Kunsten at udsætte tingene by Akademisk Forlag

John Perry

KUNSTEN AT UDSÆTTE TINGENE

KUNSTEN AT UDSÆTTE TINGENE En guide til effektive overspringshandlinger

og andet smøleri*

*eller hvordan man får tingene gjort ved at udsætte dem

L&R Business

KUNSTEN at UDSÆTTE TINGENE En guide til effektive overspringshandlinger og andet smøleri* * eller hvordan man får tingene gjort ved at udskyde dem

På dansk ved Annette Rosenberg

JOHN PERRY Professor emeritus, ﬁlosoﬁ STANFORD UNIVERSITY

L&R Business

John Perry Kunsten at udsætte tingene © 2013 L&R Business Original work copyright © 2012 by John Perry Illustrations copyright © by Graham Roumieu Published by arrangement with The Karpfinger Agency, 357 West 20th Street, New York, NY 10011, USA Original title: The Art of Procrastination. A Guide to Effective Dawdling, Lollygagging and Postponing Original edition: ISBN 978-0-7611-7167-6 Workman Publishing Company, Inc Oversat fra amerikansk af Annette Rosenberg Dansk forlagsredaktion: Marianne Thorhauge Forfatterportræt © 2012 Jim Perry Omslagsdesign: Olga Bramsen Bogen er sat med Sabon af Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Sia ISBN 978-87-5004-368-3 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia L&R Business – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S Et selskab i Egmont www.lrbusiness.dk L&R Business Vognmagergade 11 1148 København K Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

»Udsæt aldrig til i morgen, hvad du kan gøre i overmorgen.« – M A R K T WA I N

kunsten at udsĂŚtte tingene

Tak

To afdøde venner – den fantastiske forfatter Tony Burciaga og Bob Beyers, ligeledes en fin skribent og i en lang periode leder af Stanford News Service – var de første, der foreslog, at jeg skulle prøve at udgive mit essay »Structured Procrastination«. Beyers fik på en eller anden måde overtalt The Chronicle of Higher Education til at bringe det i 1996. Marc Abrahams, geniet bag Annals of Improbable Research, genoptrykte kort efter essayet i dette tidsskrift. Mange år senere fik jeg i 2011 tildelt endnu en af Abrahams opfindelser, »Ig Nobel Prize for Literature«. Deborah Wilkes fra Hackett Publications, som ofte har lidt under min nølen, modtog prisen på mine vegne ved Harvard Ig Nobel-prisuddelingsceremonien, som jeg ikke kunne deltage i. Det krævede en hel del humor

kunsten at udsætte tingene

og mod fra hendes side at deltage i det ret vilde arrangement, selv om jeg ikke tror, hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun sagde ja til invitationen. Mellem 1996 og 2011 blev et af mine børnebørn, Erin Perry, voksent, lærte alt om websider og lavede en til mit essay og et par andre. Det medførte nogle interessante reaktioner fra læserne. Nogle af mine venner mente, at alt det materiale kunne blive til en lille bog, men jeg tog først forslaget alvorligt, da det kom fra Barney Karpﬁnger, som i dag er min agent, og som havde læst om den nye Ig Nobel Prize. Jeg er alle disse mennesker meget taknemmelig, ligesom jeg også er det over for min redaktør, Margot Herrera, og hendes kolleger på Workman Publishing, som har været dejlige at samarbejde med. Min nølen har tæret hårdt på min familie – mest af alt på min vidunderlige kone, Frenchie – men de har alle taget det pænt.

kunsten at udsætte tingene

Indhold Indledning Paradokset forbundet med at udsætte ting

Kapitel 1 Strukturerede overspringshandlinger

Kapitel 2 Overspringshandlinger og perfektionisme

Kapitel 3 Huskelister

Kapitel 4 »Get Rhytm«

Kapitel 5 Computeren og overspringeren

Kapitel 6 Forsvarstale for de horisontalt organiserede

Kapitel 7 Samarbejde med fjenden?

Kapitel 8 Frynsegoder

Kapitel 9 Er overspringere nødvendigvis irriterende?

