Sportsfester i Horne by Horne Sognearkiv

Sportsfester i Horne gennem 100 år En historie om sportsfesterne i Horne Idrætsforening. Historien omfatter mange former for fester både idrætslige og selskabelige. Nogle er husket, mange er glemt. Lige fra idrætsforeningens start i 1903 har der været sportsfester.

Horne Boldklub havde to hold i 1908, og som vi ser, var der også musikere med, måske i forbindelse med en sportsfest.

Udvalgte historier fra sportslige begivenheder Dog har jeg forsøgt at følge den røde tråd, men også en beskrivelse af lige netop de sportsfester/begivenheder, som jeg var med i, og sidst men ikke mindst en udførlig beskrivelse af den bedste sportsuge, jeg har oplevet.

Men vi begynder fra starten i 1903 Festligheder var fra starten bygget op omkring afholdelse af venskabs- og pokal-fodboldkampe. Her kunne flere hold være inviteret. Når pokalen var vundet, var der efterfølgende bal til langt ud på natten. Fælles for disse sportsfester var, at de var om søndagen, som var eneste fridag i ugen, selvom de mange karle på landet lige skulle hjem og røgte og malke, inden de var klar til at gå til bal. Disse baller havde jo også stor social betydning, for det var jo ofte her man fandt sin livsledsager. I 1920erne har foreningen holdt nogle gode sportsfester, og om en begivenhed i 1928 skriver Ribe Amts Tidende:

Sportsfesten i Horne i søndags fik et vellykket forløb, og det udmærkede vejr lokkede langt over et halvt tusinde tilskuere ned på sportspladsen, hvor der var musikunderholdning af et 4-mands orkester. Kl. 2 indlededes dagen med en fodboldkamp mellem Nr. Nebel 1 og Horne 1, som Horne vandt med 2 mål mod 0 (1 – 0, 1 – 0) Dernæst skulle Horne 2 have kæmpet med Oksbøl 2, men da Oksbøl var udeblevet, spillede Nr. Nebel en træningskamp med Horne 2, og derved viste Horne 2, at de også kan spille fodbold, idet de vandt over Nr. Nebel med 3 mål mod 0. Dernæst begyndte ringridningen, som tog meget lang tid, da der var 24 ryttere til hest og 18 på cykel. Det må tilrådes ved senere lejligheder såvel som ved ugentlige træninger, at der må være noget mere orden i sagerne. Endvidere er det påkrævet, at HIF har sin egen sportsplads, så banen til enhver tid kan have den rigtige form. Det manglede det noget på i år. (Den omtalte sportsplads lå på Kristian Thomsens mark nordøst for Horne.)

De forskellige resultater var: Hesteringridning. 1. Præmie. Holger Nielsen. 2. Præmie. Magnus Jessen. 3. Præmie. Jens Hedegård. 4. Præmie. Jens Brørup. 5. Præmie. Jakob Hansen. 6. Præmie. Godtfred Nielsen. 2 ærespræmier udsat af Søren Christensen, Varde, og Niels Jessen Horne vandtes af Jens Hedegård og Holger Nielsen. Præmien for den pæneste rytter tilfaldt Niels Jørgensen. Cykelringridning. 1. Præmie. Harry Petersen. 2. Præmie. Hans Damgård. 3. Præmie. Hans Peter Hansen. 4. Præmie. Jeppe Isaksen. Cykelløb 10 km. 1. Præmie. John Lauridsen og Niels Madsen. 2. Præmie. Magnus Jensen og Otto Nielsen. 100 m. løb. 1. Præmie. Lars Nielsen. 2. Præmie Tage Jensen. 4 km. løb. 1. Præmie. Tage Nielsen. 2. Præmie. Christian Madsen. Den bortloddede hest vandtes af baneformand Møller, Tistrup. Horne Afholdshotel var også med Forhenværende ejer af afholdshotellet, Karoline Jessen, fortæller, at hun og hendes mand Niels Jessen ved sportsfesterne i 20erne og 30erne, ja og også på det ny stadion havde opstillet telt, hvor de solgte kaffe, sodavand, lyse øl samt hjemmelavede is. 3

