Hans på bjerget

Hans på bjerget

Erik Pegel, 5. semester

I 1924 udgav Thomas Mann ”Der Zauberberg”, som sidenhen er blevet til et af Tysklands og verdenshistoriens vigtigste litterære værker. Med dette mesterværk beskriver Thomas Mann Europas spirituelle, ideologiske og filosofiske tendenser frem til første verdenskrig, og den almene persons forsøg på at forstå disse. Protagonisten, Hans Castorp, er en ung, frisk og pragmatisk tysk mand fra Lübeck, som netop er på vej til at begynde i lære som ingeniør. Historien starter ud med, at han vil besøge sin fætter, Joachim, på et sanatorium højt oppe på et bjerg, hvor han er indlagt for tuberkulose. Hans ender dog selv med at få tuberkulose, og hans planlagte tre ugers ophold bliver til et, af adskillige yderligere årsager, syv års ophold. ”Der Zauberberg” fortæller nu historien om en ung, ambitiøs og påvirkelig ung mand, som prøver at finde en vej, mening og sandhed i hans liv. Under hans ophold på sanatoriet har Hans en række mentorer, hvoraf især fire havde en stor indflydelse på hans tænkning. Thomas Mann præsenterer fire af den tids mest prævalente ideologiske og filosofiske orienteringer med fire karakterer, som allesammen skændes om, hvem der får lov til at undervise og påvirke den unge Hans.

Dr. Behrens

Overlægen Behrens er den første mentor, som Hans møder på sanatoriet. Overlæge Behrens repræsenterer med sin strengt videnskabelige og medicinske filosofi det mekaniske verdenssyn, hvor mennesket reduceres til sine fysiske egenskaber og processer. Selvom han opretholder en karismatisk personlighed, er han er ligeglad med mennesket selv, for han ved, at hans patienter før eller senere dør. Han behandler dem og giver dem medicin, indtil de før eller senere dør. Glæder får han ikke af deres død, han accepterer stoisk sin rolle som behandler. Det tidligere nævnte mekaniske menneskesyn ses især i citatet: ”Livet er, at vi, idet materien ændrer sig, beholder vores form”. Når vi dør, så omdanner vores atomer sig til anden materie, intet mere. Behrens er en imponerende ældre herre, og denne faderfigur er den første stærke indflydelse på Hans, som i løbet af hans første måneder på sanatoriet studerer videnskabens grene, og tilegner sig Behrens mekaniske livsfilosofi.

Humanisten og rationalisten Lodovico Settembrini

Italieneren Settembrini repræsenterer den vestlige civilisations idealer i form af renæssancen og rationalismen; liberalisme, humanisme og fremskridt. Thomas Manns egne sympatier ligger hos Settembrini, dog viser han, hvordan Settembrini fejler med hans filosofi. Han fejler, fordi han internaliserer sin filosofi så meget, at han mister enhver form for nærhed til det menneske, som hans grandiose teorier forsøger at forklare! Settembrini vurderer mennesket til at være strengt rationelt og absolut frit i den forstand, at omstændighederne aldrig kan være en undskyldning for individets fejl. Allersenest ved denne absolut anti-deterministiske påstand burde det at krible i fingrene på den almene psykologistuderende! Han nægter at acceptere menneskets irrationelle komponent, hvilket kun forstærker hans humanistiske tendenser. Settembrini kritiserer religion og kirken for sin symbolik, hierarkiske struktur og sit krav om lydighed, alt imens han selv er et aktivt medlem af frimurerne, som repræsenterer alt det, han selv kritiserer ved kirken! En gang, adskillige år før han møder Hans i sanatoriet, udgav han et mindre filosofisk værk i et tidsskrift, og taler nu konstant om at udgive filosofiske manifester, hvilket gav ham øgenavnet ”orgeldrejer”. Ved samtaler, om et hvilket som helst emne, elsker han at bryde ind, for at belære alle om hans fantastiske filosofiske viden og manifester, alt imens hans pølsesnak ikke er meget mere en spillemand, som drejer i hans orgel for at underholde masserne med sin musik.

Kynikeren og fundamentalisten Leo Naphta

Leo Naphta er en meget intelligent kyniker, som elsker at færdes i filosofiske ekstremer. På grund af denne forkærlighed for ekstremer forsvarer Naphta de autoritære sider af inkvisitionen og kommunisme. I sin irrationalitet og kynisme er hans Settembrinis filosofiske modpart. Allerbedst beskrives Naphta som en religiøs fundamentalist og fanatiker, som afviser evolution og hele naturen af rent had til disse. Naphta opfordrer til politisk terrorisme, da hans ultimative politiske mål er at opbygge et diktatur i form af en proletarstat. Desuden gør Thomas Mann, i forlængelse af Naphtas filosofi, en pointe ud af, at marxisme basalt set er en ny kristendom, da det den som ideologi prædiker individets blinde lydighed for kollektivets gode. Siden kristendommen ikke længere kan forklare eksistensen, er marxismen af alle de nye alternativer det, som stinker mest af sin stamfader.