104

Kapitel 10 Dybe afsluttende tanker

113

Tillæg Sådan vænner du dig af med dine overspringshandlinger – læs videre på eget ansvar 117 kunsten at udsætte tingene

kunsten at udsĂŚtte tingene

Indledning Paradokset forbundet med at udsætte ting

Mennesker er af natur rationelle dyr. Vores evne til at ræsonnere er angiveligt det, der adskiller os fra andre dyr, så vi burde egentlig være utroligt fornuftige, kun udføre velovervejede handlinger og gøre det optimale på basis af vores overvejelser. Platon og Aristoteles var så betaget af dette ideal, at de så vores manglende evne til at leve op til idealet som et ﬁlosoﬁsk problem: akrasia, mysteriet om, hvorfor folk vælger at gøre noget andet end dét, de mener er bedst for dem at gøre. kunsten at udsætte tingene

Dette billede af mennesker som rationelle væsner, hvis handlinger bygger på overvejelser og beregninger af, hvad der er bedst, har eksisteret lige siden oldtiden. De mere matematiske samfundsvidenskabelige fagområder, f.eks. økonomi, bygger stort set på opfattelsen af mennesker som rationelle dyr, der træffer valg på basis af, hvilken handling der mest sandsynligt vil føre til opfyldelsen af deres største ønsker. Det er ret underligt, når man tænker på, at mange af de andre samfundsvidenskabelige områder, blandt andet psykologi og sociologi, indeholder talrige beviser på, at vi overhovedet ikke fungerer sådan. Jeg har virkelig intet imod, at man er fornuftig, eller at man gør det, man mener er bedst, eller at man gør det, der mest sandsynligt vil opfylde ens behov. Jeg har fra tid til anden selv afprøvet disse strategier, undertiden med gode resultater. Men jeg tror, idealet med den rationelle handlemåde er en kilde til en masse unødvendig utilfredshed. Det er ikke sådan, ﬂertallet af os agerer; det er i hvert fald ikke den måde, jeg age14

kunsten at udsætte tingene

rer på. Og da det som regel fungerer helt fint at gøre tingene på den måde, vi normalt gør dem på, er der egentlig ingen grund til at hænge med hovedet og føle os skamfulde og fortvivlede. Set på baggrund af dette ideal er min største fejl det at udsætte ting. Da jeg i 1995 ikke arbejdede på et eller andet projekt, jeg burde have arbejdet på, begyndte jeg at have det dårligt med mig selv. Men så opdagede jeg noget. I det store og hele havde jeg ry for at være en person, som får en masse fra hånden, og som har ydet et rimeligt bidrag til Stanford University, hvor jeg arbejdede dengang, og til faget filosofi, som jeg arbejdede med. Et paradoks. I stedet for at gå i gang med mine vigtige projekter begyndte jeg at tænke over dette mysterium. Jeg indså, at jeg var det, jeg kalder en struktureret overspringer: en person, som får gjort en masse ved ikke at gøre andre ting. Jeg skrev det lille essay, som udgør første kapitel af denne bog, og begyndte med det samme at have det bedre med mig selv. Essayet blev efterfølgende trykt i The Chronicle of Higher Education og i det satiriske nakunsten at udsætte tingene

turvidenskabelige magasin Annals of Improbable Research, og jeg lagde det ud på min Stanford-webside. Nu er jeg jo altså professionel filosof, selv om det lyder mærkeligt i mange menneskers ører. Jeg har skrevet snesevis af artikler og seks bøger. Efter min ringe mening er artiklerne og bøgerne fulde af dybe, indsigtsfulde betragtninger, stor visdom og begavede analyser, og de øger vores forståelse af alle mulige interessante ting – fra den frie vilje til den personlige identitet til meningen med mening. Mine forældre er døde, så jeg er muligvis den eneste, som har så høje tanker om min indsats på det filosofiske område. Men siden jeg slap ind ad bagdøren til Stanford som medlem af lærerstaben – for jeg ville aldrig være blevet optaget som studerende – har min produktion som forfatter betydet, at jeg har kunnet fortsætte med at undervise i filosofi. Det kan altså ikke være det rene vrøvl alt sammen. Uanset hvad er der ikke noget af det, jeg har skrevet, som er blevet læst af så mange og har hjulpet så mange – i hvert fald efter deres 16

