2 minute read

NETRÅDGIVNINGEN: HJÆLP TIL TARMSPASMER

Scleroseforeningens rådgivningspanel er et gratis tilbud for mennesker, som er berørt af eller interesseret i sygdommen sclerose. Du kan stille spørgsmål om alt, der vedrører livet med sclerose.

w www.scleroseforeningen.dk/netraadgivning

NETRÅDGIVNINGEN

Jeg lider af tarmspasmer – kan I hjælpe?

SPØRGSMÅL: Jeg har det problem, at jeg lider af tarmspasmer hver nat. Jeg vågner efter halvanden til to timers søvn med afføringstrang, dette på trods af at jeg ikke har afføring, der trykker. Derefter er det umuligt for mig at sove, og jeg er derfor i konstant søvnunderskud. Har forsøgt med vandlavement før sengetid og ved opvågning, og det har ingen effekt. Har du nogle forslag? SVAR:

Du skriver, at du oplever tarmspasmer og deraf afføringstrang hver nat efter halvanden til to timers søvn, og at der ikke er afføring, der trykker eller kvitteres ved skylning af tarmen med vand. Jeg tænker, at det eventuelt kan være en nerverefleks, der bliver udløst, i forbindelse med at du ændrer stilling under søvnen. At stillingsændringen måske fremprovokerer en refleks/spasticitet i dit bækken. Så kan det være, at spasticitetsdæmpende medicin kan hjælpe dig. Det kan du eventuelt spørge en neurolog om.

En anden mulighed kan være en virkning/bivirkning af et medicinpræparat, for eksempel hvis du indtager peristaltikfremmende medicin, som kan give ”mavekneb”, når tarmene trækker sig sammen for at få gang i fordøjelsesprocessen. Hvis du tager sådan et præparat, så kan du måske prøve at ændre tidspunktet for indtagelse af dette og se, om det gør en forskel. Hvis du tager andet medicin, kan du måske undersøge, om det kunne være en bivirkning af medicinen.

Men hvis du ikke oplever en ændring i forhold til at forbedre din nattesøvn inden for kort tid, så synes jeg, du skal bede om en henvisning til udredning ved en mave-tarm-afdeling. Det er jo vigtigt at få sin nattesøvn og have energi til dagens gøremål.

Janni Eibye er rådgivningspanelets inkontinenssygeplejerske. Janni har siden 2007 været ansat på Sclerosehospitalet i Haslev og har i 2010 taget en uddannelse som kontinenssygeplejerske og i 2014 en uddannelse som specialist i sexologisk rådgivning ved NACS (Nordisk Forening for Klinisk Sexologi). Janni bruger sine kompetencer herfra ved vurdering af vandladnings- og afføringsudredninger og igangsættelse af forskellige tiltag samt fællesundervisning og individuelle samtaler på Haslev.

Stil spørgsmål til en af vores rådgivere online: Advokat • Arkitekt • Børn og unge • Ergoterapeut • Familie- og børnepsykolog • Forsikring • Fysioterapeut • Jobrådgiver • Jordemoder • Kost • Læger • Neuropsykolog • Psykiater • Psykologer • Redaktør • Sexolog • Socialrådgiver • Sygeplejerske • Tandlæge