7 minute read

Det bobler af initiativ og frivillighed i Danmission Genbrug

Et år med corona har absolut ikke betydet stilstand og modløshed, men derimod gå-på-mod, nye ideer og flere frivillige, der ønsker at give en hånd med i vores butikker.

Af Kirstine Thye Skovhøj, freelancejournalist

Et par timer hver torsdag eftermiddag er det den 18-årige gymnasieelev Anna Katrine Bertram Svenningsen, der sørger for at ekspedere kunder og betjene kassen i Danmission Genbrug i Skanderborg. Mellem ekspeditionerne småsnakker hun med butikkens 80-årige alderspræsident og et af deres foretrukne emner er prissætning af varer.

“Det er faktisk meget rart at være sammen med nogle andre mennesker, end dem jeg er sammen med til daglig. Mine kollegaer i genbrugsbutikken har nogle helt andre erfaringer med i bagagen. Det synes jeg er rigtig interessant”, siger Anna Katrine Bertram Svenningsen.

Det er et år siden, at hun meldte sig som frivillig. Corona var for alvor løs i Danmark, og hun havde lyst til at gøre noget andet, end hun plejede:

“Jeg meldte mig, fordi jeg havde lyst til at være en del af en arbejdsplads, hvor det handler om at gøre noget godt for andre,” siger hun.

Lyst til at gøre noget

Og der er noget, der tyder på, at der er mange, der har det som gymnasieeleven fra Skanderborg. Da Danmission skulle genåbne genbrugsbutikkerne efter nedlukningen i 2020 meldte omkring 200 såkaldte coronafrivillige sig til at hjælpe med at genåbne udvalgte butikker. Dette års genåbning blev de fleste steder klaret af butikkens sædvanlige frivillige, men i løbet af marts stod det klart, at flere butikker mangler frivillige kræfter for, at butikkerne kan køre med fuld åbningstid. Derfor igangsatte Danmission Genbrug en digital hvervekampagne på Facebook og Instagram for at invitere nye frivillige med i fællesskabet.

I genbrugsbutikken i Skanderborg er de begejstrerede for at have fået flere yngre frivillige ind på holdet. Det fortæller Anne Marie Madsen, der er frivillig butiksleder:

“Min generation kan godt være noget tilbageholdende. Den afslappende tilgang, som de unge frivillige har, og gå-på-modet, det smitter af på os, og vi bliver inspirerede. Bare se den måde de unge går til kassen på, det er inspirerende i sig selv. De er lynhurtige til at lære nyt”.

I butikken i Skanderborg har de også besluttet, at personer fra Jobcentre, som skal i jobtræning også er velkomne, det samme er unge, der gerne vil i erhvervspraktik.

... fortsat fra side 3

Drop fordommene

Nogle af butikkens rutinerede frivillige var skeptiske overfor at skulle have unge frivillige ind. For ofte kan de yngre frivillige pga. studie eller arbejde kun binde sig til kortere vagter, pludselig skal de på ferie eller til eksamen. Men tvivlen og fejlfinderiet, mener Anne Marie Madsen er et udtryk for, at man selv er bange for at blive sat til side. „Hvis de unge kun kan være på vagt i halvanden time, så er det stadig en vigtig aflastning. Vi giver de unge en chance for at vise, de er stabile og til at stole på. Vi er voksne mennesker, der har pligt til at tilbyde et inkluderende fællesskab. Vi skal kunne rumme, at vi er forskellige som mennesker,“ siger hun og fortsætter: „Samtidig medvirker vores unge frivillige til, at yngre kunder også føler sig rigtig velkomne i vores butik. Så det giver i det hele taget en rigtig god energi og styrker samtalen mellem generationerne“.

Boblende frivillighed

Fra begyndelsen af marts til først i april har 125 nye frivillige meldt sig til at blive en fast del af holdet i vores butikker i fx Storkøbenhavn, Sjælland, Odense, Aarhus, Esbjerg og Holstebro. En stor del af dem, der gerne vil give en hånd med, er yngre frivillige, men der er også mange seniorer og ledige imellem.

Den boblende lyst til at komme ud og engagere sig, som mange danskere lige nu går rundt med, er forbundet med den lange kriseperiode med corona. Det vurderer Marie B. Holdt, der er chefkonsulent i virksomheden Ingerfair og gennem 20 år har arbejdet med frivillighed: „I krisetider får vi typisk lyst til at hjælpe andre. Det samme opstod efter Anden Verdenskrig, hvor meget frivillighed brød frem. Det er en blanding af, at vi er isolerede, vi føler os lidt magtesløse, vi keder os og vil gerne ud og møde nogle mennesker. Den lange periode med corona har skabt en fælleskabstrang og en lyst til at gøre noget - også selvom det bare er en lille smule“.

Marie B. Holdt understreger, at den type af frivillige, som lige nu melder sig, ikke nødvendigvis ligner de rutinerede frivillige, der allerede er ude i genbrugsbutikkerne. „De er ikke villige til at lægge så mange timer, og det bliver sikkert heller ikke i en meget lang periode. Hvis man vil have nye frivillige ind, så bliver man nødt til at rumme, at der skal være fleksibilitet og åbenhed overfor en ny type af frivillige, der ikke ligner de frivillige, der allerede er der“.

Hun påpeger, at i dag kan de, der ønsker at engagere sig som frivillig vælge og vrage mellem et hav af tilbud. Netop derfor er det altafgørende, at man som organisation finder ud af, hvad det er for et fællesskab, man kan tilbyde. „Tilbyder man et godt fællesskab, god stemning og sørger for at oplære de nye rigtig godt, samtidig med at man er indstillet på at droppe "plejer", men være åben over for de nye frivilliges input og ideer, så vil man lykkedes med at få nye frivillige med ombord,“ siger Marie B. Holdt.

Nedlukningsideer til både kunder og fællesskabet

Under coronanedlukningen af butikkerne skortede det ikke på gå-på-mod og initiativ: En del af Danmissions butikker har haft succes med salg via Facebook og Instagram fx vinduessalg og click and collect, rundt omkring i landet er Danmissions korps af frivillige muleposesyersker vokset, Danmission Lysstøberi har også været i gang i nedlukningsperioden og to helt nye butikker blev gjort klar til åbning i Brabrand og Svendborg.

I Danmission Genbrug i Randers oplevede de, at det salg som de kunne skabe via vinduessalg, på butikkens Facebook – begge dele som click og collect – ikke bare holdt relationen til kunderne varm, men også var med til holde liv i fællesskabet blandt de frivillige. „Vi var gode til at få ideer sammen og så få dem sat i værk,“ fortæller Flemming Vilslev, der har været frivillig gennem et par år, og uddyber: „Vi har fået rigtig god respons fra vores kunder, så vi fortsætter med at sælge varer via Facebook, og deler vores opslag i lokale Facebookgrupper - også selvom butikken er åben igen“.

En helt ny såkaldt shopin-shop spækket med nøje udvalgte retrovarer har set dagens lys i de tidligere Alverden-lokaler på Thriges Plads i Odense. Her er lækre fund fra 1960-70erne som keramik, vintage-tøj, nips og møbler. Det er en gruppe af 10 unge frivillige, der står bag den nye retro shop-in-shop. Én af dem er 29-årige Line Åxman: ”Vi vil gerne inspirere folk til selv at upcycle og se muligheder i de gamle møbler, der ellers bliver overset. Så derfor har vi også indrettet en lille workshop, hvor vi kommer til at åbne for små kreative kurser, hvor man kan arbejde med at upcycle de ting, man køber i butikken”.

Den nye retroshop er indrettet som et hjem, hvor man kan gå på opdagelse i køkken, stue og børneværelse efter fede retroting. Her ses Line Åxman i gang med gøre shoppen klar.

Line Emilie Lousda re-designer genbrugstøj. Foto: Peter From Jacobsen

Line forvandler brugte herreskjorter til modetøj

Line Emilie Lousdal forvandler brugte skjorter og nederdele til moderne ny-syede kjoler, toppe og bluser, der bliver solgt i genbrugsbutikken. Hun er uddannet tøjdesigner med en stor interesse for genbrug og bæredygtighed, og så er hun frivillig i den nye Danmission Genbrug Bazar Vest. “Bæredygtighed er enormt vigtigt for mig, og jeg har i længere tid gerne ville prøve at lave redesign, fordi det er fedt at kunne genbruge det tøj, som måske ville være sendt til forbrænding,” siger hun og uddyber: “Vi lever i et samfund, hvor der bliver produceret alt for meget tøj. Derfor er det vigtigt at kunne finde nogle løsninger, hvor vi laver det, der allerede er produceret, om til noget nyt. På den måde er re-design godt for miljøet”.

SoMe-redaktører

13 unge såkaldte SoMe-redaktører sørger for flotte fotos, skarpt og engagerende indhold til de (flere og flere) kunder, der følger Danmission Genbrug på Instagram. På Instagram er bæredygtighed, genbrugs-mode og indretning populære emner, og det er hele 40% af den danske befolkning, der har en profil på Instagram (70% har på Facebook og 41% på LinkedIn). Netop derfor er det et yderst relevant sted for Danmission Genbrug at komme i kontakt med endnu flere kunder.

Cecilie og Josefine er frivillige SoMe-redaktører for butikkerne i Nørresundby og Aalborg på Instagram-profilen “danmissiongenbrugaalborg”.

Find Danmission Genbrug på Instagram

X danmissiongenbrugodense X danmissiongenbrugaarhus X danmissiongenbrugkbh X danmissiongenbrugaalborg X danmissiongenbrugroskilde X danmissiongenbrugosted X danmissiongenbrugsvenstrup X danmissiongenbrugsvendborg X danmissiongenbrughelsingoer X Danmission Genbrug Rønde X Danmission Genbrug Nykøbing F

This article is from: