SLUT SAMLING

SLUT SAMLING

af Katrine Krog Russo

Zina Zinetti Publishing 2018 www.katrinekrogrusso.com

SLUT SAMLING af Katrine Krog Russo 1: 2: 3: 4: 5: 6:

historier drømme opløsning eksistens tomhed kærlighed

1: historier

2

Hanen Hver gang bilen standsede, begyndte adrenalinet at bruse. Hun skulle skynde sig ud af døren, før han fik fat i armen på hende.

Han hev alt for hårdt, men han sagde, at det var ingenting i forhold til, hvor ondt det ville gøre, hvis den gale hane fik hende.

Tegningen Hun sad spændt og ventede på, at han kom tilbage til kontoret, så han kunne se hendes tegning. Da han kom ind, kiggede han kort på den og sagde, at den ikke var særlig god. Det var dagen heller ikke.

Hullet De kiggede på hende, da de forsvandt ind gennem hullet i væggen. Vi er lige på den anden side, sagde de, og kan altid se alt du laver. Det glemte hun aldrig.

Stjernebilledet De havde fundet en plads bag ved halmballerne på sydsiden af skuret. De sad tæt ved siden af hinanden og kiggede på himlen, med nakkerne bøjet bagud. De besluttede, at Lille Bjørn var deres stjernebillede. Det er det stadigvæk. Ønsket Hun ville ønske, at det aldrig var sket. Mindet om hendes vrede ordflom af pinligheder kørte stadig rundt i hovedet. Han var en idiot. Hun var fuld. Det var sket.

3

Lortebrevet Han slog op med hende i et brev skrevet med grøn kuglepen.

Det første hun tænkte var, at det ikke var godt, når det var skrevet med grønt. Det var det heller ikke. Til sidst stod der: Du var OK i sengen, men jeg ville godt have lært dig lidt mere.

Lortebrev.

Jordbær Hun ville have jordbær med fløde hver dag i hele sæsonen. Han drønede rundt med hende på landevejene, da det skulle være jordbær fra en bod langs vejen og ikke dem nede fra købmanden. De smagte af beskidte fingre og benzin.

Frokosten De åbnede hendes køleskab og fandt et halvt æg pakket ind i staniol, tre agurkeskiver, en enkelt øl, en lille bakke smør og en kvart tomat. Det stod klar til frokosten næste dag, der kom nemlig ingen gæster. Æbler Det var skuffelsen ved det melede æble, der afholdt hende fra at spise æbler. Hun fortrak klart at undgå den triste følelse, som det melede æble gav, frem for at satse på suset af tilfredsstillelse, som kom, når hun bed i det perfekt balancerede æble.

4

Blodet Hun vågnede i mørket og undrede sig over, at hun ikke sov.

Der var vådt i sengen, og hun opdagede, at hun havde næseblod. Lagenet var postkasserødt, og blodet løb stadig ud af næsen. Det havde hun heller aldrig prøvet før.

Refleksen Timerne gik og hendes åndedræt blev stadig mere rallende.

Det var som om, hun hvert øjeblik kunne bryde ud i et hosteanfald, men refleksen var fuldstændig væk. Hvordan kunne den forsvinde? Refleksen.

5

2: drømme

6

Isen Det var med vilje, at jeg hoppede så hårdt ned på puden, men det kom alligevel bag på mig, da jeg lettede. Jeg svævede lidt nervøs henover huse, veje og lygtepæle, men så kom søerne og parken og netop her, begyndte jeg at tabe højde. Landingen var alligevel hård. Jeg mærkede et kort glimt af ubegribelig smerte, idet min krop knustes mod jorden. Så lukkede alt ned, og smerten forsvandt. Jeg kravlede hen mod den frosne sø og hamrede min fod ned mod isen. Jeg fik endelig hul og maste mig ned under isen for at køle min krop. Vandet var lavere, end jeg havde ønsket, og jeg bøvlede rundt i mudder og nedfaldne blade for at få dækket hele kroppen. Jeg ringede til dig. Kom og hent mig. Jeg forsvinder snart. Jeg skubbede mudderet længere op om kroppen. Isen vippede op i store flager, og jeg kunne mærke, de skar sig ind i huden. Det gjorde ikke ondt, men jeg havde ikke mange kræfter tilbage. Nu kunne jeg høre en bil komme, og jeg begyndte at råbe. Her er jeg. Og der var du sammen med to høje mænd i skinnende jakkesæt med en stor flot bil. Alting letter nu.

Sandorme Vi gik langs floden for at nå frem. Han fortalte om en genvej, som gik over flodlejet. Det var meget hurtigere, men vi skulle gennem vand og mudder. Vi valgte genvejen og gik afsted i det ankelhøje vand. Floden var mudderbrun, alt andet omkring os skrigende grønt. Det var smukt og larmende. Han sagde, at mudderet føltes som koralsand mellem tæerne. Jeg tænkte, at det var som at gå på flødeskum. Vi kunne mærke sandormene, som smuttede væk under fødderne på os. Jeg var nervøs for, at de skulle bide mig, men han sagde, det var hun-sandorme.

De bider ikke så hårdt.

7

Kontoret Efter den lange nat gik de rundt forvirrede mellem hinanden.

De havde løst opgaven. John var nøgen bortset fra et slips, som hang løst om halsen, han stod nu ved bordet og prøvede at decifrere de forskellige skitser, som var strøet ud. De gav ikke megen mening. Lila sad på sofabordet helt sunket sammen. Hun havde tegnet med blå tusch hen over panden og på sit bryst og sad nu og stirrede ud i luften. Det lignede mest gafler, men måtte være en del af en større plan. Wu var ikke helt kommet sig oven på sidste del af seancen og sad på direktørstolen i sine hvide boksershorts og græd stille. Det spæde morgenlys oplyste rummet. Krøllet papir, blyanter, tuscher lå spredt ud over det hele, og alt stod skævt. Man kunne høre skridtene ned af gangen. Nu kommer de.

Grisene De kom begge to til mødet. Vi skulle snakke om grisene. Alle havde fået en med hjem. Mette kom til tiden med den første gris. Den var glad for at se mig og hoppede op ad mig, som for at give mig en knuser. Den havde det godt, men var meget ivrig. Vi snakkede længe om, hvordan man opdrager en gris.

De er lige så kloge som hunde. Mette havde givet sin gris et navn, Philly, et lidt sjovt navn. Emanuel var gået ud i køkkenet for at tage opvasken, han jonglerede med tingene og sang samtidig, der var god stemning. Bagefter lagde vi os alle helt krøllet sammen på tæppet og faldt i søvn.

