7 minute read

Børns udvikling i mikrospejderalderen

BØRN I MIKROSPEJDERALDEREN

Der sker nogle store biologiske udviklingshop hos børn omkring seksårsalderen, og derfor er netop den alder på mange måder skelsættende for børns udvikling.

FOTO MADS HØGSTEDT DANQUAH OG MORTEN HATTING VOLTELEN

Den anden selvstændighedsalder

Når et barn er omkring seks år, vil barnet gerne alt selv – og barnet mener naturligvis også, at det kan alt selv. For barnet er det vigtigt at kunne klare almindelige dagligdags ting - som for eksempel at smøre sin egen mad eller tage sit eget overtøj på, ligesom de meget gerne vil hjælpe med huslige opgaver som at dække bord, lave mad og vaske op. Helst vil børnene i denne alder også helt selv bestemme, hvad der skal i tasken til weekendturen med spejderne!

Selvstændighed tager tid, og det er ledernes opgave at hjælpe spejderne med at kunne selv, også selvom det for voksne kan være udfordrende at bevare tålmodigheden og afsætte den tid, der skal til, for at barnet kan få lov selv.

I mikroarbejdet er det enormt vigtigt, at vi som ledere lader tingene tage tid. For eksempel når vi hjælper mikroerne med at finde ud af hvilket mærke, de skal starte på næste gang. Mikroerne behøver ikke at skulle vælge mellem alle mærkerne, men kan med fordel vælge mellem tre mærker, som ledergruppen har udvalgt. Lad spejderne snakke sammen to og to for at finde ud af, hvad, de synes, er mest spændende. På den måde kan alle komme til orde – ikke kun de spejdere, der er mest frembrusende.

Et andet eksempel er, når vi gerne vil ud på en vandretur i skoven. Her kan det som leder være svært at have tålmodighed til, at alle selv tager jakke, overtræksbukser, halstørklæde, vanter, hue og støvler på. Men for at hjælpe mikroernes selvstændighedstrang på vej, er det enormt vigtigt at give tid til, at de selv forsøger sig. Learning by doing gælder også her.

Det samme kan gøre sig gældende på en weekendtur, hvor mikroerne skal finde tandbørsten ved sengetid. Mange af spejderne vil vende hovedet i bunden på tasken for at få overblikket, og for os ledere ser dette blot endnu mere uoverskueligt ud. Nogle mikroer vil næsten give op, hvis de er halvtrætte, og tandbørsten måske ligger i bunden af rygsækken. Her er det vigtigt, at vi som ledere er opmærksomme på, hvornår børnene faktisk kan selv, og hvor deres grænse for egen formåen er. Mikroerne vil selv, men skal også have hjælp for at udvikle sig bedst muligt.

Fysiske ændringer

I seksårsalderen ændrer børns krop sig fra det ‘småbarnlige’ kropsudtryk, som svinder til fordel for den længere og stærkere ‘skolebarns-krop’. De store fysiske ændringer skaber kropslig uro hos børn. Kroppen har simpelthen fysisk brug for at være i bevægelse og er enormt svær at holde i ro. Det paradoksale er, at dette sker samtidig med, at børnene starter i skole, hvorfor det forventes, at de kan sidde stille i længere perioder hver dag.

I mikroarbejdet skal vi som ledere skabe rum for, at spejderne kan bevæge sig og

være aktive! De små kroppe har brug for at røre sig, og hvis børnene skal bruge al for megen energi på at undertrykke kroppens naturlige uro, så går en stor del af deres hjernekapacitet med det. Sørg for at snakke, samlinger og instruktioner til mikromøderne er så korte, som det er muligt, ligesom indlæg skal indeholde masser af mulighed for fysisk bevægelse. Når der er behov for, at mikroerne lytter og forholder sig roligt, kan det være gavnligt at give den samme besked til hver patrulje hver for sig. Det skyldes, at det er langt lettere for en mikro at overskue det at være rolig, lytte og tale i en gruppe på seks end med 24 andre børn omkring sig. Har vi som ledere overskud til det, så er det fint at give lov til at stå, gå rundt eller ‘fumle’ med en gummibold, mens man lytter, hvis bare man som aftalt tier stille.

Filosofisk og følelsesmæssig periode

I denne alder er børnene optaget af overvejelser om de store spørgsmål i livet. De forholder sig til liv og død, universet og dets oprindelse og hvor alting kommer fra og forsvinder hen. Børn har dog stadig svært ved at skelne virkelighed og fantasi, og de lader sig gerne lede af fantasien. Især mange af drengene er optaget af “størst og stærkest”, og de kan for eksempel have meget svært ved at tabe i spil.

