7 minute read

7 attraktive aktiviteter på falderebet

Har din medleder lagt sig syg kvart i spejder? Har du alligevel ikke fået planlagt det vildt seje løb, du egentlig havde tænkt dig at lave? Eller er der sket noget tredje, som har ændret dine planer lige inden spejdermødet? Dét kan ske! Men frygt ej, du kan sagtens få stablet et rigtig godt møde på benene alligevel!

FOTO MADS HØGSTEDT DANQUAH & RASMUS GRÅSBØLL VILHELMSEN

Det er helt okay, at alle spejdermøder ikke er planlagt ned til mindste detalje. Sådanne møder giver spejderne mere elastik i tid og rum til at kunne forfølge de muligheder, der opstår i nuet og til at gøre ting selv. Måske spejderne vil kigge på insekter i skovbunden, måske de vil snitte en skarp snobrødspind, og måske de bare har brug for at sidde og øve sig på knobbåndets herligheder. Sådanne spejdermøder kan være præcis lige så fine som dem, der er lagt rigtig mange lederkræfter i.

Her er syv aktiviteter, du kan sætte i gang, hvis din oprindelige plan er skredet i svinget.

Naturbingo

Varighed: 50—60 minutter

Sådan gør I:

Lad patruljerne bruge fem minutter på at løse følgende opgaver: • Find 3 grene på 2 m. • Find 4 grene på 1 m. • Find 6 forskellige blade, blomster og bær i jeres område.

Saml grenene til seks felter – lidt ligesom en lille bingoplade - og læg de seks blade, blomster, bær e.l. i hvert sit felt. Nu skal en anden patrulje ud i naturen og finde de seks ting så hurtigt som muligt.

Legen kan også varieres, så det bliver en konkurrence mellem flere patruljer om, hvem der kan finde naturmaterialerne først.

Formål:

At opleve at skabe aktiviteter for andre minier, at træne hukommelse, naturkending og arbejde under tidspres.

Hviskeleg

Varighed: 10—15 minutter

Sådan gør I:

Find på en sjov, kort historie – og vær klar til at tilpasse sværhedsgraden. Stil patruljen på en række, hvisk historien til den første, som skal hviske historien til den næste i rækken osv. Rækkens sidste spejder skal genfortælle historien.

Stil spørgsmål i hver patrulje:

Hvad skete der med den oprindelige historie? Tror I, at andre historier, I hører, ændrer sig?

Formål:

At lade spejderne reflektere over, om historier altid er sande.

Patruljestafet

Varighed: 40—50 minutter

Materialer:

Hav aviser, små stykker tæppe/stof/pap på 40x50 cm e.l. og to stykker reb med.

Sådan gør I:

Patruljen skal krydse “en flod” (markeret med rebet) og være tilbage igen hurtigst muligt. De kaster tæppet foran sig, og den første spejder træder ud på det. Sådan fortsætter de, indtil alle tæpper er i brug. Nu må patruljen så til at balancere og stå flere sammen på et tæppe for at få det bagerste tæppe gjort fri, så den bagerste spejder kan bukke sig ned og samle tæppet op og sende det op igennem rækken til den forreste, som så smider det foran sig. Og sådan fortsætter spejderne, indtil de har krydset floden og er tilbage igen. Hvis de falder i floden, skal de starte forfra. Floden skal selvfølgelig være bred nok til, at patruljen skal bevæge sig et godt stykke, så de bliver udfordrede.

Formål:

At spejderne skal finde ud af, at de kun kan løse opgaven gennem samarbejde.

“Simon siger…” med verdenshjørner

Varighed: 10—20 minutter

Sådan gør I:

I et rum, på en græsplæne eller på en plads hænges sedler op eller lægges skilte, som markerer verdenshjørnerne. I rækker fordeler spejderne sig rundt på arealet.

Lederen siger enten “Vend jer mod nord (eller andet verdenshjørne)” eller “Simon siger: Vend jer mod nord (eller andet verdenshjørne)”. Hvis lederen starter sin sætning med “Simon siger”, skal spejderne vende sig mod den givne retning. Hvis der ikke bliver sagt “Simon siger”, skal deltagerne ikke gøre, hvad der bliver sagt. Gør man det, er man ude af legen.

Når spejderne kan finde ud af legen, varieres med fx “Peg mod...”, “Vend ryggen mod...”, “Løb i retningen...”osv.

Legen kan udvides og gøres sværere med NØ, SV osv. Verdenshjørnerne kan også udskiftes med gradtal, ligesom skiltene kan tages ned, hvis legen skal gøres endnu sværere.

Knobstafet

Varighed: 30 minutter

Materialer:

• Et knobbånd pr. hold • En leder pr. hold – evt. pr. to hold • En startlinje

Sådan gør I:

Spejderne inddeles i patruljer/hold af 4-7 spejdere. En bane måles op på omkring 20-30 meter. Spejderne stiller nu op til en klassisk stafet.

Idéen er, at lederen fortæller hvilket knob, der skal laves. Herefter løber den første spejder fra hvert hold ned til lederen og binder knobet på et knobbånd. Når lederen har godkendt knobet, løber spejderen tilbage til sin patrulje, hvorefter den næste spejder løber ned til lederen og så videre. Når man ikke løber, skal man heppe på sit hold.

Legen kan gøres sværere ved at lade spejderne binde knobene med lukkede øjne eller på ryggen.

Avanceret ståtrold

Varighed: 15—20 minutter

Sådan gør I:

En spejder vælges til fanger. Når spejderen fanger en person, skal personen stå helt stille med spredte ben og arme. De andre spejdere kan befri den fangede ved at kravle mellem benene på personen, og personen er igen med i legen. Man kan aftale, at der er helle, når man er mellem benene.

Legen kan laves i et utal af kombinationer. Fx kan man:

• Kramme personen for at befri ham/hende • Lave 10 engehop for at befri sig selv • Slå 3 kolbøtter for at befri sig selv • Løfte personen for at befri ham/hende • Råbe en lang remse sammen med en fri person for at blive befriet

Blinkemorder

Varighed: 20—25 minutter

Sådan gør I:

Alle står i en rundkreds - en af spejderne prikkes på ryggen og er morder. Nu skal morderen nå at blinke (dræbe) så mange af de andre spejdere som muligt. Når der er blinket til en, skal man tælle til ti og sige en "død lyd."

Når en spejder har en mistanke om, hvem der er morder, kan spejderne sige: “Jeg anklager”. Derefter skal man vente på, at der er en, der siger “Jeg støtter”.

Støtteren kommer først med sit bud, og derefter siger anklageren, om han er enig. Hvis de er enige, skal personen, de anklager, svare på, om han er morderen. Hvis de ramte rigtigt, starter legen forfra - ramte de forkert, dør de begge to.

Hvis anklageren ikke er enig med støtteren, fortsætter legen uden afbrydelse - anklageren må ikke nævne, hvem han mener morderen er, før han er enig med en støtter.

DEN GODE MINIGREN

EN GUIDE TIL MINILEDERE

‘Den gode minigren’ er en guide til både nye og erfarne miniledere, som ønsker inspiration til arbejdet med de 8-10-årige spejdere.

FOTO MADS HØGSTEDT DANQUAH

Minierne er i en alder, hvor de er nysgerrige på hele den verden, der ligger for deres fødder. Tilmed har de både de kropslige og mentale evner til at gå på opdagelse i den, og deri er udgangspunktet for sjovt, udfordrende og lærerigt spejderarbejde lagt.

I dette hæfte finder du og dine medledere viden, tips, tricks og værktøjer, som kan bruges i jeres videre arbejde med minierne. I kan for eksempel læse om god miniledelse, medbestemmelse i grenen og mødeplanlægning af fede møder, ligesom I kan finde inspiration til fantasirammer, madlavning og aktiviteter på falderebet. Hæftet er blevet til med hjælp og gode input fra miniledere, naturvejledere, psykologer, friluftsentusiaster og andre garvede spejdere, som alle deler deres bedste erfaringer og faglige viden.

Der findes ikke kun én måde at drive en god og velfungerende minigren på – der findes mange. Brug derfor hæftet som inspiration, så I som ledergruppe sammen kan finde den vej, der virker bedst for jer og jeres minier.

MERE INSPIRATION

HÆFTER

Find alle lederhæfterne på issuu.com/ spejder eller bestil dem i trykt version gennem korpskontoret: info@dds.dk.

Ny leder (2017)

Hæfte, der især henvender sig til nye ledere. Viden om alt fra friluftsgrej og båltænding til pædagogik.

Attraktive aktiviteter for minispejdere'

Hæfte, der indeholder inspiration, metode og fire færdigpakkede forløb.

WEB

dds.dk/mini

En temaside for miniledere med artikler og inspiration.

dds.dk/mærker Find alle korpsets mærker med forløbsbeskrivelser, aktiviteter mm.

dds.dk/aktiviteter

På aktivitetsdatabasen finder du over 700 spejderaktiviteter, og du kan målrette din søgning efter aktiviteter til minier.

dds.dk/tryghed

Bliv klædt på til at skabe trygge og sunde fællesskaber til spejder.

dds.dk/ arrangementer

Se kommende kurser, løb og lejre for både dig og dine minispejdere.