Erindringer af Vagn Munch Bind 1
Forord At skrive sine erindringer er en anselig udfordring for en ikke boglig anlagt amatørforfatter. Ikke desto mindre synes jeg, at den lange rejse har været det hele værd. Hvis jeg skulle hæve timeløn for skriveriet, ville bogen være blevet en bekostelig affære. Oplevelsen foran tastaturet føltes næsten som om, at jeg sad og overværede mit liv for anden gang - både fra sidelinjen og naturligvis på banen. Mange minder dukkede op pø om pø. - Et par små interessante barndomshistorier og endnu senere oplevelser var gået i glemmebogen, hvis ikke brødre, skolekammerater og hustruen havde hjulpet til med at grave i hukommelsen for at genopfriske flere minder. Tistrup lokalarkiv har hjulpet med billedmateriale. - En stor tak til jer alle. Jeg havde næsten mistet troen på mine professionelle fremtidsudsigter, da jeg stod bag disken og startede min købmandsuddannelse som 14 årig, hvor købmanden en dag sagde til mig: ”Du lærer det aldrig”, da det i starten kneb lidt med sammentællingerne. Jeg var lille og spinkel, stoppede på realskolen på grund af sygdom, blev mobbet af min sidekammerat og fik bank da jeg en enkelt gang sloges med en skolekammerat. Min mor sagde flere gange: ”du skulle have været en pige”, jeg manglede selvtillid og var målmand, fordi jeg var for langsom på fodboldbanen. Hvad ville det hele ende med?
1 Erindringer af Vagn Munch
Prolog Jeg fristes til at sige, at mit liv er en dramatisk teaterforestilling. – Det er som at drømme – og vågne op til virkelighedens drama. Som barn havde jeg det skønt, når jeg gik og drømte om det ene og det andet. Allerede som baby slumrede jeg ind i drømmeland, mens jeg ammede, fortalte mor. Det kneb hende altid med at holde mig vågen. Jeg var også i drømmeland, når jeg studerede dyreverdenen, som barn. Jeg føler på en måde, at den drømmeverden jeg lullede mig ind i, har haft en vis indflydelse på det personlige plan såvel som i de professionelle og hjemlige udfordringer og forpligtigelser hele livet igennem. I folkeskolen, da far oplæste romanen Robinson Crusoe, der strandede på en øde ø, mens vi sad og havde time i tegning, som jeg elskede, drømte jeg, at jeg var selveste Robinson. Som barn var jeg tilbageholdende og underdanig, til en vis grænse. Jeg havde ikke behov for at hævde mig overfor skolekammeraterne i frikvartererne – men var lyttende og havde til gengæld et vist overblik, mener jeg. Den ydmyge attitude, som også far havde, mener jeg, har præget mig lige siden. Da jeg som 13 åring måtte opgive at læse videre, følte jeg det som en ren og skær fiasko, selv om det reelt var mit drilagtige helbred, der spændte ben for en boglig uddannelse. Det var snart ikke til at bære. Dengang sagde jeg til mig selv, at nu ville jeg bevise, at jeg nok skulle klare mig selv i mit voksenliv uden en højere eksamen, koste hvad det koste ville. Jeg mærkede, at jeg havde visse evner i tegningens kunst, så her var der, i det mindste, noget at bygge på, mente jeg. Et sted måtte jeg jo starte. Én eller anden havde fortalt mig, at en handelsuddannelse som købmand kunne være springbrættet til noget andet end blot at ende som ekspedient. Jeg startede som læredreng i en købmandsgård, da jeg lige var fyldt 15 år. Jeg var stadig lille og spinkel og havde i starten svært ved at håndtere de lidt tungere grovvarer, som skulle bringes ud til kunderne. Det styrkede ikke just min 2 Erindringer af Vagn Munch
selvtillid – tvært imod. Det gjorde ikke sagen bedre, at det, i de første dage, kneb med sammentællingerne, når kunden skulle betale sin regning. Jeg husker, at jeg trænede i at lægge tal sammen, mens der ingen kunder var i butikken, og købmanden sov til middag. Inden længe, gik regnestykkerne som en leg. De gode minder og ditto karakterer fra handelsskolen i Varde styrkede mit selvværd. Jeg voksede til og kunne som 18 årig løfte i alt 100 kg sukker samtidig, 50 kg under hver arm. Fysikken havde tydeligvis fået et lift. Jeg fik mit kørekort som 18 årig i Varde. Jeg havde som sagt ikke lyst til blot at arbejde som ekspedient i en købmandsbutik. Var der et springbræt? Da en vinduesdekoratør fra købmandens kolonialgrossist besøgte vor butik, blev jeg inspireret af hans færdigheder og forsøgte at lære skilteskrivningens kunst gennem en brevskole. Nå ja, men det var vel en begyndelse. Brevskolen havde jeg for øvrigt en vis succes med. Måske var det en døråbner? Hvem ved? Jeg drømte om at blive dekoratør. Efter min læretid fik jeg job som ekspedient i en sæsonbutik for kolonialvarer ved Henne Strand og senere ved en købmand i Alslev. Begge steder trivedes jeg eventyrlig godt. De gode anbefalinger var jeg særdeles glad for. Jeg håbede på, at de kunne hjælpe mig på vej til en god stilling i forretningslivets hæsblæsende verden. Nu var jeg parat til at aftjene min værnepligt i Flyvevåbnet. Jeg var heldig med, at jeg blev udvalgt til at gøre tjeneste hos Flyvevåbnets Kontrol og Varslingstjeneste, som havde min store interesse. - Jeg var stolt over, at forsvarskommandoen betragtede denne enhed som forsvarets vigtigste. Som soldat fortsatte jeg i civilundervisningstimerne med at lære skilteskrivning gennem et nyt brevkursus foruden maskinskrivning (blindskrift). Efter soldatertiden meldte jeg mig til et 6 måneders kursus på dekoratørskolen i Hørning. De gode eksamenskaraktererne fra skolen samt de gode anbefalinger fra købmændene, er jeg ikke i tvivl om, har banet vejen til stillingen som dekoratør i Falck Lauridsens butikskæde Falke Marked. På dekoratørskolen lærte jeg Jytte at kende, og vi blev kærester. Hun fik job som dekoratør i en slagterkæde i Herning, heldigvis. Vi giftede os i Dronningborg, den 25. januar 1964. Jeg fik jobbet som dekoratør i det nystartede TEMPO varehus i Randers, hvor vi bosatte os. Jytte fødte vores førstefødte, der fik navnet Pia, som er latinsk og betyder den fromme, pligtopfyldende. Mit livs største professionelle udfordring tog sin begyndelse, da koncerndirektøren i A/S DANA-TEMPO kom på uventet besøg i va3 Erindringer af Vagn Munch
rehuset i Randers og tilbød mig en stilling som afdelingschef for en ny enhed på københavnskontoret: SPS salgsplanlægningssektionen. Med andre ord - koncernens marketing- eller salgschef, om man vil. På A/S DANA-TEMPOs hovedkontor med adressen Østergade 61 på strøget i Københavns centrum, ventede der mig gyldne tider. Endelig fik jeg mit livs drømmejob. Her kunne jeg nu bygge videre på alt det, jeg havde lært hos købmændene, på handelsskolen, hos brevskoler, på dekoratørskoler, samt de lærerige erfaringer jeg fik, mens jeg var dekoratør i TEMPO koncernens første varehus i Randers. Familielivet blomstrede. Vores søn Thomas blev født den 19. maj 1969, efter at vi havde anskaffet os en familiebil og var flyttet til Hvidovre. Senere købte vi hus i Bjæverskov. Familien var på flere kør selv sommerhusferieture i Danmark og Sverige. I 1972 skete det, der ikke måtte ske. A/S DAMA-TEMPO blev solgt til en af vore konkurrenter S&E. Det var en chokerende meddelelse at få. Der var ikke andet at gøre, end at forsøge mig med et andet job og få det bedste ud af min professionelle fremtid. Jeg trøstede mig med, at de sørgelige kendsgerninger ikke gik ud over vores familieliv. Mine erindringsskriveri døde også hen for en tid, som den opmærksomme læser vil erfare. Det kniber lidt med inspirationen, og det skal man have. Jeg har nemlig lyttet til min egen erfaring. En uengageret holdning afsløres tydeligt i manuskriptet. Nu har jeg nået en alder af 73 år. Der er nu gået 42 år efter salget af A/S DAMA-TEMPO, og jeg kan naturligvis stadig sidde bag skærmen og skrive levnedsbeskrivelser. Jeg har taget den beslutning, at jeg holder en lille pause med skriveriet her i juni 2014. Jeg håber, at inspirationen til skriveriet vender tilbage, så jeg en gang kan fortsætte, hvor jeg slap. Jeg mener i øvrigt selv, min historie til en vis grad er spændende læsning. God fornøjelse. Mors erindringer, med undertegnede som pennefører, har jeg afsluttet i 2005. Jeg tog min minibåndoptager med til plejehjemmet i Nørre Nebel, når jeg besøgte mor. Her fortalte hun om sine erindringer, så jeg blot kunne sætte mig bag skærmen, når jeg kom hjem, lytte til båndene og skrive teksten, som mor sandsynligvis ville have gjort. Mor døde i 2005. Hendes erindringer relaterer naturligvis til mine ditto. Derfor mener jeg, det er naturligt, at mors erindringer afslutter bogen. Jeg er ikke i tvivl om, at hun ville have været stolt af det, hvis hun levede i dag.
4 Erindringer af Vagn Munch
Foreløbig rundtur i Dannevang Nr 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Bopælsadresse Vonsild skole Anslet skole Stundsig skole Tistrup Henne Strand Alslev, Varde Jonstrup, Ballerup Vedbæk Kølvrå, Karup Henne Strand Alslev, Varde Hørning Geff deko. Hørning, Nordisk Herning, Fredhøj Herning, Ny Møllevej Randers, Gyldenlakvej København V, Coldbjørnsesgade 8, 5’, V Hvidovre, Michal Beringsvang 1 A st. Bjæverskov, Læskovvej 190
Kapitel 1 1 1 2 2 2 3 3 3 2 2 4 4 5 5 6 6 6 7
5 Erindringer af Vagn Munch
Stand/job Fødehjem Barndomshjem Barndomshjem Købmandslære Kolonialkommis Kolonialkommis Rekrutskole Kontrol og varsl. Bunkereskadrille Kolonialkommis Kolonialkommis Dekoratørskole Dekoratørskole Dekoratør Dekoratør Dekoratør Marketingchef TEMPO Marketingchef TEMPO Dekoratør/ afd. chef S&E
År 1940-1942 1942-1945 1945-1954 1954-1958 1959-1959 1959-1960 1960-1960 1960-1960 1960-1961 1961-1961 1961-1962 1962-1962 1962-1962 1962-1963 1963-1964 1964-1966 1966-1967 1967-1972 1972-1979
Indhold Forord…………………………………………………………………………. Prolog………………………………………………………………………….. På rundtur i Danevang……………………………………………….……… Indhold………………………………………………………………………… Kapitel 1 Barndommen 1940 – 1954 …………………….…………. Far…………………………………………………………………………...... Mor………………………………………………………………………......... Barndomsminder fra Anslet skole 1942 – 1945.……………………........ Jeg blev storebror…………………………………………………………… Besættelsen.………………………………………………………….……… Barndomsårene i Stundsig 1947 – 1958……………………….……........ Min nye legekammerat……………………………………………………… Skoletiden begynder……………………………………………….………... Signe og Niels Pedersen - Liv i hønsegården………………….………… ”Abrahams dam”.………………………………………………….…………. Livet i landsbyen.…………………………………………………….………. Peder dværg.………………………………………………………….……… At lege med en pige.…………………………………….…………….…….. Kattens.………………………………………………………………….……. På afveje.……………………………………………………………….......... Uheldige Frode.…………………………………………………………….… Frode flytter hjemmefra - Jeg blev storebror igen……………………....... Jakob dør som etårig.…………………………………………………….…. Stor opstandelse: Blindtarmsbetændelse………………………………… På realskolen. – Konfirmationen…………………………………………… På sommerferie ved Jyllands østkyst.…………………………………….. Tilbage til Stundsig ……………………………………………………….…. Vi levede godt uden problemer med overvægt.……………………….…. Julen og julemaden ………………………………………………….……… Kapitel 2 I købmandslære 1954 – 1961…………………………..... Lærekontrakten…………………………………………………………….… Den store dag oprandt…………………………………………………….… Mit andet hjem……………………………………………………………..…. Kunder efter lukketid – At lægge tal sammen………………………….…. Petroleum til opvarmning………………………………………………….… Købmandskaffen……………………………………………………………... Spegesild – Bagbutikken………………………………………………….… Varesortimentet ….…………………………………………………………... Benzinsalg ……………………………………………………………….…... Sand mester i vinduesdekoration………….…………………………..…… Aha oplevelser på handelsskolen i Varde……………………………….… Lærekontraktens mysterium……………………………………………....... Fritiden……………………………………………………………………..….. På feriebesøg i København…………………………………………….…... I biograf som blind passager………………………………………………...
6 Erindringer af Vagn Munch
1 2 5 6 9 11 11 13 16 18 21 23 25 32 36 38 40 42 43 44 45 48 50 50 52 56 61 62 65 68 70 72 73 73 75 76 77 77 80 82 82 85 86 87 88
Kørekort……………………………………………………………………….. Jeg blev udlært købmand den 31. april 1959……………………………... Anbefaling fra Tage Poulsen…………………………………………….….. Nye udfordringer…………………………………………………………....... Ren afslapning hos købmanden i Alslev……………………………….….. Hvad er dit - og hvad er mit?................................................................... Det skete også i Munch familien 1954 – 1961……………………………. Kapitel 3 Soldatertiden 1960 – 1961.............................................. Tilbage til anden dags morgen……………………………………….…...... ABC-tjeneste……………………………………………………………….…. At kaste med ananas håndgranat………………………………………….. Tiden gik hurtigt på rekrutskolen…………………………………………… ESK 500 Vedbæk……………………………………………………………. Da vi ankom til skolen i Vedbæk…………………………………………… Alt var dog ikke lutter idyl i Vedbæk..…………………………………...... Bunkereskadrille 1137 Karup……………………………………………….. Nu skulle vi nyankomne introduceres for vor kommende chef………….. Plan over sektorrum…………………………………………………………. Da vi ankom til bunkerens indgang………………………………………… Den kolde krig skærpedes…………………………………………………... Civilundervisningen………………………………………………………….. På ”natøvelse”………………………………………………………………... Flyvevåbnet fejrede sit 10 års jubilæum…………………………………… Jagerpiloten LUE…………………………………………………………….. Dagen før dagen - inden vores hjemsendelse …………………………… Vi var seks kammerater……………………………………………………... Inden jeg slutter………………………………………………………………. Kubakrisen……………………………………………………………………. Kapitel 4 Windows deko 1961 – 1962……………………………… En pigeglad chef……………………………………………………………... Det gyldne snit, idélære, vinduets opbygning og skilteskrivning…….….. Mad og drikke………………………………………………………………… Vellykket indsamlingskampagne for både skolen og ulandshjælpen…... Skoleskift……………………………………………………...………………. Lærerigt pionerarbejde…………………………………………………….… På besøg hos forældre…………………………………………………….… Jytte pynter eksamensvindue………………………………………………. Kæresteriet begynder……………………………………………………….. Soldaterkammerater på ø- og bytur med kærester………………………. Min eksamen…………………………………………………………………. Kapitel 5 Drømmejob? 1962 – 1964............................................... Introduktion i firmaet…………………………………………………………. En kontroversiel købmand………………………………………………….. Hjemmelavet tilbudsbrochure………………………………………………. Gode kolleger – gode venskaber…………………………………………... Fri hastighed………………………………………………………………….. Jytte får (heldigt for mig) et spændende job i Herning…………………… Headhunted over forretningstelefonen…………………………….……….
7 Erindringer af Vagn Munch
89 89 90 90 93 94 95 96 99 100 101 101 102 103 105 107 108 109 111 112 114 114 114 116 118 119 120 121 122 125 125 126 126 127 128 129 129 130 130 131 133 133 134 135 136 136 137 137
Jobskifte igen…………………………………………………………………. Forlovelsen……………………………………………………………………. Huset på Ny Møllevej 21………………………………………………….…. Mordet på John F. Kennedy chokerer…………………………………....... Brylluppet…………………………………………………………………..…. Kapitel 6 – Op i TEMPO 1964 – 1972……………………………...... Gyldenlakvej 15…………………………………………………………….... På uddannelse i Sverige……………………………………………….….… På bryllupsrejse til Harzen…………………………………………….…..... Tempo i Randers……………………………………………………….……. Hverdagen på jobbet begynder………………………………….…………. Familielivet i og ved Gyldenlakvej 15…………………………………….... På familieudflugt med familien Barner Andersen…………………….…... Min største professionelle udfordring………………………………………. Stor dramatik på Gyldenlakvej, den 19. april 1965……………….………. Familien flytter til Colbjørnsensgade 8, Kbhv. V………………….………. DANA-TEMPOS hovedkontor i Københavns centrum…………………… På uddannelse i Sverige igen………………………………………………. Flere og flere TEMPO varehuse……………………………………………. Salgsaktiviteter og rundbreve til varehusene……………………………... Mit møde med direktøren for svenske Dagens Nyheter…………………. Julekampagnerne præsenteres for varehusene………………………….. Skitser til aktiviteter i varehusene…………………………………………... Nyt stort TEMPO varehus åbnede i Randes centrum i 1967……………. Familien flytter til Hvidovre………………………………………………….. Ny familiebil…………………………………………………………………… Forelæsning for chefer og familiebesøg med forhindringer……………... Bilulykken……………………………………………………………………... Thomas fødes………………………………………………………………… Thomas bliver døbt i Strandmarkskirken, den 19. maj 1969……………. Fotos af Pia, Thomas og Jytte 1970 – 1973………………………….…... Seksårige Pia forlængede sin ”modelkarriere”…………………….……... Forretningsrejser er nu rutine……………………………………….……… Ud at se på eget hus………………………………………………………… Nu var vort hus snart indflytningsklar…………………………………….… Svigermor, Marie Andersen, får svært ved at klare sig selv…………….. Vi købte en Fiat 128 i 1973…………………………………………………. Hektisk aktivitet i salgsplanlægningsafdelingen………………………….. Det der ikke måtte ske, det skete…………………………………………... Mit sidste mødereferat……………………………………………………….
Kapitel 7 Ned i tempo 1972 – 1979.……………………………… Jyttes anetavle……………………………………………………….. Vagns anetavle………………………………………………………. Mors erindringer med forord……………………...……………… Epilog…………………………………………………………………..
8 Erindringer af Vagn Munch
138 139 140 142 143 146 147 148 150 153 154 155 157 158 160 162 163 164 166 167 168 169 170 171 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 187 188 191 192 193 235
1940 - 1954
Kapitel 1 Barndommen af Vagn Munch
J
eg kom til verden i en tjenestebolig beliggende i landsbyen Vonsild, den 4. oktober 1940 lykkeligt uvidende om, at tyske tropper var gået over grænsen og havde besat Danmark godt seks måneder tidligere. Det var året, hvor samlingsregeringen lod sig tvinge til at udmelde sig af folkeforbundet. Det kommunistiske parti blev forbudt. Jeg var et såkaldt krigsbarn. - Dronning Margrethe II så dagens lys den 16. april samme år, mens den 70 årige Fotografering og filmoptagelser var heldigvis nogle af fars friChristian X var konge af landet. I tidsinteresser. – Jeg var omløbet af det kommende år forviste kring halvandet år, da far knipStalin i tusindvis af jøder til Sibi- sede billedet foran mit første rien. For resten en ukendt for- barndomshjem. nemmelse at sidde og sætte mit fødselstidspunkt i relief til datidens dramatiske historiske begivenheder. Og jeg - som aldrig nogen sinde har været en ørn til hverken danmarks- eller verdenshistorie. Jeg meldte min ankomst allerede ved 06.30 tiden. Min far (28) sov den sødeste søvn. Han for ud af sengen som skudt ud af en kanon, efter at mor (26) havde vækket ham med sine klagende udbrud, da veerne tog til. - han ringede omgående til jordmoderen, hvorefter han lagde godt med kvas og brænde i komfuret og tændte op. Han fylde derpå den allerstørste gryde med vand, og satte den på ilden.
9 Erindringer af Vagn Munch
Lidt efter ankom jordmoderen. Veerne var nu blot forsvundet; jordmoderen turde dog ikke forlade mor af den grund, for far skulle nu af sted for at have timer på skolen, som befandt sig i nærheden af hjemmet. Far var i øvrigt født den 24. juni 1912 i lærerboligen ved Haurum skole ved Horsens hvor hans far, Jakob Munch, var førstelærer fra ansættelse og helt til han gik på pension. Han var desuden kasserer ved Haurum kirke og medlem af partiet venstre i
Kjelds trehjulede cykel var jo bare det helt store hit, da jeg fik lov til at låne den.
en årrække. Far var yngst og eneste dreng i en søskendeflok på seks og blev efter sigende godt forkælet af sine søstre. Både far og fire af hans søstre tog alle lærereksamen. Æblet falder ikke langt fra stammen, siger man som bekendt.
Året er 1944 - hvor jeg lytter med stor interesse, mens Kjeld spiller mundharmonika på skolens legeplads i Anslet.
Tilbage til min fødeby: Vandet stod nu og bulderkogte. Og hvad var så mere nærliggende, end at jordmoderen brugte ventetiden til at vaske og gøre rent i køkkenet efter alt det svineri, som far havde efterladt, da han kort forinden havde tændt op i komfuret? Timerne gik: Klokken 15.30 så jeg endelig dagens lys.
10 Erindringer af Vagn Munch
Far Min far var ansat som folkeskolelærer ved kommuneskolen, som ligger ved hovedvejen - 5 km. syd for Kolding. I hans erindringsbog skriver han, at han var ansat ved Vonsild skole til 1942. Han var ved min fødsel ansat som andenlærer og gik med en drøm om at blive førstelærer. Han befandt sig alligevel godt i sin daværende stilling. Han var meget vellidt af alle. En overgang overvejede han at slå sig ned i Vonsild for stedse. Krigen satte imidlertid en stopper for kommunens byggeri af en ny og mere moderne skole samt ditto tjenestebolig. Disse forhold gjorde, at far begyndte at se sig om efter et job som førstelærer. Mor Mor var hjemmegående husmor. Dengang var det faderen eller manden, der havde ansvaret for økonomien og skulle tjene pengene til den fælles husholdning. Og det var konens forbandede pligt at stå for alle de huslige gøremål. For mors vedkommende kan man roligt sige, at det var et heltidsjob at passe både hjem og børn, ja, faktisk var det endnu mere end det. Især var der meget at se til, mens vi var små. Min mor havde gået på husholdningsskole. Intet i huset var overladt til tilfældigheder, hun fulgte alle de vise råd fra husholdningsskolen og førte dem ud i livet til punkt og prikke. Blot var der et enkelt aber dabei: Eleverne på husholdningsskolen måtte ikke knytte sig for meget til de små babyer. Eleverne "øvede" sig altså på de små, når de bl.a. skulle lære at lægge bleen på dem. Jeg tror, at det siden var en af årsagerne til fatale følger. Min storebror Kjeld havde fejret sin 3 års fødselsdag for ca. en måned siden, den 6. september. Han fik tørre tærsk af sin mor, hvis han ikke hørte efter eller opførte sig ordentlig. - "Det hjalp ingenting", sagde mor. Far lod som ingenting, og lod mor "opdrage" børnene. Selv, kan jeg dog ikke mindes, at jeg nogensinde fik klø af mor. - Kun en enkelt gang gik det ud over mig selv. Det var min far, som slog mig i den bare ende med min egen livrem. Mor havde bedt ham om det. Forinden skulle jeg lægge mig på tværs over en skammel. Jeg var formentlig i 10års alde11 Erindringer af Vagn Munch
ren, lømmelalderen, og var løbet ned til åen sammen med nogle legekammerater, et par kilometer fra hjemmet, for at bade; skønt jeg havde fået påbud om ikke at gå derned kort tid forinden. Kammeraterne havde sagt til mig: - Du tør jo ikke! Det ville jeg naturligvis ikke have siddende på mig. Årsagen til mit påbud var, at det var ved at trække op til tordenvejr, hvilket foruroligede mor, som mente, det var farligt, da der var chancer for, at lynene ville slå ned i nærheden af bækken. Vandet kunne derefter lede lynene hen til de badende børn og derved skade dem. "Det er simpelthen livsfarligt at bade i tordenvejr", sagde hun, og det gjorde ikke situationen bedre, at mor var usædvanlig bange, når det var tordenvejr. Det var jo ikke så underligt, for hun var både født og opvokset i et lille bondehus med stråtag. Jeg mindes tydeligt, at angsten smittede af på os børn, når et tordenvejr brød løs; jeg følte tros alt, at endefulden var velfortjent. Far fortrød senere, at han havde ladet sig overtale af mor til at svinge livremmen og lade den hoppe og danse på min bagdel. Det havde gjort ondt i hans sjæl. Han fortsatte med at undskylde, hvad han havde gjort, indtil kort før han døde, den 22. juli 1997. Jeg havde for længst tilgivet ham. Mor har senere fortalt, at jeg altid var en stille og rolig dreng helt fra fødslen. - Jeg var nem at have med at gøre, sagde hun. Hun fortæller også, at hun altid skulle vække mig, når jeg skulle ammes. På husholdningsskolen havde hun lært, at nyfødte babyer skal ammes hver tredje time, som hun henholdt sig til. Når jeg så blev vækket og "lagt til", forsynede jeg mig kun ganske minimalt, for lidt efter på ny at falde i søvn. Scenen måtte gentages flere gange, indtil mor mente, at jeg havde taget tilstrækkeligt til mig for de næste tre timer. At dømme efter et foto af mig selv fra dengang, ser det ud til, at mor var yderst gavmild hvad angår mine daglige måltider. Jeg husker overhovedet intet fra mit barndomshjem i Vonsild, der i dag desværre er jævnet med jorden. Foto af fødehjemmet ses på side 223 – Selv fotos fra dengang med billeder af barndomshjemmet, Kjeld, mor og jeg selv, vækker 12 Erindringer af Vagn Munch
ingen minder frem i min bevidsthed. Måske er forklaringen den, at jeg dengang kun var et toårigt barn, da mine forældre flyttede til Anslet ved Hejlsminde i Sønderjylland, den 1. oktober 1942. - Far havde følgelig fået sin ønskedrøm opfyldt. Nu var han endelig blevet førstelærer, og familien fik lidt mere ordnede forhold i et meget større hjem. Han kunne foruden sin nye titel nyde godt af en årlig lønforhøjelse fra kr. 2.220,00 til 2.700,00 til gavn for familien. Altså en månedsløn på kr. 225,00. Barndomsminder fra Anslet skole 1942 - 1945 Lærerboligen i Anslet var meget primitiv. Eksempelvis var der ingen køkkenskabe, kun et bord på to bukke, har Kjeld fortalt. Det kniber ligeledes en del med hukommelsen med hensyn til erindringerne fra mit nye barndomshjem i Anslet. Selv om jeg anstrenger mig meget, når jeg tænker tilbage til den tid, får jeg kun nogle tågede tidsbilleder og sammenhænge ud af det. Der er dog flere situationer, som jeg stadig husker tydeligt. Nogle af dem har jeg fået fortalt af mine forældre; og en enkelt er oven i købet blevet foreviget på en filmstrimmel, som Kjeld har overført på en videokassette. Far havde mange fritidsinteresser. Nogle af de interesser der optog ham meget, var at smalfilme og vise 16 mm film i forsamlingshuse til lokalbefolkningen. En af sekvenserne fra en filmstrimmel fra dengang viser situationer fra vores egen dagligdag ved Anslet skole: En legetrækvogn med to småpiger blev trukket af min storebror og jeg selv. Vi trak legevognen gennem skolens sportsplads og ud på en græsmark med tidsler; pludselig stoppede Kjeld op; idet smerterne under hans bare fødder fra tidslernes sylespidse torne var uudholdelige. Han forlangte nu sine træsko tilbage. Træskoene som jeg havde lånt af ham og yndede at gå med, selvom de var alt for store. Hvor nødigt jeg end ville det, måtte jeg aflevere. Nu var det min egen tur til at lide torten. Her er en anden lille historie, som min mor flere gange har fortalt: Jeg var formentlig i tre fire års alderen. En dag var jeg for13 Erindringer af Vagn Munch
svundet fra mors synsfelt. Uden varsel var jeg helt og aldeles borte. Mor ledte overalt og var fuldkommen skrækslagen over min bortkomst. Ingen naboer havde set mig. Mor frygtede det værste; jeg kunne være gået ned til slusen ved Hejlsminde og faldet i vandet. Hun styrtede straks af sted for at lede, og begav sig i retning af slusen. Hun spurgte alle de forbipasserende, om de havde set en lille fireårig dreng; alle måtte skuffe min mor. Ingen havde set mig. Nede ved slusen var der heller ingen spor af mig. - Hun vendte nu om og ledte videre ad en anden vej. 500 meter længere nede ad den samme grusvej boede en gårdmandsfamilie ved navn Søberg. Måske havde jeg begivet mig derned. - Undervejs til gårdmanden opdagede mor, at der var spor efter en trehjulet cykel i vejsiden. Hun tænkte, at det kunne være lille Vagn, som havde cyklet her. Hun fulgte sporene som førte ind på Søbergs gårdsplads. Hun gik ind på gården og spurgte manden, om de havde set mig. Ak nej, de havde desværre heller ikke set nogen Vagn. - Mor måtte skyndsomst lede videre. Hun havde heldigvis stadig sporene af den trehjulede cykel, som hun kunne følge. De fortsatte nemlig videre ad den samme vej. Lidt længere fremme ad vejen så hun nu købmand Dixens butik. - Langt om længe opdagede hun et lille barn, på en trehjulet cykel, i vejsiden. Hun kunne nu se, at det var mig. Jeg kom trillende på vej hjem på den modsatte side af vejen. Mor styrtede af sted for at løbe mig i møde. Hun omfavnede mig og åndede lettet op. Min mor fortæller, at det ikke var helt tilfældigt, at jeg den dag havde taget mig den frihed at cykle hjemmefra uden først at spørge om lov. Storebror Kjeld havde forinden fået de nye dejlige træsko, som jeg lånte på sportspladsen som tidligere fortalt. Dem kunne jeg naturligvis ikke stå for. Jeg havde åbenbart besluttet mig for at anskaffe mig et par magen til Kjelds. Derfor tog jeg sagen i egen hånd og cyklede selv til købmanden. Købmand Dixsen kunne desværre ikke hjælpe mig med et par nye af slagsen. Måske var det fordi, han ikke havde nogen; eller måske var det fordi, jeg ikke havde penge med.
14 Erindringer af Vagn Munch
Efter omtalte episode bandt min mor mig i en snor til flagstangen foran huset som en lænkehund, følte jeg. "Jeg er helt umulig" - klynkede jeg, da jeg måtte finde mig i at være bundet. "Men hvad skulle jeg gøre?" - Undskyldte min mor (efter at jeg var blevet voksen). Og det kunne jeg til nød give hende ret i. Kjeld var fem år, da vi flyttede til Anslet. Det var nyt for ham, at han uden videre, fra lejligheden, kunne gå ind i skolestuen; og det benyttede han sig af; forståeligt nok. Her foregik der trods alt noget andet og mere spændende end dagligdagen i hjemmets køkken og stuer. Så snart han kunne se sit snit til det, listede han sig ind i den lille klasse, når timen startede. Det gjorde han, uden at han først have fået lov til det af mor. Han satte sig på en ledig plads på den bagerste række. Lærerinden gav ham bøger, papir og blyant, så han kunne følge med. Og det gjorde han. Da det efterhånden var ved at blive en vane, at Kjeld listede sig ind i klassen, syntes lærerinden: Nu måtte der gøres noget. Hun talte med mor om det - og sagde til hende: "Enten holder Kjeld sig væk fra klassen, eller også skal han skrives ind og starte i første klasse ved det kommende skoleårs begyndelse." Enden på det hele blev, at Kjeld startede i første klasse som femårig. Det var begyndelsen på hans mangeårige studie. Jeg har ofte tænkt på, hvorfor det kun er bestemte hændelser fra fortiden, der brænder sig særligt fast i bevidstheden. Jeg har også lagt mærke til, at der altid er en form for dramatik indblandet i de episoder, som jeg husker bedst. Den efterfølgende hændelse - at blive storebror - er måske ikke særlig dramatisk, når man ser bort fra selve fødslen. Men sådan oplevede jeg det i hvert fald selv.
15 Erindringer af Vagn Munch
Jeg blev storebror Jeg havde haft 4 års fødselsdag tre uger forinden. I et par måneder havde mor og far ofte talt om, at storken inden længe ville ankomme med en lille dreng eller pige til os. De havde også fortalt, at jeg til den tid blev storebror ligesom Kjeld, og det var jeg ganske stolt over. Og endelig langt om længe, den 27. oktober 1944, lå min lillebror Frode pludselig og sov i den lille opredte bambusseng, som stod i soveværelset. Sengen, som jeg selv engang havde ligget i. Jeg husker det, som det var i går. Mor lå stadig i barselssengen, og moster Mary havde hentet mig ind i soveværelset; nu skulle jeg omsider se min nye lillebror. Synet af ham var overvældende: paralyseret stod jeg længe ved barnesengen og iagttog det lille vidunders mindste bevægelse. Drømmen om en lillebror var bardus blevet til virkelighed. - Jeg var jublende lykkelig og kunne slet ikke få øjnene væk fra ham. - Moster Mary betragtede os smilende et stykke tid. - Lidt efter satte hun en skammel hen til mig, så jeg kunne sidde ned og hvile mig, mens jeg fortsatte længe endnu Februar1945: Lillebror Frode er her 4 måneder, hvor han ligger i med at søge indtryk, mens jeg sin bambusseng, som han overvedblev at beundre min nye lil- tog efter mig. lebror.
☼
16 Erindringer af Vagn Munch
Massakren Noget af det jeg husker allerbedst fra Anslet er nok følgende episode: Jeg har vel været i fire- femårs alderen. En velvoksen brandstige var opstillet ved skolens gavl. Det har sandsynligvis været i foråret i 1944. Et gråspurvepar havde unger i deres rede under skolebygningens tagudhæng. Jeg mindes de sultne ungers højlydte pippene efter mad ved gavlen, hvor jeg stod. Forældrefuglene fodrede ustandselig deres afkom. Det kriblede i
Skolebygningen med bolig til venstre og gavl (nærmest) med tagudhænget hvor gråspurveparret havde rede med unger.
mine fingre. - Nysgerrigheden fik overtaget: Jeg kravlede op ad den høje stige og nærmede mig reden. Den havde, på grund af de udhængende græsstrå, afsløret sin placering under gavludhænget. - Da jeg var kommet helt op på stigens øverste trin, kunne jeg lige netop få hånden ind gennem den langstrakte redeindgang og videre ned i den varme rede. Stigen var lige ved at vippe ud fra muren, men nu havde jeg fat i tagudhænget. Jeg fik igen stigen vippet på plads. Ungerne begyndte at pippe højlydt da jeg rørte indgangen til reden, men de tav omgående igen, da de straks fornemmede faren. Adrenalinet pumpede i 17 Erindringer af Vagn Munch
mine årer. Reden var varm. Den var foret med bløde dun og fjer. Nu kunne jeg mærke ungerne. Det føltes som om, at der var mange. Det gav et gys i mig. Jeg følte, at nakkehårene rejste sig på mig. Nu kunne jeg ikke dy mig længere. Jeg havde en uimodståelig trang til at tage ungerne i nærmere øjesyn. Jeg halede en af dem ud af reden. Så lod jeg den blafrende falde ned på jorden. Den var slet ikke stor nok til at kunne flyve. Den landede lige ved siden af stigen. Skyndsomst kravlede jeg ned igen. Jeg fangede den forstyrrede unge igen. Den havde en stor gul mund. Fjerene var ikke særligt store og nogle lignede små sorte pigge. Den var skrækslagen. Jeg rykkede hovedet af den og begyndte at partere den med de bare hænder. En udposning på fugleungens hals indeholdt et utal af små sorte insekter. - Da jeg langt om længe havde undersøgt fugleungen i alle ender og kanter, fik jeg endelig min nysgerrighed stillet. Jeg begyndte nu straks at angre, hvad jeg havde gjort. Måske var det de små insekters tilsynekomst i ungens indvolde, der havde vækket min medlidenhed med den parterede unge. Hvem ved. Medfølelsen var stor. - Nu oplevede den jo aldrig den store vide verden. Det var utroligt synd for den. Jeg indså, at jeg ikke kunne skrue tiden tilbage og gøre det godt igen for fugleungen. Jeg fortalte aldrig den oplevelsesrige hændelse videre til mine forældre. Jeg beholdt min lille hemmelighed helt for mig selv. Mor har fortalt, at jeg siden studerede fuglelivet intenst ved vort senere hjem: Stundsig skole. Besættelsestiden Der var etableret beskyttelsesrum i en af skolebygningens stuer simpelthen ved at lade vinduerne mure til. Jeg erindrer, at jeg en gang opholdt mig derinde sammen med mine forældre, lærerinden og skolebørnene. Ifølge fars erindringsbog fremgår det, at det var en formiddag, da tyske jagerfly jagtede amerikanske bombefly. Luftsirenerne havde lydt, og der lød klask af nedfaldende granatsplinter. I beskyttelsesrummet kunne jeg mærke, at den nervøse stemning bredte sig.
18 Erindringer af Vagn Munch
Jeg holdt vejret mens flyvemaskinerne brummede, så længe luftkampene stod på. Lidt senere blev luftalarmen afblæst, luftkampene var indstillet. Faren var drevet over. Det var en herlig befrielse at forlade beskyttelsesrummet og indånde den friske luft i det fri. Det er ellers kun ganske få ting, som jeg husker fra besættelsens tid. Dog mindes jeg blandt andet de karakteristiske sorte mørklægningsgardiner fra stuerne, som så dystre ud, når de blev trukket ned. - Selvom jeg dengang aldrig havde kendt andet. Gardinerne skulle nedrulles ved mørkets frembrud. Jeg erindrer også mødet med tyske soldater: Pludselig dukkede der tre tyske soldater op, mens jeg gik i egne tanker og legede alene i forhaven ved køkkenvinduet. (Jeg husker ikke, om jeg dengang var bundet til flagstangen). De spurgte, om mine forældre var hjemme, hvorefter de gik ind i køkkenet ad bagdøren. Her talte de med min mor. Senere fortalte mine forældre, at tyske soldater flere gange henvendte sig hos os for at købe forsyninger som æg og mælk m.m. - Det var der ikke noget underligt i; skolebygningerne lignede nemlig til forveksling en bondegård med udbygninger. En dag, far gik i haven ved hækken mod syd, kom der pludselig en meget lavtgående engelsk jager. Den afleverede en maskingeværsalve et stykke uden for hækken. Hvad det skulle gøre godt for, var ikke godt at vide. Måske var den tiltænkt et transformatortårn i nærheden, for det kunne næppe være far, piloten var ude efter. Det gav naturligvis et sæt i ham. Det var det nærmeste han kom krigshandlingerne, skriver far i sin erindringsbog – jeg husker det ikke. Far havde i øvrigt andre jern i ilden under besættelsen. Han involverede sig i distribuering af illegale blade gennem en kontakt i Christiansfeld. Kontaktmanden blev imidlertid kort efter taget af Gestapo. Far fik naturligt nok kolde fødder og skilte sig hurtigt af med sin beholdning af illegale blade gennem skolens lærerinde. Jeg husker også synet af de tyske troppers hjemtog på landevejen ved skolen, da de begav sig tilbage til deres fædreland. Midt 19 Erindringer af Vagn Munch
i befrielsens glædesrus var det et trist syn at se de tyske soldaters alvorlige ansigtsudtryk. Alle vidste hvad der ventede dem ved deres hjemkomst: Et sønderbombet land. Og mange soldater havde mistet deres kæreste, hustru, forældre eller andre familiemedlemmer. Mange af dem var til fods eller på cykel med deres oppakning. Og mange havde anskaffet sig en trækvogn eller en barnevogn for at medbringe deres sparsomme ejendele.
Tyske soldater på vej tilbage til deres fædreland. Mange af dem var til fods eller på cykel med deres oppakning. Og mange havde anskaffet sig en trækvogn eller en barnevogn for at medbringe deres sparsomme ejendele.
Der var mangel på mange varer i krigsårene. Og jeg husker tydeligt de livsvigtige rationeringsmærker på mange fødevarer, som familien blev tildelt. Den 4. maj 1945 hørte vi frihedsbudskabet over radioen, og jeg var naturligvis påvirket af den glade og befriende stemning, der bredte sig omkring mig. - Min kommende femårs fødselsdag fejrede jeg fem måneder senere, den 4. oktober 1945. Når mennesker efter den dag spurgte, hvor gammel jeg var, svarede jeg uden tøven: "Fem forbandede år"; en strofe jeg havde lært fra den daværende særligt populære melodislager. - Folk grinede højlydt, når jeg svarede. - Den tog kegler. Det efterfølgende år kunne jeg nu more alle, som spurgte til min alder.
20 Erindringer af Vagn Munch
Det var småt med de moderne bekvemmeligheder i vort hjem i Anslet, hvor jeg fejrede min 6 års fødselsdag. Far begyndte nu at søge nye udfordringer. Han var på jagt efter et andet embede. En stilling som førstelærer i Stundsig skole blev næste trin i hans karriere.
Stundsig skole, byggeår 1911, som den ser ud i dag 2010. Den lille klasse befandt sig bag gavlen og den store længst til højre. I tagetagen havde forskolelærerinden sin lejlighed. Til venstre ses taget af læreboligen.
Barndomsårene i Stundsig 1947 - 1958 Den 4. januar 1947 holdt vi vort indtog i Stundsig. Far havde forinden købt sin første bil - en fire døres Ford fra 1929. Han var ikke tilfreds med den, og han havde derfor solgt den til en bilhandler i Christiansfeld. En af flyttefolkene skulle derfor køre bilen tilbage, når flytningen af vort indbo var overstået. Selve køreturen til Stundsig husker jeg ikke meget af, men far skriver i sine erindringer, at vi var pakket godt ind. Det var koldt udenfor. Da vi kom til Vejen, punkterede vi. Det var heldigvis i nærheden af et autoværksted, hvor vi fik lappet hjulet. Vi fortsatte derefter turen til mit tredje barndomshjem: Stundsig skole. - Efter daværende boligforhold var boligen velindrettet 21 Erindringer af Vagn Munch
med indlagt vand og brøndboring foran køkkenvinduet. Til gengæld måtte vi nøjes med en enkelt kold vandhane som befandt sig i køkkenet, hvor vi vaskede os med varmt vand fra kedlen og børstede tænder inden sengetid. Der var komfur i køkkenet og kakkelovn på kontoret og i den ene stue, som sagtens kunne varme lejligheden op. Når vi skulle i varmt brusebad, foregik det i gymnastiksalens badeværelse, hvor kakkelovnen i omklædningsrummet et stykke tid forinden skulle fyres op, så temperaturen i varmvandsbeholderen var udholdelig. Der var en del naboer, som ikke havde adgang til et varmt brusebad, og det forekom af og til, at de ikke kunne stå for fristelsen og derfor spurgte om lov til at låne badeværelset - og det fik de naturligvis. Siden blev der bygget et badeværelse til lejligheden. I begyndelsen benyttede vi et af skolens toiletter. Der var ingen køleskab, som var et særsyn dengang, så når vi skulle ned i viktualiekælderen, som rummede mors hjemmelavede marmelader, gele, frugtsaft, mælk fra mejeriet og naturligvis øvrige madvarer, skulle vi først åbne en låge og noget af køkkenbordpladen, hvorunder der gemte sig en stejl trappenedgang til kælderrummet uden vindue. Efter nogle år fik vi flaskegas til madlavning. Gasflasken blev placeret nedenfor kældertrappen med en lang slange som førte op til to gasblus på køkkenbordet. Det var et stort fremskridt frem for det tidskrævende komfur, som stadig kunne tages i brug ved festlige lejligheder. På første sal var der et stort loftrum med kun én lyskontakt ovenfor trappen. – I begyndelsen var det ikke uden gysen, når jeg ved sengetid løb hen over loftet til et af to nordvendte drengeværelser. Da badeværelset blev bygget til på samme gavl, kunne vi gå ud på tegltaget fra værelsesvinduet, som vi ofte gjorde men med forsigtighed, for mors og fars soveværelse befandt sig lige nedenunder. Selvom det nu var to år efter befrielsen, fik vi stadig et bestemt antal rationeringsmærker på blandt andet kaffe, sukker og 22 Erindringer af Vagn Munch
smør. De sidste rationeringsmærker blev ophævet i 1950. Indtil da husker jeg, at husmødrene i Stundsig byttede mærker med hinanden. Hvis mor for eksempel havde for mange kaffemærker og manglede smørmærker, og forholdet var omvendt hos en nabo, var det naturligvis en fordel at bytte for begge parter. Familien lyttede i høj grad til Danmarks Radios udsendelser, og der skulle være ro i stuen under skolens middagspause klokken tolv, hvor far lyttede opmærksomt til radioavisen. Om eftermiddagen var der børnetime, som jeg syntes var sjovere. Mandag aften var der ”Gammel dansemusik” for ikke at tale om ”hørespil” og ”Carlsens kvarter” som også hittede og var datidens underholdning. Min nye legekammerat Da vi ankom til vort nye hjem, havde mændene tømt flyttebilen. I mellemtiden havde Børge, naboens femårige dreng, indfundet sig. Den fremmede dreng var kravlet op i bilens lukkede lad. Nu optrådte han for mig, idet han løb rundt og trampede, så bilen rystede, og lyden af hans fodtrin gav genlyd i det tomme lastrum. - At han turde - tænkte jeg. Jeg selv skulle ikke nyde noget af at løbe rundt på en fremmed bil, uden at jeg først havde fået lov. Jeg var fuld af beundring for hans mod. Hans optræden var antagelig en opfordring til, at jeg selv skulle deltage i hans krigsdans. I hvert fald gik jeg endelig med på galejen. - Det var mit første møde med min nye legekammerat: Børge. - Kammeratskabet med Børge varede ved i mange år, selvom det dengang ind imellem godt kunne slå gnister: En dag var vi blevet alvorligt uenige. Det var så galt, at vi begyndte at kaste store sten efter hinanden. Afstanden imellem os var stor, og vi måtte derfor kaste stenene langt op i luften, for at de derved kunne nå frem til målet. Så skete der noget usædvanligt: Pludselig slog der gnister i luften. Med et knald havde to store sten ramt hinanden. De faldt til jorden midt i naboens have. Med et havde vi fuldstændig glemt, at vi var uvenner. Vi mødtes straks efter, og talte om den usædvanlige hændelse. Vo23 Erindringer af Vagn Munch
Jeg var vild med tegning. Denne simple blyantstegning er fra 1. klasse.
res undren over sammenstødet med stenene var åbenbar nok til, at vor strid blev glemt, lige så hurtigt som den opstod. Børges forældre havde en landejendom på den anden side af vejen skråt over for skolen. - Børges forældrene fik begge et tæt forhold til mor og far. De kom ofte sammen til aftenkaffe og et efterfølgende kortspil, som var meget brugt på egnen. Der blev spillet Whist, og der blev spillet om penge - men ikke om store; kun 10 øre pr. stik. Børges mor var en usædvanlig rar kone. Hun var kraftig bygget og sandt at sige et energibundt. I det daglige var hun ustandselig i gang med et eller andet forefaldende arbejde. Foruden det huslige - sled og slæbte hun både i marken og overalt på gården. - Somme tider havde jeg indtrykket af, at hun ligefrem elskede at deltage i det hårde og grove - nærmest mandfolkeagtige arbejde. Hun havde et kraftigt, langt og mørkt hår, som altid var sat op i en knold i nakken. - Når hun skulle i byen, have 24 Erindringer af Vagn Munch
hun altid fald i forhåret. Hertil brugte hun et af datidens krøllejern, som hun først varmede over et spritblus. Skoletiden begynder Som seksårig husker jeg kun enkelte usammenhængende episoder fra dengang. Jeg mener, at jeg startede i ”den lille klasse” det år jeg fyldte syv. - Kjeld begyndte dengang sit femte skoleår med vores far som lærer i "den store klasse". Skolebygningerne, som indeholdt bl.a. lærerbolig, lejlighed til forskolelærerinden, sløjdlokale, gymnastiksal og naturligvis klasseværelser, var omgivet af frie arealer, heriblandt sports- og legeplads til to af verdenshjørnerne. Både bygningerne og pladsen omkring, opfattede jeg næsten som værende familiens ejendom. - Det var jo her vi boede. Det lille samfund bestod af 5 familiehuse, hvoraf det ene var købmandsparrets; samt 6 - 10 små og mellemstore landbrugsejendomme.
☼
25 Erindringer af Vagn Munch
Det første skolebillede. Legekammeraten Hans Gunnar er nr. fire fra venstre i øverste række, Børge nr. tre i nederste række og jeg nr. fem. Bemærk fodtøjet.
Skolen havde kun to klasseværelser. Lærerinden og min far havde henholdsvis tre og fire hold at holde styr på. Til gengæld var der oftest kun seks til otte børn på hvert hold. Altså ca. 24 32 børn i hver klasse. Man kan ikke sige, at det var en stor omvæltning for mig at begynde i skolen. Forinden havde Frode og jeg besøgt lærerinden mange gange om aftenen i hendes lille lejlighed, som lå på første sal i en etværelses taglejlighed med udsigt til legepladsen, og Børges forældres gård på den anden side af landevejen. Lærerinden var en meget sød og elskværdig frøken. For os virkede hun konet og lidt ældre, end hun egentlig var, selvom hun sandsynligvis var midt i trediverne. Når vi besøgte hende, blev vi altid beskæftiget med et eller andet, som havde relation til skolelærdommen. For eksempel tegnede og malede vi, medens hun fortalte historier. Og så var der altid lidt mundgodt i vente nu og da. 26 Erindringer af Vagn Munch
Inden jeg startede i første klasse, faldt det mig ret naturligt at liste mig ind i skolegangen og klasseværelserne fra vores bolig for at komme i kontakt med børnene, som jeg kendte i forvejen. - Enkelte situationer fra skolestarten har fæstnet sig i erindringen. Fx husker jeg eksamensdagen, hvor de fleste forældre mødte op og stod langs skolestuens vægge, imens de overværede deres barns/børns kundskaber. Alt blev klaret på én og samme dag. Den dag fik vi en hel krone til slik, og det er jo sikkert lige det, der medvirker til, at jeg netop husker eksamensdagen. En anden ting jeg tydeligt husker, var den sidste skoledag inden jul. På katederet stod en flot juledekoration. Lærerinden havde gjort sig umage med at tegnet nissemænd og grønne grangrene på den sorte tavle. Hun læste spændende julehistorier, mens vi sad og tegnede julenisser. Skoleklassen var pyntet med gran og et julelys ved blækhuset på alle skolepultene. Som afslutning fik vi lov til at brænde gran af. Det knitrede højlydt – og der bredte sig en herlig duft af jul. Den dag fik vi også de børnejulebøger, som vi for længst havde bestilt. - De første skoleår, syntes jeg, at det gik nogenlunde med motivationen for ikke at tale om præstationen. Og det blev ikke stort Far bag kateteret. Fotoet er fra 1950, da jeg bedre siden hen. var kommet i ”den store klasse”.
