Mon det skete i de dage…? Årets julekort præsenteres af Jesper Fårekylling: (Nye dias indlæses ved blot at venstreklikke. Du kan også anvende piletasterne nederst til venstre)
I vore dage er det vel næppe dristigt at vende Lukas-evangeliets første strofer til et spørgsmål!? Fødselsberetningen skal ses i lyset af en sært strålende stjerne, snarere end i de hårde skygger, der fremstår, når man anvender det faghistoriske bakspejl, for det skete jo akkurat ikke i de dage – alt for mange faktuelle elementer i den beretning passer ganske enkelt slet ikke sammen… Og det er ikke ligefrem blevet bedre med årene der fulgte, hvor højtiden skulle tilpasses andre kulturer med andre skikke, andre jomfruer, vismænd og solhelte… eller bare den nordiske trang til at gå bersærk i vintermørket - glædelig jul og skååål! NB! FN har udråbt 2009 til Astronomiår!
Tider skal komme, tider skal henrulle, … Ja, naturligvis for tiden er cyklisk, tilbagevendende, rund! Det spejler sig også i begrebet solhverv, hvor det sidste led, -hverv, betyder omdrejning eller skifte. På svensk møder vi det i varv. Og herhjemme såmænd også blandt de mørkemænd, som kalder deres Tidehverv for kristent. … tænk, hvis man havde bedt de tre vise mænd om at 'rejse hjem'! ... eller hvis den hellige familie, da de var flygtet til i Ægypten, havde fået samme besked!?
Maleriet er en kopi efter en gravering af Marcantonio Raimondi fra et originalt maleri fra Rafaels værksted. Det viser Johannes og Jesus med deres mødre.
Det lille sigende ’Men’, som indleder Lukasevangeliet, dækker blandt andet over den vigtige men ofte glemte detalje, at frelserens fødsel blot er nummer to i beretningen! De to fætre, Yĕhōšuă og Yokhanan, danner med deres seks måneders aldersforskel den lodrette akse i årets store hjul midvinter og midsommer - og i sagens natur danner dagene for undfangelsen i deres mødres liv de to vinkelrette akser, forårs- og efterårsjævndøgn, som vi således kunne kalde Maryām og Ĕlîšāba – et spænd mellem ung og gammel, mellem Galilæas frugtbare dale og Judas tørre bjerge. I Storbritannien regnedes Mariæ bebudelse, Lady Day, omkring forårsjævndøgn, for årets begyndelse helt frem til 1752, men med overgangen fra juliansk til gregoriansk kalender blev det i stedet 1. januar. Se også noterne om den rabbinske tradition og undfangelse på dette link!
Prenter stjernerne deres sprog ind i vores bevidsthed, eller er det os der projicerer vores sjæls indhold op på den store mørke skærm? Om det er historiske personer der giver liv til oldgamle myter eller omvendt, og hvordan det eventuelt kunne tænkes også at afspejle universelle processer i vores indre, kan man grunde over så længe der findes tid… sandsynligvis lidt endnu.
Men
der skete jo også andre ting i de dage, som måske var de sidste, hvor englene stadig turde synge af karsken bælg uden frygt for krænkelse af deres ophavsret, for omtrent på samme tid fødtes noget andet: ideen om at nedfælde musikkens sprog på skrift:
Inskription fra søjle ved den grav musikeren Seikilos rejste over sin hustru Euterpe. Den blev fundet i 1883 i Aydin, Tyrkiet, nær det bibelske Efesos, og arkæologer mener, den stammer fra årene mellem 200 fvt. og 100, altså ’de dage’. Dermed er det den ældste noterede, endnu komplette komposition der findes, om end den er ganske kort. Teksten er de vanlige græske bogstaver og er gengivet i en fri oversættelse nedenfor, mens tegnene over linierne angiver tonehøjde og -længde.
