Ny Mission 5

Mission og etik Redaktør Harald Nielsen

Ny Mission 5

Dansk MissionsrĂĽd i samarbejde med Unitas Forlag 2003

Mission og etik Ny Mission nr. 5 – 2003 Redigeret af Harald Nielsen ©Unitas Forlag Valby Langgade 19 2500 Valby Telefon: 36 16 64 81 Fax: 36 16 08 18 www.unitas.dk E-mail: forlag@unitas.dk Udgivet i samarbejde med Dansk Missionsråd 1. udgave 1. oplag

Omslag: Pedersen og Pedersen, Århus Omslagsfoto: Danmission Tryk og layout: Rødding Bogtrykkeri ApS ISBN: ISSN: 1

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af indholdet eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og CopyDan eller med forlagets skriftlige samtykke.

2

Indhold Mission og etik Af missionssekretær Harald Nielsen

side 4

God adfærd i mission Af sognepræst Knud Sørensen

side 9

Dokumentation: Etiske retningslinier for Dansk Missionsråd

side 13

Etik og organisationsetik Af professor, dr.theol. Svend Andersen, Aarhus Universitet

side 20

Det handler om værdighed Af fhv. minister Svend Auken, MF

side 30

Mål og midler Af generalsekretær Flemming Kofod-Svendsen, ISOBRO

side 36

Etikken i partnerskab Af generalsekretær, dr. theol. Fidon Mwombeki, Tanzania

side 46

Dollardjævelen Af rektor, dr. Ramesh Khatry, Nepal

side 54

Etiske retningslinier for både bødler og ofre Af konsulent Jørgen Nørgaard Pedersen

side 58

Dokumentation: International Cooperation Cambodia - Identitet, værdier, vision og mission

side 61

Mission, medier og etik Af kultursociolog Elizabeth Knox-Seith

side 65

Missionens etik Af sognepræst Jens Chr. Nielsen

side 73

Dialogens etik Af vicedirektør Chr. M. Hermansen, Kyoto, Japan

side 79

Tanker og erfaringer om dialogens etik Af missionær Arngeir Langås, Zanzibar

side 86

Takt og tone Af netværkskoordinator Birthe Munck-Fairwood

side 92

Dokumentation: Takt og tone i religionsmødet

side 94 3

Mission og etik Af missionssekretær Harald Nielsen

Dette nummer i skriftserien Ny Mission handler om mission. Og det handler om etik. Om god adfærd i de organisationer, som arbejder med mission. Og derved om grundlæggende holdninger i missionens væsen.

Anledningen er, at Dansk Missionsråd i vinteren 2002-03 ved to repræsentantskabsmøder vedtog et dokument med navnet: “Etiske retningslinjer for Dansk Missionsråd.” Dokumentet har været undervejs et par år gennem et udvalgsarbejde og er forpligtende for alle medlemsorganisationer i Dansk Missionsråd.

Dokumentet er vigtigt. Ikke kun for Dansk Missionsråd og dets medlemsorganisationer, men for de kirkelige organisationer generelt. Den selvfølgelighed, der tidligere var omkring de frie kirkelige organisationers værdigrundlag, er flere gange i de senere år sat på prøve. Derfor er vedtagelsen af dette dokument en god anledning til, at man rundt omkring i det kirkelige landskab sætter sagen på dagsordenen og derved klargør det etiske grundlag, man udfører sit arbejde på. Det vil denne bog gerne bidrage med. Den vil være oplagt som oplæg til en studiedag i bestyrelsen eller menighedsrådet. Artiklerne er ikke speciel skrevet ud fra Dansk Missionsråds interesseområde, men der er søgt sat generelle etiske problemer på dagsordenen.

Som indledning til bogen introducerer Dansk Missionsråds formand, sognepræst Knud Sørensen, arbejdet med de etiske retningslinjer og arbejdet med udarbejdelsen af dem. “Der lægges på ingen måde op til ensretning af medlemmernes arbejde. Dokumentet handler ikke om missionsteologi eller om bestemte former for forkyndelse og menighedsliv. Aftalen handler om god opførsel,” hedder det bl.a. i artiklen, der samtidig slår fast, at hvis et medlem af missionsrådet ikke overholder aftalerne, vil det i sidste ende kunne føre til eksklusion. Som forlængelse heraf bringes som dokumentation selve dokumentet.

4

Derpå følger en artikel, Mission og Organisationsetik, af professor, dr.theol.

Svend Andersen, Aarhus Universitet, hvor der sættes fokus på etikbegrebet og værdibegrebet. Svend Andersen diskuterer begrebet “værdi” på baggrund af, at det mere og mere bruges i virksomheder og den politiske debat som grundlag for formuleringen af etiske retningslinjer. I denne forbindelse ser Svend Andersen idéhistorisk på begrebet og påpeger det uheldige i denne udvikling, al den stund at værdier er relative og altså kan skiftes ud, og han citerer en erhvervsleder for at udtale: “Vi formulerer de værdier, som vi mener svarer til virksomhedens målsætning, og vi forventer, at alle medarbejdere tilslutter sig dem. Muligvis ændrer vores målsætning sig om tre år, og så vælger vi nogle andre værdier.” En virksomheds værdier er grundlag for en relativistisk etik, spørgsmålet er, om denne sammenhæng med værdier også har indflydelse i organisationernes måde at tænke på? Svend Andersen advarer derfor mod, at man uformidlet overfører virksomhedstænkningen til de kirkelige organisationer.

Tidligere minister Svend Auken, nærmer sig problemstillingen fra en anden vinkel - den praktiske. Han skriver meget personligt ud fra erfaringer, han har haft bl.a. gennem rejser med Folkekirkens Nødhjælp. Med udgangspunkt i kærlighedsbudet understreger han nødvendigheden af at hjælpe uden bagtanke og skriver: “Vi mennesker vil aldrig kunne leve op til den fuldkomne kærlighed, men vi får i Guds kærlighed til os frisat kræfter der gør os i stand til at hjælpe uden bagtanke om egen vinding og bekvemmelighed den næste der har vores støtte behov. Vi mennesker skal hjælpe fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Vi må yde en indsats.”

Med den baggrund peger han på menneskerettighederne som en nødvendig og naturlig del af forkyndelsen af det kristne budskab. Samtidig peger han på, at den kontekst hjælpen finder sted i, rejser etiske dilemmaer, der sætter de etiske retningslinjer i relief, fordi hverdagen i praksis langt fra Danmark kan være ganske forskellig fra den ideelle virkelighed, vi ønsker vort arbejde udført under.

En anden tidligere minister, generalsekretær Flemming Kofod-Svendsen, ISOBRO, arbejder i sin artikel, Mål og Midler, med forholdet mellem organisationernes formål og den virkelighed, man arbejder under i indsamlingsarbejdet. Et gammelt ord siger, at den sidste, der bliver omvendt er ens pengepung. Deri afspejles den følsomhed, der er gemt i forholdet 5

mellem formål og økonomi. Der skal penge til at udføre arbejdet. Det er alle enige om. Alligevel tager vi afstand fra den gamle sætning om, at hensigten helliger midlet. I den forbindelse har alle de kirkelige organisationer, store og små, brug for hele tiden at føre en intern diskussion om, hvordan man opfører sig i et så følsomt område som indsamlingsarbejdet. Giveren må aldrig være i tvivl om, at det er fuldstændigt frivilligt, at man giver til en given sag. Samtidig har man brug for at føre en debat om forvaltningen af de betroede midler. Derfor må man udarbejde klare gennemskuelige og åbne regnskaber, hvor offentligheden kan føre tilsyn med, at de betroede midler er anvendt i overensstemmelse med formålet.

Det kan i denne forbindelse synes forunderligt så lidt tid, der bruges ved kirkelige organisationers landsmøder/repræsentantskabsmøder til at diskutere budget og regnskab.

Men ét er de smukke ord, tænkt og talt i Danmark. Noget andet er, hvordan de opleves set fra Afrika og Asien. Redaktionen har derfor bedt to samarbejdspartnere om at kommentere etikken ud fra deres kontekst. Det drejer sig om generalsekretæren i Nordveststiftet i den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania, dr.theol. Fidon Mwombeki, og rektor for det eneste videnskabelige teologiske bibliotek i Nepal, dr. Ramesh Khatry.

Begge har et indgående kendskab til Danmark og var bl.a. talere ved Danske Kirkedage 2001. Fidon Mwombeki skriver om Etikken i Partnerskabet og peger på, at skønt den gode vilje, er der lang vej tilbage før der er tale om et reelt, ligeværdigt partnerskab mellem kirkerne i nord og i sydøst. Ramesh Khatry skriver i sin lille artikel, Dollardjævelen, om hvor sårbare man er i en fattig kirke i Asien over for de økonomisk mægtige kirker, der kan se, hvad kirken trænger til og har pengene til at finansiere det med. Derved sættes kirkens eget demokrati og selvværdighed over styr. Det kræver i høj grad takt og finfølelse at hjælpe en fattig kirke.

Det understreges i Dansk Missionsråds Etiske Retningslinjer, at de er forpligtende for ikke blot medlemsorganisationerne og deres arbejde i Danmark, men også rundt omkring i verden, hvor man arbejder. Derfor har redaktionen valgt at give et eksempel på, hvordan dette gøres konkret i et af de arbejdsområder, hvor en medlemsorganisation, Danmission, arbejder. Det drejer sig om Cambodja, hvor kristen mission er af meget ny dato, og hvor man var igennem et rædselsregime under Pol Pot fra 1975 til 1978. Hvordan håndterer man at holde gudstjeneste og udføre kirkeligt 6

arbejde i en menighed, der i dag rummer såvel bødlerne som ofrene fra den traumatiske periode?

Konsulent Jørgen Nørgaard Pedersen, der som generalsekretær i Santalmissionen var med fra starten i Cambodja introducerer arbejdet i Cambodja og den organisation, arbejdet udføres gennem og fortæller om, hvordan man her udformede etiske retningslinjer for arbejdet - tidligere end man fik etiske retningslinjer i Dansk Missionsråd. Efterfølgende bringes som dokumentation det cambodjanske dokument.

Alle kirkelige organisationer vil gerne i medierne. Især hvis man har en god historie, der kan styrke indsamlingen. Men når det er de negative overskrifter, ser situationen ofte anderledes ud. Så vil vi helst være fri for medieomtale. Kultursociolog Elizabeth Knox-Seith, der i en del år har arbejdet med de kirkelige organisationer og medier skriver om Mission, Medier og Etik, og skriver bl.a., at man må have mod til at præsentere spændende historier overfor en presse, som fungerer udfra helt anderledes etiske principper end dem, man selv værdsætter.

Et spørgsmål, der ofte rejses udefra mod missionen, er: “Med hvilken ret driver I mission og derved griber ind i menneskers dybeste selvforståelse?” Derfor har vi bedt sognepræst Jens Chr. Nielsen, der har en lang erfaring i mission, dels fra forskellige missionsselskaber, dels fra Dansk Missionsråd, dels teoretisk gemmen livslange studier i mission, om at skrive om Missionens Etik, hvor han bl.a. fastslår: “At påstå at et trosskifte er lig med en social eller kulturel voldførelse af mennesker er lige så urimelig som at hævde, at et trosskifte ingen sociale og kulturelle konsekvenser har eller kan have.”

Mission kommer til udtryk bl.a. gennem samtaler med mennesker af anden tro. I den forbindelse har redaktionen bedt to personer, der til daglig arbejder med dialog under forskellige former om at give deres bud på Dialogens Etik. Christian M. Hermansen, arbejder i den buddhistiske verden som vicedirektør på de japanske kirkers Studiecenter for Japanske Religioner, skriver med erfaringer fra sit arbejde om grundreglerne for dialog. Arngeir Langås, arbejder som missionær på den muslimske ø, Zanzibar, med at opbygge relationer mellem øens muslimske flertal og det kristne mindretal på øen. I den forbindelse opstiller han en række kri7

terier for sit arbejde og konkluderer, at den gode samtale er et kunstværk.

Som afslutning bringer vi som dokumentation det dokument om Takt og Tone i Religionsmødet, som blev udgivet af Tværkulturelt Center for et par år siden. Dette dokument indledes af Netværkskoordinator Birthe Munck-Fairwood.

Etiske Retningslinjer for Dansk Missionsråd er et godt dokument, som fortjener ikke blot at blive sat ind i et ringbind i arkivets glemsel, men blive læst og genlæst, brugt og diskuteret igen og igen. Vi håber denne bog må medvirke til at fastholde debatten i organisationer og menigheder.

Redaktionen takker alle de mange bidragydere, som så beredvilligt har sagt ja til at skrive indlæg til denne bog. Samtidig rettes en tak til pastor Knud Ochsner og sekretær Caroline Winther, Danmission, for deres hjælp med oversættelser af artikler.

Hellerup, den 6. august 2003 Harald Nielsen Redaktør af Ny Mission

8

God adfærd i mission Af sognepræst Knud Sørensen, Måløv, formand for Dansk Missionsråd

Dansk Missionsråds bestyrelse nedsatte i foråret 2001 et udvalg, der fik til opgave at udarbejde et sæt retningslinjer for god adfærd i Dansk Missionsråd og dets medlemsorganisationer. Redaktionen har bedt missionsrådets formand om at præsentere baggrunden for dette initiativ, der er forpligtende for de enkelte medlemsorganisationer. Efterfølgende bringes selve dokumentets tekst.

Mission går over grænser, selv om det i vore dage sjældent er geografiske grænser. De nye etiske retningslinjer for medlemmer af Dansk Missionsråd (DMR) beskriver opgaven som “i ord og gerning at bevidne Kristi sandhed i nye folkelige og kulturelle sammenhænge”.

Det grænseoverskridende gælder alle grænser: religiøse, kulturelle, geografiske. Det er længe siden den geografiske dimension var afgørende. Mission drejer sig ikke om at rejse langt, men om at gøre en bevidst indsats for at nå mennesker uden for mine egne sammenhænge.

De fleste missionærer i dag rejser slet ikke. Hvad enten man lever i Danmark, i Tanzania eller i Indien f.eks., så lever man blandt mennesker af anden tro, mennesker der har lige så meget ret til at høre om Guds kærlighed som en selv. Derfor skal vi alle repræsentere og præsentere den kristne tro. Somme tider sker det tilfældigt, men derudover er en målrettet indsats med forberedelse og opsamling af erfaringer nødvendig. Derfor har vi missionsorganisationer som selskaber eller som afdelinger inden for kirken. Nogle af os har det som vores særlige opgave inden for menighedens og kirkens rammer.

Hvorfor skal der laves etiske retningslinjer for det, skal DMR nu ride med på den bølge? Ja, det skal vi, for vi har ikke noget at skjule, og vi må kunne gøre rede for, hvilke principper vort arbejde gøres efter. Som alle 9

andre er missionsorganisationerne påvirket af omverdenens forventninger og omverdenens kendskab til vort arbejde. Kendskabet til kristendom og mission er det ofte småt med uden for vore egne rækker. Derfor er det ekstra vigtigt, at retningslinjerne for vort arbejde er beskrevet på en måde, så interesserede kan sætte sig ind i, hvordan vi arbejder, og hvad vi bruger vore ressourcer til, både penge og arbejdskraft.

Samtidig er de etiske retningslinjer et spejl, som vi holder op for os selv.

Det er godt med jævne mellemrum at holde øje med, om vores praksis svarer til det vi siger, når vi holder taler, og om vores praksis er tidssvarende, eller om vi er blevet hængende i noget, som vi burde ændre.

I nogle år har DMR fået et par nye medlemmer om året, og flere overvejer, om de skal søge optagelse. Med de etiske retningslinjer har vi fået et godt redskab til klart at fortælle interesserede organisationer, hvilket fællesskab de i givet fald bliver en del af, og hvilke krav der stilles til dem.

DMR er en paraplyorganisation med vidt forskellige medlemmer, men noget er vi fælles om, og dette fælles skal vi kunne gøre rede for. En betingelse for på troværdig vis at kunne udfylde vores plads i samfundet og for at kunne forhandle med myndigheder samt svare på spørgsmål fra offentligheden, f.eks. journalister, det er at beretninger om arbejdet og økonomien er aktuelle og sammenlignelige. Det kan egentlig ikke diskuteres, og når det så er et krav fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), at vi som medlemmer her ikke blot skal overholde de etiske retningslinjer for ISOBRO, men derudover formulere et sæt etiske retningslinjer for vort eget arbejde, så var tiden kommet til at få retningslinjerne udarbejdet.

I marts 2001 nedsatte bestyrelsen et udvalg til at arbejde med etiske retningslinjer for DMR, og på repræsentanskabsmødet i april 2003 blev retningslinjerne vedtaget. I afsnittet om regnskab og revision er der en “løfteparagraf”, nemlig omtalen af fælles retningslinjer for regnskabsføring. De er ved at blive udarbejdet med hensyntagen til både ISOBROkrav og medlemmernes forskellige størrelse og arbejdsformer. Hensigten er, at den samme økonomiske oversigt skal opfylde kravene fra både ISOBRO og DMR, samtidig med at den giver medlemsorganisationens ledelse et nødvendigt overblik over den økonomiske situation.

10

Regler for et klagenævn afslutter de etiske retningslinjer. Det er noget nyt i DMR-sammenhæng, men det er nødvendigt at kunne give et klart svar på, hvad der sker, hvis et medlem ikke overholder aftalerne. Vi har ikke bare skrevet et papir, vi har lavet en aftale om, hvad vi er fælles om, og hvad vi står sammen om over for omverdenen. Sanktionerne kan være en påtale, som i alvorlige tilfælde kan offentliggøres. Hvis sagen er så alvorlig, at den pågældende organisation må anses for at have sat sig uden for DMR’s etiske retningslinjer, forelægges den for repræsentantskabet, der tager stilling til eventuel eksklusion.

Der lægges på ingen måde op til ensretning af medlemmernes arbejde.

Dokumentet handler ikke om missionsteologi eller om bestemte former for forkyndelse og menighedsliv. Aftalen handler om god opførsel, med dokumentets ord “retningslinjer for god forvaltning”. Det er op til den enkelte organisation at definere sit arbejde, herunder om man vil lægge geografiske begrænsninger for indsatsen, men retningslinjerne skal gælde for hele arbejdet, uanset hvor i verden man bruger sine kræfter og uanset om medarbejderne er lønnede eller ulønnede (kaldet frivillige, men det er vi egentlig alle sammen).

Retningslinjerne gælder også for samarbejdet om mission i Danmark. Der er et broget mønster af kirker, som arbejder for at udbrede evangeliet i Danmark. Efterhånden findes der adskillige menigheder med baggrund i bestemte etniske grupper, ofte etableret ved at en menighed eller en kirke i udlandet har sendt missionærer til Danmark for at få nye menigheder etableret, somme tider ved at “gamle” missionsorganisationer har ansat medarbejdere med en anden etnisk og religiøs baggrund. Endnu har ingen af de udenlandske missionsorganisationer søgt medlemskab af DMR, men der er mange personlige kontakter.

Mange ville nok have forventet en fyldigere omtale af udviklingsarbejde.

Det er ofte en synlig del af missionsarbejdet i de tilfælde, hvor det foregår i fattige lande, og en del medlemsorganisationer søger midler til u-landshjælp fra DANIDA, EU m.fl. De etiske retningslinjer skal også kunne bruges i den sammenhæng, derfor er der f.eks. et afsnit om miljøbevidsthed, men i øvrigt er mange af DMR’s medlemmer også medlemmer af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U), der har deres egne 11

dokumenter om værdigrundlag, målsætninger osv., som er mere udførlige end retningslinjerne for DMR som helhed.

Sammenlignet med udviklings- og nødhjælpsorganisationer er missionsorganisationernes særlige profil, at vi lægger vægt på kirkens forkyndelse, på gudstjeneste, uddannelse af medarbejdere til menighedslivet, fællesskab med menigheder i Danmark osv. Det skal de etiske retningslinjer hjælpe os til at fastholde og til at praktisere på de vilkår, der gælder lige nu.

Knud Sørensen, sognepræst og cand. theol., f. 1941, er formand for Dansk Missionsråd. I årene 1973-79 var han missionær i Tanzania, udsendt for Det Danske Missionsselskab. Efter årene i Tanzania vendte han hjem for at arbejde først som missionssekretær for Afrika og senere som generalsekretær i Det Danske Missionsselskab. Siden 1988 har han været sognepræst i Måløv.

12

DOKUMENTATION:

Etiske retningslinier for dansk missionsråd - code of conduct Indledning Mission betyder sendelse. Missionsorganisationerne er dannet som ramme for grænseoverskridende mission, hvor mennesker udsendes til i ord og gerning at bevidne Kristi sandhed i nye folkelige og kulturelle sammenhænge.

Medarbejdere i kristen mission må forstå deres opgave som tjenere for Jesu Kristi evangelium. Herudfra må handlemåder i mission bedømmes og hele tiden nyformuleres. Det er i dette overordnede lys, at de foreliggende Codes of Conduct skal ses.

Dette dokument udtrykker de retningslinjer for god forvaltning, som Dansk Missionsråds (DMR) medlemskreds står sammen om. Retningslinjerne er gældende for DMR’s medlemmers praksis såvel i Danmark som i andre lande.

A. Mål og metoder 1. Partnerskab Partnerskab udtrykker i DMR’s brug af ordet, at alle kirker og missionsorganisationer sammen med alle kristne i hele verden er ligeværdige lemmer på Kristi legeme. Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal planlægge, gennemføre og evaluere arbejdet sammen med deres lokale partnere.

Samarbejdet bygger på, at ingen af partnerne dominerer over den anden.

Partnerne vælger frit at samarbejde og hver især bidrager til dette på de områder, hvor det findes ønskeligt og muligt. Vi er bevidst om, at alt samarbejde udvikles og ændrer sig, og at partnerne i frihed kan drage de konsekvenser af ændringerne, som de finder rigtige. Det handler ikke om at frigøre sig af hinanden, men om at partnerskabet udvikler sig på nye måder.

13

2. Menneskerettigheder Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal i deres eget arbejde respektere internationalt anerkendte menneskerettigheder (FN’s og Europarådets menneskerettighedskonventioner) og arbejde for, at disse menneskerettigheder respekteres.

3. Landets love Missionsorganisationerne og deres medarbejdere bør respektere lovene i de lande, hvor de arbejder. Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal afstå fra deltagelse i korruption, bestikkelse og andre ulovlige og uetiske økonomiske transaktioner i både organisationernes arbejde og medarbejdernes private aktiviteter.

4. Kultur Missionsorganisationerne og deres medarbejdere bør respektere kultur og sædvane i de samfund, hvor de arbejder. Denne respekt indebærer imidlertid ikke, at missionsorganisationerne og deres medarbejdere ikke kan forholde sig kritisk til aspekter af de lokale kulturer, ligesom de også må være åbne over for at lade deres egen kultur kritisere.

5. Forkyndelse i frihed Missionsorganisationerne og deres medarbejdere har i ethvert land en forpligtelse til i samarbejde eller forståelse med de lokale kirker at præsentere evangeliet for mennesker af anden tro. Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal undgå enhver brug af magt, trusler, manipulation eller vildledning i forbindelse med forkyndelse af evangeliet i ord og handling.

Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal behandle tilhængere af andre religioner med respekt og arbejde for såvel kristnes som ikke-kristnes ret til at leve i overensstemmelse med deres tro og overbevisning.

6. Fred og forsoning Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal arbejde på at skabe fred og forsoning mellem etniske grupper, mellem religioner og mellem alle andre grupperinger, således at de lokale samfund styrkes.