Trappen Der var den smukkeste trappeopgang i tårnet. Vi skulle se et skuespil på øverste etage. Trappetrinene var meget slidte, men de var gode at gå på både i forhold til hældning og glathed. Jeg sad i salen på tredje række helt ude i siden, det var der skuespillerne kom ind. Han kom ind til sidst i stykket og frem8

viste et stort skilt, hvorpå der stod: I er ingenting. Han kiggede lige på mig. Jeg rejste mig, vendte mig om og trak bukserne ned og han smækkede mig med skiltet. Det var OK. Bagefter på vej ned af trapperne passede trinene ikke længere. Jeg havde meget høje hæle på, og det plus hældningen ned gjorde, at jeg ikke længere stod fast. Jeg besluttede mig for en ny strategi. Jeg gled ned. Lige så snart jeg følte trækket, lod jeg det ske og skøjtede nærmest ned ad trappen. Ved hver etage tog jeg fra med hænderne på den røde murstensvæg. Jeg blev mere og mere modig. Farten steg. Det gik rigtig godt, men det gjorde mere og mere ondt, når jeg ramt væggen. Jeg havde virkelig meget fart på nu. Godt jeg snart var ved udgangen.

Slottet Jeg gik rundt på slottet ved aftentide og endte i spisesalen, hvor en lærer gik og lukkede vinduer og slukkede stearinlys.

Der gik en lille flok børn rundt med ham, de gik og sang en lysslukkesang. Det var fint, nærmest poetisk. Jeg begyndte også at slukke lys. Der kom en dreng og kiggede. Der stod også små buttede brændende kaktusser i glas, som skulle slukkes. De brændte på en særlig måde, de var varme og stod og ulmede orangerøde med små flammer stikkende ud. De kunne ikke pustes ud, så jeg tog en kande med vand og brugte den i stedet. Jeg så, at der skete noget særligt ved dem, som havde brændt længe. Hvis jeg dryppede vandet langsomt ned over, og kaktussen havde den helt rigtige temperatur, så skiftede farven pludseligt fra orangerød til en helt klar grønblå farve, idet kaktussen ligesom krystalliserede sig. Det var en fantastisk forvandling, og der var en lyd - et tching. Drengen stod ved siden af mig og fulgte med i mine forsøg på at frembringe effekten ved resten af kaktusserne. Han prøvede at hjælpe, men det var svært, for de stod alle sammen højt oppe, og han var ikke høj nok, selv om han stod på en stol. Jeg var blevet god til det, og rummet fyldtes af lyden og lyset fra de krystaliserende kaktusser.

9

Køerne Det var et stort lyst hus. Hele området levede og åndede for landlivet med stalde og store lader rundt omkring. Vi gik op gennem alléen væk fra huset og skråede henover marken op mod de store stalde. På markerne gik køerne frit rundt, og da vi gik over marken, rejste de alle sig op. Snublende og nysgerrige begyndte de at følge efter os. De var kommet lige lovlig tæt på os nu og var pludselig meget store. Vi satte i løb, hurtigere og hurtigere med bankende hjerte hoppede vi endelig over hegnet. Jeg måtte minde mig selv om, at køer er søde af natur. En slags nysgerrige kæmper.

Huset Huset lå helt ude på skrænten og stod helt frit og flot og gammelt, men det var også skrøbeligt, som et gammelt fiskerhus. Jeg ville fikse taget og havde fået at vide, at jeg kunne flække nogle brændeknuder, som jeg kunne hamre på taget. Jeg flækkede noget træ og satte mig op på taget og hamrede. Det gik egentlig meget fint, selvom vinden var taget til, og huset var begyndt at gynge. Du kom op til mig på taget.

Jeg arbejdede videre, mens du gik frem og tilbage. Jeg bad dig stå stille, for huset var begyndt at vippe faretruende ud mod vandet. Husets båd var bundet fast til taget med et gammelt tyndt tov. Og vi forstod, at det var båden, som vippede huset, og hvis vi ikke fik løsnet tovet, så ville huset blive trukket ned fra skrænten. Vi smed den store træstamme ned fra taget og forstod for sent, at det betød, at båden nu flød væk. Vi sprang ned fra skrænten og fangede træstammen og begyndte at trække i det tynde tov. Nu blæste det vildt, og der var krusninger og store bølger. Vi hev alt vi kunne, og båden begyndte at nærme sig. Det var egentlig ikke særlig svært men meget dramatisk. Kunne vi nå det, før den fyldtes med vand og sank? Det gjorde vi, og jeg løftede den let op over hovedet og tømte vandet ud. Vi trak båden ind ad kanalen, som løb bag ved huset og fæstnede den ved træbroen. Det var sådan et fint hus, og der duftede godt. Af tjære, saltvand og tang.

10

Føllet Manden kom gående hen imod mig med et lille hvidt føl. Det var helt nyfødt, men noget var galt. Huden var nærmest gennemsigtig og helt uden hår. Tynd og skinnende som var den af gummi. Manden lagde føllet på et slidt træbord ved båsene.

Han tog en kniv og skar med en hurtig bevægelse maven op langs de lange sener, som stod tydeligt frem på det udspilede hvide maveskind. Smerten fik føllet til at løfte hovedet, og en hjerteskærende lyd kom som fra et andet sted. Den rummede alt det forkerte, alt det som ikke skulle være. Et dybt hul åbnede sig i mig og sugede indad. Jeg tvang mig selv udenfor og løb væk.

Landingsbanen De kørte galt lige bagved landingsbanen. Han lå blodig ind over rattet, men var stadig levende. Hun blev irriteret over sløvheden og steg ud af bilen. Så går jeg så bare resten af vejen, konstaterede hun spørgende og irriteret. Han mumlede et eller andet gennem sin blodige mund. Gennem foruden kunne han se hende stå ved vejen i det blå strutskørt med den gule skjorte bundet foran. Den store hat med sløret lyste med et overjordisk skær givet af de store projektører på landingsbanen. Hun havde alt for mange kufferter med, og der var ikke særlig god chance for, at hun kunne gå så langt i sine fine prikkede røde pumps. Men der var ingen tvivl om, at hun ville prøve. Hun kiggede hen mod hotellet. Det lignede nærmest et slot i mørket. Et legetøjsslot. Hun forsøgte at huske noget med dimensioner og afstandsberegninger men indså, at det ikke nyttede noget. Der var for langt. Så hørte hun lyden af en knallert, og hendes bekymring forsvandt.

11

Gorillaer Han så gorillaernes ansigter gennem bilruden. De stod på bagbenene uden for bilen og kiggede ind. Han tog masken på og vendte sig mod dem. Opgivende? Overbærende? Han åbnede vinduet. Kom med det. De slog ham én af gangen i ansigtet, hårdt. Han drejede hovedet rundt, så de kunne komme ordentlig til hele vejen rundt. Det var vigtigt, at han blev slået i hele ansigtet. Slagene faldt effektivt og blottet for følelse. De havde gjort det før. Der var meget blod, selvom masken tog det meste. Den sad helt tæt og stramt om ansigtet.

Vandet Bilen skulle synke med os indeni. Familien og mig. Mor, far og et barn. Vi sad derinde i mørket, og bilen vuggede på vandet i havnen. Den ville ikke synke og blev bare ved med at bobbe op og ned som en korkprop. Vi lænede os alle fremad, og til sidst med kølerhjelmen nedad begyndte bilen endelig at synke. Jeg blev bange og holdt vejret. Det kunne jeg gøre i lang tid. Så faldt roen over mig. Jeg behøvede ingenting. Der var helt stille nu. Ingen ting. Men så begyndte vandet at sive ind og jeg mærkede panikken komme snigende. Det var følelsen af at synke. Være lukket inde i en metalkasse. Det var svært at styre. Jeg kunne mærke hjertet slå hurtigere, mens bilen sank mod bunden. Jeg ville ikke mere. Drengen var rolig. Faderen sagde ikke noget. Det var moderen, der bestemte. Bilen stod nu på bunden af havnen med vandet sivende ind. Og der på bunden af havnen i bilen med mig, som begyndte at panikke, rejste faderen sig pludselig op i førersædet, han stak benene ud gennem bunden på bilen og rejste sig op. Det viste sig at vandet var så lavt, at vi straks kom over vandlinjen, og han gik med bilen med os indeni, som var det en dragt, han havde taget på. Hele vejen op på stranden.