Søjlen befinder sig nu på National-museet i København og må vel nærmest betegnes som 'verdensarv'. Det internationale site, www.museumstuff.com som opregner de vigtigste effekter på verdens museer, nævner stelen blandt museets seks bemærkelsesværdige genstande på linie med Egtvedpigen, Gundestrup-kedlen og Solvognen, men i skrivende stund, primo december 2009, findes ikke en eneste henvisning til den på www.natmus.dk. Det er til at blive trist over, hvis man ikke ihukommer søjlens indskrift: Så længe du lever, vær som en solstråle dyrk ikke tristheden for livet er sandelig kort og tiden kræver sin told
Vise mænd fra Østerland... En lille smule længere mod øst skal vi for at forstå noget af alt det spændende der skete i de dage med indsigt i musik, kalenderår og meget mere: I året 37 fvt. blev astronomen og musikteoretikeren Jing Fang på kejser Yans ordre halshugget på en markedsplads i Kinas hovedstad. Han blev vist fanget i et rænkespil. Inden da havde han dog påvist, hvordan en række af 53 på hinanden følgende rene kvinter næsten på kornet mødes med 31 oktaver. (3/2)53 ~ 231
Disse to primære processer i musikken, oktavens 1:2 og kvintens 2:3 er reelt ikke forenelige, det er kun en praktisk konvention, at vi lader som om 12 kvinter mødes med 7 oktaver og skaber noget der minder om et afsluttet system. Vi påstår dermed, at (3/2)12= 27, men regn selv efter, om det nu også stemmer! Prisen bliver, at der skal hakkes hæle og klippes tæer, når man stemmer sit instrument, og at vi lever i en kultur, hvor man sjældent hører en ren terts eller sekst! Rosetten ovenfor viser de 53 kvinter. Jing Fang vidste også, at sol og måne er sfæriske og at månen modtager sit lys fra solen!
Den ubesmittede jomfru, det rene himmelblå sind, lod Ordet inkarnere gennem sig, men ironisk nok så de følgende århundreder og årtusinder en stærkt stigende tendens til at forveksle meningen med betydningen, sproget med tegnet – også i musikken, hvor slægt efter slægt er blevet opdraget til at se noderne som kongevejen, og man glemte tonernes vigtige forbindelse gennem sproglyd og krop. Den Sixtinske Madonna malet af Rafael (1483-1520) i 1513-14: Madonna bærer den levende Guds Ord fra åndens højder og billedfladens trigonale del ned til jordens kvadrat. Det er næppe bare spekulation: Rafael var arkitekt, og midtpunktet på trigonens grundlinie er samtidig kvadratets centrum.
Dejlig er den himmel blå… Grundtvig skulle både konfrontere djævlen på Vindbyholt og ind i en dyb personlig krise før han brød igennem til det lag, hvor salmerne selv finder vejen ind til det åbne sind. Han lagde sig på en kold mark med udstrakte arme og så op i stjernehimlen, der hvælvede sig over ham, og ord og rytme fandt en fælles form i hans første salme Dejlig er den himmel blå, hvor sfærernes harmoni og stjernevisdom danner en anelsesfuld baggrund for det troskyldige budskab. Se også noterne! Det tidligste portrætmaleri af N. F. S. Grundtvig (1783-1872). Grundtvig er en vigtig figur i julekalenderen fra 2009, Pagten, på DR, se www. dr.dk/pagten
Klokken slår tiden går, troen på ordet sin prøve står er det faldet i hjertemuld, overstår det vel vinterkuld bærer sin evighedsfrugt Hvorfor har vi glemt at kigge op i stjernerne? Og at lytte på de kanaler, de sender fra..? … med stille sind som enfoldige hyrder. Hvorfor lade sine følsomme synsorganer bestråle af en flimrende fladskærm i stedet for de funklende lys på den mørke fløjlsbløde hvælving som har dannet fundamentet for vores oplevelse af tid og rum gennem tusinder år? Både de ’primitive’ naturfolk og højkulturer har ofret deres tid og opmærksomhed på det store hvælvede rums mysterium, og de tidscyklusser vandrestjernerne, planeterne, udfolder på det dybt blå, natmørke tæppe…
Camille Flammarions (1842-1925) træsnit Universum er fra 1888, men spiller på forestillinger om universets opbygning, som har præget menneskers sjæle gennem årtusinder.
Og nu kan man i en oplyst forsamling spørge om, hvor mange dage der går fra fuldmåne til fuldmåne og være forvisset om, at kun ganske få er klar over det korrekte svar, 29½ døgn, mens mange vil sige 28 eller 30. Det fascinerende er jo netop, at kalenderens elementer - vores tid sat på skema - ikke går op – dagene og ugerne mødes ikke med måne-månederne og året. Men det skete i de dage… Coligny kalenderen, fundet i det østlige Frankrig, stammer fra tiden omkring det 2. århundrede og vidner om et sindrigt system, der samordner solens og månens cyklusser. Kalenderen er keltisk, og det giver i første omgang associationer til en kultur, der bl.a. dyrker solhverv og jævndøgn - Tidens store Solhjul!
