Søren Christian Sørensens Erindringer by Horne Sognearkiv

årmn OWstisn åswnsenfr @rfntrdngBr bsættg fi ut ! We ffi tUtr åswnitn Dreb åuhbph ftro ftu 1883 -' 1906

Sækbæk Kro 1900 På Billedet ses Jeppe Pedet Sørensen og Kathrine De Wtge erEanrlrie oghjæ.lpercpå Kroen

Søren Ghristian Sønensens erindringer. Bl.a. om opvæksbn i Skrevet i 1954.

talle og pa Sækbæk Kro.

Søren Christian Sørensen, pensionist, Gadshøjvej 42, Lynghy, Født 31 marts 1876 i Malle, Horne Sogn, Ribe amt. Min fader, Jeppe Peder Sørensen, født den 2212 1844 i Strelluf, Ringkøbing amt. Min moder, Mette Kathrine Sørensen, f. Krestensen, født den 3/3 1842 i Lunde, Ribe amt. Gifi år 1867. Købte samme år landejendom i Strellul som de få år efter byttede bort med Strelluf Mølle (vindmølle). Min fader har ikke været soldat, han købte sig fri for militærtjeneste. Det kunne man på det tidspunkt, og han undgik således at komme med i krigen i 1 864.

Min moder fødte sit fømte barn året efter giftermålet, og med ca- 2 års mellemrurn mellem hver, kom der I børn til veiden. 2 døde iom ganske små,

og vi er nu tre tilbage, Andeline, Lise og jeg, som er den ældste. (nulevende)

Ejendommen og møllen i Strelluf kan jeg ikke give nogen oplysning om, da jeg er flyttet derfra, før jeg blev født, memlig sidst på året 1875. Min fader solgte møllen og købte gård i Malle, (Mallevej 76), hvar jeg er født, og her er også 3 yngre søskende født. Gården i Malle var på ca. 50 tdr. land, let sandjord, og da min fader ikke var særlig dygtig landmand, var de økonomiske forhold ikke gode. Min fader ville tilmed geme ud, han handlede en del med heste og besøgte som følge deraf mange markeder, blandt andet var han til hvert marked i Varde- Mor havde meget at bestille hjemme, om også hun havde pige, når alt skulle passes både ude og inde, og det skulle det jo. Pigen måtte tage sin tørn med, såvel i mark, stald, som inde i huset, og på den tid, var der ingen mejeri, så landboeme kærnede selv deræ smør. Der var naturligvis heller ikke malkemaskiner, så konen og pigen hjalp hinanden med at malke køerne. Vi havde jo ikke så mange, kun 4 * 5 stk., men de skulle jo også fodres, svinene have æde og stalden gøres ren. Forår og efterår skulle gødningen køres ud på marken, og da havde vi som regel en mand til hjælp, men pigen skulle strø det ude på marken. Nogle

måneder om vinteren havde vi også en mand til at tærske korn. Det foregik med plejl, ag daglønnen var 5S øre sg kosten fra kl. 7 margen til S aften. Stuehuset. Gården bestod af 3 længer, stuehuset, stald og lade og var bygget vinkelret sammen. Midt i gården vandpost og ellers brolagt med karnpesten. lnde i stuehuset var tre stuer på rad med vinduer vendt mod syd. Midt i huset en væg med dør til de forskellige stuer. I gården mod nord hovedindgang til forstue og indgang til bryggers og køkken. Jeg antager, at stuehuset var 2A a 30 alen langt. {en alen er ca. 63 cm.} I bryggerset var der en stor gruekeddel, en vask og et stort bord, det blev benyttet til vaskehus. Når der blev slagtet, og når vi bryggede ø1. Det lå op til væggen til soveværelset, dog ikke med dør dertil. Fra bryggerset kom man til venstre ind i køkkenet, et temmelig stort rum med to fag vinduer, åbent fyrsted, fast bænk mod væggen til bryggercet og bord foran. Endvidere fast bord med skabe under langs vinduerne, og vask for enden af bordet. Gulvet var af brændte sten, og ved siden af fystedet var der en dør til soveværelset. Spisekammer ved enden af køkkenbordet og foran spisekammeret en gang ud til forstuen, en temmelig stor firkantet rum med dør til dagligsfuen og en dør til pigeværelset, som også havde vindue mod gården og imod nord. Værelset var ikke ret stort med en fast seng ind mod væggen til dagligstuen. Sengen var blot nogle brædder, der var sat op fra gulvet almindelig sengehøjde så langt fra væggen, at der kunne blive plads til to personer, Fodenden og hovedenden dannede henholdsvis væggen til forstuen og væggen til gjæsteværelse. Bunden i sengen var brædder, hvorpå der var lagt halm, og af møbler var der kun en træskammel. Så var der desuden plads til et klædeskab eller en kommode, intet ffrsted og lergulvPigens løn var så vidt jeg husker mellem 80 og 100 kr. året, og fæstemålet gjaldt som regel altid for et år. Soveværelset var i den højre gavl med vindue mod syd, og jeg antager, at det var 6 x 6 alen stort med 2 senge beregnet til to personer hver. Sengene var brædder, der gik fra væggen til bryggerset og ydervæggen med syd, og var sat fra gulvet til almindelig sengehøjde med skillerum i midten stofforhæng foran, så der kunne lukkes helt for dem. Gavlvæggen var så den ene side af sengene, og for at forhindre den værste kulde fra væggen, var der hængt flettede halmmåtter op- Sengebunden var af træ med halm ovenpå. Gulvet var brændte sten. Under vinduet stod en slagbænk, der om dagen kunne benyttes som siddeplads og om natten trækkes ud, så at der blev 2 sovepladser. Endvidere var der en løs træbænk til at lægge tøjet pa. Væggen mellem dagligstuen og soveværelset var forsynet med en dør. Dagligstuen antager jeg var ca. 6 x g alen med 2 vinduer med syd. På

væggen under vinduerne var der en fast træbænk med et ffnetræsbord foran. På den anden side af bcrdet st*d en anden trsebænk og 2 træstale. E* temmelig stor bilæggerovn var anbragt på væggen mod køkkenet, og der blev fyret i den fra den åbne skorsten i køkkenet. Bilæggerovnen stod ca. en alen over gulvet med træben under forreste kant. lnde under ovnen var der en herlig plads for os bøm om aftenen. Det var vist nok det eneste sted i huset, hvor der var varmt. Fra dagligstuen kom man ind i storstuen, som vi kaldte den, og den var lidt større end dagligstuen. Af møbler var der to dobbelte klædeskabe og et gammelt chartol, og der var bræddegulv. Til venstre førte en dør ind til gæsteværelset med vindue mod øst i gavlen og ydervæg mod nord til gården. I værelset var der kun en seng magen til dem i soveværelset, og gulvet var af brændte sten. Alle vægge i hele huset var kalkede. Det var stuehuset og dets indretning. Stald og lade. Fra bryggercet kunne man komme ind i stalden. Nærmest bryggerset kom man forbi karlekammeret, der var noget større end pigeværelset, men af udseende det samme. Stalden var temmelig lang med en gang i midten. Først kom spiltovene til hestene, to stk", derefier på samme side 5 båse til kreaturerne. På modsai

side tre svinestier, og et rum til hønsene. Fra gården førte en dør ind i stalden, og fra nordgavlen en dør ind i laden. Stalden var selvfølgelig brolagt. I laden kom man først ind i foderladen og al fodring foregik fra stalden, dernæst ind i tærskeladen. Så kom vognporten med port ud til gården og dør i modsat side. Til slut korn så brændehuset i gavlen. Gulvet i laden var af ler. Bageovnen var frit beliggende ca.2O alen fra gården.

