Knud Brant Nielsen: - Noter - Ekspremsyntaks - Vuggekærnen

Page 1

Noter

/Knud Brant Nielsen

I ’Hvad angår poesi --’ (Papirbetroelser) skriver Jørgen Gustava Brandt: Under konventionernes borg Jeg tror ikke på muligheden af at finde ind til en slags ursprog - ‘før Babel’, så at sige. Men jeg tror på en søgen efter et sprog for sprogets ord blev byggesten for hensigter og magtstræb. Jeg tror på en magiens gnist i hverdagens ord bag deres ydre, vanemæssige eller datamatiske betydning. Det er altså ikke et virkelig glemt eller dødt sprog, men et gemt betydningslag, der anes i visse indlysende forhold ordene imellem, fulde qf mening og genfødt sansning. “... et gemt betydningslag ... i visse indlysende forhold ordene imellem” er netop ekspremologiens arbejdsfelt: at søge ”forhold fulde af mening og genfødt sansning” - bedre kan det ikke siges! (20.1.94)

Eksprem og motiv De rytmiske og melodiske grundbestanddele som et musikalsk tema, en strofe eller en melodi består af, benævnes motiver. Motiverne er ofte intimt forbundet med et udtryk, fx kan et kvartspring op til betonet taktdel være forbundet med udtrykket begejstring - og - et trokæisk faldende skalatrin kan være forbundet med udtrykket lidelse (“seufzermotiv”). Tilsvarende består ekspremer af et eller flere bogstaver (grafemer, fonemer) forbundet med et betydningsindhold, fx SPR forbundet med betydningen ’sprede’ - eller KN forbundet med betydningen ’knibe’.

Livets kendetegn er bevægelse Martinus’ grundlæggende konstatering af at livets kendetegn er bevægelse harmonerer med at musikkens mindste bestanddele benævnes motiver, ’bevægelser’ Og de fleste ekspremers indhold er en bevægelse, fx ’VR~vride’ ’FL~flyve/flyde’, ’STR~strække’, ’GL~glide’. Ét eksprem er centralt og udbredt, ekspremet med indholdet ikke-bevægelse, kontrasten til bevægelse: ’ST~stilstand’, der indgår i mange ord, udtryk, vendinger: stå fast, stå stille, ti stille, ti så stille (30.1.94) Ekspressiv reduplikation/ potensering Reduplikation betegner i sprogvidenskaben fordobling af en stavelse og gentagelse af et ord (fx mama, ja ja, tiktak). Ved ekspressiv reduplikation gentages ekspremet i samme ord, vending, udtryk. Ekspremet ’ST~stilstand’ forekommer to gange i stilstand, stå stille, stå fast. Gentagelsen styrker ekspremet, forstærker dets potens. (2.2.94) ’Klukflaske’ - ordet som tema Ord kan være opbygget som musikalske temaer, bestående af motiver:temahoved (det indledende motiv) og efterfølgende motiver. Klukfiaske er et tæt temaord: temahovedet er ekspremet over alle ekspremer, når det gælder lyd, ekspremet ’KL’~Iyd”. Det efterfølgende K resonerer og gør kluk til et fortættet lydord. Flaske har to motiver: temahovedet ’FL~flyde” og ’ASKE~ lyd efter skub’. I sammensætningen af kluk+flaske til klukflaske skabes et særdeles stærkt ord, hvor tre gange “K og to gange ’L~bølgebevægelse’ yderligere potenserer ordet. Altså:

Eksprem og motiv er således parallelle elementer i litteratur og musik: form & indhold KVART OP & begejstring FALDENDE TRIN & smerte SPR & sprede KN & knibe

klukflaske ’K~lyd’

kl

’FL~flyde’

fl

’ASKE~åben lyd efter skub’ ’K~skub’ ’L~bølgebevægelse’

aske k k l

k l

klukflaske

(24.1.94) (3.2.94)


Lean Nielsen: Undskyld, hvad er klokken? Daglige digte. 1994: Bare stå

Samme bogstaver, men koblet med forskellige betydninger giver forskellige ekspremer hos Jeppe Aakjær: Stak så Ole en dag i trav,

stille et øjeblik

stod med ét ved det store hav.

og føle sig så tæt

’ST~støde’ i stak og ’ST~stå,stille’ i stod - begge med bogstav-gentagelse ST i store.

på hele det levende liv. Her er ekspressiv reduplikation (2.2.94) i stå stille, med raffineret resonans i tredje linies sig så tæt - og skift til fjerde linies blødt rytmiske L-dominans i hele det levende liv: .… st

Altså kontrasten ‘bevægelse – ikke-bevægelse’ imellem de to liniers første ord. Ganske parallelt i første vers’ første linie og sidste vers’ sidste linie hos Jakob Knudsen: Se, nu stiger solen af havets skød,

st.... .. …….

.. … s.. s. t.t

Lyset stander stille på livets kyst.

.. ..l. … l…… l.. (5.2.94) Lyrikeren Ulrikka S. Gernes i TidsRum 5.2.94 (Informationsreportage):

Først som sidst stor kunst af sprogets elementære ord, ladet med alheds ’saft og kraft’, det egentligt al-minde-liges bestandige regenerering som levende ord i folkemunde. (9.2.1994)

hvert menneske er en stat i staten hvert menneske et tavst centrum i verden ‘ST~stå&stille’ i stat og tavst stat af indoeuropæisk sta ’stå,stille’ : ST i rod tavst af tavs+t (intetkøns-t): ST ved bøjning men ekspremet ’ST~ stå,stille’ er det samme.

