensen opregnede en række krav til uddannelsen: - Den skal være knyttet til praksis, give mulighed for certificering og merit til den pædagogiske grunduddannelse. Og argumenterede for, hvorfor en selvstændig uddannelse er en god idé: - Med livslang læring er det muligt at bevare engagementet og perspektivet på arbejdet – se uddannelse som en kvalitetssikring af arbejdet. Med en kollektiv udvikling af pædagogik og praksisformer, dialog på tværs af organisationen og med det ”etablerede system, vil LOSs medlemmer blive styrket indadtil og udadtil. Uddannelsen skal baseres på forskning, systematisk dataindsamling, bearbejdning og formidling at det arbejde, der udfø-

GI‘ LOS • 2-2002

res på opholdsstederne, udført af forskere og praktikere. - Perspektivet er professionalisering af et helt område. Certificering vil være en kvalificering af arbejdet. Uddannelse vil styrke den faglige dialog på tværs, højne den kollektive selvfølelse og omdømmet, give merit som livslang læring og være en mulighed for, at I kan få papir på det I gør. Måske omkring CVU-Midtvest Rent praktisk foreslog Henrik Kristensen, at uddannelsen blev organiseret omkring et af de nye CVU’er, Centre for Videregående Uddannelser, f.eks. CVU-Midtvest, der omfatter Ikast og Herning seminarium, måske i samarbejde med andre institutioner på sigt. LOS skulle stå som rekvirent og CVU som den udførende part. Måske med en bestyrelse i spidsen til at skabe linier og forbindelser mellem undervisningsstedet og deltagerne. Økonomisk skal det være så billigt som muligt. Det er dog endnu ikke tager stilling til den endelige model for finansiering, ej heller om der skal være egenbetaling, men som Henrik Kristensen sagde ”det vil være meget billigere end at hyre en som mig til at lave kurser for jer”. Ny udvikling i socialpædagogikken I den efterfølgende diskussion var det tydeligt, at forslaget blev modtaget med åbenhed, men også en vis skepsis. Argumenterne for var bl.a., at her var en chance for at udvikle noget helt nyt i forhold til den socialpædagogiske tradition, en mulighed for en hel faggruppe for at få sin

egen uddannelse og at det var nødvendigt - udviklingen i samfundet kræver mere og mere uddannelse. Med specielle kurser for LOS-medlemmer kan forskning i praksis blive en del af udviklingen på det socialpædagogiske område. Jens Hedemand sammenfattede LOS’ holdning: - Et LOS-akademi skal samle den viden, der er på opholdsstederne og sætte den sammen med forskningen. Vi skal have en helhedsorienteret uddannelse og forskning, der tager udgangspunkt i det værdigrundlag vi har. Han understregede, at en certificering skal dække alle områder, børn, unge, voksne. Er formel uddannelse for ildsjæle? Heroverfor lød det bl.a., at det vil være imod den individuelle holdning og erfaring på opholdsstederne at lade sig institutionalisere gennem en fælles, formel uddannelse. I debatten hørtes bl.a. : • Et det vores behov for uddannelse eller systemets for at få os ind i det? • Vil magien i arbejdet ikke forsvinde, hvis arbejdet bliver beskrevet og sat i kasser? Og gider vi så arbejde med det? • Vi startede som alternative. Hvis vi bliver en del af det etablerede system, vil der opstå andre alternativer. • Hvad er perspektiverne og kravene til certificering? • Vi er en bred gruppe i LOS, så det er svært at se, at vi kan samles om en faglig institutionsuddannelse for det enkelte sted. • Skal der være eksamen og hvad er de boglige krav? • Bliver vi nu ikke for storskrydende?

L A N D S M Ø D E

• Det er børnene, det drejer sig om og ikke vores karriere. • Man kan ikke gå til eksamen i livets skole. Det er svært at snakke certifikation, før vi har en etisk bundlinie. • Ordet ”akademi” lyder lidt elitært.” Til glæde for de anbragte Plukket med løs hånd fra referaterne af gruppediskussionerne lød det bl.a. • Et succesmål for uddannelse er, at vi gør vores arbejde bedre, dvs. dem vi tager os af, får det bedre. Det er familierne, der skal have gavn af, at vi uddanner os. Uddannelse skal skabe bedre mennesker. • Vi har brug for uddannelse til at kommunikere, til at få bedre lønog arbejdsforhold og for at være rustet til at forklare os i medierne og møde politiske udspil, som. f.eks. det nylige med at, undervisningen på stederne er for dårlig. • LOS skal arbejde for flere kursuspenge til efteruddannelse.

• Godt at LOS går ind i det, så vi er med til art præge indholdet et uddannelsesforløb, hvor vi beholder vores særpræg. - Forskning er nødvendig - f. eks. at vide, hvorfor det ikke altid går så godt for de børn vi siger farvel til. • Vi har brug for dynamisk dokumentation - det meste vi kender er død viden, men hvordan kan vi gøre det levende? • Godt at LOS tager det initiativ, så vi kan udvikle en model for, hvordan praksis kommer til teori og omvendt. • Vi lever i en stor case hele tiden, så det var måske en idé, at knytte fagfolk og forskere til bestemte steder? • En kvalitetstandard for en uddannelse skal anerkendes i systemet og blandt vores samarbejdspartnere. • Kravet til medarbejderne er, at de er superviserbare og åbne for personlig udvikling, ligesom der er behov for efteruddannelse af lederne. • Vi har brug for en ”en værktøjskas-

se”, der er udviklet på stederne. • Vi står med en kultur, der vil gå tabt hvis vi ikke får samlet erfaringerne. Uddannelse forankret i opholdsstederne Jens Hedemand sagde afsluttende, at LOS vil arbejde videre med forslaget om at kæde forskning og uddannelse sammen i LOS-regi. Han pegede på tre ting, der skal være opfyldt, før der er tale om en succes: • hvordan sikrer vi os, at uddannelser og kurser kan blive frugtbart og ikke løsrevet fra opholdsstedet og medarbejdernes udvikling? • vi mangler at få beskrivelserne af opholdsstederne knyttet til noget teori, hvilke begreber arbejder vi med? Det skal vi have hold på og kommunikere ud. • og endelig skal uddannelsen kobles op på den etiske vejledning og vores værdigrundlag. Så vil vi være dygtige! ■

Magien med i uddannelsen

arin Kildedal, cand. scient. soc. fra Ålborg Universitetscenter, der ledede workshoppen ”HEFU, Helhedsorienteret Faglig Udvikling” på landsmødet:

Vil magien i arbejdet på opholdsstedene forsvinde med en formel uddannelse? - Jeg tror godt, man kan lave uddannelser med magi i. Vi kan ikke komme uden om kravet om uddannelse, men vi kan selv styre forløbet og indholdet. Og opholdsstederne skal ikke have klasserums-tænkning i hovedet, men tænke uddannelse i et forløb, der er kreeret til, at man uddanner det enkelte opholdssted som en helhed. og hvor man kobler praksis og dagligdag sammen og sætter det i forhold til teori. - Jeg kunne tænke mig, at man flyttede undervisningen ud på stederne, så lærerne kan observere, hvad der sker, ”hvad gør I i den og den situation?”, tænke det med ind i undervisningen og danne ny teori ud fra det,

der foregår. Forskerne kommer helt ned på det lille ”f”, hvor de kan få teorierne til at vokse ud fra praksis. Og det kan de så koble med det store ”F”, den tunge forskning. - Et uddannelsesforløb kunne rettes specifikt mod et antal opholdssteder, f.eks. i et afgrænset geografisk område som Fyn eller lignende, og på en måde vokse nedefra, men samtidig oppefra gennem lærerne. Man kunne også udveksle voksne fra det ene stede til det andet, og inddrage børnene og de unge - det er dem. der ved, hvad de har brug for - f. eks. ved at lave et interview med dem og drage det ind i vurderingen. Men det er vigtigt, at være klar over, at hvis man kobler sig på den uddannelse, forpligter det hele stedet. - Så nej, jeg tror ikke magien på opholdsstederne forsvinder, hvis man tænker uddannelse med udgangspunkt i magien og ikke i klasseværelserne, siger Karin Kildedal. ■

GI‘ LOS • 2-2002

GENERALFORSAMLING

Mundtlig beretning til LOS Af Jens Hedemand, formand

den skriftlige beretning, der er uddelt til alle, er der en grundig gennemgang af alle aktiviteter og tiltag i det forgangne år. Derfor har jeg i den mundtlige beretning valgt kun at lave et rids over nogle af disse aktiviteter og kun uddybe de vigtigste områder og samtidigt pege på de politiske udviklingsmuligheder inden for disse områder. Generelt Som jeg har nævnt adskillige gange, står LOS og hele opholdsstedsog skolebehandlingsområdet ved en skillevej. Vi er i gang med en professionalisering af vores arbejde gennem kvalitetsstandardisering og kvalitetsudvikling. Vi skaffer medarbejderne pension og stabile arbejdsvilkår. Vi arbejder stedse på, gennem kurser, efteruddannelse o.l., at gøre den enkelte mere og mere kvalificeret til det svære arbejde. Og samtidigt har vi mere end nogensinde brug for at kunne holde fast i vores rødder: at mennesket er i centrum og at vi derfor må se på den enkelte i den helhed, vedkommende indgår i og handle ud fra denne helhedstænkning. Udgangspunktet kan aldrig være systemerne, heller ikke økonomien, ikke de personlige ønsker, ikke egne bekvemmeligheder og ikke firkantede og administrativt tunge tilsynskrav. Derfor har vi i dag mere end nogensinde brug for et forum for udvikling, uddannelse og forskning. Et forum vi har diskuteret i dag under titlen ”Los-Akademi” (lidt skræmmende, - bliver vi for storskrydende, for ambitiøse, tager vi munden for fuld). Men den eneste måde at holde fast i en stadig professionalisering og samtidigt have vores hel-

GI‘ LOS • 2-2002

hedssyn på det pædagogiske arbejde med. Bestyrelsens arbejde Bestyrelsen har - sammen med udvalgene, udviklingsseminaret og sekretariatet - haft en stor mødeaktivitet i 2001 frem til nu. Den struktur for arbejdet og samarbejdet med udvalg m.fl., vi startede for 4 år siden, har vist sig at være tilfredsstillende. Det største problem for bestyrelsen er tid. LOS’ identitet Arbejdet omkring LOS’ identitet har fundet et naturligt leje. Der er ikke mange opholdssteder og skolebehandlingstilbud, der ikke ved, hvad LOS er, hvad vi arbejder for og hvilken hjælp eller støtte man kan få herfra. Men måske er vi derfor ved endnu en stor ny udfordring. Skal LOS tage skridtet helt ud og udvikle sig fra at være en interesseorganisation til en arbejdsgiverforening. Umiddelbart vil mange af os trække os lidt tilbage, - det lyder skræmmende. Vi er jo ikke rigtige arbejdsgivere ude på stederne. Vores ledelsesfacon bygger jo på et stort samarbejde med de ansatte - vi er ”næsten” kolleger. Og alle lederne fra de fondsejede institutioner, er jo kun ansatte, hvad så ? Og hvad med vores selvbestemmelse. Er det ikke nok, at amterne forsøger at styre os, skal nogle af vore egne nu også til det? Det er klart, at der er mange forhold, der skal undersøges og mange diskussioner, der skal tages, før der sker noget i den retning. Men der er selvfølgelig også nogle indlysende fordele. Den største af disse er, at vi vil komme til at stå meget, meget stærkere i forhold til vores mange forskellige forhandlingsparter. Og derved have en langt større mulig-

hed for at styre vores egen udvikling. I forhold til at styre en udvikling og styre en identitet bliver jeg igen nødt til at omtale LOS-Akademi - dette fora vil så absolut give os et virkeligt styringsredskab i hænderne. Både indadtil og udadtil f.eks. i forhold til offentligheden. Kvalitetsudvikling At have en kvalitetsstandard bliver i fremtiden et ”must” for såvel opholdsteder som for skolebehandlingstilbud. At de, der køber en ydelse helt præcist ved, hvad de får for pengene, sådan at sammenhængen mellem pris og tilbud kan vurderes, skal være en selvfølgelighed på området. Og jeg mener, der skal arbejdes frem imod, at det i løbet af kort tid vil være en forudsætning for medlemskab af LOS. Dette skal være foreningens redskab til at kvalitetsstemple sine medlemmer. Dette og tiltrædelse af det etiske regelsæt, som jeg vil komme ind på senere, vil for mig at se - skulle være forudsætninger for medlemskab af LOS. En anden - og vældig stor - sidegevinst ved arbejdet med kvalitetsstandarder er, at dette giver et afsæt til det videre arbejde med udviklingen af kvaliteten på det enkelte sted. Når man først har beskrevet sine tiltag - med både de stærke som svage sider - kan man herudfra tilrettelægge et udviklingsforløb, der gør arbejdet endnu mere kvalificeret. Et andet område indenfor kvalitetsudvikling er vores deltagelse i KABU - socialministeriets projekt ”Kvalitet i anbringelse af børn og unge”, der har Udviklings- og formidlingscenter i Åbenrå ved Jens Bundgård som projektsekretariat. Dette tiltag er et meget spændende projekt, hvor LOS er repræsenteret i ”Udviklingsog formidlingsnetværk”, der består af alle interessenter,

GENERALFORSAMLING

Generalforsamling 2002

GI‘ LOS • 2-2002

GENERALFORSAMLING

organisationer o.l. på dette brogede marked. I løbet af en treårig periode skal der sættes fokus på, hvad det er, der gør en forskel i det pædagogiske arbejde med børn, unge eller voksne. Og gennem dette ”medlemskab” kan vi i LOS også være med til at sikre, at et sådant projekt ikke blot bliver et ”djøfficeret” styreredskab for, hvordan økonomien forvaltes bedst - hvordan man får ”rotterne til at løbe hurtigere i den retning, man kunne ønske sig det”. Dette vil altid være skræmmebilledet ved et projekt, der bl.a. ser på måling af effekt i pædagogisk arbejde.