12

Geden Geden stod ude i laden og var bundet med gammelt reb. En vandhane dryppede og geden virkede glad og tilfreds, men den optog mig ikke som resten. Jeg var hele tiden i fuld gang. Jeg var ude i laden flere gange om dagen, men glemte hele tiden geden. En dag så jeg, at den havde blod på næsen. Rimelig meget blod. Det lignede, at den havde skrabet snuden mod den grove væg, men hvorfor? Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne se et dybt sår på den en side af næsen men tænkte, at det nok ville hele sig selv. Så så jeg, hvor den stod. Der var ikke noget hø, ikke noget sted at stå for sig selv, og der var alt for fugtigt. Og mad, jeg havde ikke fodret den i al den tid, jeg havde været der. Blodet dryppede nu fra næsen ned på betongulvet.

Faldet Jeg havde hængt i hullet en uge. Det var et meget stort hul.

Skræmmende i starten, men det voksede på mig. Jeg holdt næsten af det nu. Den rå og forrevne klippevæg og vandet der piblede ud af sprækkerne og løb langsomt ned ad siderne. Der var mange farver, tændt af lyset fra oven. Længere nede faldt mørket dybt. Det ville blive et langt fald. Jeg hang dog stadig på væggen. Jeg havde ikke kunnet finde nysgerrigheden, som kunne overvinde frygten for slippet. Den endeløse åbning nedad i intet. Jeg kunne hverken se eller mærke bunden. Det hele åbnede sig bare op i mørket, og blev stadig større og stadig dybere. Dette var bare begyndelsen. Jeg øvede mig på faldet, prøvede på at vænne mig til tanken og mærkede hvordan det dunkede og sitrede i kroppen. I korte glimt var det klart, at der jo kun var dét tilbage nu. Jeg skulle ned. Ned til det, som brummer dybt.

13

3: opløsning

14

klar nu skrig lunger ud kig ingen mørke ind kom sluk skumring intet varsel på vej åben dør ind fugtigt over gulv under dyne se tomt tag plads bag hjerte frys ind i kulde i mørke

15

opløst jeg tager alt tøjet af lægger mig ned på jorden svampesporer strækker sig op trænger blidt gennem min hud jeg lader mig indtage lader mig transformere rådnende kød lugten af muld min bevidstheds eksistens fysikken forsvinder langsomt jeg opløses og overtages af svampe og orme og spyfluer som æder suger optager min krop nu er der ingenting tilbage et hårdt indre som aldrig var mig ligger hvidt tilbage mod sort jord jeg siver videre ned og ud

16

tungt hjerte tæt på katastrofen ånder jeg frit slip alle spændinger hurtigt løb i forvirring rod med alt jeg har og aldrig aldrig se tilbage plaskende på må og få finder fødderne ingen grund armene syrer til og hjertet synker stilhed og ro i overgivelse med tungt tungt hjerte

17

igen jeg suges ind igen ydmygelse usselhed selvskabt mindreværd angsten for afvisning tilbage på knæene i håb om ømhed en hånd på kinden et blik som vil arme der fastholder jeg slår mig på dig men elsker arrene blodet som løber huden som sprækker knoglen som knækker her ligger jeg samler mig stille tørrer sveden væk lader tiden gå til jeg er tilbage igen

18

afsky se jeg vandrer hen over lig og lort mens det hele bliver tydeligt hvordan jeg blev snydt og forrådt af velmenende ord og venligheder som uden bagtanker lokkede mig og jeg lagde mig nøgen og klar det letteste bytte af egen fri vilje fulgte jeg dig herhen hvor livet står stille og alle er klar til at rive stikke flå mig fra hinanden så er der kun tomhed tilbage en tomhed som fylder alt ud mangel på eksistens min eneste eksistens se jeg tager fat og krammer hårdt holder den helt tæt til kroppen så jeg langsomt tynges mod jorden ned ned ned til det som er sikkert til det jeg mærker tættest på nu tæt sluttet sammen for altid i en omfavnelse af afsky

19

regnvejr med blæst det der flyver hæmningsløst omkring arme ører og krop forsøg på at indfange og fastholde ender med mig fortørnet i hjørnet fortæl mig hvad du vil vide jeg smider skidt og lort ovenpå du drukner i latter og mavekramper over mig og mit uinspirerende selv nej du kan ikke ødelægge det jeg beholder vanviddet intakt så jeg kan gå tilbage og sige det var bedre før jeg gav los nu står alting stille blafrende jeg hører blodet bruse i ørerne sammen med en stille flappen lyder som regnvejr med blæst

20

ingenting lad det vælte ud af kroppen som en stor fed flod af guld der er ingen som ikke må få og strømmen er utømmelig stædig dunken følger mig mas kraften ud af kroppen pres det hele vejen op så krudtet kan passere igennem den sitrende hud igennem det dunkende kød se jeg sprænges til atomer og falder som rød guldregn jeg smuldrer og forsvinder og det gør ingenting nej det gør ingenting se det gør ingenting

21

4: eksistens

22

indkassering jeg kan ærlig talt ikke forstå hvorfor der skal gå så lang tid mellem at I skriver. i ved sgu da godt. i kender mig sgu da godt. når I så gør det og ved det hvorfor giver I så ikke? det kan jeg ikke forstå. jeg synes det er nærrigt. måske er jeg bare selvoptaget. 100% indviklet i mig selv og mine egne behov. men tiden jeg bruger på andres behov er da også substantiel. ja, ganske stor. jeg tror jeg føler (sic) at jeg har fortjent bedre. nej fuck det jeg ved jeg fortjener bedre! stram op for fanden! vær mere. giv mere. lyt og handl mere! jeg vil fucking have. jeg har fucking fortjent det. tjent det op på fucking kontoen i kærlige tanker og blomsterbuketter. i takkekort og nybagte boller. i gråd-våd skulder. i skambidte baller. i store blafrende fucking ører. kom nu fucking an. jeg vil have tilbage. jeg indkasserer NU.

23

hjertet mit hjerte har et hul. hver gang det tager et hop vælter kærligheden ud af mig. oversvømmer uforvarende folk og der er ingen vej tilbage. store strømme af kærlighed vælter ud af mig. i frådende bølger vælter alle omkring mig. folk tumler forvirrede rundt i kærlighedsmasserne. i dæmpet dødsrallen vugger de gispende efter vejret. og ender i brændingen rullende frem og tilbage. mens de langsomt svulmer op og sprækker. flyder ud af sig selv og formen forsvinder. jeg tænker på at lukke hullet. mens jeg fryder mig over alle dem som går til. min totale destruktion i altopsluende optagethed. alt suges ud. intet er helligt.