Talsystemers strukturer - den forjættende arbejdstitel på Chronomatisk Instituts store årsprojekt: de to utrættelige forskeres digre værk om alle talsystemer, hvormed 10-talsystemet får sin rette plads som ét blandt mange En tæt titel, hvor tre bogstaver dominerer:

Af Peter Øvig Knudsens reportage: Vi løftes ud af TidsRummet, og alt er så tyst, at man kan høre klaverbænken knirke… ’ST~stille’ i tyst, dvs. ikke-lyd, i kontrast til bevægelseslydordet knirke: ’KN~knibe m/lyd’ med resonans i NK i bænken og i K i klaver og knirke. - Er det søgt at tilskrive de tre konsonantgrupper kl, nk/kn, rk en latent, potentiel resonans: KL~lyd

NK/KN~lyd

RK~lyd

klinge

knirke

knirke

klinke

knitre

dirke

klikke

knipse

pirke

klirre

lirke

idet I i knirke minimerer lyden? Minimal art? Or too artificial? Eller et spørgsmål om det poetiske gemyts sanseradius? (8.2.1994)

talsystemers strukturer s s t

ss

t

t t r

r

r r

12 ud af 22 bogstaver - og 4 af hvert! Af Gyldendals definitioner:

fremmedordbog

1983

disse

system: (af græsk synistanai stille sammen) en sammenstilling eller opbygning af dele til et i sig selv sluttet og ordnet hele. (jf. struktur) struktur: (af latin struere opstille, opbygge) indre opbygning; den særlige (dynamiske) form for system der opstår ved beskrivelsen af et videnskabsområde idet systemets elementer kun beskrives gennem deres indbyrdes forhold, reglerne for deres mulige kombinationer og transformationer.


Definitionerne viser vej til de ekspressive indhold: her er lykkelig overensstemmelse. Nøgleordet er det parentetiske (dynamiske) der markerer forskellen og spændingen mellem de to ord: et system står - en struktur strømmer, som ordene udtrykker ved ekspremerne ’ST~stå’ og ’STR~strømme’, fint suppleret og præciseret af ordenes afsluttende konsonanter, der rummer/ bærer/ udtrykker ekspremerne ’M~i sig selv hvilende rum, harmoni’ i systeM og ’R~bevægelse’ i struktuR. Nudansk Ordbog viser at tal kommer af oldnordisk tal: samtale, tale, tælling, tal. ’Samtalesystemers struktur’. Ti-tyrannens styrt!

(11.2.1994)

Af Niels Lyngsø: Metafor og erkendelse - Om visse kognitive aspekter af Sophus Claussens lyrik (Kritik, nr. 106, 1993): Tilgængeligheds- og nærhedsprincipperne Der er i Sophus Claussens lyrik en lang række billedmetaforer, der beskriver den ydre verden, især naturen, men også visse kulturfænomener. Et eksempel: ”… tæt som Børn, der gaar i Ring og synger, de krumme Gader Kirkens Mur omslynger, hvis Spir til Midnatsklokkens Troldelyd staar ret mod Himlen som et stenet Spyd.” Der er to metaforer: ‘en slynget formation af gader er en slynget formation af børn’ og ‘et kirkespir er et spyd’. Ekspremer og metaforer følges smukt ad. Sophus Claussen viser selv vej: anden linies første betonede stavelse har krum og fjerde linies første betonede stavelse har ret. Det er ikke blot bøjet i neon, det er skiltet for turister: den pythagoræiske komplementaritet ’krum-ret’ af spejlrødderne ’gher-regh’ (jf. Jean Gebser). Første metafor udfyldes af tre ekspremer i: ’KR~krum’, ’R~rund’ og ’M~omsluttende’, der behersker metaforens to linier: grafemerne svinger med - resonerer - som krystal: KRum-kiRKe, kRuMMuR (retrogradt (musikalsk:) krebsvendt), kruM-oM kRum-Ring - og - gaaR syngeR gadeR omslyngeR (den analoge oplevelse er ikke grænsedragende, men bruger også suffikserne - her for nutid og flertal). Er det at gå for vidt? Eller et spørgsmål om det oplevende gemyts oplevelsesradius? Personligt oplever jeg resonansen og finder også i dette

perspektiv Niels Lyngsøs indledende tese bekræftet: Lad det være en tese at jo tættere man går på ordene, desto tættere kommer man på verden og på den måde vi generelt begriber den. Den analoge oplevelse er netop inddragende, medsvingende – resonerende. Anden metafor domineres tilsvarende af ekspremerne ’(S)P(I)~spids’: Spir, SPyd og ’ST~stå/ lodret’: Stå STenet midnaTS(krebsvendt) reT – og (resonerende) - Til Troldelyd eT steneT. Metaforens rum initieres af fire stavelser med I: hvis, spir, til, mId med ekspremet ’I~Iillebitte’ i spir som ekspressiv dynamo: i fugleperspektiv er spir og spyd som prikker i gadernes og kirkens flader. Til disse to - visuelle - oplevelsesstrukturer kommer den tredje - auditive - der udtrykkes som ekspremet ’(K)L~klinge,lyde’ i -KLoKKens troLdeLyd, idet de rimende y’er svinger med: sYnger sYnger lYd spYd. Også denne tredje, auditive oplevelsesstruktur falder fint ind i den metafortænkning, som Lakoff o.a. har afdækket. Niels Lyngsø refererer, at 1. kapitel af Lakoff & Turners: More than Cool Reason A Fields Guide to Poetic Metaphor (1989) “gennemgår diverse metaforer for Liv, Død og Tid”. Og lyd udstrækker sig netop i tid, det er dens væsen som frekvens, dvs. som hyppighed i forhold til et tids-rum, hvilket Sophus Claussen også klart angiver med midnat- : atter et punkt (mid-) i en flade (-nat) - for nu at udtrykke tid i rummets terminologi, som vores mentale bevidsthed hører hjemme i: i det krumme og det rettes kendthed (den perspektiviske, kendte 3. dimension (Gebser) optræder det ukendte som foruroligende troldelyd (den integrale, ukendte 4. dimension), der banker på i midnatsmørket, hvor lyden kan kile sig igennem synets trygge vaneliv. “Lad det være en tese, at jo tættere man går på ordene - jo mere strengt tekstintern man er i sin analyse - desto tættere kommer man bag om psykologi, socialitet og historie - på verden og den måde vi generelt begriber den”. En givende tese - hvortil ekspremlæren yder sit. (19.2. 1994) Af George Lakoff and Mark Turner: More than Cool Reason - A Field Guide to Poetic Metaphor (Chicago,London 1989): The Metaphoric Structure of a Single Poem: William Carlos Williams’ The Jasmine Lightness of the Moon …


