1 minute read

Det er ledelsens ansvar, at overenskomsten overholdes

En overenskomst er en forpligtende aftale for både a- og b-side.

Gymnasieskolernes Lærerforenings repræsentantskab vedtog for nogle uger siden de krav – sammen med de øvrige organisationers krav i det akademiske forhandlingsfællesskab – som foreningen vil stille ved næste vinters overenskomstforhandlinger, OK 24.

Det er der intet odiøst i, eftersom det er sådan, processen i det treårige overenskomstforløb er fastlagt.

Hvad der derimod kan synes mærkeligt, er, at ledelsen på en lang række skoler tilsyneladende ikke har opdaget, at der i 2021 blev aftalt en overenskomst, som altså nu er på vej ind i sidste fase. Eller det har de jo nok, men det er, som om nogle tror, at de ikke behøver at indrette sig efter teksten, eller at den er åben for fri fortolkning.

GL oplever således, at ledelser ser stort på, om overenskomsten overholdes. Nogle af dem siger, at det skyldes, at lærerne selv ikke ønsker det – for eksempel at tidsregistrere. Det skal de, medmindre det er en såkaldt aftaleskole. Det er et ledelsesansvar at sikre overholdelsen. Om ikke andet må det tvinges igennem.

Man kan på den ene side måske sige, at der burde være bedre sanktionsmuligheder, når overenskomsten ikke overholdes. På den anden side burde det slet ikke være nødvendigt. Det ligger i ordet – overenskomst – at der er indgået en aftale mellem flere parter. Og det er jo ikke for sjov. Det er for at sikre arbejdstagerne nogle vilkår og arbejdsforhold, der er tilpas rimelige, for at de kan udføre deres arbejde bedst muligt – i dette tilfælde til glæde for eleverne og det kommende samfund og dermed i sidste ende til glæde for lederne selv, for det er vel også i sidstnævntes interesse at skabe så stærk en skole som muligt?

Den seneste overenskomst lægger grundlaget for den næste. Det er derfor ganske enkelt ikke godt nok, at den ikke er blevet implementeret alle steder. GL er derfor i gang med en nærmere undersøgelse af omfanget.

Vi vil naturligvis gerne have en masse at skrive om på Gymnasieskolens redaktion. Det kunne dog være rart med lidt flere gode nyheder.

I dette blad kan du blandt andet læse et tema om observation af undervisningen. Måske er der også et behov for observation af ledelsen.

Morten Jest Chefredaktør

Adgang til 656 iBøger

This article is from: