?. Munch's erindringer 6. del

Erindringer 6. Del

Christian Christiansen Munch 1912 – 1997 Første Lærer ved Stundsig Skole fra 1947 – 1961 Forord ved Christian C. Munch søn Vagn Munch Far døde d. 22. juli 1997 og efterlod sig bl.a. manuskriptet til denne erindringsbog. Bogen skrev han midt i firserne, mens han var pensioneret skolepsykolog, i sit hjem i Nørre Nebel. Idéen til bogen er sandsynligvis udsprunget af hans evige søgen efter nye udfordringer.

Det fremgår jo også, i flere afsnit, at journalistikken interesserede ham særdeles meget. Hans utallige skriverier til dagbladene tyder på, at han allermest ønskede, at der stod JOURNALIST på hans visitkort.

- Selvom han for det meste befandt sig godt bag katederet. De maskinskrevne sider blev fotokopieret. - En af hans gode venner tilbød ham at indbinde 6 eksemplarer at værket. - Et til hver af sønnerne og tre til biblioteket i Nørre Nebel. Desuden har flere familiemedlemmer, venner og kollegaer købt og lånt fotokopier af diverse afsnit fra bogen.

?

Somme tider flyder mine tanker så let som ingenting gennem hånden ud på papiret, til andre tider sidder jeg og vrider hjernen for at for at finde passende udtryk for, hvad jeg gerne vil meddele videre til eventuelle læsere. I dette øjeblik er jeg i syv sind med hensyn til, hvad jeg skal titulere dette afsnit med.

Det kunne eventuelt f.eks. være glemmebogen, men ved nærmere eftertanke duer det ikke, for er noget først gået i glemmebogen, dukker det ikke op igen efter min mening.

Hvad med kompostbunken? En sådan er vel brugeligt affald fra haven, der opbevares, så det gennem visse kemiske processer gennemgår en forvandling, så det senere kan blive værdifuldt tilskud til havebruget. Men det, jeg vil firtælle om, er ikke alt sammen deponeret med fuld overlæg til senere brug.

Hvad så med Opsamlingsheat? Det har, så vidt jeg ved, noget at gøre med udvælgelse af elite sportsfolk til konkurrencer, men mine udgydelse kan vist ikke komme ind under noget, der betegnes som elite.

Måske kunne Kalejdoskop bruges. Som barn fik jeg engang sådan et i julegave, og det var sjovt at iagttage, hvordan farvede glasstumper ved hjælp af spejlet og rotation dannede forskellige mønstre. Kun spejlvirkningen gav symmetri i de stadigt skiftende mønstre, og det kunne godt virke lidt forvirrende, og det kan forhåbentlig ikke siges om de efterfølgende sider. Skønt hvem ved?

Andre muligheder melder sig: Rodebutikken, Restpartiet, Bænkevælling, Biksemad, Ruskomsnusk, nej, nu opgiver jeg, og efter al den filosoferen er det vist på tide at fortælle, hvad du sikket for længst har fundet ud af, at dette (sandsynligvis) sidste afsnit af mine sidste skriverier omfatter beskrivelser af oplevelser, som ikke har kunnet rubriceres under de forskellige titler på der fem første afsnit. Desuden noget, som i sig selv ikke har været omfattende nok til et helt afsnit, eller som jeg simpelthen har glemt at tage med, eller som jeg har oplevet, siden jeg skrev de respektive afsnit.

HIST HVOR VEJEN SLÅR EN BUGT, LÅ DER ENGANG ET HUS SÅ SMUKT, MEN HVAD MED IDYLLEN? I umiddelbart nærheden af mit barndomshjem i en landsby på Horsensegnen lå der et stråtækt bindingsværkshus. Der var i stil med "Hist, hvor vejen slår en bugt…". Det lå i et vejsving, vinduerne var små, væggene var vist ikke helt i lod, og en lille hund gøede ad de forbipasserende.

2

Her boede Kjesten ganske alene bortset fra hunden. Hun var en elskelig gammel kone, der havde et overskud af kærlighed at dele ud af til os børn i nabolaget, og vi holdt eget af hende, så vi blev meget kede af det, da vi en dag fik at vide, at hun var død.

Huset kom på andre hænder og blev efterhånden beboet af forskellige familier.

En dag flyttede et ægtepar med tre børn ind i huset. Konen havde også et overskud af kærlighed at dele ud af, men den var af en helt anden karakter end Kjestens. Den var mildest talt ikke helt i overensstemmelse med den gældende moral i landsbyen, fandt jeg senere ud af.

Omsider blev det åbenbart ægtemanden lidt for stærkt med konens gæstfrihed, for en dag blev der ballade, og politiet blev tilkaldt. Netop den dag havde min far sat mig til at skuffe ukrudtet væk i læbæltet, der vendte ud mod huset. Jeg kunne ikke fordrage havearbejde i almindelighed, og jeg havde brokket mig og vistnok fablet noget om, at jeg havde mange lektier for, men da jeg først var kommet i gang og opdagede, at jeg ganske uforskyldt og uset kom til at overvære en usædvanlig begivenhed, så arbejdede jeg på livet løs. Tænk, hele to uniformerede betjente i vor lille landsby, det var aldrig set før. Dengang opfattede jeg ikke, at der var en "pensionær", der skulle sættes ud, men derimod fornemmede jeg hurtigt den overophedede stemning på den anden side af hækken. For at sige det pænt: I dagens anledning udvekslede ægteparret meninger på et meget højt plan, hvad stemmeføring angik, og ved hjælp af en samling udsøgte ord og vendinger lod de ikke omverdenen i tvivl om, hvad de mente om hinanden. Jo, der lå sandelig "et hus så smukt".

Da denne ejendommelige form for gensidige kærlighedserklæringer havde varet nogle minutter, stak min far hovedet frem mellem buskene. Han havde også overværet forestillingen og fandt nu anledning til at vise sin forståelse for skolearbejdet ved generøst at give mig lov til at gå ind og få gjort noget ved de mange lektier. Jeg husker ikke hvor gammel jeg var, men jeg var i alt fald gammel nok til at forstå, at min far ville forskåne mig for at være vidne til voldsomme optrin og flere verbale udgydelser end højst nødvendigt. Jeg måtte sjokke ind til de nu kedelige lektier og så i øvrigt trøste mig med, at jeg i løbet af forbavsende kort tid havde fået mit ordforråd udvidet med nye og spændende gloser, og at jeg var gået direkte i den fælde, jeg selv havde stillet.

Nå, livet går videre som før, og alt blev ved det gamle. Naboerne i det famøse hus tænkte alvorligt på at købe det for at jævne det med jorden eller havde hånd i hanke med, hvem der kom til at bo i det, Men så kom der en uventet chance.

En dag , da børnene var alene hjemme, havde de leget med tændstikker, og ilden havde så småt begyndt at fænge i stråtaget, der på en lille tilbygning nåede næsten til jorden. Børnene hylede og skreg og larmede, og ved al den ståhej kom nogle naboer farende. De fik skyndsomst børnene bragt i sikkerhed, men det 3

forekom mig, at naboerne havde mere travlt med at redde indboet end at slukke ilden, men jeg kan jo huske forkert, eller også har man ment, at en brand i et stråtag er det håbløst at slukke. I løbet af kort tid stod alle møbler m.m. på den modsatte side at vejen.

Men den dag holdt en højere magt sin skærmende hånd over familien og huset, for det utrolige skete, at ilden langsomt døde bort uden at anrette sønderlig skade, og så måtte de hjælpsomme naboer til at slæbe alt bohavet ind igen.

Husker jeg forkert, når det forekommer mig, at de så lidt slukøret ud?

Jeg ved det ikke.

Men da jeg efter mange års forløb genså min barndoms landsby, var huset borte, hvordan det så er gået til.

Det var ikke altid rart, når min søster og jeg agerede juleengle.

I mit barndomshjem havde vi ikke de store økonomiske midler at slå til side med, men på den anden side kan man heller ikke sige, at vi på nogen måde led nød. Men min mor kendte afsavn fra sin barndom, og det var måske grunden til, at hun hen mod jul betænkte et par trængende hjem med en julekurv med mel, sukker, brød og godter.

Min tre år ældre søster og jeg skulle i nogle tilfælde agere juleengle, et job, som vi vel burde være stolte over, men når vi skulle ud til et bestemt hjem langt fra landsbyen, var vi ikke særlig dristige. Konen var noget skrap, og hendes barske stemme gjorde os lidt ængstelige, men hun var vist ellers god nok. Vi måtte for alt i verden ikke gå, så snart vi havde afleveret indholdet af kurven. Vi skulle sandelig have en kop kaffe, og det virkede endnu mere afskrækkende end hendes maskuline adfærd, for vi vidste af erfaring, at kaffe i dette tilfælde betød et tjæresort fluidum, der i vore barnemunde smagte rædselsfuldt.

Vi fik lov til at deltage i julebagningen på den måde, at vi fik udleveret en klat dej, som vi måtte forme efter fore fantasi. Det kunne blive til en mand, men under processen fik vi helt andre idéer, så når det endelige resultat forelå, havde den oprindelige dej under behandlingen af de ivrige, svedende børnehænder antaget en ubestemmelig farve.

Nogle dage før jul tog min far mig ved hånden, og vi travede ud til en gård uden for landsbyen. Gårdejeren havde granplantage, og hvert år forsynede han os med et grantræ. Når min far spurgte hvad det kostede, kunne vi være sikre på, 4

at han svarede: "Ingenting", og lige så sikkert rodede far rundt i sine lommer, og minsandten om han ikke fandt en julebog til gårdmandens søn.

Om aftenen ind under jul sad vi søskende og lavede juletræs pynt. De yngste lavede lænker af glanspapir i forskellige farver. De ældste blev betroet de mere avancerede ting som kræmmerhuse, hjerter af forskellige konstruktioner, papir roser og andet. Der sad vi så og klippede og klistrede i en forventningsfuld stemning, båret oppe af visheden om den nært forestående højtid.

Juleaftensdag delte familiens medlemmer på i alt otte sig i to hold. Det ene holdt pyntede juletræet og forberedte middagen, mens det andet gik til gudstjeneste i kirken to kilometer borte, hvor de kendte julesalmer lød som en festlig optakt til juleaften. Vi opfattede vel ikke altid indholdet af salmerne, men melodierne og hele stemningen i den fyldte kirke kunne vi nok godtage. Hvert år sang vi "Det kimer nu til julefest". Her lyder tredje linje som bekendt "Som steg til lave hytter ned". Da vi gik hjem fra gudstjeneste, kom vi forbi et lille hus, hvorfra det lugtede af steg helt ud på vejen. Da udbrød min søster glad: "Nå, nu forstår jeg, at det var den her julesteg, vi sang om i kirken!" Vi udtalte nemlig ordet steg bogstavret, også når det drejede sig om den ret, man ellers kalder staj.

Traditionen tro bød middagen på risengrød med smørklat og kanel og grisesteg som anden ret. Naturligvis var der også en mandelgave til den heldige. Et enkelt år burde man snarere sige den uheldige, for da bestod gaven af en seddel, hvorpå der stod noget i retning af: "Den heldige finder må få liv til at hjælpe med opvasken!" Dette nødvendige onde var for os søskende julens eneste mørke begivenhed, hvad enten vi deltog aktivt, eller bare måtte vente - vente og vente.

Langt om længe kunne døren så lukkes op ind til juletræet, som min far havde tændt, og vi kom med de traditionelle udbrud som "Næh!" og "Hvor er træet dog pænt i år!" og lignende. Så gik dansen om træet til de gamle julesalmer og sange, alt for mange og alt for lange, syntes jeg. Jeg forstod så inderligt godt Peter, der ikke kunne løsrive sig fra den gren, som trommen hang på. I mit tilfælde var det bordet med alle gaverne i gråt indpakningspapir med snor om, der var så tiltrækkende. For os gjaldt det, at træet skulle "spises", for kræmmerhusene og hjerterne var fyldt med julegodter, som vi kunne forlyste os med i aftenens løb.

Endelig kunne vi kaste os over gavebordet. De bløde og lette pakker blev jeg hurtigt færdig med, for jeg vidste af erfaring, at de indeholdt kedelige beklædningsgenstande, som jeg før eller senere skulle have alligevel, hvorimod jeg med frydefuld forventning løste op for de tunge pakker. Det kunne f.eks. være byggeklodser eller noget i retning af "Den lille ingeniør", og et år blev jeg glædelig overrasket med et par skøjter.

5

Hvert andet år var der en særlig glans over juledag, for da samlede læreren alle børnene og forældrene til juletræsfest i skolen og privaten. Så vankede der ingen juleknas, og der var leg og festlig samvær.

Nytårsaften bød mor på sødsuppe og æbleskiver. Juletræet blev tændt igen, og vi sang året ud med nytårssalmer, inden vi som lidt større børn gik ud og lavede nytårsløjer.

Det var, som om man ikke rigtig kunne slippe julen og dens glæder, for så helligtrekongersaften 5. Januar var der gudstjeneste i kirken, og vi havde juletræet tændt derhjemme. Men så var det også uigenkaldeligt forbi. Dagen efter blev træet smidt ud, og det mistede snart alle de nåle, der endnu var tilbage.

Teknikkens vidundere.

I min barndoms landsby var det almindeligt, at man og til uindbudte besøgte hinanden og fik sig en hyggelig snak. Der var jo hverken radio eller fjernsyn, og der var langt til teater og biograf i Horsens.

Ofte var vi børn med, og i den forbindelse var der et bestemt sted, hvor jeg på forhånd havde store forventninger om et heldigt udfald af vort besøg. Det var et hjem, hvor man havde en helt vidunderlig ting, nemlig en grammofon.

Dette flotte stykke indbo bestod af en pænt forarbejdet trækasse, indeholdende det fjederværk, der fik pladeskiven til at rotere. På siden var der et håndtag til at trække fjederen op med. Men det der tiltrak opmærksomheden, var den kæmpemæssige, karmoisin farvede tragt, der sad oven på det hele. Jeg turde ikke selv bede vore værtsfolk om at få en plade sat på dette herlige spilleværk, men gennem min mor lykkedes det hver gang, og når proceduren med at skifte nål i pickuppen, trække fjederværket og lægge pladen på endelig var tilendebragt, lød de spæde toner, der slet ikke stod mål med de forventninger, man uvilkårligt stilles til dette statelige instrument. Men det betød nu ikke så meget. Vi lyttede med andagt til "Du spørger, min dreng," og "Vagtparaden" med de hæse kommandoråb og "Her kommer jens med fanen". Jeg undrede mig meget over, hvordan en melodi, der var "brugt" én gang, kunne spilles igen.

Men nogle år senere blev jeg i skolen vidne til et endnu større mirakel. Fysik var, så vidt mig bekendt, ikke obligatorisk fag i skolen dengang, men læreren havde alligevel fået stablet en fysiksamling på benene. En dag demonstrerede han, hvordan han ved hjælp af noget i retning af en gnistinduktor, placeret i skolestuen, kunne få et ringeapparat inde i privaten til at ringe, vel at mærke 6

uden tråd forbindelse. I grammofonen var dog en form for forbindelse mellem pladen og tragten, men her var der tilsyneladende tale om det rene trolddom.

Og miraklernes tid var stadig ikke forbi. En dag vandrede mon far og en af mine ældre søstre til forsamlingshuset i nabolandsbyen, hvor en privat form for et radioapparat blev præsenteret for en undrende skare tilhørere. Vi ventede spændt på deres oplevelser. Da de endelig kom, kunne de berette om, hvordan de var blevet forsynet med "øreklapper" og ude i det fjerne havde kunnet høre en stemme sige et eller andet. Hvad der blev sagt kunne de ikke referere af tre grunde. For det første var der megen snak i forsamlingshuset, for det andet var det ikke dansk, men formodentlig engelsk, der blev talt. Konklusionen var, at de "troede", at de "vistnok" havde hørt den engelske konge, og alene det var nok til at sætte lærerens fysiske eksperimenter med ringeapparatet i skygge.

Men det var ikke alene høresansen, der blev tilgodeset gennem datidens tekniske nyskabelser. Der var også noget for øjet. Til gavn og glæde for hele familien havde min far spenderet et fotografiapparat, et boxkamera i format 6 x 9 cm.

Fremkaldelse af film overlod vi til fagfolk, men efter negativerne kunne mine større søstre selv fremstille billeder, vel at mærke da de først var blevet øvede.

For første gang gik det galt. Filmen skulle sammen med et stykke lysfølsom papir lægges i en kopiramme og udsættes for sollys et kort stykke tid, hvorefter papiret med det overførte positive billede skulle lægges i et kemisk bad, inden det kunne tåle dagslys. En af mine søstre stod med brugsanvisningen og læste op, mens en anden skulle udføre hendes ordre. Den lød på, at hun skyndsomst skulle lægge billedet i badet, inden det blev udsat for lys, men var så ivrig, at det blev filmen, der røg i den kemiske væske, og det havde den ikke spor godt af.

Det skete af og til, at sognets fotograf viste lysbilleder i skolen for beboerne. De var hans egen optagelser, kopieret på glasplader 8 x 8 cm og koloreret "i hånden", og det kunne der komme hele små kunstværker ud af. Jeg husker især et måneskinsbillede fra Furesøen. Da det tonede frem, istemte forsamlingen "Flyv fugl, flyv over Furesøens vove…". Det var et ægte måneskinsbillede og ikke et underbelyst solskinsbillede, men det indebar, at eksponeringstiden skulle være forholdsvis lang nok til, at månen havde flyttet sig et stykke, så man ved at se på billedet fik bekræftet, at månen er lavet af en grøn ost.

En dag blev der vist film i skolen af et omrejsende hold. Det var første gang, vi så "løwend bilder", som vi sagde. Filmens indhold husker jeg intet af. Jeg var mere optaget af det tekniske. Her kom lugtesansen ind i billedet, for lysgiveren var en gasflamme, næret fra en beholder med karbid og vand. Det gav et godt lys, men desværre også en mindre behagelig duft. Apparatet blev drevet med et håndsving, og et svinghjul sørgede for en jævn fremgang af filmen.

7

I sommeren 1977 havde jeg et ærinde i en virksomhed få kilometer fra min nuværende bopæl i nærheden af Vesterhavet. Virksomheden drives af to brødre, og vi kom til at snakke om gamle dage, herunder om gamle filmfremvisere. De havde et stående, og til min store forbavselse genså jeg her efter mere end et halvt århundrede det tekniske vidunder fra min barndoms skole. De to brødres far havde sammen med sine to brødre som de første rejst Jylland rundt med filmforevisninger i skoler og forsamlingshuse. Desværre har tidens tand skrællet apparatet ret voldsomt. Det, der er tilbage, er tungt og solidt. Nu er det kun håndsvinget og svinghjulet, der fungerer.

For de teknisk interesserede kan jeg oplyse, at fremviseren er fremstillet i Paris ca. 1912 af firmaet Pathé Freres.

I 1929 skete der en teknisk revolution: Energien fra Gudenåens vandstrøm skulle i form af elektrisk strøm føres til vor lille landsby. Der blev bygget et transformatortårn og etableret luftledninger langs vejene ud til de kommende forbrugere.

Installatører drog fra hjem til hjem. Det var noget nyt og spændende, ikke mindst for os børn. Jeg havde især sluttet mig til en helt ung elektrikerlærling. I pauserne fortalte han om livet i storbyen Horsens. Især var der en kvalifikation ved ham, som jeg var meget imponeret af, og som jeg slet ikke kunne hamle op med. Han havde en bedstemor, der hed Peterikke. Jeg fandt aldrig ud af, om det var rigtigt, eller om han blot ville bilde den naive landsbydreng noget ind.

Og så kom endelig den store dag, da de arbejdskrævende petroleumslamper måtte vige pladsen for det hvide lys fra de nyerhvervede lysekroner med perlebehængte hvide glasskærme. Installatøren gik fra sted til sted for at "gi’ lys", som de sagde. I mit hjem foregik det på den måde, at de kontrollerede installationens effektivitet ved hurtigt at knipse med et par afbrydere, og da resultatet af lys i lysekronen ikke udeblev, forsvandt de hurtigst muligt igen.

Min mor ville have serveret en kop kaffe i dagens anledning, men det havde de ikke tid til. Mine forældre havde visse formodninger om, at fremdriften i deres energiske færd bl.a. var forventningen om, at de andre steder ville blive budt på anderledes styrkende læskedrikke end en sølle kaffetår, og det var vidt ikke helt ved siden af.

En aftenstund var vi en lille flok 10 - 12 års drenge, der slentrede ud af vejen for om muligt af opleve er eller andet. I vejgrøften lå der en stump ledning ved en elektrisk mast. Den måtte kunne bruges. En af os fandt på af kaste den op på de elektriske ledninger, og det nistrede og knitrede så sjovt, syntes vi. Omsider blev vi trætte af at beundre dette festfyrværkeri og daskede videre ud af vejen i håb 8

om, at tilværelsen havde andre spændende oplevelser at byde på. Det havde den.

Lidt længere fremme sad en gårdejer og hans kone i vejgrøften uden for deres gård og nød aftenfreden, og de havde på afstand været vidne til vore drengestreger. Manden stillede sig op midt vejen, og som anklager spurgte han for en sikkerheds skyld, om det var os, der havde lavet ulykker. Det kunne vi jo ikke nægte, og så optrådte han pludselig i rollen som den dømmende og udøvende magt.

Han for ind på den nærmeste dreng og tildelte ham en serie gode, gammeldags øretæver i et tempo, som vi slet ikke ville have tiltroet den ellers så sindige bonde. Hvert velment klask var ledsaget af et lige så velment verbalt udtryk, der på godt jysk gjorde klart for os, hvad han mente om os. Jeg husker ikke alle de kælenavne, han kunne finde på, men med det hele stod lysende klar for os allesammen: Når teknikkens nyeste frembringelser var kommet til vor egn, så skulle sådan nogle skarnsknægte som os ikke bruge dem som legetøj.

Jeg kunne ikke lade være med at eksperimentere videre på egen hånd, denne gang inden for hjemmets skærmende vægge. En aften, vi skulle have gæster, var jeg gået ind på mit værelse for at klæde mig om. Beklædningen for halvstore drenge omfattede dengang også slips og slipsenål, og da jeg stod med disse genstande i hånden, slog en tanke ned i mig, der senere skulle vise sig at være en lysende idé i bogstaveligste forstand. Slipsenålen kunne åbnes som en sikkerhedsnål. Hvad om man stak den frie ende ind i hullerne på stikkontakten og så satte strøm til. Det måtte prøves. For en sikkerheds skyld holdt jeg ved nålen med mit slips, og for at forhøje virkningen af mit forsøg, slukkede jeg lyset, så der var bælgmørkt i værelset.

Med store forventninger trykkede jeg på stikkontaktens afbryder, og jeg blev ikke skuffet. Det gav et mægtigt knald, ledsaget af gevaldige gnister. Det var næsten for meget af det gode. Nervøst ville jeg tænde lyset igen, men der kom ingen lys. Omsider fandt vi ud af, at det halve af huset lå i mørke, fordi der var gået en sikring. Gæsterne var begyndt at indfinde sig, og min far måtte tage imod dem i entreen med en petroleumslampe i hånden.

Ingen turde binde an med noget så teknisk som at udskifte sikringer. Det var ikke særligt kærlige blikke, min far sendte mig i aftenens løb. For hver gang det skete, blev jeg nogle tommer mindre. Det var ikke langt fra, at jeg misundte min kammerat, der havde fået kontant afregning ude på vejen.

Til sidst var jeg så lille, at jeg kunne have krøbet i det berømte musehul, der aldrig er der, når man allermest har brug for det.

9

I begyndelsen af september 1910 kunne man i en tospaltet annonce i Horsens Folkeblad læse, at Robert Svendsen ville flyve i Horsens fra den 7. til den 15. september med pladsen ved Østergade som udgangspunkt. Flyvningerne, der kun fandt sted, når vejret tillod det, ville blive bekendtgjort ved hejsning af hvide flag på nærmere angivne lokaliteter rundt omkring i byen. Entre: Voksne 50 øre, børn 25 øre. På pladsen fore fandtes restauration, og der ville blive koncert af Marquards orkester.

Robert Svendsen var dansk flyverpioner. Han havde indskrevet sit navn i flyvningens historie ved tidligere på sommeren som den første at flyve over Øresund fra København til Malmø, så det var vel naturligt, at han og hans maskine var i stand til at sætte Horsens og opland på den anden ende i nogle dage, især når man betænker, at det kun var syv år siden, det første menneske hævede sig fra jorden ved hjælp af en maskine, der var lettere end luften. Der var heller ikke mere end fire år siden, vores egen Ellehammer som den første i Europa foretog nogle hop i sin hjemmelavede flyvemaskine.

En af min fars bekendte ville have ham med til Horsens for at se den vidunderlige maskine, som var i stand til at flyve. Men mærkeligt nok var min far ikke interesseret. Han afslog tilbuddet med en bemærkning om, at "hvis Robert Svendsen vil mig noget, så kan han komme til mig". Det havde måske også været medvirkende til den ringe interesse, at netop den dag skulle mine forældre og et par af mine søskende til familiegilde på en gård ved en landsby nogle kilometer borte.

Bedst som man sad og hyggede sig i selskabet, blev der uro på marken udenfor.

Køerne blev fuldstændigt tossede. De bissede af sted og var helt fra sans og samling, for hvem kom dér i halen på dem! Det gjorde såmænd Robert Svendsen i sin fantastiske maskine! Men det var nu ikke min far, han spurgte efter, da hele selskabet løb ud på marken, men derimod: Hvor er jeg?

Grunden til hans pludselige tilsynekomst bliv snart klarlagt. Robert Svendsen ville den dag prøve at vinde en udsat præmie ved efter starten fra Horsens at runde Ejer Bavnehøj og derefter lande på pladsen igen. Men de mange tilskuere blev skuffet, for der kom ingen maskine igen. På hjemturen fra Ejer Bavnehøj kom flyveren ind i en tågebanke, og da han kom ud igen, havde han mistet orienteringen, Han fik da øje på en jernbane, og ud fra den betragtning, at den måtte gå til Horsens, fulgte han den. Men nu kunne man med lige så god ret sige, at den gik fra Horsens, for det var lige præcis den retning, han fløj i. Da brændstoffet var ved at slippe op, måtte han nødlande mellem de intetanende køer.

Det siger sig selv, at maskinen vakte kolossal opsigt. En flyvende tallerken eller et rumskib ville næppe have kunnet konkurrere i dag. En knægt, der var i færd 10

med at koble nogle køer for at trække dem hjem i stalden, havde kun fået samling på de halve, men han lod køer være køer og for som besat efter maskines formodede landingsplads. Folk smed hvad de havde i hænderne, og kom farende fra alle verdenshjørner, dvs. det var nu ikke alle, der nåede at komme med, hvad de havde i hænderne, for en kone, der var i færd med at lappe sin mands bukser, kom jagende over stok og sten med bukserne flagrende efter sig og med sygrejerne i hånden. (Om den eventuelt bukseløse ægtemand i anstændighedens navn måtte blive hjemme, melder historien ikke noget om). To koner lå i barselseng den dag, og begge de nyankommne fik senere navnet Robert.

Selv om der blev hældt brændstof på maskinen, lykkedes det ikke at få maskinen på vingerne den dag, og da der ved et senere forsøg knækkede en styrebardun, måtte man opgive at få den i luften. Den måtte lide den tort at blive skilt ad, båret af stærke mænd til nærmeste jernbanestation og læsset på godsvogne for derefter at blive transporteret til Horsens på denne nedværdigende måde. Det foregik dog ikke uden festivitas, for forstanderen på en efterskole i nærheden holdt en højtidelig tale ved afrejsen og ønskede Robert Svendsen held og lykke med hans fremtidige flyvninger.

For de teknisk interesserede kan det oplyses, at maskinen var et biplan af det Franske fabrikat Voisin, forsynet med en 7-cylindret 50-hestes Gnome-motor.

Hele herligheden vejede 1100 pund, altså godt og vel et 1/2 ton. En jumbo-jet vejer ca. 350 tons, og så er den endda ikke nutidens største fly.

Flyet kunne have en passager foruden piloten. Det kostede den nette sum af 100 kr. at få en rundtur, og det var faktisk en gruelig masse penge dengang. Til gengæld fik den modige så lov til at hygge sig på benzintanken og nyde den friske luft, klamrende sig til forhåndenværende barduner i håb om at have armkræfter nok til at forhindre en brat afstigning - uden faldskærm. Forståeligt nok skriver H.F.`s medarbejder om dette arrangement: "Vi tog nu næppe med, selv om vi kunne få en fribillet".

Den første dag var der lagt op til det helt store, bl.a. med imponerende opbud af ridende politi, men det eneste, de få hundrede tilskuere fik ud af det, var en meddelelse om, at der ingen flyvning blev på grund af for stærk blæst. Men de følgende dage gik det slag i slag både med hensyn til flyvetid og antallet af tilskuere. En dag var der således 6000 mennesker, og flyvetiden steg til 13 1/2 min. til 43 min. på den skæbnesvangre tur, der endte med nødlandingen.

Til sidst en tilståelse: Disse begivenheder har jeg af gode grunde ikke selv oplevet, for de indtraf to år før min ankomst til denne forunderlige klode. Men jeg har hørt dem omtale så ofte af mine forældre og andre, at jeg har fundet det forsvarligt at lade dem indgå blandt mine barndomserindringer. Desuden har 11

jeg fået tilladelse til at dykke ned i Horsens Folkeblads arkiv og hente oplysninger fra de gulnede blade fra dengang. Billedmaterialet er stillet til rådighed af Rask Mølle Borgerforening. Fotografierne er taget af daværende fotograf Peder Madsen, Rask Mølle.

Mor anede bare ikke, at kongen virkelig kom på besøg en dag.

Forleden besøgte jeg mit barndomshjem, der nu ejes og bebos af en pensioneret tjenestemand. Han gav mig en hjertelig modtagelse og viste mig beredvillig rundt. Der var sket en del forandringer og moderniseringer, og dimensionerne var tilsyneladende krympet en del, siden jeg færdedes hjemmevant her for mere end et halvt århundrede siden, men den erfaring er jeg sikkert ikke ene om.

Næsten hvert rum gav anledning til igangsætning af tankeforbindelser til fortiden. I den stue, hvor vi havde dagligstue, stod der f. eks. i sin tid et solidt egetræsbord med fem ben. Det stod på et underlag af linoleum, der var ret glat, så jeg kunne få nogle herlige miniature glideture ved at holde godt fast i bordkanten med hænderne og så kure ind under bordet med strakte ben og krop. En gang var jeg belemret med en mægtig byld på et sted der gjorde, at jeg ikke kunne sidde ned, men jeg var så letsindig at tage mig en glidetur alligevel med det resultat, at mine hænder mistede taget i bordkanten, agterpartiet med den fuldmodne byld gik i gulvet med et brag. Det gjorde fantastisk ondt, da der gik hul, men efter få dage kunne jeg sidde ned igen.