Romantikeren Mynheer Peeperkorn

Hvis Francis Galton havde nået at læse denne bog, så ville han i sammenhæng med hans great-man teorier have haft en våd feberdrøm, da Mynheer Peeperkorn bliver introduceret i historien. Denne kæmpestore, stærke, tyranniske og inspirerende personlighed, som først introduceres sent i bogen, bliver den sidste filosofiske indflydelse på Hans. Peeperkorn var meget rig, og han var derudover en sand livsnyder. Til hvert ekstravagant måltid drak han en flaske vin, aldrig blev der sparet på noget!

”Hans store hvide hår sad på højt på hans hoved, og i kontrast til hans sorte hud lignede det en majestætisk kongekrone til denne majestætiske mand”

Peeperkorn inspirerer folk omkring ham, når han taler, men han siger faktisk ikke noget. Udover hans gestik og imponerende kaptajnstemme vrøvler han kun og gør aldrig en sætning færdig. En aften organiserer han et festmåltid for en gruppe af 10-12 gæster på sanatoriet, hvor han holder en af hans mange usammenhængende taler. ”Unge mand,” siger han til Hans Castorp, ”unge mand, det nemme! Det hellige! Godt, de forstår mig. En flaske vin, et dampende måltid, en god snaps til, – vi opfylder og nyder først dette, vi udmatter dette, vi gør det ære at leve, før vi – Absolut, mine damer og herrer. Færdig! Jeg har kendt mennesker, mænd og kvinder, kokainspisere, hashishrygere, morfinister – godt, kære ven! Perfekt! Vær så god, ta’ for dem. Færdig, dømt og kasseret.”

Således taler Peeperkorn, og denne urkraft af et menneske tør ingen at tale imod. Da Hans går en tur med Peeperkorn, Naphta og Settembrini, er hverken Naphta eller Settembrini i stand til at trumfe denne store mand i en debat, og det skyldes ikke mangel af intellekt, for Peeperkorn er ikke af særlige kognitive egenskaber.

Hvad end de præsenterer af argumenter, så siger han blot: ”Ja, de herrer, argumentet har form. Javel, vejret skal nydes i sin herlighed, som var det en fantastisk vin – og så, godt. Færdig, dømt og kasseret!” Hans, Naphta, Settembrini, Peeperkorn og andre tager en dag på en udflugt til et stort nærliggende vandfald. Her bestemmer Peeperkorn, at de skal sidde lige ved vandfaldet, hvor ingen kan høre noget for vandfaldets tordnende brøl. Da Peeperkorn her forsøger at holde en af sine sædvanlige taler, overdøves han fuldstændig af vandfaldet, hvilket viser romantikerens underlegenhed for den natur, som romantiseres i egen filosofi, hvorved også denne store mands begrænsninger vises. Til sidst begår han selvmord, fordi han nægter at opgive sin fuldstændige hengivelse til emotioner og nydelse – for som han selv pointerer, så er han ikke villig til at ofre intensiteten af absolut nydelse og ekstase for kravene af et normalt liv.

Hovedtemaerne i ”Der Zauberberg” er allerhøjest opridsede her, hovedsageligt fordi, det er meget svært at koge en 1000-siders bog ned til 3-4 sider. Denne bog kan kun anbefales! Hvad så nu? Hans Castorp kom til sanatoriet i 1907, og efter syv lange år af filosofiske og ideologiske indflydelser rejser han tilbage til civilisationen. Den skarpe læser har her bemærket, at Hans når tilbage, ned fra bjerget, til det normale liv lige i tide til 1. verdenskrig. Historien afsluttes af Hans, som marcherer gennem kugleregn

og granateksplosioner. Han ender som blot endnu en af de mange unge sjæle, der går til grunde på en af de mange fronter, og alle hans sofistikerede filosofier hjalp ham intet. Hans Castorp repræsenterer i denne historie den almene unge person i tiden op til første verdenskrig, som i sin eksistentielle vildledelse forgæves forsøger at orientere sig rundt i datidens ideologiske dæmoner, hvilke med deres idealistiske og kompromisløse ekstremer karakteriserer miljøet i 1900-tallets Europa, som kulminerede i det blodigste århundrede i menneskets historie.