14

7. Social retfærdighed Missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal prioritere lokalsamfundenes behov og skal i deres arbejde søge at fremme social retfærdighed bl.a. gennem fortalervirksomhed. Henvendelse til lokale myndigheder og offentlighed er normalt den lokale kirkes ansvar. Missionsorganisationerne skal både i Danmark og internationalt arbejde for, at svage partneres behov tilgodeses.

Nødhjælpsindsats skal gennemføres uden hensyn til de berørte befolkningsgruppers køn, religiøse, etniske, politiske, racemæssige eller nationale tilhørsforhold.

B. Miljøbevidsthed Gennemførelsen af opgaver eller projekter skal tilrettelægges med størst muligt hensyn til et begrænset ressourceforbrug og begrænsede miljømæssige skadevirkninger. Anvendelsen af produkter skal foregå uden unødvendigt spild eller forurening (biologisk, kemisk, støjmæssigt, visuelt eller andet). Restprodukter skal i videst muligt omfang genbruges, omarbejdes eller recirkuleres. Dette gælder også, hvor der ikke er umiddelbart økonomisk eller tidsmæssigt incitament til en sådan adfærd.

Mulighederne i den moderne teknologi for hensyntagen til både mennesker, natur og materiel skal udnyttes mest muligt. I forhold til både samarbejdspartnere og målgrupper skal respekten for skaberværket tydeligt fremgå som en integreret del af helhedssynet.

C. Kommunikation 1. Målsætning Missionsorganisationerne bør være med til at sætte dagsordenen inden for mediernes dækning af mission, udviklingsbistand og nødhjælp. Missionsorganisationerne vil gennem kommunikation præge modtagerne og stimulere til ændring af holdninger og værdier, der giver målgruppen mulighed for at handle i overensstemmelse med disse ændringer.

2. Budskab Missionsorganisationernes selvforståelse, værdier og formål skal være klart beskrevet. Missionsorganisationerne skal bringe korrekte informa15

tioner, der i videst muligt omfang er kontrolleret kritisk med angivelse af kilde. Missionsorganisationerne må ikke imod bedre viden levere oplysninger, som kan være krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen. Missionsorganisationerne skal informere om arbejdet med respekt for den selvforståelse, modtagerne af deres ydelser og de lokale partnere udtrykker. Missionsorganisationerne bør på forespørgsel have fuld åbenhed over for medierne i alle sager, der har almen interesse. Missionsorganisationerne bør på forespørgsel informere om forvaltningen af organisationens ressourcer.

3. Henvendelse til afgrænsede målgrupper Missionsorganisationerne bør på forespørgsel fremlægge kriterierne og kilderne for udvælgelse af målgrupper. Missionsorganisationerne må ikke videregive personoplysninger/adresser uden pågældendes accept.

4. Medieetik Missionsorganisationerne bør tilkendegive over for målgruppen, hvorvidt målet med kommunikationen er profilering, fundraising, fortalervirksomhed, oplysning eller en kombination af disse. Missionsorganisationerne skal drive fortalervirksomhed og fundraising med respekt for værdigheden hos dem, der fortales/rejses penge for. Missionsorganisationerne skal anvende billedmateriale med angivelse af kilde, hvor det er relevant, på en måde der sikrer, at afbildninger ikke er krænkende eller virker agtelsesforringende for nogen.

D. Ledelse og Personale 1. Ledelse Missionsorganisationernes formål og målsætning skal være beskrevet og danne baggrund for deres overordnede ledelse. Ledelsen bør være repræsentativ for den enkelte organisations folkelige bagland og i overensstemmelse med organisationens målsætning. Ledelsesformen må afspejle et kristent livs- og menneskesyn, hvor bl.a. omsorg for personalet og sund forvaltning vægtes højt. Relevant ekspertise bør være til rådighed for ledelsen.

2. Medarbejdere Medarbejderne bør - hvad enten de er ansatte eller frivillige - sikres til16

fredsstillende arbejdsforhold, som fremmer løsningen af arbejdsopgaverne. Fleksibilitet og medindflydelse må tilpasses, så den enkeltes evner og ressourcer udvikles i takt med arbejdsopgaverne. Stillingsbeskrivelser skal være klare og veldefinerede, og de bør justeres, så den personlige udvikling fremmes. Det er ledelsens ansvar, at disse ting indgår i aftalen med samarbejdspartnerne om placering af medarbejdere både i andre lande og i Danmark. Frivillige indgår i arbejdet som en særlig ressource og skal både betragtes og behandles som værdsatte medarbejdere.

Der skal foreligge klare skriftlige aftaler om tjenesteforhold, arbejdsopgaver og ansvarsområder, som løbende justeres og udvikles under udsendelsesperioderne, og der bør være aftaler om en tillidsmandslignende ordning under tjenesteforholdene. For volontører skal der være tilsvarende ordnede forhold omkring udsendelsen under hensyntagen til forskelle i forudsætningerne for volontørtjenesten samt længden og karakteren af den.

Missionsorganisationerne bør have et helhedssyn omkring personaleforhold. Dette helhedssyn må blandt andet forholde sig til, hvad det indebærer at leve og arbejde under fremmede forhold både for den enkelte og for den evt. medfølgende familie. Udlændinge i Danmark bør have mulighed for regelmæssige besøg af missionssekretæren fra hjemlandet.

Medarbejderne er først og fremmest forpligtet på, at de repræsenterer den kristne tro og må indrette deres liv og gerning på dette. Uanset hvilken konkret opgave, man er kaldet til i mission, skal man være et vidne om den kristne tro samtidig med, at man er en god fagperson i sit konkrete job.

E. Indsamling og økonomi 1. Formueforvaltning og budgettering Alle love og bekendtgørelser på det økonomiske område skal overholdes efter både bogstav og ånd.

Der bør være et velbegrundet forhold mellem organisationens indtægter, aktiviteter og formue.

17

Der bør udarbejdes en etisk ansvarlig politik for den enkelte missionsorganisations formueforhold og -forvaltning.

Organisationen bør have klare retningslinjer for omfanget og arten af administrative udgifter.

Organisationen bør have klare skrevne regler for økonomiske forhold vedrørende rejser og kørsel samt for udgifter til repræsentation.

Der bør udarbejdes årlige budgetter med procedurer for håndtering af overskridelser.

2. Indsamlinger Ved indsamlinger skal der være et klart formål, og der må ikke bruges navne og udtryk, som leder til forveksling med andre organisationer. Der må ikke bruges omtale, illustrationer eller begreber, som er indsamlingen uvedkommende. Deltagere i indsamlinger skal tydeligt kunne identificeres både ved personlige henvendelser og via telefon. Indsamlere må ikke udøve pres og skal desuden optræde høfligt og være i stand til at svare på de mest grundlæggende spørgsmål vedrørende indsamlingen.

Ved løbende frivillige engagementer, som f.eks. abonnementer og fadderskaber, skal der være klare regler for aftalen, og det bør fremgå, at der er tale om ordninger, som kan opsiges til enhver tid.

3. Gaver og øremærkede midler Der bør foretages en effektiv og detaljeret registrering af samtlige gaver, så der i størst muligt omfang tages hensyn til individuelle ønsker, herunder ønske om anonymitet og frabedelse af henvendelser. Gavebeløb med øremærkning til specielle formål skal udbetales inden for en rimelig tidsfrist, som afhænger af projektets omfang. Missionsorganisationerne bør informere klart om, hvor stor en andel af øremærkede gaver, der anvendes til administrative formål.

4. Eksterne samarbejdspartnere Missionsorganisationerne skal have klare retningslinjer for udbetaling af projektmidler til eksterne grupper og samarbejdspartnere, herunder også opfølgning og evaluering af sådanne projekter. Organisationerne bør anvende habilitetskrav ved ekstern assistance, og der bør gives oplysning om omfanget af vederlag for tjenesteydelser og fastsættelsen heraf.

18

5. Regnskab og revision Missionsorganisationernes regnskaber skal give et retvisende billede af de økonomiske forhold. Præsentationen skal sikre en høj grad af gennemskuelighed. Gør særlige forhold sig gældende for organisationerne, skal disse præsenteres. Organisationerne skal udvise åbenhed omkring regnskabet og tilsende regnskabet til interesserede på anfordring. Revision skal ske ved statsautoriseret eller registreret revisor eller andre uafhængige revisorer, som er valgt på betryggende vis.

Det forudsættes i øvrigt, at Missionsrådets medlemmer følger de fælles retningslinier for regnskabsføring, for at gøre regnskaberne sammenlignelige og muliggøre fælles redegørelser for de samlede aktiviteter.

F. Klagenævn DMR’s bestyrelse nedsætter et klagenævn efter retningslinier vedtaget af repræsentantskabet.

Klagenævnet træffer selv afgørelse inden for de vedtagne retningslinjer om konsekvenserne af en klage, dog skal eventuel eksklusion forelægges for repræsentantskabet.

Godkendt på Dansk Missionsråds Repræsentantskabsmøde den 20. november 2002 og 9. april 2003.

19

Mission og organisationsetik Af Svend Andersen, dr. theol., professor i etik og religionsfilosofi, Aarhus Universitet

Gennem de senere år har ordet etik fået en meget central placering i den folkelige bevidsthed. Man taler rask væk om “etik og moral” uden tilsyneladende at reflektere dybere over, om de to begreber er synonymer eller forskellige i betydning og indhold. I virksomhedssproget taler man også om etik som en del af den virksomhedskultur, der er moderne for tiden. Redaktionen har bedt professor Svend Andersen, Aarhus Universitet, om at læse med på Dansk Missionsråds Etiske Retningslinjer og give sin kommentar til selve den kendsgerning, at man har besluttet sig for at udarbejde sådanne retningslinjer, samt om forholdet mellem mission og etik.

I de seneste årtier er der talt meget om etik. Det skyldes flere ting. Den mest iøjnefaldende årsag er udviklingen inden for biologi og lægevidenskab, med et fremmedord biomedicinsk teknologi. Nye muligheder for at gribe ind i menneskelivet - reagensglasbefrugtning, fosterdiagnostik, organtransplantation og mange flere - har aktualiseret etikkens gamle spørgsmål om den rette måde at behandle mennesker på.

Den diskussion, som bl.a. Det Etiske Råd har stimuleret, har imidlertid afsløret vanskelighederne ved at føre en etikdiskussion i nutidens Danmark. Det er tydeligt, at den gamle enhedskultur for længst er blevet afløst af en pluralistisk og multikulturel virkelighed. Dermed har kristendommen mistet sin betydning som det selvfølgelige fælles orienteringspunkt, også for etikkens vedkommende. Man hører ganske vist stadigvæk kirkefolk og politikere tale om Danmark som et kristent land, men det er besværgelser af en svunden tid. Den sociologiske kendsgerning, at mere end 80% af den danske befolkning er medlem af en evangelisk-luthersk kirke, betyder ikke, at kristendommen er grundlag for en fælles etik i Danmark.

Netop fraværet af et fælles grundlag er også en vigtig årsag til, at etikken er kommet på dagsordenen mange andre steder end i sundhedsvæsenet.

20

Mange virksomheder formulerer etiske retningslinjer. Det samme gælder professionelle grupper som advokater, laboranter og psykologer. Og som et eksempel på en organisation har også Dansk Missionsråd formuleret etiske retningslinjer.

Hvordan skal man vurdere denne tilsyneladende mangfoldiggørelse af etikken? Og hvilke særlige spørgsmål rejser der sig, når en kristen organisation som Dansk Missionsråd formulerer etiske retningslinjer? Disse spørgsmål vil jeg forsøge at kaste lys over i det følgende. Men først vil jeg opholde mig lidt mere ved betingelserne for at diskutere etik.

Etikkens kontekster De eksempler, jeg nævnte på etiske problemfelter, viser, at etiske problemer forekommer i mange forskellige sammenhænge. Vi kan tale om etikkens kontekster. Etiske spørgsmål kan rejse sig i en personlig kontekst, dvs. hvor mennesker lever og virker i mere eller mindre tætte personlige relationer. Familien er et oplagt eksempel.

Hvis et ungt par med en kendt arvelig sygdom i familien ønsker at få børn, skal de tage stilling til, om de ønsker at få foretaget fosterdiagnostik og eventuelt abort. Det er et personligt etisk problem, for det berører disse mennesker i det liv, som netop de skal leve. Men når dette spørgsmål overhovedet rejser sig, er det fordi det i Danmark er muligt at få foretaget fosterundersøgelser. Der er vedtaget lovgivning og andre regler, som fastsætter, at og under hvilke betingelser det danske sundhedsvæsen skal give dette tilbud. Vedtagelsen af loven var også resultat af en etisk afgørelse, men her optræder etikken i en politisk kontekst.

Folketingsmedlemmerne skulle ikke tage stilling til et problem i deres eget liv, men til, om en mulighed skulle gives danske borgere. Politik går ud på at sætte almene rammer for menneskers liv i et samfund, og det er klart, at nogle af rammerne indebærer etiske problemer.

I den politiske kontekst hænger etikken nøje sammen med lovgivning, altså retlig regulering. Etik og ret er beslægtede, idet der i begge tilfælde er tale om normer eller regler for menneskelig handlen. Forskellen er, at retsregler helst skal være ganske præcise, så man objektivt kan konstatere, om en regel er blevet overtrådt. Det skal helst være ubetvivleligt, om en person har begået et drab eller ej. Til retten hører endvidere, at når 21

en regelovertrædelse er sket, følger en form for sanktion, f.eks. fængselsstraf. Ved etiske normer er det anderledes.

Tænk på kristendommens centrale bud: “Du skal elske din næste som dig selv”! Det er naturligvis umuligt at sige entydigt i enhver situation, om et menneske handler næstekærligt eller ej. Og selv om vi finder, at en person ikke gør det, er det sjældent, at vi kan reagere med ydre sanktioner.

Vi kan reagere med bebrejdelse, men man kan sige, at en etisk reaktion kun er virkningsfuld, hvis den enkelte selv med sin samvittighed véd, at han/ hun har handlet forkert.

For at vende tilbage til den politiske kontekst: man kan sige, at den politiske etik ligger til grund for lovgivning, men lovgivning er ret og ikke etik. Love bliver skrevet ned og ofte samlet i bøger, der traditionelt hedder “codex”. I vore dage tales der undertiden om en etisk kodex eller “code of conduct”. Det kunne lyde som en selvmodsigelse, for når regler er formuleret i en kodex, er de så ikke retlige, altså netop ikke etiske?

Med det spørgsmål er vi fremme ved en tredje kontekst for etikken, nemlig den professionelle. Der findes professioner, hvis udøvere har en særlig indflydelse på andre menneskers liv: behandlere som sygeplejersker, læger og terapeuter, rådgivere som advokater, undervisere som skolelærere og mange andre. Den særlige indflydelse stiller særlige krav til ansvarlighed og omtanke, og det er disse krav, der søges sammenfattet i professionsetiske regler. Ofte handler disse regler ikke kun om den professionelles forhold til klienter, men også om de professionelles indbyrdes (kollegiale) forhold. Professionsetiske regler er som oftest kodificerede, og man kunne sige, at de i grunden ligner retsregler mere end egentlige etiske normer. Alligevel er det berettiget at tale om etiske regler, hvis de er formuleret på et etisk grundlag. De professionsetiske regler minder dermed om den form for lovgivning og regulering, der udtrykkeligt bygger på etiske overvejelser som f.eks. den danske lov om kunstig befrugtning.

Man kan betragte virksomheden/organisationen som en særlig fjerde kontekst for etikken. Og det er da også normalt, at man i den såkaldte anvendte etik betragter virksomhedsetik og organisationsetik som særlige områder. Men grundlæggende kan man sige, at virksomheds- og 22

organisationsetik har samme karakter som professionsetik: en bestemt gruppe mennesker formulerer på et etisk grundlag de regler, som netop deres fælles aktivitet skal styres af. Men her rejser så det indledningsvist antydede spørgsmål sig: på hvilket grundlag skal en virksomhed eller en organisation formulere etiske regler, når vi lever i et samfund og en kultur, hvor den fælles etik ikke mere findes?

Det problematiske begreb “værdi” Dette spørgsmål hænger sammen med, at et ganske bestemt begreb er kommet til at spille en central rolle i den nye tale om etik. Jeg tænker på begrebet værdi. I forbindelse med formuleringen af etiske regler hører man jo ofte tale om, at en virksomhed, en institution eller en organisation formulerer sit “værdigrundlag”. Og begrebet har også vundet indpas i det politiske liv. Efter nogle politikeres udsagn var det seneste folketingsvalg ligefrem udtryk for en “kamp om værdier”.

Hvad er sammenhængen mellem værdi og etik? Efter min mening er sammenhængen den, at når det fælles grundlag for etikken er forsvundet eller problematiseret, overtages dets rolle netop af de såkaldte værdier.

Samtidig vil jeg hævde, at værdibegrebet er aldeles uegnet til at spille den rolle. Jeg vil forsøge at begrunde min opfattelse ved at kaste et blik tilbage i historien.

Enhedskulturens tid var allerede forbi i Europa omkring midten af 1800tallet. Indtil da blev kulturens åndelige grundlag formuleret af kristendom og filosofi i fællesskab. Den kristne gudstro og den kristne næstekærlighedsetik fik deres gennemtænkning i filosofien, der blev betragtet som repræsentant for den almene menneskefornuft. Politisk kan enhedskulturen siges at være klarest udtrykt i det enevældige kongedømme, der blev betragtet som en gudgivet styreform. Politisk set blev denne tankegang rystet af den franske revolution i 1789, og på tænkningens plan fulgte tilsvarende opgør med den i kristendommen begrundede enhedskultur. Jeg vil her nøjes med at pege på en enkelt detalje i dette opgør.

Den form for filosofi, der beskæftigede sig med kulturens og samfundets åndelige grundlag, kaldte man traditionelt metafysik. Metafysikken 23

beskæftigede sig med de altafgørende temaer: Gud, menneskets sjæl og universets sammenhæng. Metafysikken mentes at kunne give fornuftige, velbegrundede svar på de spørgsmål, der i sidste ende handler om livets mening. Og metafysikken gav dermed grundlag for etikken.

Omkring midten af 1800-tallet dukkede mange nye videnskaber op, både naturvidenskaber og videnskaber om mennesket (medicin, psykiatri).

Disse videnskaber gav helt andre svar på de afgørende spørgsmål end metafysikken. For eksempel gav Darwin et helt andet svar på spørgsmålet om menneskets stilling i forhold til dyrene end den traditionelle metafysik. For at gøre en lang historie kort: metafysikken mistede sin troværdighed og dermed blev der stillet spørgsmålstegn ved etikkens almengyldige og fornuftige fundament.

Her dukker begrebet “værdi” op. Værdier blev betragtet som en slags åndelige størrelser, der ikke hørte ind under videnskabernes områder, men som alligevel var objektive. Den opfattelse fik imidlertid ikke lov til at stå uantastet. Især den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) gav værditænkningen et skud for boven ved at tale om en “Umwertung aller Werte” (omvurdering af alle værdier).

Nietzsches indsigt var, at værdier er noget, mennesker skaber. Den hidtidige europæiske kultur hvilede ifølge Nietzsche på en kombination af kristendom og Platon-inspireret filosofi. Begge dele var efter hans mening udtryk for livsuduelighed og verdensflugt, ja slavemoral. Den omvurdering, han talte for, skulle bestå i, at mennesker igen vendte tilbage til den stærke og livsbekræftende indstilling, som “herremennesket” skulle stå for. Denne tankegang blev helt mod Nietzsches hensigt senere misbrugt i nazismens ideologi. Uanset hvad man mener om Nietzsche, finder jeg, at han har ret i selve sin opfattelse af værdier.

“Værdi” kommer sprogligt af “vurdere”, altså en menneskelig aktivitet.

Og det er ikke noget tilfælde, at begrebet spiller en stor rolle i økonomien.

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) betragtede “værdi” som modsætning til etikkens begreber. Hvad der har værdi kan altid erstattes af noget andet med samme værdi. Dette står i absolut modsætning til det etiske grundbegreb “menneskeværd” (Menschenwürde): dette unddrager sig enhver beregning og sammenligning. Kombinerer vi Kants og 24

Nietzsches indsigter, kan vi sige, at (1) værdi er en måleenhed, der gør ting sammenlignelige og udskiftelige, og (2) værdi er frembragt af værdifastsættende, vurderende mennesker.

Disse to egenskaber ved værdibegrebet forklarer jo, hvorfor netop dette begreb er brugbart ved formuleringen af etiske retningslinjer i en pluralistisk tid. “Værdi” er per definition et relativistisk begreb; værdier er dybest set vilkårlige. Men der er jo en vis mening i, at en virksomhedsledelse siger: “Vi formulerer de værdier, som vi mener svarer til virksomhedens målsætning, og vi forventer, at alle medarbejdere tilslutter sig dem. Muligvis ændrer vores målsætning sig om tre år, og så vælger vi nogle andre værdier.” En virksomheds værdier er grundlag for en relativistisk etik. Spørgsmålet er, om denne sammenhæng med værdier også giver mening i etikkens øvrige kontekster. Det spørgsmål vil jeg imidlertid ikke forfølge her.

I stedet vil jeg vende mig til et andet, nemlig: kan en kristen organisation som et missionsselskab eller en paraplyorganisation som Dansk Missionsråd uden videre gøre brug af tidens værditænkning? Mit svar er et klart nej. Jeg vil begrunde det ved at gå lidt ind på min egen kirkes traditionelle forståelse af forholdet mellem forkyndelse, kristenliv og etik.

De to regimenter Hvis man vil forstå de problemer, der måske er forbundet med, at en kristen organisation formulerer en etisk kodeks, er det nyttigt at tænke på Martin Luthers lære om de to regimenter. Med den lære forsøger Luther at tildele kirkelige aktiviteter deres rette placering i menneskelivet.

Kirkens opgave er ifølge luthersk forståelse primært at forkynde evangeliet, Guds ord til tilgivelse og frelse for mennesker. Da det er Guds ord, det drejer sig om, er det i sidste instans Gud - Helligånden -, der er virksom i kirken. Og det er denne virksomhed, Luther kalder Guds åndelige regimente. Ved evangeliets forkyndelse regerer Gud mennesker på åndelig vis: han fremkalder deres tro, retfærdiggør dem og giver dem den endelige frelse. Alt det er “åndeligt” i den forstand, at der ikke er knyttet nogen ydre magtanvendelse til det. Formidlingen af troen er, med et nutidigt udtryk, en helt fri kommunikation.

I modsætning hertil står Guds verdslige regimente, hans måde at regere den 25

verden, hvor alle mennesker - troende eller ej - lever det almindelige menneskeliv. Dette liv er præget af synden, dvs. her forekommer ondskab og forbrydelser. Derfor er det på det verdslige område nødvendigt at gøre brug af magt. Denne magt har Gud givet den politiske magthaver, den verdslige øvrighed - på Luthers tid som regel en fyrste. Og som et meget vigtigt instrument råder øvrigheden over retten, fastsættelsen af love og myndigheden til at straffe lovovertrædere.

Luther selv synes ikke at have overvejet den omstændighed, at kirken jo ikke er en rent åndelig størrelse. Kirkens opgave - forkyndelsen af evangeliet og formidlingen af sakramenterne - er nok åndelig. Men kirken er jo samtidig en ydre ramme, en organisation ville vi sige i dag. Og meget tyder på, at hvor mennesker organiserer, dér optræder verdslighedens træk - selv om organisationens formål er åndeligt. Af den grund har også en kirke brug for retsregler, altså en kirkeret. Da Luther og hans medarbejdere skulle til at indrette nye evangeliske kirker (Luther kaldte dem naturligvis ikke ‘lutherske’) følte han sig nødsaget til at hidkalde fyrsternes hjælp. Det resulterede i, at lutherske kirker i århundreder blev meget tæt knyttet til staten. Det blev dermed staten, der leverede kirken dens retsregler. Selv om vi i Danmark ikke mere formelt taler om en statskirke, er forholdene på dette punkt ikke ændret.