Dette bord kunne også bruges, når min mor syede tøj til mig, og det skulle bruges på mig. Af en eller anden grund var dette i dobbelt forstand en prøvelse for mig, så jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre mig usynlig i rette øjeblik, og engang fandt jeg på, at det bedst kunne lade sig gøre ved simpelthen at krybe ind under bordet i et ubevogtet øjeblik og så ellers forholde mig musestille der.

Da min mor efter megen søgen alle mulige steder opdagede kalorius under bordet, fik hun mig til frivilligt at komme frem fra mit skjulested ved at live mig, at det tøj måtte jeg få på, når kongen kom, og det var jo en helt anden snak.

Lidet anede min mor, at ikke alene kongen, men også kronprinsen virkelig kom en skønne dag. Der var store efterårsmanøvrer op egnen, og i nattens løb var det ene partis hovedkvarter flyttet til mit barndomshjem, og der kom så daværende Kong Christian den Tiende og kronprins Frederik på inspektion. Men det var så mange år efter, at jeg for længst var fløjet fra reden, og min far som enkemand var flyttet fra stedet.

Også ved omgivelserne var der sket forandringer, men ikke i væsentlig grad.

Her var plankeværket med en dør i. Når den blev lukket op og dannede en 12

vinkel med plankeværket, kunne man her foretage sig et og andet, der ikke tåler at sen af alle og enhver. Som f.eks. dengang jeg havde bestemt mig til, at nu ville jeg også prøve tobaksrygningens lyksaligheder. Min far røg ganske vist ikke, men han havde altid cigarer stående til at byde gæster, og jeg havde tit set, hvordan voksne mænd efter at have tændt en cigar havde lænet sig tilbage i stolen og med halvt lukkede øjne givet sig nydelsen i vold. Jeg fik fat i en cigar og tændstikker, forskansede mig bag plankeværksdøren og fik ild på, men det smagte beklageligvis ikke, som jeg havde troet. Det må vel komme, tænkte jeg og fortsatte forhåbningsfuldt, men nydelsen udeblev ganske og aldeles, for det smagte gyseligt, og længe, længe før hele cigaren var røget, opgav jeg. Det var en banal historie, men jeg må dog bedrøve en og anden med, at jeg mærkværdigt nok ikke blev syg. Alligevel blev det både min første og sidste cigar.

Allerede synet af indkørslen gav anledning til, at et minde, der også har med tobaksvarer at gøre, dukkede op. Her stod engang en to tre stykker af søskendeflokken og så på må og få hen ad vejen. Da kom der en mand til syne, som ikke boede i vor landsby, men vi havde dog set ham før. Han var den menneske kærlige type, der gør, hvad han kan for at udrydde spiritussen, så den ikke skal friste svage karakterer og bringe dem i ulykke. Han destruerede de ædle dråber ved at hælde dem ned gennem sit eget spiserør. Den dag havde han tilsyneladende syslet en del med uselviske gøremål, for han krydsede hen ad vejen som et sejlskib i hård modvind. Ikke desto mindre lykkedes det ham at gå til kaj ved vor indkørsel. Vi var parate til at stikke af, men var opdraget til at være høflige, og det er jo ikke høfligt at vende ryggen til noget, og af hans højtidelige mine ligesom anede vi, at han havde et budskab at bringe, og ganske rigtigt begyndte han at delagtiggøre os i sine livserfaringer.

Jo, ser i børn, sagde han alvorsfuldt, når i engang bliver voksne, så skal i ikke ryge pibe, og i skal heller ikke tygge skrå, for hvis i ryger pibe, så slider de tænder ned, der holder piben, og når i så skrår, og i kommer til at hoste, så ryger skråen ud gennem hullet - og som en erfaren pædagog gik han her over til anskuelsesundervisning, idet han beredvilligt blottede sit mindre velholdte gebis, så vi tydeligt kunne se, at han talte med erfaringens autoritet. Derpå stod han igen til søs og fortsatte sin duvende sejlads. Men ingen af os søskende har nogensinde haft en skrå i munden, hvad det så end skyldes.

Under hagekorset.

Man snakker om, at der findes A og B mennesker, og det er vist ikke uden grund. Min ægtefælle Anna hører absolut til den første kategori. Om morgenen vågnede hun, ligesom man tænder en elektrisk pære, knips, så er hun lysvågen og klar til dagens sysler. Jeg selv hører til den morgensøvnige gruppe. Det tager 13

mig et kvarters tid at vikle mig ud af søvnens arme og indstille mig på virkelighedens verden.

Der har været enkelte undtagelser hvor barske realiteter har fremskyndet den langsomme proces med at få søvnen gnedet af øjnene. Således den morgen hin berømte eller snarere berygtede forårsdag 9. april 1940. Ved halv fem tiden vågnede vi ved nogle mægtige drøn fra flere lavtgående fly formationer. Vi boede dengang lige op og ned ad hovedvej 10 umiddelbart syd for Kolding mod Haderslev. De tyske bombemaskiner strøg i formationer på tre lavt over hustagene. Vi observerede, at et eller andet blev smidt ud fra maskinerne, og noget af det landede uden for soveværelsesvinduet. Det var næppe bomber, for de eksploderede ikke. Anna for ud af bagdøren og kom ind med nogle grønne sedler, der i øvrigt lå i bunkevis bag huset. De havde ikke kunnet spredes over et større område, da maskinerne fløj meget lavt.

Det var de såkaldte Oprop til Danmarks soldater og Danmarks folk. Du kan se en lidt forstørret gengivelse på de næste sider. Du kan selv konstatere, at det, så vidt jeg kan se, er skrevet på en blanding af dansk og norsk med lidt islæt af tysk. Kan det tænkes, at det samme opråb skulle bruges i Norge? Men meningen var soleklar. Danmark skulle beskyttes mod den krigsliderlige Churchill.

Det blev naturligvis en meget urolig dag. Spredte enheder af den danske hær nærmest flygtede mod nord lige uden for dagligstuevinduerne. Var der fly i luften, gik mandskabet, der sandsynligvis havde været i kamp med tyske hærenheder længere mod syd, i flyverskjul ved kirkegårdsdiget skråt over for vor bolig. Førstelæreren var næsten for interesseret i, hvad der foregik. Han gik frejdigt rundt mellem de ubemandede motorcykler, tilsyneladende uden at tænke over, hvorfor de ikke var bemandet.

De sidste rester af de danske forsvarsstyrker passerede kl. 8.15. Så var der en pause, som vi benyttede til at gå udenfor og se ud ad vejen mod syd. Vi var nogle stykker fra nabolaget, der stod og ventede på, hvad der nu ville ske. Og tog begivenhederne fart. Kl. 8.45 observerede vi en grå grøn masse på landevejen i det fjerne, og vi var naturligvis ikke i tvivl om, hvad den indeholdt. Det var teten af den tyske værnemagt, der få minutter efter gjorde holdt ved den lille skare på fortovet. Det allerførste køretøj var en motorcykel med en skydeklar maskingeværskytte i sidevognen. Føreren spurgte, om vi havde set nogle danske soldater. Vor genbos kone, som var indfødt tysker, men ikke nazi venlig, værdigede ham ikke et svar, men drejede rundt på hælene og forsvandt over til sit, og vi andre sagde heller ikke noget. Dog viste en af det lille selskab sig lidt for flink, syntes vi. En af tyskerne benyttede sig af den lille våbentilstand til at tage sig en smøg, men han sad og fumlede så længe efter en tændstik, at det blev flinke dansker for meget. Han for hen til ham og hjalp ham med en lighter (så vidt jeg husker, eller var det en tændstik? Fandtes der lightere dengang?)

14

Selv denne yderst alvorlige morgen fik et tragikomisk islæt. Den dame, der boede ovenpå os, stod bag ved mig. Hun var meget berørt af situationen og syntes, at der måtte gøres noget. Grædende sagde hun: "Munch, kan vi slet ikke gøre noget? Kan vi ikke tage en økse?" (underforstået, og gå løs på dem.) Det følte jeg nu ikke trang til. Lidt efter startede hele kortegen igen, og den viste sig at være mange, mange kilometer lang. Hvor mange ved jeg ikke, Men forbi defileringen varede næsten uafbrudt til kl. halv fire om eftermiddagen, ofte i både to og tre kørebaner. Værnemagten må nok have ventet engelsk angreb, for det skete, at når en afdeling gjorde holdt i nogen tid, blev en luftværnskanon bragt i skydeklar stilling, men der blev ikke brug for den. Tragisk at tænke på, at et par dage efter lå mange af afdelingerne på havets bund ud for Frederikshavn, bombet ned i dybet af englænderne på vej mod Norge. Tragisk rent menneskeligt set.

Skolegangen var ikke suspenderet, så i hvert frikvarter løb børnene ned til vejen, og der var masser at se på.

Vor stue var en hjørnestue med vinduer både mod øst og syd, og da der kun var tre fire meter ud til gaden, var der god lejlighed til at følge med i, hvad der foregik derude. Da vi sad og spiste til middag, sagde Anna: "Jeg får helt ondt i nakken af at dreje hovedet", hvortil jeg svarede: "Ja, men så lad være". Men dette gode råd kunne jeg ikke selv efterkomme, helt uvilkårligt gik hovedet fra side til side.

Vi prøvede at ringe til vore pårørende længere nordpå i Jylland. Dengang foretoges opringningen ved, at man drejede på telefonens håndsving, så meldte centralen sig, og man bestilte samtalen. Skulle man udenbys, kunne der godt gå lang tid, inden centraldamen ringede tilbage og meldte klar, helt op til en halv eller hel time. Men den dag var det vist umuligt at komme igennem, så vidt jeg husker. Alle og enhver skulle selvfølgelig have ringet for at høre, hvordan det stod til hos de pårørende.

Kjeld var dengang godt og vel 2 ½ år. Om det var mors og fars urolige adfærd eller hans egne iagttagelser, der gjorde det, eller måske begge dele, kan man jo gætte på, men i alle tilfælde foretog han en lynhurtig flugt over kravlegårdens rækværk ved at rulle sig over med den lille tykke mave nedad, og hele dagen vidste han nok, hvor mors skørter var.

I det tidligere afsnit af mine erindringer har jeg fortalt om, hvordan jeg fok kørekort til motorcykel og fornyet til bil. Det var i Skjern den 9. April 1935, og da kørekortet skulle fornyes hvert femte år, krævede det ingen lommeregner at finde ud af, at netop den skæbnesvangre 9. april 1940 udløb mit kørekort. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skulle få det fornyet, for blandt de 15

vilde rygter, der gik den dag, var der også et, der gik ud på, at enhver mand med kørekort kunne risikere at blive indkaldt til en eller anden form for chauffør tjeneste, og det var jeg ikke særlig interesseret i, men på den anden side var det jo også rart at bevare retten til at køre bil, så jeg cyklede ind på politistationen i Kolding.

Her var man selvfølgelig optaget af andre og vigtigere ting end fornyelse af kørekort, så i al den forvirring var man da bedøvende ligeglad med, om jeg en tid skulle undvære det. I øvrigt havde vi ikke bil dengang, og så vidt jeg husker var al privat bilkørsel suspenderet.

Hen på eftermiddagen den 10. april kom fodfolket, delvis i en ynkelig forfatning.

De klodsede tyske militærstøvler var ikke skabt til at marchere i, såvidt det kunne konstateres. Et kompagni gjorde holdt i vor lille by, og soldaterne kunne næsten ikke gå længere. Men en del forcerede dog trappen op til bagerens butik med stort besvær. Afdelingen skulle til Vejle, og kommandanten var dog så human, at han lejede en af DSB’s busser til at transportere de værst medtagne.

Det var Tysklands overfald på Polen den første september 1939, der udløste hele balladen. To dage efter erklærede Storbritannien og Frankrig krig mod Tyskland. Om det var den ene eller den anden dag, der var et usædvanlig smukt sensommervejr, kan jeg ikke huske, men endnu står det tydeligt i erindringen, hvordan to modrettede følelser kæmpede om overtaget, den skønne, beroligende Indian summer kontra uroen og uvisheden om, hvad krigen ville bringe.

I den mørke aften lød der pludselig kommandoråb ude på gaden. Det viste sig at vær en afdeling af hæren, der var blevet iklædt på staldgården på Koldinghus.

De blev indkvarteret i Vonsild og omegn. Vi mærkede ikke noget til dem. Ja, d.v.s. vi havde en aften besøg af en officer. Jeg kan huske, hvad hans ærinde var, måske var vi kolleger. Vi havde en hyggelig aften sammen. Vonsild var besat et stykke tid ind i det nye år, og der blev etableret skyttegrave på tværs af landevejen syd for byen. Men pludselig blev hele styrken trukket tilbage, og så var der fri bane for den tyske værnemagt den 9. april i alle tilfælde på vor egn.

Om aftenen den 8. april var jeg ovre hos lærerinde frk. Hansen. Måske var det for at høre radio eller se, hvad avisen havde at berette, og da jeg så en overskrift i Kolding Folkeblad: "Faren for Norden er overhængende", var jeg klar over situationen, så jeg var faktisk ikke særlig overrasket om morgenen den 9. april, da begivenhederne tog fart, som før beskrevet.

Efterhånden faldt man lidt til ro efter de hektiske dage, og livet gik sin jævne gang i det daglige. Der kom visse restriktioner, således blev al privat kørsel med bil forbudt, og der kom velsagens også rationeringskort for visse varers vedkommende, sukker, kaffe, petroleum, m.m., og med tiden kunne man heller 16

ikke købe alt det tøj, man havde lyst til. Brændsel kneb det også med, og det gjorde ikke sagen bedre, at vinteren 1949 41 og 42 var usædvanlig hårde med 20 - 30 frostgrader i perioder. Kulderekorden var 31 graders frost, jeg husker ikke, hvilken vinter det var, men mener, det var i Løndal ved Silkeborg.

Der var brændselsmangel allerede før besættelsen. I februar 1940 havde vi i Vonsild en vinterferie på tre uger p.a. brændselsmangel, og da kullene slap op, måtte man fyre med tørv eller brunkul. Det gav lige så meget stank og røg som varme, hvis man ellers kan sammenligne de to ting.

I foråret 1942 var der hver aften ved 10 - 11 tiden en livlig flyveraktivitet af engelske maskiner. De kom meget lavt med kurs mod Lillebælt, hvor der efter sigende blev nedkastet miner. Vi var for så vidt advaret i forvejen, for kort tid før maskinen drønede hen over hustagene, lød luftværnssirenerne i Kolding, og det var tegn til, at man skulle i beskyttelsesrum. Vi gik nu aldrig i kælderen.

En skønne dag ankom der et kompagni fra Wehrmacht Luft. Der blev etableret ballonspærring i Vonsild og langs Kolding fjord. Kommandocentralen blev oprettet i vort udhus, hvor der i øvrigt var indrettet sløjdlokale. En del af mandskabet logerede på loftet ovenover. Om dagen svævede de store balloner kun få meter oppe, men ved mørkets frembrud lød kommandoråbene (pr. telefon) til de forskellige ballon mandskaber om at slippe dem lidt højere op, og var der luftalarm, gik de flere kilometer til vejrs. Efter ballonparkens ankomst hørte vi ikke en eneste engelsk flyver. Om man var færdige med mineudlægningen, eller om ballonerne virkede afskrækkende er ikke godt at vide. Tyskerne var der i tre uger. Kommandanten var en brøsig, Hitler-tro herre, der hængte et billede af Hitler op i sløjdlokalet. De menige var flinke mennesker. Dog forgreb en af dem på vor brændestak, men da jeg påtalte det, skete det ikke tiere. En af de værnepligtige var en østrigsk ingeniør, en pæn, mørkhåret, tiltalende mand. Hvordan det gik til, kan jeg ikke huske, men en aften bød vi ham ind på en kop kaffe, og i samtalens løb fandt jeg ud af, at han var musikalsk (og ikke særlig Hitler-venlig). Jeg gav ham min violin, og han underholdt os med sin kunst. En anden af soldaterne var en stor humorist, han kunne få hele afdelingen til at flække af grin. Det oplevede vi især, da hele kompagniet efter tre ugers forløb pakkede sammen og holdt uden for vores baghave for at afvente nærmere ordre til afgang. Det varede nogle timer, og den tid optrådte han af og til så morsomt, at selv kommandanten ikke kunne tilbageholde et lille smil. Kjeld var dengang 4 ½ år, og han var smuttet uden for hegnet straks optaget i selskabet, hvor han sad og havde det dejligt på en af soldaternes skød. Jeg fandt dog anledning til at gå over og hente ham tilbage, så der ikke skulle blive alt for meget fraternisering.

17

I oktober 1942 flyttede vi til Anslet skole lidt syd for den gamle grænse ved Hejlsminde nordøst for Haderslev. Det var noget længere borte fra alfarvej, så til daglig mærkede vi ikke meget til værnemagten.

Engang da Anna skulle rejse hjem til Hedensted for at besøge sin syge mor, var der dog visse vanskeligheder. Af en eller anden grund, jeg husker ikke hvorfor, var der lagt bånd på bevægelsesfriheden fra tyskernes side. Allerede i juni 1941 skulle alle danskerne i en vis afstand fra kysten have identifikationskort, men det var ikke nok. Jeg måtte cykle til tyskernes kvarter i Christiansfeld for at få yderligere rejsepas. Man skulle kende rejsens formål og andet. Men det gik nu smertefrit. Her kommer jeg i øvrigt til at tænke på en anden episode fra Vonsild.

Jeg var cyklende til Kolding, men ved bygrænsen var der etableret særlige vagter, men de kiggede tilfældigvis til den anden side, så jeg uantastet forbi. Jeg vidste ikke, at der far noget særligt på færde, før jeg var ved at gøre mig klar til hjemturen. I Jernbanegade var der en lang kø ved et eller andet kontor, og der traf jeg en af mine bekendte. Han fortalte, at for at komme ind til byen skulle man have et eller andet pas, men det havde jeg jo ikke fået. Det pas skulle man så have stemplet for at komme ud af byen igen, ellers var den gal. Jeg så ikke anden udvej end at benytte mig af alle mulige små, snørklede markveje, og jeg nåede da også hjem i god behold.

En aften i mørkningen, da jeg gik ud i baggården efter et eller andet, kom der til min store forbavselse to uniformerede tyskere hen imod mig. Jeg tænkte ved mig selv: Hvad har du nu gjort? Det kunne næppe være i anledning af de illegale bøger og blade, jeg havde liggende, skønt man kunne jo aldrig vide. Ved nærmere eftersyn viste det sig at være to menige soldater, der i meget høflige vendinger spurgte, om de kunne købe æg. Det sagde jeg nej til, selvom vi havde både høns og æg, men det var ikke godt at vide, hvad det kunne have ført til, hvis det rygtedes i kompagniet, at hos den flinke lærer kunne man købe æg.

Soldaterne forsvandt lige så stilfærdigt, som de var kommet.

En anden gang blev jeg dog lidt urolig i anledning af min beholdning af illegal lekture. Jeg havde fået den gennem en kontakt i Christiansfeld, en særdeles tiltalende ung mand, søn af apotekeren. Dagen efter at han havde været ude hos mig med en forsyning, hørte jeg ad anden vej, at han var blevet taget af Gestapo.

Hvad nu? Kunne han eventuelt ikke modstå tortur? Jeg trøstede mig med, at det dog ikke drejede sig om våben, men alligevel. Jeg drøftede sagen med vor lærerinde Inger Jensen. Det var lige før efterårsferien, hvor hun skulle besøge sine forældre på Herning egnen. Hun tilbød at tage hele beholdningen med, og sådan blev det. Om den unge mands skæbne kan jeg berette lidt på en af de næste sider.

Efterhånden som krigen skærpedes, mærkede vi lidt til den. Skolen lå ikke langt fra Lille Bælt. En dag så jeg et fly styrte ned i vandet. Om det var et teknisk 18

uheld, er ikke godt at vide Der var ikke andre fly i nærheden, og jeg hørte heller ikke skud fra antiluftskyts. Men pludselig udviklede der sig en voldsom røg, og maskinen styrtede i en spiral lodret ned i vandet.

Dronning Ingrids feriehjem for sønderjyske børn på den jyske vestkyst var naturligvis lukket, men der var etableret en erstatning ved Dynt ved Vemmingbund få kilometer fra Flensborg Fjord. I august 1944 var det vor kommunes tur til at sende skolebørn derned i 14 dage. Det var et dejlig sted, hvor vi rigtigt kunne nyde det dejlige vejr i det fri. Men nætterne kunne nære urolige. Jævnligt kom der bølger af engelske fly, og når det skete, var der en vældig aktivitet fra luftværnsbatterierne ikke langt borte fra feriekolonien.

Efter at have beordret børnene til at blive indendørs, gik en anden skoleleder og jeg ud for at se på sceneriet. Hvis man ellers kunne befri sig for tanken om baggrunden for det hele og faren for nedslag af granatstumper, så var det et imponerende syn at se de mande projektørers lysvifter feje hen over himlen i alle retninger, konkurrerende med måneskinnet. Enkelte gange blev et fly fanget i projektørernes lys mange kilometer oppe, og hele tiden eksploderede der luftværnsgranater som små vattotter deroppe. Men så vidt vi kunne se, blev ikke et eneste fly skudt ned.

Da den første uge var gået, blev jeg afløst af en anden lærer, men vor lærerinde blev dernede. Den 29. august overtog tyskerne magten i Danmark. Jeg husker det tydeligt. Der kom en meddelelse i radioen om formiddagen. Det var søndag, så vidt jeg husker. Anna gik ude i haven, jeg tror, det var ved hindbærstykket, og jeg gik ud for at fortælle hende det.

Da skolebørnene og lærerinden kom hjem igen, fortalte hun, at de store piger havde fældet en tåre ved budskabet om tyskernes stramning om grebet om Danmark. Mon det var en særlig sønderjysk mentalitet, der slog igennem her?

Der var etableret beskyttelsesrum i et af den rummelige lærerboligs stuer simpelthen ved at lade vinduerne mure til. Nogle gange fandt vi det bedst at benytte det, dog kun en enkelt gang i skoletiden. Det drejede sig om en formiddag, da tyske jagerfly jagtede amerikanske bombefly, der havde for vane at komme om dagen, hvorimod englænderne foretrak de sene aftentimer.

Luftkampene foregik ret højt oppe, men da der lød klask af nedfaldende granatsplinter, fandt jeg det rådeligst at vi allesammen gik i beskyttelsesrummet, men opholdet her blev dog ikke af lang varighed.

I efteråret 1944 kom der i mange aftener i træk sværme af engelske bombemaskiner, der lavede en frygtelig, durrende larm. Da gik vi helst i beskyttelsesrummet, for tyskerne var selvfølgelig også på tæerne eller rettere sagt vingerne, så det var jo ikke godt at vide, hvornår vi kunne risikere at få et eller andet i hovedet. Min tendens til klaustrofobi gjorde dog, at jeg helst 19

opholdt mig udendørs. Her var jeg så bl.a. vidne til, at et førerfly udløste en lysbombe ude over Lille Bælt. Det var vistnok et signal til de øvrige maskiner om at ændre kurs mod syd. Nogen tid efter flammede det i horisonten. Det var nok de nordtyske byer, det gik ud over.

En aften, da den øvrige familie samt vor hushjælp var gået i beskyttelsesrummet, gik jeg udenfor. Der var en usædvanlig luftaktivitet den aften. Det var bælgmørkt, men hele universet var opfyldt af dirrende brummen, der syntes at komme fra alle sider. Pludselig kom der et lysglimt et stykke oppe i den fuldkomne mørke, lidt efter lidt større glimt noget længere fremme og nede, og der hørtes nogle dumpe knald. Glimtene blev større og større, jo mere de nærmede sig jorden, og til sidst endte det med et kolossalt lysorgie nede ved jorden. Det var ikke langt fra at ligne en solopgang. Det var, som man kunne regne ud, et engelsk bombefly, der var blevet skudt ned af tyske jagere få kilometer borte. Samtlige ombordværende omkom. Jorden var i vid omkreds bestrøet med vragrester, og der var masser af kratere i alle størrelser lige fra små huller med jordvolde omkring til et kæmpestort hul i størrelse som en velvoksen grusgrav. Den stedlige politibetjent stod nede i bunden, og ved at se hans forholdsvis lille skikkelse dernede fik man et indtryk af hullets størrelse.

Det må have været de bomber, som var tiltænkt de tyske byer, der her var eksploderet næsten på et sted.

I begyndelsen af 1945 begyndte flygtningene fra østtyske områder at strømme ind over grænsen. Også vor egn fik sin part i forsamlingshuse og badehoteller, enkelte blev indkvarteret privat, og her var der et tragikomisk tilfælde. En gårdmand, der havde ord for at være lidt tyskvenlig, havde tilbudt at tage en kvinde i håb om at få gratis hushjælp. Men han blev sikkert skuffet, for på den fastsatte dag ankom der en højgravid officersfrue, der selv trængte til hjælp, så det var jo ikke lige sagen. Det morede folk sig over. Men ellers var der ikke megen fornøjelse at spore i hele situationen. Efterhånden som tiden gik, og det var tydeligt, at Tysklands endelige sammenbrud nærmede sig, kunne man godt få sine bekymringer over, hvordan det dog ville gå, hvis man som tyskerne skulle flygte ud ad landevejene. Børnene var dengang 7 ½ , 4 ½, og ½ år, så det ville nærmest være en katastrofe, hvis det skulle gå så galt, som vi næsten ikke turde tænke os. Ville den tyske værnemagt kæmpe i Danmark til sidste mand eller kapitulere, inden det ville gå så galt? Hitlers sød i april gav anledning til forhåbninger, og Flensborg blev erklæret for åben by, men alligevel. Engelske jagerfly kom ofte ind over Sønderjylland og løsnede af og til nogle skud, f.eks. mod busser. En dag, jeg gik i haven ved hækken mod syd, kom der pludselig en meget lavtgående engelsk jager. Den afleverede en maskingeværsalve et stykke uden for hækken. Hvad det skulle gøre godt for, var ikke godt at vide. Måske var den tiltænkt et transformatortårn i nærheden, for det kunne næppe være mig, piloten var ude efter. Det gav naturligvis et sæt i mig. Det var det nærmeste jeg kom krigshandlingerne. (Dog har jeg senere hørt projektilernes fløjten ca. 75 20

centimeter over mit hoved, men det var, da jeg under mere fredelige former var markør i hjemmeværnet.)

I april kom de berømte hvide busser på foranledning af den svenske greve Folke Berbnadotte med danske og vist også norske krigsfanger fra Tyskland. Jeg cyklede til Christiansfeld, hvor busserne gjorde holdt et stykke tid. Den unge apotekersøn, som forsynede mig med illegale skrifter, var i en af busserne. Han var så medtaget af tuberkulose, (tror jeg, det var) at han måtte ligge ned. Det måtte være tragisk at komme igennem sin hjemby på gennemrejse til Sverige.

Hvordan det siden gik ham, ved jeg ikke.

Vi fulgte naturligvis nøje, hvad den engelske radio havde at meddele, så vidt som det nu kunne lade sig gøre for støjsenderne. Og så om aftenen den 4. maj 1945 kom det længe ventede budskab ca. kl. 20.40, så vidt jeg husker: Tyskerne havde kapituleret. Det var i høj grad en befrielse. Vi boede så langt ude på landet, at der ikke var fælles glædes aktiviteter som i byerne, men jeg skulle da ind og fortælle det til Kathrine, en elskelig kone, der boede i lærerindelejligheden. Hun var altid flink og imødekommende, så vi tilgav hende gerne hendes manglende sans for properhed. Den aften gjorde hun dog noget ved sagen. Hun sad og vaskede sine fødder, så det kunne lugtes langt væk. Det husker jeg tydeligt den dag i dag, Men det var jo en lillebitte, ubetydelig biting.

Dagen efter samledes lærerinden og jeg alle skolebørnene ved flagstangen og hejste flaget, mens vi sang fædrelandssange, og i klassen mindedes vi de fem år, før børnene gik hver til sit. Anna havde lavet suppe i dagens anledning, og vi hørte selvfølgelig budskabet fra kongen og regeringen i radioen. Naturligvis havde vi inviteret Kathrine med til den lille private festlighed, og mon ikke også lærerinden var med.

Det var naturligvis en lettelse at være fri for bekymringerne om eventuelle voldsomme krigsbegivenheder. Dog hørte jeg nogen tid efter en af de ældre sønderjyder udtale, at selv om det var dejligt at opleve befrielsestiden, så havde genforeningen med Danmark i 1920 stadig en speciel plads i deres hjerter.

Et par dage efter var det vist; at vi var mange, der var inde at tage mod de engelske tropper, der kom ad hovedvej 10 gennem Christiansfeld. De fik naturligvis en overvældende modtagelse. Bedst som jeg stod i menneskevrimlen, følte jeg en prikken på skulderen. Det var en af mine naboer. "Så kom de alligevel", sagde han. Forhistorien var den, at vi engang under krigen drøftede slagets gang, nævnede jeg noget om, at det nok blev englænderne, det kom og befriede os. Men det slog han hen. Det turde de slet ikke binde an med.

Men nu kom de alligevel.

21

PS: Inden jeg slutter dette afsnit, må jeg korrigere mig selv. På et af de foregående sider har jeg skrevet om den unge apotekersøn fra Christiansfeld (ham med de illegale skrifter) at hvordan det siden gik ham, ved jeg ikke". Men det ved jeg nu. Langfredag 1987 var der en udsendelse i fjernsynet, hvori biskop Vincent Lind fra Odense genså koncentrationslejren i Neuengamme og annekset i Porta Westfalica og fortalte om sine oplevelser der som fange under 2.

Verdenskrig, og det gjorde han i øvrigt på en sober og nøjagtig måde. Et par dage før påske var der et interview med ham i dagbladet Vestkysten, og herfra fremgik det, at det drejede sig om den unge, tiltalende apotekersøn fra Christiansfeld. Jeg skrev et brev til ham.

Hans svar på det kan du se efterfølgende.

Vincent Linds brev I årenes løb træffer man en masse mennesker, der mere eller mindre hurtigt forsvinder ud af billedet, alt efter som de har gjort indtryk på en, hvad enten det drejer sig om kendte folk, som man kun iagttager på afstand, eller mennesker, som man har sat pris på ved nærmere bekendtskab.

I den glade befrielses sommer 1945 optog jeg nogle film bl.a. for et Kolding firma. Kong Christian den Tiende og dronning Aleksandrine var på besøg i Sønderjylland, og det skulle selvfølgelig fæstnes på filmstrimlen. Jeg "fangede" dem i et vejkryds nordvest for Haderslev, Jeg tror det var i Sommersted. Der var nasser af mennesker tilstede, så det kongelige køretøj i form af en åben bil gjorde holdt, og monarken skulle selvfølgelig sige et par ord. Så vidt jeg kunne se, var han irriteret over et eller andet ved det rejsetæppe han havde over knæene, så dronningen måtte række ham en hjælpende hånd. Hvad han sagde husker jeg ikke et ord af. Han sagde nu heller ikke ret meget. Han virkede noget svækket, måske var han mærket af sit uheld med et fald fra ridehesten.

Ved festlighederne i Ribe i anledning af 1000 året for oprettelsen af bispesædet kom jeg også på meget nær "skudhold" af de kongelige. Christian den Tiende var død i 1947, så det var Frederik den Niende, dronning Ingrid, enkedronning Aleksandrine og prins Knud, der denne gang måtte stå for skud. Kong Frederik blev betragtet af en skoleklasse fra Stundsig, da vi i 1951 var på besøg i hovedstaden. Vi opholdt os ved Toldboden, og der kom majestæten netop og gik ombord i den kongelige chalup. Anna og jeg så også engang Frederik entrere lejderen til kongeskibet i Århus Havn. Da vi i 1957 boede i Folehaven i København et par måneder, blev der indviet en børnehave i nærheden af vor bopæl. Om jeg tilfældigvis kom forbi, eller om jeg var gået en tur for at få lejlighed til at se de celebre gæster husker jeg ikke, men i alle tilfælde så jeg 22

dronning Ingrid og prinsesse Margrethe, der dengang var 17 år. Hende har jeg i øvrigt set tre gange senere, de to gange sammen med prins Henrik. Den ene gang ved indkørslen til militærlejren i Nymindegab i 1974. Anden gang ved indvielsen af broen over Vejle Fjord, jeg husker ikke årstallet. Den dag var vi på besøg hos en af mine gode venner og seminariekammerat i Bredballe, og hen på eftermiddagen kørte vi ned på havnen for at vinke farvel til de kongelige inkl. den unge Frederik, da kongeskibet gik til kaj. Tredje gang var i anledning af Hvide Sandes 50 års jubilæum, mon ikke det var i 1982? Da blev Margrethe sammen med forskellige honoratiores beværtet på den gamle Abelines Gård på Holmlands Klit, et stykke syd for Hvide Sande. Vi kørte sammen med naboægtepar derop og parkerede lidt forbi indkørselsvenen til Abelines Gård.

Det var jo ikke godt at vide, hvornår det behagede hendes majestæt at komme ud igen for at begive sig til Hvide Sande, så Anna og nabokonen anbragte sig i et par feltstole i vejrabatten. Naboen og jeg holdt os lidt mere i baggrunden. Nogen tid efter kom den kongelige bil forbi, og minsandten om ikke Hendes Majestæt vinkede til de to ensomme damer i vejkanten.

Men ikke nok med det. Vi har også oplevet, at medlemmer af kongehuset har måttet vige for os. Engang på hjemvejen fra Vagn og Jytte i Bjæverskov blev vi overhalet af en Ford Taunus på motorvejen lidt før færgehavnen i Halsskov. Nu er en Ford Taunus vel ikke det mest opsigtsvækkende køretøj, der kan tænkes, men jeg nåede at opfatte, at bilen var forsynet med en af kongehusets nummerplader. Det tænkte jeg ikke videre over, bortset fra at den tanke strejfede mig, at det var et ret ydmygt køretøj til en kongelig person. Da vi kørte ind på en opmarchbås ved færgelejet, opdagede vi, at en færge var næsten fyldt op med biler. Vi spurgte vagten, om vi eventuelt kunne nå at smutte med. I kan jo prøve, sagde han. Og det gjorde vi så. Desværre ragede vores bil lidt udenfor det areal på færgen, der skulle lukkes af med portene. Passagererne i den bil, der holdt lige før os, var på vej op fra bildækket, men føreren blev kaldt tilbage for at køre sin bil lidt frem, så vi kunne være der. Nu har du selvfølgelig allerede regnet ud, at det drejede sig om Taunus’en med kongekronen på nummerpladen. Føreren var prins Ingolf, som altså måtte give plads for vi borgerlige. Han var sandsynligvis på vej til sin gård Egeland mellem Vejle og Kolding, som vi i øvrigt også har set.

Nu da vi er i en færgehavn, kan jeg lige så godt fortælle en anden episode, som jeg husker, denne gang fra Knudshoved. Vi var kommet i god tid, så jeg standsede motoren, og vi satte os til at vente. Et par biler længere fremme holdt der en stor italiensk indregistreret bil, og ud af den trådte Dario Campeotto, som vel ikke behøver nærmere præsentation. Han var ledsaget af en høj, noget svær herre. Det måtte vist være Poul Bundgård. Da vi noget senere sad i restaurationen på færgen, kom de to herrer og satte sig ved bordet ved siden af vort bord. Her kunne vi konstatere, at ledsageren ikke var Poul Bundgård, men Dario Campeotto var rigtig nok.

23

Engang stod jeg sammen med en anden, jeg husker ikke hvem, og kiggede gennem trådafspærringen ind til Kastrup Lufthavn. En høj, pæn herre kom lidt efter hen til os og kiggede ligeledes gennem trådhegnet. Det viste sig at være skuespilleren Bjørn Watt Boelsen (mon jeg har stavet hans navn rigtigt?)

I året 1930 var det 90 år siden Jelling Seminarium blev oprettet. Jeg var elev der dengang. Det skulle jo fejres (altså det skæve jubilæum), men der var lidt knas i samarbejdet mellem elever og lærere i den anledning, så der blev ikke nogen officiel festivitas, men de fleste elever var med i en uofficiel festlighed på Håndværkerforeningen. Det var naturligvis forfattet forskellige sange, og en af sangskriverne var jeg sammen med, vistnok et par i Horsens, hvor han ligesom jeg havde gået i skole. Det var, ja, hvad var det nu han hed? Var det ikke noget i retning af Evald Petersen? Jeg husker det ikke så nøje, men han blev senere landskendt som forfatter til utallige viser og revyer under navnet Epe. Det eneste, jeg kan huske af jubilæumssangen, er linjerne: Hvad er halvfems? Ja, et nital og nul/ja, og koks er gammelt affald fra kul. Sangen gik på melodien: Der er lys i lygten, lille mor. Så vidt jeg ved tilbragte Epe sine sidste år et eller andet sted ved Middelhavet.

Engang i min grønne ungdom, da der var overflod af lærere, søgte jeg en stilling vom vinterlærer ved Krogsgårdsmark skole i nærheden af Tjæreborg. I den anledning besøgte jeg formanden for skolekommissionen. Dengang var det næsten alle steder sognepræsten, der beklædte denne tillidspost. Således også her, og han hed Eilif Krogager. Jeg husker intet af vor samtale ud over, at han med sin karakteristiske stemme sagde noget i retning af "befolkningen er grundfæstet i grundtvigianismen". Mange år efter var jeg sammen med pastor Krogager ved et menighedsmøde i Horne, hvor jeg var medlem af menighedsrådet. Om vi snakkede sammen ved den lejlighed kan jeg ikke huske.

I årenes løb har de fleste mødt en masse mennesker, som de har haft et personligt forhold til af mere eller mindre intimitet og varighed. Nu da jeg har fortalt om møde med kendte personer uden personlig kontakt, har jeg lyst til at fortælle om en, som jeg fik noget nærmere kendskab til, og som er kendt i visse kredse.

Det startede i Vonsild skole et par år før udbruddet af 2. Verdenskrig 1939. En emigreret tysk bibliotekar ved navn Hans Rütting optrådte med et lille marionetteater for skolebørnene. Vi snakkede lidt bagefter forestillingen. Hvad samtalen drejede sig om husker jeg ikke, udover at vi på en eller anden måde kom ind på vandrebevægelsen. Jeg vejrede straks chance for at få et interview med ham om dette emne til Kolding Folkeblad. Han kom så ind til os i vor lejlighed, og jeg fik en særdeles fyldig og velformuleret redegørelse for 24

baggrunden for vandrebevægelsen og dens daværende status. Resultatet blev næsten en hel side i Kolding Folkeblad.

Hans Rütting blev under krigen arresteret af tyskerne og efter flere forhør blev han anbragt i et fængsel i Berlin. Hvordan han slap ud herfra og kom tilbage til Danmark fortalte han om, da han nogle år efter krigen var i Horne, dengang jeg var i Stundsig et par kilometer derfra. Han kunne sagtens huske mig, selvom han havde været igennem en masse siden. Hvis du er interesseret i at erfare mere om denne interessante person, kan du låne hans bog Vejen til Danmark på biblioteket. Heri nævner han bl.a. en artikel i Kolding Folkeblad, der blev forelagt ham under forhørene. Mon det skulle være det før omtalte interview?

Hans Rütting var en intelligent personlighed. Han var en overgang gift med den kendte tyske skuespillerinde Barbara Rütting. Det navn siger dig måske ikke så meget, men i sit hjemland var hun meget kendt.

Gennem mange år skrev H. R. anmeldelser, kronikker og kommentarer, og i radioen fortalte han om sine utrolige oplevelser, ligeledes på mange foredragsturnéer. Jeg kunne skrive mange sider om ham, men du må hellere låne Vejen til Danmark, næste gang du kommer på biblioteket.

Hans Rütting blev dræbt ved en færdselsulykke i Københavns området, jeg husker ikke nøjagtig hvornår. Det må vist have været i første halvdel af halvfjerdserne.

I tidens løb har jeg som alle andre truffet en masse forskellige mennesker, hvoraf man husker nogle bedre end andre. På de følgende sider har jeg forsøgt at skildre to, hvis liv har været så forskellige som dag og nat, som den råkolde februar nat på overgangen mellem frost og tø og den skønne italienske sensommerdag, der var rammen om mine oplevelser med de to.

Den ene af dem har jeg i øvrigt omtalt i afsnittet Uden for Andegården.

Den danske højsommer med hvad dertil hører af "sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter" kan være baggrunden for mange gode og positive oplevelser i naturen og blandt mennesker. Den vejrmæssige modsætning, en råkold vinternat var engang rammen om en episode af en karakter, der var lige så barsk som klimaet i den aktuelle situation.

Det var på overgangen mellem en streng frostperiode og mildere vejr, hvilket vil sige blæst, isslag, råkulde, der gik til marv og ben, og idelig klingende 25

baggrundsstøj fra is belagte trækroner, en nat, hvor man ret skønnede på at kunne varme sig i sin lune seng.

Midt om natten bankede set på ruden. "Munch, du bliver nødt til at komme! Nu er Sidsel blevet tosset!" Det var en af vore naboer, det havde været i byen og på hjemvejen var blevet vidne til, at Sidsel havde slået en rude ud og sendt vilde angstråb om hjælp ud i vinternatten.

Sidsel boede alene på en gård i nærheden. Hun havde været enke et par år, men foretrak at blive boende i de vante omgivelser. Hun var handikappet på den måde, at hun haltede temmelig meget. Engang i sine yngre dage havde hun brækket benet, men hun kunne ikke fordrage læger, for hvis man gik til læge, var det den sikre vej til sygehuset, og på sygehuset dør der jo mennesker, så benet voksede sammen på tilfældig vis. Selv da hendes mand led af en fremskreden kræftsygdom, strittede hun imod, men om siden kom hun da på sygehuset, og der gik det naturligvis som Sidsel havde spået.

Det var ikke just properhed, der prægede hjemmet, men de var venlige og imødekommende, når naboerne aflagde et lille visit, og de var glade for børn.

Selv havde de ingen. Man skulle altid nyde et eller andet, når man kiggede ind.

Ja, nyde var nu så meget sagt, for vinglasset bar ofte mærker af talrige fluers efterladte visitkort. Men det vidste Sidsel råd for. Men en ikke særlig proper tommelfinger kørte rundt i glasset og tværede de værste uhumskheder ud, så der er vel ikke noget at sige til, at vi forsikrede, at vi ikke kunne have noget, men det hvalp ingen kære mor. Vi måtte trøste os med, at vinen måske havde en desinficerende virkning.

Nu var det altså rablet for Sidsel, som i øvrigt slet ikke hed Sidsel. Jeg tumlede ud af mit hi og gik hen til gården. Naboen havde tredje ditto, og de var gået i forvejen. Den ene var sprunget ind gennem vinduet og havde lukket døren op. I soveværelset mødte vi et, ja, jeg synes ikke, jeg overdriver, når jeg siger et rædselsfuldt syn. Ved siden af sengen stod en rystet og rystende Sidsel, kun iført en særk. Hun råbte med en uhyggelig stemmeføring: "Dær ær en dævl dær i æ hjørn." Vi kiggede hen i hjørnet. Vi kunne nu heldigvis ingen dævl se. Til gengæld opfattede vor lugtesans en modbydelig odeur, der dog var at foretrække fremfor en dævl. Stanken stammede fra Sidsels fordøjelsesmæssige efterladenskaber. Hele sceneriet virkede meget nedslående, men de fysiske påvirkninger var for intet at regne mod de psykiske, der strålede ud fra Sidsels øjne. Her savner jeg ord til at beskrive den ufattelige gru og rædsel, der ganske tydeligt vidnede om, at hun virkelig befandt sig i det dybeste helvede blandt de argeste djævle.

Vi fik noget tøj frem og fik hende klædt på og lodset ud i køkkenet. Hun blev ved med at fable om "æ dævl", "a ku si hans bien",(altså hans knogler) 26

bedyrede hun. Vi naboer drøftede, hvad vi skulle gøre. Den nærmeste slægtning var så vidt vi vidste en brorsøn, der boede i den nærmeste købstad, så ham måtte vi hellere se at få fat i. Jeg gik hjem for at ringe til ham, men jeg kunne ikke finde ham i telefonbogen. Så ringede jeg til politistationen, og det traf sig så heldigt, at den vagthavende kendte Sidsels nevø og lovede at give beskeden videre til ham. Så gik jeg tilbage til gården i den barske vinternat. Da jeg trådte ind ad døren, så Sidsel på mig med et forvildet blik og halvvejs råbte: "Hvem er det?" "Ja men", sagde en nabo, "det er da Munch!" Der kom en lille lysning i Sidsels mørke, "Nåeh, ær’t dæ, mi lille lam!" Så fik jeg en lys ide, mente jeg selv.

Jeg forsikrede Sidsel om, at "æ dævl" var borte, for jeg havde lige set ham spæne af sted i fuldt firspring iver markerne. Men hun lod sig ikke narre. Hun tænkte sig om et øjeblik, og så lød det: "Ja men dær wa tow!"

Efterhånden faldt Sidsel lidt til ro, og omsider kom nevøen og hans kone, forsinket af det isglatte føre. De var usikre med hensyn til, hvad der nu skulle gøres. Hvad enden blev kan jeg ikke huske, men der blev i alle tilfælde ikke sendt bud efter lægen.

Omsider slap Sidsel ud af hendes hængedynd, men hun blev aldrig helt den samme som før. Så blev det galt igen. Nu var det min kone, der en eftermiddag blev hentet af nabokonen. Hun havde gennem køkkenvinduet set Sidsel ligge hjælpeløs på gulvet. De fik hende lagt i sneg, men læge, nej tak. Igen kom Sidsel delvis over det, men da hun nogen tid efter blev plaget af store skinnebenssår, sendte vi bud efter lægen uden at spørge om lov. Han foreslog naturligvis sygehuset, men føjede ret ubetænksomt til "men så er det lige om du vil!" Men her brød min kone ind: "Ja men det skal hun." Uden et ord vendte lægen sig om og skrev en indlæggelsesseddel, og så kom Sidsel endelig under betryggende forhold. Men hun fik alligevel ret i sine påstande om, at på sygehuset dør man.

Inden fjorten dage var gået, blev hun stedt til hvile på kirkegården ved siden af sin ægtefælle.

I den fløjlssorte september aften kl. 23 ankom vi til byens fineste hotel for at tilbringe en uge i det skønne Norditalien. Det der med byens fineste hotel er jo nok en form for praleri. Påstanden er skam rigtig nok, men sandheden var den at alt i byen var fuldt optaget, så vi måtte være henrykte over at kunne få tag over hovedet, selv om vi måtte slippe nogle flere skillinger.

