PRÆSTEHISTORIER
Sognepræst Halfred Jensen Vimtrup og hustru, Christine Marie, samt børnene Thorkild, født i 1913, og Ingefred, født i 1912. Pastor Vimtrup virkede i sognet fra 1915-1920 og kom fra et embede i Argentina, hvor han traf sin hustru, der var født i Argentina.
Ung præstedatter blev præsteenke fire gange Præst døde af lungebetændelse To præster blev biskopper Præst var årsag til dødsfald Præst købte kirke
Ung præstedatter blev præsteenke fire gange I 1517 slog Matin Luther de 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg i Tyskland. Det var optakten til reformationen, og 500 år senere bliver den fejret landet over, selv om den først 19 år senere for alvor slog igennem i Danmark. Christian af SlesvigHolsten overhørte i 1521 Martin Luthers forsvar af sine tanker i rigsdagen i Worms og blev overbevist om, at Luther havde fat i noget af det rigtige. Da han blev kong Chr. den 3., gennemførte han reformationen i 1536. Dermed var det slut med katolicismen som den danske religion, og det er også her, at præstetavlen i Horne Kirke begynder. Den første præst på tavlen, Christen Nielsen, var katolsk reformator og virkede både før og efter reformationen, nemlig 1532-1542. Inden reformationen levede præsterne i cølibat, men nu kunne de gifte sig, og det har hver eneste præst siden gjort – flere af dem endda flere gange. Tavlen omfatter i alt 36 præster, som har virket i gennemsnit i 13,5 år. Der er dog stor forskel på embedsperioden med et år for den korteste ansættelse til 32 år for den længst ansatte. Vores nuværende præst, Finn Pedersen, er den kun fjerde præst, der har fejret 25 års jubilæum, og er nu den, der har haft tredjelængste embedsperiode.
Finn Pedersen
Præst døde af lungebetændelse Præsten med kun et år på posten var Thor Lauritsen Møller, der blev ansat i april 1699 og døde i juni 1700, mens præsten med den længste embedsperiode var Christen Mikkelsen, der var ansat i årene 1601-1632.
2
Thor Lauritsen Møller døde af lungebetændelse, som han pådrog sig under en regnfuld tur til Horne. Han havde overtaget embedet efter Bagge Caspersen Carstensen. Han overtog ikke kun embedet, men også enken efter sin forgænger. Bagge Caspersen Carstensen virkede i sognet i årene 1695-1699 og blev i 1695 gift med Vibeke Nielsdatter Hoe. Hun var blot 15 år og var datter af sognepræsten i Ho-Oksby. Der skulle en særlig bevilling til giftermålet, da de var i nær familie med hinanden. Vibekes morfar var en bror til Bagges morfar. De fik bevillingen, og Vibeke Nielsdatter flyttede ind i præsteboligen, som hun først forlod 33 år senere. Da havde hun været gift med fire præster på stribe. Hun nåede dog ikke at blive gift med sin første mands efterfølger, Thor Lauritsen Møller. Parret var kun trolovet, da en tur til Horne kostede ham livet. Thor Lauritsen Møller blev efterfulgt af Morten Hansen Friis, som også blev gift med Vibeke Nielsdatter Hoe. Fem år senere var hun atter enke, da Morten Hansen Friis døde i 1705 af kopper. Ny præst blev Clement Lauritsen Weile, som umiddelbart efter sin ansættelse blev gift med Vibeke. Han døde i 1728, og dermed var Vibeke Nielsdatter Hoes tid i Thorstrup Præstegård forbi. Hun døde i 1755 i Grimstrup, og hun fik med de fire præster i alt otte børn. Kirsten, som hun fik med sin første mand, blev født i 1699 efter hans død, og hun døde som 23-årig. Hun fik to børn med sin tredje mand, Bagge, der blev født i 1701 og døde som 20-årig, samt Else, der blev født i 1703 og døde som 13-årig. Endelig fik hun fem børn med sin fjerde og sidste mand, Margrethe i 1707, Anne i 1712, Laurids i 1713, Maren i 1714 og Jens i 1722. Hun overlevede alle sine otte børn.
To præster blev biskopper Dengang var det ikke unaturligt, at en præst giftede sig med sin forgængers enke. Gregers Iversen Krabbe, 1665-1675, blev således gift med sin forgængers datter, som i 1675 blev gift med den næste præst på præstetavlen, Christen Mortensen Friis. En stor del af præsterne blev gift med præstedøtre, men fra midten af 1800-tallet begynder præsterne at se andre steder hen end til landets præstegårde, når de skulle vælge en hustru. Da begynder der således at optræde en toldkontrollør, en 3
paladsforvalter, en fyrassistent, en landmand og en snedker som svigerfædre til præsterne. 12 af præsterne blev også provster, mens to endte helt i top som biskopper. Den første var Jacob Brøgger Daugård, der virkede i sognet i 1827-1845 og blev biskop i Ribe Stift i 1850, mens den anden var Niels Holm, der var præst i Horne-Thorstrup i 1978-1992 og biskop i Ribe Stift fra 1992 til 2003.
Jacob B. Daugaard
Niels Holm.
Præst var årsag til dødsfald Bag navnene på præstetavlen gemmer sig dog også flere sørgelige historier. Mads Hansen Trane, 1633-1645, blev beskyldt for sammen med sin kone at have forvoldt Iver Nielsens død. Det skete i 1629 under sognepræsten i Vejen, Christen Hansens bryllup. Mads Hansen Trane skulle have skubbet den berusede Iver Nielsen omkuld, så han faldt ned i kælderen og døde. Lambert Poulsen Barfod, 1645-1672, oplevede den sorg at miste i alt seks børn. Han havde fire børn med sin første hustru, og de døde alle i forbindelse med svenskekrigene, mens hans to børn med sin anden kone døde på grund af pesten. Christen Mikkelsen, 1601-1633, præsten med den længste embedsperiode, havde ikke samme stabilitet i sit liv efter tiden i præstegården. Det siges således om ham, at han brugte sin pension på brændevin og begyndte at tigge. På den tid var det en forbrydelse, som man kunne idømmes både bøder og fængselsstraf for, men det fremgår ikke af de gamle skrifter, om han blev dømt for sit tiggeri.
Præst købte kirke Christopher Sølling, der var præst i Horne-Thorstrup i årene 1784-1809, kom til sognet fra Grindsted-Hejnsvig, hvor han var kendt som en meget foretagsom 4
præst og stor fortaler for udskiftning af gårdene i forbindelse med landbrugsreformen. I 1770 købte han Grindsted Kirke og præstegårdens korn-og kvægrettigheder. I årene 1770-1788 købte han flere jord- og kvægrettigheder på Grindsted-egnen, så han var på den tid en ganske holden mand. Det varede dog ikke ved, for ved hans død i 1809 efterlod han en gæld på 2150 rigsdaler og en forfalden kirke til sin enke. Hans svigersøn begærede såvel kirke som alle rettigheder på tvangsauktion i 1822, og det hele blev solgt for 1700 rigsdaler til den høgsbroske slægt. Christopher Sølling var i øvrigt ikke en særlig populær kirkeejer. Imod både præst og sogns ønske skiftede han i 1790 kirkes bly tag ud med tegltag. Et sagn fortæller, at blytaget blev smeltet om til kugler, og skibet, der fragtede blykuglerne, gik ned ud for Sjællands Odde, og kort tid efter blev kirken stærkt beskadiget af et lynnedslag.
Præst vandt sag mod stedmor I den lidt mere kuriøse del finder vi Lauge Ravn, 1556-1579. Hans stedmor gik til retten for at få ham til at betale sine studiepenge tilbage, men hun tabte sagen. Lauge Ravn var søn af Peder Laugesen Rafn, som blev gift med Birgitte Henriksdatter. Hun var datter af den adelige Henrik Vind til Vellinggård ved Vejle og Rønshave, og Peder og Birgitte overtog Vellinggård med 35 tdr. hartkorn. De betalte for Lauge Ravns skole- og studietid. Da Birgitte døde, giftede Peder Laugesen Rafn sig med Kirsten Jensdatter, og det var hende, der gik i retten for at få Lauge Ravn dømt til at betale sine studiepenge tilbage i forbindelse med arven. Hun nedlagde påstand om, at det beløb, forældrene havde betalt for skole- og studietid, skulle trækkes fra hans arv efter sin far. Dermed blev der mere til Kirsten Jensdatters syv børn. Sagen blev behandlet den 12. maj 1571 ved Viborg Landsting. Det fremgår af retsdokumenterne, at Lauge Ravn i en periode på 13 år fik 13 snese dalere til sko, klæder, bøger med mere. Retten fandt det rimeligt, at forældrene betalte for studierne uden, at det skulle formindske hans arv. Stedmoderen tabte sagen og dermed skulle Lauge Ravn arve på lige fod med sin helbror og sine syv halvsøskende. 5
13 snese dalere, altså 260 dalere, svarer løseligt skønnet til omkring 260.000 nutidskroner. Selv om der kan graves mange mere eller mindre spektakulære historier ud af præstetavlen, er de dog intet ved siden af historien om Sankt Laurentius – den helgen, som Horne Kirke er indviet til, og som stadig spiller en stor rolle i den katolske kirke. Han var diakon i Rom og blev af byens præfekt beordret til at aflevere alle kirkens skatte. Det ville han ikke. I stedet samlede han alle byens syge og fattige og gav dem alle værdierne. Det kostede ham livet. Han blev dømt til døden og sagnet fortæller, at han blev levende brændt på en rist i år 258, men i andre skrifter står, at han blev halshugget.
For Horne Sognearkiv Bente Jakobsen. 2017
6