Børn i mikroalderen begynder ligeledes at kunne forholde sig til såvel egne som andres følelser. De er tætte på deres følelser, og de begynder i løbet af mikroperioden at tænke, før de handler. Børnene forstår, hvad det vil sige at være væk fra deres familie, og de kan derfor få hjemve på ture.

Og hjemve er et helt særligt kapitel i mikroarbejdet. Det er helt naturligt at savne dem, man er væk fra, og her er det vigtigt, at vi som ledere anerkender og taler ind i børnenes følelser. Som leder handler det om at gå ind i oplevelsen og følelsen med barnet. Første skridt er at vise spejderen, at man er der til at støtte ham eller hende. Det kan være ved at sætte sig ned ved siden af spejderen og ved behov holde om dem. Når barnet er faldet lidt mere til ro, handler næste skridt om at hjælpe til at sætte ord på, hvad barnet ønsker. Det kan være at komme hjem til mor og far, den nye hundehvalp eller noget helt tredje. Vis spejderne, at du oprigtigt kan se og høre, at det kunne være dejligt derhjemme. Det handler om at knytte an til, hvad spejderne tænker og føler – også selvom du ikke nødvendigvis er enig. På den måde bliver der skabt en bevidsthed hos barnet om, at det er helt naturligt at have hjemve, og at det kan overkommes. Ved at tale ind i følelsen af hjemve vil spejderen føle sig forstået, hjulpet og taget alvorligt, og det vil øge barnets robusthed og mentale styrke, så vedkommende ikke bliver plaget af hjemve resten af livet.

Når barnet er faldet til ro, kan du begynde at spørge barnet, hvad der skal til, for at turen kan blive en god oplevelse. Hvad kan patruljen for eksempel gøre? Det er her, vi gerne må begynde at tale om alle de sjove ting, der er sket og skal ske. Den rette humor kan ofte løfte stemningen og humøret.

Når man planlægger mikroarbejdet, er det fint at tage udgangspunkt i det meget konkrete og handlingsorienterede. Men når lejligheden byder sig - for eksempel hvis man finder en død fugl i skoven - så er det også fint at svare på alle de spørgsmål, som nysgerrige mikroer har. Fantasien må gerne fylde, for mikroer har nemt ved at leve sig ind i mange spændende rammer – og de elsker det. Mikroerne kan selv være medskabende på en opfunden historie, men de elsker også, når det er kendte fortællinger, der er rammen. For eksempel kunne man som leder måske tro, at ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ var sendt på pension, men der er faktisk mange 6-7-årige børn, der kender den fortælling.

Integration af hjernehalvdele

Menneskers højre og venstre hjernehalvdel bliver først integrerede og samarbejdende i mikroalderen og frem. For piger begynder dette allerede i 5-6-årsalderen, mens det hos drenge først sker nogle år senere.

Venstre hjernehalvdel anvendes til at sætte ord og begreber på oplevelser, samt at analysere og skille ting ad. Højre hjernehalvdel kan fastholde indtryk, opleve i helheder og har med evnen til at tænke kreativt og se nye muligheder at gøre. Samspillet mellem hjernehalvdelene gør det muligt at tænke fra del til helhed, samt at kunne begynde at forudse situationer og se årsags-virkningssammenhænge. Børnenes tanker er fortsat bundet af konkrete oplevelser, og de tager tingene bogstaveligt.

I forhold til mikroarbejdet skaber hjernens udvikling nye muligheder. Mikroerne kan få medbestemmelse - også på ting, der ikke foregår lige nu, men som skal laves lidt senere. Samtidig betyder hjerneudviklingen, at koncentration og opmærksomhed udvikles, så mikroerne i længere tid ad gangen kan holde fast i en aktivitet, som foregår. En stor udfordring i mikroflokken er, at der ofte er rigtig stor forskel på, hvor langt drenge og piger er i udviklingen. Piger udvikles tidligere og kan derved bedre udvise ro og overblik. Dette bruger de - og måske også os ledere - til at forsøge at skabe samling og ro på flokken – for eksempel ro på nogle drenge, der fortsat har et stort behov for fysisk aktivitet. Det er en stor og spændende udfordring, at vi ikke skaber ‘små mødre’ og ‘udskældte drenge’ i mikroarbejdet. Det kræver, at vi skaber mange forskellige udfoldelsesmuligheder på hvert møde og meget gerne aktiviteter, der kan løses på forskellige måder og forskelligt niveau.