Da vi stod ved skranken i receptionen, hørte jeg en anden rejsende af kvindekøn komme med en bemærkning. Hvad det drejede sig om, kan jeg ikke huske, men det, der slog mig, var hendes stemme. For mig at høre lød den meget affekteret og burgøjseragtig, sandsynligvis tilhørte den en dame af det højere aristokrati, så jeg lovede mig selv, at hende ville jeg i alle tilfælde ikke have noget med at 27

gøre. Der var danskere nok at slutte sig til for min ægtefælle og mig og vor søn og svigerdatter.

Men da vi den næste dag sad på terrassen og nød den smukke italienske eftersommer, satte hun sig så tæt ved os, at vi næsten ikke kunne være bekendt at se til den anden side. Vi faldt i snak, og kort og godt blev det indledningen til et bekendtskab med et menneske, der i næsten alle måder var en modsætning til Sidsel, som jeg kendte fra den lille landsby, og som jeg før har beskrevet. Det var i øvrigt nær blevet et dyrt bekendtskab for mig, men jeg slap dog med skrækken.

Damen havde et meget særpræget og let genkendeligt, adeligt navn, så jeg vil af hensyn til anonymiteten benytte mig af et synonym ligesom beretningen om Sidsel. Jeg vil kalde hende Karen Ingrid, en sammensætning, som jeg i øvrigt aldrig havde hørt før jeg kom til Vestjylland.

Hvorfor netop Karen Ingrid? Efterhånden som dagene gik, opdagede vi, at hun aldeles ikke var den snob, vi havde regnet med. Hun ville gerne snakke med os, og hun var venlig og imødekommende og hjælpsom, særdeles rejsevant, f.eks. stod hendes navn på hendes visitkort også på japansk. Hun havde fulgt sin mand rundt i verden til videnskabelige kongresser, så der var noget kosmopolitisk over hende. Vi blev så kendt med hende, at vi drak dus. På en bustur, hvor vi sad ved siden af hinanden, betroede jeg hende, at jeg syntes, hun lignede Dronning Ingrid i den yngre forskønnede udgave. Pudsigt nok fortalte hun, at engang for en del år siden var hun virkelig blevet forvekslet med Dronning Ingrid i Roskilde Domkirke. Men, føjede hun til, når du ser mig her i profil, hvem ligner jeg så? Jo, der var også tydelige træk af Karen Blixen, som hun i øvrigt var en stor beundrer af, derfor dæknavnet Karen Ingrid. Hun var alene på rejsen, da hendes mand havde nok at gøre med sin videnskabelige forskning og ikke gav sig af med noget så nytteløst som en uges ophold i Italien.

Der var arrangeret flere busture i ugens løb. Vi kunne godt have tænkt os Venezia, men det ville blive for langt og anstrengende for vi to gamle, så den lod vi vor søn og svigerdatter tage sig af. Så var der en formiddagstur til Verona med mange minder fra længst forsvundne dage, men min kone lever helst i nutiden. Hun ville hellere med på en bjergtur, så jeg blev alene på Verona turen.

Ja, alene og alene, det er nu så meget sagt, for næppe havde jeg sat mig til rette i bussen, før Karen Ingrid kom og satte sig ved siden af mig. Vi snakkede selvfølgelig om mangt og meget og kunne i fællesskab nyde de smukke landskaber, vi passerede.

Verona er som bekendt Romeos og Julies by, og selvfølgelig skulle vi se Julies Balkon og andre minder fra fortiden under en rejseførers vejledning. Da rundvisningen var forbi, blev deltagerne overladt til deres egen 28

forgodtbefindende, blot skulle vi naturligvis være tilbage ved bussen til afgangstid. Karen Ingrid og jeg slog vore pjalter sammen og gik på sightseeing, efter at vi havde vederkvæget os ved en af de talrige frugtboder. Det lykkedes os at fare vild. Pludselig befandt vi os i en gade med mange pragtfulde butikker.

Det kunne Karen Ingrid ikke stå for. Jeg får lyst til at købe en kjole her. Vil du med ind og se på en, sagde hun. Ja, det kunne jeg da godt, selv om jeg var temmelig uinteresseret i hvad hun kunne finde på at købe, men det sagde jeg nu ikke. Vi entrerede forretningen, og jeg kunne straks konstatere, at det ikke var en almindelig tøj butik, vi befandt os i. Vægge, gulve og trapper var af marmor og trappegelænderne af noget, der så ud som krystalglas, men det har det jo nok ikke været. Alt var smagfuldt indrettet, og der var en vis intim atmosfære over den ikke særligt store forretning. Der var ikke noget med overfyldte hylder og knagerækker med udsalgsvarer. Karen Ingrid beherskede flere sprog, så hun havde ikke vanskelig ved at fremføre sit ærinde. Vi blev vist ovenpå og her var der et rum med kjoler og prøvekabiner. Vi blev modtaget af to ekspeditricer. De så ud, som om de lige havde besat førstepladserne i skønhedskonkurrencer og kjoledesign. (Her må jeg indskyde en parentes angående ekspeditricer. Et par dage før havde hele familien været inde i en skotøjsforretning. Man kan vel næppe være bekendt at have været i Italien uden at købe sko. Mens jeg sad og prøvede, blottede ekspeditricen pludseligt lidt af sit maveskind og kløede sig.

Noget efter tændte hun en cigaret og stillede sig med armene op ad et lille skab i en attitude, hvilket bedre end ord sagde, at hun var da bedøvende ligeglad med, om hun solgte noget til de dumme turister eller ej.)

Men der var altså forskel på ekspeditricer. I kjoleforretningen var der ikke noget med at klø sig på maven eller tage en smøg. Jeg blev høfligt anvist en stol, og de to skønheder gik i gang med at vise signora Karen Ingrid forskellige kjoler. Hver gang hun kom ud fra prøverummet, spurgte hun mig om, hvad jeg syntes om den model. Jeg var ikke meget for at deltage i udvælgelsen men da hun tonede frem i et meget elegant design i varme gulbrune farver, måtte jeg dog indrømme, at det var lige min smag. Hun valgte i øvrigt denne model, dog i en anden farve.

Men så kom den alvorlige del at begivenheden. Jeg går ud fra, at du her kan regne ud, at en af ekspeditricerne som den selvfølgeligste sag af verden stak mig regningen. Det var der sådan set ikke noget at sige til. Jeg kunne ikke undgå at se beløbet, og inderat inde takkede jeg skæbnen for, at det ikke var mig, der skulle betale. I italiensk mønt drejede det sig om et meget stort tal, men selv omsat til dansk mønt var det et betragtelig beløb, som jeg kunne præsentere Karen Ingrid for. Hun forklarede, at jeg var hendes amigo, og ikke hendes ægtefælle. I øvrigt bad hun mig om ikke at omtale prisen for noget menneske.

Det lovede jeg. Ikke engang over for min kone har jeg røbet beløbet.

29

Nu opstod der nogen diskussion mellem de tre damer om betalingsformen. Så vidt jeg kunne forstå, var det vist noget med sikkerhed for beløbet eller noget i den retning. Det var ret uinteressant, og da jeg gerne ville se den gamle romerske amfiteater fra det første århundrede inden bussens afgang, forsvandt jeg ud af billedet, selv om jeg måske burde have blevet for som hendes galante ledsager at bære den dyrebare kjole for hende. Trods vore vildfarelser fandt jeg hurtigt det kæmpestore, imponerende bygningsværk, der i dag benyttes til opførelse af operaer.

Jeg nåede bussen i pæn tid, og lidt efter ankom Karen Ingrid. Selv om hun flere gange havde overværet operaforestillinger i arenaen, var hun alligevel gået derhen for at finde mig. Hun havde måske ikke regnet med, at jeg selv kunne finde rundt i den vildfremmede by.

Men det mystiske var, at hun ikke havde antydning af den nyindkøbte robe hos sig, hvordan det så end kan være. Jeg var høflig nok til ikke at spørge hvorfor.

Som 12 -13 års dreng blev jeg overfaldet og bidt ret voldsom af en stor rottweiler, så jeg siden har været noget utryg ved store, aggressive eksemplarer af menneskets bedste ven. Den omstændighed kunne godt være generende, da jeg i min funktionstid ofte aflagde besøg i hjemmene hos de forældre, hvis børn jeg havde kontakt med.

Engang havde jeg foretaget kontrolprøve på en pige, der efter prøvernes udfald var berettiget til specialundervisning, og i den anledning ville jeg have en snak med hendes forældre, enten på skolen eller i hendes hjem. For en sikkerheds skyld spurgte jeg om, hvor hun boede. Efter hendes forklaring at dømme var det langt ude på landet, men jeg mente, at jeg nok skulle kunne finde stedet. Jo, det var let nok, for, som hun sagde, vi håer trej hund’, en foxterrier å tow schæferhund’.

Tak skæbne. Hvad nu! Én hund kunne endda gå, men hele tre, der naturligvis gejlede hinanden op, så snart der viste sig et fremmed menneske. Nå, men jeg kunne da invitere forældrene til en samtale på skolen, og det foreslog jeg så faderen pr telefon. Nej, det kunne der sandelig ikke være tale om. Han ville tage fri fra arbejde den formiddag, og han inviterede på en lille forfriskning i dagens anledning. Det var jo ikke let at sige nej til, så jeg måtte bide i det sure æble og sige mange tak for invitationen.

Den aftalte dag kørte jeg ud til stedet med særdeles bange anelser. Nå ja, det trøstede mig lidt, at der var en vis sandsynlighed for, at dyrene var bundet. Men kendsgerningerne var, at det var de aldeles ikke, for næppe var jeg trådt ud af 30

bilen, før alle tre bæster kom farende imod mig for at give mig en varm modtagelse. Men alligevel kunne jeg ånde lettet op. Udtrykket en varm modtagelse skal netop ikke opfattes ironisk, for det viste sig, at modtagelseskomiteen bestod af tre allerkæreste små og legesyge hvalpe!

I min funktionstid havde jeg bl.a. det hverv at tage mig af de fremmedsprogede elever i mit område, enten ved direkte at undervise dem eller rådgive skolen desangående. Det var et interessant arbejde.

På den måde kom jeg i forbindelse med en italiensk familie, der flyttede til området omkring første november. Da jeg første gang kontaktede familien, sad ved vinduet og betragtede det flade, kedelige vestjyske landskab, der fortonede sig i en klam efterårståge. Efter hendes ansigtsudtryk at dømme svarede hendes sindstilstand nøje til det triste efterårsvejr. Det må have været en stor forandring at komme fra den smukke Aostadal i de italienske alper til det barske Danmark.

Det blev enden af det, at jeg skulle undervise deres datter i dansk nogle timer om ugen. Anette var 12 - 13 år med et typisk italiensk udseende, hvis der i det hele taget er noget, det hedder sådan, d.v.s. hun havde mørke, levende øjne, sort hår og en ørnenæse af passende dimensioner. Hun var kvik, og efterhånden som vi lærte hinanden at kende, blevet, blev hun tilpas frimodig. Hun ville gerne snakke, og det var naturligvis også en god måde at lære hinanden på, men vi kunne jo ikke komme uden om det skriftlige, der virkede mere kedelig. En dag, da det kneb hende at koncentrere sig om det skriftlige, måtte jeg tage maske på og bede hende om at gøre noget ved det, uden at jeg var særlig hård. Det syntes jeg i alle tilfælde selv. Nå, Annette gik lydigt i gang med kuglepennen. Lidt efter begyndte det at bævre i hendes mundvige. Pludselig rejste hun sig op og satte med målbevidste skridt kursen mod den sorte tavle. Her tog hun et stykke kridt og skrev mit navn med store bogstaver. Nedenunder skrev hun sit eget navn med små blokbogstaver.

Idet hun lagde kridtet, sendte hun mig et blik, der afspejlede en blanding af bebrejdelse og undergivelse, og som tydeligere end ord sagde: Hvor kan du dog nænne at være så hård ved mig. Men jeg er jo nødt til at gøre, hvad du siger, da det er dig, der besidder autoriteten! Jeg synes, det var en meget fin og klog måde at udtrykke de inderste tanker på. I øvrigt kom vi godt ud af det, og efterhånden blev enetimerne overflødige.

Annettes yngste bror var ikke undervisningspligtig, men gik i børnehave for dog at lære noget dansk inden skolegangens begyndelse. Jeg havde i øvrigt også en del timer med ham i sommerferien. Da jeg engang spurgte i skolen, om han 31

havde lært lidt dansk, sagde en af lærerne: Jo, det har han. Da jeg forleden mødte ham på gaden, sagde han: Goddaw, din bonderøv!

Moderen lærte vist ikke meget dansk, men når knægten havde lavet noget mindre heldigt, hvad det skriftlige angik, hvæsede hun: Swineri!

En skønne dag brændte familiens hus, og der blev bygget et nyt. Et par år efter kom jeg engang igennem byen. Det kunne da være sjovt at hilse på familien, så jeg ringede på i det nye hjem. Anette kom ud og lukkede op. Hun talte pænt dansk og havde vokset sig større og kønnere. Hun var alene hjemme og optrådte som den fuldendte værtinde, viste mig rundt i huset og bød på forskellige drinks, så vi havde det meget hyggeligt. Nogen tid efter forlod familien stedet, og jeg kender ikke dens videre skæbne.

P.S. Med hensyn til Annettes skriven på tavlen og min udlægning af hendes dybere mening med det er jeg senere kommet i tanke om, at det slet er ikke sikkert, at den var til fordel for mig. Det kan vel ikke udelukkes, at hun har ment: Du er en stor idiot i forhold til mig!

Som tilsynsførende med specialundervisningen skulle jeg engang tage en kontrolprøve på en pige, der havde fået specialundervisning i et par år. Det var første gang, jeg var på skolen, så vi kendte ikke hinanden. Efterhånden som prøven skred frem, kunne jeg spore en vis uopmærksomhed og uoplagthed hos pigen. Det var just ikke den bedste baggrund for en sådan prøve, så jeg tilbød, at vi kunne holde et lille frikvarter eller måske vente til en anden dag, hvis hun var ked af at fortsætte. Nej, uha, sagde hun, a ku’ ha’ te å blyw hier æ hiele daw…(jeg skulle lige til at vokse et par tomme i bevidstheden om at være en superpædagog, der i den grad havde et vildfremmed barns tillid, at hun gerne ville være sammen med mig resten af dagen, men jeg nåede aldrig så vidt, for fortsættelsen lød)…… for a ska’ te tandlæge i eftermiddaw!

I afsnittet om mine oplevelser med biler, bl.a. om blaffere, glemte jeg at fortælle om en episode fra, ja, hvornår var det nu det var, det var i alle tilfælde mellem årene 1961 - 65. Vi havde boet i Nørre Nebel en to - tre år, da jeg søgte en stilling som assisterende skolepsykolog i Svendborg Amt. I den anledning tog jeg til Fyn efter aftale med amtsskolepsykologen for at hilse på ham og amtsrådets medlemmer. En af dem boede i nærheden af Humble på Langeland. Det kunne jo blive en skøn tur med færgen til Tåsinge (det var inden broen var færdig) og videre over broen til Langeland (eller var det dæmninger?) Men desværre blev det sent på dagen, det var i marts måned, så det var næsten mørkt, da jeg kørte 32

ombord på færgen, og inden jeg ville nå til Humble og finde vedkommende udenfor byen, ville det være bælgmørkt, og det ville ikke gøre færden i de helt ukendte områder lettere. Men som jeg før har udtrykt mig, vil man absolut være bekymret, bør man være det på forhånd, for det kunne jo tænkes, at der alligevel ikke blev brug for det.

Nå, jeg kørte ombord på færgen og hoppede ud af bilen. Straks kom der en ung mand hen til mig og spurgte, om han måtte køre med til Langeland, hvis altså jeg skulle dertil. Ja, det måtte han naturligvis gerne, og der udspandt sig følgende befriende samtale: "Hvor skal du hen på Langeland?" "Til Humble."

