Uden for andegården 4. del

Erindringer 4. Del

Christian Christiansen Munch 1912 – 1997 Første Lærer ved Stundsig Skole fra 1947 – 1961 Forord ved Christian C. Munch søn Vagn Munch Far døde d. 22. juli 1997 og efterlod sig bl.a. manuskriptet til denne erindringsbog. Bogen skrev han midt i firserne, mens han var pensioneret skolepsykolog, i sit hjem i Nørre Nebel. Idéen til bogen er sandsynligvis udsprunget af hans evige søgen efter nye udfordringer.

Det fremgår jo også, i flere afsnit, at journalistikken interesserede ham særdeles meget. Hans utallige skriverier til dagbladene tyder på, at han allermest ønskede, at der stod JOURNALIST på hans visitkort.

- Selvom han for det meste befandt sig godt bag katederet. De maskinskrevne sider blev fotokopieret. - En af hans gode venner tilbød ham at indbinde 6 eksemplarer at værket. - Et til hver af sønnerne og tre til biblioteket i Nørre Nebel. Desuden har flere familiemedlemmer, venner og kollegaer købt og lånt fotokopier af diverse afsnit fra bogen.

1

Uden for Andegården De fleste kender vel slutningen af H. C. Andersens eventyr Den grime Ælling: "Det gør ikke noget at være født i Andegården, når man kun har ligget i et Svane æg". Den diametralt modsatte filosofi giver Henrik Pontoppidan udtryk for i ørneflugt. Her lyder slutningen: "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørne æg, når man er vokset op i Andegården".

Nu skal dette afsnit ikke være et indlæg i diskussionen om indflydelsen af arv/miljø på individets udvikling, men en præcision af, hvad jeg forstår ved andegården i forbindelse med det følgende. Andegården må vel tages som udtryk for det velkendte, sikre, men også noget indsnævrede miljø. Det må vel så i første omgang være barndomshjemmet, i videre forstand barndomsbyen, egnen, landsdelen og fædrelandet. For dem med det største vingefang kommer verdensdelen, ja måske endog hele jorden med i billedet, men her tror jeg nu ikke, mine vinger kan bære. Jeg vil holde mig til nogle oplevelser, som jeg har haft uden for de førstnævnte kategorier af andegården.

En styg mandschauvinist skal engang have sagt, at kvinden er menneskets bedste ven, men for at undgå enhver misforståelse vil jeg straks pointere, at jeg ikke deler denne opfattelse, al den stund kvinder ikke alene også er mennesker, men ifølge mange nye undersøgelser manden overlegen på mange punkter.

Nej, jeg holder mig til den gamle opfattelse, at menneskets bedste ven, det skulle være hunden. Skulle være! Jamen, er den da ikke det? Vi far se.

Det første væsen, jeg husker fra min allertidligste barndom på Horsensegnen, var en stor hund. Jeg må have været en 2-3år. Jeg var stukket af hjemmefra og befandt mig pludselig i en have nogle hundrede meter fra mit hjem. Der forvildede jeg mig ind mellem nogle stikkelsbærbuske, og der kom det mig i møde, et stort, sortbroget uhyre, hvis hængeflab lige netop var på højde med mit hoved. Det må vist have været en grand danois eller en dalmatiner, så der er vel ikke noget at sige til, at jeg ikke forstod at værdsætte dens savlende tilnærmelser. Jeg vrælede i vilden sky og husker i øvrigt ikke mere om denne dramatiske begivenhed.

Til gengæld husker jeg alt om en hændelse, der indtraf en halv snes år senere.

Jeg skulle aflevere en skriftlig besked fra min far til en mand, der boede på en gård et par kilometer uden for landsbyen. Jeg nærmede mig gården på min mors afdankede cykel. Da jeg så en stor lænkehund ligge i porten, var jeg så hensynsfuld at lægge cyklen ned på vejen for ikke at irritere hunden ved at cykle ind gennem porten. Den lå helt stille bortset fra, at den ganske langsomt løftede 2

hovedet, så jeg trøstede mig med, at der var fred og ingen fare. Men hunden var ikke så hensynsfuld som jeg.

Kort sagt: Menneskets bedste ven viste sin hengivenhed for det lille eksemplar af skabningens herre ved med et kæmpespring at rykke tøjr stagen op og demonstrere, hvordan den var i stand til at fastholde mig i et jerngreb med sit flotte gebis om mit venstre knæ. Jeg hylede og skreg i vilden sky, men jeg kom ikke ud af stedet, før det passede den store rottweiler. Omsider blev den dog træt af at stå og bide i det magre drengeknæ, og jeg var ikke sen til at snappe cyklen og forsvinde hurtigst muligt tilbage til landsbyen.

Men min plageånd fulgte minsandten efter. Den gjorde mig ikke noget, men halsede af sted ved siden af cyklen med tungen ud af flaben.

Jeg burde måske have følt mig tryg ved en sådan frygtindgydende følgesvend, for ingen turde vel have gjort mig noget i den situation. Men det var ikke just tryghed, der besjælede mig på min slingrende færd ad markvejen.

Jeg nåede hjem, og min mor forbandt mit knæ efter bedste evne. Lidt efter kom konen fra gården farende. En karl, der gik og pløjede på en mark i nærhede n, havde fortalt om episoden, og der er vel ikke noget at sige til, at hun var blevet noget ængstelig, da hun jo ikke kunne vide, hvor galt det var gået. Vi beroligede hende med, at der vist ikke var sket noget alvorligt.

Men en vis utryghed ved store, aggressive hunde samt fire ar efter lige så mange hjørnetænder har fulgt mig siden. Her må jeg give de psykologer ret, der siger, at man kan bære mærker af oplevelser i barndommen for hele livet.

Et par gange om året var vi på besøg hos nogle langtude slægtninge i nogle kilometers afstand fra vort hjem. Vi kørte med en landmand, som hørte til ovennævnte kategori, og som boede i samme landsby. Han var nu ikke altid lige præcis. Jeg kan endnu se for mig min mor siddende i vores forgang i fuld stads med overtøj og hat på, spejdende ud ad vinduet, om han ikke snart kunne indfinde sig. Endelig kom charabancen forspændt med de nydelige skimlede russere, og vi indtog vore pladser.

Fra disse ture husker jeg et par ting. Jeg blev i reglen anbragt på bukken mellem min far og kusken, og det hændte, at jeg fik lov til at holde tømmen. Ved en bestemt lejlighed blev jeg lidt ængstelig.

En bælgmørk nat kørte vi hjem fra familiegildet. Vejen førte over en ubevogtet jernbaneoverskæring. Samtidig med os nærmede et prustende damptog sig.

3

Landmandens kone blev noget ængstelig og råbte: "Do må æ kyer øwer." "Jow, no kyer a øwer", sagde manden for sjov og lagde op til en hasarderet kørsel.

Jeg var slumret ind, men vågnede op ved den ordveksling og opfattede mærkværdigvis, at manden ikke mente det alvorligt, så jeg var ikke særlig bange, da det prustende lokomotiv banede sig vej gennem natten lige foran vort forspand, der noget skræmt prustede om kap med lokomotivet. Der skete ikke noget, og alle kom hjem i god behold.

I et af hjemmene havde man klaver, og det siger sig selv, at før eller senere måtte en af døtrene give et nummer til bedste. Engang var det en hård marchmelodi, hun fik tærsket ud af instrumentet. Det lød barsk i mine ører, der var vant til meget blidere toner fra vort orgel derhjemme.

Ved disse sammenkomster var vi en hel forsamling af børn, fætre og kusiner og fætres og kusiners fætre og kusiner. Så gik legen lystigt, men jeg husker endnu meget tydeligt fra min tidligste barndom, hvordan jeg holdt mig til min mors sikre varetægt, men lige så tydeligt husker jeg den første gang, jeg slog mig løs og sluttede mig til de andre børn. Det føltes som lidt af en befrielse og kan vel betragtes som det første skridt i retning af selvstændighed. Bagefter fortalte jeg glædestrålende min mor, hvor dejligt det havde været.

Visse episoder kunne give anledning til underen for en lille purk på opdagerfærd gennem tilværelsen, f.eks. det mærkelige i, at karlene fik en krone i drikkepenge for at spænde hestene fra og for igen, mens pigerne ikke fik en øre ekstra for at halse af sted med tungen ud af halsen fra morgen til aften for at tilfredsstille de mange sultne ganer, og oven i købet skulle de også tage sig af malkningen.

Ved en af de gårde, vi besøgte, var der et lille springvand i haven. Her blev jeg engang vidne til, hvordan man på en mærkværdig måde tømte bassinet for vand. Et V-formet jernrør blev holdt ned i vandet, til det var fyldt, den ene ende af røret holdtes under vandet, medens den anden ende blev svunget ud over kanten samtidig med, at man holdt hånden for, så vandet ikke løb ud, før enden af røret befandt sig et stykke under vandoverfladen i bassinet. Når man så fjernede hånden, løb vandet nok så nydeligt ud gennem røret på mirakuløs vis.

Det var mystisk.

Det var samme sted, jeg blev behandlet uretfærdigt engang. En lille fyr og jeg stod lidt fra hinanden i nærheden af en dør, der pludselig gik op og ramte den lille fyr på armen. Han vrælede naturligvis i vilden sky, og den dame, der havde forårsaget miseren, spurgte, hvad der var i vejen. Jo, der var en, der slog mig, sagde knægten, og det er da muligt, at han ikke havde opdaget, at det var døren.

4

Hvem var det? blev der spurgt. Efter nogen kiggen omkring pegede han på mig: Det var ham der.

Jeg bedyrede min uskyld og fortalte, hvordan det var gået til, men jeg må ikke have været særlig overbevisende, for damen troede mig ikke, så jeg fik en lektie om det forkastelige i at slå dem, der var mindre end en selv.

Episoden står ganske tydeligt for mig, og så må man jo håbe, at man ikke selv i sit lange liv "bag katederet" har behandlet en eller anden elev uretfærdigt uden at ville det og derved måske have bibragt ham et ubehageligt minde.

Nærmere slægtninge var faster og farbror i Thorsted ved Horsens. Faster var min fars søster, så det var vel ikke helt logisk at kalde hendes mand for farbror, men det gjorde vi altså.

Ved familiegilderne hos dem var der et fast programpunkt, som vi børn så hen til med forventning. Det var de obligatoriske rideture på Pinkerton, en lille sort hest, muligvis af russisk eller islandsk herkomst eller en blanding af begge dele.

Vi skiftedes til at få en ridetur fra indkørslen til gården og hen til Horsens -Vejlelandevejen et par hundrede meter borte. De store drenge tog turen i strakt galop, de mindre børn måtte ofte have en af de større til at lede Pinkerton i adstadigt tempo.

Fra sammenkomsterne i Thorsted husker jeg også de politiske diskussioner mellem min far og farbror Søren. Far var overbevist venstremand, mens hans svoger var radikal. De kunne blive så ivrige i deres verbale slagsmål, at far under sine argumentationer gik frem og tilbage i en lettere form for ophidselse, der dog i mine barneøjne tog karakter af noget særdeles voldsomt, som jeg blev lidt skræmt over, indtil jeg nåede en vis alder, hvor jeg fandt ud af, at situationen ikke var så alvorlig, som det så ud til.

Tilværelsen i mit barndomshjem på Horsensegnen var bl.a. præget af mine forældres kristne livssyn, og det indebar, at vi børn ofte blev taget med til gudstjeneste i kirken om søndagen og på andre helligdage. Kirken lå to kilometer borte i nabolandsbyen, og under gunstige vind- og vejrforhold kunne vi høre kirkeklokken ringe og dermed kalde til gudstjeneste. Vi søskende undrede os over, at der blev ringet både en hel og en halv time før, men omsider argumenterede vi os frem til den formodning, at førstegangsringningen nok betød, at vi skulle vaske os og gøre os i stand, og når det ringede anden gang, var det signal til, at vi skulle begive os hjemmefra. Vor cykelbestand havde ikke holdt trit med antallet af cyklefærdige familiemedlemmer, så i solidaritetens 5

navn gik vi allesammen de to plus to kilometer, og i betragtning af, at målet for vor færd var en gudstjeneste, var det vel ret naturligt, at vi benyttede os af apostlenes heste som befordringsmiddel.

Mit udbytte af gudstjenesten var mildest talt minimalt bortset fra, at der i tidens løb aflejrede sig et fond af salmetekster og melodier i min hukommelse. Men dagens tekst med tilhørende prædiken sagde mig ikke noget. Det hele virkede langtrukkent og kedsommeligt. Det var faktisk noget i retning af spildte Guds ord på Balle-Lars.

Undtagen i ét tilfælde.

Jeg husker ikke, hvor gammel jeg var, men jeg var nået til det stadium i udviklingen, hvor en spirende trang til selvstændighed og uafhængighed var ved at gøre sig gældende. I mit tilfælde manifesterede det sig på den måde, at jeg anså det for et ganske alvorligt prestigetab stadig at skulle følges med forældre og søskende, så da klokkeringning nr. 2 en søndag meldte afgang fra hjemmet, fik jeg det arrangeret sådan, at jeg gik for mig selv i så stor afstand fra den øvrige familie, at det var åbenbart for enhver, at jeg nu frivilligt og helt for mig selv var på vej til kirke i mørkeblåt matrostøj med krave og sløjfe og tilhørende cirkelrund hue, prydet med søhelten Niels Juels navnetræk i gyldne bogstaver.

I kirken satte jeg mig beskedent på en af de nederste bænke. Mine pårørende var ikke så tilbageholdende. Da de ankom, placerede de sig allerøverst til venstre. Det viste sig senere, at det ikke var nogen særlig god idé.

Gudstjenesten gik sin gang, og omsider gik præsten på prædikestolen. Dagens tekst handlede om Jesu ord om, at hvis man deltager i et gilde, skulle man ikke sætte sig øverst og eventuelt lide den tort, at værten bad vedkommende om at sætte sig længere ned for at give plads for en mere fornem gæst. Så var det bedre at sætte sig nederst, for så kunne det jo ske, at værten kom og sagde: "Ven, sæt dig højere op". Alt dette havde jeg sikkert glemt, hvis ikke sk riftens ord lidt efter blev levendegjort lige for øjnene af mig.

Der var kun sunget et par vers af salmen efter prædikenen, da degnen gik hen og hviskede min far noget i øret, og straks rejste hele familien sig op og fortrak til nogle af de nederste pladser. Det viste sig nemlig, at der skulle være barnedåb, og i den anledning blev de heri implicerede naturligvis anset for mere værdige til at indtage de allerøverste pladser. Jeg vil ikke sige, at jeg inderst inde triumferede over mine pårørendes bratte degradering, men i mit stille sind var jeg vældig godt tilfreds med, at jeg ved at have indtaget en mere beskeden plads havde undgået at deltage i tilbagetoget. Jeg kunne ikke på det tidspunkt vide, at jeg skulle opnå at vække mindst lige så stor opsigt.

6

Efter barnedåben skulle der være altergang, men nu havde jeg fået åndelig berigelse nok for den dag, så jeg besluttede at forlade stedet så hurtigt og ubemærket som muligt. Jeg snappede matroshuen og hastede ud på midtergangen, men i skyndingen tabte jeg huen, og rund som den var, trillede den hen ad kirkegulvet som et miniature tøndebånd, uheldigvis med retning mod alteret. Havde den dog bare rullet den modsatte vej. I et par spring indhentede jeg den, men da jeg rakte ned efter den, kom jeg til at sparke til den med det resultat, at den i accelererende tempo fortsatte sin kurs, så jeg måtte foretage en serie rejehop, inden jeg fik fat i den forbistrede hue. Da det omsider lykkedes, befandt jeg mig meget længere oppe i kirken, end jeg brød mig om, og nu var næsten det værste tilbage, retræten ned ad kirkegulvet ansigt til ansigt med hele menigheden. Men der var ingen vej udenom.

Med hånden knuget om huen for at undgå et pinligt da capo og hjertet så højt oppe i livet som overhovedet muligt måtte jeg som den uheldige (sø)helt skridte fronten af uden at se hverken til højre eller venstre, men med blikket stift rettet mod den frelsende udgang, som jeg til min store lettelse nåede uden yderligere postyr.

Den gudstjeneste blev et yndet samtaleemne i familiens skød, og konklusionen blev, at ingen af parterne havde ret meget at lade hinanden høre.

Til de store begivenheder i min barndom hørte turene til Horsens for at gøre indkøb og besøge min moster og onkel. Afstanden var rundt regnet 13 kilometer, og der var flere muligheder for befordring. Vi kunne f.eks. benytte apostlenes heste de fire kilometer ad grusede veje til nærmeste privatbanestation og tage toget derfra.

Banen var smalsporet, og det rullende materiel var derfor af mindre format end på statsbanerne. Men det var et hyggeligt lille tog med en komfort, der målt med nutidens standard lod meget tilbage at ønske. Det skænkede vi nu ikke en tanke.

For os var det bare dejligt at blive transporteret uden anden indsats end at betale billetterne, så gjorde det ikke så meget, at man godt kunne komme til at tvivle på hjulenes cirkulære form, når toget i - som vi syntes - rasende fart for hen over skinnerne. Der var ikke langt mellem skinnesammenføjningerne, og hvert stød forplantede sig villigt gennem de hårde træbænke til agterpartiet.

Jeg stod nu det meste af tiden med hovedet ud ad vinduet. Her kunne jeg bedre fornemme fartens sødme og høre lokomotivets tøffen og se røg og damp vælte op gennem skorstenen. Vederlaget for denne fornøjelse var i reglen en sort næse og kulstøv i øjnene. Der var en masse døre i jernbanevognene, for hver kupé havde en dør ud til det fri i hver side. Til gengæld var belysningen rationaliseret. I hver 7

anden kupé-skillevæg var der en udskæring foroven i hjørnet, og her var der anbragt en petroleumslampe bag en lille glasrude, så den kunne oplyse eller rettere forsøge at oplyse to kupéer.

Lokomotivet vendte altid skorstenen ind mod vognstammen. Ved et ophold på en station dristede jeg mig til at spørge en af mændene på lokomotivet, der var ved at smøre en led forbindelse til hjulene, hvorfor det altid vendte forkert. "Det er fordi det går bedst på den måde", lød det oplysende svar.

Privatbanerne havde dengang deres egen banegård, der lå vest for statsbanegården. En træbro førte over statsbaneterrænet, og efter at have forceret den stod man på Banegårdspladsen for enden af Jessens Gade.

En anden befordringsmulighed, der også kunne give oplevelser, var hestevogn.

Vi havde ganske vist ikke en sådan, men æ høker var så flink at låne os sin. Den bestod af en hvid- og gråskimlet russer forspændt en jumbegig, beregnet til fire voksne. Med to voksne og to-tre børn plus diverse store pakker, kunne der godt blive lidt trangt i køretøjet på hjemvejen, men her var det ikke Musse, der protesterede. Hun traskede troligt af sted med os ad de mere eller mindre jævne veje. For os var det spændende, om vi nu kunne møde en bil, for det var ikke hverdagskost for os. Men Musse var ikke nær så interesseret som os. Hun havde vistnok en fornemmelse af, at det var hendes konkurrent, der nærmede sig, for i god afstand rejste hun hovedet og spidsede ører og førte os i betænkelig nærhed af grøften, når bilen hostede forbi os.

I Horsens staldede vi ind i en gård, der havde forbindelse både til Søndergade og Åboulevarden. Her boede min onkel og moster i en lille lejlighed med udsigt til store stabler af rustne forme, tilhørende et jernstøberi. Det var et trøstesløst syn for os fra det frie land.

Onkel og moster var flittige og tilfredse mennesker. Han var skomager og havde sit miniværksted under en trappeopgang i en lille entré. Jeg nød at se hans flittige og øvede hænder forvandle et par skæve, udtrådte foderaler til pæne og anstændige sko, alt imens han smånynnede melodistumper. Sit repertoire fornyede han, hver gang et turnerende teaterselskab gæstede byen, for han havde et ekstrajob som kontrollør ved Horsens Teater.

Moster var en flittig hjemmesyerske for byens mest estimerede kjoleforretning.

Det gav i øvrigt anledning til en pudsig episode. Onkel kunne somme tide r finde på at banke på døren som en fremmed, når han kom hjem, en godmodig form for drilleri. Men selvfølgelig gik det omsider galt. En skønne dag, da det bankede på døren, sagde moster: "Åh, bliv du bare udenfor, din gamle kamel!!"

Efter fornyet banken og nogen tøven gik døren op, og ind skred en af byens 8

fornemme fruer, der skulle prøve en kjole. Hendes reaktion på de pæne velkomstord forlyder der ikke noget om.

Moster vidste nok, hvad der sømmede sig for pæne børn. Vi måtte ikke gå på gaden uden hat, fik vi pålæg om, så min søster og jeg promenerede op og ned ad Søndergade, hun med en tækkelig hat med ikke færre end seks små buketter forglemmigej’er som en glorie om hovedet og jeg med en stiv, fladpuldet stråhat, som ingen engelsk gentleman behøvede at skamme sig over. Det var et modbydeligt torturinstrument, der sad som en jernring om hovedet og gav mærker i panden efter brugen. Den var forsynet med noget, der vist kaldtes en stormsnor, så man i påkommende tilfælde var fri for at løbe efter den, hvis den skulle finde på at lette fra hovedet i utide i blæsevejr.

I sommerferien 1921 skulle mine forældre, to af mine søstre og jeg tilbringe nogle dage hos min farbror, der ejede fødegården i nærheden af stationsbyen Frederiks. Min far og storesøster ville spare rejseudgifter, så de trampede i pedalerne ad de grusede veje de ca. firs kilometer, hvorimod min mor og vi to mindste flottede os med offentlige transportmidler. Der var lige etableret en bilrute til Horsens, og da rutebilen gik lige forbi vort hjem og desuden passerede nærmeste statsbanestation, var det en oplagt ide at benytte sig af dette hypermoderne transportmiddel.

Da vi havde fået os etableret i stationens ventesal, gik mor hen til billetlugen og forlangte billetter til Frederiks. Manden bag glasruden så lidt desorienteret ud.

Måske var han ny i tjenesten, så han ikke havde alle stationsnavne present, for han spurgte: "Jamen, hvor bor Frederik?"

Efter nogen parlamenterne frem og tilbage fandt han dog ud af, at min mor ikke var den naive part i den sag, men desværre kunne han ikke udstede billetter helt til Frederiks, men kun til Herning. Der skulle vi så købe billetter til vor rejses mål. Det vakte ikke vild begejstring hos os, for i køreplanen havde vi fundet ud af, at vi skulle skifte tog i Herning, og at der kun var fire minutter at løbe på. Så hjalp det kun lidt, at vi på vor afrejsestation måtte vente i to timer og ved togskiftet i Vejle i hele tre timer. Vi fordrev megen tid på den umådeligt kedsommelige rejse med at bekymre os om, hvorvidt vi nu kunne nå at købe billetter i Herning. Toget fra Vejle kunne jo være forsinket. Men ved flittig brug af bentøjet lykkedes det, og vi sank udmattede ned på de hårde træsæder i toget til Frederiks. Her hentede min farbror os i hestevogn og kørte os ud til gården, hvor også min cyklende far og søster kunne tage imod os.

Da min far ikke var landmand, var det spændende for mig at opholde mig i nogen tid på en gård. Ganske vist kendte jeg noget til landbolivet fra min hjemby, men det var noget helt andet at følge arbejdet i hus og have, mark og stald fra morgen til aften. Der var f.eks. vindmøllen på taget af laden, der blev 9

sat i gang, når der skulle males korn til foder. Det virkede fascinerende at betragte de vældige vinger på deres evindelige rundtur, og når jeg kom nær nok, kunne jeg høre en susen, der fortalte noget om de vældige kræfter, der lå skjult i blæsten. Det traf sig så heldigt, at kværnstenene trængte til at blive bildet under mit ferieophold, så jeg fik lejlighed til at se, hvordan min farbror med sikker hånd førte bilde-jernet og fornyede de slidte furer i møllestenene. Han var i det hele taget snild og fingernem. Han havde f.eks. selv konstrueret en karrusel til børnene. Ved hjælp af en sindrig mekanisme kunne den ikke alene dreje rundt, men også bevæge sig op og ned, og det siger sig selv, at den blev flittigt brugt.

Men hvor nyt og interessant end mange ting var, så var der dog noget, der hensatte dem i et gråt og ligegyldigt skær sammenlignet med den største af alle oplevelserne. Min første forelskelse.

Hun hed Lise. Ved første øjekast var der måske ikke noget særligt ved hende, der tiltrak sig ens opmærksomhed, i alle tilfælde ikke til hendes fordel, for hun var noget svær i stellet og bevægede sig med tunge, sindige skridt, og hendes hårprydelse, der var rødbrun og grov, kunne man godt kalde en manke uden derfor at bevæge sig uden for sandhedens rammer. Hun havde arbejdet på gården et års tid, og hun var et godt aktiv, for hun gjorde, hvad hun blev sat til uden at mukke, og hun havde gode kræfter. Efterhånden som jeg så hende flere gange, gik det op for mig, at hun måske slet ikke var så ligegyldig endda. Trods sin størrelse var hun velskabt, men der var især to ting, der tiltrak sig min opmærksomhed. Først hendes øjne. De lyste af godhed, mildhed og hengivenhed.

Dem kunne jeg slet ikke stå for. Dernæst hendes fyldige, bløde læber. (At de var bløde, vidste jeg naturligvis ikke, første gang jeg så hende, men det erfarede jeg senere.) Som dagene gik, blev jeg hendes trofaste følgesvend ved hendes arbejde, og det havde hun tilsyneladende ikke spor imod. Tilsyneladende, ja, for hun havde hele sit liv ikke kunnet udtrykke sig med ord, kun med nogle uforståelige lyde, som alene de aktuelle situationer gav en vis mening. Efterhånden dristede jeg mig endogså til at kæle lidt for hende, og det gik hende nær til hjertet, kunne jeg mærke. Her var der dog et menneske, der tog sig lidt af hende.

Den sidste aften inden afrejsen sad jeg bogstavelig talt og hang med ørerne. Jeg var frygtelig ked af at skulle væk fra gården og alle dens herligheder, og navnlig blev jeg tung om hjertet ved tanken om at skulle forlade Lise. Jeg sad med hænderne halvvejs oppe for ansigtet, for at ingen skulle se, at jeg var på grådens rand. Min faster, som vi kaldte hende, troede, at jeg lavede sjov, og hun tog med et snuptag mine hænder til side. Hun blev helt forskrækket, da hun så, at det var ramme alvor.

Om natten sov jeg i samme kammer som min fætter. Kun en dør adskilte os fra det rum, hvor Lise opholdt sig om natten. Den sidste nat vågnede jeg ved at høre hendes karakteristiske tunge skridt nærme sig sengen, hvor jeg lå yderst 10

sammen med min fætter. Jeg fik hjertebanken af frygt og spænding. Hvad mon hun ville? Ganske stille befølte hun mit ansigt med sine bløde læber og forsvandt med lige så tunge skridt, som hun var kommet Næste morgen måtte jeg så sige farvel til Lise. Jeg tog hende om halsen og klemte mig ind til hende, og hun udstødte nogle velbehageligt gryntende lyde.

Jeg kunne næsten ikke slippe hende, men jeg måtte jo gøre det, for nu kom min fætter med seletøjet. Lise skulle nemlig sammen med to andre stærke jyske heste spændes for selvbinderen, for netop den dag skulle høsten begynde.

P.S. Historien om nattekysseriet er skam rigtig nok. Min fætter var karl på gården, og efter datidens skik sov han i karlekammeret, der faktisk kun var et hjørne af hestestalden, begrænset af en mur med en dør i ud til stalden. Hesten havde på en eller anden måde fået slidt sig løs om natten og Lirket døren op ind til os. Om det var mig eller det tykke lag sengehalm, vi hvilede på, der havde tiltrukket Lise, ved jeg ikke. Men en ting ved jeg den dag i dag: Jeg må i hvert fald have virket tillokkende på flere snese små, sorte skabninger fra sengehalmen, for i mange dage efter vor hjemkomst var jeg fra top til tå prydet med modbydeligt kløende røde pletter.

I slutningen af forrige århundrede stampede en kæk og munter karl fra Horsensegnen den fede muld af sine træsko og udvandrede til København for at finde lykken, og hvis lykken er at opnå en betroet post, så fandt han den, for han endte i en ledende stilling i et stort landskendt foretagende. Men kilden til ægteskabelig lykke har han åbenbart ikke kunnet finde blandt hovedstadens piger, for en skønne dag kom han på visit på sin hjemegn, og da han igen drog til København, tog han min mors søster med som sin ægteviede hustru.

De fik to sønner, og de udviklede sig til et par virkelig sjove fætre. De var nogle år ældre end min yngste søster og jeg, men det forhindrede ikke, at vi glædede os til deres besøg i sommerferierne, for så blev der fest i gaden. Vi kunne slet ikke stå for deres københavner-vid, og vi morede os kosteligt over deres skøre påfund og skægge indfald. Især den ene fætter var fuld af ideer, og han udmøntede da også sit talent i en mere moden alder ved at sætte revyer op og selv forfatte tekster. Også med hensyn til at skaffe sig de bedste kirsebær fra de mest utilgængelige grene i vort store træ viste de påfaldende evner. Årene gik, og en dag i 1924 kom der invitation til min mosters og onkels sølvbryllup, og det betød, at vor drøm om en københavnertur skulle gå i opfyldelse. Vi skulle med toget fra nærmeste statsbanestation, der lå ca. syv kilometer fra mit hjem. Den tur plejede vi at tage pr. cykel eller til fods, me n denne gang flottede min far sig og spenderede en udlejningsbil på os, dvs. mine forældre, min søster og mig. En husmand i vort nabolag havde anskaffet sig en åben Ford T., årgang ???, som han ved hjælp af et hjemmelavet trækarosseri 11

havde omdannet til noget i retning af et hyrekøretøj. Han må øjensynligt have anset vor forestående rejse for et hasarderet foretagende, for da han efter at have hjulpet os til rette med vore kufferter i ventesalen var på vej ud ad døren, vendte han sig om, idet han sagde: A må vis hellere sæj pæn fåwal te jer, når I ska ud o så lång en ræjs, hvorpå han gav os alle hånden til afsked.

Selve rejsen husker jeg forbavsende lidt om. Den må dog ellers have været noget af en begivenhed. Det eneste, jeg erindrer, er, at jeg var impone ret af færgen over Lillebælt fra Fredericia til Strib. Større var mit kendskab til maritime befordringsmidler ikke.

Under vort ophold i hovedstaden skulle vi logere hos min fars bror, der var ansat på Bispebjerg Hospital og havde tjenestebolig der. Vel ankommet til hovedbanegården tog vi linje 10 ud til Bispebjerg. Den larmende og skramlende sporvogn var den fjerde, men ikke den mest tiltalende form for transport, vi benyttede den dag. Men jeg opdagede da, at København var adskilligt større end Horsens. Det var ikke vanskeligt at finde ud af, hvornår vi skulle af, for sporvognen kørte ikke længere end til Bispebjerg. Længere ude var dengang kun de grønne marker.

Et københavnsk hotel skulle danne rammen om festlighederne på selve sølvbryllupsdagen. Vi ankom i god tid og var imponerede af den fyrstelige modtagelse, vi fik. To-tre tjenende ånder kappedes om at hjælpe os af med overtøj og hatte, ja, selv jeg fik ikke lov til at hænge min hat på knagen (pæne drenge gik skam med hat dengang). Deres høflighed grænsede næsten til det ironiske, så jeg var ikke langt fra at tro, at der skulle laves lidt grin med de dumme jyder. Men forklaringen kom senere. Alle de øvrige festdeltagere inklusive sølvbrudeparret måtte betjene sig selv i garderoben. Vi var ganske enkelt ankommet først, og så var man naturligvis gået ud fra, at vi var sølvbryllupsfamilien.

Vel anbragt ved det pompøst dækkede bord kunne vi tage et overblik over situationen. Der var gæster, som vi kendte fra vor hjemegn, og der var indfødte københavnere, ja sågar en fungerende minister og hans frue fik vi øje på, og vi kunne med en vis tilfredsstillelse konstatere, at de begge var fra Jylland.

Ved hver kuvert stod der en lille mørkeblå glasskål med vand i. Hvad skulle det nu forestille? Det kunne ikke være en læskedrik, for vandet var lunkent.

Efterhånden fandt vi dog ud af, hvad formålet med dette arrangement var, og det gav anledning til gensidig lystighed. For københavnerne morede sig over, at vi landboere ikke kendte brugen af skylleskåle, og vi for vor part morede os over, hvad de towlige kjøwenhavnere dog kunne finde på med hensyn til borddækning.

12

Ved festmiddagen fulgtes det obligatoriske ritual med sange og taler, der kedede mig umådeligt, så jeg var lettet, da min onkel takkede af og annoncerede frit samvær og dans. Min politisk interesserede far benyttede lejligheden til at få en dialog i gang med ministeren, og det lykkedes i høj grad, for deres politiske anskuelser var nærmest diametralt modsatte. Det vidste jeg ikke dengang, men jeg opfattede da, at det i hvert fald ikke var den helt store overensstemmelse, der prægede samtalen.

Bedst som jeg stod og betragtede de dansende, blev jeg attakeret af en stærk dekolleteret dame i sværvægtsklassen.

- Danser den unge herre ikke? begyndte hun. Jeg var ikke klar over, om hendes angreb var dikteret af frygt for at blive bænkevarmer eller af medlidenhed med den lille jyde, men med et resolut "Nej" gjorde jeg det i alle tilfælde klart, at den unge herre aldeles ikke dansede, og jeg fortrak skyndsomst til et s ikrere opholdssted. Efter det med skylleskålene var jeg på vagt. Jeg skulle ikke nyde noget af at være til grin mere end højst nødvendigt, for jeg var nok klar over, at det ville have været et festligt syn at se drengen fra landet i støvler og korte bukser træde dansen med den korpulente københavnerfrue i grande toilette.

Festen sluttede i den tidlige morgenstund, og min far måtte atter flotte sig og bekoste en taxa til vort logi.

Efter et par dages sightseeing i hovedstaden gik turen tilbage til hovedlandet. Da vi igen var i de vante omgivelser, sank vi hver især ganske spontant ned på den nærmeste stol, glade over at være hjemme igen. Overgangen fra storbyens og rejsens larm til de stille stuer var næsten overvældende. Reaktionen meldte sig i form af susen for ørerne og anden rummel i hovedet, men vi var alligevel enige om, at det havde været en herlig tur.

I vinteren 1927 tilbragte jeg et par måneder hos onkel og moster i Horsens. Det var rart ikke at skulle så tidligt op og trampe i pedalerne og skumple med det lille privatbanetog samt gå fra banegården til skolen i Kildegade. Her kunne jeg nøjes med at gå fra Søndergade 42. Hjemmearbejdet udførte jeg ved et lille bord ved vinduet med udsigt til de før omtalte rustne forme, men det var jo heller ikke dem, jeg skulle koncentrere mig om. Det var bl.a. det for mig nye fag matematik, og her husker jeg tydeligt, hvordan det føltes som noget af en triumf, da jeg opnåede at beherske ophævelsen af minus-parenteser ved at forandre leddenes fortegn.

Efter skoletid gav moster en kop kaffe, og så gik jeg mig som regel en tur ad Åboulevarden hen til havnen. For en landkrabbe var det interessant at følge med i det pulserende liv der med losning og ladning af skibene, og jeg fulgte nøje med i, hvilke lande de kom fra, hvor længe de lå i havnen m. m.

13

I sin egenskab af kontrollør ved teatret fik onkel rådighed over to pladser, og på den konto overværede jeg nogle forestillinger. I den alder er man vel meget modtagelig over for indtryk af enhver art, ikke mindst fra scenens koncentrerede verden. Her husker jeg bl.a. en detalje fra "Kaptajn Grants børn". Det var noget med, at nogle sømænd (vistnok) hugger båden for at sejle bort fra den øde ø, og da det bliver opdaget af de tilbageværende, udbryder en af dem i råb, der afspejler den største rædsel. Det kværnede rundt i hovedet på mig den følgende nat, som jeg som sædvanligt tilbragte på chaiselongen i onkel og mosters lille dagligstue.

Så var det noget helt andet med operetterne "Tre små piger" og "Valsedrømme". Her var der romantik i luften. Især den sidste var jeg meget betaget af. Jeg labbede de smægtende melodier i mig som en tørstig kat. Disse teateraftener glemmer jeg aldrig. Det var landsbydrengens møde med teatrets forunderlige verden, hvor alt er muligt.

I vintrene 1928 og -29 tilbragte jeg et par måneder hos "farbror" og faster i Thorsted. Der var vel ca. tre kilometer til Horsens, men det kunne også være nok i den iskolde vinter 1929. Det var en klam affære at forlade den varme seng i loftsværelset, når min kusine Birgitte råbte på mig nede fra trappeopgangen.

Det skete vistnok ved seks-halv syv tiden. Så fik jeg et solidt morgenmåltid samt en diger madpakke med, og så gik turen ud i den kolde sne, men det tog jeg nu ingen skade af. Faster syntes vist, hun havde et vist ansvar for, at jeg passede skolegangen, men en dag, da jeg kom hjem fra Horsens, beklagede hun alligevel, at jeg var taget afsted i den stærke kulde. Jeg husker ikke frostgraderne, men da vi i en gymnastiktime var ude på fjorden, kunne vi gå over den på isen, selv om der dagen i forvejen var lavet en sejlrende.

Det skete, at jeg på hjemvejen hagede mig fast i en lastvogn på bakken op mod Thorsted. Det var måske noget voveligt, men lastbilerne kørte ikke så hurtigt dengang, især ikke op ad bakker.

En anden ting, jeg husker fra disse hjemture fra skolen, er noget, som jeg først nu efter 56 års forløb røber. Kusine Birgittes madpakker var tilsyneladende beregnet til en hårdt arbejdende landbrugsmedhjælper, for det kneb mig gevaldigt at konsumere alle klemmerne med det solide pålæg, men det ville jeg ikke være bekendt. Så var der ikke andet at gøre end at gøre holdt, åbne madkassen og hive de resterende mellemmadder så langt ind på den snedækkede mark som muligt, til stor fornøjelse for kragerne.

Om aftenen havde vi det hyggeligt i dagligstuen. "Farbror" havde anskaffet sig en radio, og den blev flittigt brugt. Det var en forholdsvis stor, firkantet kasse, der foroven kunne lukkes op som en miniatureslagbænk. Her kunne man så med 14

stor under studere diverse radiorør, spoler og ledninger, og på forsiden var der forskellige større og mindre drejeknapper til indstilling på de forskellige stationer, hvis signal blev opfanget af en gevaldig lang antenne over gårdspladsen, så vidt jeg husker. Fra radioapparatet gik der en ledning hen til en lille, transportabel fordelingsindretning, hvor vi kunne tilslutte "øreklapperne". Min fætter Paul har senere fortalt mig, at hvis man lagde samtlige hovedtelefoner - vistnok en fire-fem stykker - i en skål, helst en krystalskål, så virkede det hele som noget i retning af en højttaler, men det kan jeg nu ikke huske.

1929 var det år, Stauning dannede sit andet ministerium (efter MadsenMygdal), så den omstændighed gav anledning til meget radiostof.

Der blev også spillet whist. Det havde jeg intet begreb om, så jeg var ikke deltager. Bølgerne gik somme tider højt, når spillets gang blev diskuteret. Det morede jeg mig over, når jeg sad og læste avis eller lektier om aftenen.

En anden ting, jeg ofte morede mig over, var min fætters sjove replikker. Det kunne ske, at jeg om aftenen, når jeg var kommet i seng, repeterede nogle af dem for mig selv, og så lå jeg lige så stille og morede mig anden gang. Det kan man da vist kalde genbrug.

Da jeg blev uddannet som lærer i 1933 var der overflod af pædagoger, så det var ikke så let at få arbejde som sådan. Det bevirkede, at alle inden for branchen inklusive jeg selv, søgte alt mellem himmel og jord inden for skolevæsenet.

Det første, jeg gjorde efter endt eksamen, var at få mine eksamenspapirer og de par anbefalinger, jeg havde, duplikeret i flere hundrede eksemplarer. Desuden meldte jeg mig ind i Danmarks Lærerforening og abonnerede på Statstidende, hvor lærerstillinger var opslået. Jeg søgte alle tænkelige embeder, som det noget højtideligt hed dengang, og hvis de lokale myndigheder ikke udtrykkeligt frabad sig personlig henvendelse (hvilket ofte betød, at der var favorit til stillingen) så begav jeg mig til de forskellige steder ved hjælp af forskellige former for befordringsmidler, heriblandt min fars gamle Ford 1923.

I den befordring var jeg engang på Ålborg-egnen i min embedsjagt sammen med min kollega fra Flemming Efterskole, Niels Therkelsen. Vi var ganske vist konkurrenter, men ingen af os fik stillingen. Jeg husker turen som meget trættende. Fra mit hjem i Haurum ved Horsens er der godt og vel 170 km. Vi overnattede ganske vist i Ålborg, men små 350 km på to dage i en gammel Ford med fjedre som på en hestevogn på dårlige grusveje en stor del af strækningen 15

var noget af en lidelse. Da vi nåede hjem igen, havde mit hoved forvandlet sig til en stor, værkende byld mellem skuldrene.

Noget bedre gik det, da jeg søgte en vinterlærerstilling i Ho, selv om det forekom mig, at nu var jeg nået til verdens ende ved det yderste hav. Men det var der flere end mig, der var. Alene den pågældende dag var vi en fem-seks stykker, der mødtes i samme ærinde. Vi søgte så vidt muligt at undgå at besøge de forskellige medlemmer af skolekommission eller sogneråd flere ad gangen, men det lykkedes ikke altid.

Da jeg var færdig med min rundtur ved aftenstid, faldt jeg i snak med en af mine kolleger og konkurrenter. Han spurgte, hvor jeg kom fra, og da jeg havde fortalt ham det, sagde han: "Det er alt for langt at køre i aften. Kom med mig hjem, så kan du overnatte hos mine forældre". Det lod jeg mig ikke sige to gange, så vi fik hans cykel stablet op bag på Ford'en og begav os de forholdsvis få kilometer til Alslev ved Varde. Det var den senere kendte konservator, ornitolog og lærer Leo Novrup, jeg havde som passager, og hans far var lærer i Alslev. Foruden Leo havde han flere sønner, der i tidens løb har beklædt betydningsfulde stillinger inden for skolevæsenet. Faderen kom hjem lidt efter vor ankomst. Han var en stovt, gammel lærertype med fuldskæg, det var ikke så almindeligt dengang.

"Jeg frryser mine fødderr", sagde han med rullende r’er og satte sig i en lænestol. Straks kom hans kone farende, satte sig på knæ foran ham og skiftede hans støvler ud med varme hjemmesko eller sivsko eller hvad det nu var. Ja, det var tider dengang.

Engang, mens jeg var anden lærer i Vonsild, søgte jeg plads som enelærer ved en lille skole ved Vejle fjord. Jeg blev tilkaldt til samtale med myndighederne sammen med fem-seks andre, deriblandt en af mine seminariekammerater.

Efter at vi enkeltvis havde været inde hos de høje herrer, blev vi budt på en kop kaffe. Det hele foregik nemlig på kroen. Her kom jeg til at tænke på, hvad min ægtefælles morbror havde sagt til mig, da jeg havde fortalt, at jeg skulle til samtale: "Der på stedet skal du helst benytte dig af kraftudtryk og komme med et spil kort i den ene lomme og en flaske snaps i den anden". Den karakteristik af egnens befolkning sad i mit baghoved, da formanden spurgte om vi ville have en lille genstand. For at forbedre mine chancer sagde jeg ja tak, men det fortrød jeg, da jeg erfarede, at jeg var den eneste af ansøgerne, der gik med på den spøg.

Jeg er lige ved at tro, at det var første gang, jeg nedsvælgede det ætsende fluidum, for det smagte så rædselsfuldt, at jeg måtte lade det halve stå tilbage i snapsglasset, og det var måske min manglende kvalifikation i den retning, der gjorde, at jeg ikke fik stillingen. Hvem ved!!! Det var i øvrigt min seminariekammerat, der blev den heldige.

16

Jeg var på mange andre ture rundt i landet på embedsjagt. Det blev til følgende kronik i Kolding folkeblad. Den er en blanding af fantasi og virkelighed.

På jagt efter embede…

Når seminaristen må rundt til skolekommissions medlemmerne, oplever han både pudsige og mindre skæmtsomme episoder.

En ung lærer skriver til os: Jeg sad i toget, der med typisk Jydsk sindighed kilometrede sig op langs Vestkysten, og funderede over livets ondskab i almindelighed og min egen sørgelige skæbne i særdeleshed. Det var nu et år siden, jeg havde forladt lærerskolen med eksamensbeviset i lommen og med store planer om at revolutionere pædagogikken inden længe, og hvad var resultatet blevet? Enkelte små jobs og en gavnlig revision af mine tanker om mig selv i den henseende.

Ved en af de store stationsbyer stod jeg af, gik ned ad "Main Street" og forespurgte i den første cykelforretning, om der var mulighed for, at jeg kunne låne en cykel, for selv for en arbejdsløs seminarist er tid dog penge. Knægten, der stak en fedtet olienæse ind ad døren fra baglokalet, skulle lige spørge "ham" ad, og "han" kom lidt efter selv til stede for at se på personen og overveje situationen. Resultatet var tilsyneladende i min favør; men jeg blev senere revet ud af denne illusion. Jeg blev præsenteret for et underligt monstrum af ubestemmeligt fabrikat, som jeg fik lov til at låne hele dagen formedelst 50 øre.

Det var ærlig talt synd for mit pæne sommertøj, der havde fået en ekstra omgang af pressejernet for at forbedre helhedsindtrykket af min person hos den kommission, der skulle afgøre min skæbne der på stedet; men afstandene i Vestjylland er store, så jeg svang mig i den alt andet end bløde sadel og begav mig af sted til formanden, sognepræsten.

Jeg nærmede mig præstegården. Uden for den ene indgangsdør stod tre personer, grupperet som de tre gratier, i ivrig samtale. Jeg anede uråd, hilste dog med en passende blanding af ærbødighed og overlegenhed og bemærkede: Det er måske konkurren.. undskyld kolleger?

- Ja.' Pause.

- De er måske en af de ny, spurgte den midterste af gratierne, altså "Dyden" 17

Det var noget af det værste, jeg vidste, at blive mindet om mit udseende. Jeg fik samme fornemmelse, som da billettøren på himmelbjergdamperen meget velmenende oplyste mig om, at hvis jeg var under 16 år, skulle jeg ikke betale så meget! Men jeg svarede: Ih nej, jeg blev dimitteret forrige år. Jeg lagde så megen stolthed i stemmen, som det var mig muligt, men et forsøg på at skyde brystet frem mislykkedes totalt.

- Ja, men jeg blev dimitteret for fem år siden, hoverede "Dyden".

Nå ja, det skulle ikke afskrække mig, jeg forcerede indgangsdøren trods en arrig Foxterriers velmenende angreb. I den første stue sad to unge mennesker hver med sin mappe under armen, og jeg var straks klar over situationen: Det var et ven-tabelt venteværelse, jeg befandt mig i. Jeg tog uden videre plads og begyndte at regne ud, hvor mange vi nu var om buddet. Her i stuen tre, plus gratierne, det var seks, og med ham, der nu var i audiens, blev det syv. Og embedets ledighed var først averteret samme morgen, og ansøgningsfristen var fire uger!!

Jeg var i færd med at udregne min chanceprocent, når både ansøgernes nuværende antal, det tænkte, endelige antal, ansøgningsfristens varighed og presse lægerne i mine benklæder toges i betragtning (eksamensbeviset lod jeg ude af betragtning, da man som bekendt ofte på landet lægger lige så megen vægt på almenmenneskelige egenskaber som på kundskaber) - jeg var altså midt i denne vanskelige beregning, da døren til studereværelset åbnedes for en ung mand, der åbenbart satte sin lid til talemåden: Min søn, vil du i verden frem, så buk! - for han strøede om sig med buk og venlige smil som en indsamler til et filantropisk foretagende. Efter endt forestilling forsvandt han ud gennem døren, snappede sin cykel og trådte af al magt i pedalerne op ad den sandede bakke.

Omsider fik jeg foretræde. Jeg præsenterede mig og forsøgte straks at være ligefrem, idet jeg med mit mest vindende pepsodent smil sagde: "Jeg behøver vel næppe at fremføre mit ærinde?" Nej, det var ganske unødvendigt. Pastoren gennemgik mine papirer i stor hast, sagde et og andet om ligegyldige ting, bemærkede dog også noget om min eksamen og gav mig til slut en fortegnelse over kommissionens øvrige medlemmer.

Inden jeg begyndte ekskursionen, rådførte jeg mig med mine kolleger, og vi lagde en fornuftig plan, så at vi ikke alle på en gang skulle hjemsøge samme person. Så spredtes vi ud over landskabet som en flok gribbe; men det var ikke let for gribbene at finde byttet. Jeg måtte ofte spørge om vej, og jeg lærte bl. a., at "en bette korn vej" er ca. 4 km., og at "æ swaar lunt" er omtrent det dobbelte. Den fortidslevning, jeg kørte på, havde vist haft bedre a f at hvile sine trætte lejer på et museum, så jeg behandlede den med stor nænsomhed, mere for mit eget helbreds skyld end for ejermandens skyld.

18

Den første, jeg skulle træffe, var desværre i marken; men nu skulle Petrea lige hente ham. "Nej, på ingen måde." forsikrede jeg, og jeg fik anvisning på, hvor jeg kunne træffe ham. Han steg sindigt af binderen og tog med stor forsigtighed mod mine papirer med sine olieplettede hænder. Efter at have gransket dem nøje, erklærede han, at papirerne jo var gode nok. Så fulgte der bemærkninger fra begge sider om vejr og vind og høstudsigter, og vi var rørende enige om, at en landmands og en arbejdsløs seminarists økonomiske udbytte sikkert var lige store.

Den næste var en kone. Hun gennemså papirerne med stor sagkundskab, da hun selv havde en søn, der var lærer, og straks var samtalen i gang. Vi drøftede fordele og mangler ved eksamen, korporlig revselse i skolen og andre pædagogiske problemer, som kun Montessori og Rousseau kunne have gjort det, og vi skiltes i gensidig forståelse efter først at have nydt en kop kaffe.

Det næste kommissionsmedlem skulle ikke have skyld for det aftagende børneantal i skolen. Allerede på lang afstand troede jeg, at jeg nærmede mig skolen, og dette var ikke helt uberettiget, for manden fortalte senere med stolthed, at han havde 16 børn! Det traf sig så heldigt, at man lige skulle til at have kaffe, og den vestjyske gæstfrihed fornægtede sig ikke, jeg blev selvfølgelig også trakteret. Midt under det hyggelige selskab ankom sandelig den første fra præstegården, ham med bukkene. Han præsenterede sig rundt til alle sider og fremførte sine egne kvalifikationer med en rivende tungefærdighed, der lod ane, at manden tidligere havde arbejdet i forsikringsbranchen. En sådan veltalenhed var sikkert ikke kendt i dette hjem, for nogle af børnene stimlede sammen i døren og betragtede med stor underen fænomenet. Det var lige vand på hans mølle. Han snakkede godt for dem, og inden længe sad han som en rar, gammel onkel med alle børnene omkring sig. Jeg måtte indrømme, at han havde grebet sagen rigtigt an; hvad var mere naturligt for en embedssøgende seminarist end at vise sine pædagogiske evner ved straks at vinde børnenes tillid. Jeg prøvede min lykke med en lille, tilbageholdende pige med det resultat, at hun med et hyl for i sin moders skørter, og straks var jeg et ynkeligt offer for mindreværdskomplekser. Jeg rådede dog bod på nederlaget ved efter kaffen at tage en af de store cigarer, der blev budt, mens "Demosthenes" på den anden side af bordet erklærede, at han ikke turde binde an med dem. Sandt at sige røg jeg yderst sjældent selv; men en så god lejlighed til at hævde mig kunne jeg ikke lade gå fra mig.

Lidt efter forlod jeg (af flere grunde!) det hyggelige husmandshjem og opsøgte den næste, jeg skulle træffe; men inden jeg nåede stedet, opgav forhjulet ånden med et dybt suk og dumpede ned på fælgen. Jeg gik ind i den nærmeste gård for at låne lapperemedier; det var der ikke noget i vejen for, ja, karlen tilbød endogså at lappe hjulet, hvilket jeg med glæde overlod ham. Medens 19

operationen stod på, spurgte jeg om vej til Kristen Pedersen, for ham skulle jeg træffe angående denne her ledige plads, bemærkede jeg, for det var givet, at han før eller senere ville prøve på at få pillet ud af mig, hvad ærinde jeg kunne have dér. Ja, han boede da lige derhenne; nå, så der søgte jeg plads, ja, han havde nok set i avisen, at kristen Pedersen søgte en halvvoksen karl til den første!! Jeg antydede, at jeg havde meget travlt, og lidt efter sad jeg i Kristens stue. Han havde helt nedlagt arbejdet, fordi han gang på gang var blevet afbrudt. Efter de sædvanlige indledende bemærkninger og gennemgang af papirerne, under hvilken han kastede stjålne blikke over randen af papiret hen på mig, bemærkede han: Do sier mæ nowed ung ud! Så, skulle jeg nu høre det igen! Jeg forsvandt med løfte om, at dette kedelige faktum nok skulle rette sig med tiden.

Det var blevet aften. Jeg befandt mig langt ude i et hjørne af sognet og trådte med behersket kraft i pedalerne for ikke at overanstrenge kæden. Jeg så for første gang en solnedgang på heden, og det virkede betagende at se denne vidtstrakte uendelige horisont, nar man var vant til at se solen gå ned bag en bakkekam en kilometer borte. Men jeg havde desværre ikke lejlighed til at nyde synet ret længe; mit jordbundne blik var fæstet til det hjulspor, som jeg havde udvalgt til cykelsti. Jeg nåede lykkelig og vel at fremstille mig hos de resterende medlemmer, inden sidste tog gik. Hos en af dem traf jeg for resten "Demosthenes" igen; han havde selvfølgelig kapret sig en lille lyshåret Peder, som han for morskabs skyld trak i øret.

Men to måneder efter var det min tur til at trække Peder i øret, fordi han trods gentagne advarsler skrev d i gjort!

En del af en lærers arbejde er at tilrettelægge og lede ture og udflugter. Det kunne godt virke tyngende med ansvaret for børnenes ve og vel, men der var også gode oplevelser. F.eks. lærte man ofte en del af eleverne at kende fra helt andre sider end i skolestuen, så man eventuelt måtte revidere sit syn på vedkommende i positiv retning.

Her vil jeg begynde med en anden kronik i Kolding Folkeblad, som jeg bryggede sammen efter en tur til København, vist nok i 1938. Her er der ikke fantasi med i spillet. Jeg vil lige oplyse, at generaldirektøren for DSB dengang var P. Knutzen.

20

På skolerejse til København.

En af Koldingegnens lærere fortæller om indtryk og oplevelser med en klasse børn i hovedstaden. "Fregatten", den store oplevelse - og tre dage alt for lidt til alle herlighederne. - Teknikkens vidundere i højere kurs end de historiske. Eventyret er begyndt.

Langsomt glider vognmand Knutzens stålvogne bort fra perronen med en skare forventningsfulde landsbybørn om bord. De skal for første gang se hovedstaden og er som en flok kyllinger, der første gang stikker næbbet uden for "andegården" og skal se verden "på den anden side af præstens mark".

Forventningen har været stor og hvilen den foregående nat lille. Vil virkeligheden svare til forventningerne? Tiden vil vise det.

Foreløbig indretter man sig efter de forhåndenværende forhold, hvilket i dette tilfælde vil sige de tre af DSB’s myndigheder tildelte kupeer, og snart hersker der forholdsvis god ro og orden i det lille samfund. Det kommunistiske princip følges så vidt muligt; men da der nu engang kun er to vinduespladser i hver kupe', kan det ikke gennemføres til de yderste konsekvenser. Følgen heraf er sabotage og korruption efter bedste udenlandske forbilieder for at opnå de eftertragtede stillinger, og det er lige så ofte den klogeres som den stærkeres, der gør sig gældende.

For den filosofisk anlagte lærer er der lejlighed til at gøre visse betragtninger over tidens foranderlighed. For omtrent en menneskealder siden blev skolebørnene bogstavelig talt transporteret i kreaturvogne, i begyndelsen endog uden bænke, og vognens ublide behandling af indholdet gav anledning til at tvivle på hjulets cirkulære form. Nu byder DSB på fireakslede bogievogn med læderpolstring etc., med andre ord akkurat samme komfort, som enhver rejsende på fællesklasse nyder. Men det tager nutidsbarnet som en selvfølge.

Efter et par timers kørsel er Storebælt en rekreation. For de flestes vedkommende er det den hidtil længste sejltur. Men til stor skuffelse for alle er det næsten blikstille. Så trøster man sig med mågerne, der nyder godt af de overfyldte madpakker.

21

Endelig nærmer man sig de store ønskers og drømmes mål, paradiset København. Det brændende spørgsmål er: Skal vi bo på fregatten "Jylland" eller - oh, rædsel! - ligge på gulvet i en gymnastiksal? End ikke de ellers så alvidende lærere formår at svare på dette spørgsmål (børnenes tro på lærernes alvidenhed bliver i øvrigt under turen udsat for svære prøvelser!). Der henvises til føreren, som skal modtage os ved toget, og til ubeskrivelig jubel meddeler han, at turen går lige til skibet. En enkelt erklærer sig dog utilfreds, og idet politigårdens gitterbesatte vinduer passeres, udbryder han: Bare jeg skulle bo der, så kunne jeg da få mit eget værelse og sove i ro hele natten!

Og den første aften synes dette ønske ikke ubegrundet. Det er vel nok spændende om bord på den gamle skude. Man får anvist sin køje, der gives instrukser om hvad man må - og navnlig hvad man ikke må. Så gør man sin køje i stand og undersøger lokaliteterne.

Oppe på dækket nydes i den lune sommeraften de første indtryk af hovedstaden.

Der er nu f.eks. Langebro med sine rent ud sagt hæslige, men sikkert teknisk korrekte stålkonstruktioner. Den rejser sig på bagbenene, og man venter uvilkårlig, at der skal mindst en liner til for at standse den voldsomme trafik, men årsagen viser sig at være en lille pæreskude. Da den har passeret, lægger broen sig igen til hvile på Amager, og den opstemmede trafik skyller sammen som det Røde hav over Faraos hær.

Tivolis lystvifte stråler op mod den fløjlsagtige nattehimmel. Ude over Amager søger en lyskaster at holde en militærflyver fanget i sit strålebundt. Det lykkes, og maskinen tager sig pragtfuld ud i den belysning. Ørstedsværket ligger i en tåge af sine egne uddunstninger, godt det ligger så langt borte.

Agterude i lærerværelset lægges planer for de kommende dage. Der kan nås meget på tre dage, men der er endnu mere, der ikke kan nås.

Da planen er lagt, er der ved at blive ro - på dækket vel at mærke. Nedenunder er der en pludren som i Noahs Ark. Det er lidt uvant med den snævre sovepose og det hårde hovedleje. Dagens oplevelser og navnlig det, man de følgende dage skal opleve, drøftes indgående. Men det ender alligevel med, at man snakker sig i søvn på det tidspunkt, da de også for landsbybørn så kendte rådhusklokker melder midnat. En efter en falder til ro i Morfei arme. Underligt at tænke sig, at her, hvor for 75 år siden mandskabet havde travlt med at putte kugler i kanonerne, sover nu 550 landsbybørn sødeligt. Enkelte sporvognsklemt i det fjerne og vagtens sagte skridt fremhæver blot stilheden. En enkelt har s nakket så meget, at han fortsætter i søvne. Straks har han sidekammeratens albue mellem ribbenene.

Så først er der fred over fregatten....

22

Det er ganske unødvendigt den første morgen, at vagten ringer med sin mælkeklokke kl. 6.30. Allerede kl. 5 vågnede de første, og snart lød de bare fødders klasken mod dørken. De fleste er færdige længe før tiden, så der er ikke noget at vente efter, da "Der Führer" ankommer.

Og så begynder stormen på København.

Børnene imponeres af det store ugeblads kolossale oplag, de oplever byen med de skønne tårne fra toppen af Rundetårn, betragter med tilsyneladende ligegyldighed kronregalierne i Rosenborg, men nyder med så meget større appetit frokosten i Rosenborg Have med den dejligste "maskinmælk" til.

Thorvaldsens Museum kan gå an, men i Nationalmuseet begynder nogle at spørge, om de snart skal i Tivoli. Palmerne og de gamle mumier i Glyptoteket formår dog at aflokke børnenes interesse, selv om middagen hos Lodberg virker bedre i så henseende.

Og så bliver de sluppet løs i Tivoli. Rutschebanen er en stor skuffelse; det skal aldrig prøves mere, selv om man der får gratis (h)vin, som et vittigt hoved bemærker. Så er radiobilerne og de små både på søen anderledes humane.

Den aften sover man næsten, inden man har klædt sig af, og den følgende morgen er vagten med klokken en fuldt ud berettiget person. Han må for fremtiden ringe to gange, den sidste morgen endogså bruge håndkraft for at bringe liv i tæpperne.

Søndag formiddag er der stille på Amalienborg slotsplads. Kongen er nok ikke stået op, slutter børnene, for der er trukket for vinduerne endnu.

Langelinieturen ender med en voldsom vandpantomime, så mange bliver våde til skindet. Føreren har hele tiden sagt, at bygen ville komme, medens læreren mod meteorologisk sikkerhed påstod, at den ikke ville komme. De fik altså ret begge to.

På vejen gennem Kastellet kommer general With ridende. Det er for øvrigt ikke den eneste berømthed, man ser den dag. I dyrehaven træffes Arne Sørensen, der tilsyneladende er ude at samle stof til næste nummer af "Tiden".

Den sidste dags formiddag er helliget Zoologisk Have. Her er det selvfølgelig abegrotterne, der er den store attraktion. Pigerne kan ikke stå for en abemoder, der sidder med sit barn på skødet, medens aberne i buret ved siden af appellerer til de mandlige instinkter. Her er et par brushoveder kommet op at slås, og drengene hyler af latter, når de farer ned langs tremmerne.

23

I det store bryggeri lægger børnene ikke skjul på, at traktementet efter rundturen for dem er det væsentlige. Kastrup lufthavn med de kolossale hangarer med små og store maskiner virker imponerende. I det hele taget beundrer børnene meget mere det "teknisk" end det "historiske". De ligefrem måber af beundring ved synet af D. D. L.s ny luftomnibus. Den er for dem af meget større værdi end den originale beretning om Erik den Rødes tog til Vinland, som amerikanerne tilbød at transportere til Amerika til verdensudstillingen af en hel lille krigsflåde.

Den sidste aften i cirkus.

Den verdensberømte klovn til 12.000 kr. om ugen udfører sine falden-på-halennumre etc. for landsbybørnene på første række i et af Europas bedst indrettede cirkusbygninger. Er det ikke at kaste perler for smågrise! Nej, børnenes spontane latterudbrud viser det modsatte. Derimod kniber det måske en og anden voksen at forstå det med de 12.000 kr. om ugen. Det er sandsynligvis til ham, spørgsmålet i programmet er rettet: Er De helt klar over, hvor stor en kunstner De har for Dem -?

Og så går det atter hjemad.

På banegården får føreren et hurra for godt førerskab gennem hovedstadens trængsler, inden toget sætter sig i bevægelse mod de jyders land.

Til børnenes udelte glæde viser Storebælt tænder den dag; men det bliver alligevel kun til en svag gyngen, idet færgen vender. Den store kolos lader sig ikke rokke af et par Storebæltsbølger. Men så går man bare hen i forstavnen og lader sig oversprøjte en gang; det kan bruges til at imponere landkrabberne derhjemme med.

På den hjemlige banegård foretages folketælling for sidste gang. Jo, alle er med, og så går det ud til de mange hjem, der nu ikke får fred de første 8 dage.

Det blev i alt til 3 eller 4 Københavnsture af vistnok 5 dages varighed inklusive rejsedage. Det skete i samarbejde med institutionen "Provinsbørns Ferieophold i København", der bl.a. sørgede for natlogi. Det var vist beregnet som en slags tak for sidst til alle de landbohjem, der i årenes løb havde modtaget københavnerbørn i sommerferien.

24

Det var naturligvis et stort ansvar, man påtog sig ved at lede sådanne rejser, men det tænkte man vist ikke så meget på i de yngre år. Der var fører til rådighed i dagtimerne, og det var naturligvis en kolossal støtte med hens yn til at finde rundt til de forskellige seværdigheder.

Med hensyn til ansvarsfølelse eller mangel på samme, er der en bestemt episode, der står ganske tydeligt i erindringen.

Det var sidst i fyrrerne, at jeg var med et hold skolebørn i København. Den sidste aften under opholdet var vi i Tivoli, hvor børnene havde mere frie tøjler end ellers. Den aften var noget særligt af tre grunde.

1.

Det var den 29. august, og dermed mindedagen for den dag

i 1943, da tyskerne strammede grebet om Danmark.

Det var den første dag efter besættelsen, hvor det var tilladt at bruge strøm til reklamebelysning, hvilket naturligvis gav sig udtryk i strålende butiksvinduer og husfacader.

Det var Tivolis sidste åbningsdag, og det blev fejret med alle tiders festfyrværkeri kl. 24, og det skulle vi naturligvis overvære.

Eleverne havde fået indprentet, at de skulle være på et nærmere betegnet sted i god tid til kl. 24. Det var nu lettere sagt end gjort, for der var stuvende fuldt hus i den gamle have, så det er ikke meget overdrevet at påstå, at vi stod skulder ved skulder. Hvordan lærerinden og jeg fik samling på børnene og fik dem lodset ud gennem menneskemasserne i Tivoli og på Vesterbrogade, står for mig som en gåde. Jeg var mærkværdigvis ikke spor nervøs i modsætning til lærerinden, og det lykkedes da også at komme med sporvogn til vort logi helt ude på Strandvejen med alle børnene i behold.

En anden episode fra disse Københavnsture står også klart i erindringen. Mange år efter blev den til følgende sandfærdige historie på Jyllands-Postens bagside: Lad os spare den tid vi kan......

For en del år siden var det almindeligt, at skolebørn fra provinsen én gang i deres skoletid var på en flerdages tur til København, hvor en fører viste dem rundt.

25

På en sådan rundtur til hovedstadens herligheder passerede man engang Rådhuspladsen. Her lod føreren hele rækken gøre holdt ved nedgangen til toiletterne for at høre, om der var nogen, der følte trang til at komme derned.

Lars fra den lille jyske landsbyskole meldte sig straks. Han var godt på vej hen imod trappen, men da han opdagede, at han var den eneste, der ville benytte sig af lejligheden, udviste han en vis form for solidaritet. Han vendte resolut om, og idet han gik tilbage til sin plads i geleddet, sagde han: "Nå, er'et kuns mæ, dæ ska, så ka'et snår æ betåel sæ...!".

I 1966 var Bornholm målet for en 7. klasses færd "uden for andegården". For ikke at tage turen i juni måned havde jeg tilrettelagt alt til stabelafløbning i april måned. Da var der ikke så stort run på tog og skib og overnatningsstederne.

Men jeg havde glemt en meget vigtig faktor, nemlig en aftale med vejrguderne.

Sandsynligvis som hævn for min glemsomhed arrangerede de en slags eftervinter i april måned. I Vestjylland kunne det måske gå an, men hvordan mon der så ud på Bornholm? Nu var det så heldigt, at min nevø (Tage) på det tidspunkt var lærer i Rø, så ham kontaktede jeg pr. telefon, og han kunne fortælle, at der stadig lå megen sne på øen. Jeg fandt det så klogest at udsætte turen, og det gav en frygtelig masse besvær med at skaffe rejse- og overnatningsmuligheder. Det lykkedes da omsider. Vi skulle bo på Pension Sølyst. Det postkort, man havde sendt til mig, viste først og fremmest en Sø. Bag ved en bakkekam så man det øverste af et hus, der sådan set kunne indeholde hvad det skulle være, forstået på den måde, at man ikke af billedet fik indtryk af stedets egnethed som pension. Men der var ikke andre muligheder.

En dag hen i juni satte vi os i toget på Nr. Nebel station som en begyndelse på den lange færd til Bornholm. I København var der et par timers ophold inden vi skulle med båden. De blev naturligvis tilbragt i Tivoli, hvor det lykkedes at samle hele flokken på 28, og så marcherede vi til båden, hvor klassen fik natlogi under et stort sejl spændt ud på øverste dæk.

Umiddelbart efter ankomsten til Rønne startede bussen for at køre os til Pension Sølyst. Vi var jo nok lidt spændt på, hvad der gemte sig under det tag, vi kunne se på postkortet.

Sølyst - alene navnet gav forventninger om noget i retning af det mondæne med luksusværelser og -anretninger og hyggelige sommeraftener på loggiaen.

Undervejs nærmede vi os et lille husmandssted, ja, man kan måske ikke bruge udtrykket undervejs, for vi skulle ikke længere. Det mondæne ferieparadis Pension Sølyst blev pludselig forvandlet til et lille husmandssted, hvis ejer havde 26

fundet ud af, at der var skillinger at tjene ved at etablere værelser i stuehusets tagetage og så lokke turister og skolebørn til.

Nå, vi gik over den lille gårdsplads. Ingen af os var i tvivl om, at der stadig var husdyr på stedet. Det stank langt væk af svinestald, og fluerne sværmede lystigt rundt i solskinnet. Skuffelsen over det bratte farvel til en luksustilværelse aftegnede sig tydeligt i ansigterne, navnlig i pigernes, og odeuren fra svinestalden gav anledning til adskilligt rynken på næsen.

Ude i køkkenet sad mutter og fabrikerede frikadeller med lydelige klask. Hov, der faldt en klump fars på det ikke særligt rene gulv. Den måtte sandelig ikke gå til spilde. Hurtigt bøjede hun sig ned, samlede klumpen op og indlemmede den i en af frikadellerne.

Som dagene gik vænnede vi os så nogenlunde til forholdene, dvs. for mig personligt var det en stor gene, at den udadgående del af fordøjelsessystemet allerede den næste dag til stadighed mindede om sin tilstedeværelse. Det var yderst generende, især da vi sejlede fra Rø til Gudhjem i en lille motorbåd uden antydning af sanitetsfaciliteter. Hvem ved, måske skyldtes hele miseren at det var mig, der havde fået tildelt den uappetitlige frikadelle.

De unge mennesker havde det vist ellers hyggeligt nok på Pension Sølyst. En aften havde de i alle tilfælde megen spas med at bytte nattøj, så man kunne f.eks. se drenge i natkjoler. Ligeledes var der et høloft, som husmanden stillede til rådighed for pensionærerne.

En aften var der fodboldkamp mellem Rø og Nørre Nebel skoler. Resultatet kan jeg ikke huske; derimod erindrer jeg tydeligt, at en Rø - lærer var meget utilfreds med, at nogle Nørre Nebel - drenge brugte munden lige så flittigt som de brugte benene, og det burde de nok heller ikke have gjort.

Ellers beså vi Bornholms seværdigheder: Almindingen, Gudhjem, Dueodde, Hammeren m.m. Ved Dyn-dalen har en lille episode bidt sig fast i erindringen, en episode, der meget vel kunne have udviklet sig til noget alvorligt.

Vi stod ved randen af en stejl kløft, hvor en lokal kendt mand fortalte om, at et styrt herfra var den visse død.

I fordums dage benyttede man sig af det, når forbryderne skulle henrettes. For at man ikke uforvarende skulle komme i den situation i vore dage, var der anbragt en lille bom kun ca. en halv meter fra kløftens rand. Midt under mandens beretning observerede jeg pludselig til min rædsel, at en af drengene uden at tænke over det havde bevæget sig uden for bommen. Han holdt ganske vist ved den, men der er vel ikke noget at sige til, at jeg som ansvarshavende for 27

børnenes ve og vel fik et mindre chok. Jeg havde dog åndsnærværelse nok til at lade være med at styrte hen til ham og råbe op, det kunne muligvis have forværret situationen. Jeg gik stille og roligt hen til bommen og bad ham bevæge sig om på den sikre side. Først da det var sket, foreholdt jeg ham det farlige ved hans foretagende. Det havde han slet ikke tænkt over.

På en udflugt til Svaneke (eller var det Neksø?) opdagede jeg, at en af drengene var meget generet af et eller andet ved hans ben. Jeg undersøgte sagen nærmere og fandt ud af, at årsagen var myggestik. Jeg gik på apoteket og købte et eller andet til at smøre på huden, men det hjalp ikke meget. Det er muligt, at der findes særligt ondartede myg på Bornholm, eller at drengen har været overfølsom. Faktum er, at han på hjemvejen var meget sløj, og at han måtte under lægebehandling, da vi var vel hjemme igen.

I maj 1935 afløste jeg anden læreren i Vonsild ved Kolding. Han hed Johannes Fosmark og var blevet ansat som lærer ved den danske skole i Slesvig by. I sommeren 35 eller 36 var jeg sammen med andre unge fra ungdomsforeningen nede i Slesvig, hvor Fosmark viste os rundt. Det var første gang, jeg var uden for landets grænser. Jeg husker ikke meget fra turen. Vi så naturligvis Valdemars mureren. Hvis jeg ikke havde taget et fotografi af muren, havde jeg no k ikke kunnet huske det. Kun én episode husker jeg tydeligt.

Da vi gik inde i byen, så jeg ovre på det modsatte fortov to soldater på søndagsorlov. De kom nærmest slentrende, men ikke desto mindre gik de både i takt og trit, fuldstændig som om deres bevægelser blev koordineret af usynlige mellemled.

Det syn var som et symbol på disciplinen i den tyske værnemagt og i Det tredje Rige i det hele taget.

Så gik der en 11-12 år hjemme i "andegården", indtil vi opholdt os i København i skoleåret 1957-58, beskrevet i et andet afsnit.

Fritiden benyttede vi bl.a. til ture på Sjølunds fagre sletter. Her så vi de smukke anlæg omkring det adelige frøkenkloster Vallø, den lige så skønne park omkring centret for Danmarks største gods, rokokoslottet Bregentved, samt endnu et adeligt frøkenkloster, Peder Oxes Gisselfeld. Andre udflugter gik til slottene Fredensborg, Frederiksborg og Kronborg.

28

Vi benyttede også lejligheden til at smutte udenlands til Sverige, selv om det ikke føltes særlig udenlands. Turen gik med færgen til Malmø og herfra med toget til Lund, et af Danmarks og senere Sveriges største kulturcentre. Her skulle vi selvfølgelig se byens klenodie, den ærværdige domkirke, Nordens første.

Væsentlige kulturcentre og historiske begivenheder er knyttet til Lund, men det kunne vi naturligvis ikke kapere alt sammen.

En anden gang blev der tid til et smut til Helsingborg via Helsingør. Den tur har ikke sat noget spor i erindringen bortset fra byens gamle vartegn, den 35 m høje tårnbygning Kärnan, der kan ses helt fra Helsingør.

Lysten til at komme noget længere bort fra de hjemlige kødgryder havde hidtil været større end vor økonomiske formåen, hvis man ellers kan sammenligne disse to begreber, men i sommerferien 1961 vovede vi os lidt længere bort på den anden side af grænsen til Tyskland, nærmere betegnet en lille uges ophold i Slesvig-Holsten. Mine to søstre Signe og Nette var med, så den lille Ford Anglia var godt pakket med bl.a. et lille tomands telt og diverse fødevarer, da vi passerede grænsen ved Kruså. Mine søstre overnattede på hoteller.

Turen gik over Flensborg - Slesvig - Eckernföde - Kiel - Plön - Eutin - Lübeck Bad Segeberg - Neumünster - Rendsburg - Frederiksstad - Husum - Tønder.

Enkelte seværdigheder og episoder har bidt sig fast i erindringen. Turen fra Flensborg til Slesvig førte os forbi bl.a. Isted, hvor min bedstefar var med til at jage tyskerne på flugt. Da fik soldaterne ikke mad i tre dage, men de måtte leve af at stjæle mælk fra køerne og kartofler fra markerne. Han var i øvrigt også med, da danskerne måtte rømme Dannevirke i 1864.

Ved Flensborg Fjord gjorde vi holdt i nærheden af Glücksborg, hvorfra vort kongehus stammer. I ærbødig afstand fra slottet gjorde vi holdt for at få lidt til føden. Der var bestemt ikke noget kongeligt over vores middagsmåltid. Det blev indtaget under meget primitive forhold som på den øvrige del af turen bortset fra de enkelte gange vi tog på hotel. Men det lykkedes vor mor at fremtrylle et måltid, kravlende rundt på knæene på udbredte tæpper og kufferter som køkkenborde.

Kiel husker jeg ikke meget af, kun ét syn kan jeg se for mig endnu, de kolossale bjerge af murbrokker, resultaterne af de allieredes voldsomme bombardementer af byen, som vi i øvrigt var vidner til på lang afstand. Vi boede dengang et stykke nord for Haderslev, i luftlinje 120 km fra Kiel. De mange engelske bombemaskiner kom drønende vestfra hen over Sønderjylland ved 22 tiden nogle aftener i træk. Ude over Lillebælt drejede de mod syd, og kort tid efter kunne vi i klart vejr se en svag flammen i sydlig retning, og så vidt jeg 29

husker, kunne vi høre en svag buldren. Selv om vi var langt borte fra farezonen, var det alligevel sørgeligt at tænke på, hvilken tragisk skæbne byen og dens beboere måtte lide.

I Plön benyttede vi os af en ret stor campingplads. Efter at have afleveret mine to søstre på et hotel gik vi en aftentur bl.a. til en kirke på en høj bakketop. Jeg tog i døren, men den var låst. Et andet ægtepar prøvede det med samme resultat. Vi faldt i snak, i første omgang om kirken. Det var helt sjovt at få lejlighed til at føre samtale på tysk. Senere kom vi ind på andre emner, og trods den ubestemmelige dialekt, som ægteparret talte, kunne vi dog kommunikere, og vi fulgtes ad ned ad bakken. Ja, det er en banal historie, men du har sikkert allerede regnet ud, at det var et dansk ægtepar, vi var løbet på. Det viste sig, at de overnattede på samme campingplads som vi, og ydermere havde vi placeret vort primitive telt lige op og ned ad deres dollargrin, forspændt en stor campingvogn. Vi blev inviteret indenfor og havde en hyggelig aften. Det var særdeles flinke og imødekommende mennesker. Vi prøvede for sjovs skyld at gætte hinandens levevej. Fruen fandt lynhurtigt ud af min, hvordan det så kan være, og af mandens hele fremtoning foreslog jeg, at han måtte have noget at gøre med et eller andet håndværk. Det var for så vidt rigtigt, for han havde en stor virksomhed som bygmester i det nordlige område af København. Efter et par timers samvær kravlede vi ind i vor lille primitive bolig.

Den næste morgen vågnede vi ved en frygtelig larm. Det var teltdugen, der blafrede voldsomt. En orkanagtig sommerstorm for hen over egnen. Hvor længe mon det bette telt kunne holde sig oprejst ved en sådan behandling? Jeg for op og støttede teltstangen. Anna tog den med knusende ro, ja, hun ligefrem lo ad mine bekymringer, men jeg var mit ansvar som husfar bevidst. Jeg pressede mod stangen, så godt jeg kunne. Efter nogen tids forløb fik jeg lyst til at se, hvordan det stod til udenfor. Flere telte var væltet, og folk for rundt i nattøj for at få hold på tingene, og da måtte jeg undre mig over, at vor lille telt stod endnu, for jeg konstaterede, at jeg havde støttet teltstangen i læsiden, så jeg faktisk havde assisteret stormen i dens forsøg på at vælte det hele. Det var jo en flov historie, men til gengæld kan jeg prale af, at jeg havde rejst teltet så solidt, at det trods min og stormens forenede kræfter holdt stand.

Fra den 800-årige gamle hansestad Lübeck husker jeg to ting. Den ene er byens vartegn, den 500 år gamle byport Holstentor, meget fint vedligeholdt, omgivet a f smukke blomsteranlæg. Den anden er en af kirkerne. Jeg husker ikke dens navn. Den var meget medtaget af bombardementer, og visse steder i kirkerummet var der fri udsigt til den blå himmel. Der blev alligevel foretaget kirkelige handlinger. Der var brudevielse den dag, vi var der. Jeg havde fotografiapparat med, og synet af brudeparret i døren til den molesterede kirke ville være et godt motiv, så jeg knipsede et par gange. Det var vist lidt uhøfligt af mig at trænge mig på på den måde, men forsynet eller hvad det nu var, måske 30

nemesis, sørgede for, at jeg aldrig fik resultatet at se. Glemt at sætte film i apparatet? Nej.

Bad Segeberg bød på nogle i vore øjne ret anselige klippeformationer. Vi entrede en "bjergtop" og kunne herfra nyde den smukke udsigt over et landskab ikke ulig den østjyske med bakker, søer og skove, dog i lidt større format end vi var vant til. I en underjordisk kæmpegrotte oplevede vi det absolutte mørke, da føreren slukkede for lyset. Vel vidende, at det snart blev tændt igen, kunne vi sagtens "nyde", ja, synet kan man jo ikke kalde det, men den usædvanlige oplevelse.

Vi overnattede på et af byens hoteller. Af en eller anden grund syntes ejerparret at betragte os med mistænksomhed. F.eks. så de med vagtsomme blikke efter os ved morgenbordet, og de så af og til i fremmedbogen. Der følte vi os ikke velkommen. Gad vide, hvad de havde imod os. Det hele virkede koldt og ugæstfrit.

Så gik turen fra de larmende østlige egne over Neumünster og Rendsborg til den idylliske og fredelige by Friederichstadt ved Eideren. Her kunne man gå langs kanalerne og nyde roen i fulde drag. Her fandt jeg et motiv som jeg ikke kunne stå for. En flok ællinger kom vraltende på vej fra det våde element hen til en lille udskæring i en port i et idyllisk hus. Denne gang var forsynet på min side. Det blev faktisk et vellykket billede, selv om det blev snuppet i en fart.

Over Husum, Bredstedt og Niebüll nåede vi til Tønder. Det var faktisk helt rart at se de rødhvide vejtavler igen til afveksling fra de sort-gule.

Ved grænseovergangen ved Sæd var vi ude for en pudsig episode. En toldembedsmand spurgte om vor beholdning af flasker med vin, og jeg oplyste, at vi havde netop så mange med, som bestemmelserne tillod. Han undersøgte sagen nærmere og fandt alt i orden. Lige da vi skulle til at lukke bagagerummet fik tolderens falkeblik øje på endnu en hel flaske, indpakket i papir.

Triumferende greb han den og holdt den i vejret med ordene: "Nå, og hvad har De så her!" Han rev selv papiret af, men pakkede forbavsende hurtig t flasken ind igen. Det var paraffinolie, beregnet til regulering af fordøjelsen!

Men hvorfor fik jeg aldrig set fotografiet af brudeparret i den medtagne kirke i Lübeck, hvorimod andeflokken i Friederichstadt befinder sig i min diassamling?

De fleste med en smule forstand på fotografering har nok for længst regnet ud, at jeg havde været for sløset med at sætte filmen i, så filmens huller ikke var kommet i indgreb med den fremførende spoles tandkrans, før det tilfældigvis gik i orden af sig selv. Men det må altså først være sket i Bad Segeberg.

31

Resultat: Motiverne fra første halvdel af turen nåede aldrig at blive fæstnet på filmen. Året efter, i 1962, vovede vi os noget længere bort fra de hjemlige kødgryder.

Denne gang gik turen over grænsen ved Tønder og videre ned gennem Itzehoe Glückstadt - over Elben og videre til autobanen til Harzen. Derfra til Kassel og op langs Weserfloden og hjem igen over Hannover - Hamburg - Flensborg.

Vi havde Kjeld med som chauffør på de længste strækninger og min ældste søster Mette som passager. Da vi nu skulle overnatte tre personer i et telt, var Frodes tomands ikke tilstrækkelig, så vi lejede et større telt samt et lille flaskegasanlæg. Til vort sølvbryllup i 1961 havde vi fået et campingsæt bestående af bord og fire feltstole. Desuden havde vi anskaffet en Commer-Cob, en kombineret vare- og personbil, så alt i alt var vi bedre udrustet end året før, især var det til fordel for vor mor, at hun bl.a. ikke skulle kravle rundt på alle fire under de husmoderlige gøremål I Itzehoe mindedes Kjeld tiden som soldat ved Den danske Brigade i 1957. For at undgå at komme gennem Hamburg tog vi færgen over Elben fra Glückstadt til Wischhaven og derfra gennem et naturreservat til autobanen ne d gennem Tyskland. De eneste motorveje, vi hidtil havde færdedes på, var de få kilometer ved færgeoverfarten Halsskov - Knudshoved, så der bredte sig en næsten andagtsfuld stilhed, da vi pludselig befandt os på hovedfærdselsåren gennem Vesttyskland. Vejret var fint, men ned mod sydøst observerede vi nogle skyformationer, og ganske rigtig. Da vi senere forlod autobanen og nåede Astfeld i udkanten af Harzen var alt indhyllet i fugtighed. Noget i retning af en mellemting mellem "rigtig" regn og støvregn dækkede hele området, så de forholdsvis lave bjergtoppe kun lige kunne skimtes svagt gennem al væden. Det var ikke særligt fristende at slå teltet op i den syndflod, så vi flottede os og overnattede på hotel.

Dagen efter var det heldigvis godt vejr, og vi satte kursen mod Harzens "hovedstad" Goslar, en af Tysklands mest romantiske byer fra middelalderen.

Her skulle vi selvfølgelig se det gamle kejserslot Kaiserphalz samt en af kirkerne, jeg husker ikke hvilken. Den virkede noget mørk og dyster. Ellers husker jeg ikke meget fra Goslar. Jo, der var en pudsig ting, jeg lagde mærke til.

Commer-Coben havde vi parkeret på banegårdspladsen. Mange af de forbipasserende kiggede lidt nysgerrigt efter den. Det skyldtes sandsynligvis, at en Hillmann var et sjældent syn i Tyskland, ikke mindst når den var monteret med sort-gule papegøjeplader.

Hen på eftermiddagen kørte vi til en campingplads nogle få kilometer mod øst i Göttinger-ode. Her overnattede vi to gange under vore udflugter i det skønne Harzen.

32

Bad Harzburg ligger i en bred dal, omgivet af skovklædte højdedrag. Der skulle vi naturligvis prøve svævebanen op til det 500 m høje Burgberg. I ventesalen var der på væggen placeret en stor tegning, der viste ståltovets solide opbygning, måske for at berolige nervøse Passagerer. Kabinen kunne rumme 12-15 personer. Det var en behagelig oplevelse at svæve op over de vældige graner.

Desværre varede turen kun få minutter. På toppen af bjerget var der et stort mindesmærke over en eller anden tysk kejser, der dog langtfra kunne konkurrere med den storslåede udsigt i skønhed.

Floden Oker har i tidens løb dannet Oker-dalen med mange smukke partier, bl.a. vandfaldet ved Romkerhalle. Jeg ved ikke, hvor højt det var, men for os fra det flade land virkede det i alle tilfælde imponerende. Nu er det ikke let at bedømme højden af lodrette størrelser, men jeg vil skyde på ca. 75 m. En stor dæmning Har resulteret i den store kunstige sø Oker Stausee.

Torfhaus ligger godt 800 n over havet, vistnok det højeste sted på turen. Her var vi så tæt på Østtyskland som man næsten kunne komme. Et stykke på den anden side af grænsen knejser Hartzens højeste punkt, heksenes samlingspunkt Brocken i en højde af 1142 m.