Op gennem 20erne havde idrætsforeningen en guldalderperiode, og med den var der stor opbakning til sportsfesterne. Offerviljen var selvfølgelig også til stede i hele den periode, og så længe der var ildsjæle, kunne man føre traditionerne videre. Man ser også i protokollerne, at der i en lille periode var så stor succes, at nogle af spillerne havde fået nykker, de havde sammensat et hold af de bedste spillere fra oplandet omkring Horne – Tistrup – et hold, som blev så stærkt, at det vandt alle sine kampe, men det var også skyld i, at bredden skrumpede ind, og at boldklubben var på nippet til at blive opløst. Bestyrelsen fik dog spillerne til at indse, at det ikke var den rigtige løsning, hvis man ville opretholde et fornuftigt foreningsliv i Horne, så det var godt, at en handlekraftig bestyrelse trådte i karakter og fik løst problemerne. Jeg tager et sporadisk overblik over tiden frem til den tid, jeg husker noget fra. Horne Boldklub bliver til Horne Idrætsforening i 1929. Det skal også nævnes, at fra omkring 1930 havde pigerne også fået lyst til at være med. Rundbold og kurvebold blev hurtigt til håndbold, og pigehåndbolden var således først på programmet i Horne Idrætsforening fra ca. 1932. Man kendte godt nok ikke reglerne, men man spillede efter fodboldreglerne, var 11 på holdet, og det var kun de 5 angribere, der måtte score målene. Det var altså pigerne, der førte an, og de var også de første, der var med i en rigtig håndboldturnering med de regler, vi kender for 7mands håndbold.

Horne Idrætspark indvies 17. juli 1938 Der har gennem årene været mange sportsfester, men den største og vigtigste i foreningens historie kom i 1938, da det ny Horne Stadion blev indviet. Der var optog gennem byen, Danmarks nationalsang ”Det er et yndigt land” blev afsunget under flaghejsningen, der var gymnastikopvisning, og Hornes nyoprykkede A-hold spillede sin første turneringskamp mod Velling, men tabte 4 – 3. AGF. og EfB’s 1. divisionshold spillede opvisningskamp for mere end 1000 tilskuere - en kamp, som AGF vandt 4 - 1. Amatørskuespillerne spillede ”På Kastelvolden” på friluftsscenen med efterfølgende 4

friluftsbal. Der var også bal på afholdshotellet med fuldt hus begge steder. Denne indvielsesfest er for længst gået over i historien og må betragtes som måske den største sportsfest nogen sinde. Stadionindvielsen var en mærkedag i Hornes historie. Man skal helt frem til 1945/46, før der kom gang i håndbolden for karle, men så tog man også for sig af retterne. Både pigerne og karlene klarede sig over forventning, således blev herrerne i mesterrækken sydjysk mester dette år. Håndbold cup-stævnerne var i en lang årrække en festdag, hvor flere 100 håndboldspillere og tilskuere sluttede dagen med bal og pokaloverrækkelse på afholdshotellet. Disse cup-stævner sluttede i 1969. I 1953 holdt man en sportsfest, som fik navnet ”HIF’s 50 års jubilæums-sportsuge”. Horne IF fik ved denne lejlighed en ny fane. Ugen var spækket med mange sportslige oplevelser. Der var også blevet plads til en børnesportsfest med stor deltagelse. Der var 100 m. løb og højde- og længdespring for både piger og drenge opdelt i to aldersklasser. Der var så om aftenen børnebal på afholdshotellet med præmieoverrækkelser.

Sportsugerne blev permanente fra 1958 I 1958 blev der fastlagt en struktur for en sportsuge, hvor man havde et budget, som gerne skulle holdes og helst med et overskud som resultat. Allerede på 3. dagen var alle udgifter dækket, og resten var overskud. I alle årene herefter har Horne Idrætsforening afholdt en sportsuge, der med små udsving har været en overskudsforretning, hvis man kan sige det sådan. De glade 60erer forsatte ind i 70erne. Til denne overskrift skal nemlig tilføjes, at opbakningen var 100 %, og der var guldalderlignende tilstande i idrætsforeningen, og sportsfesterne fik et lille nøk op år efter år.