kunsten at udsætte tingene

eget udsagn – og har forsødet så manges tilværelse som mit lille essay om strukturerede overspringshandlinger. I mange år var artiklen det første hit, man fik vist, når man søgte på »procrastination«. Da jeg flyttede den fra min Stanford-webside til et privat website (www.structuredprocrastination.com), så jeg kunne sælge Structured Procrastination-T-shirts, faldt det først til en lavere placering i søgeresultaterne og steg herefter igen, så det i dag kun vises lidt længere nede end Wikipedias artikel om »procrastination«. Hver måned modtager jeg omkring ti mails fra læserne. De er stort set alle sammen positive, og nogle siger, essayet har haft stor indflydelse på deres liv. Her er et eksempel: Kære John Dit essay om strukturerede overspringshandlinger har simpelthen ændret mit liv. Jeg har det allerede bedre med mig selv. I de sidste par måneder har jeg udført flere tusinde opgaver, samtidig med at jeg havde det forfærdeligt med at vide, at det kunsten at udsætte tingene

ikke var dem, der stod øverst på min liste. Men nu begynder jeg at føle, at de tordenskyer af skyld og skam, der har hængt over mig, endelig er ved at drive væk ... Tak. Min yndlingsmail var fra en kvinde, som sagde, at hun hele sit liv havde udsat alting. Hun havde været ulykkelig over at være en overspringer, i stor udstrækning fordi hendes bror hele tiden kritiserede hende for at have denne karakterbrist. Da hun læste mit essay, skrev hun, kunne hun endelig ranke ryggen og erkende, at hun var et værdifuldt menneske, som udretter en hel del, selv om hun er en overspringer. Hun skrev, at da hun havde læst det, ﬁk hun for første gang i sit liv mobiliseret modet til at give sin bror besked på at rende og hoppe. »Og,« tilføjede hun, »for øvrigt er jeg 72.« Jeg har i årenes løb haft til hensigt at bygge videre på essayet, men er karakteristisk nok blevet ved med at udskyde det. Ved at læse de mails, jeg har modtaget, kigge indad, gøre mig en masse tanker og læse lidt har jeg efter18

kunsten at udsætte tingene

hånden indset, at selve det at fatte begrebet »strukturerede overspringshandlinger« kun er det første trin i et program, jeg mener, kan hjælpe størstedelen af alle nølere, ligesom det har hjulpet mig. Det underlige er, at når vi først erkender, at vi er strukturerede overspringere, har vi det ikke kun bedre med os selv, men bliver faktisk også noget bedre til at få tingene gjort, for når først hele skyen af skyld og fortvivlelse forsvinder, har vi opnået en bedre forståelse af, hvad der afholder os fra at gøre de pågældende ting. Denne bog er altså en form for ﬁlosoﬁsk selvhjælpsprogram for nedtrykte nølere. Hvis sandheden skal frem, er det nok lidt for prangende at kalde den et program. Den indledes af nogle praktiske punkter, nølere kan gennemføre. Herefter følger nogle idéer, anekdoter og forslag, der måske kan være en hjælp. Jeg nævner også lidt om de organisatoriske problemer, mange overspringere plages af. Ikke alle mennesker laver overspringshandlinger, og ikke alle overspringere vil mene, at kunsten at udsætte tingene

strategien for strukturerede overspringshandlinger er en hjælp, for overspringshandlinger er somme tider en manifestation af mere dybtliggende problemer, som kræver mere terapi, end en letbenet ﬁlosoﬁ repræsenterer. Men hvis indbakken i mit mailprogram er nogen rettesnor, er der mange, som vil genkende sig selv, når de læser bogen, og derved få det bedre med sig selv. For ikke at tale om den ekstra bonus i form af nogle rare koncepter og ord, de kan anvende på sig selv, f.eks. akrasia, horisontal organisation, opgavesortering og højreparentetisk mangelsygdom. Og nogle af de mennesker får måske endda udrettet endnu mere.

kunsten at udsætte tingene

Kapitel 1 Strukturerede overspringshandlinger

Jeg har haft i sinde at skrive det her essay i månedsvis. Hvorfor gør jeg det så endelig? Fordi jeg omsider har fundet lidt ubesat tid? Forkert. Jeg har opgaver, der skal rettes, undervisningsmateriale, der skal bestilles, en opfordring fra National Science Foundation til at være dommer og udkast til afhandlinger, der skal læses. Jeg arbejder på mit essay for at slippe for at gøre alle de nævnte ting. Det er essensen af det, jeg kalder strukturerede overspringshandlinger, en kunsten at udsætte tingene

forbløffende strategi, jeg har opdaget, som forvandler nølere til effektivt fungerende mennesker, som bliver respekteret og beundret for alt det, de udretter, og for, hvor gode de er til at udnytte tiden. (Eller jeg genopdagede den i hvert fald. I 1930 skrev Robert Benchley en klumme til Chicago Tribune med overskriften »How to Get Things Done«, hvor han hævdede, at »alle kan udføre en hvilken som helst mængde arbejde, forudsat at det ikke er det arbejde, vedkommende forventes at gøre på det pågældende tidspunkt.« Som citatet viser, så Benchley det grundlæggende princip – og jeg antager, at andre store tænkere, der ligesom han var strukturerede nølere, har bemærket det samme. En dag vil jeg forske yderligere i sagen). Alle overspringere udsætter de ting, de er nødt til at gøre. Struktureret udsættelse af ting er kunsten at vende dette negative karaktertræk til sin fordel. Det centrale er, at udsættelsen ikke er det samme som at lave ingenting overhovedet. Det er sjældent, at overspringere gør ab22

kunsten at udsætte tingene

solut ingenting; de gør nogle marginalt nyttige ting, som f.eks. at lave havearbejde eller spidse blyanter eller tegne et diagram over, hvordan de vil reorganisere deres ﬁler, når de når til det. Hvorfor gør en overspringer den slags ting? Fordi de betyder, at han ikke skal gøre noget, der er vigtigere. Hvis det eneste, overspringeren skulle gøre, var at spidse nogle blyanter, kunne ikke ti vilde heste få ham til det. Til gengæld kan overspringeren godt motiveres til at udføre nogle vanskelige, rettidige og vigtige opgaver, så længe de betyder, at han slipper for at gøre noget mere vigtigt. Strukturerede overspringshandlinger betyder, at man former strukturen af de opgaver, man skal udføre, så man udnytter dette faktum. Du har i tankerne, eller måske endda skrevet ned et sted, en liste med ting, du vil udrette, opstillet efter vigtighed. Måske kalder du det endda en prioritetsliste. De opgaver, der virker mest presserende og væsentlige, er angivet øverst. Men der er også nogle nyttige opgaver længere nede på listen. Ved at udføre dem undkunsten at udsætte tingene

går man at gøre de ting, der står højere oppe på listen. Med en passende opgavestruktur kan overspringeren blive en nyttig borger. Faktisk kan han endda som jeg selv opnå et ry for at få en masse fra hånden. Den mest perfekte kontekst for strukturerede overspringshandlinger, jeg nogensinde har oplevet, var dengang min kone og jeg var en del af den fastboende lærerstab i Stanford Universitys Soto House. Om aftenen, hvor jeg burde rette opgaver, forberede forelæsninger, lave komitéarbejde, gik jeg som regel fra vores hus over i de studerendes opholdsrum og spillede bordtennis eller talte med dem på deres værelse, eller også sad jeg bare derovre og læste avis. Jeg ﬁk ry for at være en fantastisk lærer, som var en af de meget få professorer på universitetet, der brugte tid sammen med de studerende og lærte dem at kende. Sikke en situation – at spille bordtennis for at undgå at lave væsentligere ting og dermed få et renommé som Mr. Chips. Overspringere følger næsten altid den forkerte strategi. De prøver at reducere antallet af 24

kunsten at udsætte tingene

forpligtelser, fordi de antager, at hvis de kun skal gøre nogle få ting, dropper de overspringshandlingerne og får dem gjort. Men det strider direkte imod overspringerens grundlæggende natur og ødelægger hans vigtigste kilde til motivation. Når der kun er få opgaver på listen, vil de pr. definition være de vigtigste, og den eneste måde at undgå at gøre dem på er ved at gøre ingenting. Sådan bliver man en sløv padde, ikke et effektivt menneske. Nu spørger du måske: »Hvad med de vigtige ting øverst på listen, som man aldrig får gjort?« Det er rigtigt, at det er et potentielt problem. Tricket er at vælge den rigtige slags projekter til at stå øverst på listen. De ideelle ting har to kendetegn. For det første ser de ud til at have nogle klare tidsfrister (men har det egentlig ikke). For det andet virker de forfærdeligt vigtige (men er det egentlig ikke). Heldigvis er livet fuldt af den slags opgaver. På universiteterne hører langt de fleste opgaver til i denne kategori, og jeg er sikker på, at det samme gælder de fleste andre store institutioner. Tag f.eks. det punkt, kunsten at udsætte tingene