Gilder. I Malle boede vi i I årfra 1875 til 1. marts 1883. Der blev ikke ført ret meget selskab" En gang om året havde vi gilde. Det var som regel omkring jul eller først i det nye år. Jeg antager, at der var ca. 50 personer, familie, naboer og venner. Der var i alle tilfælde ikke flere end stuerne kunne rumme, men ved denne lejlighed var de også taget i brug alle tre, soveværelset såvel som stuerne. Når gæsterne kom, fik de kaffe med hjemmebagte kager og småkager, mændene en kaffepunch eller to og piben stoppet og tændt. Så begyndte kortspillet for dem, der havde lyst, og konerne tog fat på strikketøjet. Gæsterne blev indbudt til kl. 2 eftermiddag. Ved 6 tiden fik de aftensmad med varm fonet bestående af flæskesteg og kalvesteg, sovs, kartofler, rødbeder og lidt syltetøj, snaps og hjemmebrygget ø1. Snapsen blev der ikke sparet på.

Når flasken var tømt blev den fyldt og sat på bordet til fri afbenyftelse. Det var kornbrændevin til 18 øre pr. flaske. Efter den varme ret kunne gæsteme selv smøre smørrebrød. Der var på bordet forskellige slags hjemmelavet pålæg.

Til slut fik de kaffe, the og kaffepunch. Det tog som regel mellem to og tre timer med aftensmaden, og efter den tid blev der spillet kort og danset til harmonika musik. Øl og $naps blev sat på bodet og hen imod midnat blev der lavet bollepunch, bestående af rom og noget vi kaldte gammelvin, og det blev serveret i kopper. Gildet trak som regel ud til kl. et eller to, hvorefter hver tog til sit, nogle sovende, andre syngende efter hvad de kaldte en glad aften. Ud over den årlige fest havde vi kun nogle få gæster med langt mellemrum til kaffe. Familien var ikke stor. Min mor havde en gift søster i Lunde og en kusine i Dejrup, som også var gift, og min fader havde en gift broder i Outrup. Det var al den familie, jeg har hørt omtale og som besøgte os en eller to gange om året.

Bamedåb gik stille af. Kun familien og et par af de nærmeste naboer kom til middag, som bestod af oksekødssupp og pebenodssauce til kødet, derefter eftermiddagskaffe med hjemmebagt kage og aftensmad bestående af smønebrød med snaps og ø1. Livet på gården Om sommeren stod vi op kl. 5 og gik i seng kl. 9yz 10 om aftenen. Der var et middagshvil på ca. 2 timer" Ellers gik dagen med forskelligt arbejde, mest i marken. Vi børn passede kreaturerne så snart vi blev store nok, d.v.s. ca. 7 år. Køeme kom i stald hver middag 2 timer for at blive malket, ungkreaturerne blev flyttet og fårene skulle også flyttes. Jeg havde allerede før vi flyttede fra Malle begyndt at passe fårene. Om vinteren de lange aftener, gik tiden for mor og pigen med at spinde, karte, sy og stoppe strømper. Far måtte også, når han var hjemme, hjælpe med til at karte. Efteråret 1882 begyndte jeg i skolen. Skoleundervisningen vi fik på landet den gang var meget ringe. Om sommeren fra 1. maj til 1. november skulle vi møde en halv dag om ugen fra morgen til 12 middag, og om vinteren hver dag fra I - 3. M bøm kom meget lidt ud blandt fremmede. På det tidspunkt var vi også blevet 6, så vi kunne udmærket få tiden til at gå i hinandens selskab.

Sækbæk Kro. Pludselig skete der en stor forandring for os alle- Far havde været i Varde en dag, vistnok ijanuar 1883, kom meget sent hjem og som sædvanlig ikke helt ædru. Han fortalte, at han havde byttet gården væk med Sækbæk Kro, som ligger 10 km. nord for Varde ved hovedvej 11.

Kroens ejer var et par unge folk, der var blevet kede af at bo der af forskellige grunde. Blandt andet gik der stærke rygter om, at den fonige ejer, scm yar død der, kom tilbage til kroen ved nattetide. Da far ikke var heft ædru og det var sent på natten, ville mor ikke diskutere med ham, men fik ham i seng. Først dagen efter måtte far så fortælle, hvad der var sket" Jeg tror ikke, at mor var særhg glad ved tanken om, at hun skulle være krokone. Far måtte i hvert fald love hende, ikke i det daglige at drikke, så han blev beruset, og det skal sigæ til hans ros, at han også overholdt det i de 23 år, han havde kroen. Handelen var så godt som afsluttet om natten, kun mors samtykke manglede. Om eftermiddagen kørte mor og far så til Sækbæk Kro og fik det hele fastlagt. Kroen lå rigtig ude på heden, og der hørte 40 tdr. land til kroen, men kun en ringe del af jorden var opdyrket. Der var 2 køer og en hest. På det tidspunkt var der ret god søgning til kroen. Da den jo lå ved landevejen til Varde, kom der mange landboere, der skulle til byen med deres smør, æ9, flæsk o.s.v. De kom langvejs fra med hestevogn, og en stor del af dem gjorde ophold i kroen. Torsdag var en særlig stor dag, for da var der torvedag i Varde, og en dag om måneden var der marked. De dage regnede vi med, at vi ikke fik sovet om natten. Når landboeme ud på aftenen kom tilbage fra Varde, blev mange af dem siddende til kl. 4 - 5 om morgenen. Vi skulle jo også tjene til alle udgifterne ved serveringen. Handelen var ordnet således, at alt hvad der hørte med til gæstgiveriet, skulle mine forældre overtage, også de 2 køer og hesten, og alt hvad der var på vore$ gård af kreaturer, skulle blive der indtil ombytningen skulle fcregå den 1. marts 1883- Alt gik også efter aftale, men der skulle jo tjenes mange penge. For det førcte var familien på det tidspunkt stor, far, mor og 6 børn i alderen 1 11 år, og for det andet skulle der også holdes karl og pige. Vi var således 10 perconer, der hver dag skulle have mad. Karlen skulle ingen løn have ud over kost, logi og vask. Lønnen tjente karlen ved at passe stalden, og så skulle han htale kr. 10- om måneden til pigen. Karlen kunne alligevel på den måde have en god indtægt. Pigen tjente ikke noget ud over den faste løn hun fik. Der var ingen drikkepenge til servr'triæn. For at få bevilling til at drive kroen, blev der også stillet visse betingelser. Der skulle være 2 gæsteværelser med en opredt seng i hvert og plads til 2 personer i hver seng. Desuden skulle værelseme være i stuehuset. Dæuden skulle der være et værelse til rejsende svende også til to, men det måtte geme ligge udenfior stuehuset. Lyset måtte også fratages dem, når de var kommet seng. Betalingen for et sådant værelse var fastsat til 25 øre pr- nat- Hvis der kom mere end to samme nat, var vi ikke forpligtet til at beholde dem, men som regel, fik de lov at sove i stalden i noget halm. Kom de fra Varde mod Ringkøbing var der 11 km. til den nænneste kro i Lyhne. Far at få værelse

kunde vi til gengæld forlange, at de havde deres papirer i orden. De skulle være i besiddelse af vandrebog med deres hjemsted og navn, fødselsdag og år. Den skulle stemples hver Købstad, som de kom igennem at politimesteren med påtegning om, hvor rejsen gik hen. Var dette ikke i orden, havde vi ikke pligt til at give dem ophold. Kom de ved nattetide og kaldte, skulle vi stå op og lukke dem ind. Det skulle vi overfor alle. Den største part af de rejsende svende var flinke folk, som regel altid i godt humør. De fortalte mangen god historie fra rejsen, dog ikke alle lige troværdige. Der var dem der kom år efter år, og som spadserede så godt som $amme rute hvert år. Der kom ogsiå en del udlændinge, og dem kunne vi jo ikke tale med, men vi kunne som regel gøre os forståelige over for dem på en eller anden måde. Den størcte part kunne godt lide snapsen, nogle af dem blev i godt humør, enkelte kunne også blive ondskabsfrrlde. Skulle de overnafte, og det blev tid at de skulle i seng, skulle karlen geme følge dem til værelset med en tændt staldlygte og vente til de var klædt al for at tage lygfien med tilbage. De fleste af dem tog alt tøjet al far renligheds skyld.

Rygtet om den tidligere ejer, som gik igen! Jeg vender tilbage til den mand, der gik så stæ*e rygter om, og som ikke kunne få ro i sin grav. Han var ejer af kroen omkring 1875 til 1880 og hed Peter Andersen. (ifølge Ki*ebogen død den 19. juli 1881) Rygtet fortalte, at han havde sine penge ka sørøveri. Han skulle være meget velhavende. Hvor manden stammede fra, ved jeg ikke. Heller ikke hans alder kender jeg. Han var en svær mand, som gerne ville i klammeri og slagsmål med andre, Han døde som før fortalt i kroen omkring 1880 og kroen blev solgt ved auktion til Anders Sørensen og hustru. Der var ti gæsteværelser i den østre gavl af stuehuset, og i et af disse skulle det være, at han huserede- Min far var ikke bange, og den første tid vi boede der, og der fremkom lyde, som far ikke var klar over hvor stammede fra, stod han altid op og undersøgte, hvad det var, og enten var lydene ganske naturlige eller også var der ingen ting. Rygtet gik, at Andersen skulle gå fra gæsteværelset gennem en stor stue, som lå op til gæsteværelset, derefrer i forstuen og sa i skænkætuen. I denne skulle han opholde sig et stykke tid, før han vendte tilbage til gæsteværelset igen, I skænkestuen var der op mod ydervæggen en f;ast bænk i hele stuens længde og foran bænken tre borde, hver ca. tre alen lange. Under disse barde var der som gulv lagt brændte sten, og her skulle Andersen gå og banke på nogle bestenrte sten, men ingen vidste, hvilke sten det var. Man sagde, at han havde gemt sin formue der Jeg tror nok, at både far og mor efter nogen tids forløb befandt sig rigrtig godt på kroen.

Dagliglivet på kroen.

Der var stengulv under bordene i skænkestuen af renlighedshensyn. Den gang spyttede folk så meget, både når de rsg og når de brugfie kardusskrå. Om torsdagen og de dage, hvor der kom mange gæster, blev der spyttet, så det flød under bordene, selv om der var strøet sand ovenpå stenene. Efter nogle års forløb lod min far stenene fleme og lagde brædder. Ved den lejlighed blev det grundigt undersøgfi, om der skulle være noget gemt under gulvet, men man fandt ikke noget. Jeg vil ogsa nævne priserne på en del af de varer, der blev serveret- Den største del var kaffepunche, der bestod af kaffe, som blev serveret i en kop, og på bordet stod der en flaske med brændevin, og en med rom samt en med vin. Så kunne gæsteme selvtillave punchen efter behag. Det kostede 10 øre. Skulle der fløde til og kaffen serveres på kande kostede det 15 øre- En kop kaffe med et stk. julekage kostede 10 øre, en bajer 15 øre, 1 - stk. smørrebrød med pålæg fra 5 til 10 øre, en snaps 5 øre. Så stod der til fri afbenyttelse, røgtobak og kardusskrå, ingen drikkepenge. Var gæsteme kørende blev hestene vandet, der blev sat fodertrug foran dem, og de fik så foder, der som regel var medbragt. Der var ingen fast afgift, det var efter behag, som regel fra 10 til 25 øre til karlen. Karlen skulle i den tid han ikke var optaget i stalden udføre alt forefaldende arbejde. Min far begyndte at opdyrke heden og at plante en del, blandt andet fik han og plantet en stor have og plantet hegn rundt om marken, så godt som nåletræer alle sammen. Efter 23 års farløb var der kun ca. 2 tdr. land hede tilbage og besætningen var forøget tilsvarende, men samtidig gik omsætningen kraen ned. Der kom mejerier, slagterier, brugsforeninger. Stationsbyerne voksede, og der kom flere forretninger. Folk behøvede ikke at rejse til Varde. Så i 1906 solgte min far kroen, som drives endnu, men på en helt anden måde.

Stundsig skole. Det var en stor forandring for os bøm, da vi kom til kroen. M tre ældste gik i skole, og vi skulle jo nu skifte skole. Fra Sækbæk skulle vi have været til Mejls skole, og der var en lang vej, ca. 5, km., men det fik far forandret således, at vi kom til at gå i Stundsig Skole, sorn lå i den yderste vestre del af Horne sogn. Den var ret ny og der var ikke så mange børn- Der fik vi foreløbig lov til at gå. I skolestuen var der plads til ca. 30 elever. M var kun ca. 2A i alderen 7 til 14 år. M havde samme lærer. lnddelingen var store og lille klasse og fagene var bibelhistorie, regning og skrivning. Undervisningen var som før nævnt en halv dag om sommeren og hver dag om vinteren. Når man i 14 åts alderen kom ud af skolen kunne man til nød skrive sit eget navn;

sin bibelhistorie og en del af salmebogen kunne vi udenad. Dog syntes vi den gang, at vi var meget dygtige, når vi hørte og så, hvad vore forældre havde lært. Min far kunne ikke skrive sit eget navn så nogen fremmede kunne læse det. Han læste aldrig hverken bøger eller aviser af den gode grund, at han ikke kunne. Min mor gik det lidt bedre. Hun kunne til nød skrive et brev. Jeg har som soldat modtaget ganske få breve fra hende, men som regel skulle man læse dem mange gange, før man kunne få noget ud al hvad der var skrevet. Til deres undskyldning tjente vel også, at på det tidspunkt, da de gik i skole skrev de, som det blev kaldt, gammel dansk, og det vi lærte var latin. Læreren vi havde den halve dag en gang om ugen i sommerhalvåret var degnen i Horne, Og om vinteren, nå vi var i skole hver dag, havde vi en fast lærer. I de 7 år jeg gik i skole havde vi samme lærer hver vinter. Hans far havde en temmelig stor gård i Ounbøl i Thorstrup Sogn, og der hjemme var han som karl om sommeren. Så vidt jeg ved, havde han kun almindelig landboskole uddannelse og et halvt åæ ophold på højskole, men han havde gode evner til at sætte sig i respekt hos sine elever. Det var tilstrækkeligt, at vi vidste, at spanskrøret lå gernt i pulten. Det var yderst sjældent, at det kom frem, og når det skete, var der grund dertil, og den det gik ud over, ønskede ikke en gentagelse foreløbig. Læreren var a*roldt af sine elever som af deres forældre. Kroen var en stor forandring for os børn Det var som sagt en meget stor forandring for os børn at komme fra gården i Malle til Kroen i Sækbæk. Det private samvær med forældrene forsvandt næsten helt, og vi måtte så godt vi kunne, passe os selv- I skænkestuen måtte vi ikke opholde os, kun en enkelt gang, når der ingen gæster var. Privat lejlighed var der ikke meget af. Vi opholdt os mest i soveværelset, når vejret ikke tillod, at vi kunne være ude i det frie, men også det blev vi fortrolige med. Vinteren 1885 og foråret gik min ældste søster til konfirmationsforberedelse og blev konfirmeret om foråret, men det gik meget stille af. Privat selskab havde vi heller ikke i kroen ret meget af, kun det årlige julegilde ligesom på gården i Malle. Der gik et år efter, at min søster var konfirmeret, før hun overtog pladsen som pige hjemme, men sommeren 1886 bestemte mine forældre, at jeg skulle ud at tjene. (10 år gammel). Det var vist nok fordi de syntes, at jeg havde godt af at foretage mig noget nyttigt. Ud at tjene.

Jeg blev

i marts måned fæstet bort til to ældre folk, der havde en lille

landejendom ude på Frøstrup Hede, Lunde Sogn. Der var to køer, og to stude på ejendommen. Studene blev brugt til kørebrug, dem skulle jeg passe tillige med andet forefaldende arbejde. Jeg blev fæstet bort for et halvt år, fra

maj til november, lønnen var 10 kr., 1 pund uld og et par træsko, samt 2 kr. i fæstepenge. Pladsen jeg skulle tiltræde 1. maj, lå æ. 5 km. fra mit hjem, min fader fulgte mig til min nye plads, men da jeg skulle sige farvel til min mor og søskende, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere, min mor ville trøste mig, men også hun fik tårcr i øjnene, men det var flinke og gode folk jeg korn hos. Fattigf og nøjsomt havde de det, stuehuset bestod af to små stuer, den ene blev brugt både som soveværelse og spisestue, der var to senge, som på den lange led gik fra den ene væg til den anden. Foran ud mod stuen var opsat en træramme, som dannede den ene side af sengen, forneden af rammen var sat brædder i højde med en seng, og så langt fra ydervæggen, at der var plads til at der kunne sove to personer, en bræddevæg midt på delte det så igen i to senge. Ved ydervæggen mod syd var en fast bænk hen under vinduet med bord foran, og så en løs bænk. I sengene var ingen bunde, fra gulvet til sengehøjde var der lagfi lyng[ørv og ovenpå halm. Gulvet var lergulv overalt. Mellem de to stuer kom man ind udefra ind i forstuen, en lille firkantet rum med dør til højre og venstre, bag forstuen en lille køkken på størrelse med forstuen med en dør til begge stuer, og åben skorsten ud mod væggen til forstuen. I den ene seng sov mand og kone, i den anden sov jeg. I fonammen var der lavet skydedøre, som om dagen var lukket. Så var der bilæggerovnen, der blev ffret fra køkkenet. Væggene var hvidkalket over alt, Loftet var brædder med bjælker under, og en mand af almindelig højde skulle bukke sig for at komme under bjælkeme. I den anden stue stod kun et klædeskab, og stuen blev brugt $om værksted, når der blev lavet potter. Begge stuer var på samme stønelse. Fra denne stue kom man ud i en lille lade, som blev brugt til at tærske kornet

i. Fra laden var bygget en vinkel ud, det var staldbygning med en gang i midten og på den ene side tre båse, to til kreaturerne, en til fårene om vinteren, på modsat en sti til grisene og rum til hønsene. Alt dette så meget fattigt og trist ud, gamle faldefærdige bygninger ude midt på heden, langt til nærmeste naboer og sammen md to gamle mennesker. Je€ var heller ikke i godt humør, da min fader var færdig til at gå hjem. Dog skulle det gå langt bedre, end jeg havde ventet. Kl.9% aften gik vi i æng. Kl. 5 morgen stod vi op. Det første for mit vedkommende var at flytte fårene, når jeg så kom tilbage, fik vi morgenmad, det var enten kogrt hjemmebrygget øl eller kogt mælk, med lige så meget hjemmebagt rugbrød med hjemmekæmet smør, jeg kunne spise- Derefter blev jeg som regel sat til at rense i stalden, og derefter skulle kreatureme ud. Så fejede jeg gulvet i de to stuer og forstuen og strøede sand på gulvene. Derefter var der lidt farskelligt, der skulle laves, to gange om ugen kjæmede jeg smør- Kl. I formiddag spiste

vi frokast, tc halve stk. rugbrød med hjemmelavet pølse, og et stk. sigtebrød med smør, dertil en kop skummet mælk, mælken vi fik, var alt sammen skummet, fløden skulle bruges til smør. Nu må vi huske, dengang var der ikke noget der hed centrifuge, så mælken blev skummet med ske. Efter frokosten skulle kreaturerne flyttes, og kl. 11 % skulle de hjem på stald, for at køeme kunne blive malkede. Når det var besørget, spiste vi middag, der som regel bestod af stegt flæsk med meldyppelse (sovs), kogte kartofler og som eftermad vælling eller grød, den tid brugte man mest boghvedegrød, engang imellem kunne yi få oksekødsuppe, gule ærter, eller grønkå|. Efter middagen var en times hvil, hvis vi ønskede det, måtte vi lægge os på sengen for at sove. Kl. 2 skulle kreaturerne atter ud, derefter fik vi en kop kaffe med en stk. kandis {sukker} til. Eftermiddagen gik med fonkelligt arbejde. Foråret skulle der lægges kartofler, sås kom, harves eller pløjes, køres gødning ud, som skulle strøes, alt det var mandens arbejde. Alt hvad jeg kunne hjælpe til med, blev jeg sat til, køre studene for ham, når han pløjede, og strø gødning, lægge kartofler, samle sten af marken, sætte tørv ud, når vi var i mosen for at skære tørv. Dagen gik for mig med raske f,ed, flinke og gode mod mig var de @ge, de to gamle, men jeg glædede mig altid til, når jeg fik lov at gå hjem, som regel hver anden søndag, og undertiden engang imellem om aftenen. Jeg kunne gå hjem på en halv time, til at begynde med kneb det at komme hjemmefra, men det fortog sig ret hurtigt. Aftensmaden fik vi ved 7 tiden, undertiden grød med mælk eller også nogle stk. rugbrød med fedt eller smør, med mælk til. Så var måltiderne forbi for den dag. Af fremmede kom så godt som ingen, to gange hver sommer kom konens søster på besøg, som regel i to dage. Hun var ugift, og boede i et lille hus nær Torstrup Kirke. Hun var også langt op i årene, men spadserede den lange vej af 15 km. frem og tilbage. Hun emærede sig ved at sy kapper, som konerne i den tid brugte som hovedbeklædning, når de var i selskab, og ellers af, hvad folk ville give hende. Hun hed Sine, men havde fået tilnavnet kappekone. Manden havde en søster, der var gift og boede i Stenderup, men de kom ikke på besøg på grund af den lange afistand. En gang, i de tre somre jeg var der, var manden og konen kørende med studene til Stenderup, de var borte i tre dage, en dag for at køre vejen derop, og en dag hjem og så en dag deroppe. I de tre dage var konens søster ude at hjaelpe mig med at passe kreaturerne, og lave mad. Efter indtægterne de gamle havde, kunne der heller ikke blive råd til selskab eller rejser. Hvert år blev der fedet 4 grise op, deraf blev de tre solgt og den ene slagftet til dem selv og spist i løbet af året. Hvert efterår blev studene