En stor opbakning bærer lønnen i sig selv, siges det, og det passer, for offerviljen var stor. Mange hjælpere stod bag sportsugen, og begrebet ildsjæle er passende at nævne her. Indsatsen var stor, men når indsatsen bliver belønnet, som det var tilfældet her, var det jo det hele værd. Hvordan byggede man en sportsfest op, som skulle holde en hel uge? Alt var jo udendørs, så vi var afhængige af vejret. Alle sportsuger i perioden blev holdt i juli, og mange af hjælperne ofrede hele ferien på sportsugen, og holdt ferien på Horne Stadion. I ugen op til sportsugen var der travlhed. Til boderne blev der sammentømret rammer, som blev overtrukket med presenninger, og festpladsen foran friluftsscenen blev omkranset af sneskærme. I boderne var der tombola, salonskydning, lykkehjul, pilekast, det muntre køkken og fiskedam, og så havde vi salg af røde pølser med brød. Salg af sodavand og is var lagt i hænderne på Ejnar og Thea. Dem havde vi et fint samarbejde med, og de sponserede i flere år præmier til børnesportsfesten. Min formandsperiode fra 1968 til 1974 husker jeg tydeligt, og jeg ser ofte tilbage på tiden med et stort smil på læben og tilføjer: det var dengang, vi kunne lave sportsuger, så det gav genlyd langt ud over Horne Sogns grænser.

Sportsugen i 1968 var ikke prangende, men optoget søndag var alligevel ret storslået med rigtig mange udsmykkede vogne. Der er Poul Plauborg i spidsen for Kærgård Madsens udvidede orkester.

”Eventyr På Fodrejse” på Friluftsscenen 1968

Skuespillerne er med i optoget gennem byen til sportsfesten. På billedet ses bl.a. Anne Lise Svane Sørensen, Birgit Jørgensen, Ove Thorbøl Hansen, Kaj Lykke Jørgensen og Leif Sønderskov, og lige udenfor billedet anes Keld Jochumsen. 32 Sommerspil har i tiden fra 1938 til 1995 været fremført på Horne Stadion. Friluftsspillene har tit været et indslag i sportsugerne og har samlet mange tilskuere. Også Børnegøglervogn har i perioder været et hit.

De følgende afsnit er taget fra Horne Idrætsforenings 100 års jubilæumsskrift og fortæller om mine oplevelser ved disse sportsuger – oplevelser, jeg ikke var ene om, og jeg sender mange taknemmelige tanker til hele bestyrelsen og alle medhjælpere.

ESTRADE OG TELTBALLERNE Det havde i mange år været en tradition at holde friluftsballer i forbindelse med sportsfesten. Alt foregik under åben himmel, også musikken, som blev leveret af Kærgård Madsens Orkester. Det var en tradition, da Jensine jo havde spillet til friluftsspillet. Jeg husker, at sognets beboere var rigtig gode til at bakke op om disse arrangementer, så det var en succes hvert år. Men 60erne og The Beatles vendte op og ned på det hele. Der skete virkelig store forandringer i manges hverdag og fritid. Vi kunne mere, og vi ville mere, og det var en dejlig tid at være med i 7

foreningsarbejdet. Det blev en udfordring, men mulighederne var der, det var bare om at gribe dem. Vi tænkte hurtigere og traf mange beslutninger, og bestyrelsen med Poul Plauborg i spidsen var ikke bange for at prøve noget nyt. Der blev også stillet større krav til medlemmerne. Kort og godt: der skulle ske noget. Men alt koster penge, og hvad var mere nærliggende end at øge vore aktiviteter. Det skete på den måde, at sportsfesten blev til sportsugen, med en blanding af sport og forlystelser. Kort sagt: vi skulle være med på noderne, og netop i denne periode havde vi modet til at gøre noget, som måske for nogen syntes skør og tosset, men hvo den, som intet vover, intet vinder, og både de lidt ældre og især de unge støttede op om vore tossede tiltag. I denne periode var det begyndt at gå meget bedre i alle sportsgrene. Håndbolden blomstrede om kap med fodbolden. Der var også badminton, bordtennis og atletik. Jo der var opgangstider. Nu skulle bestyrelsen med trænere og ledere rigtig til at ofre sig, og de gjorde det gerne, for det gav mange gode resultater og glade og fornøjelige timer. Man kan næsten sige, det var en foreningsfest, man var i gang med. Vi skal tilbage til ballerne. Det var jo dem, vi kom fra, og det er dem, jeg har lyst til at skrive om.