☼
27 Erindringer af Vagn Munch
Luftfoto af Stundsig skole fra ca. 1951 Byggeår 1911. Jeg anes på legepladsen ved gymnastiksalens gavl. I det lille hvide hus bag gymnastiksalen boede vejmanden og Kirsten Mari. I huset nede ved vejen boede Peder Jensen, hans kone Jenny, hendes mor og deres fem børn. Lærerboligen ses vinkelret for bygningen med de to sydvest vendte skolestuer. I gavlen var der en lejlighed til lærerinden. Nabobyen Horne anes i baggrunden.
Noget bedre husker jeg aktiviteterne i frikvartererne. Her gik tiden med både fodboldspil, langbold og meget andet. Og her var ind imellem slagsmål dreng og dreng imellem - ikke så lidt mere interessant end de kedelige overhøringer af blandt andet salmevers i dansktimerne - eller måske var det i religionstimerne? Om sommeren byggede vi drenge blandt andet jordhuler i læbæltet, som var plantet langs skolens skel. Der var ingen skoleklokke, så far benyttede sin velkendte fodboldfløjte, når frikvarteret var slut, som signalerede næste times sart. Der var længe imellem, at vi var i biografen og så "levende billeder". Indimellem lejede far en sort/hvid undervisnings- eller 28 Erindringer af Vagn Munch
spillefilm til et 16 mm. smalfilmsapparat gennem Statens Filmcentral. Så stillede han et filmlærred og nogle bænke fra gymnastiksalen op i skolekøkkenet, hvor der kunne mørklægges med sorte rullegardiner. Filmene var virkelig noget, vi så frem til. Far ville som regel se filmen, inden det blev skolebørnenes tur. Så her fik Børge og jeg lov til at se med. Engang imellem var skoleklassen på en spændende udflugt. Jeg husker, at vi en sommerdag kørte i bus - måske en halv times kørsel fra skolen - til Kviesø. Søen lå lidt længere inde i landet. De fleste af os havde forældrene med. Her badede vi i søen, legede, havde det mægtigt sjovt og spiste vore hjemmelavede madpakker i det fri. Ved fjerde skoleårs start rykkede jeg op i den store klasse. Her fik jeg så far som skolelærer. - Jeg fandt aldrig ud af, om det var en fordel for mig, eller om det var det modsatte. Jeg følte mig i al fald tryg. Jeg kunne mærke, at far var meget afholdt både af elever og deres forældre. Kjeld var dengang begyndt på realskolen i Nørre Nebel. Den nærmeste af den slags, en betalingsskole, 28 km fra hjemmet. De tre foregik på cykel, og resten af skolevejen blev tilbragt i en gammel rutebil humpende af sted på hullede grusveje. Han læste næsten altid i sine mange bøger, syntes jeg. Det var yderst sjældent, at vi så ham på legepladsen lige udenfor vor hoveddør. - Han gik i faderens fodspor, læste videre på gymnasium og senere på universitet. Han blev siden lektor i matematik, fysik og naturfag på Kolding gymnasium. Det lå næsten i luften, at jeg en dag skulle samme vej som han, men skæbnen ville noget andet.
☼
29 Erindringer af Vagn Munch
Billedet, som er fra eftersommeren 1948, er fotograferet på skolens legeplads. Frode, jeg (7 år) og Kjeld står foran skolestuen og familiens ”smarte” DKW cabriolet fra 1938. Her har vi det pæne tøj på, fordi familien skulle ud at køre en tur. Mor havde syet vore ”pludderbukser”.
Efter skoletid var det alt andet end lektiebøgerne, der optog mig; det var betydeligt mere interessant med fysisk aktivitet i den fri natur sammen med legekammeraterne. Hvis vi fulgte en grusvej i vestlig retning gennem Børges forældres marker, lå der en lille mose tæt ved hovedvejen. Om vinteren, når der var flere dage med frost, blev mosen naturligvis omdannet til en ganske uovertruffen skøjtebane. - Her fik vi mange timer til at gå, når isen var sikker. Vi fik skøjter i julegave; og de skulle skrues fast på et par skistøvler. - Herude kunne vi ofte møde flere skolekammerater efter skoletid og i weekenderne. Det var bare skønt at suse rundt på isen, hvor vi blandt andet legede tagfat, konkurrerede i hurtigløb og baglæns skøjtning. En frostklar vinterdag ville jeg i kådhed cykle ud på isen - og væltede naturligvis; jeg slog tindingen hårdt mod isen, fik kraf30 Erindringer af Vagn Munch
tig hovedpine, blev utilpas og havde det underligt i hovedet det var som om det hele kørte rundt for mig. Jeg havde det så skidt, at Kjeld lidt efter måtte køre mig hjem på sin egen cykel. På vejen hjem var jeg bekymret og sagde til Kjeld: - Jeg tror, jeg har mistet min forstand. - Kjeld tænkte resolut og spurgte mig derefter: - Hvad er to og to? - Fire! svarede jeg. - Så har du ikke mistet din forstand, konkluderede Kjeld uden tøven; det beroligede mig straks. Da vi kom hjem, blev lægen tilkaldt. Han undersøgte mig og sagde, at jeg havde fået en hjernerystelse… Det afstedkom desværre, at jeg skulle holde sengen og forholde mig roligt de næste ti dage, det sidste kunne jeg godt være foruden; men intet er jo så galt, uden det er godt for noget: Nu var jeg kommet i centrum, og blevet det store samtaleemne i den lille landsby. Der kom kammerater og nabokoner fra nær og fjern for at besøge mig. Nogle af dem havde oven i købet blandt andet bolsjer med til mig… Jeg nød at være midtpunkt. - Det var også en fordel, at jeg havde fri fra skole; lægen havde nemlig sagt, at jeg blot skulle holde sengen og forholde mig roligt og det nød jeg. Efter et par dage i sengen havde jeg det langt bedre. Hovedpinen fortog sig heldigvis også efterhånden. Dagligdagen og livets gang fortsatte nu som før. Det var bare skønt at komme ud i den friske luft for at lege med kammeraterne igen. Vi brødre fik lov til at sætte os ind i vores nye DKV. Vi legede at vi kørte i den.
☼
31 Erindringer af Vagn Munch
Liv i hønsegården Vi var jo selvforsynende med hønseæg og stegehøns eller kyllinger. Hønsegården lå vest for legepladsen. Børge og jeg skød genvej forbi hønsegården, når vi skulle over til ham på gården. Den store hvide hane Hønsegården, der lå for enden af gik til tider løs udenfor hønse- legepladsen, var næsten dækket hegnet. Den kunne finde på at af træer og krat. Og det kom hønsene til gode. Min jordhule befandt angribe en skræmt Børge, når sig under træerne forneden til højhan kom for tæt på. Engang re i billedet. imellem slap der en høne ud fra indhegningen, og så måtte vi i fællesskab indfange den. Signe og Niels Pedersen Et lidt ældre ægtepar: Signe og Niels Pedersen havde en gård tæt ved skolen. De var hver især meget flinke mennesker, og vi blev altid budt indenfor, når Signe sad og kiggede ud på markvejen. Signe sad ofte ved køkkenvinduet, og så råbte hun: ”Kom ind og få et glas saftevand”. Far har skrevet et afsnit i sine erindringer om hende, efter at hendes mand var død. Det vil jeg gengive her, fordi det er en historie udover det almindelige. (Navnene er synonyme): Midt om natten bankede det på ruden. "Munch, du bliver nødt til at komme! Nu er Sidsel blevet tosset!" Det var en af vore naboer, det havde været i byen og på hjemvejen var blevet vidne til, at Sidsel havde slået en rude ud og sendt vilde angstråb om hjælp ud i vinternatten. Sidsel boede alene på en gård i nærheden. Hun havde været enke et par år, men foretrak at blive boende i de vante omgivelser. Hun var handikappet på den måde, at hun haltede temmelig meget. Engang i sine yngre dage havde hun brækket benet, men hun kunne ikke fordrage læger, for hvis man gik til læge, var det den sikre vej til sygehuset, 32 Erindringer af Vagn Munch
og på sygehuset dør der jo mennesker, så benet voksede sammen på tilfældig vis. Selv da hendes mand led af en fremskreden kræftsygdom, strittede hun imod, men omsider kom han da på sygehuset, og der gik det naturligvis som Sidsel havde spået. Det var ikke just properhed, der prægede hjemmet, men de var venlige og imødekommende, når naboerne aflagde et lille visit, og de var glade for børn. Selv havde de ingen. Man skulle altid nyde et eller andet, når man kiggede ind. Ja, nyde var nu så meget sagt, for vinglasset bar ofte mærker af talrige fluers efterladte visitkort. Men det vidste Sidsel råd for. Med en ikke særlig proper tommelfinger kørte rundt i glasset og tværede de værste uhumskheder ud, så der er vel ikke noget at sige til, at vi forsikrede, at vi ikke kunne have noget, men det hvalp ingen kære mor. Vi måtte trøste os med, at vinen måske havde en desinficerende virkning. Nu var det altså rablet for Sidsel, som i øvrigt slet ikke hed Sidsel. Jeg tumlede ud af mit hi og gik hen til gården. Naboen havde tredje ditto, og de var gået i forvejen. Den ene var sprunget ind gennem vinduet og havde lukket døren op. I soveværelset mødte vi et, ja, jeg synes ikke, jeg overdriver, når jeg siger et rædselsfuldt syn. Ved siden af sengen stod en rystet og rystende Sidsel, kun iført en særk. Hun råbte med en uhyggelig stemmeføring: "Dær ær en dævl dær i æ hjørn." Vi kiggede hen i hjørnet. Vi kunne nu heldigvis ingen dævl se. Til gengæld opfattede vor lugtesans en modbydelig odeur, der dog var at foretrække fremfor en dævl. Stanken stammede fra Sidsels fordøjelsesmæssige efterladenskaber. Hele sceneriet virkede meget nedslående, men de fysiske påvirkninger var for intet at regne mod de psykiske, der strålede ud fra Sidsels øjne. Her savner jeg ord til at beskrive den ufattelige gru og rædsel, der ganske tydeligt vidnede om, at hun virkelig befandt sig i det dybeste helvede blandt de argeste djævle. Vi fik noget tøj frem og fik hende klædt på og lodset ud i køkkenet. Hun blev ved med at fable om "æ dævl", "a ku si hans bien",(altså hans knogler) bedyrede hun. Vi naboer drøftede, hvad vi skulle gøre. Den nærmeste slægtning var så vidt vi vidste en brorsøn, der boede i den nærmeste købstad, så ham måtte vi hellere se at få fat i. Jeg gik hjem for at ringe til ham, men jeg kunne ikke finde ham i telefonbogen. Så ringede jeg til politistationen, og det traf sig så heldigt, at den 33 Erindringer af Vagn Munch
vagthavende kendte Sidsels nevø og lovede at give beskeden videre til ham. Så gik jeg tilbage til gården i den barske vinternat. Da jeg trådte ind ad døren, så Sidsel på mig med et forvildet blik og halvvejs råbte: "Hvem er det?" "Ja men", sagde en nabo, "det er da Munch!" Der kom en lille lysning i Sidsels mørke, "Nåeh, ær’t dæ, mi lille lam!" Så fik jeg en lys ide, mente jeg selv. Jeg forsikrede Sidsel om, at "æ dævl" var borte, for jeg havde lige set ham spæne af sted i fuldt firspring iver markerne. Men hun lod sig ikke narre. Hun tænkte sig om et øjeblik, og så lød det: "Ja men dær wa tow!" Efterhånden faldt Sidsel lidt til ro, og omsider kom nevøen og hans kone, forsinket af det isglatte føre. De var usikre med hensyn til, hvad der nu skulle gøres. Hvad enden blev, kan jeg ikke huske, men der blev i alle tilfælde ikke sendt bud efter lægen. Omsider slap Sidsel ud af hendes hængedynd, men hun blev aldrig helt den samme som før. Så blev det galt igen. Nu var det min kone, der en eftermiddag blev hentet af nabokonen. Hun havde gennem køkkenvinduet set Sidsel ligge hjælpeløs på gulvet. De fik hende lagt i seng, men læge, nej tak. Igen kom Sidsel delvis over det, men da hun nogen tid efter blev plaget af store skinnebenssår, sendte vi bud efter lægen uden at spørge om lov. Han foreslog naturligvis sygehuset, men føjede ret ubetænksomt til "men så er det lige om du vil!" Men her brød min kone ind: "Ja men det skal hun." Uden et ord vendte lægen sig om og skrev en indlæggelsesseddel, og så kom Sidsel endelig under betryggende forhold. Men hun fik alligevel ret i sine påstande om, at på sygehuset dør man. Inden fjorten dage var gået, blev hun stedt til hvile på kirkegården ved siden af sin ægtefælle. Høj, var navnet på en af mine skolekammerater. Han var både tynd og spinkel, og så var han en dygtig hurtigløber. Han elskede at løbe om kap. Denne færdighed havde han sikkert fået, fordi han løb, når han skulle i skole. Høj boede i et simpelt lille hus langt ude på en mark forbi Niels Pedersens hus. Højs forældre var fattige, tror jeg nok. – En gang var jeg ude hos ham for at lege. Vi kom på den ide, at vi ville bygge en jordhule ved siden af cykelstien der førte forbi det lille hus. Vi begyndte at grave, og det viste sig, at det gik meget nemt, fordi jorden var 34 Erindringer af Vagn Munch
sandet. Vi gravede bare dybere og dybere, og nu tænkte vi slet ikke ”jordhule” længere. Det var jo spændende at grave dybt. Til sidst kunne jeg ikke nå op til jordoverfladen med skovlen. Og så var der jo ikke andet at gøre, end at binde en snor i en spand og hejse den ned i bunden af hullet, fylde sand i den, så Høj kunne hejse sandet op. Det hele endte med, at jeg gravede ned i en vandåre, så sandet begyndte at skride sammen. Og så var det bare med at komme op af hullet i en fart. – Høj fik fat i et stykke reb, som jeg klatrede op af. Da jeg kom op af hullet var jeg godt beskidt og havde våde fødder. Jeg husker i øvrigt et lille rim, som vi drillede Høj med: Høj Mathisen red på grisen over isen med avisen, først gik isen, så gik grisen, så gik selve Høj Mathisen Arbejdsomme jordbier på legepladsen Helt fra barns ben har jeg altid betragtet livet omkring mig særligt indgående. Ofte stod jeg drømmende og faldt ofte i staver over mangt og meget af det, som jeg oplevede. Det var ikke blot menneskets gøren og laden, jeg betragtede, men også naturens forunderlige verden fascinerende mig dybt. Jeg brugte timevis på at betragte jordbiernes uophørlige arbejde med at grave huller til deres bo i jorden. De skrabede jorden ud i et utal af små bunker på legepladsen foran skolen. Når jeg lagde mig helt ned på jorden for at kigge nærmere på de små kræ, kunne jeg ligefrem skelne bierne fra hinanden. Der var rent faktisk en væsentlig forskel fra den ene bi til den anden. Især farverne på deres dunede bagben var afvigende fra bi til bi. Jeg var yderst betaget af deres vedholdende arbejdsiver mens de gravede i den sandede jord på legepladsen.
35 Erindringer af Vagn Munch
”Abrahams Dam" som befandt sig i nærheden af skolen - midt inde på en af de nærliggende gårdejeres agerjord, var et kapitel helt for sig selv. Har tidligere hørt under godset Nørholm – der er gravet ler op til at lave mursten af, bl.a. til at bygge Nørholm. Området bestod af en ganske lille sø, på højest 50 meter i diameter, som var omkranset af en dyb skrænt beplantet med nåletræer. Jeg følte det, som om jeg trådte ind i en helt anden verden; især hvis jeg nu og da begav mig alene til Abrahams Dam. Der blev skruet op for alle sanser, medens jeg oplevede dyrelivet idet jeg passerede skrænten med de for mig høje træer frem til den blanke sø, hvor nysgerrigheden og interessen samlede sig. Her var ingen spor af mennesker - lutter fri natur. Jeg oplevede aldrig, at der var voksne tilstede, mens vi opholdt os dernede. Det var ”vores sted.” - Det siger sig selv, at denne lille oase var et fristed, der tiltrak os året rundt. Om vinteren, når der lå sne, elskede vi at kælke ned ad den stejle skrænt. Et enkelt sted hvor skrænten var særlig stejl, var der lige netop plads imellem træerne til en meget smal og ret barsk kælkebakke. Og det var netop det, der var med til at gøre oplevelsen ekstra spændende. Søen befandt sig lige neden for foden af kælkebakken og forlængede kælketuren et godt stykke ud på den tilfrosne is. Heldigvis var der ingen, som kom alvorligt til skade under nedturen. Om sommeren gik vi på safari ved vandkanten. Vi oplevede det mangfoldige dyreliv ved søen: De farverige Guldsmede var et betagende skue, og jeg hjembragte en håndfuld ny udklækkede haletusser i et syltetøjsglas. Desværre fik de alle en krank skæbne. - Vort lille fristed lokkede os med et utal af spændende oplevelser. Det kriblede i maven, da jeg befandt mig på jomfrurejse i en underlig lille båd på søen. Jeg padlede alt hvad remmer og tøj kunne holde et godt stykke ud på søen for derefter at vende tilbage inden båden tog alt for meget vand ind. Det var en helt ny 36 Erindringer af Vagn Munch
og anderledes fornemmelse. I korte glimt betragtede jeg Abrahams Dam fra en helt usædvanlig vinkel. Da jeg endelig nåede ind til vandkanten, var gummistøvlerne fulde af vand. Her stod der flere drenge, som ventede på at det skulle blive deres tur til at prøvesejle den underlige båd. Jysk Telefon havde efterladt et ganske lille engangs specialkøretøj, en slags trillebør uden hjul, som de brugte til at udlægge telefonkabler med. Den havde håndtag i begge ender, så den kunne bæres af to mænd. - Ved hjælp af vores naturlige fantasi, kunne vi med lethed forestille os den omtalte trillebør omdannet til en ganske ideel robåd. - Kort og godt; vi stjal tingesten. Derefter gik vi omgående i gang med omforandringen af den. Inden længe var telefonselskabets specialkøretøj aldeles ukendelig. Tingesten havde mistet sine fire håndtag og havde fået slået et ekstra bræt på den øverste kant hele vejen rundt. - Og så af sted til Abrahams Dam for at indvi båden. Omkring skolen var der et bredt læbælte bestående af en hæk og en del større træer. Et udyrket krat som ofte satte vore fantasier i omdrejninger. Realisering af vore spontane drengedrømme. Klatrende i træer, legende Tarzan eller røver og soldater. Finde fuglereder og meget andet. - En dag fik jeg lyst til at bygge en jordhule. Jeg gravede et stort hul imellem træerne, hvorefter jeg anbragte nogle kraftige grene hen over hullet, gravede græstørv op og placerede dem ovenpå grenene. Hulen blev nu gjort hyggelig indvendig med siddepladser og stearinlys. For enden af hulen blev der lavet en hylde til Anders And blade og vissevasse. - Vupti - så var hulen klar til indvielse. I løbet af nogle få uger var hulen næsten ikke til at få øje på. Græsset på hulens tag groede op og kamuflerede hulens tilstedeværelse. Nu havde vi anskaffet os et hemmeligt sted; et sted hvor ingen kunne finde os. Til gengæld kunne vi godt høre, når vore forældre kaldte på os, hvis vi skulle spise. Vi afslørede intet om hulen til de øvrige skolekammerater. 37 Erindringer af Vagn Munch
Livet i landsbyen Lige ved siden af skolen lå der et nydeligt lille hvidkalket beboelseshus. Her boede vejarbejderen Thorvald og hans kone Kirsten Marie. De havde ingen børn. Foran huset var der anlagt en lille græsplæne som grænsede op til vores bolig og Peter Brinks gangsti. Hverken hæk eller noget som helst andet antydede skellet mellem skolens og naboejendommens grund. Det resulterede i, at naboægteparrets græsplæne ofte blev benyttet til legeplads for byens unger. Ligeledes benyttede vi deres gangsti, som førte ned til amtsvejen, lige over for købmand Højmose.
Skolekammeraten Hans Gunnar og Frode på græsplænen foran Thorvald Jensens hus. Bemærk TV antennen på huset. Thorvalds havde fået TV.
Thorvald Jensen havde egenhændig bygget det beskedne lille hus. Hans kone hed Kirsten Marie. Kirsten - Mari blev hun kaldt. Thorvald var vejarbejder. Han var noget i retning af en mandschauvinist, kraftigt bygget og udstrålede en vis form for respekt. Kirsten - Mari var lidt mere tilbageholdende og knap så udadvendt. De var flinke mennesker begge to. Trods dette - yndede vi ofte at drille dem. Det var formodentligt fordi vi kunne mærke, at de tog sig af det, når vi plagede 38 Erindringer af Vagn Munch
dem på forskellig vis. - Især nytårsaften benyttede vi lejligheden til at lave små uskyldige løjer hos dem. Jeg husker, at vi en gang kastede et par gamle gummistøvler og nogle rådne æbler op på taget af deres hus. Straks efter kom Kirsten - Mari farende ud af bryggers døren med en kande kold vand, som hun kastede efter os… - Her blev vi ikke inviteret indenfor og budt på frugter eller godter, når vi havde affyret vort fyrværkeri - som en lille nytårshilsen, som vi også gjorde ved alle de øvrige nabohuse. Det var ellers kutyme, at vi kom ind i varmen de fleste andre steder. - Købmanden kom altid ud og affyrede et væld af kanonslag og farvestrålende raketter. Derefter kom vi indenfor i stuen og blev budt på blandt andet appelsiner, som dengang kun kunne købes ved juletid. Ved siden af købmanden boede en tidligere landmand ved navn Magnus Debel. Han havde solgt sin landejendom og fået bygget sig et lille rødstenshus tæt ved vejen. Huset var forsynet med en udvendig kælderdør og en tilhørende kælderskakt. Denne kælderskakt udnyttede vi, når vi affyrede vores kanonslag nytårsaften. Jeg husker stadig den karakteristiske genlyd i skakten, efter det kæmpemæssige brag, som det store blå kanonslag efterlod. Apropos nytår og kanonslag: Der stod en mælkejunge halvfyldt med is bagved Børges fødegård. Det var jo spændende at se resultatet, når et stort blåt kanonslag blev tændt og mælkejungen stillet ovenpå med bunden opad: Der lød et højt brag, mælkejungen røg flere meter til vejrs, jungen lignede næsten en bold, da den faldt til jorden. Fjernsynet kom til Stundsig Da jeg var tolv år, begyndte Danmarks Radio så småt at sende fjernsynsprogrammer. Men det var yderst kostbart at anskaffe sig et fjernsynsapparat. Omkring 3.000 til 4.000 kr. var prisen for et sort/hvidt apparat. Sendetiden i 53 var kun en time tre gange om ugen. - I 1954 var antallet af seere nået op på 2.000; et TV kunne nu købes for cirka 2.000 kr.; altså stadigvæk forbe39 Erindringer af Vagn Munch
holdt velhavere. - Til sammenligning svarede beløbet formodentlig til den gennemsnitlige arbejdsløn for cirka fire måneder? - Den 14. Maj 1956 blev Fjernsynsstation Århus indviet. Den første i Stundsig som anskaffede sig et TV - var den før omtalte pensionerede landmand Magnus Debel. Han lukkede gladelig alle landsbyens unger ind i sin stue når TV-AKTUELT startede sin udsendelse klokken 19.30. TV sendte nu alle ugens dage. De mindste satte sig på gulvet lige foran skærmen. Jeg selv må have været femten år og flyttet hjemmefra, da jeg første gang så fjernsyn kos Magnus Debel. Jeg husker, at vi undrede os meget over, hvordan det kunne gå til, at billederne kunne sendes gennem luften, for derefter igen at blive gendannet på fjernsynsskærmen. Hans og Mie var ejere af en rødstens landejendom, beliggende cirka 300 meter øst for vort hjem. En gangsti som gik fra skolen langs en dige og gennem en mark, førte ned til deres gård. Hans og Mie var ikke, som man måske skulle tro, ægtepar. De var derimod bror og søster. De var begge to missionske, hvilket vi ikke skænkede en tanke, når vi af og til besøgte dem. Vi hjalp dem ofte ude i marken. Sidst på foråret hjalp mor, far og vi børn med roehakningen. Vi fik en krone for hver række, vi hakkede. Når roerne var udvoksede, hjalp vi med at få roerne taget op. Da Hans anskaffede sig en traktor, var det jo i særlig grad interessant. Så kunne vi få lov til at "køre frem" når kornet eller roerne skulle køres hjem. Peder dværg Landsbyen havde en lille original: "Peder dværg". Når der blev danset til skolebørnenes juletræsfester i gymnastiksalen, dansede han på en helt speciel måde rundt omkring pigerne. Så havde han en ganske ejendommelig måde at vinke på, mens han vendte ryggen til. Han har vel været omkring 14 - 15 år, og boede i et lille rødstenshus sammen med sine forældre og sine ikke mindre end 7 søskende umiddelbart nord for vores hjem.
40 Erindringer af Vagn Munch
Han var en flink fyr og virkede altid glad og optimistisk. Peder er foreløbig den eneste dværg, som jeg indtil videre har kendt. Gårdejernes mælkeproduktion blev transporteret til mejeriet i 50 liters mælkejunger på en hestevogn, indtil gårdmændene fik traktor i midten af halvtredserne. Kusken var selv gårdejer og medlem af det lokale andels mejeriselskab, som befandt sig i nabolandsbyen Horne. Vi havde en treliters mælkespand, som vi stillede på købmandens trappe, når vi skulle bestille vor daglige mælk. Kusken tog mælkespanden med til mejeriet for at få den fyldt op. Far havde fremstillet en trækasse beregnet til to mælkeflasker. Kassen skulle ligeledes stilles på købmandens trappe, hvis vi samtidig ønskede andet end det, der kunne være i spanden; det var nemlig tilfældet, såfremt mor ønskede at tilberede eksempelvis sagovælling eller risengrød, hvad hun så ofte gjorde. Bestillingen af mælken foregik på følgende måde: Mor skrev, hvad vi skulle have på et ark papir, hvorefter de aftalte penge blev pakket ind i selvsamme papirlap, som siden blev anbragt i fars hjemmelavede mælkekasse. - Det viste sig senere, at mælkepengene var en fristelse for svage sjæle. Peder havde et par gange haft dværgfingeren for langt nede i mælkekassen, hvilket en dag blev afsløret af købmandsfruen. Peder dværg blev taget på fersk gerning. - Efter at far havde talt et par alvorsord med Peder dværg, under fire øjne, var det slut med de uforståelige efterregninger fra mejeriet. - Gåden var løst.
☼
41 Erindringer af Vagn Munch
Blind passager Det kildrer stadig i maven, når jeg tænker tilbage på de ikke ufarlige drengestreger vi udsatte os for, efter at rutebilchaufføren hos ”Ølgod – Horne – Varde ruten” forlod det faste stoppested ved købmanden: Efter at chaufføren havde fuldført sit ærinde hos købmanden og sat sig tilrette bag rattet, kunne vi finde på at liste os om bag rutebilen og træde op på det første trin af den metalstige, der førte op til rutebilens bagageplads på taget. - Så kunne vi hænge der og køre med som blind passager så længe vi nu turde, inden vi sprang af igen. Børge kørte engang med en hel kilometer bag på stigen. Han havde nemlig bemærket, at Frederik Madsen, som havde en gård i nærheden, var blandt passagererne. Så Børge vidste, at rutebilen stoppede ved Frederik Madsens gård, så Børge kunne hoppe ned fra stigen. At lege med en pige Man skulle tro, at drengene ville drille, hvis man legede med tøser. Det mærkede jeg i al fald ikke noget til, da jeg i 12 års alderen - nogle gange i skolernes sommerferie cyklede ud til otteårige Kirsten Julsgård, der boede på en gård, 2,2 km. fra skolen mod Varde ved hovedvej 11. Gården ligger der endnu. Den er dog ikke så velholdt længere, kan jeg se på Google Maps. Kirsten og jeg legede godt sammen. En dag kravlede vi op på høloftet og ind gennem den lange smalle åbning under tagryggen. Jo længere vi kravlede ind, jo mørkere blev det. Lidt efter nåede vi frem til en lille hule i høet, som Kirsten havde lavet. Herinde kom der en lille smule dagslys gennem et sømhul i bliktaget. Da vi skulle ned igen, vippede stigen fremover, så jeg faldt ned på ceKirsten i bro – inden jeg mentgulvet og forstuvede en ankel. besøgte hende på gården. Det gjorde pokkers ondt i det i flere 42 Erindringer af Vagn Munch
dage. Kirsten underholdt mig på græsplænen med at gå i bro. Det beundrede jeg hende meget for. Kattens En af Hans og Mies katte havde fået killinger. - I den kommende tid opsøgte jeg ofte Hans og Mie og de utroligt søde små killinger. Inden længe var jeg blevet tilbudt en af killingerne, hvis jeg altså måtte få den for mine forældre. Vi havde aldrig før haft et kæledyr inden for dørene i vort hjem. Jeg var forberedt på, at jeg måtte gøre noget ganske særligt for at få mor til at sige ja, når jeg senere agtede at bønfalde hende, om jeg måtte beholde killingen derhjemme. Jeg spurgte derfor først Hans og Mie om jeg måtte låne en af killingerne med hjem for at vise mor, hvor sød den var. Det måtte jeg gerne, og så kunne mor slet ikke nænne at sige nej til, at jeg måtte beholde den. Killingen havde nu fået et helt nyt hjem. Den fik sin soveplads, en madskål og en mælkeskål på et gammelt udtjent tæppe i baggangen. Jeg var jublende lykkelig. Kis var tigerstribet og havde hvide pletter på halsen og på maven. - Efterhånden følte han sig hjemme på sit tæppe i baggangen. Han begyndte nu at vove sig udenfor huset og rundt i nabolaget. Herude erfarede han dog straks, når han nærmede sig købmanden, at Højmoses store schæferhund aldeles ikke brød sig om katte. Men Kis undveg i reglen den galsindede hund med vips at klatre op i det nærmeste træ eller en telefonpæl. En dag gik det dog rivende galt for ham. Hunden havde overrasket Kis og havde fået fat i hans bagfjerding. Samtidig fik han bidt det meste af Kisses hale af. Kis blev alvorligt såret, men han magtede alligevel at kravle jamrende hjem. Kis havde store smerter. Jeg husker tydeligt synet, da jeg skrækslagen opdagede, at bagbenene hang ubevægelige og slaskede, idet han slæbte sig op på sit tæppe i baggangen. Jeg kunne intet gøre for at lin-
43 Erindringer af Vagn Munch
dre hans ulidelige smerter. Jeg led med ham og forbandede købmandens køter langt væk. Vi var meget bekymrede for Kis, men han overlevede heldigvis den hårde medfart. Efterhånden blev han bedre og bedre. I løbet af nogle dage begyndte han atter at bevæge og bruge sine bagben. Og inden længe var han kry igen. Han kunne nu både løbe, lege og klatre i træer som før. Han så underlig ud med sin lille stumpede hale. Det undrede mig, at der groede hår frem på enden af halestumpen, efter at såret var lægt. Kunne man egentlig ikke gå med en kat i snor, ligesom jeg havde set, at man gjorde det med hunde? Det skulle i hvert fald prøves. Jeg fik fat i en stumt sejlgarn og bandt en lykke omkring Kises hals. Kis brød sig ikke meget om det. Han sled sig løs og stak af med snoren flagrende efter sig. - Umiddelbar efter begav hele familien sig ud på en søndagstur i familiens nyerhvervelse: en DKW cabriolet fra 1938 til en pris af 12.000 kr. Da vi var kommet tilbage fra søndagsturen, blev jeg vidne til et chokerende og sindsoprivende syn. Et syn, som jeg sent vil glemme. Det værst tænkelige var sket med Kis. Han havde hængt sig selv. Snoren havde viklet sig omkring en gren i hækken ved stuevinduet. Kis lå livløs og var kvalt i snoren. Det allerværste var, at skylden indirekte var min egen. Kis blev begravet i læbæltet ved siden af jordhulen. På afveje På den anden side af amtsvejen mod vest boede købmandsparret Inga og Otto Højmose. Hvis man byttede om på efternavnets bogstaver h og m, ville navnet få en helt anden betydning end det oprindelige - nemlig Møjhose…. Når vi blev sendt ned til købmanden af mor for at handle ind, foretog vi ind imellem kriminelle handlinger. Et glasskab fristede med stabler af forskellige slags slik. - Når der ikke var andre kunder i butikken, og købmandsfruen gik ned i kælderen 44 Erindringer af Vagn Munch
for at hente ost, gær eller lignende, var det fristende at åbne lågen til glasskabet og negle et og andet. Denne fristelse kunne vi ikke stå for. Men fremgangsmåde måtte foretages "professionelt", for at tyveriet ikke skulle opdages. Det var bedst, hvis vi var to børn om opgaven. - Den ene skulle holde øje med købmandsfruen, mens hun gik ned i kælderen, idet den anden forsigtigt skulle åbne lågen til alle herlighederne i glasskabet. Det var yderst vigtigt at tage noget, så ingen senere umiddelbart fattede mistanke. Fx et stykke salmiaklakrids eller to, som lå i en kasse med et større antal. Derefter skulle lågen lukkes forsigtigt igen. Og lakridset skulle skyndsomst listes ned i lommen. Inden købmandskonen vendte tilbage fra kælderen, var det om at fjerne sig skyndsomt fra glasskabet og lade som ingenting. Denne scene gentog sig flere gange uden at blive opdaget. - Vi holdt historien, om vore små kriminelle udskejelser, helt for os selv. Jeg havde, mærkeligt nok, ikke dårlig samvittighed over mine unoder; formodentlig fordi det kun var ganske ubetydelige beløb, det drejede sig om. Til gengæld gik jeg i en evig angst for, at rapserierne en dag skulle blive opdaget. Uheldige Frode Min lillebror Frode udviklede sig til lidt af en vild krabat. Han befandt sig ustandselig i begivenhedernes centrum. Hvis ikke han var dér - var han ikke længe om at indfinde sig. Alt skulle undersøges og afprøves. Allerede fra han var ganske lille, blev han desuden løbende forfulgt af en række uheld. Jeg husker en gang, ved vores hjem, at jeg hørte ham råbe om hjælp. Han har vel været i 3 - 4 års alderen. Hans skrigende stemme lød næsten skrækslagen. Jeg kunne høre, at den var rivende gal. Jeg kunne ikke se ham, men høre på skrigene, at han befandt sig lige i nærheden. Jeg måtte lede efter lyden, og fandt ham kort efter. - Han var falden ned i en rensebrønd, som befandt sig i læbæltet syd for skolens klasseværelser. Heldigvis var brønden ikke dybere end 45 Erindringer af Vagn Munch
hans egen højde, og vandet stod kun et lille stykke op på hans ankler. Det var en smal sag, at hale ham op igen, mens han græd og jamrede sig. Han havde selvklar fået nogle smårifter, og måtte ind til mor for at blive vasket og få tørt tøj på. Nu til et andet drama: Jeg vågnede, var omtåget, slog øjnene op, var forvirret og mærkede smerter rundt omkring på hele kroppen, idet jeg betragtede taget af skolens velkendte gymnastiksal, mens jeg blev båret i armene af Holger på vej op af legepladen til mit hjem, fortæller Frode. - Historien er den, at han en dag besøgte Børges far, som han så ofte gjorde. Han kaldte ham: "Min gamle ven Holger." - Den dag var Holger i færd med at køre et hestespand ud på sin mark. I det samme blev hestene bange for en bil, som kom kørende på vejen ved siden af. Hestene stejlede mens Holger stadig havde fat i tømmerne. Frode stod ved siden af hestene, og var så Frodes gamle ven uheldig at kom ind under deres hove, efHolger ter de havde stillet sig på bagbenene. Frode fik en del overfladiske skrammer på hele kroppen af hestenes skarpe hove – han besvimede. – Senere husker jeg tydeligt synet af det ildrøde jod, som lægen havde oversmurt Frode med. Det forstærkede dramaet, som straks efter blev omtaleemne i landsbyen. Holger var meget ulykkelig på Frodes vegne, og besøgte ham flere gange, efter at lægen havde tilset Frode; hvor han konstaterede at der heldigvis ikke var sket noget alvorligt med ham; det glædede øjensynlig Frodes gamle ven: Holger. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var en herlig forårsdag. Året var 1948. Frode, Børge og jeg selv begav os ud i naturen for at opleve verden omkring os. Vi havde en helt ny legevogn med os, hvori den fireårige Frode sad og nød køreturen. 46 Erindringer af Vagn Munch
Vi vandrede rundt i omegnen af landsbyen og traskede igennem Niels Pedersens pløjemark nord for skolens område. Det var overordentlig fugtigt efter en længere regnfuld periode. Da vi var kommet et lille stykke ind på marken, begyndte vognens hjul at synke ned i jorden. - Vi beordrede derfor Frode ud af vognen, idet vi ønskede at forlade pløret. Imidlertid var jorden nu så æltet, at Frode begyndte at synke ned i pløjemarken. Efterhånden gik mudderet ham nu til knæene. Han kunne ikke længere bevæge sig, uden derved at synke længere og længere ned i smadderet. Imens forsøgte Børge og jeg selv at hjælpe ham fri. - Desværre helt uden resultat. - Frode var efterhånden sunket så dybt, at han stod i mudder helt op til skridtet. Langt om længe indså jeg, at situationen kunne udvikle sig faretruende for Frode. Jeg begav mig i hast af sted for at hente hjælp. Tilbage hos Frode forsøgte Børge stadigvæk, om han selv kunne hjælpe Frode fri. Da jeg lidt senere vendte tilbage sammen med Peder dværg, var Børge stadigvæk i færd med at befri Frode. Børge benyttede nu sine hænder i forsøget på at skrabe det genstridige mudder væk som en lille hund. Hans forehavende lykkedes imidlertid stadig ikke. - Lidt efter havde Peder dværg i en håndevending fået Frode fri igen. - Alle kunne langt om længe ånde lettet op; men Frode græd højlydt; han var såre ulykkelig over at have mistet sin ene træsko under redningsauktionen. Den befandt sig nu dybt nede i Niels Pedersens mark, hvor den sandsynligvis stadigvæk ligger. - Efterfølgende blev marken drænet. Peder dværg blev siden selvstændig erhvervsdrivende. Han anskaffede sig en mindre åben varebil med særligt forlængede pedaler, købte frugt og grønt på aktionen, kørte rundt til private hjem og solgte varer. Sommeren 1949 var gået på hæld. Kornet var høstet og i hus. Nu var der tid til, at Holger kunne rydde op og afbrænde diverse affald. - Vi befandt os i nærheden, og interessen samlede 47 Erindringer af Vagn Munch
sig naturligvis omkring det dragende bål midt på marken. Børge, Frode og jeg selv var straks på pletten og betragtede flammehavet og de gnistrende grene. - Efterhånden var bålet ved at være brændt ned; interessen samlede sig nu om noget ganske andet: drillerier og løben rundt efter hinanden. Pludselig lå Frode midt inde i gløderne fra det nedbrændte bål. Han kom hurtigt på benene igen. Holger hjalp ham op og tørrede Frodes ansigt med fligen af sin brune kittel. - Frode måtte til lægen, som behandlede forbrændingerne, hvorefter hele hovedet, med undtagelse af øjne og mund, blev indbundet i en maskelignende bandage. Efter at Frode var kommet hjem igen, hørte Holger om lægebesøget. Han besluttede nu, for anden gang, at besøge den tilskadekomne Frode. - Det kom tilsyneladende helt bag på Holger, at Frode ligefrem havde pådraget sig en tredjegrads forbrænding. - Ved Holgers sygebesøg spurgte han nemlig, om vi legede, det var fastelavn, inden han fik vished for sagens alvor. Frode flytter hjemmefra Det gode venskab med Holger lod sig ikke fornægte, da Frode var ved at opgive sin mellemskoleeksamen i Tarm. - De havde en fortrolig snak om sagen. Det var ikke Frodes hensigt at læse videre, og han fastslog endvidere, at det ikke ragede ham en døjt, hvornår Gorm Den Gamle var født og død, og han fik moralsk støtte af sin gode ven, der var ganske enig i Frodes kortfattede fortolkning om skolebænk eller ej. Sagen var afgjort, og Frode kom senere i lære som ekspedient i Tofts herreekviperingsforretning i Varde, hvor han boede på værelse og trivedes godt på arbejdet og i ”Vardes vilde liv”.
☼
48 Erindringer af Vagn Munch
”Julen 1950” står der bag på billedet af Jacob - som her er seks måneder og iført vores mors hjemmestrikkede dress fra top til tå.
Storebror igen Den 31. maj 1950 kom min anden lillebror til verden i Stundsig skole. - Da var jeg ni år og havde nu tjek på, at det slet ikke var storken der kom med børnene. - Jordemoderen var ankommen, mens jeg måtte opholde mig i det tilstødende køkken, imens fødslen foregik. - Kort efter jordemoderens ankomst, hørte jeg hende sige: ”nu kommer han.” Umiddelbart efter hørte jeg Jacob skrige højlydt. Det var en nem fødsel, sagde de. - Nu fik jeg endelig lov til at se det velskabte vidunder, som jeg beundrede. - Han var fremmelig og kunne allerede gå, da han var ni måneder. Mor fortalte senere, at Jacob ikke var et ønskebarn, idet hende og far var enige om, at tre børn var en passende børneflok, men hvad skulle man gøre uden prævention? Anså mor.
49 Erindringer af Vagn Munch
Jacob dør som etårig. Det er svært at sætte ord på den tragiske oplevelse som jeg gennemlevede som tiårig. Jakob havde fået bronkitis med høj feber, han lå døsig hen og hev efter vejret. Lægen var tilkaldt og gav Jacob penicillin og sagde: ”I morgen vil han løbe rundt som han plejer”, men om morgenen var der ingen bedring. Tvært imod. Der blev ringet til lægen igen, men han var på sygebesøg, så det varede nogen tid, inden han kom. Inden da havde Jacob meget svært ved at trække vejret. Kræfterne svandt. Sekund for sekund følte jeg med ham, imens mor sad med Jakob i sine arme for at varme ham, og endelig næsten råbte hun grådkvalt: ”Nu dør Jakob”. Da bedstefar, som Jakob var opkaldt efter, modtog det sørgelige budskab, sagde han: ”Det var ikke den lille Jakob der skulle dø snarere den gamle”. Far fik købt en lille kiste til Jacob, som blev stillet på et bord ved vinduet på kontoret. Naboerne kom med blomster og kondolerede. - Jeg husker stadig den gennemtrængende fresiaduft, der fyldte kontoret. Blomsterduften, som den dag i dag minder mig om den sindsoprivende stemning ved kisten og de mange blomsterbuketter. Begravelsen foregik i Horne Kirke. Købmand Højmose kørte med kisten på bagsædet af deres bil, så der var plads i til alle familiemedlemmerne i vort eget køretøj. Præsten nævnte blandt andet i sin begravelsestale, at Jakob helt sikkert var kommet i himlen, fordi det lille barn ikke kunne havde syndet. På graven blev der sat en mindre natursten med teksten Jakob, fødselsdato og dødsdag. Stor opstandelse blindtarmsbetændelse At blive opereret for blindtarmsbetændelse er vel ikke noget at skrive om, men som barn oplever man hændelser som denne
Falck ambulance af mærket Volvo fra 1952.
50 Erindringer af Vagn Munch
særligt drastisk, det synes jeg i hvert fald som 14 åring. Pludselig fik jeg meget ondt i maven. Jeg lå i sengen et par dage med lidt feber. Lægen blev tilkaldt, han undersøgte mig og mente, at jeg havde blindtarmsbetændelse. Han kontaktede straks sygehuset i Varde og bestilte en ambulance, mens mor samlede de ejendele, som jeg skulle medbringe. Børge har fortalt, at han så den flotte sorte ambulance med et gult flag på kofangeren køre op på skolens legeplads for at hente mig. Det var jo ikke hver dag, at en ambulance havde ærinde i vor lille by. På operationsstuen havde jeg en ubehagelig oplevelse, mens jeg blev bedøvet. Jeg følte det, som om at jeg faldt ned i en meget dyb brønd og hørte stemmer i stuen, der gav ekko. En sygeplejerske holdt min hånd, som blev længere og længere indtil jeg nåede bunden af brønden med et gevaldigt brag. Og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede op i min sygeseng med begyndende smerter i såret. Dagen efter var jeg oppe at gå, og det gjorde forbandet ondt. Dengang var det vist ikke så almindelig med smertestillende medicin. - Jeg skrev et brev til bedstefar, som havde sendt mig en skilling, efter at jeg var kommet hjem fra sygehuset: Stundsig, fredag den 3. marts 1955 Kære bedstefar, faster Ellen og Signe! Tak for brevet og pengene I sendte. Jeg har det bedre nu. Det vil måske forundre jer, at jeg allerede er kommet hjem i går. Jeg er ved at øve mig i at gå; det kan jeg ikke rigtig endnu, men det kommer nok. Jeg havde smerter i det i to dage, ja, det gør ondt i det endnu, men det er ikke så meget. Nu vil jeg fortælle jer lidt om sygehusopholdet. – Først kom ambulancen, og så kom jeg i båren og ind i vognen. I rygende fart blev jeg kørt på hospitalet. Så kom jeg med elevatoren ned i kælderen for at blive gjort i stand til operationen. Derefter gik elevatoren op til operationsstuen. Det varede nu lidt, inden jeg kom på bordet. Der blev gjort en mængde forberedelser, før det skulle foregå. Ovenover mig hang en 51 Erindringer af Vagn Munch
mægtig lysindretning. Jeg blev bundet godt både på hænder og fødder. Så skulle det ske, de kom med en stor gasbeholder, som de kaldte lattergas, så fik jeg en gummimaske på næse og mund og indåndede gassen. Så mærkede jeg ikke noget før om natten. Da jeg vågnede, mærkede jeg det, som om jeg havde sovet. Da gjorde det ondt, sådan rigtig gammeldags. Allerede lørdagen efter var jeg oppe at gå; i kan tro, det gjorde ondt, men jeg var nødt til det; jeg gik tre skridt, så måtte jeg i seng igen. Jeg havde det ellers godt derude. Kærlig hilsen Vagn Jeg sidder med et smil på læben, når jeg læser brevet nu som voksen, men brevet siger trods alt lidt om, hvordan jeg som 14 årig oplevede operationsforløbet. Og så ville jeg måske være gode venner med bedstefar. Kanhænde der blev til en pengegave, ved en senere lejlighed? Hvorfor bedstefar havde gemt brevet indtil han døde, det ved jeg ikke. Måske smilede han ligesom jeg, da han læste det. Måske var det derfor, han opbevarede det? Jeg var knap 25 år, da han døde i en alder af 86 år den 8. maj 1965. På realskolen Da skoleåret startede i 1953, begyndte jeg som 13 årig på realskolen i Nørre Nebel. Nu var det min tur til at læse videre. Bøgerne, som jeg stadig har en del af, blev købt i Nørre Nebel boghandel. Nogle af dem var brugte som kunne have sine fordele, hvis de indeholdt håndskrevne nyttige notater. En ny stor skoletaske, med både bøger og madkasse, blev placeret på cyklens bagagebærer, og så gik turen i al slags vejr til nabobyen Horne og videre i en ældre rutebil på de hullede grusveje de sidste 28 km, hvor vi blandt andet kunne fordrive køreturen med lektielæsning. Jeg husker, at en af eleverne – en pige, hver dag spiste en appelsin. Hun lavede et hul i skallen, pressede på den, hvorefter hun suttede saften i sig.
☼ 52 Erindringer af Vagn Munch
Konfirmationsbilledet fra Nørre Nebel. Jeg er nummer fem fra venstre i anden række. Jeg var da en af de mindste.
Rutebilchaufføren havde sin vognmandsforretning i Tistrup, byen, som jeg senere ville stifte nærmere bekendtskab med. Han havde ofte sin kone med for at hjælpe til med afleveringen af både brevpost og pakker til både posthuse og privatpersoner, så der kunne godt gå lidt ekstra tid, inden aflevering og afregningen m. m. var overstået, så vi kunne rulle videre. Da jeg stod ud af rutebilen den første skoledag, og senere i vort nye klasseværelse, var mødet med de nye elever og lærere ikke helt uden spænding. Inden timen startede, blev der ringet ind med en skibsklokke som hang udenfor skolens hovedindgang. Dernæst skulle vi stille op ved gavlen to og to i hver række. Herefter samledes alle klasser til morgensang i skolens aula til tonerne af blandt andet ”I østen stiger solen op.”
53 Erindringer af Vagn Munch
Billedet er knipset foran skolen med mit nye kamera ved min konfirmation. Fra venstre: Frode, Børge, mig, fætrene Tage, Simon, Erling, og forrest lille friske Svend. Under et besøg hos fætrene i Hedegård ved Ribe, fik jeg en trækharmonika af Simon i bytte for en kanin.
Skoleforstander Poul Qvesel, som vi havde til matematik, var en bøs herre, havde Kjeld fortalt, hvilket jeg min salighed måtte give ham ret i. Alle havde stor respekt for ham. Jeg oplevede flere gange, at han i et raserianfald kastede tavlekridt i hovedet på elever, der var uopmærksomme og ikke fulgte med i hans timer. Min sidekammerat hed Gunnar (ikke at forveksle med skolekammeraten Hans Gunnar fra Stundsig skole). Det irriterede mig grænseløst, at han altid ville slås, når det var frikvarter. Desuden var han altid drillesyg. Jeg var ofte plaget af influenza og andre sygdomme især i vinterhalvåret, og da jeg var nået halvvejs i skoleåret i 2. real stoppede jeg på realskolen. Det var formentlig cykelturen til Horne, som immunforsvaret ikke kunne klare. Vores læge foreslog, at det var bedst for mig, at jeg stoppede på realskolen. Og det havde jeg faktisk ikke noget imod. Det store sygefravær havde 54 Erindringer af Vagn Munch
sat sine spor, og det kneb også med at følge med, selvom karaktererne var på det jævne. Efter sygdomsperioden tog jeg afsked med kammeraterne på realskolen og vendte tilbage til Stundsig skole, hvor skolegangen fortsatte resten af skoleåret, indtil jeg blev konfirmeret i Nørre Nebel kirke, eller var det i Horne? Jeg gik i det mindste til præst sammen med kammeraterne fra Nørre Nebel. - Festen blev fejret i Stundsig skoles gymnastiksal, hvor sognepræsten var inviteret med. De mange telegrammer (65 stk.) blev læst op af far. Jeg har dem alle endnu, hvori man kan se, at nogle naboer hver havde spenderet 5 kroner i pengegaver. Bedstefar skrev følgende visdomsord i sit telegram: 3. oktober 1954. Til konfirmationen sender jeg min lykønskning, da jeg ikke selv kommer som gæst. Gud give, at du må blive et godt og dygtigt menneske! ”Han, som på jorden bejler til troskab uden svig, når vi kun vil, besegler sin pagt om himmerig!” Kærlig hilsen bedstefar Jeg husker, at jeg fik et kamera, et Kodak kasseapparat, af mine forældre. Og jeg mener, at en del af udgifterne til min nye cykel blev betalt af pengegaver, og resten var en gave fra far. Nu var jeg så konfirmeret. Jeg syntes imidlertid ikke, at jeg var helt klar til at stå på egne ben. Dengang vidste jeg dog ikke, at jeg nogle måneder senere skulle stå bag disken i en købmandsbutik.
☼
55 Erindringer af Vagn Munch
På sommerferie ved Jyllands østkyst Min faster Gudrun var gift med Otto Hansen, som den gang var sognepræst i Saksild ved Odder. I præstegården tilbragte vores familie mange dage i skolernes sommerferie i selskab med vore fætre Tage og Erling og kusine Anna. Der var masser af plads i præstegården med en anselig have, som Otto selv passede foruden sine bistader. På præstegården var der ofte beJeg og Hans Gunnar på vej til Saksild med søg af to ugifte lærerinfuld oppakning. Bemærk den brostensbeder: mine fastre Mette og lagte hovedvej Vejle/Esbjerg og de nye Ellen. Ellen, som var cykler. skolelærer i Gjern, havde erhvervet et lille sommerhus ved Saksild strand. Og når det bød sig, fik familien lov til at låne ”Munkebo”, som huset naturligt nok var døbt. Herfra var der mindre end 100 meter til en herlig strand, hvor vi boltrede os, badede i Kattegat og fik svømmeundervisning af en pensioneret skolelærer Lund, som var en bekendt af Otto og Gudrun, der ligeledes havde et sommerhus helt Frode, mig selv og Hans Gunnar i Kattegats nede ved Saksild bølger. 56 Erindringer af Vagn Munch
strand. Jeg husker, at vi ved svømmeundervisningen skulle lægge os i vandet, mens lærer Lund forklarede hvordan svømmetagene foregik i bølgen blå, mens han holdt hånden under vort bryst.
Munkebo ved Saksild strand
Mor og far ankommer i sommerferien 1955 til Munkebo, mens vi boede i Stundsig, kort før jeg startede min læretid i Tistrup købmandshandel.
57 Erindringer af Vagn Munch
Familiebillede fra min farfar, Jakob Munchs, 80 års fødselsdag i september 1949 foran sit hus i Gjern. Fra venstre øverst: Asta, Gudrun og Otto, mor og far, Birgitte og Charles, Signe, Mette, Ellen, fødselaren Jakob, Jeg (snart 9 år), Kjeld (12 år), Fætre og kusinerne Åge, Svend, Ove, lillebror Frode (snart 5 år), Tage, Anna, Erna, Kirsten, Simon og Erling.
Børge var også med på en cykeltur et år til Saksild strand, hvor det kneb ham at holde turen ud. Det viste sig senere, at han havde en alvorlig sygdom, der var skyld i kvalerne. Hele familien var naturligt nok på mange besøg og til fester hos familien på begge sider. På familiebilledet herover ses alle farfars seks børn og femten børnebørn, da han fejrede sin 80 års fødselsdag en dag i september 1949 i Gjern. Kun tre af hans fem børn giftede sig. En meget fladtrykt mønt Jernbanen var lige overfor farfars hus, og jeg husker, at vi lagde en mønt på en skinne ved baneoverskæringen lige før toget kørte forbi. Da vi samlede mønten op igen, var den mast så meget
58 Erindringer af Vagn Munch
flad, at den graverede tekst ikke kunne læses. Og mønten var samtidig blevet større. Tidsfordriv i præstegården Præstens søn Tage blev konfirmeret, og festen blev naturligvis holdt i Saksild præstegård. Vi fætre mente nok, det var lidt kedeligt, at sidde inde ved festbordet og høre på voksensnak om magt og meget. Vi gik i alt fald udenfor på gårdspladsen. En af os satte os ind i Ottos Morris Minor, der stod derude og var uaflåst. Frode lagde vi ind i bagagerummet og smækkede lågen i. Alle fætrene, se dem på forrige side, Ottos bil var en Morris Minor som denne. skubbede bilen rundt på gårdspladsen ad hjertens lyst, mens Frode virkede skræmt og råbte, at han ville ud. De voksne indenfor snakkede uforstyrret videre, uden at ænse drengestregerne med Ottos nyerhvervelse.
☼
59 Erindringer af Vagn Munch
Mors barndomshjem, på grunden ved Rimmerslund cementstøberi, hvori cementstøberiet senere fremstillede røde cementtagsten. Jeg mindes tydeligt fremstillingsprocessen, hvor den røde pulverfarve blev pålagt. Bygningen blev nedrevet i 1960.
Sammen med min skolekammerat: Hans Gunnar, begav vi os på en 70 km. lang cykeltur til Saksild strand med overnatning i telt i haven hos mors morbror Christian, som var ejer af Rimmerslund Cementstøberi og af en grusgrav i landsbyen Rimmerslund ved Hedensted, hvor jeg havde haft mange gode feriereminder de seneste tre-fire år. Her husker jeg, at jeg yndede at sidde på passagersædet, og være med på turen, mens chaufføren for en af Christians 5 lastbiler, den allernyeste amerikanske knaldrøde Chevrolet, blandt andet kørte sand eller skærver til diverse amtsveje, hvor de 6t tunge vognlæs blev tømte i et snuptag med tippelad, der dengang var sidste skrig indenfor losning af sorteret sand og sten. De øvrige chauffører måtte møjsommeligt benytte sig af håndskovle. Mors barndomshjem stod i øvrigt stadig ved grusgraven, i form af en stråtækt landejendom, hvori der efterfølgende blev fremstillet røde cementtagsten. Jeg husker tydeligt, at jeg iagttog fremstillingsprocessen under et ferieophold i Rimmerslund, hvor der blev lagt rød farve på tagstenene. - Efter teltovernatningen på familiens 60 Erindringer af Vagn Munch
græsplæne og morgenmaden, fortsatte vi cykelturen til præstegården i Saksild, hvor jeg genså fætrene Tage og Erling som begge var bidt af en gal racercykel. Tilbage til Stundsig En af eleverne fra Stundsig skole, en lillebror til Peder dværg, som nok var et par år yngre end jeg selv, boede i det lille hus nede ved vejen nord for skolens stuehus. Se luftfotoet af skolen. Hans mor var pedel på skolen, hvor hun blandt andet gjorde rent. Hans far var murerarbejdsmand. Mor tog i øvrigt faderen på fersk gerning, efter at han havde hjulpet moderen med rengøringen. Han nærmest løb i retning af deres hjem med en spand brændsel fra skolens beholdning, hvorpå han sagde, som undskyldning, at han ville prøve kvaliteten i sin egen kakkelovn. Den før omtalte elev og hans søskende voksede op i dårlige forhold i det lille hus, hvor de også havde børnenes mormor på kost og logi. Moderen havde svært ved at styre de seks børn, og hun sagde til dem, at hun ville fortælle deres far, hvor slemme de havde været, når han kom hjem fra arbejde. Og det medførte, at de ofte fik klø. Eleven udviklede sig kriminelt, og fik senere domme for bl. a. tyverier. På skolens grund, hvor der tidligere lå en hønsegård, (se nederst i billedet af skolen side 28) blev der bygget en bolig til lærerinden. Hendes mand var ejer af en splinterny NSU motorcykel. Den stod udenfor boligen, så det var nemt for eleven at ”låne” den. - I nattens mulm og mørke kunne han nemt trække af sted med den og starte den i behørig afstand, så man ikke kunne høre motorstøjen. Ved hjælp af en tændstik, som han stoppede i nøglehullet til tændingen, kunne han starte og køre en lille tur og ubemærket sætte motorcyklen på plads igen. Jeg husker, at han spurgte mig og flere skoleelever, om de ville med på en køretur, men der var ingen af os, der turde. Det kunne dog ikke undgås, at lærerindens mand opdagede hændelserne, og han fik derefter lov til at sætte motorcyklen ind i købmandens garage på den anden side af vejen. Og da eleven fandt ud 61 Erindringer af Vagn Munch
af det, gik han blot ind i garagen, hentede motorcyklen og fortsatte med sine køreture. Eleven var meget på kant med sin far. En dag var han så bange for ham, at han ikke turde komme hjem om aftenen. Han overnattede derfor på en mark i en høstak. Det kom Børge for øre, og efter episoden talte Børges far et par alvorsord med elevens far - som lovede at opføre sig bedre overfor sin skræmte søn. Elevens søskende fik alle arbejde, og det gik dem formentlig godt i deres voksenliv. Børge har talt med elevens lillesøster, der i mange år har været kassedame i Bilka, Esbjerg, hun bliver snart 65 år og vil gå på efterløn, men ingen ved, hvor deres bror befinder sig, fortæller hun. Vi levede godt uden problemer med overvægt Morgenmaden bestod af havregrød med sødmælk, sukker og en stor smørklat. Dengang kunne der købes Solgryn som i dag. - Kosten var på en måde ensrettet men alligevel varieret. Vi spiste middagsmad præcis Nogenlunde sådan så vores komklokken 12.00, for da havde fur ud i 1950.Et par år senere fik vi gas blus og gasovn. Gasflasken skolen nemlig middagspause stod i kælderen. indtil kl. 13.00. Så kunne far også nå at høre pressens radioavis, inden klassetimen begyndte igen. Efter krigen, der som bekendt sluttede den 4. maj 1945, var der mangel på stort set alle fødevarer til helt op i 50’erne. Derfor skortede det ikke på opfindsomheden, når husmoderen tryllede ved komfuret i køkkenet, hvori hun forinden skulle tænde op og fylde brændsel på. Til daglig fik vi både forret og hovedret. Forretten bestod ofte af vælling der kunne varieres. Der kan nævnes mange forskellige. Jeg nævner blot nogle af dem, jeg husker, vi fik derhjemme: 62 Erindringer af Vagn Munch
Byggrynsvælling med rosiner, sagovælling, kærnemælksvælling med rosiner, sød sagosuppe med frugtsaft og melboller, hyldebærsuppe med melboller. Byggrynene til byggrynsvælling kunne sættes i blød dagen før tilberedningen for at forkorte kogetiden. Sagosuppen og sagovællingen blev lavet af sagogryn, der var fremstillet af kartoffelmel. Sagogrynene måtte ikke koge ud. Smør og sukker, kød og fjerkræ var dyrt og skulle strækkes. Til de fleste hovedretter blev der serveret kartofler, som vi selv avlede i den halvstore have sammen med en mængde grøntsager og rodfrugter som porrer, grønkål, hvidkål, blomkål, rosenkål, rødkål, rabarber, rødbeder, selleri, salat, spinat, agurk, græskar, bønner, ærter, gulerod, selleri, persillerod og løg. I haven avlede vi også frugt og bær som æbler, pærer, blommer, kirsebær, solbær, stikkelsbær, jordbær og hindbær. Mor lavede bl.a. stikkelsbærmarmelade, som jeg ikke brød mig om. Æblemarmeladen og solbærsyltetøjet kunne jeg til gengæld godt lide. Nogle af pærerne og blommerne blev syltede, så de kunne holde sig vinteren over. Og nogle af æblerne, blommerne og stikkelsbærrene blev lavet i grød til efterret. Og så var der rigtignok noget der hed rødgrød med fløde, der som bekendt er svært at udtale for udlændinge. Engang imellem havde vi besøg af vore fastre Ellen og Mette. De hjalp så til med at plukke bær, når de besøgte os i eftersommeren. - På et tidspunkt blev noget af læbæltet fjernet mod syd, så urtehaven kunne udvides ca. 50 %. Jeg husker de fleste af de hovedretter fra dengang: Frikadeller (kun én til hver) med hvid eller brun sovs, kartofler og syltede rødbeder, boller i karry med kartofler og asier, svinelever med kartofler, rødbeder og brun sovs, medisterpølse, sammenkogte retter som skipperlabskovs med rugbrød, gullasch, gratin med grøntsager og smørsovs, brunkål med kogeflæsk, æggekage med ærter, gulerodsterninger, røget flæsk og rugbrød, fiskeretter som helstegte rødspætte med citron, kartofler og persillesovs, kogt torsk med kartofler og smørsovs, stegt sild med kartofler og løgsovs, skidenæg i sennepssovs, stegt eller røget 63 Erindringer af Vagn Munch
flæsk med persillesovs, hønsekød- oksekød- hvidkåls- eller grønkålssupper med kød og rugbrød, risengrød med en smørklat, solbærsaft eller hvidtøl. Når der blev lavet supper, der blev tilberedt i mængder, der kunne række til flere dage, og smagen var næsten bedre dagen efter. Da der som sagt var mangel på varer, kunne kun søndagsmiddagen bestå af hakkebøf, sovs, kartofler og rødbede. Når der var særlige anledninger som fødselsdage eller andre højtider, der skulle fejres, kunne middagen bestå af flæskesteg med svesker, kartofler, sovs og rødkål eller en mør oksesteg med brun sovs, kartofler og asier, stegekylling med sovs, kartofler og agurkesalat. Dessert Om søndagen fik vi i reglen en dessert som kunne bestå af hjemmelavet flødeis med sovs af bær, budding med kirsebærsovs, citronfromage, rombudding, æblekage eller syltede pærer med piskefløde. Somme tider fik vi dåseananas med piskefløde. Aftensmad Til aftensmad var det i reglen almindelig smørrebrød, der stod på programmet. Der var pålæg fra slagteren, hjemmelavet rullepølse, hårdkogte æg fra egen hønsegård eller kødskiver fra middagsbordets kødretter. Vi fik friskt hjemmebagt franskbrød med mors hjemmelavede marmelader, revet råkost af æble og gulerod eller ost. Drikkevarerne var sødmælk eller te. En sjælden gang var der hvidtøl eller sodavand på bordet. Som det fremgår, var maden varieret. Når vi desuden dagligt fik en del sund mad som havregryn, rugbrød, frugter samt levertran og vitaminpiller om vinteren, gjorde det ikke så meget, at der også var noget til den søde tand. Aftenhygge I aftenstunden hyggede vi os efter lektielæsningen med at lytte til radioen, når der bl. a. blev sendte gammeldags dansemusik med Teddy Pedersen og hans danseorkester om mandagen, hørespil og andet, mens vi spillede kort eller dam. Fjernsynet var dengang ikke kommet til Danmark. Engang imellem spillede 64 Erindringer af Vagn Munch
far på sin violin for underholdningens skyld og for at øve sig på forskellige melodier. Han brugte fiolen i skolens sangtimer. Det var sengetid ved 21’tiden, for da ville mor gerne gå til ro. Forinden fik vi frugter som æbler, pærer eller appelsiner. Appelsiner kunne kun købes i december. Julen og julemanden Fra den første søndag i adventen gik vi og ventede på juleaftensdag. Mor sagde, at hvis vi hver lagde en strømpe i vindueskarmen, kunne julemanden finde på at lægge julegodter ned i strømpen. Og ganske rigtigt - dagen efter var der altid godter i strømpen. Det kunne være lakridskonfekt eller frugter. Og jeg troede faktisk på julemanden, indtil jeg en morgen fandt nogle brunekager, akkurat som dem mor bagte – skåret ud med klejnerulle, tynde og med en skive mandel i midten. Mor grinede, da jeg sagde, at det nok var hende, som havde lagt dem ned i strømpen. Efter den dag troede jeg ikke længere på julemanden. Efterhånden opdagede jeg at julemanden var udklædt, så det var svært at skjule, at en rigtig julemand faktisk ikke fandtes. Jeg syntes alligevel, at traditionen med strømpen skulle fortsætte. Og det gjorde den et par år endnu. Julestjerne af strimler. I løbet af december måned var hele familien i Varde eller Esbjerg for at se butikkernes juleudstillinger. I udstillingsvinduerne kunne der være mekaniske julemænd, der kunne rulle med øjnene eller et elektrisk tog der kørte rundt mellem alle gavetilbuddene. Her blev nogle af vores julegaver naturligvis købt, uden vi opdagede det. Flere af vores julegaver bestod desuden af mors hjemmestrikkede trøjer, strømper eller hæklede kludesko, hvor gummisålen var skåret ud af et udtjent cykeldæk, så skoene kunne modstå den værste fugt ved udendørs brug. Vi fik dog også mere ”spændende” gaver som musikinstrumenter, ingeniør sæt, legetøjsbiler og elektriske tog, som jeg husker det. 65 Erindringer af Vagn Munch
- I løbet af året var der en mand der gik rundt til husstandene og samlede ind til ”Julens glæder”. Pengene var små, og dermed kunne indsamlingerne skabe luft i økonomien ved juletid. Juleaften Langt om længe blev det juleaftensdag. Dagen sneglede sig af sted, indtil først på eftermiddagen, hvor hele familien begav sig til julegudstjeneste i Horne kirke. Far var kirkesanger, så vi var der i ekstra god tid. Da vi kom hjem fra kirken havde mor travlt med de sidste forberedelser til julemaden. Det overraskede os ikke, at menuen bestod af stegt and, julemedister, brunede kartofler med rødkål, asier og tyttebær. Desserten var naturligvis risalamande med kirsebærsovs. Mandelgaven var en marcipangris med rød sløjfe. Juletræet var pyntet og var sat ind i den pæne stue om formiddagen. I løbet af december havde vi hjulpet til med at lave julepynt. Vi klippede engle, flettede hjerter og lavede julestjerner af strimler. På et tidspunkt, skulle al juletræspynt laves i hvidt, syntes mor. Det var pænest, mente hun. - På træet skulle der være hvide juletræslys. Vi klippede også juletræspynt til det store juletræ, der skulle bruges til skolebørnenes juletræsfest i gymnastiksalen mellem jul og nytår. Når anden og risalamanden var sat til livs, og den heldige havde fået sin mandelgave, kunne det ikke gå hurtigt nok med opvasken. Den aften hjalp vi alle med at vaske op, mens far tændte de levende stearinlys i juletræet. Nu kunne vi næsten ikke vente længere på at få vore julegaver. Da far var færdig, lukkede han dobbeltdøren op, så vi kunne se og nyde synet af juletræet der strålede og glimtede med masser af gavepakker under grenene. Så dansede vi om det og sang julesalmer – nogle af dem vi kender i dag. Endelig kunne vi pakke gaverne op, og spændingen blev udløst. Juledag besøgte jeg Børge, så kunne jeg se, hvad han havde fået i julegave, hvorefter han kom over hos os, så han også fik lov at se mine ditto. Vi fik megen tid til at gå med at lege i juledagene. 66 Erindringer af Vagn Munch
Lavt selvværd Her vil jeg slutte erindringerne fra min barndom, for nu var jeg ved at blive voksen. – Og da jeg ikke havde fået en boglig uddannelse, måtte jeg se at finde ud af, hvad jeg så skulle uddanne mig til. Jeg var meget usikker på, om mine elendige evner indenfor både det boglige og det mere fysisk krævende arbejde, ville spænde ben for voksenlivets jobudsigter. Jeg husker dog, at jeg ønskede at blive bager, fordi jeg elskede at hjælpe til med at bage kager derhjemme, men det blev jeg rådet fra at mine forældre, fordi de havde hørt om, at melstøvet var farligt at indånde, og det var der uden tvivl noget om. Da jeg var konfirmeret talte vi lidt om, hvad jeg så kunne tænke mig at blive til. Far så en annonce i lokalbladet, hvor købmand Vogensen, som havde en købmandsgård i nabobyen Tistrup, søgte en lærling. Far spurgte mig, om det var noget, jeg kunne tænke mig. - Det vidste jeg nu ikke rigtigt, men sagde dog ja til at søge stillingen, fordi jeg ikke havde andre og bedre forslag til min uddannelse. Ansøgningen blev lavet med far som rådgiver, og jeg kom til samtale sammen med far, og det endte med, at jeg fik stillingen. Så kom den store dag, da jeg skulle i lære som købmand - 7 kilometer fra mit barndomshjem.
☼
67 Erindringer af Vagn Munch
1954 – 1961
Kapitel 2 I købmandslære
Købmandsgården i Tistrup, der lå overfor Hotel Tistrup mod nord og banegården mod vest, hvor jeg stod i lære og blev udlært som kommis i 1958. Billedet er fra 1950, hvor min læremester V. Vogensen var købmand. Navnet skimtes over butiksdøren. Mit kvistværelse (2. sal) ses over benzinstanderen.
J
eg har virkelig glædet mig til at skrive dette afsnit fra min læretid, fordi jeg synes, at der er så meget at skrive om. I hvert fald hvad angår det praktiske, men måske mindre hvad angår det menneskelige, som i manges øjne kunne være mere interessant. Jeg husker dog en del om personerne omkring mig og deres adfærd. Desværre er jeg dårlig til at huske navne, selvom det måske ikke er så væsentligt her. Til alt held fik jeg lidt hjælp af Svend Svendsen fra Tistrup Hodde egns arkiv med et par navne, der var gået i glemmebogen og et billede af købmandsgården, som jeg husker den.
68 Erindringer af Vagn Munch
Da jeg så billedet af butikkens facade, dukkede minderne fra læretiden straks frem. Det var jo en hjørneejendom, så der var meget rengøringsarbejde, der skulle udføres af læredrengen Vagn, der var den eneste, der var ansat i købmandsgården. Engang om ugen skulle der fejes fortov samt brostensgården bagved og gaden hele ejendommen rundt, vinduer skulle vaskes (4 butiksvinduer og 10 vinduer i privaten), vindueskasserne rengø- Bag en af butiksruderne res for blade og vissevasse. Tre uden- sås møllehjulene til kaffekværnene og de forkrodørs automater blev sprittet af. Der mede kupler til kaffebønskulle gøres lørdags-rent inde i butik- nerne, der også fik en tur ken efter lukketiden kl. 16.00, hvor med spritkluden til weekenden. diskene blev poleret, og skinnede, så det var en fryd. Kaffemøllens tre møllehjul mod facadevinduet fik en tur med spritkluden sammen med vægten og glasskabet til oste. Ruderne i diskene med sygeplejeartikler og de lidt mere kostbare effekter fik samme tur. Mens jeg gjorde rent, ekspederede købmanden selv kunderne, hvis han kunne nå det. Ellers måtte jeg træde til. Engang om måneden blev butikken, bagbutikken, kontoret og kældertrapperne ferniseret, så det lærte jeg altså også. - Når vi endelig fik lukket butikken om lørdagen, og kassen var blevet gjort op, havde jeg weekendfri og cyklede hjem til Stundsig. Turen var 7 km. lang, så jeg var sikkert træt, inden jeg nåede hjem. I dagens Danmark var det nok ikke gået sådan til, at man kunne udnytte eleverne på den måde, som købmand Vogensen gjorde. Jeg så ikke noget forkert i det, og jeg mener også, det var ret almindeligt, at yngste elev blev sat til alle disse gøremål. For øvrigt klippede jeg også købmandens græsplæne.
69 Erindringer af Vagn Munch
Her ses halvdelen af forsiden af lærekontrakten. På næste side vises midterfeltet af side to med fars og købmandens underskrifter samt købmandens tilføjelse. Om min mulighed for at jeg kunne blive uddannet et andet sted - det sidste læreår.
Nå, men det er vel mest naturligt at begynde historien helt fra starten af læretiden. - Da vi fik at vide, at det var mig der var den heldige og havde fået stillingen som læredreng, blev der
70 Erindringer af Vagn Munch
Som det ses på lærekontrakten, havde købmanden tilføjet med kuglepen: ”Det fjerde Aar er Jeg indforstået med, kan (Vagn red.) hvis ønsket, udlæres et andet sted.” Og tilfældet var, at den håndskrevne linje til dels kom til at passe. Hvorfor det blev som sådan, bliver afsløret senere her i afsnittet om læretiden. Nok om lærekontrakten og dens mysterier.
71 Erindringer af Vagn Munch
købt to hvide kitler og en brun. Den hvide skulle jeg benytte, når jeg arbejdede i butikken, og den brune, hvorpå snavset fra bl. a. brændsel ikke sås så meget, blev brugt når der blev ekspederet og arbejdet med grovvarer fra en lagerbygning i to etager som lå ved brostensgårdspladsen bagved butiksbygningen, samt fra en fremlejet bygning med stødlager ved banen, hvor der mestendels blev opbevaret kunstgødning. Far var med, da der skulle udfærdiges en lovpligtig lærekontrakt, inden jeg tiltrådte. Heri fremgår det, at jeg begyndte læretiden den 1-11-1955, hvor jeg således kun lige var fyldt 15 og stadig en lille spinkel fyr, hvor kræfterne ikke altid slog til, når de større mængder varer skulle håndteres. Jeg var den eneste ansatte og måtte have købmanden til hjælp, når der var behov for det. - I min månedsløn, som var inklusiv kost og logi, var, 50 kr. det 1. år, 65 for 2. år, 80 for 3. år og 100 det 4. år. Lønnen blev udbetalt den 1. i hver måned. Den store dag oprandt Den 1. maj 1955 ankom jeg til ”mit andet hjem”: købmandsgården i Tistrup. Jeg havde fået al min habengut med den dag og var blevet installeret på mit kvistværelse på anden sal med en god udsigt til banegården på den anden side af vejen. Jeg husker det ikke, men jeg tror, at far kørte mig derop, den dag jeg mødte, og han var der lidt, efter at jeg havde fået min nye hvide kittel på, en kuglepen i brystlommen samt den uundværlige butikssaks med runde hjørner i kitlens lomme. Jeg gik lidt rundt og kikkede på varerne i butikken, mens købmanden talte med far, indtil en kunde afbrød samtalen. Jeg tog afsked med far, og nu stod jeg på egne ben, og det havde jeg slet ikke noget imod. Jeg husker ikke, at jeg ligefrem havde hjemve, men det var trods alt rart at cykle de 7 km. hjem til forældrene og skolekammeraterne, når jeg havde weekendfri.
72 Erindringer af Vagn Munch
Mit andet hjem Jeg var jo på kost og logi, så efter at butikken var lukket, og jeg havde fået mig vasket, ventede der mig aftensmad i købmandens spisestue. Købmandsparret havde lovet, at jeg var meget velkommen til at tilbringe fritiden hos dem i privaten i min fritid og når som helst, vis jeg have lyst. Og Forretningens smukke antikke Nadet var jeg glad for. Jeg kendte tional kasseapparat, som jeg næjo ingen kammerater her i by- sten ikke kunne nå at betjene i staren, og hvad skulle jeg ellers få ten af læretiden. Først skulle der tastes et bogstav for ekspedientens fritiden til at gå med? Jeg tror identitet, dernæst beløbet, hvorefter nok, at vi så tv og spillede håndtaget til højre skulle drejes tre kort. - Ellers opholdt jeg mig gange rundt og pengekassen kom ud med en høj ringelyd. Bonrullens på værelset for mig selv, men indelukke ses til venstre og pengeom vinteren kunne det være skuffen forneden. koldt på kvistværelset, der ikke var isoleret. Tilmed var der ingen radiator. Jeg anskaffede mig derfor et elektrisk varmeapparat som lunede lidt om fødderne, mens jeg lyttede til Radio Luxemburg fra en nyanskaffet ARENA transistorradio. Kunder efter lukketid Somme tider kom der kunder ind af købmandsbutikkens bagdør, efter at butikken var lukket, hvis de lige stod og manglede købmandsvarer til eksempelvis aftensmaden. Og ofte var det så mig, der skulle ekspedere kunden. Så var der allerede penge i kassen til næste dags omsætning.
73 Erindringer af Vagn Munch
Butiksdøren på hjørnet i Tistrup fra 1920.
At lægge tal sammen I starten var der naturligvis meget, at jeg skulle sættes ind i, før jeg selv kunne ekspedere kunderne. Og der var især en ting der volte mig kvaler: Når kunderne skulle betale regningen, skulle beløbene naturligvis tælles sammen. Og det var jeg ikke god til i starten, så købmanden måtte tælle efter, og fandt flere fejl de første dage. Jeg husker stadig hans kommentar en dag, hvor han lettere irriteret sagde: ”Det lærer du aldrig” - den bed. Jeg lovede mig selv, at jeg en dag skulle vise ham noget andet. Hans kommentar kom naturligvis ikke til at holde stik, for talbehandling er jo en rutinesag, og inden længe gik sam- En købmandsvægt som denne var helt uundværlig i mentællingen som en leg. I øvrigt vores købmandsbutik. Langt klarede jeg mig ganske godt i reg- de fleste kolonialvarer fx ning på handelsskolen, og jeg var gryn, mel, sukker eller blød sæbe skulle først vejes. På stolt, da jeg en dag viste Vogensen vægtens skala kunne man min karakterbog med mg i regning.. aflæse varens pris. Hvis der kun var en enkelt kunde i butikken, hændte det ofte, at jeg fandt de varer frem som stod på huskesedlen, mens købmanden fik sig en snak med kunden. I kælderen havde vi alle de varer, som skulle være kælderkolde. Hernede opbevarede vi også varer, som vi fik hjem i hele 200 liters tønder. I en stor drittel havde vi sirup, og der kunne godt gå lang tid, før den kølige sirup var løbet ned i det glas, som kunden selv havde medbragt. I mellemtiden kunne man jo ekspedere videre på ordren for at spare tid, hvilket jeg gjorde den dag, indGammel sirupsflaske. til ordren var færdig, hvorefter jeg kom i Flasken skulle først vejes. tanke om siruppen der stadig løb nede i 74 Erindringer af Vagn Munch
kældere. Glasset var naturligvis løbet over. Der var vist ikke nogen, der opdagede noget, for jeg skyndte mig at gøre rent efter mig, mens købmanden og kunden snakkede videre. Butiksdøren var i et hjørne af butikken, og købmandsgården blev kaldt for ”hjørnet i Tistrup”. Det fremgår af et billede helt tilbage fra 1920, side 73, hvor der står en ungersvend og tager sig ud ved indgangen. Måske var det købmanden selv fra dengang? Petroleum til opvarmning Tilbage til min læretid. Indenfor butiksdøren sad der en mekanisk dørklokke i karmen foroven, som ringede højlydt, når en kunde åbnede døren, så man nemt kunne høre lyden helt ud i bagbutikken. En af de første dage, hvor jeg var alene i butikken, mens købmanden sov til middag, kom der en mand i arbejdstøj ind af døren med en speciel dunk i hånden. Han sagde goddag og stilede lige hen til butikKundes smukke femliters kens petroleumstank, som stod i et petroleumsdunk. hjørne, hvorefter han sagde: ”jeg plejer at betjene mig selv, og her skal du se hvordan du fylder petroleum i en dunk”. Det foregik på følgende måde: Der blev pumpet nogle gange med et træhåndtag indtil der var det antal liter der skulle bruges, som man kunne følge i et glasrør, hvorefter dunken kunne fyldes op. ”mange Tønderne i kælderen lå på tak for instruksen”, sagde jeg, og metalskinner. Forinden blev der påskruet en taphane manden lagde derefter et aftalt beløb nederst.(nyere foto) på disken, for han vidste, hvad de fem liter kostede. Den tids selvbetjening. Mandens petroleum skulle anvendes i en petroleumskamin, som var en af datidens varmekilder. Manden var snedker og havde værksted i nærheden af butikken. 75 Erindringer af Vagn Munch
Købmandskaffen Der er for mig ingen tvivl om, at købmandens egen kaffeblanding i reglen blev betragtet som den bedste frem for Cirkelkaffen, der forhandledes i brugserne. Kaffen var dyr og kostede dengang op til 10 kroner for 500 g., som omregnet til nutidens pris svarer til ca.60 kroner. Derfor var det mestendels kun 125 grams poser der blev langet over disken. Derfor brugte de fleste den dansk fremstillet Richs kaffetilsætning til at blande i kaffen til at drøje med. Richs var fremstillet af forskellige vegetabilske produkter der ved ristningen gav en kaffelignende smag. Blandt købmandens leverandører var der en papirgrossist som bl. a. solgte kaffeposer. Og det viste sig mod forventDengang brugte man ning, at det var en fordel for købmanden ”madam blå” til kaffeat vælge den dyreste og flotteste kaffepobrygning. se påtrykt V. Vogensens reklame. Posens kilopris var nemlig lidt højere end kaffens og posens pris lavere. På den måde var der også fortjeneste på den kraftige papirpose. Vi havde tre forskellige kaffesorter: en billig Afrikansk Robusta, den gode Java blanding og en Colombia blanding. Alle kaffesorterne var særlige VV-blandinger, for hver købmand Den velkendte Richs var havde som regel deres helt egen konkurrent til Danmarks som ikke blev solgt i samme blanding. Kaffen blev hældt ned i en mængder. af de forkromede beholdere, hvorefter kaffemaskinen startedes, og den herlige duft af friskmalet kaffe bredte sig i butikken. Derefter blev den vejet og måske skrevet i kundens kontrabog sammen med de øvrige varer. Det var almindeligt dengang, at man kunne få kredit hos købmanden. Normalt blev det skyldige beløb betalt månedsvis, og så vankede der kunden et kræmmerhus med bolsjer som belønning.
76 Erindringer af Vagn Munch
Følgende stod der i kontrabogen fra 1955: ½ kg Oma 1,60, ¼ kg smør 1,57, ¼ kg kaffe 4,25, 20 cigaretter 3,90, 2 kg. sukker 2,34, ½ kg blommer 2,10, ½ kg. kaffe 8,50, ¼ kg smør 1,67, ½ kg krystal (sukker) 0,73, 1 æske tegnestifter 0,30, Stjernekastere 0,30, 10 øl 8,50, 10 vand 3,10, ¼ kg flormelis 0,35, 1 cremepulver 0,40, 1 hårnet 0,35, Konfekt 6,60.
Det skyldige beløb i denne bog var kr. 58,75. Der blev købt 1/2 kg. kaffe og ingen Richs, men det var jo op til jul.
Spegesild er kraftigt saltede fedsild, som er modnet på tønder i 3/4-1 år. Og de kunne evt. udvandes inden servering. Vi fik dem hjem i spandevis. De skulle pakkes godt ind pergamentpapir, så sildelugten ikke bredte sig til kundens øvrige indkøb. Sildene stod i kælderen og kunne godt hørme, hvis man spildte lidt sildelage på gulvet. Af øvrige tilfældigt valgte artikler kan jeg nævne: gulvfernis, reb, træsko, dørmåtter, musegift, fluefangere, flaskegas, tøjrepæle (til kreaturer), hegnspæle, patroner til jagtgeværer, hønsefoder og foderautomater til høns. Bagbutikken En af de første dage kom der to mænd ind i butikken, og de styrede lige om bag disken og videre ind i bagbutikken, som om de følte sig hjemme. De bad om to kolde pilsnere, som jeg hentede nede i kælderen og stillede frem til dem. Og så var det jo ikke svært at regne ud, hvad der nu skulle foregå. Mændene trængte til en hjertestyrkning. De præsenterede sig for mig, og jeg fik mig en lille smak med dem, mens de drak deres øl. – Bagbutikken fungerede altså som en form for smugkro. Det fo77 Erindringer af Vagn Munch
rekom ofte, at mændene fik flere øller serveret, men de var fuldt ud klar over, at de måtte tale lavmælt, for ikke at forstyrre kunderne i butikken. Det var dog ikke til dette formål, at bagbutikken skulle bruges. Herude var der store skuffer som kunne indeholde hele sække med sukker, mel, og gryn til at fylde de små skuffer i butikken op med. Og herude blev der afvejet og opbevaret større mængder af bl. a. mel og sukker, når der var tid til det. Sukker fik vi hjem i 50 kilos sække. I bagbutikken fandtes en håndvask, så man kunne vaske sine hænder, når det var nødvendigt, som det var, når hænderne fx klistrede og lugtede af sild, eller hvis jeg havde kørt kulbriketter ud til en kunde. Lige over håndvasken stod der en otte liters lerkrukke med låg til sennep, som vi fik hjem i fem liters spande, som vi fyldte op med, når krukken var ved at være tom. Nederst i krukken sad der en hane, der kunne åbnes, så kunden kunne købe afmålte mængder i glas. Varesortimentet Varesortimentet var meget bredt. Det er for omfattende at nævne undergrupperne, og det er slet ikke sikkert, at jeg husker det hele, men jeg vil forsøge, at remse nogle hovedgrupper op: Kolonialvarer var naturligvis den omfattende del, som bestod af mange af de varegrupper, som vi i dag kender fra vore dages discountbutikker. Isenkram som gryder, potter, pander, porcelæn, andre køkkenredskaber og meget mere. Tøjrepæl til Sygeplejeartikler også kaldet materialistartikler. Herkreatuiblandt sprøjter (til indsprøjtninger) og alt hvad vi rer kender fra bilens obligatoriske førstehjælpskasse. Jordemoderpakker til byens jordemoder. (Pakkerne skulle bringes op i den anden ende af byen på trækvognen med vognhjul).
78 Erindringer af Vagn Munch
Haveredskaber og Grovvarer som kunstgødning, brændsel, gasflasker, hønsefoder og korn blev opbevaret i den tidligere beskrevne bygning i gården bag butikken. Vareudbringning - store anstrengelser for lille mand Forretningen tilbød naturligvis også vareudbringning til kunderne. Og visse hændelser i den forbindelse står skarpt i mine erindringer. En frostvejrsdag, efter en dag med tøvejr med snesjap, hvor isen nu var formet som dybe hjulspor på gaden, skulle der bringes to sække brændsel ud. Til udbringningen brugte vi en gammeldags trækvogn (som røde i Matador brugte) med to store vognhjul med et lad på ca. 1×1 m. Og så behøver man jo ikke lægge to og to sammen for at indse hvor store anstrengelser, der skulle til for at gennemføre den slags manøvrer, når det samtidig tages i betragtning, at det gik opad hele vejen frem til kunden. En anden episode fra vareudbringningen: Købmandshandelen var tidligere ejet af en købmand Grøngård, og han skulle også have bragt varer ud, og det var på cykel, det foregik. Jeg husker, det var en af de første dage, jeg var der. Grøngårds hus lå helt oppe i den anden ende af hovedgaden. Købmanden havde fortalt, hvor han boede, og jeg fandt huset, men jeg var dog ikke helt sikker i min sag. Da jeg ankom, spurgte jeg derfor fru Grøngård: ”Er det her, dette her skal afleveres?” (indrømmet: lidt kluntet sagt) Fru Grøngård så lidt undrende på mig, men jeg afleverede varerne og kørte tilbage til butikken. Købmanden kom mig i møde ved døren og sagde til mig: ”Man skal jo være høflig, når man kommer ud til kunderne.” ”Fru Grøngård ringede til mig, hun fortalte, at du havde sagt til hende: Vil du há det her?” Så måtte jeg forklare købmanden, at fru Grøngård ikke helt havde forstået, hvad jeg sagde, og så var den sag ude af verden. Bortset fra disse begivenheder, nød jeg faktisk, når der skulle bringes varer ud. Det var et afvekslende indslag i hverdagen – ikke mindst om sommeren.
79 Erindringer af Vagn Munch
Benzinsalg Skråt ud for butiksdøren stod forretningens gamle ESSO benzinstander. Når der skulle ekspederes benzin, skulle den pumpes op i en glasbeholder med et træhåndtag, så det var en fordel med armkræfter, når en Glasbeholderen anes under ESSO skiltet. lastbil skulle have Jeg mener, den kunne indeholde 15 l. tanket op. - Selvom det kun var omkring 10 år siden at krigen sluttede, mener jeg, at prisen på en liter benzin dengang var lidt under en krone. - Købmandens svigersøn, af første ægteskab, var blevet salgschef hos GULF, og derfor skiftede købmanden naturligt nok benzinselskab. Jeg tror, det var i 1956. Den nye benzinstander var sidste nye skrig fra USA. Og den minder meget om nutidens benzinstandere. Dengang fandtes der dog ikke selvbetjeningsstandere. Forretningens nye au-
Købmandens egen søn, Kaj Vogensen, tomatiske GULF benzinstander fra 1956 med var også salgschef, men det var hos en stor literviser. købmandsgrossisten Jørgen Kolding i Varde, og så er det jo ikke så svært at gætte, hvem der leverede alle vore kolonialvarer! – Vi fik kolonialvarer hjem engang om ugen. I begyndelsen lærte købmanden mig, hvordan jeg skulle konferere af og tjekke om følgesedlen svarede til de leverede varer. Siden skulle nogle prismærkes, nogle hældes i skuffer, andre lægges på lager eller sættes på butikshylder bag diskene. Enkelte sæsonvarer eller nyheder
80 Erindringer af Vagn Munch
skulle sættes frem på disken foran vægten eller på et hjørne, så de kunne friste kunden til impulskøb – ekstrasalg. Man skulle ustandseligt være opmærksom på skadedyr som mider i bl.a. mel-skufferne. Og når de var tømte, skulle de vaskes eller skures rene, inden de blev fyldt op igen. I huset med grovvarer var der konstant stillet musefælder frem. Herude var der jo både korn og hønsefoder, der tiltrak både mus og rotter. Købmandsfamilien Købmand V. Vogensen havde haft en købmandsforretning ved Esbjerg, inden han overtog ”Hjørnet” i Tistrup. Han var gift anden gang med Jenny, og han havde de nævnte to voksne børn med sin første kone samt en datter i teenagealderen, en efternøler, som de sagde. De havde alle ekstra sul på kroppen og var meget glade for maden, som købmandsfruen serverede for os. De havde en tjenestepige til at hjælpe med alle de huslige gøremål. Lejligheden havde mange værelser og fem personer på kost, så der var nok at gøre. Købmanden var Odd fellow loge-broder i Esbjerg, så jeg måtte passe gesjæften, mens han tog af sted til sin logeaften. Han sad i øvrigt ofte på sit kontor og røg på sin cigar, mens han læste i dagens avis, Handelsbladet, ordnede regnskab eller talte med kunder eller en handelsrejsende. Passiar med kunderne Jeg mindes også, at købmanden ofte talte med kunderne i forretningen, mens jeg ekspederede en ordre. Kroen overfor var en af vore største kunder. Bendiksen var navnet på den nye kroejer, som for øvrigt var islænding. Og hvis det var ham, der kom for at bestille varer, kunne de to forretningsdrivende få sig en længere passiar, hvis ordren var større, mens jeg fandt varerne frem. For det meste, skulle de have varerne bragt over på den anden side af vejen i krokøkkenet. Og for den sags skyld kunne de roligt tale videre. Hvis stationsforstanderen overfor kom ind i butikken og så købmanden, var jeg ikke i tvivl om, at snakken igen ville gå lystigt videre. 81 Erindringer af Vagn Munch
Efterhånden kom man jo til at kende kunderne. Og ofte kunne jeg forudsige, hvad der stod på deres huskesedler. Sådan var det med fru stationsforstander. Hun købte næsten hver gang RADOX fodbadesalt. Sand mester i vinduesdekoration Kolonialgrossisten Jørgen Kolding begyndte nu med en konsulenttjeneste, hvor en dekoratør kom på besøg hos købmændene, for at fremme salget. Der var nok at gå i krig med i vores butik. Der var jo fire vinduer at pynte. Dekoratørens skilteskrivning var jeg især meget betaget af. Dekoratøren kunne skrive et prisskilt eller en rudeplakat med en pensel i et ruf, det ville jeg gerne lære. Jeg påbegyndte derfor et brevkursus i skilteskrivning – inspireret af vinduesdekoratørens færdigheder.
Et af mine første forsøg på fremstilling af et prisskilt gennem brevskolen.
Jeg drømte nu om at blive vinduesdekoratør uden at vide, at den spæde start ville udvikle sig til at blive mit fag om nogle få år, indtil en endnu større udfordring ventede forude. Aha oplevelser på handelsskolen i Varde Efter sommerferien 1956 startede jeg på et toårigt kursus på Varde Handelsskole. Om sommeren kørte jeg på knallert til Varde, og i vinterperioden benyttede jeg toget. Jeg har ingen bøger eller andet fra handelsskolen udover min håndskrevne bog om varekundskab som især omhandlede fødevarer og nydelsesmidler, desuden husker jeg at vi naturligvis havde regning og bogføring. Først her i handelsskolen gik det en del bedre med interessen for boglig lærdom. Fx hu- Ølkasse af træ til 50 øller. 82 Erindringer af Vagn Munch
sker jeg tydeligt faget regning. Man kan vist roligt sige, at læreren her benyttede pædagogikkens hjælpemidler for at motivere vi unge lømler. Han brugte ofte øl, som eksempel, når han gennemgik regneopgaverne. Dengang var der jo 50 pilsnere i hver kasse. Regnestykkerne kunne således blive til kassevis af øl, købmandens lager og hele vognlæs. – Det var virkelig noget, vi elever kunne snakke med om. - Lidt mere kedeligt var bogføringen. - Det samme var læreren. Selvom han hed Hofmann (rektoren), kunne han slet ikke leve op til den inspirerende regnelærer, som vi næsten ligestillede med en skolekammerat. Varekundskab var også vældig interessant. Interessen afspejlede sig også i karakterbogen – selvom resultaterne ikke var til ug med kryds og slange. Ellers var det især dekoration og reklame, jeg blev fanget af. Et af virksomhedens virkemidler når det drejer sig om ansigtet udadtil, lærte vi ellers ikke meget om på handelsskolen dengang.
Her ser du en Arena transistorradio, som den jeg lyttede til, når den populære sender: Radio Luxemburg var i luften.
83 Erindringer af Vagn Munch
Jeg tror, at billedet er fra 26. januar 1959 – 3 måneder før jeg blev udlært. Bemærk det nye moderne kasseapparat og reklamen for LONG med Nina og Frederik. Over kasseapparatet ligger der RICHS kaffeerstatning. Disken til højre indeholder sygeplejeartikler. Bag mig yderst til højre er der et fag med pibetobak og cigarer samt et skab med cigaretter og cigarer. Bemærk den blankpolerede disk med askebæger.
Lærekontraktens mysterium Som det tidligere fremgik, havde købmand Vogensen skrevet følgende i min kontrakt: ”Det fjerde Aar er jeg indforstået med, kan (Vagn red.) hvis ønsket, udlæres et andet sted.” Og det gik delvis i opfyldelse. Jeg fik i hvert fald uventet en anden læremester det sidste læreår Som det tidligere fremgik, havde købmand Vogensen skrevet følgende i min kontrakt: ”Det fjerde Aar er Jeg indforstået med, kan (Vagn red.) hvis ønsket, udlæres et andet sted.” Og det gik delvis i opfyldelse. Jeg fik i hvert fald uventet en anden læremester det sidste læreår Jeg blev chokeret, da Jenny (købmandens kone) fortalte, at Vogensen var død. Han var faldet af sin cykel en søndag aften ef84 Erindringer af Vagn Munch
ter købmandsparrets besøg hos Grøngård. Vogensen var død på stedet efter en blodprop i hjertet. Nu var jeg altså alene mand på skansen et par måneder, indtil en ekspedient blev antaget. Han var der indtil forretningen og ejendommen blev solgt til købmand Tage Poulsen 24-3-1958. Jenny Vogensen flyttede til Esbjerg. Hun skrev denne anbefaling, da jeg blev udlært: Esbjerg, den 28-11-1959 Vagn Munch blev af min mand antaget i handelslære den 1. maj 1955 og var hos os efter min mands død. Vagn blev hos os til den 24. marts 1958 og havde i den periode vist sig som en rolig, beslutsom ung mand. Han var ærlig og pligtopfyldende, og da han yderligere havde en god opdragelse, var venlig og omgængelig, satte både kunderne og undertegnede stor pris på Vagn Munch. Jeg kan give ham min bedste anbefaling. Jenny Vogensen enke efter købmand V. Vogensen, Tistrup En dag kom der en fotograf ind af døren. Han ville tage et billede af os i butikken. Og det fik han lov til mod betaling. Det var jo heldigt nok, da jeg nu har et billede fra butikken til min erindringsbog. Se forrige side. Nu manglede jeg blot 13 måneder af min læretid, men egentlig syntes jeg, at jeg kunne det hele, blot manglede jeg det sidste år på handelsskolen. - Jeg syntes, at Tage Poulsen var en helt anden person end Vogensen. Diskenspringer var en af de floskler man brugte om personer, der arbejde i vores fag. Og det kunne man roligt sige om Tage. - Når han skulle hente varer til en ordre, var det næsten i løb. Både han og konen Ingrid var ligeså flinke som familien Vogensen. Tage Poulsen havde en rød personbil, som han brugte til at køre varetur med. Han gik meget på jagt. Imens måtte jeg passe gesjæften. Og det nød jeg.
