Interview med nyuddannet psykolog

Nyuddannet psykolog – hvad så nu? Interview med dimittend Camilla Lise Løvgren Baggesen

Laura Mikkelsen, 5. semester

Det er ikke længe siden, at Camilla Lise Løvgren Baggesen rendte rundt på Psykologisk Institut og var en prominent figur i udvalgslivet som forperson for FAPIA og medlem af dimissionsudvalget. Men pludselig når, den ind imellem lange, studietid sin ende for os alle, og i januar i år blev det Camillas tur til at sidde blandt dimittenderne. Hvad sker der egentlig, når vi rejser os og går derfra, herfra vores vante gule rammer? Vi bliver tit spurgt ind til fremtiden, men hvordan ser virkeligheden rent faktisk ud som nyuddannet psykolog? Psyklen har hørt rygter om, at den første tid ofte ender ud i dagpenge og jobansøgninger. Eftersom vi ikke selv kan teste den slags, har vi i dette nummer allieret os med Camilla, der selv står og gavmildt deler fra netop overgangen fra psykologistuderende til livet efter.

Jeg spørger Camilla, hvordan netop livet og hverdagen har set ud, siden hun blev færdiguddannet.

"Jeg har arbejdet på deltid på mit studiejob i ledsageordningen. Så har jeg desuden påtaget mig et frivilligt arbejde ved SIND, hvor jeg sidder i deres landsdækkende telefonrådgivning og er medunderviser på et undervisningsforløb for voksne pårørende til folk med psykisk sygdom. Det er en måde at få brugt min faglighed på, og hvor jeg kan mærke, at jeg virkelig kan noget som fagperson. Min hverdag bruges også meget på familien, og også i højere grad end da jeg var studerende. Jeg nyder, at jeg kan hjælpe med at passe niecer på en hverdag, eller at jeg kan hjælpe mine forældre med diverse praktiske ting, når der er brug for det. Og så prioriterer jeg også i høj grad ting som at lave mad og bage samt at tage til træning, da det er noget, jeg finder meget livsglæde gennem. Derudover prøver jeg også at prioritere at få aftaler i kalenderen med venner/veninder, når det kan lade sig gøre. Så når jeg ikke sidder og søger jobs eller er på mit frivillige arbejde, har den slags ting fået meget mere mulighed for at fylde, og jeg prioriterer det også gerne."

Mens den nye hverdag giver mulighed for at ses mere med familie og venner, er Camilla meget bevidst om, hvordan det og de bedst kan hjælpe hende i situationen.

"Jeg sørger for at være så gennemsigtig som mulig omkring, hvordan jeg oplever det at være jobsøgende. Jeg har udtalt mig åbent omkring det på fx Instagram for at vise andre, at det er okay at have det, som man har det i den proces, og jeg bruger også meget mit netværk til at snakke om det. Andre gange så har jeg perioder, hvor jeg er fyldt helt op til over halsen med alt, hvad der hedder jobsøgning og det, der ligner. Så kommunikerer jeg også meget tydeligt til dem omkring mig, at jeg har brug for, at vi snakker om ALT andet end lige dét. Og det hjælper mig, da jeg på den måde undgår at blive sat i en position, hvor jeg enten ikke får snakket om det, jeg har brug for at snakke om, eller bliver gjort ked af det, fordi folk vil snakke om det, men jeg ikke selv vil. På den måde får jeg også passet på mig selv, da jeg derigennem undgår at lande i en klemt situation. Så jeg er meget opmærksom på at være meget gennemsigtig om, hvordan jeg har det. Både for min egen skyld, men selvfølgelig også for andres, så det er nemmere at navigere i for mit netværk."

Eksempelvis er ”gode råd” sjældent vejen frem ifølge Camilla, hvis vi ønsker at støtte en jobsøgende.