As we have seen, the central metaphor of the poem concerns force: the steepletop ornament trying to hold back the lines of the steeple and the lines escaping. At this point, that central metaphor is picked up again: But observe the oppressive weight of the squat edifice! Observe the jasmine lightness of the moon.

’KV~sammentrykke’: kvæle, kværke, kværne, kvase, kvæste, kvast, kvalme (- i øvrigt modstillet ’KV~fri, levende’: kvik, kvæg, kvie, kvinde), mens SKV er (endnu) mere lydpræget: ’SKV~ der giver (upræcis) lyd’: Skvatte, skvætte, skvulpe, skvadre(!), skvaldre(!) jævnfør ’squash’, der både betyder ‘kvase’ og ‘sjaskende lyd’, samt ’squelch’, der betyder såvel ‘kvase’ som ‘frembringe slubrende, gurglende lyd’ jeg hører en dansk kaffeslabberads med skvalder.

Weight is a downward force; something heavy presses down on whatever under it. The church is ‘squat’. The choice of the word reflects its soundsymbolic value. ‘Squ-‘ is an onset cluster that occurs in such words as ‘squeeze,’ ‘squish’, ‘squash’, and ‘squint’, where it has the semantic-value of ‘compression’. The compression image evoked by ‘squat’ reinforces the image of the church in the passage, which is one of oppressive weight. The downward force of the church is contrasted with “the jasmine lightness / of the moon”.

Hvilket lægger op til en sammenlignende ekspremologi med i hvert fald alle indo-europæiske sprog som område - måske med alverdens sprog. Kunne for eksempel ekspremet ’O~rund’, som Sokrates omtaler i Kratylos-dialogen, være globalt?

’SK~skubbe’: skubbe, skyde, skodde, skuddermudder.

Oversat: ’Squ-’ er en forlydsgruppe der forekommer i ord som ’squeeze’, ’squish’, ’squash’ og ’squint’ hvor dets semantiske værdi er ’compression’ (sammentrykning, kompression). (Det er første gang jeg møder eksprem-analyse i kognitiv semantisk litteratur!) Ekspremologisk udtrykt: ’SQU~sammentrykke’, der kalder på en sammenligning med den tilsvarende danske forlydsgruppe SKV. Opslag af de nævnte ord viser vej:

(25.2.1994) Ekspremet ’SKV~(upræcis)skub/tryk der giver (upræcis) lyd’ er en meget tæt komposition, der forener tre to-klynger i én tre-klynge:

’KV~kvase’: kvase, kvæle, kværke, kværne, kvæste. ’KV~fri, levende’: kvik, kvæg, kvie, kvinde ’SV~svulme/udvide’: svinge, svaje, svuppe, svulme, svanger, svamp -------------------------------------------------------------------------------------’SKV~(_)bevægelse med (_)lyd’: skvatte, skvætte skvulpe, skvadre, skvaldre.

’squat’: hugsiddende, undersætsig, sammenkrøben ‘squeeze’: presse, klemme, knuge ’squish’ = ’squash’, ’squelch ’squelch’: trampe på for at knuse, undertrykke helt: ’quell’ (Middle English: kvæle); kvase; svuppe, frembringe slubrende, gurglende lyd. ’squash’: kvase, presse, mase flad; blød masse; sjaskende lyd ’squint’: skele; se på med sammenknebne øjne. Det ekspremologiske sammenfald mellem engelsk/ amerikansk og dansk er påfaldende, men måske er der også forskelle, hvilket en grundigere undersøgelse må afgøre. Betydningen ’sammentrykke’ er i hvert fald i dansk nært knyttet til KV:

De to KV-ekspremer kommer begge til deres ret her: både den igangtvingende og den frigørende betydning. Sammen med SK- og SV-ekspremet resonerer de mere eller mindre latent, når SKVekspremet er virksomt. Bogstaverne er som tre gode karakterskuespillere, der spiller optimalt op snart til hinanden og snart til hverandre - og derved skaber et helstøbt fælles udtryk, ladet med resonerende betydninger i skrevne og uskrevne ord, i det åbenbare og det latente - som hardangerfelen, hvor spillestrengene aktiverer de underliggende resonansstrenge, som til gengæld understøtter og bærer de spillede strenges klang frem, - i et stadigt, levende vekselvirkende samspil. (27.2.1994)