85 Erindringer af Vagn Munch
Fritiden Da jeg var blevet 16 år, måtte jeg køre på knallert og byttede derfor min toårige cykel ud med en splinterny EXPRES knallert. Børge, Hans Gunnar og jeg var alle enige om, at mærket skulle være EXPRES - der mindede om en Min nye EXPRES knallert var sølvfarvet, og kunne køre godt 30 km. i rigtig motorcykel, syntes vi timen. Nu var det nemmere at færpå grund af den store benzindes på de lidt større afstande. tank og stellet med en teleskopaffjedret forgaffel, men motoren var naturligvis kun en 50 kubik knallertmotor. Topfarten måtte kun være 30 km. i timen, men den kunne dog køre lidt hurtigere. Min var sølvfarvet og Hans Gunnars var rød. Børge var nød til at vente til 29. juli året efter, fordi han var et år yngre end os, hvor han så anskaffede sig sin nye EXPRES. Den var sølvfarvet som min, men fabrikken havde lavet lidt om på modellen, idet forlygten var integreret i forgaflen. - Det føltes næsten som en befrielse, at jeg nu kunne bevæge mig lidt længere rundt i omegnen. Jeg husker, at Hans Gunnar og jeg flere gange tog turen på knallert til motorløb på Korskro-banen ved Esbjerg. På handelsskolen var der en skolekammerat, der havde samme interesse. Han var med os til flere løb. Jeg tror nok, at Børge kom med i ”sjakket”, da han året efter fik sin knallert. - Jeg fik udstyr som styrthjelm, handsker, og læderjakke. Efterhånden var jeg skudt i vejret og begyndte at gå til bal, og nu var det jo lettere at komme rundt til forskellige forsamlingsballer og se hvor der var mest gang i den. Efterhånden var min tegnebog fyldt med diverse med-
86 Erindringer af Vagn Munch
lemskort til boldklubber m.m., fordi man skulle være medlem af den klub, der stod som arrangør, for at kunne købe billet. Inspireret af motorløbene etablerede vi i fællesskab en lokal speedwaybane på skolens sportsplads, hvor vi efterfølgende tilbragte mange timer. Vi afmonterede lydpotte, forskærm og forlygte, så knallerten mindede om en speedwaycykel.
Far og mor ville gerne have fotos af os børn, nu, hvor vi var fløjet fra reden, og de fandt en velanskrevet portrætfotograf på strøget i København med kendte personligheder i udstillingsvinduet, hvor vi blev knipset. Dette billede er fra min 17 års fødselsdag.
På feriebesøg i København Far og mor flyttede til København og boede der fra september 1957 til juni 1958, fordi far skulle gennemføre et årskursus i skolepsykologi. De første måneder boede de i en lejlighed i Folehaven, Valby. Senere flyttede de ind i et hus på Skovbovænget, Hareskovby. Frode var flyttet derover en måneds tid i forvejen og boede hos et familiemedlem ved Valby station, fordi Frode skulle starte det nye skoleår i Valby.
Jeg besøgte mine forældre i forbindelse med min 17 års fødselsdag, den 4. oktober. Det blev en mærkedag i en anden forbindelse. Det var den dag, den første russiske sputnik gik i kredsløb om jorden.
☼ 87 Erindringer af Vagn Munch
Uheld med køretøjet En sen søndag efterårsaften, hvor jeg var på vej tilbage fra weekend til Tistrup, havde en skypumpe efterladt store vandmasser i landskabet. Under passagen af jernbanetunnel før byen, så jeg godt nok, at der lå vand i bunden af den. Jeg var dog ikke forberedt på, at vandet næsten var en halv meter dybt. Det medførte, at hele motoren kom under vand, hvorved der blev suget vand gennem karburatoren og ind i stempelhuset, hvorved stempelarmen blev bøjet. Heldigvis var jeg nået helt til byskiltet ved Tistrup, men der ventede en større reparation og en ditto regning fra knallertværkstedet. Sket var sket, og så var man den erfaring rigere. I biograf som blind passager I Tistrup var der en lille biograf, som viste film hver aften og søndag eftermiddag. Biografejeren havde i øvrigt også en køreskole forretning for at tjene til dagen og vejen, mindede Børge mig om. Biografens operatør havde ellers sin arbejdsplads hos bødkeren, hvis hus med værkstedskælder lå lige ved siden af købmandsgården. Jeg besøgte flere gange værkstedet, hvor operatøren fremstillede smørdritler. Her fulgte jeg med interesse fremstillingsprocessen. De store filmfremvisere stod i et lille rum lige over billetlugen, hvor jeg engang imellem så en film sammen med filmoperatøren. Når filmrullen på det ene filmapparat var kørt ud, blev der skiftet over til det andet. Jeg tror, at jeg så tæt på samtlige film, der blev vist mens jeg stod i lære. Da jeg blev udlært og skulle flytte, havde jeg en stor stak programmer, (altså ikke EDB programmer, men filmprogrammer, hvori der stod lidt om handlingen og skuespillerne).
☼ 88 Erindringer af Vagn Munch
Kørekort Jeg var snart 18 år, nu nærmede tiden sig, hvor jeg kunne få mit kørekort. Der var en køreskole i Varde, så det passede jo fint med, at jeg kunne tage køretimer og teori, efter vi Efter skoletid tog jeg køretimer i en havde haft den sidste time splinterny Vauxhall som denne fra på handelsskolen. Det var 1958. Jeg syntes, den var rigtig fed. en stor dag, da jeg som 18 årig var til køreprøve og fik mit kørekort, så kunne jeg endelig få lov til at låne mine forældres nyerhvervede Anglia. Jeg husker engang, jeg skulle til lørdagsbal i Tistrup, hvor jeg lånte den, og hvor jeg natten til søndag overnattede i tårnværelset, ved siden af mit tidligere værelse hos købmanden, efter at jeg var blevet udlært. Da jeg skulle hjem til Stundsig igen, kunne jeg ikke skifte gear, og måtte derfor køre på værkstedet med den i 1. gear. Det viste sig om mandagen, at det blot var et koblingskabel, der skulle justeres. Så blev jeg den erfaring rigere. Selvom man var ejer af en bil, kunne man ikke altid regne med, at man var kørende. Mor blev i øvrigt vred. Hun troede, at det var mig der havde ødelagt bilen, indtil hun fik at vide, hvad der var galt. Handelsskoleeksamen Jeg fik min handelsskoleeksamen og var tilfreds med karaktergivningen. Jeg fik mg i gennemsnit. Jeg blev udlært købmand den 31. april 1959 Det skulle fejres med maner. Vennerne blev inviteret, og der var købt store helflasker med ¾ liter dobbeltøl. Nyheden hed HOBBIE og var fra BIE’S bryghus i Hobro med en alkoholprocent på 4,6 procent. Drak man sådan en flaske, var bunden lagt til festen. Festen gik godt, men jeg husker faktisk ikke, hvordan det hele sluttede. Jeg vågnede dagen efter op ad formiddagen i min egen seng med en hovedpine, som jeg sent ville glemme. 89 Erindringer af Vagn Munch
Anbefaling fra Tage Poulsen Da læretiden var overstået fik jeg en anbefaling: Hr. Vagn Munch har været i lære hos mig fra jeg overtog forretningen den 24. marts 1958 til den 1. maj 1959. Vagn Munch har altid haft sin venlige væsen med sig, og han var altid høflig overfor kunderne, han stod aldrig tilbage, når der var noget ud over det sædvanlige, der skulle ordnes. Det er med største glæde, jeg giver ham min anbefaling. Tistrup, den 16. november 1959, Købmand Tage Poulsen Følgende afsnit hører egentlig ikke hjemme i nærværende kapitel. Historien foregår jo efter min læretid, og det er bare alt for lille til at være et kapitel for sig. Til gengæld syntes jeg, det var en spændende og udbytterig tid: Nye udfordringer Købmand Enggård Larsen, som var udlært i samme butik hos Vogensen som jeg, havde erhvervet sig en købmandsforretning ved Henne Strand. Han kom sammen med bødkerens datter Johanne. Hun handlede ofte hos Vogensen, og havde sandsynligvis anbefalet mig til sin kæreste Enggård. Han spurgte mig i hvert fald, om jeg havde lyst til at blive ansat i hans købmandsforretning til den kommende sæson. Forretningen var åben fra 1. maj til den 31. august. Han tilbød en månedsløn på 1.500 kr. med kost og logi per måned, og det var jo svimlende summer for en nyudlært kommis, der fik 100 kr. per måned det sidste læreår, så det kunne jeg ikke sige nej til. Til gengæld ”Trappen til himlen” - Blåbjerg Klit er havde butikken åben fra kl. Danmarks højeste klit. Den ligger tæt 8.00 til kl. 21.00 alle ugens ved Henne Strand med sine 64 m. Klitten blev i øvrigt brugt som luftmeldedage (77 timer per uge). Jeg post, hvor far gjorde tjeneste, da de måtte nøjes med en fast friflyttede til Nørre Nebel.
90 Erindringer af Vagn Munch
dag hver anden torsdag. På fridagen var det en befrielse endelig at kunne køre hjem til Stundsig i købmandens nye bil med blodsprængte øjne af træthed. Jeg havde dårligt nok fået hvilet ud, inden jeg returnerede til Henne Strand. På tilbagevejen kørte jeg omkring Blåbjerg Klit, der med sine ca. 64 m er Danmarks højeste klit. I højsæsonen var det både hårdt og slidsomt at ekspedere kunder, der stod i lange rækker fra kl. otte til toogtyve, som klokken tit kunne blive, inden vi fik lukket butikken og gjort kassen op. Selvom jeg var stagende træt efter dagens dont, gik jeg hver aften ned til stranden for at få mig en dukkert i Vesterhavet. Og efter hjemkomsten kan det nok være, at man sov som en sten, lidt efter at jeg havde lagt hovedet på puden. Danskere var i undertal i højsæsonen. Langt de fleste turister i sommerhusene og på campingpladsen var tyskere, så herude fik jeg genopfrisket mine tyskkundskaber fra realskolen. Enkelte svenskere og nordmænd var der også blandt lejere af sommerhuse. - Købmand Larsen havde et kontor med en sideordnet gesjæft med udlejningen at sommerhuse. Det var altid købmanden selv, der stod for den del. Der er ingen tvivl om, at det var en god forretning. - Om lørdagen var der dansant på Hotel Klitgården lige overfor købmandsforretningen, og jeg husker de festlige stunder jeg havde sammen med Børge og Hans Gunnar, når de engang imellem besøgte mig på mit værelse, i Klitgården eller på Hotel Henne Strand ved havet mellem turister og lokalbefolkningen. Jeg mærkede tydeligt den internationale og befriende stemning der bredte sig i restauranten. - Hoteldirektørens datter, der var en langhåret skønhed af en blondine, kørte altid rundt i faderens knaldrøde MG sportsvogn. Hun var ofte sendt ned til vores butik for at handle kolonialvarer. - Jeg fik en Hoteldirektøren for Henne sommerkæreste nogle måneder i Strandhotel havde en knaldrød MG sportsvogn som hans unslutningen af feriesæsonen. Sværge lyshårede datter brugte, når meriet startede så småt ved hender skulle hentes købmandsdes arbejdsplads i en feriekoloni varer. 91 Erindringer af Vagn Munch
for københavnerbørn, mens jeg afleverede købmandsvarer i køkkenet. Jeg smilede til en skønjomfru, der stod og tog imod varerne. Hun smilede igen, og det var så vores første lille flirt. Efter den tid, kom hun ofte ned i forretningen for at handle. En dag aftalte vi et stævnemøde efter min arbejdstid ved feriekolonien. Jeg husker, at vores første omfavnelse foregik i fuld offentlighed på toppen af en klit tæt ved hendes arbejdsplads. Hun hed Karen Margrethe og boede i København. Kort efter at hun var rejst tilbage til hovedstaden, sluttede den affære. - Sæsonen var nu ved at slutte ved stranden, og alle lejere af sommerhusene kom og aflevere deres nøgler, mens kunderne blev færre og færre. Og de fleste Klitter ved Henne Strand. takkede for sæsonen ved stranden. I mellemtiden havde jeg søgt en stilling som kolonialkommis hos købmand Kr. Kristiansen i Alslev ved Varde, som jeg fik og måtte lide den tort at gå ned i løn. Jeg tror, lønnen var omkring 800 kroner med kost og logi. Jeg tog afsked med købmanden ved stranden samt hans kæreste og husbestyrer Kristina. Hun lavede i øvrigt god mad. Anbefaling fra M. Enggård Larsen: Henne Strand, den 20-11-1959 Vagn Munch, søn af overlærer Munch, Stundsig, Horne pr. Tistrup, har været ansat i min sæsonforretning ved Henne Strand som kommis fra 1.maj 1959 til 15. august 1959. Vagn Munch har i den korte tid, han har været ansat her udført sit arbejde til min fulde tilfredshed. Jeg kan give ham min bedste anbefaling. Han har en pæn opførsel samt et meget vindende væsen og forstår at omgås kunderne. Han regner og skriver godt. Han er dygtig til at stille varer frem samt lave pæne vinduesudstillinger. M. Enggård Larsen - Købmand
92 Erindringer af Vagn Munch
Købmandens butik i Alslev 1962 efter min soldatertid. Kassen er gjort op, og jeg er i gang med indtastning på kasseapparatet af et beløb for cigaretter til eget brug. Butikken var nyindrettet og moderne efter datidens normer.
Tiden ved stranden mindes jeg med stor glæde, til trods for det slidsomme job. Ren afslapning i ved købmanden i Alslev Det var næsten som at komme fra ilden til asken, hvis man kan sige det på den måde, da jeg startede hos købmand Kr. Kristiansen i Alslev ved Varde, den 15. august 1959. Der var langt fra så mange kunder som ved stranden, så jeg tænkte ind imellem på, om jeg her kunne tjene min løn ind, men købmandsparret var et par utroligt flinke mennesker, som var af stor betydning for min trivsel. Her følte jeg det næsten som om, at jeg var medlem af familien. De havde en datter i 15 års alderen, der gik i skole. Jeg tror i øvrigt, at grunden til at jeg blev ansat, var, at købmandens kone Ellen skulle aflastes. Hun havde problemer med ryggen og haltede lidt. Synd for hende. Mens købmanden havde middagspause, brugte jeg tiden til at veje sukker af i 2, 3, 4, og 5 kilos poser eller pakkede varer ud fra kolonial grossi-
93 Erindringer af Vagn Munch
sten. Ind imellem var der naturligvis kunder i butikken, der skulle ekspederes. Hvad er dit - og hvad er mit? En lille episode fra butikken: I en middagspause var jeg alene i forretningen, da en velbeslået midaldrende lokal husmor, der var en af de faste kunder, kom ind for at handle. Jeg opdagede, at hun listede en pose bolsjer, der stod i en kurv på disken, ned i sin jakkelomme. Da hun senere skulle betale de varer, hun fik, nævnte hun ikke noget om bolsjerne, hvorpå jeg sagde til hende, at varerne kostede så og så meget med de bolsjer, hun havde i lommen. Konen blev ildrød i hovedet, betalte og forlod skamfyldt butikken. Jeg nævnte optrinnet for købmanden, da han kom tilbage fra sin middagspause. Han havde tidligere haft mistanke om kundens rapserier. Og han var derfor ikke synderligt overrasket over situationen. Jeg var meget glad for at være i Alslev. Og købmandsparret var åbenbart lige så glade for mig og min indsats. Derfor tog jeg med fornøjelse imod tilbuddet om ansættelse i fem måneder efter min soldatertid, indtil jeg ville forsøge at realisere min drøm om at blive dekoratør. Første skridt på vejen var et halvt års kursus på dekoratørskolen i Hørning. (Det endte i stedet med et helt år, dog ikke fordi jeg dumpede). Forklaringen følger i kapitel 4. windows efter soldaterminderne. - Før min afrejse til dekoratørskolen, skrev Kr. Kristiansen min anbefaling: Vagn Munch kom her i forretningen 15. august 1959 efter sæsonen ved Henne Strand og indtil 1. februar 1960, da Vagn Munch blev indkaldt til Flyvevåbnet, og så igen fra 1. august 1961 og indtil 1. januar 1962. Munch rejste herfra da han skulle begynde på et halv års kursus på Dekoratørskolen i Hørning. Vagn Munch er en usædvanlig flink og dygtig ekspedient, som kunderne kom til at holde af. Hvad skilteskrivning og dekoration angår, er Munch enestående, og det har hans store interesse, så det er med glæde, jeg giver ham min bedste anbefaling.
94 Erindringer af Vagn Munch
Da jeg læste denne gode anbefaling fra købmanden i Alskev, voksede min selvtillid betydeligt. Jeg har mange gode minder fra min tid hos købmanden i Alslev. Mens jeg var soldat, sendte købmandsfruen Ellen flere pakker med blandt andet frugter, kager og cigaretter. Det var noget der varmede en fattig soldat. Det skete også i Munch familien 1954 – 1961 Året før jeg kom i lære, var storebror Kjeld begyndt på kostskolen, Vestjysk gymnasium i 1. g, Tarm. Han fik sin studenterhue tre år senere i 1956. Året hvor jeg begyndte på handelsskolen i Varde. Herefter var Kjeld soldat fra juli 1956 til december 1957 hos Kongens Fodregiment, Stabskompagniet, ved omstillingsbordet på Haderslev kaserne. Under soldatertiden var han tre måneder i Den Danske Brigade i Itzehoe, Nordtyskland. Kaserneområdet omfattede her 7 blokke omkring eksercerpladsen. Kjeld fortæller, at han ikke var begejstret for at bruge tiden i forsvaret. Han ville langt hellere have startet sit matematikstudie i Universitetsparken, Århus, hvor han summa summarum startede efter sin hjemsendelse. Den 1. april 1961, to måneder efter min indkaldelse til militæret, rykkede mor og far teltpælene op og flyttede til Nørre Nebel, Danmarks vestligste stationsby. Stundsig skole var blevet nedlagt, og far havde fået embede som lærer ved Nørre Nebel skole. Kort tid efter, mens luftmeldekorpset havde øvelse ved luftmeldeposten på Blåbjerg Klit, fik far overrakt en medalje som tak for ti års tro tjeneste i luftmeldekorpset.
95 Erindringer af Vagn Munch
1960 - 1961
Kapitel 3 Soldatertiden Indkaldelse til Flyvevåbenet ed sessionen i Varde blev jeg både målt, vejet og udsat for en skriftlig prøve og andre papirer som vi skulle udfylde, hvorpå jeg blandt andet kunne notere hvilket værn ud af de tre, jeg ønskede at gøre tjeneste ved. Jeg valgte Flyvevåbnet og husker tydeligt, jeg skrev, at grunden naturligt nok var interesse for flyvning, efter et tip jeg fik fra en tidligere flyversoldat. Interessen for flyvning havde jeg blandt andet ”arvet” fra far, der dengang var i Flyverhjemmeværnet som postleder med rang som sergent i Horne. Denne funktion, der fra et tårn gik ud på identifikation af lavtgående fly (kaldet rets) under radarens rækkevidde, var i øvrigt af stor betydning for overvågningen af luftrummet. - Der var spænding i luften den 2. februar 1960 hvor mit tog stoppede ved banegården i Ballerup. Dagen hvor rekruttiden i den nærliggende Jonstruplejr startede, og året hvor amerikanerne indstillede deres Lufttankning af B 52 over øvelser med luftoptankningen af de Grønland. store B 52 bombemaskiner fra basen i Thule på Grønland, ikke fordi den kolde krig var aftagende – snarere tvært imod. B 52’ernes rolle blev efterhånden overtaget af internationale missiler og de atombevæbnede Polarisubåde.
V
Mor havde forgæves forsøgt at få mig overtalt til at spørge myndighederne, om indkaldelsen kunne udsættes et par dage, så jeg kunne deltage, når hendes 45 års fødselsdag skulle fejres den 3. februar. - Ved banegården holdt et militærkøretøj fra lejren med Flyvevåbnets vinge på nummerpladen og bænke på ladet. – Allerede her tog de ”kære” befalingsmænd sig af os. 96 Erindringer af Vagn Munch
”Sid op” befalede en sergent. Køretøjet fragtede os det sidste stykke til vor lejr. Det var bidende koldt den dag, og jeg glædede mig til at komme i en varm seng, men glæden var kort. Der var nemlig baldret en rude Et sløret billede af en indkvarteringsbygning i i vor tolvmands Jonstruplejren, som den ser ud i dag år 2010. stue. Det var næsten som at sove under åben himmel med både snevejr og frostgrader. Der kunne ikke skrues op for varmen.
Garand geværet M/50 havde et otte patroners magasin og kunne påmonteres bajonet.
I dag er der sikkert mere menneskelige forhold på stuerne, hvor bygningerne huser Flyvevåbnets officersskole. Bortset fra den kølige nat, blev vi modtaget godt, selvom vi ikke var i tvivl om, at vi var kommet i kongens klæder med ordre på ordre af råbende befalingsmænd straks ved ankomsten. Al gang foregår i løb, ret ind på tre geledder, - hurtigt, hurtigt – lød kommandoerne gang på gang, og hvis en af os uforvarende kommenterede en kommando - lød det fra befalingsmanden: ”Der blev ikke spurgt efter Deres mening – forstår De det? – og så skal De sige: javel her sergent.” I løbet af den første dag fik vi udleveret udrustning og beklædning, så det civile tøj, som vi ikke måtte 97 Erindringer af Vagn Munch
benytte i lejren, straks kunne sendes hjem, så soldaterklunset kunne lægges ind i skabet i sirlige rækker på hylder og bøjler, så vi nemt kunne finde det i tilfælde af alarm. Den første måned var der ikke noget der hed orlov og ingen kokarde i huen og på jakke/frakke. (Flyvevåbnets vinge med underliggende nationalitets-mærke). Hver afSergent Ras. ten inden spisetid skulle vi løbe 6 gange omkring den store bakkede feltbane (fysisk udholdenhedstræning), som jeg hadede, fordi jeg fik forbistret ondt i anklerne, som plagede mig en del de første måneder, inden jeg sammen med et mindre hold fra eskadrillen blev sendt på kontrol- og varslingsskole i Vedbæk ved forsvarskommandoen. Her ventede der os nye og veludstyrede tremandsstuer og badeværelser med varmt vand, som vi jo ikke 67, mig og 69 fra eskadrillebilledet, Rekruthavde adgang til i skolen Sjælland. Jonstruplejren. En ”gammel” soldat gav os et tip om en genvej til rengøring af det fedtoversmurte Garand gevær M/50, som vi fik udleveret nogle dage senere. Han fortalte, at kostforplejningsbygningen var udstyret med en udendørs hane med varmt vand, som var ret effektivt til formålet, men det krævede, at geværet omgående blev påsmurt geværolie så det ikke rustede. Det kunne koste en tur i brummen, hvis det blev opdaget ved geværeftersyn eller udgangsparader. Brummen befandt sig i samme bygning som hovedvagten. En soldat fra en anden eskadrille var gang udeblevet fra tjenesten
Flyvevåbnets vinge som også blev båret af piloter over uniformens højre brystlomme.
98 Erindringer af Vagn Munch
et par dage, hvorefter han blev hentet af militærpolitiet og sat ind bag lås og slå – så kan de lære det. Under geværeftersyn skete det, at sergent Ras havde hvide handsker på, og ve den soldat det gik ud over, hvis handsken blev sort af snavs. Jeg gik senere til lejrens læge med mine ankler. Han sendte mig videre til KMH Københavns Militærhospital, hvor en læge undersøgte sagen og fritog mig en tid for fysisk udholdenhedstræning, hvilket resulterede i nogle dages tjeneste i lejrens kostforplejning, mens kammeraterne halsede rundt på feltbanen. Tilbage til anden dags morgen. Stuedøren blev revet op at sergenten fra gårsdagen med sin velkendte skrålende stemme: ”God morgen - så står vi op!” råbte han, så det gjaldrede i hele indkvarteringsbygningen. Lidt efter kom han tilbage for at kontrollere om alle havde forstået ordren, det var ikke var tilfældet for 69 i underste køje, han troede, han kunne snue lidt længere. Sergent Ras (mussen) sparkede på sengefodenden, så 69 tydeligt chokeret satte sig forvirret op i sengen til stor morskab for resten af stuen. Optrinet var ikke til at tage fejl af; respekten og lydigheden var et must de kommende måneder, hvor vi fra morgen til aften øvede eksercits, havde marchture, var på skyde- og feltbane, havde våbenlære og forelæsning i auditorium om blandt andet Genève konventionerne vedr. beskyttelse af ofre i væbnede konflikter, som godt kunne være søvndyssende for trætte soldater. Hvis forelæseren (en kaptajn der var specialist i emnet) opdagede, at en af tilhørerne sad og nikkede, blev den pågældende beordret ud på midtergangen, hvor han skulle blive stående, til forelæsningen var slut. Vi vænnede os hurtigt til at bruge de tocifrede numre i stedet for navne, når vi tiltalte og omtalte hinanden. Og jeg var ikke i tvivl om, hvad det betød, når sergenten skreg 68, som var mit soldaternummer nu og fremover; så skulle vi rette os op og råbe ”her”. Jeg husker stadig det sekscifrede nummer: 446 668, som jeg fik tildelt allerede den første dag i lejren, og som vi naturligvis skulle huske udenad.
99 Erindringer af Vagn Munch
ABC-tjeneste I adskillige krige har brugen af kemiske stoffer til bekæmpelse af fjendtlige tropper flere gange været anvendt. På rekrutskolen trænede vi naturligvis i brugen af gasmaske og prøvede at være i gaskammer, for derigennem at kontrollere om masken var ”Der må ryges, småfises og spises syrtæt. – Det var den heldigvis lige bolsjer”, kommanderede Ras før for mit eget vedkommenpausen under marchturen, hvor vi havde. En kammerat hev made fuld udrustning at slæbe på, krigsmalede ansigter og slørede hjælme. sken af, hostede og spytteJeg ses til højre. de, efter at vi var kommet ud af gaskammeret – så kunne vi lære det. Forårsregnen havde sat sit præg på feltbanen en dag sidst i marts måned, hvor min gruppe med fuld udrustning blev beordret til at falde ned. Foran mig var der en temmelig stor vandpyt, som jeg naturligt nok trådte ved siden af, før jeg parerede ordre. Sergent Ras opdagede hvad der skete, og stillede sig foran en større vandpyt. ”68 træd an!” - skreg han. Jeg var straks klar over følgerne; da jeg stod foran vandpytten og sergent Ras kommanderede: ”fald ned!”, resulterede i at min kampuniform og udrustning blev gennemblødt og fyldt med mudder. Efter øvelsen stod den på rengøring af tøj og grej. En snedig 64 fandt ud af, at rengøringen af min kampuniform gik nemmest, når han brugte en skurebørst med skaft og skrubbede tøjet, mens jeg stod under den kolde bruser i badeværelset. Efter brusebadet både med og uden tøj var det bare skønt at krybe i tørt undertøj og en lun uniform, inden aftensmaden og senere hen en aftentur i tutten - lejrens samlingsstue med TV i sort/hvid, hvor man kunne sludre med kammerater, fordrive aftentimerne med skakspil m.m. og hygge os med en kop kaffe.
100 Erindringer af Vagn Munch
På vejen derhen kom jeg imod en sergent fra en anden eskadrille. ”Skal De ikke hilse,” råbte han, mens han gik videre, ”Fra hvem” havde jeg nær sagt, men jeg skulle nok vare mig. (Vi havde jo hørt om, at straffen for nægtelse for eksempel kunne være at skrive hvordan man hilser 100 gange og aflevere papiret til den overordnede.) ”Javel her sergent,” svarede jeg, hvorpå jeg var nød til at løbe tilbage, vende om, strække armene ned langs siden fem skridt før jeg igen nåede sergenten, se til højre og gøre honnør, som vi jo i forvejen havde terpet igennem på eksercitspladsen. - Endelig kunne jeg fortsætte til en tiltrængt hyggeaften i tutten. At kaste med ananas håndgranat I slutningen af rekruttiden skulle vi naturligvis også øve os i at kaste med armerede ananas håndgranater. Når den sprængtes udløstes tusindvis af livsfarlige barberbladsskarpe metalfragmenter. Inden da havde vi trænet med øvelsesgranater uden sprængladning på lejrens øvelsesområde. Jeg husker, vi skulle sigte efter målet med udstrakt venstrehånd med håndfladen Ananas håndgranat nedad, hvorefter vi kastede med højre med split. hånd i en lodret bue ned mod venstre håndrod og endelig slippe håndgranaten. Vores deling blev losset op på ladet af militærbiler, hvorefter vi blev transporteret til en større skydebane. På skydeterrænet var der opstillet en mur, hvor vi skulle søge dækning, når granaten var kastet. Tiden gik hurtigt på rekrutskolen og selvom jeg stadig døjede med de ømmer ankler, var jeg med på en 50 kilometers marchtur med fuld udrustning, krigsmaling og natøvelse i slutningen af rekruttiden. Midt i marchturen sakkede jeg lidt bagud. Ras ventede på mig og sagde trøstende: ”De klarer Dem godt 68”. Og jeg fik fornyede kræfter.
101 Erindringer af Vagn Munch
Der var ingen lærdom om militærflyvning, strategi, ledelse og den slags de første tre måneder på rekrutskolen. Det tætteste jeg kom på et militærfly, mens jeg var på ”krutten” i Jonstrup lejren, var da jeg lå på infirmeriet på flyvestation Værløse for blærebetændelse, hvor jeg gennem mit vindue blandt andet iagttog transporteskadrillens velkendte Douglas C-47A, der hver dag klokken 10 lettede med post og passagerer til flyvestation Ålborg. - For øvrigt samme flytype som familien benyttede Kastrup/Tirstrup cirka syv år senere, da Pia var halvandet år, hvor vi besøgte mine forældre i Nørre Nebel. - Der venDet legendariske C-47 fly lander på flyvestatede os til gengæld tion Værløse under et åbent hus arrangegrundig indsigt og ment af nyere dato. træning til op over begge ører på et to måneders skole/kursus i kontrol og varsling på ESK500 Vedbæk nord for København. ESK 500 Vedbæk. Det var næsten som en drøm, der gik i opfyldelse, da eskadrillebussen en solbeskinnet majdag stoppede ved indkvarteringsbygningen ESK 500 Vedbæk, hvor vi tilbragte de kommende to måneder mestendels på skolebænken eller ved GSM plottebordet i bunkeren. De råbende befalingsmænd var som sunket i jorden. I bunkeren befandt vi os blandt så mange befalingsmænd, så hvis vi skulle rette os op og gøre honnør hver gang vi mødte en overordnet, kunne vi ikke bestille andet. Og kostforplejningen lige i nærheden serverede mad der var lutter kræs for ganen. Der var forår i luften og i frivagten nød vi at gå ture ved Øresund, Vedbæk marina på Strandvejen og byture i blandt andet Nyhavn.
102 Erindringer af Vagn Munch
Det amerikanske U2 fly. F-86D fra ESK 726, flyvestation Ålborg, var udrustet med 24 stk. 2.75” Mighty Mouse raketter optrukket under bugen og radome i næsen over luftindtaget. Bemærk de hvide launchere til SIDE-WINDER-raketter.
Da vi ankom til skolen i Vedbæk, den 1. maj 1960, blev et amerikansk U2 spionfly med Francis Gray Powers som pilot nedskudt. Da flyet blev opdaget af russisk radar, blev der skudt i alt 14 stk. SA- Guideline jord til luft missiler efter det, hvoraf det ene eksploderede i så nær afstand af flyet, at det blev beskadiget, så det styrtede ned langt inde i Sovjetunionen nær Sverdlovsk. Francis Gray Powers redede sig i faldskærm. Han fik 10 års fængselsstraf for spionage, men han blev to år senere udvekslet med en russisk spion, som sad fængslet i USA for spionage. I bunkeren skulle vi nu uddannes i ”kontrol og varsling” (radar overvågning) om eventuelle fjendtlige flys tilnærmelse eller indtrængen i dansk luftterritorium, så operationsofficeren i SOC vest (Sektor Operations Center) i bunker 1137 Karup kunne alarmere det vagthavende afvisningsberedskab på flyvestation Skrydstrup, hvor to vagthavende kamppiloter døgnet rundt var klar til gå på vingerne (alternativt Ålborg). Afvisningsberedskabet benyttede F-86D Sabre, som det danske flyvevåben modtog to år før min indkaldelse til FLV. Flyene - som var udstyret med SIDE-WINDER missiler - blev sendt i luften for at ”se nærmere på det uidentificerede fly”. ”scrambling” el103 Erindringer af Vagn Munch
ler "intercept" der betyder opfange og afvise - Piloternes opgave var enten at vise det vej ud af dansk luftrum eller tvinge det til landing. Ofte var det dog blot private fly, som glemte at melde deres tilstedeværelse i luftrummet. Det hændte også at østlige militærfly trængte ind i dansk territorium. Deres indtrængning var uden tvivl med fuldt overlæg. De kunne dermed tjekke effekten, som altid endte fredeligt. Med ordet ”kontrol” menes kontrol over dansk luftterritorium som overvågedes i SOC vest Karup, hvor vort hold senere via GSM (General Situation Map) (plottebord) gjorde benarbejdet via øretelefon-kontakt til tælleren som havde kontakt til radarstationer i Skagen, Skrydstrup, Multebjerg, Skovlunde og vel nok den strategisk vigtigste: Bornholm, som opfangede utallige spor under Warszawa pagtens øvelser langt inde bag jerntæppet i både Polen og Østtyskland og for det meste provokerende tæt op ad vestlige grænser. Så Bornholm-plotteren havde rigeligt at se til, idet der på hvert spor skulle noteres både højde, antal, retning, ven, fjende og fart. Der var for nylig (1958) lagt sidste hånd på byggeriet af den første af de fem mest moderne radarstationer udenfor USA, som de havde bygget som våbenhjælp til den nette sum af 5 mil. pr. stk. (mange penge dengang), stod der i en artikel i Ekstrabladet, som ikke skrev en dyt om placeringen af omtalte, ligesom der ikke stod noget om, at operationerne foregik i unIndgangen til bunkeren i Vedbæk derjordiske bunkers nær anvar lang og smal af sikkerhedshentenne, højdemåler og radarsyn. Bemærk ståldørene. skærm. 104 Erindringer af Vagn Munch
Den store nyere underjordiske treetagers bunker i Vedbæk, SOC øst, hvor sektorrummet var en tro kopi og alternativ til SOC vest Karup blot i mindre format. Bunkeren var uddannelsescenter for både os menige, mater, lotter, befalingsmænd og officerer. Kontrol og varslingstjenesten blev af forsvarskommandoen betragtet som forsvarets vigtigste enheder. På grund af stormagternes oprustning med blandt andet interkontinentale raketter og atomvåben, var den kolde krig skærpet, og alt tjenstligt, vi foretog os, var fortroligt og omgæret af militære hemmeligheder. I lærebøgerne, som var under lås og slå efter ”skoletid”, var der side op og side ned med tekstforkortelser på engelsk naturligvis. Alle lækkede informationer var brikker til et puslespil, som eventuelle østlige spioner kunne lægge sammen, påpegede vores sikkerhedsofficer fra efterretningstjenesten under sine forelæsninger i bunkeren, som ellers var skjult med bevoksning og indviet blot 16 måneder før vor ankomst. Bunkerindgangen var beskyttet mod nedbør af et lille skur. Jeg husker, vi talte om eventuelle spioners undren over, at der var plads i skuret til den kø af flyversoldater, der hver morgen var på vej til tjeneste. Alt var dog ikke lutter idyl i Vedbæk Som en ond drøm var de råbende befalingsmænd for en stund vendt tilbage, endda lige før vi skulle på weekendorlov. Vi var trådt an i gården med udgangsuniform efter et stueeftersyn, hvor der godt nok var lidt rigeligt med nullermænd under sengene og beskidt på gangene. I gården ventede vi alligevel på næstkommanderendes kommando: ”til orlov – træd af”. I stedet skreg han som en gal: ”Fuld feltmæssigt i gården – træd an.” Efter omklædningen blev vi i løb beordret til en særdeles sumpet mose bag lejren, som jeg sent skulle glemme. Fremme ved mosen blev der straks kommanderet: ”Gas” – som var ordre til iførelse af gasmaske og regnslag ovenpå den feltmæssige påklædning, hvorpå vi i løb skulle bære en ”såret” kammerat (64 var godt i stand) på ryggen med både gevær og udrustning over mosen, hvor støvlerne sank dybt ned, hvorefter turen gik gennem en bæk mens vi mærkede sveden hagle ned. Kan du 105 Erindringer af Vagn Munch
tænke dig, hvordan det føltes? – En røvtur af højeste karat. Udmattelsen kunne ikke skjules, da vi endelig trådte af til orlov efter endnu en omklædning til udgangsuniform. Nu kunne de fleste af os vinke farvel til det tog, som vi sædvanligvis kunne nå efter aftrædelsen. Rengøringen af kampuniformen og udrustning måtte heldigvis vente til efterfølgende mandag. Inden jeg fik set mig om var de to måneders uddannelse i Vedbæk overstået, og da den sidst i juni sluttede, blev spændingen udløst: Vi fik beskeden om, i hvilken eskadrille vi de kommende måneder skulle gøre tjeneste. Vi var naturligvis klar over mulighederne: Radarstationerne i Skagen, Skrydstrup, Multebjerg, Skovlunde, på Bornholm eller FTK, Bunkereskadrille 1137, Gedhuslejren, Flyvestation Karup. Sidstnævnte stod på min seddel, og det var faktisk der, jeg helst ville tilbringe de sidste måneder af soldatertiden. Vi tog afsked med de kammerater, som skulle gøre tjeneste på øvrige tjenestesteder og drog af sted til Karup – midt på den jyske hede, som mange Københavnerne for øvrigt ikke var vildt begejstret for. – Jeg glædede mig.
Her ses et udsnit af eskadrillebilledet fra ESK 500, Vedbæk 1960. Øverste række til venstre står Jørgen Lysdal. Jeg sidder i nederste række længst til højre.
106 Erindringer af Vagn Munch
Her ses bunkeren, der med sine tre en halv etager foruden kælderetage var af en anseelig størrelse. Billedet er af senere dato, efter at reparationen af frostskader er foretaget. De foranliggende bygninger (rimeligvis cafeteria) er ligeledes af ”nyere dato”. Bunkeren er født med halvtaget til venstre i billedet, hvor skydehullerne anes. Til højre ses bunkerens anneks, hvor FTK havde hovedkvarter.
Bunkereskadrille 1137 Karup. Den 1. juli 1960 ankom vi så til Gedhuslejren med BK 1137 som nærmeste nabo. Udenfor Gedhus-vagten, på den anden side af hovedvejen, havde KFUM i øvrigt til huse. Her kunne vi slå tiden ihjel om aftenen foran Tv’et og låne mølle og damspil. Værten skænkede kaffe for billige penge. Lidt om den under krigen benævnte Kommandobunker ”Zentralgefechtstand Gyges” som blev bygget under besættelsen af 15.000 frivillige danskere for danske penge. Den var en af de 6 europæiske bunkere, som under anden verdenskrig kontrollerede det tyske luftforsvar. Bunkeren er bygget af 39.000 kubikmeter armeret beton og har ydervæge på 3,4 meter hele vejen rundt og står på et seks meter tykt fundament. Bunkeren var i øvrigt udstyret med to (dengang yderst hemmelige) underjordiske flugtveje til det fri. I dag bruges bunkeren af NATO og er en central for luftforsvaret i Danmark og Nordeuropa.
107 Erindringer af Vagn Munch
Nu skulle vi nytilkomne introduceres for vor kommende chef: kaptajn H. C. Galle (et kapitel for sig), chef for bunkersektionen. Han havde en fortid i fremmedlegionen, og tydelige ar efter granatsplinter i ansigtet var det synlige bevis fra kampenes hede. Han mente, at han havde fået et urimeligt rygte i Flyvevåbnet, hvorfor han havde udsendt det første eksemplar af ”Værdinormer i Flyvevåbnet”, med ti punkter som fylder tre A4 sider, som var placeret på kvarterets opslagstavle med overskriften: ”Til orientering for nyankomne”. Jeg vil ikke nævne dem alle – blot første og tiende, som jeg synes er ok. Det første lyder: ”Jeg, kaptajn H. C. Galle, chef for BK ESK 1137, giver her i korte træk utvetydigt til de nyankomne et forhåndsindtryk af mine synspunkter som militær chef og menneske.” Det tiende og sidste: ”Er De et mandfolk, og derfor automatisk en god soldat, skal De også have al den frihed og alle de goder, som det nu er muligt at give Dem.” Siden blev vi introduceret for vore nye befalingsmænd i selve bunkeren, hvor tonen var afdæmpet, og hvor chefen for FTK, generalmajor Kurt Ramberg, der forud for indvielsen i 1955 havde udført et stort arbejde i forbindelse etablering af Flyvetaktisk Kommando, havde sit kontor i bunkerens tre etagers anneks med dagslys, hvor han var omgivet af sin adjudant og FTKs øvrige chefer.
☼
108 Erindringer af Vagn Munch
Se Sektorrummets vigtigste funktioner pĂĽ nĂŚste side.
109 Erindringer af Vagn Munch
De vigtigste funktioner i Sektorrummet: for oven ses GCIstation med C/C: Chief Controller and ASO: Air Survrillance. Derunder ses Civil Defence og Visual Observer Corps. Kabinerne nedenunder rummer: Identification Officer, som havde radioforbindelse med Identification plotter på gulvet. Endvidere Sektor Controller og Sektor Operations Officer med Artillery Controller. På de nederste rækker ses bl. a. Overlap Tellere til nabo SOC, Recordere, som førte journaler over hvad der skete, Tellere til Control and Reporting Posts, Filter Officer, som skulle konstatere evt. dobbelt plot og Filter Teller, som skulle orientere Filter Plotter på gulvet. Foran ses bl. a. Artellery Tellere. På siderne ser vi bl.a. Naval Liaison Officer og Air Traffic Control Center, som leverede flyveplaner til plotning på bordet til venstre. På højre side har vi Light Anti Aircraft Broadcast Officer og Fighter Marshal. På forhøjningen til venstre ses Floor Supervisor. På gulvet finder vi Plottere, Raid Orderly, der hentede plottemateriel til plottere og Tote Plottere. Planen over Sektorrummet er sandsynligvis tegnet efter hukommelsen af forfatteren B. Ålbæk-Nielsen på grund af forbud om fotografering. I 1957 var han menig soldat i bunkeren, skriver han i sine erindringer på nettet.
☼
110 Erindringer af Vagn Munch
Da vi ankom til bunkerens hovedindgang, blev vi sluset ind ad to kraftige metaldøre, hvorefter vi passerede en menig vagtsoldat med hvid hjelm og hvide gamacher under honnørgiven. Hos vagtkommandøren, som sad i et såkaldt bur, fik samtlige udleveret et grønt identitetsmærke med navn, soldaternummer, tjenestested og billede, som vi altid skulle bære udenpå uniformen, mens vi gjorde tjeneste i bunkeren. Kortet skulle naturligvis afleveres, inden vi forlod den.
Billedet af mig blev taget hos en fotograf i Karup, februar 1961, mens jeg havde frivagt i bunkeren.
Da vi så sektorrummet, Sektor Operation Center, i bunkerens ”hjerte”, kunne vi kun give vore instruktører fra Vedbæk ret: Det var størrelsesmæssigt imponerende med et gulvareal på størrelse med en middelstor villa og en lofthøjde på ikke mindre en 16 meter. – Her havde jeg dog kun tjenestested i en kort periode.
☼
111 Erindringer af Vagn Munch
Fotoflighten (ESK 729) havde fået nye RF-84F THUNDERFLAS med pileformede vinger. I dens store næse var der masser af plads til at montere kameraer. ESK 729 modtog de første 10 af flytypen i maj 1957 ud af i alt 29. Flyets store svaghed var motoren. Den udviklede så lidt kraft, at det var svært at komme i luften med droptanke på, når vejret var varmt. En stor fotostat af flyet prydede en væg på chefens for FET’s kontor i bunkeren.
Et par måneder senere blev jeg efter eget ønske ”udnævnt til” kontorordonnans for førnævnte kaptajn Galle. Herefter fandt jeg i øvrigt ud af, at en stor rød ubådsmotor i kælderetagen fungerede som nødgenerator for bunkeren (hvis strømmen udefra svigtede). – Anlægget blev afprøvet med jævne mellemrum. Den kolde krig skærpedes, Man mærkede tydeligt, at den kolde krig skærpedes som månederne gik, og den kulminerede vel nok med bygningen af Berlinmuren i slutningen af 1961. Sikkerheden skærpedes i form af skærpet beredskab, som blandt andet betød, at vi en overgang skulle medbringe både våben med ammunition og feltmæssig udrustning, mens vi var på vagt i bunkeren. Der blev nu brug for de sammenklappelige køjer fra besættelsestiden, der var ophængt i gangene. Den morgen, hvor det skærpede beredskab trådte i kraft, lagde jeg mærke til, at selv generalmajor Ramberg mødte op med stålhjelm ved sin ankomst til bunkeren. Det var i øvrigt ham, der havde givet ordren til skærpet beredskab. Situationen op112 Erindringer af Vagn Munch
fattedes alvorligt, så alvorligt, at regeringen lidt senere udsendte en informationsfolder til samtlige danske husstande. Denne folder indeholdt information om, hvordan civilbefolkningen skulle forholde sig i tilfælde af atomkrig. Et af højdepunkterne under min tid i bunkeren tog sin begyndelse, da det pludseligt vrimlede med højtstående officerer fra alle værn, der kom fra øvrige NATO lande deriblandt USA. NATO øvelsen efterår 1960, som jeg naturligvis var forberedt på, var startet.
Kaptajnen H.C. Galles korte og militæriske hilsen i min bog med soldaterminder.
Det virkede som om, at de fleste officerer tidligere havde besøgt bunkeren. Det var kun ganske få af dem, som havde brug for min assistance, når de skulle guides til deres bestemmelsessted i bunkeren. Nu fik jeg ind på livet, hvor vigtig en person generalmajor Ramberg egentlig var i form af sin egenskab som chef for NATOS NORD FLANKE. Kong Frederik besøgte i øvrigt bunkeren under den omtalte øvelse, hvor han kunne følge slagets gang. - Han havde en glimrende udsigt til plottebordene på gulvet hos Sektor Operations Officer og Artillery Controller. Et øjenvidne berettede i øvrigt, at den fartglade konge ”afprøvede” sin dengang nye R.R. på en af flyvestationens startbaner, inden han ankom til bunkeren. Det var ikke uden stolthed, jeg på min vagt i bunkeren følte mig som en brik i puslespillet blandt mandskabet på den taktiske kommandostation: NATOS NORD FLANKE.
113 Erindringer af Vagn Munch
Civilundervisningen var et nyttigt punkt på dagsordenen for eskadrillens personel. Jeg husker blandt andet, at jeg lærte maskinskrivning med blindskrivning på en skrivemaskine, et ”hakkebræt” fra datiden, som ikke var elektrisk. Blindskrivningen gør jeg nu brug af foran skærmen, mens jeg sidder og skriver på nærværende erindringsbog. Opgaveløsningerne har jeg stadig liggende. Et andet fag var: medborgerkundskab, mener jeg, det hed. Lærebogen med titlen: Medborger bogen, som var trykt i året 1960, har jeg stadig som et minde. Her havde jeg et brevkursus i skilteskrivning. Flyvevåbnet fejrede sit 10 års jubilæum under min tid i bunkeren, hvor kong Frederik overrakte en fane til chefen for Flyvestation Karup, oberst Ziegler. - Jeg husker tydeligt, at jeg deltog i en stor parade under omtalte ceremoni, som foregik i nærheden af startbanerne, hvis jeg husker rigtigt. – Eskadrille 727 overfløj området i formation for at markere jubilæet i deres F100 Super Sabre. I dagens anledning var der festmiddag i kostforplejningen bestående af flæskesteg, en pilsner per næse og rombudding til dessert. På ”natøvelse” Jeg mindes i øvrigt en spændende natøvelse, mens jeg var indlagt for blærebetændelse på flyvestationens infirmeri. Så vidt jeg husker, var vi seks på stuen, som ikke var mere syge, end at vi længtes usigeligt efter et stykke wienerbrød lidt efter indtagelsen af aftensmaden. Det var ikke kutyme at infirmeriet kræsede op med den slags lækkerier om aftenen. Nu var gode råd dyre. - Jeg tilbød simpelthen at hente en stang wienerbrød og sodavand i tutten inden den lukkede, og inden sygeplejersken dukkede op, mellem ni og halv ti, med sygetermometret. Lyset i stuerne skulle slukkes klokken ti, så der burde være god tid til at nyde vore aftenbasser i fred og ro. - Nu var det sådan, at tutten for menige fra bunkereskadrillen befandt sig næsten i den anden ende af flyvestationen og ret langt 114 Erindringer af Vagn Munch
fra infirmeriet. Samtidig kunne jeg naturligvis ikke blot spadsere ud gennem infirmeriets dør under indlæggelsen. Altså - jeg måtte iklæde mig uniform, kravle ud gennem vinduet og liste mig tværs over terrænet og startbanerne uden at blive opdaget. Efter det skærpede beredskab, skulle jeg naturligvis undgå både hundepatruljer og militærpolitiet, som med visse mellemrum patruljerede i området. – Klokken var vel lidt over otte, da jeg listede mig ud af vinduet og begav mig af sted i den retning hvor jeg mente, at bygningen med tutten måtte ligge. Ude i horisonten kunne jeg nu skimte startbanen, hvor en silhuet med stålhjelm, bevæge sig på tværs af min kurs mod tutten. For en sikkerheds skyld kravlede jeg hen til en busk for at ligge i skjul, indtil vagten var LUE flyver her i kampformation i sit F100D Suude af syne. Så var per Sabre jagerbombefly G-747. der fri bane, og jeg kunne nu fortsætte mit forehavende. Wienerbrødet og sodavandene blev købt, og jeg returnerede i retning mod infirmeriet, men nu var der kun ti minutter til, at sygeplejersken normalvis ville indfinde sig på stuerne. Jeg løb nu, så hurtigt jeg kunne, og nåede lige ind i stuen og fik klunset af, inden sygeplejersken kom ind af døren. Hun undrede sig en del over, at jeg var feberfri og havde en puls på 130. - Stuekammeraternes øjne strålede, da wienerbrødet og sodavandene blev serveret, og vi hyggede os imens pulsen dalede til hvilestadie. Jeg var tilfreds med udbyttet af min ”natøvelse” og var ikke i tvivl om, at aftenbassen med kammeraterne var velfortjent.
115 Erindringer af Vagn Munch
Jagerpiloten LUE Mens jeg var soldat i bunkeren 1960 og 1961 var en jagerpilot med flyvernavnet LUE i fuld gang med at træne sammen med sine kolleger i ESK 727 kun få hundrede meter fra vort kvarter, og jeg husker, at jeg sendte beundrende blikke, når de larmende F-100 jagerbomber lettede. Og nu er det vist på tide at få LUE på banen for at høre samtidshistorier set fra jagerpilotens side. For en måned siden (8/9 2010), sendte han mig en mail, hvori han skrev, at han gerne ville medvirke med sine egne oplevelser fra tresserne på Flyvestation Karup og i luften, her i min erindringsbog. Jeg er spændt på, om hans ord stadig står ved magt. Nu har jeg igen sendte ham en mail, så hans løfte ikke skal gå i glemmebogen – måske er jeg så heldig, at han lige nu sidder og brygger en historie sammen. - Jeg venter i spænding. Endelig fik jeg besked fra LUE. Han forærede mig bogen ”HAMMERKASTERNE”, som han selv havde redigeret i anledning af ESK 727´s 50 års jubilæum. Erik Lund besøgte mig lidt senere, hvor vi blandt andet havde en god snak om flyverhistorier fra tresserne over en kop kaffe. – Mange tak for bogen og snakken LUE. Fra din bog fik jeg tilladelse til at referere følgende: F-100 operationer - LUE fortæller om de første F-100 operationer i 60`erne: Tidsmæssigt befandt vi os ved overgangen fra 1950`erne til 60`erne midt i den kolde krig. Warszawa-pagten (WAPA) var efterhånden en veletableret organisation og i vort interesseområde domineret af Polen, Østtyskland (Deutsche Demokratische Republik, DDR) og Sovjetunionen (USSR) militære og politiske tilstedeværelse i hele området. Nye tider: Fra min tidligere tid i ESK 727 d.v.s. 1957 – 59 på F84G lå krigsplanlægningen på Wing-Ops-plan, men efter overgangen til F-100/F og 60`erne kom der helt nye boller på suppen. Vi var vandt til at flyve rundt i Danmark efter et Geodætisk Institut kort 1:500.000, hvor vi havde indtegnet obstructions og skydeområder, og for at sikre muligheden for genbrug blev kortet plastfilm kaldet ”filmolux” og navigationen tegnet med fedtblyant, som let kunne fjernes med en cocktail af husholdningssprit og petroleum. Nu blev 116 Erindringer af Vagn Munch
der introduceret kortforbrug helt ude af kendte dimensioner, - ja, det grænsede til vandalisme. Hver mission sine kort. Super Sabre: Med det nye luftfartøj var vore præstationsevner væsentlig forbedrede for så vidt angik performance (speed and range) og firepower. Ydermere var F-100 kapabel til at levere taktiske atomvåben, og vi i ESK727 gennemgik i sommeren 1960 et kursus med instruktører fra USAF i missionsplanlægning og et praktisk program med øvelser af leverings- metoderne LABS og HABS. At vi således havde evnen til dette var på den tid ikke officielt, og vi holdt os til, hvad der var nationalt acceptabelt, at være rede til en konventionel gengældelse på et angreb på Danmark og vore NATO-allierede. Operations: Planen og strategien for anvendelse af F-100eskadrillerne var at planlægge og udførelse taktiske offensive luftoperationer. De havde til formål at imødegå og ødelægge fjendens evne til at føre luftkrig (Counter Air Operations). Afskæring og isolering af fjendens overfladestyrker (Interdiction), flystyrker til egne overfladestyrker såvel på land (Cloce Air Support Maritime Operations, TASMO) og endelig vise former for recognosering (Recce). Øvelser: Måden vi øvede disse missioner på var. At vi opfandt tilsvarende missioner over vestligt område, der i ét og alt svarede til krigsmissionerne. De gik til Norge eller Vesttyskland og svarede til de distancer til de aktuelle missioner. Disse ”Equivalent Missions” blev blandt andet brugt i forbindelse med øvelser og alameringsøvelser som f.eks. NATOs Tactical Evaluations, TACEVAL. Et andet program, som de fleste fra den tid husker, var ”Playboy-missions”, equivalent mod levende camuflerede close air support mål i Vesttyskland, opsat af Bundeswehr. Det var her vigtigt ved hjemkomst at have det rigtige mål på skudfilmen. Forbedringer: Det er naturligt, at man i eskadrillen og i flyvevåbnet løbende ønskede at forbedre navigationen og træfsikkerheden med nye systemer. Den kom der i sandhed også mange af på godt og ondt. Dette afsnit bekræfter vort motto: VOLAT - PERCUTIT – REVERTITUR "Den flyver, den rammer, den vender tilbage" enhedsbetegnelsen ESK 727. (Red.) Tak til LUE. Vi ses måske senere.
117 Erindringer af Vagn Munch
Dagen før dagen - inden vores hjemsendelse til det civile, gik tiden med flere sjove indfald. Jeg mindes blandt andet pågældende aften, efter at jeg sammen et par kammerater, var på vej hjem fra en bytur i Viborg, hvor vi forinden havde passeret Gedhusvagten i godt humør: Jeg tror, vi trængte til natmad, og da vejen til vor indkvarteringsbygning passende nok gik lige forbi kostforplejningen, kunne vi ikke modstå fristelsen og gik ind i et ulåst kølerum, hvor det bugnede med både leverpostej, rullepølse og brød. Noget af historien er fortalt i min bog med soldaterminder, hvor 33 - der lå og sov - blandt andet skriver: Du og Benny kom og vækkede mig på en højst besynderlig måde. I smækkede en hel leverpostej, rullepølse og to franskbrød op i sengen på mig. Jeg var godt nok sulten, så den gang gjorde det ikke så meget, men bagefter måtte jeg feje krummer op alle mulige og mærkelige steder. Men ”tak for mad” og tak for godt kammeratskab i bunkereskadrillen. – Hilsen Bager. Kun 20 timer tilbage. Episoden ville sandsynligvis være strafbar, hvis rapseriet i kølerummet var blevet opdaget. Den store dag - hvor vi skulle hjemsendes Forinden havde vi hentet vort civile tøj derhjemme, som nu hang ved siden af det militære kluns i vore skabe. Flere kammerater mente i øvrigt, at de havde spildt tiden i forsvaret, men - som det måske fremgår af erindringerne, oplevede jeg soldatertiden som både interessant og lærerigt, og jeg følte derfor ikke, at tiden var spildt. Al vor militære udrustning og beklædning blev afleveret i depoter, hvorefter turen gik til eksercerpladsen ved hovedvagten, den 27. maj 1961 i civilt antræk. Alle vi menige fra februarholdet 1960 og befalingsmænd stod i tre geledder. Og chefen for FLV oberst Zigler holdt en afskedstale og takkede mandskabet for indsatsen på flyvestation Karup hvorefter han kommanderede de længe ventede gloser: Til civil, træd af. Det var med et vist vemod jeg tog afsked med kammeraterne, som jeg havde været sammen med både dag og nat i 16 måneder.
118 Erindringer af Vagn Munch
Bunker 1137 fik senere en lillesøster i traditionelt byggeri hvor FTK nu har hovedkvarter. Den gamle bunker benyttes nu af NATO.
Vi var seks kammerater som ville fejre dagen over en tår øl, og vi enedes om, at restauranten Latinerly i Viborg ville være et passende sted at hygge os, inden vi med vemod sagde farvel til hinanden, Karup og gik hver til sit. I mit hæfte med soldaterminder skrev de deres navne, som ses på kopien af en side fra ”Soldaterminder”.
☼
119 Erindringer af Vagn Munch
Inden jeg slutter mine erindringer fra soldatertiden, vil jeg dog ikke undlade at nævne vore uforglemmelige danserestaurantbesøg i både Viborg og Herning, hvor et par øller gjorde det hele lidt sjovere. I Herning var det mest i danserestauranten Landsbyen, hvor vi slog vore tøjler, og i Viborg var der dansant i Søpavillonen eller i Jernbanerestauranten, tror jeg nok den hed. Jeg husker (og erfarede), at flyversoldaterne var i særligt høj kurs hos ungmøerne i Viborg. Så vidt jeg husker, kunne vi om lørdagen få nattegn til klokken 05.00, som vi Thunderflash flyet bevæbnet med fotoudstyr udnyttede fuldt ud. fra ESK 729 Karup er bevaret i adskilt stand.
Generalmajor Kurt R. Ramberg var chef for Flyvetaktisk Kommando mens jeg gjorde tjeneste i Bunkereskadrille 1137.
120 Erindringer af Vagn Munch
Cuba krisen Og sidst vil jeg blot erindre om, at minderne fra de gange, vi havde skærpet beredskab ikke blot var taget ud af den blå luft: Få måneder efter min hjemsendelse var det meget tæt på en atomkrig mellem USA og Sovjet og dermed en tredje verdenskrig – Det var lige så tæt på, som vi dengang frygtede. Et dansk militærfly fra ESK 729 var uden tvivl gået på vingerne efter mistanke om et sovjetisk skibs last af raketter. Skibet var på vej gennem Kattegat og videre ud i Nordsøen. Billederne af skibet viste sig ganske rigtigt at være lastet med synlige langrækkende raketter. Det viste sig, at skibet var på vej over Atlanten til Cuba. Cuba krisen var under opsejling, og så kender mange af os den historiske begivenhed der udspillede sig under de 13 lange dage, hvor verden holdt vejret og sluttede med at skibene med raketterne vendte om og Khrusjtjovs berømte brev af 28. oktober 1962 til præsident Kennedy, hvor han lovede at fjerne våbnene fra Cuba. - Hele verden kunne endelig ånde lettet op.
En god læremester: Vores chef for Flyvetaktisk kommando generalløjtnant Ramberg blev kort efter min hjemsendelse udnævnt til forsvarschef. Det slørede billede er fra kongens nytårskur (Set og sket 1963). Generalen bærer stadig Flyvevåbnets uniform.
121 Erindringer af Vagn Munch
1961 - 1962
Kapitel 4 Windows deko
H
vem kunne vide, at jeg nu ville på dekoratørskole ved en skolebygning, der blev bygget for omkring 290 år siden? – Jo - jeg forfulgte naturligvis min drøm om en fremtid som dekoratør. I den gamle skole havde Geff fatter (øgenavn Et ældre billede fra før 1920 af blandt elever) sin bolig, kontor og rytterskolen i Hørning. Den var tagværelser, hvor kvindelige ele- en af de første egentlige danver logerede. Jytte boede her et par ske skoler ud af i alt 270, der blev bygget under kong Fredemåneder, inden jeg startede. Sene- rik den 4. i årene mellem 1721 re fik hun et værelse, som hun del- og 1725. te med veninden Ellen i det nybyggede skolekompleks overfor udstillingsvinduerne. GEFF den skandinaviske dekoratør kost fagskole, Hørning, Jylland. Foran i Nordeuropa, stod der på skolechefens brevhoved, så det borgede vel for en vis kvalitet, skulle man forvente. Skolechefen havde forinden haft succes med en rullende dekoratørskole. Han havde efterfølgende bygget en skole i forbindelse med sit gamle hus ved hovedvejen. Inden jeg startede, besøgte jeg skolen for at bese forholdene. Skolen var den eneste kost fagskole i Jylland, så der var som bekendt ikke noget at sammenligne med. I Århus fandtes der dog en anerkendt dekoratør dagskole.
☼
122 Erindringer af Vagn Munch
Billede af elever foran vinduerne en måned før min ankomst. Jytte ses i bagerste række under et spejlbillede af et vindue i en naboejendom – wowuh for en sød pige. (Mon jeg havde en chance for romance) Lille Ellen i mørk trøje står lidt til venstre foran Jytte.
Jeg havde sparet lidt penge sammen under mit sommerjob ved stranden. Desuden fik jeg tre tusinde kroner af mor, som hun i sin tid havde arvet af sin bedstefar. Pengene var øremærkede som tilskud til os drenges uddannelser.
Økonomien skulle være på plads. Så vidt jeg husker, var det mine forældre, der transporterede mig og min bagage til skolen i Hørning, søndagen før den første skoledag. Geff fatter, Knud E. Sørensen, havde erhvervet en nærliggende nedlagt bondegård. I bygningerne var der blandt andet indrettet værelser og tekøkken til skolens drenge. Her skulle jeg nu bo de næste seks måneder, troede jeg, idet jeg havde meldt mig til et seks måneders kursus. Det viste sig ikke at være tilfældet. GEFF fatter benyttede sig i øvrigt af elevernes arbejdskraft, når der var omforandringer i lokalerne, der skulle udføres. ”Det kan man lære 123 Erindringer af Vagn Munch
noget af” udtrykte han. Det kunne han til en vis grad have ret i; i al fald hvis det var tapetsering og snedkeropgaver, der skulle udføres. Færdigheder som kommende dekoratører kunne drage nytte af. Ikke uden grund, at GEFF var i besiddelse af midler. Kan man ikke sige, at eleverne herigennem betalte sine egne skolepenge i dobbelt omfang?
Selvom jeg tidligere havde pyntet en del vinduer, var jeg langt fra tilfreds med mit første prøvevindue på skolen, hvortil jeg havde udfærdiget vinduesskitse, blikfang og skilte. Jeg trøstede mig med, at rutinen måske ville hjælpe mig på rette vej. Blikfanget forestiller den pigeglade GEFF fatter, der slikker sig om munden.
Kammeratskabet var godt, men der herskede for mig en barnlig stemning blandt mandlige elever. Men det havde måske sine fordele.
☼
124 Erindringer af Vagn Munch
Jytte står foran sit prøve eksamensvindue på GEFF dekoratørskolen den Der blev taget delmorgenen. billeder til Det den er nye brochure. er der kaffepause 14. marts 1962en om hun kommetHer rigtigt godt fra – Godpå ide terrassen. Jytte ses bagerstselvom i billedet til venstre, til højre. og prima varebehandling, hun ikke selvjeg varnærmest tilfreds med resultatet. Hun siger, at hendes lidt sure udtryk skyldes, det det var en tidlig morgen.
En pigeglad chef Det blev fortalt af byens borgere, at skolechefen personligt var frataget sin ret til undervisning af myndighederne på grund af, at han havde været lovligt nærgående overfor kvindelige elever, hvorfor han havde ansat en dygtig lærer ved navn Carlo Rudolf Larsen, som vi elever kom til at holde meget af. Han var den eneste lærer på skolen. Senere blev en af eleverne: Poul Schmidt, hjælpelærer. Og det var der akut behov for, idet skolechefen senere hen måtte undvære Larsen. Det gyldne snit, idé lære, vinduets opbygning og skilteskrivning I starten var der udelukkende teoretisk undervisning i et klasseværelse for os nye elever i de nye skolebygninger, som også indeholdt toiletter, værksted, udstillingsvinduer og seks otte pigeværelser med gennemsnitligt to senge. Senere fik vi lov til 125 Erindringer af Vagn Munch
at skrive skilte, lave rudeplakater, prestigeskilte og at pynte vinduer. For mit vedkommende var det kolonialvarer, der stod på programmet, senere i forløbet forsøgte jeg med et vist held at pynte med sko, tekstilstoffer og isenkram. Mad og drikke Maden blev tilberedt af en kokkepige i den gamle rytterskoles køkken og serveret i den lidt trange spisesal i tilstødende lokale. Kaffe og kage stod for egen regning. John (elev) og jeg besøgte ofte kroen på den anden side af hovedvejen for at nyde en gang kartoffelsalat med torskerogn og en stille pilsner. En dag, hvor vi forinden havde fået et par øller i forbindelse med en festlighed, bestilte vi apollinaris i stedet for pilsnere. Det hører med til historien, at, tjener Schultz, som vi i øvrigt kom til at kende godt, både stammede og læspede. Han spurgte nu med en næsten bebrejdende stemme: ”I ska ska vel ikke ha´ ap ap ap ap….ollinaisss?” ”Jo - mange tak”, svarede vi. Vi kunne dog ikke lade være med at fnise lidt i det skjulte. John og jeg havde i øvrigt mange hyggelige timer på kroen, mens vi nød vores mad, hvor vi også fik os en god Vi skiftedes til at hvile unsnak med vores helt uundværlige tjeder den 15 km. lange køner Schultz. retur til Århus. Her var det Vellykket indsamlingskampagne for både skolen og ulandshjælpen Jeg vil tro, det var Larsen, der fik den geniale ide, at hele skolen skulle deltage i statens store landskampagne Ulandshjælpen 1962”. - På skolen stod en gammel stadsvogn, der blev pyntet op med rødt betræk. Byens smed bi126 Erindringer af Vagn Munch
min tur til at nyde udsigten til alle de elever, der trak af sted med ”kareten”. Smeden havde lavet et jernstativ til vores store skilt med teksten: ”Ulandshjælpen” samt tilhørende logo med fredsduer. Skiltet anes øverst i billedet. (Lysindfaldet har sløret skiltets tekst).
drog med fremstillingen af stativet til et skilt med indsamlingens logo med tilhørende fredsduer. Sidstnævnte blev udfærdiget af os elever, ligesom vi hver især designede vore raslebøsser, hvorpå indsamlingens logo skulle indgå. Fredag den 16/3 blev indsamlingens resultat vist på tv med Volmer Sørensen. Den dag startede de 35 hvidkitlede dekoratører deres optog ad hovedvejen fra Hørning til Århus. Seks otte elever trak køretøjet, et par skubbede, mens en elev gav et nummer på sin guitar. De øvrige hvidkitlede løb ind til nærliggende huse med raslebøsserne efterhånden som optoget nåede frem. – Jyttes bofælle Ellen afleverede samme aften vores store bidrag under tv transmissionen. Det var i øvrigt ikke meningen, at jeg ville skrive så meget om de blot fire måneder på GEFF, men det ene ord tog det andet. På den anden side var det jo netop her, jeg mødte min udkårne darling, som mange af jer ved. I andre må gætte jer til navnet…. Det varede dog nogen tid, før vi begyndte at komme sammen. Du får mere om kæresteriet. Det afsløres senere i afsnittet. Skoleskift Larsen havde gået med tanken om at starte sin egen skole. Og nu da det nærtliggende cafeteria: ”Sunkla” var til salg, kunne det næsten ikke passe bedre i hans kram. Han købte Brochurebillede af skolen der lå i en dal ved ejendommen, der lå i hovedvejen. Forrest ses bygningen med udstilen slugt ved hoved- lingsvinduerne - tre på hver side. Efter en årrække afhændede Larsen skolen og flyttede til vejen kun få hundre- Samsø, hvor han drev et spisested og solgte de meter fra GEFF antik - sammen med sin dygtige kone. skolen mod Århus. Flere elever ønskede at forlade GEFF, fordi de ikke mente at de kunne lære noget, når Larsen ikke var der længere. Jeg gik og 127 Erindringer af Vagn Munch
talte på knapperne, fordi jeg kun havde to måneder tilbage af mit seks måneders kursus. En aftenstund var Jytte, John og jeg på kroen for at hygge os. Snakken gik om Larsens nye skole, og om hvilke elever der ønskede at følge med ham til Nordisk Dekoratørskole, som skolen blev døbt. Snakken kom ind på min egen stillingtagen angående skoleskift. Jeg husker tydeligt Jyttes udbrud: ”Så vågn dog op mand”. Nogle dage senere stod jeg og pakkede mit habengut ud på et to mandsværelse med en skøn udsigt fra 1. sal på den nye skole.
Plancherne til undervisningsbrug blev fremstillet med pensel og skrivestok. Her er jeg godt i gang med en stor farvecirkel med skrivestok.
Lærerigt pionerarbejde Vi var ikke uvidende om, at skolen først skulle indrettes med udstillingsvinduer, værksted og klasseværelse. Det var spændende at være med til det praktiske arbejde, der skulle udføres på skolen, inden det nye hold elever startede. De kom fra hele landet og Norge. Vi var ni elever, der hjalp hinanden, så det varede ikke længe, før cafeteriet Sonkla ligne en velindrettet dekoratørskole.
128 Erindringer af Vagn Munch
En glad Jytte svinger snedkerhøvlen på skolens værksted.
Skolen klar til brug Jeg kan da prale med, at jeg pyntede fire af de seks udstillingsvinduer til brochuren. Derudover malede jeg Sadolin reklamen på facaden mod landevejen som selvstændig opgave. Jeg forlængede i øvrigt mit skoleophold til et 10 måneders kursus. – Jeg mente, at jeg herigennem kunne forbedre mulighederne for ansættelse på et lidt højere trin - hvem ved? Jeg håbede det bedste. På besøg hos forældre Der blev også tid til et besøg i Stundsig, mens jeg var på skolen. Det var også tilfældet med både Frode og Børge. Året er 1962, hvor mælkekartonerne erstattede mælkeflaskerne.
Ego, Børge og lillebror Frode. Vi var alle tre i gang med hver vore uddannelser. Jeg var på dekoratørskolen, Børge gik på mellemskole i Silkeborg og Frode var i lære hos TOFT herremagasin i Varde.
Jytte pynter eksamensvindue Et par måneder før jeg selv skulle op til eksamensbordet, afsluttede Jytte sit skoleophold med en fin eksamen. Desværre har hun og jeg intet billede af vore eksamensvinduer. Jytte fik et job som dekoratør i Føtex, Århus. Her var hun glad for at være. Og jeg var kisteglad for den korte afstand til Århus.
☼
129 Erindringer af Vagn Munch
Kæresteriet begynder Jeg mærkede, at jeg savnede Jyttes selskab på skolen, og nu ville jeg forsøge, om min fremtidsdrøm ville lykkes: Hun skulle blive min. Jytte havde lejet et værelse i Jytte boede i Samsøgade nummer seks. Samsøgade, Aarhus. En af de mandlige elever fra dekoratørskolen besøgte hende derinde et par gange. Han fortalte, hvordan hun gik og havde det i storbyen. Jeg mente, at jeg havde gode chancer for et nært forhold, da jeg vidste, at eleven ikke lige var Jyttes type. - Han mobbede hende nemlig på skolen, fordi Jytte ikke brød sig om hans tilnærmelser. Jeg fornemmede i øvrigt ikke, at Jytte havde en fast kæreste. Det var nu på tide at gøre noget ved det, inden det var for sent. Soldaterkammerater på ø- og bytur med kærester Jørgen Lysdal Nielsen hed en af mine soldaterkammerater. Hans forældre havde en bondegård på Mors. Nu havde Jørgen fået den gode ide, at han inviterede tre af sine soldaterkammerater med kærester på et weekend-ophold hos sine forældre. – Så nu var det med at være vaks ved havelågen. Jeg besøgte herefter Jytte i Århus og inviterede hende med på en tur til Mors i det nordjyske. Hun gik heldigvis med på ideen, og så fik jeg travlt med få bestilt en Folkevogn uden fører, så vi sammen kunne køre ud på en eventyrlig weekend tur til Mors.
130 Erindringer af Vagn Munch
Min eksamen Jeg husker ikke så meget fra skolen de sidste måneder, inden jeg gik op til eksamen, men det var der jo en naturlig forklaring på, for nu var det Jytte fra Samsøgade, der fyldte mine tanker. Eksamensvinduet mindes jeg ikke, men det var åbenbart ikke så dårligt, eftersom det fremgår af eksamensbeviset at gennemsnittet var ug-.
Her er et udsnit af et af mine bedste prestige skilte med charmis håndcreme malet med ALLAK skiltemaling. Mørk- lys grøn tekst med hvid kontur og laksefarvet bundfarve.
Skolelederen, Carlo Larsen, skrev følgende bemærkning på mit eksamensbevis i rubrikken Særligt: Vagn Munch har til dato opnået skolens højeste karakter, ved flid og stor interesse for branchen. Han er pligtopfyldende og ansvarsbevidst, og har absolut den rette forståelse af en dekoratørs pligter. Av for søren, her var der virkelig noget at leve op til, tænkte jeg. Jeg var meget spændt på, hvad fremtiden ville bringe. – Kunne jeg klare et job i erhvervslivets hæsblæsende tempo?
☼
131 Erindringer af Vagn Munch
Den 10. oktober 1961 fejrede mor og far deres sølvbryllup med en fest med mange deltagere, hvor jeg havde lejlighed til at gense vor familie og alle vore naboer fra skoledistriktet i Stundsig.
â˜ź
132 Erindringer af Vagn Munch
1962 - 1964
Kapitel 5 Drømmejobs?
E
fter endt eksamen på dekoratørskolen, den 1. november 1962, læste jeg blandt andet stillingsannoncer i Jyllandsposten, fordi jeg ønskede at være nogenlunde tæt på Jytte. Selvbetjeningskæden Falke Marked søgte en dekoratør til at betjene de 5 supermarkeder i henholdsvis Herning (3), Ikast og Horsens med vinduespyntning samt intern skiltning og markedsføring blandt andet i form af brochurer. – Det var vist en stor En ny aerodynamisk Citroen DS 19 fra mundfuld, men jeg tog 1961 som denne var dengang Falk Lauridsens privatbil og mit køretøj, når jeg besøgchancen, søgte stillinte kædens butikker i Ikast og Horsens. gen, var til samtale med Ragnar Falck Lauridsen og blev antaget. – Nu måtte jeg altså lægge mig i selen for at bevise mit værd. Og jeg havde mod på den store udfordring. Jeg fik et værelse på Fredhøj, der ligger i Hernings nordlige bydel tæt ved Falke Marked og Falk Lauridsens villa. Jeg spiste på cafeteria i Storegade ved siden af Torvehallen, hvor Falk Lauridsen startede sit imperium. - Når jeg besøgte Ikast eller Horsens, var det butiksbestyrer Jensen, der serverede frokosten for mig. John Glenn var den første amerikaner i kredsløb om jorden. I rumskibet Friendship 7 kredsede han den 20. februar 1962 tre gange om jorden. Det skete ti måneder efter Gagarins bedrift.
133 Erindringer af Vagn Munch
Introduktion i firmaet I starten gik tiden med alle de forberedelser, jeg skulle foretage, inden jeg for alvor kunne begynde mit arbejde. Ind imellem skrev jeg prisskilte til Torvehallens nye tilbud til gadesalget. En af de første dage kørte Falk Lauridsen og jeg en tur til koncernens afdeling i Horsens. En køretur på 83 kilometer ad landevejen, hvor der var god tid til at tale med min nye chef om mangt og meget. Da vi nåede frem til bestemmelsesstedet, var det midt i butikspersonalets frokostpause. Her blev jeg præsenteret for butikschefen Jensen, der stod med en kunde og tastede varer ind ved en af de to udgangskasser, indtil kassedamen kom tilbage fra pause. Nu blev vi budt på frokost i lagerbygningen i baggården. Butikken havde en slagter som solgte prima pålæg og diverse gode salater, så det var egentlig ret hyggeligt, at sidde her og nyde vores frokost, mens vi snakkede om forretningen, kommende aktiviteter og andet. Butikschefen blev senere fødevarechef i TEMPO, Vejle, men det er en anden historie. En kontroversiel købmand Selvbetjeningsbutikken i Hernings centrum: Torvehallen var arealsmæssigt beskeden. Omsætningen var derimod ret anseelig. Butikken lå på hovedgaden lige overfor byens kirke og torv. Det var vist nok her, Falk Lauridsen startede sin første butik. Torvehallen var kendt for sine gode frugt og grønt tilbud. Købmanden var tidligt oppe om morgenen, før vi andre fik øjne, når han et par gange om ugen startede bilen for at køre til auktionshallen, grønttorvet GASA i Odense for at handle frugt og grønt. Auktionen startede allerede klokken 5. Engang købte han et helt vognlæs med billige bananer, som blev pakket i femtenstyks poser af butikspersonalet til langt ud på natten, så sendingen kunne distribueres til fem butikker dagen efter. Udenfor Torvehallen var der et bredt fortov, som blev udnyttet til store mængder frugt og grønt stablet op på paller i kasser i tre rækker. 134 Erindringer af Vagn Munch
En skønne dag bakkede et lastvognslæs med græskar ind på Torvehallens fortov. Læsset ankom direkte fra gartneriet og blev solgt til billig pris direkte fra bilens lastrum. Hele læsset blev dog ikke solgt på førstedagen. Bilen blev herefter kørt ind i gården. De resterende græskar blev solgt dagen efter i et ruf, for da var tilbudet rygtedes i byen. Herning Folkeblad skrev dagen efter en artikel om begivenheden. Hjemmelavet tilbudsbrochure Vinduesdekoration og skilteskrivning sad efterhånden på rygraden, men det med at lave brochurer var nyt for mig. Det havde min forgænger stået for, så jeg måtte forsøge, om mine evner i den retning var brugbare. Og jeg var spændt på, om det første færdige resultat ville blive tilfredsstillende. Da jeg lavede et udkast til brochuren, tænkte jeg tilbage til de grundregler, jeg havde lært ved udfærdigelser af skilte samt opbygningen af vinduer, der skulle pyntes. Kopien af min første brochure (herover) til de fem butikker har mistet lidt farve af ælde, hvorfor den øverste tekstboble gengives her: 2387 pakker friskfrosne torskefileter, ca. hver fjerde familie i byen, købte torsk i sidste uge. Torskefilet er for så vidt ikke noget nyt, det har 135 Erindringer af Vagn Munch
blot altid været ret dyrt. Det nye er, at vi sælger til halv pris. Nu kan De også købe rødspætter for næsten det halve (under 30 ører for en stor filet). Og ligeså friske som De selv fangede dem. Spis fisk to gange om ugen. Det er kaloriefattigt. Det er nærende, og det smager dejligt. Mit første kluntede forsøg var i hus: Kunderne strømmede ind i forretningerne. Gode kolleger – gode venskaber I forbindelse med Falke Markeds centrallager, var der et hovedkontor, hvor jeg og firmaets bogholder Finn Ankersen hver især havde vore små domiciler. Der blev hurtigt opbygget et godt venskab mellem ham og mig. Jeg huEt lækkert stykke tatarsker tydeligt, at vi hver fredag aften mad fra Hotel Eyde. sluttede ugen på Hotel Eyde med et stykke med tatar og en vodka få skridt fra vort centrallager. Finn var i øvrigt kæreste med Selma Kold, som Jytte og jeg tilfældigvis kendte fra dekoratørskolen. Mere om Finn og Selma senere i afsnittet. Et andet venskab blev knyttet til Jensen i Horsens. Jeg var flere gange inviteret til en bid mad i familiens idylliske stråtækte gule hus på landet. Venskaberne var af stor betydning for min trivsel. Fri hastighed Da jeg var ansat i Falke Marked, var der såkaldt fri hastighed på landevejene under ansvar. Og denne frihed kunne jeg så benytte mig af, når jeg besøgte Jensen i vores Horsens afdeling. Det bemærkes, at datidens biler ikke havde særlig stor tophastighed, men firmaets Citroen havde dog en tophastighed på ca. 150 km/t. ”For at spare tid” kunne turen til Horsens tilbagelægges på langt under en time. Til tider havde jeg lidt nyheder i kolonialvarer, brochurer og skilte med i bilens bagagerum. Godt nok med lidt ballast, så skuden ikke lettede.
136 Erindringer af Vagn Munch
Jytte får (heldigt for mig) et spændende job i Herning Jytte søgte nye udfordringer og fik stillingen som dekoratør hos slagtermester C.H.P. Gøttsche, Bredgade i Herning. Det skal tilføjes, at Gøttsche tillige var ejer af fem slagtebutikker rundt i byen, der også skulle betjenes med både skilte og rudeplakater. Det var noget af en satsning for Jytte, syntes jeg, for det var i sagens natur noget helt andet end at kravle rundt i udstillingsvinduer og pynte med undertøj, dametøj og hvad der ellers var aktuelt i sortimentet i supermarkedet Føtex, Århus, men jeg må sige, at Jytte gik til sin nye opgave med stort gåpåmod. Hun satte sig inden længe i respekt blandt både førstemanden, de øvrige slagtere og medarbejdere i koncernen, og hun fik stort set frie hænder med sine aktiviteter hos slagtermester Gøttsche. Iscenesættelserne af den traditionsrige store juleudstilling i hoved-butikken skulle dog først vendes med chefen selv, hvor Jytte et år havde et forslag, der tog kegler. – De slagtede grise gjorde redskabsgymnastik i butikken. - Jytte lejede et værelse i Fredhøj hos Torvehallens bestyrer. Værelset lå få skridt fra mit værelse. - Nu kunne vi endelig ses hver dag. Headhunted over forretningstelefonen Der var vel gået et lille års tid i Herning, da jeg en dag blev ringet op på min arbejdsplads af direktør Bjørn Eriksen, Købmandens Reklameservice i Kolding. Han stod og manglede en rejsedekoratør, der skulle besøge købmænd i det sydlige Jylland. Han informerede kort om sit firma og spurgte så, om jeg var interesseret i stillingen. Jeg svarede ham: ”Ja – måske, men skal jeg ikke sende referencer”. ”Nej – det er ikke nødvendig, for jeg var igennem Herning i formiddags og så dine rudeplakater og skilte udenfor Torvehallen.” - svarede han. ”Hvornår kan du begynde?” spurgte han derefter. ”Vil du gi’ mig en dags tid til at tænke over det.” – svarede jeg. Han tilbød lidt mere i løn, end den jeg fik hos Falck Lauridsen. Desuden var der fri bil hos Bjørn Eriksen, så det var nok det, der var årsagen til, at jeg var interesseret.
137 Erindringer af Vagn Munch
Dagen efter ringede jeg til Bjørn Eriksen og meddelte ham, at jeg kunne starte efter formuleringen af en tilfredsstillende ansættelseskontrakt. Ansættelseskontrakten blev udfærdiget, hvorefter jeg sagde mit job op til Falck Lauridsen, som ikke just virkede begejstret. Nu var jeg altså klar til min nye udfordring med bopæl i Herning, hvor Jytte og jeg i mellemtiden var flyttet ind i et lejet hus på Ny Møllevej. – Jeg lod tankerne gå tilbage til min læretid, hvor jeg mindes den dygtige dekoratør fra grossisten i Varde. Nu ville jeg forsøge at gøre, mit idol fra dengang, kunsten efter. Den første dag på min nye arbejdsplads, med hovedsæde i Kolding, blev jeg introduceret for firmaets medarbejdere og fik en lille snak med chefen, hvorefter jeg kørte hjem til Herning i en helt ny Ford Anglia varevogn på papegøjeplader med en stor isbjørn og teksten: Bjørn E. Købmandens Reklameservice på siderne og bag på bilen. Det viste sig dog hurtigt, at den form for arbejde ikke levede helt op til mine forventninger. Det var lidt stressende at skulle besøge to købmænd om dagen, hvor der skulle pyntes vinduer, laves rudeplakater og skrives skilte m. m., som jeg naturligt nok i forvejen var forberedt på. Somme tider var vinduerne ikke tømte, når jeg ankom til købmandsbutikken. Så der kunne godt gå lidt ekstra tid, før jeg kunne gå i gang med pyntningen. Ofte var jeg absolut ikke tilfreds med mit arbejde, inden jeg skulle fortsætte til den næste købmand. Denne stressede tilværelse resulterede efterhånden i konstant hovedpine og maveonde. Helbredet var på spil, og min mavefornemmelse sagde mig, at jeg hurtigst muligt måtte se mig om efter et andet arbejde. Jobskifte igen Nogle dage senere, på en fridag, besøgte jeg mine tidligere arbejdskolleger på Falke Markeds hovedkontor og i Torvehallen. Falk Lauridsen havde ikke fundet en stedfortræder for mig, så skiltene på gaden og i butikkerne levede ikke helt op til tidligere standarder, bemærkede jeg. Bestyreren i Torvehallen bad 138 Erindringer af Vagn Munch
mindeligt til, om jeg ville lave nogle nye. Det sagde jeg så ja til, greb en pensel og begyndte at lave nye skilte. I det samme kom Falk Lauridsen tilfældigvis ind i butikken sammen med Finn og nævnte henslængt med et smil på læben: ”Nå – er Munch kommet på lønningslisten igen?” Hans kommentar passede mig glimrende, så jeg sagde til ham, at jeg var klar til at vende tilbage til gode gamle Falke Marked. Dagen var redet. Jobskiftet var i hus, og fridagen endte ikke overraskende med en tatar/vodka anretning på Hotel Eyde – naturligvis i selskab med bogholder Finn. Forlovelsen Vi forlovede os på Jyttes 20 års fødselsdag, den 30. maj 1963. Datoen og vore navne blev indgraveret i guldringene med indlagt mønstergravering i hvidguld. De blev købt hos en guldsmed i Herning
Billede fra forlovelsen
139 Erindringer af Vagn Munch
Huset på Ny Møllevej 21 Som før omtalt havde vi lejet et hus, sammen med Finn og Selma, på Ny Møllevej 21. Nu var der en have, der skulle passes. Det viste sig dog, at vores gode venner aldrig flyttede ind, fordi Finn i mellemtiden havde søgt en stilling som fødevarechef i den nystartede svenskejede varehuskoncern, A/S Dana Tempo. Tempokoncernen ejede 71 større varehuse i Sverige, og Dana Tempo stod for at åbne sit første varehus i Danmark. Det stod færdigbygget i Randers, og Finn håbede at blive antaget, hvilket han også blev. Vi stod nu med et hus, hvor både størrelsen og huslejen var i overkanten, syntes vi. Vi lejede derfor et par værelser ud til beboelse, og problemet var løst.
Jytte ved havedøren på Ny Møllevej 1963.
☼
140 Erindringer af Vagn Munch
Her læser jeg avis og ryger pibe ved fars skrivebord, der blev malet hvidt, efter vi fik det. Da vi skulle flytte til Randers, var der ikke plads til det i vores nye 2 værelses lejlighed. Derfor overtog Frode det. Han var nu flyttet til Århus og fik det transporteret derind i ”Ramona” (Kjelds og et par studiekammeraters 2 CV). Under transporten mistede det sin skuffelåge, som Frode måtte erstatte med en hjemmelavet ditto. Billedet er fra huset på Ny Møllevej 1963.
Vi gik i giftetanker og blev enige om, at den store dag skulle fejres, den 25. januar 1964. Den dag havde Finn og Selma også bestemt sig for, at de ville giftes, så vi aftalte at mødes til fejringen af bryllupsnatten på Hotel Dania i Silkeborg, hvor vi hver især fik bestilt vore brudesuiter. Den omtalte varehuskoncern søgte også en dekoratør. - Jeg så min chance for ansættelse i en større koncern med muligheder for avancement. - Den mulighed ville jeg nødigt lade gå fra mig, så jeg sendte straks en ansøgning, og jeg fik stillingen efter en personlig samtale på Hotel Randers med tiltrædelse, den 1. april 1964 til en begyndelsesløn på 1.600,00 per måned. - Vi måtte nu se os om efter en lejlighed i Randers. Og inden længe fandt vi os en passende 2 værelses i et nybyggeri på Gyldenlakvej, nordbyen. 141 Erindringer af Vagn Munch
Forinden havde vi indrettet os i huset på Ny Møllevej, hvor vi blandt andet købte os en dobbeltseng i palisander med 7-sover springmadrasser, som vi stadig bruger (49 år efter), og to dyner (der dog er udskiftet) til levering først i januar 1964 til en pris af 1.194,00. Den 17. januar 1964 købte vi et spisebord af teaktræ til kr. 475,00 og fire stole til kr. 608,00. Møbler i alt: 2.277,00 plus diverse køkkenudstyr. Far havde i mellemtiden købt sig et nyt skrivebord, så vi arvede hans gamle. Mordet på John F. Kennedy chokerer Den 22. november 1963 kl. 12.30 sad jeg og nogle venner på en nyåbnet restaurant i Herning. Jeg tror i øvrigt, det var i selskab med soldaterkammeraten Jørgen. Lidt senere ved 14 - 15 tiden kom der en mandsperson ind ad døren og sagde, at den amerikanske præsident netop var skudt og dræbt i sin bil under sin valgturne i Dallas. Det kom som en stor overraskelse for os. Og vi troede næsten ikke vore egne ører. Klokken 13.33 blev det meddelt gennem pressen, at USA’s 35. præsident var afgået ved døden. Kennedy var en utrolig populær præsident, og snakken gik om Kennedymordet. Radioen i restauranten blev tændt, og nu fik vi bekræftet mandens meddelelse om mordet. Jytte har fortalt, at hun hørte nyheden om mordet på Kennedy over radioen, mens hun sad på sit værelse.
☼
142 Erindringer af Vagn Munch
Brylluppet Vi blev viet i den smukke Dronningborg kirke, som var festligt pyntet til den uforglemmelige og højtidelige begivenhed i koret, hvor vi traditionen tro sagde ja og lovede hinanden troskab, til døden os skiller. Jyttes mor var dengang husejer på Bjellerup Allé 8 i Dronningborg. Jytte var taget hjem til sin mor dagen i forvejen, for at gøre sig klar til den store dag, og jeg havde overnattet i huset på Ny Møl- Efter vielsen stod der en pressefotograf levej, som traditionen fo- ved kirkedør og knipsede dette billede. reskriver. Jeg husker i øvaf os efter vielsen. rigt ikke, hvad jeg foretog mig dagen i forvejen udover købet af brudebuketten. Jytte havde ønsket sig røde roser (som dengang var forholdsvis kostbare). Og så havde jeg jo hentet den bil jeg havde lejet samt et kjole og hvidt dress. – Efter bryllupsfesten skulle man vel kunne fragtes standsmæssigt til vor brudesuite på Hotel Dania i Silkeborg, hvor vi skulle fejre dagen med Finn og Selma inden bryllupsnatten. Onkel Barner førte Jytte op ad kirkegulvet, alle rejste sig, og jeg fik tårer i øjnene, da jeg så min smukke hvide brud med Barner under armen.
☼ 143 Erindringer af Vagn Munch
Da vi forlod kirken, fik vi for øvrigt en kuvert af pastor Mølgård, (der i øvrigt havde konfirmeret Jytte og Henny fem år tidligere i samme kirke) med følgende værdifulde dokument:
Bryllupsfesten blev holdt i Randers med familier og venner. – Traditionen tro var det brudens forældre der stod for dette arrangement – altså svigermor Marie. Da bryllups festen var ved at slutte, og vi havde danset brudevalsen, og havde fået kaffe på Bjellerup Allé, så vi vort snit til at forlade selskabet, hvorefter vi ilede ud til bilen for at begive os til hotellet i Silkeborg. Da vi forlod Dronningborg, hørte vi en raslende lyd bagved bilen. Vi var klar over, hvad der var på færde. Men vi kørte blot lidt videre, så den del af selskabet, der havde set, at vi havde forEt tidligere foto af Hotel Dania. 144 Erindringer af Vagn Munch
ladt selskabslokalet, kunne fornøje sig ved synet og ikke mindst lyden af dette traditionsrige påfund med tomme dåser, der bliver hægtet bagpå bilen i en snor. Vi ankom til Silkeborg i god behold, og mødtes som aftalt med Finn og Selma, som kom fra deres bryllupsfest i Vostrup ved Nørre Nebel (Vestjylland). I restauranten fejrede vi nu vore bryllupper over et glas perlende champagne, inden vi trak os tilbage i hver vore brudesuiter. Dagen efter vore bryllupper besøgte vi Selmas forældre i Vostrup skole, hvor Selmas far var skolelærer og fars kollega. Derefter gæstede vi mine forældre, mens far stadig var skolelærer i nabobyen Nørre Nebel, inden han i 1968 som 56 årig blev konsulent for specialundervisningen i Blåbjerg kommune. Her vil jeg afslutte afsnittet ”Drømmejob?” – Mit indre selvværd havde fået endnu et løft, følte jeg. Jeg var vel ikke ligefrem en kvindebedårer, men nu var jeg som 23 årig gift med en både køn, frisk og intelligent 21 årig kvinde, som jeg elskede meget højt. Og endelig havde jeg fået mit drømmejob, mente jeg. Men hvad ville fremtiden bringe? – Fortsættelsen af mit livs historie, kan du læse om på de efterfølgende sider.
☼
145 Erindringer af Vagn Munch
1964 – 1972
Kapitel 6 - Op i TEMPO
Da jeg ankom til Åhlén og Holms (dermed svenske TEMPOs) imponerende svenske hovedkontor i Stockholm, Ringvägen 100, Söder med et imponerende antal medarbejdere, følte jeg mig meget lille, efter at jeg, som bekendt, havde vænnet mig til en personalestab på hele 4 på Falke Markeds centrallagers kontorer i Herning. Fotoet af TEMPOs hovedkontor havde jeg selv knipset, kort efter min tiltrædelse i DANA-TEMPO, Randers, mens jeg var på uddannelse på hovedkontorets dekorations afdeling. Her var Erik Remnert chefdekoratør, som jeg fik et godt og venskabeligt samarbejde med. Under mit første besøg kunne jeg for øvrigt ikke vide, at jeg halvandet år senere skulle besøge samme hovedkontor - på blandt andet direktørgangen - i en anden anledning. DANA-TEMPO havde i øvrigt sit hovedkontor med ca. 14 ansatte på adressen: Østergade 61, strøget i København overfor ILLUM i den gamle og velkendte bygning med tre spir ved Strøget, Storkespringvandet og Amager Torv.
TEMPO afsnittet har jeg frem for alt glædet mig til at gå i krig med, fordi det først og fremmest var her i koncernen, jeg fik de bedste muligheder for at udfolde de evner i dekoration og markedsføring, som jeg fornemmede, at jeg med tiden havde tilegnet mig. 146 Erindringer af Vagn Munch
Endelig var det jo, ikke at forglemme, her i Randers at vort familieliv tog sin spæde begyndelse i en 2 værelses lejlighed i et nyt boligkvarter. Gyldenlakvej 15 Nu skulle vi så til at flytte igen, denne gang til min egen 14. bopælsadresse (inkl. Soldatertiden.) Jytte havde opsagt sin stilling hos slagteren i Herning og skulle nu begynde sin tid som hjemmegående husmoder.
Vores lejlighed og Pias fødehjem, Gyldenlakvej 15, st. tv., Randers. Sommeren 1964. Lejligheden ligger længst til venstre i bygningen ved tørrestativet. Pia kom til verden bag facadevinduet længst til venstre i stueplanet, den 23. april 1965.
Jeg tror, hun var glad for, det var i Randers, at jeg fik min kommende arbejdsplads, fordi det var nemmere at besøge hendes mor, der som bekendt boede i Dronningborg ved Randers. Marie besøgte os ofte på Gyldenlakvej. Efterhånden blev det en tradition, at hun bare kikkede ind hver lørdag. Flyttelæsset fra Ny Møllevej må være ankommet omkring den 1. april 1964, og vi fik indrettet os med både møbler og det meste af det husholdningsudstyr, vi havde brug for. Noget af det havde vi fået i bryllupsgave. Jeg husker imidlertid, at vi den allerførste tid måtte låne en støvsuger hos Else og onkel Barner, når der skulle gøres rent. Ægteparret, som vi i øvrigt ofte besøgte, boede i nærheden på Mariagervej. Kort efter indflytningen anskaffede vi os et nyt sort/hvidt fjernsyn, (Prisen husker jeg ikke) og en marineblå sovesofa til kr. 935,00.
147 Erindringer af Vagn Munch
På uddannelse i Sverige I mit ansættelsesbrev, af 18. februar 1964, stod der, at jeg skulle tiltræde den 1. april klokken 10 i TEMPO varehuset, Randers, hvor jeg fik de første instrukser af Nils Fris, der var varehuschef. Her fik jeg lejlighed til at hilse på varehusets øvrige ledere. Det fremgår også af mit ansættelsesbrev, at arbejdstiden var 45 timer pr. uge, og at der foruden lønnen var personalerabat og fri arbejdsdragt. Den månedlige begyndelsesløn var kr. 1.600 + dyrtidsregulering. AllereDa jeg var på uddannelse i Sverige, skrev jeg de året efter kunne postkort til både Jytte og mine forældre derhjemjeg hæve en måme. Kortet til mine forældre er bevaret og ses nedsløn på kr. herover. Som det fremgår, foregik hjemrejsen 1.750. (en lønstigmed nattog, fordi jeg dengang ikke var udnævnt til afdelingschef på hovedkontoret i København. Efning på ca.10 %) ter min udnævnelse gik turen til Stockholm med rutefly via Arlanda lufthavn. Postkortet er stemplet den 13. 6. 1966. Portoen var dengang 30 sv. ører.
☼
148 Erindringer af Vagn Munch
Under kursusopholdet boede jeg mestendels på hoteller, som her i hjertet af Stokholm, hvor mit fotoapparat, inden billedet blev knipset, var stillet ind på selvudløsning. Kort tid efter kom jeg underfund med, at det var en god ide at leje sig ind ved private til billigere penge. Forklaringen er den, at vi fik udbetalt et fast beløb til både dag- og natdiæter, uanset hotelregningen.
Dagen efter min tiltrædelse, gik turen videre i tog til et tre ugers kursusophold i Sverige. Den første uge gjaldt det TEMPO i Ystad (Sydsverige), hvor jeg fik lejlighed til at se ”1. dekoratøren” over skulderen en uge for at følge med i hans arbejdsdag. Han havde en såkaldt ”teksterske” på dekorationsværkstedet, der, som navnet antyder, var ansat til udelukkende at trykke varehusets skilte på en skiltetrykkemaskine. Ugen efter var det hos TEMPO, Trelleborg, at jeg fik et tilsvarende kursusophold i nævnte supermarkeds dekorationsafdeling. Den efterfølgende uge gik introduktionsturen videre til hovedkontoret og centraldekorationen i Stockholm, hvor jeg blev sat ind i centraldekorationens arbejde og rolle i koncernen. Her fik jeg så lejlighed til at følge arbejdet og stifte bekendtskab med 149 Erindringer af Vagn Munch
chefdekoratøren Erik Remnert. Han havde et tæt samarbejde med koncernens reklamechef Valle Larsson. Koncernens aktiviteter skulle i sagens natur koordineres med salgsafdelingen. Dengang drømte jeg dog aldrig om, at jeg senere skulle få et tæt samarbejde med den svenske reklamechef. På bryllupsrejse til Harzen Finn og Selma var naturligvis også flyttet til Randers og boede i en lille lejlighed i Havdal bygningen, Østervold på 1. sal. Man kan vel sige, at vi var på bryllupsrejse, da vi i sommeren 1964 nød en vellykket kør selv ferietur til Harzen, sammen med Finn og Selma, i Finns fars nyere dollargrin. En amerikansk Dodge.