ombyttet med en par yngre, det kunne sorn regel give en lille indtægt på ca. 100 kr. $å var der potterne, der blev brændt potter 3 gange om sommeren, og lige så mange gange var vi kørende ud med dem, for at få dem solgt. Salget forcgik en gang om foråret og to gange sidst på sommeren. Hver gang havde vi så mange vi kunne læsse på vognen, det var manden og jeg, der var ude. Jeg skulle ind hos bønderne og spørge om de ville købe potter og fortælle, hvad slags vi havde. Manden blev ude ved vognen for at sælge. $om regel var vi borte i fire dage, vi boede hos bonden, der skulle jo også være plads til studene, de skulle også have noget at æde, men bøndeme var altid flinke, og de sørgede godt for såvel os som dyrene- Som betaling fik konen så en eller to potter. Det var vel nok deres største indtægt, der var så godt $om ingen udgifter til materialet, undtagen arbejdet, alt kunne som regel regnes som fortjeneste. Udgifterne var heller ikke store på ejendommen. Med ca. 60 tdr. land, bygninger og besætning var der en gæld på 600 kr. Æ de 60 tdr. land, var på dette tidspunkt kun ca. I tdr. land opdyrket, resten hede. 1891 blev det hele solgtfor 1200 kr., sammenlignet med år 1954, da al hede er opdyrket og nye bygninger, godt besat med kreaturer, kan det vel koste omkring 90.000 kr. Jeg var glad for at komme ud på disse ture med potter, som regel oplevede man noget morsomt, eftersom jeg blev kendt med folk. M havde nogenlunde vor bestemte rute, den gik over Frøstrup, Lunde, Outrup, Hennebjærg, Stavsø, Fidde, Rottarp, Bækhuse, Baal og hjem. Når jeg var inde for at spørge, om de ville købe noget, spurgte de så godt som alle sfreder efter frvaO stags vi havde, Jeg måttå så fårtælle så godt jeg kunne, hvor meget Oei var- Når det var overstået, kom konen mange steder og forærede mig småkager, som jeg skyndte mig at få anbragft i lommeme, og så fulgtes vi geme ad ud til vognen, hvor handelen foregik. Bagefter delte jeg gerne kagerne med manden. Omkring middag måtte vi gerne hen, hvor manden var godt kendt, for at rå middagsmaden og også noget til studene. Betaling derfor var nogenlunde den samme som for logi om natten. Når vi var ude om foråret, havde vi som regel et læs halm med hjem, som manden fik for gode ord på de støne gårde, og som han havde god brug for til kreatureme der hjemme. Hvorfor vi kørte ud forår og sidst på sommeren, var også fordi vi skulle ud, når ikke der var ret meget varme, midt på sommeren risikerede vi at studene bissede, så kunne de ødelægge alle potter. Navnet på de to gamle jeg var hos i tre somre, og befandt mig godt, har endnu ikke nævnt. Mandens navn var Peder Sørensen og kcnens Else Marie Sørensen. På det tidspunkt jeg var der, var de begge mellem 60 og 65 år. Hvor de var tødt, ved jeg ikke. Det var alligevel dage jeg glædede mig til, når jeg om efteråretvarfærdig og skulle hjem. Jegfik min løn 10 kr. detfønste år. De to efterfølgende 12 kr., et par nye træsko, cg en pund uld til nye strømper

til vinteren, om sommeren brugte vi så godt som ingen strømper.

Peder Sørensen var gerne med mig, jeg kunne je ikk* selv bære det alt sammen. Vi skulle gerne af sted så tidligt, at vi kunne nå hjem til middag, så havde mor middagsmad til os, og Peder blev det meste af eftenniddagen og fik sig et par kaffepuncher, men han skulle hjem til aften, Else Marie ventede på ham. Hjemme.

Jeg var også glad for at være hjemme og lege med mine søskende- Den tredje sommer jeg var ude, blev min næstældste søster konfirmeret om foråret. Nu havde vi ikke mere nogen tjenestepige, den ældste søster var nu 16 år og havde lært at sy dametøj, men hjalp nu til med at servere, og den næstældste søster 14 år, hjalp mor med arbejdet i huset. Med efteråret begyndte den tid, vi skulle i skole hver dag, min yngste bror var fyldt 6 år om vinteren, og skulle nu begynde at gå i skole. Vi var stadig fire der gik samtidig, og i samme skole. Nu var jeg den ældste og skulle baere Madkassen (Trøster), en trækasse så stor, så der kunne være mad til os alle fire, samt vore bøger, havde der blot været remme, så man kunne bære den på ryggen som en tornyster. Det var der ikke, der var hanke i låget, som den skulle bæres i, så den generede en del og særlig på hjemvejen, hvor vi samtidig skulde lege. Hjemme gik alt sin rolige gang, omsætningen i Kroen var ikke så stor som de første år. Bønderne havde begyndt bygge mejerier og oprette Brugsforening. Det var ikke så nødvendig for dem at tage til byen. Min fader havde af den grund begyndt at opdyrke heden- Karlen var vi nødsaget til at beholde, og han skulde jo helst have noget at arbejde med. Far købte en hest, men det var hårdt arbejde for hestene at trække ploven gennem heden, men hvert år blev agerjorden udvidet. Vi havde i Kroen som på gården i Malle vor sædvanlige efterårs gilde, nu vi børn voksede til, blev det udvidet til et gilde for ungdommen også. Mine to søstre, som nu yar ksnfirmeret, samt karlen blev inviteret ud til ungdomsgilde, som de var meget glad for, men de var nødsaget til at gøre gengæld. Jeg husker den første af de gilder, da havde vi et temmelig stort rundt telt med bræddegulv, som blev brugt til at danse i. Til Teltet hørte tre musikere, lejen var ikke ret stor, men vi skulde selv sørge for transport, fra det sidste sted, den havde været i brug. Det kunde godt blive en længere tur, vi fik en eller to af naboerne med, som havde heste og vogn, for at få det alt sammen kørt hjem, det blev der ikke betalt noget for. Musikeme fik ikke betaling i penge, men de skulde have alt det brændevin ag ø1, de unge karle ville drikke. Det gik for sig på den måde, når musikken havde spillet et nummer, og dansen var forbi, gik de unge karle op hcs

musikeme og fik en dram, og et glas ø1, ag skulde så erlægge 10-20 eller 25 øre. På den måde fik musikkeme deres betaling. De unge blev trakteret ligesom de ældre. Først med kaffe, senere varm aftensmad. Sluttede først ved 6-7 tiden om morgenen. De mødtes også først ved 7 tiden om aftenen. Der var ca. 100 unge med til gildet, det gentog sig kun hvert andet år, og kun den ene gang havde vi telt til ungdomsgilder. Min ældste søsters bryllup. Vi havde teltet en gang efter, det var da min ældste søster blev gift, da var hun 21 år. (Ki*e@en: Den 14. november 1893 gifres Krctine Sørensen, født i Sfiellev den 2A. januar 1872, datter af kaejer Jeppe Peder Sørensen og hustru Mette Kathrine f Knsfense n ag Kristen Knbfensen, født i Ølgad den 1 5. septemher 1868, søn af husmand Kristen Kristensen og trustru Mefte f. Pedersen, Etauskjær) Det var den størcte gilde, jeg husker mine forældre har holdt. Da var der ca. 300 personer med. De var indbudt til frokost kl. 10 formiddag. Kl. 2 efiermiddag skulle vielsen foregå i Varde Kirke, ca. 10 km. fra Kroen. Der var et vogntog på 40 vogne samt 4 fonidere, som red foran vogntoget. Efter forrideme kom brudeparret, så brudeparenes forældre, derefter søskende til brudeparret og som lierde vogn musikere og gæsterne. Bruden bar sort kjole, myrtekrans med lang hvid slør på hovedet. Brudgommen blåt vadmelstøj (hjemmevævet), syet i diplomat facon og med sort krave med hvid strimmel i halsen. På hovedet en halv høj stiv filthat, facon som silkehat. Selskabets påklædning var for mandens vedkommende blåt hjemmevævet vadmel syet dels som diplomat elbr som jakke. De unge mandfolk var alle i vadmelsjakke. Kvinderne, både ældre og yngre, så godt som alle i sort kjole. De gifte med kappe på hovedet, og alle kjoler så lange, at de nåede gulvet. Efter vielsen gik turen tilbage til kroen. Når så køretøjeme var ordnet, naboeme kørte hjem med deres, og resten blev på kræn, så blev selskabet budt til bordene for at spise middag, som bestod af suppe, oksekød, hønsekød, kalvekød med peberrodssauce, forckelligt syltetøj og som dessert sødsuppe med rigelig svesker. Efter rniddagen blev teltet ryddet, gulvet blev fejet, og dansen kunde begynde. Første dans var forbeholdt brudeparret og de næste to-tre, brudens nærmeste familie- Derefter var dansen friCa. en time efter dansens begyndelse, blev der budt på kaffe med tilhørende hjemmebagt kage. Kaffen blev nydt i hold på grund af plads, efter dette gik der igen lidt tid. Omkring midnat blev der serveret aftensmad, med varm forret, snaps og ø1, te eller kaffe. Aftensmaden blev som kaffen indtaget i hold.

Når det var forbi gik dansen videre til kl.

5€

morgen.

Karl hjemme. Efter at jeg havde været ude at tjene 3 somre, skulle jeg blive hjemme den fierde, da var jeg bleven 13 år i marts, og skulle så overtage pladsen som karl den sommer. Det gik også rigtrg godt. Skulde der udføres arbejde, der oversteg kræfteme jeg var besiddelse ai, havde vi en daglejer. Og skolegangen blev det ikke taget så nøje med, det var jo kun en halv dag om ugen, og det var ikke så sjælden den blev forsømt, Om efteråret fik vi atter en karl for vinteren, da skulde jeg gå til konfirmationsforberedelse, Jeg blev konfirmeret foråret 1890 i Varde kirke. Der blev ikke holdt nogen festlighed i den anledning, heller ikke for mine søskende. Men det halve år vi gik til forberedelse var streng, to dage om ugen gik vi den lange vej til Varde. Efter konfirmationen overtog jeg så pladsen igen som karl hjemme, og var så hjemme til foråret 1896, til førct i marts, da jeg blev indkaldt til soldat, og min

bror overtog pladsen hjemme. Vi børn kom meget lidt ud før efter vi var konfirmeret. Efter den tid kom vi ret meget ud, vi fik stor bekendtskab hjemme i Kroen, og kom til mange gilder om vinteren, og jeg for mit vedkommende tjente en stor løn, jeg fik lov at beholde drikkepengene ligesom den fremmede karl, mod at aflevere 10 kr. om md, Jeg havde indtil jeg blev konfirmeret og en tid efter brugt hjemmelavet vadmelstøj. Det var også både varm og stærk, men ikke så pæn som kamgarn, nu blev der råd til at tå sig et sæt pænt tøj. lndtil en tid efter at jeg var konfirmeret, havde vi skrædder hjemme og sy tøj både til far, og vi to drenge. Der var som regel mester og en lærling. De bar symaskinen i en trækasse med remme, der var anbragt på kassen ligesom på en tomyster, og en stor pressejem på 16 pund i hånden. Mor og mine søstre fik syet på samme måde, indtil min ældste søster havde lært at sy. Omkring året 1892 fik jeg også råd til at købe min første cykel. Flere år forvejen var den store Væltepeter fremme, samt nogle hjemmelavede med jemringe, men nogenlunde lige store hjul. Efter dem kom så dem med luftringe og kædetræk, men ikke frihjul. Dem måtte jeg have en af. Jeg havde penge samlet til den, og jeg talte med far om ikke måtte købe mig sådan en, men det kunde der ikke være tale om.

Cyklen En sommerdag i 1893 fik jeg tilladelse til en eftermiddag at gå til Varde, Jeg tog min Sparekassebog i lommen, og det første var selvfølgelig at gå rundt og se på de udstillede cykler, og hos F" byllov, som den gang havde isenkramfonetning i Kræmmergade, {senere toldbodvej i Kbh.), stod en i vinduet, jeg godt kunde tænke mig at købe, Jeg kom ind i fonetningen, og cyklen blev vist frem, og alle dens gode dyder blev mig fortalt, sarnt prisen

r,{

3S0 kr,

M blev enige am prisen, mod at de skulle lære mig at køre på den.

Men nu var gode råd dyre. Jeg havde ikke tænkt på, at klokken var bleven over 4 eftm. Og Sparekassen lukket, sa jeg ingen penge kunde få, men også på dette område viste Byllov råd. Han bad om at se Sparekassebcgen, hvorpå der stod ca. 600 Kr. Det kan vi let ordne, sagde Byllov, jeg kan beholde bogen, så kan jeg hæve pengene i rnorgen. Bogen og restbeløbet kan du så få, når du igen kommer til Varde. Der blev sagt til kommisen om at følge mig på vej hjem, for at lære mig at køre- Da vi var kommen 4 km. uden for byen, erklærede han, at nu kunde jeg godt selv køre, han var vel også træt af at løbe ved siden af. Jeg kom op pa cyklen, og vi sagde farvel til hinanden. På den tid var der ikke stor færdsel på vejene, det var heldig for mig, for jeg slog nogen store sving, og kom der et køretøj, måtte jeg stå af, for hestene var bange for cykler den gang. Også op ad bakkeme måtte jeg gå, endelig nåede jeg hjem, der var ingen af dem hjemme, der havde set jeg var kommen. Jeg fik også cyklen stille-t fra mig ude ved husmuren og kom ind, jeg var ikke glad for at møde far, og fortælle ham om købet. Jeg vidste jo, at han vilde blive vred, men nu var der ingen vej udenom. Jeg fortalte så, hvad jeg havde købt, og hvad den havde kostet. Jeg kunde godt se på far, at han var vred, men han sagde ikke ret meget, tør vi kom til betalingen, og han fik at vide, at jeg havde afleveret Sparekassebogen uden nogen bevis for, hvem der havde modtaget den, og hvor mange penge der stod på den. Det var dog det værste, han nogensinde havde hørt. Da der var gået en lille tid, og sindene var faldet til ro, spurgte far, om jeg kunde køre på den, hvilket jeg svarede ja til. M skulde så alle ud at se den. Mor og mine søskende syntes jo, den var dejlig, det var dog en rar køretøj at have. Far syntes måske ligeså, men sagde ikke noget derom, han vilde blot se, om jeg kunde køre på den. Jeg fik den frem på vejen og skulde køre, men resultatet blev, da jeg stod op på den, løb den over i grøften, og jeg stod på hovedet. Min far vendte med det samme om og gik indenfor. Jeg fik cyklen sat ind, og der blev ikke talt mere om den før dagen efter. Det med pengene optog far mest. Et par dage efter måtte jeg til Varde igen for at få Sparekassebogen, det vil sige, da kørte jeg på cykel. Da jeg kom ind i fonetningen, ksm Byllov mig i møde for at få at vide, hvordan det gik, om jeg kunde køre, om je{ var glad for cyklen, og om min f;ar ikke syntes godt om den. Da han fik at vide, at det hele gik godt, kom han med Sparekassebogen og fortalte, at han havde hævet pengene dagen efter, cg takkede for handelen, bad mig om at se efter, at der ikke var hævet mer end det beløb, han skulle have. Ønskede mig lykke og held med cyklen, og hilse hjemme. Så kunde jeg køre hjem igen, og hvad der forbavsede far mest var, at hele turen kun havde taget 1Tz time. Men der var mange af bøndeme der ikke kunde lide, at jeg havde købt så dyr et køretøj, de var ikke bange for at sige, at jeg tjente for mange penge cg brugte dem Få en dårlig