’in nihilo’ / ’inden i intet’ Det latinske nihil er en sammentrækning af ne(ikke) + hilum (en smule). In nihilo betyder altså egentlig ’inden i ikke en smule’. Tilsvarende er intet opstået af udtrykket ’ne ein-gi’ (ikke nogen som helst, bestående af den senere bortfaldne nægtelse ’ne’ + tal-ordet ’en’ + den almindeliggørende partikel ’-gi’ + intetkønsendelsen ’t’). Her fungerer to ekspremer uanfægtet af 2000 års interval: ’I~bittelille’ og ’N~nægtelse/ikke’. Således oplever jeg: ’N~nægtelse/ikke-’ intonerer i Nihilo og resonerer i iN og kalder på det forstærkende kontrapunkt ’I~bittelille’: In nihilo (- er det overdrevet at opleve det afsluttende o som ekspressivt, idet vokalartikulationen fra de brede i’er bevæger sig mod det lukkede i det runde o?). Tilsvarende, dog i lidt anden rækkefølge oplever jeg at det danske ’I~bittelille’ intonerer i det isolerede I og resonerer i Inden i Intet forstærket af modspillet fra ’N~nægtelse/ikke’ i iNtet, der resonerer i iNdeN (- her oplever jeg at den ligesom vokalen i højformante konsonant t spiller med i forsøget på at udtrykke ’ingenting~noget der ikke er’). Nihilisme - hvilket vellykket høj-ekspressivt ord. Og hvilken selv-ironisk, dybt tragisk filosofi, der dog lykkeligvis negerer sig selv: et forsøg på at udtrykke ingenting er dog noget - ret (eller slet?) beset ikke uden komik. En nitte? På nordsiden har erantiserne i to måneder muntertkækt trodset kulde og sne med livsens ukuelighed: ’Tro hvad du vil - vi er dog til! (12.3.1994) Det mest givende og inspirerende udgangspunkt for en eksprem-lære finder jeg i Michael Aschenbrenners Das Doppelantlitz der Sprache (Verlag Die Kommenden, Freiburg i. Br. 1952/1973) og Die Sprache als Kunstwerk (Novalis Verlag, Schaffhausen 1975). Aschenbrenner er inspireret af Rudolf Steiner og levende: livsnær og sprognær. Eksemplerne er naturligt nok overvejende tyske og derved udfordrende: hvilke danske ord modsvarer? Og der er et væld af materiale, et ekspremologisk eldorado - til overvejelse. Den første bog har desuden en litteraturliste. Her er rigtig meget at hente. Alt sammen tysksproget. En

central placering har for mig Otto Jespersens artikel om vokalen i (Linguistica 1933), hvor han har stillet sig den opgave at ”forsøge at vise, at vokalen i som høj-foran-urundet og især i den snævre eller tynde form meget ofte tjener til at angive det, der er lille, spinkelt, ringe, ubetydeligt, tyndt og svagt.” Artiklen er skrevet på engelsk og præciserer meget klart forholdet mellem traditionel etymologi og ekspremologi: ”Når jeg giver ordlister, hvori lyden i har den anførte symbolværdi, må jeg samtidig straks bede læseren undgå to mulige misforståelser: For det første: jeg vil ikke sige at vokalen i altid betyder lidenhed, eller at lidenhed altid angives ved hjælp af i. Intet sprog er konsekvent på den måde: det er nok at nævne de engelske ord big og small eller at thick og thin har samme vokal. Dette viser hvor absurd tanken ville være. For det andet: jeg taler ikke om ordenes oprindelse eller etymologi. Jeg siger ikke, at de har deres oprindelse i tidernes morgen ud fra et ønske om at udtrykke små ting symbolsk. Det er sandt, at jeg tror, at nogle af ordlistens ord er opstå et på den måde - mange af vore i-ord er således af forbavsende sen dato, men for mange andre ords vedkommende er det velkendt, at vokalen i er sent udviklet, idet ordene tidligere havde en anden vokal. Hvad jeg hævder, er da simpelthen, at der er en eller anden forbindelse mellem lyd og betydning i disse tilfælde, hvornår den så end kan have taget sin begyndelse og hvor sen denne forbindelse så end kan være. (-) Men jeg er fast overbevist om, at det faktum, at et ord der betyder lille eller lille ting, indeholder lyden i, at dette faktum i mange eller i de fleste tilfælde har været stærkt medvirkende til, at ordet har opnået folkets gunst. Lyden har været en bevæggrund til, at netop dette ord er valgt og foretrukket - og til, at man har droppet brugen af andre ord med samme betydning. Med andre ord: lydsymbolik gør nogle ord mere egnede til at overleve og giver dem en betydelig styrke i deres kamp for eksistensen. (-) På denne måde bliver sproget mere og mere rigt på symbolord. Jeg tror ikke på en første gylden tidsalder, hvor alt i sproget var ekspressivt og havde præcise betydningsindhold, men snarere på en langsomt fremadskridende tendens mod fyldigere, lettere og mere adækvate udtryk (også emotionelt) og i denne udvikling udgør det voksende antal lydsymbolske ord et ikke ubetydeligt element.”