Vi kan altså ikke hos Luther selv finde anvisninger på, hvilken karakter en kirkelig organisations handlingsregler bør have. Men vi kan måske ud fra grundtankerne i den lutherske kristendomsforståelse finde antydninger.

Kirkelig organisationsetik?

Ud fra en luthersk kristendomsforståelse må der skelnes mellem kirkelige aktiviteter og handlen i verden. Det første er noget åndeligt, det sidste noget verdsligt. Kirkelige aktiviteter må altid være bestemt af hovedsigtet: at lade Guds ord lyde. Verdslig handlen betyder for kristnes vedkommende altid at stræbe mod at gavne næsten, uanset hvor man er virksom. Det er, hvad næstekærligheden tilsiger, og næstekærlighed er den selvfølgelige handlemåde, der udspringer af den kristne tro, ligesom en frugt dannes på et træ.

26

Uanset, om der er tale om kirkelig aktivitet eller verdslig handlen, må værdi-begrebet efter min mening være absolut misvisende. Ud fra en kristen forståelse kan grundlaget for menneskers handlen ikke være ‘værdier’, for værdier er som sagt frembragt af mennesker selv. Kristendommen må heroverfor gå ud fra, at grundlaget for handlen er Guds vilje og Guds ord. Grundlaget for menneskelig handlen - både åndeligt og verdsligt - er efter kristen forståelse ikke afhængigt af menneskers vurdering, men er som gudgivet noget ‘objektivt’.

Den påstand lyder provokerende i mange nutidige øren. Nogle vil gå så langt som til at kalde den “fundamentalistisk”. Det vil imidlertid være en misforståelse.

Fundamentalisme betyder oprindeligt den overbevisning, at alle udsagn i Bibelen er ufejlbarlige og absolut bindende også i dag. Guds vilje menes at kunne aflæses af konkrete formuleringer i de bibelske tekster. Det gælder også etiske forskrifter som f.eks. forbudet mod homoseksuel praksis. Men tanken om, at grundlaget for et kristenmenneskes handlen er givet ‘objektivt’ af Gud, behøver ikke at forstås på den måde. Og sådan forstod Luther den i hvert fald ikke.

Guds grundlæggende gave til mennesker er frelsen, retfærdiggørelsen i Jesus Kristus. Hvis et menneske tager imod den gave i tro, vil det uvægerligt lade næstekærligheden bestemme sit liv, dvs. det vil altid være optaget af, hvad godt det kan gøre mod andre. Det er grundlaget og selve tendensen i den kristnes handlinger - optagetheden af den andens vel -, der er det ‘objektivt’ givne. Det sætter imidlertid ikke menneskers virke ud af kraft. Det er jo nu engang mennesker, der skal yde den indsats det er at virke for andre. Og for at finde den rette handling i den konkrete sammenhæng skal mennesker bruge deres fantasi og fornuft.

Kristne menneskers praksis er således en forbindelse af et af Gud givet, ‘objektivt’ grundlag og en menneskelig indsats. Det gælder på forkyndelsens åndelige område. Evangeliet og sakramenterne er ikke menneskers opfindelse, men der skal menneskelig opfindsomhed til for i en given sammenhæng at skabe de bedste rammer om gudstjenesten. Og det gælder på det verdslige område. Den næstekærlighed, der skaber gode 27

levevilkår, er ikke menneskers opfindelse. Men der skal menneskelig fantasi og fornuft til for at finde næstekærlighedens konkrete udformning.

Kristent virke ligger således ud fra en luthersk forståelse lige langt fra værditænkning og fundamentalisme.

Dansk Missionsråds etiske retningslinjer De etiske retningslinjer, Dansk Missionsråd (DMR) har formuleret, afspejler tydeligt, at nutidig mission varetages af organisationer, der både har kirkeligt præg og karakter af social og politisk aktør. Med Luthers udtryk: en missionsorganisation virker både åndeligt og verdsligt. Det første bliver tydeligt i en formulering som “missionsorganisationerne … har … en forpligtelse til … at præsentere evangeliet for mennesker af anden tro”.

Det sidste viser sig i fremhævelsen af menneskerettigheder, miljøbevidsthed og afvisning af korruption.

Et spørgsmål, der rejser sig, når man læser retningslinjerne er, om man her følger en almen skabelon for organisationers og virksomheders formulering af deres ‘mission’ og værdier, og blot tilpasser dem til missionsorganisationers særlige vilkår. Det indtryk kan man godt få. Dermed får retningslinjerne til en vis grad det samme præg af vilkårlighed som alle mulige andre “codes”. Retningslinjerne er udtryk for de “værdier”, missionsorganisationerne nu engang har valgt at lægge til grund for deres virke.

Jeg kunne have ønsket mig en klarere markering af, at mission er en kristen aktivitet, og at de regler, missionsorganisationers medarbejdere skal følge, derfor har deres grundlag i kristendommen. Det burde stå mere klart, at grundlaget ikke er et sæt mere eller mindre vilkårlige værdier. En betoning af det kristne udelukker ikke, at mange af reglerne ville kunne findes i andre organisationers kodex. Men det kunne være tydeligere, hvorfor en kristen organisation lægger vægt på netop disse regler. Hvorfor er menneskerettigheder vigtige? Hvorfor skal landets love respekteres - hvad nu hvis lovene forhindrer mission? Hvorfor skal man undgå bestikkelse? Svarene på disse spørgsmål må findes i en kristen samfundsetik.

Regler for en missionsorganisation har en dobbelt karakter. De er men28

neskeskabte retningslinjer for løsningen af to forudgivne opgaver: at forkynde evangeliet og gavne næsten socialt og politisk. Spørgsmålet er, om man overhovedet behøver at bruge ordet “etik“ i den forbindelse.

Svend Andersen, f. 1948, dr. theol., siden 1989 professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Medlem af Det Etiske Råd fra 1988 til 1993. Medlem af forskellige etiske selskaber og råd. Omfattende forfatterskab. Hjælpepræst i Elsted-Elev-Lystrup.

29

Det handler om værdighed Af fhv. minister Svend Auken, MF

Dansk Missionsråds etiske retningslinjer understreger i § 2, at missionsorganisationerne og deres medarbejdere skal arbejde for at menneskerettighederne respekteres. Men er det egentlig et anliggende for mission? Redaktionen har bedt tidligere miljøminister Svend Auken om at reflektere over hvad menneskerettigheder er set i forhold til missionsarbejdet og nødhjælpsarbejdet. Med personlig nerve og politisk engagement har forfatteren taget denne udfordring op og peger bl.a. på, at de velmente ord kan være sværere at føre ud i livet end som så. Hvor der er etiske retningslinier, er der også etiske dilemmaer. Anderledes kan det ikke være, og han konkluderer: At tro er at få kraft til at hjælpe.

At elske sin næste som sig selv er budet over alle andre bud. Med til næstekærligheden hører dette at hjælpe når nogen er i nød hvis man kan.

Denne pligt til hjælp gælder uanset alle politiske hensyn. Det nødlidende menneske er vores næste og har krav på vores hjælp. Derfor virker det naturligvis absurd når nogen - også i den danske folkekirke - vil begrænse budet om næstekærlighed til kun at dreje sig om kærlighed til den der ligner en selv, taler samme sprog, lever i nærheden, en nabo, slægtning eller arbejdskollega. For Jesus var pointen i fortællingen om den barmhjertige samaritan netop at det var den fremmede der hjalp det røvede menneske i dyb nød - ikke hans velbjergede artsfæller. Med en omskrivning af et smukt slogan: En fremmed er den næste du ikke har mødt endnu.

Til alle tider har hjælp til andre været underkastet politiske normer. Skal man hjælpe de syge og udstødte? Kan man ikke selv blive syg og miste tilknytningen til sit samfund? Skal man hjælpe fjenden - også ham der har gjort dig selv ondt - eller skal man koncentrere sig om sine egne? Jeg havde en onkel, en læge, der var aktiv i den danske modstandsbevægelse.

30

Efter besættelsen blev han af Røde Kors sendt til Polen hvor de lægelige udfordringer selvsagt var ufattelige. Derfor blev det bestemt at Røde Kors lægerne skulle tage sig af polakkerne - krigens ofre og nu forbundne med sejrherrene - og ikke kere sig om de hundredetusindvis af tyske flygtninge, fordrevne fra østpreussen såvel som de slagne hæres soldater. Min onkel sagde nej til denne beslutning og behandlede i sin klinik uden hensyn til nationalitet. Det blev en disciplinær sag, og min onkel måtte rejse tilbage til Danmark. Men havde han ikke ret, og var kampen mod nazismen ikke netop også den ideologiske kamp mod uretten og forskelsbehandlingen baseret på race og etnisk baggrund? Selvfølgelig, siger vi i dag. Men i 1945 var det ikke så enkelt efter 2. Verdenskrigs store ødelæggelser og lidelser. Alligevel havde min onkel ret.

Hjælpe uden bagtanke Den kristne etik er grundlaget for vores vestlige værdier og moral, og det er derfor vigtigt at vide hvor radikalt budet til os er. Elske sin næste som sig selv. Det er jo for de fleste en umulighed. En flot parole det er svært at leve op til. Derfor er det en glæde at den kristne nåde, syndsforladelsen, tilgivelsen er det vi for intet fik. Vi mennesker vil aldrig kunne leve op til den fuldkomne kærlighed, men vi får i Guds kærlighed til os frisat kræfter der gør os i stand til at hjælpe uden bagtanker om egen vinding og bekvemmelighed den næste der har vores støtte behov. Vi mennesker skal hjælpe fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Vi må yde en indsats.

Først når der går “politik” og hensigtsmæssighed i diskussionen om der skal hjælpes og hvem man skal hjælpe bliver det svært, men da burde kristendommen yde den rettesnor at man hjælper så hurtigt, og der hvor man kan.

Men hvad vil det sige at hjælpe i et U-land? Når det drejer sig om egentligt, akut nødhjælp burde svarene være indlysende. Mad, rent vand, tag over hovedet og medicin. Men hvor længe skal man blive ved med nødhjælpen? Risikerer man ikke at fastfryse den nødstedte i sin nød hvis man i sin godhed bliver ved og ved at hjælpe, år ud og år ind, så menneskers stræben går i retning at gøre sig fortjent til hjælp i stedet for selv at komme i gang med at genopbygge samfund og produktion? Bør nødhjælp derfor ikke hurtigt følges op af støtte til integration og udvikling?

31

Og er det ikke helt andre mekanismer der så er brug for? Og hvordan sikrer man sig i sin planlægning at der er en smidig og glidende overgang mellem de forskellige faser i hjælpearbejdet, og er den samme organisation overhovedet gearet til at klare begge opgaver, nødhjælp og udviklingsbistand?

Jeg rejste for 11 år siden rundt i Somalia og Kenya sammen med Folkekirkens Nødhjælps daværende, fremragende generalsekretær Christian Balslev-Olesen. Det var en spændende og dramatisk tur til Mugadishu og andre steder totalt smadrede af borgerkrigen. Vi så hungersnød og nød i et samfund der i borgerkrigen var ophørt med at være samfund. Det var ekstremt deprimerende, men samtidig også opløftende at se hvad mennesker og hjælp kan udrette.

Stærkest i min erindring står den 28 årige danske sygeplejerske som egenhændigt styrede en flygtninge gennemgangslejr på 70.000 somaliske flygtinge. Hvad der krævedes af hende i det job havde hun garanteret aldrig lært på nogen dansk sygeplejeskole. Men hun kunne under dramatisk vanskelige vilkår få det til at fungere: Visitation af flygtninge, mad, tøj og drikkevandsforsyning, presseninger til de primitive telte, et ørkenhospital også opført af stolper, grenfletværk og dækket til med FN’s blå presseninger. Hun gjorde et fantastisk indtryk ved sit arbejde sammen med andre fra nødhjæpsorganisationerne, der var det Care og Læger Uden Grænser, og nogle få hjælpere fra flygtningehøjkomissæren, men også ved hendes brændende engagement i hvad der skulle følge efter lejren. Kunne flygtningene vende hjem og gentage den farefulde færd gennem Ogaden ørkenen, og hvilken fremtid ventede der dem derhjemme hos klanerne og deres fortsatte borgerkrig? Kunne man skaffe dem sikkerhed og mulighed for at komme i gang igen - f.eks. såsæd? Og hvad med undervisningen? Var det ikke forkert at børnene ingen skolegang fik? Hun var i sit nødhjælpsarbejde langt inde i alle udviklingspolitikkens problemstillinger. For tingene hænger sammen hvis man virkelig vil hjælpe.

Etikkens dilemma Den anden skikkelse jeg husker var den barske, tyske leder af de lutherske kirkers nødhjælpsindsats i området. Jeg husker ham som en 32

fremragende operatør som hver nat sendte flyvere afsted med hjælp til de undertrykte, kristne områder i Sydsudan og som nu skulle til at organisere sendingerne til Somalia. Kirkerne havde samlet betydelige beløb ind til at afhjælpe nøden i Somalia, og nu skulle hjælpen frem. Men hvordan?

Ressourcerne var knappe. Der manglede fly og piloter, og navnlig manglede der en struktur på stedet til at sikre at forsyningerne nåede frem til dem der havde brug for dem og ikke faldt i klanerne og krigsherrenes klør.

Vores lutherske luftgenerals løsning var enkel som den for os var kontroversiel. Han ville alliere sig med Kat-handlerne - sælgerne af de i Yemen og Somalia uundværlige euforiserende blade som tygges dagen lang - for de kom altid frem til lejrene og de nødstedte områder, de kunne levere sikkerhed og dem kunne man gøre forretning med. Derfor ville man hjælpe her og nu og gøre det effektivt så var der ingen anden udvej. Men samtidig var det naturligvis forfærdeligt at man på den måde skabte indtjening til købmændene i det rusmiddel der gjorde at de fleste somaliske mænd var skæve efter kl. 10, og var det måske ikke netop en af forklaringerne på opståen af det mareridt som borgerkrigen var? Og var Kat handlernes sikkerhed ikke netop en væsentlig del af lovløsheden i Somalia. Tydeligvis havde den lutherske hjælpechef tænkt over alle disse dilemmaer og endt med det rigtige svar i siutationen. Selvfølgelig måtte han hjælpe her og nu med de midler der var til hans rådighed.

Kan hjælpen være politisk neutral?

At yde hjælp til at bekæmpe nød og fremme udvikling så mennesker kan klare sig selv er for os en simpel pligt og for så vidt enkelt nok, men i praksis er der mange problemer og paradokser. Der er hensynet først og fremmest til de nødstedte. At hjælpe handler om deres værdighed, deres rettigheder og deres selvværd. Det handler om at give håb - ikke blot om overlevelse, men om en menneskeværdig tilværelse. Mange gange vil politiske barrierer hæmme et sådant perspektiv. Der kan være tale om etnisk og religiøs forfølgelse, undertrykkelse, slaveri, apartheid og udplyndring, men også om ødelæggelse af natur og miljø med katastrofale konsekvenser for livsudsigterne for mennesker i området.

Og her melder det afgørende spørgsmål sig: Skal de fremmede hjælpere, 33

hvadenten det drejer sig om nødhjælpsarbejdere, udviklingseksperter, missionærer, læger og lærere forholde sig neutrale til disse politiske udfordringer? Er menneskerettigheder taget i disses bredeste forstand et legitimt mål for indsatsen, eller skal man netop vogte sig for at kompromittere sit næstekærlighedsarbejde ved at gå ind i den politiske kamp?

Engagement eller neutralitet Dette fundamentale spørgsmål om engagement eller neutralitet kan der naturligvis ikke gives et universelt svar på. Til syvende og sidst må principperne konfronteres med den konkrete virkelighed, og virkelighedstroskaben må altid stå over idealerne hvis de netop ikke skal blive til farligt principrytteri. Og selvfølgelig er der en enorm forskel på om man er udsendt af Røde Kors til at sikre krigens ofre - på begge sider - og hvor opgaven er umulig hvis man ikke opleves som neutral og så udviklingsarbejde i et land hvor udviklingen hele tiden sættes i stå af politisk undertrykkelse?

Hvordan kan man eksempelvis få adgang til krigsfangelejere hvis man opleves som værende i ledtog med de fjendtlige styrker? Og er det i nogens interesse at bryde denne neutralitet? Har vi ikke altid brug for Røde Kors og Røde Halvmåne til at nå frem selv når det er allervanskeligst? Jeg tror det. Men byrden af skyld og samvittighed må være tung når man eksempelvis ikke kan rapportere om den uret og de grusomheder som man har set virkningerne af og få de skyldige dømt for deres forbrydelser. Læger Uden Grænser har selv som nødhjælpsorganisation draget den modsatte konklusion af Røde Kors. De vælger side i de politiske konflikter der har skabt nøden, og de føler en pligt til at fortælle verden hvad der foregår, og om hvilke generaler og politikere der er ansvarlige? Det er to legitime - om end modsatrettede - svar på det samme svære spørgsmål.

Og som verden ser ud i dag, er der brug for dem begge.

Man kan ikke bare lukke øjnene for uretten Men udviklingsarbejderen kan ikke bare lukke øjnene for uretten og krænkelsen af menneskerettighederne i sit arbejde, for han/hun ved at tingene hænger sammen. Selvfølgelig kan man ikke gå ind i et lokalt samfund og med sine fikse og færdige vestlige idéer sætte alt under anklage.

34

Man bliver ofte nødt til at gå på akkord, og mange gange ser man også som tiden går - en mere naturlig forklaring på det der måske ved første øjekast stødte ens principper. Men om en egentlig neutralitet kan der naturligvis ikke være tale. Man er der jo fordi man har valgt at stille sig på de fattige og nødstedtes side. Og er de undertrykte, er undertrykkerne naturligvis også udviklingsarbejderens fjender.

Eksempelvis er det ikke muligt at lave bistandsarbejde i Palæstina uden at tage det undertrykte og besatte palæstinensiske folks parti, og jeg har da heller aldrig hørt om nogen dansker der i længere tid havde arbejdet i de besatte områder som ikke havde taget stilling til fordel for palæstinenserne. Eller kan man være i Latinamerika uden at støtte kravene om jordreformer, respekt for de indfødte folk og beskyttelse af naturrigdommene? Eller i Kina uden at være optaget af menneskerettigheder og demokrati? Eller i Afghanistan uden at kæmpe for menneskeværd og rettigheder også for kvinder og for mindretalsgrupper? Eller i Afrika uden at kæmpe mod militær undertrykkelse og udplyndring, korruption og ødelæggelse af naturværdier?

Luthersk ambivalens Vi i den lutherske kirke har altid haft et tvetydigt forhold til det politiske engagement. Lutherdommen blev hurtigt en fyrste/magthaver religion på grund af den skarpe adskillelse af magt og tro og kravet om ubetinget lydighed overfor statens lov (et - efter min mening - grotesk misbrug af Jesu ord om at give Gud hvad Guds er og Kejseren hvad Kejserens er). Da undertrykte bønder opildnede blandt andet af den lutherske lære gjorde oprør mod deres undertrykkende fyrste, skrev Luther en proklamation med indholdet: Slå dem ned som gale hunde. Og siden da har Lutherkirken mildest talt ikke været en oprører-kirke. Mange lutherske præster var de første til at akkordere sig med Hitler, og i mangfoldige tilfælde har lutherkirkerne støttet magthaverne og vendt sig mod modstand og oprør.

Heldigvis har der også været undtagelser. Den evangeliske kirke i Tyskland endte med at være Hitlers arge modstandere, og den evangeliske kirke i DDR blev den åndelige ramme om modstanden mod kommunismen. Men ellers har det været andre kirker, både katolske og protestantiske, der har været med i forreste linie.

35

At tro er at få kraft til at hjælpe Da jeg var ung, blev mit politiske engagement især formet af kampen mod apartheid i Sydafrika og for de sortes ligestilling i USA. I begge tilfælde var præster og kristne samfund med i de forreste modstandslinier.

Til min store glæde. Senere med konflikterne i Vietnam og Algeriet var kirkerne igen med på barrikaderne. Den katolske kirke i både Vietnam og Algeriet valgte mig bekendt at stille sig på de folkelige oprøres side. Og i krigsmodstanden mod f.eks. den amerikanske invasion i Irak var det igen kirkerne over hele verden (også de amerikanske - ja selv Bush’es egen kirke) der var skarpest i kritikken - bortset fra den danske folkekirke der har deponeret sit engagement i ministerium og folketing.

At tro er at få kraft til at hjælpe. At hjælpe er at give mennesker værdighed. At give værdighed er at kæmpe mod uret og undertrykkelse og for de grundlæggende menneskerettigheder. At kæmpe er at vælge side og engagere sig. Tro, hjælp og kamp hører uløseligt sammen. Navnlig når det gælder kristendom og mennesker i nød.

Svend Auken, født 1943, cand.scient.pol., medlem af Folketinget siden 1971, formand for Socialdemokratiet 1987-92, tidl. minister i flere regeringer, sidst Miljø- og Energiminister 1992-2001, medlem af Vartov Valgmenighed.

36

Mål og midler Af generalsekretær Flemming Kofod-Svendsen, ISOBRO

“Hensigten helliger midlet” - lyder en gammel from etik, som dog kun accepteres af de allerfærreste i dag. Det er ikke længere nok, at man har et godt formål - så kan man se stort på, hvilke metoder, der anvendes for at skaffe de nødvendige midler. Hvad det angår kan man godt sige, at pengene i kirkelige organisationer lugter. De lugter af en ordentlig og retfærdig omgang med betroede midler. Dette er en af de vigtige bevæggrunde bag udarbejdelsen af etiske retningslinjer for Dansk Missionsråds medlemsorganisationer. Derfor har redaktionen bedt generalsekretæren i indsamlingsorganisationernes branceorganisation, ISOBRO, om at reflektere over det etiske samspil mellem en organisations mål og dens midler.

Indledning Mange af de nuværende missionsselskaber har en lang historie. Flere er vokset frem lokalt. En kvinde eller mand i menigheden fik et kald fra Gud til at bringe evangeliet til det eller det folkeslag eller til at begynde et diakonalt arbejde et bestemt sted. Eller den lokale menighed kaldte og udsendte en af deres midte (jf. ApG 13,1 hvor det beskrives, hvordan menigheden i Antiokia inspireret af Helligånden kaldte og udsendte Barnabas og Paulus som missionærer). I alle tilfælde stod den lokale menighed bag i forbøn og også med det økonomiske ansvar i overensstemmelse med det bibelske princip: “En arbejder er sin løn (føde) værd” (Matt 10,10. Luk 10,7. 1 Kor 9,4. 1 Tim 5,18). Der bestod et nært forhold mellem sendemenighed og de udsendte. Menigheden i Filippi stod f.eks. sammen med Paulus ‘om udgifter og indtægter’ (Fil 4,15).

Mange små missionsselskaber er blevet store med store budgetter. Flere givere føler da en afstand mellem deres gavebidrag og den konkrete anvendelse. Så dukker der en historie op i pressen om, at et missionsselskab har store administrationsudgifter, eller et projekt er blevet dyrere end forventet. Da går snakken: Hvad mon der kommer ud af vore gaver?

