5 minute read

Forord

Af Andreas Østerlund Nielsen

Som følge af globaliseringens geografiske og postmodernismens mentale hyperbevægelighed strømmer den tværkulturelle mangfoldighed os hver dag i møde – på vejen og på jobbet, på bordet og på nettet, i medierne og på den politiske dagsorden. Nogle gange som en inspiration og berigelse, andre gange som en irritation, udfordring eller trussel. Det gælder i samfundet som helhed, såvel som i kirken.

Advertisement

Både i samfund og kirke har reaktionen langt hen ad vejen været præget af et uforløst parløb mellem på den ene side en overfladisk og til tider overstadig fejring af mangfoldigheden og på den anden side en frygtsom og til tider selvisk tilflugt i det velkendte og nationale.

Formålet med dette nummer af Ny Mission er at gøre opmærksom på, at det tværkulturelle møde er en realitet for kirker i Danmark, som ikke blot kalder på nye aktiviteter men på en genopdagelse af kirkens selvforståelse: Den kristne kirke er efter sit væsen tværkulturelt inkluderende.

Peter Lodberg beskriver således i sin artikel i dette nummer af Ny Mission den historiske udvikling af den danske kirkes møde med ”de religiøse fremmede”, og hvordan det har ført frem til en tværkulturelt mangfoldig situation, hvor det i dag er en missional opgave for folkekirken – som for alle andre kirker i Danmark – at holde og udvikle forbindelsen mellem kirke og et flerkulturelt folk.

Interkultur ja, men det har en pris

Mennesker er skabt relationelle og har brug for at være en del af kulturer, hvor vi er fælles om det, vi tager for givet. Det gør det muligt for os at organisere og håndtere både opretholdelse og udvikling af vores liv med hinanden. Når vi har fodfæste i vores egen kultur, magter vi med reel åbenhed at møde mennesker fra andre kulturer. Og vi har brug for, at vores kultur ikke lukker sig om sig selv, men møder og står i relation til andre kulturer, som kan berige os og afsløre vores blinde vinkler. Når der bliver tale om reelle, åbne kulturmøder, opstår der noget mere end den blotte ”multikulturelle” forekomst af flere kulturer på ét sted; og noget andet end mindretallets kulturelle ”integration” i flertallets kultur. Ud af det ægte møde opstår, som Johannes Nissen anfører

i sin artikel, en hybrid kultur, som er mere end summen af de kulturer, der mødes, og samtidig ikke opløser disse – en ”interkultur”.

At mødes på tværs af kulturer i en sådan grad, at det skaber og fastholder relationer og opbygger en interkultur, er imidlertid ikke nogen enkel sag eller en dans på roser. Det fremgår af alle nummerets artikler. Lone Møller-Hansen fortæller historien om udfordringerne ved at inkludere kristne burmesere i BaptistKirken, og Ruth Eva Osmundsen beretter fra den etiopiske Mekane Yesus kirke, der var godt på vej til at splittes på grund af sprogforskelle og etnisk ”nationalisme”. Clement Dachet har som migrant personligt erfaret den pris, kulturmødet har, både for den, der flytter ind i en fremmed kultur og for den og dem, der tager imod den fremmede i deres egen kultur. Hans pointe er, at kulturmøder også er forbundet med et tab for begge parter.

Det kan, ikke desto mindre, være både spændende, lærerigt og berigende at møde mennesker med en anden kulturel baggrund – som det for eksempel lyser ud af Michael Markussens beretning om Kolding provstis internationale menighed. Men Gud kalder os som kirke, i den tværkulturelle mangfoldighed i vores land og samfund, til også at være parat til at betale en pris og lide tab for at tage imod og inkludere hinanden på tværs af kulturer (hvilket Markussen heller ikke er blind for). Tab af tryghed, traditioner, effektivitet, ensartethed, genkendelighed osv.

I tre analyserende artikler, samlet under overskriften ”Den traditionelle kirke og den interkulturelle tro”, beskrives nogle af de udfordringer, som mødet med tro, der bevæger sig over kulturelle grænser, skaber for kirker, der befinder sig (godt) i den kultur, hvor de altid har været. Laura Bjørg Serup Petersen beskriver praksisser, når danskere og migranter mødes i folkekirken, og sætter fokus på spændingerne mellem forskellige opfattelser af kirken som religiøs og socialitetsbærende størrelse. Hans Raun Iversen præsenterer undersøgelser af, hvordan visse migranters kristendom er bundet op på tilknytningen til en præst eller en stærk personlig relation til Jesus.

Det gør det vanskeligt for folkekirken med dens institutionelle præg at tilbyde disse en meningsfuld kirkelig sammenhæng for deres tro. Henrik Holmgaards præsentation af de globale pentekostalt-karismatiske netværksvækkelser – samlet omkring en karismatisk leder via de sociale medier – udvider billedet af denne problematik, der også opleves i forhold til internationalt orienterede vestlige unge kristne.

Kulturmøder udspringer af evangeliet

På trods af alle disse udfordringer, forandringer og tab, der er forbundet med at mødes på tværs af kulturer, er det alligevel uomgængeligt for kirken at være i dette møde. Fordi evangeliet, Guds mission og næstekærlighed efter sin natur er kulturelt grænseoverskridende og grænsenedbrydende. Jonas Adelin Jørgensen peger på, hvordan kristnes sendelse i mission og kristnes forsonede enhed ”i Kristus” helt fra begyndelsen har gjort kirken til et tværkulturelt fællesskab. Med brug af en ”multidimensional” model til at analysere kulturmøder udpeger han vejen frem mod en ny økumenisk identitet. Tilsvarende argumenterer Ole Skjerbæk Madsen for, at den kristnes identitet må være ”under stadig dannelse i en spænding mellem fremmedhed og tilpasning i forhold til det tværkulturelt mangfoldige samfund.”

Redaktionsudvalget har i en indledende best practice artikel i lyset af nummerets øvrige artikler givet vores bud på, hvilke spor kirker og kristne kan og bør følge i den tværkulturelle mangfoldighed i Danmark.

Artiklerne i dette nummer afspejler, at kirkens tværkulturelle møde ikke blot drejer sig om international mission eller om særlige ”tværkulturelle” aktiviteter. Kirkernes tværkulturelle møde består først og fremmest i at finde veje til at være tværkulturel kirke, eller måske bedre: interkulturel kirke. Det er et spørgsmål om vores identitet og troskab som kristne og som kirke – i kraft af sendelsen og enheden i Kristus. Og vi skal vænne os til, at det er forbundet med vanskeligheder og tab – sådan som det i det hele taget er at være discipel af Jesus sendt i mission.

This article is from: