på vej hjem by Katrine Krog Russo

PÅ VEJ HJEM En historie af Katrine Krog Russo

på vej hjem Hun gik op ad gaden i støvregnen, der var stille, ikke en bil, ikke et menneske var at se, og hun følte det et øjeblik, som om hun var med i en film. En af de der film, som har den lette melankoli, med de smukke træhuse og alle de flotte Hollywood skuespillere, som pludselig har fået halvfedtet, uglet hår og går i slidte sweatre og afrevne jeans. De kaster almindeligheder af sig, som om det var guldkorn og opdager sig selv og nyfundne personlige dybder, mens der kører indy-rock i baggrunden. Så kom Toyota’en, som sendte hende tilbage til virkeligheden – Danmark, provinsen, Vissenbjerg, Søndersøvej, lige ved mekaniker Fransen’s fine værksted. Sidse huskede også hans bror, Far Fransen og konen Putte, de boede nede på Møllevænget og på trods af, at de to brødre havde firmaet sammen, var der altid lidt finere og pænere på Søndersøvej. Det var svært at sætte fingeren på, men det var tydeligt at mærke den usagte konkurrence og visen sig frem, når man var hos Fransen på Søndersøvej. Sidse kunne stadig huske hvor hyggeligt og trygt, det var at komme på Møllevænget hos Gitte – især ved juletid. Duften af hjemmebag, snelandskabet, Johnny Reimar eller hvem smørtenoren var, som sang julesange. Gitte syntes ikke, det var interessant og ville helst ind på værelset til sin nye vandseng, men Sidse ville allerhelst sidde i den dybe lædersofa foran fjernsynet, der altid var tændt på eksotiske tyske kanaler, og lytte til Puttes nynnen og hygge i køkkenet, spise æbleskiver og pebernødder og følge dagens forudsigelighed i stilhed fra hjørnet. Ovre på den anden side af vejen ved tanken og værkstedet boede far Fransens far, eller var det Puttes far? Han var en gammel hyggelig mand, og både Gitte og Sidse kom der tit og gerne, de havde altid wienerbrød med og sad og spillede kort med moffe, som han blev kaldt. Det var vist et kælenavn for morfar … Der var så mange ting, der var anderledes hos Gitte. Det var først senere, at fornemmelsen blev omklamrende og klaustrofobisk, og til sidst endte med et brag – men det er en anden historie. Tilbage på Søndersøvej i støvregnen gik Sidse og tænkte på alt det, der var sket siden dengang. Tiden i Vissenbjerg skole stod tilbage som en lille parentes, og hun undrede sig over, hvor vigtigt det hele havde føltes dengang, og hvor ubetydeligt det syntes nu, hvor alt, hun gennem de sidste 20 år havde bygget op og passet på, var brast sammen med et brag. Det var et held, at det småregnede, så kunne hun lade tårerne løbe i fred og slippe lidt kontrol. Hun var på vej op til Lopa, den lokale kiosk, for at købe en pakke smøger. Hun havde ikke røget de sidste 25 år, men det er aldrig for sent at starte igen, tænkte hun stille og trodsigt for sig selv.

Det var kommet som en pludselig indskydelse, da hun kørte forbi på motorvejen og så afkørslen til Vissenbjerg – hvorfor ikke? Det var blevet mørkt og småregnede, så det var svært at orientere sig på vejen, og hun måtte indrømme at hun måske heller ikke var den mest opmærksomme bilist, chokeret og ked af det – og ærlig talt med mellemrum fuldstændig fortabt i tanker og først ’vågnede’, når en lastbil overhalede, eller en eller anden dyttede, fordi hun kørte 60 på motorvejen. Hun havde ikke lyst til at tage hen til nogen, hun kendte, så skulle der snakkes, forklares, fortælles, forsvares, det orkede hun ærlig talt ikke og vidste heller ikke, om hun overhovedet ville kunne sige noget, og så ville det hele bare blive pinligt. Næ, bedre med noget mere upersonligt. Pludselig kunne hun huske en sen aften med Niels i bilen. De havde kørt ind til Vissenbjerg kro – nøglen lå under måtten. Det havde undret hende noget. Nøglen under måtten, hvad fa’en var det? Landsby tillid? Hvem som helst kunne jo komme ind. Kroen havde været helt stille og virket meget stor, da de ankom lidt over 11. Det havde været en næsten surrealistisk oplevelse af gå rundt i de tomme kolde gange og lede efter deres værelse. I dag havde det været anderledes. Hun var ankommet ved eftermiddagstid, og stedet var fuld af mennesker, en eller anden konference + at der vist også skulle være en privat fest i et af lokalerne senere. Der blev i hvert fald rigget til og pyntet op til den store guldmedalje. Damen i receptionen havde været sød og hjælpsom, det var ikke fordi, der var så mange værelser tilbage ”Vi er næsten fuldt bookede her i weekenden med en stor IT konference og et bryllup, men et enkelt værelse kan jeg vel godt finde, du ser ud til, at du trænger til et varmt bad og en god lur” havde hun sagt med et forstående smil. Sidse havde følt sig ubehageligt udstillet der midt i receptionen men samtidig glad for at blive set, som hun var: en træt og udkørt kvinde, der trængte til et varmt bad og en varm seng. Hun havde fået nøglen, havde taget tasken og skyndt sig hen til værelset, som heldigvis var i den anden fløj, end den hun og Niels havde overnattet i for mange år siden. Værelset var, som værelser er flest, ikke så meget pjat. En seng, et skrivebord med to glas på og noget brevpapir og den obligatoriske velkomstmappe med telefonnumre, tidspunkter for morgenmad etc., stol, seng, sengebord. Badeværelset var lille, men de havde dog lige haft plads til at klemme et badekar ind, det glædede Sidse svært, og hun tændte straks for vandet, hældte bobler i og begyndte at tage tøjet af, mens hun gik tilbage på værelset. Hun rodede tasken igennem for at finde toilettasken og noget rent tøj. Lagde det rene tøj på sengen, smed det beskidte over i hjørnet, og nøgen stod hun nu og kiggede ud af vinduet ved siden af sengen. Hun kunne se ned på Middelfartvej. Der var en smuk logik i at opkalde veje efter der, hvor de førte hen, Søndersøvej, Middelfartvej, Vestergade, Østergade. Det var ikke nogen smuk udsigt, med Statoil tanken og lyskrydset, der stod og lyste i regnen, men samtidig sendte den bølger af minder igennem hende, og taknemmeligt lod hun sig føre med af dem, de var lette at forholde sig til, ikke som nutidens rod og

uforståelighed. Tid skulle der til, så skulle det hele nok falde på plads i hovedet. Der var bare sket alt for meget, til at hun kunne indeholde det – alt var ramlet sammen på én gang. Derfor var hun kørt sin vej uden at sige noget til nogen, derfor var den evigt ringende mobil blevet smidt i vandet på vej over Lillebæltsbroen, derfor derfor derfor. Hun faldt i staver og vågnede først, da vandet havde fået den der dybe rungende lyd, når karret er ved at være fyldt. Ah, karbad. I det hun vendte sig for at gå ud på badeværelset, fangede hun pludselig sin egen refleksion i vinduet og stoppede. Det var lang tid siden, at hun rigtigt havde set på sig selv. Det havde aldrig været noget, hun gik specielt meget op i og efter så mange år med den samme mand, virkede det også nærmest ligegyldigt, om hun var tyk, tynd, rynket, trænet, hvid eller brun. Han havde i hvert fald aldrig kommenteret noget, kun generelle ting og mest, når hun bad om det på vej til en middag eller lignende. Nu kiggede hun pludselig som med fremmede øjne på sin egen krop. Hun var vel meget normal, middelhøjde, kommunefarvet halvkrøllet halvlangt hår, halvstore halvt hængende bryster, halvstor topmave, det hele halvt og meget normalt. Hun nev let i sine brystvorter, så de kom til at stritte, hun havde set det i et dokumentar-program om pornostjerner, der skulle fotograferes af en eller anden hip modefotograf, og det slog hende, at hun også altid selv havde tænkt, at hende bryster var smukkere, når de var tændte, de fik en bedre form, men hun havde aldrig tænkt på, at det faktisk var noget, man kunne fikse. Det virkede mærkeligt mekanisk, nærmest som snyd, men det var effektivt. Hun kunne huske engang på et diskotek for mange år siden. Hun var ikke begyndt at gå fast med BH endnu, og efter en dans gik hun ned af den smalle gang til toilettet. En fyr havde siddet på bænken og henkastet bemærket, at hun nok havde tændte forlygter i aften. Hun havde siddet inde på toilettet og tænkt og tjekket – meget forlegen. Resten af aftenen lagde hun hele tiden mærke til, hvordan hendes løse bluse gned på hendes brystvorter, når hun dansede, så de hele tiden blev stive. Hun var mærkeligt flov og optændt på samme tid. Hun skruttede ryggen, så man ikke kunne se det, når hun stod i baren, men samtidig kunne hun ikke lade være med hele tiden at kigge hen på fyren, der havde sagt det, møde hans øjne og se ham kigge ned. Mærkelig ambivalens. Efter den aften var hun startet med at tage BH på i byen! Meget senere, en nat på en bar med en veninde havde hun fortalt historien og veninden havde fortalt, og hvordan man kan købe sådan nogle indlæg til BH’en så man ikke kan se hvis ens vorter pludselig bliver stive. Så praktisk og smart! Veninden fortalte hvordan hun en dag, midt under et foredrag havde følt en kold vind og ping! Brysterne var tændt, og der stod hun foran 40 mennesker, som hun skulle fortælle, hvordan tingene var … Mændene må vel også opleve problemet længere nede, mon der findes et tissemandsindlæg, så man kan skjule evt. ophidselse under upassende forhold? Eller oplever mænd det kun, når de bliver decideret ophidsede, og er det derfor ikke noget problem, da det sjældent sker, mens man