Etisk regelsæt Som tidligere nævnt mangler vi i LOS et ”Etisk regelsæt”, der udstikker de overordnede retningslinier for arbejdet med børn, unge eller voksne. Et regelsæt, der gør det lettere at navigere i det svære pædagogiske farvand; der gør det lettere ikke at falde i fælderne, hvor vores arbejde ikke længere er båret af en

GI‘ LOS • 2-2002

grundlæggende respekt for det enkelte menneske - sikre os, at vi altid har mennesket i centrum for vores arbejde. Og et regelsæt, der gør det lettere at ”holde tungen lige i munden”, når vi driver vores virksomheder. Herved får vi mulighed for at skelne mellem godt og dårligt, profilere LOS og højne kvaliteten. Arbejdet på dette regelsæt sættes nu i gang, og skal gerne være færdig i løbet af dette år. I denne sammenhæng vil vi på næste generalforsamling i givet fald skulle tage stilling til nogle grundlæggende krav for medlemskab af LOS, der omhandler tiltrædelse af det ”Etiske regelsæt” og kvalitetsstandardbeskrivelsen. Overenskomst med SL og DLF Tiltrædelsesoverenskomsten har eksisteret i to år. I denne periode blev der ikke tegnet så mange overenskomster som forventet. Dette skyldtes to forhold: for det første har mange opholdssteder ikke den nødven-

dige økonomiske konsolidering til at kunne give medarbejderne den nødvendige tryghed i ansættelsen og samtidigt har der mange steder været store problemer med at få godkendt lønbudgettet af amterne. For det andet har der til stadighed været en usikkerhed at spore - ikke blot blandt opholdsstedernes ledere, men også blandt medarbejderne - i forhold til, hvad man skulle bruge SL til og hvad SL ville med området ? Om SL nu ikke blot ville indføre rigide arbejdsvilkår, hvor man ikke kunne udføre det nødvendige arbejder med målgruppen. Denne usikkerhed er gennem året blevet fulgt på vej af adskillige negative artikler og udtalelser om opholdsstedsområdet i bl.a. Socialpædagogen, hvorved mange medarbejdere på opholdsstederne har følt sig som andenrangsmedlemmer. Derfor tog LOS et møde med SL, inden vi gik i gang med at se på en - af SL ønsket redigering af tiltrædelsesoverenskomsten, for at forsøge at afklare dette problem. Det var vores håb, at mødet kunne bane vej for større forståelse omkring området og jeg håber i denne sammenhæng på en udmelding fra SL til vore medarbejdere på området desangående. Vores udgangspunkt for revidering af tiltrædelsesoverenskomsten er, at vi grundlæggende er tilfreds med den nuværende overenskomst og at vi ikke ønsker principielle ændringer. Men selvfølgelig er vi indstillet på at se på SL’ forslag og indgå i forhandlinger om områder, der kan forbedre mulighederne for opholdsstedernes arbejde. De sidste år har vi forhandlet en lignende tiltrædelsesoverenskomst med DLF for skolebehandlings- tilbuddene. Dette har vist sig måske endog endnu sværere end forhandlingerne omkring opholdsstedernes overenskomst. Derfor har forhandlingerne i den seneste tid ligget stil-

GENERALFORSAMLING

Det generelle tilsyn og samarbejdet med amterne Desværre har det sidste år igen vist, at de fleste amter stadigt ikke har forstået deres tilsynsopgave ordentligt. De forveksler tilsyn med økonomisk styring. En styring der endda er meget strammere end styringen af deres egne institutioner. Dette vil jeg ikke bruge megen tid på af afklare her, den historie tror jeg I kender alt for godt. Men en anden vinkel på dette problem, vil jeg gerne dvæle lidt ved. Det er den kendsgerning, at en forening aldrig bliver stærkere end gennemsnitsstyrken af sine medlemmer. Når LOS i et forsøg på at dokumentere og derved at kunne sætte trumf på over for det enkelte amt, ønsker budgetter fra alle medlemmer sammen med den tilhørende korrespondance med afslag o.s.v., modtager vi budgetter fra knapt halvdelen af medlemmerne. Det er ”dæleme” svært, at fremstå ret magtfuldt på denne baggrund. Jeg ved godt, vi er udsatte som private steder, og derfor er forsigtige men jeg efterlyser dog lidt fælles mod og meget støtten op omkring LOS’ tiltag. Budgetter - specielt med henblik på løn og husleje - har været dette års store problem. Skulle vi - for at skaffe vore medarbejdere pension - lade dem gå ned i realløn ? Og hvordan kan man skaffe sig de nødvendige fysiske rammer og faciliteter, når mange amter opererer med skrivebordscirkulære, hvor huslejeniveauet er sat efter, hvad en tilfældig embedsmand selv vil betale for et væ-

relse. I forhold til begge problemstillinger har LOS fået en stor hjælp af henvendelsen fra Børnesagens Fællesråd til Folketingets Socialudvalg. Børnesagens Fællesråd har på foranledning af en lang række medlemsforeninger, der alle driver døgninstitutioner med driftsoverenskomst med amterne, opridset en lang række tilfælde af utrolig stram og ufleksibel styring fra amternes side, når de driver eller forsøger at etablere opholdssteder. Jeg håber, at den heraf forventede revision af amternes tilsyn medfører en mere individuel og fleksibel holdning. Mediestrategi På de sidste generalforsamlinger har vi diskuteret LOS’ rolle i medierne og hvordan vi kan være på forkant. Økonomien har i år givet os mulighed for at gøre noget ved dette. Vi har i samarbejde med en mediekonsulent udarbejdet en kommunikationsstrategi, der tager højde for såvel udadrettede som indadrettede aktiviteter lige fra at lære forman-

den at tale til pressen over til at lave en analyse af vore samarbejdsparters og øvrige vigtige aktører på markedet. Dette arbejde løber over to år. Men det er ikke blot nok, at være dygtig til at formidle, vi skal også have noget at formidle. Derfor er arbejdet omkring LOS Akademi så vigtigt. At have et forum for udvikling, uddannelse og forskning, hvor vi kan arbejde med kvalitet, etik og få fat i vore rødder, er en kolossal udmelding om seriøst arbejde og god kvalitet og dermed en enestående mulighed for at være med til at styre såvel omverdenens mening om det private område som udviklingen her. Fremtidigt arbejde De fem vigtigste punkter for det fremtidige arbejder er: • Etisk regelsæt • Standardbeskrivelse og derefter kvalitetsudvikling • LOS Akademi • Samarbejdet med amterne • Mediearbejdet. ■

FOTO: PEDER HOVGAARD

le, mens LOS arbejde med eget forslag til overenskomst på dette område. Kun på denne måde kunne vi gøre vores mål og hensigter med overenskomsten helt klare. Jeg forventer, at vi i løbet af dette år har forhandlet os frem til en brugbar løsning.

GI‘ LOS • 2-2002

GENERALFORSAMLING

Landsmødet:

Drop den samarbejdspartner lød det om SL på LOSs generalforsamling den 7. maj 2002 i Vingstedcentret.

ebatten på generalforsamlingen drejede sig i høj gad om forholdet til SL, efter at Jens Hedemand i sin mundtlige beretning havde nævnt at, tiltrædelsesoverenskomsten med SL var under forhandling. Jens Hedemand kom desuden ind på, at LOS måske var på vej derhen, hvor opholdsstedernes standardbeskrivelser ville være en forudsætning for medlemskab af LOS, udarbejdet på grundlag af et etisk regelsæt. Han lovede generalforsamlingen, at ville arbejde for at det etiske regelsæt ville ligge klar til næste generalforsamling. Forholdet til amterne blev også nævnt, ligesom han gav medlemmerne en opsang for ikke at sende bud-

GI‘ LOS • 2-2002

getter ind og efterlyste større opbakning og støtte. Den mundtlige beretning er trykt side 14-17. SL i skudlinien Debatten på generalforsamlingen blev indledt af Benny Thomsen, Holsted, der opfordrede LOS og LOSs medlemmer til at droppe SL: - Den frihed vi som anarkister har, er svær at putte ind i SLs bås, og vores medlemmer skal ikke presses til at betale til nogen, der sviner os til. Karsten, Asgård på Fyn: - Jeg er dybt forbavset over, at I ville i lag med den forening, de har intet at tilbyde. Anders Madsen: - Jeg kom til at melde mig ud af SL i januar.

GENERALFORSAMLING

Søren Hedegård: - Flere ledere er gået ud af SL og over i Ledernes Hovedorganisation, fordi de har haft problemer med at føle sig velkommen i sin egen forening. Men medarbejderne skal være i den forening, hvor de får størst magt, og det er måske SL. Kirsten Nissen (SLs formand) burde komme med et dementi (om at SL ikke opfatter SL-medlemmer på opholdsstederne som B-medlemmer, red,) så alle kan forstå, at vi på opholdsstederne også gør noget smaddergodt, trods brodne kar i egne rækker, men SL skal melde ud - også til politikerne. Jens Hedemand svarede, at han hører kritikken af SL mange steder fra. Men at tiltrædelsesoverenskomsten fra for to år siden er luget for de uheldige ting fra overenskomsten på døgninstitutionsområdet. Han oplyste, at LOS har opfordret Kirsten Nissen til at komme med en klar udmelding. Han tog forespørgslen til efterretning. Amternes indblanding i lønniveauer I debatten nævnt Benny Thomsen også, at flere amter i har bebrejdet opholdsstederne for at betale høje lønninger, at der ikke er fri lønsættelse på skoleområdet, men at det i forhold til det etiske regelsæt kan være svært at forsvare lønninger, der ligger ud over det acceptable. Jens Hedemand var kun til dels enig i betragtningen og mente ikke, at det er amterne, der skal melde lønniveauer ud, fordi man som leder af et privat sted har et meget støre ansvar end på en døgninstitution, og ”mange ting er specielle for vores område.” Skal LOS være en arbejdsgiverforening? Spørgsmålet blev taget op af Søren Hedegård: - Kun hvis det er en for-

del for os i forhold til Amtsrådsforeningen ellers er det fint at være en interesseorganisation. Karsten, Asgård på Fyn: - Lad os kalde os en arbejdsgiverforening. Det er vi. Jens Hedemand: - I forhold til arbejdsgiverne er LOS en interesseorganisation, der målretter sig mod ejerne af opholdsstederne, men det gør os ikke til en arbejdsgiverorganisation. Ros og ris Foreningens liv og sekretariatet fik også ros: - Det er rart at ringe til sekretariatet. Vi får altid hurtig hjælp, og det er livsvigtigt for os og for LOS at blive taget alvorligt. (Jens Hedemand: - De kender heller ikke til det der med 37 timer på sekretariatet!) Det blev udtrykt glæde over udviklingen i LOS, både med hensyn til udvalgsarbejde og uddelegering af opgaverne (Jens Hedemand: - Det var en forudsætning for at blive formand, at jeg skulle lave mindre end den foregående). Alle var dog ikke tilfredse. Karsten, Asgård på Fyn var blevet skuffet over landsmødet: - Nu har man snakket kvalitet og etik i over 20 år - og I har ikke gjort nok ud af det med medierne. Jeg mangler at komme hjem med noget om økonomien på stederne, amtets tilsyn og en plan for mere synlighed i medierne. Lobbyarbejdet bærer frugt Jens Hedemand: - Vi gør alt for at kommentere og selv komme med indlæg i medierne og har også fået lagt en mediestrategi. Og i forhold til amterne er det LOSs fortjeneste, at ministeren melder så klart ud her på landsmødet (se andetsteds i bladet). Der er tale om et langvarigt påvirkningsarbej-

de. Geert Jørgensen: - I forhold til f.eks. Døgninstitutionsforeningen bliver LOS langt hyppigere citeret. Vi snakker med journalister flere gange om ugen, men de bringer jo ikke alt. Derover kom generalforsamlingen ind på diskussionen om kvalitet, etisk regelsæt (Jens Hedemand: - Det er helt i sin vorden). og standardbeskrivelser (Jens Hedemand:- Se nu at få dem lavet. De er et redskab, der bakker bestyrelsen op. De, der kommer først, får rødvin!). Tre nye i bestyrelsen Formandens beretning blev vedtaget ned overvældende flertal og ingen stemte imod. Regnskabet blev taget til efterretning og enstemmigt vedtaget. Den nye bestyrelse kom efter afstemningen til at bestå af: Lars Andersen, Frank Falentin og Tom Simonsen, der ikke var på valg. Genvalgt til bestyrelsen blev Inge Lærke, Æblegården på Fyn, Gertrud Andersen, Rosa Land Vand, og Jørgen Toft Kristensen. Himmerlands Rådgivningscenter. Genvalgt som suppleanter blev Arne Rasmussen, Karise Ungdomshus og Benny Thomsen, Holsted, blev valgt ind. Lauge Schmidt blev genvalgt som revisor. Der var ingen indkomne forslag, mens det under eventuelt blev foreslået, at lægge generalforsamlingen på landsmødets første dag. Så ville flere deltage, idet der var mange, der havde forladt landsmødet i løbet af andendagen. ■