Indrammet af et simpelt stakit var der anbragt to halve sten og en hel sten eller rettere sagt klippestykker. En indskrift, som jeg ikke husker ordret, forklarede symbolikken i opstillingen, nemlig delingen af Tyskland og håbet om genforening engang i fremtiden.

I Clausthal - Zellerfeld er der et meget interessant bjergværksmuseum. Her var der især en ting, der gjorde et så stærkt indtryk, at jeg stadig husker det.

Rundvisningen tog sin begyndelse i noget i retning af et kapel, hvor bjergværksarbejderne kunne deltage i en andagt, inden de gik ned til deres farefulde arbejde i minerne. Det alvorsfulde i situationen understregedes af, at rummet var formet som en ligkiste med skrånende vægge foroven.

Endevæggen havde følgende inskription, som jeg til stor undren for mig selv kan huske den dag i dag:

Es grüne die Tanne es wachse das Erz. Gott schenke uns allen 33

ein fröhliches Herz.

Nu er det nok ikke let at gengive verset i oversættelse, så det helt rammer den inderste mening, men det må vist blive noget i retning af: Lad granerne grønnes, lad malmen øges.

Gud give os alle et glad hjerte.

Videre var vi nede i en minegang, hvor man næppe kunne holde sig oprejst. Det var ikke noget for mennesker med anlæg for klaustrofobi, især ikke, da vi nærmede os en sammenstyrtning, der fuldstændig blokerede minegangen.

I St. Andreasberg var der lejlighed til at komme ned i en rigtig mine nogle hundrede meter nede i jorden. Det skulle vi gamle ikke nyde noget af, men Kjeld benyttede lejligheden. Derimod kunne vi iagttage det mærkværdige transportsystem, som arbejderne benyttede sig af for at komme ned i minerne.

Om det bruges i vore dage, eller om det var et levn fra fortiden kan jeg ikke huske. Det er ikke så let at beskrive, men jeg prøver. To parallelle bjælker monteret med svære trælister som en slags trin gik ned gennem mineskakten.

Bjælkerne bevægede sig op og ned i modsat takt ca. 40 - 50 cm, og så var fidusen den, at man skulle træde på et nedadgående trin med den ene fod, og idet bjælken vendte for opadgående skulle man skyndsomt træde på den nedadgående bjælkes trin med deri anden fod, indtil den vendte for opadgående osv. - osv., og sådan gentog proceduren sig gennem den smalle skakt.

Opstigningen foregik med modsat fortegn. Man skulle være vældig agtpågivende for at slippe helskindet fra den affære, og det blev da også oplyst, at flere minearbejdere var kommet af dage ved op- eller nedstigning.

Efter Harzen fortsatte vi sydpå ad autobanen mod Kassel. Det var ellers meningen, at vi skulle campere ved en by, der efter vore begreber skulle hedde Hannoversch-Münden. Vi holdt udkig efter et vejskilt med dette navn, men forgæves. Et sted var der vist af til Münden, men inden det gik op for os, at det var måske der vi skulle have drejet af, var vi kommet for langt, og så var der ikke andet at gøre end at fortsætte til Kassel, men så fik vi da også den by med.

34

Mette spenderede en kop kaffe i et konditori, og her blev vi præsenteret for det største stykke lagkage, vi til dato havde set. Jeg gav op midt i det hele, men gik så en tur i byen for at samle appetit til et nyt fremstød mod lækkerierne, og det lykkedes da også at få bugt med det overdådige traktement.

Efter den præstation gik vi allesammen en tur. Også i Kassel var der sørgelige minder fra Anden Verdenskrig. Ruinerne af en kirke, hvor kun tårnet og murene var skånet, stod endnu som en kontrast til de mange nye gader og bygninger, bl.a. en ny kirke, der knap var færdigbygget. I en af gaderne var der en forretning med et mægtigt skilt over indgangsdøren, der forkyndte, at ejeren hed "Mette". Åndet stod der ikke, så det var et oplagt motiv at få Mette anbragt under skiltet og knipse.

En gade hed Trepfenstrasse. Den var usædvanlig bred, og som navnet siger var den anlagt i forskellige niveauer med ca. 15 trappetrin mellem hvert afsnit. Her var man fri for kørende trafik, og store, smukke blomsterpartier bidrog yderligere til at gøre opholdet her til en afslappende og smuk oplevelse.

Hen på eftermiddagen kørte vi nordpå til Münden, vort egentlige mål for den dag. En dejlig hyggelig by, hvor floderne Fulda og Werra forenes og bliver til den mere kendte Weser. Hvor det sker er der placeret en stor sten med et vers, som jeg kun delvis husker, så jeg skal nok vare mig for at prøve at citere, men det var delvis befængt med nogle efter min mening højtravende udtryk. Vi camperede på en lille ø i Werra-floden i skyggen af et vældigt, skovklædt højdedrag, på hvis top der - naturligvis fristes man næsten til at sige - lå en stor borg.

Dagen efter fortsatte vi mod nord langs Weserfloden, flankeret af smukke grønne bjergpartier, der ikke når de store højder. Her kunne man træffe køretøjer med okseforspand. Det undrede os noget. En omkørsel førte os op i højderne, og lige da vi havde passeret en skov, mødte der os et andet syn fra fortiden, noget, der vist uden overdrivelse kan kaldes et malerisk skue en fårehyrde med sin store hjord, et oplagt fotomotiv. Kjeld og jeg stod ud og gav os i snak med ham om alt muligt andet end fotografering. Som en slags forpostfægtning spurgte vi ud om forskellige ting og fandt da bl.a. ud af, at den store fåreflok tilhørte bønderne i en landsby i dalen. Han havde to hunde til assistance, desuden var han udstyret med om ikke en hyrdestav så dog e n stok.

Det regnede, så han bar en stor overfrakke som en slængkappe over skuldrene.

Desuden havde han en almindelig hat på, og fodtøjet bestod af gummistøvler, så den påklædning var ikke helt så klassisk for en hyrde, som det kunne være ønskeligt for en amatørfotograf. Omsider kom vi frem med vort eget egentlige ærinde, om vi måtte tage et billede af ham og hjorden. Han tog sig til hagen og lod os forstå, at han jo ikke var barberet, og det havde han mildest talt ret i, men da det ikke drejede sig om et nærbillede, gik han med til det.

35

I nærheden af Höxter ligger Corvey-klosteret. Det måtte vi naturligvis se. Det var her Nordens apostel Ansgar var, før han kom som missionær til Danmark engang i 820'erne. De nuværende bygninger er dog fra et langt senere tidspunkt.

Især den overdådigt udstyrede klosterkirke kan vi huske fra det besøg.

Videre gik det langs Weser. Vi tog en lille afstikker mod vest til Bad Pyrmont.

Hvordan vi havde fået den idé at besøge dette mondæne kursted, kan jeg ikke huske. Der var noget aristokratisk over stedet. Der var f.eks. en flot musikpavillon og en marmorbeklædt sal, hvor man kunne få serveret det sundhedsbefordrende kildevand fra prosaiske vandlianer, der stak ud fra marmorvæggen. Det smagte i øvrigt rædselsfuldt, så vi fik hurtigt sundhed nok.

Hvor mon vi gjorde af de dyre dråber, vi ikke kunne drikke? Kurstedets park var meget smuk og velanlagt med store, velpassede blomsterbede, omgivet af plæner. Heller ikke forskellige slags træer manglede, bl.a. palmer i store træbeholdere, så de kunne tages indendørs om vinteren. Der var mange besøgende i parken, men da den var stor af udstrækning, føltes det ikke generende. Der var ingen stress og jag. Atmosfæren var velgørende afslappet Bagefter gik vi en tur langs kurstederne, der var flankeret af Jaguarer og andre køretøjer i den dyre prisklasse. Da det var hen på eftermiddagen, måtte vi se os om efter en campingplads, og da var vi så naive at spørge om vej til en sådan.

Men det publikum, der færdedes i disse omgivelser så meget uforstående på os, som om de ikke anede, hvad en campingplads var for noget. I en mere ydmyg sidegade fik vi dog anvisning på en plads ved en nedlagt fabrik i et dalstrøg et par kilometer uden for byen. Da vi havde fået os etableret der og fået noget til føden, gik jeg en tur ved solnedgangs tide, og det var en af rejsens smukkeste oplevelser. Det er muligt, at en beskrivelse vil virke lidt tam, men lad mig alligevel prøve at beskrive det ubeskrivelige.

Efter formiddagens voldsomme tordenvejr og hvad dermed fulgte i form af skybrud, var vejret klaret op om formiddagen. Kun enkelte fantastiske skyformationer reflekterede den synkende sols stråler med smukke farvenuancer. Landskabet med de lave bjerge, der omkransede dalen og som vekslede mellem løvskove og agerland, gengav skyernes farvepragt i noget dæmpet udgave. Luften var usædvanlig ren og frisk efter uvejret, så det var simpelthen en nydelse at trække vejret. Smukkere oplevelse kunne næppe tænkes. Men alligevel var højdepunktet ikke nået. Pludselig var det som om hele universet fyldtes af klangen af Kæmpeklokker. Den velklingende rungen var for ørerne, hvad solnedgangens farvepragt var for øjnene. Den fordoblede det overvældende smukke sanseindtryk. Det hele var kort sagt en vidunderlig oplevelse, og i den forbindelse bedes du tage udtrykket vidunderlig for pålydende uden devaluering, som der ellers er tendens til. Nøgtern betragtet 36

kom klangen sandsynligvis fra klokkerne i Lad Pyrmont, båret frem gennem dalen af den sagte vind.

Opholdet i Lad Pyrmont blev oplevelsesmæssigt slutningen på opholdet i Tyskland. Den følgende dag kørte vi i ét stræk de 430 km til en campingplads ved det gamle Hedeby ved Slien, og dagen efter nåede vi tilbage til de vante omgivelser.

Rejserne til udlandet blev lagt på hylden i 19 år bortset fra indkøbsture til Aventoft lige syd for grænsen ved Møllehus. Til gengæld havde vi mange dejlige ture til Kjeld, Vagn og Frode med familier. Disse ture gik til Kolding, Randers, København, Bjæverskov, Århus, Skanderborg, Ebeltoft. Med disse ste der som udgangspunkter kan vi mindes udflugter til mange interessante seværdigheder ud over hyggeligt samvær med familierne.

Fra denne tid husker jeg et par episoder. I en sommerferie, jeg tror, det var i 1970, tilbragte vi nogle dage i et sommerhus i Løkken hos Vagn og Jytte. En aften vi sad og hyggede os med et par genstande, lykkedes det Vagn at aflede Jyttes og min opmærksomhed nogle gange ved at henvise til et eller andet på væggen bag ved os, og disse ubevogtede øjeblikke benyttede han til at fylde vore glas op. Jeg opdagede i min naivitet ingenting, men tømte pligtskyldigt glasset, ja hvor mange gange ved jeg ikke, men jeg ved i alle tilfælde, at jeg den aften fik flere anfald af latterkrampe, og det var i grunden ret ubehageligt, selv om jeg skuede tilværelsen fra den aller-allerlyseste side, som tænkes kan. Lige meget hvad der blev sagt, eller hvad der skete, så fandt jeg det så uhyre komisk, at jeg ikke kunne beherske min trang til rent ud sagt at grine på den mest udisciplinerede facon. Ja selv et eventuelt budskab om min bedste vens død ville have udløst et latterbrøl. Efterhånden prøvede jeg at beherske mig og undertrykke trangen, men det gav blot mindelser om krampe i bugmuskulaturen. Selv efter at vi var kommet til køjs, kunne jeg blive gennemrystet af indestængte anfald, just ikke til fornøjelse for min ægtefælle.

En aften gik Vagn og jeg en tur ved stranden. Det blev til følgende beretning under rubrikken "Ferieminder" på bagsiden af Jyllands-Posten:

To vildfarne i klitterne.

37

Min kone og jeg var inviteret til at tilbringe nogle dage hos min søn og svigerdatter i et sommerhus ved Løkken. En aften lidt efter solnedgang ville min søn og jeg gå en tur langs stranden. Vore ægtefæller foretrak at blive hjemme i sommerhuset og holde øje med børnene. - Vi kommer om en halv times tid, sagde jeg, da vi gik.

Vi gik gennem klitterne og ned langs stranden i det skønne vejr. Det var så langt hen på sommeren, at aftenerne var begyndt at blive mørkere end ved midsommer.

Tiden løb fra os, og pludselig opdagede vi, at den halve time var gået. Vi vendte om i en fart og gik tilbage langs stranden, men det var helt umuligt for os at finde det sted i klitterne, hvor vi var kommet ned på stranden.

Efter nogen søgen frem og tilbage blev vi enige om at gå op i klitterne på må og få og så se at finde sommerhuset så hurtigt som muligt, inden vore ægtefæller blev alt for bekymrede for os. I klitterne var der masser af sommerhuse at vælge imellem, blot ikke det, vi søgte. Der var også veje nok at vælge imellem, alt for mange, syntes vi.

Ved hvert kryds af veje og stier havde vi vilde diskussioner om, hvilken retning vi skulle tage, og tit vendte vi om for at tage en anden retning. De huse, hvor der ikke var tændt lys, lod vi ude af betragtning, for hvem vidste, om ikke vore pårørende havde stillet et lys i vinduet for at lede os på vej, ligesom fiskerkonerne ved Vestkysten gjorde i gamle dage.

Tiden gik, og vi blev mere og mere bekymrede for vore ægtefællers mentale tilstand efter så lang tids venten. Efter Ca. 3 timers orienteringsløb i klitterne fandt vi endelig, hvad vi søgte. Det viste sig i øvrigt, at vi adskillige gange havde været i umiddelbar nærhed af huset. Men der var ikke spor af lys. Til vor store skuffelse sov alle trygt og roligt. Noget slukøret krøb vi til køjs. Om morgenen erfarede vi, at vi overhovedet ikke havde været savnet.

En anden lille pudsig hændelse havnede også på bagsiden af Jyllands -Posten:

En vildmand på besøg.

I påsken besøgte min kone og jeg vor søn og svigerdatter på Sjælland.

Uheldigvis for mit udseende glemte jeg min barbermaskine hjemme, og da min fuldskæggede søn ikke ejer en sådan, og da der var langt til nærmeste barbér, og 38

der som bekendt er mange helligdage i påsken, blev jeg belemret med kraftige, men ikke just klædelige skægstubbe.

Da vi tirsdag efter påske stod i entréen og skulle tage afsked med min svigerdatter, lyste hendes ansigt pludselig op i et strålende smil. Jeg tænkte, at hun nok var henrykt over at slippe af med sin usoignerede svigerfar. Men anledningen var en helt anden.

- Hør, hvad de synger i radioen, sagde hun. Og fra stuen ud i entréen lød det: "Ubarber’t og langt fra hjemmet..."

Min ægtefælle snakkede tit om, at vi skulle prøve en tur til udlandet, helst med fly. Ja jeg er ikke så lidt af en forsigtigper, holdt jeg igen. Det var i grunden paradoksalt, at i vore yngre dage var Det mig, der ville ud at se fremmede lande, men vor mor holdt igen, og det var der sådan set ikke noget at sige til i betragtning af den stramme økonomi. Nu var den hindring ryddet af vejen, men nu var det mig, der gjorde mig kostbar. - Hvis nu der skete det og det. - Vi kunne gå hen og få transport syge, og kunne vi nu tåle den fremmedartede kost, o.s.v. - o.s.v.

Så skete der imidlertid det, at færgeruten Mols-linien mellem Ebeltoft og Odden på Sjælland havde 15 års jubilæum i 1981. Nu kan du med god ret spørge, hvad i al verden det havde med vore rejseplaner at gøre.

Sagen er den, at Frode var og stadig er ansat på Mols-linjens regnskabskontor, og i anledning af jubilæet fik han tilbudt gratis transport for sig og sine med DFDS til Norge eller England. Han valgte en hytteferie i Skotland, og vor mor var ikke sen til at spørge, om vi måtte komme med der, naturligvis mod at betale rejse og ophold. Det havde Frode og hans familie ikke noget imod, og sådan gik det til, at da englandsbåden Dana Gloria fredag aften før efterårsferien 1981 stod ud af Esbjerg havn med Newcastle som mål, var vi tre generationer om bord. Martin og Jette repræsenterede yngste generation, Frode og Lillian mellemste og vi to gamle naturligvis ældste generation.

Inden afrejsen havde vi fået rædselsfulde beretninger om søsygens kvaler af mennesker, der havde prøvet dem på deres egen krop, og mange gode råd havde vi også fået. Det mærkeligste var gennem Jyllands-Postens lægebrevkasse. Her anbefalede man naturligvis søsygetabletter, men det blev også nævnt, at der var erfaring for, at man ved at lukke det ene øje kunne undgå søsyge, dog ville man ikke garantere for resultatet.

39

Vi var kørende i to biler, da det jo ellers kunne knibe med at have 6 personer plus en del fødevarer. Vi skulle selv sørge for kosten. Da jeg anden gang var på vej fra bildækket med en kuffert, mødte jeg på en afsats en nydelig ung dame, der beredvilligt spurgte: Can I help you? Jeg øjnede straks en chance for at lufte mit kendskab til engelsk, så jeg spurgte på mit bedste skoleengelsk: Are you a stewardess? - Jeg må indrømme, at jeg blev lidt flov, da hun svarede: Nåeh, De er dansker. Jeg gad vide, hvorfor hun antog mig for en englænder.

Da vi havde fået os installeret i kahytterne, gik vi op på dækket for at se os om.

Vejret var forholdsvis pænt efter årstiden, men man ved sig aldrig sikker, især ikke om efteråret. Man kunne jo aldrig vide, hvad Nordsøen havde af overraskelser i baghånden.

Vor færd på dækket og rundt på skibet gav anledning til beundring over moderne skibsbygnings formåen. Færgen rummede 12-1500 personer i alt, og der var faciliteter som i en lille by, såsom elektricitetsværk, biograf, danserestaurant, cafeterier, diskotek, butikker og svømmehal. Det er noget, som man tager som en selvfølge, men ved nærmere eftertanke syntes vi, at det er imponerende, at det i det hele taget kan lade sig gøre at få sådan en flydende by bygget og sat i vandet, uden at den vælter.

Kl. 18 stod vi ud af havnen med en halv times forsinkelse, og vi måtte se at få lidt til føden i spisesalonen. Jeg havde taget en søsygetablet, så jeg blev meget døsig, da jeg forgæves søgte at konsumere den kæmperødspætte, jeg fik serveret. Jeg var vist ikke selskabets mest inspirerende deltager. Senere på aftenen livede jeg op og kunne være med både som tilskuer og aktiv deltager i danserestaura nten.

Vi var ganske vist i bogstavelig forstand kommet ud på gyngende grund, men det gik helt godt med at holde balancen på dansegulvet. Det var næsten værre at holde den lige kurs, når vi gik rundt på skibet. Jeg var en tur ude på dækket.

Det blæste en del, og himlen var delvis fri for skyer, så den halve måne af og til lod sig se. Vi må vist have været ude mellem oliefelterne. Så vidt jeg kunne observere, var der i det fjerne svage blus at se fra gasafbrændings -tårnene.

Ved 23 - 24 tiden gik vi to gamle til køjs. Kahytten holdt sig mi1dt sagt ikke ret tit i det vandrette plan, så vi måtte støtte os til køjerne, og da vi endelig lå i dem, ja, da var det for mit vedkommende underligt at konstatere, at det i grunden slet ikke var så ubehageligt at opholde sig i den gyngende seng. Det var faktisk søvndyssende, undtagen når krængningen blev så voldsom, at man rutschede lidt i køjen. Det kunne godt være lidt irriterende, når man var lige ved at falde i søvn. Den uafladelige knirken fra skibets stålkonstruktioner var faktisk mere generende.

Omsider blev søen mere rolig, og om morgenen var det dejligt vejr med solskin og uden skum på de lette bølger. Der havde været en del søsyge blandt 40

passagererne, hvilket bl.a. gav sig udslag i, at nogle af dem i stor hast måtte forlade morgenbordet uden at have fået ret mange bidder fra ta'selvbordene.

Det var måske derfor, vi skulle betale i forvejen.

Og så kl. 12, efter 18 timers sejlads, gik Dana Gloria til kaj et par km. inde i Tyne-flodens munding ved North Shields nogle km fra Newcastle.

Det var naturligvis spændende for os at skulle til at køre i et fremmed land med venstrekørsel. Jeg holdt mig beskedent tilbage og overlod rattet til Frode, mens jeg sad ved siden af som observatør med landkortet. Lillian førte den anden bil og skulle så "bare" følge efter os, hvilket i øvrigt ikke altid er så let, som det lyder til.

Vi kom godt gennem tolden og skulle nu gennem Newcastle med dens mange rundkørsler. En enkelt gang kørte vi forkert, og ydermere kunne vi konstatere, at det ikke altid var så ligetil at være fører af den bageste bil, men vi kom da helskindet gennem byen og kørte videre mod nordvest gennem Northhumberland til grænsen til Skotland. Landskabet var typisk engelsk, noget mere kuperet end Østdanmark med smukke landskaber med skove og spredte trægrupper og græsmarker med dertil hørende flokke af kvæg. I det smukkeste vejr, man kunne tænke sig, tog landskabet sig pragtfuldt ud med de varme efterårsfarver.

Ved 15-tiden passerede vi grænsen til Skotland, drejede mod sydvest og nåede efter en halv times kørsel vort bestemmelsessted, godset Whithaugh Park nær landsbyen Newcasleton ved Siddel-floden. (I parentes bemærket stammer den første mand på månen, Armstrong, fra dette gods.)

Whithaugh Parks jordtilliggende er på godt og vel 600 tdr. land, overvejende græsarealer til det store fårehold. Jeg blev aldrig helt klar over, hvor mange får der var. Det var man øjensynlig heller ikke selv klar over, for en medarbejder, jeg spurgte, sagde 500, en anden sagde 800, men det var i alle tilfælde et stort antal set med vore øjne.

