Vi står sammen med befolkningen i Myanmar

Danmission:

Vi står sammen med befolkningen i Myanmar

„Vi truer ikke med at gå; vi truer med at blive – det er vigtigere end nogensinde, at vi bliver,“ siger ny konstitueret landechef for Myanmar Andreas Dybkjær-Andersson. Han holder kontakt med modige partnerorganisationer, der forsvarer demonstranter og kæmper for fred i et land, der for nylig blev kuppet af militæret.

Af Svend Løbner, freelancejournalist

De ringer, og han hører skud i baggrunden. De fortæller om en nonne, der lægger sig på knæ og beder politiet om at skåne demonstranter. De beder om ikke at blive glemt. Og Danmission rådgiver, uddanner og opmuntrer de lokale samarbejdspartnere, der med stort mod gør, hvad de kan, for de mennesker, der lider under situationen.

Andreas Dybkjær-Andersson er havnet midt i et militærkup, hvor generaler tager magten, overvåger befolkningen og slår hårdt ned på enhver protest. Militærkuppet i Myanmar har retning mod en humanitær katastrofe. Menneskerettigheder krænkes med brutal vold. Og Andreas Dybkjær-Andersson er som Danmissions konstituerede landechef for Myanmar et internationalt ankerpunkt for Danmissions partnerorganisationer. Selv om han sidder i Danmark. „Jeg har lige talt med folk dernede, hvor man kan høre skud i baggrunden. De vender computerens kamera ud ad vinduet og viser, hvordan folk løber fra protesterne, og hvordan politiet kun en gade væk forsøger at slå hårdt ned på demonstranter. Og folk råber og er bange for at blive fanget, for de har hørt om den tortur, der har været mod fanger,“ fortæller Andreas Dybkjær Andersson.

Drømme bliver knust

„Nogle siger: „Kan jeg få mine børn ud af landet? Hvad er det for en fremtid, der venter dem? Deres drømme er blevet knust.“ I denne uge var der en, der i desperation spurgte om det er muligt at bortadoptere sine børn til udlandet, så de ville have en fremtid. Det er en forfærdelig afmagt, forældre giver udtryk for – ikke kun på grund af corona, men også med en frygt for ikke at kunne give deres børn det, de ønsker. De voksne kender til at leve i et militærdiktatur – og det ønsker de for alt i verden ikke at deres børn skal opleve. Hvor skal de unge se hen? Er det mod de religiøse ledere, eller hvor ser man hen i denne situation? Noget af det, der giver håb, er at en ny generation af unge viser ledelse med stor kreativitet.“

Andreas Dybkjær-Andersson har netop fået en rapport om, at en af Danmissions samarbejdspartnere er flygtet midt om natten: „Militæret stod pludselig ved en af vores partnere, et teologisk seminarium, for at ransage det. De søgte efter en eller flere kvinder. Så den kvinde, det handlede om, flygtede over en mur og hen over rismarkerne og ind i bambusskoven midt om natten og har ikke turdet vende hjem siden. Hun bor nu på forskellige adresser. Hun er teologisk professor, og vores samarbejde med hende har blandt andet handlet om at arrangere teologiske seminarer om det vi kalder "kontekstuel teologi" - om hvordan vi fortolker teologi ind i nutiden og samfundet for at give mod og handlekraft.

Dygtige samarbejdspartnere

Andreas Dybkjær-Andersson er selv teolog og har også en kandidatgrad i udviklingsstudier. Den kombination får han rigeligt brug for lige nu. Sammen med erfaringen fra et arbejde med fokus på Mellemøsten, Afrika og Asien for bl.a. Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Ungdoms Fællesråd og Danske Kirkers Råd. „En spændende ting ved Myanmar, er, at vi bevidst samarbejder med ret forskellige partnere – og også arbejder med at få samarbejde imellem dem til at bære frugt. Nogle er kirkelige og religiøse, nogle er teologiske institutioner og nogle er organisationer, der arbejder med fred, retfærdighed og social udvikling. Det gør, at vi arbejder med forskellige religiøse og etniske grupper. Vi samarbejder med syv forskellige partnere i Myanmar og samlet er partnerne blandt andet gode til at arbejde med dialog og fremme fredelig sameksistens og udvikling.“ „Vi lader de forskellige partneres styrker komme i spil i et samarbejde,“ fortsætter Andreas Dybkjær-Andersson og fortæller blandt andet om, at dialogcenteret ved Myanmar Institute of Theology nu er knyttet sammen i et program med