Det hele er blevet så fjernt. Nøgleordene her er åbenhed og redelig infor37

mation - også om det, der ikke lykkedes så godt som ønsket. Eftersom heller ikke ledere i et missionsselskab er fuldkomne, vil de komme til at træffe beslutninger, som de selv ærgrer sig over, og som i bagklogskabens klare lys ikke skaber helteglorier. Al erfaring viser, at åbenhed - også om det man helst vil skjule - skaber tillid.

Etiske retningslinjer I mange sammenhænge drøfter man etiske retningslinjer. Hvad er god lægeetik? Hvad karakteriserer en redelig og hæderlig embedsmand? På tilsvarende måde drøfter man i de forskellige indsamlingsorganisationer: Hvad er god indsamlingsetik. De enkle spørgsmål er, hvordan indsamler, forvalter og bruger man givernes penge på en etisk forsvarlig måde?

Et klart formål Enhver missionsorganisation må have et klart defineret formål. I de etiske retningslinjer for Dansk Missionsråd er det formuleret sådan: “Medarbejdere i kristen mission må forstå deres opgave som tjenere for Jesu Kristi evangelium.” Her er nøgleordet tjenere for Jesu Kristi evangelium.

Tjenere I Guds Rige hviler alt på tjeneste. Tjener, tjene, tjeneste - det er ord, som ved kristendommen er løftet op i et nyt plan og givet et nyt indhold. Og i Guds Rige er det stikord for den dybeste hemmelighed ved Gudsrigets væsen og vækst. Den dag tjenestens ånd dør og tjenestens funktioner standser, vil selve Riget dø. Men Gudsriget kan ikke dø og skal ikke dø, for Kristus - Rigets Herre og Rigets liv - er den inkarnerede tjeneste.

Det første er, at Jesus er tjeneren. Han er Guds tjener. Han er den, som Gud i sit løftes ord peger på og siger: “Se, min tjener, ham har jeg udvalgt, min elskede, i ham har jeg fundet velbehag” (Matt 12,18). Jesus er tillige menneskenes tjener, vor tjener. Noget af det mest programmatiske Jesus har sagt om sin tjeneste er: “Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28).

38

Jesus fandt i apostlene folk, som på en særlig måde skulle føre tjenesten videre. De blev engageret og oplært, de fleste af dem af ham selv, mens han selv var i tjeneste. Og vi har mange udtryk for, hvordan de opfattede sig selv som tjenere. Mest direkte taler Paulus om det, idet han ustandselig præsenterer sig som Jesu Kristi tjener - eller træl, når han sætter tingene på spidsen. Som tjener hos Kristus, alle menneskers tjener, må han selv gøre sig til en tjener for alle (1 Kor 9,19).

Men tjenerrækken går videre. Enhver Jesu discipel er kaldet til tjeneste.

Tjener vi ikke Gud, da hører vi ham overhovedet ikke til. For da tjener vi en anden herre (Matt 6,24).

Jesu Kristi evangelium Som disciple er vi tjenere for noget bestemt: Jesu Kristi evangelium. Hvad det betyder, skal enhver ny generation oplæres i. Enhver ny generation må personligt tilegne sig indholdet af Jesu Kristi evangelium. Hvis man tror, at det ved man blot automatisk, svigter ledelsen en meget vigtig formidlingsopgave. Hvis ledelsen blot repeterer gamle fraser eller klicheer, svigter den også en meget vigtig formidlingsopgave.

Ordet evangelium har en vældig indholdsfylde i Det nye Testamente.

Men hele denne rigdom har sit udspring i den enkle forståelse af evangeliet som et sejrsbudskab. Evangeliet er budskabet om Kristi sejr. Fjenden er besejret, den stærke er overvundet af den stærkere (Matt 12,29).

Derfor kan evangeliet forkyndes for fattige og fanger sættes fri (Luk 4,18).

Det kristne frelsesbudskab er en meddelelse af og en tolkning af frelseshistoriske kendsgerninger; det man med ét ord kan kalde Kristustildragelsen: hans inkarnation, hans jordeliv, hans korsdød, hans opstandelse og hans himmelfart.

Budskabet om Kristi liv, død og opstandelse er indrammet af erkendelsen af hans præeksistens og posteksistens. Evangeliet er ikke lovbud, ikke filosofi, ikke engang religion i traditionel menneskelig forstand. Det er budskabet om Guds handling i Kristus, udført inden for rammen af menneskelig historie: det Gud har gjort for vor frelse. At formidle det i vor egen generation bliver vi aldrig færdige med. Heller ikke at finde ord og billeder for at formidle det til næste generation, så de kommer til at 39

brænde for evangeliet og bliver villige til at bruge tid, kræfter og penge på dets udbredelse.

Jesus forkyndte om Guds Rige, men han helbredte også. Dermed står vi i en permanent drøftelse af forholdet mellem evangelisation og diakoni.

Også her gælder det ægte formidling af det samlede bibelske budskab og ikke blot en reproducering af en bestemt tidsperiodes ordvalg.

Visionen Nogle missionsselskaber sprudler af energi og vitalitet. Nye melder sig til tjeneste og giverkredsen vokser. Andre minder i høj grad om en bil, der trænger til et serviceeftersyn, mens atter andre leder tankerne hen på en bil, der trænger til en hovedreparation.

For alle gælder det, at man må begynde med at formulere det klare formål eller den klare mission, så det for både ledelse og ansatte står krystalklart, hvad organisationens eksistensberettigelse er. Står først formålet klart, bør man efterfølgende formulere organisationens vision: Hvor er vi på vej hen? Visionen er svaret på spørgsmålet: Hvad vil vi skabe sammen? Visionen behøver ikke at være meget konkret og handlingsrelateret. Netop det visionsprægede skal skabe den folkelige opbakning og baglandets engagement.

Målsætninger Efter formål og vision kommer de konkrete målsætninger for organisationen. I modsætning til visionen skal de være mere klare og konkrete.

Nu er det ikke tilstrækkeligt med fine “gummiord”. De og de konkrete opgaver skal løses, som man kalder baglandet til at yde økonomisk støtte til at gennemføre.

Målopfyldelse Visioner og målsætninger skaber ikke i sig selv forandring. Der må skabes en løbende dialog i organisationen om at opfylde de formulerede visioner og målsætninger. Målopfyldelse dækker over spørgsmålet: Har vi opnået de resultater, vi håbede på, da vi formulerede vores målsætninger.

40

Giveren i centrum Formuleringen af det overordnede formål - at være tjenere for Jesu Kristi evangelium - visionerne og de konkrete målsætninger må ethvert missionsselskab magte at formidle på en sådan måde, at mange får lyst til at støtte det arbejde. Mange må blive overbevist, så de får medejerskab ikke alene til det overordnede formål, men også visionerne og flere af de konkrete målsætninger. Giveren er i en nøgleposition i missionsselskabernes arbejde. Givernes giverlyst bestemmer, hvor stort et engagement missionsselskabet kan påtage sig.

Den glade giver er den giver, som ikke bliver presset eller krænket, men som frivilligt giver sin gave og ikke efterfølgende får grund til at fortryde.

Derfor har det enkelte missionsselskab pligt til at udvise respekt for enhver givers integritet og handlefrihed. Giveren skal før, under og efter at have givet et bidrag opleve, at han eller hun gør det helt frivilligt. Der må ikke anvendes pressionslignende metoder. Indsamling over for grupper, hvor medlemmerne kender hinanden, bør anvendes med stor respekt for den enkelte, da det sociale pres kan berøve gaven dens karakter af frivillighed.

Man må ikke forsætligt anvende en svaghedstilstand hos en eventuelt giver, f.eks. ved sygdom eller ulykke. Laver man telefonindsamling, skal indsamleren være opmærksom på at vise den eventuelle giver respekt, bl.a. ved at indlede samtalen med at præsentere sig selv og den organisation, man ringer for, og ved at afslutte samtalen, når den eventuelle giver ønsker det.

Gennemfører man en husstandsindsamling, må indsamleren ikke træde ind i giverens hjem uden at blive indbudt. Hvis der er tvivl om, hvorvidt en gave er givet frivilligt, bør den afslås. Hvis giveren knytter betingelser til en gave, skal de respekteres - ellers bør gaven afslås, medmindre giveren accepterer et andet formål. Giveren skal informeres om årsagen til, at man må afslå gaven.

Der skal i indsamlingsmateriale til nye potentielle bidragydere altid informeres om, hvorledes man frabeder sig uvelkomne henvendelser. I det hele taget skal det være nemt for enhver giver både at få relevant information om et missionsselskab og at finde ud af, hvor og hvordan man kan give udtryk for sin utilfredshed med en given disposition.

41

Den åbne dørs princip Ethvert missionsselskab bør ledes efter den åbne dørs princip. Man bør have en åben kommunikation med giveren og andre, som ønsker information. Organisationens vedtægter og fundats skal være offentligt tilgængelig. Det samme gælder visioner og målsætninger. Det skal også være offentligt tilgængeligt, hvilke indsamlingsmetoder en organisation anvender, f.eks. direct mail, kollekt i folkekirken, telemarketing, indstik i blade mv. Alle midler skal anvendes til opfyldelse af organisationens formål. Hvis omkostningerne ved at tage imod en gave ikke står i rimeligt forhold til gavens størrelse, skal man afslå den.

Denne åbne organisation er fair. Den giver bidragyderen mulighed for at forstå, hvordan hans eller hendes penge anvendes. Den åbne organisation skaber tillid og har lejlighed til at profilere sig. Den kan vise med hvilken omhu og professionalisme, organisationen opfylder sine formål og administrerer bidragydernes penge. Den kan også vise, at det holdningsmæssige grundlag, den bygger på, har konsekvens og gør, at organisationens medarbejdere føler sig forpligtet til at handle etisk forsvarligt.

Det åbne og informative regnskab Det åbne og informative regnskab skal være i centrum i ethvert missionsselskab. Resultatopgørelse og balance skal forsynes med sammenligningstal for året forud og kan eventuelt også forsynes med budgettal.

Regnskabspraksis skal tilrettelægges således, at det er muligt at følge, at midlerne anvendes i overensstemmelse med de navngivne formål. Årsregnskabet skal oplyse om løn, husleje og andre væsentlige driftsomkostninger.

Årsrapport Et missionsselskab bør hvert år offentliggøre en årsrapport. Den skal indeholde en ledelsesberetning, der omtaler væsentlige begivenheder eller aktiviteter for at synliggøre “livet i organisationen i det forgangne år”.

Ledelsesberetningen skal vurdere, hvorledes organisationen har opfyldt 42

stillede mål og gennemført planlagte aktiviteter og redegøre for sammenhængen mellem gennemførte aktiviteter og organisationens formål.

Den skal også perspektivere de gennemførte aktiviteter ved at knytte forbindelse til de tidligere år, redegøre for årets indtægter, både faktiske beløb samt indtægterne i relation til budgettet, omtale landsindsamlinger eller andre væsentlige fundraising aktiviteter, redegøre for formålsbestemte indtægter samt udgifter og eventuelt kommentere egenkapitalens størrelse i relation til organisationens aktivitetsniveau. Heri ligger også bemærkninger om eventuelle behov for stigning i de kommende år og omtale af modtagne, men endnu ikke anvendte bevillinger.

Afslutningsvis bør årsrapporten omtale den forventede udvikling det næste år, herunder nævne om der er igangsat eller forventes igangsat væsentlige aktiviteter, eller om der er store igangværende projekter, der finder sin afslutning og aktiviteten dermed reduceres. Årsrapporten skal give en summarisk oversigt, som afhængigt af arbejdets karakter eventuelt kan indeholde oplysninger om de seneste års udvikling (3-5 år) med hensyn til: a. væsentlige indtægts- og udgiftsposter, b. væsentlige poster i balancen, c. antal medarbejdere, d. antal frivillige, e. antal lokale aktiviteter, f. antal frivillige ved en eventuel landsindsamling, g. antal kontingentbetalende medlemmer, h. antal behandlingscentre og besøg i disse, i. antal tons distribueret nødhjælp, j. andre væsentlige nøgletal. Årsrapporten skal først og fremmest vise udviklingstendenser i organisationen med den valgte tidshorisont.

Åbenhed og troværdighed Åbenhed og troværdighed skal præge et missionsselskabs arbejde vedrørende formål, indsamling og brug af indsamlede midler. Denne redelige kommunikation betyder overensstemmelse mellem budskaberne i indsamlingsmaterialet og de indsamlede midlers faktiske anvendelse. Det er en kommunikationsetik, som bygger på begreberne gennemsigtighed og sandfærdighed.

En organisations materiale kan groft sagt opdeles i to kategorier: Kortfattet frontmateriale såsom plakater, annoncer, direct mail, tv-spots, indsamlingspjecer eller postkort. Uddybende baggrundsmateriale såsom 43

længere præsentationspjecer, informationsmateriale, organisationsdiagram, instrukser eller årsberetningen.

Generel indsamling eller et konkret formål Det skal altid tydeligt oplyses, om man samler ind til organisationen i almindelighed, eller om det er til et konkret formål. Hvis man til belysning af organisationens almindelige virke nævner eksempler på organisationens projekter, skal det tydeligt fremgå, at der er tale om eksempler.

Det konkrete formål skal belyses gennem en projektbeskrivelse, som skal give en dækkende forståelse af, hvordan de indsamlede midler anvendes, eksempelvis land, befolkningsgruppe, projekt mv. En dækkende forståelse skabes gennem relevant, sandfærdig og let forståelig information. Der bør på kortfattet frontmateriale desuden henvises til, hvor man kan finde flere informationer om projektet.

Hvis indsamlingen af klæder og varer ikke går direkte til nødlidende, men for eksempel sælges, skal det oplyses. Hvis der er risiko for, at et projekt ikke gennemføres, skal det oplyses sammen med information om, hvad pengene i så fald går til. Hvis projekterne har et maksimumsbehov skal det oplyses, hvordan organisationen vil anvende eventuelt overskydende midler.

Det er væsentligt, at en giver har mulighed for at vide, at information findes om missionsselskaberne, og at informationen er nemt tilgængelig og gennemsigtig. Det betyder, at det skal være realistisk, at enhver, som ønsker information, uden besvær kan få den, enten ved at ringe og få materiale tilsendt, eller ved at gå ind på organisationens hjemmeside, og at informationen desuden har en form, som kan forstås af udenforstående “almindelige mennesker”.

Konklusion Et sæt etiske retningslinier skal nødig blot blive arkiveret i nogle mapper.

De skulle gerne virke som en trampolin, der sætter en dynamisk udvikling i gang. Både globalt og nationalt er der stort behov for både 44

evangelisation og diakoni. I de nordiske lande er der stor pengerigelighed og et højt privatforbrug. Derimod kniber det stærkt med givertjenesten, der ikke er fulgt med de seneste års materielle fremgang. Det er de få, der giver meget for at få løst en række opgaver. Mange opgaver ligger uløste på grund af manglende økonomiske ressourcer.

Pengene kommer ikke automatisk. Tidligere var der ofte en stærk loyalitet over for et missionsselskab. Det betød, at næsten uafhængigt af hvor meget eller hvor lidt missionsselskabet informerede om sine arbejdsopgaver, så var der trofaste givere, der altid støttede. Slog projekter fejl, var der (næsten) heller ingen debat eller kritik.

I dag ønsker den yngre generation mere information om gavernes anvendelse, hvis man fortsat skal støtte. Min personlige vurdering er, at i fremtiden bliver åbne og gennemskuelige regnskaber og troværdig information om de indsamlede midlers anvendelse et vigtigt konkurrenceparameter. Ved fremsynede målsætninger der udspringer af klare visioner, baseret på velgennemtænkte formål tror jeg, det vil være muligt at kalde nye giverkredse frem.

Men uden klare formål og visioner dør givervilligheden. Får enkeltpersoner først ejerskab til et formål, er det også muligt at øge giverviljen. Jo mere folk ved om konkrete behov, jo mere er de også villige til at give.

Forhåbentlig kan et intenst arbejde med de etiske retningslinier sætte denne positive udvikling i gang.

Flemming Kofod-Svendsen, født 1944, siden 2001 generalsekretær i ISOBRO, der er branceforening for de humanitære og kirkelige indsamlingsorganisationer, cand. theol., tidligere generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom, tidligere sognepræst i Birkerød, medlem af Folketinget 1984-94 og 1998-2001, i to perioder Boligminister og Minister for Nordisk Samarbejde.

45

Etikken i partnerskabet Af generalsekretær, dr.theol. Fidon Mwombeki, Bukoba, Tanzania

Et meget udbredt ord i missionsdebatten er “partnerskab”, som blev indført på det tidspunkt, da kolonierne blev til selvstændige stater i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Ved den lejlighed blev også missionskirkerne selvstændige og man skulle finde en model, hvorefter de gamle og de unge kirker kunne samarbeje på en ligeværdig måde. Men blev der tale om ligeværdighed i partnerskabet? Eller er partnerskabet et skalkeskjul for vestlige missionsselskabers forsøg på at holde fast i ejerskabet i de unge kirker? Vi har bedt dr.theol.

Fidon Mwombeki, der er generalsekretær i Den Evangelisk-Lutherske kirke i Nordveststiftet i Tanzania, om at reflektere i denne artikel om etikken i partnerskabet som det ser ud fra Bukoba i Tanzania.

Ordet partnerskab har adskillige bibetydninger. I det 21.århundredes verden, der i den grad er domineret af samhandel, er det meget let at tænke på partnerskab i begreber hentet fra erhvervslivets sprog. De udtrykker, at partnerne har indgået kontrakter, så de indgår i samhandelen i forhold, der er aftalt indbyrdes, og når foretagendet ikke længere giver udbytte, har de en klausul, der bestemmer, hvordan deres partnerskab kan opløses.

Denne opfattelse synes også at snige sig ind i missionens verden. Partnerne udfærdiger og underskriver “partnerskabs-kontrakter” eller “parnerskabs-aftaler”, selv om de mange gange ikke definerer, på hvilken måde og under hvilke betingelser partnerskabet kan ophøre. Nutildags ser vi flere og flere kontrakter mellem menigheder og institutioner, som angiver et begrænset tidsrum for partnerskabet, og de involverede parter har mulighed for at afgøre, hvorvidt de vil forlænge partnerskabet eller lade det ophøre.

Det farligste aspekt ved denne businessmodel er forholdet mellem partnerne. I et forretningsforetagende er der som regel en “udførende part46

ner” eller lignende uens forhold, der afhænger af, hvor meget tid og hvor stor kapital man involverer i partnerskabet. Jo mere man sætter ind, des større er ens autoritet.

Så optræder der et udtryk i de amerikanske medier, som forvirrer mig. De taler om ens “nettoværdi”! De siger, at nogen er så og så meget “værd” i dollars. Og “værdien” udregnes meget enkelt: Du tager hans samlede aktiver og trækker hans samlede passiver fra. Hvis kurserne på aktiemarkedet falder, så falder ens “nettoværdi” også og modsat. Jeg er meget bekymret over dette sprog, som afspejler hvilke værdier, man værdsætter, især fordi det får mig til at regne mig selv for mindre værd.

Men dette begreb er yderst blasfemisk. Det øjeblik, vi i missionen ikke er os bevidst, at vi er i fare for at regne menneskers “værdi” ud fra deres økonomiske forhold, så kommer vi i vanskeligheder. Vi kan ikke reducere menneskers værdi til forskellen mellem deres aktiver og passiver. Det er ellers så naturligt at gøre dette, ikke alene når forholdet er mellem verdensdele og lande, men også hele vejen ned til landsbyplanet, til forholdet mellem personer. Vi er alle udsat for den samme fristelse, hvad enten vi taler om forholdet mellem Danmark og Tanzania, eller mellem Danmission og Nordvest-stiftet i den Evangelisk-lutherske kirke i Tanzania, eller mellem en velhavende kirkeældste og en fattig enke i en lokal menighed på landet på Madagaskar. Partnerskab kan blive meget skævt og derfor ikke ønskeligt, hvis vi ikke bygger på et godt teologisk grundlag.

Det acceptable teologiske grundlag Det acceptable teologiske grundlag for partnerskab bygger på vores forståelse af menneskeværd. At vi fra skabelsen alle er lige, og at Gud ikke har nogen favoritter. Er vi virkelig i lyset af de rystende forskelle i økonomisk rigdom parate til at acceptere, at vi alle er lige? Vanskeligheden ved at acceptere dette angår begge sider af partnerskabet. De, der har en høj økonomisk status, fristes til at regne de fattigere for svagere partnere, som forventes at lytte, adlyde og blive belært. De fristes af et “mereværdskompleks”. Men på samme måde så fristes de, der har en lavere økonomisk status, til at betragte den rigere partner som den stærkere, der forventes at være den, der leder, udstikker retninger og kontrollerer.

47

Vi har ofte set begge sider i lokale tilfælde, hvor en missionær, der sommetider er meget naiv og besværlig, får lov til at dominere i en situation, blot fordi han eller hun er missionær, og derfor bringer katastrofer over folk. På samme måde så forventer missionærer sommetider for meget respekt og går rundt og giver ordrer, en gang imellem meningsløse ordrer, og truer med at afskære forholdet ved at fortælle det til missionsorganisationerne derhjemme. Og der er tilsyneladende missionsorganisationer, der forventer, at deres missionærer er de egentlige ledere, hvor de end opholder sig, og de betror snarere dem end de lokale ledere fortrolige oplysninger.

Takket være udviklingen i missionsteologien ved de fleste af os nu - og vi må hjælpe dem, der endnu ikke ved det - at vores partnerskab ikke passer særligt godt til businessmodellen, som bestemmer folks værdi efter størrelsen af deres bankkonto. Vi bygger på skabelsesteologien, der siger, at vi alle er Guds skabninger og har samme værdi.

Et andet udtryk for det teologiske grundlag er forståelsen af de åndelige gaver, billedligt udtrykt ved forholdet mellem legemet og lemmerne.

Bibelen udtrykker det meget klart (1 Kor 12), at vi alle er udrustede med forskellige gaver, og at vi forventes at bruge dem til fælles gavn. Ingen af os kan sige, at vi er så selvtilstrækkelige, at vi ikke behøver andre mennesker. Det gør vi. Det øjeblik vi tænker, at vi ikke har brug for andre, så må vi gå tilbage til korset og lade vor Herre vise os, hvad vi behøver. Vi får at vide, at Ånden “deler ud til hver enkelt, som den selv vil” (v. 11).

Og vi får også at vide, at de lemmer, som menneskeligt set betragtes som svagere, netop er uundværlige (v. 22). Hvis vi som kristne forstår billedet af den universelle kirke som ét legeme med mange lemmer, der alle er uundværlige, så vil vi have et godt teologisk grundlag for vores etik i partnerskabet. I det øjeblik jeg føler, at jeg ikke har brug for nogen i kirken, så må jeg spørge, hvad mit problem er.

Det tredje udtryk for det teologiske grundlag er, hvad jeg slår til lyd for i denne tid som blodets teologi. Vi læser i 1 Mos 4,9-10: “Da spurgte Herren Kain: “Hvor er din bror Abel?”

Kain svarede: “Det ved jeg ikke.

Skal jeg vogte min bror?”

Herren sagde: “Hvad er det, du har gjort?

Din brors blod råber til mig fra jorden”.

48

“Hvor er din bror Abel?” Selvfølgelig vidste Gud det! Meningen med spørgsmålet var at hjælpe Kain til at fatte, hvad han havde gjort mod sin bror. At lyve hjalp ikke meget. Han blev krævet til regnskab af Gud, der sagde, at hans brors blod råbte fra jorden. En brors blod har samme oprindelse som dit eget. Udgyder du din brors blod?

Spørgsmålet er: hvordan er vores forhold i partnerskabet? Er vi venner, der bygger på de samme værdier og finder det belejligt at mødes, så længe vi har de samme ambitioner? Eller er vi virkeligt blodsbeslægtede?

Jeg udfordrer kristne til at se nærmere på teologien om Kristi blod, som blev udgydt for os og som, ifølge Bibelen, har købt os alle og bundet os sammen. Når vi holder nadver, bekender vi alle, at det bæger, vi deler, er fællesskab med Kristi blod, og det brød, vi bryder, er fællesskab med Kristi legeme, så vi bliver ét legeme (1 Kor 10,16-17). Vi må derfor ikke kun betragte hinanden som partnere, der kun er forbundet af forretningsaftaler, men som brødre og søstre i Kristus, der er forbundet af Herrens eget kostbare blod.

De etiske følger for partnerskab Det ovenfor omtalte teologiske grundlag har utrolig vigtige etiske følger for vores vej fremover. Jeg vil kun nævne nogle enkelte.

For det første lighed i værdi. Vi må altid betragte hinanden som lige værdifulde, selv om vi er udstyret med forskellige gaver, ligesom i en familie.

Hvem der end har mere af en speciel gave, behøver ikke derfor at føle sig overlegen. Uheldigvis må vi i denne business-kontrollerede verden, hvor økonomisk rigdom synes at være målestokken for personligt værd, altid kæmpe mod denne menneskelige følelse. De, der er blevet velsignet med flere materielle goder, burde aldrig føle, at de er noget mere og bruge den uretfærdige, men populære “gulerod-og-stok-taktik” i partnerskabet. På den anden side så må de, der ikke har så stor materiel rigdom, aldrig føle sig mindreværdige, så de mangler initiativ og selvtillid i partnerskabet og derved ikke bidrager i fuld målestok med deres mange andre gaver.

For det andet: Partnerskabets varighed. I partnerskabet inden for missionen er der ved at dukke en tendens op til at indføre forretningsmodeller, der lægger vægt på korttidsengagementer. Det er en projektmodel, der er 49

nødt til at være af begrænset varighed med målelige resultater, og efter at det er fuldført og en rapport er godkendt, så er det næsten slut med partnerskabet, og partnerne går videre til nye områder. Denne tendens bliver mere og mere dominerende selv i partnerskaber mellem kirker. Mange gange hører vi ønsker om korttidsprojekter, der har en begyndelse og en afslutning. Dette behøver ikke i sig selv at være dårligt, men det kan blive til en holdning ikke kun til projekter, men også til vores engagement i partnerskab. Vi kan finde, at vi foretrækker at knytte kontakt med en særlig kirke eller missionsorganisation, gøre et projekt færdigt i løbet af nogle år, og så går vi videre. Når vores kontrakt løber ud, kender vi ikke mere til hinanden.

Jeg er bange for, at dette har at gøre med de talrige finansielle kilder, især fra de mere og mere populære støttemedlemmer, der handler på denne måde. Det influeres også af vor tids populisme, som har betydning for at rejse økonomiske midler, hvor vi er nødt til at vise, at vi har succes og dækker hele verden. At holde sig til de samme partnere lyder ikke for godt for støttemedlemmerne. Selv om fundraising er vigtig og må gøres, så er jeg bekymret for, at vi kan ende med ikke at adskille os fra sekulære udviklingsorganisationer, som ikke nødvendigvis behøver at have et forhold til nogen. For missionen går denne tendens imod vor værdsætten af at være “blodsbeslægtede”. For os gælder det om, at vi engagerer os uden at planlægge en afslutning af partnerskabet, fordi vores grundvold er dybere. Aktiviteterne i et partnerskab vil altid veksle, men vi kan på ingen måde have en plan om at udfase det indbyrdes forhold. Udfasningen gælder begge sider. Enhver af partnerne har mulighed for at finde andre partnere. Men vi må ikke glæde os over denne mulighed. Vi må fortsætte med at skabe nye forbindelser uden at skære de eksisterende over.

Jeg husker en udtalelse af en præst i Leipzig under Den kolde Krig. Da han så en kolonne militærkøretøjer køre forbi hen mod en russisk lejr, sagde han til os besøgende: “Russerne er vore brødre, men ikke vore venner.” Det var en resigneret udtalelse. Man vælger ikke en bror. Man kan ikke gøre en ende på broderskabet. Når det én gang er der, så er det der.

Det kan være en velsignelse eller en forbandelse. Men det kan ikke forandres. Derfor kan vi ikke vælge at afslutte vort partnerskab som kristne.

50

Særlige eksempler på etiske valg i partnerskaber Vi må for det første anerkende, at efter et århundredes missionsarbejde fra de nordlige lande til de sydlige, som uheldigvis gik hånd i hånd med kolonialismen med at ville “civilisere” de fattige samfund, så er missionen lykkedes. De missionsområder, hvor man begyndte, er nu blevet til uafhængige, levende kirker, der er i stand til at tage del i Guds verdensomspændende mission. Det er rigtigt, at de fortsat lider under kroniske financielle vanskeligheder, da kirkerne er en del af de samfund, der i stadig højere grad finder, at de er marginaliserede i den globale økonomi.

For det første er de unge kirker i syd ikke i mindre grad kirker end deres ældre søsterkirker i nord. De har gaver, de har lederskab, de har engagerede medlemmer, som er parate til at acceptere deres ansvar for deres kirker. Derfor er forholdet mellem de tidligere sendende missionsselskaber og de modtagende kirker vokset fra “forældre-barn-forholdet” til at være et forhold mellem medarbejdere på Guds ager.

Der behøves dog stadig missionærer. Det er, fordi missionærer er et tydeligt tegn på kirkens globale natur, og der er ingen bedre måde at vise partnerskab på, end at der er folk til stede fra andre dele af den globale kirke. Selv om vi i syd ønsker at have missionærer selv i de områder, hvor vi ikke mangler muligheder for at gøre en indsats, så har vore kolleger i nord desværre ikke accepteret denne virkelighed. Mange i menighederne i nord betragter ikke de mennesker, vi sender for at arbejde iblandt dem, som rigtige missionærer. De finder på noget andet at kalde dem, fordi folk ikke kan indse, at selv i deres midte er der missionsarbejde, der må gøres, og at mennesker fra syd kan deltage i denne mission. Derfor hører vi om adskillige undskyldninger som f. eks. sprogproblemer. Men vi må spørge, om de tror, at missionærerne fra deres lande, der kommer til os, virkelig altid taler vores sprog korrekt? Slet ikke! Men vi forstår dem og accepterer dem. Det er simpelthen et spørgsmål om mentalitet! De kan simpelthen ikke kapere det. De taler om, at udgifterne stiller sig i vejen, som om det er mindre kostbart at sende missionærer til os.

Det andet eksempel drejer sig om pengespørgsmål. Hver gang vi taler om noget, drejer det sig om penge. I partnerskab er penge et af de centrale spørgsmål. Selv om vi forsøger at komme ud over giver-modtagerforholdet, så lykkes det ikke så godt for os. Men sommetider går vi for 51

langt i denne diskussion. Vi må alle se i øjnene, at vi er husholdere over det, som Gud lægger i vore hænder. Som husholdere forventes vi at være ansvarlige og forpligtede. Et problem er den begrundelse, jeg hører, at når vi giver midler til vores partner, så må vi have tiltro til dem og så ikke stille spørgsmål om, hvorledes de bruger dem. Jeg anser dette for uetisk.

Hvad enten vi er i en lokal menighed eller i en missionsorganisation, så har vi alle sammen støtter, der betror os penge. Vi må stå til regnskab for, hvorledes vi bruger disse penge. Vi må anse det for etisk at aflægge rapport og ikke den anden vej rundt. Derfor er en missionsorganisation, der kræver at få en rapport om, hvordan pengene er brugt, absolut etisk, og at gøre noget andet ville være uetisk og uansvarligt. Skal et missionsselskab ikke også aflægge rapport til sine støtter?

Vi må imidlertid gøre dette i en fælles ansvarligheds ånd. Der er tidspunkter, hvor forholdet kan blive uetisk. For eksempel er der tider, hvor donoren stiller ensidige urealistiske betingelser og forlanger en snagende og respektløs inspektion, der kan nedværdige den, der bruger midlerne.

Der er tidspunkter, hvor det drejer sig om ren patronisering, og betingelserne må forkastes. Det sker sommetider, at betingelserne for at bruge midlerne bliver bestemt eller forandret af den ene part uden nogen samtale. Dette er uetisk.

Sommetider ønsker missionsorganisationerne ikke i realiteten at give slip på deres ejerskab. Jeg kender nogle steder, hvor missionsorganisationen stadig ejer udstyret, især biler, i deres partneres kirker. Selv kirkeledere må bede om forlov fra Europa, hvis de skal bruge den bil, der er betroet dem, fordi den tilhører missionsorganisationen. Det er uetisk og ikke sandt partnerskab. Det får kirkeledelsen til at føle sig meget lille.

Et af eksemplerne på et perfekt partnerskab har for nyligt fundet sted mellem mit stift og Danmission. Danmission kender vor mission og vore udfordringer. De fandt ud af, at der var en vis donor, der ville give finansiel hjælp til vore fiskerlandsbyer. De fortalte os det, og vi forsynede dem med information. Danmission oversatte materialet og gjorde et stort arbejde på dansk og sendte ansøgningen til donoren. Donoren gav penge, og vi og Danmission følte, at vi havde haft et godt samarbejde som sande partnere for at få adgang til nogle midler fra en dansk organisation, som vi ellers aldrig ville have haft kendskab til. Vi følte os forpligtede til at 52

føre projektet ud i livet, som vi havde sagt, vi ville, og Danmission stolede på os. Det er den model, vi også bruger i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Den gensidige tillid har et højt niveau. Vi taler sammen, før vi stiller et forslag, for vi er sammen. Vi diskuterer sagerne og udfører dem i fællesskab. Når vi derfor får stillet spørgsmål og er presset til at skynde os at komme med den forsinkede rapport, så føler vi slet ikke noget slemt ved det. Vi kender folk og arbejder sammen for hvert skridt.

Derfor ved vi, at partnerskab er muligt og kan blive forbedret, hvis vi har det rigtige etiske grundlag og bygger på det.

Artiklen er oversat af Knud Ochsner

Fidon Mwombeki, født 1960, har sin præsteuddannelse fra Lutheran Theological College Makumira i 1987. Efter nogle år som sognepræst blev han af sit stift, Nordveststiftet i Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania, sendt til USA hvor han først blev Master of Sacred Theology (1993 - Ohio) og derpå blev han dr.theol. I 1997 fra Luther Seminary, St. Paul. Samtidig erhvervede han den administrative uddannelse MBA i 1996. Herefter var han vicegeneralsekretær i Nordveststiftet indtil han i 2000 blev generalsekretær. Siden 2000 har han været formand for Tanzanias Råd for Gældsanering og Udvikling, hvilket bl.a. har ført ham ud på en del rejser verden rundt, bl.a. som delegat for Kirkernes Verdensråd i FN. Dr. Fidon Mwombeki har flere gange været i Danmark, blandt andet som taler ved Danske Kirkedage i 2001.

53

Dollardjævelen Af rektor, dr. Ramesh Khatry, Kathmandu, Nepal

Det er en gammel sandhed i mission, at “hvad jeg ejer, har Du givet, hver en evne, selve livet, Dig det hele hører til....” For mange mennesker har det været en drivkraft i givertjenesten. Og lad det været sagt, så ingen misforstår det.

Mission kan ikke drives uden penge - mange penge endda! Men samtidig må vi ydmygt spørge os selv i Vesten, hvad vore penge gør ved mennesker i Asien og Afrika. Er der etiske problemer forbundet med vor trang til at hjælpe? Redaktionen har bedt dr. Ramesh Khatry, der er rektor for det eneste videnskabelige teologiske bibliotek i Nepal, om at give os del i hans overvejelser om det, han kalder for “Dollardjævelen.”

“Livet begynder ved de fyrre”, fortæller folk mig. For længe siden læste jeg en artikel af den berømte engelske forfatter G.K. Chesterton om det herlige ved alderdommen. Dette er imidlertid kun ét af aspekterne ved at blive gammel. Det er også sådan, at man fysisk ændrer sig til det værre efter de fyrre, hvilket jeg kan bevidne ud fra egen erfaring. Nu skal der ingen ting til, før jeg forvrider min ankel og falder. Jeg er nødt til at være opmærksom på både småsten og sten på jordvejene, når jeg hver dag går de tre timer frem og tilbage fra arbejde. Jeg har af helbredshensyn opgivet at spise kød og mælkeprodukter. Solen branker den skaldede plet på mit hoved mere end nogensinde, så jeg er begyndt at gå med paraply.

Kan man sige, at noget lignende sker med kirker og kristne institutioner?

Ja, i hvert fald når det gælder kirken i Nepal.

Først vil jeg dvæle lidt ved, hvordan der er opstået nyt liv i den ca. 50 år gamle nepalesiske kirke. Demokratiets indførelse i Nepal i 1990 gav enorm kirkevækst. Mange kom som Nikodemus ud af deres skjul og bekendte deres tro åbent. At gå i kirke og blive døbt er blevet lige så let som en indkøbstur i Ason Tole. Kristne har gennemført påsketræf og udendørs møder med stolthed og iver. En dag så jeg fem-seks kristne nepalesere, der solgte kristen litteratur ved mit lokale posthus. For et 54

stykke tid siden var jeg til stede medens en anden gruppe aflagde vidnesbyrd via højtalere midt inde i Kathmandu. Tilsyneladende blev det tolereret af politiet.

Afhængig af en check Missiologer siger, at der er lige så mange mennesker, der bliver kristne i Nepal som i Kina eller Sydkorea. Selvfølgelig bøjer jeg hovedet i taknemlighed over for Gud over en sådan oplysning. Flere af mine nepalesiske brødre og søstre får nu kendskab til evangeliet, hvad enten de følger Jesus eller ej. I en sådan situation har den nepalesiske kirke den rolle at være moder til disse nye børn i troen. En kvinde bliver en bedre moder, hvis hun er trofast over for den mand, der elsker og tilbeder hende. Kirken i Nepal vil få held til at ernære de nye troende, efterhånden som den bliver totalt afhængig af Herren. Desværre er den nepalesiske kirke ved at blive gammel og senil. Den nepalesiske kirke, som startede med at være en selvunderholdende, selvstyrende og selvudbredende kirke, der med stolthed kunne se enhver i øjnene, styrer mod afhængighed af velmenende, men naive (og stupide og stædige) udenlandske donorer. Jeg ser den dag komme inden længe, hvor de fleste nepalesiske præster vil være afhængige af en check fra Washington, New York, London eller New Delhi.

Dollardonoren trækker i trådene I min egen kirke, som har tilstrækkeligt med bidragydere til at være fuldstændig uafhængig, er det udenlandske penge, der understøtter vores ledere. Derudover yder den samme donor stipendier til omkring 70 børn.

Hvis man medregner forældrene til disse børn, så er der sådan cirka 150 mennesker, der kommer i taknemlighedsgæld til denne donor.

For nogle år siden foreslog jeg, at kirken skulle forsøge at være mere åben.

“Lad os udarbejde nogle vedtægter, der kan være en rettesnor for vore ledere og for kirken”. Det nye Testamente opmuntrer til mangesidet lederskab, og jeg tænkte at nogle vedtægter, der var godkendt af hele menigheden, ville bringe os i overensstemmelse med dette princip. Hvad skete? Lederne og de forældre, der modtog hjælp fra denne donor, talte med én stemme. De udgjorde flertallet af de omkring 200 medlemmer af kirken, og til vores store skuffelse kvalte de ethvert forslag til reformer.

55

Vore ledere tør altså ikke gå imod donoren. Jeg har endda oplevet vores præst være væk fra den ugentlige gudstjeneste, fordi han skulle guide donorerne rundt i Nepal. Hvem trækker i trådene i vores kirke? Dollardonoren!

Eksamenssnyd Jeg har fungeret som bibellærer i mere end 25 år. For nogle år siden opdagede jeg, at hovedparten af eleverne snød ved eksamen på bibelskolen Nepal Bible Ashram. Uden betænkningstid fortalte jeg dem, at der ikke ville være nogen afgangsfest det år. Dette rystede eleverne helt ind i deres inderste, og snart var de i gang med at bekende deres synder over for alle lærerne. Dette år havde vi en af de mest ophøjede og meningsfulde afgangsfester nogen sinde.

Senere har jeg undervist på to andre bibelskoler. På den ene snød eleverne lige for øjnene af deres skoleleder, som ikke havde mod til at skride ind.

På den anden skete der det, at elever der havde fået nul, pludselig kunne fremvise høje karakterer! Jeg besluttede straks at ophøre som lærer ved disse skoler, så snart det pågældende kursus var afsluttet. Og jeg har advaret eleverne på Nepal Bible Ashram, hvor jeg stadig underviser, om at jeg øjeblikkelig standser med at undervise på skolen, hvis jeg opdager nogen form for snyd.

Kristne elever, som snyder til eksamen, er idioter, der spilder ikke alene donors penge, men også deres egen og deres læreres tid. Desuden er der eksempler i fortiden på, at nogle, der har “bestået” på den måde, er vendt tilbage til deres kirker og har stjålet penge eller er rendt væk med en andens kone.

Lys og salt i hindu-landsbyen Den værdighed, som den nepalesiske kirke og de kristne tidligere besad, er begyndt at smuldre. Afhængigheden af andre er ét tegn på senilitet.

Stupiditet er et andet. Begge bliver mere og mere almindelige i den nepalesiske kirke.

Svælger jeg i selvmedlidenhed og nederlagsstemning? Nej, for jeg 56

behøver ikke at undervise på de to bibelskoler - faktisk ville jeg så få mere tid til at skrive kommentarer til de nytestamentlige skrifter. Desuden har jeg startet en engelskklasse, der er åben for enhver i min landsby. Jeg havde kæmpet i årevis for at finde ud af, hvordan jeg skulle blive min hindu-landsbys lys og salt. Skuffelserne på bibelskolerne åbnede nye veje til tjeneste. Kristne behøver aldrig at fortvivle. ‘

Vær på vagt De fleste kirker uden for Kathmandu-dalen er stadig selvunderholdende, selvstyrende, selvudbredende - og hellige. Gud vil vide at bruge dem, medens de dollarnærede og forurenede kirker vil blive kørt bagud.

Kristne mennesker og sunde kirker i vort land skal være på vagt. Ingen kan hindre, at de bliver gamle, men der findes forholdsregler, der kan hindre senilitet.

Artiklen har i næsten samme form været bragt i Mission i Asien 3/1999

Ramesh Khatry var initiativtager til oprettelsen af Det Teologiske Bibliotek ATEN (Association for Theological Education in Nepal) i Kathmandu, der imødekommer det indiske Serampore Universitets krav til teologisk uddannelse.

I dag er han bibliotekets rektor. Desuden har han i mange år været bibelskolelærer og har et stort forfatterskab bag sig af især bibelkommentarer. Ramesh Khatry har erhvervet en Ph.D.grad fra Oxford, England. Han har et godt kendskab til Danmark, som han har besøgt flere gange - sidst som taler ved Danske Kirkedage i 2001.

57

Etiske retningslinjer for både bødler og ofre Af konsulent Jørgen Nørgaard Pedersen

I indledningen til de etiske retningslinjer for Dansk Missionsråd præciseres det, at de er gældende for missionsrådets medlemmers praksis både i Danmark og i andre lande. Hvordan føres det ud i livet? For at give et eksempel herpå, har redaktionen ønsket at bringe et eksempel fra et af de steder, hvor et af missionsrådets medlemmer (Danmission) arbejder, og hvor der i høj grad er etiske dilemmaer præsenteret i dagligdagen, nemlig Cambodja, der i årene 1975-78 var udsat for et af de mest bestialske regimer, man kan forestille sig. De etiske retningslinjer fra dette arbejde præsenteres af konsulent Jørgen Nørgaard Pedersen, der i mange år selv var et fremtrædende medlem af bestyrelsen for dette arbejde, og som selv har været med til at udarbejde retningslinjerne. Først bringes en introduktion om landet, arbejdet og baggrunden for retningslinjerne. Derpå bringes en oversættelse af selve dokumentet.

Baggrund Hvordan tale om etiske retningslinjer i et land, der er så plaget af sin historie, som tilfældet er med Cambodja. Pol Pots styrets folkemord på halvdelen af Cambodjas befolkning har efterladt dem med dybe traumer.

De fleste, der havde en uddannelse, brugte briller eller var forældre, mistede livet i dette rædselsregime, der varede fra 1975 til 1978.

Danmission (Dansk Santalmission) indledte i 1992 et samarbejde med en amerikansk kristen hjælpeorganisation World Concern, der havde deltaget i hjælpearbejde i Cambodja i nogle år. I forvejen samarbejdede vi med World Concern i Nepal og havde ved mange lejligheder konstateret lighed i syn på udvikling og mission. Det var derfor naturligt, at vi også fandt sammen for at styrke engagementet i Cambodja og sammen med den svenske Ørebromission, senere kaldet InterAct etablerede vi ICC (International Cooperation Cambodia). Senere er flere organisationer kommet med.

58

Formål Formålet var i første omgang at hjælpe kvinder og børn, de fleste mænd blev udryddet under Pol Pot. Derfor blev der oprettet syskoler, etableret sekretæruddannelse og anden administrativ uddannelse samt skoler for børn, der ikke af forskellige grunde kunne klare den almindelige skole.

Det var ofte faderløse børn. Senere blev landbrugsprojekter og arbejde blandt minoritetsbefolkningerne i grænseområderne igangsat. Der var ikke nogen officiel forbindelse mellem disse projekter og den lokale Khmer kirke. Det tillod regeringen ikke, men som ICC voksede kom flere missionærer til både fra Asien og Vesten og antallet af kristne Khmerer i projekterne voksede også. Det betød en både naturlig og nær uofficiel kontakt med den lokale Khmer kirke.

Etiske retningslinjer Bestyrelsen for ICC fandt det dog meget snart nødvendigt at få udarbejdet nogle etiske retningslinjer for alle ansatte.

Landet består af dem, der overlevede Pol Pot regimet, deres børn og så de tusinder af bødler og mordere, der fandt det sikrest at sympatisere med og tilslutte sig de Røde Khmerer. Det er dem, der i dag skal leve sammen.

Der er måske cirka lige mange af hver.

En præst i Phnom Penh udtalte til os, at der i hans menighed sidder tidligere Røde Khmer soldater, mordere og bødler. De er jo alle vegne. Det var jo fortrinsvis dem, der overlevede det folkemord, som landet nu og i mange år fremover, skal slikke sårene efter. Gudstjenesten bliver, som han sagde, et udtryk for fællesskab, tilgivelse og forsoning, en kamp mod mismod, fortvivlelse, skyld og smerte, samtidig med, at der synges med på lovsangen.

Da ICC er en kristen organisation, må dens personale, hvis sammensætning også afspejler ovenstående, kunne forholde sig til denne virkelighed. I et folk, der er dybt præget af mismod, og som bærer på en ubegribelig tung skyld og skam, er der brug for nogle retningslinier, der taler særligt om kærlighed, tilgivelse og forsoning.

59

Netop med nogle af disse overskrifter bad ICC’s bestyrelse personalet, både udlændinge og nationale, om at udarbejde nogle etiske retningslinjer, der kunne medvirke til, at der i ICC’s projekter blev sat eksempler for andre netop om kærlighed og omsorg og ønske om forsoning samtidig med, at ICC’s personale selv skulle kunne leve med og udvikle sig under sådanne retningslinier.