står og fortæller kloge ting til tomme hoveder? Hvad med balletdansere? Hun mindedes en bog, en historie om en tur til stranden, hvor drengen måtte grave et hul i sandet for ikke at blive afsløret i sin ophidselse over søsterens venindes spirende bryster, og så den onde om sygeplejesken som havde dunket en vens rejste tissemand en på hovedet, så den var faldet med et brag … Hov, karbad. Hun skyndte sig ud på badeværelset, hvor vandet var ved at være tæt på kanten. Perfekt tænkte hun, det var sjældent, at hun havde tålmodighed til at vente, til karret var helt fyldt. Hun hoppede i alt for tidligt og måtte så sidde, småfrysende og vente, til karret var fyldt op. Nu slukkede hun for vandet, lukkede lidt ud og steg op i karret. Det var varmt, men hun kunne godt klare det. Det var bedst, når det priklede i huden, og det kun kunne lade sig gøre at komme i lidt af gangen, så kroppen langsomt vænnede sig til varmen. Hun kunne også godt lide at fylde lidt ekstra varmt vand i, efter hun var kommet i, så vandet i virkeligheden var for varmt, så hun fik stjerner for øjnene og skulle rejse sig langsomt, når hun skulle op. Nu omsluttede vandet hende kærligt, og skummet lagde sig omkring hende som en sky. Hun sank helt ned under vandet, så knæene stak op i den anden ende, og følte hvordan verden forsvandt omkring hende. Der var kun hendes hjerteslag og blodets brusen, som forstærkedes af vandet og karret omkring hende. Dér var roen, stilheden som hun havde søgt, og hun forsvandt et øjeblik op og ud uden at tænke uden at røre sig. Timerne var gået hurtigt, hun var faldet i en dyb drømmeløs søvn efter karbadet, og klokken var over madtid. Hun var vågnet med en følelse af dyb sørgmodighed og derfor nu turen til Lopa. Her gik hun så, op af bakken, forbi skolen og mekaniker Fransen, forbi det hus hvor hendes absolut yndlings tandlæge boede. Hun var kommet der flere år efter, hun var flyttet hjemmefra. Der var trygt og rart hos tandlæge Herman, akvariet, lædersofaerne, lugten af tandlæge blandet med den altid friskbryggede kaffe. Nu gik hun forbi i støvregnen, og det eneste hun kunne tænke på var at få slæbt sig op til kiosken, hente smøger og øl og så tilbage i værelsets tryghed. På vej ud fra Vissenbjerg kro var hun rendt på en ordentlig flok konferencefolk, de sad i baren og i sofaerne rundt omkring og snakkede og hyggede sig. Bryllupsfesten var også godt i gang. Hun kunne høre, at der var et liveband der spillede op til dans og der lød råb og glade stemmer. Hun havde skyndt sig forbi for ikke at blive set, men der var alligevel et par øjne der havde fundet hendes fra baren, der var noget velkendt ved dem – store brune øjne. Ud, af sted. Oppe ved kiosken hang slænget ud, det var ikke meget forskelligt fra det slæng, der hang ud for 20 år siden, samme knallerter, samme rå tone. De tog nu ikke meget notits af hende – det havde ændret sig! Det havde nu aldrig generet hende at blive ældre, og hendes krops forfald var ikke noget, hun egentlig lagde mærke til - endnu.

Hun kunne nu godt savne energien og det uprøvede nogle gange. På den anden side var det også det, hun elskede ved at blive ældre, noget af usikkerheden forsvandt, og der var ikke så meget, der kom bag på hende mere. Ja, det skulle så lige være, det hun havde gjort i dag. Inde i Lopa havde tingene ændret sig. Der føltes større og lugtede anderledes, nærmest som en hvilken som helst anden kiosk i verden. Her var ikke den gamle lugt af linoleum, blandet med røg og ølslatter, der var så velkendt for hende. Palle måtte være stoppet med at arbejde der, tænkte hun for sig selv, og ganske rigtigt stod der nu bag ved disken en ung smuk pige med plirrende øjne. Sidse gik ned i bagenden af butikken, der hvor disken havde været i gamle dage, det var hernede bagved, bag døren at smugkroen havde været. Palle var ejeren (heraf navnet Lopa = Lone og Palle, ham og hans kone), og han og vennerne fik sig tit en tår over tørsten omme i baglokalet, og man skulle nogle gange ud og hente ham for at få lov til at betale. Nu var der køleskabe langs væggen, ét med mejeriprodukterne, et par pølser, skinken og den tre-stjernede salami. Ét med sodavand, juice etc., og ét med diverse øl og Smirnoff Ice, Bacardi Breezer, som åbenbart var det sidste nye store. Saftevand, tænkte Sidse, mens hun åbnede køleskabet og fyldte Hof i kurven. Hof, det var ikke noget, man hørte tit mere. Hun kunne finde på stædigt at bede om en hof på de fine caféer i København bare for at se ynglingens forvirrede blik, og hun efterfulgte bestillingen med et overbærende ”Det er det, der nu hedder en Carlsberg”. Hun fik betalt for øllene, inklusiv 20 smøger og ½ liter cola, til evt. tømmermænd i morgen. Hun havde også nuppet en pose chips på vejen, man fik sgu så dårlig smag i munden af at ryge … Nu var der ikke lang vej hjem, bare lige ned af bakken og ind i trygheden på kroen. Pludselig følte Sidse sig meget træt, det havde været en sindssyg dag, et lyn fra en klar himmel, og med ét slag havde alt ændret sig. Nu var Sidse alene, og den tidligere sørgmodighed blev afløst af et dybt sug i maven, så hun havde svært ved at få vejret, og benene gav efter under hende. Hun stoppede og lænede sig op af muren ind til skolen ”tænk på noget andet – hurtigt”. Tankerne løb igennem hovedet, flakkede, billeder drønede forbi, Niels på klinkegulvet, kulden fra hans krop, hendes lydløse skrig, forstummelse, kaos og mennesker overalt, og så stilheden og farten på vej væk – så en dag i skolegården, et kærestebrev i hånden, cyklen som hun havde fået i konfirmationsgave, dagen hun fik taget sin mødom af ham den lækre, turen ned af bakken bagefter, vinden i håret. Hun tog sig sammen og fokuserede stærkt på de gamle velkendte følelser, det tog brodden af de nye. Hun vaklede videre – hurtigere og hurtigere. Nu var hun der næsten. Uden for døren ind til kroen stod de store brune øjne og røg en smøg. Hun løb næsten direkte ind i favnen på ham. Opløst af tårer, støvregn og sved fra den korte intense løbetur. ”Hov, du har godt nok fart på” sagde de brune