Grundlæggende væsentlig er også orientalisten Hermann Beckhs Neue Wege zur Ursprache (Urachhaus, Stuttgart 1921/1954): “Ordet etymologi er græsk og kommer af etymos, der betyder sand, ægte, virkelig. Alene i ordet etymologi ligger, at den konventionelle ordbetydning ikke fortæller os den egentlige sandhed om ordet, at vi må trænge dybere ind for at komme til ordets udspring eller oprindelse, om vi vil erkende dets sande betydning, indhold og værdi.” Hermann Beckh citerer digteren Novalis’ fragment: “Etymologi er forskellig - genetisk - pragmatisk” og kommenterer: “Som udtrykket “genetisk etymologi” (af græsk genesis oprindelse) peger på sammenhængen mellem lyd og lydbetydning, således peger udtrykket pragmatisk etymologi (af græsk pragma: det gjorte, det skete, handlingen, jf. indisk karma) på det allerede skabtes videre skæbne på dets vej gennem tid og rum, så at sige ordets karma, efter at det er blevet grebet af de d kræfter, der udvisker og tilslører ordets åndelige oprindelse.” Og Hermann Beckh afslutter sin artikel således: “Måtte disse betragtninger give en impuls til tankemæssig forarbejdelse af det her antydede, så det blev muligt at grundlægge en dybere sprogvidenskab, der - med fuld hensyntagen og kendskab til alt det, som ydre sprogsammenligning og historisk etymologi kan lære os - forstår at forbinde dette på rette måde med det, som en dybere, tankestærk indføling i lydbetydningerne, i hele sprogåndens virke, formår at åbenbare os om ordets og sprogets hemmeligheder.” ’Pragmatisk (~diakron) etymologi’ repræsenteres på dansk ved den ’Dansk etymologisk ordbog’ af Niels Åge Nielsen, nyudgivet som ’Ordenes Historie’ i forbindelse med Den Store Danske Encyklopædi. ’Genetisk (~synkron) etymologi’ venter på sin bevidstgørelse i en “Dansk ekspremologisk ordbog”, en kommende ekspremologi-forsknings opgave. (23 .3.94)

KøRe i KaRRusel Dansk karrusel modsvares af fransk carrousel: ringridning (-splads); karrusel(bane) og af italiensk carosello: kørsel i ring; rundkørsel; ridestævne. Ordet stammer fra arabisk kurradsch: leg med træheste, som er ordets pragmatiske/ diakrone/ historiske etymologi. Ordets genetiske/ synkrone/ aktuelle etymologi gemmer sig i den faste vending køre i karrusel - og i den almindeligste reaktion på spørgsmålet “hvad er en karrusel?“, hvor det gængse svar er “noget der kører rundt!” ledsaget af pegefingerens talende cirklende bevægelse. Vendingen køre i karrusel er klart ekspressivt reduplikatorisk (2.2.94): det gentagne ’R~bevægelse’ der indgår i det ligeledes gentagne ’K(-)R~kredse’: KøRe i KaRRusel. Her er to sandheder om ordet: en pragmatisk/ historisk/ diakron og en genetisk/ aktuel/ synkron. Af forskelligt indhold, men begge sande, ligeværdige - og komplementære, så det er nærliggende at udvide Novalis-fragmentet til: Etymologi er forskellig - pragmatisk og genetisk og komplementær! Dansk rotor er anderledes enkelt: af latin rota: hjul, med aktuel betydning: “roterende del af en motor el.; (spec.) helikopter-’propel’ “. Her er næsten diakront- synkront sammenfald. Absolut overensstemmelse (det danske ord kommer af det latinske) er der mellem dansk rotere og latin rotare med fælles betydning: dreje sig om sin akse, snurre, køre rundt. Og mens køRe Rundt fordeler den ekspressive reduplikation på to ord, holdes reduplikationen inden for enkeltordets rammer i RotoR og RoteRe. Den diakron-synkrone korrespondens i rotare/ rotere oplever jeg sådan, at ordet - så vidt vi kan spore det tilbage i tiden - er født fuidbårent: form og indhold er i harmoni og ændrer sig ikke (væsentligt) igennem årtusinder: ordet er helt. Og her tror jeg at ekspremet ’R~rund bevægelse’ er fundamentalt: ordet er rigtigt, det er stærkt, det er konkurrencedygtigt, det er ”velegnet til at overleve” og har råstyrke i “kampen for eksistensen “(Jespersen). Anderledes måtte det arabiske karrudsch på indvandrervilkår bakse sig igennem til ny kulturel form og betydning og har nu måske endegyldigt fundet sig selv og sin råstyrke - som i denne herligt ekspressive og dobbelt reduplikative sammensætning: kærlighedskarrusellen: det første k-r bringes til resonans af det sidste ’K(-)R~kredse’ med følgende sekundær resonans også reduplikativ - af ’L~bølge’:


KæRLighedsKaRRuseLLen, der ofte minder om Russisk RouLette... eller vi La ‘R RuLLen gå... Var det at gå for langt: kan “L~bølge” resonere på ’KR~kredse’? Hertil: Michael Aschenbrenner ordner konsonanterne i læbelyd, ganelyd, tandlyd, næselyd og - rytmiske lyd~ ’bølgelyden L’ og ’det rytmiske R’. (At det græske rhythmos betyder bølge-bevægelse, bekræfter de to lyds samhørighed, men kræver også en en anden karakteristik af R-lyden, måske bedre ’det drejende R’?) De to lyds nære slægtskab ses af begges hyppige brug i iterativer~ frekventativer (i Dansk etymologisk ordbogs artikel om -re har 32 af 46 noterede iterativer også bogstavet l: ’iterativ reduplikation’) og af, at de hyppigt alternerer (latin arbor ~ italiensk albero: træ). I rulle er begge rytmiske lyde aktive som ekspremer: ’R/L bevægelse’, og ’R~dreje’ udtrykker bevægelsens art, som LL så understøttende resonerer: RuLLe. På Cloettas DSB-reklame for chokolade var alt rundt: bogstaver, rullerne, pastillerne - og navnet roulette. Espressivissimo! (Roulette i guffen gir grunker i skuffen). Nudansk Ordbog anfører en række eksempler på brugen af rulle (der i øvrigt er en sen efterkommer af latin rota: hjul - og således i familie med rotere) in extenso: årene ruller; tordenen ruller; lade pengene rulle; rulle på r ‘erne; rulle med øjnene; blodet rullede raskere i årerne; rulle en film; rulle vasketøj; hun ruller sig for at holde sig slank; somanden blev rullet i Nyhavn; rullende materiel; rullende trappe; rulle persiennerne ned for solen; rulle dej ud; rulle sig ud; det går livligt til, når han rigtig ruller sig ud. Vendingen årene ruller er så øre-ret, at jeg reagerer: “Ja naturligvis, hvad skulle de ellers - for år er jo runde!” Her må ekspremet ’R~dreje’ i ruller resonere retrogradt (musikalsk: krebsvendt) i årene, idet vendingen af øje og øre sanses sekven-tielt/ lineært men af sindet opleves radiært/ holis-tisk: det er faste vendingers væsen, de er orga-niske helheder, netop vendinger, på latin ’versus’: vers, og derved løsende sig af den sekventielle tids prosaiske tvang (latin prorsus: fremadrettet) for at nærme sig den dybere virkelighed, poesiens radiære tid (græsk poiein: skabe). De fleste øvrige eksempler indledes med rulle, som slår ekspremet an, hvorpå resonansen også kan sanses prosaisk-sekventielt, mens vendingen etableres auditivt/ visuelt/ motorisk (! )/ kinæstetisk (!), før den - efter at være udtrykt - opleves poetiskradiært: RuLLende mateRieL, RuLLende tRappe.