TELTBALLERNE Med sandfærdige anekdoter. Vi er nu sidst i 60erne, og en rigtig Sportsuge skulle starte med et teltbal. På vore bestyrelsesmøder om planlægningen drøftede vi størrelsen og rammerne omkring teltballerne. Musikken var det vigtigste, og man skulle være på forkant med, hvad de unge kunne li `. Og dernæst var der rammerne. Teltet, scenen og indhegningen, alt skulle være i orden, så vi på forsvarlig vis kunne styre det. Det var meget vigtigt, at der ikke blev ballade eller slagsmål. Vi var derfor mange, der hjalp til ved sådanne balaftner. Idrætsparkens bestyrelse var, når det gjaldt, altid på pletten, og hjalp med billetsalg, gå-kontrol og andre forefaldende opgaver. I de første år havde Horne Kro en standplads, som den betalte en beskeden pris for, og stod for udskænkningen, men senere overtog idrætsforeningen selv denne opgave. Der skulle en særlig politi tilladelse til, og ansvaret for god ro

og orden var så absolut et forlangende, men når vi var mange nok, var det også en opgave, vi kunne magte. Vi i bestyrelsen havde mange planer, og nogle var måske lidt vovede, men vi kunne jo lige spørge dem i idrætsparkens bestyrelse først. Det skete således også under forberedelserne til sportsugen i 1970. Det kunne være sjovt, om vi kunne holde et estrade-teltbal med rigtig meget gang i og så få Danmarks mest populære poporkester til at spille, så vi spurgte, om de syntes, det var en god ide at leje Sir Henry and his Butleres, og svaret var: lej dem, og det gjorde vi. Aftenen kom. Det var den fineste sommeraften, man kunne tænke sig. Vi havde et telt til ca. 400 mennesker, og så havde vi overbygget scenen, der var forsynet med byggestrøm til musikken, men nej, det var ikke nok. Der skulle bruges 380 volt, men det klarede vi også med et kabel fra spejderhytten. Så var vi klar. Vi havde også engageret Vestjyllands bedste orkester White Cirkles til at spille i pauserne, så vi håbede på en god aften, og det blev det. Der havde nok aldrig været så mange mennesker til bal i Horne før - cirka 1000, så der var noget at se til, for selv om vi havde indhegnet hele området, var der alligevel mange, der prøvede at snyde sig ind, så vi gik konstant patrulje langs hegnet for at minimere snyderiet. Det lykkedes til en vis grad, men det gav også en sjov historie, som jeg synes, I skal ha´. På én af mine ture langs hegnet mødte jeg en ung mand, der kontaktede mig og spurgte, om jeg også var ved at snyde mig ind, hvortil jeg svarede, ja. Jeg listede forsigtigt mit kontrolbind af armen og var med på spøgen. Den unge mand kom med nogle bemærkninger om, at det var nemt at snyde sig ind, og at han troede, han kendte et sted. Vi gik lidt frem og tilbage, og helt ubemærket fik jeg signaleret til Palle indenfor hegnet, at lige om lidt ville jeg snyde en mand over hegnet bag ved scenen. Efter lidt snusen frem og tilbage, foreslog jeg manden, at vi kunne hoppe over bag scenen. Den var han med på. Jeg hjalp ham med at holde balancen, da han sprang over lige i armene på Palle. Palle gik stille og roligt med den unge mand ned til kassen, hvor den økonomiske side af sagen blev klaret, så ungersvenden på ærlig vis kunne deltage i aftenens festligheder. Sir Henry kunne ikke komme over Storebælt før sent på natten, så de spillede en halv time længere uden beregning, og tænk jer - det var Danmarks mest populære pigtrådsorkester, som bestod af Ole Bredahl, Tommy Seebach, Torben Sardorf og Arne Schrøder. Vi havde alle haft en stor oplevelse med disse kendte personligheder. 9