GI‘ LOS • 2-2002

Er SL ligeglad med sine medlemmer? Af Dorete Dandanell. journalist

Deler SL medlemmerne op i Aog B-medlemmer? Med A’erne på døgninstitutionerne og B’erne på opholdsstederne?

et spørgsmål rejste Hans Mogensen, Nordre Skaven i ”Gi LOS” nr. 1 i år, på baggrund af en række eksempler på, hvordan opholdsstederne i ”Socialpædagogen” og lokale SL-blade omtales ved mangler og modsvarende hvor godt det er med døgninstitutioner. Reportager og artikler om opholdssteder er altid i mol, mens livet på døgninstitutionerne i ” Socialpædagogen” sker i dur. Negativ omtale i ”Socialpædagogen” Samtidig skrev Jørn Larsen, Hornbæk og Povl Neerbek, Lynge, i ”Socialpædagogen” fra den 7. marts 2002, at SL forsøger at splitte medlemmer af SL mellem opholdsteder og døgninstitutioner Som nytårsforsæt havde de to sat sig at undersøge årgang 2001 af ”Socialpædagogen” ved at tælle artikler for at se, hvilken støtte de mange hundrede SL- medlemmer fra opholdsstederne kan hente i deres eget fagblad. Resultatet blev, at ”Socialpædagogen” havde 26 positive, 2 negative og 1 neutral artikel om døgnsinstitutionerne, mens det blev til 0 positive, 10 negative og 1 neutral artikel om opholdsstederne. De anfører også i deres debatindlæg, at selv ikke et temanummer om opholdsstederne får SLs formand Kirsten Nissen på banen med, hvad SL vil med medarbejderne eller har af visioner for opholdstederne. Det dystre billede af opholdsstederne understreges af billedsiden, der er ifølge Jørn Larsen og Povl Neerbek også er præget af ”skumle, mørke billeder med skarpe skygger, som giver det hele et kriminelt skær” (i skærende kontrast til billedsiden

GI‘ LOS • 2-2002

ved omtale af døgninstitutioner): De to spørger, hvorfor SL har behov for at splitte sine medlemmer på arbejdspladserne op i gode og dårlige? Og selv om kritisk journalistik er at foretrække, er det ikke seriøst at bruge dårlige enkelttilfælde til at nedgøre samtlige opholdsteder med. Hvad vil SL? Jørn Larsen og Povl Neerbek ønskede med deres indlæg at rejse en debat om forholdet til SL ved at stille disse spørgsmål: • ”Hvad vil SL med os?” • ”Hvad vil vi med SL?” • ” Hvorfor prøver SL via ”Socialpædagogen” at skabe splitning mellem, opholdssteder og døgninstitutioner?” • ”Hvorfor har SL ingen visioner eller faglige mål med opholdssteder?” De to konkluderer, at hvis SL ikke ønsker at støtte sine medlemmer og tage initiativer på opholdsområdet ”ville det være ordentligt at bede medlemmerne om at søge over i et andet fagligt forum, i stedet for som nu at lade stå til, medens kontingentkronerne ruller ind”. Ingen SL-politisk reaktion En noget hvas kritik af sit forbund, må man sige, men det er stort set ikke kommet nogen politisk reaktion fra SLs side, udover lidt organisatorisk udenomssnak og et forkølet forsøg på at opfordre medlemmerne på opholdstederne til selv at gøre noget. I ”Socialpædagogen” nr. 5/ 21. marts 2002, skriver Line Hundebøll i et debatindlæg på vegne af familiepleje- og opholdstedsudvalget i SL, at landsmødet i efteråret for SL–

der, hvor beslutningerne og diskussionerne naturligt bliver taget (i de politiske organer i SL, red.)”…” Så vidt jeg er bekendt, er der ikke mange medlemmer fra opholdsstederne, som figurerer i disse fora”. Fagbladet: Kun negative historier Mie Søfreen, pædagog på opholdsstedet Egholt tog i marts opfordringen til opholdsstederne om selv at blande sig op, og henvendte sig til ”Socialpædagogen”: - Vi stod for at skulle have 20 års jubilæum og så det som en anledning til at bladet kunne skrive om vores hverdag, og vise at ikke alt er negativt på opholdsstederne. Men det ville redaktionen ikke. - De sagde, at jeg da var velkommen til selv at skrive et indlæg, men de var ikke interesseret i at skrive om et opholdssted, hvor tingene var i orden. Vi var ikke interessante, når der ikke var problemer. Og med den

TEGNING: AMANDA, BIRKEHUSET

ansatte på opholdsstederne blev aflyst på grund af for få tilmeldinger, men hun opfordrer medlemmerne til at indsende forslag til det kommende landsmøde, som beskrives som en vigtig del af kontakten til SL og et godt forum for udveksling af erfaringer på tværs af opholdssteder og regioner. I samme nummer af ”Socialpædagogen” svarer Lise Iris Bak på kritikken fra Povl Neerbek og Jørn Larsen ved at opfordre medlemmerne på opholdstederne til selv at sætte sig igennem i SL: ”Vi savner aktive medlemmer, som vil gøre et stykke arbejde indenfor feltet og være med til at sætte fokus på opholdsstederne, herunder medlemmernes interesser i SL”.. og ”Det ville være konstruktivt, hvis I gennem de lokale FOU (familie- og opholdsstedsudvalg) eller direkte vil komme med input og kommentarer. Jeg mener det kunne styrke medlemmerne på opholdsstederne at blive involveret

melding syntes jeg ærlig talt, at det ville være spild af tid at skrive selv Mie Søfreen er medlem SL: - Men ikke for enhver pris, for hvis vi altid skal ses ned på, og heller ikke kan regne med at hjælp fra SL, hvis vi kommer ud i problemer, hvad er der så tilbage? Men hvad mener SLs formand Kirsten Nissen og ” Socialpædagogens” redaktør? Se svarene på denne og de næste to sider. ■

Svar fra SLs forbundsformand:

SL for helhjertet indsats Af Kirsten Nissen, forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund

afstand fra de arbejdsvilkår, der bliver beskrevet. Uanset om vi snakker offentlige eller private tilbud, så skal pædagogikken og arbejdsvilkårene selvfølgelig L opdeler ikke sine medlemmer i A- og B-medlem- være i orden. Vi vender os lige kraftigt mod offentlige mer, afhængigt af om de arbejder på offentlige døgn- og private arbejdspladser indenfor SLs arbejdsområde institutioner eller private opholdssteder. hvis forholdene ikke er i orden. Vi betragter - ikke overraskende - det offentlige omDet væsentlige for SL er at sikre medlemmerne ordentråde som SLs kerneområde. Men vi opfatter opholds- lige forhold og en stor sikkerhed i ansættelsen. Derfor stedsområdet og familieplejeområdet bekymrer det, når vi indimellem får som nødvendige og uundværlige supNår SL reagerer konkurssager i hånden fra opholdsplementer til de offentlige tilbud. stedsområdet. Sager, hvor der inden markant i medierne Når SL reagerer markant i medierne konkursbegæringen har været tale overfor opholdssteder, så sker det på dårlig økonomi og derfor usikre overfor opholdssteder, om baggrund af helt konkrete sager. Sager, ansættelsesforhold. Og hvor vi efhvor de pædagogiske og ansættelsesterfølgende er nødt til at sætte helle så sker det på bagmæssige forhold fremstår så urimelige, maskineriet i gang med advokater, grund af helt konkrete kontakt med Lønmodtagernes at vi som ansvarligt fagforbund må tage

„ sager.

„

GI‘ LOS • 1-2002 2-2002

FOTO: PEDER HOVGAARD

Garantifond og så videre. Vi siger ikke, at sådan er vilkårene og derfor forløbet på alle opholdssteder. Men de optræder jævnligt. Det er da også en af grundene til at SL arbejder hårdt på, at få LOS i tale om en tiltrædeoverenskomst. Mere ordnede forhold ville skabe større tryghed for de SL-medlemmer, der får arbejde på opholdsstederne. Så - vi arbejder altså for ordentlige forhold for både medarbejdere og de børn og unge, der har behov for

GI‘ LOS • 2-2002

anbringelse og en helhjertet socialpædagogisk arbejdsindsats - også på opholdsstederne. Og for at gøre det helt klart - de fleste opholdssteder udfører et kvalificeret pædagogisk arbejde og behandler medarbejderne ordentligt. Det er det udgangspunkt, vi i SL gerne vil sikre os, at alle opholdssteder har. ■

Svar fra “Socialpædagogens” redaktør:

Fagbladet og opholdsstederne Af Niels Bjørn Pedersen Redaktør af Socialpædagogen

et er Socialpædagogens opgave at afspejle udviklingen på det socialpædagogiske arbejdsfelt, herunder også at beskrive ulovligheder, manglende etik og pædagogik samt ringe arbejdsforhold, når vi får kendskab til det - uanset på hvilket socialt tilbud det finder sted. Vi har selvsagt ikke en redaktionel linie, som handler om at skabe splittelse mellem medarbejdere på døgninstitutioner og medarbejdere på opholdssteder. Flere medlemmer af SL, som arbejder på opholdssteder, har kritiseret Socialpædagogen for at hetze mod opholdsstederne, og et par medlemmer har undersøgt hvor megen spalteplads bladet har brugt på henholdsvis døgninstitutioner og opholdsteder. Medlemmerne har endvidere vurderet, hvor mange artikler der var positive og hvor mange der var negative, og de har målt sig frem til, at der i 2001 stort set kun er negativ omtale af opholdsstederne og stort set kun positiv omtale af døgninstitutionerne. Og jeg skal bestemt ikke afvise, at der har været megen kritisk omtale af forholdene på en række opholdssteder i Socialpædagogens spalter – og denne kritik er efter min mening velplaceret. Bag hver eneste kritisk omtale har SL haft en konkret faglig sag. Lad mig understrege, at der efter min mening findes fremragende opholdssteder ligesom der findes det modsatte, og jeg mener ikke, at vi på nogen måde har generaliseret forhold på opholdsstederne. Vi har be-

skrevet en række konkrete problemer på en række navngivne opholdssteder, bl.a. gennem udtalelser fra en række navngivne personer. Ingen har på den baggrund krævet berigtigelse af fejlagtig eller misvisende omtale eller indbragt socialpædagogen for pressenævnet. Det havde derfor været bedre, hvis man i stedet for at måle spaltelængder havde forholdt sig til indholdet i de faglige sager, som er baggrund for den konkrete kritik af forholdene på de navngivne opholdssteder. Efter min mening afspejler Socialpædagogen blot det faktum, at en række opholdsteder der blomstrede frem, netop blæste på spørgsmål som etik og pædagogik i forhold til de anbragte børn og unge, og ligeledes blæste på forhold om medarbejdernes arbejdsvilkår. De fremstod mest som pengemaskiner der udnyttede manglen på pladser til særdeles vanskelige og voldelige unge, uden overhovedet at komme i nærheden af at kunne levere den lovede vare: Et pædagogisk forløb der retter op på et anbragt menneskes liv. Mia Søfreen, Egholt, hævder, at hun har fået den besked fra redaktionen ”at vi ikke er interesseret i at skrive om opholdsteder, hvor tingene er i orden”. Det må bero på en erindringsforskydning hos hende. Det er korrekt, at vi generelt afviser at beskrive fødselsdage og jubilæer. Det gør vi i forhold til alle former for institutioner. Hvis festligheder var et af vore kriterier for at udvælge historier, så skulle bladet være dobbelt så tykt. Vi ser grundlæggende efter ”den gode historie” - uanset om den er god eller ond. Så hvis Mia Søfreen eller andre med-

„

Vi har selvsagt ikke en redaktionel linie, som handler om at skabe splittelse mellem medarbejdere på døgninstitutioner og medarbejdere på opholdssteder.

„

arbejdere på opholdssteder har en god historie f.eks. om et godt stykke pædagogisk arbejde eller om, hvordan ledelse og medarbejdere har arbejdet for at skabe et godt arbejdsmiljø eller har indgået ordentlige aftaler om f.eks. tilrettelæggelse af arbejdstiden osv. så må de meget gerne kontakte redaktionen. Jeg kan ikke love, at alle henvendelser vil blive fulgt op af en historie i bladet, men jeg kan love, at redaktionen vil vurdere hver enkel henvendelse seriøst og ud fra præcis samme kriterier som andre historier, herunder også historier fra døgninstitutionsområdet. Tak fordi jeg måtte komme til orde i spalterne. ■

Svarene fra SL kom ved dette blads deadline. Gi'LOS vil følge op på disse i det næste nummer.