Udtrykket blodet rullede raskere i årerne er helt specielt med det initierende ’R~bevægelse’ efterfulgt af fire resonerende r’ er. Om udtrykket skifter til nutid er der endda fem, med morfemdeling bliver det: blod-et rull-er rask-ere i åre-r-ne: tre ordstammer (rull-, rask-, -ere) og tre bøjningsendelser (-er: nutid, -ere: 2. grad, -r-: flertal) med alle tre hovedordklasser repræsenteret. Hvormed komplementariten analog-digital aktualiseres. Det skabende - det poetiske - er i sit væsen inddragende, associerende, forbindende og skelner ikke mellem ordstammer og endelser. Er ekspremet anslået, resonerer også endelserne. Et prægnant eksempel er ordet rotorer, morfemdelt rot-or-er: ’R~dreje’ anslås af stammen rot-, afledningsendelsen -or (nomen agentis) resonerer, efterfulgt af den ligeledes resonerende bøjningsendelse -er (flertal). Tilsvarende i rot-er-er med stammen rot-, afledningsendelsen -er- (udsagnsord) og bøjningsendelsen -er (nutid). I modsætning til ekspressive ord med deres analoge processer fungerer aflednings- og bøjningsendelserne afgrænsende, dissocierende, adskillende og sekventielt regelbundne, fx virk-som-heden, ikke hed-som-en-virk. Denne strikt sekventielle, aldeles slingerløse digitale funktion er helt prosaisk i sin regelbundne fremadrettethed (‘prosa’ af prorsus: fremadrettet) og vidunderlig som komplementaritet til ordenes permanente poetiske regeneration, deres daglige tilblivelse som altidig genesis. Netop denne forskellighed, hvor det forbindende (analoge) matcher det adskillende (digitale) er karakteristisk for komplementaritet. Ikke modsathed, som er dualitet. Netop forskellighed, som er foreningens forudsætning, i foreningen udfyldende hin andens ikke-væren. Det er yin & yang: der må være to om det. (25.3.1994)


Om ekspressiv kohæsion - skitse til en ekspremsyntaks /Knud Brant Nielsen

En væsentlig ekspremologisk opgave bliver at udforme en eksprem-grammatik, en eksprematik, der dels ordner ekspremerne i ekspremklasser, og dels beskriver regler for deres sociale funktion, dvs. regler for ekspremsyntaks. Ekspremsyntaks opstår af den ekspressive kohæsion, af ekspremernes sammenhængskraft, idet det er ekspremets analoge natur at skabe sammenhæng, at forbinde, at forene. Efterfølgende opstiller forsøgsvis nogle regler for ekspremernes kohæsion. Det er hypoteser til efterprøvning - hvo intet vover, intet vinder! Jeg mener naturligvis ikke at have fundet absolutte sandheder, men at være på vej. Heller ikke mener jeg at den anvendte terminologi er den endegyldige. Ekspremologiens vilkår er, at ekspremets virkeradius er afhængig af den oplevende, endda måske i så høj grad, at ekspremer slet ikke eksisterer for nogle, mens andre, mere poetiske gemytter registrerer ekspremer hvor flertallet kun oplever prosaisk semantisk. Der anvendes sproglige begreber som fx distributio, initial, kohæsion og rim i forsøg på at knytte til det kendte. Det har - desværre - ikke været mig muligt at lave en progression, der ikke somme tider foregriber efterfølgende. Opstillingen er et fragment, der kun beskriver enkelte af ekspremernes mange sociale sammenhænge i et forsøg på at antyde ekspremsyntaktiske muligheder. § 1 Ekspremet kobler form/bogstav(er) og indhold/udtryk/betydning ved at sætte ~tegn mellem dem. ’ST~ ikke-bevægelse’, ’KL~lyd’, ’VR~vride’. § 2 Ekspressiv kohæsion optræder enklest ved gentagelse af samme eksprem (ekspressivt rim). Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ gentages i samme ord i STåSTed, i samme ordforbindelse i STå faST.

§ 3 Ekspressiv kohæsion gør udstrakt brug af resonans. I stå last og brast anslås ekspremet ’ST~ikkebevægelse’ i STå, hvorpå ST i laST og braST svinger med: STå laST og braST. Ekspremet initierer, øvrige resonerer; først initiator1 (fede typer), så resonator. § 4 Ekspremets bogstaver kan bagvendes. I musikalske temaer kan motiver spilles bagfra (krebsvendes). Analogt står ’ST~stå’ for ’ST~TS~stå’, som i fundaTS, STaTSSTøtte og ‘lyset STander Stille på liveTS kyST’. § 5 Ekspremet kan stå først, sidst eller inde i helheden, idet ekspremet radierer, dvs. virker både fremad og bagud (progressivt og retrogradt). I nationalsangen breder ekspremet sig som ringe i vandet: ekspremet ’ST~stå’ i STod resoneres i kriSTian (før Stod) i maST faST, braST (efter STod). kong kriSTian STod ved højen maST i røg og damp; hans værge hamrede så faST at gotens hjelm og hjerne braST Nationalhymnen må afsynges stående! § 6 Et eksprem med flere bogstaver kan resonere i enkeltbogstaver Ekspremet ’ST~ikke-bevægelse’ resonerer i de enkeitstående S og T i STandSeT, STaTuS, faSTSaT, SaT faST, TillidSpoST, TremaSTerS SkonnerT, StilTiende SamTykke, STå Sig Selv i lySeT § 7 Ekspremisk tid er ikke tekstens kronologiske, narrative progression, men den rækkefølge ekspremet resonerer og opleves i. I følgende sætning er den ekspressive rækkefølge for ’ST~ikke-bevægelse’: Udsagn:

først som sidst: husk at STå faST!

ekspremet virker:

STå faST

primær resonans: førST sekundær resonans:

sidST Som

huSk aT

ekspressiv helhed: førST Som SIdST: huSk aT STå faST


§ 8 Gentagelse/ resonans kan være udvidet (gradatio) eller forkortet (antiklimaks). Ti STille, TavST, TyST, TakTfaST, aTTeST, STøT, STaT, de STærkereS reT, STå Sig Selv i lySeT. § 9 Ekspremets indhold/betydning/udtryk er omtrentligt, dvs. både indkredsende og åbent ikke præcist defineret. ’ST~stå’ (~ fast/ ret/ lodret/ stabil/ stille). Ekspremet rummer mulighed for mange betydninger og fortolkninger - som et renæssancemusikalsk nodebillede. § 10 Ekspremets form/ bogstav(er) er ligeledes omtrentlig, indkredsende og åben. I ’temaet’ den standhaftige tinsoldat dominerer motivet ’ST~stå’ og bringer alle dentaler/ tandlyd i resonans: DeN STaNDhafTige TiNSolDaT, hvorved ST detroniseres og bliver primus inter pares i et udvidet eksprem ’ST/ T/ D/ N~ st’ eller kort og godt ’dental~stå’. Dette udvidede eksprem er også virksomt i STøT STår DeN DaNske SømaND, i fuNDameNTaliST - og i TaND og DeNTal. § 11 Ekspremer kan have samme bogstaver, men forskellige betydninger. ’ST~ ikke-bevægelse’ i STå, STille; ’ST~bevægelse i ret linie’ i STige § 12 Ekspremer kan have forskellige bogstaver, men samme betydning. ’-LE/-RE/-SE~ gentagen bevægelse’: ringLE (af ringe), prikLE (prikke), skumpLE (skumpe), stikLE (stikke), bladRE ( blade), flagRE (flage), klapRE (klappe), trilRE (trille), flakSE (flakke), klapSE (klappe), napSE (nappe), nipSE (nippe)2 § 13 Ekspressiv kohæsion opstår også ved ekspressiv antitese. Se nu STiger Solen af haveTS Skød … lyset STander STille på liveTS kyST Alliteration st-st indrammer digtet (første og sidste linje). I første linies STiger virker (med efterfølgende resonans) ekspremet ’ST~bevægelse i ret linie’ antitetisk til sidste linies eksprem ’ST~ikkebevægelse’ i STander STille (med efterfølgende resonans).

§ 14 Ekspremet er af væsen analogt (sammenføjende, grænseoverskridende, associerende) modsat suffikset der er digitalt (adskillende, grænsedragende, dissocierende). I stærkest er suffikset -st digitalt klart defineret med betydningen ‘mest’ (superlativisk), mens ekspremet ’ST~stå,fast’ i STærk analogt grænseoverskridende anslår suffiksets -st, så det resonerer og bidrager til en kraftfuld ekspressiv helhed: STærkeST. § 15 Ekspremologi er synkron (poetisk/ her-og-nu/ aktuel) etymologi, der kan afvige fra ordets diakrone (prosaisk/ historiske/ ’gængse’) etymologi. Ordet ‘karrusel’ betyder diakront/ historisk ‘ridderspil til hest’ og endnu længere tilbage ‘leg med træheste’. Synkront/ her-og-nu opleves ordets indhold/ udtryk imidlertid af de fleste som ‘noget der kører rundt’. “At bryde Brødet ...! Det er som en Tonerække hos Bach. Vi staar paa Tærsklen til Kundskab om Ordenes Liv,” skriver Paul la Cour i ‘Fragmenter af en Dagbog’. Ekspremet ’BR~brække’ breder sig synkront fra ‘bryde’ til Brødet’, så Brødet’ tillægges betydningen ‘noget der kan brækkes’: “at BRyde BRødet”. Men diakront oprinder ‘brød’ af ‘bruse op ved gæring, bevæge sig heftigt’. § 16 I ekspremet kan en ordrytme træde i stedet for bogstaver, så ekspremet udfylder formlen ’ordrytme~betydning’. Når Søren Ryge Petersen som overskrift til en artikel om vand skriver “rislende, klukkende, plaskende, springende” er den fælles ordrytme ‘betonet- ubetonet- ubetonet’, så ekspremet bliver ’daktyl’~faldende bevægelse’. Noter: 1) Efterfølgende skrives det eksprem der initierer (er initiator) med fede typer. I øvrigt finder jeg at det ville være naturligt at benævne initiator som (ekspressivt) initial. Gængs tænkes progressivt, ekspressivt tænkes radiært: mens det gængse initial står først, kan det ekspressive initial stå hvor som helst i teksten (idet det ekspressive initial således er identisk med det igangsættende eksprem). 2) af artiklerne -le, -re, -se i Dansk etymologisk ordbog, der har flere eksempler på iteration.