Med denne succes var grunden lagt til noget lignende i fremtiden. Det var jo også en økonomisk succes, så Palle havde julelys i øjnene, da kassen blev talt op den nat. En lille ting der også bør nævnes er, at forberedelserne til sådan en aften er ikke uvæsentlige. Således kørte vi flere hundrede kilometer rundt med reklamer, for man henter ikke 1000 mennesker til teltbal i Horne udelukkende fra Horne. Det var vi helt klare over. Så det er mange dage før festen, at man grundlægger festens succes ved at lave en så god reklame som muligt. At vi gjorde det rigtige, fik vi rigelig belønning for, også i årene efter. Således husker jeg fra sportsugen 1971, hvor vi havde lejet et orkester fra Herning ved navn Laredo, som efter sigende skulle være et rigtig godt orkester. De sportslige aktiviteter var trukket lidt ud, og jeg husker, at da vi gik fra banen og over i det gamle klubhus, spillede Laredo de to første numre. Der var virkelig sat strøm på. Det var bare godt, og vi snakkede om, at vi måske igen havde skudt papegøjen. Senere på natten, da vi sad og evaluerede aftenens forløb, kunne vi konstatere, at det havde været en ubetinget succes. Ballet på den flotte sommeraften blev en rigtig stor publikumssucces, og husker man det, og sætter man pris på en god oplevelse, så kommer man igen. Og så var det økonomiske resultat bestemt ikke at kimse af.

SPORTSFESTEN 1973 Sportsugen 1973 blev sportsfesten over alle. Sportsfesten 1973 kan fint stå alene og bør ha’ sin helt egen historie. Det skyldes, at det for mig blev den mest atypiske, spændende, begivenhedsrige, og sjoveste sportsuge. Festlighederne gik over 11 dage. Det var også idrætsforeningens 70 års jubilæum, og det lidt skæve jubilæum kom ikke til at gå ubemærket hen. Vi havde både vejret og hele Hornes Sogns opbakning med os 100 %. 11 dage er en stor ramme at fylde ud, men den var sprængfyldt med en blanding af underholdning og gode sportslige oplevelser. Dem, der elsker tal og regnskaber, skal også lige ha’ en chance for at se sportsugen i dette perspektiv. Omsætningen var på over 130.000 kr. At Sportsugen gav et kæmpe overskud skal bl.a. ses på baggrund af det store øl-, sodavands- og spiritussalg, der var. Alene det gav en omsætning på ca. 50.000 kr. 10

Det er mig stadig ufattelig, at Horne Kro takkede nej til at bestyre salget. Ejerne ville simpelthen ikke gi’ de 600 kr., en standplads skulle koste. Standhaftig vestjysk stædighed betaler sig ikke altid. Entre, banko og kaffe, tombola og boderne + pølsesalg omsatte ca. 70.000 kr. Sportsugens program var som følger. Hvis man nærlæser programmet, vil man se, at der virkelig var noget at gå efter.

Dertil kom Thea og Ejnar Rasmussens indtægter ved salg af is, sodavand, slik og cigaretter fra deres kiosk på stadion. En timeløn for en håndværkersvend var i 1973 ca. 22 kr. Jeg vil begynde med det atypiske, som også var spændende. I flere år havde Horne Kro stået for udskænkningen af spirituøse drikke ved vore teltballer for et symbolsk beløb. Lejeaftalen blev forhandlet hvert år, men i 1973 kunne vi ikke blive enige om prisen. Idrætsforeningen havde hævet prisen lidt for Horne Kros standplads, men Kroen kunne altså ikke acceptere prisen, så vi tog en rask beslutning. Vi søgte selv bevillingen. Der var nogle betingelser, som skulle overholdes, men vi vidste, at vi kunne magte opgaverne. Idrætsparkens bestyrelse stillede sig til rådighed med aktiv hjælp. Det var noget, vi i idrætsforeningens bestyrelse satte pris på, og vi havde stor gensidig glæde af hinanden. Det skal nævnes, at dette sammenhold skabte et stort og rummeligt værested for ungdommen i Horne, også ud over de festlige begivenheder. Tilbage til bevillingen, som nogle dage senere kom med 12