GI‘ LOS • 2-2002

Hvis en anbringelse - hvad kræver det så? Nyt projekt under Socialministeriet skal undersøge, hvad der skal til for at en anbringelse går godt

ed projektet lægges der op til et samarbejde med ikke mindst praksisfeltet om, på tværs af kulturer og sektorer, at stille skarpt på, hvad vi egentlig forstår ved kvalitet i anbringelsesarbejdet - både før, under og efter en anbringelse. Samtidig er der et reelt behov for at få en mere fælles tilgængelig viden om, hvordan børnene og de unge - ikke mindst på længere sigt - profiterer af at blive anbragt udenfor hjemmet. Ordene kommer fra Jens Bundgaard Nielsen, der er projektleder i Socialministeriets kvalitetsprojekt, KABU-projektet, der står for Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge. Projektet er forankret i Udviklingscenter for socialt arbejde med børn og unge, der ligger i Åbenrå, og hvor Jens Bundgaard Nielsen er centerleder. Børn og unge høres Bliver det ikke let et skrivebordsarbejde, fyldt med pæne ord? - Nej, projektet skal netop skabe en fornuftig kobling mellem teori og praksis. Og udgangspunktet er, at det ikke er et top-down perspektiv, der skal være udgangspunktet. Tværtimod. - Det er også nyt, at man så konsekvent og gennemgående i forhold til hele projektforløbet har ambitioner om at synliggøre og inddrage dem, det hele handler om - de anbragte børn og unge. Vi kan ikke sige, hvad kvalitet er, hvis vi ikke hører, hvordan det er i praksis og ved, hvad børnene, de unge og de-

GI‘ LOS • 2-2002

res forældre mener, der skal til for at en anbringelse du’r. Så KABU-projektet bliver meget konkret, når vi skal indkredse, hvad der er kvalitet, siger Jens Bundgaard Nielsen. Kvalitetsfelter indsnævres - KABU-projektet handler ikke om at gå ud og sætte masser af nye projekter i gang. Tværtimod er det et vigtigt led i forhold til de næste faser i KABU, at der indledningsvis bliver foretaget en grundig vidensindsamling, som gør det muligt at prioritere, hvilke temaer det er, KABU efterfølgende skal prioritere at beskæftige sig mere indgående med, f.x. i form af metodeudvikling eller konkret metodeafprøvning. -Derudover vil der i løbet af det næste halve år blive igangsat en række delprojekter, som har ligget som en form for bundne opgaver på baggrund af forudgående udvalgsarbejde og undersøgelser, siger Jens Bundgaard Nielsen.

stituttet for en mere omfattende forløbsundersøgelse, fortæller Jens Bundgaard Nielsen. Praksis dokumenterer på Internettet - Vi er i øjeblikket i fuld gang med planlægning af den netportal, som skal tilknyttes KABU henover sommeren. Netportalen vil, udover at orientere om aktuelt nyt fra KABU, forhåbentlig blive et rigtigt godt og attraktivt tilbud om at få viden om, hvad der i øvrigt foregår af kvalitetsudvikling og udvikling af redskaber til dokumentation rundt om

Delprojekterne Der er foreløbigt peget på bl.a. følgende delprojekter: • Kvalitet i anbringelsen af børn og unge med en anden etnisk baggrund. Dette delprojekt er placeret i UFC Hillerød. • Rummelighed i normalsystemet med særligt vægt på folkeskolen. Dette delprojekt er placeret UFC Børn og Familier i Aabenraa.. • Undersøgelse af anbringelser på kost- og efterskoler. I forhold til denne undersøgelse er der indledt et samarbejde med Undervisningsministeriet. • RUGO - et udviklingsprojekt med henblik på kvalificering af anbringelser i familiepleje. Herudover står Socialforskningsin-

FOTO: PEDER HOVGAARD

Af Dorete Dandanell, journalist

skal lykkes i landets kommuner og amter og på anbringelsesstederne. Rent faktisk er der masser af ting i gang rundt omkring, og vi har med KABU også en ambition om at kunne formidle viden fra det, der rent faktisk sker i praksisfeltet. Så andre kan blive inspirerede, kontakte nøglepersoner etc. Desuden er det målet, at vi via portalen får et konkret samarbejde med praksisfeltet m.fl. om at udvikle 8-10 inspirationskataloger i tilknytning til prioriterede temaer for kvalitetsudvikling og dokumentation i anbringelsesarbejdet, som løbende redigeres over hele projekt-

perioden, så vi om 3 år står med 810 inspirationskataloger, der sammenfatter en række konkrete eksempler fra praksis på, hvad god kvalitet eller god dokumentation kan være. Fremtidigt kvalitetsredskab Vil KABU-projektet føre til politiske initiativer? Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Det er min opfattelse, at KABU også bliver fulgt meget tæt politisk. Både fra Socialministeriets side, men også i kommuner, amter og organisationer. Jeg oplever i det hele taget en udtalt accept af, at det er væsentligt, at vi stiller skarpt på kvalitet i anbringelsesarbejdet. Alene spørgsmålet om, hvordan vi i en tid med voksende udgiftspres bliver i stand til at prioritere så fremsynet og rigtigt som muligt ud fra et kvalitetsperspektiv, er i sig selv et afgørende spørgsmål. Og der er ingen tvivl om, at lige præcist det politiske niveau bliver stillet over for store udfordringer i de kommende år, når de skal sikre, at vi prioriterer på en måde, så økonomi og kvalitet følges ad. - Vi skylder de udsatte børn og unge, at der skabes den størst mulige grad af fælles bevidsthed om, hvad det vil sige at tage vare på dem på de mest hensigtsmæssige måder. KABU lægger ikke op til standardisering og konformitet i vores tilgang til kvalitet og dokumentation. Tværtimod repræsen-terer KABU i høj grad en tiltro til, at alle de forskellige aktører og interessenter indenfor det her område hver især kan tilføre projektet værdifuld viden og indsigt, vurderer Jens Bundgaard Nielsen. Formidlingsprojekt Alle instanser er repræsenteret i

KABU-projektet. Socialministeriet er det besluttende led. Derudover følger en referencegruppe med repræsentanter fra KL, Amtsrådsforeningen, København og Frederiksberg kommuner med i beslutningerne. Dertil kommer en række netværkfor projektlederne i delprojekterne, et forskernetværk og et udviklingsog formidlingsnetværk, hvor bl.a. de faglige organisationer er repræsenteret. - Et projekt i projektet er at undersøge hvilke former for formidling, der er de mest attraktive og dermed virksomme.Hvis resultaterne i projektet skal komme børnene og de unge til gode, er det alfa og omega at vi får dem kommunikeret ud på den rigtige måde - og til de rette modtagere. Derfor lægger vi stor vægt på formidlingen. Alt for megen viden kommer alt for ofte til at ligge brak. Det kan være særdeles værdifuld viden, som bare ikke når ud til dem, der kunne profitere af det. Jeg tror, vi må se i øjnene, at hvis viden skal have en effekt, skal den formidles præcist i forhold til den realitet eller virkelighed, som den enkelte politiker, leder eller fagperson oplever som sin virkelighed. Og det håber vi, bl.a. ved at samarbejde med de etablerede netværk og andre kompetente kræfter, at kunne opnå med KABU. - Personligt har jeg det sådan, at jeg tror på, at vi kan få dokumenteret, at der findes meget attraktiv faglighed i de danske kommuner, amter og på anbringelsesstederne. Og det er vigtigt at få det formidlet ud, så oplevelsen af det attraktive sociale arbejde, som rent faktisk foregår mange steder, er noget vi i langt højere grad kommer til at dele med hinanden. Det synes jeg, der er meget brug for, slutter Jens Bundgaard Nielsen. ■

GI‘ LOS • 2-2002

Kritik af undervisning Af Ejgil Aagaard, seniorkonsulent

DPU’s rapport om ”Specialundervisning på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud” vakte en del opsigt med en stærk kritik i medierne, specielt af den undervisning anbragte børn modtager på opholdssteder og døgninstitutioner, men også i dagbehandlingstilbudene. Kritikken medførte, at undervisningsminister Ulla Tørnæs af Folketingets Uddannelsesudvalg blev kaldt i samråd den 28. maj.

GI‘ LOS • 2-2002

å den baggrund rettede LOS henvendelse til udvalget, idet vi hilste rapportens påpegning af en række problemstillinger velkommen, men måtte advare mod en alt for firkantet fortolkning - som rapporten desværre lægger op til - og som efterfølgende har fået en vis opbakning i debatten. Forskere har en tilgang til problematikkerne, praktikerne en anden. Kunsten i denne sag bliver at sikre at de to parter arbejder konstruktivt sammen for at sikre den bedste undervisning for disse unge. Dette vil LOS gerne medvirke til. Når man vurderer undervisningen på anbringelsessteder er der nogle forhold, der er vigtige at holde sig for øje: Der er ingen, der nøjagtig ved hvor mange børn og unge vi taler om. Et kvalificeret bud ud fra den kvantitative del af DPU’s undersøgelse kunne være ca. 30% af de anbragte børn og unge på opholdssteder og døgninstitutioner, måske omkring 2.000, i dag modtager undervisning på anbringelsesstedet. Dertil kommer et ukendt antal anbragte børn og unge, der modtager undervisning i et dagbehandlingstilbud. Det vil sige, at størstedelen af de anbragte børn og unge modtager deres undervisning i folkeskoler, friskoler eller lignende. Det er grup-

pen med de største vanskeligheder, der undervises på anbringelsesstederne. Når man skal sammenligne resultatet af disse børns undervisning med andre børns, bør man sammenligne dem med de børn, der modtager almindelig eller vidtgående specialundervisning i Folkeskolen, Ungdomsskolen eller lignende og ikke ”almindelige” børn som helhed. Samtidig skal man være opmærksomme på, at en meget stor del af den ”almindelige” befolknings skolekundskaber ligger under 9. klasses niveau. Angiveligt er omkring 400.000 danskere funktionelle analfabeter. Desuden skal man være opmærksomme på, at disse børn stort set uden undtagelse har været gennem alle de tilbud Folkeskolen i øvrigt stiller op med, uden at kunne profitere heraf -blandt andet fordi man ikke tilgodeså deres behov for socialpædagogisk behandling. Endelig er det oftest de større børn (unge) med meget store huller i deres skolegang, der henvises til undervisning på anbringelsesstedet, hvorfor deres jævnaldrende er gået ud af skolen, når og hvis de er parat til at modtage undervisning på en folkeskole. Disse forhold skal ikke tjene som undskyldning for ikke at blive bed-

re, men det er vigtigt. at man ikke automatisk kræver, at der indføres regelstyring og kontrol. I stedet skal LOS anbefale, at man igangsætter metode- og kvalitetsudvikling på området. LOS vil blandt andet rette henvendelse til KL og foreslå, at vi sammen laver en vejledning på dette område i stil med den vi lavede omkring „Kvalitet i anbringelsen – samarbejdet mellem kommuner og opholdssteder”. Derudover har LOS en række andre forslag, der kan medvirke til at højne kvaliteten på området. Forslag, som vi ser frem til at kunne forelægge Undervisningsminister Ulla Tørnæs på et kommende møde. Et helt særligt problem, der bør gøres noget ved, er den stadig alt for store andel af anbragte børn og unge, der trods lovændringen ikke modtager nogen undervisning. ■

Efter at have modtaget rapporten bad LOS Ejgil Aagaard, tidligere centerleder på Ungdomspædagogisk Forsknings- og Udviklingscenter på DPU, Odense om at kommentere rapporten.

GI‘ LOS • 2-2002

H Ø R I N G

Hvordan styrker vi udbuddet, Af Geert Jørgensen, LOS Ulovlige anbringelser Danmark er opgaven med at tage vare på børn og unge, der er anbragt uden for eget hjem historisk set primært blevet løst af private. Dette forhold har til tider medført en ideologisk diskussion, der er mere præget af myter, fordomme og holdninger end af kendsgerninger. Senest har det været tydeligt i diskussionen om de såkaldt ”ulovlige anbringelser”, hvor der tales om ”ulovlige opholdssteder” eller ”ikke-godkendte opholdssteder”. Her tales der fra visse sider om en ”urskov” eller ”vildnis” af private tilbud, der hæmningsløst beriger sig på de truede og udsatte unges og samfundets bekostning. For det før-

ste kunne man lige så godt tale om ”ulovlige døgninstitutioner”, for i og med de ikke er godkendte, er de ligeså lidt opholdssteder som døgninstitutioner. For det andet tror jeg ikke på, at konstruktionen er udbredt. Jeg er faktisk villig til at stille op til et væddemål med hvem som helst, der vil vædde på, at antallet af ”ulovlige opholdssteder” er flere, end at de kan tælles på en hånd, hvis der da er så mange. Det, der efter min opfattelse er tale om, er en række individuelle projekter, hvor kommuner og amter går ind og løser et konkret problem med at finde anbringelsesplads til en vanskeligt stillet ung ved at lave aftale med enkeltpersoner eller grupper om at etablere en ad hoc-løsning i enkelttilfæl-

de. Endelig kan man også diskutere hvor private mange af dem er. Så vidt jeg er orienteret etableres mange af dem af kommuner eller amter eventuelt i en projektafdeling i tilknytning til en døgninstitution. Man lejer et sommerhus eller lignende og anbringer den unge sammen med en gruppe medarbejdere. Hvor mange tilfælde, der reelt er tale om på årsplan, er der mig bekendt heller ingen, der har overblik over. Jeg er enig i, at disse ad hoc-løsninger ikke er ideelle, men man må ikke se bort fra, at alternativet p.t. er ikke at gøre noget. Og endelig står sagsbehandleren og kommunen i dilemmaet mellem hensynet til den unges krav på hjælp efter serviceloven og kravet om kun at anvende godkendte tilbud.