lokale organisationer i delstaten Kachin i den nordlige del af Myanmar. „Det giver meget, fordi de lokale organisationer har en stor tilstedeværelse og legitimitet i området – også ude på landet og oppe i bjergene – og har mange kompetencer og medlemmer. Det giver tillid hos folk, når man laver dialog- og fredsarbejde på tværs af etniske og religiøse grupper. Samtidig giver det mening at bringe en national dialogorganisation i spil, fordi de har legitimitet og mange års erfaring med at arbejde for at vende adskillelse eller fjendtlighed mellem folk til samarbejde. Nogle fortæller, at de end ikke kunne være i samme rum tidligere. Men fordi vi har sat det op på denne måde, kan vi pludselig få dem til at mødes. Så det kan altså noget.“

Opbygger tillid i befolkningen

Dialogen hænger sammen med at handle – det er både samtalen, men også at man gør noget sammen, der er vigtig. Ud af det vokser der initiativer, som er vigtige for lokalsamfundet, forklarer Andreas Dybkjær-Andersson. „Til en begyndelse kan det være at organisere sportsbegivenheder eller bloddonation sammen. På sigt kan man så begynde at løse konflikter sammen eller gå i dialog med eller lægge pres på myndighederne for at skabe social udvikling.“

Hvad har været den primære udfordring?

„Corona har helt klart været en udfordring når vores aktiviteter blandt andet har handlet om at mødes med de etniske eller religiøse grupper, man normalt ikke samarbejder med. Pludselig kan ingen mødes fysisk. Det blev meget lukket. Men så fik vi lavet ting online og fik trænet vores partnere i det.“ „Derudover er det en udfordring, at landet tidligere har haft et militærdiktatur. Det har betydet, at man dengang ikke vidste, hvem man kunne stole på af naboer eller andre etniske og religiøse grupper. Så en udfordring, der kræver en tilgang om at opbygge tillid, har været nødvendig for at få nye samarbejder op at stå. En tidligere kultur af mistillid kræver, at vi i Danmission deltager i møderne og følger udviklingen tæt.“

Hvad betyder det så for den proces, at militærdiktaturet er tilbage på magten?

„Der er selvfølgelig enormt pres på. Militæret bruger en "del og hersk" strategi, og volden er grufuld. Lige nu har alle en fælles modstander i militæret, og mange er chokerede over, hvad der er sket. Alligevel er der flere af vores partnere, der intensiverer deres arbejde med fred og forsoning, hvor de bl.a. kan gøre brug af nogle af de netværk, som er etableret på tværs,“ fortæller Andreas Dybkjær-Andersson. „De siger: „Vores arbejde er vigtigere end nogensinde. Der kommer en tid, hvor vi skal bygge landet op igen. Derfor må vi fastholde visionen om et samfund, hvor forskellige religiøse og etniske gruppe lever i fredelig sameksistens.“ Den opgave er der jo stadigvæk, og de værdier og den vision vil de ikke miste, selvom der lige nu er et akut humanitært behov, fordi folk mangler mad og andre basale fornødenheder.“

Kirken går i brechen for demonstranterne

Hvad kan vi gøre fra Danmark – udover at gå i forbøn?

„Vi kan hjælpe med at holde fast. Vores lokale partnerorganisationer bliver i landet, uanset hvad der sker. De er integrerede i samfundet, og mange er rigtigt modige. Nogle går ud i frontlinjen, som vi så ved St. Columban's Cathedral i Myitkyina, hvor en nonne gik ud på gaden og kastede sig på knæ foran politiet for at beskytte demonstranterne.“ „Andre arbejder stille og roligt bag linjerne og forsøger at være der for mennesker i nød, uanset hvordan situationen udvikler sig. De voldelige konflikter har resulteret i nye internt fordrevne, som nogle af vores partnere har været med til at tage imod.

Danmission har også tænkt sig at blive med dem, der nu kæmper for menneskerettigheder, fred og sameksistens i Myanmar, fortæller Andreas Dybkjær-Andersson „Vi bliver i Myanmar. Vi truer ikke med at gå; vi truer med at blive.“