øjne. Hun snublede næsten ind i armene på ham. ”Sorry, det gik vist lidt hurtigt”. Hun skubbede sig ind gennem døren og ned mod værelset. Snart var hun i sikkerhed. Hun faldt om på sengen, havde ikke engang fået tændt lyset på vej ind. Her lå hun og pustede ud, mens hun genspillede de sidste minutter i hovedet. Brune øjne, hvor var det hun kendte de øjne fra? Så rullede hun om på siden og hev en øl op fra posen og så sig søgende om efter en oplukker. Pis, det havde hun ikke lige tænkt på, hun skulle have taget dåser i stedet, men der var et eller andet rigtigt ved glasflasken. Nu huskede hun en af de mere nyttige ting, som hendes far havde lært hende – at åbne en øl med hvad som helst. Hun så sig søgende omkring. De havde øvet sig med alt inden for rækkevidde, først det nemme, gaflen, skeen. Så kom kniven – den bredde køkkenkniv, grydeskeen. Ikke nok med at øllen skulle åbnes, den skulle også sige den der karakteristiske lyd – plop – i første hug. Til sidst havde hendes far set snedigt på hende og sagt ”hvad med en avis? Tror du det kan lade sig gøre?” Hun havde leet af ham – as if. Men faderen havde taget dagens avis fra bunken og var begyndt at folde den omhyggeligt sammen. ”Vidste du at intet ark – lige meget hvor stort det er, kan foldes mere end syv gange?” Sidse havde kigget op på ham og havde nikket, hvad skulle hun sige … Mange år senere havde hun set et program, hvor de testede alle mulige påstande. De havde skaffet et gigantisk stykke papir og lagt det ud i en kæmpe hal og foldet og foldet. De kunne godt folde det mere end syv gange, hun havde tænkt på faderen. Nå, men til sidst havde faderen siddet med en lille firkant i hånden og rakt den over mod hende. ”Prøv”. Hun havde siddet og kigget på firkanten og tænkt ”nu skal jeg fan'me vise ham”. Hun havde fundet det hårdeste hjørne, stemt det mod kapsel- kanten, hånden under, klemt godt til og PLOP, sagde det og kapslen fløj gennem stuen. ”Så kan jeg ikke lære dig mere – du har bestået” sagde faderen smilende og klappede hende på ryggen. Hun havde været pavestolt og i mange år efter lavede hun opvisning med tricket til fester og middage. Håndværkertrick, men det virkede. Lige nu var hun glad og taknemmelig for faderens lektion. Hun fandt et blad fra Vissenbjerg terrarium foldede det tæt sammen og PLOP, sagde den første Hof. Hun drak grådigt af flasken og glædede sig nu over, at hun havde valgt flaskeøl frem for dåse. Hun fiskede smøgerne op af posen tog askebægeret fra bordet og gik hen til vinduet, hvor hun satte sig i karmen med øl og smøger og kiggede ud mod Middelfartvej. Der var ikke meget trafik nu, tanken var ved at lukke, den måtte være omkring 10. Det skiftende lys fra lyskurven, fik den våde vej til at ligne et dansegulv og mindede Sidse om, hvor lang tid siden det var, at hun rigtigt havde danset. Hun rejste sig og stod og svajede lidt for sig selv, hun kunne svagt høre bandet fra bryllupsfesten det spillede Mustang Sally – det havde heller ikke ændret sig. Hendes tanker fløj tilbage til halballerne før i tiden og Røverfesten, som blev holdt

én gang om året – fest og druk en hel weekend i træk. Det havde været vildt. Der poppede billeder op i hovedet på Sidse, ikke alle sammen lige behagelige, men også langt ude og sjove ting. Hun kunne huske et grineflip med alt tøjet på, under en bruser i drengenes omklædningsrum, spændende gåture i skoven i bælravende mørke, varme bistik ved bageren efter halballet, hun og Gitte der rullede rundt op gulvet i latterkramper over Jesper og Lars’ seneste parodier. Kriser på pigetoilettet, skrig og skrål over hvem der var sammen med hvem – og opkast i håret og svimmelhed efter en tur med hovedet i kummen. Det havde været en heftig tid. Sidse havde altid hængt ud med folk, der var ældre end hende. Det var kommet lidt af sig selv, da hun var startet et år for tidligt i skole. Hun havde altid været den yngste i flokken. Det var først her i 30’erne at hendes alder begyndte at passe. Ellers var hun altid blevet bedømt ældre end hun var og havde med stolhed altid hængt ud med folk, der var ældre end hende. Sidse havde altid været glad for det. Hun kunne godt lide at hænge ud med dem der var større end hende – især drengene. Det gav en følelse af vigtighed, når de undrende spurgte, om det virkelig kunne passe, at hun var så ung. Hun følte sig klog og moden, det var dejligt. Der var nu nok mange ting, der var kommet lidt for hurtigt. Det var egentlig ikke noget Sidse havde tænkt på før. Men stående der, kiggende ud over Middelfart vej, svajende til musikken fra brylluppet, begyndte oplevelserne fra hendes tidlige pubertet at komme tilbage. Og det slog hende, at hendes niece på næsten 13 havde samme alder nu, som hun havde haft, da hun drak sig fuld for første gang begyndte at ryge og fik taget sin mødom! Det var slet ikke til at forstå. Dengang havde det syntes som en naturlig udvikling – alle de andre gjorde det jo … eller gjorde de? Hvis hun nu skulle være helt ærlig, havde hun nok været en af dem der var længst fremme i bussen. Altid den der startede. Hun havde aldrig holdt sig tilbage og havde nok fået tromlet en del mennesker på vejen. Hun tænkte tilbage på klassen, det var svært at sætte ansigt på dem. Klassen over hende, derimod, det gik rigtig fint! Lars og Jesper havde været Gittes og hendes yndlingsfyre! Gitte var kæreste med Lars, Jesper og Lars var bedste venner. Det var aldrig rigtig blevet til noget med hende og Jesper, selvom der var lagt op til det. Men ligeså frisk Sidse kunne være, ligeså stædig var hun. Så nej, lige præcis Jesper havde der aldrig været noget med. Hun kunne mærke øllene i blodet og ikke mindst smøgerne. Det var en dejlig distraktion. Hun dansede vildere og vildere. Kastede hovedet rundt som en heavyguitarist. Hun stillede sig op i positur foran vinduet, med smøgen hængende ud af flaben og flasken i hånden. Hun tømte den, så hurtigt hun kunne. I dybe drag. Åbnede en mere og tænkte at det her var den eneste vej, ellers ville hun ikke få et øje lukket. Fuck det. Ikke tænke mere.

Sidse vågnede med alt tøjet på, skråt liggende hen over sengen, hun kunne høre en ukendt lyd, dyb og rungende, og pludselig slog det hende, at den kom fra hende selv. Hun blev suget ind i sig selv, og en ukendt smerte steg op igennem hende, hun krøllede sig sammen og måtte kæmpe for at få vejret. Hendes tanker fløj væk med et sidste hjælpeløst skrig og hun mistede al forbindelse til verden liggende i fosterstilling, gispende efter vejret, med lyde der kom fra maven – det lød som et såret dyr. Der var ingen vej tilbage. Hun anede ikke hvor lang tid der var gået. Timer, minutter. Pludselig mærkede én der tog fat i hende og ruskede hende. ”Hey Sidse, vågn op! Du har mareridt”. Hun åbnede øjnene og så ind i de velkendte brune øjne. Ud af tågerne huskede hun pludselig, hvor hun havde set dem. Han havde gået i hendes parallel klasse på Vissenbjerg skole i hele hendes skoletid. Hun kunne ikke huske hans navn og kunne heller ikke mindes, at hun nogensinde havde udvekslet så meget som et ord med ham, men det føltes sært velkendt og trygt. Brune øjne tog glasset, der stod ved siden af sengen og gik ud på badeværelset for at fylde det. Hun krøb op i sengen og trak dynen op. Hun følte sig pludselig meget blottet. ”Hvad hedder du?” spurgte hun. ”Jeg hørte dig ude fra gangen på vej ned på værelset – der kom et ordentligt skrig herinde fra – jeg troede, at du var kommet til skade”. Han rakte hende glasset, hun drak lidt. Hendes vejrtrækning begyndte at falde til ro, hjertet begyndte at banke normalt og snøftende kiggede hun op og så ind i de brune øjne. Hun tørrede øjnene og næsen og prøvede at fjerne håret, som sad rodet ind over hendes ansigt. ”Jeg tror, du trænger til at sove lidt” sagde han og gjorde mine til at gå. ”Bliv her lidt endnu” sagde hun stille, nærmest hviskende. ”Kan du ikke snakke lidt - bare fortæl et eller andet” sagde hun. Han satte sig forsigtigt ned på sengekanten, rykkede lidt rundt, rømmede sig og begyndte usikkert: ”OK, vi kender faktisk godt hinanden. Eller kender og kender, jeg ved ikke, om du kan huske det, men vi gik faktisk i parallelklasse”. Sidse nikkede, hun behøvede jo ikke at sige, at hun først lige havde husket det for et øjeblik siden. ”Vi har nu aldrig rigtig snakket sammen, ikke fordi jeg ikke var interesseret, men du hang ligesom ud med en anden type end mig. Det var drengene fra de store klasser, der var interessante, og jeg følte aldrig rigtig, at jeg havde nok at byde på til at tiltrække din opmærksomhed. Jeg har nu heller aldrig været sådan en, der råbte særlig højt, nogen ville kalde mig en enspænder, og det er måske ikke så forkert set igen. Jeg har altid holdt af mit eget selskab og derfor ikke set nogen grund til at blande mig meget i andres. Sådan har det altid været, lige siden skolen. Jeg blev egentlig ikke rigtig mobbet i skolen, men har altid været udenfor – i hvert fald ikke indenfor. Jeg tror ikke rigtig, at der var nogen der gad at mobbe mig, det bed ikke rigtig på mig, og så er det jo egentlig ikke særlig sjovt at mobbe nogen. Nu har jeg på mange måder