Overfladisk høring Af Dorete Dandanell, journalist

For mange emner og for kort tid prægede den høring, som Folketingets Socialudvalg holdt den 3. april i Landstingssalen på Christiansborg. Høringen var arrangeret af Teknologirådet.

anken med høringen var at afklare de problemer, der er omkring anbringelser og pege på, hvad der skal til for at gøre anbringelserne bedre for børn/unge og forældre. For som Tove Videbæk, Kr. F., der i sin egenskab af formand for Socialudvalget ledede slagets gang, sagde: ”Høringen var arrangeret for at udvalget kunne blive klogere”. Tunge temaer Overblikket skulle komme ved at få belyst fem temaer: • Er grundlaget for beslutningen om anbringelse godt nok? - Er kommunens forarbejde godt nok?

GI‘ LOS • 2-2002

- Passer anbringelsessted til barnet/den unge? - Hvor meget kan Ankestyrelsen gøre? • Kvaliteten, udbudet og kontinuiteten i anbringelsespladserne (Det var i denne afdeling, at Geert Jørgensen holdt sit oplæg) - Hvilke tilbud er i dag til rådighed, når et barn skal anbringes? - Er der pladser nok og er de gode nok? - Hvordan bliver kvaliteten og udbudet bedre? • Hvad er vigtigt for brugerne af anbringelsessystemet? - Hvilke personer er involveret i en anbringelsessag? - Hvordan sikres det at en anbringelsessag forløber bedst muligt for de implicerede børn/unge/forældre/ mulige plejeforældre? • Anbringelse af børn og unge fra etniske minoriteter - Der kommer flere og flere sager med anbringelse af børn og unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Hvilke særlige problemer er knyttet til disse anbringelser og hvordan kan de løses?

H Ø R I N G

bredden og overblikket?

Hvordan ser det ud i dag? Det er fortsat for størstedelens vedkommende det private område, der varetager omsorgen for de anbragte børn og unge. Ved udgangen af 2000 var 24,7% af de 13.641 anbragte børn og unge anbragt på en døgninstitution. Man kan oven i købet diskutere, hvor stor en del af disse pladser, der i virkeligheden er offentlige, da en stor del af drives af forskellige foreninger og organisationer efter driftsoverenskomst med et amt.

FOTO: PEDER HOVGAARD

Dette oplæg er ikke rammen til en længere debat af disse forhold, men man kan vel sige, at der i dag i det store og hele er enighed om, at det er vigtigt med en bred vifte af tilbud, når det gælder om at tilgodese de anbragte børn og unges tarv.

• Anbragte børns forhold til det omgivende samfund/ skolen. - Hvordan kan det omgivende samfund og i særlig grad skolen medvirke til at anbragte børn og unge får en god opvækst? 17 oplægsholdere I hver afdeling var der tre-fire oplægsholdere, spændende fra forskere, chefer og medarbejdere i stat, amter og kommuner, politikere fra interesseorganisationer og faglige organisationer, repræsentanter for opholdssteder, m.v. (Men ingen unge, der har problemerne inde på livet. Og det selv om alle jo siger, at de skal høres). Dvs. i alt 17 oplægsholdere, der havde ca. 10 min. hver. Og de skulle holde tiden, for efter hver temarunde blev de udspurgt af et panel af 5-6 politikere fra Folketingets Socialudvalg. Så der var fart på, for diverse kaffe- og frokostpauser skulle der også være tid til i den afsatte tid fra kl. 9.00 til kl. 15.30.

Pæne tanker Der er ingen tvivl om, at intentionen med høringen var god nok - nu skulle de socialpolitiske ordførere have noget at vide om, hvor svært det er at anbringe børn og unge. Men blev de klogere? Med det sammenpressede og overlæssede program, hvor man skøjtede hen over mange, mange emner, er det svært at se, at politikerne fik viden nok, til at der kan komme nye politiske initiativer ud af det. Det er synd, men med denne model, hvor alle involverede parter på området skal medvirke, for at ingen bliver stødt og føler sig udenfor, er risikoen, at en høring som denne i bedste fald er uskadelig og ikke kan bruges til noget. På den måde bliver dette vigtige område reduceret til tidligere tiders ”hatte-dame-politik”, hvor man da åhhh så gerne ville gøre noget for ”de stakler”. Politikerne vidste vist heller ikke, om de kunne bruge det, de havde hørt, for den eneste konklusion Eva Kjær Hansen, V, som ordstyrer kom med var, at ”Serviceloven er god nok, men hvad med praksis?” Derfor må rådet til Socialudvalget og Teknologirådet være: Færre emner næste gang og mere i dybden, tak! ■

GI‘ LOS • 2-2002

H Ø R I N G

De 13.641 anbringelser ved udgangen af 2000 fordelte sig som følger Andet og uoplyst Eget værelse mv. Kostskole og lignende Socialpædagogisk opholdssted Døgninstitution Familiepleje

Anbringelsestype

6.163

45,2 %

Døgninstitution

3.371

24,7 %

Socialpædagogisk opholdssted

1.930

14,2 %

Kostskole og lignende

1.354

9,9 %

Eget værelse mv.

760

5,6 %

Andet og uoplyst

0,5 %

13.641

100,1 %

Den nuværende mangelsituation Der er gennem de senere år gentagne gange gjort opmærksom på, at der mangler anbringelsespladser til børn og unge, og Folketinget har i flere omgange bevilget ekstra penge til oprettelse af døgninstitutionspladser. Det har bare ikke været nok. På trods af dette, og en stadig stigning i antallet af opholdssteder, er der stadig mangel på pladser. Dette fremgik eksempelvis af den rapport som Udviklings- og formidlingscentrene lavede for Anbringelsesudvalget i marts 2000, samt af udvalgets rapport fra maj 2000. Der findes ikke dokumentation for hvor mange pladser, der mangler på landsplan,

GI‘ LOS • 2-2002

Andel

Familiepleje

I alt

Anbringelser

men et kvalificeret gæt var, at der ved udgangen af 2000 manglede omkring 500 pladser. Betydningen for de udsatte børn og unge Denne pladsmangel medfører, at sagsbehandlerne i forbindelse med en anbringelse ikke nødvendigvis finder den rigtige anbringelse, men den mulige. Dette er nok også baggrunden for, at de kommunale sagsbehandlere i Udviklings- og formidlingscentrenes rapport udtaler, at de vurderer, at det valgte anbringelsessted i 18% af sagerne kun delvist og i 8% af sagerne slet ikke lever op til barnets/den unges behov. Det vil sige at i 26% af anbringelserne er

placeringen på forhånd vurderet til ikke at være optimal. Hvis det samme er tilfældet for alle de anbragte vil det betyde, at ud af de 13.641 anbragte børn og unge ved udgangen af 2000 var 1.091 børn og unge anbragt i et tilbud, der slet ikke levede op til deres behov, mens 2.455 børn og unge havde fået et tilbud, der kun delvist levede op til deres behov. Set i dette lys kan den seneste trend med at stille ”effektmålingskrav” virke lidt absurd. Inden man begynder at tale om effektmåling, er det nok mere relevant at sikre sig et udbud af anbringelsessteder, som man mener er i stand til at løse opgaven. Den manglende sammenhæng

H Ø R I N G

mellem den anbragtes behov og anbringelsesstedet ressourcer medfører en stigning i antallet af afbrudte anbringelsesforløb. Et forhold, der er dybt kritisabelt, når man ser på barnets tarv. Eksempelvis viste en undersøgelse, jeg gennemførte på opholdsstedsområdet i 1997, ”Børn, unge og voksne på opholdsstederne - et øjebliksbillede af 1996”, at anbringelserne for førstegangsanbragte blev afsluttet efter planen i tre ud af fire tilfælde. For hver anbringelse barnet/den unge havde været gennem, faldt dette tal. Således var det for de unge, der havde været anbragt mere end fem gange kun én ud af seks, der blev udskrevet planlagt – resten blev udskrevet akut. Det er nærliggende at antage, at barnet/den unge for hver gang det anbringes og udskrives oplever, at det ikke kan betale sig, at knytte sig til de voksne på anbringelsesstedet. Dette er dybt problematisk, da alle undersøgelser omkring mønsterbrydning, og undersøgelser hvor man spørger tidligere anbragte om hvad, der virkelig betød noget for dem under anbringelsen peger på, at det er relationen mellem den anbragte og mindst en betydningsfuld voksen, der bærer de positive udviklingsprocesser, der skal til for at hjælpe den enkelte videre mod et godt liv. Udviklingstendenser I første halvdel af 80’erne skete der en stigning i anbringelsesprocenten, der i slutningen af 80’erne var oppe på 1,2%. (Anbringelsesprocenten er den andel af alle 0-19 årige, der er anbragt uden for hjemmet) Dette medførte blandt andet, at man i mange kommuner valgte at fokusere på forebyggelse under paroler som ”mindsteindgrebsprincippet” og ”hjemme bedst-løsninger”. I løbet af 90’erne faldt anbringelsesprocenten,

så den i 1997 var nede på 0,9%. Samtidig steg udgifterne til forebyggelse voldsomt. Noget tyder på, at man herved skubbede en række uløste problemer foran sig, som senere pressede på med stigende udgifter til følge. Udgiftspresudvalgets rapport fra april 2000 viser i øvrigt, at der ikke kan ses en sammenhæng mellem den enkelte kommunes indsats på forebyggelsesområdet og et fald i udgifterne til anbringelse snarere tværtimod. Det kan derfor undre, at man fra flere sider atter peger på stigende forebyggelse som en mulighed for at nedbringe anbringelsestallet. Siden 1997 er anbringelsesprocenten igen steget så den i 2000 var 1,1%. Dette er sket samtidig med, at man såvel fra Folketingets side som fra samfundet i øvrigt har stillet krav om, at der i stigende omfang iværksættes foranstaltninger overfor det man kalder ”utilpassede børn og unge”. Det spænder eksempelvis fra forslagen i lov om særlig støtte som lovændringerne og debatten om indgreb overfor de voldelige og kriminelle unge.

Stigningen i antallet af børn og unge Frem til 1994 faldt antallet af 0-19 årige hvert år, men herefter er udviklingen vendt. I de kommende år vil vi opleve en stigning i antallet af

børn og unge. Det er den truede og udsatte del af denne stigende gruppe børn og unge, som vi står overfor at skulle sikre ordentlige tilbud til. Samtidig med denne befolkningstilvækst ser vi, at en stigende del af disse børn og unge udskilles eller kræves udskilt af normalsystemet. Eksempelvis er der en markant stigning i antallet af børn og unge, der henvises til de ungdomspsykiatriske afdelinger og til specialundervisning uanset form. Hvorvidt det reelt skyldes en stigning i antallet og problematikken af børn og unge med særlige vanskeligheder, eller det skyldes den stigende diagnosticeringstrend og manglende rummelighed, er svært at sige. Noget tyder på, at der tale om en kombination af flere muligheder. Stigningen i antallet af børn og unge med behov for støtte Hvis vi forudsætter, at vi fortsætter med at anbringe børn og unge efter de samme kriterier som i dag, vil vi i løbet af de næste 10 år skulle skabe yderligere 2200 pladser for at følge med behovet. Behovet bliver størst når det gælder de 10-19 årige. Hvis den stigende problemgørelse af børn og unge med problemer fortsætter, vil behovet blive endnu større. Der er naturligvis ingen, der forventer, at udviklingen sættes i stå. Der er da også fra flere sider blevet lagt vægt på, at det er nødvendigt med en økonomisk styring af udgifterne på området. I dette lys bliver det spændende - måske ligefrem for spændende - at se, hvilken indflydelse den nye finasiering, grundtakstmodellen, får på det fremtidige anbringelsesmønster. Ifølge tallene fra Danmarks Statistiks befolkningsprognose sker stigningen i antallet af børn og unge i de næste ti år primært blandt de

GI‘ LOS • 2-2002

H Ø R I N G

10-19-årige. Ifølge befolkningsprognosen sker der fra 1999 til 2010 et mindre fald i antallet af 0 - 4-årige på 5% og antallet af 5 - 9-årige falder 3%. Derimod stiger antallet af 10 - 14-årige 22% og antallet af 15 - 19-årige stiger 24%. Hvis man forudsætter, at anbringelsesprocenten for de enkelte aldersgrupper fortsætter på det øjeblikkelige niveau, betyder stigningen i antal indenfor de respektive aldersgrupper, at vi i løbet af de næste ti år skal skaffe ca. 800 flere pladser til 10 - 14-årige og ca.1.500 flere pladser til de 15 - 19-årige i forhold til 2000. For de 10 - 14-årige topper stigningen omkring år 2007. Allerede i løbet af de næste par år, vil der dog være behov for yderligere 4-500 pladser til denne aldersgruppe i forhold til i dag. For de 15 - 19-årige, er der tale om en stigning, der accelererer fra 2003. Hertil skal der lægges et ukendt antal pladser, der ifølge udmeldinger fra de kommunale sagsbehandlere tilsyneladende mangler i dag, med forskellige mere eller mindre heldige lappeløsninger til følge. Det skal understreges, at forudsætningen for denne prognose vedrørende pladsbehovet er, at kommuner og amter fortsætter med uændret praksis på anbringelsesområdet, hvilket vel ikke er særlig sandsynligt, den standende debat om området taget i betragtning. Omvendt er det svært at se, hvad der i de næste par år rent sagligt - udover økonomiske hensyn - kan legitimere en ændret anbringelsespolitik. Behovet for anbringelsespladser vil naturligvis ændre sig i forhold til prognosens tal hvis anbringelsesprocenten ændres. Således vil en ændring af anbringelsesprocenten til det lavere niveau fra midten af 90’erne eliminere pladsmanglen, hvorimod en ændring til midten af

GI‘ LOS • 2-2002

80’ernes højere niveau vil øge pladsmanglen markant. Eksempelvis vil vi i så fald, alt andet lige, allerede om et par år mangle omkring 1.000 pladser til de 10-14 årige, og manglen på pladser vil frem til 2010 stige til ca. 3.700 pladser. For en stigning i anbringelsesprocenten taler den tidligere nævnte stigende fokusering på utilpassede børn og unge, den tidlige indsats samt hele udviklingen omkring vanskeligt stillede etniske børn og unge. Ud fra de øjeblikkelige meldinger fra området, må det forventes, at både antallet af anbringelser og anbringelsesprocenten endnu en gang vil vise sig at være steget, når tallene for 2001 engang kommer.