Til gæsternes fornøjelse var der en snes heste og en bane for trædecykler.

Avisbygningerne lå lidt fra hovedbygningen. De var ikke særligt imponerende, de svarede nærmest til en dansk gård på en 50 - 60 tdr. land. I den forbindelse må man erindre, at fårene går ude hele året.

Jeg blev ikke klar over, om manden, der modtog os, var ejeren eller godsforvalteren. Men lige meget, han var en pæn og statelig mand med en smuk, skotsk accent, så vidt jeg kunne bedømme. Hans stemme lød i alle tilfælde fuldstændig som den TV-mands, der kommenterer det årlige tattoo fra Edinburgh Castle.

41

Efter at have fået ordnet visse formaliteter og fået udleveret nøgler i hovedbygningen, fandt vi "vor" bolig i den klynge af godt og vel 30 norske træhytter, der var opført i udkanten af en skov i nærheden af gården.

Vi fik en standsmæssig modtagelse af en deputation på en halv snes ænder i en snorlige formation, da vi drejede ind til huset. Det så pudsigt ud. De var nok vant til, at der faldt lidt mundgodt af til dem.

Huset var godt indrettet. Vi fik os hurtigt etableret, og da det var sket, gik turen igen ned til hovedbygningen for at ringe hjem, at vi var kommet velbeholdent til vort bestemmelsessted, og her var der igen lejlighed til at beundre nutidens tekniske formåen. I alle tilfælde syntes vi gamle, at det var underligt, at man ved at dreje på en skive kunne få forbindelse de 8 - 900 km til Kolding og snakke med Kjeld, selv om der findes meget mere avancerede tekniske vidundere.

Dagen efter var det søndag med strålende klart vejr og rim overalt om morgenen.

Vi kørte en formiddagstur til den gamle borg Hermitage Castle, hvor den berømte skotske dronning Marie Stuart og Jarlen af Bothwell havde nog et maskepi for i året 1566. Det kom der en frygtelig ballade ud af, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Men kort og godt måtte jarlen flygte til Danmark, og man mener, at han ligger begravet i Fårevejle kirke på Sjælland. Mange år efter blev Marie Stuart henrettet. Det kan du læse om i enhver verdenshistorie eller ethvert leksikon.

Borgen indbød i vore øjne ærlig talt ikke til romantiske aktiviteter. Den var nærmest en fæstning, stor og klodset, bygget af kvadre og med meget små vinduer, nærmest som skydeskår, men den var måske et godt skjul for de dengang implicerede i Skotlands historie. Hermitage er i øvrigt også navnet på en bordvin fra Rhone-distriktet.

Hjemturen gik over en lille by med det dansk-klingende navn Langholm.

Landskabet kan nærmest karakteriseres som et stivnet ocean, bestående af kilometerlange kæmpebølger. Den vide udsigt, der ikke forstyrredes af skove, gav for resten anledning til en pudsig forveksling. På en bakkeskråning forude observerede jeg til min forundring en samling kæruld. Jeg mente ikke, de kunne træffes så sent på året. Men der var adskilligt længere til skråningen, end vi havde regnet med, så da vi nåede nærmere til "kærulden", forvandlede den sig til en flok får. Denne fejlkonstatering siger noget om landskabets karakter. Selv om vi var i det skotske lavland, befandt vi os i 600 - 700 meters højde, ca. 14 gange højere end Danmarks højeste punkt, men det kunne vi ikke have 42

konstateret, hvis ikke vi havde et kort til rådighed. Man kan ikke just sige, at landskabet var smukt, nærmere betegnet var det storslået.

Det var tydeligt, at fåreavlen var dominerende. De store arealer var indrammet af lange stendiger. Man kunne selvfølgelig ikke have en sådan forhindring over vejene, så her var der anbragt store jernriste, som fårene klogeligt afholdt sig fra at forcere.

Vejene var i øvrigt gode, men smalle, så med visse mellemrum var der etableret vigepladser, de såkaldte passing places, naturligvis i venstre side i forhold til køreretningen. Var der en modkørende bil under opsejling og man var i nærheden af en vigeplads, holdt man pænt ind her, og det honoreredes altid med en smilende hilsen fra den modkørende. I det hele taget var skotterne og englænderne særdeles flinke i trafikken. Angående venstrekørsel vænnede vi os forbavsende hurtigt til den. Dog skulle vi lige huske at tage lille sving til venstre og stort sving til højre i 90 graders sving, navnlig ved indkørsel på tværgående veje. Det var forresten ret pudsigt, at vi danskere i feriebyen Whithaugh Park holdt til venstre selv i det lukkede område, men sådan skulle det jo være.

Søndag eftermiddag slappede vi af, ligeledes om aftenen. Så gik tiden med kortspil, kryds og tværs opgaver og lignende hygge-aktiviteter. Aftenerne var ved at blive lange ved den årstid. Hvad urtiden angik har De britiske Øer også sommertid i oktober måned, d.v.s. samme tid som Danmark, så det var ikke nødvendigt at stille frem eller tilbage på urene under sejladsen over Nordsøen.

Om mandagen var vi ude at kigge på resterne af den mur, som den romerske kejser Hadrian (117 - 138 e.Kr.) lod bygge ved det daværende Britanniens nordgrænse til værn mod skotterne. Muren gik næsten fra kyst til kyst fra det nuværende Newcastle til Solway-fjorden. Mange steder er den velbevaret. Vi kørte langs med den på en lang strækning. Et sted gjorde vi holdt ved ruinerne af noget i retning af en kaserne. Det var helt ejendommeligt at gå her og fantasere sig til, hvordan datidens slaver, eller hvem det nu var, havde puklet med at bygge muren op af de tunge sten. Her traf vi forresten et engelsk ægtepar, som vi fik en lille snak med. Manden havde været ansat på Rolls Royce-fabrikkerne.

Videre gik turen over Longtown til den berømte smedje i Gretna Green. Her kunne man blive viet, når bare to vidner kunne fremskaffes, uden at kirken eller myndighederne eller forældrene kunne gribe ind. Det praktiseres ikke mere. De sidste vielser fandt sted i 1940’erne, men stedet er stadig en turistattraktion med udsalg af postkort m.m. Essen og ambolten og diverse redskaber var der endnu.

Dagen efter var vi på indkøbstur i Newcastleton ca. 1 km. fra feriebyen. Byen gjorde et noget kedeligt indtryk. Jeg vil gætte på, den er på størrelse med Nørre 43

Nebel med en hovedgade med forretninger og beboelseshuse samt lidt bebyggelse til siderne. Forretningerne var ikke særligt inspirerende, her kan Nørre-Nebel sagtens klare sig. Næsten alle huse var beklædt med grå plader af den bjergart, som findes i omegnen, mange steder kun dækket af et tyndt lag jord. Alle husene er forsynet med 4 - 6 skorstene, efter sigende fordi hvert rum har sin kakkelovn eller kamin med dertil hørende skorsten.

En dag så vi, hvordan en flok på ca. 50 får blev drevet ned fra de lave bjerge til en fårefold ved avlsgården. Det var helt interessant at overvære, hvordan én hyrde, eller hvordan man nu skal titulere ham, ved hjælp af 2 hyrdehunde var i stand til at dirigere hele flokken selv på forholdsvis lang afstand. Hundene adlød mandens tilråb omgående, og når en ordre var udført, så de sig tilbage for at afvente en ny. Hvad råbene gik ud på rent sprogligt fattede vi naturligvis ikke, men det kunne vi gætte os til ved at lægge mærke til hundenes reaktioner.

I foldene blev fårene vasket og renset for utøj, og desuden fik de en eller anden form for antibiotika tvunget gennem spiserøret. Så var hjorden klar til vinteropholdet, og turen gik tilbage til højderne, og et nyt hold kunne gennemgå processen.

På vore ture rundt i landet kunne vi risikere at møde store fåreflokke på de offentlige veje. Så holdt vi pænt stille, til flokken havde passeret os, og som tak vinkede og smilede ejeren.

Man kan vel næppe høre orden Skotland uden at komme til at tænke på Robert Burns, og hvis du ikke er helt klar over, hvem han var, så kan jeg fortælle dig, at et af hans digte har du sunget med på ved adskillige lejligheder, nemlig Auld lang syne, hvis første linje lyder: "Should auld acquaintance be forgot". Det er gendigtet på dansk af Jeppe Åkjær som "Skuld gammel venskab rejn forgo", og så er du i alle tilfælde med.

Robert Burns blev kun 37 år gammel, men nåede i sit korte liv at skrive et væld af digte. Man kan næsten sige, at alle hans oplevelser blev i hans følsomme sind omdannet til poesi, han var en sprogets og rytmens mester. Hans tilværelse blev noget omskiftelig, fra en hård barndom til berømmelse, dog kun en overgang.

Han endte som toldbetjent i Dumfries. Har du lyst til at vide mere om Skotlands største digter og hans omskiftelige tilværelse, er der litteratur nok at få om ham.

Her i landet var Blicher og Åkjær påvirket af ham. Flere steder i den sydvestlige del af Skotland er der minder om Robert Burns. Vi nåede kun Dumfries, bl.a. på grund af, at jeg ærlig talt ikke havde "forberedt" mig til ham.

Turen til Dumfries gik langs Solway-fjorden med udsigt over til det ca. 1000 m høje Cumbrian-bjergområde på den engelske side af fjorden, der den dag nænsomt blev "fejet" af forholdsvis lavt hængende skyer.

44

Ikke langt fra hovedgaden i Dumfries ligger pub'en Globe Inn, hvor Robert Burns holdt til med sine venner. Den er stadig et besøgt sted, hvor der er bevaret nogle minder fra hans tid. Der søgte vi naturligvis hen, men kun for at erfare, at pub'en først åbnede kl. 17, og det syntes vi ikke, vi kunne vente på.

Derimod var vi inde i Bums House, det hus, hvor den store digter tilbragte sine sidste år fra 1793 til 1796. Her var der minder fra den tid i form af manuskripter og indbo, bl.a. en skrivepult med gåsefjerpen.

Robert Burns og hans hustru og fem af deres børn ligger begravet i et mausoleum i græsk stil på en af byens kirkegårde, og ved enden af hovedgaden er der en statue af byens berømteste borger.

Men det var nu ikke fortid alt sammen. I en af gaderne stødte vi på en flok punkere, og det livede op i billedet. Der blev også tid til at handle lidt. På hjemturen kunne vi bl.a. nyde det pragtfulde syn af en langstrakt skråning dækket med en stor skov i alle efterårets varmeste farver.

En dag, da jeg var inde i en bankfilial i Newcastleton for at få vekslet penge, kom jeg af en eller anden grund pludselig i tanker om, at det kunne være interessant at se en skotsk skole, så jeg spurgte pigen bag glasruden, hvor The public school var. Jo, den lå da lige om hjørnet, så den var let at finde. Der var ikke spor af liv at se, så jeg ræsonnerede som så, at der også var efterårsferie der på stedet. Det fik jeg bekræftet af en dreng ude på gaden. Jeg spurgte så, om han vidste, hvor skoleinspektøren boede. Jo, han boede derhenne, lige hvor en blå bil var parkeret. Jeg ringede på, og en kvindelig person, der for mig så ud som husets faktotum, lukkede op og forklarede, at skoleinspektøren ikke var hjemme. Han var på hospitalet hos sin kone, der lige havde født, men jeg måtte komme dagen efter.

Det havde jeg god lejlighed til, for netop den dag ville den øvrige del af selskabet en tur til Edinburgh. Det ville blive en forholdsvis lang og måske trættende tur, så jeg foretrak at blive "hjemme", selv om jeg i øvrigt ikke havde følt træthed på turen hidtil.

Da mine pårørende var taget af sted midt på formiddagen, måtte jeg jo se at få tiden til at gå, og det gik forresten over forventning. Jeg fik læst Jyllands-Posten, som jeg havde lånt hos familien i nabohytten, løste lidt på en kryds og tværs, og inden jeg så mig om, var det på tide at få en frokost brygget sammen, selvfølgelig efterfulgt af en middagslur.

Nu var det belejlige tidspunkt inde (i alle tilfælde for mig) til at besøge skoleinspektøren. Også denne gang lukkede damen fra i går op, dog kun for at 45

oplyse, at han var i skoven for at bjerge brænde til vinteren. Sådan endte mine bestræbelser for at erfare lidt om stedets skolevæsen.

Så benyttede jeg tiden til at se mig lidt omkring på godset. Ved et lille hus, måske noget i retning af en landarbejderbolig, stod et ægtepar med to drenge.

De så sig spørgende omkring, og da jeg nærmede mig, sagde den ene dreng på godt dansk: "Der kommer en mand, ham kan vi spørge."

"Nåeh, det er vist en dansker", konstaterede moderen ganske rigtigt. I forbifarten blev det til gensidige nik. Senere fik jeg lyst til at se lidt nærmere på avlsgården, hvor bl.a. hestene var opstaldet. Her traf jeg familien fra før igen, og vi fik en lille snak. Det viste sig, at den stammede fra en gård på Sjælland.

Manden sagde ikke ret meget, hvorimod konen var ret snaksom. Hvad vi snakkede om, husker jeg ikke.

Da familien kom hjem fra Edinburgh, kunne den fortælle om den smukke by med bl.a. hovedgaden Princess Street med de flotte butikker og en pragtfuld udsigt over et mægtigt parkanlæg op til Edinburgh Castle, der er kendt for de årlige Tv-transmissioner af tattooet.

Lørdag formiddag den 25. oktober gjorde vi klar til afrejsen, og ved godt middagstid forlod vi stedet efter en dejlig uge med mange oplevelser og indtryk, som naturligvis ikke alle lader sig skildre. Du har sikkert også nok i det foregående, måske endda mere end nok. Det var for resten ret pudsigt, at da vi kørte bort, fløj også "modtagelseskomiteen" fra den første dag deres vej. Disse ænder havde vi fodret på terrassen en eller flere gange. De vendte sandsynligvis tilbage igen, hvorimod vi for stedse forlod Whithaugh park.

Jo, der er lige et par ting, som jeg tydeligt husker, og som jeg vil plage dig med.

Den ene er, at jeg, så vidt jeg husker, aldrig har indåndet så frisk og ren en luft som i Skotland. Det var simpelthen en nydelse at trække vejret, kunne jeg fristes til at sige, selv om vi her i Vestjylland vel ikke må klage i så henseende. Det var måske, fordi vi befandt os noget højere til vejrs end hjemme, Ca. 600-700 m over havet. Desuden var der ikke langt ud til Solway-fjorden og derfra igen et par hundrede kilometer ud til det åbne Atlanterhav.

Det var også en nydelse at drikke vandet uden tilsætning af nogen art. Det kom fra et højdedrag, der strakte sig op bag ved hyttekolonien. Hvis det kan afgøres på smagen alene, så var der i alle tilfælde ikke tale om nogen form for forurening. Da jeg sagde til ham, der havde tilsynet med feriehusene: "Vandet smager vel nok godt", så svarede han, typisk for en skotte: "Ja, når der kommer whisky i".

46

Ruten tilbage til Newcastle lagde vi lidt nordligere end på udturen. Det førte os over de 800 m høje Cheviot-bjerge, der strækker sig 50-60 km på grænsen mellem Skotland og England ved Northumberland.

Der er noget fascinerende ved at færdes i sådanne storslåede omgivelser med udsigt over de store vidder, der af og til fejes af lavthængende skyer.

Højdedragenes navn har indirekte givet navn til klædestoffet cheviot via de får, der holdes i disse egne. Her mindedes jeg også, at vi lærte navnet Cheviotbjergene hjemme i min barndoms skole, hvor der blev lagt stor vægt på navnestoffet. Selv om grænsen mellem Skotland og England ikke er nogen egentlig statsgrænse (men prøv alligevel ikke at kalde en skotte for en englænder, når han hører på det!), så var der alligevel en markering af grænsen bestående af noget i retning af en stor varde opbygget af tilhuggede bjergarter.

På den ene side stod der ganske enkelt England, og på den anden side Skotland.

Vi var kommet af sted i god tid, så vi gjorde holdt i den nordlige bydel i Newcastle bl.a. for at få lidt til føden. Vi gik først ned i en pub, men der var fuldt hus, og stedet var vist ikke lige sagen for en flok sultne danskere. Det var vist mest beregnet for et stampublikum. Vi fandt så et cafeteria i et butikscenter, hvor vi kunne vederkvæge os. Jeg ved ikke, om pigerne bag disken var va nt til danskere, men jeg havde på fornemmelsen, at de vist syntes, vi var nogle mærkelige nogen, eller i alle tilfælde at jeg var det, så da jeg bad om lidt fløde til kaffen, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, om de havde noget fløde "for a stupid dane", til en dum dansker. Det havde den indvirkning på en af pigerne, at hun fik latterkrampe og måtte gå ud i et baglokale.

Omsider holdt vi i bilkøen ved kajen, hvor Dana Gloria lå og ventede på os og mange andre. Det tog sin tid, og mens vi blev ekspederet ved lugen, var der flere bilister langt tilbage i køen, der hoppede ud af bilen og gik hen til lugen for at blive ekspederet for så bagefter glad og fro at køre om bord. Så kom der en rasende dame farende og skældte og larmede over det til ekspeditricen i billethullet, og det kunne vi ærlig talt godt forstå. Jeg har aldrig set så rasende et menneske. Jeg var ikke i stand til at opfatte alle gloserne i hendes rivende talestrøm, men der var ingen tvivl om, at hendes ordforråd omfattede adskillige mindre pæne udtryk. Det blev vort sidste indtryk af de noble englændere. En times tid efter stod vi lidt før solnedgang på dækket i det smukkeste efterårsvejr og sagde farvel til det England, der langsomt forsvandt agterude.

Da vi sad i cafeteriet og snakkede lidt med et par naboer fra feriebyen, havde jeg på fornemmelsen, at jeg blev skarpt iagttaget fra et eller andet verdenshjørne.

Jeg kiggede mig omkring for at finde ud af, hvem der dog kunne tillade sig at spidde mig på den måde. Det viste sig at være et yngre ægtepar med en datter på en halv snes år. Da jeg ikke kendte dem, vendte jeg tilbage til den afbrudte 47

samtale. Men det var, som om jeg stadig var under observation af det formastelige ægtepar. Jeg vendte mig let irriteret om og sendte dem et ligegyldigt blik, dog ikke mere ligegyldigt, end at jeg pludselig genkendte min "gamle" skoledreng Poul. Det var jo en helt anden sag. Det er altid rart at træffe på forhenværende elever, men det kan somme tider virke lidt pinligt, når man ikke straks genkender dem, hvilket især er svært, når de har anlagt skæg som i dette tilfælde. Vi fik naturligvis en lang snak, og senere på aftenen havde Frode og Poul vist også en form for samarbejde i baren.

Netop den dag, den 25. oktober 1981, kunne Anna og jeg fejre safirbryllup, s agt på en anden måde havde vi været gift i 45 år. Det blev naturligvis markeret med en middag i spisesalonen. Under middagen opdagede jeg, at gårdmands familien fra Sjælland, som jeg havde fået en lille snak med for et par dage siden i staldgården, sad ved et lille bord ved siden af. Fruen nikkede og hilste med sit glas, og jeg gengældte naturligvis hilsenen fra den kønne gårdmandskone. Nu er du naturligvis i din gode ret til at undre dig over, at jeg har beskrevet et par ligegyldige episoder mellem hende og mig, men hvis du har tålmodighed til at læse videre i min beretning, vil du nok på et eller andet tidspunkt kunne regne ud hvorfor.

Længere hen på aftenen dansede Anna og jeg en slags brudevals. Denne gang forholdt dansegulvet sig mere rolig end på udturen. I det hele taget viste Nordsøen sig fra den pæne side, så hvis nogle passagerer alligevel følte sig utilpas, var det vist deres egen skyld.

Ved middagstid dagen efter tog vi to gamle afsked med de yngre generationer på vogndækket, da vi løb ind i havnen i Esbjerg. Da portene åbnede sig, kørte vi hver til sit efter en uges interessante fælles oplevelser.

Hjemme igen i de vante omgivelser gik tankerne ofte tilbage til Skotland. Jeg fik den ide at fæstne erindringerne på papiret, men for at peppe det hele lidt op, lod jeg fantasien lege med og ved at rokere med tidspunkterne og se stort på kendsgerningerne, blev det efterhånden til historien om

Lady Hamilton Pensioneret førstelærer Christoffer Mullerup og hans kone Anny skændtes aldrig, nej, de udvekslede meninger, ganske vist på et højt plan, hvad stemmeføring angik.

48

Som nu, da der var kommet et brev fra sønnen Frank, der var ansat i et rederi, der tager sig af færgefarten mellem Esbjerg og Storbritannien. Han og hans kone Lisbeth og deres to børn havde af en eller anden grund fået tilbudt en gratis rejse med en af færgerne med en uges ophold i en ferieby på et gods i Skotland.

"Skal vi ikke spørge om vi kan komme med der?" spurgte Anny. "Jeg trænger til at komme ud og se mig om. Jeg er for længst blevet træt af udsigten fra køkkenvinduet."

"Vil det nu være heldigt", brummede den forhenværende skolemand, "du ved, det der med, at svigerbørn og svigerforældre går op og ned af hinanden og fører fælles husholdning i en hel uge."

"Det skal nok gå. Vi kan hjælpe hinanden, og Lisbeth er jo en sød og fornuftig pige."

"Det er da mærkeligt, at du er så ivrig efter at komme til udlandet, nu da vi er ved at blive gamle for alvor. I vore unge dage ville jeg gerne have rejst til udlandet, men da ville du ikke."

"Nej, for da havde vi børnene at tage os af, og desuden havde vi ikke råd til det, og du må da indrømme, at det har vi nu."

Ja, det kunne Mullerup ikke nægte. Han kørte frem med mere eller mindre vægtige modargumenter.

"I 1958 var vi i Malmø og Helsingborg."

"Kalder du det udlandet?"

"Og vi er af og til på indkøbstur i Tyskland."

"Ja, 150 meter syd for grænsen."

"Har du for resten glemt, at vi var på campingtur i Sydslesvig nogle dage i 1961?"

