Trykt i Horne Posten 263 marts 2004
I EN ”KRØNIKE-TID” Af Svend Aage Tonnesen
FRA NR. NEBEL TIL HORNE
Huset bag ved Strangko Efter at have drevet el-installatørforretning i Nr. Nebel i et par år, i kompagniskab med Bent Stenberg, blev det aktuelt for Jenny og mig samt Elin, som på det tidspunkt var 1 år og 4 mdr., at finde et sted at bo og skabe muligheder for at eksistere, - fortsat med overbevisning om, at en el-forretning var vort ønske(eller i hvert fald mit). Vi så på forretninger i Hoven og i Skærbæk, - vi talte med min gamle farbror Tonnes, som i mange år var bygmester i Bramming om at starte en forretning op fra bunden i Bramming, - kommentaren hertil var, er do tovlig- vi har elektrikere nok – så den ide blev droppet. I mellemtiden havde P.N. Norup hørt, at vi søgte, og en dag blev vi kontaktet af
Norup med et tilbud om, at vi kunne købe el-installationsdelen af ham, idet han ville fortsætte med VVS. Da jeg havde den mere eller mindre skøre opfattelse, at Horne sogn var et godt arbejdsområde, og det, at vi var ved at være trætte af at søge, satte nok tingene på plads. Horne blev ”stedet” med overtagelse den 1. april 1954 af: Forretning, et mindre hus bag ved det, der nu er Strangko, en gammel varevogn, lidt værktøj, et varelager, der var til at overse samt goodwill- - samlet pris 47.500 kr. Der var ved overtagelsen ansat tre svende, Erling Kristoffersen, Hans Jensen og Thomas Thomsen samt to lærlinge Jens E. Jensen og William Pallesen. Huset, som vi skulle overtage, havde tjent som tjenestebolig for en bogholder ansat hos Norup og som pensionat og logi for de to svende samt de to lærlinge, og da vi flyttede ind, kom de fortsat til at bo og spise hos os. Opstarten var at få indrettet lidt værksted og lager i de to garager, som jeg havde lejet af Norup og få boligen sat i stand. Thomas fik til opgave at fjerne en mur mellem to små stuer, jeg bad ham gøre det lidt forsigtigt, ikke tabe mursten på gulvene, som var pæne pitch-pine trægulve, men da jeg dagen efter kikkede ind, konstaterede jeg, at det foregik for fuld kraft og med forhammer. Til mit spørgsmål om det var, hvad han forstod ved forsigtighed, svarede Thomas: ”det ka’ sgu et’ betale sig, der ska’ jo tæpper på alligevel.” Thomas var altid god for en frisk bemærkning og det var jo nok en rigtig betragtning. Resten af arbejdsstyrken fik tiden til at gå med indrette lageret m.v. Vi troede at have overtaget en forretning med god gang i, men det var meget begrænset, hvad der var at lave, en del kunder var forsvundet i de senere år af Norups tid og den omstændighed at installationerne, som tidligere blev forsynet fra Horne elektricitetsværk var renoveret i forbindelsen med overgangen til vekselstrøm, var en medvirkende årsag. Hans Jensen forlod os derfor efter kort tid og kom til Grindsted, hvor han desværre kom ulykkelig af dage med et arbejde i en jernmast. Thomas holdt også efter en kort periode, jeg tror han tog ud og sejle en overgang, men efterfølgende læste han til installatør og etablerede forretning i Næsbjerg. Boligmæssigt var det ikke den store herlighed, vi flyttede ind i. Lokalerne trængte til maling og tapet, så Jenny og jeg startede med et forsøg på at tapetsere værelserne ovenpå. Lofterne skulle også have nyt tapet, men her slap evner og tålmodighed op, og vi blev hurtigt enige om, at skulle vort ægteskab have en chance for at holde, var det ikke tapetsering vi skulle beskæftige os med, så der blev sendt bud efter maler Jessen og der faldt ro over gemytterne. – I
køkkenet var placeret en kombination af komfur og centralvarmekedel for brændsel. Funktionen var sådan set god nok, men svineriet med brændsel og aske kunne vi godt undvære. – Brændslet hentede vi i udhuset, hvor der også var en baggang med gruekedel samt et andet lille rum. På det tidspunkt foregik storvasken med kogning af tøjet i gruekedel efterfulgt af grubning på vaskebræt, det varede dog ikke længe, før vaskemaskine med vrider kom til. I et værelse på ca. 3x4 m. i umiddelbar forbindelse med indgangen i huset fik vi etableret en sammenblanding af kontor, radioværksted og lysekroneudstilling.
Her er Tonnesen i gang med at reparere et radioapparat Her tog vi udfordringen med reparation og salg af radioer op, noget som jeg også tidligere havde beskæftiget mig med, og som Stoffer(Kristoffersen) havde forstand på. Det var lidt generelt om bolig og forhold, jeg vil nu efter erindring fortælle lidt om, hvad der var af handlende og andet erhverv i Horne sogn i 1954. Samt hvilken udvikling der efterfølgende er sket i årene op til nu, indflettet i en beskrivelse af hvordan tilværelsen og udviklingen, i den forretning vi overtog, har formet sig. Horne by var forsynet med dagligvarebutikker og serviceerhverv – der var købmand, brugsforening, bager, slagter, tatol, kiosk, barber, damefrisører,
syerske, skrædder, skomager, manufaktur, to smede, to tømrervirksomheder, mejeri, foderstof, to eller tre vognmandsforretninger, el- installatør og VVSinstallatør. Derudover var der købmand i Stundsig, i Bjerremose indkøbsforening, slagter, smed og kørelærer og i Asp havde man brugsforening, foderstof mejeri og vognmand. Der var skoler i Horne, Stundsig og Bounum. Landbrugene var familiebrug, kone, mand samt børn og derudover en del steder en tjenestepige, én eller to karle og en dreng, jeg har ikke noget tal på antallet af landbrug, men i Horne sogn var der 1450 – 1500 indbyggere. Der var således mange unge mennesker på landet og som en naturlig følge deraf også gode aktiviteter indenfor sport og fornøjeligt samvær. Det var tiden, hvor man arbejdede, boede og handlede i det lokale og havde et udpræget tilhørsforhold til det lokale. Jeg har for øvrigt en lille, lidt speciel oplevelse i samme forbindelse. I efteråret 54 var mine gummistøvler, som jeg brugte, når der skulle arbejdes på luftledning blevet utætte, derfor havde jeg brug for et par nye, så den dag gik jeg ned til Rasmus skomager, som forhandlede Tretårn gummistøvler og sagde, at jeg gerne ville købe et par nr. 43. Rasmus kiggede lidt på mig og sagde: Det kan du ikke, du er ikke herfra, så det blev ikke den dag, jeg fik nye støvler. I øvrigt var det ikke fremmed at komme til Horne, idet mine bedsteforældre, en moster og hendes søn i mine drengeår boede i et lille hus lige nord for smed Thomsen, min bedstemor var fra Aasted og min bedstefar stammede fra Hallum. Efter hvad jeg har fået fortalt, overtog de efter deres bryllup min bedstefars fødegård. Efter sigende var min bedstefar en alsidig mand, kunne lidt af hvert, var klog på dyr og deres sygdomme, kunne trække tænder ud (jeg har set instrumentet, der blev anvendt, et træhåndtag forsynet med en krog – min morbror i København havde gemt det, jeg fik desværre ikke fat i det i tide) Efter udtrækningen fik offeret en snaps til at tage den værste pine. – Endvidere var min bedstefar også spillemand – der var således tit bud efter ham, og jeg går ud fra, at alle disse gøremål var medvirkende til, at de måtte forlade gården for at flytte til et mindre brug i Sdr. Malle. Senere til en lille ejendom i V. Bjerremose for til sidst at flytte til Horne i huset, som de lod opføre og boede i i mange år. – Min bedstemor gjorde rent i skolen, der var på den tid ikke varmt vand i skolen, så hun varmede vandet hjemme i gruekedlen og bar det i spande over vejen til skolen. Min moster havde en lille butik i den ene ende af huset med trikotage, garn, sytråd m.v. samt slik af forskellig art, så det var der skolebørnene hentede