"Kender du en mand ved det og det navn?" - Ja, det er min nabo."

Så var vejen banet, jeg fik snakket med amtsrådsmedlemmet og kørte uden vanskeligheder tilbage til Svendborg, hvor jeg overnattede hos amtsskolepsykologen. Om morgenen følte jeg mig ikke helt o.k., men jeg kom da på benene. På hjemturen op gennem Fyn var jeg inde at hilse på yderligere to medlemmer af amtsrådet, inden jeg satte kursen mod Nørre Nebel i en ikke helt tilfredsstillende tilstand. Og ganske rigtigt, det viste sig, at jeg havde hjembragt en ganske gedigen influenza fra Fyn. Det var i øvrigt også det eneste, jeg fik ud af turen. Jeg fik ikke stillingen, men måtte nøjes med en pæn placering blandt de fem indstillede.

Gardasøen blev alligevel ikke vort sidste udenlandske rejsemål.

I slutningen af afsnittet "Uden for andegården" skrev jeg, at turen til Gardasøen nok blev den sidste til udlandet bortset fra indkøbsture syd for grænsen. Men for at bruge et forslidt udtryk: Det er vanskeligt at spå, især om fremtiden.

Det er altid spændende, når telefonen ringer, eller hvad man nu skal kalde den lyd, som de moderne telefoner giver fra sig, når der er en i røret. Hvem kan det nu være? Er det en ligegyldig meddelelse fra en eller anden, ja, ligegyldigt person må man vel ikke kalde det, men i alle tilfælde en eller anden, som kun har en triviel meddelelse. Eller det kan jo også være, at det er et budskab af større vigtighed, enten glædelig eller sørgelig.

En dag først i februar 1986 gav vor telefon lyd fra sig. Det var vor yngste søn Frode. Vil I med til Madeira, sagde han, der er lige fire pladser tilbage her midt i februar.

Det var jo værd at overveje. Anna var straks med på ideen, men jeg havde som sædvanligt visse bekymringer. I foråret 1984 havde vi faktisk bestilt to rejser til 33

Madeira til engang i september måned, men jeg havde imidlertid fået sukkersyge, og lægen frarådede mig at tage af sted. For en sikkerhedsskyld rådførte jeg mig med ham igen, og denne gang mente han, at jeg nok skulle klare det. Enden af det blev, at vi gik med på spøgen, og så kom der gang i forberedelserne. Der var jo kun få dage til afrejsen. Jeg fik mit rejseapotek suppleret mod næsten alt, hvad tænkes kunne, dog ikke mod flystyrt og flykapring.

Vi skulle starte fra Billund søndag morgen den 9. februar. Det var midt i en periode med 12 - 15 frostgrader, og skulle der komme sne eller isslag, var jeg ikke særlig interesseret i at køre de 65 km til lufthavnen. Derfor havde vi flottet os og lejet en taxa.

Klokken halv ti forlod vi så det kolde Nord, og lidt efter var vi oppe over skyerne, hvor himlen som bekendt altid er blå. Vi kunne konstatere, at det passede i allerhøjeste grad. Himlen havde en usædvanlig ren og dybblå farve.

Uden for vinduerne var der 50 graders kulde, og vi kunne sidde i fred og ro og nyde synet af skyerne set fra oven. De dannede noget i retning af fantastiske bjerglandskaber.

Da vi havde fløjet en halv times tid, kom en stewardesse gående hen ad gangen med fire flasker.. Hun standsede ud for os og gav os hver en flaske, der viste sig at indeholde champagne. Hvad skulle det nu betyde? Jo, Frode havde fortalt, at vi kunne holde guldbryllup i 1986, og i den anledning skulle vi altså fejres med champagne.. Havde vi kunnet fejre selve guldbryllupsdagen på Madeira, havde Tjæreborg spenderet en gallamiddag på os på hotellet.

Da jeg var blevet træt af at kigge ud på skyernes alpelandskab, greb jeg til min sædvanlige form for tidsfordriv. Jeg tog mit kryds og tværs hæfte frem og slog op på en tilfældig side. Her var der en af de såkaldte quiz kryds, hvor de ord, der skal skrives, er svar på spørgsmål. Jeg startede ved et tilfældigt spørgsmål.

Det lød: Hvad er navnet på den ø i Atlanterhavet, der producerer en berømt vin? Og svaret var meget apropos Madeira.

En anden tilfældighed: Da vi sad i afgangshallen i Billund, følte jeg trang til et toiletbesøg. Der var fælles indgang til herre- og dametoiletterne, og lige da jeg trådte ind, kom der en dame ud fra toiletterne. Hun så mig noget bekendt ud, men jeg var ikke helt sikker, så jeg forholdt mig passiv.. Men hun smilede og hilste, og så viste det sig, at min umiddelbare tanke var rigtig. Det var min niece Astas veninde Anni fra Ribe egnen. Hun havde ligesom jeg været med til flere familiesammenkomster hos min søster og svoger. Hun skulle også til Madeira med sin mand.

34

Og endnu en tilfældighed. Vi kom til at sidde lige over for hinanden på hver side af flyets midtergang, så vi af og til vekslede nogle ord.

Jeg har altid interesseret mig for flyvemaskiner, ikke mindst siden jeg i nogle år var instruktør i flykending i Luftmeldekorpset. Ikke desto mindre var jeg 71 år, inden jeg for første gang forlod den trygge jord i et fly, og nu var det altså anden gang. Jeg fik da en vældig lyst til af se, hvordan et cockpit er indrettet og hvordan piloterne fører os trygt gennem den tynde luft. Jeg spurgte en af stewardesserne, om det kunne lade sig gøre. Nu skulle hun lige spørge ad. Jeg regnede med et afslag, men et øjeblik efter var hun tilbage. Jo, jeg måtte gerne aflægge et besøg forude.

I førerkabinen var der en tremands besætning, to piloter og en mekaniker, der i øvrigt kun er i funktion under flyets ophold på jorden. Plads var der ikke meget af, til gengæld var der en utrolig stor mængde instrumenter. Mandskaber sad faktisk indespærret og fast bundet i et lille bur, hvis vægge og loft bestod af et virvar af instrumenter af enhver art.

Så vidt jeg er det et dobbelt sæt af alle instrumenter, men alligevel. Der var lavt til loftet, så jeg måtte dukke mig og naturligvis holde mig beskedent i baggrunden. Chefpiloten, der var nordmand, svarede beredvilligt på alle mine spørgsmål. Under den snak kom jeg uvilkårligt til at rette mig op, hvilket naturligvis resulterede i, at mit hoved kom i karambolage med nogle instrumenter oppe i loftet. Jeg beklagede naturligvis og spurgte, om jeg havde forårsaget ravage i navigeringen eller andet, der kunne have forstyrret flyets færd gennem lufthavet, men uden at se sig tilbage forsikrede piloten, at var det gået ud over noget, så måtte det i hvert fald være mit hoved, og det var da en slags trøst.

Det var i grunden mærkeligt, at vi her i bogstaveligste forstand fløj ud i det blå med en fart af 800 km i timen, svaremde til 13 1/3 km i minuttet eller 222 m i sekundet, hvis ellers jeg har regnet det rigtigt ud. (Du må hellere selv kontrollere, om det passer, hvis du har lyst?) Også besynderligt, at man overhovedet ikke mærker farten, og som følge af, at motorerne i Super Caravellen er placeret helt ude i halen, er der ingen motorstøj. For den sags skyld kunne man lige så godt have befundet sig hjemme i dagligstuen og stået og kigget ud gennem vinduet en frostklar vinterdag med høj himmel med en fart af 0 km i timen, dog ikke med en udendørs temperatur på 50 graders frost.

Omsider blev der gjort klar til indflyvning til lufthavnen på Madeira. Som sædvanligt, når man har kurs ned gennem tættere luftlag, spændtes trommehinderne så meget, at høresansen næste blev sat ud af funktion, trods ivrig tyggen og synken, som altid anbefales. I mit tilfælde resulterede nedturen 35

også i ret stærke smerter fra begge ører ned til nakken, men de forsvandt dog, da vi efter 4 timer og 20 minutters luftsejlads nåede vor rejses mål.

I lufthavnen blev vore pas gransket samvittighedsfuldt og stemplet, noget, der ikke er sket før efter ikke så få grænseoverskridelser. Da den langsommelige procedure var overstået (vi var 115 turister) var vil klar til at bemande busserne. Men inden vi indtager Madeira, kan jeg på bedste skolemester-manér ikke dy mig for at belære mine læsere om den.

Madeira er den største af en lille øgruppe af dette navn.

Den næststørste ø, Porto Santo, vender vil i bogstaveligste forstand tilbage til i slutningen af denne beretning. Madeira er ca. 1 1/3 gange så stor som Bornholm med 6-7 gange så mange indbyggere, nemlig ca. 360.000. Afstanden til Nordafrika er ca. 600 km. Når man har fløjet 4-5 timer med en hastighed på 800 km i timen, altså ca. 3.500 km, kunne man godt få den tanke, at så måtte man da være i nærheden af ækvator, men når man så erfarer, at Madeira ligger på 32 ½ grader nordlig bredde, kan man regne ud, at man kun er halvvejs.

Længdegradden er 17 grader vestlig, svarende til at stykke vest for Irland, hvilket altså betyder, at vi skal stille uret en time tilbage. Det højeste punkt er 1.846 m højt. Den er i øvrigt af vulkansk oprindelse og gennemskåret af dybe kløfter. Der er masser af bevoksninger i form af pinjer, eukalyptus, laurbær, palmer og andre træer. Det har givet øen navn, idet Madeira betyder skov eller træ. Beliggenheden langt ude i Atlanterhavet går, at der ikke er særligt stor forskel på temperaturerne sommer og vinter. De svinger mellem 24-25 og 16-17 grader. Regnen er sparsom, så man må ty til kunstig vanding. Øerne hører under Portugal med delvis selvstyre. Jeg tror, jeg vil springe over det historiske. Det vil vist blive for kedeligt. Vi må hellere sætte os i bussen med kurs mod hovedbyen Funchal (ca. 110.000 indbyggere). (Den har navn efter planeten Fennikel, en lille skærmplanet).

Efter godt en kilometers kørsel nåede vi hotel Riga i den vestlige udkant af Funchal. Der var mange trapper op til receptionen. Heldigvis var der elevator op til 8. etage, hvor vi skulle bo. Der var en hel lille lejlighed med køkkenafdeling med hvad dertil hører og badeværelse, så det kunne vi ikke forlange bedre. Den kombinerede stue - og soveværelse vendte mod syd med den skønne udsigt over Atlanterhavet fra altanen.

Hen på eftermiddagen kom der en stuepige ind på værelset uden at banke på.

Hun havde vist regnet med, at vi var "over alle bjerge". Hun skulle, som hun sagde, "open the bedt"; d.v.s. tage de øverste sengetæpper af og lukke op for de nederste. Det var nu næsten for meget service, bl.a. i betragtning af, at hotellet 36

havde 12 etager med 38 senge, så det må have været et ret omfattende arbejde at komme hele huset igennem. Den procedure kunne vi sagtens selv have klaret.

Middagen klokken 19 bød på fire retter mad med tilhørende drikke af forskellig art, hver dag en fiskeret. Flinke og høflige tjenere, en af de yngste ikke uden humor. Da jeg ikke kunne modstå fristelsen til at smage en lækkert udseende, sukkerfyldt dessert, bad jeg om en meget lille portion. Med et glimt i øjet tog han en lille bitte portion allerlængst ude på slidsen af skeen og sagde: Er det passende? En anden tjener syntes efter hans udseende at dømme at have psykiske vanskeligheder. I alle tilfælde var han somme tider "fraværende", så vidt jeg kunne se. Således serverede han engang for mig fra højre side, idet han stak stegefadet lige hen for næsen af mig, så jeg skyndsomst måtte læne mig skråt bagover. Jeg gjorde det lidt demonstrativt, men det reagerede han ikke på.

Middagen foregik lidt efter solnedgang. Gennem de store vinduer kunne man konstatere, at tusmørket på den 33. breddegrad er af kortere varighed end herhjemme på den 56. En anden ting som jeg har hørt om, kunne jeg nu konstatere ved selvsyn: Nymånen lå ned omtrent som en båd på vandet.

Natten bød ikke på mange timers uafbrudt søvn. For det første var det ret køligt. Jeg kunne ikke klare mig med de tynde tæpper, så jeg måtte op og have fat i sengetæpperne, som stuepigen havde taget af om eftermiddagen. For det andet var der en uafladelig trafiklarm fra gaden. Selvom vi befandt os på ottende etage, lød det, som om gaden var lige uden for de store skydevinduer.

Det gjorde heller ikke sagen bedre, at det var fastelavnssøndag og som følge heraf var der karneval i byen med hvad dermed fulgte af sang og musik.

Morgenmaden var tag-selv-bord med mange muligheder. Frokosten skulle vi selv sørge for. Derfor havde vi taget brød og pålæg med hjemmefra. Den første frokost bød på en pudsig episode. Anna havde gået og dækket bord på en lille altan, og vi skulle så i gang med at nyde måltidet og den frie udsigt. Men hvor var smørret? Anna forsikrede, at hun havde åbent en pakke og lagt den ud på bordet. For en sikkerhedsskyld så hun igen efter i vor medbragte beholdning, men nej, der var ikke antydning af smør. Heldigvis havde Lillian også taget noget med, så vi kunne gå i gang. Fra altanen var der udsigt til to andre skyskraber-hoteller, og da vi lagde mærke til mågernes interesse for dem, fik vi den idé at lægge et stykke pålæg på rækværket, og ganske rigtig, et øjeblik efter kom der en måge i et hurtigt, elegant sving og snuppede det, kun ½ meter fra mit albue. Så var vi ikke længere i tvivl om, hvor smørret var blevet af.

Mandag aften, dagen efter vor ankomst sad vi i spisesalen og studerede menukortet. Da vi havde bestemt os og tjeneren havde fjernet sig med sine notater, kom der en ældre mand hen til vort bord. "A ka’ hør’ I er danskere", sagde han, og så bad han om assistance ved studiet af spisekortet. Det ordnede 37

Frode, mens jeg spekulerede på, hvem den mand dog kunne være. Jeg kendte hans ansigtstræk, men hvorfra? Var han en kollega, som jeg muligvis som jeg muligvis havde truffet ved konferencer på Nyborg strand?

Nej, jeg kunne ikke klare det. Han sad sammen med sin ægtefælle ved et tomands bord i nærheden af os. Da vi allesammen var færdige med middagen, tillod jeg mig at gå hen til ægteparret for at få gåden opklaret. Det viste sig at være Kr. Lundsgård, som for halvanden måned siden var fratrådt som mangeårig borgmester i Skjern kommune. I den anledning havde kommunen spenderet 8 dage på Madeira for ham og hans ægtefælle. Dem havde jeg aldrig truffet før, og så kan du med rette spørge, hvordan jeg kan finde på at skrive, at han forekom mig så bekendt. Jo, det var fra talrige billeder af ham i dagbladet Vestkysten.

Vi snakkede i øvrigt til med dem, spillede kort og var på udflugter sammen.

Nogen tid efter, at vi var kommet hjem, underholdt han for pensionisterne på plejehjemmet i Nr. Nebel. Han havde sin kone med, og bagefter spenderede vi aftensmad på dem hjemme hos os.

