2 minute read

”Studiet viser at chancen for at patienterne selv håndterer deres situation, kan bedres med den rette besked, og at den rette besked afhænger af, hvor længe patienterne har haft ondt i ryggen.”

Af Mette Jensen Stochkendahl, lektor SDU & seniorforsker Kiropraktorernes Videnscenter

HVILKEN INFORMATION SKAL VI GIVE PATIENTER MED LÆNDERYGSMERTER?

Advertisement

Information og rådgivning, der kan øge patienternes forståelse af deres situation, forsikre dem om en god prognose og give dem værktøjer til egenhåndtering af deres lænderygsmerter, er nøgleelementer i behandlingen af patienter med lænderygsmerter. Men patienter er forskellige, og hvad skal vi egentlig sige til en patient for at hjælpe vedkommende bedst muligt?

Det har rygforskere fra Australien forsøgt at blive klogere på. Via en spørgeskemaundersøgelse blandt 365 lænderygpatienter undersøgte de patienternes opfattelse og holdning til en række korte informationsbeskeder om rygsmerter og om holdningerne kunne forudsige patienternes intentioner om at egenhåndtere deres smerter. Forskerne tog udgangspunkt i ti beskeder fx “Det er vigtigt at være aktiv, selv om du har ondt i ryggen”, “Smerter er ikke lig med skade” og “Det er ikke nødvendigt at kende den specifikke årsag til smerterne for at tage hånd om dem”. Patienternes intentioner om at egenhåndtere blev målt vha. et spørgsmål, hvor de skulle forestille sig at have haft smerter i 10 dage med en intensitet på 4 og derefter angive, hvordan de ville håndtere situationen på en 0-10 skala (0=helt sikkert søge hjælp; 10=klare det selv).

Generelt var patienterne positive overfor alle ti beskeder. Undtaget var patienter med vedvarende smerter, der var negative overfor beskeden om, at det ikke er nødvendigt at kende årsagen til smerter. Forskerne viste, at der var sammenhæng mellem patienternes holdninger over for beskederne og deres intentioner om egenhåndtering. Hvor godt holdningerne kunne forudsige intentionerne om egenhåndtering afhang af de enkelte beskeder og hvor lang tid, patienten havde haft smerter.

Der var fx større chance for, at patienterne havde intentioner om egenhåndtering, hvis de i øjeblikket var smertefrie og positivt indstillet over for beskeder om at være aktiv. Patienter med akutte eller subakutte lændesmerter, som var positive over for beskeder, der forsikrede dem om en god prognose og patienter med vedvarende smerter, som var positive overfor beskeden om, at graden af smerte ikke siger noget om graden af skade i ryggen, havde også højere chance for at ville egenhåndtere.

Studiet viser, at chancen for, at patienterne selv håndterer deres situation, kan bedres med den rette besked, og at den rette besked afhænger af, hvor længe patienterne har haft ondt i ryggen. Forskerne opfordrer klinikere til i højere grad at benytte specifikke beskeder, der forsikrer patienter om deres gode prognose.

uEdel T. O’Hagan et al.

What messages predict intention to self-manage low back pain?

A study of attitudes towards patient education bit.ly/3L5FUQA