Under en lille biltur i Harzens omegnen fik jeg Finn til at stoppe bilen og rulle vinduet ned, hvorefter jeg knipsede billedet. Det var, apropos den kolde krig, forbudt at fotografere i nærheden af grænsen til Østtyskland. (Jeg lod tankerne gå tilbage til soldatertiden og mindedes det skærpede beredskab i Bunker 1137’ kommandocentral, mens verden holdt vejret) ”Halt Hier Zonengrenze”, står der på skiltet i marken ved landevejen.
150 Erindringer af Vagn Munch
Selma, Finn og Jytte nyder udsigten fra dæmningen ved Harzen.
Selma, Jytte og Finn studerer landkortet nærmere under en lille biltur på en stille skovvej i Harzen.
151 Erindringer af Vagn Munch
Da vi ankom til Goslar, hvor vi havde fundet et egnet sted at overnatte, efter at vi havde holdt øje med det velkendte skilt med teksten ”Zimmer frei“, husker jeg tydeligt udbruddet fra et midaldrende fruentimmer, der sad og kiggede ud af vinduet ved skiltet - ”Ich bin die Mutter“, sagde hun med høj stemmeføring. Så var vi altså på rette spor, og her havde de tilmed to dobbeltværelser til leje, så det kunne ikke passe os bedre. Her overnattede vi og indtog vort morgenmåltid, mens vi planlagde dagens udflugtsmål. I nærheden befandt der sig et lille værtshus, hvor vi tog os en slapper over en lille drink efter aftensmaden. Nu havde vi så oplevet vor første fælles ferietur, der gik syd for grænsen, som vi kunne leve længe på. Lysbillederne fra turen kunne vi nu vise til vore venner og familien derhjemme.
TEMPO i Randers havde ingen udstillingsvinduer men ”åben front”, som det hedder i fagsproget, når butikken virker som et stort udstillingsvindue. Fotoet viser et udsnit af facaden mod syd. Jeg udnyttede blandt andet facadevinduerne til det blikfang, som centraldekorationen i Stockholm havde ladet fremstille, når temaet vel at mærke passede ind i danske forhold. Og det gjorde det til juleaktiviteten 1964. Temaet fra centraldekorationen i Stockholm var det år: Jul med tradition. I de her viste julevinduer kan man ane blikfanget fra centraldekorationen, der består af kegleformede røde masonitfelter med lyskæder. Til højre ses indgangspartiet, og længst til venstre ser man udgangspartiet, som begge er julepyntede. Dertil fik jeg fremstillet rullende ”dekorations vinduer”, der kunne køres ind på lageret, mens varehuset var åbnet. Tagudhænget er pyntet med ægte grantræer. Parkeringspladsen, der anes foran indgangspartiet, blev ligeledes julepyntet med granguirlander. Til p-pladsen lod jeg fremstille metalskilteholdere foran hver parkeringsbås. Skilteholderne blev fortrinsvis anvendt til opklæbning af temaskilte, ligesom de lyse felter bag de tændte neonrør under tagudhænget af masonitplader. Denne lyseffekt fik næsten skiltene til at fremstå som selvlysende. (Billedet, som er taget på tid og skannet via diapositiv, er desværre af ringe kvalitet, så teksten på skiltene dårligt nok anes.)
152 Erindringer af Vagn Munch
Disse værkstedsfremstillede træ-tapetserede pap-hanebjælker i overstørrelser med hø og nisser, ophængt under varehusets loft, var et af mine indfald, der blev realiseret og faldt i god jord hos personalet og kunderne, da varehusets juleudsmykning i 1964 stod klar. I forsøget på at levendegøre projektet yderligere, byggede jeg en simpel maskine (præmieret Idé-forslag) til fremstilling af kunstigt spindelvæv, der anes svagt under bjælkerne. Det færdige resultat blev spraymalet hist og pist med lys grå farve, så det til forveksling mindede om støv. (Billedet er skannet via diapositiv.)
Varehuset i Randers åbner Vort varehus i Randers åbnede en af de første dage i maj måned 1964, cirka 10 dage efter min hjemkomst fra mit kursusophold i Sverige. Det var spændende at være med til at gøre koncernens første varehus i Danmark klar til åbningen. Op til åbningen deltog en del personale fra både hovedkontoret i Stockholm, svenske varehuse og indkøbere samt øvrige medarbejdere fra DANA TEMPOs hovedkontor i København. Ved den lejlighed kom jeg til at kende endnu flere kolleger fra den anden side af sundet. Personalestaben fra Sverige var i øvrigt medarbejdere, der ikke var uvante med klargøring før åbninger, idet de sædvanligvis rejste rundt i Sverige, når der skulle åbnes varehuse. 153 Erindringer af Vagn Munch
Varehuset blev åbnet med maner. Cirka 100 honoratiores fra pressen, Randers byråd, ordensmagt m.m. og visse leverandører blev indbudte til en rundvisning af varehuset dagen før åbningen, hvor der blandt andet blev budt på smagsprøver fra delikatesseafdelingen og kaffebord i cafeteriet. På et udsnit af billedet ses fra venstre en indkøbsdirektør fra Sverige, en kvindelig indkøber og nærmest ses koncerndirektøren for A/S DANA TEMPO Ragnar Paurell med en fortid som varehuschef i Sverige, dernæst (til højre) ses Varehuschefen for TEMPO, Randers - Niels Friis. De to øvrige gæster er muligvis medlemmer af Randers byråd.
Hverdagen på jobbet begynder Efter åbningen af varehuset begyndte hverdagen i varehuset, og kort tid efter min ansættelse, fik jeg overtalt varehuschefen Niels Friis, der for øvrigt havde en baggrund som officer i hæren, til at ansætte en ”teksterske” (skilteskriver), fordi jeg på eget initiativ udvidede mit virkefelt med blandt andet mere intern dekoration i varehuset. Nu fik jeg endelig tid til at hellige mig denne del af dekorationsafdelingens opgaver, der havde min store interesse. Jeg fristes næsten til at bringe flere billeder af forskellige interne dekorationer, udstillinger, staffager, skilte og lignende, som jeg fik udført hos TEMPO, Randers. Det fører vist for vidt. Til havemøbel, -redskabs og campingsæsonen 1966 lavede jeg for eksempel en udendørs udstilling, hvor jeg blandt andet fik fremstillet en gangbro, et kunstigt vandløb og bevoksning, for at skabe den rette stemning. - Når forårsmoden lanceredes, havde vi vor egen mannequinopvisning i en af byens hotellers festsale, hvortil dekorationsafdelingen fremstillede både podie og trappe ned fra scenen, der blev betrukket med filt. 154 Erindringer af Vagn Munch
Desuden stod vi for pyntningen af podiet med blomsterdekorationer, der matchede forårets modefarver, samt temaskilte m.m., der matchede annoncen. Jeg arbejdede meget selvstændigt og husker faktisk ikke, at varehuschefen gav ordrer. Familielivet i og ved Efter at varehusets juleudsmykning var Gyldenlakvej 15, fjernet, og arbejdstempoet var gået ned i 1964/1965 et lavere gear , blev der tid til at tænke Som nævnt, først i afsnitpå fremtidige salgsaktiviteter. I den forbindelse konstruerede jeg en maskine til tet, sad vi til leje i en fremstilling af dekorationsmaterialer med spritny og dejlig 2 værelflamingoplader, og jeg indsendte derefter ses lejlighed på Gyldenen beskrivelse af idé-forslaget til hovedlakvej i det nordlige Rankontoret i Stockholm. Forslaget blev belønnet med et diplom og udset til at blive ders, hvor vi efterhånden præmieret med 100,00 kroner. – Et kærhavde indrettet os. Vi var komment tilskud til månedslønnen. Anernu ved at finde os godt kendelsen gav blod på tanden. - Lidt senere udarbejdede jeg yderligere 2 idé fortilrette. Vi købte os en slag, der hver blev honoreret med en tilNilfisk støvsuger, husker svarende præmiesum. Selvtilliden voksejeg. Nu var det slut med de i takt med de mange rosende tilkendegivelser - nu også fra hovedkontoret i at låne os frem, når lejligStockholm. heden skulle rengøres. Så vidt jeg husker, havde jeg en fridag midt i ugen hos TEMPO. Fridagene brugte jeg en overgang til at fremstille en tremmereol på dekorationsværkstedet. Nævnte reol var dengang på højeste mode. Jeg husker, at jeg fik en hjælpende hånd til at bære reolen fra værkstedet, ad Mariagervej og hjem i lejligheden. Et billede af reolen kan ses senere i afsnittet. Jytte og Selma dyrkede det gode selskab ligesom Finn og jeg. Finn og Selma boede i en lille 155 Erindringer af Vagn Munch
lejlighed i et nybyggeri på Østervold i byens centrum, hvor vi ofte blev inviteret på kaffe og hyggede os. Jytte og Selma var jo begge hjemmegående husmødre. De gik til kjolesyning på aftenskole, mens Finn og jeg hyggede os i vore hjem. Min soldaterkammerat, Jørgen Lysdal Nielsen, boede ved Herning med sin kone Jytte. En anden kammerat fra soldatertiden, Ole, var gift med Lis. De boede nu i Randers. En dag ringede det på vores dør, og uventet vrimlede de alle fire ind. Historien var den, at Jørgen og Jytte just havde været på besøg hos Lis og Ole, for at se deres nye hjem. Det var søndag og Lis havde imidlertid ikke nok i køleskabet til at bespise dem alle. Hun foreslog derfor, at besøge os på Gyldenlakvej. - Lis undrede sig lidt over al den mad, som Jytte satte på bordet. ”Har du altid så meget mad i køleskabet.” spurgte hun Jytte i smug. - ”for det har jeg i hvert fald ikke” sagde Lis. Forklaringen var den, at vi den søndag skulle have haft besøg at mine forældre fra Nørre Nebel. Besøget blev imidlertid aflyst, da mor var syg. Ellen, som Jytte delte værelse med på dekoratørskolen, fik en stilling som dekoratør hos Juncker i Randers. Efterhånden blev der en del jævnaldrende bekendte at komme sammen med.
☼
156 Erindringer af Vagn Munch
På søndagsbiltur med familien Barner Andersen Onkel Barner, der var lillebror til Jyttes far Henning, boede dengang i en taglejlighed på Mariagervej i nærheden af vort hjem sammen med sin familie. Barner var på det tidspunkt buschauffør hos Randers bybusser, hvor hans kone Else havde en tjans med rengøring af bybusserne. Vi besøgte jævnligt hverandre. Jeg mindes med glæde samværet med det gæstfrie par. Ind imellem inviterede de på en søndagsbiltur, i deres Volvo Amazone, for at vise os byen og oplandet. For mig var Randers et ukendt kapitel. - Jeg husker tydeligt, at turen en dag gik til Hvidsten, der ligger cirka 10 km. nord for Randers. Her kørte Barner langsomt og fortællende gennem landsbyen, forbi Hvidsten Kro, Mindelunden med Hvidstengruppens mindesten og den nedlagte mølle, hvor stuehuset stadig stod der og var beboet. - Huset - hvor Jytte blev født den 30. maj 1943, kort efter Hvidstensgruppens dannelse. Jytte var godt og vel et år, da medlemmer af Hvidstengruppen og deriblandt hendes far - blev henrettet i Da tyskerne havde arreRyvangen, den 29. juni 1944. Lidt nord steret Hvidsten-gruppen, blev Barner fotograferet for byen gjorde Barner holdt, pegede ”til forbryderalbummet”, mod øst, hvor der inde bag marken som han selv sagde. Læg kunne anes nogle grantræer. Barner mærke til den praktiske tavle, som tyskerne brugte fortalte, at Hvidstengruppen i en lyssom navneskilt. ning, gemt bag disse træer, havde sin nedkastningsplads på Allestrupgård med kodenavnet: Mustard Point, ved Blichers plantage og hede. Her var han i årene 1943/44, sammen med Jyttes far og øvrige medlammer af Hvidstengruppen, med til at modtage våben til frihedskampen og flere engelske faldskærmsagenter, fortalte han. Barners dom var livsvarigt tugthus i tyske fængsler. Han undgik dødsstraf på grund af sin unge alder og uvidenhed. Han var da 20 år.
157 Erindringer af Vagn Munch
Den søndagstur står stærkt i min erindring og gjorde forståeligt nok et særligt indtryk. Det var første gang, jeg så Mindelunden i Hvidsten, Jyttes fødehjem og himmelrummet over Blichers plantage, hvor de store 4 motorers engelske Halifax fly nedkastede deres våbencontainere og faldskærmsjægere. Våbnene blev hurtigst muligt samlet op af Hvidstensgruppens mænd. Selve containerne blev af sikkerhedsgrunde gemt i mosen ved nedkastningspladsen. Dyrlæge Albert Iversen og vognmand Anders Venning, der var medlemmer af Hvidstensgruppen, fragtede indholdet videre til midlertidig opbevaring. En del blev i øvrigt gemt helt oppe under møllens halvkuglerunde tag, fortæller Lissy og Jytte. Når møllevingerne kørte rundt, var det ikke muligt, at komme derop. Vi antager, at det var Hvidstensgruppens håndvåben, herunder maskinpistoler, der blev gemt heroppe. Faldskærmsjægerne blev der taget godt hånd om på kroen. De overnattede i Tulles hus, indtil de skulle videre i deres færd. – Senere læste jeg med interesse fire bøger om Hvidstengruppen - heraf en af Barner. Jeg blev i 2012 inviteret til spillefilmen Hvidstengruppens gallapremiere i Randers, søndag den 19. februar, sammen med Jytte samt svigerinde Lissy og svoger Jens Erik fra Struer. Jytte har fortalt, at hun, helt tilbage i sin etårsalder, husker en episode: Hun kørte dengang i rutebil til Randers med sine forældre. Hun husker, at hun sad og pillede ved en passagers hatteslør. Derefter blev hun sat over på sin fars skød, hvor hun kunne lege med hans ”store” frakkeknapper. Min største professionelle udfordring Der var efterhånden gået næsten to år i fuldt tempo på dekorationsværkstedet og i varehuset, da direktøren for A/S DANATEMPO, Ragnar Paurell, uventet (for mig) meldte sin ankomst hos vores varehuschef, Niels Fris. De havde en kort snak, inden jeg blev kaldt op til en samtale på varehuschefens kontor. I løbet af den forgangne tid i Randers, havde jeg undret mig lidt over, at Paurell altid hilste på og interesserede sig særligt for mit arbejdsområde. - Den dag, hvor Paurell besøgte os, fik jeg endelig brikkerne til at falde på plads. 158 Erindringer af Vagn Munch
”Vi har besluttet, at hovedkontoret i København skal udvides med en betydningsfuld afdeling”, fortalte Paurell. ”Der skal oprettes en salgsplanlægningsafdeling på Københavnskontoret, til hvilken vi mangler en afdelingschef til koordinering af koncernens salgsarbejde” sagde han. ”Med andre ord en salgschef.” ”Stillingen skal besættes, når det passer dig, hvis du og din kone har lyst til at rykke teltpælene op og flytte til København” – sluttede Paurell.
Min kommende chef, den svenskfødte koncerndirektør Ragnar Paurell holder sin åbningstale i Tempo, Randers, den 1. maj 1964.
Jeg måtte knibe mig selv i armen, og jeg må indrømme, at tilbuddet overraskede mig positivt. Men det var slet ikke et arbejdsfelt, jeg anså, jeg havde evner for, men det forstod jeg under samtalen, at Paurell mente, jeg havde. – Jeg gjorde det klart for Paurell, at jeg ikke havde nogen form for boglig uddannelse, hvad angår detailhandelens salg og markedsføring. ”Så meget des bedre,” fortsatte Paurell. ”Vi har vor egen uddannelsesafdeling på Hovedkontoret i Stockholm, ligesom koncernens salgsplanlægningsafdeling, som du skal gæste i en fire ugers periode, inden du begynder på Københavnskontoret.” sluttede Paurell. –
Hvis jeg tænker tilbage på min første tid som dekoratør i TEMPO, Randers, udfærdigede jeg faktisk min egen aktivitetsplan for varehuset. For eksempel opfandt jeg et tema til sommerkampagnen 1964: S☼lskinspriser. O’et blev formet som en sol og teksten blev anvendt som tema- og prisskilte i alle varehusets afdelinger, skilte på p-pladsen, under indgangspartiets baldakin samt med silketryk i hvidt på samtlige facaderuder. Mens sommerkampagnen stod på, lagde jeg mærke til Paurells begejstring for min idé. Han beundrede mit engagement, under et af sine rutinebesøg i vort varehus. 159 Erindringer af Vagn Munch
Jeg syntes jo bare, jeg havde det sjovt, mens jeg blandt andet fremstillede den maskine, der kunne lave kunstigt spindelvæv til et nisseloft i overstørrelse under taget i varehuset. Kunne det virkelig føre mig til en chefsstol på hovedkontoret for vor nystartede varehuskæde med store fremtidsambitioner? Drømte jeg, eller var jeg vågen? Jeg var straks klar over sagens alvor. Jeg ville ikke lade den chance gå fra mig, og jeg ville naturligvis takke ja til denne nye og spændende udfordring, hvis bare Jytte havde lyst til at følge med til storstaden med vor lille Pia på omkring de seks måneder. Jytte sagde heldigvis ja til at flytte til København, og dagen efter kunne jeg med glæde meddele Direktør Paurell, at jeg var klar til at indtage mit nye kontor på DANA-TEMPOs hovedkontor på Østergade 61, strøget ved Storkespringvandet. Nu måtte jeg igen tage afsked med alle mine gode kolleger. Jeg var jo stadig i samme koncern og skulle stadig lave salgskampagner til dem. Jeg lovede at besøge varehuset ved en senere lejlighed. Et par år senere blev der bygget et langt større toetagers varehus i byens centrum. Ved varehusets åbning skulle jeg stå min første prøve ved åbningsaktiviteterne: annoncer, aviser, pr med mere. Åbningen skulle blandt andet markeres med et festfyrværkeri på byens fodboldstadion. Stor dramatik på Gyldenlakvej, den 23. april 1965 Vi havde naturligt nok ventet i spænding på vor førstefødte. Var barnet velskabt? Blev det en dreng eller en pige? Alt gik som det skulle, sagde jordemoderen. Det var en hjemmefødsel. Jytte var gået 14 dage over tiden, og hendes mor var hos os dagen før fødslen og overnattede, fordi Jytte havde plukveer. Efter, at vi den aften var gået i seng, husker jeg tydeligt, at Jytte straks rejste 160 Erindringer af Vagn Munch
Den buttede lille Pia trivedes godt. Her er hun tørret ren efter et bad i køkkenet, Gyldenlakvej.
sig på grund af smerter. Hun gik hen til soveværelsevinduet og støttede sig til vindueskarmen. Natten gik, og det blev morgen, men Pia lod stadig vente på sig. Det var en betryggelse for mig, at svigermor var hos Jytte, så jeg med ro i sindet kunne gå på arbejde. Da jeg kom hjem fra arbejde, blev jordemoderen og vores huslæge Arentekt tilkaldt. Det blev en bevæget aften, som jeg aldrig ville glemme. Fødslen var i gang. Jeg fulgte med hele vejen og havde medlidenhed med Jytte, mens jeg så og mærkede, hun havde fødselssmerter. Jeg blev nærmest chokeret, da jeg så Pia. Jeg var ikke forberedt på, at barnet kunne være blåt over hele kroppen. Jeg frygtede det værste, indtil vores velskabte lille pige begyndte at skrige. Pyha - der var tros alt liv i hende, tænkte jeg. – Lettelsen efter den oplevelse sad stadig i kroppen, da lægen lidt efter sagde, at jeg straks skulle ringe efter en ambulance, fordi efterbyrden ikke var kommet. Jytte kunne forbløde, sagde lægen. Jytte skulle på sygehuset, hvor hun skulle have en udskrabning. Jeg blev forvirret, fordi jeg ikke havde mønter til telefonboksen. Problemet blev løst. Jytte og Pia kom på hospitalet, hvor der blev taget hånd om dem. Jeg var stolt som en pave, da jeg et par dage senere hentede dem begge, hvor jeg gik med Pia i mine arme ned ad hospitalsgan- Nogle måneder senere blev dette herligen. – Det var skønt, at de ge billede af mor og datter knipset hos en fotograf i Nørre Nebel, mens vi var nu var hjemme igen. på besøg hos mine forældre
161 Erindringer af Vagn Munch
Nu skulle vi altså skifte bopæl igen. Det var som bekendt ikke så lige til at hitte en lejlighed i København, hvor der sædvanligvis var lange ventelister i boligforeningerne. Jeg ved ikke, om heldet følger en vis slags mennesker, men min far havde en studiekammerat i hovedstaden. Han var blandt andet administrator for en ejendom i hjertet af København, Colbjørnsensgade 8, en sidegade til Vesterbrogade/Istedgade, et stenkast fra Københavns hovedbanegård. Hoveddøren til Colbjørnsensgade 8 ses forrest til venstre i billedet. Bagerst ses Vesterbrogade. Bag den hvide varevogn i midten af billedet ses indgangen til den kendte, frække Kakadu bar. Ejendommen nr. 8 var i seks etager, hvoraf de fem var udlejet som erhvervskontorer. Femte sals toværelses atelierlejlighed var tidligere beboet af ejendommens vicevært, og den lejlighed var heldigvis ledig. I vores lejekontrakt stod der gud ske lov intet om, at jeg i praksis skulle bære viceværtens byrder, så vi skyndte os at tage imod det gunstige tilbud. I weekenderne var vi ofte i Tivoli. Haven havde en indgang ved hovedbanen - 200 meter fra vor lejlighed. Om formiddagen var der gratis adgang. I øvrigt nåede vi at få stjålet hele to klapvogne, mens vi boede i Colbjørnsensgade. Den ene klapvogn stod indenfor hoveddøren ved stormagasinet ANVA. Det andet tyveri foregik i opgangen til vor lejlighed. Jo – vi fornemmede, at vi var havnet midt i en storby. En dag sad der en vagabond udenfor døren til vor lejlighed på 5. sal. Man kan vel roligt sige, at vi boede centralt. Vi blev dog hurtigt klar over, at det ikke var i disse omgivelser nær Istedgade, at vores nu toårige Pia skulle vokse op. Heldet var med os igen, fordi en af mine arbejdskolleger, en indkøber, Bruno Godt flyttede i hus. Han havde en lejlighed i Hvidovre, som vi overtog, efter formalierne var på plads. ”Må vi høfligst forespørge, om en betroet medarbejder i vort firma overtager ovennævnte lejlighed,” skrev Paurell i et brev til ejendommens administrator, den 14. februar 1967.
162 Erindringer af Vagn Munch
Om sommeren myldrede det med turister på strøget foran DANA-TEMPOS hovedkontor i Københavns centrum. Hovedkontoret med de tre spir ses på billedet bag storkespringvandet. Bygningens stueetage huser for tiden (2014) Cafe Norden. Jeg residerede på hjørnekontoret på 3. sal, hvor der var en pragtfuld udsigt til både Christiansborg, Højbro Plads, Amagertorv og Strøget. Den unge 15 årige forfatter H. C. Andersen fortæller i øvrigt i sine erindringer, at han vandrede mod Det Kongelige Teater (forbi vores kontor) ad Østergade i 1820. Lidt længere ude, bag statuen af grundlæggeren af København, Absalon på højbro plads, tårnede Christiansborg sig op i sin magt og vælde. Slotspladsen, foran slotsbygningen, benyttede jeg som parkeringsplads, når jeg var på mit kontor. En ”parkeringsvagt” fik en af mine bilnøgler og en mindre månedlig betaling. - Jytte, jeg og Pia var inde på mit kontor den dag, hvor vi, fra 1. parket, fulgte Kronprinsesse Margrethe og Henriks karettur, den 10. juni 1967, gennem strøget - efter vielsen. Stormagasinet Illum havde sin hovedindgang lige overfor vort kontors hoveddør. Koncerndirektør Ragnar Paurell havde sit kontor bag hjørnevinduet på 2. sal (under mit). Jeg anskaffede mig et professionelt Rolleiflex kamera til modelfotografering og benyttede mig af stormagasinets fotoafdeling, når mine optagelser skulle fremkaldes. På modsatte gadehjørne lå Illums Bolighus. Jeg gik ofte ture på strøget, når det passede ind, og i de nærliggende 3 stormagasiner for at samle inspiration, når jeg puslede med idéer og oplæg til varehusenes annoncer og øvrige landsdækkende aktiviteter. Jytte og jeg fik et usædvanligt godt venskab med vor reklamebureaus direktør, Arne Sabroe og hans hustru Alice - trods en væsentlig aldersforskel. – De havde en stor lejlighed på Frederiksberg og et skønt stråtækt sommerhus ved Gilleleje i Nordsjælland, hvor vi flere gange var inviteret til frokost eller middag.
163 Erindringer af Vagn Munch
På uddannelse i Sverige igen Direktør Paurell havde jo forberedt mig på, at jeg skulle besøge TEMPOs hovedkontor i Stockholm for anden gang. Denne gang skulle jeg sættes ind i koncernens salgsplanlægningsafdelings arbejdsgang for at blive dus med alle de arbejdsområder, jeg skulle pusle med derhjemme på kontoret i København. Mens jeg hilste på mine kommende arbejdskolleger på københavnskontoret, dem der var hjemme, griflede Paurells sekretær min rejseplan ned, bookede hotelværelse og bestilte flybilletten til Arlanda lufthavn og taxa til hovedkontoret, Ringvägen 100, Stockholm, Søder. Min egen sekretær, Bodil Rasmussen, var ikke antaget endnu. Min yndlingssekretær, Bodil Rasmussen, var en af de fotomodeller, jeg i starten benyttede mig af, når årets damekollektion skulle lanceres eller bringes i varehusenes tilbudsaviser. Hun var fotogen og var lige ved hånden, når mine optagelser skulle i kassen. Jeg tror, hun nød at være i rampelyset. Billedet her er kopieret fra en åbningsavis. Derfor er fotoet af teknisk ringe kvalitet. Modelfotografering blev en af mine sideordnede yndlingsbeskæftigelser. Jeg indrettede mit eget fotoatelier i et rum på Københavnskontoret.
Jeg måtte knibe mig i armen endnu engang, da jeg sad med en avis i et af SAS’ nyeste DC9 fly på businessclass over Skåne i 9000 meters højde på vej til Stockholm. Solen skinnede fra en skyfri himmel, meddelte flyets veloplagte luftkaptajn over højttaleren, da han bød passagererne velkommen ombord. Han fortalte også, at den beregnede flyvetid var 50 minutter. Da jeg ankom til hovedkontoret, var jeg lige, et lille smut, inde hos chefdekoratør Erik Remnert for at hilse på. 164
Erindringer af Vagn Munch
Derefter var det hos SPS (salgsplanlægnings sektionen) jeg skulle opholde mig i en 4 ugers periode.
Jeg overtog profkameraet, da A/S DANATEMPO skiftede hænder til den nystartede varehuskæde SCHOU-EPA. Apparatet knipsede et utal af optagelser i vort eget fotoatelier. Jeg har faktisk ærgret mig en del over, at jeg kasserede en hel skuffe fyldt med modeloptagelser med masser af kendte fotomodeller, da kontoret skulle rømmes. For eksempel husker jeg min optagelse med skuespilleren Birte Tove (kendt fra Sengekantsfilmene) i bikini. Hun var dengang i stald hos et af Københavns modelbureauer. Den turkisfarvede bikini arvede Jytte. Kameraet fulgte mig som en tro følgesvend, indtil vores søn Thomas fik det som gave, da han dimitterede som maskiningeniør fra Århus Teknikum. Nu står det snart antikke kamera og pynter og vækker gode minder på en reol i Støvringfamiliens hjem.
Jeg troppede op på afdelingens etage og bankede på hos salgsdirektøren, som jeg fik en lille snak med om mit kommende job og om sektionens sammensætning og opgaver, inden han viste mig videre til reklamechefen, Valle Larsson, som jeg allerede tidligere havde hilst på, da jeg som dekoratør for små to år siden besøgte hovedkontoret og centraldekorationen. Valle Larsson orienterede lidt om SPS’ og koncernens overordnede salgsarbejde. Her var jeg et par dage og kiggede ham over skulderen. Siden opholdt jeg mig en uges tid på annoncekontoret der fortrinsvis producerede annoncer til stormagasinerne Åhléns i City og Söder, Stockholm. Her fulgte jeg med i annonceproceduren fra idé til avisens spalter. Ind imellem var jeg med ude af huJytte ved stranden i set, når forskellige ”Birte Toves” bikini. projekter skulle Pia anes bagved til venstre. sættes i værk. 165
Erindringer af Vagn Munch
Efterhånden som der blev flere og flere TEMPO varehuse, fik vi et samarbejde med Sabro reklamebureau, der for øvrigt havde ansat den senere kendte revyforfatter Henrik H. Lund. Bureauet skulle udarbejde og ekspedere vore annoncer og tilbudsaviser. Her ses en helsideannonce, hvor fireårige Pia optrådte som lillepigemodel. (5000 jumpers).
166 Erindringer af Vagn Munch
Jeg dikterede alle rundskrivelserne til min sekretær, så brevene kunne nå ud til varehusene i god tid, inden salgsaktiviteten startede. I starten benyttede vi de såkaldte spritduplikatorer. Senere gik vi over til den mere praktiske fotokopieringsmetode, som den her viste. Bemærk felterne til højre og forneden i brevet. De blev brugt til varehusets noteringer. Forkortelsen SPS øverst i brevet til højre under Afd. nr. står for Salgsplanlægnings Sektionen.
167 Erindringer af Vagn Munch
Mit møde med direktøren for svenske Dagens Nyheter Manden var gode venner med Valle Larsson, forstod jeg. Dagens Nyheter er Sveriges største morgenavis og tidligere landets største dagblad overhovedet. Vor koncern, Åhléns stormagasiner i Stockholm, Göteborg og de landsdækkende TEMPO varehusene, var dengang, og sikkert stadig, dagbladets største annoncør. Jeg følte mig lille og ubetydelig, da en af direktørens sekretærer stod og ventede mig, ved min ankomst i taxa til bladkoncernens hovedreception. Hun viste os ind i en elevator, der førte os op på 18. sal og videre til et megakontor med ægte tæpper og mahognimøbler og en udsigt over Stockholm, der bare sagde sparto. Det var et hyggeligt og uformelt frokostmøde der foregik i en afslappet atmosfære. Direktøren berettede om koncernen, og jeg husker, at han blandt andet ville vide lidt om de danske dagblade, som jeg dengang, i sagens natur, stadigvæk ikke havde sat mig farligt meget ind i….. øv. 168 Erindringer af Vagn Munch
Her ses et par af mine skitser, som bilag til rundbrevet vedrørende sommerens aktiviteter. Se forrige side. Nederst sprøjtelakerede metalringe fra olietønder. Denne Aktivitet blev godt fulgt op i varehusene, der, som følge deraf, havde en ekstra salgsfremgang i sommermånederne.
Her er en anden af mine skitser til en aktivitet, der skulle sætte fokus på varehusets delikatesseafdeling: ”delikatesse uge”. Aktiviteten blev fulgt op med rundbreve til varehusene, hvori der orienteredes om målsætningen med aktiviteten, avisannoncer, skiltematerialer og varedemonstrationer.
Julekampagnerne præsenteres for varehusene Vi have et usædvanligt godt samarbejde med vort reklamebureau. Direktør Arne Sabroe var koncernens konsulent, så han og jeg satte os ofte sammen på mit kontor, når der skulle udformes annoncer, laves oplæg til varehusåbninger og ditto til tilbudsaviser. Der blev naturligvis lagt særligt vægt på julens aktiviteter. Når juleprogrammet var klar og godkendt af Paurell, tog Sabro og jeg sammen på præsentationsrundtur til varehusene, hvor varehuschefen og afdelingschefen for nonfood deltog. I den forbindelse var Sabro efterfølgende vært ved en frokost på et af byernes førende hoteller. Arrangementet var noget, som varehusene med glæde så frem til. Sabro gik meget op i madlavning. Han havde forfattet en frokostbog. Han forærede os engang et signeret eksemplar af værket.
169 Erindringer af Vagn Munch
Nu var jeg tilbage på Københavnskontoret, og jeg syntes stadig, det var sjovt at udarbejde kampagner, annoncer og tegne forslag til varehusenes aktiviteter. Her ses mine skitseforslag til to salgstorve. Et kampagneslogan der tog kegler var: ”Tempo sparegris viser vej til Tempo sparepris.” Måske snerpede temaet i barnagtigt retning - men det viste sig, at kampagnen blev en bragende salgssucces i alle varehuse…
170 Erindringer af Vagn Munch
Nyt stort TEMPO varehus åbnede i Randes centrum i 1967 Et års tid efter min tiltrædelse på Københavnskontoret, blev der arbejdet på højtryk i alle afdelinger på hovedkontoret, med åbningsaktiviteter afbrudt af møder i Randers. Efter flyveturen via Tirstrup, overnattede jeg på det nye Hotel Kongens Ege i Randers, når jeg besøgte varehuset. Her fik jeg lejlighed til at hilste på flere af de svenske chefer og øvrige deltagere, der hjalp til med at gøre det nye 3.500 kvadratmeter store varehus klar til åbningen. Robert Reinholdt blev ansat som 1. dekoratør. Varehuset blev åbnet med maner, kan man vist godt sige. Byens fodboldstadion var rammen om et stort festfyrværkeri aftenen før åbningen. Ideen til dette indslag var hentet fra tilsvarende varehusåbninger i Sverige. Arrangementet krævede et større forarbejde. Jeg skulle blandt andet indhente polititilladelse til fyrværkeriets transport og affyring. En fyrværkerifabrik i Sverige fragtede læsset i en stor lastbil til stadion i Randers. Hele transporten skulle foregå under politieskorte. Flere af de store raketter blev affyret ved hjælp af en 150 mm. cylinder. Nogle af dem eksploderede i 500 meters højde. De havde en diameter på 500 meter, fortalte en fyrværker fra den svenske fyrværkerifabrik. Familien flytter til Hvidovre I 1967 var vi som sagt så heldige, at vi kunne flytte ind i lejligheden, Michael Beringsvang 1 A st., som en af hovedkontorets indkøbere, Bruno Godt fraflyttede, da deres nye hus var indflytningsklar. Måske havde Paurells brev til ejendommens administrator båret frugt? Jeg ved det ikke. Nu var vi fri for alle trapperne til 5. sal i Colbjørnsensgade. Lige udenfor Hvidovre-lejlighedens dør var der en legeplads til Pia. Den benyttede hun meget, og her fik hun snart sine nye legekammerater. 171 Erindringer af Vagn Munch
Jytte ved altandøren.
To af børnenes forældre hed Kaj og Eva. Dette par, som boede i samme opgang som os, fik vi et usædvanligt godt venskab med. Jytte fik nu en veninde, som hun kom til at holde meget af. Og Eva kunne blandt andet øse af sine erfaringer som mor til to, så de to hjemmegående husmødre blev næsten uadskillelige. Ny familiebil Så vidt jeg husker, var det i eftersommeren 1967, at vi købte vor nye Fiat 600. Den lille bil, med de små indbetalinger til låneafdragene, tillod, at vi samtidig kunne spare sammen til udbetalingen i et hus, som dengang stod på vor ønskeseddel.
Pia på legepladsen ved vor lejlighed i Hvidovre. Billedet er fra sommeren 1968 og knipset med mit Rolleiflex.
Det var bare skønt, at vi i fritiden blandt andet kunne køre rundt og besøge Sjællands mange seværdigheder. Det blev en tradition, at familien hver weekend, når jeg ikke var på forretningsrejse, rullede gennem København og ud til Langelinie. Her kunne vi nyde en vaffelis og synet af de store orlovs- eller krydstogtskibe, der ofte lå ved kajen. Vi besøgte flere gange Frilandsmuseet nord for Lyngby. Her kunne vi se på gamle ting i gamle huse, gårde og møller. Får, geder, køer og heste græssede på markerne. En dag stangede en ged Pia bagi, og vi morede os alle tre kosteligt.
Endelig var der luft i økonomien til en fabriksny Fiat 600, så den lille familie kunne trille rundt til familier samt by- og ferieture. Bilen blev købt i eftersommeren 1967. Prisen husker jeg ikke.
172 Erindringer af Vagn Munch
Jyttes to søstre og svogre havde forinden slået sig ned i Københavnsområdet. Derfor gik turene begribeligvis også til familiebesøg, når vi var inviteret. Lissy og Jens Erik var dengang ved at bygge deres hus i Gundsømagle. Jens Erik var postbud, og fritiden udnyttede han som medbygger. Forelæsning for chefer og familiebesøg med forhindringer Baggrund: TEMPO koncernen var nu vokset til 8 varehuse landet over, hovedkontoret var udbygget med flere afdelinger. Herunder en uddannelsesafdeling, der blev ledet af Jens Lønstrup. En ekstra etage i Københavnskontorets ejendom var taget i anvendelse til formålet. Uddannelsesafdelingen skulle nu have sin ilddåb i form af et otte dages kursusforløb for koncernens varehuschefer med flere. Alle vi forelæsere fra Københavnskontoret havde forinden afsluttet et ottedages uddannelseskursus i de foredrag, vi hver især fik tildelt. Mit indlæg skulle omhandle salgsplanlægningsafdelings rolle i koncernen. Jeg husker, at jeg kaldte en af lektionerne for Reklamens ABC. Jeg brugte en del tid til forberedelsen med dias til overhead og stikord til flipover. Jeg købte en bog, Det danske reklamesprog fra 1953, der blandt andet omhandlede et nostalgisk tilbageblik på, hvordan de første annoncetekster blev til. Det spændende kursusarrangement foregik i efteråret 1968 på det nye Hotel Munkebjerg i det smukke kuperede bøgeskovslandskab ved Vejle. Vi kombinerede vores biltur til Jylland med et weekendbesøg hos mine forældre i Nørre Nebel. – Mandagen efter ventede mine forelæsninger for chefer på nævnte hotel. Jeg har vist aldrig været så nervøs som dengang, og jeg følte det næsten som om, at jeg skulle til eksamen. På en måde kan man vel også sige, at der var noget om den snak. Inden vi nåede så langt, måtte vi igennem, en mildest talt chokerende oplevelse. En oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. 173 Erindringer af Vagn Munch
På vejen til Nørre Nebel var vi nået et godt stykke ind ad hovedvejen mellem Vejle og Esbjerg ved Brørup, tror jeg, det var. Her vandrede en soldat i vejsiden, der tog den på stop. Vi tog ham med, fordi vi havde plads i den lille bil. Det skulle vi vist aldrig have gjort. Jytte sad på bagsædet med treårige Pia, så soldaten kunne sætte sig tilrette på forreste passagersæde. Vi trillede videre, og jeg fik vognen op i fart. Lidt længere fremme drejede en bil, der skulle i samme retning som os, til venstre ad hovedvejen. Idet jeg overhalede køretøjet, gav han tegn til venstresving og drejede i det samme ind og ramte vores venstre forskærm med en kraft, der fik Fiat’en til at trille rundt, så den landede på taget. Vi husker tydeligt de tre bump, der lød under uheldet: først sammenstødet, så bumpet, da vognen vælten om på siden, og sidst – da den havnede på taget. Med ét blev der musestille. Heldigvis var der ingen, der kom alvorligt til skade, selvom Fiat’en ikke havde påmonteret sikkerhedsseler, der dengang ikke var påbudt. Jeg fik dog en skramme på skinnebenet. Pia begyndte at græde, da vi alle var krøbet ud ad højre fordør, fordi hun havde fået revet den ene sko af i bilen. Vi lånte en telefon i det nærliggende cafeteria, hvor vi ringede til Falck og min far, der lidt senere hentede os. Falckmanden, der hentede bilen, sagde, at den aldrig blev til bil igen, men den blev alligevel repareret på et Fiat værksted i Kolding. Pris 5.619,71.
Efter denne sindsoprivende oplevelse, kunne vi nu slappe af et par dage hos mine forældre i Vestjylland. Forelæsningerne ved Vejle gik planmæssigt, og endelig måtte jeg vende hjem til Hvidovre, men det var, forståeligt nok, uden min gode ven: Fiat’en. Jeg priste mig lykkelig, fordi vi alle var i god behold. Pia var glad, fordi hun fik sin sko igen. 174 Erindringer af Vagn Munch
Det blev forår, og Fiat’en var tilbage i Hvidovre Jytte var gravid med vort andet barn. Det var dengang ikke muligt få at vide, om barnet var en dreng eller en pige, så vi måtte gå i spændingen indtil fødslen. Jeg tror, at vi begge ønskede, at det blev en dreng, så havde vi jo én af hver. Den 19. maj 1969 tog veerne til. Jytte var nu gået 14 dage over tiden, så nu måtte spændingen snart udløses. Jeg tog en fridag fra jobbet og startede Fiat’en, hvorefter vi kørte ad Hvidovrevej mod Rødovrecentret, hvor fødeklinikken ventede os. Vi kom dog ikke længere end lidt hen ad Hvidovrevej, før Fiat’en satte ud og vognen stoppede. Det viste sig, at benzintanken var tom. Jeg måtte i hast af sted til nærmeste tankstation for at få løst problemet.
Vi nåede fødeklinikken i god behold, og der blev taget godt hånd om Jytte. Hun fik noget medicin, der skulle fremskynde fødslen, så der var jo ikke andet at gøre, end at bare sidde og vente. Jeg tror, at Jytte mærkede at jeg var lidt stresset, fordi jeg havde travlt med Falkoner Allés åbningsavis. Hun foreslog derfor, at jeg skulle tage ind på mit kontor, indtil fødslen gik i gang. Jeg fulgte hendes opfordring og returnerede derefter til fødeklinikken. Jytte fødte vores lille dreng på 3600 gram. Jeg lagde mærke til, at jordemoderen bøvlede med knægtens ben. De mente, at han havde hofteskred. Han skulle, i en 4 måneders periode, have en skinne på benene.
175 Erindringer af Vagn Munch
Thomas bliver døbt i Strandmarkskirken, den 20. juli 1969 Familiemedlemmer og venner var samlede i udlejningsejendommens festsal til en festmiddag efter den kirkelige handling. Thomas’ fætter Lars var pludselig væk efter middagen, og en større eftersøgning blev sat i gang. Glæden var stor, da han blev fundet kort efter. På egen hånd, var han gået på opdagelse ad en sidevej til Gl. Køgevej. Inden barnedåben var Jytte, Pia Thomas var i drømmeog jeg til en søndagsgudstjeneste måland, og han var slet ikke ske i Strandmarkskirken. Her husker klar over, at han blev jeg, at Pia forundret udbrød: ”Hvorfor døbt på den historiske dag, hvor månelandingen skal vi alle sammen rejse os op og sætvar i fuld gang. te os ned hele tiden!” ”Og så siger præsten gud hele tiden.” Det skal bemærkes, at Pia engang havde fået at vide, at det ikke lød så godt at sige guuuuuud hele tiden. Samme dato blev en mærkedag i en anden anledning. Millioner af TV seere, over hele Strandmarkskirken, der lå få hundrede meter kloden, sad nemlig fra vores lejlighed, blev indviet så sent som som klistret til skæråret før Thomas’ dåbsdag. men, og fulgte Apollo 11’s landingsmoduls nedstigning i Stilhedens Hav på Månens overflade. ”Det er kun et lille skridt for mennesket, men et kæmpeskridt for menneskeheden.” Denne berømte sætning udtalte astronauten, Niel Armstrong, da han som det første menneske, satte foden på Månen. Jeg fulgte i øvrigt måneekspedition med spænding, der blev vist og startede på TV fra opsendelsen, den 16. juli fra Kennedy Space Center Kl. 13.32. 176 Erindringer af Vagn Munch
Jeg gik vist fotoamok, da jeg fik mit Rollaiflex kamera. Øverst t.v. Pia og Thomas på terrassen i Bjæverskov. Pia i Hvidovre. Thomas i Hvidovre. Pia, Thomas og Kaj og Evas børn. Nederste række. Pia og Thomas i Hvidovre. Pia og Thomas i Hvidovre. Thomas og Pia i Bjæverskov. Pia i Hvidovre. Nederst: Optagelser af Pia, Thomas og Jytte i Tivoli, mens vi boede i Hvidovre.
177 Erindringer af Vagn Munch
Seksårige Pia forlængede sin ”modelkarriere” Rosengårdscentret i Odense åbnede under stor festivitas, tirsdag den 25. maj 1971. Centret var Nordeuropas største overdækkede forretningscenter. TEMPO varehuset var foreløbig koncernens største af sin art i Danmark. Vi havde et storartet samarbejde med FDB’s reklameafdeling. FDB skulle nemlig åbne stormagasinet ANVA lige ved siden af TEMPO. Vore indkøbere havde haft travlt med at finde alle åbningstilbuddene. Direktør Sabro og undertegnede havde forinden haft mange møder med brainstorminger, hvor bureauets artdirector Henrik, den senere kendte revyforfatter, ligeledes deltog, inden åbningsaktiviteterne blev præsenteret og godkendt af Paurell, der naturligt nok ønskede at deltage i udvalgte beslutningsmøder, inden trykningen af åbningsavisens deadline.
Seksårige Pia optrådte som yngste medlem i ”TEMPO familien.” der her viser lidt af koncernens forårsmode 1971. Fotoet er fra centrets åbningsavis. Pias mini-shorts i bomuldsjersey kostede 14,50 og bluse i bomuld til 9,95, damens buksedragt kostede kr. 98,00. Bemærk de store kraver og bukser med vidde. Herrens tweedjakke kostede 258,00. Pigen til venstre bærer et shortssæt i akryl strik til kr.49,50.
178 Erindringer af Vagn Munch
Forretningsrejser er nu rutine Rejserne gik først og fremmest til hovedkontoret i Stockholm. Formålet med besøgene var blandt andet, at jeg kunne udveksle erfaringer med vellykkede såvel som mindre vellykkede varehusaktiviteter med kolleger. På Valle Larssons kontor kunne vi eksempelvis drøfte mit sidste forslag til den kommende års aktivitetsplan.
Turen til Stockholm varede oftest i 3 døgn, for så kunne vi handle fordelagtigt i taxfree shoppen i lufthavnen med et vist kvantum vin, spiritus og cigaretter, som blev afhændet til en kollega i Stockholm. På hjemvejen handlede jeg tilsvarende i Stockholm til eget forbrug. Tilsvarende udvekslingsprocedure blev praktiseret, når kolleger fra Stockholm besøgte mig på Københavnskontoret eller på et hotel ved varehusåbninger. Andre spændende og uforglemmelige forretningsrejser gik til München i Sydtyskland. Målet med rejsen var, at besøge de årlige store varemesser for dekorationsmaterialer. Mens jeg sad med en kaffetår i mit fly på hjemvejen, kunne tiden udnyttes til at brygge på idéer og lave skitser til den kommende aktivitetsplan på min medbragte skitseblok. Måske fik jeg ideer hertil, medens nogle af indtrykkene fra varemessen var i frisk erindring. Indenrigsflyrejserne gik fortrinsvis til TEMPO varehusene i hele landet, når der aftaltes møder og ved varehusåbninger. Desuden gik rejserne til leverandører af reklamematerialer som fx en skiltetrykker med adresse i Randers, der var leverandør af aktivitetsplanens pris- og temaskilte. 179 Erindringer af Vagn Munch
Ud at se på eget hus Efterhånden havde vi sparet op til udbetalingen til et hus, selvom vi dengang måtte nøjes med én lønindkomst. Vi mente, det var bedst for børnene, at Jytte gik hjemme hos dem, mens de stadig var små. Dengang gik inflationen så hurtigt, at den faktisk åd opsparingen på årsbasis, hvorfor vi besluttede at slå til, Thomas med sin fars solbriller i når vi fandt vort drømmehus. Fiat’en. Billedet er fra Hvidovre ca. Vi kiggede på flere af de huse, 1972 og knipset med firmaets Rolleiflex kamera. som vor økonomi kunne bære. Jeg husker, at vi en dag kørte en tur til Sydsjælland, hvor et idyllisk stråtækt bondehus var til salg. Huset tog sig godt ud, når man så det fra landevejen, men stråtaget mod nord trængte mildest talt til omlægning. Da vi så huset indvendig, viste ejendomsmægleren os ind på badeværelset, hvor han ville vise os, hvordan vandhanerne fungerede. Da han åbnede en hane, begyndte vandet at sprøjte ud fra en pakning et andet sted i badeværelset. Nu begyndte vi at le højlydt. Ejendomsmægleren så komikken og lo med. Lidt efter kørte familien hjem til Hvidovre, og vi var enige om, at vi stadig ikke havde set vort drømmehus. Vi jagtede bestandig et passende parcelhus. En dag så vi i en avisannonce, at Roslev Huse annoncerede med et ”drømmehus” på 100 kvadratmeter i et nyt boligkvarter i Bjæverskov, mellem Køge og Ringsted på en stor grund. Huset var vist lige noget for vores pengepung, mente vi, og inden længe skrev vi under på en slutseddel. Prisen var 178.000,00 plus udbetalingen 20,000,00, tror jeg nok, det var. Vi købte huset, inden vi så det. En dag kørte vi til Bjæverskov for at se på herlighederne. Det så jo nydeligt ud. Det viste sig bare, at vores hus endnu ikke var bygget. Alt ordnede sig, og vi flyttede ind i drømmehuset til aftalt tid.
180 Erindringer af Vagn Munch
Nu var vort hus snart indflytningsklart Tiden gik, og vi dyttede en dag ned til vort nye hjem i Bjæverskov. Grunden lignede dengang en kæmpestor mudderpøl. Jorden var leret, og entreprenørmaskinerne var skyld i, at grunden fik såkaldt traktose.
Dette billede er taget fra baghaven og gavlens vestside inden overtagelsen. Fiat’en ses bag Jytte i carporten. Børnene havde legekammerater med. Eva og Kajs børn. Flere af dette og efterfølgende fotos er af ringe kvalitet, fordi jeg ville afprøve en nyhed, et polaroid kamera, så vi kunne se billederne umiddelbart efter optagelsen. Husk på, det var før digitalkameraets tidsalder.
Overfladevandet havde svært ved at sive ned i grunden. Lidt efter indflytningen fik vi, sammen med nogle naboer, en landmand til at afhjælpe problemet. Krybekælderen stod under vand, hvorfor vi fik installeret en vandpumpe, der klarede den side af sagen. Da landmanden var færdig, var der en del udendørsarbejde der ventede. Haven blev anlagt, og der blev sat kantsten op langs indkørslen ned til vejen. Koteletgrundens indkørsel var ret så lang. Grunden var 1.000 kvm.