24

selvudslettelse jamen så lad os tale om det. udslettelsen af individet. livet der bare lever sig selv. vores uformåen når vi søger at styre noget. tankerne og villen som ikke kan noget andet end at forstyrre livet. det der lever sig. det ser jeg i korte øjeblikke af klarhed. resten af tiden mudrer det rundt. tankerne flyver afsted og styrer mig til at handle. lad os lade lysten styre. lade os lade begejstringen lede. der hvor vi har lyst til at være. det vi har lyst til at gøre. mennesker jeg har lyst til at se. mennesker jeg har lyst til at røre. jeg vil bide rave kneppe slå slikke elske falde hoppe bløde svede brænde hårdt. lade nysgerrigheden bestemme. gå derhen altid. spørge ville snakke kramme knuse nive. alle. er der afvisning? er der ego? er det ego? i udslettelsen af individet slipper det hele. og jeg vil ikke noget mere. jeg gør bare fordi jeg lever. fordi det lever. fordi det leves. eksistensen leves. vi kan godt kalde det selvudslettelse. det lyder bare så hårdt. kan bedre lide bløde ord som overgivelse og slip. men det er det samme. det er klart at det er svært og skræmmende. hvad så med mig? hvad med alle mine kloge tanker? hvad med alt det jeg skal? men er det ikke netop der det ligger? lige der hvor vi ikke skal noget mere. hvor det bliver ligegyldigt hvad vi gør. fordi livet lever sig selv om vi styrer eller ej. total frihed til at lade livet leve.

25

distraktion jeg mangler distraktion. noget som fører mine tanker væk fra det som ikke er. det starter med at jeg ikke har og ikke får. tomheden kommer og efterlader mig nøgen. alt kommer tæt på og ind under huden. der er for meget tid til tilstedevær. der er ingenting jeg skal ikke noget der kalder. intet kommer og flytter mig væk fra mig selv. distraherer mig med råb, tanker, villen. så sidder jeg der blokeret og fastspændt i nu. så går jeg indad. begynder at rode godt og grundigt i gemmerne. alt jeg finder hives og trækkes frem. vendes og drejes uendeligt. jeg vil finde mening med det. jeg vil forstå alle detaljerne og bevæggrundene. alt det der fordrede mig til at ende hvor jeg er. et spinkelt håb om at tingene giver mening og sker af en grund. jeg vrider mig af smertelig erkendelse. der er ingenting. nu går jeg udad. til alle dem der er derude. hvem er du? hvorfor er du her? lad mig kigge grundigt på dig. finde dig. føle dig. pille dig fra hinanden. lad os lægge os i sammensmeltet ske og lad os nive og knibe hinanden indtil smerten vækker os til live. du skal også føle. du skal også mangle. vi skal stå samme tomme sted. erkendelsen af endelighed og den fuldkomne magtesløshed. det bliver afslutningen.

26

shhhhhh nu er det blevet tid til at lukke det hele ned igen igen igen. shhhhh. der er jo ikke mere. hullet åbner sig og så er der kun. shhhhhh. jeg sagde det til dig i går. du hørte mig ikke selv om jeg talte højt. shhhh. det er ikke til at forstå. jeg kan ikke tale højere end det. shhh. stemmen knækker og ordene hakker hvis jeg skriger. det er bedst uden. shhhh. jeg holder hovedet henover og udover mens lortet flyder ud og væk. shhh. jeg ser ikke andet end spidsen af neglen i min arm. dine tomme øjne. shhhh. selvom jeg sagde det. selvom jeg sagde det. et tungt skrab af neglen. shhh. hen over min arm. med benede fingre og knoglerne stikkende stikkende. shhh. jeg holder fast på det og løfter hovedet i trods. men ned ned ned alligevel. shhhhhh

27

stædigt sådan begynder det. enkelt og lige foran næsen. jeg bryder snart igennem dit ynkelige skjold så det vælter ud med puds og råddenskab som kun er forudanelsen om det som i virkeligheden gemmer sig helt nede. under alle de hvide orme, under al slimet og muggen der ligger vi fint på række helt tæt for ikke at spilde den lille plads der er tilbage i din uformående sjæl. vi hviler side om side liggende passivt mens vi synker stadig længere ned. vi skifter i blinde mellem villen og kunnen men når aldrig længere end til en tanke som fyldes med minder om rå lyst i et tårn af ydmygelser og væmmelse. nu ser vi kun hinanden her på bunden af det lidt som er tilbage. bundet sammen i vildskab rystelser af vold sitrende arrigskab uudtrykt afsky. her strammes grebet og vi holder stædigt fast.

28

mens jeg holder vejret så kom det igen og rev det hele fra hinanden. igen. i arrigskab over min mangel på forståelse for dig. dig. jeg ser dig ikke. er nok i virkeligheden ikke interesseret i dig. eller er det sådan det synes. er jeg kun interesseret i mig selv. mine egne behov. det der stikker højest op lige nu. lige i dag. det der lige præsenterer sig for mig som skinnende og flot lige nu. og så er det lige meget hvad det koster. hvilke bølger og laviner som opstår omkring mig. og jeg skriver på livet løs. om hvad det er hvad jeg er hvad det vil og hvad det får af mig. hvorfor jeg ikke er glad hvorfor kuglen i maven kommer og maser livet ud af mig. jeg skrækker tilbage fra dine øjne og kan ikke holde det tilbage længere. ender i hjørnet igen og kan kun se til mens jeg langsomt samler stumperne sammen omkring mig. som et tæppe af en ødelagt krop som kun kan samles langsomt og i stilhed. og så roen som kommer efter eksplosionen. det er såre simpelt en såre simpel proces. og det sker igen. lige her og lige op i hovedet på mig. ikke noget kan gøres. arrh fuck jeg vil jo ikke gøre noget. jeg vil gerne have det lige op i hovedet. jeg går bare og venter på dramaet og når det ikke kommer så skaber jeg det selv. så kan jeg mærke igen. så kan jeg mærke min egen smerte. så kan jeg mærke din smerte. så trækker vi vejret igen.

29

uden at holde vejret jeg bliver nødt til at sige noget. der er så meget dér der handler om mig og dig tror jeg. jeg ønsker os bare det bedste. det håber jeg du ved. der er ikke noget der falder fra hinanden. der er ikke noget der er gået i stykker. alle vores eksplosioner er villet og noget som skal ske. der er ikke noget der sker uden at vi vil have det. et eller andet sted. jeg er mere end klar over at tingene kan mudre at det kan være svært at forstå hvad det handler om. at jeg kan have svært ved at forstå hvad du handler om. når du maser mig. når du råber. når du lader alt det du vil ske på bekostning af os. når jeg ikke får lov til at være der og jeg ved hvad der skal til at ske. jeg kan næsten ikke bære det. jeg kan næsten ikke bære dig. jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad det er vi skal med det. hvad det er du vil med mig. hvorfor vi to skal gøre det sammen. hele tiden. men jeg stopper ikke med at ville. jeg stopper ikke med at forsøge at finde balancen. så vi begge to kan være med. det er muligt at vi skal lære at leve med udsvingene som vores form for balance. og jeg ved jeg siger at jeg ikke orker mere. men det gør jeg. hele tiden og sikkert for altid. selvom tvivlen er der. og smerten ja. den kan jeg også godt mærke. men fuck det. vi er min kæreste. vi kan. og jeg ved du vil. selvom du slår mig i hovedet. selvom eksplosionerne bliver ved med at komme. og selvom det gør ondt ondt ondt.