fundet det perfekte liv, jeg er omgivet af mennesker, der respekterer mig, for det jeg kan, og jeg kan gøre mere eller mindre, hvad jeg vil – det er i hvert fald ikke penge, der er problemet. Ensom, det er jeg måske, men på den anden side tror jeg, det mere er, det jeg er, end det jeg føler mig som. Forstå mig ret, jeg kan da godt savne selskab en gang i mellem, enspændere som mig skræmmer nærmest folk væk en gang i mellem, og det er jo ikke altid, at man vil være alene. Men jeg har accepteret, at jeg ikke kan få begge dele, min uafhængighed og samtidig været alles ven. Sådan er det.” Sidse lå og lyttede til Brune øjnes mørke stemme, hun tænkte på hvor forskellig han var fra hende. Hun kunne kun perifært huske ham fra skolen, som en af dem der altid gik rundt alene og passede sig selv – hun havde derimod altid mennesker omkring sig. Enspænder havde hun i hvert fald aldrig været. Hun levede i kontakten med andre mennesker, og det var næsten som om, hun ikke eksistede, hvis ikke der var nogen, der kiggede på hende. Derfor var der altid folk omkring hende, altid masser af veninder og kærester. Kæresterne kunne nærmest overlappe hinanden, da hun i hendes frygt for at være alene, straks kastede snøren ud, så snart hun kunne mærke, at et forhold sang på sidste vers. Sådan havde det altid været. Niels havde været den første længerevarende kæreste, hun havde haft, og i ham havde hun fundet den tryghed, hun altid havde søgt. En stabil kærlig mand, som ikke gik nogen vegne. Altså lige indtil nu. Hun krummede sig sammen under dynen og et hulk slap ud gennem hendes læber. Brune øjnes lagde en hånd på dynen ”Hey, jeg er her stadig og går ingen vegne. Lyt til mig og hold op med at tænke. Det skal nok komme”. Hun åndede ud og slap tanken. Brune øjne fortsatte: ”OK, jeg har altid rejst meget, mit arbejde har ikke krævet, at jeg var på noget særligt sted, og derfor besluttede jeg tidligt at udnytte enhver mulighed for at se og opleve andre steder. Jeg læste i USA, MIT i Cambridge og blev færdig top of class – tidligere end forventet. Jeg startede mit eget firma op, hvor jeg rejste verden rundt og rådgav folk om IT løsninger og muligheder. Det var i IT alderens unge dage, og alle der vidste noget om noget var velkomne i de helligste haller, hvor vi blev modtaget som guru’er og helte, da ingen fattede eller kunne se de udfordringer og muligheder, som den teknologiske udvikling gav. Jeg var visionær og klarsynet på det rigtige tidspunkt og fik hurtigt en hel stab af unge nørder på mit hold, og vi udviklede, udbyggede, udvidede til den store guldmedalje. Da IT boblen brast var det også hårde tider for os, men jeg havde på mange måder tjent alle de penge, jeg skulle tjene og var ikke ked af ikke længere at være tvunget til at sidde i flere mødelokaler med folk, der ikke kunne eller ville se de muligheder, der lå lige foran dem. Nu passer jeg mest en dels mig selv og rejser derhen, hvor jeg lyster. Jeg underviser lidt, fortæller om mine erfaringer til den nye generation, som behandler mig som skiftevis en dinosauer og et orakel alt efter hvilket humør, de er i. Det er det, jeg har lavet her i dag. Holdt foredrag. Jeg er på resten af weekenden – eller lad

os sige, hvis jeg gider bliver jeg. Jeg kører benhårdt efter devisen, at hvis det ikke er spændende, er jeg den, der er smuttet. I dag var nu OK, her er en del gode fremadrettede projekter at arbejde med og nogle fede unge mennesker på konferencen. Det er al det her socialiseren bagefter, der keder mig. Jeg var på vej ned i seng, da jeg hørte et hyl fra dit værelse. Du behøver ikke at fortælle noget, hvis du ikke har lyst, men jeg skal ikke skjule, at jeg er lidt nysgerrig. Det er ikke hver dag, jeg render på en kvinde fra gamle dage, eller hun render på mig, som giver mig lyst til at vide mere. Som sagt – jeg er en enspænder … ” Sidse var blevet mere rolig nu, hun kunne pludselig mærke manden i sin seng, og det slog hende hvor absurd situationen var. Her lå hun på en kro midt på Fyn, i sin barndomsby med en fremmed mand fra fortiden i fodenden af sengen. Han havde set hende som intet andet menneske nogen sinde havde, helt uden det sædvanlige filter – og han var fuldstændig rolig, som om det var noget, der skete hver anden dag. Hun var slet ikke nervøs, selvom hun kunne høre, sin moders stemme advare hende mod at åbne døren for fremmede mænd – men nu havde hun jo i princippet jo ikke åbnet døren for ham, det havde han klaret helt selv. Han virkede i det hele taget, som en mand der kunne klare det meste selv, og Sidse besluttede sig for at tage imod og hengive sig til dette øjeblik af fred for tanker og minder, der hele tiden lå på lur og var klar til at hoppe ud i hovedet på hende. Hun faldt stille hen i under dynen med Brune øjne i fodenden, mens hun lyttede til hans dybe åndedræt og bryllupsfesten i det fjerne. Sidse vågnede lørdag, langt op af formiddagen. Hun havde sovet som en sten. Hun lå stille og lod dagen komme. Brune øjne var der ikke, og Sidse måtte indrømme, at hun egentlig var glad for, at han var gået. Hun var en lille smule pinlig berørt over det, der var sket. Hun havde aldrig prøvet at være så tæt på et andet menneske før, eller lade nogen være så tæt på sig. Hun havde for det meste kunne klare tude-turene selv i kombination med Niels’ rolige væsen, var der heller ikke så mange af dem. Siden hendes vilde udskejelser i sine unge dage, var der ikke så meget tryk på mere – ja, igen, lige indtil i går. Der kom et lille lyn af panik igennem hende, men hun fandt hurtigt tilbage og lå så og tænkte lidt på, hvad der egentlig var sket. Niels og hun var taget af sted til sommerhuset lige efter weekenden. De skulle være deroppe i en uge helt alene. De havde endnu ingen børn, det var ikke noget, de nogen sinde havde talt om, men det kom aldrig ligesom på bane, og Sidse havde tænkt, at han nok følte, han var for gammel til at få børn, han havde heller aldrig været den der sprang ud og spillede fodbold, når venner kom på besøg med deres børn. Han var også noget ældre en Sidse – noget var måske en underdrivelse, hendes mor havde nærmest omtalt ham som et oldtidsfund ”han kunne være din far” havde hun sagt, mange gange. Sidse havde masser af gode minder om sin far. Det var ikke bare håndværkertricks det hele, men en del af det var nu. Han var