Imod en stigning taler på kort sigt den nye finansieringsreform (Grundtakstmodellen) med dens øgede fokus på økonomistyring. Grundtakstmodellens positive indflydelse på anbringelserne vil være det stigende krav til sagsbehandlingens kvalitet. Den negative vil være, hvis økonomistyringen får overtaget i forhold til børnene og de unges tarv. Det væsentligste bliver, at de tiltag, der iværksættes bygger på viden om hvilken indsats, der en den bedste for barnet. Med hensyn til en nærmere uddybning af tallene omkring anbringelser henviser jeg til artiklen ”Udviklingen i anbringelse af børn og

unge - risiko for katastrofal mangel på pladser til unge” i Gi’LOS, nr. 3, oktober 2001. Artiklen ligger også på www.los.dk. (Gi’LOS/Tidligere artikler). Overblikket Et andet forhold, der blev peget på fra Anbringelsesudvalget var den manglende oversigt over de forskellige typer pladser. De enkelte amter har meget forskellige ”institutionskataloger” over de amtslige døgninstitutioner og i forskelligt omfang og kvalitet lagt beskrivelser spændende fra blot navn og adresse til servicedeklarationer af forskellig karakter for disse op på deres hjemmesider. Nogle medtager også i forskelligt omfang opholdsstederne i amtet. LOS har data for alle sine 350 medlemmer på børne- og ungeområdet med på sin hjemmeside, men de er ikke fuldkomne for alles vedkommende, da ikke alle medlemmer har indsendte alle oplysninger. LOS arbejder i øjeblikket på at redesigne og udvikle hjemmesiden, så den bliver nemmere og hurtigere at anvende. En styrke ved LOS’ opgørelse over opholdsstederne er, at den har en oversigt over, hvilke opholdssteder der aktuelt har ledige pladser. Dette er en stor fordel for de anbringende kommuner. Sagsbehandlerne spilder utrolig megen og kostbar tid ved bare at finde frem til anbringelsestilbud, der har en ledig plads. Her pegede Anbringelsesudvalget på at der burde oprettes en central database med samtlige anbringelsestilbud inklusive hvor der p.t. var ledige pladser. Senest har socialminister Henriette Kjær udtalt, at dette forslag skal gennemføres snarest muligt. Bredden i udbudet Jeg skal ikke i denne sammenhæng komme ind på hele processen om-

H Ø R I N G

kring matchning og vigtigheden af, at der gøres et stort arbejde ud af at få beskrevet såvel barnets eller den unges behov og anbringelsesstedet tilbud og kvalitet. Blot betone betydningen heraf. Anbringelsesstederne kan deles op i fem hovedområder: Familiepleje, døgninstitutioner, opholdssteder, kost- efterskoler og eget værelse. Hver af anbringelsestilbuddene har sit særkende og hermed forbundne styrker og svagheder. Der er ikke to børn, der er ens, og det er vigtigt, at anbringelsesstedet så vidt muligt kan indrette sig efter den anbragtes behov snarere end at den anbragte skal indrette sig efter stedet. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke skal stilles krav til de anbragte børn og unge. Men at disse krav stilles ud fra en bevidst vægtning af hvad, der vil være godt for den pågældende snarere end dikteret af stive rammer. Efter min opfattelse er der ikke tale om en kvalitativ rangordning mellem de forskellige typer anbringelsessteder. Der findes efter min opfattelse både gode og dårlige tilbud inden for hver gruppe. Det væsentlige er at se på det enkelte tilbuds muligheder og ressourcer i forhold til den enkelte anbragtes behov. Der har i perioder været megen fokus på hvorvidt disse anbringelsestilbud var offentlige eller private. En efter min opfattelse noget uvæsentlig detalje. Det er efter min opfattelse af større betydning, hvordan sammenhængen er mellem tilbudets pris og kvalitet. Det afgørende er kvaliteten, og kvaliteten målt på en lang række af de faktorer, der afgør, om anbringelsen bliver til gode for den anbragte eller ej. Da såvel Familieplejen Danmark som amterne er repræsenteret på høringen skal jeg begrænse mig til at kommentere udviklingen indenfor opholdsstedsområdet.

På opholdsstedsområdet udsendte LOS og KL i starten af 2001 en pjece: ”Kvalitet i anbringelsen - samarbejdet mellem kommuner og opholdssteder”. Pjecen anviser veje til at forbedre kvaliteten i anbringelsesarbejdet. I starten af 2002 har LOS desuden udsendt en vejledning til standardbeskrivelse for opholdsstederne, der ligeledes skal medvirke til at højne kvaliteten og styrke gennemskueligheden i de forskellige tilbud. LOS er i færd med at afholde en række kurser omkring implementeringen af denne beskrivelse. Desuden er LOS i samarbejde med Ungdomspædagogisk Forsknings- og udviklingscenter ved DPU i Odense ved at udvikle et modulopbygget uddannelsestilbud til medarbejderne på opholdsstederne, som forventes iværksat efter sommerferien.

Efterværnet er et særligt felt, som bør vies langt større opmærksomhed end det, trods forbedringer i de senere år, sker i dag. Hvis ikke indsatsen overfor de anbragte børn og unge følges op efter udskrivningen således, at det sikres, at de integreres i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet er risikoen for, at de udstødes af samfundet overhængende. Initiativer Daværende socialminister Karen Jespersen nedsatte den 12. august 1998

et udvalg om anbringelse af børn og unge. Udvalget blev sammensæt af repræsentanter for Socialministeriet samt en række af interessenterne på området. Samtidig afsattes 3 x 25 millioner kr. til brug for udvikling af området. Udvalget afsluttede sit arbejde med en rapport i maj 2000, der indeholdt en række anbefalinger til forskning, metodeudvikling, kvalitetsudvikling, m.v.. I foråret 2001 afholdtes et møde i udvalget, hvor man drøftede udkastet til konkretisering af forslagene til en egentlig køreplan for projektet. Startkonferencen i det, der er kommet til at hedde KABU - Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge - afholdtes den 18. marts i år. (Før denne høring, men efter deadline for dette papir.) Mulige ændringer I anbringelsesudvalgets rapport siges: ”Centrenes undersøgelse peger på et behov for at udbvikle nye, fleksible og individuelt tilpassede døgnforanstaltninger - samt omdefinere og udvikle eksisterende tilbud.” Man kan spørge sig selv om det er nok. Om ikke der også skal ses på hele døgnanbringelses-områdets struktur. Væksten i de socialpædagogiske opholdssteder op igennem 80’erne og 90’erne skyldtes i høj grad en historisk og samfundsmæssig udvikling. Der opstod i begyndelsen af 80‘erne en modvilje mod de store, ofte dyre og ofte meget ufleksible døgninstitutioner, og det blev „moderne“ med forebyggelse i stedet for anbringelse. Samtidig etableredes et alternativt pædagogisk område, der senere blev til opholdsstedsområdet. Mange af datidens døgninstitutioner havde på grund af forebyggelsestanken ledige pladser, hvorfor amterne lukkede en del af dem. Siden er der sket en udvikling, hvor de to anbringelsestilbud har nærmet sig hinanden.

GI‘ LOS • 2-2002

H Ø R I N G

har også været en væsentlig grund til udviklingen. Samfundet har sparet flere milliarder på, at de private opholdssteder i stadig større omfang har overtaget opgaven med børn og unge fra de offentlige døgninstitutioner. I dag er tallet nået over 2.000 børn og unge på opholdsstederne. I gennemsnit er de offentlige institutioner ca. 30 40% dyrere. Det betyder, at alene i 2000 ville samfundet have haft en merudgift på over 300 millioner kr., hvis opgaven skulle have været løst af offentlige døgninstitutioner i stedet for af opholdsstederne. Her skal det bemærkes, at en meget stor del af opholdsstederne i dag modtager den gruppe børn og unge, der tidligere blev anbragt på de nu nedlagte behandlingshjem, fordi det offentlige ikke længere har pladser nok til disse børn. Det offentlige staten, amterne og kommunerne har således selv ladet en større del af opgaven glide ud i det private område, uden samtidig at sikre sig, at de private tilbud havde, eller fik tilført, den fornødne viden og ressourcer. Indførelsen af godkendelse og tilsyn med opholdsstederne har på plussiden medført større indsigt i såvel økonomi som drift, samt lukningen af enkelte tilbud, der ikke levede op til de krav man må stille. Modsat er der på trods af en stigning i de økonomiske rammer problemer med at kunne etablere og drive især mere professionelle, institutionslignende opholdssteder. En type tilbud, som kommunerne i stigende omfang efterspørger. Her var der mulighed for at få udvidet tilbuddet til de udsatte børn og unge gennem steder, som enten kunne oprettes og drives af private eller af foreningerne på børne- og ungeområdet. Som eksempelvis Ungdommens Vels ”Barndomshuse” og Red Barnets ”Børnehuse” og overvejel-

GI‘ LOS • 2-2002

ser om at lave nærinstitutioner for nogle kommuner. I stedet for blot at fortsætte og lappe på det nuværende system, burde man måske i stedet bryde grundlæggende med hele den organisatoriske opbygning af anbringelsessystemet. Man burde måske overveje at etablere et system, der fokuserer på indhold og kvalitet frem for på form og organisation af hele institutions- og opholdsstedsområdet.

Det interessante er jo ikke hvorvidt opgaven udføres af en offentlig institution, en selvejende institution eller et opholdssted, det vigtigste er vel kvaliteten i indholdet. Udgangspunktet i dag er institutionernes eller opholdsstedernes rammer og godkendelse. I stedet kunne man vælge at gøre som man gør med

TEGNING: MARIA, MØLLEGÅRDEN

Økonomien

hospitalerne i Norge: At drive det enkelte tilbud som en selvstændig enhed (også de offentlige institutioner) og i højere grad overlade det til det enkelte tilbud at udvikle og styrke det, de er gode til, men samtidig sikre sig, at der er overensstemmelse mellem kvalitet og pris. Det vil naturligvis fortsat være et offentligt - amtsligt eller kommunalt - ansvar, at samtlige tilbud i viften findes, men på denne måde styrker man ansvarligheden i opgaveløsningen derude hvor det foregår. Derude hvor forandringerne virkelig betyder noget for de anbragte børn og unge. Under alle omstændigheder bør man benytte denne høring som afsæt til en gennemgribende debat af udfordringerne på området samt til at udvikle såvel nye rammer som en fornyelse af tilbuddene. Omkring det sidste er den proces, der er i gang med KABU - Kvalitet i Anbringelsen af Børn og Unge et skridt på vejen. Forhåbentlig forankres projektets resultater, i praksis og medvirker til udviklingen af indsatsen overfor de sværest stillede børn og unge, snarere end resulterer i endnu en meter flotte rapporter og analyser, der kan stå og samle støv, indtil vi endnu en gang syens, at nu må der gøres noget. ■

GI‘ LOS • 2-2002

Magi og/eller hårdt målrettet arbejde? Af Frank Falentin Sørensen, leder Lundekollektivet

Tanker fra LOS Landsmøde år 2002

lle vi der arbejder med børn anbragt udenfor hjemmet har forhåbentlig haft den gode oplevelse, at mødet mellem os og barnet har haft den glædelige udgang, at mødet har gjort en forskel. For barnet på den måde, at det er blevet i stand til at varetage ansvaret for sin egen tilværelse på en for barnet hensigtsmæssig måde og for os, opholdsstedet på den måde, at vi herved ser, at vor ofte langvarige indsats ikke har været forgæves. Anderledes forholder det sig, når vi skal analysere og beskrive, hvad det var, af det vi gjorde, der gjorde en forskel. For nogen vil det måske være nok at beskrive det, der skete i relationen som ”magi” eller som et ”under”. Til dette vil jeg for det første sige, at jeg ikke mener, at dette forklaringsniveau er tilstrækkeligt til at sælge pladser til kommunerne. For det andet og væsentligere mener jeg, at forklaringer der alene baser sig på emotionelle oplevelser og som undlader at medtage vore handlinger og målet med vor handlinger, kan blive fatalt for det anbragte barn. Når et lille barn ser en tryllekunstner trække en kanin ud af en tom hat, bliver barnet imponeret og siger: ”Se far han kan trylle”. For det lille barn er det trylleri, - ren magi. Det lidt større barn, der ser det samme, siger undrende: ” Hvordan gjorde han det far?”. Faderen derimod har enten gennemskuet, hvordan

GI‘ LOS • 2-2002

tryllekunstneren lavede sit trick eller, hvis det er et godt tricks, ser det som uigennemskueligt og resultatet af vel tilrettelagt og hårdt træning. Det er et velkendt fænomen, at en tryllekunstner ikke fortæller, hvordan han udfører sine tricks, da dette vil fjerne magien ved illusionen om, at han kan trylle. Ved at forklare illusionen forsvinder magien, og da det netop er magien ved illusionen, der sælger billetter ved teateret, forstår vi alene af den grund, at det er vigtigt ikke at ødelægge magien ved at røbe illusionen. Det lille barn accepterer illusionen som magi, det større barn søger en forklaring på fænomenet og den voksne enten gennemskuer fænomenets virkemidler eller accepterer illusionen som god underholdning. Når mennesker mødes, og der i dette møde sker noget, der for parterne gør en forskel, er vi som regel godt klar over, at her er sket noget. Vor tilbøjelighed til at forklare det skete, at analysere hvad der skete, har dels noget at gøre med, hvem vi er som personer og dels hvad forskellen ved mødet bestod i. Hvis forskellen er af religiøs spirituel art ligger det lige for at kalde fænomenet et under, og ikke nærme sig en yderligere forklaring. Forklaringen, at der er sket et under, er i sig selv forklaring nok. Hvis forskellen ved mødet består i, at der opstår gensidig forelskelse, vil vor tilbøjelighed til at analysere ofte være meget lille, idet vore følelser i denne situation så klart står i forgrunden i forhold til vor rationelle tilstedeværelse. Vi oplever det skete som magi og stiller os indtil videre tilfreds med dette som forklaring på, hvad der er sket.

Hvis den ene part imidlertid løber tør for forelskelse og efterlader den anden med kærestesorg så sker der noget, hvad angår kravet til analyse og forståelse hos den forsmåede part. Typiske spørgsmål kan i denne situation være: Hvad er der sket? Hvad har jeg gjort galt? Hvad kunne jeg havde gjort anderledes? Selvbebrejdelser er her heller ikke ualmindelige: Havde jeg dog bare været mere åben, sød, forstående, etc. Spørgsmålene tjener det formål at analysere det skete, og selvbebrejdelserne kan tjene det formål at afdække egne ”fejl” i forhold til det skete og derved i højere udstrækning gøre sig til herre over situationen og evt. stå bedre rustet fremover. Et helt andet spørgsmål er så; vil bearbejdningen af den overståede forelskelse forhindre os i at lade os rive med af magien ved en ny forelskelse? Dette spørgsmål vil jeg lade stå åbent her. Når der er tale om forholdet i mellem voksen og barn i almindelighed og måske i særdeleshed om forholdet mellem voksen og anbragt barn, så vil den forsmåede part altid være barnet alene af den grund, at den voksne er den, der i denne relation er eller bør være den ansvarlige for forholdet. Det er den voksnes ansvar, at barnet ikke svigtes (yderligere). At magien mellem barn og voksen er tilstede er et gode for såvel voksen som barn, er der ikke tvivl om. Men udelukkende at lade magien være den eneste forklaring i forhold til den voksnes relation til barnet, kan blive fatalt for barnet og eventuelt også for den voksne. En analyse og beskrivelse af hvad

måen for øje, kan vi meget let komme til at gøre fatal skade på barnet og efterlade det endnu mere illusionsforladt, end da vi indledte arbejdet. Dette er ikke fordi vi ikke gik til arbejdet med de bedste intentioner, men fordi vi i modsætning til tryllekunstneren ikke gjorde vor indledende arbejde godt nok. Vi er nødt til som personer og som opholdssted at gøre os klart, dels hvad vi gør, hvorfor vi gør det, vi gør, og ikke mindst hvordan kan vi blive bedre til at gøre det, vi gør. Dette er hårdt arbejde, som ikke endeligt kan afsluttes og derfor må betragtes som værende en lærepro-

ces til gavn for barnets oplevelse af stabile magiske relationer til voksne. ■

TEGNING: QUWINI, MØLLEGÅRDEN

det er, som vi han tilbyde barnet, syntes at være arbejdsredskaber, der er hjælpsomme og nødvendigt for at sikre barnet i forhold til, at den voksne lever op til sit ansvar i forhold til barnet. Dette står, sådan som jeg ser det ikke i modsætning til den magiske oplevelse. For mange svigtede børn er troen på stabile relationer til voksne endt i bristede illusioner og dermed er magien forsvundet ud af barnets liv. Når vi som ansvarsfulde voksne arbejder målrettet hen mod at genskabe barnets tro på stabile relationer til voksne er vi ude i et meget ansvarsfyldt ærinde. Hvis vi ikke holder vores egen for-

GI‘ LOS • 2-2002

FOTOGRAF: NILS JUEL BERG

Torben og Liselotte Buch: - Vi kan videreføre en opgave, der er startet et andet sted og arbejde på at den unge trods sin særlige personlighed kan komme til at tage vare på sig selv, indgå i nye sociale sammenhænge og få indflydelse på sit eget liv. Og så kan vi tilbyde veluddannede voksne, som arbejder meget med sig selv og vores forhold til andre mennesker.

Portræt af et opholdssted:

Det må ku’ lade sig gøre! Af Dorete Dandanell, journalist

- sagde Liselotte og Torben Buch til hinanden for et par år siden, og så var tanken om at oprette deres eget opholdsted for børn og unge med psykiske lidelser født

g nu er det virkelighed: En kilometer uden for Jyderup mod Holbæk ligger Birkehuset, der blev godkendt som opholdssted af Vestsjællands amt i begyndelsen af november 2000. Unge med psykiske lidelser I Birkehuset bor der nu seks unge

GI‘ LOS • 2-2002

mellem 10 og 16 år, to drenge og fire piger, der fint passer ind i Birkehusets målgruppe: Tre er unge med psykiske lidelser og tre unge har risiko for at udvikle disse lidelser. Birkehuset henvender sig desuden til børn og unge af psykisk syge forældre. De unge går i skole udenfor - en enkelt i en kommuneskole og resten på specialskoler. I Birkehuset bor de unge i stueplanet og på 1. sal har Liselotte og Torben Buch og deres to børn på 8 og 19 år en lejlighed. Liselotte Buch er plejer og afspændingspædagog og har arbejdet på et andet opholdssted i tre år. Torben Buch er ergoterapeut med overbyg-

ning som psykoterapeut. Birkehuset er normeret til 6 trekvart fuldtidsmedarbejder, og i øjeblikket er der foruden Liselotte og Torben Buch ansat to sygeplejersker, der har stor miljøterapeutisk erfaring fra de psykiatriske afdelinger på sygehusene, en lærer, en pædagog og en pædagogvikar. Og lige nu har Birkehuset opslået en nynormeret stilling. Miljøterapi i varme omgivelser Liselotte Buch: - Birkehuset er præget af vores miljøterapeutiske tankegang, hvor vi tager udgangspunkt i det, vi synes vi er gode til efter lange offentlige ansættelser og

I N T E R V I E W

mange års erfaring i ungdomspsykiatrien. Så for os har det været kunsten at omsætte et hospitalsmiljø til et opholdsted – ud i virkeligheden. - Vi forventer, at vi her kan etablere nye psykiske og sociale kompetencer hos de unge, der har brug for tydelige professionelle voksne i et varmt, overskueligt og meget menneskeligt miljø. Torben Buch: - Flere af vores børn reagerer med psykisk tilbagetrækning. Vi kan støtte de unge i at skabe sig et selvstændigt liv i en dagligdag, der lægger op til et så normalt børne- og ungdomsliv som muligt, på godt og ondt. Vi arbejder med et terapeutisk og pædagogisk forløb samtidigt og det er nok lidt specielt. Kan I forklare hvad miljøterapi er? Liselotte Buch: - Den korte udgave er, at miljøet er meget gennemtænkt, velbeskrevet og strukturelt tilrettelagt. Således at det både gavner og udfordrer de unge til udvikling. De voksne arbejder professionelt, og bruger relationen til den unge til at identificere, hvad den unge lige nu har af udviklingsbehov. Da denne identifikation ofte handler om den voksnes egen følelsesreaktion, er det også nødvendigt for de voksne at have en struktur omkring sig, der både favner og videreuddanner de voksne. Vores miljøterapi er i sagens natur lagt an på, at opholdet hos os varer i flere år. Vi har et godt samarbejde med sagsbehandlerne og lægger en handleplan for børnene, så det er på plads, hvad, der skal ske med dem, inden de kommer til os. Torben Buch: - Med den metode er vi meget afhængige af, at vi får

de rigtige oplysninger, før vi kan sige ja til at modtage en ung. Men når det koster 41.000 kr. om måneden, er det muligt at forlange, at kommunen gør et solidt forarbejde for at sikre, at anbringelsen bliver en succes. Birkehuset samarbejder med projektforeningen PRO om nogle af pladserne. Voksne, der er voksne Hvad kan I tilbyde? Liselotte Buch: - Vi kan videreføre en opgave, der er startet et andet sted og arbejde på at den unge trods sin særlige personlighed kan komme til at tage vare på sig selv, indgå i nye sociale sammenhænge og få indflydelse på sit eget liv. Og så kan vi tilbyde veluddannede voksne, som arbejder meget med sig selv og vores forhold til andre mennesker. - Og det ser ud til at virke, for når de unge bliver spurgt om, hvilke kvaliteter vi har, lyder svaret ”Du er voksen”. Og det er vi også, og vi er også ret gamle - over 40 - men så voksne er vi nødt til at være, for vi kan se på de unges reaktion, at de er glade for at have noget at spille op i mod. Torben Buch: - Vi tilbyder os selv og en mulighed for at leve så almindeligt som muligt. Det er i hovedsiden godt, men fordi vi har vores egne børn, kan de unge godt blive jaloux på at vi ikke er deres forældre, og så kan det være svært for dem. Det er som at kigge ind ad vinduet til en familie uden at være en del af den. Faste opgaver sammen med voksen Strukturen i Birkehuset er lagt an på,

at alt skal være så hverdagsagtigt som muligt - i faste rammer og i tæt voksenkontakt. Torben Buch: - Hele dagligdagen er fast struktureret og de unge har adskillige pligter. De lærer hvorfor det er vigtigt at udføre en opgave, og at løse den sammen med andre, f.eks. at vaske tøj. Og det er i denne nære kontakt, vi som voksne også arbejder terapeutisk med de unge. Vi tager altid udgangspunkt i den unges motivation i forhold til de pædagogiske opgaver. - De unge har to kontaktpersoner hver, dvs. ansatte, der har det primære ansvar for at vide, hvordan det går med den unge og som de selv skal give en tilbagemelding. Det sker bl.a. på faste ugemøder. Liselotte Buch: - De unge kan godt være sure over at skulle til ugemøderne og samtidig minde os om dem. Så de ser også ugemøderne som et fast holdepunkt. Strukturen er lagt både for de unges skyld og for vores, ellers lyder det ”hvorfor kommer du ikke til tiden”. Forældrene med Birkehuset skaber et meget tæt miljø omkring børnene. Bliver I konkurrenter til forældrene? Liselotte Buch: - Nej, for vi ser tværtimod ressourcer i forældrene, så samarbejdet er meget vigtigt og vi anerkender, at de er forældre. Det er deres barn og vi skaber så stor kontakt som muligt. Børnene er fast hjemme hver anden weekend og vi ringer altid til forældrene efter de ugentlige kontaktmøder og fortæller hvordan det går, ligesom de altid

GI‘ LOS • 2-2002

I N T E R V I E W

er med i det, der foregår på barnets skole, for det betyder meget for de unge. Og vi har pt. to sæt forældre, der selv har taget initiativ til at flytte barnet hjemmefra, for at det kunne få det bedre. Det er vel en slags bevis for en meget stor forældrefølelse, som vi ikke skal erstatte. De unge får det bedre Virker jeres metode? Torben Buch: - Det ser ud til det. Selv om vi kun har været i gang lidt over halvandet år, er symptomerne på en psykisk lidelse, f. eks. mange tvangshandlinger og små psykotiske handlinger, aftaget væsentligt hos de børn vi har nu. Det er også en meget stabil gruppe, der taler om at ”her bor jeg”. Nu er de også flyttet mentalt ind, men det har også taget et års tid. Liselotte Buch. - Vi er blevet bekræftet i at de alle sammen udvikler sig, men det sker i et langt perspektiv, der strækker sig i over flere år. Derfor laver vi hele tiden delmålsaftaler med de unge og sørger for at resten af personalet er orienteret om hvad, der er aftalt. Vi bruger også megen tid på supervision og personalemøder. Det er tilfredsstillende, for så får alle en fælles forståelse for den unge. Hvornår siger I fra over for de unge? Liselotte Buch: - Hvis de unge begynder et misbrug, profiterer de ikke af opholdet. Det er de menneskelige kvaliteter og kontakten vi arbejder med her på stedet – og det kan ikke lade sig gøre, hvis man hellere vil lukke af og være helt omtåget! Pengene og prisen for familien Hvordan går det i forhold til amtet? Torben Buch: - Vi har et udmærket samarbejde med Vestsjællands amt, og har stort set kun mødt velvilje. Det er tydeligt at se, hvad de

GI‘ LOS • 2-2002

vil have - kompetente, velargumenterede samtaler, hvor der er tid til den pædagogiske snak. Selvfølgelig kunne vi godt have brug for en større lønsum. Og det arbejde vi laver her, ville koste betydeligt mere i offentligt regi. Liselotte og jeg dækker mange ting alene, fordi vi bor i huset, da vores personale falder noget udenfor amtets ”gennemsnitslønninger”. Liselotte Buch: - Hos os er det kvaliteten ved nærhed, der tæller, men

jeg tror godt man kan skabe et nært familie-lignende miljø uden at de voksne bor fast på stedet. - Hvis det bliver for klemt økonomisk, så det koster os for meget menneskeligt, så stopper vi. Selv om vi brænder for det her. Foreløbig er balancen dog i orden. På trods af, at vi det første år stort set ikke havde nogen tid sammen, og at en af os har altid ”vagtplan” på vores datter, så hun ikke bliver alt for forvirret! ■

FOTOGRAF: NILS JUEL BERG

- Birkehuset er præget af vores miljøterapeutiske tankegang, hvor vi tager udgangspunkt i det, vi synes vi er gode til efter lange offentlige ansættelser og mange års erfaring i ungdomspsykiatrien. Så for os har det været kunsten at omsætte et hospitalsmiljø til et opholdsted - ud i virkeligheden, siger Torben og Liselotte Buch, der sammen leder Birkehuset udenfor Jyderup.