30

ikke mere den fjerne eksistens af noget som kunne ske men aldrig skete. det er hvad der er tilbage. hvis det hele bare gad at stå klart nu. lysende klart. så jeg kunne se på det og tænke på det. forholde mig til det. uden at skulle gøre noget ved det. uden at det skulle gøre noget ved mig. uden at skulle. kan du se hvordan det fungerer? jeg står her. du kommer ikke der. jeg venter. du kommer ikke. jeg stopper med at vente. jeg farer ud i verden. jeg kommer hjem fra verden. du er der ikke. du er der stadig ikke. nu sover jeg næsten. jeg kender ikke længere vejen. det er kun dig tilbage som kan. jeg har ikke mere.

31

5: tomhed

32

Samuel Beckett: Longing Longing the so-said mind long lost to longing. The so-missaid.

So far so-missaid. Dint of long longing lostto longing. Long vain longing. And longing still. Faintly longing still. Faintly vainly longing still. For fainterstill. For faintest. Faintly vainly longing for the least of longing. Unlessenable least of longing.

Unstillable vain least of longing still.

33

Zina: en unødvendig opgave - fejlreflektionen Det er så fejl-reflektionen af min formåen som forstyrrer. Jeg føler et stærkt behov for at rette i andre menneskers perception - det jeg så synes er en fejl-reflektion ... men hvori ligger fejlen? er der en fejl? hvorfor må folk ikke se det, de ser og opfatte og udtrykke det, de ser? Hvorfor skal jeg rette på det? Deres perception er vel lige så valid som min. Og er vel egentlig ikke min, men netop deres. Hvorfor skal jeg eje den?

Og nå ja, og hvorfor kan jeg så oven i det ikke rumme at være sådan som jeg er... bekymret, optaget, villende og interesseret? Hvorfor skal jeg være super zen og fed med det?

Det synes som en alt for stor og unødvendig opgave at tage på sig.

34

En gĂŚst: Empty set Since the empty set has no members, when it is considered as a subset of any ordered set, then every member of that set will be an upper bound and lower bound for the empty set. For example, when considered as a subset of the real numbers, with its usual ordering, represented by the real number line, every real number is both an upper and lower bound for the empty set. When considered as a subset of the extended reals formed by adding two "numbers" or "points" to the real numbers, namely negative infinity, denoted which is defined to be less than every other extended real number, and positive infinity, denoted which is defined to be greater than every other extended real number, then:

and

That is, the least upper bound (sup or supremum) of the empty set is negative infinity, while the greatest lower bound (inf or infimum) is positive infinity. By analogy with the above, in the domain of the extended reals, negative infinity is the identity element for the maximum and supremum operators, while positive infinity is the identity element for minimum and infimum.

35

Katie: reflektioner om tomhed og slip som jeg ser det: Søgen efter tomhed i intet at have, intet at skulle, intet at være. Alt bliver muligt i limboet af ingenting. Tomheden som så bliver noget. Alt kan mærkes, alt er blottet og fuld skrue på følelserne. De er ikke alligevel. Lev dem. I ikke eksistens.

Vi er berøvet alt, eller vi har ladet os berøve alt. Vi er moderne slaver, bundet af sociale og politiske burder og kreerede falske økonomiske behov. Men måske netop her kan vejen vise sig for os. Når vi opgiver spillet. Melder os ud. Når vi slipper forsøget på at være med, at føle os inkluderet. Muligheden for et indre oprør viser sig. En vej ud af fastholdelsen gennem en søgen indad. Uden kobling til verden som den er. Udenfor men indeni.

Tomheden. Der er ikke mere vi kan gøre. Kun de blottede nerver er tilbage.

Kan man lave det skift? Et skift i fokus. Ikke i trods ikke som ikke-villen, men som et rungende ja i iver og opløftethed.

Beatitude? Naaah, det bliver for religiøst. Men henover, ja, under og igennem, retningen er lige meget. Der er behov for begejstring! Umiddelbar glæde. Aaarh fuck glæde. Det er trættende at høre på. Men ud og frem og henover. Slip slip slip lortet. Lad dét være, der tynger ned. Det der lokker med simpelt velvære, blødhed og slatten smiger. Lad dig ikke lokke - men lad dig hive med af det, som kan mærkes helt ind i knoglerne, som får alle cellerne til at sitre, og som kildrer helt ned i storetåen. Dér ligger guldet, og dér tror jeg, vi kan finde vejen. Ikke bare ud af det store forkromede slaveri men også hen til den nødvendige forandring. Lige nu.

36

Luzi Love: lad jagten begynde!

Jeg elsker slippet! men jeg elsker også jagten. Jagten på lysten. Jagten på smerten. Forståelse og udvidelse både i livets skønhed og grimhed.

Jeg tror, at de laveste og sværeste steder, vi finder, giver os den dybeste indsigt i vores egen styrke og og sjælens magt.

Men vi skal være modige! Have nosserne til at træde ud over klippen. Efterlade alle bag os, rystende på deres hoveder i vantro og hadende os for at være alt for meget. For at ville have alt for meget.

Jeg elsker den nøgne sårbare tilstand, hvor alt er åbnet, og vi presser os selv endnu mere. Blødende, grædende, rystende, skrigende os selv til ro.

Jeg keder mig, når det er for blødt. Det er for langsomt.

INGEN UNDSKYLDNINGER! XOXO Luzi Love

37

Rødt chok: Camus og Caligula så lad os drukne i absurditetens hav.

Albert Camus: helt og læremester. kom med til Caligula på lørdag. her ord fra 'Myten om Sisyfos’: "There is but one truly serious philosophical problem and that is suicide. Judging whether life is or is not worth living amounts to answering the fundamental question of philosophy."

38

Katie: svar på Camus og Sisyfos OK, Camus og det absurde liv, læs engang hvad Peer skriver her: "Dermed gik han ind i tragedien - og blev et frit menneske. Herpå beror hans glæde. Hans skæbne tilhører ham. Hans byrde er hans egen. Og på samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når det betragter sin smerte bevidst. For det absurde menneske ophører møjen og kampen aldrig, for det genfinder altid sin byrde. Og i denne forstand kan man tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand, hævder altså Camus." Peer Sendemand, Jernesalt.dk.

Er det så ikke den samme frihed vi taler om? Det samme sted vi ender - nemlig i overgivelsen. Om vinklen på dette slip er, som en nødvendighed for at rumme livets jammerdal, eller det er en overgivelse til netop skønheden og kærligheden som styrende princip, er vel i enden ligegyldigt. Blot et personligt valg. Og så spørger jeg mig selv, hvorfor vi vælger den mørke udgave. Men det er jo så også blot mig, som ikke kan slippe tanken om levet liv som konstruktion, lærestykke, og i sidste ende den perfekte træningsplads for at begribe det totale og endegyldige kaos. Alt og ingenting.