vennernes ven, og man kunne altid finde ham snakkende ude på vejen, eller nede på værtshuset med en eller anden fortabt sjæl, som skulle redes, eller hjælpes. Det var ikke sjældent, at der boede folk på deres gæsteværelse i kælderen, som lige havde brug for et sted at være. Hendes mor havde aldrig syntes om stilen, hun prikkede hele tiden til ham og kunne nærmest snerre af de forhutlede stakler, som kom op fra kælderdybet. Nå, ja Sidse kunne egentlig godt forstå hende, men havde altid forsvaret sin far med næb og kløer – hun var fars pige. Så lå hun der og tænkte på faderen og pludselig slog det hende, at hun egentlig ikke havde så frygtelig mange minder sammen med ham. Hun havde masser af minder om ham, men egentlig ikke om ting de havde gjort sammen, som de havde delt bare de to. Hun var ofte bare tilskueren, med alle mulige steder, men aldrig som deltager. I klubben, på vejen, til gadefesterne, nede på Sneglehuset. Hun var altid med, da hun var lille sad hun på skødet og han introducerede hende altid for vennerne som ”Og her har vi så Sidsepigen, min lille klokkeblomst”. Det gjorde han selvom Sidse udmærket kendte dem, de sad med, og hun følte sig altid helt særlig i hans favn. Var det i virkeligheden det, der havde været så beroligende ved Niels? Bamsefavnen, som mindede hende om faderens. Pludselig savnede hun frygteligt faderen, hun ville så gerne vise ham, hvad hun var blevet til, hvem hun var blevet. Han var død tidligt – noget med en blodprop, han havde overlevet den første, men der kom flere og til sidst flyttede han på et slags plejehjem, da moderen ikke længere kunne klare det mere. Han var ligesom bare faded ud – ikke noget stort drama, bare stille og roligt forsvundet. Sidse havde ikke set meget til ham de sidste år, hun kom dog et par gange på plejehjemmet og sad hos ham, men han snakkede ikke mere og sad egentlig bare og kiggede ud i luften – helt uden noget, så egentlig meget tilfreds ud. Nogen gange fik han øje på Sidse, deres øjne mødtes og han lyste op i et kæmpe smil. Sådan et rigtigt Bjarne smil. Det var det det hed i byen – eller det var det i hvert fald den gang. Hun savnede ham sgu. Niels havde måske været lidt Bjarne-agtig. Stor og bamset, varm og kærlig. Han drak nu ikke så meget og snakkede bestemt ikke så meget. Nogen gange tænkte Sidse at han egentlig var ret kedelig, men på den anden side var Sidse glad for stabiliteten. Der havde været uro nok i hendes liv, havde hun tænkt, når hun havde lænet sig op af en af Niels’ utallige uldne sweatre. Jo, det havde vel alt i alt været en hel fin barndom hun havde haft. Pludselig gik døren op, og der stod en glad Brune øjne med en bakke fuld af sager. ”Jeg fandt lige lidt morgenmad til dig – vidste ikke helt hvad du var til, morgenmad eller frokost, så jeg fandt lidt af det hele”. Det havde han i sandhed, bakken var stopfyldt af alt fra frugt, juice, æg, kaffe, til et par sandwich, frikadeller med kartoffelsalat og en halv flaske hvidvin. Sidse kiggede tilfreds på ham – forlegen, utilpas, akavet? Slet ikke, det var som om, at hans afslappethed smittede af på

hende, så hun smilede bare op til ham og sagde ”perfekt, jeg er skrupsulten”. Sidse huskede, at hun faktisk ikke havde spist siden morgenmaden, dagen før. Morgenmad som den altid var, stille og rolig. Niels med avisen og Sidse der havde siddet og kigget ud over klitterne. Det havde været en smuk morgen og de havde snakket om, hvad de skulle lave resten af dagen. Det var endt med den klassiske tur gennem plantagen hen til Svinkløv badehotel og hjem langs stranden. Det var en tur Sidse havde taget masser af gange. Ja, så længe hun kunne huske. Fra dengang hun blev båret på skuldrene af sin far gennem skoven til hendes ungdomsår, hvor det klart var lagkagen på badehotellet, der trak mest. De sidste mange år, var det nærmest blevet Niels og hendes tradition – det føltes i hvert fald sådan. Om sommeren tog de tit af sted sidst på eftermiddagen og spiste middag i den smukke restaurant og så solnedgang over Vesterhavet og senere slentrede de den lange vej hjem langs havet med sand i skoene til Irish Coffee på terrassen i liggestolene. Det var perfekte minder om en perfekt tid. Det havde aldrig slået Sidse, at det ikke ville vare for evigt. Men det havde det ikke gjort. Slet ikke. Hun skubbede tanken væk igen. Nej, hun var ikke klar endnu. Hun kiggede på Brune øjne, han smilede og sagde ”jeg tænkte, om du ville med ud og gå en tur, jeg skal først undervise i eftermiddag, og det er hundrede år siden, at jeg har været her sidst – skulle vi ikke tage en tur op til Udsigten?”. Udsigten var en af Vissenbjergs seværdigheder. Det var ikke fordi, der var så mange. Sidse kunne huske, hvordan hendes far havde fortalt lange historien, om hvordan landskabet omkring Vissenbjerg var skabt under den anden istid, hvor isen havde skubbet stakkevis af jord, sten og grus af sted foran sig, og lige dér foran Vissenbjerg var den store isbræ stoppet og smeltet stille væk. Sidse havde ligget mange gange i sin seng og set det for sig. Den kæmpe klods is, der strakte sig langt, langt op mod nord, kom snigende og langsomt og kraftfuldt skubbede den en kæmpe bunke jord, grus og sten foran sig, som hun nu boede på! Udsigten var netop toppen af denne bunke og Sidse mindedes mange ture til udsigten. Med søde fyre i mørket, med faderen på svampetur, løbeture i hæsblæsende fart hen i mod tarzanbanen og stille tidspunkter hvor hun bare var gået derop for at sidde og kigge ud over skoven og markerne bagved. Kraften i isen, i det frosne vand, som stille og roligt havde flyttet bunkevis af jord af sted uden det store påstyr. Langsomt men sikkert havde den ødelagt alt på sin vej, havde ændret alt, og derud af skabt noget helt nyt. Som historien om vanddråben, der fandt sprækken i klippen og krøb ind og placerede sig stille lige midt i, og da frosten kom sprængte den lille vanddråbe den kæmpe sten itu. Var det sådan det havde været med Niels? Havde hun sprængt ham indefra? I sin stilhed, i sin passivitet – i sin kulde? Det var nok i virkeligheden for meget magt at tillægge sig selv. Men nogen gange havde det føltes

sådan. Stor og bamset som han var, var der nu ingen som hende, der kunne få tårerne frem i øjnene på ham og spørgsmålet, der fulgte havde altid undret Sidse: ”hvorfor gør du det, når du ved, hvor ondt det gør på mig”. Hm, det eneste hun kunne sige med sikkerhed var, at det ikke var med vilje, ikke bevidst i hvert fald. De spiste, så de var ved at sprække, mens de snakkede om løst og fast, bagefter gik Sidste ud og vaskede sig nødtørftigt på badeværelset og klædte sig på. Hun kom ud fra badeværelset og kiggede undrende på Brune øjne. Han var egentlig en smuk mand. En af dem der var nået den alder, hvor det er begyndt at vise sig – det som Sidse kunne lide: Ro, rynker og gråt hår. Hun kunne ikke forklare, hvorfor det altid havde været det, der havde tiltrukket hende. Kunne ikke forklare hvorfor hun aldrig havde lagt mærke til ham i alle de år, de havde gået lige op og ned af hinanden. Hun blev flov over at tænke på, hvor lidt hun egentlig havde interesseret sig for folk omkring hende i skolen. Der var nogle få der lyste op, men hun skammede sig nu over, hvor få hun rent faktisk kunne sætte navn og ansigt på. Brune øjne havde under morgenmaden siddet og snakket om folk fra gamle dage, folk fra skolen – Sidse havde nikket og smilet genkendene flere gange, hvor hun måtte indrømme, at hun var fuldstændig blank. Var det normalt? Hvis han var sådan en enspænder, hvordan kunne det så være, at han kunne huske alle de mennesker og hun absolut ingen? Var hun virkelig så kold og ligeglad? Hun skubbede tanken væk, smilede til Brune øjne og sagde: ”Nå, skal vi komme af sted?”. Det var en smuk dag, de få skyer stod kridhvidt imod den blå himmel, den slags himmel, der altid fik Sidse til stille at citere de første linjer i Garffs smukke efterårsdigt ”Septembers himmel er så blå, dens skyer lyser hvide…”. De var gået den lige vej. Op af bakken igen, over lyskrydset og forbi rådhuset og den mystiske rædsel, af en skulptur, der var blevet placeret på hjørnet. Hvis kusine af en en politiker, der havde frembragt den rædsel kunne man kun gisne om, men grim var den i hvert fald! Nå, skide nu være med det, tænkte Sidse, og de travede videre, over parkeringspladsen og ned gennem parken, hvor Sidse perifært kunne huske hun engang havde været til grundlovsdag med faderen – under den store blodbøg! Fantastisk navn! Var det egentlig ikke herned præstegården lå også? Det stod lidt hen i tåger, tiden med kirken. Sidse havde sunget i kirkekoret gennem mange af de første år, men da puberteten var kommet, var det ikke længere så spændende at stå tidligt op søndag morgen. Men præsten, ham den unge i læderjakken, han havde altid fascineret Sidse. Det var helt sikkert også derfor, hun var startet til konfimationsforberedelse – og for den sags skyld havde ladet sig konfirmere. Hun havde været rigtig glad for timerne i præstegården, han havde en evne til at overraske dem, med sine mærkelige spørgsmål og