Og østens vise ofrede der… I musikken går de vigtigste elementer heller ikke op: hverken tertserne eller kvinterne kan passes ind i oktavens ramme eller sammen med hinanden, hvis man for alvor går ind i forståelsen af de grundlæggende strukturer. Og mens vi ignorerer denne vigtige iboende spænding, lukker vi samtidig øjnene for den simple harmoni, som bør gå hånd i hånd med enhver brugsforståelse af musikkens grundelementer. Den skaber et længe savnet, helt naturligt og ligefremt holistisk sprog med elementer af toner, tal, sproglyde og krop. Rekonstruktion af en over 4.500 år gammel tyrelyre fra Ur (som Abraham senere udvandrede fra for at skabe en slægt så talrig som himlens stjerner). Hver enkelt streng var viet til en gud. Lyren blev offer for oversvømmelse på Baghdad Museum ifm. med den anden Irak-rig) For mere om sammenhængen mellem musik og tal i de mesopotamiske kulturer henvises til den forskning som er gjort af blandt andre Ernest McClain og Richard Dumbrill (Archeomusicology of the Ancient Near East).
Lars Pryns illustration Senario (latin, senarius: Noget, som består af seks) anskueliggør, hvor vigtigt det var, at den cirkulære tidsopfattelse vandt over den digitalt-lineære, da de duellerede i 70’erne og 80’erne: Vi bevarer en tråd af kontakt til naturens cykliske væsen og lærer samtidig at dele helheden – den perfekte cirkel - på en meningsfuld måde: Urskivens 60-deling har vist sin levedygtighed helt ind i den digitale tidsalder, når det gælder måling af tid og rum. Den blev udviklet og anvendt af østens vise: 'magoi', stjernekyndige… og musikere! Inden for denne ramme vil de primære geometriske figurer konstituere sig ud fra følgende minuttal: - Trigon: 0, 20, 40 - Kvadrat: 0, 15, 30, 45 - Pentagon: 0, 12, 24, 36, 48 Disse tal spejler samtidig noget primært om musikken, hvor to-delinger, tre-delinger og fem-delinger relaterer til grundfunktionerne oktav, kvint og stor terts. Se mere om disse forhold i Lars Pryns ’Kunst og Virkelighed’, www.kortlink.dk/78cz
… samme senario, men nu set i én dimension, musikkens svingende streng, som så at sige indtager alle svingningstilstandene (og flere til!) samtidigt.
Englene sang den, først for markens hyrder… … og englene akkompagnerer jo sig selv på harper – som ganske vist slet ikke var opfundet ’i de dage’ så gad vide, hvad normaldanskere vil tænke om æstetikken i det lyrespil, som kunne have været på tale dengang!? Og gad nok også vide, om lyrerne var stemt som de mesopotamiske, hvor hver enkelt streng blev tildelt et gudenavn efter længde og tilsvarende tone: 60: skaber- og himmelgud Anu; 50: bjergguden Enki; 40: de ferske vandes gud Ea/ Enlil; 30: måneguden Sin; 20: solguden Shamash; 15: Venus/ Ishtar; 12: Mars/ Nergal; 10: Jupiter, Bel/ Marduk.
Maleriet er af Rembrandt (1606-69) og viser episoden i Matthæusevangeliet, hvor Judas i anger og fortrydelse returnerer de 30 sølvpenge til præsterne, han har angivet sin mester til.
… for så kan man vel sige, at den mesopotamiske musik-matematik fulgte den nyfødte fra krybbe til grav, hvor Judas jo fik klingende mønt - 30 sølvpenge - for at angive sin mester. Sølv er månens metal, og Sin har i øvrigt lagt navn til bl.a. Sinai Bjerg, hvor Moses modtog lovens tavler.
Og musikalsk såvel som med handel og viden er det oplagt, at det hellige land blev præget af strømninger fra de to supermagter, det lå midt imellem Abraham udvandrede fra Ur, Moses fra Ægypten, og begge har haft rig lejlighed til at skue op i himlens store teltdug. … hvor månens fire faser har talt sit tydelige sprog, måned efter måned:
… og som en adventskrans indvarslet en ny tid: Midt i den mørke nat lysene brænder du bærer lyset frem i dine hænder
I det hele taget er det karakteristisk, at nogle af de vigtigste rytmiske fænomener synes at lejre sig helt naturligt i en firdelt ramme: åndedræt, dagsrytme og vores udgangspunkt, årets gang med forårs- og efterårsjævndøgn, sommer- og vintersolhverv: To ligevægtspunkter, kulminationen og dens modpunkt.
I det lys er det slet ikke så underligt, at det allermeste af den musik, vi lytter og danser til inddeler pulsen i fire slag, selvom det også kan blive for bevidstløst.