posten. Så langt så godt, men hvad var det, vi hørte i radioen? Der var deklareret øl-strejke i Danmark. Man kan sige, der var undtagelsestilstand. Hvad gjorde vi nu? Vi havde jo bevillingen, men endnu ikke købt forsyningerne, og der skulle immervæk noget til i de 11 dage, sportsfesten varede. Vi var nu hyperaktive, endda langt ud over medhjælperstaben. Vi ville prøve at skaffe danske øl, for vi vidste, de ville komme til at stå i høj kurs. Hvordan griber man det så an? Jo, når man havde været ud i et ærinde i det danske land, tog man ind i brugsen eller hos købmanden og købte en eller to kasser øl med hjem og satte dem ind i stalden i Kirkevad. Ligeledes ringede jeg rundt til alle øldepoter og fik nogle rimelige aftaler i hus såsom 10 kasser her og 20 kasser der og endda 30 kasser fra Tuborg, jo der var egentlig mange bryggerier, og vi var ikke sportsfolk for ingenting, men så kom der en meddelelse, som ikke huede mig, for depotbestyrerne var pludselig kommet under pres. De skulle betjene deres faste kunder først, så det blev kun til 20 kasser Thor, der kom hjem i stalden. Vi var nu kommet til det punkt, hvor vi måtte erkende, at det kom til at hedde tyske øl. Det var ingen rar tanke. Sådan en tanke kan få én til at tænke utraditionel. Palle og jeg snakkede lidt om situationen, og pludselig sagde vi: Kurt. Hvad med Kurt? Han var jo ansat ved skibsprovianteringen i Esbjerg, og de handler da også med øl. Jeg ringede til Kurt og fortalte ham om vores problem. Kurt sagde: ”ring igen om 5 minutter, så snakker jeg lige med chefen i mellemtiden”. Fem minutter senere. Det var nu spændende, det her. Jeg ringede. ”Ja, det er Kurt her”, blev der sagt, og efterfølgende: ”Hvor mange kasser skal I bruge”? Jeg fattede mig i korthed og sagde: 100 kasser Hof og 100 kasser Tuborg”, hvortil Kurt sagde: ”Det er OK. Leveringen kan vi aftale senere”. Det var da en aftale, man kunne tage og føle på. Selvom sportsfestprogrammet i sin helhed var det vigtigste, så var det ikke så rart at blive til grin for de beslutninger, vi havde truffet angående bevillingen. Der stod nu 235 kasser øl, 30 kasser sodavand og 40 ½ flasker snaps i stalden. Det lyder måske meget voldsomt, men husk på, vi håbede på rigtig mange mennesker især til vore 2 teltballer med de 2 største bands i Danmark lige på det tidspunkt, Sir Henry and his Butlers og Walkers, men også til alle de andre begivenheder, der var i de 11 dage, festen varede. At sportsfesten også blev begivenhedsrig og sjov og meget mere, kan ses i programmet, hvor det er nærliggende at trække nogle punkter ud. 13

Børnegøglervogn var en familiefest. Børnegøglervogn var også noget, som stod og faldt med lederne. I mange år havde Lille Mie og senere lærer Vesterbye stået for ledelsen med stor succes, men i 1973 var det yngre kræfter, der havde taget over. Det var måske en rigelig stor opgave for de ny, som ikke på scenen havde ubetinget succes, men den medbragte madkurv og dansen bagefter blev netop i 1973 det helt store tilløbsstykke. Der var 300 – 400 mennesker, som havde en herlig aften. Senere på aftenen blev lærer Vesterbye og jeg opfordret til at gå på scenen med ”Landsbyspillemænd” – en kombineret sang og sketch med forskellige vittighedstekster og fællessang, som altid endte ud i forhøjet og god stemning, og der blev plads til en øl eller 2 mere. Man kunne glæde sig over og fornemme sammenholdet, som var en stor styrke for hele sognet i de år, og jeg, der hyldede kollektivet, gik rundt og havde det rigtig godt. Bankospil kan vel også kaldes for en selskabskomsammen. Der var i hvert fald inviteret til bankospil om fredagen, og det blev da også helt vildt. Der var over 400 deltagere, og der blev spillet 2 halvlege med kaffepause imellem. Alt var interimistisk, for et kombineret telt- og friluftsbankospil havde vi aldrig prøvet før. Alt gik slaw i slaw. Kaffebarerne havde meget travlt, og fik udsolgt, selvom Poul havde leveret rigeligt med wienerbrød. Bankospillet var arrangeret således, at hele overskuddet gik til det ny klubhus, som man var i fuld gang med at bygge, og der blev et pænt overskud. Vi er nu fremme ved tirsdag, og ud over alle højdepunkterne kom toppen af kransekagen. Vejles danske fodboldmestre kom på besøg og mødte et udvalgt vestjysk hold. Der var enkelte spillere fra EfB, de spillede kun i 3. division, og desuden spillere fra Varde G, Outrup B, Alslev B og Horne IF. Kampen blev vundet af Vejle med 2 – 0. Jeg fik efter kampen en snak med Vejles holdleder Ejgild Jensen, som roste det sammensatte hold. Der var én spiller, som han godt kunne bruge i Vejle B. Det var såmænd vor egen Søren Svane Sørensen. Aftenen sluttede med bal for de unge på 40, og hele Vejles hold med ledere blev til festlighederne, som bød på smørebrød, danske øl og kaffepunch. Jo, vi holdt stilen i alle 11 dage, og alle medhjælpere fra den sportsfest må ha` glade minder. Jeg føler dyb taknemmelighed over at have været en del af festen. Tak for hjælpen. Det blev for mig den bedste sportsfest, jeg har oplevet.

Status. Efter oprydningen og evalueringen tog dem, der havde lyst, en tur til stranden. Vi tog de sørgelige rester, 2 kasser øl med, ja, det var alt, hvad der var til rest. Nå jo, vi gemte lige 1½ flaske snaps til vores afslutningsfest senere på året. Og så lige det sidste. Vi havde budt på en række rigtig gode begivenheder, der så i den sidste ende havde givet Horne Idrætsforening til dato den største omsætning og det største overskud ved en sportsfest. Sportsugerne er siden fulgt med tiden, men traditionerne er gået i arv, og min deltagelse ved sportsugerne har mest været som nyder, dog var Horne Idrætsforenings 100 års jubilæum med aktiv medvirken, hvor vi tidligere aktive iscenesatte en aktiv-dag for gamle HIFere - en dag, hvor der var tilbud om deltagelse i både fodbold, håndbold, badminton og teater. En uforglemmelig fest, der strålede om kap med det gode sommervejr. Vi nød også kaffe med kage, grillmad til aftenens fællesspisning, underholdning fra dagens amatørskuespillere og musikunderholdning fra et 3-mands orkester. Sådan.

Fra Aktiv festdagen den 9. august 2003. Ca. 200 gamle, sommerklædte HIFere nyder grillmaden og det gode vejr. En festlig aktiv dag, som trak gode minder frem.

Store tanker Når vi gamle fra dengang mødes og udveksler minder om lige netop sportsfesterne fra 1970, 1971, 1972 og 1973 støder vi gang på gang på ordet: ”Horne-Festivallen”. Der var i Danmark endnu ikke startet en ”Roskilde Festival”, ”Midtfyns Festival” eller ”Skanderborg Smuk Festival”. Hvis vi havde tænkt tanken dengang, da vi jo faktisk engagerede toppen af dansk pigtråd, Sir Henry, Walkers, Made in Denmark, Laredo, White Cirkles med flere, hvad kunne der så ikke være sket? Hvis vi dengang havde haft modet, havde lille Horne måske i dag haft Danmarks største musikfestival. Grundstenen var jo lagt. Dengang var der mange ildsjæle, men havde vi haft en rigtig stor ildsjæl, hvad kunne det så ikke være blevet til? Det var måske godt, det blev, som det blev. Lille Horne har måske bedst af at forblive lille Horne, for man må jo også erkende, at tilstanden i Horne ville ha’ været noget anderledes. Det andet ville vi sikkert ikke ha’ kunnet rumme, men sjove tanker alligevel. Leif Sønderskov

Det var så min historie om Sportsfesterne i Horne Men ny historier kunne godt fortjene at blive beskrevet. Hvad med Dilettant og Amatør teater, Sommerspillene og Revyerne? Disse aktiviteter var af stor betydning for sammenholdet, både for dem som medvirkede, men ikke mindst for dem som kom og så på.