anderledes væremåde. Hun var nu blevet mere forvirret end afklaret af præstens ord i kirken og på præstegården. Men det havde helt sikkert været spændende og inspirerende. Det var den dag i dag svært for hende at forklare sit forhold til Gud, men det var der. Gud var et fast holdepunkt for hende og koret i kirken, musikken, det havde altid været en sikker havn for hende. Et sted hvor følelserne var tilgængelige og klare, hvor tankerne ikke rodede rundt men derimod lagde sig stille til ro uden at ville for meget – der midt i musikken og de trygge ritualer fandt hun gang på gang et helle og et fristed. Hun kom der dog mindre og mindre i årene med Niels, det var som om, han overtog rollen, som den sikre havn og trygge sted, og kirken røg i baggrunden. Hun fik pludselige lyst til at gå derhen og bare lige sidde lidt, hun tænkte på præsten i læderjakken, hvad var det nu han hed? Per? Tænkte på de gode snakke de havde haft, og hvordan hun altid, når hun kom hjem fra kirken, følte en form for afklaring og ro. En følelse som hun savnede nu hvor alt rodet, tankerne og følelserne, fartede rundt i hende og kun gjorte ondt, når hun prøvede at forstå dem. De gik ned over parken og ned til parkeringspladsen foran terrariet. Sidse kunne ikke mindes, at hun nogen sinde havde været derinde, det kunne hun selvfølgelig tænke sig frem til, at hun måtte have været, men hun kunne simpelthen ikke kalde nogen billeder frem derinde fra. Ikke så meget som en kvælerslange. Hun havde hørt, at der var blevet restaureret efter, hun var flyttet fra byen. Det var hun glad for at høre. De eneste forestillinger, hun havde om terrariet, var dem, der fulgte med lugten! Der var en lugt over hele Kirke Helle, af kryb og slanger og edderkopper. Der var en grund til, at Sidse aldrig var kommet i terrariet – hun var skrækslagen for kryb! Så hvis hun nogensinde var blevet tvunget derind, havde hun i hvert fald lykkeligt fortrængt ethvert minde om det. Hendes far havde elsket at drille hende med det. Enhver edderkop der forvildede sig ind i deres hus, blev hevet direkte hen under næsen på Sidse, og hun sprang altid op under loftet med et skrig, der fik faderens latter til at fylde hele huset. Det var egentlig frygteligt. Hvad fanden var det for en opførsel, tænkte Sidse for sig selv. Sådan kan man da ikke behandle sit barn, når man nu vidste, hun var rædselsslagen. Det havde nu aldrig holdt Bjarne tilbage, han sagde, at hun trængte til at blive hærdet lidt, at hun var alt for skrøbelig til verden. Dette var hans hjælp, ”en dag vil du takke mig for det, min pige”. Det havde hun nu aldrig gjort … Sjovt som minderne piblede frem. Brune øjne gik fløjtende ved siden af. De havde stort set ikke mælet et ord, siden de var gået ud fra kroen. Det var nu egentlig meget rart, bare at gå stille af sted uden nogen forpligtelse til at fortælle og snakke. Niels havde altid spurgt Sidse ud om selv de mindste ting. Hun havde altid fortalt om det til andre, som en virkelig dejlig ting ved Niels, et tegn på at han interesserede sig for hende og ville være en del af hendes liv, men i virkeligheden var det alt for meget. Det var ALT, der interesserede

ham, lige fra hvad hun havde fået til frokost, til hvorfor hun valgte at bruge en ny type ansigtscreme. Når Sidse tænkte over det, var det jo nærmest sygeligt. Der måtte de være en bagatelgrænse for, hvad der var interssant, men Sidse havde testet ham ved flere lejligheder, men lige gyldigt hvor absurd detaljeret hun fortalte om alt, hvad der var sket i løbet af dagen, fra hvem hun havde overhalet på cykel på vej til arbejde, til hvordan hun havde betalt i Brugsen på vej hjem, så Niels lige interesseret ud og sagde hmm, og jaaa, på helt de rigtige tidspunkter. Så det havde egentlig aldrig virket falskt på Sidse – ja lige indtil hun var kommet i tvivl om det nu. Var det virkelig muligt? Nå, det var i hvert fald ikke overdreven nysgerrighed der drev Brune øjne. De var nu nået op til atletikbanen og gik hen imod skoven, som lå bagved. Han var begyndt at nynne stille for sig selv, han havde en meget dyb stemme, og det føltes som om, alt vibrerede. Sidse kiggede på ham og glædede sig stille over at gå her ved siden af ham. Hun stak sin arm ind i hans og de gik ind på stien ved skovbrynet. Træerne lukkede deres kroner omkring dem, og en dæmpet stilhed faldt over dem og deres skridt. Brune øjnes brummen forstærkedes af skovens rum, og det var som om at hele skoven sang med. Sikke en fryd midt i al rodet, tænkte Sidse ved sig selv. Hun havde altid elsket skoven og efteråret. Skoven fordi den aldrig gjorde noget eller ville noget, efteråret fordi det lugtede så godt, man kunne trække i sine store sweatre og alting gik lidt langsommere. Det var en af de ting, som Niels og hun havde holdt virkelig meget af: At gå lange ture! I sær om efteråret, hvor bladene begyndte at falde, og man kunne være heldig at falde over en af de der ’Indian Summer’ dage, hvor der var varmt i solpletterne, mens alt stod i gult, orange og rødt. Pludselig var det som om, at det var Niels der gik ved siden af hende, og da hun kiggede op, blev hun så overrasket over at se en anden end ham, at hun var lige ved at falde. Brune øjne greb hende, før hun ramte jorden ”Hovsa, ikke falde!”. Hun følte sig pludselig meget lille og skrøbelig, og da erkendelsen af, hvad der var sket atter engang rullede ind over hende, faldt alt fra hinanden, og hendes ben forsvandt igen under hende og al kraft sammen med dem. ”Åh fuck” sagde Brune øjne, hev hende op, og halvt bar og halvt slæbte hende op af stien til bakken med bænken på. Hvor havde hun siddet her mange gange og snakket. Det var den perfekte snakke-bænk. Udsigten. Man sad og kiggede ud over landskabet, og det var som om, at tankerne og ordene kom af sig selv og presset forsvandt. De satte sig ned på bænken, han vendte sig mod hende og sagde ”Så er det vist ved at være tid til, at du fortæller mig, hvad det er, der er sket”. Sidse kiggede frem foran sig og ud over landskabet og skoven. Hun ville egentlig gerne fortælle, hun vidste bare slet ikke, hvor hun skulle starte. ”Sidste gang jeg sad her var med min far. Det er mange år siden nu. Vi gik tur heroppe, mens han boede på plejehjemmet. Hold op, det føles som tusinde år siden. Han var meget syg til sidst havde svært ved at huske ting, og mange af besøgene føltes mere som pligt-besøg. Jeg var