Kaj hjalp mig med at lægge fliser på terrassen mod syd. Den blev lagt med cement. Derefter blev fliserne stukket ud med en sekskantet jernform. Thomas syntes, at det var synd for mig, fordi jeg skulle køre al mørtlen med trillebør. Opsætningen af det rustikke læhegn til venstre klarede jeg selv.
181 Erindringer af Vagn Munch
Svigermor, Marie Andersen, får svært ved at klare sig alene Kort tid efter at vi flyttede til København, måtte Maries børn og svigerbørn tage sig af Marie. Forinden følte hun sig øjensynligt alene og forladt i Jylland og Randers. Man kan levende forestille sig, hvor Billedet af den dengang 89 årige svært det har været for hende Marie, på sin terrasse, Bernadotteat gennemleve alle årene efter gården i Hadsund, er fra sommeren Hennings henrettelse. Dertil 2006. kommer den store ansvarsfølelse, hun havde overfor sine tre små piger, så de i tryghed kunne vokse op i familiens skød. Måske var det alt sammen svært at bære for hende? Måske følte hun sig nu overflødig? Alle hendes børn boede nu i Københavnsområdet. Hendes forældre måtte tage hånd om Marie, efter at hun en dag var på vej til sit barndomshjem Bræstrupholm, hvor hun ville besøge sin mor og far. Det skal bemærkes, at hendes nevø havde overtaget gården, og forældrene, for flere år siden, var flyttet ind i en lejlighed i Randers for at nyde deres otium. Marie kom til sin læge, som henviste hende til behandling på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Det var ikke så heldigt for hende, fordi hun her var i selskab med patienter, der var langt mere syg end hende. Heldigvis blev hun udskrevet kort tid efter. Hendes hus på Bjellerup Allé blev solgt. Marie boede siden på skift hos sine tre døtre og svigerbørn, indtil Henny og Henning byggede et dobbelthus i Havdrup, hvor Marie flyttede ind og boede, indtil hun flyttede ind i en lejlighed i Bjellerupparken lige overfor kirken. Herefter fik hun sin beskyttede bolig på plejehjemmet, Bernadottegården i Hadsund i 1979. Efter en årrække flyttede hun over på plejehjemmet, hvor vi besøgte hende hver søndag. Her levede hun trygt, skønt hun blev dement, indtil hun døde den 13. april 2012 i en alder af 95 år. 182 Erindringer af Vagn Munch
Det var i sommeren 1973, vi købte denne skønne kongeblå treårig Fiat 128 til en pris af 20.000,00, der her præsenteres af Jytte med vidde i benklæderne, der var højeste mode. Bilforhandleren, Max Due i Køge, tog vores femårige Fiat 600 i bytte. Pris 4.000,00, står der i købekontrakten. Nu havde vi lidt mere plads i bilen, og bagagerummet var passende stort, da vi det år kørte på sommerferie i Sverige, som vi gjorde flere gange.
Marie boede nu i sin lejlighed på Bjellerupparken, så nu kunne vi med ro i sindet tage på ferie i Sverige i vores nyerhvervede Fiat.
Otteårige Pia og fireårige Thomas står foran en gammel hemstavns bygning, hvor vi boede, mens vi dengang ferierede i Sverige. Thomas fandt en antik militærhjelm, som han ville prøve. Han havde sin legetøjspistol i bæltet.
183 Erindringer af Vagn Munch
Det var en skøn fornemmelse at køre i en lidt større bil, hvor bagagerummet var stort nok til at rumme det vi skulle bruge til ferieturen. Da vi havde vores Fiat 600, var den nemlig påmonteret en tagbagagebærer, så vi blandt andet kunne medbringe et par kufferter. Vi nød Sveriges-turen alle fire.
Hektisk aktivitet i salgsplanlægningsafdelingen Tiden gik alt for hurtigt, syntes jeg, med alle de opgaver og udfordringer, som jeg efterhånden havde påtaget mig. Arbejdet, med min aktivitetsplan som grundlag, blev mere og mere struktureret under mine ugentlige salgs og planlægningsmøder, hvor en nyudnævnt sektionschef for tekstilvarer og ditto for hårdevarer (svensk betegnelse), samt vores fødevareindkøber, deltog. Desuden Jeg har ikke så mange fotos ønskede Paurell at være med under af mig selv fra 70’erne. Her mødernes indledning. Det skal behar jeg dog fundet et fra en mærkes, at jeg stadig var alene i familiebegivenhed, hvor jeg har været omkring de 32 år. salgsplanlægningsafdelingen, foruden min sekretær Bodil Rasmussen. Ind imellem måtte jeg støtte mig til min ”sparringspartner”, en salgserfaren direktør Paurell. Bureaudirektøren Arne Sabro kunne rådgive, når der blandt andet skulle vælges reklamemedie. Med et årligt budget på rundt regnet 4.000.000,00 kroner, havde jeg nu ansvaret for følgende områder: Annoncer og tilbudsaviser, diverse reklamematerialer, varehusenes dekoration og skiltematerialer, PR materialer til den skrivende presse. Herunder presseinformationer og indbydelser vedrørende varehusåbninger. Koordination af varedemonstrationer med udfærdigelse af salgsresultater, der tilgik varehuse og indkøbere i form af rundbreve. Jeg ved ikke om den til tider, stressede tilværelse havde noget at gøre med, at jeg en dag vågnede op på kontorgulvet, omgivet af blandt andet kontorchefen, Sofus Sørensen, der havde ringet efter en ambulance. Den kørte mig til Københavns Rigshospital, hvor jeg blandt andet fik taget hjertekardiogram. Der var ikke noget alvorligt på færde, fortalte lægen. Efter den forskrækkelse kunne jeg roligt tage hjem til min familie i Hvidovre. Fremover måtte jeg nok stresse lidt ned.
184 Erindringer af Vagn Munch
Her ses ÅHLÉNS i City, Stockholm, der, mens jeg var på uddannelse i Stockholm og på ekskursion i City, lige var indviet (1964) og Nordeuropas mægtigste stormagasin. Stormagasinets årlige omsætning (2013) var 4,8 mia. SEK med 3.000 ansatte. Bygningen til højre rummer Stockholms Enskilda Bank. Koncerndirektøren for denne bank skiftede job og satte sig i koncerndirektørstolen hos vort moderfirma, ÅHLÉN & HOLM, Søder, efter daværende Rune Høglunds fratrædelse.
Det der ikke måtte ske - det skete! Baggrund: Uofficielt havde ÅHLÉN & HOLMs nye koncerndirektør, der i sagens natur havde en finansiel baggrund, sandsynligvis brug for ekstra kapital, da ÅHLÉN & HOLM senere overtog alle aktier i EPA kæden i Sverige, der var en varehuskoncern på størrelse med ÅHLÉN & HOLM, med ca. 70 landsdækkende varehuse. Alting gik planmæssigt på Københavnskontoret og i salgsplanlægningsafdelingen i Østergade 61, indtil vi en dag blev indkaldt til et orienteringsmøde på Paurells kontor. Skuffelsen var ikke til at skjule, da Paurell fortalte, at bestyrelsen i Stockholm havde meddelt, at ÅHLÉN & HOLM havde solgt alle sine aktierne i A/S DANA-TEMPO til vores nystartede danske konkurrent S&E (SCHOU-EPA) med overtagelse pr. 1.11. 1972. Jeg mærkede, at alle ved mødet tydeligvis var lam185 Erindringer af Vagn Munch
slåede. Dette uventede budskab kom, for mig, som et lyn fra en klar himmel. Drømte jeg, eller var jeg vågen. Det var svært at forholde sig til, at mit drømmejob uden varsel, et par måneder senere, ville forsvinde ud i det blå som dug for solen. Denne triste meddelelse står stærkt i min erindring. - Det værste ved det hele, var, at jeg netop i samme periode, ikke havde overskud til at søge et lignende job grundet et aktuelt arbejdspres. - Hvor nødigt jeg end ville det, måtte jeg nu se tilbage på en næsten ni års ansættelse i A/S DANATEMPO, hvor jeg triFamilien på kanalrundfart. Året er ca. 1972. vedes eventyrlig godt. Kort efter måtte jeg gå den tunge gang og tage afsked med alle mine arbejdskolleger, ikke mindst min dygtige sekretær og mit elskede kontor med den skønne udsigt over Strøget med Storkespringvandet, Christiansborg samt Højbro Plads med statuen af Københavns grundlægger Absalon. Drømmejobbet og de gyldne tider i min salgsplanlægningsafdeling sluttede lige så hurtigt, som det opstod. Heldigvis kunne jeg trøste mig med, at katastrofen ikke havde ulykkelige konsekvenser på den hjemlige front. Der blev skruet meget ned for rejseaktiviteten. Jeg fik lidt mere ro til at nyde fritiden og være noget for familien derhjemme.
186 Erindringer af Vagn Munch
Treårige Thomas sidder på hug, i vores have i Bjæverskov, og holder øje med, om ærterne snart spirer frem. (De kom i jorden dagen forinden) Pia kigger med i baggrunden.
I dette referat fra SPS’ fredagsmøde, den 29. 9. 1972, fremgår det, at S&E skulle overtage A/S DANA-TRMPO en måned senere, den 1. 11. 1972. Mødet var mit uigenkaldelige sidste hos A/S DANA-TRMPO. Koncernens historie sang for tiden på sidste vers. Nu havde jeg ikke så meget andet at gøre end at følge op på de sidste annoncer og aktiviteter. Siden skulle mit kontor rømmes inden jeg startede hos S&E, Nørrebro 17 dage senere.
187 Erindringer af Vagn Munch
1972 - 1979
Kapitel 7 - Ned i tempo ”Retrætepost” som 32 årig
Butikspersonalet i TEMOP varehusene var blevet tilbudt, at de kunne fortsætte deres ansættelser i S&E efter overtagelsen. Det samme tilbud var naturligvis ikke tilfældet for lederstaben på vores hovedkontor i Østergade, idet S&E naturligvis havde en tilsvarende administration hos SCHOUS fabrikker, Ravnholm.
Her ses facaden af det 3 etagers store S&E varehus med parkeringskælder på Frederikssundsvej 5, Nørrebro, København, som det ser ud i dag. Huset rummer nu et butikscenter. Det siger en del om størrelsen på det daværende S&E varehus, der var min arbejdsplads, under to arbejdsgivere, fra den 16. oktober 1972 til den 1. juni 1979.
Jeg blev tilbudt ansættelse som dekorationsleder i S&E koncernens flagskib på Frederikssundsvej 5, Nørrebro, København, hvilket jeg valgte at acceptere. På min ”Engageringskontrakt” fra S&E står der, at jeg skulle ansættes fra den 16. oktober 1972. 188 Erindringer af Vagn Munch
Her vil jeg afslutte mit erindringsskriveri for denne gang. Man vil måske mene, at det sidste kapitel sluttede brat. Det har sin naturlige forklaring. I tilbuddet fra mit forlag, står der, at bogen kan indeholde op til 250 sider. En manglende motivering har ligeledes gjort sit til, at skriveriet er gået mere eller mindre i stå. Jeg håber, at lysten vender tilbage en skønne dag, så jeg kan fortsætte, hvor jeg slap med erindringsskriveriet. Livet gik jo videre, som i alle ved, med både et godt arbejds- og et lykkeligt familieliv. Og så er der jo endelig livets efterår og livets dessert at nedfælde til gavn og glæde (måske) for mine efterkommere og venner. Det vil jeg håbe. Vi får se.
☼
189 Erindringer af Vagn Munch
Jytte Munch Født 30. maj 1943 i Hvidsten Viet i Dronningborg 25. jan. 1964. Børn Pia og Thomas ↙ Henning Andersen Født 16. juli 1917 i Linde Gift 30. maj. 1940 Død 29. juni 1944 Urnebegravet i Hvidsten ↓ Martin Andersen Født 12.februar 1888 i Thisted Gift Død 4. juni 1974 Begravet i Randers
↘ Marie Mathilde Andersen Født 26. april. 1916 i Lem Gift 30. maj. 1940 Død 13. april 2012 Begravet i. Lem, Randers ↓ Lars Peder Svendsen Født 29. nov. 1864 i Hvilsager, Randers Gift ca. juni 1897 i Lem Død 10. november 1950
Emilie Kirstine Larsen Født 22. december 1889 i Odby. Død 6. november 1986 i Randers ↓ Peter Christian Andersen Født 6. oktober 1855 i Thisted Gift 20. januar 1877 i Thisted Død?
Severine Pedersen Lindgaard Født 29. august 1871 i Lem sogn Død 13. april 1961 ↓ Swen Larsson Svenskfødt 3. november 1835 Gift 12. april 1859 i Lime Død?
Andrea Christiane Jensen Født 16. august 1850 i Nors Død?
Bodil Laursdatter Født 7. november1827 Død?
↓ Anders Christensen Født? Død?
↓ Lars Pehrsson Født? Død?
Dorthe Cesilie Harboe Født 1830 Død?
Svenborg Jönsdotter Født? Død?
190 Erindringer af Vagn Munch
Vagn Munch Født 4. okt. 1940 i Vonsild Viet i Dronningborg 25. jan. 1964. Børn Pia og Thomas ↙ Christian Munch Født 24. juni 1912 i Haurum Gift 25. oktober 1935 i Hedensted Død 22. juli 1997 Nørre Nebel Bisat Hedensted kirkegård ↓ Jakob Christiansen Munch Født 18. Sep. 1869 I Torning Gift 8. oktober 1901 I Hornborg Død 8. maj 1965 i Gjern
↘ Anna Villersø Jensen Født 3. feb. 1915 i Rimmerslund Gift 24. okt. 1935 i Hedensted Død 26. juli 2005 Nørre Nebel Bisat Hedensted kirkegård ↓ Theodor Valdemar Villersø Jensen Født 25. oktober 1890 i Kleis Gift 28. nov. 1914 Hedensted Død 4. juni 1924
Marie Julie Bitsch Født 28. december 1890 Rimmerslund Død 22. februar 1944 Rimmersl.
Anne Marie Emanuelsen Født 3. april 1880 i Haurum Død 21. sep. 1938 i Hornborg ↓ Christian Jensen Munch Født 1. maj 1826 i Hørup Gift 21. maj 1858 Død 24. marts 1900 Torning
↓ Poul Jensen Født 30. maj 1848 Kni Ørum Gift 30. maj 1879 Stouby Død 14. juni 1904 Urlev Skov
Birgitte Marie Jakobsen Født 5. november 1835 Vium Død 21. marts 1920 Torning
Ane Fransen Født 12. september 1853. Ravnholt Død 16. december 1918
↓ Jens Pedersen Munch Født ca. 1791 Gift 2. november 1819 Torning Død 3. november 1834 Torning
↓ Jens Andersen Født 30. marts 1807 i Villersø Druknet 16. oktober 1870 beg. Ødum Inger Cathrine Sørensdatter Født 23. juli 1822. Kni Grenå Død 21. maj 1886 Kni Grenå
Birgitte Marie Cathrine Ivarsdatter Født 22. juni 1793 Skræ Torning
191 Erindringer af Vagn Munch
192 Erindringer af Vagn Munch
Mors erindringer Forord Min mor, Anna Munch, er født den 3/2 1915 i den lille landsby: Rimmerslund ved Hedensted. Hun nedstammer fra de meget omtalte kartoffeltyskere, hvoraf den første af hendes danske forfædre, Johan Peder Bitsch med familie, havde foretaget den lange rejse til fods fra sydtyskland til den barske midtjyske alhede med både vogn, seng og husgeråd sammen med Beydecks kolonne så tidligt som i året 1760. Familien bosatte sig, som nogle af de første kartoffeltyskere i Grønhøj. Med flid og dygtighed var de med til at opdyrke hedearealerne omkring Frederiks. Et par år efter at min far, pensioneret skolelærer og skolepsykolog Christian Munch, døde i sit hjem i sommeren 1997, flyttede mor ind på plejehjemmet i hendes daværende hjemby: Nørre Nebel, hvor hun, efter hvad hun selv fortæller, befinder sig ganske godt. Her får hun en god pleje, og alle er søde ved hende, som hun siger. Hun har fået indrettet en hyggelig stue med nyindkøbte møbler, flotte gardiner og et dejligt tæppe. På plejehjemmet får hun ligeledes dækket nogle af sine sociale behov i terapien. Mors erindringer er skrevet med undertegnede som pennefører, idet mor mener, det er uoverkommeligt at hun selv skulle sætte sig til at skrive. Desuden ryster hun så meget på hånden, at opgaven er umulig. Under mine mange besøg hos mor på plejehjemmet, fortalte hun blandt andet ofte om sin barndom. Det gav mig ideen til at optage samtalerne på en båndoptager. - På grundlag af hendes skildringer, og med visse tillægsord, har jeg derefter forsøgt at nedskrive optagelserne, så godt som jeg evner. Erindringerne skal derfor læses som om, at det var mor selv, der havde skrevet dem.
193 Erindringer af Vagn Munch
Mor fortæller Min mor havde tjent som stuepige på herregården Borchsminde ved Hornsyld. På samme gård arbejdede min far som karl. Det var på denne gård, at far og mor lærte hinanden at kende. To af fars søskende, Franzisca og Ejnar, havde i øvrigt begge tillige været ansat på Borchsminde. Min søn Kjeld har for øvrigt besøgt gården for nylig og talt med ejeren, fordi Kjeld er i færd med at forske i slægten Bitsch, men det er en anden historie. Mor fortalte, at far havde sagt til Far brød sig ikke om at Mor var en stærk og hende, når de blive fotograferet. Derfor smuk kvinde, der ikke var sammen: måtte vi nøjes med at kigskånede sig selv. “Der sker ikke ge på et par soldaterbillenoget”. En aften der i familiealbummet. gik det alligevel ”galt”. Heldigvis for mig, kan man vel sige. Mor ventede sig, og mine forældre giftede sig derfor, mens mor var i sjette måned med mig, i november 1914 under krigen. På daværende tidspunkt var der ingen form for prævention mod graviditet. Vi må huske på, at dengang blev det betragtet som en stor skam at få børn uden for ægteskabet. Mine forældre var jævnaldrene. De var begge 24 år på deres bryllupsdag. Jeg selv blev født i mine bedsteforældres hus "Aldersro" tre måneder senere, den 3. februar 1915, i landsbyen Rimmerslund under 1. Verdenskrig, som varede fra 1914 -1918.
194 Erindringer af Vagn Munch
Min far var dengang genindkaldt til hæren i et helt år. Han oplevede jo således ikke ved selvsyn, at jeg kom til verden. Min søster Mary blev født to år senere i året 1917, mens far ligeledes var indkaldt til hæren. - Derfor blev vi begge født i mine bedsteforældres hus, som befandt sig i samme landsby. Da krigen var slut, blev far ansat som forpagter på en gård i Jerlev i nærheden af Ødsted. Mor har siden fortalt en del om tiden fra dengang. Jeg mener ikke selv, at jeg erindrer særlig meget fra datiden.
Mary og jeg med hvide sløjfer i håret
Vort barndomshjem i Rimmerslund Mor og far købte senere en lille ejendom i Rimmerslund. Far kaldte ejendommen for "Højvang". Der hørte 4 tønder land godt muldjord til det lille landsted. Ejendommen var et tolænget, pudset, hvidkalket og stråtækt bindingsværkshus, der lå lidt højt i landskabet, som navnet også antyder. Stuehuset var bygget sammen med laden og stalden. Vi havde soveværelse tæt
Far forærede mig dette billede af Højvang, inden far døde.
195 Erindringer af Vagn Munch
op ad stalden. Vi kunne derfor nemt høre, når hesten trampede i staldgulvet, efter at vi var gået til ro om aftenen. Der var trange kår i det lille hjem, men mor var en god og dygtig husmor. Hun sled fra tidlig morgen til sen aften. Hun holdt os altid pænt og rent i tøjet, og vi gik aldrig sultne fra bordet. Far arbejdede også hårdt, for at vi kunne få brød på bordet. Mary og jeg sov i den samme seng i soveværelset, som mor og far gjorde. Mary sov hos mor, og jeg sov trygt og godt hos far. Mor og far gik begge tidligt i seng, fordi de var trætte efter dagens arbejde. Hvis et tordenvejr truede ved sengetid, var mor altid meget på vagt. Så sagde hun altid til os: - nu skal i lægge jeres tøj pænt sammen og binde en strømpe omkring det, så i kan finde det i mørke, hvis uheldet er ude, og et lyn skulle gå hen og slå ned i huset. Ovenpå vores buffet i stuen stod der en smuk dekoreret bisquitdåse med låg. Jeg tror, at mor engang havde fået den foræret af sin egen mor. Mor anvendte den til opbevaring af sine hjemmebagte småkager. Jeg husker, at far engang imellem ikke kunne stå for fristelsen til at åbne dåsen og smage på herlighederne. En aften, hvor mor var gået tidlig i seng, kravlede far på alle fire hen foran soveværelsesdøren og videre til bisquitdåsen på buffeten for at forsyne sig. Det var ham vel undt. Noget af det allerførste jeg husker fra Min oldemor hed Hylleborg min barndom, må være en kort ople- Lauersen 1834 - 1918. Hun velse i Rimmerslund med min olde- var enke i 32 år og boede mor Hylleborg Laursen, som jeg op- rundt omkring hos børnene, sidst på Aldersro. fattede som værende en meget rar kone. Jeg var blot 3 år, da hun døde i en alder af 84 år. Hun bo196 Erindringer af Vagn Munch
ede dengang hos mine bedsteforældre, hvor bedstefar havde fået bygget og indrettet et kvistværelse specielt til hende. Jeg husker engang, at jeg gik med oldemor i hånden i retning mod avlsgården, for at gå i møde med Ester, Thekla og Anton, som skulle ankomme med toget til Hedensted. Da vi havde gået et lille stykke ad landevejen, stoppede oldemor op, som om hun havde fået øje på noget, hvorefter hun satte hånden søgende over øjnene og udbrød: - "Nu kommer de." Senere husker jeg blandt andet, at Mary og jeg selv legede hos naboens fire børn. Hos dem legeOldemor står med Thekla i hånden. de vi "klap om", som vi kaldte det. Vi syntes jo, det var spændende. Legen foregik på den måde, at en af os skulle tælle til hundrede. I mellemtiden skulle de andre gemme sig. Når den der talte var ude at lede efter os, så var det bare med at løbe tilbage og råbe "Klap om for mig selv - en to tre fire". Den leg fik vi meget tid til at gå med, mens vi morede os. En dag endte en anden leg med en dyb flænge tæt på Marys ene øje. Vi var begge på cykeltur langs en vejside med grøftekant. Pludselig væltede Mary, og hun slog uheldigvis hovedet mod enden af sit cykelstyr, tæt på hendes øje. Mary skreg og hylede, og det så meget dramatisk ud. Blodet sprøjtede ud fra 197 Erindringer af Vagn Munch
flængen. Vi måtte skynde os hjem for at få såret renset og hovedet bundet ind. Mary holdt på, at skylden for cykelstyrtet var min, fordi hun mente, hun skulle haste af sted, eftersom jeg havde for meget fart på cyklen. Jeg syntes, at beskyldningen var tarvelig. Vi måtte lege udenfor, indtil klokken var 21. Så skulle vi vaskes, i seng og bede vort fadervor. Om vinteren - når der var frost og sne, og det var der ofte dengang, fik vi blandt andet tiden til at gå på isen på gadekæret, som lå midt i landsbyen. Hvis der var faldet sne på søen, lavede vi en glidebane. Vi havde ingen skøjter, men vore træsko havde jernbeslag, så vi morede os ved at glide langt på den spejlblanke is. Bedstefar byggede i øvrigt en stor slæde i træ med jernmeder til os. Den var flot lavet, og den havde vi megen glæde af som børn. Jeg husker, at vi havde to eller tre køer og en hest. Jeg husker også engang, at vi havde en hvid ko, som gik hen og døde. Den blev afhentet i en lastvogn, og jeg mindes, hvordan de fik den bakset op på laddet, hvorefter de kørte bort med den. Når kornet skulle høstes sidst i juli måned, brugte far en hø-le til at slå kornet med, mens mor gik bagefter, imens hun samlede kornet op og bandt det sammen til neg, hvorefter de blev sat op i skokke på marken, så det kunne tørre lidt endnu, inden det senere blev kørt hjem i laden Det sidste billede af Højvang før nedrivningen i med hestevognen. Ude i laden kan jeg tydelig mindes, at far tærskede korn
60’erne. I mellemtiden var huset købt og overtaget af Rimmerslund Cementstøberi. I stuehuset blev der dengang fremstillet røde cementtagsten.
198 Erindringer af Vagn Munch
med en plejl. En plejl består af to meterlange stokke med et slags hængsel af læder imellem. Kornet blev lagt på betongulvet, hvorefter far svingede plejlen ned over kornaksene, så kornet blev slået af og lå på gulvet. Lyden af plejlens dumpe slag kunne vi høre ind i stuen. Foran stuevinduet kunne vi se vores vandbrønd med trætag. Den kan anes på billedet af Højvang side 195. Vi måtte altså udendørs i al slags vejr, hver gang vi skulle bruge vand. En spand skulle hejses op med et reb omkring brøndens drejelige træbom. Mor tabte en dag spanden ned i brønden, da hun var i færd med at hente vand op, men det lykkedes hende, at fiske den op igen ved hjælp af en lang stang. I baggården havde vi et lille hus med lokum, som var benævnelsen på datidens wc eller toilet. Det lille træhus var udstyret med en lokumsspand og et – bræt med et hul i sædet. Her kunne man så trygt sidde for sig selv og besørge sit ærinde, så længe man kunne udholde lokumsstanken fra spandens indhold, som far gravede ned et sted på grunden, når spanden var fuld. Datidens toiletpapir bestod af gamle aviser. Vi havde en hønsegård med cirka 20 høns og en hane. Hvert forår anskaffede mor fire formodede befrugtede gåseæg og lagde dem ind under en skruk høne i en hønserede, så hønemor kunne ruge dem ud. De små gæslinger voksede sig store og fede i løbet af sommeren og efteråret. En af dem skulle nemlig anvendes som Mortensgås. En anden skulle ende sine dage som gåsesteg juleaften hos mine bedsteforældre. I udhuset havde vi også en skrukhøne, der rugede kyllinger ud. Vi skulle være stille, for ikke at forstyrre hønen, når vi gik ud for at følge med i udrugningen. Mor tog forsigtigt ved hønen og løftede den sagte, så hun kunne se, om der var klækket nogle æg. Når kyllingerne kom ud af æggene, syntes jeg, det så pudsigt ud, når de engang imellem tittede frem gennem hønemors vinger. En lille plantage stødte op mod østgavlen. Når vi gik igennem den, endte vi inde i baggården hos morbror Frederik, som var 199 Erindringer af Vagn Munch
gårdmand. Jeg havde engang fået en dukke i gave af min moster Katrine. Dukken var fremstillet af celluloid. En dag, hvor jeg legede med den, stillede jeg den fra mig på kakkelovnsskødet i stuen. Inden jeg så mig om var dukken pist væk. Den var simpelthen brændt op på den hede jernplade. Jeg var slet ikke forberedt på, at den varme kakkelovn kunne gøre så megen skade. Af skade bliver man klog og sjældent rig, som man siger. Endvidere husker jeg tydeligt en kold vinterdag, da morbror Frederik kom på besøg hos os. Han havde dårligt nok fået stillet sine træsko fra sig i bryggerset, inden han udbrød med begejstring i stemmen: Se her hvad jeg har med til jer. Han viste derefter stolt to flotte porcelænsdukkehoveder med lukkeøjne frem, som han lige havde købt hos købmand Nielsen. Mor syede kroppen til dukkerne. Hun købte celluloidarme og -ben til dem, så de blev rigtig flotte. Senere fik jeg en flot rød dukkevogn i træ. Så kunne jeg stolt promenere med dukkevognen i landsbyen med min flotte dukke. Fra jeg var ganske lille husker jeg blandt andet, at far var ualmindelig god til at synge. Om aftenen, når vi havde spist, tog han ofte sangbogen frem. Så sang vi alle sammen i kor forskellige kendte danske sange. Det viste sig imidlertid, at vores ejendom var for lille til, at vi kunne leve af udbyttet fra den. – I øvrigt gjorde det formentlig ikke sagen bedre, at bedstefar til tider kritiserede min far for, at hans evner til landbruget ikke just var eminente. Det kunne han ikke være bekendt. Jeg tror egentlig, det var bedre, hvis bedstefar havde rost far, for det, som far uden tvivl var dygtig til. Far måtte supplere indtægterne som arbejdsmand. Jeg mener, at han dengang var beskæftiget i en nærliggende grusgrav. Jeg ved til gengæld, at han hjalp morbror Christian med at transportere skærver i hestevogn til hovedvejen mellem Horsens og Vejle. Senere igen købte far yderligere 4 tønder land jord til ejendommen, så vi i alt havde 8. Ejendommen var imidlertid stadigvæk ikke stor nok til at vi kunne leve af den. Der var ikke andet at gøre, end at få afhæn200 Erindringer af Vagn Munch
det dyrene. Muligvis havde det alt sammen noget at gøre med, at far allerede dengang var ved at være svækket af sin sygdom. Han havde sandsynligvis svært ved at klare al arbejdet, selvom mor hjalp til i marken. Med vemod var jeg vidne til, at far måtte sælge køerne til morbror Frederik, som ligeledes forpagtede vores jord - for en tid. Jeg husker derimod ikke, hvem der overtog hesten. Efter fars død solgte mor mit barndomshjem og jorden til bedstefar, som lagde grundstenen til Rimmerslund Cementstøberi og grusgrav som udnyttede jordbundens indhold af grus og sten i et familieforetagende med mine morbrødre, Frederik og Christian. Bedstefar var indehaver af foretagendet indtil hans død i året 1937. Som i sikkert kan forstå, havde jeg mange gode minder fra mit barndomshjem, men jeg vil i den forbindelse sige, hvis man kan udtrykke det på den måde, at jeg faktisk opfatter mine bedsteforældres hjem som mit egentlige barndomshjem. Hårdt og slidsomt arbejde Der er ingen tvivl om, at far har arbejdet hårdt, for at tjene til dagen og vejen for sin familie. Foruden arbejdet på ejendommen, kunne han som sagt supplere sine indtægter ved forefaldende arbejde. En ny kommuneskole i Hedensted blev bygget i året 1916, som var året efter, at jeg kom til verden. Her deltog far aktivt i arbejdet og var håndlanger under byggeriet af skolen. Desuden arbejdede far en længere overgang for morbror Christian i grusgraven. Det var naturligvis et arbejde, som var meget fysisk krævende. Morbror Christian havde en grusgrav og et cementstøberi i Rimmerslund. Det var blandt andet ved den tid, da landevejen mellem Horsens og Vejle skulle asfalteres. Der skulle bruges mange vognlæs skærver og grus til formålet. I øvrigt var alle andre kommuneveje alle sammen grusveje. Stenene blev allerførst knust i en stenknuser. De større kampesten skul201 Erindringer af Vagn Munch
le først sprænges med dynamit inden de kunne knuses til skærver, hvorefter de senere blev ledt igennem en såkaldt roterende sorterer, som dermed delte skærverne op i forskellige størrelser. Jeg husker, at far kørte med skærver i en tospands hestevogn, som tilhørte morbror Frederik. De mange læs skærver skulle naturligvis både læsses på og læsses af i al slags vejr. Det var forståeligt, at far kunne være træt, når han kom hjem og havde fyraften, hvor mor i mellemtiden også havde slidt i det og havde aftensmaden parat. Far blev syg og døde i en tidlig alder I den senere tid havde far været meget træt. Til sidst blev det så slemt, at han måtte indlægges på sygehuset. En undersøgelse viste, at det var blodkræften leukæmi, som han var blevet ramt af. Han var kun 33 år, da han døde i året 1924. Jeg selv var dengang kun 9 år. Bedstefar fulgtes med min far, da han skulle indlægges på amtssygehuset i Vejle. På sygehuset var far åbenbart klar over situationens alvor og udbrød blandt andet, henvendt til bedstefar: - Åh… mine små piger. Bedstefar forstod straks fars bekymrende udtryk. Og bedstefar betroede inderligt: - "Jeg lover dig - Jeg skal være som en far for dem begge to, så længe jeg lever". Og det løfte holdt han - især over for mig selv. Jeg tror til gengæld ikke, at min søster Mary brød sig særligt om sin bedstefar, som jeg. Det var mere vores mor, hun sværgede for. Mor vågede ved fars sygeseng både dag og nat, indtil far døde kun 8 dage senere på sygehuset. Det var en meget smuk og rørende afsked, som far blev til del, da han senere blev begravet på kirkegården i Hedensted. Under begravelsen erindrer jeg stadig, at mor bar en lang sort kjole med tilhørende hat med et langt sort enkeslør som hang hende ned langs ryggen til lidt under bæltestedet. Et helt år efter begravelsen bar mor en sort kittel som tegn på sorgen efter at have mistet sin mand. Jeg følte, det var uretfærdigt, at jeg skulle miste min far – allerede som 9årig. – Godt, jeg havde min bedstefar. 202 Erindringer af Vagn Munch
Jeg har ofte tænkt på, at de følgende år må have været meget hårde og arbejdsopslidende for mor. Nu stod hun alene med ansvaret for Mary og mig. Mor tabte sig meget efter fars død. Hun genvandt aldrig de tabte kilo. Det må derfor have været en betryggelse for hende, at hun havde sine forældre i nærheden, hvis hun havde brug for moralsk og muligvis økonomisk støtte. Det var begribeligvis også en svær tid for både Mary og mig selv. Jeg vil altid huske det syn, der mødte os, kort før far døde, idet vi var på sygebesøg: Da vi kom ind ad døren, lagde far et lommetørklæde over sit ansigt. Jeg har ofte tænkt på, om han gjorde det for at skåne os. Eventuelt var det fordi, han var bange for, at vi skulle se, at han ville fælde en tåre, når han så os, måske for sidste gang, på sit dødsleje? Vi får det aldrig at vide. Efter fars død - husker jeg blandt andet, at vi alle tre begav os til gudstjeneste i Hedensted kirke hver eneste søndag. Mary og jeg fik forinden flettet vores hår, hvorefter vi fik sat fine hvide sløjfer i. Til sidst iførte vi os vores pæne søndags tøj. Så spadserede vi alle tre de cirka halvanden kilometer derind ad landevejen og tilbage igen. Siden den tid kan man godt sige, at jeg har været en flittig kirkegænger. Efter fars død boede vi et stykke tid efter hos mine bedsteforældre. Mor var en tid stuepige på Dalbygård, i nabobyen Dalby, for at tjene til livets ophold. Hun var for stolt til at modtage penge fra Hedensted Kommune, som hun ellers nok var berettiget til.
203 Erindringer af Vagn Munch
Hun tog også arbejde som kogekone. Hun tilberedte følgelig mad til selskaber rundt omkring i sognet. En dag, hvor mor lavede maden til et selskab, havde man glemt at bestille nogle opvartere til at servere maden, hvorfor mor bagefter måtte hjælpe til med det.
Billedet er fotograferet kort efter fars død. Vi var alle tre klædt i sort. Jeg (til venstre) og Mary (til højre) har sorte sløjfer i vore fletninger. Man kan tydeligt se, at mor havde tabt sig meget. Jeg tror, det var bedstefar, der betalte fotografen.
Bedstefar forærede mig senere, da jeg blev gift, en kultegning af deres hus: Aldersro, som senere har prydet væggene i mine stuer.
204 Erindringer af Vagn Munch
Desuden gik mor i marken hos morbror Frederik for at tjene penge. Hun vaskede også tøj på vaskebræt for sine brødre og for Købmand Nielsen. Mor hjalp til, hvor hun kunne, og hvor der var brug for en hjælpende hånd. Når der var dødsfald i landsbyen blev mor som regel tilkaldt. Hun gjorde liget i stand og vaskede det. Og det var hende, der iklædte den døde sin ligskjorte og lagde det pænt tilrette i kisten. Jeg beundrer mor meget, for alt hvad hun har gjort for os og for sine medmennesker. Bedstefar var mit et og alt Jeg var ualmindelig glad for min bedstefar (morfar). Vi havde et enestående nært forhold til hinanden. Det var ham, jeg ustandselig hængte om, og han var lige så glad for mig, kunne jeg tydeligt mærke. Jeg var hans øjesten.
Bedstefar var som en far for mig. Vi havde et særligt godt forhold til hinanden. Jeg grad og grad i 3 samfulde dage, efter den sørgelige meddelelse om hans død.
Hver eneste dag, før jeg gik i skole, gik jeg forbi bedstefars hus. Forinden havde bedstefar låst døren op. Jeg gav ham et stort smækkys midt på munden, når jeg mødte ham i døren. Til gengæld fik jeg en klingende femøre, så jeg kunne nå at købe et stort kræmmerhus med bolsjer hos den nærliggende købmand inden skoletid. En dag havde bedstefar ingen småpenge på sig. Så bad han mig om at få pengene hos min bedstemor, som var i køkkenet. Hun var desværre lidt mere beskeden end bedstefar, idet hun blot gav mig en toøre, som jeg så måtte tage til takke med den dag.
205 Erindringer af Vagn Munch
Jeg opholdt mig ofte hos mine bedsteforældre, og ofte fik jeg lov til at overnatte hos dem. Når det så blev sengetid, fik jeg lov til at ligge i sengen hos bedstefar. Jeg husker, jeg faldt i søvn i hans arm, ligesom jeg gjorde hos far, mens han levede. Jeg erindrer, at bedstefar engang, da vi var mindre, fremstillede en gynge i vores egen have til Mary og mig, som en rigtig far ville have gjort det. Så kunne vi lege og få tiden til at gå med den. Han hamrede et par store pæle i jorden. Så hængte han jernkæder op. Til sidst satte han et bræt på til at sidde på. Ligesom alle andre småbørn var jeg ofte syg af forkølelse. Mor mente så, at det var bedst, jeg opholdt mig inden døre. Når bedstefar opdagede, at jeg var forkølet, kom han altid med en stor krukke honning til os. Han var biavler i sin fritid, og han havde 3 - 4 bistader i sin baghave. Han sagde, at en teskefuld honning lindrede, hvis jeg havde ondt i halsen. Desuden var det godt at drikke en kop kamillete med honning, mente han. Det råd har jeg altid fulgt siden dengang. En dag, hvor jeg var syg og sengeliggende, kom bedstefar og overraskede mig med en pigecykel, som havde tilhørt moster Katrine. Bedstefar trillede den helt ind i soveværelset, så jeg kunne se og beundre den. Bedstefar havde fået fremstillet en anordning til sadlen, så den kunne sættes lidt ned, så den passede til mig. Jeg glædede mig til, at jeg blev rask, så jeg kunne prøve cyklen. Jeg vil tro, at jeg dengang har været i 7 års alderen. Omtrent ti år senere fik jeg igen en cykel af bedstefar. Denne gang var den flunkende ny. Jeg husker, at prisen var 120 kr.
☼
206 Erindringer af Vagn Munch
Bedstefar som 32 årig foran sit hjem med kone (i omstændigheder) og 4 børn i Rimmerslund, mens han ernærede sig som skomager. Den lille pige i den ternede kjole er min mor som 4 årig.
Min lærer Nygård besøgte ofte bedstefar. De havde fælles politiske interesser, som de blandt andet drøftede. Jeg tror, de begge var radikale venstre folk. Mor bagte i reglen brune kager til bedstemors fødselsdag den 5. december. Kagerne havde hun altid med, når mor besøgte sine forældre for at ønske sin mor tillykke med dagen. Juleaften fejrede vi hvert år hos mine bedsteforældre, mens de levede. Jeg erindrer et år, at morbror Christian, tante Anna og deres nyfødte Ester også deltog den juleaften. Al juletræspynten lavede mor med undtagelse af flagrankerne. Roser blev lavet af silkepapir, som blev klippet i små cirkler, som hver især blev snoet rundt om en strikkepind og krympet sammen i enderne, hvorefter de blev bundet sammen med tynd ståltråd. Vi klippede også både kræmmerhuse, julehjerter, engle og stjerner. Da jeg blev gammel nok, cyklede jeg selv til 207 Erindringer af Vagn Munch
Hedensted for at hente juletræet i Brugsforeningen. Så trak jeg cyklen tilbage med træet bundet fast på cyklen. Mor lavede julekonfekten af flormelis. Pyntegrønt til juledekorationer fik vi lov til at skære af i hegnet hos morbror Frederik. Juleaftensdag om eftermiddagen gik vi alle til julegudstjeneste i Hedensted med undtagelse af mor og vor syge mormor. Mor havde nok at gøre med at tilberede julemaden. Gåsen skulle jo først både skoldes, plukkes og gøres ren, inden den blev sat i ovnen. Vi fik både rødkål, brunede og hvide kartofler til. Traditionen tro fik vi risengrød til dessert med en ægte smørklat, sukker og kanel samt saftevand. Inden julemiddagen sang vi en bordsang, og far bad bordbøn, mens vi foldede vore hænder: I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på hans ord, dig, gud, til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesu navn. Amen Efter opvasken dansede vi om juletræet og sang julesalmer, hvorefter vi fik gaver. Jeg mindes, at jeg et år fik et par træsko af morbror Christian i julegave. Jeg sad ofte på skødet af bedstefar. Selv da jeg var 20 år gammel, sad jeg en dag på skødet hos ham. Den dag kom morbror Christian ind ad døren. Da han så os, udbrød han: "Du kan ikke blive ved med, Anna, at sidde hos din bedstefar". - "Jo, hun kan", svarede bedstefar ganske bestemt. Og så var emnet uddebatteret. Da jeg var i 20 års alderen forærede bedstefar mig et splinternyt orgel. Det var et orgel af den slags med to pedaler og luftbælge. Jeg lærte orgelspil, en time om ugen, hos en organist i Hedensted, som bedstefar naturligvis også betalte for. Jeg øvede mig en time om dagen, hvilket egentlig var for lidt. Jeg lærte hurtigt noderne, hvorimod det kneb lidt mere med at få selve spillet til 208 Erindringer af Vagn Munch
at lyde helt, som det skulle. Orgelet stod i mine bedsteforældres stue, indtil jeg selv stiftede hjem. Lærer Nygård satte sig nu og da til at spille på det, når han kom på besøg hos bedstefar. Jeg mener for øvrigt at Nygård var organist i Hedensted kirke. Bedstefar var skomager i tidernes morgen, men han øjnede et bedre levevej, idet han senere startede sin egen forretning som ejendomsmægler. Han byggede hus i Rimmerslund i året 1904. Prisen for huset var 5.000 kr. Min konfirmation Skoletiden var slut, og man havde nu den alder, så man efterhånden kunne tjene penge til livets ophold. Det var en stor dag, da jeg, naturligt nok, blev konfirmeret i Hedensted kirke. Vinteren igennem havde vi selvfølgelig gået til konfirmationsforberedelse i konfirmandstuen hos Pastor Bøss i Hedensted. Vi læste i det nye testamente, som ikke var ukendt for mig. Meget af teksten havde jeg i forvejen lært udenad, da jeg gik i skole. Konfirmationen må være foregået i foråret 1929; året hvor jeg den tredje februar havde fejret min 14 års fødselsdag. Med stolthed kunne jeg endelig vise min fine nye halvlange hvide crêpe de chine konfirmationskjole frem, som var købt i en forretning for damekonfektion i Horsens, hvor andendagskjolen ligeledes var erhvervet. Højtidsfesten blev fejret hos morbror Christian og tante Anna, som dengang havde god plads i deres, så godt som nyerhvervede, hus, som lå på en grund, som bedstefar havde ladet udstykket fra sin egen ejendom. I huset var der en passende stue til konfirmationsfesten, eftersom stuen endnu ikke var fuldt færdigmøbleret. Parrets lille datter på tre år hed Ester. Og jeg kan røbe, at det var samme Ester, der i øvrigt var i selskab med en anden kusine Mette, der seks år senere optrådte som festklædte brudepiger ved mit bryllup. Mor havde haft travlt med alle forberedelserne. Og den lidt buttede kogekone, Signe Lyse, havde stået for maden i husets kæl209 Erindringer af Vagn Munch
deretage, som blandt andet var udstyret med datidens smedejerns brændselskomfur. Menuen til festen var hønsekødsuppe med kød- og melboller samt flødeis til dessert. Forinden var isen blevet fremstillet i nævnte kælder og siden bragt til mejeriet til dybfrysning. Lærer Nygård holdt en god tale for mig. Fra talen husker jeg blandt andet, at han sagde: ”Tak for din sang – Anna”. - Han mente velsagtens, at jeg havde en god sangstemme. Konfirmationstelegrammerne blev læst op i en pause under middagen, og jeg fik mange konfirmationsgaver. Jeg husker blandt andet, at gudmor gav mig en smuk tretårnet sølvspiseske med monogram. Af bedstefar fik jeg 40 kroner til et nyt armbåndsur. Pengegaven satte jeg desuagtet ind på min opsparingskonto i sparekassen, idet jeg havde fået min mors gamle mindre lommeur, som jeg senere købte en armlænke til, så uret derved kunne anvendes som armbåndsur. Mine to morbrødre spenderede et flot toiletsæt i totårnet sølv med ornamenter af ranker af liljekonvaller, hvori mine initialer stod smukt indgraveret med gotisk skrift på skrå. Sættet bestod af et håndspejl, en hårbørste, en klædebørste samt en redekam. Toiletsættet har siden fulgt mig og været fast inventar på soveværelsesmøblementets toiletbord i alle vore fem hjem. I hus hos bedsteforældrene Kort tid efter konfirmationen var jeg tjenestepige hos mine bedsteforældre, indtil jeg som 17 årig startede som elev på Flemming Efterskole. Tidligt om morgenen fyrede jeg op 3 steder i huset - i to kakkelovne og i et komfur. Både bedstefar og bedstemor fik morgenmaden serveret på sengen. Bedstefar fik kaffe med brød, og bedstemor fik honningvand og et stykke franskbrød. Når jeg havde serveret morgenmaden, satte jeg mig ud ved køkkenbordet for at nyde morgenmaden. I øvrigt lavede jeg mad, gjorde rent og passede bedstemor, som dengang var syg af en nyrelidelse. Hun var sengeliggende. Jeg redte dagligt hendes seng 210 Erindringer af Vagn Munch
med to underdyner og fem hovedpuder, så hun kunne sidde i sengen og følge med i dagligdagen. Jeg fik hende over i bedstefars seng imens jeg redte hendes seng. Jeg fik hendes hår redt og fik hende tilbage i sin egen seng igen. Så sagde bedstemor: Anna - du skulle nu være sygeplejerske, hvilket jeg var beæret over. Bedstefar gav mig 40 kroner om måneden i løn. En del af lønnen blev sat ind i sparekassen, hvor bedstefar var medlem af bestyrelsen. I starten lærte jeg at kniple hos en lærerinde i Hedensted. Det var et håndarbejde, jeg var meget glad for. Så sad jeg ofte i hjemmet hos mine bedsteforældre, hvor jeg blandt andet kniplede festremser, blonder til tørklæder og mellemstykker til dynevår og pudebetræk. Min morbror Christian boede hjemme hos sine forældre nogle år indtil han blev gift med min navnesøster Anna. Jeg husker, at morbror Christian en dag hjalp mig med at pille kartofler i køkkenet.
Hjemme ved Aldersro 1935. Fotograferet af Christian.
I aftenskumringen holdt vi mørkningstime, som det hed, inden lyset blev tændt. Det var for at spare på lysregningen. Bedstefar hvilede sig på chaiselongen, mens jeg satte mig tilrette på skrivebordet med mit håndarbejde, så længe jeg kunne se til det. Der gik vel et par år. Senere kom mor hjem, da vi kunne se, hvor det bar hen med bedstemors helbred. Sygdommen tog endnu mere til, og bedstemor døde kort efter d. 20. feb. 1932 af sin nyrelidelse. Mor var imidlertid ved at foreslå mig at få arbejde som stuepige på Dalbygård, hvor hun selv har været ansat. Men hun fortrød alligevel sit forslag, og hun ønskede derfor 211 Erindringer af Vagn Munch
at fraråde mig det, idet fruen på gården havde pådraget sig den smitsomme sygdom: tuberkulose. Hun var naturligvis bange for, at jeg kunne blive smittet. I stedet for blev vi alle enige om, at jeg skulle starte som elev på Flemming Efterskole efter bedstemors død. Ved bedstefars død havde han sparet hele 45 000 kroner sammen. Det var mange penge dengang. Mor arvede huset med møbler, fordi hun havde taget sig af bedstemor, mens hun var syg. Da mor døde i 1943, arvede Mary huset, fordi hun havde passet mor. Mor sagde inden sin død, at hun gerne ville, at Mary skulle arve huset, men hvis jeg havde noget imod det, skulle jeg blot gøre indsigelse. Det gjorde jeg imidlertid ikke, fordi jeg syntes, at det var rimeligt, at Mary arvede huset i betragtning af føromtalte grundlag. Til gengæld gav Mary mig 2000 kroner i kontanter, efter at boet efter mor var gjort op. Rimmerslund Cementstøberi A/S Jeg er ikke helt klar over, hvordan det hele startede, men min mors brødre Christian og Frederik havde i al fald fundet ud af, formentlig sammen med bedstefar, at starte et cementstøberi ved Frederiks gård. Råvarerne var til stede i form af sand og sten under en del af Frederiks marker, som oprindeligt havde tilhørt mine forældre. De fremstillede både tagsten, mursten, havefliser, plantekrukker, brøndrør og mange andre betonvarer. Der blev anskaffet skærveknuser, hestevogne, lastbiler, maskiner, foruden alt hvad der ellers skulle bruges til fremstilling af færdigvarer. Desuden solgte de grus, skærver og sand fra grusgraven. Bedstefar ordnede regnskabet. Efterhånden blomstrede firmaet op til en sund og overskudsgivende virksomhed med mange ansatte. Efter at Christians børn: Ester og Laurits var blevet voksne, deltog de også aktivt i familieforetagendet, hvor de overtog aktier. Esther overtog regnskabet, efter at bedstefar var død.