Og ja, jeg vil gerne med :-). Der er ikke noget som menneskelig uformåen i den mest ekstreme form, som kan lyse en grå lørdag op!

39

Arthur Rimbaud: The disorder of the poet’s mind is sacred.

The derangement of senses The Poet makes himself a seer by a long, gigantic and rational derangement of all the senses. All forms of love, suffering, and madness. He searches himself. He exhausts all poisons in himself and keeps only their quintessences. Unspeakable torture where he needs all his faith, all his superhuman strength, where he becomes among all men the great patient, the great criminal, the one accursed—and the supreme Scholar!—Because he reaches the unknown! Since he cultivated his soul, rich already, more than any man! He reaches the unknown, and when, bewildered, he ends by losing the intelligence of his visions, he has seen them. Let him die as he leaps through unheard of and unnamable things.

40

Rødt chok: en f..... jammerdal Og nej nej nej FFS det har absolut intet at gøre med et personligt valg af lyst eller mørkt! Det er fucking sandheden, vi snakker om!! Ikke et eller andet fucking hippie mindful pis, som man kan hive ned fra hylden, når det lige passer ind i spelt-skemaet. Det er det, der fucking er hele humlen. At det eneste valg vi har er lig med absolut intet, da intet jo fucking ER. Det er et givet. Det er fucking vilkåret for eksistens!!

Livet er en jammerdal en sorg foruden (fucking) kvide!!!

41

Pedro og Goyneche: Los Mareados Esta noche, amiga mia, con alcohol nos embriagamos; que me importa que se rian y nos llamen los mareados.

Cada cual tiene sus penas y nosotros las tenemos.

Esta noche beberemos porque ya no volveremos a vernos mas‌ Hoy vas a entrar en mi pasado, en el pasado de mi vida.

Tres cosas lleva mi alma herida: Amor, Pesar, Dolor.

Hoy vas a entrar en mi pasado, hoy nuevas sendas tomaremos.

Que grande ha sido nuestro amor y, sin embargo, ay, mira lo que quedo!

Palabras: Enrique Cadicamo

42

6: kĂŚrlighed

43

Zina: sv.: tak for fest!

Og selv tak for fest, smukke! Det var en vild snak. Jeg har tænkt videre og ligger lige her og skriver ord ned til dig, om kærlighed og fordringen og dine ord om relationer ... Here you go: Vi skal tilbage t fordringen i relationen - kærlighedsfordringen. Ønsket om at det passer, det man mangler og ønsker, og så det man får fra genparten. Ærgrelsen når det ikke er sådan, svigtet man føler, sørgmodigheden over at det ikke passer det du gerne vil have, og det den anden gerne vil give. Jeg er dårlig t ikke at være villet. Og presser og kræver gerne måske lige lovlig ivrigt for at blive det. Villet. Men du har selvfølgelig ret. Det handler om relationer og møder og den udveksling, som ligger i kærligheden. Og netop dér - øjeblikket hvor fordringen forsvinder måske, hvor vi stopper med at tælle og måle, kan vi være fuldt. Tilstede. På den anden side ... Jeg elsker overgivelsen og følelsen af, at der ikke er noget, jeg ikke må få, og der ikke er noget, jeg ikke vil give. Betingelsesløst og også når det ikke passer mig! Et bevidst valg - tilvalget!

Hmm er slet ikke færdig med den her!

44

Katie: kærlighedsfordringen 1 OK, så tager vi fat om roden. Så langt nede og inde som jeg kan slippe af sted med. Jeg vil tilbage til svigtet, så her kommer den. Nu med ekstra tryk på. Nemlig skyld. Lige der i kernen af det, du med slet skjult ubehag sagde, det mindede dig om. Kristendommen. Så svigtet er én ting - man føler sig svigtet af den anden. Nu går vi så tilbage til den, som skylder.

Den som svigter, den som ikke bærer kærligheden ordenligt, den som ikke tager sit ansvar alvorligt. Det er ansvar, det er forpligtelse, det er fordring, det er kærlighed. Jeg tror ikke, at det er noget, vi egentlig kan beslutte. Jeg mener, det er sådan, det er. Vi føler allerede fordringen, vi føler ansvaret over for den anden, forpligtelsen, og når vi så efterfølgende vælger at stoppe, blokere, ignorere følelsen, så lyver vi for os selv, for hinanden, og så svigter vi i virkeligheden hinanden dobbelt. Og tribbelt, da vi også svigter os selv tilbage igen. Vi tager ikke os selv alvorligt. Og så føler vi konsekvensen, vi føler skylden.

Jeg er træt af den kvælende positivisme. Jeg er træt af, at vi ikke må skylde hinanden noget, ville hinanden noget, kræve noget af hinanden. Jeg mener ikke, vi kan eller skal leve fri af hinanden. Jeg mener, at netop når vi forpligter os i kærlighed, så kommer friheden helt naturligt derfra. Og det er den sande frihed, ikke den påståede påtagede frihed. Jeg er kun mig selv, jeg vil kun mig selv. Nej, det er dér i lorten, i smerten, når det ikke passer, når det hele lugter af pis, at friheden, vores frihed bliver ét med ansvaret, fordringen – kærligheden. Fordi jeg vil det, fordi jeg ikke kan noget andet. Jeg lader mig trække hele vejen, lader mig bære hele vejen til den fulde skyld – i relationen. Skylden for at vi er der, skylden for at svigte dig, skylden for at elske dig, skylden for at give alt, skylden for at gøre allermest ondt. Dér er det interessant at være. Vi må bære vores kærligheds skyld med stolthed, både den, som gør ondt og er tung og den, som gør os lette og flyvende og eftertænksomme og reflekterende. Det er her vi vokser som mennesker, og vores relationer bliver stærke og dybe.

45

Katie: kærlighedsfordringen 2 Og når vi så ikke tør konfrontere hinanden med svigtet, kræve noget af hinanden, tør sige at nogen er skyld i vores smerte.

Når vi skjuler vores skuffelse, når vi ikke tør fortælle hinanden, hvad vi havde håbet at få, hvad vi blev kede af ikke at få, når vi igen og igen beder om at blive elsket, så er det blot vores egen angst og mangel på selvværd, som snyder os, som får os til at tvivle på vores krav på respekt og ansvar i kærlighed. For selvfølgelig må vi kræve i kærligheden, selvfølgelig må vi kræve af kærligheden. Det er det eneste, som reder os fra sikkert vanvid i vores uendelige ensomhed, at vi elsker fuldt ud og på trods af og insisterende bliver ved med at kræve kærligheden 100 procent af hinanden.

46

Zina: kærlighedsfordring - schmærlighedsfordring Hmm – jeg synes det er alt for stift. Og nok også for krævende. Jeg er træt af at tælle hele tiden, gøre op, regne ud. Jeg søger det naturlige, det som bare er. Uden at vi skal kræve af hinanden, uden af vi giver skideballer og er snævertsynede og smålige. Jeg vil have fuld frihed i kærlighed.