ikke så gammel, da han blev syg – noget med en masse små blodpropper - jeg har vel været 12-13 år gammel, da han kom på plejehjem, fordi mor ikke kunne passe ham længere derhjemme. Hold kæft hvor har jeg været oppe og skændes med min mor mange gange om, hvor tit jeg skulle besøge far, men jeg må indrømme, at jeg ikke syntes at den stille, tynde, trætte mand på plejehjemmet havde særlig meget at gøre med min far – i hvert fald ikke, som jeg kendte ham. Den store glade, stærke bamsefar, der kunne klare hele verden var der ikke længere, der var i hvert fald langt i mellem glimtende af min far. Jeg har slået mig selv i hovedet over det hele mit liv, at jeg bare skred, bare efterlod ham, hvad må han ikke have tænkt om mig… Forladt af sin egen datter. Nå, men jeg kan ikke gøre så meget ved det nu, han døde, da jeg var 16 år gammel, den sidste gang jeg var sammen med ham var her. Vi var gået her op sammen – ham med rollator mig slaskende af sted med mit nye fine perma-hår, læbestift op til begge ører og tankerne alle andre steder end på ham og hans. Jeg skulle til årsafslutningen på skolen om aftenen – jeg havde glædet mig i måneder, men min mor havde nærmest tvunget mig til at besøge ham ”Han skal da se dig, så flot og voksen du er blevet”. Nå, der sad vi så, her på bænken og kiggede ud over skoven og markerne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg fortæller dig om min far, det er i virkeligheden jo slet ikke ham, det handler om. Jeg kom bare sådan til at tænke på ham. Det handler om min mand – eller min tidligere mand, eller …” Sidse gik i stå og sad bare helt stille og stirrede, længe. Til sidst sagde Brune øjne ”OK, din mand. Er I gået fra hinanden eller hvad?” Sidse kiggede på ham med et stift og tomt blik ”Nej, han er død”. Brune øjne kiggede væk, han kunne ikke helt rumme den besked. ”Han døde lige pludselig, væk, borte, ikke mere. Nu sidder jeg her og er helt alene, helt alene igen. Jeg troede aldrig, at jeg skulle være alene igen, og så snød han mig – overhalede mig, overraskede mig, forsvandt” Sidse kunne næsten ikke tale mere, hun hiksede og hulkede sig igennem ordene. Det var første gang, hun havde sagt det højt. Ikke engang da hun havde ringet til søsteren for at fortælle det, havde hun sagt ordene. Det var så uvirkeligt for hende, at hun simpelthen ikke havde kunnet få det over sine læber. Nu var det sagt første gang – han var død - og hun var tilbage – alene. ”Kom lad os gå lidt” sagde Brune øjne og rejste sig. De gik rundt oppe i skoven en times tid, det havde mest været Brune øjne, der snakkede, det var rart ikke at skulle forklare mere. Han havde fortalt om sin barndom om sin oplevelse af ungdommen i Vissenbjerg, hvor han ikke just havde været populær, han havde stået på sidelinjen og observeret, det var mærkeligt for Sidse at høre. Det var en helt anden oplevelse, han havde haft. Hvordan kunne det være så forskelligt. Sidse ærgede sig over, at hun aldrig havde lagt mærke til ham tænkte på den anden side, at det måske netop var hans observerende fortid, der gjorde ham til så god til at være tilstede i dag. Det var som om han

kunne mærke hvordan hun havde det uden at ville ændre på det, og det betød, at han kunne holde ud at være i nærheden af hendes voldsomme følelsesudbrud og bare være tilstede uden at kræve noget af hende. Det var befriende. En kærkommen pause fra hendes liv, hvor hun var vant til, at Niels hele tiden ville vide, hvad der skete, og hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Det havde aldrig været noget, hun havde tænkt over, i hvert fald ikke som noget negativt. Hun havde syntes godt om opmærksomheden, interessen, og det var klart det, der havde slået hende hårdets i dagene efter hans død – og stadigvæk, hans manglende blik på hende. Hun havde på mange måder følt det, som en målestok for, hvor godt hun levede hendes liv, ikke at hun følte sig bedømt af ham, men alligevel var det han observerede hende, roste når det gik godt og kiggede ned, når han ikke var enig, af stor betydning for hende, og det at hans blik var væk, gav hende en følelse af massiv tomhed, som ramte hende igen og igen. Næsten som en mavepine, der fik hende til krumme sammen i smerte. Hun måtte vel til at vænne sig til det, tænkte hun for sig selv, mens de gik tilbage mod kroen. De var gået ud på en af fodboldbanerne og op forbi hallen, som siden hun havde været her sidst, var blevet noget mere moderne at se på. Hun huskede gymnastiktimerne og håndboldkampene. Hun havde gået til gymnastik hele ungdommen. Ikke sådan noget med bolde og bånd, men den slags hvor man lærte serier og gik til stævner og viste det frem. Hun havde egentlig altid ønsket at gå til springgymnastik – ikke mindst fordi der var drenge der også, plus at det så super sejt ud, når de sprang på trampolinen og over plinten og hvad det ellers hed. Men Gitte havde syntes, at de skulle gå til gymnastik, så det var det, det blev. Håndboldkampene var noget, man tog hen og kiggede på - og stod og så smart ud langs banden, mens drengene spillede. Hun huskede pludselig en pinlig oplevelse, som fik hende til instinktivt at tage sig til næsen … Hun og Gitte var som sædvanlig gået hen til håndboldhallen efter gymnastik onsdag aften for at se drengene spille. De stod og gjorde sig til ved siden, mens Sidse desperat forsøgte at fange Peters blik på banen. Hun havde vild med Peter i noget tid, men han var lige de der par år ældre end Sidse, så han værdigede hende ikke et blik. Hun havde ellers taget sin storesøsters supersmarte sweater på i karry-gul og sort – med sådan nogle knapper og en skrå lukning, men det gik ikke som forventet. Som hun stod og gjorde sig til og kiggede ned mod målet, hvor Peter stod, kom holdet springende med bolden, og så skete det hverken værre eller bedre end, at bolden fløj op på søjlen til højre for hende og BANG - ned på hendes næse! Hun så stjerner, og hendes næse og øjne begyndte at løbe instinktivt ved smerten, mens hun vaklede bagud. Hun prøvede desperat at se cool ud, men det var vist ingen hemmelighed, at det gjorde super ondt, og hun næsten ikke kunne holde masken. Hun satte sig ned på bænken og alle kom løbende bekymrede til. Nå, det havde ikke været den mest charmerende og

stilfulde entre hun kunne have gjort i Peters liv, men et halvt år senere da hun endelig fik tiltusket sig en kinddans med ham til halballet, kunne han da huske hende, og havde svært ved at styre sin morskab over hendes kiksede forsøg på at være sej. Der var så mange mærkelige minder knyttet til hallerne, tudeture på pigetoilettet, en pose øl i buskene uden for hallen, opvarmning med Martini Bianco, rød blandet saft og Depeche Mode hjemme hos Sidse, skrig og skrål da Mikkel kyssede med en anden pige end hende bag ved hallen og hendes første skønne kinddans med Peter, der senere skulle være den, der fik hendes mødom. Jo der var sket mange ting til halballerne. De var nået op til hovedgaden og drejede til højre tilbage mod krydset, på vejen passerede de kirken og selvfølgelig Brugsens største konkurrent, Brix-købmanden (også kaldet Brix-Brugsen). Det havde altid været lidt smartere og finere at handle hos Brix, Sidse vidste egentlig ikke hvorfor, men det var tydeligt, at hendes mor foretræk vareudvalget hos Brix i stedet for Brugsen. Hendes far var som sædvanlig ligeglad, i virkeligheden ville han nok helst op til Brugsen, når han blev sendt i byen, det var nemlig der, byens eneste rigtige beværtning lå – og om sommeren der hvor slænget samledes for at nuppe sig en enkelt pils eller to efter arbejde (for dem der havde sådan et). Så kom de til bageren, åh timerne de havde stået og hængt foran bageren efter halballerne. Hvornår det var blevet tradition vidste ingen, men efter et halbal var der vel én, der havde spurgt, om de ikke skulle smutte op til bageren og købe friskt morgenbrød, klokken var ikke meget mere en 3, men der var en bagdør, hvor bageren hurtigt fik sat et gammelt skolebord op som disk, og så gik brunsvigere, rundstykker, bistik etc., som varmt brød (i ordsprogets bedste forstand!). Det var skønt med en Amagermad (brunsviger lagt sammen med et halvt rundstykke) og en halv liter Mathilde, til at lægge en dæmper på halbal branderterne. Sidse spurgte om Brune øjne kunne huske det, han svarede, at han ikke kunne huske at have været til halbal én eneste gang, og igen slog det Sidse, hvor optaget hun havde været af sit eget liv og sine egne venner. På den anden side kunne det vel også betegnes som en slags valg. Hun havde altid haft behov for at have mennesker omkring sig, og derfor havde hun fundet dem. Brune øjne havde åbenbart ikke det samme behov. Var det bare en dårlig undskyldning? Hun troede det egentlig ikke, mennesker var jo forskellige. Bare se på hendes far sammenlignet med hendes mor. To mere forskellige mennesker skulle man lede længe efter. I virkeligheden lignede hun nok mest sin mor, det var ikke noget, hun var glad for at indrømme, men det slog hende pludselig at dette behov for altid at omgive sig med mennesker – at blive set – måske ikke var et behov hun havde, men derimod en idé hun havde fået fra sin far. Det, at han var forsvundet fra hendes liv i så ung en alder, havde fået hende til at identificere sig overdrevet meget med hans personlighed, søge det han søgte, som en form for konstant forbindelse

til hendes far. Det var som om, at Brune øjne havde mindet hende om, at man godt kan være tilpas i sit eget selskab, og det ikke altid er nødvendigt med øjne rettet mod sig for at føle sig tilstede. Hmm – den måtte hun tænke lidt mere over. De slentrede tilbage ad Søndersøvej, Sidse pludrede løs, hun havde altid været god til at få folk til at grine, god til at underholde og fortælle, og Brune øjne var et godt publikum. Det var lige før Sidse glemte alt dramaet. Hun fortalte tossede historier fra skolegården, om hvordan hun havde udfordret præsten til troskamp under konfirmationsforberedelsen, hvordan hun havde spillet med i alle forstillinger og koncerter på musikskolen med større eller mindre succes og hendes vilde udskejelser i de sidste klasser. Alt i alt synes hun, at de hyggede sig rigtig godt. Pludselig stod de foran kroen igen. Klokken var vel sen eftermiddag og pludselig på vej ind på kroen, vendte han sig om og så på hende. ”Jeg foregiver ikke at forstå dig eller at kunne føle det der er sket for dig, men fald ikke i fælden og tro, at der ikke er sket noget. Jeg er glad for, at du har det bedre, men jeg må indrømme, at den her overfladiskhed ikke siger mig så meget, det her påståede overskud overbeviser mig ikke om noget – andet måske end at du endnu ikke helt kan rumme det. Jeg bor på værelse 342, kom forbi lidt senere, hvis du har lyst.” Ordene ramte Sidse som syle – hvad fa’en var det?. Først blev hun rasende, hun synes faktisk lige, at de havde hygget sig rigtig godt. Så blev hun flov; hvad var det, han havde set? Trist; var hun virkelig så overfladisk og ligeglad? Vred; hvad fanden bildte han sig ind, hun var sgu da i sorg? Opgivende; så kunne det heldigvis også bare være lige meget. Hun gik hen på sit værelse uden at sige så meget som et ord og faldt i søvn på sengen ca. 2 sekunder efter at hovedet havde ramt puden. Hun følte sig som en løve i et bur, vandrende frem og tilbage på det lille værelse. Hun kunne ikke finde ro, kunne ikke finde tilbage, nu var der kun en kraftig rumlen i kroppen tilbage, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre med den. Derfor vandrede hun nu frem og tilbage, mens hun mumlede for sig selv. Hun var vågnet som fra en dødlignende søvn hen på aftenen. Pludseligt, der måtte have været en høj lyd. Nu var der stille, helt stille. Hun havde rejst sig fortumlet op i sengen. Hun havde vist drømt noget. Det var væk. Ud og tisse – og da hun stod foran spejlet, kom de pludselig - billeder fra drømmen. Hun sidder overfor Brune øjne, han holder hendes hoved i hænderne kigger spørgende på hende. Hun kigger ned og ser, at der løber blod ned af hans arme, fortivlet tager hun sig til ansigtet, hvor flager af hud og blod falder af og ned, som hun tager sig til kinder og pande.

Panikken rammer hårdt og hun prøver desperat at holde på sit ansigt, som synes langsomt at opløse sig mellem hænderne på hende. Nu vandrede hun frem og tilbage. Diskuterende med sig selv. Drømmen krævede det ikke en raket-forsker for at gennemskue, men hvad skulle hun gøre nu? Hen og banke på 342? Klare sig selv? Stikke af til et fremmed land? Glemme det hele og tage hjem? Der var sat noget i gang, og Sidse indrømmede for sig selv, at hun ikke havde lyst til at stoppe her. Men hvad var næste skridt helt konkret? Var hun tiltrukket af Brune øjne? Der var et eller andet ved ham, som hun ikke kunne slippe. Hans evne til at se hende, se ind bag det hele. Hun følte sig ubehageligt blottet men samtidig nærmest tændt af hans blik. Var det hendes sædvanlige behov for maskulin opmærksomhed? Eller var det i virkeligheden et ærligt og inderligt behov for hjælp i en svær situation? Sidse kunne ikke genneskue sine egne bevæggrunde, men besluttede at følge sin instinktive tanke at finde ham og snakke med ham. Selvom det skræmte livet af hende var der et eller andet, som hun skulle med ham. ”Du minder mig om det, jeg gerne vil være”, sagde hun stille, da Brune øjne åbnede døren. Han hev hende ind på værelset og smækkede døren bag hende og stod nu helt tæt på hende. ”Hvad sagde du?” hviskede han. ”Du minder mig om det, jeg gerne vil være” gentog hun. Han greb hende om livet og løftede hende op, hun slog benene om livet på ham. Bunker af sommerfugle baskede af sted gennem hele hendes krop og hun lukkede øjnene og sukkede dybt. ”Sig det igen” mumlede han. ”Du minder mig om det, jeg gerne vil være” sagde hun, ”igen højere”, ”Du minder mig om det, jeg gerne vil være”. Han stoppede pludselig op, kiggede hende i øjnene og sagde: ”Du er allerede alt det, du skal være. Ved du virkelig ikke det?”. Sidse mærkede alle sommerfuglene samle sig på én gang lige i solar pleksus. De baskede, så det næsten gjorde ondt, mens ordene langsomt sank ind. ”Jeg er allerede den, jeg skal være …”. Erkendelsen ramte i samme øjeblik som Brune øjne lagde hende ned på sengen og hele hendes krop rejste sig som en flitsbue med følelsen af tusindvis af sommerfugle der lettede på en gang som at alle celler i hendes krop begyndte at vibrere på samme tid. ”Jeg er allerede den, jeg skal være”. Hun lå nøgen på sengen. Alle minderne fra hendes barndom og ungdom begyndte at samle sig. Hendes far, hendes mor. Alle historierne, alle oplevelserne. Hendes tanker om livet, hendes liv med Niels, hendes nye liv uden. Følelsen af at være noget for sig selv uden ham var næsten til at bære nu. Det var som om, at Brune øjne havde trykket på en knap, og hele maskineriet var startet op igen. Det havde gjort ondt, som et gammel rustent tandhjul, der lige skulle i gang igen. Hun havde

fundet ind til sig selv igen. Brune øjne grinede og sagde, at der havde hun sgu da hele tiden været, men det var ikke sådan det føltes. Det var som om, en skal var krakeleret og den identitet, som hun havde påtaget sig for at fastholde følelsen af sin far, og som efterfølgende var blevet vedligeholdt af Niels, pludselig ikke var mere. Og nu dukkede Sidse så op af disen igen. Lettere, klarere og med en let summen i kroppen. De blev i sengen indtil solen begyndte at stå op, sov lidt, snakkede lidt, elskede mere. Brune øjne skulle af sted tidligt – videre i livet … De snakkede om planer for livet, tanker, idéer til hvordan man gør det bedst. Brune øjne holdt en lang tale om, hvordan han aldrig knyttede sig til nogen eller noget. Sidse smilede for sig selv og tænkte, at sådan var det nok ikke helt for hende, men at hun nok skulle holde en pause med bamsefar kæreste-typen … Det var tid til bare at være Sidse, uden nogen udefra blikke, bedømmelser og forventninger til hende, som dikterede, hvordan hun skulle være eller ikke være. Hun glædede sig. De snakkede også om, hvordan hun skulle klare de næste par uger. Der var meget, der skulle ordnes, hun skulle først og fremmest lige kontakte familien og sige, at hun var OK. De måtte jo være blevet noget nervøse, da hun pludselig bare skred fra det hele. Men nu følte hun sig klar til stå ansigt til ansigt med verden. Klar til at tage det næste skridt, spændt på hvor livet nu ville føre hende hen. Det var første gang siden gymnasiet, hun havde haft det sådan, at verden lå åben for hende. Hun mærkede også den snigende angst for at fejle, for at vælge forkert, gå i den forkerte retning. Men samtidig følte hun sig klar til at konfrontere sig selv med usikkerheden, at turde rumme den konstante tvivl og lade sig berolige af, at der altid ville være et par Brune øjne et eller andet sted i verden, som mindede hende om, at hun allerede var den, hun skulle være.