212 Erindringer af Vagn Munch
Flemming Efterskole Da jeg var 17 år, startede jeg som elev på Flemming Efterskole ved Horsens. Mary skulle begynde samme sted året efter. På efterskolen lærte jeg blandt andet (endelig) at skrive fejlfrit. Jeg husker, at jeg engang havde skrevet en diktat, hvor der kun havde indsneget sig en enkelt kommafejl. Lærerinden Anna Dam havde skrevet forneden i heftet: Fint arbejde Anna. Når vi havde håndarbejdstimer med frøken Sivebæk, var der ofte elever, der spurgte lærerinden om råd til dit og dat. Så var jeg stolt, når hun ofte sagde til dem: Gå ned til Anna, hun kan vise jer, hvordan i skal bære jer ad. Efter at opholdet var slut, var skolen interesseret i at beholde mig som tjenestepige. Samtidig ville bedstefar og mor også gerne have mig til at hjælpe til derhjemme, fordi mor ikke var helt rask, så det kneb hende med at overkomme det huslige arbejde for bedstefar. Det endte med, at jeg alligevel fik dem overtalt til, at jeg skulle fortsætte på efterskolen som tjenestepige den efterfølgende vinter. Her var der meget at bestille. Der skulle blandt andet gøres hovedrent på alle de cirka 10 drenge- og ditto pigeværelser. Desuden skulle der tændes op i kakkelovnene, fyres og gøres rent overalt. I køkkenet skulle der fyres op i komfuret, skrælles kartofler, laves og servers mad. Mens jeg var tjenestepige på efterskolen, kan jeg huske, at jeg fik fjernet alle mine tænder i overmunden, hvorefter jeg fik gebis. Mon ikke det var al den slik, som jeg fik i barndommen, der havde sat sine spor. En tidlig morgen ringede mit vækkeur allerede ved firetiden. Den dag skulle skolen og jeg på en længere bustur til Klitgården på Skagen, som dengang var sommerbolig for kong Christian X og dronning Alexandrine. Jeg skulle som følge deraf hjælpe til med blandt andet borddækningen, så eleverne kunne indtage deres morgenmad inden afrejsen.
213 Erindringer af Vagn Munch
Det var også her på efterskolen, jeg mødte min Christian, som var lærer på skolen. Jeg husker tydeligt, at jeg stod i køkkenet, da han ankom i en gammel Ford, som han havde lånt af sin far. Sværmeriet startede med, at jeg lavede sjov med ham. Jeg husker, at jeg gemte hans vandkande fra servantesættet, som han almindeligvis benyttede på sit værelse, når han hentede vand i gården for at vaske sig. Vi gik ofte aftenture i skoven. Forinden kravlede jeg ud af køkkenvinduet, så ingen skulle få mistanke om, hvad jeg var ude på. Jeg tog vindueshaspen af krogen, så jeg senere igen kunne komme ind af det samme vindue. Skoene blev smadrede, men det var jo mig selv, der skulle pudse Christians sko, som det jo var kutyme på skolen, at tjenestepigerne skulle gøre for lærerne. Jeg bemærkede i øvrigt, at Jeg yndede at gå med hat, mens folk sagde, at Munch altid havde jeg var ung. så fine og blanke sko. Vi tjenestepiger skiftedes for resten til at pudse lærernes sko. Den ene uge var vi nemlig stuepige og den efterfølgende uge, var vi køkkenpige. Christian skriver blandt andet følgende i sine erindringer: Efter kort tids forløb var alle fortrolige med dagens rytme. Vi to lærere på drengenes gang kunne blandt andet starte dagen med at stikke fødderne i et par nypudsede sko. Vi satte blot skoene uden for døren om aftenen, så sørgede stuepigerne for, at vi kunne begynde dagens forskellige gøremål iført standsmæssigt vedligeholdt fodtøj. Jeg kan huske, at vi også sad og hyggede os i forstander Højbjergs bil nogle aftener. Jeg var meget glad for Christian. Jeg tror, at han var lige så glad for mig.
214 Erindringer af Vagn Munch
På efterskolen gik Christian og jeg til folkedans. Vi lejede folkedragter, som vi brugte, når vi skulle optræde. Midt i en dans husker jeg en pudsig episode, som står meget dagklart i min erindring: Mens en kæde svang sig, stødte Christian og en anden ungersvend sammen. Sammenstødet var så voldsomt, at de begge væltede omkuld og havnede på gulvet, så lange de var. Jeg lo højlydt over optrinnet. Christian blev meget flov. Jeg husker tydeligt, at han senere sagde til mig, at han troede, at jeg ikke ville vide af ham mere, fordi han havde båret sig så klodset ad for øjnene at alle de andre. Christian skrev følgende om episoden i sine erindringer: Under folkedansen var der en passage, hvor deltagerne dannede flere roterende rundkredse, og i ungdommelig kådhed blev tempoet skruet voldsomt op. Jonas og jeg befandt os i hver sin kreds, men pludselig fik vi en uventet og uønsket form for nærkontakt. Vi tørnede så voldsomt sammen, at vi gik i gulvet med et brag. Jeg mente i mit “stille” sind, at det var Jonas' fejl, men at dømme efter de udsøgte ord, som Jonas fremførte med en indædt hvæsen, var han af en anden mening. Inden vi kurede ud af hinandens hørevidde, og latterbrølene slog sammen om os, nåede jeg i alle tilfælde at opfatte hans karakteristik af mig ved hjælp af udtryk, som jeg vel skal vogte mig for at gengive i et anstændigt blad. Men det var ikke det værste. Ej heller latteren og smerterne. Det var for intet at regne mod det faktum, at den ene af de flinke, skopudsende stuepiger ikke holdt sig tilbage fra at deltage i munterheden, da vi lå der og vred os på gulvet. Tværtimod - hun lo, så tårerne løb ned ad hendes ferskenkinder, og det var noget, der sved, for over for hende ville jeg nødig vise mig i en ugunstig position. Da vinterskolen var slut, skulle vi jo skilles. Under en af de sidste aftenture i skoven sagde Christian til mig: "Skal vi fortsætte." Ja - det var altså hans måde at fri på. Jeg sagde selvfølgelig ja, som i sikkert kan regne ud. Da bedstefar senere fik at vide, at jeg var begyndt at komme sammen med en skolelærer, blev han både meget glad og stolt ved situationen.
215 Erindringer af Vagn Munch
Jeg blev forlovet Efter at jeg havde mødt og var kommen sammen med Christian i et års tid, blev vi enige om, at vi ville forloves. Jeg var 18 år, og jeg husker tydeligt, at vi en dag fulgtes ad til Horsens for at købe forlovelsesringene. Min søster Mary mente i øvrigt, at det var i en tidlig alder at få en kæreste. Da vi kom til Horsens, gik vi ind til guldsmeden. Det viste sig imidlertid, at ingen af os havde penge med, da vi skulle afregne for ringene. Den ene af os troede åbenbart, at den anden ville betale. Vi måtte skuffede vende hjem med uforrettet sag. Der blev ikke noget ud af ringforlovelsen. I hvert fald ikke lige den dag. Senere måtte Christian ofre sig. Vi købte endelig ringene i Horsens og blev standsmæssigt forlovet, som vi var i tre år, inden vi giftede os, den 25. oktober 1936. Den 25. oktober var det min fars fødselsdag, derfor syntes jeg, at brylluppet skulle holdes den dag. Så kunne jeg bedre huske datoen på vores bryllupsdag. En søndag kom Christian på besøg i mit hjem sammen med nogle af sine søstre. Han ville formentlig præsentere sine søstre og vise dem, hvordan vi boede. De var fem i søskendeflokken, hvoraf Christian var den eneste hane i kurven, som man siger. Mor var ikke lige forberedt på rykind til middag. Hun var dog ikke rådvild, idet hun fangede en høne i hønsegården. Men derefter skulle den jo både slagtes, skoldes, pilles og steges, før den kunne serveres for de unge og spændte gæster. Jeg havde lidt ondt af mor den dag, for hendes ulejlighed, fordi hun i forvejen havde nok at se til. I hus som tjenestepige Efter tiden på efterskolen blev jeg ansat som pige hos manufakturhandler Juel Jørgensen i Løsning. Forretningen lå lige overfor jernbanestationen. Jeg havde mit eget klædeskab med. Skabet havde jeg fået af mor. En chauffør fra Rimmerslund Cementstøberi fragtede skabet til mit fremtidige kummerlige værelse med et lille tagvindue. 216 Erindringer af Vagn Munch
Fruen i huset var betragtelig hysterisk hvad angik rengøringen i huset. For eksempel skulle samtlige vinduer pudses en gang om ugen. Det var ikke uden grund, at fruen "ikke kunne holde på sine piger", som en havde fortalt mig. En dag fik jeg kærligheden at føle. Fra tidlig morgen gjorde vi hovedrent i deres store soveværelse med fire senge. Inden dagen var omme, blev dyner og puder luftet på en snor i gården, hvorefter både møbler, døre, senge vindueskarme og paneler blev grundigt sæbet af. Desuden blev vinduesruderne både vasket i sæbevand og pudset i sprit. Men ikke nok med det; efter at vi havde fået aftensmad, og børnene var lagt i seng, forlangte fruen, at jeg efterfølgende skulle skure gulvet i soveværelset. Der skulle bruges salmiakspiritus, for at få gulvet ordentlig rent. Ind imellem måtte jeg gå hen til et åbentstående vindue for at indånde frisk luft. Da jeg endelig var ved at være færdig med gulvet og næsten segnefærdig af træthed, fik fruen omsider medlidenhed med mig. Hun kom hen og spurgte, om hun skulle ordne det sidste lille stykke inden døren. Jeg tænkte for mig selv, at, det kunne hun godt have tænkt på lidt før. Derfor sagde jeg til hende, at, det kunne jeg sagtens selv klare. Inden jeg var færdig, var det næsten midnat. Det var også mig, der rengjorde og pudsede husets kakkelovne, og jeg følte en vis stolthed, den dag, da fruen havde spurgt en bekendt, om hun ville se hvor pæne kakkelovnene var blevet. Min splinternye føromtalte cykel, som jeg havde fået at bedstefar, stod i udhuset og funklede ved siden af fruens lidt mere udtjente skærveknuser. Et par gange om ugen - når vejret var fint, cyklede jeg hjem til mor og mine bedsteforældre i Rimmerslund og overnattede. Cykelturen gik gennem det naturskønne område ved Terbenshøje, gravhøje, som i øvrigt kunne virke lidt skummelt i tusmørket på en ung pige. Ægteparret Juel Jørgensen havde en 6 årig dreng, som jeg lagde i seng hver aften.
217 Erindringer af Vagn Munch
På systue Mens jeg var pige hos manufakturhandlerens, øjnede jeg en chance for at lære noget om syning, idet jeg erfarede, at en søster til byens damefrisør havde indrettet en systue i et udhus, som lå lige overfor manufakturhandlerens. Jeg kom overens med den pågældende syerske om en læreperiode, uden at jeg fik løn for det. Jeg cyklede derefter dagligt til systuen den efterfølgende sommer, idet jeg, på det tidspunkt, boede og spiste derhjemme i Rimmerslund. En dag, hvor jeg sad i systuen, kom fru Juel Jørgensen og spurgte mig, om jeg havde lyst til at følge med over til middag med norsk øllebrød. Jeg vidste jo, at hun var dygtig til at tilberede det, og fruen huskede jo også - at denne ret, var en ret, jeg satte stor pris på. Tilbuddet kunne jeg naturligvis ikke stå for, så jeg sagde naturligvis ja tak til middagsinvitationen og fortærede med glæde den herlige øllebrød i selskab med manufakturægteparret. I øvrigt blev jeg i begyndelsen sat til at sidde at kaste over sømmen, som det hedder, i hånden på systuen, så det lærte jeg hurtigt. Nogle dage senere, mens jeg var alene, sneg jeg mig til at låne en symaskine og begyndte at sy på en kjole. Da syersken så, at mit arbejde var i orden, fik jeg for eftertiden lov til at sy kjoler. Syersken benyttede sig så at sige af min arbejdskraft, uden at jeg fik en øre for det. Til gengæld lærte jeg meget om syning og tilskæring. Jeg fik lært så meget, at jeg kunne sy mine egne dagligkjoler. Borrehus Husholdningsskole Bedstefar gav mig valget, om jeg ville på højskole eller husholdningsskole, og trods det, at jeg havde opnået en god del erfaringer angående husmoderens arbejde, mens jeg var tjenestepige på Flemming Efterskole, hos mine bedsteforældre og hos manufakturhandlerparret i Løsning, valgte jeg husholdningsskolen. Som tyveårig gennemførte jeg et 5 måneders sommerkursus i året 1936 på Borrehus Husholdningsskole ved Kolding. Vinteren forinden syede jeg for øvrigt udstyr derhjemme. Jeg
218 Erindringer af Vagn Munch
købte blandt andet 12 viskestykker, hvorpå jeg håndbroderede mine initialer. Christian var i øvrigt dengang ansat som andenlærer ved Vonsild skole. Jeg husker, at han en dag overraskede mig. Han kom cyklende og hentede mig på Borehus, hvorefter vi sammen cyklede videre til den nybyggede og meget omtalte Lillebæltsbro som mål for at betragte seværdigheden. Den blev som bekendt indviet året forinden, den 14. maj 1935. Broen, som nu kaldes "den gamle Lillebæltsbro".
Vort hold fra husholdningsskolen 1936. Jeg er nr. 3 fra venstre i øverste række.
På skolen lærte vi blandt andet noget om rengøring, madlavning, og alt om hvordan man skulle dække et festbord. Jeg mindes, at jeg blev tildelt den betroede opgave at rengøre forstanderindens kontor. Det skulle gøres grundigt. Hun var en ældre og ugift dame, som hed frøken Simonsen. Jeg husker hende som et udpræget ordensmenneske.
219 Erindringer af Vagn Munch
Hver dag lavede vi middagsmad med to retter i skolens køkken. Vi blev delt op i to hold. Der var derfor to køkkener og to lærerinder. Lærerinden skrev en menu og tilhørende ingredienser op på tavlen, hvorefter hun forklarede hvordan vi skulle gå frem. Dernæst gik vi selv i gang med kokkereringen under overvågning af lærerinden. Til sidst skrev vi det hele ned i en bog, som efterhånden blev en pæn stor kogebog, som vi fik med hjem. På samme måde lærte vi både bagning og syltning. Barnepleje var ligeledes en del af uddannelsen. Det var børnene, som befandt sig på et børnehjem i nærheden af skolen, der var prøveklude i pågældende forbindelse. Jeg ville gerne have med nyfødte børn at gøre, idet jeg selv håbede og ønskede, at jeg inden for en overskuelig fremtid ville føde et barn. Vi lærte blandt andet, hvordan vi skulle håndtere en nyfødt baby, når den skulle bades i en balje. Plejemor viste først, hvordan barnet skulle holdes i den ene arm, mens man med den modsatte hånd kunne pøse vand på barnets bryst og fremdeles. Derefter var det vi andres tur til at lære kunststykket efter. I mellemtiden stod plejemor ved fodenden af sengen for at følge med i, om vi gjorde, det hun forinden havde vist eller fortalt os. Men hvordan ville det hele se ud, rent økonomisk, hvis man giftede sig med en skolelærer? Hvad kunne vi tillade os? Jeg gik ud fra, at bedstefar var manden, der kunne svare på spørgsmålet. Han sendte mig et brev med følgende ordlyd:
220 Erindringer af Vagn Munch
Rimmerslund, d. 6. juni 1936 Kære Anna! Mary siger, at du gerne vil have en opgørelse af en Families udgifter, når de har en Indtægt på 3000 kr., og består af Mand og Hustru samt 3 børn hvoraf 2 går i skole. Udgift Post Eget hus, værdi 8000 kr. Renter og skatter samt vedligeholdelse Kul og træ til Brænde i 1 år Lys- og vandafgift samt "Personlig" skat Brand- Ansvar- og Sygeforsikring Husholdningspenge a 25 Kr. om ugen Klæde, Fodtøj og Skolepenge til 2 børn Diverse udgifter, udenfor husholdningen
500,00
1
100,00 200,00 100,00 1.300,00 550,00 250,00 3.000,00
2 3 4 5 6 7
Som du ser, er hele Lønnen forbrugt, såfremt din familie skal lægge en nødskilling bort, til at ty til, ved sygdom og lignende tilfælde, da er her kuns tre poster, hvor der må prøves at spares altså post 5 - 6 og 7. På de andre har vi ingen indflydelse, de er faste. 5 og 6, her spørges om Husmoderen er sin opgave voksen i kogningen og i Systuen? Post 7 kan også indskrænkes saafremt Manden ikke ryger eller skraaer, samt hvor ofte man vil i teater eller anden fornøjelse, som du ser, hænger det paa Husmoderens dygtighed og paapassenhed, såfremt det skal gå en sådan Familie vel. Vi er raske og har det godt alle sammen, og det samme venter vi også at høre fra dig. Og nu være du hilset mange gange fra din Bedstefader L. C. Bitsch På bagsiden af brevet var der skrevet en hilsen fra både mor, Mary og morbror Christian: Kære Anna! Mange Tak for Brevet, ja nu har din Bedstefar givet dig en lille Opgørelse, og saa får du se om du kan regne den ud. Vi var jo i Grindsted sidste Torsdag hos Ladegaard, Frederiks, Johannes Postes og os. Det 221 Erindringer af Vagn Munch
var en dejlig dag. Jeg var ogsaa dødtræt om aftenen, da vi kom hjem. Paa mandag Eftermiddag skal vi til Ødsted. Da kommer Per og Alma hjem. I har det vel godt. Vi er alle raske, hils Kæresten fra os, han får vel snart sommerferie. Nu må jeg slutte, for Mary skal ned med Brevet i Aften, sådan at du kan have Det i Morgen. De Kærligste Hilsener fra din Mor og Mary. N.B. Det bemærkes herved at en person med 3000 Kr. Indtægt vil have Luksusbil, og dette koster ca. 1000 Kr. om aaret, så omstående budget gælder ad Pommern til. N.B. Fire om at skrive et brev. Med særdeles Høj – Højagt Chr. Vores bryllup Christian havde fået embede og var blevet fast ansat som andenlærer den 15/5 1935 ved Vonsild skole lidt syd for Kolding. Nu kunne han forsørge en familie. Den side af sagen var i orden. Det havde bedstefar jo regnet ud. Vi blev enige om, at vi skulle gifte os, som det var skik og brug den gang, hvis man stod for at skulle flytte sammen. Min mor holdt vores bryllup. Dengang var det mest almindeligt at det var brudens forældre, der bekostede og stod for selve bryllupsfesten. Jeg synes egentlig, at mine bedsteforældre godt kunne have spædet lidt til hvad angik økonomien, hvilket de ikke gjorde. Til trods for det - anskaffede jeg Horsens Kjoleforretnings mest henrivende brudekjole med et langt slør. Brudekjolen blev betalt af mine egne opsparede midler. Traditionen tro havde Christian medbragt en smuk brudebuket.
222 Erindringer af Vagn Munch
Bryllupsfesten foregik hos morbror Frederik, som havde en gård i landsbyen Rimmerslund. Så vidt jeg husker, var et par og tredive bryllupsgæster med til at festligholde højtidsdagen. Blandt de indbudte husker jeg blandt andet, at min Hedensted kirke tidligere lærer fra folkeskolen Nygård var at finde. Han var yderst afholdt, og jeg så meget op til ham. Vi blev viet i Hedensted kirke den 25. oktober 1936. Kirken - hvor jeg tillige var både døbt og konfirmeret. Det forstår sig, at det var min kære bedstefar, der fulgte mig op ad kirkegulLæreboligen i Vonsild. På kvistværelset var der indlogeret en sygeplejerske. Både huset og skolen er nu vet på bryldesværre nedrevet. lupsdagen. Da jeg ankom til kirken sammen med bedstefar, kom organisten lærer Nygård ud i våbenhuset for at rede bedstefars hår, så det sad pænt, inden vi gik ind i kirken og op ad kirkegulvet arm i arm. Christian var i kjole og hvidt. Det samme sæt, som han tilmed bar til både vores sølv- og guldbryllup, som begge blev festligholdt i Nørre Nebel. Jeg husker også, at jeg skulle sidde på en glat plysstol overfor Christian i kirken. Jeg følte det som om, at jeg hele tiden var ved at glide ned af den, i øvrigt uden at 223 Erindringer af Vagn Munch
det senere viste sig at være forbundet med nogen form for symbolik. Mine to kusiner Esther og Mette var brudepiger. De var klædt i søde hvide kjoler, der stod smukt til min egen brudekjole og Christians elegante kjole og hvidt, der klædte ham ualmindelig godt. De omkringliggende naboer og gårdejere fra Vonsild var sammen om en bryllupsgave bestående af 12 stk. Rix mønstrede dessertskeer i tretårnet sølv. Bryllupsgaven fra svigerforældre og svigerinder bestod af et sekspersoners Måge kaffestel. Stellet blev senere suppleret op, så det derved kom til at bestå af et tolvpersoners. Efter at vi var blevet gift, flyttede vi ind i lærerboligen i Vonsild. En villa som lå ud til landevejen. Jeg var spændt på, om jeg kunne leve op til en lærekones pligter. Jeg husker blandt andet, at jeg lavede kaffe til skolekommissionen, efter at læreparret Strårup havde stået for middagsmaden, når der var møde. Mor betalte for flytningen af vore ejendele. Jeg mener, det var morbror Christian, der lagde lastbilen til med chauffør og transporterede flyttelæsset til vort nye hjem i Vonsild. På lastbilen var der blandt andet et kniplebræt, et klædeskab og en dragkiste som havde været mine forældres, samt en stor kommode som jeg fik af min moster Katrine. Vores bryllupsgave fra bedstefar var et smukt møblement til spisestuen, som bestod af et spisebord med seks stole Jeg kunne godt lide at lave havearbejde. Billeog et dækketøjisdet er taget i foråret 1937, det første år vi boede skab i egetræ. Hele i Vonsild. I baggrunden ses kroens udhus og kirken. herligheden blev le224 Erindringer af Vagn Munch
veret af møbelhandler Alexandersen i Kolding. Mors bryllupsgave til os var et soveværelsesmøblement, som bestod af en dobbeltseng med to natborde, et klædeskab, et toiletbord med spejl og tilhørende taburet. Vi havde ingen gulvtæpper på. I huset var der plankegulv, der både skulle skures og ferniseres. Da jeg var gravid med vores førstefødte søn Kjeld, fortalte bedstefar med smil på læben, at han glædede sig meget til at blive oldefar. På kvistværelset i læreboligen var der indlogeret en sygeplejerske. Hun kom engang imellem på visit for at få råd angående børnepasning. Hun vidste nemlig, at jeg havde været på husholdningsskole. Bedstefar var i øvrigt den glade giver, efter som han betalte for skoleopholdet. Bedstefar levede stadig, mens vi boede i Vonsild. Han besøgte os kort efter, at vi var flyttet ind. Jeg husker tydeligt, at han medbragte det billede af deres hus ”Aldersro”, som han forærede mig i indflytningsgave. Billedet som siden har fulgt mig og prydet væggene i samtlige dagligstuer i vore hjem. Nu hænger det ved min seng på plejehjemmet og vækker stadig gode minder frem, når jeg skruer tiden tilbage til barndommen og drømmer om alle de dejlige stunder hos bedstefar. Bedstefar overnattede i gæsteværelset på 1. sal. Jeg husker tydeligt, at jeg "puttede" ham om aftenen, hvorefter jeg spurgte ham: Hvordan ligger du nu bedstefar? Han svarede: - Jeg ligger, som om jeg lå i min mors dragkisteskuffe - trygt og godt. Et par måneder senere fik jeg en chokerende meddelelse. Lærer Strårup kom hjem til os og berettede for mig, at bedstefar pludselig var død. Mor havde forinden telefoneret til Strårup, efter som vi ikke selv havde telefon på daværende tidspunkt. Han sagde, at det var vist et slagtilfælde, der var skyld i bedstefars død. Det sørgelige budskab var næsten ikke til at bære. Jeg græd i 3 samfulde dage. Mor havde bedt Strårup om at give meddelelsen om bedstefars død på en blid måde, hvilket han 225 Erindringer af Vagn Munch
også gjorde. Det hjalp jo bare så lidt på det triste budskab. Jeg blev nød til at se i øjnene, at bedstefar var død. Bedstefar fik en smuk begravelse i Hedensted kirke. Han var meget afholdt i lokalsamfundet og havde en stor berøringsflade. Kirken var fyldt til sidste plads af et stort følge, der ville følge den gamle hædersmand til hans sidste hvile, skrev Horsens Folkeblad i en stor avisomtale. Han var ombølget af vor agtelse herude. Gud har ladet hans rejse lykkes, sagde Lærer Nygård blandt andet i en mindetale efter begravelsen. Det var synd for bedstefar, at han ikke oplevede, at blive oldefar til et dejligt drengebarn, som jeg fødte tre måneder senere. Da jeg bagefter besøgte mor i Rimmerslund og Aldersro, fik jeg en stor klump i halsen, og tårerne begyndte at trille, idet jeg genså bedstefars stol foran skrivebordet, men nu var stolen tom. En underlig tomhed som prægede hele huset. Livet skulle leves videre. Tiden nærmede sig til, at jeg skulle barsle. Min mor skulle hjælpe til under fødslen. Hun ankom en søndag formiddag. Jeg husker, at vi den dag fik flæskesteg og risengrød til Mor, Kjeld, Laurits, Ester og mig ved Aldersro. middag. JordmodeBilledet er fra 1938. ren havde for øvrigt sagt, at jeg skulle føde omkring den 8. september (1937), hvorfor mor og jeg havde aftalt, at mor allerede skulle ankomme den 5. september, hvilket hun dermed gjorde. Så kunne vi nyde et par dage og hygge os sammen. Men da hun ankom med rutebilen, var fødslen allerede ved at gå i gang. Det var jeg ikke i tvivl om. Mens jeg sad på tørvekassen og rørte jævning ud til 226 Erindringer af Vagn Munch
sovsen startede de første fødselsveer. Lidt senere tog veerne af, og Kjeld lod vente på sig til langt ud på natten. Da veerne begyndte igen ved treogtyvetiden, telefonerede vi til jordmoderen, som ankom lidt efter. Kjeld blev født et pat timer senere ved et tiden. - Tre år senere, den 4. oktober 1940, blev Vagn født. Sønnerne blev begge døbt i Vonsild Kirke. Vi havde en lille forhave med stakit omkring og en låge ud til hovedvejen. Lågen havde vi altid bundet fast med snor, så børnene ikke kunne løbe direkte ud på den trafikerede landevej. Den bundne låge var i øvrigt til stor irritation for sygeplejersken, når hun dagligt skulle gennem lågen med sin cykel. En dag, hvor vi ikke havde fået bundet lågen til, var jeg i færd med tilberedningen af en stor gryde syltetøj. For sent opdagede jeg, at Kjeld var smuttet ud gennem lågen og ud på fortovet, hvorefter jeg skyndsomst løb efter og fangede ham i armen. Da vi kom tilbage til huset, var min gryde med syltetøj kogt over, hvorefter jeg havde et stort arbejde med at rengøre komfuret for den klæbrige saft, som havde brændt sig fast på den hede plade. Forhaven var beplantet med en del buske, som skulle graves op, og vi fik plantet en lang række roser ud til vejen. Det pyntede betydeligt. Havearbejdet interesserede mig i øvrigt. Jeg yndede især at dyrke blomster. Bag ved huset havde vi urtehaven, som jeg også passede. Græsplænens ve og vel var Christians gebet. Dengang var der meget at gøre for en husmor med blebørn. For eksempel skulle der beregnes tid til blevask, som jo langt fra er almindeligt i dag, hvor man benytter engangsbleer. Mor gav mig i øvrigt en lille fidus. Hun forklarede: Hvis ikke der er lavet stort i bleerne, kan du, af nemheds hensyn, blot lægge dem ned i en spand kold vand, vride dem op, hvorpå du koger en kedel vand og hælder det ud over bleerne. Ellers blev de kogt på komfuret i en gryde med sæbespåner, hvorefter de blev vasket grundigt i hænderne, inden de blev skyllet i tre hold koldt vand, vredet i hænderne og til sidst hængt ud på tørresnoren. 227 Erindringer af Vagn Munch
I sommerferien opholdt vi os som regel hjemme i vores bolig, eller også var vi på feriebesøg hos familien i Rimmerslund eller hos mine svigerforældre i Haurum, hvor min svigerfar var førstelærer indtil 1939, hvor han tog sin afsked og flyttede til Saksild. Besættelsen Den 9. april 1940 blev vi vækket ved 5 tiden af en gennemtrængende og fremmed motorlarm. Luften var tyk af meget lavtgående flyvemaskiner. Nogle af dem kastede papirsedler ud. Visse af dem dalede ned i baggården. Jeg løb skyndsomt ud i min natkjole for at hente et par af sedlerne. Vi læste dem i sengen, og vi blev straks klar over situationens alvor. Kjeld, der sov i sin lille seng, vågnede brat og virkede utryg ved situationen. Han skyndte sig at løbe hen og putte sig ind under min dyne. Christian gik til sit arbejde på skolen, som han plejede den morgen. I løbet af dagen vrimlede det med militærkøretøjer på landevejen udenfor huset. Jeg husker tydeligt, at jeg sad på en stol og kiggede ud af vinduerne. Jeg fulgte nøje med i begivenhederne. Først fik jeg øje på køretøjerne gennem ruden i gavlen, og derefter så jeg dem gennem begge vinduerne mod vejen. Den dag blev middagsmaden tilberedt i en håndevending. Jeg mener, at vi fik stegt flæsk og hyldebærsuppe. Da Christian senere kom hjem for at spise middagsmad, fortalte jeg ham, at jeg efterhånden var blevet øm i nakken af at dreje hovedet frem og tilbage for at følge de uendelige kolonner af militærkøretøjer. - "Men så lad dog være med at kikke på dem!", udbrød Christian. - Kort efter sad han selv og drejede hovedet frem og tilbage på samme måde, som jeg selv havde gjort det meste af formiddagen. Kjeld var godt to et halvt år. Jeg tror, at han mærkede, at noget stadigt var rivende galt. Han satte over kravlegården og var ustandselig i hælene på mig. Interessen for al virakken var naturligvis stor hos skolens elever. Christian fortalte, at børnene 228 Erindringer af Vagn Munch
havde fået lov til at følge synet af de tyske militærkolonner fra vejsiden ved skolen. Danske køretøjer blev tvunget til at vige og blev henvist til fortovet af pladsmangel. Selv borgmesteren, som kom kørende i bil, måtte ind på fortovet. Militærtrafikken fortsatte til langt hen på eftermiddagen. Skolebørnene fik fri i løbet af et par timer. Senere på dagen ankom der lange kolonner af marcherende tyske soldater. De var så trætte, at de smed sig ned på fortovet. Deres fødder var antagelig hudløse efter den lange marchtur. Nogle af dem hentede brød hos bageren. Det blev hverdag igen, og vi var tvunget til at affinde os med forholdene under besættelsen og de tyske soldaters tilstedeværelse. En gruppe tyske soldater overnattede på loftet i vores udhus, hvor de blandt andet havde anskaffet sig noget halm, som lunede og gjorde det ud for et blødt sengeleje. I udhuset var der i øvrigt indrettet både toiletter, vaskehus og et sløjdlokale til undervisningsbrug, som soldaterne ligeledes drog fordel af. I et hjørne af vores baghave havde vi et læs optændingsbrænde liggende, som tyskerne begyndte at benytte sig af, når de skulle tænde op i kakkelovnen eller i vaskehusets gruekedel. Christian talte med soldaterne om sagen og sagde til dem, at brændet var vores eget private, og at det ikke var til fri afbenyttelse. Efter den tid var der ingen problemer. For fremtiden måtte tyskerne som følge deraf anskaffe deres optændingsbrænde et andet sted fra. Det var heldigvis ikke altid konflikter, der prægede hverdagen, når vi oplevede de tyske soldater. Trods besættelsen måtte man prøve at se på de lyse sider. Jeg husker for eksempel, at Kjeld ofte legede i gården, hvor soldaterne hyppigt befandt sig. Tyskerne talte jævnligt med ham. De lavede spøjs med ham, og de morede sig meget i hans selskab. Mor forærede Kjeld en pigecykel, da han var i seksårs alderen. Mor havde købt den af morbror Frederik. Cyklen var for stor til 229 Erindringer af Vagn Munch
Kjeld, hvorfor sadlen var sat ned og længere frem med en særlig anordning. Den havde tidligere tilhørt kusine Mette. Cyklen havde Kjeld megen glæde af. Anslet Da vi flyttede til Anslet, købte vi møbler for den nette sum af 2.000 kroner. Det var penge, som jeg blandt andet havde sparet sammen, mens jeg var pige hos bedsteforældrene. I lærerboligen var der et ekstra værelse, som skulle møbleres. Dette værelse ville vi benytte til "den pæne stue", som blev møbleret med blandt andet de nykøbte plysmøbler bestående af tre lænestole og en sofa. Desuden anskaffede vi et sofabord samt et dækketøjsskab. Vi blev altid inviteret med til sammenkomster hos de store gårdmænd i omegnen. - Jeg husker blandt andet, at en af gårdmændene hed Fennemann. Han var forpagter på egnens største gård: Ansletgård. Han var blandt andet gået sammen med nogle øvrige gårdmænd om en barselsgave, efter at Frode var kommet til verden den 27. oktober 1944 på skolen i Anslet. Mor var efterhånden blevet meget syg af sin kræftlidelse. Hun var nu sengeliggende, og Mary boede hjemme i Aldersro, hvor hun passede hende. Mor fik desværre ingen smertestillende medicin, og det pinte mig, når vi hørte, at hun ofte lå og skreg af smerter, når vi besøgte hende i bedstefars hus, som mor havde arvet, fordi hun havde taget sig meget af dem begge, mens bedstemor var syg. - Vi havde på fornemmelsen, at mor ikke havde så langt igen. Mary havde våget ved mor i mange nætter, hvor mor også havde besøg af en natsygeplejerske, og nu følte jeg, at jeg skulle deltage og være nogle dage hos mor. Desuden trængte Mary til lidt ro og hvile. Mens jeg var hos mor, anskaffede vi os en tjenestepige, som hed Marie af Julius'. Hun skulle varetage den daglige husholdning i lærerboligen i Anslet og dermed også passe Kjeld og Vagn, som da var henholdsvis seks et halvt og tre et halvt år. På det tidspunkt ventede jeg Frode, og jeg var kun cirka en måned henne, da jeg en kold januardag begav mig til 230 Erindringer af Vagn Munch
Rimmerslund for at være hos mor i en uges tid. Hun døde en måned senere den 22. februar 1944, og blev stedt til hvile i familiegravstedet ved siden af far på kirkegården i Hedensted. Det var et stort savn at miste vor kære mor, som havde været så meget igennem for os alle sammen. Skolen i Anslet, som var bygget i året 1869, og som tidligere havde hørt under tysk administration, havde tilhørende lade og stald samt 7 1/2 tøndeland landbrugsjord, som for øvrigt var bortforpagtet. Laden blev blandt andet brugt til opbevaring af tørvebrænde, som vi fyrede med i både køkkenets brændselskomfur og kakkelovne i skolestuerne og i læreboligens opholdsstuer. Tørvebrændet gav en stor mængde aske, og det støvede gevaldigt, så der var meget at gøre, når der skulle fjernes aske og tørres støv af. Det var strengt taget umuligt at anskaffe koks eller brændselskul i krigsårene. Det var knapt med mange fødevarer under besættelsen, så man måtte bruge sin fantasi og sin sunde fornuft, hvis man engang imellem ønskede lidt ekstra godt på middagsbordet. Et år havde vi to unge gæs, som vi selv havde fodret op, efter at en af vore høns havde udruget nogle æg fra en gås. Nabogårdmanden Holger Rasmussen havde ligeledes nogle helt unge gæs, som gik sammen med vore to ved Holgers mergelgrav, hvor vi havde fået lov til at jage gæssene hen, så de kunne være hos hans og svømme rundt, som de gerne ville. En dag havde en stor hund fra en nabogård desværre bidt alle vore gæs ihjel. Dagen efter kom Holger Rasmussen på besøg for at tale om hændelsen, mens jeg var i færd med at tilberede gåsesteg af vore gæs. Han skævede ned i stegegryden med de to benmagre gæs, og jeg husker ganske tydeligt hans udbrud: - ”Nååå fru Munch jeg kan se, i også skal have karosseri til middag.” Danmarks befrielse Dagen efter at det glædelige fredsbudskab havde lydt over den meget lyttede BBC's radioudsendelse, den 5. maj, seks minutter inde i 20.30-udsendelse til Danmark, den 4. maj 1945, med de 231 Erindringer af Vagn Munch
berømte ord: "I dette øjeblik meddeles det"… osv., samlede Christian alle skoleeleverne ved flagstangen på græsplænen i haven ved skolen. Flagstangen, hvor besættelsesmagten havde forbudt os at flage med dannebrog. Freden blev fejret med maner idet dannebrog gik til tops. - Det var ikke fri for, at man havde en klump i halsen, og glæden lyste ud af øjnene på den samlede børneflok, som fik skolefri til middag. Den dag kogte jeg suppe til middag, så familien kunne fejre dagen med skolelærerinden og en logerende kone som gæster. Hønsekødsuppe med kød- og melboller var i øvrigt en foretrukken festmiddag som nu. Hønen blev kogt sammen med en suppevisk af porretop og et kraftben af okseskank, som gav suppen ekstra smag. Det var en dag, som jeg aldrig vil glemme. Der blev festet og alle var glade i flere dage efter befrielsen. Der gik alligevel mange år, før der igen blev mere normale tilstande hvad angår vareudbudet i landets forretninger. Et stort spring frem til plejehjemmet i Nørre Nebel Efter Mors død, den 26. juli 2005, fik jeg et rørende brev fra en af plejehjemmets medarbejdere: Kære Vagn og familie. Tak fordi du sendte første del af Anna Munchs erindringer! Det er et utroligt flot stykke arbejde, hvor man både ser og hører Anna i alt hvad du har skrevet! Jeg er egentlig bare ferieafløser på Blåbjerg Plejehjem og startede den 6/5 med lige så stille at blive oplært. Jeg var så heldig at skulle pleje en dame, som hed Anna Munch Hun var altid klar i sin tale, og nærværende, når jeg kom ind til hende. En meget snaksaglig dame! Når jeg kom ind til Anna, sagde hun alt, hvad der skulle gøres, så der ikke gik længe, før jeg lige nøjagtig vidste, hvad jeg skulle præstere inde hos Anna, for det havde hun fortalt alt sammen. Glemte jeg noget, skulle hun nok fortælle mig, hvad det var. Dette siger bare, at Anna af natur var et rigtigt ordensmenneske. Det var dejligt at være sammen med Anna. Men på plejehjemmet har man ikke så meget tid til at få snakket rigtigt igennem. Også fordi 232 Erindringer af Vagn Munch
at Anna ofte klagede over smerter. Det blev ofte bare til lidt småsnak og nogle jokes. Det var Anna nu også utrolig god til. Hun havde humor, men det var ikke altid, jeg forstod den, så kiggede jeg på hende, og så et smil som sad oppe over begge ører, og så forstod jeg, det var en joke, hun lige havde sagt Jeg ville gerne have snakket noget mere med Anna, så vi fik den ide at købe en bakke jordbær efter arbejdstid, så vi kunne få snakket lidt. Jeg ved ikke, om det er imod reglerne, men jeg smuttede i Netto efter en bakke og kom så tilbage og tog med Anna op på hendes værelse, der havde hun lagt sin nye børnebibel, fotos og det fine hefte med hendes erindringer frem. Hun fortalte om familien mens vi så billeder fra hendes unge dage og nyere tid, ja selv det smukke bryllupsbillede fik jeg at se. ”Jeg fik den pæneste brudekjole de havde” sagde Anna, og det kunne jeg godt give hende ret i! Anna var så utrolig stolt af hendes mand. Hun fortalte af hjertet om ham, da jeg spurgte, hvem den pæne mand ved siden af hende var Anna og jeg snakkede også dagligt om det at tro på Jesus. Hun fortalte, at hun havde haft en lærer, som havde gjort det meget virkeligt for hende – det med gud. Det var hun meget taknemmelig for! Den tro have vi tilfælles, og det var dejligt. Anne klagede ofre over smerter, så jeg spurgte hende, om jeg måtte bede for hende. Det måtte jeg gerne. Da jeg havde lagt min hånd på det sted, der gjorde ondt og bedt for hende, kom der en fred og nærværelse af noget godt, og Anna så på mig og smilte mens hun sagde ”vi kommer godt ud af det os to”. Anna ville hver søndag høre gudstjeneste i radioen og blev glad, når der blev sunget en salme, som hun kendte, eller som hun kunne finde i sin salmebog. Anna var en rigtig sangfugl. Det var hun også i sine unge dage, sagde hun. Hun havde sunget meget smukt. En dag kom jeg til at brase ind midt i Annas fadervor, men det var helt i orden, jeg satte mig bare sammen med hende og bad med hende. Efter fadervor takkede jeg Gud for hans kærlighed til os. Så bad Anna ”Jesus – jeg takker dig for din store nåde, tænk at du døde for os mennesker, hvor du dog led for vores skyld en frygtelig død på korset, tak Gud!”. Anna blev svagere og svagere, og jeg måtte ikke længere pleje hende, da jeg jo kun var en afløser. Jeg så til hende og kunne bare se den hurtige ændring af hendes helbred, som var sket. Jeg vidste hvor inderligt hun ønskede at Gud ville hente hende. Hun sagde, at hun hver aften 233 Erindringer af Vagn Munch
bad Gud hente hende. Kort tid efter, fik jeg at vide, at Anna var død. Det var meget mærkeligt, og det var svært at holde humøret oppe resten af den dag. Men indeni ved jeg, at jeg en dag ser hende igen. Det bliver dejligt. Vi skulle nogen tid efter synge inde på Annas værelse med Anna i midten i en pæn hvid kiste. Vi – altså plejepersonalet og jer - Annas nærmeste familie - sang en salme for Annas minde, som hun selv havde valgt: ”Se nu stiger solen” I den salme står der et sted, om at vi en dag skal mødes i Himlen. Det var så rørende og sandt, at det var svært at holde tårerne tilbage. Det var en kort, men dejlig tid jeg havde med Anna. En tid jeg er utrolig taknemmelig for! Gud velsigner jer og hele familien! Mange tanker og tak – hilsen Johanna. Mor døde som sagt lørdag den 16. juli 2005. Jeg nåede altså kun til året 1945 med at notere ned om hendes erindringer. Jeg var altså 5 år, da vi senere flyttede til Stundsig. Mor fortalte ofte om sine erindringer fra dengang og frem til nu, mens jeg besøgte hende på plejehjemmet. Læsten, den 21. juli 2005 Vagn Munch
234 Erindringer af Vagn Munch
Epilog Jeg kan skrive under på, at det man i ungdommen nemmer, man sjældent i alderdommen glemmer. Det kan jeg snakke med om, når jeg kaster et blik på mine barndomserindringer. En interessant episode fra dengang står stærkt i min erindring. Historien foregik, da jeg en dag uden frygt som 5 årig (måske var jeg kun 4) klatrede op ad en høj stige til spidsen af gavludhænget på skolebygningen i Anslet for at undersøge et gråspurvepars rede med unger, som jeg mishandlede med hård hånd. Først bagefter angrede jeg dybt min ugerning. Jeg husker det, som var det i går. Jeg fik lært at klatre op ad en høj stige og ”håndtere” en fugleunge. Jeg kan stadig mærke den sprællevende fugleunge i mine hænder. Jeg kan tænke mig, at psykologer vil sige, at det ikke er usædvanligt at småbørn kan finde på sådanne drengestreger, fordi de hele tiden er nysgerrige og søger nye spændende oplevelser og udfordringer. De kan gøre næsten, hvad der falder dem ind. Det var godt, at mor ikke så det, tænkte jeg. Et andet eksempel fra barndommen, jeg åbenbart så tydeligt husker, er oplevelsen, da jeg lige var fyldt 4 år, ved barnesengen efter lillebror Frodes fødsel, hvor jeg bare sad og kiggede på ham i lang tid. Er det ikke lidt mere voksensnak? I niårsalderen var jeg vidende til en meget trist og sindsoprivende begivenhed, da jeg en morgenstund sad i køkkenet. Her hørte jeg mors højlydte og skrækslagne stemme fra soveværelset: ”Nu dør Jakob”. Jeg kan også snakke med om, at dufte i den grad kan vække minder. Ved Jakobs lille kiste var der masser af blomster fra naboer. Når jeg i dag handler i en blomsterbutik med en gennemtrængende duft af fresiablomster, dukker 235 Erindringer af Vagn Munch
de triste minder stadig frem. Jeg ser for mig den lille kiste omkranset af blomsterbuketter på et bord i det lille værelse i Stundsig skole og mærker stadig folks bedrøvede miner omkring kisten. Min storebror Kjeld har gennemlæst og rettet mine erindringer. Han kom i tanke om en dramatisk hændelse fra min barndom, der hændte i et frikvarter på legepladsen ved Stundsig skole. Jeg har vel været i 9 års alderen, og vi spillede rundbold. Jeg stod i kø og ventede, til det blev min tur til at give bolden et ordentligt slag med en tungt rundslebet boldkølle. Foran mig stod den langlemmede dreng, der hed Jens. Han var klar til at give bolden et slag, som jeg aldrig glemmer. Desværre stod jeg alt for tæt på Jens. Han svang den kraftige trækølle med en saft og kraft, så det sang. Han ramte mig lige midt i panden, så det gav genlyd i hele skolegården. Jeg besvimede og sank sammen. Det lød som om, der blev slået hårdt på en trækasse, var der flere, der fortalte, da jeg kom til bevidsthed og havde sundet mig lidt. Alle skolebørnene styrtede ind i skolen af bare skræk. De fleste troede, at jeg var død, er jeg blevet fortalt. Lidt efter kunne jeg rejse mig for at løbe ind til mor, som havde set ulykken fra køkkenvinduet. Jeg huskede, at jeg bare løb nogle få skridt. Så sortnede for mine øjne igen, og jeg besvimede endnu engang. Jeg fik naturligvis en kæmpemæssig bule i panden og et stort blåt øje. Man ville måske tro, at jeg havde fået hjernerystelse af den hårde medfart, men det tror jeg faktisk ikke, jeg fik…..
236 Erindringer af Vagn Munch
Vores elskede lille fristed Abrahams dam, som jeg har skrevet lidt om i barndomserindringerne fra Stundsig på side 36 og 37, har sin egen interessante historie. Nedenstående noter er hentet i Horneposten: I denne selvsåede trægruppe på banken vest for Gl. Landvej i Stundsig, er et stort dybt hul med vand. Her er leret til stenene til herregården Nørholm gravet. Stenene blev tørret og brændt i ”æ tejl-lå" (teglladen). Vandhullet kaldes Abrahams Dam efter en taterfamilie, som skulle have haft bolig i skrænten – sandsynligvis en jordhule (red.) Vi må tænke os tilbage til før 1700 tallet. I skrænterne ned til Abrahams dam boede der tidligere fattigfolk. Abrahams dam ligger overfor en stor bakke, der blev kaldt Tegllade-bakken - eller ”æ tejl-lå-bank” på vestjysk dialekt. Ejeren af æ tejl-lå byggede for ca. 100 år siden nyt stuehus. Ejeren syntes, det var for ringe, at gården blev kaldt for æ tejl-lå, så han omdøbte den til Teglgård i stedet. Men folk blev ved med at kalde den for æ tejl-lå. Æ tejl-lå og æ tejl-lå-bank ligger stadig som nabo til Abrahams Dam. Som barn lever de fleste nok overvejende en tryg og sorgløs tilværelse. Det gjorde jeg vel også, men efterhånden som årene gik, og jeg kom i teenagealderen, var jeg langt fra tilfreds med mig selv. Jeg var utilfreds med alt det jeg ikke kunne. Jeg var ikke skrap til det boglige, min fysiske tilstand var dårlig, jeg var platfodet, som var skyld i mine ringe løbefærdigheder. Jeg var ked af min beskedne højde som 14 årig. - Disse forhold blev der rettet op på, mens jeg stod i lære som købmand, hvor min højde blev normal, jeg fik tålelige eksamenskarakterer i handelssko237 Erindringer af Vagn Munch
len, og konditallet blev bedre. Blot var jeg jo stadig platfodet, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Da jeg blev udlært og blev førstemand i en sæsonbutik ved stranden og kommis hos købmanden i Alslev, følte jeg endelig, at jeg var ved at blive voksen. Jeg følte, at selvværdet endelig var blevet bedre. Jeg kunne for tiden stå på egne ben, mente jeg. Udfordringerne og erfaringerne fra soldatertiden, satte jeg stor pris på. Jeg var stolt af, at jeg var så heldig at blive udvalgt til at gøre tjeneste i forsvarets vigtigste enhed Kontrol- og Varslingstjenesten i kontrolcentret Sektor Operation Center (SOC), i NATOs NORDFLANKE, bunker 1137, Karup. Vores militærenhed var dengang den eneste i landets forsvar, der havde døgnvagt. Da jeg kom på dekoratørskole, følte jeg, at jeg var på hjemmebane. Eksamenskaraktererne talte deres eget sprog. Forholdene som dekoratør hos Falck Lauridsen og hos Købmandens Reklameservice var nok udfordrende og spændende. De levede dog ikke helt op til mine forventninger. Det første skridt der førte mig frem til mit drømmejob, fik jeg nærmest forærende, mens jeg var 1. dekoratør i TEMPO, Randers. Historien om mit drømmejob tager sin begyndelse på side 158. - Der er vel ingen, der kan fortænke mig i, at det netop er omtalte kapitel, jeg har skrevet med størst begejstring og entusiasme, hvad angår mit professionelle virke. En chokerende meddelelse om salget af A/S DANA-TEMPO medførte imidlertid, at mit drømmejob og de gyldne tider på hovedkontoret sluttede som et lyn fra en klar himmel. Næsten samme skæbne overgik (foreløbigt) mit erindringsskriveri. Jeg har i det mindste ladet en dør stå åben, idet jeg har været så letsindig at kalde nærværende bog for bind 1. Men men, der står jo ingenting skrevet om, at der senere vil udkomme et bind 2? Ingen kender dagen, før solen går ned ☼ - end ikke en lettet amatørforfatter…..
238 Erindringer af Vagn Munch