bolsjer, flødeboller og hvad der ellers var småpenge til. Jeg vil tro, at huset blev påført omkring 1910 – 1915, min bedstefar døde i 1929 og min bedstemor døde i 1939. Min moster flyttede til København, hvor sønnen Richard var ansat på To-R radiofabrik. De er alle begravede på Horne kirkegård i familiegravstedet, som nu også rummer mine forældre, og hvor også Jenny er begravet. Jeg skal lige nævne, at min mor i de første skoleår gik i den gamle skole i Malle, indtil hun som 10-årig kom om til en ældre søster, som var gift med strandfogeden i Houstrup. Der var ikke råd til at hun kunne blive hjemme. Men tilbage til at vi kom til Horne som fremmede. Som dreng var jeg kommet meget til Horne, og mange havde jo kendt min familie. Pudsigt nok kom gartner Aage Thomsen en dag og spurgte Jenny om hun var klar over, at hun godt nok lidt fjernt var i familie med flere i sognet, Jennys mor var født Schmidt og havde relation til Schmidterne i Bjerremose. Det var således ikke vanskeligt at få noget at snakke om, og derved komme i kontakt med de fremtidige kunder og det var vel nok medvirkende til, at vi hurtigt blev accepteret og kom med i ”komsammen”, som der er i et samfund som Horne. Vi var ikke særlig stolte af situationen i de første måneder, det var meget begrænset, hvad der var af ordrer, heldigvis skulle vi færdiggøre et stykke licitationsarbejde på Varde kaserne, et arbejde Norup havde i gang, efter aftale til nettopris, dog med en mindre andel af et eventuelt overskud. Herudover havde vi også mindre opgaver Nymindegablejren, (jeg skal lige indskyde, at Forsvarets Bygningstjeneste og Nymindelejren gennem alle årene, helt til hvor både jeg og Niels Ølgaard stoppede i firmaet, blev og var en stor og meget god kunde, hvilket jeg retfærdigvis nok vil give Niels en stor del af æren for.) Omkring 1. august begyndte det at lysne. Der kom lidt mere gang i hjulene, så humøret steg et par grader. – Luftledningsarbejde var en væsentlig del i det daglige, og der kom også andre opgaver. Jeg husker, at jeg personligt lavede installationerne i det første beboelseshus, vi fik i ordrebogen. Det var hos Hans Gjerulf Hansen i Frisvad, som på det tidspunkt overlod gården til svigersønnen, Chr. Nielsen, den senere borgmester i Varde. Huset var med fuld kælder og et par værelser på loft, prisen for hele den samlede installation: 2.358,00 kr. og dengang var der ingen oms eller moms – man skulle heller ikke give tilbud, man betalte blot regningen, når opgaven var afleveret. Ud fra min gamle kassebog kan jeg se at have købt den første vaskemaskine, en Derby” i juli 1954. Jeg tror nok det var til eget brug. En ung mand fra Skjern –
J. Bucholt Hansen stod for salget og kørte selv rundt, også til private kunder. Jeg mener, at han sammen med en bror stod for fabrikationen. Et par år senere kom de også frem med et fjernsyn, ”Derby”. Hvor det blev lavet ved jeg ikke, men de skabte sig et rimeligt stort firma, som fik hjemsted i Herning og havde hovedforhandling af anerkendte mærker indenfor radio/tv. Det er vel i 1952- 53 -54 det begynder at gå rigtig stærkt med hensyn til udviklingen af elektriske hjælpemidler, og det er vel også tiden, hvor et opsving i økonomien startede og gav den danske befolkning mulighed for at købe det, som tidligere blev betragtet som luksus. I september 1954 solgte jeg det første køleskab efter min overtagelse af forretningen, jeg mener det var et Atlas med en rundbuet top. Pris 1300 kr. – Det var til barber Back. Når man prøver at drage sammenligning med en udfaktureret timepris for en elektriker på 5,60 kr., synes vi nok i dag, at det forekommer helt usandsynligt, - samme pris for et køleskab som for 232 elektrikertimer! Europa var og er vel også i dag efter udviklingen i USA, og jeg genkender episoderne som vises i Tv-serien ”Krøniken” netop nu. Der sker mange ting i de efterfølgende år, det vil jeg tage op senere.