Det blev en meget nyttig og lærerig proces, da disse spørgsmål skulle drøftes i de enkelte projekter og blandt det ledende personale. Processen fortsatte, da det første udkast blev forelagt bestyrelsen. Det måtte frem og tilbage et par gange, men i december 2001 var det endelige dokument færdigt.

ICC’s Identitet, Vision og Mission er fortrinsvis udarbejdet af bestyrelsen og herefter drøftet og korrigeret af personalet, mens det omvendte er tilfældet med Værdierne (de etiske retningslinjer) som personalet i alle projekterne og administrationen har udarbejdet og som bestyrelsen endelig har godkendt.

Jørgen Nørgaard Pedersen, født 1940, medlem af ICC’s bestyrelse 1993-2002, fra 1961 missionær for DMS i flere steder i Mellemøsten, derpå missionssekretær og senere informationschef i DMS, 1982-1999 generalsekretær i Dansk Santalmission, 2000-2001 vicegeneralsekretær i Danmission, derpå konsulent.

Fratrådte i 2002 sit arbejde i Danmission, og arbejder nu som free-lance konsulent, bl.a. for Family Book Shop Groop i Mellemøsten. Har siddet i en del internationale bestyrelser vedr. mission.

60

DOKUMENTATION:

International Cooperation Cambodia - Identitet, Værdier, Vision og Mission

A: FORORD En organisations kultur inkluderer de værdier, som bestemmer, hvordan organisationen arbejder og opfører sig. De, der sponsorerer ICC, og det personel de sender til Cambodja, har et kristent engagement, som er beskrevet klart i ICC’s konstitution.

Den følgende liste over værdier beskriver den opførsel, som vi finder vigtig for alle cambodjanere og udlændinge, som repræsenterer og arbejder for ICC. Vi erkender, at det er idealer, men vi ønsker at stå til ansvar for, at de kommer til udtryk i ICC, således at de influerer vores programmer samt udvælgelsen og udviklingen af vores personale.

B: IDENTITET International Cooperation Cambodia - er en kristen organisation, som er tilskyndet af Guds kærlighed til at arbejde holistisk.

- er en international organisation, som arbejder i Cambodja gennem en stab af khmerer, lokale minoriteter og udlændinge.

- er engageret i bæredygtig menneskecentreret udvikling i alle niveauer af samfundet, uafhængigt af race, religion, køn, alder, kultur, politisk overbevisning, og med speciel fokus på de fattige og marginaliserede (inkl. kvinder og børn).

- er forpligtet til at demonstrere og udvikle enhed, samarbejde og partnerskab, idet vi selv er en partnerorganisation.

- er en lærende organisation, som hjælper folk til at hjælpe sig selv gennem individuel og organisationel kapacitetsopbygning med specielt henblik på kulturforskelle.

61

C: VÆRDIER Menneskefokusering og lighed Vi er på en holistisk måde fokuserede på mennesker, og respekterer hvert menneske uden uretfærdig diskrimination på grund af status, religion, politisk ståsted, køn eller etnisk baggrund.

Speciel omsorg for fattige og underprivilegerede Vi prioriterer de fattige, de sårbare og de marginaliserede højt, og søger sammen med dem at ændre de strukturer, holdninger og manglende muligheder, som skader dem. Vi giver speciel prioritet til de underprivilegerede.

Tjeneste og kærlighed Vi søger at identificere os med mennesker i deres ønsker og håb, og deler medfølende vores tid og evner i hengiven tjeneste.

Tilgivelse og forsoning Vi vil være villige til at anerkende krænkelser, at tilgive og søge forsoning. Vi vil søge at bearbejde konflikter åbent og positivt.

Integritet og ærlighed Vi søger at være sandfærdige.

Vi forlanger ærlighed i omgang med ting og penge, og ansvarlighed i udførelsen af vore opgaver.

Vi søger at have integritet og at være ansvarsfulde medarbejdere, når vi arbejder med mennesker og samfund, naturen og andre ressourcer.

Professionelle kvalifikationer Vi ønsker at være dygtige til vores arbejde, at forbedre vore kvalifikationer og at være forbilleder i brugen af effektive og humane arbejdsmetoder.

Partnerskab og samarbejde Vi værdsætter, og er forpligtede til at vise enhed og til at arbejde og samarbejde i partnerskab.

Deltagelse og kapacitetsopbygning Vi er forpligtede til at gøre mennesker og samfund i stand til at deltage i 62

beslutningsprocesser, som påvirker dem, og derved sætte dem i stand til mere effektivt at forbedre deres eget liv. I disse engagementer giver vi alle, og modtager vi alle, vi underviser og vi lærer selv.

Uddannelse Vi er konstant forpligtet til at uddanne andre, at videregive vore færdigheder og at vise vore værdier til individer og landet som sådan.

Kulturel følsomhed Vi søger at leve og arbejde på en måde, som viser fornemmelse for kulturen og som er passende i et land, som har så rig en variation i skikke og traditioner.

Miljø Vi værdsætter bevarelsen og forbedringen af vores miljø, idet vi anerkender at alle mennesker, dyr og planter eksisterer i en kompleks afhængighed af hinanden og af alt, der holder dem i live.

Ydmyghed Vi søger at lære selv, før vi underviser, idet vi anerkender, at de forskellige cambodjanske folk har levet i bjergene og i lavlandet i hundreder af år og har skaffet færdigheder, viden og skikke, som udenforstående må forstå og værdsætte for kunne tjene dem.

Tillid til Gud Vi er forpligtet til at lære af og følge det eksempel, som Jesus Kristus gav i sit liv på jorden, idet han tjente de trængende på en holistisk måde, og vi er motiveret af og har tillid til Guds kærlighed.

D: VISION Idet ICC’s formål, at tjene Cambodjas folk i Jesu Kristi kærlighed og ånd, opfyldes, og idet vi stiler mod harmoni mellem Gud, os selv, hinanden og skaberværket, vil ICC’s arbejde og organisation være formet af denne erklæring.

Individer, kristne og andre fællesskaber og organisationer vil opleve Guds kærlighed og være i stand til at sikre deres sundhed - holistisk set 63

på en bæredygtig måde, leve i genoprettede forhold og arbejde deltagende sammen for en fremtid efter deres eget ønske.

E: MISSION ICC søger at afspejle Guds kærlighed i ord og handling til alle. Derfor vil vi i bøn tjene Cambodja gennem: - at opbygge kapacitet, fortrolighed og tillid, som kan sætte folk, samfund og lokale organisationer i stand til at engagere sig i forvandlende udvikling.

- at fremme enhed, partnerskab og samarbejde for bedre at opnå holistisk sundhed i Cambodja.

- at udforme og fremme oplæring, og at lægge vægt på opdyrkning af lokales professionelle og ledelsesmæssige færdigheder.

- at være fleksible, lydhøre og proaktive i Cambodja og i international kontekst.

Vi vil udføre denne mission indenfor uddannelse, sundhed, fødevaresikkerhed, udvikling, indkomst genererende virksomhed og andre passende sektorer.

Oversat af Caroline Winther

64

Mission, medier og etik - Hvilke etiske overvejelser bør missionsselskaberne gøre sig i mødet med medierne?

Af kultursociolog Elizabeth Knox-Seith

Mission og medier optager mange både i missionen og i medierne. Men det er ikke altid det samme, der optager parterne. Det er ikke umiddelbart således, at man har samme opfattelse af, hvad der er en god historie. Dertil kommer en udbredt angst hos mange i mission for, at det vil ødelægge missionsarbejdet, hvis man tegner det sande billede i offentligheden. De etiske retningslinier for Dansk Missionsråd taler bl.a. om missionsselskaberne skal udarbejde etiske retningslinier for deres kommunikationsarbejde og fremstilling af deres arbejde i medierne.

Elizabeth Knox-Seith er kultursociolog og har i mange år arbejdet med mission og medier. Hun giver i denne artikel nogle bud på, hvordan samklangen mellem mission, medier og etik kunne være.

Skandale-historier om missionsselskaber, der udøver magtmisbrug.

Lækkerbidskener om missionærer, der misbruger børn seksuelt. Vi kender alle til den krybende fornemmelse, som kommer, når alt det, man har sit hjerte nærmest, portrætteres til uigenkendelighed.

Nok er der problemer i missionsselskaberne - og nok er der missionærer, der overtræder etiske grænser. Men hvis det bliver hele billedet af, hvad mission er, bliver det skævt. Hvad kan man da gøre for at opveje billedet?

Pressen fungerer grundlæggende ud fra et nyhedsprincip, der siger, at jo mere konfliktfyldt dækningen af et stofområde er, jo bedre. Solstråle-historier om solbrændte missionærer blandt søde børn i Afrika går ikke rigtigt længere. Det sælger måske i de gamle missionskredse. Men det sælger ikke i medierne.

Tre elementer skal være tilstede, hvis en historie skal være rigtig god: Politik, sex og religion. Er cocktailen rigtig god, giver det forsider. Og i 65

bedste tilfælde berømmes historien som en kioskbasker. Er disse elementer til stede, kan man sælge aviser selv en bagende sommerdag, hvor alle ellers helst ville ligge på stranden og glemme alt om verden.

Enhver journalist vil derfor fryde sig, hvis det kan lykkes at lokke en missionær på glatis. Eller endnu bedre: Et helt missionsselskab. Magtmisbrug og seksuelle skandaler er de bedste ingredienser i fortællinger, der handler om noget religiøst.

Det er derfor ikke helt let at agere i medieverdenen, hvis man er et missionsselskab. Næsten af skræk for på forhånd at falde i elefantfælderne, er der som regel ingen organisationer med respekt for sig selv, der tør løfte blot en flig af sløret og fortælle spændende historier om sig selv. I stedet bliver det til pæne historier, der skal forsikre om, at alt er godt og uangribeligt. Og så kedeligt, at det netop aldrig kommer i aviserne.

Er man bange for pressens kritik, får man den netop. Skjuler man sig i busken som en struds, vil alle se ens hale - og slet ikke det fine ansigt, som man allerhelst så blev beskrevet.

Sansen for kritik Man må have mod til at præsentere spændende historier overfor en presse, som fungerer udfra helt anderledes etiske principper end dem, man selv værdsætter. Det kræver, at man tør se sig selv kritisk i øjnene uden at man automatisk føler den kritiske vinkel som et nederlag. Og at man tør lade andre se med kritiske øjne på én - uden at man dermed dør af skræk for at miste ansigt.

Enhver presse med respekt for sig selv kræver retten til at skrive spændingsmættede, kritiske, dybdeborende historier. Man kan ikke “købe” en presse til at skrive godt om én selv - uanset hvor god man så end er. Først når man ikke er god længere, kan man være sikker på, at nogen skriver om én.

I stedet for febrilsk at blive ved med at være “god” må man derfor lære at formidle historier, der på en sund og balanceret måde kan tilfredsstille det behov, pressen generelt har for at præsentere spændende historier kritisk.

66

Missionsarbejdets problem er ofte, at der ikke er så meget at skrive hjem om - set med pressens briller. En sundhedsklinik, der fungerer ude i ørkenen, år efter år, ved hjælp af et utrætteligt og dygtigt samarbejde mellem udsendte sygeplejersker og lokale kræfter, er ingen god historie.

Hvorfor ikke? Er det netop ikke en positiv historie? Jo. Men det velfungerende sælger ikke. Først hvis én af sygeplejerskerne bliver myrdet eller endnu bedre, bortført - sælger det.

Skal man da til at sørge for, at ens personale med jævne mellemrum bliver myrdet eller bortført? Selvfølgelig ikke. Men ønsker man at formidle en god historie fra netop denne ørken, gælder det måske om at finde andre kritiske vinkler, som man kan præsentere.

Gennemslagskraftige vinkler i pressen En vinkel kan være samspillet med de lokale myndigheder. Hvordan fungerer det? Hvad stiller man som missionær op, hvis man møder bureaukrati, underslæb og korruption? Tør man af hensyn til sine samarbejdspartnere præsentere disse problemstillinger, også offentligt? Eller vælger man at tie med det, og fortsætte i det stille, for at være sikker på, at det livsvigtige sundhedsarbejde overlever?

Det er svære overvejelser at gøre, netop fordi kontakten med pressen kan ødelægge relationer til lokale partnere, der møjsommeligt er bygget op gennem mange år. Er det da prisen værd? Kan interessen for at komme i mediernes fokus opvejes med interessen for, at ens arbejde fortsætter, solidt og grundigt, som det har gjort i årtier? Er det eneste alternativ at fortsætte med de små gyldne solstrålehistorier hjemme i missionsbladet, som de gode givere stadig er glade for at læse, men som ingen andre gider interessere sig spor for?

En anden - og lidt mindre “farlig” - vinkel kan være at fortælle den udsendte missionærs egen svære historie. Hun kom ned med sin familie, eller måske helt alene, og led et kulturchok. Hvad har mødet med den fremmede kultur betydet for hende? Har det ændret hendes liv? Er børnene blevet mere engle i Afrika end de var i Danmark? Eller hvad sagde de til at blive skilt fra deres idealistiske mor og efterladt derhjemme?

67

Den slags lidt sentimentale historier sælger ind imellem godt i dameblade, men de skal være vinklet interessant. Selv dér er man kritisk.

Allerbedst virker det, hvis missionæren kører på motorcykel og møder fremmede folkeslag, ingen har set eller hørt om før. Og endnu bedre er det, hvis missionæren halvvejs sønderrevet møder kannibaler midt ude i junglen, og optager det med skjult kamera. Så går historien som varmt brød på TV-Zulu.

Spørgsmålet er, om det er dén slags, man vil formidle. I hvilken interesse formidler man? Er det for at få baglandet til at give endnu en donation, eller er det for at skabe en bredere, folkelig interesse for mission?

Missionæren er ingen helt Når det er så svært at formidle i bredere folkelige kredse, hvad mission er, er det uden tvivl, fordi selve begrebet mission har lidt skibbrud inden for de seneste tredive år.

Man er ikke længere en helt hvis man er missionær. Og lysbilledforedrag fra rejser i den afrikanske ørken eller de mongolske stepper er ikke helt så populært i lokalsamfundene, som det var engang.

I dag er det ikke missionæren, men eventyreren, der er helten i en historie. Thomas Breinholt kan rejse land og rige rundt og vække begejstring med sprængladte fortællinger om sine eventyrlige rejser. Og Niels Christian Hvidt kan vække samme entusiasme med sine veltilrettelagte power-point-foredrag om mirakler. Men hvad kan en ganske almindelig missionær?

Det at omvende folk til kristendommen er ikke så “in” som det har været.

Derfor taler man i dag hellere om dialog. Men har missionsarbejderne forstået at formidle denne grundlæggende forandring i indstillingen til arbejdet? Og er der i det hele taget tale om en grundlæggende forandring?

Eller er det blot en kosmetisk, tidstilpassende make-up, man tager på?

Netop sådanne spørgsmål kan være gode udgangspunkter for kritiske, dybdeborende historier om missionens arbejde. Hvad er det faktisk, man gør? Hvori består den åbne dagsorden? Hvad er den skjulte? Hvordan 68

virker arbejdet på forskellige grupper i lokalsamfundet? Har det skabt positive forbedringer, eller har det skabt større forskelle i lokal-området f.eks. mellem dem, der nyder godt af missionens arbejde og de privilegier, det giver, og dem, der ikke gør det?

Tør man stille den slags kritiske spørgsmål til sig selv og sit arbejde - eller sætte andre til at gøre det - er man allerede et godt stykke på vej til at etablere grundlaget for en “god” historie. Ikke en historie, hvor man nødvendigvis kun portrætteres som “god“, men en historie, hvor arbejdet sættes under kritisk lup. Via en sådan historie kan det gøres klart, i hvor vid udstrækning, mission-paradigmerne har ændret sig gennem de sidste 30 år, og om hvorvidt fordommene omkring mission holder eller ikke holder.

Levende organisme i forandring En anden vinkel er at sætte missionæren til at debattere med kritikeren.

Hvad vil den ateistiske filminstruktør, der er kommet for at lave et antropologisk portræt af buskmændene, sige til den missionær, der har arbejdet i området i årevis? Tør man lade mødet være åbent, levende og grænsenedbrydende, er man kommet et godt stykke på vejen i formidlingen af, at mission er en levende organisme i forandring.

Man kan også lade lokale parter - og partnere - diskutere kritisk indbyrdes, med eller uden missionærens tilstedeværelse. Et emne, der altid bringer blodet i kog på afrikanske sundhedsklinikker, er brugen af kondomer i AIDS-kampagnerne. Tør man for alvor tage spørgsmålene om seksual-etik op, kritisk og åbenlyst - i indbyrdes diskussion mellem folk af forskellig mening, religiøst såvel som politisk? Da er man på vej mod en rigtig kioskbasker, der samtidig godt kan være saglig, og have dyb betydning, fordi det afspejler et reelt - og uomgængeligt - dilemma i arbejdet med AIDS. Eller hvad med kvindernes rolle i forhold til mændene, når det handler om retten til at beskytte sig mod at blive smittet? Mange afrikanske AIDSarbejdere - ikke mindst kvinder - har meget at sige i den sammenhæng.

Tør man give dem ordet? Tør man lade dem tale mod det mandshierarki, de reelt oplever som et problem?

69

Det er ikke altid missionsarbejdet i sig selv, der er den gode historie, men alt det, arbejdet indebærer. Alle de brudflader, arbejdet foregår midt i. Tør man portrættere nogle af disse vanskelige konflikfelter, uden nødvendigvis at føle, at man forråder partnerne i lokalsamfundet, er man kommet langt - ikke mindst i retning af at sikre, at folk, der ikke kender til det lokale miljø, forstår virkeligheden.

Men man skal turde risikere, at det ikke altid er det gode, journalisterne vil hæfte sig ved. Måske er det mest smerten, der er det umiddelbart sensationelle. De afhuggede arme og hoveder i Sierra Leone. De mange unge, der humper på krykker i Cambodja, fordi skjulte landminer var spredt over markerne. Det, som kommer i fokus, er ikke nødvendigvis det fredsarbejde, som så mange har kæmpet i årevis for at bygge op, med livet som indsats.

De lange, seje træk sælger sjældent godt i medierne. Bliver en fredsaktivist mejet ned af en bulldozer i den palæstinensiske ørken, skal det nok komme på forsiderne, selv i store amerikanske medier - især hvis pigen, der blev dræbt, var en ung, lyshåret kvæker med amerikansk statsborgerskab. Alt det øvrige arbejde, der møjsommeligt er gjort, år efter år, for at skabe fred og forsoning i området, bliver ikke mere kendt af den grund.

Men nu ved man da, at én pige ofrede livet. Og at der foregår noget.

Missionens dilemma Missionens dilemma er, at arbejdet sjældent er dramatisk. Mange broer bygges - men sjældent synlige. Mange mennesker reddes - men sjældent synligt. Først, når missionærer kan mistænkes for at være involveret i massemord i Burundi/Rwanda, tænker nogen på, at der overhovedet har eksisteret mission i området. Men ingen husker længere, hvor sejt et træk, der er taget, år ud og år ind, for at forebygge konflikt og skabe forsoning.

Hvilken god historie var dét?

Man må være tålmodige, når det handler om at formidle. Vide, at det “gode” arbejde ikke er en “god” historie. At det først er, når alting går galt, at ens arbejde bliver interessant. Derfor skal man ikke være så bange for fejltagelser. Tværtimod skal man måske kaste sig ud i med mandsmod at forklare, hvorfor det var så svært at skabe fred og forsoning i Burun70

di/Rwanda. Og hvilken evne til at håndtere konflikter, det kræver som missionær. Ærligheden er altid grobunden for det interessante. For det er dér, hvor man ser, at andre kommer til kort, at man kan genkende sin egen magtesløshed i historien. Dér, hvor man gider læse den. For hvad skal man egentlig med solstrålehistorier, når man instinktivt ved, at virkeligheden altid er - og vil være - en anden?

Modet til at formidle fejltagelser, ærligt og råt, er i virkeligheden rigtig god teologi. Er vi ikke alle som mennesker brudte, henkastet til lidelsen?

Og er det ikke netop i med-lidelsen med andre, vi træder i karaktér som virkelige, kærlige og værdige mennesker? Det er ikke ved at fornægte virkeligheden, men ved at leve den, midt i al brudtheden, at vi bliver dem, vi er skabt til at være. Først da bliver vort arbejde interessant for andre.

Derfor må missionsselskaberne turde være rå og ærlige omkring de dilemmaer, de står i.

Mission er et vigtigt område, faktisk et krydsfelt. Paradigmerne er skiftet, sammen med virkeligheden, og verden er ikke længere “sød” som den tilsyneladende var engang. Vi vil gerne opretholde illusionen om “de gode”, som kommer ud og gør verden bedre. Men i virkeligheden er der snarere tale om mennesker, der ligesom alle andre mennesker gerne vil gøre noget godt, men som vikles ind i verdens elendighed og bliver en del af den. I denne kamp lykkes det ind imellem - trods alt - at gøre noget godt for hinanden. Heri består solstrålerne (heldigvis) stadig.

Men for at kunne se solstrålerne, må vi også turde sætte fokus på skyggerne. Vi skal ikke være bange for at indrømme, at vi er en del af sølet.

Først da får pressen mindre behov for at skyde de hvide duer ned. Så længe det (stadig) er en sensation at fortælle, at missionærerne - og missionsselskaberne - ikke er så “gode”, som alle gik rundt og prøvede at få andre til at tro, står det skidt til med troværdigheden.

Først når vi tør fortælle om de virkelige dilemmaer i arbejdet opstår den egentlige troværdighed. Og det egentligt spændende. For i brudtheden, og i modet til at agere midt i den, eksisterer det egentligt sande liv.

71

Elizabeth Knox-Seith, f. 1962, er kultursociolog, og arbejder for missionsselskabet Areopagos og free-lance for Danmarks Radio. I årene 1990-93 var hun folkekirkelig AIDS-konsulent. De seneste ti år har hun arbejdet med tredie verden, mission, menighedsudvikling og medier - bl.a. forestod hun en større evaluering af magasinet “UDSYN”, der i en årrække blev udgivet i et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Det Økumeniske Fællesråd, m.fl.

72

Missionens etik Af sognepræst Jens Christian Nielsen, Nysted

At påstå at et trosskifte er lig med en social eller kulturel voldførelse af mennesker er lige så urimelig som at hævde, at et trosskifte ingen sociale og kulturelle konsekvenser har eller kan have, hedder det i denne artikel om “Missionens etik”.

Det er et væsentligt udsagn at holde sig for øje i missionsarbejde, at vort arbejde har konsekvenser, som vi må forholde os til. Har vi ret til at gribe ind i det mest dyrebare, som et andet menneske har - dets tro? Artiklens forfatter har i mange år været en central person i dansk mission og økumenisk arbejde, han har rejst i mange af de lande, som dansk mission arbejder i, så han kender vilkårene fra selvsyn. Desuden sad han i det udvalg, som udarbejdede de etiske retningslinjer for Dansk Missionsråd, ligesom han sidder med i et tilsvarende udvalg under ISOBRO.

En skitse: En bevægelse blandt mennesker Et personligt møde mellem et menneske og de ord, handlinger og det liv, som bærer Jesu Kristi navn, er sandhedens øjeblik. Det er mødet med det, der er større end menneskets begrænsning, døden; det er åbningen til liv større, dybere og mere livsprægende end et menneske kan forestille sig selv. Mennesket ser sig indfældet i en sammenhæng, der er ny i forhold til det kendte; fremmed i forhold til det givne og sædvanebestemte.