der lige i øjeblikket står øverst på min liste. Det vedrører færdiggørelsen af et essay til en udgivelse om sprogets filosofi. Det skulle have været færdigt for 11 måneder siden. Jeg har udrettet et enormt antal vigtige ting for at undgå at arbejde på det. For et par måneder siden skrev jeg tynget af skyld et brev til redaktøren, hvor jeg fortalte, hvor ked jeg var af at være så sent på den, og gav udtryk for mine bedste hensigter om at gå i gang. Brevet var selvfølgelig en måde at udsætte mit arbejde med artiklen på. Det viste sig, at jeg egentlig ikke var mere forsinket i forhold til tidsplanen end alle andre. Og hvor vigtig er den artikel i det hele taget? Ikke så vigtig, at der ikke på et eller andet tidspunkt vil dukke noget op, som virker vigtigere. Så går jeg i gang med den. Et andet eksempel er formularer til bestilling af lærebøger. Jeg sidder og skriver det her i juni måned. I oktober skal jeg undervise i erkendelsesteori. Bestillingsformularerne skulle allerede være afleveret i boghandlen. Det er nemt at opfatte som en vigtig opgave med en presserende deadline. (For jer, der ikke 26

kunsten at udsætte tingene

laver overspringshandlinger, vil jeg påpege, at tidsfristerne virkelig begynder at virker presserende en uge eller to efter deres overskridelse). Jeg modtager næsten daglige påmindelser fra fakultetssekretæren; de studerende spørger mig af og til, hvad vi skal læse; og den uudfyldte bestillingsformular ligger lige midt på mit skrivebord, under den tomme chipspose. Det er en opgave, der næsten står øverst på min liste; den generer mig og motiverer mig til at gøre andre nyttige, men ud fra en overﬂadisk betragtning mindre væsentlige ting. Men rent faktisk har boghandlen mægtigt travlt med de formularer, der allerede er indsendt af ikke-overspringerne. Det er ﬁnt, hvis jeg sender min ind midt på sommeren. Jeg ved, at jeg skal bestille kendte bøger fra nogle effektive forlag; det gør jeg altid. Og der er ingen tvivl om, at jeg i perioden fra nu til f.eks. 1. august vil påtage mig en anden tilsyneladende vigtigere opgave, hvorefter min psyke vil have det godt med at udfylde bestillingsformularerne for at undgå at udføre den nye opgave. kunsten at udsætte tingene

Den opmærksomme læser føler måske på nuværende tidspunkt, at strukturerede overspringshandlinger kræver en vis portion selvbedrag, for i bund og grund spiller man hele tiden et pyramidespil med sig selv. Lige præcis. Man skal være i stand til at genkende og engagere sig i opgaver, der er blæst op til at være utroligt vigtige og har nogle urealistiske deadlines, samtidig med at man får sig selv til at føle, at opgaverne er væsentlige og presserende. Det er ikke noget problem, for så godt som alle overspringere er utroligt gode til at snyde sig selv. Og hvad kan være mere ædelt end at bruge én karakterbrist til at opveje den negative effekt af en anden?

kunsten at udsætte tingene

Det lyder måske selvmodsigende, men det virker: Du kan få gjort en masse ting ved at udsætte dem. Det kalder John Perry for strukturerede overspringshandlinger, og hvis du er en person, som har oplevet at kæmpe med deadlines, som foretrækker distraktion frem for aktion, surfer på nettet i stedet for at betale regninger eller køber gaven til en helt særlig fødselsdag på vej til festen, så vil denne bog ændre dit liv. Hvis du altså nogensinde får læst den.

www.lrbusiness.dk ISBN: 978-87-5004-368-3

9 788750 043683 >

KUNSTEN AT UDSÆTTE TINGENE