Men nu er det vist ikke for tidligt at se os omkring på Madeira, der som bekendt bl.a. er blomsternes ø. Da vi kørte fra lufthavnen, var der nogen skuffelse over, at vi ikke så ret meget til blomster på de meget stejle klippesider. I byens udkanter ved de boliger, der svarer til vore parcelhuse, var der omkring husene frodige beplantninger af især hawaii-blomster og dem, vi kalder for julestjerner, alle i mandshøjde. Det var jo noget andet end de små eksemplarer i de hjemlige urtepotter, og sa midt i februar måned. Det fører vist for vidt, at nævne alle de blomster og planter, som Madeira er beriget med, men her er et lille udpluk: Afrikanske margueriter, agaver, tamarisk, koral-busk, trompetblomst, madonnalilje, pragtliljer og mange flere. En del af dem så vi på en tur til den botaniske have og til en gammel park fra den tid, da englænderne dominerede på øen. Ligeledes besøgte vi en meget stor planteskole med orkideer, dog i drivhuse.

En af hovedgaderne i Funchal kan nærmest beskrives som en tresporet færdselsåre, hvis midterste del er et kæmpe stort, langt blomsterbed, beplantet med, ja, med hvad? Jeg må indrømme, at jeg ikke huskede navnet på den pågældende blomster-plante, selv om det så vidt jeg husker drejer sig om en ret kendt blomst. Men den midterste kørebane var i alle tilfælde omdannet til et tykt, blå-violet tæppe. Meget imponerende og dekorativt.

Befolkningen var for os at se så nogenlunde som i andre turistområder. I receptionen på hotellet var personalet noget afmålt, men man kan vel heller ikke være smilende og imødekommende i timevis over for mere eller mindre vanskelige turister. I en skotøjsforretning på strøget blev vi mødt med stor 38

venlighed både hvad selve ekspeditionen angik og andre ting, f.eks. var der ingen ende på chefens hjælpsomhed, da jeg spurgte om vej til en bestemt guldsmedeforretning. Han afmærkede stedet på et kort og viste mig nærmeste vej. Hvilket ærinde vi havde i guldsmedeforretningen få du senere at vide.

Betjeningen i noget i retning af et vinmuseum bød på smagsprøver. Her var ikke megen venlighed at spore, men det var jo sådan set heller ikke nogen forretning.

Alt i alt svarer befolkningen til standarden i den vestlige såkaldte civiliserede verden, vil jeg tro Gennemsnitshøjden er så vidt jeg kunne bedømme lidt lavere end her i landet, og øjnene og teinten noget mørkere. Som alle andre steder i verden er der sociale forskelle. En formiddag gik jeg alene en tur fra hotellet ned til lidoen. Stien førte gennem kuperet terræn, og her kom jeg forbi et par små hytter, der ligefrem lyste af fattigdom og små kår. Noget andet, jeg observerede på turen, var nogle tilsyneladende herreløse hunde, der lå og sov i skyggen af nogle bænke. Jeg går ud fra, at de var hjemløse. De var i alle tilfælde så langt fra i veltrimmet stand. Man kunne også træffe på mænd, der sad og spillede på et instrument i håb om, at de forbipasserende ville slippe nogle skillinger.

Men det var ellers ikke fattigdom, der prægede byen. På en speciel måde kom vi i kontakt med den øverste del af borgerskabet, og for at finde årsagen til det, må vi 7-8 år tilbage i tiden. - Da hjemførte en borger i Nr. Nebel en pige fra Madeira som sin lovformelige ægtefælle. Jeg har i årenes løb haft en del at gøre med hende ved af og til at undervise hende i dansk, og da vi nu skulle en tur til hendes hjemstavn, bad hun os om at tage en skriftlig hilsen med til bror og søster, der begge boede i Funchal. Hendes mor boede et stykke uden for byen.

En formiddag begav Frode og jeg os til fods til Hotel Reid nærmere byens centrum, hvor broderen var ansat. Dette hotel figurerer ikke blandt rejseselskabernes tilbud til turister, og grunden fandt vi hurtigt ud af. - Blandt gæsterne i tidens løb var bl.a. dronning Margrethe og Schlüter. - Uden for hovedindgangen stod to uniformerede portier’er og modtog prominente gæster ved straks at fare hen og lukke dørene op i fornemme biler. Indenfor hovedindgangen til den marmorbeklædte hall stod der yderligere to af slagsen, og minsandten om der ikke stod to mere ved den pompøse trappeopgang, ligeledes af marmor. Det eneste, der virkede lidt pauvert, var receptionen Den kunne næsten sammenlignes med en bladkiosk på en banegård Der var dog plads til to mand, som vi ydmygt henvendte os til. De gav straks en besked i telefonen, og lidt efter kom manden, vi skulle tale med Han var lidt under dansk middelhøjde, særdeles velklædt og kultiveret. Vi viste ham den skriftlige meddelelse fra hans søster, og det virkede som et Sesam, luk dig op. Han lod sit hverv som økonomichef hvile for en tid, viste os visse dele af hotellet og tog os ud på en tur i sin bil for at vise os byen, bl.a. sygehuset, hvor hans kone var ansat.

Senere kørte Mr. Neves, som han hed, (med fire-fem fornavne, som jeg ikke husker) os ud til vort hotel, hvor Anna og Lillian sad og solede sig på terrassen.

39

Han hilste på dem og inviterede Frode og mig på en drink i hotellets bar.

Damerne blev ikke inviteret med. Jeg er ikke klar over om det skyldtes en vis form for mandschauvinisme eller noget i den retning. Men ikke nok med det. Et par dage efter sendte han os en stor, meget flot buket blomster samt fire flasker vin, så da han om eftermiddagen på afrejsedagen dukkede op i hall’en og bad os tage en pakke med til søsteren i Nr. Nebel, kunne vi ikke så godt sige nej, og vi fik den da også afleveret på rette sted i god stand.

Søsteren var ansat i en guldsmedeforretning på strøget, og til hende havde vi også et brev. Her var det lidt vanskeligt at kommunikere, vore forskellige udtaler af de engelske ord gjorde det vanskeligt.

Man taler så meget om sydlændingenes noget iltre temperament, men efter en episode at dømme gælder det måske ikke for Madeiras befolkning. En dag, da vi skulle på en bustur, holdt der foruden bussen en renovationsvogn på den stærkt befærdede gade foran hotellet. De store køretøjer spærrede fuldstændig for al anden færdsel med det resultat, at der snart dannede sig bilkøer til begge sider.

Det anfægtede ikke renovationsfolkene. De tog det hele med en knusende ro, og inden vi turister kom dryssende ud fra hotellet og ind i bussen, havde køerne antaget en anselig længde. Hvor lang tid, der gik, inden gaden var klar igen, kan jeg ikke huske. Når man sidder og venter, falder tiden som bekendt lang, men jeg kan i alle tilfælde huske, at én ting undrede mig. Kun ét eneste lille utålmodigt dyt lød fra det fjerne fra en af de bageste biler i kæmpekøen. Havde dette optrin fundet sted i København eller en provinsby herhjemme, havde det sandsynligvis resulteret i en voldsom disharmonisk larm fra utallige tudehorn i forskellige tonehøjder.

Inden underafsnittet om Madeiras befolkning slutter, vil jeg lige nævne en folkloreaften på hotellet. De agerende var meget unge og meget tiltalende mennesker med smukke og klædelige nationaldragter, kun deres kamiklignende fodtøj så lidt klodsede ud. Men danserne var alligevel rappe på fødderne, og med de højtløftede hænder knipsende i takt med musikken fra de guitarlignende instrumenter. Til sidst bød de tilhørerne op til dans.

Nå ja, jeg må lige nævne lidt om befolkningens leveveje. Turismen er en af de vigtigste indtægtskilder. Der er masser af gode hoteller og andre faciliteter for turisterne, der giver arbejde til en masse mennesker.

Så er der landbrug. Den frugtbare jord i forbindelse med godt vandingsmuligheder er en ideel grobund for bl.a. bananer, sukkerrør og naturligvis – druer. Selv om vi var midt i februar var bananerne ved at modnes.

De var grønne endnu, men efter et par dages opbevaring var de til at spise.

40

Af specialiteter kan nævnes kurveflettede ting og broderier. Vi var inde i en treetagers broderifabrik med store tegnestuer eller hvad man nu skal kalde de lokaler, hvor mønstrene blev til, med "værksteder", hvor designernes ideer blev omsat til smukke broderier, med et stort udstillings og salgslokale. Dyrest var en stor, smuk dug, pris 9.ooo danske kroner.

En dag var vi på bustur til den såkaldte Nonnernes Dal, sandsynligvis et krater fra øens fortid som vulkan. Navnet stammer fra en tid, hvor nonnerne søgte tilflugt her for at undgå sørøvere eller andre erobrere. Alene køreturen var interessant i modsætning til så mange andre af slagsen. Vejen gik opad, opad og atter opad, bugtede sig i utallige hårnåle sving og gennem et par tunneler. Det kan måske umiddelbart lyde mærkeligt, at det gik opad, når det nu var en dal, vi skulle besøge, men for at komme ned skal man vel først op. - Her måtte vi fuldstændig sætte vor lid til chaufførens rutine og ansvarsbevidsthed. Vi sad forrest i bussen, og i betragtning af, at bussens forhjul sidder et godt stykke bag ved frontruden, og at vejene var forholdsvis smalle, så kan du næsten regne ud, hvordan det var at runde et af de mere end skarpe hjørner. Det forreste hjørne af bussen, hvor vi sad, ragede ud over kanten, så det var faktisk, som om vi svævede over afgrunden. Det bekom ikke alle deltagerne vel.

(En mand fra et andet selskab spurgte mig senere, hvordan turen havde været.

Jeg fortalte om den svævende oplevelse med det resultat, at det store, robuste mandfolk udbrød: Så skal jeg i alle tilfælde ikke med på den tur).

Inden vi nåede til de lodrette klippevægge, havde vi kørt gennem tætte skove og høje, slanke eucalyptus-træer. De voksede så hurtigt, at barken ikke kunne følge med, hvilket resulterede i kæmpestore brede revner.

Det højeste punkt på turen var 1100 m. Her gjorde vi holdt, så vi kunne gå op til et udsigtssted helt ud til randen af afgrunden. Her kunne vi, bag et solidt rækværk, se lodret ned i den 700 m dybe dal. Tilsyneladende havde en eller anden uheldig turist tabt en håndfuld lego-klodser derned, men ved nærmere eftersyn viste det sig at være den landsby, vi skulle besøge. Den modsatte side af bjerget, den, som vi stod med ryggen til, var knap så stejl. Det benyttede et par nordmænd sig af. De klatrede uden besvær opad uden at bruge hænderne. Her var de tydeligt på hjemmebane. Heroppe fra kunne vi også tydeligt se vejen som en smal kant på den næsten lodrette klippevæg.

Vi nåede velbeholdent ned til "legoklodserne" og gik lidt rundt i landsbyen. Der var selvfølgelig stillet borde an med fristende tilbud, især i broderier, som nogle lod sig friste af. Der kunne også være lejlighed til at filosofere over, hvordan det måtte være at vokse op i så trang en dal. Solskin var der kun lidt af midt på dagen, og forbindelsen til omverdenen var besværlig. Her var der store muligheder for i dobbelt forstand at udvikle en snæver horisont, hvis man kan 41

bruge det udtryk, men jeg regner med, at du forstår, hvad jeg mener. En times tid senere var vi igen nede i Funchal med den vide udsigt over Atlanterhavet og de flotte skyformationer.

Hvad mon der er bestemmende for, hvad man husker bedst af den vrimmel af indtryk, som man får under en uges ophold under fremmede himmelstrøg?

Noget, som jeg særligt kan lokke frem i erindringen, er de smukke former for brolægning, som jeg især fik lejlighed til at beundre på en tur til Monte i den nordlige del af Funchal. Monte betyder som bekendt bjerg, og øverst oppe ligger en kirke, som bussen ikke kunne køre helt op til. Det sidste stykke vej. bestod af 95 trappetrin, som bestod af en slags brolægning af små strandsten, visse steder lagt i smukke mønstre. Andre steder i byen kunne man se noget lignende. Sådan en brolægning var i øvrigt en udmærket kørebane for de slæder, som man kunne blive transporteret tilbage til byen i, hvis man havde lyst. Det var en slags polstrede kurvestole, monteret på meder. Kuskene i deres hvide dragter, stråhatte og tykke støvler med gummisåler bremser slæden med styretove.

Nu er det vist nok med alle de mere eller mindre interessante indtryk og oplevelser på den skønne ø.

Søndag den 16. februar midt på eftermiddagen lettede Super-Caravellen fra lufthavnens korte startbane. Mod sædvane tog flyet ikke straks fart mod de højere luftlag for hurtigst muligt at kunne udnytte den mest gunstige hastighed med det mindst mulige brændstofforbrug. Forklaringen var den, at lufthavnens korte startbane ikke tillader flyet at lette med fulde brændstoftanke, derfor må man mellemlande for at tanke op. Det fortalte chef-piloten mig i øvrigt under mit besøg i cockpittet. Det var ikke i nogen bestemt lufthavn, det skete. Denne gang skulle det foregå Nato-basen på den lille Porte Santo ca. 40 km nordøst for Madeira. Det tog ikke mange minutter at nå øen, og lidt efter gik turen så op i det blå med kurs mod Billund i nordøstlig retning.

Da tiden kom, hvor vi skulle have lidt til føden, lød det i højttaleren: Inden vi begynder at servere, vil vi gerne have lov til at tale med Christian Munch. Nå, tænke jeg, hvad mon der nu er i vejen. Var der en ny æresbevisning på vej i lighed med den, vi var udsat for i form af gratis champagne på nedturen? Som en anden artig skoledreng rakte jeg hånden i vejret, og straks kom der en stewardesse med en speciel anretning til mig. Hvorfor nu det? Jo, den er simpelthen sukkerfri. Det havde jeg ikke tænkt over..

Pludselig lød det i højttaleren: Spænd sikkerhedsselerne. Vi nærmer os et meget uroligt luftlag. Vi kunne godt se nogle store skyformationer forude, og lidt efter kunne vi mærke nogle rystelser. Jeg sad lige ud for en af vingerne eller rettere planerne, og den vibrerende del, men det blev ikke så slemt. Snart var vi i roligere luftlag, og så gik turen støt op over Spanien, Biscaya-bugten og videre 42

frem over Frankrig, Belgien og Holland. Efterhånden var det blevet bælgmørkt, så når det lød i højttaleren: Nu passerer vi Paris (og Bruxelles og Amsterdam), så kunne vi kun se noget, der lignede et stykke nedfaldet stjernehimmel.

Omsider lød det: Vi begynder nu indflyvningen til Billund. Vi håber, De har haft en god rejse (eller noget i den retning) Og så efter Ca. 4½ times flyvning landede vi trygt i de nordlige breddegraders kolde februar nat, og nogen tid efter kunne vi stikke nøglen i vor hjemlige entredør efter en uges afvekslende begivenheder, af hvilke nogle godt kunne undværes.

Jeg vil i den forbindelse minde om, at jeg i begyndelsen af dette afsnit har fortalt, at jeg havde fået mit alsidige rejseapotek suppleret op, og det kom mange af turens deltagere til gode både i og uden for familiens kreds. Men der var en, som ikke fejlede det mindste og altså ikke behøvede at ty til medikamenterne. Jeg overlader det til din egen dømmekraft at regne ud, hvem det var.

Afsluttende bemærkning Dette er sidste afsnit af Christian Christiansen Munchs Erindringer (6 i alt) Vi har valgt at lægge afsnittene ud enkeltvis da historien kunne virke for langt at læse i et stræk.

Men nu er alle afsnittende tilgængelige og det er op til læserne hvordan man angriber historien, dog vil Horne Sognearkiv give gode anmeldelser med på vejen, da historien er både spændende, interessant og velskrevet, og så beskriver den også levende hvordan tiden var i en periode på over 50 år. (1930 – 1985) Horne Sognearkiv dec. 2016

43