"Nej, det behøver du ikke at være bange for. Jeg husker alt om, hvordan jeg måtte kravle rundt på alle fire og lave mad ved hjælp ag en lillebitte gasflaske og en kuffert som køkkenbord. Du havde ikke engang sørget for et campingbord."

"Ja, men jeg er noget ængstelig ved at køre i venstre side. Vi er jo nødt til have vores egen bil med."

49

"Mon ikke Frank eller Lisbeth vil køre for os? Desuden har jeg hørt noget om, at det ikke volder vanskeligheder for andre, så kan du vel også klare det. Du plejer jo at prale med, at du har haft kørekort helt siden 1930."

Nu kneb det for den gamle pædagog. Men han havde gemt de vigtigste modargumenter til sidst. Sandt at sige ville han også gerne ud at se andre forhold, men mest af alt frygtede han, at hans følsomme fordøjelsessystem ikke ville kunne anerkende fremmedartet kost, der afveg fra Anny’s fortræffelige madlavning. Det værste var næsten, at han var rent anatomisk indrettet sådan, at det var ham næsten umuligt at aflevere maden den samme vej, den var kommet ned. Det havde til følge, at når diverse ingredienser og bakterier i hans indre trængte sig på for at komme ud, led han de frygteligste kvaler, man kan tænke sig, og den omstændighed gjorde også, at han gruede for at blive søsyg.

"Du ved, at jeg ikke tåler afvigelser fra den daglige kost, så for mig kan ture n let blive ødelagt af fremmed mad."

"Det bliver ikke noget problem. Vi fylder bagagerummet med ti dages forbrug.

Jeg skal nok sørge for, at du får din sædvanlige kost."

Så var der den allersidste indvending. Christoffer Mullerup havde af venner og bekendte hørt de mest rædselsfulde beretninger om søsyge kvaler. En var på en sørejse fra Sjælland til Jylland blevet så medtaget, at han var fuldstændig ligeglad med alting, om så skibet skulle gå under. Sparekasseassistenten havde tilbragt de første dage efter en rejse til Norge i sengen, travlt beskæftiget med at klamre sig til den. Værkføreren på autoværkstedet havde fået en tur til England totalt ødelagt af søsyge, og en kollega, der netop havde været i Skotland, havde fået nok af sørejsen til Newcastle, så hun havde taget ruteflyet hjem.

"Ja, men hvis vi nu bliver søsyge, så er der stor mulighed for, at turen bliver spoleret."

Men Anny var også i stand til at indtage den sidste skanse.

"Det er da ikke noget at være bange for. I øvrigt kan du jo tage en s øsyge tablet."

Da Frank og Lisbeth ikke havde noget imod at have den ældre generation med på slæb, var sagen afgjort, og sådan gik det til, at færgen til Newcastle en skønne dag stod ud af havnen i Esbjerg med pensioneret førstelærer Christoffer Mullerup med pårørende om bord. Men forinden havde den forsigtige pædagog konsulteret en lægebrevkasse angående midler mod søsyge og fået det svar, at det bedste var at tage en tablet. Desuden havde brevkasse redaktøren hørt, at 50

det skulle kunne hjælpe at lukke det ene øje, det skulle have en stabiliserende virkning på ligevægtsorganerne. Men han turde ikke garantere for virkningen.

Disse to råd var de letteste at administrere af alle dem, han havde fået, og dem efterlevede han så. De var ikke alene effektive mod søsyge, men de blev også årsager til begivenheder af en karakter, som Christoffer Mullerup mindst af alt havde ventet.

Han følte sig efterhånden helt godt tilpas om bord, ja, det kom endog så vidt, at han i sit stille sind sammenlignede sig selv med en tusind år forsinket viking, der drog ud mod fjerne, ukendte mål og oplevelser, sådan som han havde belært flere slægtled om i skolestuen derhjemme i landsbyen.

Nu ville skæbnen, at der netop den dag var hans og Anny’s 45 - års bryllupsdag, og i den anledning viste safirbrudgommen sig som den gode familiefar ved at invitere det lille selvskab i spiserestauranten med frit valg mellem samtlige retter med dertil hørende læskedrikke. Beskeden som han var, valgte han selv en fiskeret, og lidt efter sad han og stirrede med det ene øje på Doggerbanken med omliggende farvandes største rødspætte, der næsten væltede ud over tallerkenens kant. Da han så nogenlunde var kommet sig af sin forbavselse, gik han til angreb på dyret, ivrigt støttende sig til en flaske hvidvin.

Efterhånden begyndte tablettens sløvende virkning at gøre sig gældende. Den nybagte søhelt havde ærlig talt mest lyst til at lukke begge øjne, men det ville mildt sagt være ret upassende. I en pause under slagsmålet med gigantfisken havde han en uklar fornemmelse af, at han blev iagttaget af en eller anden. Han så sig søgende omkring, og ganske rigtigt. Fra et af de andre borde så en person vedholdende på han. Nu måtte han med nogen anstrengelse holde begge øjne åbne for at konstatere, hvem den formastelige var. Til hans store forbavselse viste det sig at være en person af kvindekøn. Men det ville være en fornærmelse mod hende at karakterisere hende som blot en person. Her måtte den forhenværende dansklærer ty til beskrivelser, han så nogenlunde kunne hus ke fra litteraturen: "Hun var et kvindeligt væsen af stor skønhed. Hendes gyldne hår omkransede et fuldendt formet ansigt med ædle træk. Dertil øjne som skovsøer, og de rubinrøde læber afslørede en perlerad af tænder, når hun smilede." For egen regning kunne han fastslå, at der ikke var noget at udsætte på hendes myndeagtige skikkelse.

Nu var det vist på tide at lukke det ene øje igen. Det ville dog være ærgerligt at blive offer for søsyge efter sådan en opdagelse. Hurtigt åbnede han det dog igen for at få bekræftet, at han havde set rigtigt. Jo, hun sad stadig og betragtede ham med et uudgrundeligt Mona Lisa-smil i det smukke ansigt. Det gjorde ham usikker, og han vendte tilbage til fægtningen med kæmpeflynderen, dog kun for en stund. Han kunne ikke styre sin trang til at holde øje med sin nye opdagelse.

Den skønne betragtede ham stadig, og nu var smilet ikke længere uudgrundeligt.

51

Det var blevet stort og indbydende, understreget af et næsten usynligt nik. Og minsandten om hun ikke blinkede med det ene øje.

Nu havde pensioneret førstelærer Christoffer Mullerup alle dage været klar over, at hans fremtoning ikke just gik i retning af det mandfolkeagtige og charmerende, men i dette øjeblik trængte en lille Don Juan sig på i hans selvvurdering. Det kunne dog ikke stå helt galt til, når en så skøn kvindelig skabning tilsyneladende fattede interesse for ham. Men hvem kunne det være?

Vel næppe andet end en skotsk adelsdame på vej til sit hjemland. Var der i øvrigt ikke en adelsslægt ved navn Hamilton? Men så var spørgsmålet: Hvordan i alverden kunne en Lady Hamilton finde på at indlede en flirt med en udtjent kateterslave? Det eneste fordelagtige, han i øjeblikket kunne finde på om sit ydre, var, at han trods 45 års ægteskab og lige så lang tids tjeneste i skolen ik ke havde et eneste gråt hår. Men det alene kunne selvfølgelig ikke gøre det. Skulle han virkelig være i besiddelse af ydre fortrin, som kun en kvinde af blodet var i stand til at vurdere og værdsætte?

Den lille Don Juan voksede sig så stor, at den nybagte charmør vovede at hæve sit glas en ganske lille smule. Øjeblikkelig reagerede Lady Hamilton på samme måde, og i løbet af middagen blev det til flere fortrolige øjekast og gebærder og skåler, udført så diskret, at ikke én af de to impliceredes bordfæller o pdagede det mindste.

Men nu fik den voksende Don Juan en alvorlig konkurrent i form af en dårlig samvittighed. Trods sin sløve tilstand var pensioneret førstelærer Christoffer Mullerup i stand til at mobilisere så meget dømmekraft, at han kunne indse, at her var han vist på vej ud i noget umoralsk, selv om det var nok så spændende.

Sad han ikke her og fejrede sin og Anny’s 45-års bryllupsdag i familiens skød ved siden af sin trofaste ægtefælle og prøvede forsigtigt at ruske i lænken! Nå, det skyldtes nok virkningen af søsygepillen og den gode vin samt bevidstheden om, at han befandt sig midt ude i Tyske Bugt, fjern fra venner og bekendte derhjemme i landsbyen, trøstede han sig med.

Omsider var der ved at være opbrud i spiserestauranten. Tjenerens urolige adfærd og opadvendte blikke fortalte bedre end ord, at nu måtte man se at blive færdige, så næste hold kunne komme til. Mullerup måtte lade resten af kæmpemåltidet stå, og han løftede sit glas næsten umærkeligt samtidig med, at han skelede over mod nabobordet, men ak, målet for hans varme blik var forsvundet. Han så sig omkring, men der var ikke skygge af Lady Hamilton.

Hun måtte være forsvundet sammen med sine pårørende under hans sidste batalje med fladfisken. Det var en stor skuffelse, for han havde været fast besluttet på at kontakte hende og om muligt få en forklaring på hendes interesse for ham.

52

Senere på aftenen fik danseglade Frank og Lisbeth trukket safirbrudeparret med hen til dansesalonen. Mullerup gik med i det lønlige håb at træffe Lady Hamilton, men han blev igen skuffet. Det havde været hans mening at byde hende op til dans for under lidt mere intime omstændigheder at kunne få klarhed over hendes identitet. Nu måtte han i stedet for træde brudevalsen med sin ægtefælle. Vel var han ingen balløve, ej heller var Anny nogen sylfide. Men til trods for, at dansegulvet på grund af Nordsøens bølger havde tilbøjelighed til at afvige fra det vandrette plan, lykkedes deres forehavende over al forventning.

I det hele taget lykkedes meget for den på forhånd skeptiske Mullerup. Da Anny og han omsider skulle til køjs, lykkedes det ham trods megen slingren og vuggen at entre den øverste køje, og den megen knirken og knagen i skibets sammenføjninger hindrede ham ikke i hurtigt at slumre ind så ubekymret som et barn i sin mors trygge arme.

Han vågnede frisk og veloplagt den næste morgen. Søen var blevet rolig, vejret var ideelt, alt var lyst og venligt, dog måtte han stadig savne synet af Lady Hamilton, og da han efter landgangen sad i bilen og forberedte sig til færden gennem Northumberland til Skotland, havde han opgivet at træffe sin nye inspirationskilde. Han måtte trøste sig med, at det lille intermezzo dog havde efterladt bevidstheden om, at den afdankede landsbydegn måske ikke er det kedeligste, der findes i denne verden.

Da den nybagte Bon Juan efter færden gennem Newcastles utallige rundkørsler selv overtog rattet, kunne han med underen konstatere, at Vauxhall´en befandt sig så godt i sit hjemland, at der ikke en eneste gang var vanskelighed med at holde den i venstre side af vejen, ja, der var endda opmærksomhed tilovers til at nyde synet af det smukke, kuperede landskab med vandløb og trægrupper i de skønneste, varme efterårsfarver, og da man omsider ankom til feriebyen ved det skotske herresæde, var den gamle skeptiker i fineste form.

Som dagene gik, måtte han erkende, at alle hans bekymringer havde været ubegrundede. Takket være Anny’s og Lisbeth’s kulinariske formåen, fungerede hans fordøjelsessystem mindst lige så godt som derhjemme, han nød det friske vand fra de lave bjerge og i ikke mindre grad den usædvanlig rene luft, og der var ikke antydning af misstemning mellem de tre generationer. De nød i fællesskab at betræde de samme trappetrin, som berømtheder som Marie Stuart, Jarlen af Bothwell og Robert Burns i sin tid havde slidt, og de tog på lange ture i det skotske lavland, alt sammen uden at familiens ældste følte den mindste træthed. Men han havde så meget fornuft i behold, at han var klar over, at han ikke burde spænde buen for hårdt, så da den øvrige familie tog på en heldagstur til Edinburgh, foretrak han at blive "hjemme" for ikke at risikere at komme tilbage som en udslidt turist.

53

Lidet anede han, at denne fornuftige disposition skulle blive den indirekte årsag til opklaringen af mysteriet Lady Hamilton.

Selv om man ikke er besværet af familielivet, kan man godt nyde at være sin egen herre og foretage sig næsten, hvad man har lyst til, og det gjorde Christoffer Mullerup. Han gik en lille tur i omegnen, spiste sin hjemmelavede frokost, tog sig en lille lur, løste en kryds og tværs og fik så den idé at kontakte sin kollega, headmasteren ved skolen i den nærliggende landsby. Det blev til et par timers seriøse samtaler om pædagogiske problemer på begge sider af Nordsøen på trods af Mullerups noget mangelfulde færdigheder i det skotske sprog.

På tilbagevejen fik han lyst til at gå gennem godsets staldgård for at nyde synet af de smukke rideheste. Men det blev et helt andet syn, der mødte ham næsten som et chok. For henne ved stalddøren stod det himmelske syn fra båden, Lady Hamilton, dog i en noget afbleget udgave her i fuld dagslys og uden den gode vins forskønnende virkning, men stadig seværdig. Nu var der ingen tvivl længere. Det måtte være fruen på godset, der var nede at inspicere staldene.

Han hilste med udsøgt høflighed og fremsatte sin formodning på sit bedste skoleengelsk.

"Jeg kan ikke forstå, hvad du siger", lød svaret med umiskendelig jysk accent, ledsaget af en højlydt, noget ukultiveret latter.

"Men kan du virkelig ikke kende mig, lærer Mullerup? Jeg er lille Agnethe, der sad på den nederste skolebænk ved vinduesrækken. Jeg var vist ikke alt for flittig i skolen, så du var tit efter mig. Du er måske også på ferie her?"

Ja, det var han da.

Men "lille Agnethe" fortsatte: "Du må undskylde, jeg siger det rent ud, men du så uhyre komisk ud, da du sad i spiserestauranten på båden med hængemule og sløve øjne, mens du sloges med kæmpefisken. Jeg havde nok på fornemmelsen, at du ikke kunne kende mig, så jeg gik med på spøgen, da du blinkede til mig og indledte en flirt, men jeg må indrømme, at jeg måtte passe vældigt på for ikke at knække sammen af grin."

Og igen lød latteren, der slet ikke var en lady værdig. Slukøret sjokkede pensioneret førstelærer Christoffer Mullerup ud fra staldgården efter det bratte farvel til Lady Hamilton. Og det lige så bratte farvel til Don Juan.

54

Der er som bekendt mange smukke steder i Danmark, så hvorfor ikke hjemsøge et af dem. Anna havde været i Skagen i sine unge dage, men jeg havde aldrig været der, så da vi så en annonce om busture til Skagen, meldte vi os til sammen med vore genboere. Det var, så vidt vi husker, i sommeren 1982. Det var i alle tilfælde den sommer, da der var nogle ugers varmebølge, for jeg husker tydeligt, at vi startede 2-dages færden den sidste varme dag, lørdag den 7. august.

Turen gik fra Varde over Holstebro (formiddagskaffe) og Struer til den kendte Vestervig kirke i Thy, oprindelig klosterkirke i forbindelse med det forlængst nedrevne kloster. Det menes at være Danmarks største landsbykirke, ombygget et par gange. På kirkegården er der en aflang stensætning, der ifølge overleveringen markerer Liden Kirstens og prins Buris’ grave. Hvis disse to navne ikke siger dig noget, så kan jeg da fortælle (der dukker den gamle skolemester op igen), at Liden Kirsten er en person i en af vore ældste folkeviser fra Ca. 1200-1250. Heri fortælles, at dronning Sofies bror Buris forførte Kong Valdemar den Førstes søster Kirsten, og det havde den grusomme følge, at Valdemar piskede Kirsten ihjel og lemlæstede Buris. En anden overlevering går ud på, at Buris blev lænket til Kirstens grav. Disse beretninger er der dog ikke stor tiltro til blandt historikerne. Men faktum er, at der på Vestervig kirkegård findes den føromtalte aflange stensætning, og at der er tradition for, at nygifte brude lægger deres brudebuketter på Liden Kirstens grav.

Middagen indtog vi i smukke omgivelser i en restauration ved Thisted Bredning, og så gik turen videre forbi Frøstruplejren gennem Fjerritslev, Åbybro og Løkken til kaffepause ved Lønstrup, hvor der bl.a. var lejlighed til at bese de betydelige skader, som Skagerrak og stormene i fællesskab havde anrettet på kysten, et sted endog i betænkelig nærhed af landevejen.

Hen på eftermiddagen holdt vi så vort indtog i Skagen og kørte straks ud mod Grenen, så langt som nu bussen kunne køre. Den sidste sandede strækning ud til den yderste spids foregik med det berømte køretøj Sandormen. To vogne, der nærmest kan sammenlignes med den slags, der kører i diverse forlystelsesparker, blev trukket gennem sandet af en traktor. Det var ikke den mest komfortable form for transport, man kunne tænke sig, men al skumpleriet på de hårde træsæder var umagen værd. Det var faktisk en uventet oplevelse at stå på Jyllands alleryderste spids med Kattegat mod syd og Skagerrak mod nord. Den ret svage vind kom fra sydlig retning, og det var måske medvirkende til, at vandet i Kattegat var varmere end i Skagerrak. Det var ejendommeligt at 55

konstatere den forskel i betragtning af, at afstanden kun var, ja vistnok kun 1 - 5 m.

Man har hørt så meget om, at naturens belysning er noget helt specielt på Skagen, noget lignende som i marskegnene med de vide horisonter. Den påstand havde jeg altid anset for overdreven, men her fik jeg min opfattelse af dette fænomen revideret. Det var som omtalt den sidste dag af en langvarig varmeperiode. Der var ikke en sky på himlen, og på Grenens alleryderste spids er man 80 % omgivet af hav. Det var som at befinde sig i universets centrum.

Det er ikke let at finde ord for oplevelsen, men den var i alle tilfælde absolut opbevaringsværdig til indlemmelse i samlingen af smukke sanseindtryk. Det forekom mig, at også inde i byen var der et specielt lysskær.

På hotellet var Anna og jeg så "heldige" at få anvist et værelse helt henne for enden af en slags blindtarm i gangsystemet på 1. sal. Man skal som bekendt ikke tage sorger på forskud, men med hensyn til glæder gælder somme tider det samme.

Efter aftensmaden var der lejlighed til at få et slag kort og slentre en tur ved havnen eller eventuelt få sig en drink i baren, inden det var tid til at gå til køjs efter en lang og oplevelsesrig dag. Det var som sagt den sidste dag af en lang hedebølge, så det var klart, at det store vippevindue i vores værelse stod åbent, og endda var der mildt sagt temmelig lunt i værelset. Solen havde stået lige på hen på eftermiddagen. Værelset vendte ud mod en lille slippe med indgang til baren, hvis dør naturligvis stod åben på grund af varmen.

Disse kendsgerninger gik først rigtig op for os, da vi havde lukket vore trætte øjne i, for da synssansen på den måde var sat ud af funktion, var det, som om hørelsen blev skærpet. Og der var nok at tage fat på, for larmen fra barens sangglade publikum inklusive ledsagemusik lod sig beredvilligt transportere gennem den åbne dør via det åbne vindue til høresansens inderste kroge. Nu skal det indrømmes, at det heldigvis ikke var et diskotek, der leverede den natlige underholdning. Det var en engelsk sanger med guitar, der foredrog sange og viser. Hans repertoire syntes noget begrænset, for mange af sangene gik igen i nattens løb, således lærte jeg grundigt "Good-night Irene, good-night Irene, I’ll see you in my dreams." Men alligevel var vi jo gået til ro for at sove og ikke for at lære sangen om Irene. Efter kort tids forløb lukkede vi vinduet. Det kunne ikke helt holde tonerne ude, og desuden blev der straks kvælende varmt. Det endte med, at jeg gik ned i receptionen og spurgte, om vi kunne få et andet værelse, men det kunne ikke lade sig gøre, alt var optaget. Derimod blev jeg tilbudt frit ophold i baren (hvis du forstår, hvad jeg mener) indtil lukketid. Det var sådan set et fristende tilbud, men som en pligtopfyldende ægtemand gik jeg op på værelset igen. Lidt efter kunne jeg konstatere, at Anna var draget ind i drømmeland, men lige meget hvor ofte der fra baren blev sagt godnat til Irene, 56

så var det mig umuligt at ledsage Anna. Jeg kunne såmænd lige så godt have gået ned i baren, hvilket jeg altså ikke gjorde. Først da den sidste gæst havde forladt baren hen på natten, faldt jeg omsider i søvn.

Dagen efter var vi på sightseeing i Skagen. Vi var selvfølgelig på de steder, hvor Krøyer, ægteparret Ancher og Drachmann i sin tid færdedes, og vi beundrede de skønne malerier på kunstmuseet. I redningsmuseet gjorde en gammel redningsbåd et særligt indtryk. Dens konstruktion i forbindelse med det svære materiale gav indtryk af både elegance og styrke, faktisk et stykke kunsthåndværk af anselige dimensioner.

Efter middagen vendte bussen køleren mod syd eller måske rettere sydvest. Vi måtte opgive et besøg ved den tilsandede kirke, da guiden ikke turde tage det ansvar på sig at slippe selskabet løs i det knastørre terræn, hvor den mindste letsindige omgang med rygetøj kunne have fået katastrofale følger.

Hjemturen gik over Ålborg med ophold i Rebild Bakker, videre gennem HobroViborg-Herning til Varde. Alt i alt to gode dage rige på oplevelser blandt positive og glade mennesker.

Efter turen til England og Skotland var Anna i modsætning til mig ikke særlig begejstret ved tanken om igen at komme en tur ud på de vilde vover. Hendes store drøm var at komme ud at flyve. Det skulle efter manges udsagn være en vidunderlig oplevelse, bl.a. vore rejsevante naboer vidste ikke alt det positive, de kunne berette om den form for transport. (I parentes bemærket betroede Anna mig senere, at det var bestilt arbejde fra hendes side, kvindelist er som bekendt uden ende.) Jeg var ikke begejstret ved tanken, men lod mig overtale, og sammen med Lillian og Frode bestilte vi en tur til Gardasøen med Præsten.