måde ved at købe den slags ting, hvor pengene gik ud af landet. Men også det fortog sig efierhånden. Soldat Tiden gik så til 1895, mine to yngre søstre var bleven konfirmeret, og min yngst'e bror skulde gå til konfirmationsforberedelse vinteren mellem 1895 og 1896. To af mine søstre var ude at tjene, og når min bror blev konfirmeret, skulde der også en af os ud. Jeg besluttede så at møde på session efteråret 1895 og blev udskreven til dragon, skulde møde 6. marts 1896 ved 3. Dragonregiment iAarhus. Nu tørst fik jeg kendskab til forholdene i byen. Jeg havde aldrig været i andre byer end Varde. Jeg blev meget imponeret, da jeg kom til Aarhus, og så de store huse der. Jeg kom der dagenførjeg skulde melde mig til tjeneste, og boede på et hotel, der den gang lå lige over for Banegården, og fik et værelse på 4. sal. Så højt havde jeg ikke før været oppe. Mødedagen fandt jeg så frem til Dragonkasernen på hjørnet af Frederiksalle. Jeg var i god tid, men der stod allerde mange udenfor porten. Der blev i alt indkaldt 100 mand. Vi skulle møde Kl. 10 fmd., endelig gik porten op, og vi kom ind i gården og stillede på geled, vore navne blev råbt op, og vi fik hver et nummer. Jeg fik nr. 625. Derefter blev vi vist op på munderingsdepotet og

fik de forskellige genstande

udleveret. Derefter kom

vi op

på

belægningsstuen, fik anvist seng og plads til at hænge vort tøj, M var også i spisestuen, fik middagsmad og anvist skab til tør mad. De første tre måneder skulde vi spise på kasernen, i den tid fik vi ikke tilladelse til at gå ud. Tjenestetiden var 19 måneder, desuden to manøvre hver på en måned og året eter hinanden, alt sammen indenfor et tidsrum af 4 år. Om aftenen ved 6 tiden havde vi staldtjeneste, som tog 1 time, derefter aftensmad % time, og så ned i pudsestuen til I % aften. Kl. 10 skulde vi være i seng. Kl. 4 % morgen blev der kaldt op, vi skulde møde i stalden kl" 5. De første 3 mdr. blev kaldt for skoletid, men rekruttiden varede til oktober. lndtil det gamle mandskab blev hjemsendt efter 3 mdr. førløb, blev vi fordelt til de tre eskadroner, som et regiment bestod af, med en tredjedel til hver. En del af vor øvelse faldt så sammen med det mandskab, der var indkaldt året i forvejen, og først efter at de var hjemsendt, måtte vi skrive vor adr. som Menig eller Dragon. Før den tid var det rekrut. Jeg blev 20 år sidst i marts, samme år jeg blev indkaldt først i marts, altså forholdsvis ung. Dengang kunde man vente med at møde på session til 22 års alderen- Jeg er glad for, at jeg var bleven så tidlig indkaldt, efter hvad jeg fik ud af den tid, jeg var soldat, og resultatet var, at for at få det så let som mulig overctået, og vistnok også lære mest mulig, er den unge alder den bedste. Tonen i hæren var efter min mening ikke særlig god dengåilg, det var

eder og fo$andelse til så godt som alt, hvad der blev sagt, man skulde udføre. Sg for vort vedkommende, når vi var til rideøvelse i Ridehuset, og det ikke gik så godt som ønskelig, kunde deherer beridere så dejlig give det udseende af, at hesten skulde straffes, men i hovedparten af tilfældene yar de uheldige at ramme manden i stedet for hesten med deres lange piske. Resultatet blev, at når vi var færdig, og kom op på stuen, og vi sænkede benklæderne, kunde der hen over lårene ligge store ophovne striber. Dette i forbindelse med den tone der blev ført, mener jeg man kom lettest over tiden som ganske ung. Der var ikke meget tid at spekulere eller gruple i, tiden var meget optaget lige fra kL 4 % morgen, der blev kaldt, og til om aften kl- 10, vi skulde være i seng. De første 3 mdr. var vi som før nævnt ikke udenfor porten, og vi skulde være nogenlunde heldig, offi vi kunde få en søndag eftm. fri, vi skulde jo møde om fmd. til parade, og der var meget der skulde efterses. Der var hesten og sadeltøjet, en selv med uniform, i spisestuen skabene og relaisitteme vi spiste med, på sovestuen om sengene var ordentlig redte og om tøjet, vi ikke i øjeblikket havde på, var hængt på regelmenteret måde, Var man heldig at få det alt sammen godkendt, kunde man få nogle få timer fri om eftermiddagen, indtil vi skulde møde til aftenstaldtjeneste kl. 6, ligeså efter den tid til kl. 10. Fik man noget kasseret kunde vi godt risikere, at eftermiddagen gik med at få det i orden. Efter tre måneders forløb blev vi fordelt til de 3 eskadroner, et regiment bætod af" Jeg kom til 3 eskadron. Noget af tjenesten blev så udført sammen med det gamle mandskab, og vi blev fri for tvungen spisning, måfte efter den tid selv sørge for middagsmaden, men der var flere spisehuse i nærhed af kasemen. M fik også lov til at gå på gaden når tiden tillod, og om søndagen, når paraden var godt overstået. Orlov var kun ved højtiderne, førcte gang jeg havde orlov var julen, fem dage, detvaral den orlov jeg havde i 19 mdr. Da vi kom til oktober 1896, blev det gamle mandskab hjemsendt, vi måtte så overtage forskellige vagter, som tidligere var udført af de hjemsendte, men til gengæld vi kaldt for menig i stedet for rekrut. Hestene, de hjemsendte havde benyttet, blev udstationeret, og vi fik hver vor faste hest. lndtil den tid var vi tildelt hest hver dag. Vi kom efter den tid ikke så meget ud i tenænet, vor tjeneste korn mer og mer til at foregå i Ridehuset, Gymnastiksal, gården og Ridebanen.