TEGNING: ALEXANDER, I REDEN

Tegninger søges Gi‘ LOS søger tegninger lavet af anbragte på opholdssteder eller elever på skoletilbudene. Tegningerne skal laves på hvidt papir (maks. A4). Tegninger, der bringes i bladet, honoreres med 200 kr. Send tegningerne til LOS‘ sekretariat.

GI‘ LOS • 2-2002

Modulex fra s. 38

fra trykkeri

BOCART PRÆSENTERER Ny forbedret linie af BOCARTS • Alle med Honda-motor m. 5,5-13 HK • Fås med oliekobling • 100% dansk produkt - gir‘ ekstra sikkerhed • Fås også som samlesæt • Alle BOCARTS er CE-godkendte • Mulighed for demokørsel m. instruktør • Interesseret? - ring for yderligere information. BOCART v/ Bo Sørensen • Søndermarken 5 7361 Ejstrupholm • Tlf. 75 77 37 77 • Fax. 75 77 21 63 Homepage: www.bocart.dk • E-mail: bs@bocart.dk

GI‘ LOS • 2-2002

Nordlyscenteret fra s. 38

fra trykkeri

Supervision familie og parterapi Konsulent og Rådgivningsarbejde Til opholdssteder for børn, unge og voksne, kommuner og offentlige pesonalegrupper tilbyder jeg faglig og personlig supervision. På ledelses- og medarbejderplan. Personaletræning og konfliktløsning. Jeg er uddannet socialpædagog. Med tiårig efteruddannelse i individuel og gruppeterapi, supervision og ledelse. Flemming Røeder Nielsen Hybenbakken 16 3250 Gilleleje Mobil: 22 18 30 21 E-mail: supervision@adr.dk Hjemmeside: supervision-terapicentret.adr.dk

Supervision, Klinisk Træning & Uddannelse • kvalitetmål og behandlingsplaner. • den professionelle målrettede relation nærvær, tilknytning, indhentning af udviklingstab • familiearbejde, netværk og rådgivning Tilbud til opholdsteder, familieplejer, skoleprojekter mv. Udviklingspsykologisk & pædagogisk teori og metode er integrativ. Speciale Transaktionsanalyse.

Supervisor og Underviser Janne Blarke SR+TSTA Exam. psykoterapeut & klinisk træner Berne Instituttet 39 90 84 08

GI‘ LOS • 2-2002

Individuel vejledning, kurser, oplæg m.v. for socialpædagogiske opholdssteder, institutioner, dagbehandlingstilbud, skoletilbud, projekter, amter, kommuner og andre. Cand.jur. Karin Høier Jensen og Pædagog Flemming Møller Henriksen Cand.jur. Karin Høier Jensen har i de sidste 10 år arbejdet inden for opholdsstedsområdet som bl.a. advokat og konsulent og har i den forbindelse fungeret som rådgiver for opholdssteder, bestyrelser og andre i forhold til spørgsmål om bl.a. drift, ledelse, personale, organisation, godkendelse, forhandlinger og kontrakter samt deltaget i forhandlinger med ministerier, amter og kommuner og deltaget i udarbejdelse af vejledninger, overenskomster m.v. Pædagog Flemming Møller Henriksen har stiftet, startet og gennem 5 år drevet opholdsstedet Ethos, startet og drevet skoletilbud og har derudover arbejdet i projektregi med forskellige opgaver og deltaget i udviklingsarbejde – alt i forhold til målgruppen de såkaldt uanbringelige og har før det arbejdet i offentligt regi på bl.a. døgninstitution.

HENRIKSEN & HØIER Egebjerghaven 16, 2750 Ballerup. Telefon 21 81 18 96, mandag-fredag fra 9-15. CVR-nr. 26 30 59 93 henriksen-hoier@tdcadsl.dk • www.henriksenhoier.dk

GI‘ LOS • 2-2002

ADVOKATERNE KNUD FOLDSCHACK OG ULLA PAABØL Skindergade 23 st - 1159 København K - Telefon 33 11 24 11 Fax 33 93 08 98 - Giro 1 16 29 93

Rådgivning vedr: Stiftelse af fonde/selvejende institutioner Bestyrelsesarbejde Medarbejderspørgsmål Ny vejledning og tilsyn Leje- og skatteret

Advokat for LOS

REVISIONSSELSKABET LAUGE SCHMIDT Statsautoriseret revisor

Grønnegade 3 Postbox 285 4000 Roskilde Telefon 46 36 11 99

Som revisor for Landsforeningen af Opholdssteder og Skole- behandlingstilbud har revisionsfirmaet stor erfaring med udarbejdelse af regnskaber og budgetter for opholdssteder og skolebehandlingstilbud, ligesom vi deltager i forhandlinger med amterne.

GI‘ LOS • 2-2002

HM REVICONSULT APS HENRY MARQUARDSEN REGISTRERET REVISOR, CAND.MERC. BREDETVEDVEJ 17 4300 HOLBÆK TLF. 59 181380 FAX. 59 181482

MANGEÅRIG ERFARING I REGNSKABER OG RÅDGIVNING FOR OPHOLDSSTEDER OG TERAPEUTER

GI‘ LOS • 2-2002

Revisionsfirmaet

SCHANTZ & FOGH A/S registrerede revisorer Vi har i mere end 15 år arbejdet som revisor for dagog døgninstitutioner. Ring til John Schantz eller Mik Nielsen og få en uforpligtende snak om, hvad vi kan tilbyde netop din institution.

Telefon 86 92 75 66 Solbjerg Hovedgade 24, 8355 Solbjerg, telefax 86 92 84 22 E-mail: revisor@schantz-fogh.dk

Martinsen Side 44 Fra trykkeri

GI‘ LOS • 2-2002

GRÆSTED REVISION

REVISORERNE HAGES GAARD Østbanegade 7 parterre tv 2100 København Ø Tel 3526 4599

BETTINA HØGFELDT revisor

Fax 3526 4399 Mobil 4075 4243

Stor erfaring i regnskaber og rådgivning for bl.a. opholdssteder. Ring og få en uforpligtende snak.

Slip for besværet med den daglige bogføring. Regnskabs- og bogføringsassistance. Lønafstemning.

Registrerede revisorer FRR Storegade 4, Stege. Tlf. 55815460 Fax 55814560 . www.hagesgaard.dk

REVISIONSFIRMAET TRANEKÆR

Timmermann Revision ApS

BYSØPLADS 1 TLF 59 44 10 16

4300 HOLBÆK FAX 59 44 10 36

Registrerede revisorer

VI TILBYDER: Rådgivning, budget, regnskabsassistance og revision for opholdssteder samt øvrige institutioner i Jylland, på Fyn og Sjælland

GI‘ LOS • 2-2002

Registreret Revisionsanpartselskab Sct. Clemens Stræde 9 8000 Århus C Tlf. 86 13 13 99 - Fax 86 13 15 19 E-mail: timmermann@adr.dk Vi er et revisionsfirma med mangeårig erfaring med opholdssteder og øvrige institutioner og tilbyder bl.a. revision og udarbejdelse af regnskaber, budgetlægning, forhandlinger med amter og kommuner, deltagelse i bestyrelsesmøder etc.

Udlejning af autocampere

Annoncer i Gi‘ LOS

2-8 personer. Alt i udstyr.

Priser:

20% rabat til opholdssteder.

1/4 side: 400 kr. 1/2 side: 750 kr. 1/1 side: 1.400 kr.

Besøg vores hjemmeside: www.kj-udlejning.dk

Kontakt LOS‘ sekretariat på

Henvendelse Tlf: 86 96 50 77 Mobil: 28 45 55 14

tlf. 70 23 34 00

CENTER FOR ORGANISK PSYKOTERAPI C.O.P. Vores 4-årige terapeutuddannelse starter d. 12 september 2002. Uddannelsen foregår over 6 delkurser pr. år, - hvert delkurs starter torsdag kl. 10 og slutter søndag kl. 12. Organisk psykoterapi bygger bl.a. på gestaltterapi og kropterapeutiske retninger. På denne uddannelse er lærerkræfterne: Mogens Jørgensen, organisk psykoterapeut ( D.I.G.) MPF., Susse Vallø Bisgaard, organisk psykoterapeut (D.I.G.), Sten Muus, organisk psykoterapeut og overlæge i psykiatri. Ring for nærmere oplysning og brochure på tlf. 35 35 25 15 eller www.orgpsyk.dk Center for Organisk Psykoterapi har eksisteret siden 1993 og holder til i Skt. Hansgade 9A, 2200 N. Med venlig hilsen Mogens Jørgensen, organisk psykoterapeut - centerleder Lise Haderup, autoriseret cand.psyk. - centerleder

GI‘ LOS • 2-2002

OK-annonce

„Vælg dansk benzin og olie...“

TRYKKERI Fra s. 46

GI‘ LOS • 2-2002

Tilbyder i samarbejde:

LOS pension Pensionstilbuddet med de fleste muligheder

Kontakt: Merkur, Gerd Skantorp, tlf 87 30 97 60 eller PFA-Pension, Birgitte Sørensen, tlf 39 17 55 16

LOS-Pension er en fleksibel pensionsordning, der kan tilgodese både de, der ønsker at få tilgodeset deres holdninger om hvad pensionsmidlerne skal bruges til som de, der i højere grad fokuserer på afkastet, ligesom der eksempelvis kan vælges dækning for erhvervsevnetab ved 1/2 invaliditet eller ved 2/3 invaliditet.

GI‘ LOS • 2-2002

LOS medlemskatalog 2001

LOS’ medlemskatalog 2001 indeholder data for 412 opholdssteder og dagbehandlingstilbud, der retter sig mod børn, unge, voksne og familier. Pris: kr. 100,(ekskl. forsendelse) Medlemskataloget indledes med en amts-opdelt oversigt over medlemmerne. Her kan man se aldersgruppe, målgruppe, antal pladser samt eventuel intern skole for opholdsstederne. Endvidere kan man se hvilken type medlem, der er tale om. I oversigten anvendes følgende typer: • Akuttilbud • Dagbehandlingstilbud • Familiebehandlingstilbud • Opholdssted • Skibsprojekt Herefter oplistes de enkelte tilbud i alfabetisk rækkefølge. Medlemskataloget opererer med elleve målgrupper. Målgruppeopdelingen er ikke perfekt eller fyldestgørende, men valgt som et kompromis mellem kravene om nøjagtighed og overskuelighed. Stadig flere dagog døgntilbud specialiserer sig i forhold til snævrere målgrupper som eksempelvis spiseforstyrrelser, autisme, Aspergers syndrom m.m.. Ved fritekstsøgning på LOS’ hjemmeside www.los.dk er det muligt hurtigt at finde de steder, der tilkendegiver at arbejde med specialiserede målgrupper. Hjemmesiden bliver

ajourført hver uge, således er det her også muligt at finde de tilbud, der er indmeldt efter at kataloget er gået i trykken. På hjemmesiden findes også en oversigt over de tilbud, der på det givne tidspunkt har ledige pladser.

Den eller de angivne målgrupper ud for det enkelte opholdssted eller dagbehandlingstilbud er valgt ud fra medlemmets egne oplysninger. I oversigten anvendes følgende målægrupper: • Sociale og psykiske problemer, herunder omsorgssvigtede • Tidligt skadede • Incest • Sentudviklede • Flygtninge/indvandrere • Psykisk udviklingshæmmede • Psykiatriske • Handicappede • Hjerneskadede • Misbrugere • Familier/mor-barn Medlemskataloget tilsendes ved henvendelse til LOS’ sekretariat, pris kr. 100,-