Om[]sorg og mørke i terapien

Om[]sorg og mørke i terapien – Interview med psykolog Bo Snedker Boman

Signe E.V. Lorenzen, 3. semester

I dette nummer af Psyklen er temaet omsorg, og temaet i Det Efterladte er denne gang fokuseret på det terapeutiske arbejde, der beskæftiger sig med nogle af de sværeste emner i livet, nemlig: ulykke, katastrofer, sygdom, død og sorg. I den anledning har jeg inddraget én professionel på området, nemlig Bo Snedker Boman, som har været psykolog i sundhedsvæsnet i mange år, og som har været supervisor på både hospitaler og hospice og for en bred vifte af sundhedsfagligt personale.

Jeg starter med at spørge ind til, hvad han oplevede ofte var i fokus i det terapeutiske rum, når patienterne havde en alvorlig sygdom. Bo lægger ud med at pointere, at man jo godt kunne stille spørgsmålet: Hvorfor skal psykologer overhovedet beskæftige sig med alvorlig sygdom? “Vi er jo lige præcis ikke læger. Vi har jo ingen forudsætning for at behandle sygdommen, og vi kan i den forstand ikke gøre noget ved det. Vi kan ikke få kræft til at reducere sig eller forsvinde helt. Men det er jo fordi, at ligesom alt muligt andet i livet, så kan det der truer eller anfægter vores sikkerhed, tryghed og integritet i den grad få en masse bolde til at ryge op i luften. Det vil jeg sige, ofte er det, der bringer folk i min retning – og i alle andre sundhedspsykologers retning.” Bo uddyber, at noget, han specielt er optaget af, netop er den øgede grad af åbenhed i sundhedsvæsenet og samfundet, og hvad det betyder for dem, der bliver alvorligt syge i somatisk forstand. Han nævner tv-serien ”Sygeplejerskeskolen” som et billede på den tidligere tilgang; her var der en læge, hvis funktion kun var at diagnosticere det fysiske, mens resten var op til en selv. Til forskel fra i dag, bemærker han, hvor der er både patientforeninger, podcasts, mødegrupper, bøger osv., som man kan søge og blive spejlet i. “Vi har afledte konsekvenser af dette. Det er bl.a., at man hurtigt kan føle sig forkert i den måde, man er syg på, fordi alle disse hjemmesider, programmer og infomøder har idéer til, hvad man kan gøre, og nogle tolker dette som noget, man bør gøre – og det avler jo lige bagefter, at man er forkert, hvis man ikke gør det. [...] Det er jo nogle konsekvenser, der følger denne åbenhed om sygdom. Tidligere var der ikke nogen kontekst at sammenligne med, pga. at det var privat. Det fylder meget i mit arbejde: den tyngde og den mentale tyngde. Ikke nok med den somatiske sygdom – som i den grad kan give anledning til en masse ballade [...], der er også den tyngde at føle sig utilstrækkelig eller forkert i den måde, man er syg på.” Bo siger, at der selvfølgelig også er masser af gode konsekvenser af denne øgede åbenhed. Han fortæller om en afprivatisering som et forsøg på at komme af med tabuer, såsom død, forfald og sorg, og at den jo er vældig sympatisk som udgangspunkt, da den jo handler om, at ingen skal stå alene. Han mener dog også, at denne afprivatisering kan skabe problemer i nogle henseender. Han fortæller, at der hos nogen hersker en idé om, at følelser kan sætte sig i en og give anledning til et nyt sygdomsudbrud, og at man derfor bør dele disse følelser. “Det er jo alligevel lidt ironisk, at vi i 2022, på alle mulige måder et oplyst samfund, har nærmest reminiscenser for det, jeg vil kalde magisk tænkning: Altså en forestilling om, at hvis man ikke ventilerer ens følelser og siger, hvordan man har det, og helst et par gange om ugen, [...] så kan det konverteres til sygdommen. Det er jo alligevel ret vildt, når vi nu ved ret meget om, hvordan sygdom opstår i kroppen og udvikler sig.” Bo pointerer, at mennesker selvfølgelig må dele deres følelser, “hvis det i øvrigt giver mening for dem. [...] Hvis du i de sidste 75 år har haft et relativt godt liv ved måske ikke at gå og tale om dine følelser hele tiden, så er en kræftdiagnose ikke et godt argument for, at man skal begynde at gøre det.” Han forklarer, at han synes det er ærgerligt, hvis man gør folk utilstrækkelige i den måde, de har lov til at udtrykke sig på. Jeg spørger ham ind til, hvad præcis psykologen så kan byde ind med, da denne jo, i hans egne ord, netop ikke kan afhjælpe selve sygdommen. “Ja, hvad er det psykologer og psykologien kan byde ind med, når vi ikke kan behandle? Noget af det, jeg i mit eget arbejdsliv er optaget af, er at – og nu bliver det lidt højstemt – være medbærer for det andet menneske, som udholder ret meget.”