Trykt i Horne Posten 275 nov./dec. 2005 Efter en lang pause siden jeg skrev sidste indlæg, er tiden kommet til at tage fat igen. Vi er nået frem til begyndelsen af året 1957, og arbejdet er igen i gang. I februar er jeg i København hos prøveudvalget ”DEMKO” for at aflevere et lysrørsarmatur til godkendelse. Jeg kan se at have betalt 75 kr. til at dække udvalgets udgifter i forbindelse med afprøvning af armaturet. Efter lidt skriveri frem og tilbage modtages den endelige godkendelse den 7. juni 1957. Nu får vi de nødvendige materialer frem og kan gå i gang med produktionen, som får til huse i det rum i baghuset, der tidligere tjente til brændselsrum. De ansatte ”fabriksarbejdere” lærlingene William, Peter og Svend Åge skærer gevind, borer, samler og monterer efter fyraften og tjener lidt ekstra udover lærlingelønnen, som jo ikke var så stor, at der var grund til pral, idet en ugeløn var 30 til 45 kr. pr. uge på egen kost og logi. Der blev samlet 25 armaturer hver aften, og dagen efter blev armaturerne afhentet af Tistrup – Nr. Nebel rutebilen med enten Aage eller Inga ved rattet, de sørgede selv for videre forsendelse fra
stationen i Tistrup, -- der var tale om service dengang. Tusind liter fyringsolie kostede i 1957 333 kr. Forsyningen af godt og sundt drikkevand kom fra Horne Vandværk, der havde en boring og pumpehus lige nord for skolen og den årlige udgift til vand var for en familie i eget hus = 124,80 kr., og der var ikke hertil knyttet nogen afgift til kloak. Havde man besluttet sig for at anskaffe et fjernsyn, skulle der dengang som nu betales licens, selvom der kun var én kanal til rådighed med 2 timers udsendelse hver aften, og licensafgiften var 50 kr. pr. år. I 1957 bliver en af vore lærlinge udlært og svendeprøvegebyret udgør den ”store” sum af 5 kr. Først på året får Horne yderligere en erhvervsdrivende, skrædder Jørgensen, der så vidt jeg husker, var gift med en datter af Rix familien i Fruerlund. De flyttede ind i huset lige nord for tømrer Madsen, og med skrædderværksted i den sydlige del af huset. Jeg syntes, det var fint at få yderligere initiativ til byen og lod derfor en habit i den tøjkvalitet, som også chauffører brugte, udfærdige hos den nye skrædder. I juni måned blev der annonceret en udsendelse i fjernsynet af en kongelig begivenhed i England. Jenny og jeg talte om, hvorvidt det kunne have interesse for ” den nære danske befolkning” at følge udsendelsen. Konklusionen blev, at det var et forsøg værd. Karoline indvilgede i, at vi kunne leje salen på Hotellet, og der blev opstillet tre eller fire 21” apparater på den østlige langside i salen. Arrangementet blev averteret i ugebladene i god tid før dagen. Vi var meget spændte på, om der kom 10, 25 eller måske 50 personer, - men forkert gæt, da aftenen kom, strømmede det til fra nær og fjern. Salen blev fyldt op, tilskuerne stod som sild i en tønde, - der var nok nærmere 200 til 250. Dengang som nu, erhverv og handlende kappes om at gøre noget for kunderne (siger de), men den reelle baggrund – det gælder om at få varen solgt – og den aften satte skub i salget af fjernsyn. Det var en effektiv og billig form for reklame, regningen lød på 31 kr. for leje af sal samt kaffe til de medhjælpere, der stillede tvapparaterne op.
Varevognen var udstyret med en teleskop-antenne, som kunne skydes op, når Tonnesen var ude at demonstrere fjernsyn. Tiden med fjernsynets hurtige fremmarch var spændende, men der fulgte også andre opgaver med udviklingen. De mange nye el-komfurer, køleskabe, frysebokse, der holdt deres indtog i samtlige danske hjem, og også motorer, ventilationsanlæg og andre elektriske hjælpemidler, der kom frem til anvendelse i landbruget og de øvrige erhverv bevirkede en kraftig stigning i elforbruget, hvilket medførte, at det blev nødvendigt at forstærke ledningsnettet. El-forsyningen blev delvis produceret af generatorer, der blev drevet af turbiner med vand fra Karlsgårde. Søen blev udgravet til formålet først i tyverne, delvis som et nødhjælpsprojekt, og elværket i Karlsgårde ved Sig blev etableret og tilsluttet det øvrige højspændingsnet. Sydvestjysk Andels El Forsyning = S.A.E.F. fik således hovedsæde i Karlsgårde med administrationsbygninger og værksteder. Udbygningen af højspændingsnettet blev varetaget herfra. Lavspændingsnettet derimod kom til at sortere under de
transformatorforeninger, som opstod rundt om i det sydjyske opland, og hvortil der valgtes bestyrelse med formand og kasserer. I byerne havde man egne elværker, der var etableret en del år tidligere, og det samme var også tilfældet i de mindre bysamfund som f.eks. Horne. Forsyningen her var 2x220 V jævnstrøm, men først i halvtredserne blev elværkerne i mange af disse nedlagt og installationerne ændret og udvidet til 3x220/380 V, og Horne fik sin egen transformatorforening, der som andre forsynedes fra S.A.E.F. Det var en lidt lang indskudt bemærkning om el-forsyningens udvikling, men det var altså for de omtalte transformatorforeninger, vi udførte forskellige opgaver med vedligehold og forstærkning af lavspændingsluftledningerne. Da det var et forholdsvis stort område, vi opererede i, medførte det meget godt arbejde og det sammen med den voksende arbejdsmængde i forbindelse med udviklingen i landbrugssektoren og endvidere den succes, som vi tilsyneladende havde med fabrikationen af lysrørsarmaturer, var årsag til optimisme. Vi fik mod til at se efter et sted, hvor der var mulighed for at etablerer ordentlige forhold med hensyn til værksted, lager, biler, fabrikation og også meget vigtigt, gode boligforhold. Hvordan jeg kom i handel med Jens Peter Madsen, som havde en grusgrav i Malle og drev lidt vognmandsforretning, men ejede og boede i huset på Tistrupvej 11; hvor der tidligere havde været slagtehus i bagbygningen og der på det tidspunkt var indrettet et fællesvaskeri, kan jeg ikke erindre, Resultatet blev en salgsaftale indgået den 9/9 1957 med overtagelse af ejendommen pr. 1. oktober 1957. Det aftaltes endvidere, at familien kunne blive boende til 1. februar 1958 uden at skulle betale husleje, mod at J.P. Hansen skulle lave udgravning til sokler og kælder i den bygning, der skulle opføres. Det blev ikke nedskrevet noget steds, men var blot en aftale, der også blev opfyldt. I skødet er der for øvrigt nogle pudsige tinglysninger, f. eks dok. ang. ret for matr. n 1d-1l og 1n til fri afbenyttelse af den brønd, som findes på parcellen – lyst den 12/1 1902. Da der i forbindelse med en sådan handel og ikke mindre til betaling af de udgifter, der følger med, når der skal bygges nyt, er brug for en god økonomipartner. Så havde jeg inden købet taget kontakt til Georg Pagaard i Asp, som repræsenterede Ølgod Sparekasse og for sparekassen varetog ekspeditionen fra et hjørnelokale i Horne Kro, luftet tanken om at indrette lokaler til sparekassen, og i efterfølgende møder med direktøren for sparekassen blev der givet tilsagn om, at sparekassen gerne ville rykke ind i det påtænkte
byggeri og betingelserne blev aftalt, og de fornødne midler til etableringen var hermed sikret. Jeg kunne så begynde at lave tegninger til husets opførelse, såvel hoved- som detailtegninger af støbte trappeløb, udformning af køkken, pejs i stuen, indbyggede skabe osv. Diverse faglitteratur var i anvendelse, bl.a. fandt jeg en svensk undersøgelse, der var lavet for at finde ud af, hvordan ganglinjerne i et køkken var i forbindelse med det daglige arbejde, og ud herfra kunne komfur, køleskab, opvaskemaskine og skabe til de forskellige redskaber placeres, og det kan siges, at vi var overbevist om, at det nok skulle lykkes at skabe et virkeligt godt køkken og en i øvrigt dejlig beboelse, men selvfølgelig som det vigtigste, gode lokaler til Ølgod Sparekasse og egne butiks-, værksteds- og lagerlokaler. Der var på det tidspunkt ikke tale om, at der skulle tilladelse til at bygge, ej heller godkendelse af projektet, så der var ingen problemer med selv at tegne og projektere, blot landsbyggeloven blev overholdt, og med hensyn til afsætning af huset og den håndværksmæssige kvalitet var tømrer- og murermester garanter for korrekt udførelse.
Tistrupvej (Hornelund) 11 Det blev så det fremtidige byggeri, som ved siden af de daglige opgaver, fyldte meget i de resterende måneder af 1957, men det fremgår af regnskaberne, at
også de sidste måneder i året tyder på en positiv udvikling, ikke blot i elbranchen, men generelt i det danske samfund. Det var en anderledes tid, brød blev købt hos bageren, kød ved slagteren, købmandsvarer hos købmanden eller i Brugsen osv. Der var personlig betjening, man skulle blot bede om det, man ville have, så kom varerne på disken. Det skyldige beløb betalt eller måske skrevet i kontrabogen, som så blev betalt en gang om måneden. I dag må man selv løbe rundt for at finde sagerne, - man kan godt blive lidt nostalgisk. Var det bedre dengang end i dag? --- døm selv!
Højvangen Tonnesen solgte i 1999 virksomheden til Olesen & Jensen i Esbjerg. Tonnesen var konsulent/ virksomhedsleder til maj 2000.