ALT gives hele tiden. Og nej, det er ikke positivismens svøbe vi her taler om. Du ved, der ikke er noget som helst nuttet over mig og min kærlighed, den er både hård som en sten med skarpe hjørner - vild og utæmmet, men også helt lille og stille i hjørnet. Jeg bliver trist og udmattet, når du taler om fordringer og skyld og burder og synd. Det har da ikke noget med kærlighed at gøre. Det er en menneskelig konstruktion. Vi skal søge det guddommelige, det ypperste og ikke lade os lokke til at tro, at alt det andet pis er nødvendigt. Det er det ikke!

47

Frank: Selvkjerlighedens Snare Kære Katie og Zina Ja, det er stift, men slet ikke bredt nok, kæreste damer. I ser på hele sagen alt for snævert, og jeg fristes til at putte jer begge i kategorien af nymodens overfladisk kærlighedssvæveri.

Megen lidt substans og meget lidt bredde. Bare den der floffy lækre kærlighed, som beskæftiger sig med det nære, dem som allerede er der, og dem vi allerede elsker – for lidt eller for meget. Men I begår en fejl. Det er først interessant at kigge på, når vi tager kærlighedsfordringen og breder den ud. Vi kan hurtigt blive enige om, at alt er relationer, og kærlighed skal have lov til at vokse og ånde frit, og vi skal lytte til hinanden og mærke efter og alt det andet bavleri og føleri. Men lad os tale om den sande kærlighedsfordring – den kærlighed som vi skal have til dem, vi ikke kan lide! Den kærlighed som SKAL leves og SKAL udføres, vores pligt som samvittighedsfulde og kærlige mennesker. Søren K beskriver det så klogt som Selvkjerlighedens snare eller forkjerligheden. Det er den, som kommer af sig selv, til os selv eller til andre – dem vi godt kan lide, og vi bliver spundet ind i letheden og tror, at nu har vi elsket, fordi det heller ikke altid er nemt. Men snaren er netop det – at vi tror, at dette er den rene kærlighed, dette er det, vi skal, og netop her ligger den sande udfordring, når vi slipper denne selvkjerlighed og forkjerlighed og begiver os ud på det dybe vand af ren kærlighed til næsten – ikke den næste som vi allerede elsker. Det er ikke dér, slaget skal stå. Det er såmænd ikke fordi, vi ikke også kan tale om vores indbyrdes kærlighed, som der er masser af, og den er ikke nem, og den er vild og stor og voldsom. Men jeg synes, I fejler ved at snakke så snævert om det. Lad os brede snakken ud! Helt ud til den irriterende næste, vi ikke kan lide! Ud til alle røvhullerne!

48

Katie: mit burde OK, jeg er helt med og forstår dine ord, Frank – og Søren Ks, men det er nok her, vi er forskellige, du kan lide at brede tingene ud, se det hele ovenfra, og altid trække alt ud i yderste konsekvens for at se, hvad der er op og ned. Det har vi gjort mange gange sammen, og det er super givende. Lad os se, hvad der sker, hvis vi nu nupper Løgstrup og lader ham byde ind med: "Vi lever i indbyrdes afhængighedsforhold, hvor vi i stort og småt har en vældig magt og indflydelse på hinanden.

Og vi kan ikke komme uden om, at kærlighed og barmhjertighed er noget godt, mens kynisme og brutalitet er noget ondt. Det betyder, at den magt, vi har over andre, kan vi bruge uegennyttigt eller egennyttigt, vel vidende at det første er det, vi burde, mens det andet er at svigte."

Ergo, vi ved, vi svigter, vi ved, vi ikke gør det godt nok. Det ligger ikke i relationen, det ligger i individet. Vores egen indre erkendelse. Og her ligger mit burde, fordi vi ved det, fordi vi kan det, og fordi det i virkeligheden blot er vores uformåen, vores bagage, vores historie, som blokerer, og det skal vi da ikke finde os i. Det er den forpligtelse vores viden giver os, som skal give sig udslag i tilstedevær og kærlighed uden pis – og det er fornægtelsen fra både den svigtede og den svigtende – i sådan en fælles ”hvis jeg ikke siger noget, så gør det ikke så ondt”, som gør mig skiftevis rasende og virkelig trist.

49

Zina: uden burde og skyld Så skulle det være mig, som gav dig svar på tiltale på den der fornærmende beskrivelse af Katie og mig som sådan nogen snævertsynede hippie piger, som ikke formår at se det større billede. For mig handler det overhovedet ikke om nogen kristen fordring eller synd eller skyld. Det synes jeg er den helt forkerte vej at tage. Så prøv at hør her, jeg mener faktisk, at det netop er i den nære relation, at vi vokser og ser, at kærligheden er den eneste vej og at ved at elske det nære stærkt og rent så vil vores energi og vibration naturligt, og uden at det er villet eller voldet ud, brede sig ud omkring os til verden, næsten, universet og her igen vokse og, efter min mening, til sidst stå tilbage som det eneste sande.

50

Frank: vores fejlbarlighed Kære Zina, nu ikke så hidsig. Du kender mig sgu da. Jeg elsker jo din super fede naturlige glade entusiastiske - og måske lidt naive - personlighed af hele mit fucking hjerte!

Jeg havde bare lyst til at trække snakken lidt op fra navlen til hovedet. Og hvis jeg skal være ærlig, så køber jeg ikke den der med, at vi bare skal elske hinanden og de nære, så skal resten nok komme. Jeg har ikke samme tro på menneskehedens godhed. Jeg tror på regler og burder og styrken i, at der er noget, som er rigtigt, og noget som er forkert. Noget som vi ikke indeholder - noget guddommeligt, som hjælper os til at gå den rette vej. Retningslinjer FFS, det har vi behov for. Jeg tror ikke på, at vi kan finde ud af at opføre os ordentligt uden. Det har historien så rigeligt bevist.

51

Katie: parafraseret Ole Jensen om Løgstrups tanker Kære Frank, så må de her ord, være lige noget for dig. Ole Jenses ord, frit parafraseret af undertegnede. Jeg synes det er alt for trist og sortsynet, med meget lidt tiltro til vores indre etiske kompas og et eller andet sted, meget lidt til tiltro til gud.

Tanker? … at elske betingelsesløst vil sige: Elsk uden at du skal!

Fordringen kræver således, at det slet ikke skulle have været nødvendigt at fordre det. Den kræver sin egen overflødighed.

Den dukker først op, når vi ikke elsker. Og så er det for sent, for vi kan ikke elske på kommando eller af pligt, fordi vi, åh, så gerne vil være gode og anstændige mennesker. Den etiske fordring er uopfyldelig, det er Løgstrups konklusion. Og det er, fordi mennesket i bund og grund er et selvisk væsen. Vi lever efter syndefaldet i en falden verden som de faldne, som de syndende med den den dertil hørende skyld.

Men hvad skal vi så gøre? Der er to ting at gøre. Teologen Løgstrup siger, at Jesus giver os en udvej med sin gudsrigesforkyndelse, med det specifikt kristelige, syndernes forladelse.

Således fikset.