Sandhedens øjeblik skal ikke forstås indskrænkende. For mange er der tale om et livsforløb med vækst og indsigt; for andre en indre kompasretning - et næsten instinktpræget lys over livsvejen, de følger; for atter andre en standsen op, en afgørelse, der både tages for dem og som de selv giver deres tilslutning.

Mission er viderebringelse af denne samlede erfaring af sandhedens øjeblik - sådan som den enkelte og alle, der forstår sig forbundet med denne erfaring, har forstået det og bevidner det. Det er på én gang et personligt 73

og kollektivt vidnesbyrd. Den enkelte hæfter for det med sin indsigt, forståelse og hengivenhed. Kollektivet samler erfaringerne og korrigerer og justerer dem - begrænser enkeltpersoners erfarings almengyldighed og udvider og frugtbargør den enkeltes erfaring ved at se den i sammenhæng med alles erfaring.

I kirkens/det kristne kollektivs fælles historie bevidner Kristus-bekendelsen, bønnen og lovsangen denne erfaring; den udtrykker sig også betydningsfuldt i kristnes diakonale og samfundsmæssige tjeneste. Den åbner sig i helgeners og martyrers ord og liv; den giver sig tilkende i profetiske kald til ny værdibevidsthed - med præg af ansvarlighed for de fattige og udstødte. Den udtrykker sig altid i et kald til at være jorden, medmennesket og dagligdagen tro - her er man krævet i næsteforpligtelse og barmhjertighedsliv. Her skal den kristne leve af tilgivelsen og i tilgivelsen.

Grundvidnesbyrdet udtrykkes stærkest i Det nye Testamentes evangelieberetninger og øvrige skriftsamling, der udlægger Guds frelses historie, som den finder sine indledende nedslag i Det gamle Testamente, og peger på Kristus-bekendelsens universalitet, der sprænger den historiske, folkelige, sproglige og kulturelle begrænsning, som den fra først af udtrykker sig inden for.

Lidt senere kalder den apostolske trosbekendelse kirken/det kristne kollektiv for “hellig” og “almindelig”. Det hellige er det, der i eminent forstand er det guddommeliges udtryk i Kristi liv, ord og gerning, herunder hans korsdød og opstandelse. Det almindelige er det, der i eminent forstand er det folkelige eller almenmenneskelige ved det kristne budskab, nemlig at det vil være gyldigt og hævder at være afgørende begribeligt for alle mennesker, på alle steder og til alle tider - uden hensyn til historiske, folkelige, sproglige og kulturelle begrænsninger Mission betyder sendelse. En bevægelse blandt mennesker. I tid og i rum udgår der til kollektiv og til enkeltkristne et kald til besindelse på Kristusbudskabets viderebringelse. Forældre må række det til deres børn, ægtefælle til ægtefælle, nabo til nabo, folkefælle til folkefælle, nabofolk til nabofolk. Vidnesbyrdet er efter sin art et frit vidnesbyrd. Det er en kristen grunderfaring, at “tvang til tro er dårers tale” (Grundtvig). Alt andet 74

medfører kun hykleri. Det er en erfaring, der er dyrekøbt - også i kristen tradition.

Den moderne missionsbevægelse igennem de sidste ca. 200 år - med svage rødder i 16- og 1700-tallet - er dels udtryk for en ny omverdensbevidsthed, der bryder den vestlige kristenheds geografiske afskærmning, dels repræsenterer den en genbesindelse på det kristne budskabs universalitet. I en række tilfælde er den også udtryk for en kristendomstype, der ikke på forhånd er rede til at lade sig binde ind i en given stats- eller folkekirkelig ramme, hvor denne føles begrænsende.

Selskabs- eller foreningsdannelse bliver derfor en organisationstype, der ved indledningen af den moderne missionsbevægelses æra, foretrækkes som rammen om den mission, der er egentlig grænseoverskridende: Udsendelse af mennesker til i ord og gerning at bevidne Kristi sandhed i en folkelig og kulturel sammenhæng, der er fjern fra deres egen. Derfor er indlevelse, respekt, sproglig og kulturel kompetence sammen med praktisk næstekærlighed naturligt nok den forestillingshorisont, som sendelsens mennesker forventes at leve, handle og forkynde ud fra.

En global missionsforståelse er i disse år under udformning. Dels i en stadigt mere intensiv missionsvirksomhed båret af lokale kirker og kristne grupperinger i Asien og Afrika i såvel de enkelte lande som inden for den enkelte verdensdel, dels i en afsøgning af mulighederne for forlægning af beslutningscentre og udformning af bindende partnerskaber imellem asiatiske og afrikanske kirker/organisationer på den ene side og europæiske og nordamerikanske missionsorganer på den anden.

Dertil er der spæde, men sikre trin i retning af “returmission” til et sækulariseret og religiøst diffust Vesten. Samtidigt støder evangeliseringstiltag blandt folkekirkelige befolkninger og egentlige missionsinitiativer i forhold til mennesker uden et kristent tilhørsforhold i faldende grad på refleksbetinget modstand fra de menneskers side, der lever i en forestillingsverden om Europa (og til dels Nordamerika) som kristenhedens område. Omridset af en global missionsbevægelse, der finder mange former for udtryk, og som organiserer sig efter andre mønstre end hidtil kendt, træder frem.

75

Tilgange: Respekt, tolerance, besindelse, tro og kultur De andre religioner møder os med meget forskellig fremtrædelsesform. I vor sædvanligvis alt for hastige søgen efter at få greb om dem og definere dem (primitive, overtro, hedninger) er der store chancer for at miste perspektivet og respekten. At sige nej uden at håne, at afvise uden at fortegne, at fastholde den anderledes troende som den, der har brug for min aktive respektindgydende holdning, fordi jeg selv ønsker at blive bedømt ud fra min religions centrum og styrke, ikke fra dens periferi og detaljer, er at bygge væksthus for en holdning, der gør det muligt at tro forskelligt - i venskab og at gå over troens grænse til ny bekendelse uden uværdighed.

Respekt føder tolerance, der ikke kender til slaphed og ligegyldighed, men insisterer på den fleksibilitet, der anerkender folkelig, kulturel og individuel forskellighed - og regner dem for en berigelse. Det giver plads for bekendelse uden pres, og det åbner for at stå ved sit religiøse standpunkt uden at skamme sig. Det åbner for at tage andre alvorligt - som religiøse og troende og som udgangspunkt mene, at de står for noget lige så vigtigt for dem, som min overbevisning er for mig.

En vestafrikansk, romersk-katolsk teolog fra Senegal sagde op til Det andet Vatikanerkoncil: “Den katolske kirke er ikke fremmed for noget menneske og anser ingen for en fremmed.” Dette er ikke et konfessionelt udsagn. Ingen kristendoms-tydning - af hvad art den end måtte være vil kunne beholde sit navn, hvis den ikke mener dette. Det er et universelt udsagn.

Der findes en intolerant og stupid kritik af kristen mission, som anser det for “hårde kendsgerninger” og ubetvivlelig, historisk visdom, at kristendom og imperialisme eller kristendom og vestligt kulturelt overherredømme er stadige partnere. Så sandt konkrete eksempler kan fremtræde, så meningsløs er en generel karakteristik i den retning. Den underkender helt kristendommens kritiske potentiale i forhold til stat og kultur.

Stadige - og i disse år forstærkede - beskyldninger fra både muslimer og hinduer om forførelse eller overtalelse eller pression på mennesker for at tilslutte sig kristendommen ved hjælp af maduddeling, jobtilbud, uddan76

nelsesmuligheder (igennem diakoni, nødhjælp og udviklingsbistand via kirkelige kanaler) skal tages alvorligt, hvis og når der kan peges på eksempler, men ligesom vort nationale liv kender til “flæskedanskere” i efterkrigens Sydslesvig (og kender deres ubestandighed!) - sådan kender den kristne tradition “riskristne” for det samme, ja, i forstærket grad.

Nødvendigheden af til stadighed at overveje motiver og muligheder, hvor bevægelse hen imod kristendommen er samtidig med social og samfundsmæssig indsats, er imidlertid indlysende. På den anden side er der ingen tvivl om, at kristendommens kulturelle og sociale forandringsstyrke bestemt også kan tiltrække mennesker, hvis sociale og/eller religiøse rolle synes nok så cementeret.

At påstå at et trosskifte er lig med en social eller kulturel voldførelse af mennesker er lige så urimelig som at hævde, at et trosskifte ingen sociale og kulturelle konsekvenser har eller kan have.

Al ordentlig religion søger sin forankring i det konkrete liv og vil formulere sig forpligtende og retningsgivende for menneskers mål og med.

Et trosskifte og dets fulde konsekvenser kan ofte behøve både (lang) tid og ordentlig modning. Mennesker kan have religiøse forpligtelser forbundet med sociale og kulturelle former for ansvar, f. eks. i forhold til forældre, søskende og børn, som må gennemtænkes, og utilsigtede konsekvenser og opløsning undgås, hvor det overhovedet er muligt.

Det ændrer dog intet ved, at et (frit) trosskifte også kan frigøre kræfter og åbne for nye muligheder og nye forandringsprocesser. Det er en erkendelsesvej, der er indeholdt i selve det kristne budskab: Jesu møde med enkeltrepræsentanter for andre trossammenhænge synes hver gang at lægge lag til hans egen indsigt i budskabets radikale og universelle perspektiv. Dertil føjer sig den stadige værdiomveksling, som er så karakteristisk for discipelkreds og de urkristne menigheder: “stor” er den, der tjener; budskabskrænkende er den, der skader de “små”; så mange forskelle der end består i verden, så er de udlignet og ophævet “i Kristus” - selv så kraftfulde og stærke forskelle som de kønsbestemte mellem mand og kvinde, de folkelige imellem jøde og græker, de sociale imellem herre og træl.

77

Ansigt til ansigt En congolesisk præst mindede for nyligt om, at det i hans hjemlige sammenhæng er folkelig og kristelig visdom at erindre unge mennesker om, at et menneske hverken kan se sit eget ansigt eller sin egen ryg. Man kender derfor kun virkeligt sig selv, når den andens blik falder på én. Den både nænsomme og direkte kontakt og samtale mellem Jesus og enkeltmennesker, som er et af de så karakteristiske træk ved de evangeliske fortællinger, anslår ikke alene en grundtone i kristen sjælesorg, men udtrykker også en afgørende missionsmæssig indsigt: Ansigt til ansigt er vi tilstede for hinanden med mere end ord. Vi er der med vor styrke, men også med vor svaghed. Og det er måske yderst sådan, at det kun er dér, vi formår at formidle den sandhed, der bærer vort hjerte.

Om den danske teolog, Erik W. Nielsen, der både var generalsekretær i Det Danske Missionsselskab og siden i en ledende position i det internationale kirkeliv, fortælles følgende: Engang havde han været i Indien og haft en lang samtale med nogle buddhister. Han var rejst derfra med følelsen af, at han havde været en meget dårlig repræsentant for kristendommen. Et årstid efter fik han et brev fra en buddhist, der havde været med i den samtale, og han skrev: “Jeg skriver til dig for at fortælle, at i morgen skal jeg døbes. Mit vendepunkt kom efter dit indlæg hin dag, hvor du var svag og afmægtig og ikke skjulte det. Den åbenhed og ærlighed gjorde indtryk på mig. I morgen skal jeg døbes”.

Det er vel egentlig dér - ansigt til ansigt - at det bliver sandhedens øjeblik.

Og hvor ingen har magten. Den hører en tredje, Gud selv, til. Også den grænse er missionen fælles med sjælesorgen om at måtte respektere.

Jens Christian Nielsen, født 1944, cand.theol. og sognepræst i Nysted. Var i årene 1987-94 generalsekretær i Samvirkende Menighedsplejer. Har siddet i en lang række kirkelige bestyrelser, bl.a. Dansk Missionsråd i flere perioder. Var bl.a. med i Dansk Missionsråds udvalg, der udarbejdede de etiske retningslinier. Har siddet i bestyrelsen for Det Danske Missionsselskab, 1981-84, Dansk Santalmission 1989-1999 og Danmission fra 2000.

78

Dialogens etik Af Christian M. Hermansen, NCC Center for the Study of Japanese Religions

Hvad kan man tale om i religionssamtaler? Mange mennesker har en forestilling om, at dialog er enten et skalkeskjul for mission - eller en relativistisk måde at leve sammen på i et stadigt forsøg på at skabe kompromisser. Redaktionen har bedt den danske vicedirektør Christian M. Hermansen fra de japanske kirkers Studiecenter for Japanske Religioner, hvor man kontinuerligt er inde i dialoger med mennesesker af anden tro, om at gøre rede for nogle af de etiske grundregler, der gælder i religionssamtaler.

“Bede for fred, det kan man da gøre i fællesskab med mennesker af anden tro, ikke sandt?”

Jeg arbejder ved Japans Økumeniske Råds (NCC) center for studier af Japans religioner, og vi har religionsdialog og inkulturation af kristendom i Japan som to væsentlige mål for vores arbejde. Vores moderorganisation NCC arbejder for fred og gerne i samarbejde med andre religioner, f.eks. buddhistiske, retninger. Det virker rigtigt, når man går sammen om at modarbejde de krigeriske røster i tiden og protesterer mod f.eks. krigen i Irak. Måderne kan være at samles, eller at lave indsamlinger til fordel for krigsofre.

Risshô Kôseikai er en meget aktiv fredsfortaler og en nyere buddhistisk retning med ca. ti millioner medlemmer i Japan. Organisationen er en af hovedkræfterne i WCRP (World Conference on Religion and Peace - Verdensrådet om Religion og Fred)1 som bl.a. har arrangeret verdensfredstopmøder. NCC er også medlem af WCRP’s japanske afdeling.

Alt dette er jo såre godt, men det åbner også for problemer, som man, efter min mening, ikke bør lægge låg på. Tværtimod, kun ved at afsætte tid til at diskutere dem, har resultatet en chance for at blive godt på længere sigt.

79

For eksempel kan det være relevant at diskutere, hvad den enkelte religion forstår ved fred og bøn. Er målet og midlet det samme? For et par år siden hørte jeg en mand stille spørgsmålet på en konference afholdt af Sammenslutningen af Nye Religioner i Japan. Hans udgangspunkt var, at alle tilstedeværende religioner arbejder for fred, men at den fred de kristne eller muslimerne ønsker, ikke givet er den samme som den, man søger hos de buddhistiske varianter eller nyere åbenbaringsreligioner (det var før 11. september 2001).

Jeg mener, han havde ret: er jeg i overensstemmelse med evangeliet, hvis jeg lader de andre i fred? Er evangeliet ikke netop en forstyrrelse, som jeg bør være med til at bringe til andre? med fredelige midler, forstås! Præsident George W. Bushs kamp for demokrati er ikke et eksempel til efterfølgelse, synes jeg, selv om jeg ved, at andre kristne forstår krigen i Irak som det sande godes kamp mod det rigtig onde - det var, hvad en koreansk præst sagde til mig her i Kyoto.

Begrebet “bøn” er heller ikke entydigt, så der er grund til at stoppe op og samtale. Buddhisme er den religion, jeg kender bedst til. For buddhisten er det ulogisk at bede, for buddhisme er en a-teistisk religion. Der er ikke nogen eller noget at bede til. I hvert fald i følge buddhismens dogmer.

Men enhver der har været i et buddhistisk tempel i Thailand, Hong Kong, eller Japan har set eksempler på bønspraksis. Så en dialog om bøn med en buddhist kan i høj grad give mening, så længe vi begge to er parate til at inddrage både teori og praksis.

Fire grundregler for dialog Timothy C. Tennent er evangelikal kristen og han opstiller fire grundregler for dialog i sin bog Christianity at the Religious Roundtable. Evanglicals in Conversation with Hinduism, Buddhism, and Islam (Michigan: Baker Academic, 2002).

“For det første,” skriver han, “må deltagerne fordomsfrit og ærligt delagtiggøre hinanden i alle forskellige syn og holdninger. Enhver fælles handling skal udføres i venlighed og ydmyghed, og man bør gøre sit yderste for at lytte opmærksomt til, hvad den anden siger. I en sand dialog kan man aldrig være passiv, men skal lytte aktivt. Det betyder ikke, at 80

vi skal tilsidesætte vores egen tro eller opgive de væsentlige træk ved den historiske kristne bekendelse/ forkyndelse. Alligevel må vi lade os udfordre af alle deltagerne ved det religiøse rundbord. Det vil uden tvivl skærpe vores forståelse af den andens religion på mange punkter og medføre, at nogle af vores højtelskede forestillinger bliver afsløret som falske eller misforståelser. Jeg tror også spørgsmål og indvendinger fra mennesker med en anderledes religiøsitet, vil få den troende til at genoverveje sin egen tro fra nye og hidtil ikke-erkendte vinkler. Således kan mødet berige min egen tro.”

“For det andet må ingen udnytte uheldige forhold i en given religion, for så vidt forholdet er i modstrid med alment accepterede lærere og praksiser i den pågældende tro. Enhver religion har i tidens løb oplevet enkeltpersoner begå skændsler, der har repræsenteret deres tro dårligt. Vi skal, så vidt det er menneskeligt muligt, undgå stereotyper og overdrevne karikaturer af de andre religioner. (...) Pointen med samtalerne er netop at gå i oprigtig dialog med de faktiske holdninger i andre religioner og at lytte til deres egentlige modargumenter. (...).”

“For det tredie bør alle spørgsmål, svar, opfølgende svar og forklaringer forholde sig til temaet, man har valgt at debatere. Enhver diskussion kommer let ud af fokus. Masser af pointer i en given lære og dens historie vil vække vores interesse og kunne give anledning til videre diskussion, men det tjener den igangværende diskussion bedst at følge denne regel.”

“For det fjerde bliver enhver sand kristen samtale uærlig om ikke den oprigtigt søger at føre den anden til Jesus Kristus. Samtidig vil jeg uforbeholdent tilslutte mig det berømte muslimske ord fra Koranen “Der kan ikke være tvang i religion” (sûrah 2:257). Når dialogen er ovre, står det for eksempel buddhisten frit for at vedblive at være buddhist, uden at måtte høre, at vore uoverensstemmelser bare er af semantisk natur. Dialog må aldrig føre til at væsentlige forskelle fejes ind under pluralismens gulvtæppe. Tilsvarende vil det være uansvarligt at fortælle partneren, at hun i virkeligheden er en anonym kristen, og derved opsluge hendes tro i inklusivismens tilsyneladende endeløse vider“ (Tennent 2002, 31-32).

Tennet definerer tre tilgange til dialog - eksklusivisme, inklusivisme og 81

pluralisme (eller relativisme) - og sig selv som kristen eksklusivist. Derfor står det for ham ikke til diskussion, at Jesus Kristus som den enestående autoritet er målestokken for al anden slags tro; at Jesu historiske død og opstandelse er central for den kristne tro; at frelsen er givet os ved vor tro på og omvendelse til Kristi gerning på korset, og at ingen bliver frelst uden ved bevidst tro på derpå. Nogle eksklusivister hævder desuden, at Guds virke kun kan erkendes gennem kristen tro, hvorimod Tennent og andre anfører, at Gud også åbenbarer sig generelt i anden tro, men kun helt i Jesus Kristus.

Selv er jeg en novice ved det religiøse rundbord, så jeg finder det klogest at lytte og lære. Så meget tror jeg imidlertid, jeg har lært, at jeg i store træk kan tilslutte mig Tennents tilgang, men samtidig finder eksklusivismens præmis, at noget ikke kan diskuteres, forkert. Jeg mener de tre forhold er sande, og netop derfor har jeg ingen problemer med at lade dem diskutere. Som Tennent skriver i punkt et, må alle forskelle kunne lægges frem og, vil jeg så tilføje, diskuteres.

Dialogens mål Jeg siger det på baggrund af, hvad jeg hørte en tænksom mand sige for et par år siden. Han er franciskaner, leder et lille kloster på øen Kyushu i Japan, og rådgiver for Vatikanet i interreligiøse spørgsmål. Han sagde, at dialogens mål må være at finde sandheden, og dens middel må være at stole på sandheden og derfor lade alt prøve på sandheden. Som kristen tror vi på sandheden (Jeg er vejen, sandheden og livet). Vi kan derfor ikke have problemer med at gå ind i dialogen og diskussionen. Vores partnere har jo så altså den samme holdning - at de tror på og stoler på sandheden.

Da begge sider har den samme holdning, men ikke den samme tro, må vi, jævnfør grundregel nummer to, være forpligtigede på at lytte aktivt. Ikke bare af almindelig høflighed, men fordi, som franciskaneren formulerede det, fordi vi kristne, der tror på, at Gud er sandheden, brændende ønsker at lære, hvad Gud måtte have åbenbaret for den anden, så vi derved aner mere af Guds fylde.

Dialog kan kun foregå mellem individer - troende. Dialogen er en proces, der giver de involverede erfaringer og erkendelser. Ligesom man ikke kan lære at læse på andres vegne, er det svært at forestille sig, at nogen 82

kan føre dialog på andres vegne. Selvfølgelig vil ikke alle have tid og overskud til at indgå i dybegående religionsdialog. Som en indisk teolog sagde, da han besøgte NCC Centeret, så er dialog ikke det første man efterspørger i en almindelig indisk landsby. Ligeså lidt som det er noget, der efterlyses i en almindelig dansk folkekirkemenighed, ifølge min erfaring.

Alligevel er dialogen nødvendig, også set fra en snæver praktisk teologisk synsvinkel. I første omgang måske ikke for at søge sandheden, men for at forstå mere om næsten - kæresten, naboen, eller den helt fremmede.

Her i Japan er der mange ægteskaber, der er blandede i religiøs forstand, og for nogle, nok især kristne, kan det give personlige problemer, f.eks. hvordan forene kulturens krav til begravelser og gravpleje med sin egen tro.

Dialog mellem dansk kultur og kristendom En lignende dialog mellem kristendom og dansk kultur er påkrævet i Danmark. Ved eftertanke er det formodentlig dén erkendelse de fleste europærer kommer først til, når de har været ved et studiecenter som vores, eller en tilsvarende multireligiøs situation; at kristendom og egen kultur ikke er identiske - man kan godt være kristen uden at være dansk og dansk uden at være kristen. Deraf følger, at de to størrelser har været og er i en slags dialog, hvilket derfor gør det legitimt at stille spørgsmål til hinanden.

Engagement i dialog fører til større ydmyghed i forholdet til den anden, hvilket giver begge mulighed for at udfolde sig. Sagt på en anden måde: jeg tror på Gud og sandheden, men oplever alligevel tit jeg tager fejl. Med andre ord: det er ikke mig, der er Gud eller sandheden, og derfor er jeg varsom med at dømme den andens udsagn som falske. Derimod har jeg al mulig grund til at blive ved med at spørge for at forstå, hvad den anden mener.

En af de frivillige forskere ved NCC Centeret er præst i Den Sande Lære om det Rene Land - Jôdo shinshû - den største buddhistiske skole i Japan.

Han har i mange år studeret teologi ved et kristent universitet, og efter eget udsagn forstår han stadig ikke helt hvad Gud er. Jeg har det på 83

samme måde med begrebet man kalder “Buddhanaturen” som kun lader sig forklare delt og i paradokser. Fremdeles synes jeg det er værd at forsøge at forstå og lære af deres religion.

Det er naturligvis ikke kun de traditionelle religioner eller “new age,” vi må forholde os til. John Cobb, jr., teolog og mangeårig deltager i dialog med mennesker af anden tro, har påpeget nødvendigheden af, at vi fra de traditionelle religioner gør os det klart, at vi globalt set står overfor en religion som ikke bygger på vores værdier, og som derfor udfordrer os.