Jason Martineaus meget anskuelige opskrifter på de mest gængse danserytmer skåret ned til to elementer: lys og mørk (foroven og forneden).
Sametromme
Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger... Forbindelsen mellem rensdyr og jul er ikke den eneste cirkelslutning, som har relevans i samiske sammenhænge. Forskeren Bo Sommarström fremsatte således i 1980’erne en hypotese om same-trommens funktion som stjernekort, hvor en undersøgelse af 41 trommer fra det sydlige sameland, af typen med et centralt solkors, sandsynliggjorde, at placeringen af trommernes figurer kunne tilskrives dyrekredsens stjernebilleder foruden konstellationer som Pegasus, Orion og Mælkevejen… og som mange andre shamanistiske kulturer er korset helt centralt for orienteringen i verden og indgår ofte i trommen, både som dekoration og i opbygning. Det vil være synd at sige, at de kristne missionærer, som i Norge var udsendt af den danske koloniale overhøjhed, søgte og så et slægtskab med egen korskultur. Den samiske kultur er blevet grundigt undertrykt helt op til vor tid!
Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum, did samles mine tanker i deres hovedsum. Der er min længsel hjemme, der har min tro sin skat Jeg kan dig aldrig glemme, du søde julenat! Hjertets rytme er som udgangspunkt blot en puls, men det enkelte slag (eller dobbeltslag), vi normalt registrerer, er blot den første del af perioden, den som relaterer til systolen. Diastolens sidste slag er dels svagere (diagrammets øverste del) og har desuden dybere frekvens (diagrammets nederste del). Som det fremgår, er det helt oplagt at forstå hjerteslaget i rammerne af en rytmisk underdeling på fire slag.
Hjertelyd fra Wikipedia: ”Systolen: Først trækker forkamrene (atrierne) sig sammen og presser blodet ned i hjertekamrene (ventriklerne). Straks derefter sammentrækkes disse også og det forøgede tryk lukker for klapperne op mod forkamrene og blodet pumpes ud i pulsårerne (arterierne). Systolens trykbølge, der opstår i blodkarrenes vægge, kan føles som pulsen f.eks. i håndleddet og på halsen under kæberundingen. Denne trykbølge kan måles, og er en del af blodtrykket.
Diastolen: Efter sammentrækningen slapper hjertemuskulaturen af, så hjertet kan udvides igen. Hjerteklapperne mod Aorta og lungepulsåren er lukkede, mens klapperne mellem atrium og ventrikel er åbne, så blod strømmer fra kroppen og lungerne ind i både forkamrene og ventriklerne.”
En fuldstændig regelmæssig rytme, som et cirkulerende pendul, vil man i et koordinatsystem med x som tidsakse og y som styrke kunne afbilde som en sinuskurve: Her vil de interessante punkter være bølgedal og bølgetop samt skæringspunkterne med x-aksen. Igen er det overordnede billede: to ligevægtspunkter – skæring med x-akse – foruden bølgetop og bølgedal, kulminationen og dens modpunkt. Så kan man muntre sig med at indføre de fire faser i åndedrætsrytmen, dagsrytmen, årsrytmen, hjerterytmen… alt sammen for at komme til en grundlæggende forståelse af de fire faser og uden at lukke øjnene for at virkelighedens rytmer og toner netop meget sjældent fremviser det perfekte sinusmønster, ligesom jorden ikke drejer om solen i perfekte cirkler, men i ellipser.
Når du ser et stjerneskud lad dit ønske flyve ud da vil alle stjerners herre høre dig! Bare du af hjertet tror, da er ingen bøn for stor når et stjerneskud det falder på din vej… … og glædeligt vintermørke! - Det kan bruges til at kigge stjerner og høre sfæreharmoni!
Oversigt over citerede sange:
Solkors, helleristning fra Madsebakke, Bornholm ca. 800 fvt.
Dejlig er jorden: Tekst: B. S. Ingemann, 1850; melodi: schlesisk, 18. årh. Dejlig er den himmel blå: Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1853; melodi: J. G. Meidell, 1846 Klokken slår, tiden går: Tekst: C. J. Brandt 1870 og 1885; melodi: Oluf Ring 1938 Luciasangen: Tekst: Gunnar Wennerberg, melodi: trad. Højt fra træets grønne top: Tekst: Peter Faber, 1848. Melodi: E. Horneman Mit hjerte altid vanker: Tekst: H. A. Brorson, 1732; melodi: Carl Nielsen, 1919 Når du ser et stjerneskud: Tekst: Mogens Dam; melodi: Leigh Harline Se også noter, her!