Og så er der den anden løsning. Nemlig at vi tager det betingelsesløse ud af fordringen og opfylder den så langt, som det er muligt med anstændighed og pligtfølelse som motivation i stedet for den manglende kærlighed. Vi kan øve os i at efterligne det, vi ville have gjort, hvis vi havde elsket. Det er det næstbedste, men bedre end ingenting. Uden pligthandlinger og anstændighedsfølelse er der jo intet, der kan fungere. Og det kræver skam selvdisciplin og afsavn og offervilje. En kær pligt - men kærlighed er det ikke. Vi gør det dybest set for vores egen skyld, for at undgå kaos, for at kunne se os selv i øjnene og så videre. Ikke desto mindre er næsten bedre tjent med det, end hvis vores egoisme fik fri udfoldelse. Det er det gode, gjort med selviskhed som drivkraft.

Ja, jeg køber den ikke, men det ved du. Det er alt for tungt.

52

Zina: vores kraft Men det er jo ikke at elske den fremmede. Det er kærlighed.

Det er hjerte. Og det synes jeg er noget andet. Noget der stikker dybere, kommer fra et andet sted. Og bliver misforstået når det bliver sat ind i den kristne syndsforståelse og mangel på formåen. Jeg mener netop, vi kan, og at tabet har været, at vi er blevet bildt ind, at vi ikke kan af egen kraft, men har behov for gud eller jesus til at hjælpe os. Det er bare et forsøg på kontrol. Vi er ikke fucking uformående. Vi er alt elskende og alt rummende. Og det vil komme helt af sig selv, hvis vi åbner vores hjerter, lytter til universet, os selv, naturen, hinanden, med åbent og ærligt sind.

53

Frank: kan vi?

Men kan vi det? Er vi ikke så fucked af vores liv, erfaringer, kultur, minder, skabelse, at vi netop ikke kan gøre det, du siger? Er det ikke hele pointen, nemlig at vi ikke kan. Er det måske i virkeligheden pointen i syndefaldet, at vi hele tiden falder, og vi hele tiden bliver tilgivet og elsket – og kun i kraft af dét kan vi og skal vi elske. Så vi husker det, så vi hele tiden minder os selv og hinanden om, at vi skal, at vi bør, og ikke mindst, at vi gerne vil. Men ja, vi er uformående. Vi er syndende mennesker. Og vi har brug for hjælp. Og BTW, så har vi jo allerede fået den. Alt går op. Men det er ikke dig, som gør det.

54

Zina: ja vi kan Jeg siger det igen – og måske tydeligere. Vi er alle skabt af uendelig kærlighed. Der er ikke andet. Vi er skabt til at elske.

Vi er skabt til kærlighed. Vi er skabt af kærlighed. Det er i slippet og i tilliden til hinanden og livet og det, vi er skabt af, at alt giver mening og hænger sammen. Det er netop det, som er udfordringen. At slippe. Og nej Frank, vi er ikke så fucked, vi kan alle gøre det. Vores vej derhen er forskellig, men vi har alle potentialet til at leve i fuld kærlighed uden fordømmelse og tvivl. Vi kan sagtens kalde det gud, men den religiøse overbygning er blot vores ynkelige forsøg på at rationalisere, regelrette og strømline noget, som vi i virkeligheden ikke skal tænke så meget over, men mere føle os frem til og lade os føre af. Kontrollen, forståelse og analysen er tegn på egen uformåen og lave tanke om os selv. Vi er alt elskende, alt vibrerende, alt skabende væsner med langt større potentiale end vi tror. End du tror!

55

Katie: at lade det være Den er svær at komme efter den der, Zina. Det er så håbefuldt og kærligt. Jeg har siddet og rodet de sidste par dage og forsøgt at finde flere kloge ord om sagen. Vi er jo heldigvis ikke de eneste, som har snakket om det her. De byder jo alle sammen ind. Læste Foucault den anden dag, som netop taler om opfindelsen af historien, og hvordan vi efterrationaliserer på fortiden. Og hvordan det BTW ændrer sig hele tiden, således er jeg endnu mere forvirret. Søren Kierkegaard er så skide svær at læse, men når det i korte øjeblikke pludselig siver ind og alt går op, så findes ordene ikke smukkere og klarere end hans. Men jeg synes, det er tungt. Meget af de andre skriver, bliver jeg bare små-deprimeret af. Det gøres så skide komplekst og indviklet, at det fjerner sig fuldstændig fra begyndelsen, nemlig kærligheden. Den der tossede størrelse, som får alt til at gro, græde grine. Løbe, standse, hoppe, falde, op, ned, hen, over. ALT. Nogen gange tror jeg, det er bedst bare at lade tingene stå. Vi skal tænke alle tankerne, fra alle vinkler, snakke med hinanden, prøve ting af, men næste skridt er så at slippe helt. Lade vores intention og kraften i denne gøre resten af arbejdet. Lade livet leve sig og udfolde sig i tillid til forsynet, Gud, eller os selv – alt efter livsvinkel. Det nærmer sig dig, Zina. Men er det nok? Når nu folk ikke kan finde ud af det. Når folk nu er nogen røvhuller. Så læner jeg mig mod dig, Frank. Og tænker at vi ikke kan en skid, og alt skal sættes i kasser og rammer. Fordringen. Det vi kom fra. Gud? Der er endnu ikke noget svar. Lad os tænke videre.

56

OVERSIGT 1: historier side 3: side 4: side 5:

Hanen. Tegningen. Hullet. Stjernebilledet. Ønsket Lortebrevet. Jordbær. Frokosten. Æbler Blodet og Refleksen

2: drømme side side side side side side side

7: 8: 9: 10: 11: 12: 13:

Isen. Sandorme Kontoret. Grisene. Trappen Slottet Køerne. Huset Føllet. Landingsbanen Gorillaer. Vandet Geden. Faldet

3: opløsning side side side side side side side

15: 16: 17: 18: 19: 20: 21:

klar nu opløst tungt hjerte igen afsky regnvejr med blæst ingenting

4: eksistens side side side side side side side side side

23: 24: 25: 26: 27: 28: 29: 30: 31:

indkassering hjertet selvudslettelse distraktion shhhh stædigt mens jeg holder vejret uden at holde vejret ikke mere

5: tomhed side side side side side side side side

33: 34: 35: 36: 37: 38: 39: 40:

side 41: side 42:

Samuel Beckett: Longing Zina: en unødvendig opgave - fejlreflektion En gæst: Empty set Katie: reflektioner om tomhed og slip Luzi Love: lad jagten begynde!

Rødt chok: Camus og Caligula Katie: svar på Camus og Sisyfos Athur Rimbaud: The disorder of the poet’s mind is sacred Rødt chok: en f….. jammerdal Pedro og Goyneche: Los Mareados

6: kærlighed side side side side side side side side side side side side side

44: 45: 46: 47: 48: 49: 50: 51: 52: 53: 54: 55: 56:

Zina: sv.: tak for fest!

Katie: kærlighedsfordringen 1 Katie: kærlighedsfordringen 2 Zina: kærlighedsfordring - schmærlighedsfordring Frank: Selvkjerlighedens Snare Katie: mit burde Zina: uden burde og skyld Frank: vores fejlbarlighed Katie: parafraseret Ole Jensen om Løgstrups tanker Zina: vores kraft Frank: kan vi?

Zina: ja vi kan Katie: at lade det være