Han kalder religionen for økonomisme, andre taler om globalisering og markedskræfter. Cobb kalder det en religion, fordi økonomismens tanker og ordforråd gennemsyrer vores hverdag og altså er værdigrundlaget på samme måde som kristendom var det i 1800 tallets Danmark. Han fremhæver, at økonomismens grundværdi er grådighed, for den sætter hensynet til profit over mennesket og fællesskabet. Den såkaldte Washington Aftale af 1980 er et godt udtryk for religionen. Aftalen mellem USAs regering, Verdensbanken og Den monetære Fond betyder, at udviklingshjælp gives på betingelse af kapitalens frie bevægelse. Det seneste eksempel er tilsyneladende genopbyggelsen af Irak, hvor hensynet til investorerne vejer tungere end den irakiske befolkning.

Det kan diskuteres om økonomisme skal regnes for en religion, men når en amerikansk præsident fører verden i krig i kristendommens navn og samtidig synes at stå for de værdier Cobb har identificeret som økonomisme, er det dybt problematisk, fordi disse værdier så åbenbart ikke har noget med kristendom at gøre.

Da står vi som kristne, buddhister, muslimer, etc., overfor en religion/ ideologi/ kultur, som vi bør forholde os til. Kan den engageres i dialog?

Kan vi lade være med at prøve? Vi bekender os til sandheden, ikke sandt, og det gør den også.

84

Referencer: John B. Cobb, Jr.: To foredrag om økonomisme på Nippon Christian Academy Kansai Seminar House, maj 2002.

Franco Sottocornola: Tre foredrag om dialog på Seimeizan, NCC Center seminar september 2001.

Tennent, Timothy C.: Christianity at the Religious Roundtable: Evangelicalism in Conversation with Hinduism, Buddhism, and Islam. New York: Baker Academic, 2002.

Christian M. Hermansen, født 1962, er japanolog og Ph.D. Han har undervist i japansk på Københavns og Aarhus Universiteter. For tiden er han vicedirektør for NCC’s Center for the Study of Japanese Religions i Kyoto, Japan. Har været volontør for DMS i Japan og tidligere medlem af bestyrelsen for Areopagos” danske afdeling og Repræsentantskab.

Note: se World Conference on Religion and Peace’s hjemmeside: <http://www.wcrp.org/RforP/TEXT_INDEXPAGE.htm>

85

Tanker og erfaringer om dialogens etik Af missionær Arngeir Langås, Zanzibar.

“Den gode samtale er et kunstværk” hedder det i denne artikel, der bygger på erfaringer fra religionsmødet på den muslimske ø Zanzibar. Forfatteren er teolog og udsendt som missionær til Zanzibar for at medvirke til at etablere religionssamtaler mellem øens altdominerende muslimske flertal og et meget lille kristent mindretal. Der har ikke tidligere været tradition for den slags religionssamtaler på Zanzibar, så man bekræftes i den gamle sætning om, at al begyndelse er svær.

Men man bekræftes også i, hvad artiklen afspejler, at der er ikke noget alternativ til samtalen. Den er nødvendig.

I denne artikel vil jeg reflektere over temaet dialogens etik. Hvordan bør jeg møde den anden i den religiøse samtale? Hvad gør en samtale god?

Artiklen er ingen udvidet adfærdskodeks for takt og tone i religionsmødet (se næste artikel i denne bog), men består i nogle refleksioner over emnet i lys af egne erfaringer fra uformelle og personlige samtaler på den muslimske ø Zanzibar (hvor 99% af befolkningen er muslimer) såvel som i det pluralistiske Danmark (hvor ca. 85% af befolkningen er medlem af folkekirken).

Jeg vil i artiklen forholde mig til to forskellige religionstyper. For det første islam i dets dogmatiske form, der er udbredt i de muslimske lande.

Derudover den privatreligiøse type, der kendetegner Vesten, hvor den enkelte i større grad selv definerer sin tro uafhængig af normative dogmer. Man kan nok være døbt og kalde sig kristen, men i øvrigt tage afstand fra de kristne dogmer og til en vis grad selv komponere sit religiøse verdensbillede. Refleksionerne er præget af hvilken af de to religionstyper, jeg har i tankerne.

86

Selvforståelse: Hvem repræsenterer jeg i samtalen?

Måske virker dette spørgsmål overflødigt. Selvfølgelig repræsenterer jeg kun mig selv. Jeg siger kun, hvad jeg selv tænker og står kun inde for mine egne tanker. Det er den selvfølgelige holdning i et individualistisk samfund som det danske. Men indenfor religionens verden er der også et kollektivt vi, i det mindste i de monoteistiske religioner. Som muslim tilhører man umma (det islamiske verdenssamfund), som kristen tilhører man den hellige, almindelige kirke (menigheden). Ja, som kristen kan jeg gå så langt som til at sige, at jeg dybest set tilhører Gud selv, som blev menneske i Kristus. Som kristen er jeg både modtager af, og repræsentant for evangeliet, det kristne budskab. Dette får konsekvenser for samtalen.

Mit klare indtryk er, at også en muslim ser sig selv som repræsenterende noget mere end hans egne tanker om religion. Han taler på vegne af islam, han har modtaget det overleverede religiøse budskab i tillid og ikke bare tænkt sig frem til hans egen individuelle livstolkning. Han føler sig forpligtet på islams lære og praksis, forsvarer gerne troen udad og prøver at være lydig mod Allahs bud. Mit indtryk er, at de fleste muslimer, i hvert fald på Zanzibar, kender kernen i deres tro. Derfor har jeg oplevet religionssamtalerne med muslimer her ret forskelligt fra samtalerne om religion med den jævne vesterlænding. For eksempel er argumenter fra Koranen gyldige for en muslim, og derfor kan jeg som analogi citere fra min hellige bog, Bibelen, og begge parter forstår hinanden.

Men i mødet med den privatreligiøse dansker kan jeg ikke argumentere ud fra Bibelen. Den ses primært kun som én af mange bøger. Derudover udlægges den forskelligt i forskellige kontekster og kan derfor bruges til alt og ingenting, synes holdningen at være.

På grund af disse forskellige religionsforståelser kan muslimens møde med den privatreligiøse i Danmark blive forvirrende. Denne kalder sig måske kristen, men en personlig Gud, nej, det tror han ikke på, mere en slags kraft i universet. Og jomfrufødslen, nej, den kan man da ærlig talt ikke tage alvorligt. Da bliver muslimen overrasket, for i modsætning til den kristne betvivler han ikke et øjeblik, at profeten Jesus blev født af en jomfru. Det står jo i Koranen!

Jeg er blevet fortalt, at i internationale dialogkonsultationer mellem muslimske og kristne ledere, kræver de muslimske ledere at tale med kristne ledere, der står inde for de kristne kernedogmer.

87

Grundholdning: Ærbødighed for den andens tro Hvorfor skal man have ærbødighed for den andens tro? Fordi den er hans livsgrundlag, hans håb, hans meningsbærende trøst i liv og død. Den har derudover givet mening og retning til millioner af mennesker i måske hundreder af år.

På samme måde kan jeg selv betegne min egen tro. Den kristne tro er et mysterium så smukt og har en dybde så stor, at jeg selv bare langsomt tilegner mig brudstykker af den. Den har tolket livet for mine forfædre, og den influerer millioner af liv over hele jorden i dag. Som kristen tror jeg, at Jesu død på korset åbner vejen til frelse for syndere. Ærbødighed kan komme af genkendelse. Ærbødighed kan også komme af større kundskab. En muslimsk lærer, jeg havde, kendte en del til kristendommen. Enkelte gange sagde han: “Det er som i kristendommen.” Jo, sommetider havde han ret. Andre gange kunne jeg i mit indre tænke: “Nej, det er slet ikke sådan. Du er forkert på den. For du kender ikke kristendommen indefra. Du har ikke lært dens historier i alle deres nuancer, du har ikke levet indenfor det kristne verdensbillede, derfor kender du det kun delvist.” Denne oplevelse gav mig større ydmyghed i forhold til islam. Islam er en hel verden ligesom kristendommen. Der er skrevet millioner af bøger, tænkt utallige tanker, bedt uendeligt mange bønner. Jeg vil aldrig kunne forstå mere end en lille del af islams verden, for jeg står på ydersiden.

For mig handler ærbødighed om at respektere den andens andethed. At der er en kløft imellem os, som jeg ikke kan lade som om, ikke er der. Jeg kan tro, at jeg forstår, men det gør jeg måske slet ikke. Denne ydmyghed kan lede til en mere intens lytning og bedre spørgsmål fra min side.

Samtalens mål: Omvendelse, fusion eller den herredømmeløse samtale?

Hvad er samtalens mål? Hvad er min hensigt med den? Hvad er min samtalepartners hensigt med den? Målene influerer en samtale, derfor er det klogt at være klar over dem.

Er målet at omvende den anden? Jeg kan hurtigt mærke, om den anden 88

vil forsøge at omvende mig. Så kan jeg også regne med, at den anden kan mærke det, hvis jeg selv er ude på det. Som kristne ser vi omvendelsen som Guds værk alene. Kun Han kan vende menneskers hjerter til sig selv.

Som kristne er vi kun vidner om Guds værk i Kristus, og så må folk selv tage stilling.

Er samtalens mål at overbevise den anden om sandheden i min egen tro?

Så kan jeg køre løs med argumenter, men tro er blot i mindre grad et intellektuelt projekt. Dybest set er tro en gave fra Gud, den er Helligåndens værk. Og Han kan bruge mange redskaber: Mennesker, bøger, oplevelser, og ikke mindst tid.

Er samtalens mål enighed, en fusion, eller et kompromis mellem de religioner, som samtalepartnere repræsenterer? Dette ses af mange som det eneste hæderlige mål for samtalen: at nå frem til enighed. Enighed om, at vi dybest set tror det samme. Enighed om, at der er mange veje til Gud, men at alle når frem. Dette er sympatiske tanker, der særlig appellerer til mennesker i multireligiøse samfund. Vores humanitet har vi til fælles, og derfor bør det, der skiller os nedtones, for enhed opnås først, hvor der hersker enighed.

Til dette opponerer dybest set alle religioner, mener jeg. De har alle deres bud på sandheden, det være sig mere eller mindre eksklusivt i forhold til andre religioner og livssyn. Og en pluralistisk meta-religion, der siger, at enhver bliver salig i sin tro, er ligeså påståelig som de andre religioner og kræver tilslutning ved tro.

I samtaler har min samtalepartner og jeg nogle gange nået frem til dette: vi tror faktisk ikke på det samme. Vi tror på en Gud, men vi tolker ham forskelligt. Selv om vi ved, at intet menneske kender hele sandheden, har vi indset, at vi står for gensidigt udelukkende sandhedspåstande. Det kan være smertefuldt at opdage dette. Men dybest set er vi begge som religiøse mennesker forpligtet på vores religion. Som kristen er jeg forpligtet på min tro, og ikke på enighed med ethvert menneske jeg møder. I sådanne samtaler kan man virkelig lære at anerkende det andet menneske, som det, det er. Anerkende andetheden, kløften imellem os. Se den andens ansigt tydeligere. Erfare enhed i uenighed.

89

For mig er samtalens mål i princippet dette enkle: At have en god samtale. Hvad mener jeg med det? At den er ærlig, sand, åben, tillidsfuld, alvorlig, ikke truende. Den herredømmeløse samtale er et mål i sig selv, og et tilstrækkeligt mål. Det handler om en samtale, hvor ingen af parterne “ejer” samtalen, hvor parterne deltager uden magt.

Den gode samtale Den gode samtale er et kunstværk. For det første er det en fordel at vide, hvem jeg selv er. At vide hvor jeg står teologisk, på hvis skuldre jeg står, og hvem disse er præget af og i slægt med. Også sociologisk og psykologisk kan det være en fordel at kende sig selv.

Den tværkulturelle samtale indebærer en ekstra udfordring, da man ofte kan komme til at tale forbi hinanden, fordi man taler ud fra forskellige verdensbilleder. Men den forvanskede situation kan også føre til, at man ikke tager gensidig forståelse for givet, og dermed forklarer sig mere præcist og lytter mere intenst til den anden.

Vi har fået to ører og en mund, er det sagt, fordi vi skal lytte mere end tale.

Tålmodig lytning med gode spørgsmål er en nøgle til gode samtaler. Med kundskab om den anden følger ny nysgerrighed, og man kommer videre.

Men jeg skal også selv på banen og bidrage med egne tanker. På mange måder gælder de samme regler i en tværreligiøs samtale som i samtaler i et ægteskab, på en arbejdsplads, i et venskab. Jeg skal ikke insinuere. Jeg skal lade den anden definere sig selv. Jeg skal ikke sige “du, altid og aldrig”. Men jeg-budskaber er gode. Fortællinger fra eget liv, fra bibelske lignelser, fra artikler jeg har læst, alt dette giver samtalen højde. Hvis samtalen nærmer sig det fortrolige, kan jeg måske åbne for min egen trosfortælling, vise glimt fra mit liv med Gud, forandringer, kriser, gennembrud. Sådanne eksistentielle brudstykker fra mit eget liv kan skabe gode broer. For eksempel har en muslim og jeg snakket med stort udbytte om Guds prøvelser og bønnens betydning. Mange religiøse erfaringer går igen i flere religioner.

Naturligvis kan negative følelser også opstå i en samtale. Når vi samtaler om ting så tæt på vort eget hjerte, så afgørende for vores identitet, er der 90

meget på spil. Jeg skal vise varsomhed, så jeg ikke sårer den anden. Jeg skal veje mine ord, pakke dem forsigtigt ind når jeg bevæger mig i farligt område, såsom kritiske tanker om den andens religion. Men der skal også være plads til at udfordre hinanden, sætte spørgsmålstegn ved den andens religion, dog på en varsom måde. Skal samtalen være præget af ærlighed, må der også være plads til de svære emner. Men før vi tager hul på dem, er det bedst, hvis vi er venner, som er trygge ved hinanden og ved, at vi vil hinandens vel. Mange gange kommer vi ikke så langt. Det kræver modenhed at tale om de svære ting, der betyder meget for en.

Konsekvensen af den gode samtale er, at der opstår kærlighed mellem os, der taler sammen. Begge bliver beriget og bevæget, vores verdensbilleder bliver bekræftet, nuanceret, udfordret eller udvidet. Vi kan endda opleve, at Gud bliver tydeligere for os igennem den andens ord. Og dog kan mange af os, der har engageret os i tværreligiøse samtaler bevidne det underlige, at selv om faren for at miste vores tro er til stede, er det modsatte sket. Vi grundfæstes og fordybes yderligere i vores religion, men med mere respekt for den anden og hans tro.

Arngeir Langås, født 1970, er cand.theol. Har tidligere været feltpræst i det norske luftforsvar, vikarierende landssekretær i Areopagos, dansk afdeling, tværkulturel præst og leder i Internationalt Kristent Center, København. Islamstudier ved Selly Oak, Birmingham Universitet. Udsendt som missionær til Zanzibar af Danmission i foråret 2002 sammen med sin hustru.

91

Takt og tone Af Birthe Munck-Fairwood, Netværkskoordinator i Tværkulturelt Center.

Som et tredje adfærdskodeks ved siden af Dansk Missionsråds Etiske Retningslinjer og den internationale hjælpeorganisation International Cooperation Cambodias dokument om identitet, værdier, vision og mission, har redaktionen også valgt at bringe Tværkulturelt Centers dokument fra 2001: “Takt og tone i religionsmødet“ for at vise, hvilke overvejelser, der rører sig i den hjemlige og internationale missionsdebat på det etiske område. I nærværende bog gengives kun selve den danske tekst, medens læsere, der er interesserede i studiespørgsmål og høringssvar henvises direkte til Tværkulturelt Center. Vi har bedt Tværkulturelt Centers Netværkskoordinator redegøre for dokumentets tilblivelse og baggrunden for det.

Tværkulturelt Center udgav i efteråret 2001 hæftet Adfærdskodeks: Takt og tone i religionsmødet. Egentlig er der blot tale om en lille sides tekst. Men det er vægtige ord, der fordrer rum til eftertanke. Derfor blev det til et hæfte, der foruden kodeks på dansk, engelsk og arabisk også indeholder studiespørgsmål og udvalgte høringssvar m.m.

Er det nu også nødvendigt med noget så tungt og usmidigt som en adfærdskodeks for at sætte ord på, hvordan vi bør leve sammen med mennesker, der har en anden tro? Svaret burde vel være nej. Men som overrabbiner emeritus Bent Melchior skriver i sit kloge høringssvar: Vi mennesker er nu engang ikke så gode, som vi burde være... Adfærdskodeks handler ret beset blot om grundlæggende principper for omgang med andre - principper, der burde være indlysende for mennesker, der bebor den samme jord. Men virkeligheden taler sit eget sørgelige sprog om, at vi mennesker har brug for at blive mindet om, hvad der er anstændig opførsel i mødet med anderledes troende.

I religionsmødet ønsker nogle af os at fortælle andre, hvad vi selv tror.

Som kristne kan vi ikke andet, hvis vi vil være tro mod det, der til alle tider har været kristnes dybeste overbevisning: At Gud har åbenbaret sig selv i Kristus. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan vi fortæller om vores 92

tro. Mange oplever et behov for at få sat ord på, hvad det vil sige at vise respekt for andres tro uden at gå på kompromis med sin egen. For når vi begynder at lytte til hinanden, opdager vi ofte, at vi som troende mennesker har mere til fælles, end vi havde forventet. Men samtidig bliver det klart, at på afgørende punkter tror vi ikke det samme - og at det ikke er ligegyldigt.

Nærværende adfærdskodeks er resultatet af en lang proces, hvor Tværkulturelt Center har bygget videre på andres forarbejde. I store træk er der tale om en oversættelse og tilpasning af en britisk kodeks fra 1993 udarbejdet af repræsentanter for otte forskellige religioner/livssyn under The InterFaith Network. Men inden den danske udgave fik sin endelige udformning, blev den sendt til høring hos en række kirkelige organisationer, menighedsråd, stiftsudvalg og enkeltpersoner - heriblandt repræsentanter for muslimer, hinduer, buddhister, jøder og sikher i Danmark. Det resulterede i knap hundrede meget forskellige høringssvar, der spændte fra et menighedsråd, der mente, at adfærdskodeks hæmmer muligheden for kristen mission, til generalsekretæren, der ikke kunne forestille sig at snakke tro på nogen anden måde. De mange høringssvar var med til at farve den endelige udformning af kodeks.

Det er vores håb, at kodeks fortsat må kunne vække til med- og modsigelse - både når teologerne reflekterer, og som et spejl for egne holdninger og handlinger i det konkrete møde med et andet menneske, der tror noget andet end jeg.

Birthe Munck-Fairwood, født 1958, cand. mag. Siden 1994 netværkskoordinator i Tværkulturelt Center. 1991-94: International Coordinator i Universities and Colleges Christian Fellowship, England. Udgivelser: “Religionsmøde i børnehøjde” - Tværkulturelt Center 2002 (sammen med Lise Lotte Nielsen).“Stemmer på tværs” - Religionspædagogisk Forlag 1999 (sammen med Adnan Dahan og Hanne Myrfeld) “Dannebroget - Håndbog om kirkens møde med et flerkulturelt danmark” - Credo Forlag 1994

93

DOKUMENTATION:

Takt og tone i religionsmødet Mennesker, der har forskellig tro, er blevet naboer - også i Danmark. Som troende mennesker har vi det til fælles, at vore forskellige traditioner og overbevisninger lærer os noget om vigtigheden af gode relationer mellem mennesker præget af ærlighed, indfølingsevne og respekt. Men mange af os er ikke vant til at dele hverdag med mennesker, der har en anden tro.

Hvordan lever vi sammen i gensidig respekt uden at gå på kompromis med det, som vi selv er overbevist om er sandt?

I Storbritannien har The InterFaith Network udarbejdet en adfærdskodeks, som foreløbig knap 90 organisationer m.fl. har tilsluttet sig - heriblandt repræsentanter for alle de større trossamfund. Tværkulturelt Center har oversat den britiske kodeks og tilpasset den danske forhold.

(1) VI ER ALLE MENNESKER - Om at leve sammen i hverdagen Vi tilhører den samme menneskehed, selv om vi har forskellig tro. Derfor bør vi behandle hinanden høfligt og med respekt. Det betyder i praksis: (a)

At vi respekterer andres ret til at leve i overensstemmelse med deres tro og overbevisning inden for rammerne af dansk lovgivning. (b) At vi søger at forstå hinandens tro, værdier og livshistorie, og at vi giver hinanden frihed til at udtrykke det, vi tror og værdsætter. (c) At vi respekterer hinandens overbevisning med hensyn til madvaner, påklædning og anstændig opførsel, at vi forsøger at forstå hinandens praksis, og at vi er opmærksomme på ikke at vække unødigt anstød. (d) At vi erkender, at vi alle fra tid til anden svigter vore egne idealer, og at vi afstår fra fristelsen til at sammenligne vore egne idealer med andres praksis. (e) At vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre, at uenighed udvikler sig til konflikt. (f) At vi aldrig griber til vold over for hinanden. (g) At vi i nærmiljøet så vidt muligt tager kontakt med hinanden, inden vi polemiserer mod hinanden i medierne.

94

(2) TROSSAMTALEN - Når vi sætter ord på vores tro Når vi taler sammen om vores tro, er det vigtigt, at vi respekterer hinandens frihed til at fortælle, hvad vi selv tror på, at vi er ærlige, og at vi spiller med åbne kort. Det betyder i praksis: (a)

At vi erkender, at hvis en samtale skal være ægte, må begge parter være villige til både at fortælle, hvad de selv tror på, og at lytte til den anden part. (b) At vi giver hinanden frihed til at aflægge et personligt vidnesbyrd. (c) At vi er ærlige om vores egen tro og religiøse tilhørsforhold. (d) At vi ikke bevidst giver et misvisende billede af eller taler nedsættende om andres tro og praksis. (e) At vi korrigerer misforståelser og forvanskninger - ikke kun af vores egen tro, men også af andres. (f) At vi ikke skjuler vore hensigter. (g) At vi ved offentlige dialogmøder har en særlig forpligtelse til at sikre, at alle tilstedeværende behandles med respekt.

(3) KONVERTERING - Opfordring til omvendelse Vi ønsker alle, at andre skal forstå og respektere vore synspunkter. Nogle af os ønsker også at opfordre andre til at tilslutte sig vores tro. I et spirende multireligiøst samfund, hvor det ifølge lovgivningen er tilladt at skifte tro, bør en sådan opfordring være kendetegnet ved selvbeherskelse, omtanke og respekt for den andens frihed og værdighed. Det betyder i praksis: (a) (b) (c)

At vi altid optræder høfligt og hensynsfuldt.

At vi respekterer andres ret til at være uenige med os.

At vi ikke trænger os ind på eller udnytter mennesker eller grupper, der er særlig sårbare, eller som befinder sig i en udsat situation. (d) At vi afstår fra enhver form for verbal eller fysisk vold, trusler, manipulation eller magtmisbrug, hvad enten der er tale om konvertering til eller fra vores egen religion. (e) At vi respekterer andres udtalte ønske om at få lov til at være i fred.

At opbygge en fælles hverdag i samme land er ikke altid let. Religion appellerer til dybe følelser, og det kan somme tider få destruktive følger.

Hvor det sker, må vi alle søge at fremme forsoning og gensidig forståelse.

95

Her kan vores tro være et stærkt og positivt motiv. Som troende mennesker er der meget, vi kan lære af hinanden uden at gå på kompromis med vores egen tro og livsholdning. Vejen fremad handler både om at ville og turde erkende uenighed og om at bygge på fælles håb og værdier i hverdagen.

96