Vuggekærnen På Dansk Landbrugsmuseum sås tidligere en vuggekærne fra Thy: en aflang trækasse på smukt svungne gænger anbragt på langs. Under vugningen sættes fløden i skvulpende eller stødende bevægelse og kærnes til smør. Denne vuggekærne er for mig blevet symbol på processen bag ordenes tilblivelse, den stadige, ofte kaoslignende, ubeskrivelige proces af strømninger der kærner ordene i sindet. Både den lange historiske vandring gennem generationers liv, og den aktuelle spontane oplevelse af ordet som nyt, når et ord, en vending, en sætning træder ud af hverdagens trumme-rumske ordkværn og et øjeblik af det evindelige skaber det evige. Sådan oplever jeg de kaotiske processer ordkernen gennemgår i ordets stadige tilblivelse indtil det har fundet sin nuværende mere eller mindre stabile form. Sådan skabes også barnets sprog: af modermålets mange muligheder udmøntes ord og vendinger, det sprog som præger menneskets livsoplevelse. Sansen for det levende ord vaktes langsomt i mig i det nære miljø, i familien, i skæringstiden mellem barn og voksen. Kernefamilien om mig var lille, vi var seks: mine forældre Thea og Niels Nielsen, min moster Nicoline Larsen, min bror Axel og min fætter Edin Kjær. Edin studerede og åbnede vinduet mod den store verden. Hans engagement og sikre timing pirkede den endnu slumrende sproglige bevidsthed. Engang berettede han om en oplæsning af dadaistiske digte uden semantisk indhold, kun udtryk, ren ordmusik. Det ukendte fascinerede, dunkelt-vildt spændende. Og så lyttede han - lyttede tålmodigt til mine ufærdige, uklare formuleringer, uvurderligt for en ung i udvikling. Axel havde en særdeles udviklet sans for sproglige filurligheder. Humoristisk trak han sproget lidt skævt til sjove påfund, der kunne udvikle sig til thyske Storm P.-somheder. Aldrig højrøstet, nej med stille lune, uden at man fik så meget foræret, man måtte selv finde ud af det. Han kunne vende et enkelt ord og sætte det ind i en uvant sammenhæng. Somme tider skulle der tyve enører til før tiøren faldt. Det vækkede sansen for sprogets mange facetter og kreative muligheder i hverdagen.

Moster var forskolelærerinde, var glad for ord og en levende fortæller, der kunne spinde en ende om små ting. Engang lykkedes det mig - efter nogen lirken - at få baggrunden for den ældre generations sporadiske kommentar ’pløs, pløs’ - eller når det gik højt ’snakke pløs’. Jeg havde nok en fornemmelse af hvor det bar hen, noget med tomgangssnak, ord uden dækning: Moster og Mor var født på en gård hvor det ikke hed ’kalve-diarré’ men kort og godt ’pløs’, når det lystigt plaskede løs fra kalven. Et godt ekspressivt ord, som da også havde tændt børnenes rimtrang i “pløs pløs, slå min røv løs” med intens, tæt ekspressiv resonans. Således var de godt rustet til voksenlivets tv-transmissioner: når magtens manipulerende munde talte tomgang, kom det lakoniske “pløs, pløs”. Mor bragte ord med sig fra Heltborg-egnen. De var ofte meget malende. De første kuglepenne var lige kommet frem. Endnu var de ikke underskriftsberettigede, upålidelige som de var. Skolens stålpenne var slemme, når de klattede, men kuglepenne var uberegnelige på en anden måde, de var sporadisk løsslupne og gav så for meget blåt af sig. “Den blærber”, lød det så - det kunne for mig ikke udtrykkes bedre: det var netop hvad kuglepennen gjorde, den blærbede. Således kunne Mor krydre den sproglige hverdag med enkelte ord som udtrykte hvad rigsmålssynonymet betød: i glimt lyste erfaringsfunderet og udtryksmættet bonde-kultur op og berigede sindet, som solstrejf gennem skydækket giver horisonten pludselig og uventet dybde. Sol og sprog som åbning. Far havde et særdeles fint sprogøre og brugte det også til at stedfæste kunderne. Der kunne gå år imellem at kunderne kom ind fra landet for at handle på tømmerhandelen, og så lyttede han til de fine dialektale nuancer i den indledende samtale som hørte til og var en del af glæden i arbejdet. (Far var ikke en mand af mange ord men fortalte mig engang at enkeltord skilte Nors Kirkeby fra Nors Stationsby ...). En situation står for mig som min første bevidste oplevelse af ekspressive ord: Det var midt på tømmerpladsen og i høsttiden. Far talte med en landmand, høj og rank som han selv, og spurgte ikke kun af høflighed, men af ægte interesse - livet var en helhed - til kornet. “Hvordan står det?” Og efter den lille pause, der kan karakterisere det fødte svar, kom det: “Det kror sig!” - ledsaget af en let snoende kropsbevægelse der skød brystet højt: landmanden blev bonde, han var kornet. Krop og


ord gik i ét, livet var helt, i eftertankens indre pause fødtes ordet af stilheden. Hvor ofte har jeg ikke hørt Fars varme og mildt manende ord: “Lyt til sproget!”. Således spirede kimene til de seneste tredive års arbejde med sproget, der hermed afrundes med erkendtlig tanke til disse fem - og særlig, naturlig taknemmelighed over for de to som skænkede mig livet: Mor som gav mig mål og Far som lærte mig at lytte til det.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.