Han kommer med et eksempel fra en klient: “på mit kontor sidder et menneske (...) som har mistet sin søn i en voldsom ulykke for år tilbage. Hvilket, for rigtige mange mennesker og også for mig, giver rigtig meget mavepine bare at sige. Så uudholdeligt at skulle tænke på at begrave sine egne børn. Det, det her menneske så sagde til mig i går som begrundelse for at se mig, når jeg nu ikke kan få det her barn til at komme tilbage og ikke kan få den smadrede sjæl til at være hel igen, var at det de satte pris på hos mig - hvilket lige så godt kunne have været dig eller andre psykologer - var at de fik lov til at blive ved med at have det dårligt, at kunne få lov til at tale om det samme igen og igen. At det er præcis den samme historie man vender tilbage til, præcis de samme detaljer i ulykken, den person fik lov til at vende tilbage til.”

Han fortæller, at her ville andre måske blive træt af den samme fortælling, fordi det jo netop er det samme igen og igen. Han siger, at der i hans arbejdsfelt er plads til, at der ikke er så meget progression. “For når ens liv er blevet smadret af sygdom, død eller ulykke [...], så er det vel okay, at der er sket en så stor eksistentiel forandring, at hele idéen med, at vi skal udvikle os og blive bedre, finere, sødere og rigere, forekommer dybt absurd. Så handler det om bare lige præcis at kunne holde sammen på sig selv, sådan at man kan passe på sin nærmeste familie.” Han siger, at det ikke handler om lynhurtigt at stille diagnoser, finde løsninger og behandle og få noget til at gå væk, men at være i det. “Langt hen ad vejen er det jo eksistentialpsykologiens forståelse, som åbner de porte. Det gør mange andre psykologier ikke. De gør måske det modsatte.” Han forklarer, at mange andre psykologier måske i højere grad fokuserer på at finde fejl i stedet for. “For mig handler meget af arbejdet i sundhedspsykologiens felt om udholdenhed; det handler om at være sammen og bære noget, og det stiller så også krav til os i feltet, at vi skal kunne det eller lære at kunne det. Hvis man synes, at den del af psykologien, der handler om, at man skal finde fejl og få løst dem i en fart, er spændende, så vil jeg nok anbefale, at man beskæftiger sig med noget andet – uden at komme til at lyde alt for arrogant. Man vil typisk også opleve patienter og pårørende, der siger at ‘nu gør du det samme som alle andre. Du vil gerne skynde dig at få mig til at blive glad igen, men jeg bliver ikke glad igen, fordi jeg har fået en tumor på hjernen, og jeg er 22 år gammel, og jeg havde håbet at blive 82, men lægen siger jeg dør i løbet af et par måneder. Jeg bliver ikke glad igen. Hold op med at lege den leg’.” Han siger, at det i høj grad er psykologernes bidrag at kunne være sammen med et menneske i denne afmagt, uden at have en ambition om at fikse det.

Jeg spørger ind til, om han bliver påvirket af dette arbejde, som kan være fyldt med så meget mørke. “Absolut. Det er ikke en gratis omgang, men det er der ikke noget arbejde, der er. Jeg ville også blive påvirket af mit arbejde, hvis jeg var ansat i et fængsel eller ansat hos en bager.” Han siger, at for ham og mange af dem, han kender, så er lysten til at være sammen med mange mennesker i weekenden der ikke. “Når jeg har været på arbejde, med sygdom og død og ulykke og katastrofer og sorg, fra mandag til fredag, og har superviseret 10 læger og sygeplejersker, så har jeg ikke den store lyst til cocktailparty fredag aften. Men det har jeg det fint med. Jeg har aldrig haft lyst til cocktailparty fredag aften, så det er ikke, fordi det gør så meget – men lysten er i hvert fald ikke blevet større af det arbejde.”