Blandt forberedelserne hørte bl.a. at få et beløb i danske kroner omsat til lire.

Jeg gik i Sparekassen for at få den sag ordnet, og det gav anledning til en lille sjov episode. Da kassedamen talte beløbet op, sagde hun til mig: "Her er så 320 tusinde", men hun sagde ikke, at det var i lire. En af mine bekendte kom netop hen til kassen for at blive ekspederet efter mig og nåede lige at høre det nævnte beløb uden at have opfattet, at det drejede sig om lire. Der er vel ikke noget at sige til, at han så lidt forundret på mig, men jeg lod som ingenting og skrabede det store beløb til mig som den naturligste sag af verden.

Jeg var noget ængstelig ved tanken om at skulle forlade den trygge jord og lade mig transportere i et hylster af en flyvemaskine oppe over skyerne. Fo r en sikkerheds skyld havde jeg forsynet mig med et lille arsenal af diverse tabletter mod alt "mellem himmel og jord", kunne man fristes til at sige og mod 57

eventuelle fordøjelsesmæssige genvordigheder forårsaget af de italienske fødevarer.

Men hvad sker? Da vi ved 18-tiden den 11. september 1983 entrede Caravellen i Billund Lufthavn, var alle bekymringer som blæst bort, og det var faktisk en nydelse at mærke en svag duvning under starten. Vi sad på allerforreste række, og ganske kort tid efter starten kiggede jeg ud gennem koøjet og fik til min underen øje på begge Lillebæltsbroer i skumringen dybt nede. Men snart blev det mørkt, og kun gennem højttaleren blev vi orienteret om, hvilke lokaliteter, vi passerede: Als - Eckernförde - Lübeck - Hamburg - Hannover - Kassel - Fulda Nürnberg - München - Innsbruck. Den eneste fornøjelse, vi fik af passagen over Alperne, var en noget voldsom sitren i maskinen. Det kunne ellers have været en oplevelse at se det mægtige bjergplateau i fugleperspektiv.

Du synes måske, det er mærkeligt, at jeg beskriver flyveturen forholdsvis udførligt, hvis du er flyvevant, men for Anna og mig var det jo vores luftdåb, så vi kunne ikke andet end beundre teknikkens vidundere, der gjorde, at vi kunne sidde i 10 km’s højde med en udendørs temperatur på minus 50 grader og med en fart af 700-800 km i timen og ganske roligt indtage et måltid, læse eller få en snak. Det eneste, vi mærkede, var en vis kølighed ved det let duggede koøje og knas i ørerne, da vi efter passagen af Alperne lagde an til landing i Veronas lufthavn, hvor landingshjulene tog banen kl. 20.30 efter en flyvetur på to timer og ti minutter.

Efter nogle pæne velkomstord af den stedlige Tjæreborggnide kørte vi i den italienske sensommernat de Ca. 80 km til vort bestemmelsessted Limone på den vestlige bred af Gardasøen. Undervejs så vi et overraskende syn. Højt oppe på den fløjlsbløde himmel viste der sig som i et drømmesyn et kloster med tilhørende kirke. Nøgternt betragtet var det selvfølgelig projektørbelyste bygninger højt oppe på et bjerg, der tonede frem af mørket, men det var alligevel et overraskende syn.

Hen ad 11-tiden nåede vi vort opholdssted for de næste otte dage, hotel Leonardo da Vinci i den lille by Limone. Vi plejer gerne at prale med, at vi boede på stedets fineste hotel, og det er ikke engang løwn, men faktum er, at der ikke var andet logi at få, da vi bestilte rejsen, så vi måtte "tage til takke" med de noble omgivelser, opkaldt efter den berømte italienske kunstmaler, billedhugger, ingeniør og videnskabsmand.

Vort værelse lå på første sal med store glasskydedøre ud mod balkonen, der vendte ud mod den store terrasse foran hotellet. I den lune nat var vi nødt til at lade glasdørene være åbne, og det var både godt og ondt, for nede på terrassen sad der flere indfødte og brugte en forfærdelig mund. Havde vi så endda kunnet forstå, hvad de snakkede om, var der da en mulighed for, at vi kunne have fået 58

noget ud af det. Men vi forstod naturligvis ikke et ord af, hvad de sagde, og først ved 2-tiden blev der ro i lejren.

Om morgenen var det klart vejr, og vi kunne beundre det smukke og for os nordboere usædvanlige syn fra balkonen. I forgrunden palmer og kæmpehøje cypresser, dernæst den ca. 14 km brede Sø, fra hvis modsatte bred bjerget Monte Baldo hævede sig så højt, at solen først var at se ved 10-tiden. Efter et tag selv morgenbord i den mægtige spisesal samledes alle rejsedeltagerne i baren, dog ikke for at begynde træningen af visse gøremål, som mange turister ynder at beskæftige sig med under sydens palmer, men for at høre guidens informationer om aktiviteterne i ugens løb.

Om eftermiddagen tog vi så hul på godteposen med en sejltur over til Malcesine ved foden af Monte Baldo på den anden side af søen. Her var der lejlighed til at købe sko og nyde den skønne sensommer på en fortovsrestaurant. Om aftenen var vi i baren, denne gang med den hensigt at benytte den til det oprindelige formål.

Nu kan det vist blive lidt kedeligt med opremsninger af vore oplevelse r i kronologisk orden. De fleste formiddage gik med afslappende tidsfordriv såsom kortspil, løsning af kryds og tværs’er og snak med rejsebekendte. Det var for resten ret pudsigt, at da jeg satte mig til rette med et krydsordshæfte og en kuglepen, slog jeg op på en tilfældig side og kastede blikket på et tilfældigt spørgsmål. Det lød nemlig meget aktuelt: Hvad hedder den flod, der løber gennem Verona? Det er som bekendt Adige, men når jeg skriver som bekendt, så må jeg skynde mig at tilføje, at jeg kunne huske det fra min børnelærdom i landsbyskolen, hvor meget af geografiundervisningen gik på indlæring af navnestof. Havde jeg ikke lært det som barn (og kunnet huske det), havde jeg ikke anet, at jeg havde kørt mange kilometer langs Adige den aften, vi ankom til Limone.

Naturligvis havde nogle af arrangementerne noget med vin at gøre. En eftermiddag kørte vi gennem byen Riva og Arco-dalen til en vinbonde, der havde åbnet sin virksomhed for turister. Det var meget hyggeligt at sidde under vinrankerne i det dejlige vejr og nyde rød- og hvidvin til oste og pølsemadder.

Druerne hang om hovedet på os, så vi kunne nå dem uden at rejse os op. Det var nu ellers ikke tilladt, men Anna kunne ikke dy sig og snuppede en enkelt. Så gik rygterne, at druerne lige var blevet sprøjtet med bladan, og at de, der spiste af druerne, ville ende på kirkegården. Det tog Anna ret roligt ud fra den betragtning, at der ender vi allesammen.

En anden dag var vi inde at se noget i retning af et vintapperfirma, og inden ugen var gået, havde vi også været i en engrosvinhandel, og minsandten om ikke vi var hos vinbonden (ham med bladanen) endnu en gang.

59

Der var god lejlighed til at iagttage italienerne, bl.a. tjenere og servitricer, der serverede for os i den store spisesal. Vi sad ved 4-mands borde næsten allesammen, så der var nok at se til under overtjenerens skarpe blik. For mig at se var de af typisk italiensk udseende. Nu har jeg ganske vist hørt noget om, at der ikke findes noget typisk italiensk udseende. Men disse her mennesker havde i alle tilfælde ørnenæse og mørke øjne og sort hår på en enkelt undtagelse nær.

De var meget flinke, men vi kunne jo ikke ret godt gøre os forståelige over for dem - og omvendt.

De italienske buschauffører var fantastisk dygtige til at manøvrere de store busser, når de skulle passere hinanden i de utallige smalle tunneller og langs afgrunde. Ofte måtte de klappe de indstillelige sidespejle helt ind til karosseriet og så ganske langsomt liste forbi hinanden centimeter for centimeter. En af chaufførerne var ikke uden humor. Da vi kørte hjem fra vinbonden i passende godt humør, passerede vi en mindre rundkørsel. Den kørte han rundt og rundt i, indtil vi allesammen hylede og skreg som i en anden karrusel.

Chaufføren på minibussen fra hotellet ind til Limone så ikke ud som en "typisk italiener", og han gjorde et særdeles roligt indtryk. Men engang slog det sydlandske temperament igennem (hvis der altså er noget, der hedder sydlandsk temperament). Vi havde været på en sejltur langt hen på eftermiddagen, og fra landgangsbroen til bussens holdeplads var der et godt stykke vej, så Frode gik i forvejen og bad chaufføren vente et øjeblik, indtil vi gamle kom trissende. Ifølge Frodes beretning begyndte vor "besindige" chauffør nu en demonstration af "det sydlandske temperament" ved hjælp af et himmelvendt, opgivende blik, voldsomme gebærder og en strøm af ord, hvis dybere mening heldigvis ikke gik op for en dansker, men da vi lidt efter nåede hen til bussen, mærkede vi ikke den mindste uvilje hos ham.

En ung mand i uniform bevæbnet med revolver udgjorde paskontrollen i Veronas lufthavn. Han tog tilsyneladende let på sit hverv, stod og nynnede lidt og småfløjtede ind imellem, alt imens han bladrede lidt i vore pas, men da en mand vistnok ganske uforvarende gik forbi køen og ind i afgangshallen, vågnede den unge mand op, og da hans første tilråb til den formastelige ikke gled ind, kan det nok være, at der kom tryk på. Med en stemmepragt som nogen italiensk tenor og med gevaldig lange skridt fik han bragt orden i sagerne.

Ekspeditricerne i skotøjsforretningerne tog ikke så tungt på tilværelsen. Bedst som jeg prøvede et par sko, begyndte ekspeditricen, der stod lige foran mig, at klø sig på sin bare mave, og en anden tændte sig en smøg midt under det hele og stillede sig op i en meget nonchalant attitude, som om det ragede hende en papand, om hun kunne sælge sko til os. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var de ydre tegn på et afslappet forhold til tilværelsen i det hele taget, eller om de 60

unge damer var bedøvende ligeglade med og godt trætte af de dumme turister.

Her må jeg dog indskyde, at jeg et par dage senere blev standsmæssigt betjent, næsten for meget af det gode, af to ekspeditricer og det ganske uforskyldt, men herom senere.

En aften var vi sammen med mange andre i en taverne. Med i prisen var en flaske rød- eller hvidvin plus en pizza plus øredøvende musik. Tjenerne her var af en anden type end dem på Leonardo da Vinci, hvor de alle var klædt i smokinglignende tøj og servitricerne i sort-hvidt, alle med det man kan kalde en pæn optræden. I tavernen tog man det ikke så tungt med påklædningen eller høfligheden, det var mere i den festlige-folkelige-fornøjelige stil.

For at få et lille frikvarter fra rabaldermusikken gik jeg op ad en vindeltrappe for at sondere terrænet. Heroppe var der et diskotek med ganske få deltagere og mere dæmpet musik, hvor mærkeligt det end lyder. Fra diskoteket var der udgang til en tagterrasse med udsigt over det smukke, månebelyste landskab, og stemningen blev yderligere forstærket af, at der inde fra diskoteket lød de blide toner af The Moonlight Shadow.

Da taverne-aftenen sluttede ved midnatstid, gik hele selskabet, ikke alle efter en afstukket kurs, ud til busserne, der skulle bringe os til de forskellige hoteller.

Ikke alle var i stand til at finde den rigtige bus. Den aften kunne vi godt have undværet.

På en sådan charterrejse træffer man - naturligvis, kunne man fristes til at sige mennesker, som man enten kender, eller bekendtes bekendte. Vi traf nogle, der var født i Nørre-Nebels nærmeste omegn, men nu boede de andre steder. Dem snakkede vi nu ikke ret meget med.

På en eller anden måde kom vi i kontakt med to damer, der havde truffet hinanden på turen, og som holdt sammen meget af tiden trods stor forskel i deres kulturelle baggrund, for at sige det lidt højtideligt. Den ene var en sønderjysk gårdmandsenke, rund og frodig, med en henrivende, uforfalsket dialekt fra egnen omkring Åbenrå. Hun var ikke så jordbunden, som hendes "titel" måske kunne antyde.

Den anden var, hvad man vistnok traditionelt forstår ved en kultiveret dame.

Hun talte et smukt rigsdansk, hvad det så ellers er for noget, havde rejst i mange lande, bl.a. Kina, og hendes visitkort bar hendes navn bl.a. på japansk. Hun var gift med en professor, der var involveret i forskning inden for lægevidenskaben, så han var blevet hjemme for at passe sit arbejde. Hun repræsenterede en forskønnet udgave af dronning Ingrid, hvem hun i øvrigt engang blev forvekslet med i Roskilde Domkirke.

61

Engang vi sad og sludrede sammen over et glas, foreslog Anna, at vi skulle drikke dus, og det gjorde vi så. Nogle dage senere betroede jeg dronning Ingrid, at hun ikke just var den type, man uden videre sagde du til, og så kunne jeg ikke dy mig for at foreslå, at vi skulle drikke De’s igen. Det morede hun sig meget over.

Der var bl.a. arrangeret en heldagstur til Venezia, men det var for langt for vi to gamle, så vi foretrak at blive "hjemme" og slappe af, hvorimod Frode og Lillian benyttede sig af lejligheden. Derimod kunne jeg godt tænke mig at se lidt mere af Verona end lufthavnen ved aftenstid i kunstig belysning, især Arenaen var jeg interesseret i, så jeg meldte mig til en formiddagstur. Ingen af "de andre" ville med, men jeg havde knap nok fået mig placeret i bussen, før dronning Ingrid satte sig ved siden af mig, og hun blev noget i retning af en formynderske for mig på det meste af turen.

Ruten gik syd om Gardasøen, hvor bjergene ikke ligger så tæt på vandet, og det blev landskabet ikke mindre smukt af, og da søens vand spillede i mange blågrå-grønne nuancer blev det til mange beundrende blikke ud gennem vinduerne.

I Verona blev hele selskabet ledet af guiden rundt til de forskellige seværdigheder, først og fremmest naturligvis Julie’s balkon, verdenskendt gennem Shakespeares tragedie Romeo og Julie, hvis handling er henlagt til Verona. Derudover flere åbne pladser flankeret af pragtfulde gamle bygninger og andre seværdigheder. Arenaen, som jeg var mest interesseret i, blev forbigået. Den kunne hver især besøge senere Efter rundvisningen slog Ingrid og jeg pjalterne sammen. Det første, vi gjorde, var at styrke os på et grønttorv. Det næste var at gå vild i byen. Under vor færd kom vi gennem en gade, hvor butiksvinduerne afslørede pragtfulde ting og sager til tilsvarende pragtfulde priser. Her standsede min formynder op ved en kjoleforretning, og som man næsten kan regne ud, fik hun lyst til en ny kjole.

Gider du gå med ind, spurgte hun. Ja, jeg kunne da godt have lyst til at se sådan en butik indefra.

Og hvilken butik, ja, det er næsten for fattig en betegnelse at bruge. Gulv og vægge var af marmor, og trappegelænderne bestod af noget, der lignede krystalglas, men mon ikke det har været en eller anden form for kunststof. Vi blev vist ovenpå til et mindre rum med disk og prøveværelser. Betjeningen bestod af to særdeles smukke og velplejede ekspeditricer. Her var der ikke noget med at stå og klø sig på maven eller tænde cigaretter som i skotøjsbutikkerne.

Jeg blev på høflig vis anvist en stol, mens signora prøvede forskellige rober. For hver hun prøvede, kom hun ud fra prøverummet og spurgte, hvad jeg syntes om den. Jeg var ikke meget for at sige min mening, for den kunne jo være revnende 62

ligegyldig i den forbindelse, men omsider blev vi delvis enige, forstået på den måde, at vi begge faldt for en elegant kreation, men hun valgte en anden farve end den, jeg syntes bedst om, og det kunne jeg heldigvis være ligeglad med.

Men så kom der en overraskelse, som jeg naturligvis kunne have været forberedt på, hvis jeg havde tænkt mig om. Den ene af signorina’erne pakkede kjolen ind, mens den anden gjorde regningen op, og som den selvfølgeligste ting stak hun mig den. Det er der vel ikke noget at sige til, men Ingrid forklarede på en blanding af fransk og italiensk, at jeg var hendes ven og ikke gemal.

Inden regningen kom på rette hænder, opfangede mit blik en kæmpesum, i lire ganske vist, men selv omregnet i danske kroner var beløbet større, end jeg brød mig om at betale, og min ledsagerske bad mig da også om ikke at omtale til nogen, hvor dyr kjolen havde været, og det har jeg heller ikke gjort.

Der opstod en del diskussion om fremgangsmåden ved betalingen, så jeg forsvandt ud af billedet for at besøge Arenaen, inden bussen gik tilbage til Limone.

Jeg fandt uden besvær mit mål, hvordan det så end gik til. Som vildfaren turist i en vildfremmed by har jeg måske haft gavn af en medfødt orienteringssans, som jeg somme tider har pralet med.

Det antikke romerske amfiteater var et besøg værd. Den ellipseformede kæmpebygning fra det første århundrede af vor tidsregning er 139 m lang og 109 m bred. Hvor høj den er, ved jeg ikke, men i sammenligning med de omkringliggende bygninger må det vist blive det, vi i vore dage kalder tre etager. Af den alleryderste ringmur er der kun en lille rest tilbage, men der er også gange og smuthuller nok at fare vild i.

Tilskuerpladserne omkring arenaen er et imponerende syn. Hvor mange der er plads til, ved jeg ikke, men der kan være adskillige tusinde. Mærkeligt at tænke på, at her har der gået måske tusindvis af slaver (velsagtens) og knoklet med de store stenblokke, ligeledes at forestille sig, hvad der i tidens løb har været af barsk underholdning i form af gladiatorkampe og andre måder at tilfredsstille et blodtørstigt publikum på.

Da vi nåede tilbage til Limone, var der afgang med en anden bus, der skulle på en bjergtur, og den nåede jeg lige med sammen med den øvrige del af familien.

Fra den tur husker jeg bedst et vandfald inde i en kæmpestor bjerghule og en smaragdgrøn Sø.

Den sidste dag skulle vi være ude af værelserne kl. 10, og bussen til lufthavnen i Verona gik først kl. 17.45. Heldigvis var vejret godt, så vi kunne sidde udendørs 63

på terrassen eller ved svømmepølen og nyde det og snakke med andre rejsedeltagere til et glas champagne eller andre former for væsker. I det hele taget var vejret fint, solskin det meste af tiden og 20 - 25 graders varme, kun én dag var der et voldsomt tordenvejr, der fik de store glasskydedøre ud til terrassen til ligefrem at blafre.

Denne sidste dag bød i øvrigt på en lille sjov oplevelse, som kunne læses i Jyllands-Posten nogen tid efter under overskriften

På hat med Italien.

Indslaget forleden "Omstridte Bronzestatuer fra Italien" får mig til at mindes en lille pudsig episode fra en rejse til Italien i september 1983.

Den italienske eftersommer kan vel godt være en temmelig lun og solrig affære, tænkte jeg før afrejsen, så for en sikkerheds skyld indlemmede jeg en stråhat af ældre dato i min bagage. Den var ikke særlig pyntelig, men effektiv i den forstand, at den var forsynet med ventilationshuller. Forsynet med den kunne jeg udmærket illudere som en gammel bonde fra Danmark på rejse til de livfulde sydlændinge.

Imidlertid fik jeg slet ikke brug for den omtalte hovedprydelse, og jeg ville helst af med den på en eller anden måde. Da vi pakkede vort habengut om morgenen på rejsedagen, fik jeg den strålende idé at "glemme" hatten oven på skabet, da vi slæbte bagagen ned i vestibulen.

Afrejsen skulle først foregå hen på eftermiddagen, så der var god tid til at slentre rundt og prøve at få ventetiden til at gå. Under denne procedure kom jeg flere gange forbi skranken i receptionen, der var udsmykket med en bronzestatue i hver side.

Stor var min forbavselse, da jeg pludselig observerede min gamle hat på en af statuerne. Det var et kosteligt syn at se den afdankede bør fra det høje nord pryde hovedet af en eller anden romersk gud eller kejser.

Rengøringspersonalet har sandsynligvis villet gøre hattens opmærksom på forglemmelsen, men jeg lod mig ikke provokere.

64

ejermand

Da jeg nogen tid efter igen passerede vestibulen, var statuen berøvet sin udsmykning. En eller anden har sandsynligvis ment, at en sådan "vandalisme" ikke kunne tolereres på et pænt hotel.

Gad vidst, hvor hatten befinder sig nu?

Nå, omsider var der afgang, og det sidste, vi så, som det er værd at nævne, var alle tiders pragtfulde solnedgang over Po sletten på vejen til Verona, et smukt punktum for en uge med mange positive oplevelser.

Kl. 23 landede vi i det våde, danske efterår i Billund, fik sagt pænt farvel til sønderjyden og Ingrid, og ved gode venners hjælp blev vi transporteret tilbage til vor egen lille rede.

Den rejse bliver nok vor sidste til udlandet bortset fra små ture over grænsen til Tyskland.

Her må jeg tilføje et PS, der passende kan stå for "Pudsigt Sammentræf". En dag ringede jeg til Jyllands-Posten, og der udspandt sig følgende samtale: - Jyllands-Posten. Goddag.

- Goddag. Jeg vil gerne i forbindelse med bagsideredaktionen.

- Et øjeblik, så skal jeg se, om der er nogen til stede. Nej, der er ikke nogen, der svarer.

- Hvem taler jeg med?

- De taler med omstillingen. (sagt med udpræget forretningsmæssigt tonefald) - Ja, men jeg mener, hvem taler jeg med personligt?

- Nej, nu skriger jeg. Jeg ringer, når jeg kommer hjem.

Og hvis du allerede har regnet ud, at det var Ingrid, så har du ret.

Afsluttet juli 1985

65