Jeg var heldig at bliveoppasser for premierløjntnant Schaffalitzky

de Muekadell, han var en meget flink og omgaengelig mand. Desvæne, efter to mdr., skulle han over til København på ride og beslagskolen. Efter ham fik vi premierløjntnant Fahner, som jeg så var oppasser for indtil oktober 1897. Efter det gamle mandskab var bleven hjemsendt, var vi kun mellem 25 og 30 ved hver Eskadron. Forholdet mellem mandskab og overordnet var efter min mening godt, også mellem mandskabet indbyrdes. Det var ikke alt i tjenesten

vi syntes lige godt offi, eller havde lige let ved at lære. Jeg for

mit

vedkommende syntes bedst om ridning, derimod var jeg langt tilbage med gymnastik og våbenbrug, som vi sammen havde to gange ugentlig, men i

mange titfælde fik jeg det ordnet sådan, at jeg slap fri for at møde, jeg kom i stedet for til at ordne noget privat for premierløjntanten, det opdagede gymnastiklæreren også, og de gange jeg mødte, skulde jeg så særlig holde for. Der var ligeså friluftsbadning, til at begynde med, om foråret når vandet var 11 grader og derover skulde vi en gang ugentlig bade fra åben strend, det foregik ved kysten til Ris Skov, der var badeanstalten. Første gang vi var i vandet var først i maj mdr., da blev der spurgt, om der var nogen som havde vandskræk, og straks var der tre som meldte sig. Der blev givet ordre til, at de skulde træde tilbage og resten skulde klæde sig af. Jeg gik hen til dem der havde meldt sig, i den gode tro, at de slap for at komme i vandet, men da de første var klædt at fik vi fire ordre til også at tage tøjet af. M skulde så gå nogle trin ned ad trappeme, der var anbragt på siden af badehusene for at vi kunde komme op. Da vi var i vandet knæerne og havde ryggen til vandet, blev der sagt, at vi skulde sætte os på halen, da vandet nåde os til skulderen, blev der sagt at vi skulde slippe trappen med hændeme og ligeså hurtig blev vi skubbet baglæns ud i vandet, nå bunden kunde vi ikke, men vi fik fat i henholdsvis trappe og pælene hvorpå badehuset var bygget. Det var både førcte og sidste gang jeg meldte, jeg havde vandskræk- Lært at svømme fik jeg aldrig, men de to der havde meldt sig var meget bange for vandet og døjede meget de to somre vi var i tjenesten. Nu er den våbenart så godt om udgået, i stedet for heste, er der taget cykler og motorcykler i brug- Hvad der bruges af våben nu, kender jeg ikke. Men skydevåben karabin, når vi var til hest, var den fastgjort på højre side af sadlen således, at den lå på højre lår. Officereme havde lang sabel og pistol. Hele vor tjenestetid var meget optaget, vi havde meget at pudse og meget at holde ren, der havde fodfolket en stor fordel frem for os. For mit vedkommende gik de 19 mdr. hurtigt, og uden nogen straf, ud over nægtet fritid. 1898 og 99 i september måned var vi igen indkaldt til tjeneste, da var vi mest ude til øvelse. Det syntes jeg bedst om af hele tjenestetiden, da var vi indkvarteret hos bønderne, fik god mad, og de var tilsyneladende glade for os, der havde den fordel ftem for fodfolket, vi kom ikke ret mange hvert sted fordi vi havde hestene, højst 3 eller 4 på en almindelig stor gård. Som regel fik vi seng at sove i, det ene år var vi i terænet omkring Frisenborg, det andet omkring Funder, begge steder meget smuktEfter de 19 mdr. tjenestetid og før vi blev hjemsendL skulde vort regnskab opgøres. Vi tilkom for godtgørelse af undertøjT øre pr. dag, der var nogen få, der også selv holdt sig med uniform, det kunde man dengang, det blev også betalt med 7 øre. Jeg var blandt dem, der selv havde tøjet. Vi skulde købe to

sæt, et sæt helt nyt, og et halvt slidt, det vil sige, to våbenfrakker og to par benklæder, det kunde vi klare os med den tid vi var i tje*esten, så var vi altid pænt påklædt, det betalG vi 38 kr. for. Når vi var færdig med tjenesten, havde vi lov til at gøre med tøjet, hvad vi vilde. Jeg solgte mit til en af rekrutteme for 15 kr. Civilt tøj havde jeg heller ikke noget at jeg var bleven både større og mer ffldig i den tid, men nu havde jeg penge til to sæt tøj, det købte jeg før jeg rejste hjem. Efter soldatertiden. Jeg havdetørjeg varfærdig med tjenesten, fået plads som kusk på Cromme Goldschmidts udsalg iVarde fra 1. november 1897, Det var en ret stor forretning, med flere udsalg ude i oplandet, og et personale på mellem 15 og 20 i Varde. Der var temmelig stor systue både for hener og damer, lønnen var 300 kr., kost og logi for et år. Jeg var der i to år, der var et godt forhold mellem personalet, og mellem chefen og perconalet. Chefen og fruen havde begge deres ridehest, som også blev benyttet til kørebrug. Der var for mig nok at bestille, men de var alle flinke mod mig, og vi fik god mad. Frihd var der ikke meget af, alligevel kom jeg en del ud, chefen tog ret tit ud til forretningeme han havde ude, og ligeså helligdage med familie, det var jo altid med køretøi og kusk. Optegnelser fra 1953, Søren Christian Sørensen

(Søren Christian Sørensen blev gift den 2, august 1912 på Københavns Rådhus med Dorthe Marie Møller, født 10. sep- 1874 i Højelse, Ramsø, Roskilde)

Den 27. september 1978 blev jeg færdig med at skrive det min far for ffiange år sfden skrev am fabikation og farhandling af jydepotter, og am sif barndomshjem, på apfardring af Nationalmuseet i året 1953. Desvæne blev min far ikke heft tærdig med af skrve om sin uddannelse, min far døde den 13.05.1955. Min mor hed Dafthea Marie Søfignsen, født 1A. september 1874. Alt orn jydepatter, ag de første I srder am bamdammen, har min søster Anne Marie Bartod skreyef på maskine, hun har rettet fejl min far har skrevet, hvorimod jeg forctrak af skrrve de4 sorn det var s*reyef i bogen, hvilket jeg foftryder- (en deler rettet). Min søster var den ældste af os tre bøm, født den 21.A3. 19A8, død den 26.11. 1964- Min søstervargift med Carl Frederik Barfort, dereren søn, Per Barfart.

Min brvr, den yngsfe af os, Søren Chrtstian Sørensen, født den 1$iA. ?,døde den 25.', I .1973. Min bror var gifr med E*ger My*re Sørensen, der er trc bøm, Karen Myhrc Sørensen, to sønner Peter Myhre Sørensen og Claus Myhre Sørensen. Karen, der i sin bamdom havde mesf med min far at gøre, får denne bag, sorn min far med blyant har skrevet aft dette i, ieg har ladet den fotokopiere, men for meget er ulæseligt. Faruden votes egen søn Niels Po{rlsen Reftko{r, får min søsfer,:s søn, min brars kone, datter W to sønne4 samf nogle kusiner q fætre i Jylland, ef saef fatokapier efter det maskinskrevne, er der andre der ønsker det, kan de få det.

Mit eget navn er EIIen Kathrine Paulæn, født 19.01. 1910, jeg er gift med Poul Paulsen.

Skrevet på æmputrer april 2013 af Kurt \ftg Nielsen

lrD