"Specifikt ift. mig og jobsøgning vil jeg sige, at man yder den bedste omsorg ved at starte med at droppe alle de gode råd til jobsøgning, medmindre man bliver spurgt efter det. Jeg har hørt dem alle, og jeg har allerede et jobcenter og en A-kasse, som tager sig af dén del. Og for at være helt ærlig, så begynder jeg automatisk at lukke mentalt ned, når der bliver snakket jobsøgning og folk starter en sætning med: ”Men altså, har du prøvet at…” for ja, det har jeg. Eller når folk starter en sætning med: ”Men du skal jo huske, at afslagene ikke er ment personligt,” for ja, det ved jeg godt. Og jeg ved, det er sagt med masser af kærlighed, men jeg kan personligt slet ikke rumme det, medmindre jeg selvfølgelig selv specifikt beder om gode råd eller beder om en peptalk."

Til gengæld kan velviljen betyde alverden.

"Den bedste omsorg (red. fra andre) består for mig i aktivt at vise, at man gider mig, og at jeg betyder noget. Det kan føles enormt ensomt at være jobsøgende, da man ikke har en hverdag. Folk har typisk travlt med at holde styr på deres egen hverdag, som er fyldt med alt muligt, alt imens at mange dage er fyldt med ingenting som jobsøgende. Men hvis man bare viser, at jeg fortsat betyder noget, og at man gerne vil prioritere mig i ens hverdag i det omfang, der nu engang kan lade sig gøre, så er det næsten det bedste. Det behøver ikke nødvendigvis at være at ses, men bare at man smider en besked eller ringer ind imellem og lige siger: ”Hey, how goes?”. Og ellers så spørg, for behovet kan også variere alt efter dagsformen den enkelte dag."

Netop at spørge ind, er Camillas bedste råd til, hvordan man kan yde hende og andre omsorg.

"Det bedste, man kan gøre for at forstå et andet menneske, er at søge at forstå dets udgangspunkt – og det gør man ved at spørge. Så jeg vil altid anbefale, at man spørger den enkelte, hvad vedkommende har brug for som jobsøgende. Har man først gjort det, så er man allerede langt."

Men foruden at andre kan yde en omsorg, kan (og bør) man det også selv. Jeg spørger Camilla, hvordan hun gør det. Svarene falder sammen med hendes fem råd til kommende dimittender. Det første er i forlængelse af ovenstående at lave nogle gode aftaler med gode mennesker.

"Brug dit netværk så meget, som du kan, og fyld gode aftaler med gode mennesker ind i din hverdag. Og vær gennemsigtig omkring dine behov."

Det andet er at forsøge at skabe lidt struktur i hverdagen.

"Det er ikke hver uge, jeg gør det (da jeg nogle gange bare starter ugen med at være sådan lidt ”….Nej”), men jeg forsøger så vidt muligt at lave en ugeplan. Her sætter jeg struktur på ugen og skriver ind, hvornår jeg skal søge jobs, være på mit frivil lige arbejde, skal træne, hvornår jeg har aftaler, og hvornår der skal gøres rent, vaskes tøj osv. Så får jeg følelsen af, at jeg har en hverdag, og at jeg kan holde fri med god samvittighed om eftermiddagen/aftenen, fordi jeg har en struktur, jeg arbejder ud fra ift. jobsøgning. Dette gør også, at jeg fx kan indlægge hele dage, hvor jeg bruger tiden på alt muligt andet, fordi jeg har den struktur, hvor jeg ved hvornår, jeg skal søge jobs."

Selve jobsøgningen relaterer tredje råd sig til.

"Få fra starten formuleret en standardansøgning og et generelt CV, som du kan sende, så du kan opfylde din minimumskvote for jobsøgning i de perioder, hvor der bare ikke rigtig er noget at søge. Man når et punkt, hvor man får decideret kvalme ved tanken om at skulle kigge Jobnet igennem for at lede desperat efter noget, man kan søge, og lave en ”målrettet CV og ansøgning” til en bestemt stilling, som man godt ved, man ikke får. Der er det virkelig praktisk at have noget standard liggende, så man kan fyre det afsted mandag morgen og så holde fri, indtil man kan søge noget, som giver mere mening."

Træningen fra førnævnte ugeplan indgår i Camillas fjerde råd.

"Jeg beklager, at det lyder lidt kliché-agtigt, men sørg for at have fysisk bevægelse som en del af hverdagen – af den slags du synes er sjov. Om det så er at gå ture, holdsport, kajak, løb eller dit yndlingshold i dit lokale fitnesscenter. Fysisk bevægelse er guld værd til at føle, at man har været produktiv, selvom det er det eneste, man lavede den dag."

Med det sagt, skal der dog også være plads til Camillas femte råd; hvad hun betegner ”mentale sygedage”.

"Jeg sørger for at give mig selv plads til mentale sygedage. Bevares, der er dage hvor jeg flyver rundt og nyder, at min hverdag kan struktureres, præcis som jeg føler for, alt imens, at andre dage bare er fyldt med ingenting, fordi jeg ikke kan overskue tilværelsen. Og sådan er det bare at være jobsøgende, og det hjalp meget, da jeg nåede dertil, hvor jeg bare accepterede de dage, når de var der. Jeg har ligesom bare skulle vænne mig til, at jeg svinger mere, end jeg plejer i humør, og det nytter ikke noget, at jeg forsøger at kæmpe imod det. Så nogle dage er det vildeste, jeg gør, at daffe ud til min hoveddør og tage det mad, jeg har bestilt online med ind i lejligheden – og det er helt okay. Der vil komme dårlige dage, hvor man dårligt nok gider gå ud af sengen; acceptér dem, omfavn dem, og husk at de er okay og fuldstændig naturlige. Tag en mental sygedag og hiv stikket når det sker, og så start forfra dagen efter."

Rådet opsummeres næppe bedre end i Camillas afsluttende kommentar.

"Og vigtigst af alt: Husk, at det er HELT ok og meget naturligt. Både at man drikker usigeligt store mængder bobler og fejrer, at det hele er slut, men også, at man ligger flad som en pandekage i den første tid efter, man er færdig. Eller en god blanding af begge dele. En videregående uddannelse er f*cking hård at gennemføre, og man må meget gerne have en hedonistisk tilgang til tilværelsen i den første tid, selvom jobcenter og A-kasse siger noget andet."

Det må være noget nær de perfekte ord at afslutte interviewet på. Alligevel blander jeg mig igen, for faktisk startede interviewet ud med et helt andet spørgsmål. En ting er, hvilken virkelighed der venter os uden for de gule mure. Noget andet er, hvorvidt vi bliver klædt på til den, og hvordan vi tager studiet med os ud i den. For de læselystne, der ligeledes er nysgerrige på den slags, lader jeg interviewet slutte med Camillas tilbageblik på sin studietid.

"Noget af det som primært fylder i tankerne, når jeg tænker tilbage på studietiden, er nok, at jeg savner alle de sociale arrangementer og de fællesskaber, jeg havde i de udvalg, jeg var med i. Det er, må jeg ærligt indrømme, det, jeg primært også savner ved at være studerende. Hele udvalgskulturen på psykologi stod mit hjerte meget nær, og det, at jeg prioriterede at være med i udvalg og deltage i de sociale arrangementer, der var i den forbindelse, er den primære årsag til, at jeg elskede studiet så højt. Jeg ser også tilbage på det som en tid, hvor jeg lærte en masse, både fagligt og personligt. Når jeg er på mit frivillige arbejde og bruger min faglighed, kan jeg mærke, at jeg har lært en masse om det at møde mennesker i udfordringer, og at jeg fik en ret klar idé om, hvor jeg står som fagperson og som kollega. Jeg føler mig derfor et langt stykke hen ad vejen godt klædt på til at arbejde i faget. Dog kan jeg godt mærke, at der er praktisk viden og erfaring, jeg godt kunne have brugt mere af for at stå stærkere i at kunne søge bredt, da de jobs, som virker realistiske at søge, ofte er dybt afhængige af ting som valgfag og praktik, og man kan derfor føle sig ret afskåret fra en lang række jobs fra starten til trods for at uddannelsen er meget generel. Men ikke desto mindre så tænker jeg tilbage på studiet med massere af glæde og varme, og som en tid der var enormt afgørende for min udvikling som menneske, både fagligt, men særligt også personligt. Tiden på studiet har for mig personligt rummet massive op- og nedture, som alle har medvirket til, at jeg er den, som jeg er i dag. På den måde føler jeg egentlig, at min studietid er en, jeg har med mig i alt, hvad jeg gør og beskæftiger mig med."

Illustrationer: Storm Munk-Hind, 6. semester